Udgivet i Skriv en kommentar

Alternativomkostninger ved atomfysik

Har ‘vi’ brug for en større partikelaccelerator? Muligvis.
Spørgsmålet er om sådan en skal finansieres af tvangsinddrevne midler (p.t. 137MDKK/år). CERNs budget for 2019 er på knap 1,5 mia CHF, eller ca 10MiaDKK.

Svaret på det retoriske spørgsmål er naturligvis Nej! Det skal det ikke. Politikere kan ikke vide hvad der er den bedste brug af ressourcer og kerer sig normalt ganske lidt om alternativomkostninger.

Sabine Hossenfelder påpeger begrænsningerne ved den ellers bemærkelsesværdigt succesrige reduktionistiske model.
http://backreaction.blogspot.com/2019/10/has-reductionism-run-its-course.html
Russ Roberts havde fornyligt et interview med Hossenfelder som interesserede kan finde her: econtalk – lyt til den her (også transcript tilgængeligt).

Personligt synes jeg at der burde bruges flere ressourcer på f.eks. atomfysik, astrofysik og energiproduktion. Og også på opera (ikke alle operaer!). Men mine personlige præferencer giver mig ikke ret til at gå ind til naboen og hente ressourcer til at opfylde mine mål. Heller ikke selv om jeg kan få nogle flere med på den galej og vi rotter os sammen, udpeger en person vi kalder skatteminister og erklærer at skatteministeren og hens lakajer kan hente ressourcer hos min nabo, uden dennes samtykke. Det er simpelthen et overgreb på ejendomsretten og moralsk forkert.

Det andet problem er at propagandaministeren og hens lakajer ikke er i stand til at afgøre, hvor meget der er den ‘rigtige’ mængde ressourcer at kaste efter forskning i atomfysik – det har ikke noget at gøre med hendes CV – hvor beskedent det end kan forekomme. Derimod handler det om at et offentligt system ikke er i stand til at afgøre hvor meget befolkningen ønsker af atom-forskning på bekostning af mavedans, bedre æblesorter, mere fritid eller hvad det nu måtte være. Økonomien er ikke et rumskib der kan overvåges eller styres – men summen af utallige interaktioner mennesker imellem. Foregår disse frivilligt ved vi at der er tale om gevinst for de involverede parter og der skabes mere værdi som f.eks. kunne bruges på forskning. Når man kan tvinge sig til andre menneskers ejendom er der mere tilbøjelighed til at spendere hovedløst, og kan man oven i købet opnå fordele ved at uddele andre folks midler, er tilskyndelsen mildt sagt uhensigtsmæssig. Medmindre, selvfølgelig, vores ‘fælles’ ressourcer bestyres af engle. Hint: Det er ikke tilfældet.

Udgivet i

Økonomi for ikke-økonomer

Donald Boudreaux har et citat fra Mises’s Human Action der understreger ‘østrigerne’s syn på økonomi, som noget der vedrører alle i samfundet, som ikke behøver at være vanskeligt tilgængeligt, og som alle nødvendigvis må have et minimum af forståelse for, for at forstå hvad der foregår i samfundet.

Boudreaux præciserer at Mises ikke her taler om formelle studier af økonomi på højere niveau (eller dybere – i betydningen man har gravet sig så dybt ned i et hul, at kun et ganske lille udsnit af virkeligheden er inden for synsvidde…). Næh, det er basale begreber inden for økonomisk tænkning, som at ressourcer der allokeres til produktion af et bestemt gode, nødvendigvis indebærer at de ikke også kan anvendes til andet samtidigt. Erklærede hensigter er ikke det samme som resultater (WTF?!) og målet med økonomisk aktivitet er øget forbrug – ikke øget behov for arbejde.

Forbrug her betyder ikke nødvendigvis flere ‘ting’ – man kan også betyde ydelser der på anden måde hæver folks levestandard (tid med familie, venner, litteratur, musik, ren(ere) og behageligere omgivelser…

Forestillingen om at ‘vi’, ‘staten’ bare kan betale for endeløse behov ved at udstede love, befalinger, eller omfordele ressourcer fra nutidige eller kommende borgere er et eksempel på fraværet af økonomisk tænkning.

Mises mesterværk kan frit hentes fra Mises.org (direkte link findes her).

Man mistænker næsten at der er nogen der har en interesse i, at sørge for befolkningens generelle økonomiske analfabetisme…

Udgivet i Skriv en kommentar

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i Skriv en kommentar

Kan genbrug ligefrem…skade miljøet?!

Det for nogle lidt overraskende svar er: Ja, det kan det faktisk. Og oftere end man umiddelbart skulle tro. Læs Michael Mungers artikel om hvordan det kan være.

Det grundlæggende princip også her, er, at hvis det kan ‘betale sig’ at genbruge så sørger iværksættere på et frit marked for at minimere spild af knappe ressourcer. Profit er signalet om, at her bruges ressourcerne mest effektivt. Det indebærer også at ikke-pekuniære gevinster tilgodeses – så som fornøjelsen ved rene og pæne omgivelser. Man skal holde sig alternativomkostningerne for øje også når det handler om genbrug. Giver det ‘mening’ at genbruge f.eks. glas? Det kommer an på hvad omkostningerne er ved at kassere brugt glas. De kan sættes kunstigt højt, typisk ved statsdikterede indgreb og kan medføre øget ressourceforbrug til indsamling, transport, rengøring, m.v. af genbrugsglasset, og som artiklen anfører, direkte øget forurening.

Det er klart at hvis ‘vi’ (det vil typisk sige ‘de andre’) nedsætter deres forbrug i al almindelighed vil ‘belastningen’ på omgivelserne blive mindre – med mindre det drejer sig om services som litteratur, musik eller spadsereture. Blot skal man ikke gå for hurtigt, for så stiger ens produktion af CO2…Hvor meget man får lov at respirere skal nok blive genstand for lovgivning og regelrytteri i fremtiden... Jo rigere et samfund er, desto større vil efterspørgslen også være på rene, pæne omgivelser og dermed tilskyndelsen til at producere varer og ydelser i overensstemmelse hermed.

Staten, derimod, dikterer blot et ‘niveau‘ op til hvilket enhver kan svine så meget man lyster, hvis man skaffer sig den nødvendige ’tilladelse’. Eller lyver bare om det som i Flint, Michigan. Adskillige byer har endnu højere blyforurening, hvilket er en ringe trøst.
Se mængden af gældende love og regler i DK vedrørende miljøet på retsinformation (det er kun de første 7 sider der lister gældende regler…).

Rothbard og Block har diskuteret hvordan privat ejendomsret vil bidrage til at nedbringe forureningsniveauet – blandt andet kunne man forestille sig at teknologi ville muliggøre en bedre identifikation af kilder til forurening, således at man bedre kan gøre krav gældende overfor personer der forurener ens ejendom.

Udgivet i 2 kommentarer

Frigør 144 mia kr og lad folk selv købe undervisning

Tom Woods har i episode 1477 besøg af Lawrence Ludlow, en tidligere gymnasielærer (i Michigan), der har en gruelig historie at fortælle om tilstanden i skolesystemet. Desværre er elendighederne i USA ofte et forvarsel om hvad der kommer her.

Historien illustrerer vigtigheden af få fjernet undervisning fra opgaverne vi tillader staten at ‘varetage’ – der kan frigøres 144 mia kr (2018) ud af et budget på 1.144 mia. Pengene skal forblive på borgernes private hænder så de kan betale for den uddannelse de mener at have brug for og råd til.

Dette skal ikke opfattes som et angreb på viden og lærdom, men det er bydende nødvendigt at genetablere forbindelsen mellem køber og sælger af den service der går under betegnelsen uddannelse. Hverken Mette eller Lars er i stand til at afgøre hvad andre skal lære – og heller ikke dette er en opgave for staten, der på ingen måde kan repræsentere folkets stemme.

Der er til gengæld behov for at tale med vores børn og hinanden om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre – og om hvad staten er for en grimrian når masken bliver revet af.

Tuttle tvillingerne lærer om loven – og om hvordan mennesker samarbejder uden at blive tvunget til det (det kaldes det frie marked). Køb børnebøgerne her! – og start med dine egne børn! – eller forær dem til venner og fjender!

Få Bastiats Loven for kun 37,50 her
Rothbards Statens Anatomi 37,50 her
køb flere og få rabat – del ud til venner og fjender!

Udgivet i Skriv en kommentar

Unobtanium – endnu ikke opdaget…

Løftet om vedvarende energi er stadig ikke indfriet – og med mindre man går ind for samfundsomstyrtende fald i levestandarden sker det næppe inden for en kortere årrække. Wall Street Journal har et indlæg der beskriver de groteske omkostninger forbundet med dagens ‘grønne’ energi. Således kræver et ca 1/2 ton tungt batteri (der skal bortskaffes når det er udtjent) at der udvindes omkring 250 ton råmaterialer. Et benzin- eller dieseldrevet køretøj kan for en tiendedel (vægt af materialer) levere samme antal kilometer over batteriets ca 7 års levetid.

Til konstruktionen af en vindmølle medgår  900 ton stål, 2.500 ton beton og 45 ton plastik…

Hvis elektriske biler skal erstatte konventionelle vil behovet for kobolt og lithium stige mere end 20-fold. Heldigvis produceres 70% i Den ‘Demokratiske’ Republik Congo og 90% forarbejdes i Kina, så vi behøver ikke bekymre os om miljø, arbejdsforhold eller forsyningssikkerhed;)

Rapporten der citeres i artiklen kan læses her.

Udgivet i 1 kommentar

Det knuste vindue – om alternativomkostninger

Niels Westy skrev for nyligt en klumme på punditokraterne om alternativomkostninger (tak for det!) og harcelerede over at det som regel kun er økonomer der tager alternativomkostninger i betragtning. Man fristes næsten til at sige – Gid, de gjorde! Retfærdigvis nævner han at der findes en del, der tjener godt på at fremme særinteresser.
Men økonomien er ikke et rumskib der kan styres, ligegyldigt hvor indsigtsfuld piloten mener at være (se også Hayek…), som Westy også påpeger.

Det er godt at blive mindet om fænomenet som ingenlunde er nyt. Henry Hazlitt skrev den fremragende Economics in One Lesson i 1946, med udgangspunkt i Frédéric Bastiats tekst fra 1850 (kapitlet La vitre cassée i
Ce qu’on voit et Ce qu’on ne voit pas [Det man ser og det man ikke ser]

Hazlitt åbner 1. kapitel, Lektionen, med følgende indsigt (min oversættelse):

Ingen anden disciplin plages af vildfarelser i samme omfang som økonomi. Dette er ikke tilfældigt. Vanskelighederne i selve emnet er rigelige i sig selv, men mangedobles af et karakteristikum, som har langt mindre betydning inden for for eksempel fysik, matematik og medicin, nemlig det forhold at aktørerne i økonomien har egeninteresser! Enhver gruppe har godt nok visse økonomiske interesser fælles med alle andre grupper, men har også interesser der er i modsætning til andre grupper. Mens nogle offentlige politikker ville være til alles langsigtede fordel, er andre til fordel for nogle grupper på bekostning af andre grupper. Den gruppe der har fordelen, vil netop af denne grund, argumentere overbevisende og vedholdende for politikken. Den vil hyre de dygtigste hjerner til at tale sagen for fuld tid – og vil ende med at overbevise offentligheden om det gode ved netop denne politik, eller forplumre diskussionen så det bliver næsten umuligt at forholde sig til substansen.

Udover denne vedholdenhed er der en anden faktor der dagligt giver anledning til nye vildfarelser. Det er folks generelle tendens til kun at se de umiddelbare effekter af en given politik på en enkelt gruppe, og ikke undersøge eventuelle afledte, ofte utilsigtede effekter, ikke bare for den enkelte, specielle gruppe, men for alle andre andre grupper. Det er fejlslutningen om de usete, sekundære effekter.

Heri ligger hele forskellen på god og dårlig økonomisk tænkning. Den dårlige økonom ser kun de umiddelbare, åbenlyse effekter; den gode leder også efter afledte, skjulte effekter. Den dårlige økonom ser kun på effekten af en given politik på en enkelt gruppe, mens den gode spørger sig selv hvad effekten er, også på alle andre.

Set under denne vinkel kan økonomi i almindelighed reduceres til en enkelt lektion, og denne lektion kan reduceres til en enkelt sætning. Økonomi er kunsten at se efter, ikke bare de umiddelbare effekter men også af de afledte effekter af en handling eller politik, og at følge konsekvenserne af politikken, ikke bare for en enkelt gruppe, men for alle grupper.

Kapitel 2, Det knuste vindue, lyder således i min oversættelse:

Lad os begynde med en meget enkel illustration, nemlig Bastiats eksempel med det knuste vindue.

Et bøllefrø kaster en sten og knuser et vindue i en bagerbutik. Bageren løber rasende ud på gaden, men knægten er forsvundet. Folk stimler sammen og stirrer med stille tilfredshed på hullet i vinduet og glasskårene der flyder overalt på brød og kager. Efter et stykke tid føler man behov for filosofisk eftertanke. Flere i skaren vil sikkert minde hinanden eller bageren om, at når alt kommer til alt, er der også en lys side ved ulykken. Det vil skabe omsætning for glarmesteren. Og efterhånden bygges der videre på dén historie. Hvad kan et nyt glas koste? Nogle tusinde kroner? Det er også en slags penge. Hvad ville der ikke ske for glarmesterbranchen hvis vinduer aldrig gik i stykker? Og så er der ingen ende på det. Glarmesteren vil have nogle tusinde mere at spendere hos andre handlende osv. osv. i det uendelige. Det smadrede vindue vil skabe omsætning og arbejde i stadigt større ringe. Den logiske slutning på ulykken, hvis skaren skulle vurdere det, var at den unge bandit der kastede stenen, langt fra at være en trussel for den offentlige ro og orden, snarere havde ydet offentligheden en tjeneste.

Lad os se nøjere på sagen. Tilskuerne har i det mindste ret i den første konklusion. Den beskedne vandalisme betyder i første omgang omsætning for glarmesteren. Glarmesteren er ikke mere bedrøvet over ulykken end en bedemand er over et dødsfald. Men bageren mangler nu de par tusinde kroner som han ellers skulle have brugt på et sæt tøj. Eftersom han nu er nødt til at erstatte ruden, må han klare sig uden tøjet (eller et tilsvarende forbrugsgode). Dan han havde tænkt at købe tøjet samme eftermiddag, finder han sig nu alene med den erstattede rude, men uden tøjet og uden de tusinder han har brugt på vinduet. Hvis vi ser ham som en del af samfundet, er det nu samlet set et sæt tøj fattigere end det ellers ville have været.

Glarmesterens gevinst er blot skrædderens tab og intet nyt ‘job’ er skabt. Folkene i tilskuerskaren tænkte kun på de to parter, bageren og glarmesteren. De glemte den potentielle tredie part, skrædderen. De glemte ham netop fordi han ikke kom i spil. De vil gå forbi og se det nye vindue de næste dage, men de vil ikke se det sæt tøj som ikke blev syet. De bemærker kun det umiddelbart synlige.

En ting er at økonomi beskriver konsekvenserne af forskellige handlinger; det som økonomi ikke kan hjælpe os med direkte, er hvorvidt en given handling er moralsk forsvarlig. Der skal andre overvejelser til og også her kan vi læne os op ad Bastiat og hans gennemgang af, hvornår det er på sin plads at bruge magt over for andre.

Læs Loven – køb den her på dansk for kun 37,50!

Udgivet i 1 kommentar

Den sociale ‘kontrakt’…

Nu hvor vores ‘nye’ herskere har hersket et stykke tid og truer med endnu mere konfiskering er det på sin plads at genbesøge spørgsmålet om Den Sociale Kontrakt. Altså, samtykket (dette ikke-eksisterende spøgelse) til at blive kostet rundt med, af medlemmer af en bande.

Robert Higgs skriver skarpt om den her og man kan undre sig over at ‘argumentet’ bliver med at stikke sit fæle fjæs frem. Og så måske ikke når man tager i betragtning hvem der står for ‘undervisningen’ (her i landet)…

Kilde: Danmarks Statistik

Historien går jo på at Staten, regeringen, har sit mandat via de regeredes samtykke. Hvordan dette samtykke i praksis indhentes er ikke klart (jamen det er da via stemmeurnerne – vi får jo lov at stemme!). Men skal alle give samtykke? Til alle tiltag som regeringen med magt vil gennemføre? Skriftligt? Delvist samtykke – ‘I må gerne bruge de af mine penge I har konfiskeret på X projekt, men under ingen omstændigheder på Y’?
Hvad med dem som er født, eller har nået ‘den rette alder’ siden der sidst blevet ‘givet samtykke’?

Med andre ord – i praksis er der ganske mange overvejelser at tage i betragtning.

En kontrakt er en bi- (eller multi) lateral aftale der frivilligt indgås – ikke et dekret fra en hersker. Ingen har nogenside set den sociale kontrakt. Hvis den skulle pindes ud giver Higgs et bud (løst oversat):

Herskeren lover følgende:
At dekretere hvor stor en andel af dine penge du skal aflevere til mig…Du har i praksis ingen mulighed for indsigelse udover at bede om barmhjertighed, og hvis du nægter at underkaste dig sender jeg mine lakajer efter dig med bøder, fængsel og, hvis du gør modstand, vold, i yderste grad med døden til følge.

At udstede 1000-vis af love som du skal følge uden at kny. Mange af dem er komplicerede og endda indbyrdes modstridende, i et omfang så intet menneske kan have styr på dem alle. Hvis du bryder dem vil jeg måske sende mine lakajer efter dig…

At stille offentlige goder og tjenester til rådighed, på mine betingelser. Nogle vil du værdsætte, mange vil have begrænset værdi for dig, og atter andre vil du finde forfærdelige…

I tilfælde af uenighed mellem kontraktens parter instruerer jeg mine dommere (udnævnt og betalt af mig) om at løse uoverensstemmelsen. Hvis din sag overhovedet antages kan du forvente at tabe…

Til gengæld for disse ‘fordele’ lover du, undersåt:

At holde bøtte, forholde dig i ro, adlyde enhver ordre fra herskeren og dennes lakajer, udvise passende underdanighed over for dem, som om de var vigtige, ærværdige personer, og, når de siger ‘hop!’, spørger du blot ‘hvor højt’ (eller betal! og du replicerer med ‘hvor meget’)…

Sikke en aftale 😉
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Vil du hellere lytte til en podcast (på engelsk) om den sociale kontrakt, så snup denne her hos Tom Woods…

Udgivet i Skriv en kommentar

Spildt ungdom…

Hvis du ikke før har haft fornøjelsen af at læse noget fra Theodore Dalrymples pen, så und dig selv den fornøjelse i dag. Denne artikel om et af de særeste og frastødende eksempler på fraværet af almindelig fornuft kan særligt anbefales. Det handler om ‘ungdommens’ totale mangel på selvindsigt, på almen dannelse, på manerer – ja, der er lagt i kakkelovnen fra gamle sure mænd 😉

EN ting er klimahysteriet (snup denne lektion, hvor Bob Murphy gennemgår de data der ligger til grund for IPCC’s ‘anbefalinger’), en anden og lige så graverende detalje er personen der citeres for følgende udsagn: Jeg ved ikke alt endnu. (Min fremhævelse.)

Man kunne erklære sig enig i det afsluttende udsagn om at alderen for stemmeret burde hæves. Eller blot konstatere at stemmeri, som det anvendes i nutidens demokrati, er og bliver en moralsk forkastelig måde at tvinge andre folk til noget, de ikke frivilligt vil være med til.

Bastiat beskrev det umoralske og kontraproduktive i at tvinge andre ved hjælp af lovgivning i pamfletten Loven, allerede i 1849! Køb den her på dansk for kun 37,50. Der er en version beregnet på læsning med mindre børn som også findes på dansk – lige her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Socialisme eller ej…

Er Danmark et socialistisk land eller ej? Det spørgsmål dukker jævnligt op, ofte uden at man definerer hvad man mener med terminologien. Jeg kommer af og til, til at bruge skældsordet socialisme om tiltag som mere er tvang, plyndring eller kollektivisme uden egentlig at repræsentere princippet om tvangskollektivisering af produktionsmidlerne. Den meget forhenværende bandechef er et eksempel på benægtelse fra det officielle danmark om at ‘vi’ skulle være socialistiske, til trods for tvangskollektivisering af ca halvdelen af landets BNP.

https://data.oecd.org/chart/5Cv7

En af grundene til at ‘vi’ nødigt erklærer os for socialister er selvfølgelig at den måde at indrette samfundet på, er afsløret som dybt dysfunktionel, hvis hensigten er at forbedre folks levestandard på moralsk vis, uden at plyndre nogle for at give til andre. Mises beskrev dette i Socialism allerede i ’20’erne og argumenterne står stadig. Hans kortere tekst om den Anti-kapitalistiske mentalitet er også stærkt anbefalelsesværdig og nemmere at gå til. En forsmag kan læses her hvor der også er link til den fulde (engelske) tekst.

Pointen er intervention altid fører til skævvridning og utilsigtede konsekvenser som fører til intervention, der skal rette op på disse utilsigtede konsekvenser...og rouletten kører.

Martin Ågerup går ikke den fælde i denne podcast (link via punditokraterne), men påpeger et af de kedelige karaktertræk ved den værdioverførselsstat danmark har udviklet sig degenereret til, nemlig at alle lider under den vrangforestilling at de vil gå glip af overførsler hvis vi bringer staten og dens almisseuddeling ned på et lavere niveau. Derfor vil de færreste stemme for at reducere statens omfordeling. Det er den korruption af folk flest, som legalisering af tvangsoverførsler medfører og, som endnu en ondskabsfuld krølle, ydermere bidrager til fremmedgørelse, ligegyldighed og direkte fjendskab mellem forskellige (grupper af) mennesker som alle kæmper stemmer om at få magt til at plyndre hinanden via lovgivning. At det skulle være civiliseret at skiftes til at plyndre hinanden, fremfor at afstå fra at plyndre er en gåde.

Bastiat beskrev præcist denne samfundsuorden som den misforståelse, at alle tror de kan leve på alle andres bekostning. Køb Loven her for 37,50 og læs Bastiat’s stærke tekst om hvad Lov er – og ikke er.

En version der egner sig til læsning sammen med mindre børn findes også her på dansk! Gå ikke glip af den lejlighed til at tale om dette vigtige spørgsmål med dine børn. Tuttle tvillingerne og Loven.