En påmindelse om at der faktisk er vidende folk der afklæder klimaklovnenes alarmisme:
Et væsentligt indspark er budskabet om, at se på fordelene ved brug af fossile energikilder – som er e n o r m e – og ikke kun ulemperne. I betragtning af, en stor del af menneskene i verden lever i relativ (og absolut) energifattigdom, er det dybt umoralsk at ville forhindre dem i at udnytte fossile energikilder, med henvisning til bekymring fra dele af den mere velstillede verden over potentiel påvirkning af klimaet i fremtiden. En klima-fremtid som vel at mærke ikke ser ud til at indeholde en truende klimakrise, hvis man henholder sig til forskningen under IPCC – og holder sig væk fra det politiskeresume for politikere.
Klimaet ændrer sig også i fremtiden og kloden er generelt et ugæstfrit sted. Energi og hittepåsomhed er forudsætningen for at vi kan beskytte os mod vejrliget. Fossil energi har medført en enorm reduktion i antallet af dødsfald som følge af klima-relaterede katastrofer. Vi får også brug for masser af billig energi til at beskytte os i fremtiden.
Politikerbyrden korrigerer først kurs hvis de trues på deres magtposition – de har en interesse i at folk holdes uvidende og utrygge så slangeoliesælgerne kan få nogle flere år ved magten, ved at bilde folk ind at de har en ‘løsning’. Politikeren er problemet – ikke løsningen og i øvrigt bør regeringen gå af.
En regering der er ‘klar til at diskutere mere statsstøtte’ kan næppe komme som en overraskelse i dagens Danmark. Hvilken puhlitiker vil ikke gerne skaffe sig en anledning til at tage sig betydningsfuld og handlekraftig ud? Denne sørgelige kendsgerning kan man tygge lidt på, mens man eventuelt klukker lidt over, at de hårdt prøvede argentinere – med pæn margin, hvis man tror på stemmetal – er blevet så trætte af de forgående regeringer, at de nu har givet en erklæret Rothbardianer chancen. Det bliver ikke nemt for ham, men interessant at følge!
Tilbage til andedammen har visse grupper særinteresser masser af gode forslag, som kommer samme særinteressenter til gode.
Men protektionisme fører ikke til øget velstand for borgerne i de lande, hvis regeringer bygger barrierer. Vi bliver fattigere. Danmark er tilpas lille til ikke at være selvforsynende med ret meget, hvis man ønsker at bevare en høj levestandard.
Mises U, 2018
Adgang til energi kunne være noget man prioriterede så højt at man evt ville betale en højere pris for langsigtet forsyningssikkerhed, fremfor en lavere pris her og nu. Under alle omstændigheder er det alt for vigtigt et område, til at det kan overlades til en bande med rygmærker, hvad enten der står A, V eller X på ryggen og føreren hedder Mette, Troels eller Lars.
Rothbard skyder her merkantilismen i sænk – når regeringen, som banden kalder sig, griber ind, betyder det tvungen begrænsning af handel.
In taking our stand on this issue, we should recognize that all government action means coercion, so that calling upon the US government to intervene means urging it to use force and violence to restrain peaceful trade. One trusts that the protectionists are not willing to pursue their logic of force to the ultimate in the form of another Hiroshima and Nagasaki.
Keep Your Eye on the Consumer
As we unravel the tangled web of protectionist argument, we should keep our eye on two essential points:
protectionism means force in restraint of trade; and
Hvis banderne der hærger i andre lande binder deres borgeres penge i halen på visse produkter, så lad os købe dem, med mindre vi kan producere dem billigere selv og bruge de sparede midler på noget andet, der giver mere værdi.
De ikke særligt grønne, eller klimaneutrale, eller rentable Vejrafhængige Energikilder har tiltrods for enorme subsidier gennem mere end 20 år ikke ‘leveret varen’ og kan ikke levere varen (stabil, pålidelig energi og masser af den), så at fortsætte med at kaste gode penge efter dårlige, er kun noget man gør for andres folks penge.
Det er muligt at VE har en plads i visse nicher; det er muligt at små modulære atomkraftværker kan levere, det er sikkert at fossile kilder kan. Så lad os fortsætte med at bruge fossil energi, mens vi (dvs aktører på et frit marked) finder ud af hvilke alternativer der kunne være bedre – så kan vi sælge det til andre interesserede. ‘Vi’ er ikke regeringen, regeringen er ikke os, som Rothbard også gjorde klart i Statens Anatomi. Få den her og brug den som adventsgave, julegave, mandelgave eller bare til almindelig oplysning.
Mens vi venter på den endelige (mellem)regning for renovering af Nationalbanken så brug 1/2 time i særdeles godt selskab med Guido Hülsmann, der tidligere har gjort sig positivt bemærket – se også her.
Pengepolitik har effekter på kort sigt, men ikke på langt?!
Skulle du have glemt hvad staten er for en størrelse, så få frisket hukommelsen op på Rothbards dissektionskursus. Køb Statens Anatomi her for 37,50 inflationsramte kroner:
En tilsyneladende endeløs strøm af penge forsvinder i statens mekanismer; mekanismer der skal inddrive endnu flere af andre folks ressourcer. På punditokraterne illustrerer Christian Bjørnskov det – åbenlyst – urimelige i de tilfældige vurderinger af boliger, der er det seneste afsnit af den miserable føljeton om statens overgreb og fejltagelser.
Bjørnskov angriber forestillingen om, at embedsværket kan afgøre hvad der er en ejendoms ‘bedste økonomiske anvendelse’. Lad den stå et øjeblik. Følg så med når vi ser hvad betydningen ville være, hvis den øvrige beskatning foregik på samme arbitrære vis – hvad er vores, individets, ‘bedste økonomiske anvendelse’?
Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.
Min pointe er, at denne tilfældige ansættelse af skatten og forbruget af de tvangsinddrevne midler netop er moralsk uforsvarlig, fordi embedsværk og politikerbyrde ikke kan afgøre hvad andre finder er den ‘bedste økonomiske anvendelse’ af deres ressourcer. Det burde være åbenlyst i eksemplet med ejendomsvurdering, men det samme gælder de ufatteligt mange poster politikerbyrden spenderer andre folks ressourcer på. Vi ved selv bedst hvilke aktiviteter vi ønsker at at fremme og ikke mindst hvilke vi ikke vil være med til at fremme. Derfor må politikeren formenes adgang til brug af tvang (skat ER tyveri!) og alene forlade sig på frivillige bidrag til de aktiviteter de ønsker iværksat!
Alligevel kan man glæde sig over at der findes modige, rationelle mennesker som taler de magtberusede imod og insisterer på fornuft og rimelige proportioner. Et sådant eksempel bydes der via CO2 koalition der bragte et indlæg om IPCCs fejltagelser, når man henfører ændringerne i vejret til, overvejende at være forårsaget af menneskelig aktivitet, specielt CO2 udledninger.
Ken Wilson peger på 5 eksempler der viser problemerne med at udråbe klodens tilstand som værende på randen af en global klima katastrofe. Eksemplerne der bringes på bane er følgende:
Temperatur målinger fra Midtengland
Stigning i havniveau
Modellernes manglende overensstemmelse med virkligheden
Ekstreme vejrbegivenheder
Naturbrande
Her er en af figurerne – man kan konkludere at myndigheder nok ikke er interesseret i fornuftige tiltag, eftersom de insisterer på, at lade sig vejlede af misvisende information.
Endvidere påpeges det, at en række dygtige, velansete – og især velargumenterende – folk har en ganske anden fortolkning af den videnskab, der skamrides i det politiske dokument betegnet sammenfatning og anbefaling til beslutningstagere.
MANY SCIENTISTS AND OTHERS DISAGREE WITH THE IPCC
Many noted scientists, climate modelers, environmentalists, economists, geologists, and engineers have criticized the IPCC’s analysis and its proposed green energy measures.
These include Dr. William Happer, Dr. Richard Lindzen, Dr. William Wijngaarden, Dr. Ross McKitrick, Dr. Christopher Essex, Dr. Henrik Svensmark, Dr. Nir Shaviv, Dr. Steven Koonin, Dr. John Christy, Dr. Judith Curry, Dr. Patrick Moore, Dr. Susan Crockford, Dr. Peter Ridd, Dr. Mark Mills, Dr. Bjorn Lomborg, Dr. Lars Schernikau, Dr. Patrick Frank, Anthony Watts, Tony Heller, Jim Steele, Gregory Wrightstone, Robert Lyman, Michael Shellenberger, Michael Moore, Jeff Gibbs, James Lovelock and, most recently, Dr. John Clauser, co-recipient of the 2022 Nobel Prize in Physics.
You can Google any of these names for their views, as well as those of Vaclav Smil and the CLINTEL “World Climate Declaration That There Is No Climate Emergency,” with over 1,600 signatories, mostly scientists, from 15 countries.
Til trods for enorme subsidier leverer vejrafhængige energikilder stadig blot en beskeden andel af det verdens totale energibehov – et behov der vil fortsætte med at stige, hvis målet er menneskelig trivsel. Problemet for mange af os er, at politikeres og klimaalarmisters mål ikke er menneskelig trivsel, men magt, magt og en (af menneskehånd) uberørt planet.
Hvis du vil læse eller høre Bryan Caplan og evt. vædde om, hvorvidt vi stadig om 10 år helt overvejende bruger fossile brændstoffer til at opretholde en tålelig tilværelse, så kig med her.
Pointen er, at fordi fossil energi er i særklasse pålidelig, skalerbar og tilgængelig overalt, og tilmed forbundet med lave(ste) omkostninger – især set i forhold til gunstige effekter, så vil fossil energi også i overskuelig fremtid udgøre den altovervejende største andel af energiforsyningen.
Til trods for massiv statsstøtte til upålidelig energi, kombineret med straf til fossil energi (og atomkraft) – så udgør upålidelig vind og sol stadig en forsvindende andel af det samlede energiforbrug. Med andre ord: That dog don’t hunt!
Præmissen her er, at samme miljøforkæmpere faktisk kæmper for miljøet – en præmis der næppe er sand, for de samme forkæmpere er modstandere af tiltag, der kunne mindske miljøpåvirkningen, som for eksempel atomkraft eller afbrænding af gas som alternativ til kul. Bjørnskov viser, hvilket stemmer overens med sund fornuft, at jo rigere folk er, desto mere kerer de sig om deres omgivelser, og søger at begrænse forurening. Lægger man dertil respekt for, og håndhævelse af, privat ejendomsret (nødvendige forudsætninger for fremskridt og velstand) – du kan ikke svine på anden mands ejendom, uden at han kan komme efter dig økonomisk – kan den påviste association ikke undre, se figuren nedenfor. Se også Rothbard om forurening i et frit samfund – og også her en lidt kortere fremstilling af regeringers manglende evne til at begrænse forurening.
Denne kontrast – menneskelig trivsel overfor en forestilling om kloden som et skrøbeligt system, der skal beskyttes mod mennesket – ser ud til at være drivkraften bag megen klimatosseri.
Ganske få profiterer voldsomt på denne fejltagelse på bekostning af mange andre og uden at de tiltag klimatosserne anbefaler og gennemtrumfer, har nogen som helst effekt på klima eller miljø. Enorme ressourcer er spildt de sidste mange år, på støtte til vejrafhængige, upålidelige energikilder. Ressourcer der kunne have været brugt bedre til at løse andre af de talløse problemer mennesker står overfor.
Eksempler på vildledende diskussion i forbindelse med fossil energi:
Tilbage til Bjørnskov, der rimeligvis begræder det enøjede fokus på CO2 og andre ‘drivhusgasser’ samt de politiske ‘redskaber’ (tvang) til – forgæves – at forsøge at begrænse udledningerne – på bekostning af andre, langt alvorligere problemer. CO2 ER et misforstået ‘problem’.
De blå cirkler er ‘demokratier’ og de røde ‘autokratier’ – se nærmere forklaring på linket under figuren.
Nu skal man ikke uden videre tage IPCC rapporter for gode varer – især ikke sammenfatningen for beslutningstagere der vel må karakteriseres som propaganda. Graver man i de underliggende data – og det er der heldigvis omhyggelige folk der gør – bliver det mere tydeligt at forskningen, du ved, The Science, ikke finder holdepunkter for nogen krise overhovedet. Og sådan har det været en rum tid.
Så der må ligge noget andet bag den vedholdende tsunami af propaganda fra medierne om katastrofer der står i kø som følge af CO2 (kuldioxid) eller CH4 (metan). Kunne der være nogen der har økonomiske interesser i at holde katastrofe-beredskabet oppe i det røde felt? Politiske interesser (magt)? Eller måske begge dele.
Her er IPCCs liste (Kapitel 12, tabel 12.12) over begivenheder der savner videnskabeligt grundlag for, at global opvarmning skulle være synderen:
Air Pollution Weather (temperature inversions)
Aridity
Avalanche (snow)
Average rain
Average Wind Speed
Coastal Flood
Drought Affecting Crops (agricultural drought)
Drought From Lack Of Rain (hydrological drought)
Erosion of Coastlines
Fire Weather (hot and windy)
Flooding From Heavy Rain (pluvial floods)
Frost
Hail
Heavy Rain
Heavy Snowfall and Ice Storms
Landslides
Marine Heatwaves
Ocean Alkalinity
Radiation at the Earth’s Surface
River/Lake Floods
Sand and Dust Storms
Sea Level
Severe Wind Storms
Snow, Glacier, and Ice Sheets
Tropical Cyclones
Så meget desto værre er det når den danske regering dumstædigt fremturer med dydssignalering og absurde CO2 reduktionsmål, som ingen indflydelse har på fremtidens klima, men blot spilder ressourcer.
Det kræver en særlig form for tykhudethed at affinde sig med den tsunami af tekster, billeder og lyd der bruger vendingen ‘klimakrise’. Bare for at tage et eksempel giver en søgning på hjemmesiden for folketinget, dette ophøjede organ befolket med tænksomme, virksomme, produktive, moralsk ophøjede personer, 835 hits. G00gle giver mere end 30 millioner…
En kritisk (!) krise giver anledning for puhlitikere til at udvise handlekraft, og tiltage sig beføjelser som det ellers under ‘fredelige’ omstændigheder ville være vanskeligt at retfærdiggøre. Derfor hopper vi fra ‘krise’ til krise – den ene når knap nok at afløse den anden. Vi kan dog takke Putins overfald på det, der for tiden er Ukraine, for at corona virus pludselig ikke dominerer ‘nyhederne’ i samme omfang som tidligere. NATO’s krig mod Rusland via Ukraine er imidlertid også ved at miste sit momentum og så må vi finde på noget andet. Her kommer ‘klimakrisen’ ind for fuld skrue og på samtlige tangenter. Ikke en dråbe regn, fravær af regn, blæst, vindstille, varme, kulde fugt eller tørke kan forbigås – det hele skyldes klimakrisen i almindelighed og co2 udledning som led i menneskelig aktivitet i særdeleshed.
Nogle bliver skræmte, nogle lammede, nogle føler formentlig at livet er for kort til at tage den slags vås alvorligt (omend våset får konkrete konsekvenser hvis det bliver ved med at give anledning til politiskhandling). Vi skal være taknemmelige for, at ordentlige mennesker med indsigt holder fast og påpeger våset og herhjemme er klimarealisterne et eksempel til efterfølgelse. Konference i folketinget her, ny bog her, Jens Olav Plepke her, Svensmark her.
På den anden side af andedammen gør Alex Epstein en god figur – hvis ikke du har læst Fossil Future har du noget til gode. I en nylig post beskriver han hvorfor det er forkert at udråbe en klimakrise eller nødssituation.
Stigende CO2 niveau giver ikke anledning til at udråbe en ‘krise’ og overlade særlige beføjelser til regeringer, fordi
Det er ikke ‘kritisk’. Mennesker er bedre sikret mod fjendtligt klima end nogensinde
Stigningen er ikke ‘midlertidig, men vil fortsætte i årtier
Stigningen er uden for vores kontrol; vores (USA) udledning udgør ca. 1/7 af verdens udledning (og langt, langt mindre for Danmarks vedkommende)
…og værdsætter miljøet. Er du på kanten af tilværelsen med truende sultedød, er dette mere påtrængende. Med andre ord: de rigeste samfund er generelt mere optaget af at sørge for at beskytte omgivelserne mod unødig forurening. Ønsker du at mindske den ‘skadelige’ påvirkning af omgivelserne, så gælder det om, at fjerne hindringerne for at bygge velstand. Privat ejendomsret, herunder beskyttelse mod forurening, er et sine qua non for at fremme rigdom. Som Christian Bjørnskov påpeger, lider mange af en dyb, naiv tro på at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Desværre forholder det sig sådan, at staten excellerer i at skabe problemer, for derefter at gøre dem værre, i det påståede forsøg på at løse dem. Ondskab? Uvidenhed? Eller konsekvensen af uheldige tilskyndelser? Kunne man prissætte stabil energi anderledes end det man gør nu?
Under alle omstændigheder kan vi konstatere at statens tentakler trænger sig på, på stadigt flere områder; bureaukratiet vokser til trods for erklærede intentioner om det modsatte. Løsningen er ikke at overlade endnu mere til staten og dens proselytter, men at gå den anden vej og lade privat initiativ tage over.
Hvis noget er vigtigt for dig, vil du da betale for det – uden trusler? Hvis det ikke er vigtigt, skal staten så overhovedet tage sig af det?
Det spørgsmål tages under behandling hos Alex Epstein i Energy Talking Points.
Hele posten (på engelsk) er værd at læse, men her er et par punktnedslag:
HVIS sol og vind var så billigt, som det påstås, hvorfor så behovet for subsidiering, direkte og indirekte, og for at straffe brugen af fossile kilder. Hvorfor bruger Kina ikke sol og vind i stor stil, men bygger i stedet kulkraftværker og (heldigvis) atomkraftværker i stor stil? De bruger billig, stabil(!) energi til at fremstille komponenter til sol og vindindustrien; hvorfor dog, hvis sol og vind er så billig som det påstås?
En særligt kritisabel taktik der anvendes for at fremme den ‘grønne’ dagsorden, er at finde en ganske speciel situation hvor det rent faktisk giver mening at bruge sol eller vindenergi, og generalisere herfra til at al energi og elektricitet (elektricitet er en mindre andel af det samlede energiforbrug). Til at understøtte et moderne, nogenlunde civiliseret samfund, på breddegrader der kræver konstant beskyttelse mod ugæstfrit vejrlig, er der brug for masser af stabil energi.
Hvis levefoden for de dårligst stillede i verden skal forbedres, har de brug for masser af billig, pålidelig energi, og det er fossile kilder leveringsdygtige i. Atomkraft også, og det er afslørende at nogle klimahysterikere med deres afvisning af atomkraft, ikke reelt er bekymrede for den livsnødvendige CO2 i atmosfæren, men enten ønsker at vedligeholde en på-randen-af-panik-stemning eller har andre mål end menneskelig trivsel. Nogle vil hævde at de prioriterer potentielle klimaofre i fremtiden højere end nulevende ofre for energimangel. Faldet i antallet af klimaofre de sidste hundrede år er så massivt, at den øvelse kræver avanceret mental akrobatik. Måske synes de bare at mennesker er en kræftsvulst på kloden og burde fjernes – men den oplagte konsekvens – selv at gå forrest og mindske klodens menneskebyrde – drager de ikke.
Jeg ser dem enten som et redskab for bander til kontrol af pøbelen eller som vildfarne individder, der har fundet sig en ny religion til erstatning for den de aldrig har kendt.
Servicemeddelelse: Nej, sol og vind kan i særtilfælde være nyttige, men generelt tilfører den vejrafhængige energi kun ustabilitet og øgede omkostninger og tilmed øget miljøpåvirkning, når stabil, pålidelig og rigelig energiforsyning 24/7/365 er målet. Et mål, som i sig selv blot er et middel, til at forbedre tilværelsen for mennesker og gøre dem i stand til at beskytte sig mod vejrlig og begrænse unødig forurening af omgivelserne.
I øvrigt bør regeringen gå af, og først komme tilbage når den har lært om Loven og om privat ejendomsret.
Nuvel, den ‘optimale’ selskabsskat er 0% (nul procent). Det gælder selvfølgelig også den indkomstskat, der ved indførslen blev solgt som ‘midlertidig’. Intet er så langvarigt som en midlertidig skat…
Fra den storedanske kan følgende opslag findes:
Indkomstskat har i Danmark været opkrævet i perioder i 1800-t.; det skete navnlig i forbindelse med krigstilstande, nemlig 1848-50, 1864 og 1870, og indkomstskat gennemførtes som permanent skatteart i 1903 efter Systemskiftet i 1901. Den afløste og supplerede først og fremmest skatter, der hvilede på fast ejendom.
Indkomstskatten er i dag den mest betydende skatteart, idet den – inkl. arbejdsmarkedsbidrag – tegner sig for ca. 25 % af det samlede skatte- og afgiftsprovenu.
Vi befinder os nemlig nu i en permanent krigstilstand eller undtagelsestilstand – katastrofen truer lige om hjørnet, og kun statens beslaglæggelse af din ejendom kan hindre katastrofen i at indtræde omgående. Om det er coronaen, klimaen, tysken, russeren, svensken, muslimen eller noget andet er ligegyldigt. Du skal bare være på randen af katastrofen og affinde dig med herskernes skalten og valten. Altsammen for din egen skyld.
Den ‘optimale’ indkomstskat er naturligvis nul – ganske som selskabsskatten burde være. Overlad folk selv ansvaret for egne ressourcer og de vil blive brugt i overensstemmelse med folks præferencer – ikke med politikernes præferencer. En politiker har ingen ret til at flytte rundt på andres penge, og vil spendere dem med mindre omhu.
Nedenfor et link til et debatoplæg fra 1979(!) – som anført på sitet er nogle mindre relevante i dag – men betænk om vi har flere eller færre regler og forordninger et lille halvt århundrede senere. Der er stadig et tvingende behov for skatte’reform’.
Det værste ved at overlade så stor en andel af samfundets ressourcer til politikeres skalten og valten, er den ansvarsfralæggelse og fremmedgørelse det medfører. Du føler ikke længere nogen pligt til at hjælpe andre, for du har uddelegeret medfølelse til statens lakajer – ganske vist for andres penge. Men netop derfor spenderes de uhensigtsmæssigt OG du kan ikke uddelegere noget du ikke selv kunne gøre.
Politikerklassen behøver ikke stå til ansvar for egne ulovligheder, jvf. Slette-Mette-mink og har ingen interesse i, at pøbelen får kendskab til, for eksempel, gerningsstaten for Nordstream-terrorangrebet. Pressen er helt fraværende – en skødehund snarere end en vagthund. Et villigt folketing begraver gerne sager, der kunne afsløre det almindelige medløberi – eller måske bare ligegyldighed overfor misbruget af tvangsinddrevne midler. Omkostningerne til at have politikerbyrden til at bestyre så stor en andel af samfundets midler er enorme; de fleste af os bliver fattigere af det.
Sikkert er det, at den dygtige politiker ikke har befolkningens interesse som første prioritet; den tiltagende politisering af Alting fremmer splid og ufred snarere end fred og fordragelighed, på bekostning af fortsat forbedring af levestandarden.
Det bør give anledning til undren når nogen, tilsyneladende oprigtigt, taler om den ‘sociale kontrakt’ – du ved, den ‘vi’ har med hinanden, som motivation for at nogen skal gøre dette eller hint.
Ikke desto mindre var det tilfældet da Bag om nyhederne havde besøg af Bent Winther for nylig. Lyt selv her. Vi(!) skal allesammen arbejde mere for at have råd til voldfærdsstaten – ikke noget med at melde sig ud af samfundet, dyrke sine egne biodynamiske tomater og passe (sic) sine egne børn. Vi skal arbejde for hinanden og for Staten.
Jeg har absolut sympati for synspunktet om, at man ikke kan forvente, kræve eller have ret til andre folks ejendom fordi man hellere vil indrette sig på en ‘uortodoks’ måde. Voldfærdssamfundet fremmer netop fordømmelsen af ‘alternativer’ og fordi staten blander sig i stort og småt, politiseres alt; jeg må have en mening om min genbos livsvalg, fordi jeg via statens tvangsinddrevne midler betaler for dem.
Lad folk beholde deres egne ressourcer og lad mangfoldigheden blomstre uden at tvinge nogle til at betale for andres valg.
Illusionen om folkets indflydelse på forvaltningen af tvangsinddrevne midler via stemmeriet er kun mulig at opretholde fordi udannelsessystemet er i hænderne på de samme forvaltere af rovet. Ligesom stat og religion formelt er afskilt, skal stat og uddannelse adskilles, hvis vi skal gøre os håb om et oplyst, civiliseret samfund.
Pudsigt nok var kontrakten genstand for et genopslag på Mises.org – et Lew Rockwells indlæg fra 2016:
If my cooperation with the system is only under duress, and my repeated insistence that I do not consent, is insufficient to indicate my lack of consent, then what kind of crazy moral system is this?
Kleptokratiets kandestøberi kører for fuld udblæsning – hvad enten du deler synspunktet om ‘støtte’ til den eller anden part i forbindelse med en grænsestrid, så kommer du til at betale. Dyrt.
Statens rolle, ikke som beskytter, men som instans der fremmer stridighed og risiko for krig er underbelyst. Tænd lyset med Rothbards Statens Anatomi – køb den her i butikken for 37,50
Fattigrøvene, forstås. Ikke noget med kage à la Marie Antoinette. Næh – lad dem sulte. Det er ofte karikaturen der stilles op når synspunktet om at afvikle eller i det mindste drastisk tilbagerulle voldfærdsstaten skal fordømmes. Før velfærdsstatens vokseværk som en anden Fenris – var der da villighed til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at klare sig selv? Det var der – men efterhånden som nævenyttige politikere lykkes med at institutionalisere hjælpen, så opstår perverse tilskyndelser til, ikke, som det mest naturlige, at forlade sig på egen produktion til livets opretholdelse (bytte med andre – ikke lave alting selv) og til ikke at hjælpe folk der, mere eller mindre midlertidigt, ikke KAN klare sig – fordi ‘det har vi staten til at tage sig af’. Der føles ingen skam over at modtage andre folks ressourcer via tvang – ingen forståelse af, at produktion går forud for forbrug. Den kedelige udvikling skal vi have vendt til gavn for kommende generationer.
Gerard Casey tager tyren ved hornene og forklarer hvorfor det gavner de fattigste iblandt os, at velstanden i samfundet generelt vokser mest muligt. Selv med konfiskatorisk beskatning gives der frivillige bidrag til dette og hint. Betænk hvor meget mere givende sjæle kunne donere hvis de fik lov at råde over egne ressourcer -uden at statens velmenende knytnæve er involveret, med tilhørende bureaukratitis! Hvad mere er, det er oven i købet det eneste moralsk forsvarlige at gøre. Nej – det vil ikke udrydde elendighed og fjerne fattigdom fra kloden – men det vil stille de fleste – og især de fattigste – bedre, end det nuværende system, hvor de ‘uproduktive’ parkeres i ghettoer og slum på overførselsindkomst, tilvejebragt ved plyndring.
Misforståelsen om statens algode velvilje og evne til at sørge for alt og alle, fødes og næres i udannelsessystemet (sic), der er et af de første områder der bør vristes ud af statens kløer – adskil skole og stat! Voldfærdsoverførsler – både til personer og til firmaer der nyder godt af de rette forbindelser til statens lakajer, skal afvikles over en kort årrække – med tilhørende drastisk nedsættelse af den plyndring der betegnes skat.
Med beundringsværdig tålmodighed havde Martin Ågerup forleden besøg af Emma Holten hvor emnet var ‘feministisk økonomi’. Et begreb der ikke findes, ligesom der ikke er feministisk meteorologi, homoseksuel matematik eller kollektive menneskerettigheder. I den civiliserede konversations interesse må man naturligvis stå model til lidt af hvert og Ågerup gjorde høfligt opmærksom på nogle af fejltagelserne.
Interviewet gav anledning til nogle strøtanker.
Økonomi er læren om aktørers valg; aktør som i menneske, ikke hund, kat, papegøje eller akvariefisk. Mennesker har forskellige præferencer og lægger forskellig vægt på forskellige dimensioner i tilværelsen. Det giver begrænset mening at lade som om gennemsnittet af prisen på blikkenslagertimer og plejehjemsassistenttimer og timer brugt på at tage sig af egne børn indeholder væsentlig information. (Selv) feminister er mennesker og er ikke hævede over andre mennesker (det påstod hun nu heller ikke). Netop økonomer forankret i den østrigske tradition lægger vægt på den forskelligartede værdifastsættelse forskellige individer har, og hvorfor individet må være den ultimative dommer på mikro-niveau, med makro-niveau’et som summen af alle disse individers beslutninger. Der findes ikke feministisk, højre-venstre konfus, trans, hetero eller anden -økonomi; der er bare økonomi.
En af Holtens pointer var, at ‘vi’ har en tendens til, ikke at værdsætte aktivitet, der ikke har en ‘markedspris’ – som for eksempel børne’pasning’, ældrepleje eller fritid. Men fritid HAR en pris – når folk hellere vil have mere fritid end at arbejde en time ekstra til den betaling de nu kunne have fået for den time, så er det netop et udtryk for prisen på fritid. Jo rigere vi er, desto mere værdsætter vi fritid. Jo tungere bandens knytnæve hænger over vore hoveder, desto mere villige er vi til, at erstatte ‘officiel’ indkomst med anden aktivitet som vi værdsætter. Folk ‘ofrer’ en masse fritid, samvær i familien, omsorg for de nærmeste, på forbrugets alter. Det kan man begræde – og jeg græder gerne med Holten her – men det giver ikke nogen ret til at tvinge andre til at ofre anderledes end de selv, med deres handlinger, viser at de foretrækker.
Villighed til at bruge tvang for at nå de mål Holten finder vigtigst er påfaldende. Når statsmagten kan henvise til truende katastrofer som påskud for mere intervention og mere magt til statsmagtens repræsentanter, så kan det ikke undre, at den ene ‘katastrofe’ afløser den anden, i en uendelig række, og de ‘særlige’ beføjelser bliver ikke rullet fuldt tilbage inden den næste krise, der råber på handling, indtræffer.
En morsom pointe, når Ågerup peger på de negative konsekvenser af central planøkonomi, er kritikken af at ‘liberale’ undlader at tage højde for de positive eksternaliteter af ‘offentlige goder’. Her nævnes infrastruktur, sygdomssystem, skole/udannelsessystem (sic) som eksempler på noget ‘markedet’ ikke kan levere (nok af). Nogle af os vil hævde at den misinformation der finder sted i udannelsessystemet (sic) netop er konsekvensen af, at staten udelukker et reelt marked for uddannelse og at det er med overlæg, for at belære, indoktrinere om statens uundværlighed, staten som den velvillige giver af alle de ting og ydelser, vi ikke kan klare os foruden. En klassisk stråmand som allerede Bastiat beskrev, er anklagen om at man er modstander af uddannelse, fordi man foretrækker at denne ydelse ikke leveres af staten.
Holten argumenter, muligvis polemisk, det gik ikke helt op for mig, for resultatlighed overfor lighed mht rettigheder. Prisen på en given vare afspejler ikke hvor meget den er ‘værd’ fordi dette afhænger af hvor rig (eller fattig) man er. Så for at afspejle ‘værdien’ ‘korrekt’ burde prisen afhænge af køberens økonomiske formåen. Men det er en misforståelse af, hvad prisen signalerer. En pris som en køber og en sælger frivilligt enes om, afspejler værdien for køber – hvad er denne parat til at give afkald på, for at få kontrol over varen og for sælger som opgiver varen for den aftalte pris. Argumentet om, at en mere retvisende pris ville udgøre, for eksempel en bestemt andel af købers købekraft, hvis du er dobbelt så rig som jeg er, skal jeg have en given vare til den halve pris af den du skal betale, er et udtryk for en total misforståelse af, hvilken information pris indeholder, og hvad ejendom er for en størrelse – se Hoppe.
Klimareligionen stikker også sit grimme fjæs frem, og sjovt nok glimrer analysen her ved den totale ignorering af de positive effekter der er forbundet med brugen af fossile energikilder; effekter der i udtalt grad overskygger det beskedne bidrag til at mindske manglen på CO2. Her står vi overfor et ubehageligt dilemma, med en, fortvivlende stor, gruppe mennesker der tror at dommedag er lige om hjørnet, hvis ikke vi omgående og helst med tilbagevirkende kraft, standser udledningen af en livsnødvendig gasart. Disse mennesker mener sig berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres fortolkning af den med stor usikkerhed behæftede viden, kombineret med særdeles mangelfulde modeller for fremtidige forhold på kloden. Villigheden til at bruge magt for at gennemtrumfe egen vilje her er forstemmende – som nævnt ovenfor, intet retfærdiggør magtanvendelse så godt som en truende katastrofe. Derfor afløser den ene katastrofe den næste. En nøgtern evaluering af fordele OG ulemper ved brugen af energi fra fossile kilder peger i retning af, at vi bør bruge mere, ikke mindre af den. De positive effekter overskygger så udtalt ulemperne. Vi har brug for al den energi vi kan fremstille, så billigt som muligt, for at fremme menneskelig trivsel; ingen kilde bør dømmes ude, selv vejrafhængige kilder som sol og vind har deres berettigelse, i begrænset omfang og under særlige omstændigheder. Hvis målet derimod er fraværet af menneskelig påvirkning af omgivelserne, ringere livskvalitet, og færre mennesker på kloden kan kampagnen mod fossil energi give en vis mening. Fortalerne har det dog med, ikke at betragte sig selv som de første der skal stå for skud, når ringere vilkår eller udryddelse står for døren.
Hvis man velvilligt anser Holten for en velmenende person, der er interesseret i at fremme mennesker trivsel, så kunne hun, og ligesindede, med fordel anskaffe sig to letlæste værker: Et om økonomi (fri download her – How To Think About The Economy) og et om vores fossile fremtid – letlæst, omend ikke gratis.
En lidt større mundfuld, hvis man vil ofre tiden på dybere indsigt er naturligvis Mises mesterværk, Human Action – frit tilgængeligt (bortset fra tiden!)
Inden man gør sig til fortaler for, at statens repræsentanter skal have mere indflydelse på andre menneskers gøren og laden, bør Rothbard studeres nærmere og i øvrigt bør regeringen gå af.
Hans Hermann Hoppe har skrevet en mangfoldighed af gode tekster om ejendom og menneskelig ageren – de er alle sammen stærkt anbefalelsesværdige og et par af kapitlerne fra Teorien om socialisme og kapitalisme – kan hentes gratis her i butikken og hele teksten på engelsk kan hentes her – https://mises.org/library/theory-socialism-and-capitalism-0
…socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangle på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
En anden væsentlig tekst fra forrige årtusinde er Ludwig von Mises Den Antikapitalistiske Mentalitet om fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.
Med en regering og et folketing der holder frygtens gryde i kog, med den ene krise efter den anden som påskud for at beholde og udvide statsmagten, er det nyttigt at være bevæbnet – som minimum med viden om Statens Anatomi – den kan du også få her i butikken. 37,50!
Tidligere på måneden afholdt CEPOS et seminar om populisme og kapitalisme – det er værd at se optagelsen, sæt evt hastigheden på afspilningen op hvis du ikke ooorker at bruge 90 minutter. En af kommentarerne går på forestillingen om at det er ønskværdigt at ‘maksimere’ nytteværdien af et eller andet tiltag. Der er selvfølgelig problemer med at afgøre nytteværdien af alt muligt, fordi forskellige individer har forskellige præferencer og vægter disse forskelligt. Man kan ikke bare tage nytten for en person og lægge sammen med nytten for en anden person og beregne gennemsnittet. Det ved økonomer godt og anerkender at økonomiske beregninger ikke udgør hele udfaldrummet.
Når en del mennesker argumenterer for det rationelle i det ene eller det andet politiske indgreb, er det som regel den ‘samlede’ nytte der bringes til torvs.
Alt for sjældent diskuteres det, om en given intervention overhovedet hører til inden for den politiske sfære (tvang via ‘lovgivning’) eller bør overlades til privates initiativ.
Alt for sjældent gøres det moralske element gældende – det er forkert at tage andres ejendom, selvom man har de bedste intentioner med rovet fra plyndringen!
Hvordan overbeviser man andre om det rimelige i dette standpunkt? Argumenter om rationel nytteværdi? Moral? Begge dele? Det forekommer mig at der er lagt for lidt vægt på den moralske komponent – det er forkert at tage nogens ejendom for at give den til formål man selv finder ‘bedre’ end det, den retmæssige ejer finder passende. Også selvom det kan betyde at nogle har mindre end man synes er rimeligt. Et absurd eksempel herpå er slaveri – slaveri er forkert fordi det bryder med ejendomsretten til egen person. Slaveri skal derfor afskaffes øjeblikkeligt og ikke udfases over år, fordi investeringen i kapital (slaverne) skal tjenes hjem og vi ved i øvrigt ikke hvordan vi skulle få plukket bomulden. Vi kan ikke vente på af få udryddet denne urimelige situation, selvom vi ikke har svaret på hvem og hvordan bomulden skal plukkes når der ingen slaver er.
Tak til panelet for bringe denne vigtige problemstilling op. Har man interesse for dette kan diskussionen mellem Russ Roberts og Michael Munger også anbefales. (Podcast og transcript her.) Munger argumenterer for en mere udbredt brug af det moralske element, i den politiske diskussion om, hvordan tvangen skal udmøntes, måske mere vægt til det principielle end det inkrementelle. Altså det er forkert at stjæle lad os stoppe med det – overfor det er forkert at stjæle, vi må derfor stjæle lidt mindre og efterhånden nå til ikke at stjæle.
Jeg tvivler på at dagens politikere står op hver morgen, opfyldt af ondskab, fast besluttede på at rage endnu en lille del af andres ejendom til sig og med clintonsk kaglende latter skrælle endnu et lag af folks frihed. Ikke desto mindre er det konsekvensen af de tilskyndelser der iværksættes, den evige søgen efter noget at gøre. Det er ikke politikeres eller statens opgave at sørge for folk. Det er folks eget ansvar, et ansvar de frivilligt kan uddelegere i det omfang de finder passende, men det omfatter ikke retten til tage andres ejendom. Konsekvensen af at overlade ‘omsorg’ til staten, er at folk efterhånden ophører med at udvise empati og villighed til at hjælpe dem, der vitterligt er ude af stand til at sørge for og selv. Fremmedgørelse og mere stat følger og i kølvandet herpå, mindre velstand, især for de dårligst stillede.
På punditokraterne lader det til at man i almindelighed har slugt historien om at Rusland som led i Putins planer om genrejsning af imperiet kastede sig over et sagesløst ukraine, som en første dominobrik. Westy nævner korrekt, det, også efter min mening uimodsigeligt forkastelige, i Putin-regimets overfald på naboen, men negligerer Zelensky-regimets handlinger de forgående år, ægget af Biden-Trump-Obama-Bush-Clinton-regimet og deres medløbere – hent Tom Woods ebog om dine fb-venner og Ukraine-krigen (koster din e-mail-adresse).
Putin-regimets reaktion kan ikke retfærdiggøres, men kan forstås hvis man forsøger at se sagen fra russernes side. Ligegyldigt hvad vi mener om det rimelige i det, gælder det, også for en falleret supermagt som Rusland, at de mener at have en indflydelsessfære ud over egne grænser hvor de håndhæver deres magt. Den sørgelige tingenes tilstand må man forholde sig til. At man undlader at nævne de mange overgreb på andre lande som Nato og usa har på (den manglende) samvittighed og næsten (kun næsten) giver indtryk at at grænsekonflikten imellem Rusland og ukraine startede i 2022 trækker ned.
Derfor følger det heller ikke at Frederiksen-regimet, eller andre regimer for den sags skyld, bør sende tvangsinddrevne midler til et dybt korrupt regime. Man kan sagtens mene at man vil forsvare den ene part mod en anden part, men så bør det ske med eget blod og egen mønt. (Der anmodes om frivillige bidrag på punditokraternes hjemmeside og det kan man ikke være imod, men man kan være uenig.)
Sammenligningen med situationen da Nationalsocialisterne (det er det forkortelsen ‘nazist’ står for) og anråbelsen af Befrielsen 5. maj grænser til det uvederhæftige. Soviet-regimet var mindst ligeså afskyeligt som national-socialist-regimet og har, sammen med andre kommunistiske ‘eksperimenter’, endnu værre folkedrab på (den manglende) samvittighed. Putin-regimet er fælt, men dén sammenligning er ude af proportioner.
En stats evne til at føre krig afhænger af hvor mange ressourcer den kan råde over. Putin-regimet lider af plan-økonomi og har ikke økonomiske muskler til at besætte hele Vesteuropa, selv hvis planen var at alle fra Atlanterhavet til Stillehavet og Nordpolen til Middelhavet skulle være russiske undersåtter. I øvrigt er der en påfaldende diskrepans imellem påstandene om russernes uduelighed og truslen mod omgivelserne – begge dele kan ikke være sandt.
Det er selvfølgeligt umuligt at læse andre folks tanker og motiver, og Westys vurdering kan være rigtig. Det forbliver dog en vurdering, og hvis man er uenig, og for eksempel ikke deler overbevisningen om, at Ukraine blot er den første dominobrik i Putins drømme om verdensherredømme; og hvis man mener at fortsætte med at kaste (andres!) blod og ressourcer ind i den kamp er moralsk forkasteligt og et tragisk spild af liv og destruktion af værdi, OG indebærer en risiko for eskalering fra Nato proxy-krig til rigtig verdenskrig – så bør man ikke kunne tvinges til at bidrage til elendigheden under dække af ‘demokrati’. Frederiksen-regimet må skaffe midler til at fremme kommende Nato-karrierer via frivillige bidrag. Og det gælder ikke kun katastrofer som krig, men også alle de andre overgreb der begås med henvisning til demokrati (vi har stemt om din ejendom – du tabte).
Der er alvorlige økonomiske interesser og tilskyndelser til at holde krigstrommerne i gang, og vi VED at statens lakajer lyver og ikke har ‘folkets’ interesse som deres højeste prioritet. Den viden kan vi takke en række ‘leaks’ for.
Hvem kan dog være imod beskyttelse af miljø, samfund og ordentlig ledelse? Ingen, naturligvis. Hvem synes ikke man skal være god mod børn og dyr? Ingen, naturligvis. Det er selvfølglig undtagelser – onde mennesker der ikke skyer noget middel, typisk for at få magt over andre. Denne type mennesker, dygtige politikere, favoriseres i et system hvor politiske beslutninger dominerer, i modsætning til de frivillige transaktioner der foregår mellem mennesker privat.
Et af problemerne når store firmaer hopper på ESG-vognen, er at ledelsen beslutter for alle aktionærer, hvem alle ‘interessenter’ er, der skal tilgodeses. Her vil der uvægerligt være divergerende meninger, og det er bedre, mere moralsk, at overlade denne beslutning til aktionæren selv, så han kan beslutte hvad præcist han ønsker at gøre med sin profit, hvem og hvad han vil ‘støtte’. Dertil kommer at fokus for virksomheden bliver at løse alle verdens problemer i stedet for at være knivskarpe på de produkter (fri)villige kunder ønsker at købe.
Måske er ‘markedets’ reaktion på Bud light et fingerpeg om, at der er grænser for de tåberier pøbelen føjeligt finder sig i.
Et af de mange, mange problemer med VE, Vejrafhængig Energi, udover et enormt ressourceforbrug og den upålidelige levering, er prisfastsættelse. Som det er nu, fastsættes prisen for et ekstremt kort interval, uden at omkostningerne til back-up regnes med. Lars Schernikau har beskrevet dette i flere detaljer og kan anbefales. Se også her på klimarealisterne.
The Manhattan Contrarian har et forslag til en måde, hvorpå denne ulyksalighed kunne imødegås. Lad leverandøren byde ind med en vis mængde MWH over en længere periode, f eks en måned ad gangen, til en fast pris, og buddet skal ligge f eks 3 måneder før levering. På den måde skal leverandøren sørge for, at der er backup for den lovede energi og at den kan leveres. Det vil betyde at prisen på transport og/eller lagring af energi vil være en del af omkostningen også for de Vejrafhængige energikilder. Man kan ikke ‘nøjes’ med at bygge vindmøller med X MWH nominel kapacitet, og forlade sig på at andre bærer omkostningen for back-up. For at udstille omkostningen ved varierende forsyningsandel af VE skal buddet specificere priser pr MWH i bud-perioden hvis sol og vind udgør 20%, 30%, 40%, 50%, 60% og 70% af den leverede energi.
Det forekommer at være et relativt simpelt tiltag, der kan bidrage til at øge forståelsen for omkostningerne ved den førte politik. (Derfor er risikoen for at tiltaget gennemføres nok beskeden.)
Martin Ågerup har endnu engang Lars Christensen på besøg og taler blandt andet, igen, om det vigtige emne inflation. Man kan med fordel læse lidt mere om det og lytte til tidligere podcast her og her og her og her og her. Denne gang vil jeg nu foreslå at spole frem til de sidste tyve minutter, hvor emnet om centralbankernes politisering berøres. Centralbanken er ‘uafhængig’ sålænge statsmagten ikke har brug for finansiering til krigen, eller krisen, hvad enten den er reel og selvskabt, hvad der er reglen, eller knap så reel, men stadig selvskabt som for eksempel ændringerne i klimaet.
Det springende punkt er imidlertid at centralbanken, eller rettere personer i denne institution, kan spændes for statsmagtens (personer i denne institution) vogn og bruges til at fravriste borgerne deres egne ressourcer som de ellers nødigt giver slip på. Er løsningen at lægge flere bånd på centralbanken, kan denne Fenrisulv holdes i lænker – eller skal den ikke snarere afskaffes? Magten over pengene – den funktion, der muliggør en hidtil uset rigdom for langt flere mennesker end der tidligere har vandret på jorden – er for stor en fristelse for mennesker, der ikke er engle. Den magt vil blive misbrugt – selv hvis man startede med god hensigt.
“With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly….Do not tempt me! For I do not wish to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me.”
Gandalf, in The Lord of the Rings, Tolkien
Ågerup og Christensen er inde på at krig er ærketypen på krisen der, ‘tvinger’ os til overlade politikeren særlige beføjelser. Ikke underligt at den ene ‘krise’ afløser den næste og staten vokser og vokser. Uden en villig centralbank, får staten vanskeligere ved at føre større, langvarige krige. Måske man skulle overveje centralbankens eksistensberettigelse lidt nøjere – kuren, centralbanken med tilhørende bureakrati og påvirkning fra særinteresser, er værre end ‘sygdommen’ et frit marked for penge og bankydelser, hvor en uansvarligt drevet bank kan gå nedenom.
Kan man komme ud af dette dilemma med at institutioner og regler der engang er sat i søen for at løse ‘et problem’, giver anledning til perverse tilskyndelser og har kimen til det næste problem i sig, som også kræver særlige beføjelser…? Bankerne, som yder en helt uundværlig service med at formidle transaktioner, har perverse tilskyndelser til at udlåne de samme penge mange gange samtidigt, i forventning om at ikke alle indskydere har brug for deres penge samtidigt. Denne mekanisme hviler på en fejlagtig forståelse af hvad penge er, og måske især hvad penge ikke er. Penge repræsenterer ressourcer der er tilvejebragt via produktion. Det kan være forbrugsvarer eller kapitalapparat, men pengene er ikke værdi i sig selv (det gælder selvfølgelig ikke rigtige penge i form af den mest omsættelige vare f.eks guld eller sølv. For disse gælder det dog at den værdi de har er langt større når de bruges som betalingsmiddel end som råvare. Det må man læse mere om hos Østrigerne, for eksempel Carl Menger, On the Origins of Money eller Ludwig von Mises, The Theory of Money and Credit).
Men hvad med de stakkels småsparere der ikke ‘reddes’ (eller firmaer der har brug for likviditet til at betale deres medarbejdere) – hvem skal sørge for dem hvis ikke staten og centralbanken er der? Tjah – man kunne starte med at deklarere varen der sælges. De penge du sætter ind låner vi ud til andre. Vi låner dem ud til mange andre samtidigt og regner med at du ikke skal bruge dine penge uden varsel. Hvis du gerne vil have renter af pengene (som repræsenterer reelle ressourcer og ikke er matadorpenge) må du give afkald på at bruge dem i en periode. Hvis du vil have adgang til dem på anfordring, kan vi ikke garantere at du kan få dem med det samme, hvis mange andre insisterer på at få deres penge samtidigt. I værste fald risikerer du slet ikke at kunne få dem igen, fordi de er tabt. Nu har bankkunden en interesse i, at sikre sig at banken er veldrevet og på ansvarlig vis forvalter de midler man har placeret der. Et ansvar man kan overlade til andre. Altså købe sig til en vurdering af, hvor solid ens bank er, forsikre sig, eller man kan forlade sig på det nuværende korrupte system. Et system der vel at mærke bider fra sig, når nogen forsøger at etablere en ‘rigtig bank’. Tænk hvis det greb om sig! Tænk hvis vi var nødt til at sætte tæring efter næring – den såkaldte ‘rovdrift’ på allehånde ressourcer ville ikke være mulig i det omfang vi har set de seneste årtier.
Politikeren lukrerer på at love nogle mennesker noget på bekostning af andre, hvad enten disse andre er nulevende eller fremtidige borgere. Vildfarelsen om, at vi kan leve på andres bekostning lever i bedste velgående, næsten 200 år efter Bastiats pamflet, Loven, som fås her på stedet på dansk, for 37,50.
“Jeg forstår det bare ikke. Altså når du sidder i Californien og ser skovbrande og katastrofer. Hvordan kan man koble det med politik – det er helt uforståeligt,” siger Nicolai Tangen.
“Klima er ikke politisk. Det er simpelthen bare som investor at beskytte sine investeringer. At en verden, som man ikke kan bo i, er dårligt for afkastet, er jo helt oplagt.”
Der en vis ironi i, at chefen for den norske oliefond vil fortælle resten af verden hvordan man skal – og især ikke skal – skaffe sig adgang til billig, rigelig, pålidelig energi der er forudsætningen for at vi kan opretholde en høj levestandard og for at de, der i øjeblikket lever i dyb energi-fattigdom, kan løfte sig ud af den.
Oliechefen har tilsyneladende slugt myten om de 97% konsensus, om skovbrande som følge af ‘klimaet’ og tror tilsyndeladende at vi står på randen af en klimakrise. Det er der imidlertid grund til at tro at vi ikke gør! Til gengæld vil fattige blive holdt i fattigdom og velstående vil miste deres rigdom, hvis han lykkes med sit forehavende. De valg der træffes i naiv tro på net-zero kan nås inden for kort tid, er i høj grad politiske og handler om futil tvangsomfordeling af knappe ressourcer der ville gøre meget mere nytte hvis de ikke blev sløset væk.
Vores norske ven, har sikkert ikke noget imod at norsk gas kan sælges uden konkurrence fra russisk gas, efter at nordstream ledningerne begik selvmord (om norske og amerikanske venner – se Seymour Hersh)
Når man tager i betragtning hvor afhængigt et moderne samfund er, af adgangen til stabil, pålidelig energi er det med fortrædelighed at man hører politikerbyrdens udslip af varm luft. Politik, der, hvis den gennemføres, får alvorlige konsekvenser for forsyningssikkerheden flyder (næsten) uudfordret fra højre og venstre. Ikke nok med at forsyningssikkerheden sættes over styr, omkostningerne stiger voldsomt og også det går værst ud over de dårligst stillede iblandt os.
Årsager til Europas manglende forsyningssikkerhed.
Når lokal produktion af fossil energi begrænses, med henvisning til et falsk løfte om, at upålidelig sol- og vindenergi kan erstatte fossil energi, bliver vi ubehageligt afhængige af udenlandsk energiproduktion
Europas sårbarhed i forhold til levering af russisk gas var ganske unødvendig. Europa og allierede har lokalt adgang til al den naturgas, kul og uran der er nødvendig for produktion af billig, pålidelig varme og elektricitet til fremtidige generationer.
Europa har over de sidste årtier formøblet evnen til at producere og importere energi fra fra fossile og nukleare kilder – med henvisning til et falsk løfte om, at upålidelig sol- og vindenergi kan erstatte den. Trods massiv støtte står det klart at det kan de ikke.
En af de vigtige årsager til Europas uformåenhed er de talrige forbud mod brug af moderne fracking teknologi. Fracking er forbudt i Holland, Tyskland, Spanien og UK.
Endnu en vigtig årsag er modstanden mod LNG (Liquefied Natural Gas, naturgas på flydende form) import terminaler kombineret med USAs modstand mod eksport. Hvis ikke for dette kunne en stor del af Europas gasbehov dækkes af USA i stedet for Rusland.
Ustabile, vejrafhængige energikilder kræver 1 til 1 backup eller lagring af overskudsenergi i et omfang der er ekstremt ressourceintensivt. Begge dele betyder enorme ekstraomkostninger; ressourcer der kunne bruges bedre på andet end at fremture med destabiliseringen.
Det brænde NATO vedblive at kaste på bålet i krigen mellem Rusland og Nato via Ukraine-proxy koster os allesammen dyrt. Hvor dyrt er der nogle der har regnet på. 6% af verdens BNP. Det er også en slags penge. Penge der ikke fremmer ‘demokrati’ nogen steder, og som kunne gøre meget mere nytte som energiinvestering. Et rigere samfund er bedre rustet til at imødegå de udfordringer naturen, herunder klimaet, vedblivende vil stille os overfor i fremtiden.
Til sammenligning anføres omkostningerne ved ‘Net zero’ (peak stupidity) til 7-10% af verdens BNP i en rapport udført for IPCC (se mere her, via co2coalition.org). Tragikomikken understreges af, at ligesom krig er destruktion af mennesker og kapital, så er også krigen mod klimaet destruktiv – og uden gevinst for andre end et fåtal.
Den skævhed der udvises er præmissen om at ‘vi’ (menneskeheden) befinder os i en eksistentiel krise. En krise der skyldes menneskers udledning af planteføde i atmosfæren, og krisen kan kun afværges hvis vi øjeblikkeligt stopper med det. Der ligger også i præmissen at planeten er et skrøbeligt sted, hvis ‘ligevægt’ vi forskubber og det ønskelige er, at lade planeten fremstå som uberørt af menneskehånd. Det er et menneskefjendsk standpunkt som det er legitimt at have, men det er ikke baseret på fakta og man har ingen! ret til at påtvinge andre konsekvenserne af, at føre politik baseret herpå.
Jeg har ikke været alt materialet igennem, men det er det indtryk jeg får, efter punktnedslag i ‘materialebanken. Fra rygradens hjemmeside kan følgende floskuløse udsagn citeres:
Hvad får eleverne ud af Den Grønne Rygrad?
Vores fælles fremtid er uforudsigelig og dilemmafyldt. Omstillingen til et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund kræver mod, handlekraft og innovative kompetencer. Det er færdigheder og kompetencer, som skal udvikles og trænes. En praksisnær tilgang til undervisning er en god ramme til at understøtte dette i undervisningen…
…Klimadagsordenen ligger de unge på sinde, og det er vigtigt, at de unge får mulighed for at bruge deres demokratiske rettigheder til at blive hørt og taget alvorligt. Som udviklingskonsulent i Ringsted, Anne Katrine Blond, udtaler, om motivationen for samarbejdet med Den Grønne Rygrad: ”Vi har en masse børn og unge, der er meget optaget af den grønne dagsorden, og det skal vi på en eller anden måde gribe dem i og få indarbejdet i vores undervisning på skolerne. De unge er engagerede, og vi skal understøtte deres motivation og virkelyst”
Tror pokker de er optaget af ‘klimadagsordenen’, for de og vi får tudet ørerne fulde om denne (ikke-eksisterende) krise.
Intet sted inddrages de enorme positive effekter adgangen til billig, stabil (med andre ord fossil) energi har haft, og har, på levestandarden og på reduktionen af den fattigdom, der er et vilkår i tilværelsen. En moderne, relativt behagelig tilværelse er kun mulig takket være adgangen til masser, masser, af stabil, pålidelig og billig energi.
Hvis man ønsker at flere mennesker skal opnå dette, eller at vi skal have mulighed for i fremtiden også at nyde godt heraf, så kan det ikke nytte noget at fortsætte afviklingen af fossil energi før vi har alternativer der kan det samme og endnu mere, i et skalerbart system. Yderligere fordyrelse af energi ved tvangsindførsel af endnu mere energi baseret på vejrafhængige energikilder med tilhørende back-up og lagring skal øjeblikkeligt stoppes.
Den bedste beskyttelse af omgivelserne opnås i de rigeste samfund – derfor burde personer med ‘grønne’ præferencer først og fremmest bestræbe sig på at forstå, og dernæst fremme, udviklingen fra fattigdom til velstand. Bedre forståelse af økonomiske grundbegreber er nøglen til en bedre tilværelse, med råd til forbedring også af miljøet omkring os.
Vi må afkræve fortalere for det energipolitiske fallitbo at levere en fungerende, skalerbar alternativ model før yderligere afvikling påtvinges os. Se mere her på The Manhattan Contrarian.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
