En gennemgang (20 minutter) af data og den manglende gunstige effekt af diverse myndigheds overgreb. ‘Korrektionen af markedsfejlen’ er endnu engang værre end at lade folk selv reagere. Eller med andre ord: Kuren er værre end sygdommen.
Kategori: Økonomi
Mettes jul
…har ikke meget med Peters jul at gøre.
I sin uendelige visdom og magtfuldkommenhed fortæller bandechefen v. 2020 os om hvad ‘vi‘ skal gøre.
“Flere af os har både en svigerfamilie og en anden familie vi gerne vil se. Men allerede nu kan vi godt indstille os på, at vi ikke skal holde en jul, som vi plejer. Vi skal se færre mennesker. Vi kan ikke danse rundt om juletræet, som vi plejer. Vi skal stadig passe på ikke mindst vores ældre og sårbare, som har været isoleret igennem en længere periode. Præcis hvordan det kommer til at foregå, det melder vi ud så snart vi har et præcist overblik. Men jeg vil gerne understrege, at de smittetal vi har set i Hovedstaden, de er bekymrende. Og hvis ikke de tal isoleret set ændrer sig den kommende tid, så må man nok imødese, at vi får behov for at gøre mere før vi når juleaften,” lød det fra Mette Frederiksen.
Det foregår, naturligvis, under dække af, at det er for vores eget bedste. Bandechefen og hendes lakajer er nemlig i stand til at vurdere hver enkelts trusselsbillede, risikovillighed, afsavn og de myriader af andre faktorer der er afgørende for det enkelte individs valg. Man spekulerer på hvem der er hendes forbillede?
Den kendsgerning at de drakoniske indgreb ikke har haft nogen gunstig effekt, men blot massive omkostninger gør formentlig at det er svært for bandechefen at skifte kurs. Så bliver tåbeligheden jo helt ubærlig. Men det er ikke Mettemords opgave at bestemme hvem der skal dø!
Hvis du er interesseret i en nøgtern, upolitisk gennemgang af udviklingen i UK – som et eksempel – så se denne video hvor Ivor Cummins har besøg af en gruppe eksperter. Videoen varer en time – og diskuterer total dødelighed, total mangel på effekt (på virusudbredelsen) af interventioner.
Videoen diskuterer derimod ikke ret meget den tiltagende undren der burde brede sig, når regeringer verden over forgriber sig på befolkningen i en uhæmmet magtrus. Den del er sådan set forklaret andetsteds. Og igen hos Rothbard – staten er ikke din ven og beskytter.
Diversitet
…eller ulighed er et vilkår i tilværelsen. Mennesker er heldigvis forskellige, med forskellige interesser, tilbøjeligheder, færdigheder, dyder og lyder. Som Christian Bjørnskov skriver i denne uge
Et krav om lighed – tvungen udjævning af forskelligheder – derimod, fører til elendighed og overgreb. Bjørnskov peger i bloggen på data der tyder på at økonomisk frihed på mellemlang sigt fører til mindre øknomisk ulighed, hvilket for nogen måske kan virke kontraintuitivt. Spørgsmålet er ikke uinteressant – de færreste er interesseret i voldsomme uligheder. Den velstillede person er mindre tilbøjelig til voldsom harme over andre der er endnu bedre stillet – især hvis velstanden er opnået på ærlig vis, ved at betjene andre mennesker med varer eller ydelser de frivilligt handler sig til. Den der er dygtigst til hjælpe andre på denne måde belønnes mest og bliver rigere end den mindre dygtige. Alle er bedre stillet i den verden. Hvis ‘man‘ derimod med magt fratager de dygtigste en del af deres belønning for at tvinge dem til at bruge deres ressourcer på det ‘man selv‘ foretrækker, afkobles denne gode cirkel og vi bliver alle fattigere.
Et lidt længere stykke tekst om ulighedens gunstige effekter og de ulykker der følger af at forsøge at fjerne den med tvang kan findes i Mises hovedværk Human Action der frit kan læses her. Fra bind 6, kapitel XXXV, del 3 om Inequality – ansvarsfralæggelse og ligegyldighed over for medmennesker fremmes.
…The crux of the issue lies precisely in the operation of selfishness. Under the system of inequality this selfishness impels a man to save and always to invest his savings in such a way as to fill best the most urgent needs of the consumers. Under the system of equality this motive fades. The curtailment of consumption in the immediate future is a perceptible privation, a blow to the individuals’ selfish aims. The increment in the supply available in more distant periods of the future which is expected from this immediate privation is less recognizable for the average intellect. Moreover, its beneficial effects are, under a system of public accumulation, so thinly spread out that they hardly appear to a man as an appropriate compensation for what he foregoes today. The welfare school blithely assumes that the expectation that the fruits of today’s saving will be reaped equally by the whole of the future generation will turn everybody’s selfishness toward more saving. Thus they fall prey to a corollary of Plato’s illusion that preventing people from knowing which children’s parents they are will inspire them with parental feelings toward all younger people. It would have been wise if the welfare school had been mindful of Aristotle’s observation that the result will rather be that all parents will be equally indifferent to all children...
Når livet politiseres bliver konsekvensen alles kamp mod alle. Modsætningen er et samfund hvor samarbejde uden tvang er i højsædet – lov handler om retfærdighed og ikke om at udjævne forskelle. Frédéric Bastiats pamflet Loven har et kvart årtusinde på bagen – men er lige aktuel i dag. Køb den her i butikken på dansk – 37,50
Ødelæggelse
Man kan undre sig over motiverne blandt politikere der fastholder at ville gøre noget – koste hvad det vil, bogstaveligt talt – for at fremstå som om man handlekraftigt beskytter den umælende fåreflok man har fået betroet ansvaret for. En fåreflok som anses for ude af stand til at tage tage vare på sig selv, og derfor er politikeren modstræbende, forstås, nødt til at træffe vanskelige beslutninger på fåreflokkens vegne.
Det er tydeligt nu at krisen – den onde virus-krise – ikke er en medicinsk krise, men en katastrofe som følge af politiske overgreb med henvisning til at ‘vi må gøre noget’.
Diverse tvangsforanstaltninger har ikke den påståede eller ønskede gunstige effekt. Til gengæld er omkostningerne, direkte som afledte, astronomiske og vil ride kommende generationer som en mare.
SOm tidligere omtalt er det et skoleeksempel på dårlig, kortsigtet tænkning og en forglemmelse eller undladelsessynd at tage de afledte effekter på alle grupper i samfundet i betragtning.
Er du interesseret i en sober gennemgang så kig på Swiss Policy Research. Dødeligheden af Den Onde Virus er sammenlignelig med influenza-pandemier i 1957 og 1968:
Lethality: According to the latest immunological studies, the overall infection fatality rate (IFR) of covid-19 in the general population is about 0.1% to 0.5% in most countries, which is comparable to the medium influenza pandemics of 1957 and 1968.
DanMask-studiet kunne ikke påvise nogen effekt af maskeanbefaling – praktisk taget ingen af deltagerne som mødte det sammensatte endepunkt efter én måneds observation havde positiv PCR-test (0 i den maskerede gruppe, 5 i den anden); se tabel nedenfor. Ganske få fik stillet diagnosen og flertallet af dem der mødte det sammensatte endepunkt udgjordes af dem der havde en (ny) positiv antistoftest; tilsyneladende asymptomatiske personer. Deltagerne selvtestede blod og tog selv prøve fra svælget efter en måned (eller ved symptomer). Virker masker så ikke? Anbefaling af maskebrug eller nedlukning har i hvert fald ingen større effekt i praksis.
Som Bjørnskov noterer: Beviserne for virkning af så drakoniske indgreb som den danske stat (og mange andre) har tiltaget sig bør være overvældende, og omkostningerne, direkte som indirekte, bør tages i betragtning. Selv da er det ikke statens opgave at tvinge folk til at tage vare på sig selv og andre.
Antages det at den danske politikerbyrde ikke er komplet uvidende (hvilket ikke er givet!) må der ligge andre motiver til grund for byrdens handlinger. Rothbard minder os om at hvad staten ikke er: Vores algode, uegennyttige beskytter.
Maskerade
Bandelederen udviser handlekraft igen og blander sig med direktiver om, hvordan folk bør opføre sig på ‘offentligt’ tilgængelige steder såvel som i privaten. Nu med udvidet ‘påbud’ om deltagelse i tragikomikken med at have et stykke papir eller stof henover underansigtet. Rationalet herfor er ikke eksisterende – måske er de formentlig utilsigtede effekter værre end den ulempe man hævder at ville forhindre. Virus har en størrelse i omegnen 100 nanometer (1 nanometer er en milliontedel af en millimeter). For en illustration af størrelsesforhold og diskussion af den manglende nytte af masker (mht at beskytte mod spredning af den stygge coronavirus) se denne gennemgang af Roger Koops.
Der er endvidere forlydender om at dansk studie af kirurgiske masker har besvær med at blive accepteret til publikation – pga resulteternes ‘kontroversielle’ karakter. Studiet (NCT04337541) omhandler 6000 personer i to grupper: en uden anden intervention end myndighedernes anbefalinger og en der tillige gør brug af kirurgiske masker når personerne bevæger sig væk fra hjemmet eller modtager besøg. Det primære endepunkt er forskellen efter 1 måned på en kombination af positiv PCR test og/eller positiv antistof-test og/eller SARS-cov-2 infektion påvist ved indlæggelse. Hvordan test-følsomheden er indstillet beskrives ikke på clinicaltrials.gov.
Men resultatet er sådan set ikke afgørende for, om bandelederen har beføjelser til at dirigere rundt med hvad hun betragter som sine undersåtter. Urimelighederne er beskrevet flere steder – se blandt andet her hos punditokraterne. Den monomane jagt på at forhindre ethvert (ulykkeligt) dødsfald eller sygdom som følge af den stygge coronavirus, uden tanke for at såvel de direkte omkostninger som alternativomkostningerne (læs Hazlitts første to kapitler af Economics in One Lesson her på dansk) er enorme, og er et skoleeksempel på, hvorfor politikere skal holdes væk fra magt. De er ikke i stand til at afgøre hvilken grad af beskyttelse, omkostninger, risikovillighed mv der er den rigtige for 5 millioner mennesker, eller hvilke funktioner der er ‘kritiske’. Læs også hvordan lægen Ari Joffe (Canada) skiftede mening fra at anbefale nedlukning til at indse at det skader mere end det gavner (AIER).
Staten og dens lakajer er ikke din ven og beskytter – dens repræsentanter er mestendels griske, grådige og gyselige – og magtliderlige (eller bare liderlige som man kan se i den presse der kalder sig selv for den fjerde statsmagt).
Læs Rothbards Statens Anatomi og find ud af hvad staten er og ikke er – køb den her for blot 37,50 (inkl 25% tiende! til herskerne).
Endnu et åbent brev – og et forbehold
Flere og flere er opmærksomme på de voldsomme og formentlig utilsigtede konsekvenser af myndighedernes overgreb på befolkningerne med henvisning til sikkerhed og sundhed.
I forrige uge nævnte vi det åbne brev fra Belgien (se Øl, chokolade og mafiaborg) og i denne uge kommer så Barrington deklarationen som kan læses her på dansk . Den er forfattet af nogle særdeles velansete fagfolk, som næppe kan formodes at være drevet af et ønske om politisering. Netop politisering, ikke mindst i USA, dominerer medietapetet der forekommer helt afkoblet fra realiteternes verden.
På Alert and Oriented skriver Michel Accad om deklarationen og priser forfatternes vilje til at påtale de omfattende negative konsekvenser af at fokusere på elimineringen af een bestemt ‘trussel’ mod menneskeheden på bekostning af alle de øvrige. Han påpeger også en række problemer med deklarationen som er værd at tænke over
- Flokimmunitet – er ikke noget der kan bestemmes objektivt (og det er iøvrigt ikke sikkert at den opnås). En ‘stabil’ infektionsrate på et ‘passende’ niveau – vi har næppe samme opfattelse af, hvad der passende. Det er derfor risikabelt at sætte flokimmunitet som et mål og give myndighederne frit slag mht til at afgøre hvornår flokimmunitet er indtrådt og hvilke tiltag der er nødvendige at påtvinge befolkningen.
- Selektiv nedlukning – beskyt de mest sårbare. F.eks ved at ‘kræve’ at sundhedspersonale og plejepersonale skal være immune. Skal de som ikke har antistoffer (og vi ser bort fra testusikkerhed…) eller ikke vil vaccineres så fyres? Sårbare skal beskyttes i hjemmet og have varer leveret – skal de ‘beskyttes’ med tvang hvis de insisterer på at handle selv?
- Sundhed er ikke et offentligt gode – et individ kan være mere eller mindre sundt, men et kollektiv har ikke sundhed. Enhver politik der tilsigter at beskytte visse grupper, vil altid ske på bekostning af andre individer
Afvejningen af hvilke individer der skal beskyttes på bekostning af andre er ikke en opgave der kan overlades til staten – heller ikke i pandemitider – læs mere om det også på alert and oriented, her.
Punditokraterne har også glimret ved opmærksomhed på denne problemstilling og anbefales.
Rothbard – sagens kerne
Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…)
Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Produktion går forud for plyndring.
Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov.
Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.
Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med.
Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism…
Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Teori afgør hvad der kan observeres
Data ‘taler’ ikke for sig selv. Uden et teoretisk fundament har observationer begrænset værdi, mest som bogholderi. Forestillingen om at økonomi er en ‘eksakt’ videnskab og om at økonomiske ‘data’ kan tale til os uafhængigt af det teoretiske apparat der appliceres på data er fejlagtig.
Don Boudreaux skriver om det på econlib.
Statsstatistik er et andet emne som tåler lidt ekstra bevågenhed – det får det her hos Rothbard. Megen statistik tjener som påskud for intervention, på trods af diskrepansen imellem erklærede mål og faktisk udkomme.
Når stat og visse store industrier slår pjalterne sammen er det ikke et frit marked, men ‘participatory fascism’. Det frie, eller uhindrede, marked er karakteriseret ved frivillige transaktioner der per definition stiller alle deltagere bedre – ellers ville de ikke indgå transaktionen. Jo mere uhindret markedet er, desto mere velstand skabes for borgerne. Praksis rimer med teorien.
Seriøs ulighed…
Når det kommer til forbrugsmulighederne er der ganske få der har de helt store konti at øse fra. Det er selvfølgelig ikke deres egne ressourcer der leverer ‘dækning’ for de konti.
Naturligvis, politikerbyrden og deres allierede.
Det er ikke gavmildhed at tage fra Peter for at give til Poul. Det er bare plyndring. Det kan pakkes ind, men det ændrer ikke på det faktum at ingen bande retmæssigt kan tage fra nogle og give til andre.
Lov er retfærdig skrev Bastiat i 1849 – når lov bruges til andet end retfærdighed, degenererer samfundet og bliver til en kamp om at kontrollere lovgivning så man med legale midler kan tvinge sig til andres ejendom og herske over dem. Det bliver alles kamp mod alle.
Læs Bastiats fantastiske essay på dansk – fås her i butikken til 37,50
Går tyven ‘glip’ af din ejendom hvis han får fat i mindre af den?
Indbygget i den formulering ligger en præmis om, at det faktisk ER tyvens ejendom, han har blot ikke lagt hånd på den endnu. Som Christian Bjørnskov skriver på punditokraterne er der en udbredt opfattelse af at staten ‘mister’ indtægter, for eksempel ved grænsehandel, når borgerne forsøger at unddrage sig skattens skarpe klo. Nogle vil hævde at det jo blot er til vores allesammens bedste, men det er ikke tilfældet:
Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.
Hvis man i almindelighed mener at den private ejendomsret bør ignoreres er det selvfølgelig ikke et problem. Da tager visse personer, der kalder sig ‘staten’, for sig af retterne og deler ud til højre og venstre. Men det er ikke til alles bedste. Det moralsk forkastelige burde være oplagt – du har ikke ret til andres ejendom og du kan ikke uddelegere en ‘ret’ du ikke selv har, til for eksempel plyndring, heller ikke selvom du mener at du er bedre til at bruge din nabos ejendom end han selv er. Heller ikke selvom du hævder det er til hans eget bedste.
Ja, der er omkostninger ved nogle aktiviteter som bæres af andre end aktørerne selv, de såkaldte eksternaliteter, som nogle kalder markedsfejl, men tilsvarende fejl begås når statens repræsentanter sætter sig for at ‘korrigere’ markedsfejl, som regel med flere utilsigtede konsekvenser, som så kræver fornyet ‘korrektion’.
Den mindst ringe, omend særdeles uperfekte, måde at forbedre tilværelsen på er den uhindrede, frivillige udveksling af varer og ydelser. Se hvordan det kan lade sig gøre og tal med dine børn om markedets mirakuløse egenskaber i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant, baseret på Leonard Reads I, Pencil; køb den her:
Eksperters ekspertise
John Stossel interviewer Matt Riddle om de 2.2 millioner døde der heldigvis ikke manifestererede sig:)
Link (6 minutter)
Der er masser af situationer hvor man bør træffe sine egne beslutninger under indtryk af råd fra folk som har mere viden end en selv på et bestemt område. Det der karakteriserer eksperter er jo netop et indgående kendskab til et bestemt felt. Så når dimensionerne på spærrene der skal bære taget skal beregnes, foretrækker de fleste en der har forstand på materialer og byggehåndværk. Men når der skal træffes beslutninger som hvilke tiltag der er rimelige for at forsøge at undgå bestemte situationer, og disse tiltag indebærer tilvalg, fravalg, omkostninger, og ikke mindst alternativomkostninger så må man træffe sine egne beslutninger. Ikke forlade sig på at Englene kan løse problemerne ved et trylleslag.
Økonomer er eksperter på en anden type område. Økonomien er summen af talløse transaktioner mellem forskellige mennesker, med forskellige motiver og mål. Den er ikke et rumskib der kan styres af en pilot, en ekspertøkonom. I særlig grad er økonomen uegnet til at beslutte hvad der er ‘rigtigt’ for andre mennesker, ikke mindst fordi han oftest ikke selv skal bære konsekvensen af de råd der gives. Som det hedder på dansk: Han har ikke noget på spil. Men økonomen kan hjælpe med at udpege konsekvenser af handlinger og forskellige lovmæssige sammenhænge. F.x. Says lov, eller loven om udbud og efterspørgsel, eller lov om den aftagende marginale nytte.
Videnskab er (også) eksperter der er uenige, anlægger forskellige fortolkninger af de samme data, har forskelligt teoretisk fundament og derfor ser forskellige mønstre i det samme datasæt. Det gælder i udtalt grad i de såkaldte socialvidenskaber, hvortil økonomi hører.
Ludwig von Mises’s mesterværk Human Action kan læses frit tilgængeligt på nettet, og i introduktionen lyder det blandt andet:
It is true that economics is a theoretical science and as such abstains from any judgment of value. It is not its task to tell people what ends they should aim at. It is a science of the means to be applied for the attainment of ends chosen, not, to be sure, a science of the choosing of ends. Ultimate decisions, the valuations and the choosing of ends, are beyond the scope of any science. Science never tells a man how he should act; it merely shows how a man must act if he wants to attain definite ends.
En fri markedsøkonomi betyder at folk samarbejder om at løse hinandens problemer, ved hjælp af specialisering kan langt flere problemer løses og levestandarden bliver bedre end hvis man forsøger sig med planøkonomi eller selv vil forsyne sig med alting. Den orden der opstår er ikke dirigeret, men ikke desto mindre umådeligt koordineret på en måde der ikke kan opnås via kommando.
Læs med dine børn om hvordan markedet koordinerer fremstillingen af en blyant som et eksempel på det mirakel i Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant.
Utilsigtede konsekvenser
Otto Brøns-Pedersen om utilsigtede konsekvenser på punditokraterne – han er ikke den første der benytter sig af Bastiats histore, men moralen kan ikke påpeges for ofte.
Med henvisning til Bastiats fabel on det knuste vindue udpegede Henry Hazlitt et karakteristikum der adskiller den gode økonomiske tænkning fra den knap så gode: Evnen til at se konsekvenserne af en handling ikke bare for de aktører der umiddelbart er involveret i en begivenhed, men for alle grupper. Et væsentligt element her er alternativomkostningerne – det man bruger på at reparere det knuste vindue giver godt nok ‘arbejde’ og ‘aktivitet’ til glarmesteren, men de ressourcer der bruges på vinduet kan ikke bruges på det sæt tøj, som ejeren af vinduet havde tænkt sig at bruge hos skrædderen. I stedet for at have et intakt vindue og et sæt tøj, står bageren tilbage med et tilsvarende vindue, fattigere, og uden det sæt tøj han havde i tankerne.
Forestillingen om at verden bliver rigere af al den aktivitet, der følger af genopbygning efter destruktion må ganske enkelt erklæres for forkert.
Henry Hazlitt skriver klart og koncist (på engelsk) om en række fænomener med udgangspunkt i denne simple indsigt (som desværre så ofte undslipper folks, især politikeres opmærksomhed) i Economics in One Lesson. Du kan læse lidt af de første kapitler her på dansk – og hele værket som ikke er svært, men påfaldende aktuelt, alderen til trods, her på engelsk. -Stærkt anbefalelsesværdig!
Når du så er færdig og appetitten efter mere Frédéric Bastiat er pirret – så find et andet grundlæggende værk om hvad Lov egentlig er her på dansk. Det er så vigtigt et emne så dine børn bør lære om det også – og til det kan du købe historien om Tuttle Tvillingerne og loven, baseret på Bastiats tekst, også her på stedet.
MMT – hvad er det (ikke)?
Jeff Deist skriver på Mises om Modern Monetary Theory – hvilket der er behov for, i en tid hvor herskerne tilsyneladende tror at værdi ‘opstår’ af sig selv lige som lommeuld, og dels tror at de har ret til at uddele andre folks ressourcer via tvangsomfordeling.
Det har de ikke ret til, naturligvis.
Deist nævner tre ting:
MMT er ikke moderne eftersom enevældige herskere i gennem århundreder har udnyttet deres monopol, og skrællet noget af det værdifulde metal af mønter og erstattet med metal af ringere værdi
MMT er ikke ‘monetær’ men snarere finanspolitik med fokus på beskatning som middel til at skrue på (skævvride) den økonomiske aktivitet.
MMT er ikke en teori, men bogholderi-fiksfakseri der lader tro at statslige underskud repræsenterer private overskud. Regnskabet viser således mere og mere ‘rigdom’ jo mere regeringen spenderer.
På denne forunderlige måde bliver regeringen det, der ‘finansierer’ befolkningen, ikke omvendt, eftersom pengene manifesterer sig på magisk vis på regeringens kommando.
Penge kan imidlertid ikke købe noget der ikke er produceret – Says lov gælder hvad enten regeringer vil det eller ej. Produktion går nødvendigvis forud for forbrug, og ingen regering kan ændre på dette.
Bob Murphy har grundigere kritik af en ny bog der plæderer for MMTs fortræffeligheder (fortrædeligheder) – læs den her.
Vil de rigtige blive draget til ansvar?
Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.
De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.
Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet (eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.
Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)
Mindre er mere…
Tilbage i marts måned, dengang verden endnu beskæftigede sig med andet end smittetryk, gjorde Otto Brøns-Pedersen opmærksom på, at vi ikke får mere af det han kalder kerneydelser, selvom vi kaster flere penge i gabet på uhyret. Han diskuterer ‘kollektive goder’ – almindeligvis forstået som noget ‘markedet’ har svært ved at levere. Forsvaret anses for et standardeksempel; naboens ‘forbrug’ af forsvar begrænser typisk ikke mit forbrug, og det kan være svært at se hvordan man skulle få private til at levere forsvar. Det nævnes at begge forudsætninger kan diskuteres, men det er ikke genstanden for indlægget. (Man kan evt se mere her om markedsfejl og her om privat forsvar.)
Derimod gås der i kødet på alt det som politikere hævder at ville levere, for den enorme andel af landets BNP de tilraner sig. Figuren på punditokraterne afslører at de danske politiker bruger en meget stor andel på at levere private goder (karakteriseret ved at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af brugeren). Politikere er ikke en gudsbenådet race, der uegennyttigt træffer de rigtige beslutninger for borgerne – og derfor bliver den produktion der foranlediges af politikere mindre værdifuld end hvis folk selv havde fået lov at bestemme over deres egne ressourcer.
Fra indlægget:
Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.
Så både ud fra et nyttemæssigt synspunkt, men først og fremmest ud fra et moralsk synspunkt, er det forkert at overlade økonomisk ‘råderum‘ til politikere. De kan ikke, de har ikke ret til, og de vil misbruge den magt.
Løsningen er derfor at politikerbyrden skal have mindre at dele ud af og i stedet overlade beslutningerne og betalingsviljen til folk selv, udenom det bureaukratiske fedtlag. Hvis et område er betydningsfuldt er det særligt vigtigt at holde politikernes grådige fingre fra fadet.
Lad os starte med at fjerne 3 vigtige områder fra statens ‘portefølje’: Uddannelsessystemet, social-og sygdomssystemet, og pengesystemet.
Jo mindre vi lader staten bestemme over vores liv, herunder den del der omhandler økonomisk aktivitet, desto mere får vi ud af det.
Less is more…
Hvem vælger vindere?
Vindere her i betydningen firmaer, industrier, sektorer. Og så ‘vælger’ – altså på den bedste måde…dvs uden brug af tvang, vold eller trusler. Det er en kompliceret affære. Fordi ingen kan overskue alle de muligheder der findes eller alternativomkostningerne ved de valg der træffes – som Hayek beskrev, her på dansk. Heldigvis har vi en fantastisk mekanisme der hjælper os med at finde – ikke den perfekte løsning, for den findes ikke – men den mindst ringe løsning. Den mekanisme er det frie marked – og findes oven i købet beskrevet på vers.
Når regeringer forsøger sig med at skaffe sig genvalg ved at love ‘folket’ at beskytte kritiske sektorer, industrier, firmaer eller frisører, så er det måske(!) drevet af manglende indsigt, måske er der tale om bevidst manipulation, magtbegær (nej, dét kan det ikke være), eller noget helt syvende.
Som Donald Boudreaux beskriver det her, er det imidlertid en ganske vanskelig mission at skulle udpege den kritiske funktion som skal beskyttes (mod konkurrence ‘udefra’, svigtende efterspørgsel, tørke, oversvømmelse, skadedyr, erosion, vulkanudbrud, meteornedslag eller lignende).
Lad os blot tage fødevarer som eksempel. Hvilke fødevarer skal udnævnes til at være værdige til særlig beskyttelse? Chokolade? Lys eller mørk? Brød? Æg? Kun de økologiske? Hvad så med foderet til hønsene der skal lægge æggene? Lastbilerne der skal transportere foderet til æggeproducenterne, og den anden vej til detailhandelen? Fabrikken der producerer reservedele der er nødvendige for at lastbilerne kan køre på vejene. Asfalten til at vedligeholde slidlaget på vejene. Brændstof til lastbilerne, varme til husene chaufførerne bor i, strøm til vaskemaskinerne som sørger for at tøjet er nogenlunde rent, renovationsarbejderne der fjerner affaldet så chaufføren kan komme til sit løbehjul, der skal føre ham til stedet hvor lastbilen bliver serviceret så den er klar til næste tur, osv. osv. osv. Hele det netværk, ikke en kæde, men et netværk af forbundne forsyningsveje er alle nødvendige for at et samfund, der er så rigt, at vi har råd til at betale folk for at blive dygtige til at spille guitar, panfløjte eller fodbold, kan fungere. Og vi har regeringer, ikke kun her i landet, der tror at de kan afgøre hvad der er kritiske, industrier…Ikke nok med det, de bilder sig ind at de har ret til at påbyde folk i ‘ikke-kritiske’ jobs at standse produktionen.
Disse politikere trænger til oplysning på et introduktionsniveau. Dels hvad angår formålet med lov, dels med hensyn til hvor kompliceret ‘økonomien’ er. Økonomien er ikke et rumskib som blot skal have den rigtige kaptajn, men betegnelsen for utallige udvekslinger af varer og andre ydelser imellem individer; politikere kan kun gå i vejen – og det gør de så.
De fleste medlemmer af politikerbyrden har stadig muligheden – se operation OMF – for at læse om hvad lov er – både i Bastiats udgave og i et børnevenligt format.
DU kan læse om hvad staten er for en størrelse og hvorfor vi ikke skal lade dens repræsentanter bestyre nogle af vores ressourcer overhovedet (medmindre vi frivilligt afgiver midler til specifikke formål…) i Statens Anatomi.
Find børnebogen om det mirakuløse marked, baseret på Leonard Reads I, Pencil her:
‘Markedsfejl’ berettiger ikke statslige indgreb
Den udmærkede podcast regelstaten havde for nylig en timelang diskussion af såkaldte ‘markedsfejl’ på programmet. Udgangspunktet er at ‘markedet’ fejler i forhold til at skaffe det ‘optimale’ udkomme for økonomisk aktivitet. Fejler i betydningen afviger fra det ‘perfekte marked’ som de fleste vist er enige om er en utopi. Flere interessante ting kom for dagen om, hvordan nogle økonomer tænker sig at en særligt udvalgt skare er i stand til afskaffe disse fejl og bringe udkommet tættere på det optimale (for hvem?). Dette må imidlertid også betragtes som en utopi. Jeg tror ikke deltagerne i diskussionen vil anfægte at markedet ikke er perfekt, at mennesker ikke er perfekte, at ingen mennesker besidder guddommelig alviden eller er beåndet med engleagtig velvilje rettet mod deres medmennesker. Der henvises til sentensen om at al magt korrumperer – total magt korrumperer totalt og til den indsigt public choice teorien har forsynet os med, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hvis blot de rigtige, gode, mennesker fik lov til at bestemme over andre – men kun på ganske bestemte områder, så ville vi have en bedre verden. Det forstås at staten skulle have dette (magt)monopol, til vores alle sammens bedste.
Det er på den baggrund svært at forstå at hvordan den ‘løsning’ skulle være bedre end frivillige tiltag til at begrænse de uønskede effekter af den uperfekte verden vi befinder os i. Markedet ‘begår’ ikke fejl, markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når den proces foregår frivilligt er det et udtryk for at alle deltagerne finder situationen efter udvekslingen bedre end før, men ikke at tilværelsen nu er blevet ‘perfekt’. Ja, der kan forekomme såkaldte eksternaliteter hvor personer der ikke deltager i en udveksling, bærer en del af omkostningerne for en eller flere af deltagerne. Der er ingen grund til at tro at den situation bliver anderledes fordi staten blander sig, blot bliver det andre personer der udpeges til at være ofre.
Hvis du er interesseret i at forstå begrebet ‘markedsfejl’ vil jeg foreslå du først ser denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min).
For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.
Hvis du er interesseret i et lidt mere punchy take på de sociale omkostninger staten påfører os alle sammen (her mest i amerikansk kontekst, men du kan sikkert selv finde analoge eksempler herhjemme!) – kig på denne video med Keith Knight (10 min).
Således bevæbnet er man lidt bedre rustet til Regelstaten episode 7, som du kan finde her.
Selvom corona-trætheden er ved at være massiv og jeg egentlig havde besluttet ikke at nævne det denne gang, så vil jeg alligevel påpege at der røg en finke af panden i løbet af podcasten. Hvornår man (nogle) vil overveje at acceptere ‘beskyttende’ statslige indgreb, kunne hænge sammen med hvor f a r l i g t det, vi skal beskyttes imod er, mistænkes at være eller opfattes at være. I samtalen sidestilles (ok, kun næsten) det at blive åndet på, med en dødsdom eller en dødstrussel – hvilket ikke er tilfældet (det tror jeg heller ikke de faktisk mener i podcasten). Det illustrerer blot hvor stor slagkraft propagandaen har…
Et samfund der overlader en overvældende andel af ressourcerne til en central myndighed er fattigere og mindre modstandsdygtig overfor de ulykker der er en del af tilværelsen, menneskeskabte eller ej, end et samfund med mere decentral distribueret autonomi. Tvang og trusler gør ikke folk mere produktive.
Det farlige er imidlertid at tro at staten kan eller vil beskytte os mod alskens ulykker…
Mettemord vil bestemme hvem der skal dø
Forestillingen om at vores hersker og beskytter rent faktisk hersker og beskytter, for ikke at tale om kan herske og beskytte os er desværre udbredt. Den er også forkert. Mettemord kan ikke, selv ikke med hjælp fra de dygtigste, mest upartiske, neutrale, fejlfrie, velmenende, selvudslettende og uegennyttig embedsmænd afgøre hvad der er den rigtige strategi for hver enkelt dansker. Hvad mere er hun har ingen ret dertil. At folk flest accepterer dekreter om at indstille værdiskabende aktivitet og gå i dvale på ubestemt tid, indtil Mettemord og hendes lakajer finder det passende at lukke os ud af husarresten, er en hyldest til årtiers systematisk indsats i det propagandaapparat der går under betegnelsen ‘uddannelsessystemet‘.
Vi bor i et ganske rigt land, med betydelig kapital og kan derfor klare os en vis tid, før hylderne er tomme. Selv når produktion forbydes. ‘Essentielle’ sektorer er ganske vist friholdt produktionsforbudet, men i en avanceret økonomi er spindelvævet imellem diverse industrier ganske kompliceret, og det job Mettemord ikke lige finder essentielt er måske det job der forsyner en familie med tag over hovedet og mad på bordet.
Anderledes er det i lande hvor fattigdom stadig er et vilkår, og hvor stop for den daglige produktion er ensbetydende med sult. Rigtig sult. Forhåbentlig kommer det ikke dertil her.
Mettemord vil bestemme hvem der skal dø. Nogle mennesker dør som følge af en virusinfektion. Det må nok betragtes som et trist faktum; ganske mange endda, f.eks i New York, selvom det værste måske(!) er overstået. Mettemord hævder hun vil (og kan) forhindre dette, men bagsiden af medaljen er at andre mennesker dør. Disse er noget vanskeligere at erkende og får derfor knap så meget opmærksomhed. Dertil kommer det voldsomme indgreb i befolkningens liv og frihed til at afgøre, hvordan man bedst forholder sig, beskytter sig selv og sine nærmeste, samt andre mennesker. Bevisbyrden der skal løftes for at forbyde folk at passe deres eget liv bør være meget tung – ikke blot baseret på højst usikre prognoser, om potentielle ulykker. Man kan rådgive, opfordre, med passende forbehold for den manglende viden, som de overraskende nok har forsøgt sig med på den anden side af Øresund. Se også interview med Johan Giesecke her.
Vrangforestillingen om, at regeringen bare kan uddele penge (300 milliarder i ‘hjælpepakker’) til folk, der ikke længere (må) producere(r), er gift for samfundet og betyder endnu en økonomisk belastning for nuværende og fremtidige generationer (husk at penge ikke er alt). De voldsomme overgreb på individuelle frihedsrettigheder lover ikke godt for fremtiden. Frihed til at bestemme over egne ressourcer er en nødvendig betingelse for at tilvejebringe den rigdom, som skal gøre os i stand til at håndtere fremtidige, og måske mere alvorlige epidemier – planøkonomi kan ikke hjælpe, heller ikke med prisen på ‘et liv’.
nudge nudge…
Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).
Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))
Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).
Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.
Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.
Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.
Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.
Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII
Om ulve og miljøet – og hvorfor ejendomsret er altafgørende
…og økonomi.
Michael Munger skriver på AIER om transaktionsomkostninger og bruger opformering af ulvebestand i det vestlige USA som et eksempel på en måde at udnytte respekt for ejendomsret til at opnå ‘miljøforbedringer’.
Et andet spændende eksempel på vores begrænsede forståelse blev jeg opmærksom på via Russ Roberts’ Econtalk (podcast) som for nylig havde besøg af Isabella Tree . På Knepp Castle Estate (som jeg gerne vil besøge når Mettemord løfter husarresten) har de efter årtier med fejlslagen landbrug, der trods tvangsoverførsler fra andre EU-borgere aldrig fungerede, lagt strategien helt om og (dog stadig med tilskud!) med ekstensiv pleje og indførsel af større dyr opnået en genopstandelse af en fantastisk biodiversitet. Dog har de (endnu?) ikke indført rovdyr, det ER en relativt lille ejendom i Sydengland, der arealmæssigt ikke er i nærheden af de store amerikanske naturparker.
Pointen er at forestillingen om at ‘vi‘ har forstået den ekstremt komplekse verden omkring os, og derfor at dette royale vi kan, og bør!, dirigere rundt med os andre, der ikke ved hvad der er bedst for selv, er fejlagtig. Mere regering er årsagen – ikke løsningen – til dårskab.