Udenrigspolitikken er en perlerække af katastrofale begivenheder, konsekvenser der er i modstrid med de erklærede hensigter, men måske knap så meget med de skjulte. Desværre med deltagelse fra dansk (folketings) side.
Men hvordan skulle vi dog kunne beskytte os mod overgreb udefra, hvis ikke vi havde Staten? For det første er det ikke lykkedes nogen anden mafiøs organisation systematisk at udplyndre et lands befolkning for mere halvdelen af deres produktion, årti efter årti, i form af beskyttelsespenge. For det andet er der bedre alternativer der kan afprøves:
Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Anarki er ikke fravær af orden eller ledelse og organisation, men fraværet af herskere og undersåtter.
Statens anatomi er velbeskrevet, herunder hvilke midler dens repræsentanter bruger til at fastholde magten – læs Rothbards dissektion, fås her i butikken for 37,50!
For nylig havde Martin Ågerup besøg af Lars Christensen hvor de blandt andet diskuterede inflation. Definitionen fik vi vist aldrig, og selvom man blev glædeligt overrasket over at den østriske skole blev nævnt (sent), så kan man undre sig over at det nærmest var i en affærdigende bisætning. Lars Christensen mener ikke at den bidrager til forståelsen af kriser og inflation. Få et andet perspektiv her og døm selv. Flere meninger om inflation her.
Et andet positivt element var den vægt der blev lagt på den private ejendomsret som grundlaget for skabelsen af den velstand der kommer alle til gode, ikke mindst de ringest stillede i samfundet. Bravo!
Østrigerne ser inflation som en øgning af pengemængden og stigende priser som en manifestation af inflation. Stigende priser i forhold til hvad de ville have været i fraværet af pengeskabelsen, for hvis produktiviteten stiger mere end pengeskabelsen falder priserne. De stigende, eller for høje, priser er en konsekvens af pengeskabelsen. Der opstår ikke flere reelle ressourcer ved at man skaber nye penge, blot er der flere penge til at jage de samme ressourcer og priserne stiger.
Når politikere har adgang til seddelpressen er det som at lade ræven vogte gæs. De vil så meget (erklærede gode hensigter) og hvis man kan dele ud af andres midler så er fristelsen for stor for de fleste. I podcasten berøres det at begrænsninger, bånd på politikernes værste spenderen har haft en relativt gunstig indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark. Fastkurspolitik og budgetlov nævnes og sammenlignet med andre steder er det bedre end ingenting.
Det østrigske perspektiv er at pengedannelsen skævvrider det vigtigste signal i markedet, nemlig prisen. Og eftersom begrebet helikopterpenge (indtil for relativt nylig) var en joke, så rammes forskellige sektorer forskelligt afhængigt af hvor pengeindsprøjtningen rammer først. De grupper og sektorer der først får adgang til de nye midler har lejlighed til at skaffe sig reelle ressourcer med de nye penge, inden signalet om den stigende efterspørgsel forplanter sig i prissignalet, og politikere får handlemuligheder de ellers ville have været foruden.
Adgangen til ‘gratis’ ressourcer, i betydningen nogle andre betaler, hvad enten det er samtidige personer eller kommende generationer, korrumperer. En af de vigtigste forudsætninger for skabelse af velstand er penge, som bringer forskellige menneskers præferencer for varer, ydelser og tid på en fælles målestok. Hermed åbnes for samarbejde på tværs af små og store samfund, selv med mennesker man ikke kender; det er næsten mirakuløst!
Læs mere om The Ethics of Money Production hos Guido Hülsman – kan downloades frit – om hvordan adgangen til easy money langsomt, men sikkert ændrer på folks adfærd og moral.
Nej! Blot fordi ‘vi’ har opdaget at staten kan gøre horrible ting, er ikke ensbetydende med at det rent faktisk skal gøres. Økonomien er ikke et rumskib og kan ikke styres centralt fra, ‘vi’ skal ikke tvangslukke brancher og ‘kompensere’ dem, eller omdisponere produktionen. Mette er ikke landsfader eller -moder og ingen politiker har mandat til at herske over undersåtterne.
Når man på klimarealisme.dk kan konstatere at enhedslisten har præsteret godt politisk håndværk er det i den specielle politiske betydning af ‘håndværk’: Hvad er en dygtig politiker?
Lad os igen ty til C.S. Lewis beskrivelse af den frygteligste tyran: den der oprigtigt mener at vide hvad der bedst for dig og har magt til at gennemtrumfe det:
Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.
Mette, Pelle, eller andre fra politiker byrden har ikke mandat til omfordele andres ejendom – de kan ikke påberåbe sig demokrati eller stemmeflertal, for man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Læs hvad loven er for en størrelse gerne sammen med dine børn – der er behov for intellektuel modgift. Få den i Tuttle Tvillingerne lærer om loven, baseret på Bastiats udødelige pamflet.
Forleden gæstede Deidre McCloskey byen og deltog i et Cepos-event. Man kan se videoen her. Et diskussionspunkt er hendes tese om at velstand skabes af ideer (og deres udførelse) – ikke af ‘kapital’, som nok er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for at skabe velstand. Det er ikke nogen ny ide – men et godt argument for at bruge hendes ‘nye’ ord innovisme i stedet for ‘kapitalisme’ som en bedre beskrivelse af den samfundsindretning der fremmer velstand, er de negative konnotationer ordet kapitalisme har fået (tak til udannelsessystemet (sic!)). Tilhængere af fri markedsøkonomi bruger ofte kapitalisme som synonym, og det er dels upræcist og dels lider det under opfattelsen af kapitalisme som noget negativt i sig selv.
Kapital – fysiske eller eller mentale midler til at nå mål – er ikke noget værd i sig selv. Hvis man ikke ved hvordan den skal bruges skabes der ikke meget velstand. Velstand bruges her i betydningen bedre materiel levestandard og mere tilfredshed eller ‘psykisk’ velbefindende. Mennesker handler for at opnå noget – en forbedring af tilværelsen på kort eller længere sigt – og viden om hvordan man bedst anvender midler til at fremme ens mål er afgørende for ens succes med hensyn til at nå målene. Human Action – Mises’ magnus opus – anbefales for en omfattende behandling af emnet😉 læs den fra ende til anden, eller se ned over indholdsfortegnelsen og start med punktnedslag du finder særligt interessante. F.eks Human Cooperation, og The Role of Ideas.
Martin Ågerup havde efterfølgende besøg Jesper Geisler hvor de diskuterede McCloskeys Innovism – og endelig!! blev begrebet privat ejendomsret nævnt i forbindelse med skabelse af velstand. Godt nok kun som en blandt adskillige ‘institutioner’ der er nødvendige. Jeg vil mene at viden og kapital er særdeles nødvendige forudsætninger for at mennesket kan forbedre sin situation, men også at kun når den private ejendomsret nyder ubetinget respekt kan det fulde potentiale efterstræbes. Jo mindre respekt for ejendomsretten, desto fattigere samfund og et fattigere samfund er i mindre udstrækning i stand til at tage sig de ringest stillede personer i samfundet. De personer som den tidligere(!) marxist McCloskey brænder for at hjælpe.
Hvorfor ‘har’ vi overhovedet ejendomsret? I en verden med knappe ressourcer kan (vil) der opstå konflikt når to personer ønsker at benytte den samme ressource. I erkendelse af, at voldelig ‘løsning’ af konflikten har betydelige omkostninger, opstår der behov for at løse sådanne konflikter uden at gribe til fysisk kamp. Ejendomsret peger på en løsning og den løsning der ser ud til at klare sig bedst er, når den person der først erhverver sig en ressource der anses for ikke ejet af nogen, eller får ressourcen overdraget fra en tidligere ejer, er den med det bedste krav på ressourcen: Dens retmæssige ejer. Stephan Kinsella har skrevet meget og godt om ejendomsret – her et eksempel. Ikke mindst om misfosteret Intellectual Property, IP, som illustration af, at ideer netop ikke kan ejes fordi de kan bruges samtidigt af flere personer. (Når ideer, viden, deles, bliver vores evne til at forbedre verden omkring os bedre og bedre. Du har ikke krav på dine eventuelle kunders fremtidige omsætning, og kan ikke bestemme hvordan ‘din’ ide bruges af andre.)
Ideerne og den måde de bringes i anvendelse på skaber velstand. Hvis der er stor risiko for at en bande kommer og tager frugten af folks ideer og det de har produceret, så bliver der alt andet lige produceret færre ideer og færre varer – velstanden bliver mindre end den ellers ville have været. Jo mere banden rager til sig, desto værre.
Læs om hvad banden er for en størrelse hos Rothbard:
Når Moder Stat griber ind for at beskytte undersåtterne viser det sig at indgrebet har utilsigtede konsekvenser (i forhold til de påståede hensigter). Disse konsekvenser kalder på handlekraft – Moder Stat har identificeret endnu et problem der skal løses! De groteske overgreb de forgangne 18 måneder er en sørgelig illustration af dette. Børnene (Børnene, for pokker!) lider under nedlukningerne – vi må have et Trivselsministerium!
Ingen rettroende tilbeder af Staten kan være modstander af at beskytte de uskyldige små mod tilværelsens onder, hvad enten Vormoder har påført dem onderne eller de blot er kommet af sig selv. Således vokser bureaukratiet i omfang og rækkevidde indtil intet ligger udenfor Statens interesseområde.
Når politikerbyrden, hin vederstyggelige, blander sig i stort og småt og truer med knytnæven, så fører ansvarsovertagelsen til at befolkningen bliver mere og mere afhængig. Ikke af hinanden, men af en velvillig hersker og ansvarsfraskrivelsen er en af de værste moralske konsekvenser. Man kommer til at opfatte sig selv som offer og som en der har ‘ret til’ dette eller hint, blot fordi man eksisterer – uden at indse ens positive ‘ret’ nødvendigvis må føre til overgreb på en andens ret.
Mennesker der samarbejder om at forbedre tilværelsen for dem selv og hinanden – uden at kende hinanden! – er et fænomen der har mirakuløs karakter. Jo mere staten blander sig, desto værre bliver udkommet. Læs om miraklet sammen med dine børn i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant. Her i butikken kan den købes.
Religion kan være en støtte og en hjælp, et moralsk holdepunkt i tilværelsen for mange mennesker. Det er næppe tilfældigt at normer som ikke at slå andre mennesker ihjel, bestjæle dem eller lyve overfor dem går igen. For nogle religioner gælder buddene for alle, mens andre ikke er så strikse hvis blot det går ud over de ‘andre’. Mange overgreb er også gennem tiden begået med henvisning til den rigtige eller forkerte religion.
De for tiden fremherskende og særdeles menneskefjendske religioner er tilbedelsen af Staten og Klimatismen. Det er især de kedelige træk som dogmatisme, fjendskab overfor vantro og en – religiøs – tro på at man har ret. Så meget ret, at brug af vold og trusler om vold overfor mennesker der ikke deler religionen retfærdiggøres.
Når de to religioner så kombineres og Statens voldsmonopol spændes for klimatismen er der lagt i kakkelovnen (no pun intended) til overgreb. Ingen burde være i tvivl om at klimaet ændrer sig, har gjort det i milliarder af år og vil fortsætte med at gøre det indtil jordens undergang. Spørgsmålet er hvad ‘vi’ kan – og skal – gøre ved det. Som for at fremhæve den religiøse analogi benævnes fn’s 6. klimarapport flere steder som ‘klima-bibelen’ – med andre ord her er dogmer der ikke kan stilles spørgsmål ved og det gør ikke noget at indholdet af sammendraget intet har at gøre med de faktiske forhold. Frafaldne og uenige forfølges og ties ihjel.
Mennesker påvirker omgivelserne for at bedre deres levestandard. En helt nødvendig forudsætning for at opnå og fastholde den levestandard vi har i vores del af verdenen, er adgang til rigelige mængder af energi. Masser af energi. Masser af pålidelig energi. Adskillige milliarder mennesker overlever i dyb energifattigdom, og for at forbedre deres vilkår er enorme mængder af energi nødvendig. Billig og fremfor alt pålidelig energi. Pålidelig i betydningen tilgængelig hele tiden 24/7/365.
Der er nogle der mener at mennesket blot er en skamplet på moder jord, som er uperfekt indtil mennesket er væk (eller i hvert fald antallet voldsomt reduceret). Sjovt nok tilbyder de ikke selv at gå forrest. Hvis man har den anti-humane indstilling er det måske nemmere at forstå hadet, for hadefuldt forekommer det, til enhver menneskelig påvirkning af omgivelserne. Det handler så ikke om at forbedre verden for mennesker, men om at begrænse menneskelig aktivitet. Intet acceptabelt niveau for forurening eller ændring i omgivelserne findes og løsninger på energihungrende aktiviteter, som atomkraft, afvises, til trods for at dette med eksisterende teknologi er eneste realistiske alternativ til afbrænding af kulbrinte. Sol og vind er upålidelige energikilder, der har sin berettigelse i visse specielle situationer, men er helt utilstrækkelige til at understøtte et højt udviklet civiliseret samfund som meget få af os reelt ønsker at give afkald på. Tværtimod – når andelen af energiforsyningen fra upålidelige kilder stiger, takket være tvangsoverførsler (subsidier), bliver omkostningerne højere på de billigere, pålidelige kilder og der fjernes ressourcer der kunne bruges til at finde på nye og bedre løsninger.
Når mennesker bliver rige nok til at bekymre sig om andet end simpel overlevelse så kommer rene, pæne, mangfoldige omgivelser for en selv og efterfølgende generationer til at fylde meget mere.
De fattigste iblandt os kommer til at være afhængige af kulbrinte i mange år endnu og har naturligvis ingen intentioner om at lade sig spise af med inferiør energiproduktion – det overlever de ikke. Heldigvis tyder data ikke på at det vil medføre uhåndterbare problemer for os alle sammen. Men vi får brug for masser af billig, pålidelig energi til beskytte os selv og vores omgivelser mod de forandringer kloden undergår med eller uden menneskelig aktivitet.
Irland lader til at have en særlig ondskabsfuld variant at politikerbyrden. En 10 minutters opdatering på den indiske variant (‘delta’) og kontrasten imellem risiko forbundet med infektion og de groteske tiltag der – i øvrigt forgæves – rulles ud over pøblen.
Herhjemme (og andre steder) er der tiltagende ‘bekymring’ hos ‘eksperter’ og begyndende sproglig massage der skal få tvang til at være det samme som frivillighed. Nu bliver vaccination også brugt som argument for IKKE at ophæve restriktioner – fordi spredning af en variant blandt vaccinerede kan medføre yderligere mutationer der så bliver ‘endnu farligere’. Med andre ord, restriktioner skal være permanente og hele kloden skal vaccineres helst flere gange om året…Staten er nødt til at kunne kontrollere om DU er vaccineret – men fjerner ikke lænkerne af den grund. Der er grund til at stoppe op og tænke over, om det virkelig kan være den rette vej at gå.
Følgerne af virusinfektion skal ikke bagatelliseres, men dødeligheden selvom den er alvorlig nok, er ikke en trussel mod menneskeheden. Det er derimod de økonomiske følger af regeringers reaktion med arbitrære nedlukninger, der uden at have den påståede effekt på virusspredning, til gengæld har voldsomme følger på grund af den fattigdom der følger med forbud mod produktive aktiviteter.
Tilbud om vaccination kan være på sin plads blandt særligt udsatte, men kan ikke forventes at føre til ‘ingen covid’ fremover. Man kan glæde sig over at de yngste i blandt os er 1000 gange mindre i risiko for alvorlig sygdom end de ældste og måske håbe at den nye onde virus kan fortsætte med at holde den gamle influenza væk – den som i højere grad aflivede både børn og voksne. Indtil vi kender mere til eventuelle langsigtede (og mindre langsigtede) bivirkninger må det nuværende pres fra myndighederne om at vaccinere store og små betragtes som stærkt uetisk! Nej, det er ikke ‘frivilligt’ når du pålægges restriktioner hvis du ikke underkaster dig vaccination – og nej, den er ikke gratis! Hverken i betydningen uden økonomiske omkostninger eller uden bivirkninger! Søren Brostrøm er ikke en troværdig ‘guide’.
Much of the impetus for vaccine passports has arisen from the false idea that universal COVID vaccination – including in young children in whom the vaccine has not been adequately tested – is necessary to end the pandemic. Given the natural history of the SARS-CoV-2 virus, the vaccines are likely only to confer long-term protection against severe disease rather than all infection per se. Any infection-blocking effects are probably short-term unless the vaccine does very much better than natural immunity, which is rare in medicine. As such, the vaccines cannot be used to achieve zero disease transmission. Instead, we should use the vaccines to protect the vulnerable against severe disease and death from COVID.
Den nuværende coronakrise er ikke en medicinsk problemstilling, men en økonomisk. Det handler både om det eksperimentelle i nedlukning der er uden fortilfælde (og forhåbentlig aldrig gentages!) og om omkostningerne ved at forsøge at tvinge 7 milliarder mennesker til vaccination – en til flere gange årligt! Hvorfor gør de det? Læs her.
Interesseret i at læse om fakta i stedet for panik? Læs her.
Det er ikke længere muligt at opretholde illusionen om at nedlukningerne finder sted for at beskytte den intetanende befolkning. Den befolkning, der hvis ikke politikerne tog affære, ville gå til i egen uvidenhed. Jonas Herby markerer igen på punditokraterne at den argumentation der tidligere har været brugt for nedlukninger ikke harmonerer med, at der fortsat dekreteres begrænsninger i folks livsførelse. Og så har vi ikke nævnt at det på intet tidspunkt har været acceptabelt at udsætte befolkningen over det meste af kloden for et eksperiment hvor vi ved at skadevirkningerne er enorme og vil vare generationer, mens de gunstige effekter er højst usikre og indtil for nylig anset for fraværende (det har vi så nu efterhånden solid evidens for – tag også quizzen her). Oven i købet går de katastrofale økonomiske konsekvenser af regeringsindgreb verden over hårdest ud over dem der er dårligst stillet i forvejen.
Men hvorfor har de gjort det? Det må da være i den bedste hensigt for os alle sammen? (Hvis du stadig tror politikere har undersåtternes bedste interesse for øje, så genlæs Rothbard her.) Heldigvis behøver vi ikke gætte. Mange ‘beslutningstagere’ og magtfulde organisationer har ganske klart givet til kende at de ønsker at ændre på den måde verden er indrettet. Og eftersom de ikke formår at overbevise folk om deres store plans fortræffeligheder, må de i deres magtfuldkommenhed og beruset af egen klogskab, gribe til andre midler.
Selvoptagede, eftertænksomme, naive, kortsigtede, ussel musiksmag og værre tøjsmag, overmodige og dumdristige er adjektiver der alle dage har været brugt om ungdommen. (Undtagen selvfølgelig en selv.) Det sidste års tid kan man tilføje skræmte, frygtsomme, autoritetstro, ukritiske og parate til at acceptere uhyrlige indgreb i deres personlige frihed fra inkompetente og magtgrådige politikere og embedsmænd af alle køn. Det er nu ikke kun ungdommen der lod den misere udspille sig. En grov generalisering naturligvis – og som Tom Lehrer sagde, jeg hader folk der ikke elsker deres medmennesker.
Men hvor kommer håbet så fra? I Schweiz har der igen været en folkeafstemning, og selvom stemmeri i almindelighed er stærkt overvurderet, så giver det alligevel anledning til et lille håb. Det man stemte om, var nemlig en lov der under betegnelsen klima-beskyttelse havde tre komponenter der hver for sig var til afstemning. CO2 begrænsning (skat), pesticider (forbud) og drikkevand (kun subsidier(!) landbrug der ikke bruger pesticid). Alle tre dele blev afvist, noget mere snævert end andet, men blandt aldersgruppen 18-34 var der 60-70% nej-stemmer. En gryende erkendelse af at de færreste er parat til at ofre levestandard på klima-alarmismens alter er måske på vej.
Et andet spørgsmål er så om CO2-bekymringen er stærkt overdrevet – og de temperaturændringer der er observeret i højere grad skyldes andre mekanismer. Det betyder at en hel klima-lobby-industris levebrød kan udfordres og det går ikke stille af. Lyt til Martin Ågerups interview med Henrik Svensmark her og glem ikke at politikere står i kø for at svinge den nye kølle der hedder nedlukning, hvad enten påskuddet er delta-, epsilonvarianter eller ‘klima’.
Energi er grundlaget for den fantastiske levestandard vi har i vores del af verdenen – ønsket om rene, pæne, ikke-sundhedsskadelige omgivelser bliver stærkere og stærkere desto rigere man er. Derfor kan det ikke undre at andre steder i verdenen er fokus i højere grad på andre aspekter af tilværelsen og derfor giver det absolut ingen mening at bruge enorme ressourcer på ineffektive energikilder hvis det erklærede formål – at mindske påvirkningen fra CO2 står til troende. Men ofte handler det mere om at signalere dydighed (hej North Face). Når vi lægger ekstra skat på energi betyder det at alt andet bliver dyrere og vi bliver dermed ringere stillet og dårligere i stand til at bruge ressourcer på at finde bedre måder at forbedre tilværelsen på – herunder begrænse uønsket påvirkning af omgivelserne fra den aktivitet der fører til menneskelig trivsel.
Mennesker lever og overlever ved at ændre omgivelserne i et omfang intet andet levende vi kender til, formår. Hvis menneskers trivsel anses for et mål og et gode, kan man ikke undlade at acceptere ændringer i omgivelserne – vi bygger huse, byer, kloakering, varme- og kulderegulerende systemer og meget mere for at beskytte os mod et barskt miljø. Altsammen aktivitet der er afhængig af energi – jo mere des bedre. Heldigvis er klimarelaterede dødsfald faldet markant de sidste hundrede år, takket være energi, primært fra fossile brændstoffer. De der anser mennesker for en parasit på jorden der er ‘bedst’ hvis den er fri for enhver ændring der skyldes mennesker er nogle vi andre bør holde godt øje med og beskytte os imod.
Kan resultatet forudsiges. Og det er ikke til vores alle sammens fælles bedste. Bureaukraten har som alle andre sine egne personlige interesser og præference. Det er der intet mærkværdigt eller upassende ved. Når bureaukraten optræder både som lønmodtager i et offentligt system og som arbejdsgiver, henter han sine midler som arbejdsgiver i andre menneskers lomme, og er tilbøjelig til at være mindre påholdende med udgifterne.
Dette problem bliver større og større efterhånden som antallet af bureaukrater vokser som Mises påpegede allerede i 1944(!) i Bureaucracy (hent den her).
Udviklingen i antallet af offentligt ansatte i Danmark illustrerer problemet. Fra 1966 til 2019 steg antallet af offentligt ansatte fra 269.000 til 829.000 – som udtryk for at staten trænger sig ind på alt for mange områder, hvor den (også) gør mere skade end gavn. (Godt nok er tallet faldet en smule igen, men udgør stadig 719.000 i 2020.)
Det betyder ikke at alle offentligt ansatte er uproduktive, eller at der ikke også er lammende bureaukrati i den private sektor – dog ofte som et ‘svar’ på det offentlige bureaukratis aktivitet. Men hver en krone der bruges på varer eller ydelser af bureaukraten kommer dels fra en anden, der så ikke kan bruge den efter eget forgodtbefindende. Endvidere er der afledte effekter med ressourcer der flyttes til de områder bureaukraten favoriserer, ressourcer der trækkes væk fra andre områder hvor priserne så stiger mere end de ellers ville have gjort (eller måske endda var faldet).
Udover det moralsk forkastelige i at tage fra nogle for at give til andre, er alternativomkostningerne vanskelige at (over)vurdere. Det sete versus det usete – det som ikke bliver iværksat fordi bureaukraten har beslaglagt en stor andel af samfundets produktion er fint beskrevet i Henry Hazlitts Economics in One Lesson. Læs de første kapitler her på dansk.
Jo rigere et samfund er, desto bedre går det også de, der er dårligst stillet. Forudsætningen for at kunne hjælpe andre, er velstand og villighed. De fleste er villige, og mere villige des mere velstillede de er. Produktion går forud for forbrug (Says lov) og jo mere staten konfiskerer af det producerede desto mindre velstand er der til at hjælpe dem der behov for hjælp. Politikere lader til at tro at rigdom ‘opstår’ og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men fattigdom er udgangspunktet. At skabe og vedligeholde velstand er en kompliceret affære med samarbejde mellem mennesker der ikke kender hinanden. Du kan læse om dette mirakuløse samarbejde – sammen med dine børn – i bogen om Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant.
Kontrol over kongens mønt har alle dage været et middel til at belønne udvalgte undersåtter og købe sig til loyalitet – om ikke andet for en tid. Den korrumperende effekt af at have adgang til skatkammeret og ikke mindst for modtageren af nådegaver er et problem, der ikke kan løses ved at give mere magt til kongen, regeringen, politikere eller bureaukrater.
Ryan McMaken skriver om den ‘naturlige’ udvikling af lobbyisme og pleje af særinteresser der opstår i kølvandet på en stor stat. Når staten konfiskerer en stor andel af borgernes produktion og kan bruge den til at forgylde foretrukne sektorer/industrier/firmaer, kombineret med dens adgang til at lægge hindringer i vejen via ‘lovgivning’ (hvad er lov) og regulering, kan det ikke undre at entreprenante folk søger mod truget der lokker med lette(re) indtjening. Det er en af de mange kedelige effekter ved at have en tung byrde af – muligvis – velmenende politikere, som vil gøre noget, men som ikke har forstået at det er forkert at tage noget fra andre med vold eller trusler om vold, selvom man hævder at det er til fordel for nogle som har mere behov for tyvekosterne end den retmæssige ejer. En anden uheldig konsekvens er at modtageren korrumperes – tilvænnes situationen hvor andre forventes at løse ethvert problem. Men det allerværste er måske at staten også lægger hindringer for den hjælp folk frivilligt ville yde til hinanden og bidrager til den almindelige fremmedgørelse, og klientgørelse.
Løsningen? Lad folk selv råde over langt mere af deres ejendom (ideelt AL deres ejendom) – en grundig beskæring af politikernes adgang til andre folks værdier vil føre til mere velstand – det er oven i købet også det eneste moralsk forsvarlige! Når staten ikke kan dele ud af rovet, må folk producere noget andre folk har glæde af, i stedet for at forlade sig på privilegier og særinteressepleje.
Hvor mange penge skal sundhedsvæsenet have? spørges der i ugeskrift for læger. Eller med andre ord, hvordan skal knappe ressourcer ‘fordeles’ – bemærk passivformen…En meget stor andel af folks forbrug af sundhedsressourcer falder i den allersidste del af livet. Tager man demografien i betragtning er der lagt i kakkelovnen til problemer som næppe ‘løses’ ved at
…håbe, at de kommende 80+-årige, den såkaldte 68-generation, vil have mere beskedne ønsker til sundhedsvæsenet end tidligere generationer.
Når andre folk betaler for de ydelser man selv nyder og efterspørger, er der dels tale om overgreb (hvis ikke det foregår frivilligt) og dels er omhyggeligheden når man bruger andre folks penge mindre end når man bruger egne midler. Se Friedman og de 4 måder at bruge penge på her (2 minutter).
Problemet her er endnu engang en misforståelse, nemlig den at visse ressourcer ‘er til stede’ eller kan tilvejebringes på magisk vis ved at lovgive dem til eksistens og spørgsmålet herefter er blot hvordan kloge mennesker skal fordele goderne blandt de trængende. Sundhedsydelser adskiller sig imidlertid ikke fra andre goder, men skal produceres, bygninger bygges, ledninger lægges, viden og erfaring skal akkumuleres. Til alt dette bruges ressourcer der i sagens natur ikke samtidig kan bruges til at frembringe andre af de ting vi har brug for og efterspørger. Når man selv kun betaler en meget lille andel af omkostningerne ved en aktivitet er man tilbøjelig til at øge efterspørgslen på denne aktivitet selvom gevinsten måske er beskeden. Signalet om hvor meget vi ønsker et givent gode (prisen!) er væk og det skævvrider produktionen af godet på bekostning af andre ting.
Vigtige ting som mad og beskyttelse mod en fjendtlig natur (tøj, bolig) overlader vi ikke til ‘kloge mennesker’ men lader markedet koordinere samarbejdet mellem mennesker der ikke kender hinanden til alles bedste (selvom vi accepterer tung regulering også på disse områder). De samme mekanismer vil også give et mindre ringe udkomme på sundhedsområdet – i stedet for ‘politiske løsninger’ (den korrekte betegnelse er ‘tvang’) er frivillige udvekslinger karakteriseret ved gevinst for alle parter. Sygdomsbehandling er også for vigtigt et område til at vi kan overlade det til politikerbyrden. (Læs om Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget her.)
Staten er god til at føre krig. Krig medfører at alle ressourcer dirigeres hen mod et eneste mål. – at vinde krigen. Statens sundhed er krig – hvis vi konstant er ‘i krig’ er der konstant brug for statens lakajers ‘ydelser’ – for vores alle sammens skyld, naturligvis. Den monomane besættelse af corona-virus og de absurde bestræbelser på et undgå blot et eneste dødsfald som følge af dén sygdom er et eksempel på, hvordan alt andet tilsidesættes og negligeres i krigen mod corona. Mettes uforbeholdne undskyldning lader vente på sig.
Vi har formelt adskilt stat og kirke. Men statstilbedelsen og troen på at den løser vores problemer har religiøs karakter. Vi skal have adskilt stat og uddannelse, stat og sundhedsvæsen, selv stat og retsvæsen bør adskilles så Voldsmonopolet kan brydes. Det er faktisk muligt at forestille sig konkurrence på konfliktløsning uden en stat til at have ‘det sidste ord’ – oven i købet i sager hvor staten selv er part.
Fascisme har en udansk klang (?) – men når man betragter det forgangne år er det måske ikke kun de andre der lider under det åg. Betænk også at klimafascisterne ligger på lur og er klar til at overtage når corona-mutanternes skræmmeeffekt aftager.
Lew Rockwell beskrev tidligere med udgangspunkt i John T Flynns As We Go Marching 8 karakteristiske træk ved den fascistiske ideologi. Læs artiklen her. Den er skrevet i en amerikansk kontekst men lad os se hvordan det ser ud herhjemme.
Regeringen er totalitær idet den ikke anerkender nogen grænser for dens magt. Regeringen blander sig i stort set alt hvad vi foretager os, intet er for småt og det sidste år har været ekstremt under dække af en ‘sundhedskrise’. ✅
Regeringen er de facto diktatorisk med en fører i spidsen. Rockwell peger på at omend præsidenten ikke er enevældig så har den udøvende magt i USA har tiltaget sig en diktatorisk magt og dominerer i ganske betydelig grad. Mette prøver så godt hun kan…(✅)
Regeringen administrer et kapitalistisk system med et enormt bureaukrati. Et bureaukrati der vokser som en kræftsvulst og æder ressourcer. Med henvisning til Bastiat er omkostningen ikke bare ufrihed men al den rigdom og fremgang der ikke bliver skabt som følge af bureaukratiet. ✅
Producenter organiserer sig i karteller på syndikalistisk maner. Syndikalisme indebærer at producenter kontrollerer økonomien – i modsætning til kapitalisme hvor forbrugeren er i førersædet. Spørgsmålet er blot om man er inde for i varmen og hvilke syndikater der skal favoriseres med særlig beskyttelse, privilegier eller hjælpepakker. ✅
Økonomisk planlægning baseret på uafhængighed af omverdenen. Hertil kræves at staten kontrollerer et enormt geografisk område – det ikke rigtig tilfældet med Danmark – selv vi tæller Grønland med. ❌
Regeringen driver økonomien via offentligt forbrug og lån. De groteske hjælpepakker i kølvandet på regeringernes ødelæggelse af folks mulighed for at klare sig selv stikker i øjnene her corona-tiden. I forvejen udgør statens budget herhjemme ca halvdelen!! af BNP. ✅
Militarisme er en af hovedposterne i budgettet. Der kan vi heller ikke matche USA – selvom Fjogh Rasmussen grundlagde en Nato-karriere ved at trække os ind i konflikter og spise kirsebær med de store. Men ‘vi’ ville gerne…(❌)
Militæret bruges til at understøtte imperiet. En afstikker af punkt 7 – vi er for små til at have vores eget imperium men bidrager gerne til de missioner vores ‘allierede’ peger på. (✅)
Fuldbyrdet fascisme kan man ikke kalde det – men inden for landets grænser er tendensen tydelig.
Løsningen af problemer skabt af problemløseren selv er statens og bureaukratiets fineste kendetegn, udover tvangselementet, naturligvis.
I disse dage gratulerer politikere hinanden over en hjælpepakke til ‘kulturlivet’ – det kulturliv de selv har smadret til ukendelighed, eller en mink-pakke (hvor bliver rigsretssagen af?) hvor staten afliver et erhverv og dernæst uddeler andre folks penge til ofrene for statens overgreb. Vi må jo forstå at det er til vores eget bedste at vi sådan får frataget selvbestemmelse. I svære tider kan vi ikke selv træffe svære beslutninger, det er for svært – så derfor må politikere og embedsværket modstræbende udstede ordrer om hvordan, hvornår, hvor, hvorlænge og med hvem vi må gebærde os. Hensigten helliger midlet (?!) – og selvom den erklærede hensigt kan være nok så god er resultatet pauvert, for nok kan staten ikke skabe noget, men den er i særklasse når det handler om ødelæggelse.
Selvom hensigten kunne være nok så nobel er det ikke et argument for at fratage mennesker deres værdighed. Nogle funktioner bliver udråbt som ‘essentielle’ og alle andre må så gå i dvale mens vi venter på uvejret, den lange virus-vinter driver over. Det gør den imidlertid aldrig, der dukker nye varianter op eller andre katastrofer som vi må beskyttes mod, for som de uselvstændige væsener vi er (blevet – tak for ‘gratis’ ‘uddannelse’!) må vi forlade os på vores herskere velvilje og klogskab.
Hvis du mener at en anden person ikke leverer noget du har brug for, kan du undlade at handle med vedkommende, du kan beskytte dig mod synet, lugten, lyden af andre men du kan ikke fratage dem deres eksistens. Nogen må gøre noget, tænker man. Og politikere skal udvise handlekraft så folket kan se hvor storartet det er. Handlekraft er magt, love må laves, dekreter udstedes. Og vi ved efterhånden godt, at der er utilsigtede effekter, som kalder på at nogen må gøre noget…Opgaveglidning florerer, dobbelt op på snyd med håndsprit hvis det har relation til et bestemt virus – vi kan ikke overlade folket, den umælende flok, til charlataner, ganske ubeskyttet som et lille barn. Når nogen stikker næsen frem og kritiserer religionen staten og det kunne have at gøre med noget virus – hep, dobbelt op på straffen. (Bemærk hvordan ‘stormløbet på kongressen i Washington 6. Januar flettes ind – w-t-f?!)
Den elendighed som ligger i kølvandet, ikke på virussen, men på myndighedernes tiltag, bruges nu til holde folk som gidsler. I får en lille flig af jeres frihed – frihed som aldrig har været statens at tildele – tilbage, når I underkaster jer de tiltag vi foreskriver, og lader underkastelsen registrere i et corona-pas. Kun til brug for at ‘vi’ kan ‘åbne’ samfundet. Men også her kommer der til at ske opgaveglidning og pludselig har du permanent husarrest hvis du ikke føjer corona-kommissæren, og rationerne bliver mindre og består snart kun af gammelt, muggent brød.
Den adfærd der foreskrives er ikke samfundssind – men samfundsafsind.
Vi er ikke staten, staten er ikke os og den er ikke algod. Staten er, som Rothbard beskrev, den organisation der skaffer sig sit udkomme ved hjælp af trusler om vold og vold. Lær om dens Anatomi her.
Virus-massehysteriet forbundet med den politiske økonomi er genstand for nærmere overvejelser i denne udmærkede artikel der forsøger at belyse nogle af mekanismerne bag de groteske politiske beslutninger der er truffet i det forgangne år.
Herhjemme er der endnu et borgerforslag der opfordrer til at stoppe vanviddet. (Det med rigsretten og Mette nåede hurtigt 50.000 stemmer.)
Den politiske måde (ikke) at løse problemer viser sig ved brugen af tvang, enten direkte, indirekte eller som paternalistiske ‘nudges‘. Modsætningen er folks frivillige afvejninger af fordele og ulemper ved forskellige aktiviteter der alle har begrænsninger – eftersom paradis netop ikke findes på jorden.
…(I)n a March 2020 TED Talk interview, billionaire vaccine investor Bill Gates already predicted – or rather, announced – that “eventually what we’ll have to have is certificates of who’s a recovered person, who’s a vaccinated person” and “so eventually there will be this digital immunity proof that will help facilitate the global reopening up.”
The latter, apodictic sentence was later edited out by the TED Talk producers, but a full audio version of the talk remained available and so the sentence could be inserted back in…
Vaccinationspas – hvad er egentlig formålet? Sandsynligvis er det et middel til at øge overvågning og kontrol med befolkningen. Den erklærede hensigt om at beskytte os alle sammen klinger hult i lyset af den pauvre effekt tvangsforanstaltningerne har haft over det meste af verden. Herhjemme har Christian Bjørnskov gjort os den tjeneste at stille skarpt på nogle af tåbelighederne. Heldigvis er nogle lande og amerikanske stater ved at løsne kvælertaget, men sålænge despotiske politikere tror at de ‘åbner’ fordi deres drakoniske tiltag har holdt ‘tallet’ nede, så risikerer vi omgående fornyet nedlukning når tallet stiger igen.
Selvom medianalderen for dødsfald er over 80 og risikoen for de yngre aldersklasser er langt, langt lavere, reagerer mange stadig som om et nys eller host fra en forbipasserende er ensbetydende med en dødsdom. Denne fejlopfattelse drives af mediernes evige tryk på alle panik-knapperne.
Erkendelsen af at den voldsomme reaktion på en trods alt relativt banal smitsom sygdom med en dødelighed i stil med grimme influenza-år, har enorme omkostninger begynder at melde sig. Det er jo udmærket, men har sådan set været påpeget fra starten.
Der mangler stadig en erkendelse af at det ikke er statens opgave at forhindre dødsfald som følge af en bestemt sygdom, med tilhørende negligering af alle andre alvorlige problemer i tilværelsen. Staten bestemmer ikke over dit liv!
Momslovgivningen er så kompliceret at det kræver betydelige ressourcer at administrere og alligevel er der masser af fejl i ‘indberetningen’. Det kan ikke undre når man tænker over alle de utilsigtede konsekvenser og de talløse love og regler vi bebyrdes med har, med tilhørende lapperier og forsøg på at ‘udbedre’ nogle af de skadelige effekter. Det fører naturligvis til andre utilsigtede effekter og lovmaskinen tager en runde mere.
Udover at bestikke sig til genvalg – hvad er det så de tvangsinddrevne ressourcer også skal bruges til? Selvfølgelig til at varme bandens alderdom. Det er sjældent de erklærede socialister på tinge rammer i retning af skiven, men det forekommer dog. Sjovt at de ikke kan se det forkerte i at tage andres ejendom uanset hvem byttet tilfalder. Der er intet overraskende i at loven perverteres når den bruges til andet end at beskytte individet inklusive ens ejendom – og intet overraskende i at dem der begår lovene ender med at have særlige ‘privilegier’. Selvom de ikke tror det – så ER politikere faktisk mennesker og ikke engle.
Det er på høje tid at regeringen (såmænd også andre steder end i DK) træder til side og holder op med at lægge forhindringer i vejen for folks bestræbelser på at få en bedre tilværelse.
De påståede forsøg på at beskytte befolkningen mod en virus har enorme økonomiske omkostninger herunder menneskelig lidelse, tab af livskvalitet, direkte og indirekte tab af menneskeliv.
Et forsøg på at opgøre den foreløbige pris som regeringer har pålagt deres undersåtter, såvel eksisterende som ufødte, kan ses på Børsen (kræver log-ind). Sådanne skøn er naturligvis behæftede med en del usikkerhed, men i runde tal er værdi svarende til en fjerdedel af den samlede produktion i 2019 væk.
Tragedien bliver kun større af, at de drakoniske overgreb på befolkningen ikke har levet op til de de erklærede hensigter, hvor gode disse end kan synes at være. Udbredelsen af den onde virus foregår med det samme mønster hvad enten der er dekreteret stuearrest eller ej – se f.eks Californien og Florida.
Heldigvis er dødeligheden ‘kun’ i samme størrelsesorden som influenza og det er en vis trøst at børn og unge i meget højere grad går ram forbi. Det betyder ikke at der ikke er masser af alvorlig sygdom og tragiske dødsfald forbundet med den onde virus. Løsningen er ikke at standse al aktivitet for kun at adresse denne ene svøbe – og 3 ugentlige test på samtlige borgere eller hvad Mæhte nu kan finde på er astronomisk dyrt og vil finde et hav af falsk positive. Det er stadig forkert (Helsinki!) at tvinge folk til at underkaste sig diagnostiske indgreb eller medicinsk behandling hvad enten denne er eksperimentel eller ej – også selvom der havde været tale om en farlig sygdom!
Hold dig på passende afstand af andre mennesker, især når du er fuld af snot og hoste. Overvej om tidlig behandling måske er en bedre løsning fremfor et tvungent medicinsk forsøg på hele verdens behandling. Mener du at være i særlig høj risiko kan profylaktisk behandling endda overvejes, hvis du endnu ikke føler dig tryg ved hastigt udviklede vacciner der i sagens natur er forbundet med usikkerhed mht langtidseffekter – gunstige og ugunstige. Det burde være helt ukontroversielt at anerkende den manglende viden og at nogle derfor vil have en vis uvilje mod vaccination af hele landets, eller for den sags skyld, verdens befolkning.
Herhjemmefra er der grund til at gentage Christian Bjørnskovs afslutning fra indlægget her:
At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.
Jeffrey Tucker på AIER om alle de steder der begynder at løsne kvælertaget på befolkningen en lille smule…
En forfatning eller en grundlov som ikke bliver respekteret eller håndhævet er ikke det papyrus værd, teksten er skrevet på. Politikerbyrden har ikke gode intentioner og er ikke i stand til at afgøre hvad der er bedst for andre mennesker og regne kan de heller ikke. Når folk indser at der kun henvises til grundlovsmæssige detaljer når det passer ind i propagandaen, men ellers er man ligeglad, begynder de – måske – at løfte hovedet. Hvis der ikke er modstand bliver det kun værre.
En gennemgang (20 minutter) af data og den manglende gunstige effekt af diverse myndigheds overgreb. ‘Korrektionen af markedsfejlen’ er endnu engang værre end at lade folk selv reagere. Eller med andre ord: Kuren er værre end sygdommen.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
