Kategori: Økonomi

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Er mere regering løsningen på al dårskab?

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Om mennesker og frivillige handlinger

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Says lov

…er en af de mest fundamentale og vigtige naturlove.

Men hvad siger Says lov egentlig? At man nødvendigvis må producere før man kan forbruge. Begrebet manglende efterspørgsel, forstået som den samlede efterspørgsel, giver ikke mening. Efterspørgsel på varer og ydelser er uendelig og kun begrænset af vores evne til netop at producere. Jo mere vi producerer, desto mere kan vi forbruge – ikke bare ‘stuff’ men også kunst og kultur, og tid til at nyde den type produkter. Hvis din produktion er høj nok, kan du oven i købet dele ud af den til formål du finder prisværdige, og hjælpe andre som måske ikke er i stand til at klare sig selv.

Production is the creation of wealth (utility) and spending is the exchange of wealth while questions about who earns wealth (and how much – and why) pertain to the distribution of wealth; the consumption of wealth is not equivalent to demand but to the destruction of wealth (utility), the opposite of creating it (production). Demand is not equivalent to consumption; it’s a desire to purchase plus purchasing power (and the latter comes only from the creation of supply, or from the income one is paid for doing so). One cannot demand unless one first supplies(produces) something of value for offer to others in exchange for their goods. Markets are made by producers, not by consumers qua consumers (because consumption is the destruction of wealth, or utility).

Læs hele artiklen her på AIER.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Krig! – og privat forsvar.

Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.

Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.

Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?

For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.

Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Hoppe – Private production of defense
Tannehill – Market for Liberty
Murphy (video) – Market for Military Defense

Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...

Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her…
Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.

Statens sundhed er krig. Og den skal nok skaffe sig en krig på den ene eller den anden måde, sålænge vi accepterer dens eksistens. Hvad enten det er en kold krig, en varm krig, en krig mod ‘stoffer’, en krig mod klima-ændringer eller en krig mod fattigdom. Hver krig er anledning til at lidt mere magt fjernes fra privatsfæren og deponeres hos statsmagten. Det er tydeligst i store, magtfulde stater, men også i mindre, totalitære stater.

Statens Anatomi fås her på dansk – 37,50

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Spontan orden på vers

Russ Roberts (econtalk) har begået et glimrende digt om den spontane orden der opstår som følge af menneskers ukoordinerede aktivitet. Den usynlige hånd som Adam Smith kaldte fænomenet, har skabt et overflødighedshorn af varer og ydelser, kunst og kultur indbefattet. Det er fjernt fra forestillingen om at økonomien er noget der kan styres, hvis blot kaptajnen er dygtig nok og matroserne gør hvad de får besked på.

Se animationen her på linket og lyt til Roberts fremsige det.

Tuttle tvillingerne og den mirakuløse blyant er en anden illustration af koordination og samarbejde der foregår uden central styring. Køb den her i butikken og læs den med dine børn!

Udgivet i af

Moderne fascisme

Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.

Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.

De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.

Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.

Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)

Udgivet i af — 1 kommentar

Gods, guld og stråmænd

På Café Hayek skrev Don Boudreaux før jul om en stribe stråmænd der types tærskes til døde, når det frie marked skal slagtes.

Markedsøkonomi betyder ikke at penge er det eneste man kerer sig om. Tværtimod, så forstår ordentlige økonomer bedre end de fleste af folk har en dyb interesse i at afveje penge overfor ikke-pekuniære goder. I sidste ende er penge netop kun noget ‘værd’ fordi de kan byttes for ikke-pekuniære goder.

Markedsøkonomi betyder ikke at verden ville være perfekt hvis vi blot slap for indblanding fra staten (laissez-faire). Selv i det bedst fungerende marked vil der være firmaer der går fallit og folk der mister arbejde. Statsindblanding i denne process vil give anledning til stadigt flere problemer end de statens repræsentanter hævder at ville løse.

Markedsøkonomi betyder ikke at forbrugere, investorer og iværksættere har komplet indsigt og aldrig tager fejl eller ikke kan udvise uansvarlig adfærd. Intet kan eliminere dette træk ved mennesket og statens forsøg på at ‘skærme’ individer fra denne realitet vil kun gøre dem mindre indsigtfulde og ansvarlige.

Markedsøkonomi betyder ikke at der er perfekt konkurrence eller at priser, lønninger og renter justeres øjeblikkeligt.

Markedsøkonomi betyder ikke at alle fremmede stater undlader at belægge varer med told eller subsidiere (‘egen’) industri der har effekter i hjemlandet.

Markedsøkonomi betyder ikke at folk der har mistet arbejde øjeblikkeligt finder nyt til samme eller højere løn.

Markedsøkonomi betyder ikke at skattelettelser betragtes som en mirakelkur eller at skattelettelser skal gennemføres uafhængigt af statens spenderen.

Markedsøkonomi betyder ikke at værdien af arbejde nedvurderes eller at mange ikke finder både mening og værdighed i deres arbejde. Alligevel fastholdes det især at produktion går forud for forbrug og værdien af arbejde og anden produktion ligger i, hvor meget det kan øges folks mulighed for forbrug (inklusive ydelser, ‘kultur’ og anden fritidsaktivitet – ikke kun ‘stuff’). Markedsøkonomi indebærer, i en verden af knaphed, at arbejde blot for arbejdets skyld er sløseri med ressourcer…

Som det sidste punkt anføres det at man ikke skal blande sig i koret af falske stemmer der messer om, at det meste af verdenen de sidste 4 årtier har været præget af laissez-faire politik. For ca 40 år siden blev nogle skatter og afgifter reduceret, nogle aktiviteter blev løsnet lidt under statens åg og soviet kommunisme og maoisme gik støvets gang. Men staten har forblevet langt fra en minimal-stat eller natvægter-stat. Der er stadig masser af forhindringer, immigrationskvoter og stater fortsætter med at beslaglægge og uddele op mod en fjerdedel af BNP (i US – i DK er det næsten dobbelt så slemt…)

https://data.oecd.org/chart/5NHc
Tax revenue is defined as the revenues collected from taxes on income and profits, social security contributions, taxes levied on goods and services, payroll taxes, taxes on the ownership and transfer of property, and other taxes. Total tax revenue as a percentage of GDP indicates the share of a country’s output that is collected by the government through taxes. It can be regarded as one measure of the degree to which the government controls the economy’s resources. The tax burden is measured by taking the total tax revenues received as a percentage of GDP. This indicator relates to government as a whole (all government levels) and is measured in million USD and percentage of GDP.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvad er prisen på sygdomsydelser?

Ingen ved det – i et oftest uigennemsigtigt system af offentlig finansiering (tvang) og forsikring (skævvreden prisstruktur) fuldt af perverse tilskyndelser.

Ugens EconTalk havde besøg af Keith Smith, grundlægger af Oklahoma Surgery Center, der har formået at levere rigtige ydelser til folk der betaler med deres egne penge. Ydelser der er mange! gange billigere end ‘not-for-profit’ hospitalers – til gengæld er kvaliteten i orden!

Hele samtalen varer lidt over en time og anbefales varmt hvis man har interesse for levering af sundhedsydelser. Find den her. På EconTalk hjemmesiden er der et transkript hvis du hellere vil læse…scroll ned

Der diskuteres bl.a. de ekstremt perverse tilskyndelser, hvor mellemhandlere belønnes efter hvor stort et afslag i prisen de kan ‘skaffe’, hvilket fører til listepriser der er absurd høje. Mange grupper smøres undervejs i den proces og bidrager til at underminere det gode læge-patient forhold. Fraværet af rigtige priser forhindrer konkurrence og dermed at ydelser bliver tilgængelige for for flere mennesker, samtidig med at kvaliteten bevares. Den monumentalt vigtige betydning af rigtig prisdannelse er udførligt beskrevet i Ludwig von Mises mesterværk Human Action (kapt. 16 i Scholar’s Edition). Direkte link her.

Som alle andre ydelser, er sundhedsydelser ikke noget man har ‘ret’ til. Nogen skal producere dem og levere dem – til en pris som kunderne kan og vil betale. Som alle andre vigtige områder for menneskers velfærd er det om at holde planøkonomi og centralstyring væk, hvis vi ønsker mest muligt af denne ydelse til den bedste pris.

I US er alternativer til det etablerede, dysfunktionelle system på fremmarch.
Der findes en organisation for behandlere på et frit marked:
Free Market Medical Association
Mere om Direct Primary Care her:
https://dpcnation.org

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Alternativomkostninger ved atomfysik

Har ‘vi’ brug for en større partikelaccelerator? Muligvis.
Spørgsmålet er om sådan en skal finansieres af tvangsinddrevne midler (p.t. 137MDKK/år). CERNs budget for 2019 er på knap 1,5 mia CHF, eller ca 10MiaDKK.

Svaret på det retoriske spørgsmål er naturligvis Nej! Det skal det ikke. Politikere kan ikke vide hvad der er den bedste brug af ressourcer og kerer sig normalt ganske lidt om alternativomkostninger.

Sabine Hossenfelder påpeger begrænsningerne ved den ellers bemærkelsesværdigt succesrige reduktionistiske model.
http://backreaction.blogspot.com/2019/10/has-reductionism-run-its-course.html
Russ Roberts havde fornyligt et interview med Hossenfelder som interesserede kan finde her: econtalk – lyt til den her (også transcript tilgængeligt).

Personligt synes jeg at der burde bruges flere ressourcer på f.eks. atomfysik, astrofysik og energiproduktion. Og også på opera (ikke alle operaer!). Men mine personlige præferencer giver mig ikke ret til at gå ind til naboen og hente ressourcer til at opfylde mine mål. Heller ikke selv om jeg kan få nogle flere med på den galej og vi rotter os sammen, udpeger en person vi kalder skatteminister og erklærer at skatteministeren og hens lakajer kan hente ressourcer hos min nabo, uden dennes samtykke. Det er simpelthen et overgreb på ejendomsretten og moralsk forkert.

Det andet problem er at propagandaministeren og hens lakajer ikke er i stand til at afgøre, hvor meget der er den ‘rigtige’ mængde ressourcer at kaste efter forskning i atomfysik – det har ikke noget at gøre med hendes CV – hvor beskedent det end kan forekomme. Derimod handler det om at et offentligt system ikke er i stand til at afgøre hvor meget befolkningen ønsker af atom-forskning på bekostning af mavedans, bedre æblesorter, mere fritid eller hvad det nu måtte være. Økonomien er ikke et rumskib der kan overvåges eller styres – men summen af utallige interaktioner mennesker imellem. Foregår disse frivilligt ved vi at der er tale om gevinst for de involverede parter og der skabes mere værdi som f.eks. kunne bruges på forskning. Når man kan tvinge sig til andre menneskers ejendom er der mere tilbøjelighed til at spendere hovedløst, og kan man oven i købet opnå fordele ved at uddele andre folks midler, er tilskyndelsen mildt sagt uhensigtsmæssig. Medmindre, selvfølgelig, vores ‘fælles’ ressourcer bestyres af engle. Hint: Det er ikke tilfældet.