Udgivet i Skriv en kommentar

Utilsigtede konsekvenser

Otto Brøns-Pedersen om utilsigtede konsekvenser på punditokraterne – han er ikke den første der benytter sig af Bastiats histore, men moralen kan ikke påpeges for ofte.

Med henvisning til Bastiats fabel on det knuste vindue udpegede Henry Hazlitt et karakteristikum der adskiller den gode økonomiske tænkning fra den knap så gode: Evnen til at se konsekvenserne af en handling ikke bare for de aktører der umiddelbart er involveret i en begivenhed, men for alle grupper. Et væsentligt element her er alternativomkostningerne – det man bruger på at reparere det knuste vindue giver godt nok ‘arbejde’ og ‘aktivitet’ til glarmesteren, men de ressourcer der bruges på vinduet kan ikke bruges på det sæt tøj, som ejeren af vinduet havde tænkt sig at bruge hos skrædderen. I stedet for at have et intakt vindue og et sæt tøj, står bageren tilbage med et tilsvarende vindue, fattigere, og uden det sæt tøj han havde i tankerne.

Forestillingen om at verden bliver rigere af al den aktivitet, der følger af genopbygning efter destruktion må ganske enkelt erklæres for forkert.

Henry Hazlitt skriver klart og koncist (på engelsk) om en række fænomener med udgangspunkt i denne simple indsigt (som desværre så ofte undslipper folks, især politikeres opmærksomhed) i Economics in One Lesson. Du kan læse lidt af de første kapitler her på dansk – og hele værket som ikke er svært, men påfaldende aktuelt, alderen til trods, her på engelsk. -Stærkt anbefalelsesværdig!

Når du så er færdig og appetitten efter mere Frédéric Bastiat er pirret – så find et andet grundlæggende værk om hvad Lov egentlig er her på dansk. Det er så vigtigt et emne så dine børn bør lære om det også – og til det kan du købe historien om Tuttle Tvillingerne og loven, baseret på Bastiats tekst, også her på stedet.

Cover
Udgivet i Skriv en kommentar

MMT – hvad er det (ikke)?

Jeff Deist skriver på Mises om Modern Monetary Theory – hvilket der er behov for, i en tid hvor herskerne tilsyneladende tror at værdi ‘opstår’ af sig selv lige som lommeuld, og dels tror at de har ret til at uddele andre folks ressourcer via tvangsomfordeling.

Det har de ikke ret til, naturligvis.

Deist nævner tre ting:

MMT er ikke moderne eftersom enevældige herskere i gennem århundreder har udnyttet deres monopol, og skrællet noget af det værdifulde metal af mønter og erstattet med metal af ringere værdi

MMT er ikke ‘monetær’ men snarere finanspolitik med fokus på beskatning som middel til at skrue på (skævvride) den økonomiske aktivitet.

MMT er ikke en teori, men bogholderi-fiksfakseri der lader tro at statslige underskud repræsenterer private overskud. Regnskabet viser således mere og mere ‘rigdom’ jo mere regeringen spenderer.

På denne forunderlige måde bliver regeringen det, der ‘finansierer’ befolkningen, ikke omvendt, eftersom pengene manifesterer sig på magisk vis på regeringens kommando.

Penge kan imidlertid ikke købe noget der ikke er produceret – Says lov gælder hvad enten regeringer vil det eller ej. Produktion går nødvendigvis forud for forbrug, og ingen regering kan ændre på dette.

Bob Murphy har grundigere kritik af en ny bog der plæderer for MMTs fortræffeligheder (fortrædeligheder) – læs den her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Vil de rigtige blive draget til ansvar?

Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.

De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.

Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet (eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.

Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.

For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Udgivet i Skriv en kommentar

Mindre er mere…

Tilbage i marts måned, dengang verden endnu beskæftigede sig med andet end smittetryk, gjorde Otto Brøns-Pedersen opmærksom på, at vi ikke får mere af det han kalder kerneydelser, selvom vi kaster flere penge i gabet på uhyret. Han diskuterer ‘kollektive goder’ – almindeligvis forstået som noget ‘markedet’ har svært ved at levere. Forsvaret anses for et standardeksempel; naboens ‘forbrug’ af forsvar begrænser typisk ikke mit forbrug, og det kan være svært at se hvordan man skulle få private til at levere forsvar. Det nævnes at begge forudsætninger kan diskuteres, men det er ikke genstanden for indlægget. (Man kan evt se mere her om markedsfejl og her om privat forsvar.)

Derimod gås der i kødet på alt det som politikere hævder at ville levere, for den enorme andel af landets BNP de tilraner sig. Figuren på punditokraterne afslører at de danske politiker bruger en meget stor andel på at levere private goder (karakteriseret ved at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af brugeren). Politikere er ikke en gudsbenådet race, der uegennyttigt træffer de rigtige beslutninger for borgerne – og derfor bliver den produktion der foranlediges af politikere mindre værdifuld end hvis folk selv havde fået lov at bestemme over deres egne ressourcer.

Fra indlægget:

Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.

Så både ud fra et nyttemæssigt synspunkt, men først og fremmest ud fra et moralsk synspunkt, er det forkert at overlade økonomisk ‘råderum‘ til politikere. De kan ikke, de har ikke ret til, og de vil misbruge den magt.

Løsningen er derfor at politikerbyrden skal have mindre at dele ud af og i stedet overlade beslutningerne og betalingsviljen til folk selv, udenom det bureaukratiske fedtlag. Hvis et område er betydningsfuldt er det særligt vigtigt at holde politikernes grådige fingre fra fadet.

Lad os starte med at fjerne 3 vigtige områder fra statens ‘portefølje’: Uddannelsessystemet, social-og sygdomssystemet, og pengesystemet.

Jo mindre vi lader staten bestemme over vores liv, herunder den del der omhandler økonomisk aktivitet, desto mere får vi ud af det.

Less is more…

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvem vælger vindere?

Vindere her i betydningen firmaer, industrier, sektorer. Og så ‘vælger’ – altså på den bedste måde…dvs uden brug af tvang, vold eller trusler. Det er en kompliceret affære. Fordi ingen kan overskue alle de muligheder der findes eller alternativomkostningerne ved de valg der træffes – som Hayek beskrev, her på dansk. Heldigvis har vi en fantastisk mekanisme der hjælper os med at finde – ikke den perfekte løsning, for den findes ikke – men den mindst ringe løsning. Den mekanisme er det frie marked – og findes oven i købet beskrevet på vers.

Når regeringer forsøger sig med at skaffe sig genvalg ved at love ‘folket’ at beskytte kritiske sektorer, industrier, firmaer eller frisører, så er det måske(!) drevet af manglende indsigt, måske er der tale om bevidst manipulation, magtbegær (nej, dét kan det ikke være), eller noget helt syvende.

Som Donald Boudreaux beskriver det her, er det imidlertid en ganske vanskelig mission at skulle udpege den kritiske funktion som skal beskyttes (mod konkurrence ‘udefra’, svigtende efterspørgsel, tørke, oversvømmelse, skadedyr, erosion, vulkanudbrud, meteornedslag eller lignende).

Lad os blot tage fødevarer som eksempel. Hvilke fødevarer skal udnævnes til at være værdige til særlig beskyttelse? Chokolade? Lys eller mørk? Brød? Æg? Kun de økologiske? Hvad så med foderet til hønsene der skal lægge æggene? Lastbilerne der skal transportere foderet til æggeproducenterne, og den anden vej til detailhandelen? Fabrikken der producerer reservedele der er nødvendige for at lastbilerne kan køre på vejene. Asfalten til at vedligeholde slidlaget på vejene. Brændstof til lastbilerne, varme til husene chaufførerne bor i, strøm til vaskemaskinerne som sørger for at tøjet er nogenlunde rent, renovationsarbejderne der fjerner affaldet så chaufføren kan komme til sit løbehjul, der skal føre ham til stedet hvor lastbilen bliver serviceret så den er klar til næste tur, osv. osv. osv. Hele det netværk, ikke en kæde, men et netværk af forbundne forsyningsveje er alle nødvendige for at et samfund, der er så rigt, at vi har råd til at betale folk for at blive dygtige til at spille guitar, panfløjte eller fodbold, kan fungere. Og vi har regeringer, ikke kun her i landet, der tror at de kan afgøre hvad der er kritiske, industrier…Ikke nok med det, de bilder sig ind at de har ret til at påbyde folk i ‘ikke-kritiske’ jobs at standse produktionen.

Disse politikere trænger til oplysning på et introduktionsniveau. Dels hvad angår formålet med lov, dels med hensyn til hvor kompliceret ‘økonomien’ er. Økonomien er ikke et rumskib som blot skal have den rigtige kaptajn, men betegnelsen for utallige udvekslinger af varer og andre ydelser imellem individer; politikere kan kun gå i vejen – og det gør de så.

De fleste medlemmer af politikerbyrden har stadig muligheden – se operation OMF for at læse om hvad lov er – både i Bastiats udgave og i et børnevenligt format.

DU kan læse om hvad staten er for en størrelse og hvorfor vi ikke skal lade dens repræsentanter bestyre nogle af vores ressourcer overhovedet (medmindre vi frivilligt afgiver midler til specifikke formål…) i Statens Anatomi.

Find børnebogen om det mirakuløse marked, baseret på Leonard Reads I, Pencil her:

Markedsmiraklet
Miraklet
Udgivet i 1 kommentar

‘Markedsfejl’ berettiger ikke statslige indgreb

Den udmærkede podcast regelstaten havde for nylig en timelang diskussion af såkaldte ‘markedsfejl’ på programmet. Udgangspunktet er at ‘markedet’ fejler i forhold til at skaffe det ‘optimale’ udkomme for økonomisk aktivitet. Fejler i betydningen afviger fra det ‘perfekte marked’ som de fleste vist er enige om er en utopi. Flere interessante ting kom for dagen om, hvordan nogle økonomer tænker sig at en særligt udvalgt skare er i stand til afskaffe disse fejl og bringe udkommet tættere på det optimale (for hvem?). Dette må imidlertid også betragtes som en utopi. Jeg tror ikke deltagerne i diskussionen vil anfægte at markedet ikke er perfekt, at mennesker ikke er perfekte, at ingen mennesker besidder guddommelig alviden eller er beåndet med engleagtig velvilje rettet mod deres medmennesker. Der henvises til sentensen om at al magt korrumperer – total magt korrumperer totalt og til den indsigt public choice teorien har forsynet os med, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hvis blot de rigtige, gode, mennesker fik lov til at bestemme over andre – men kun på ganske bestemte områder, så ville vi have en bedre verden. Det forstås at staten skulle have dette (magt)monopol, til vores alle sammens bedste.

Det er på den baggrund svært at forstå at hvordan den ‘løsning’ skulle være bedre end frivillige tiltag til at begrænse de uønskede effekter af den uperfekte verden vi befinder os i. Markedet ‘begår’ ikke fejl, markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når den proces foregår frivilligt er det et udtryk for at alle deltagerne finder situationen efter udvekslingen bedre end før, men ikke at tilværelsen nu er blevet ‘perfekt’. Ja, der kan forekomme såkaldte eksternaliteter hvor personer der ikke deltager i en udveksling, bærer en del af omkostningerne for en eller flere af deltagerne. Der er ingen grund til at tro at den situation bliver anderledes fordi staten blander sig, blot bliver det andre personer der udpeges til at være ofre.

Hvis du er interesseret i at forstå begrebet ‘markedsfejl’ vil jeg foreslå du først ser denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min).

For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.

Hvis du er interesseret i et lidt mere punchy take på de sociale omkostninger staten påfører os alle sammen (her mest i amerikansk kontekst, men du kan sikkert selv finde analoge eksempler herhjemme!) – kig på denne video med Keith Knight (10 min).

Således bevæbnet er man lidt bedre rustet til Regelstaten episode 7, som du kan finde her.
Selvom corona-trætheden er ved at være massiv og jeg egentlig havde besluttet ikke at nævne det denne gang, så vil jeg alligevel påpege at der røg en finke af panden i løbet af podcasten. Hvornår man (nogle) vil overveje at acceptere ‘beskyttende’ statslige indgreb, kunne hænge sammen med hvor f a r l i g t det, vi skal beskyttes imod er, mistænkes at være eller opfattes at være. I samtalen sidestilles (ok, kun næsten) det at blive åndet på, med en dødsdom eller en dødstrussel – hvilket ikke er tilfældet (det tror jeg heller ikke de faktisk mener i podcasten). Det illustrerer blot hvor stor slagkraft propagandaen har…

Et samfund der overlader en overvældende andel af ressourcerne til en central myndighed er fattigere og mindre modstandsdygtig overfor de ulykker der er en del af tilværelsen, menneskeskabte eller ej, end et samfund med mere decentral distribueret autonomi. Tvang og trusler gør ikke folk mere produktive.
Det farlige er imidlertid at tro at staten kan eller vil beskytte os mod alskens ulykker…

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø

Forestillingen om at vores hersker og beskytter rent faktisk hersker og beskytter, for ikke at tale om kan herske og beskytte os er desværre udbredt. Den er også forkert. Mettemord kan ikke, selv ikke med hjælp fra de dygtigste, mest upartiske, neutrale, fejlfrie, velmenende, selvudslettende og uegennyttig embedsmænd afgøre hvad der er den rigtige strategi for hver enkelt dansker. Hvad mere er hun har ingen ret dertil. At folk flest accepterer dekreter om at indstille værdiskabende aktivitet og gå i dvale på ubestemt tid, indtil Mettemord og hendes lakajer finder det passende at lukke os ud af husarresten, er en hyldest til årtiers systematisk indsats i det propagandaapparat der går under betegnelsen ‘uddannelsessystemet‘.

Vi bor i et ganske rigt land, med betydelig kapital og kan derfor klare os en vis tid, før hylderne er tomme. Selv når produktion forbydes. ‘Essentielle’ sektorer er ganske vist friholdt produktionsforbudet, men i en avanceret økonomi er spindelvævet imellem diverse industrier ganske kompliceret, og det job Mettemord ikke lige finder essentielt er måske det job der forsyner en familie med tag over hovedet og mad på bordet.

Anderledes er det i lande hvor fattigdom stadig er et vilkår, og hvor stop for den daglige produktion er ensbetydende med sult. Rigtig sult. Forhåbentlig kommer det ikke dertil her.

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø. Nogle mennesker dør som følge af en virusinfektion. Det må nok betragtes som et trist faktum; ganske mange endda, f.eks i New York, selvom det værste måske(!) er overstået. Mettemord hævder hun vil (og kan) forhindre dette, men bagsiden af medaljen er at andre mennesker dør. Disse er noget vanskeligere at erkende og får derfor knap så meget opmærksomhed. Dertil kommer det voldsomme indgreb i befolkningens liv og frihed til at afgøre, hvordan man bedst forholder sig, beskytter sig selv og sine nærmeste, samt andre mennesker. Bevisbyrden der skal løftes for at forbyde folk at passe deres eget liv bør være meget tung – ikke blot baseret på højst usikre prognoser, om potentielle ulykker. Man kan rådgive, opfordre, med passende forbehold for den manglende viden, som de overraskende nok har forsøgt sig med på den anden side af Øresund. Se også interview med Johan Giesecke her.

Vrangforestillingen om, at regeringen bare kan uddele penge (300 milliarder i ‘hjælpepakker’) til folk, der ikke længere (må) producere(r), er gift for samfundet og betyder endnu en økonomisk belastning for nuværende og fremtidige generationer (husk at penge ikke er alt). De voldsomme overgreb på individuelle frihedsrettigheder lover ikke godt for fremtiden. Frihed til at bestemme over egne ressourcer er en nødvendig betingelse for at tilvejebringe den rigdom, som skal gøre os i stand til at håndtere fremtidige, og måske mere alvorlige epidemier – planøkonomi kan ikke hjælpe, heller ikke med prisen på ‘et liv’.

Glem ikke hvad staten er for en størrelse.

Udgivet i 1 kommentar

nudge nudge…

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII

Udgivet i Skriv en kommentar

Om ulve og miljøet – og hvorfor ejendomsret er altafgørende

…og økonomi.

Michael Munger skriver på AIER om transaktionsomkostninger og bruger opformering af ulvebestand i det vestlige USA som et eksempel på en måde at udnytte respekt for ejendomsret til at opnå ‘miljøforbedringer’.

Et andet spændende eksempel på vores begrænsede forståelse blev jeg opmærksom på via Russ Roberts’ Econtalk (podcast) som for nylig havde besøg af Isabella Tree . På Knepp Castle Estate (som jeg gerne vil besøge når Mettemord løfter husarresten) har de efter årtier med fejlslagen landbrug, der trods tvangsoverførsler fra andre EU-borgere aldrig fungerede, lagt strategien helt om og (dog stadig med tilskud!) med ekstensiv pleje og indførsel af større dyr opnået en genopstandelse af en fantastisk biodiversitet. Dog har de (endnu?) ikke indført rovdyr, det ER en relativt lille ejendom i Sydengland, der arealmæssigt ikke er i nærheden af de store amerikanske naturparker.

Pointen er at forestillingen om at ‘vi‘ har forstået den ekstremt komplekse verden omkring os, og derfor at dette royale vi kan, og bør!, dirigere rundt med os andre, der ikke ved hvad der er bedst for selv, er fejlagtig. Mere regering er årsagen – ikke løsningen – til dårskab.

Udgivet i 2 kommentarer

Hvem bestemmer over dit liv?

Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)

De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.

Men der tager vi fejl…Den sociale kontrakt eksisterer ikke.

Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).

Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.

DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.