Kategori: Økonomi

Udgivet i af

Moderne fascisme

Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.

Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.

De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.

Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.

Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)

Udgivet i af — 1 kommentar

Gods, guld og stråmænd

På Café Hayek skrev Don Boudreaux før jul om en stribe stråmænd der types tærskes til døde, når det frie marked skal slagtes.

Markedsøkonomi betyder ikke at penge er det eneste man kerer sig om. Tværtimod, så forstår ordentlige økonomer bedre end de fleste af folk har en dyb interesse i at afveje penge overfor ikke-pekuniære goder. I sidste ende er penge netop kun noget ‘værd’ fordi de kan byttes for ikke-pekuniære goder.

Markedsøkonomi betyder ikke at verden ville være perfekt hvis vi blot slap for indblanding fra staten (laissez-faire). Selv i det bedst fungerende marked vil der være firmaer der går fallit og folk der mister arbejde. Statsindblanding i denne process vil give anledning til stadigt flere problemer end de statens repræsentanter hævder at ville løse.

Markedsøkonomi betyder ikke at forbrugere, investorer og iværksættere har komplet indsigt og aldrig tager fejl eller ikke kan udvise uansvarlig adfærd. Intet kan eliminere dette træk ved mennesket og statens forsøg på at ‘skærme’ individer fra denne realitet vil kun gøre dem mindre indsigtfulde og ansvarlige.

Markedsøkonomi betyder ikke at der er perfekt konkurrence eller at priser, lønninger og renter justeres øjeblikkeligt.

Markedsøkonomi betyder ikke at alle fremmede stater undlader at belægge varer med told eller subsidiere (‘egen’) industri der har effekter i hjemlandet.

Markedsøkonomi betyder ikke at folk der har mistet arbejde øjeblikkeligt finder nyt til samme eller højere løn.

Markedsøkonomi betyder ikke at skattelettelser betragtes som en mirakelkur eller at skattelettelser skal gennemføres uafhængigt af statens spenderen.

Markedsøkonomi betyder ikke at værdien af arbejde nedvurderes eller at mange ikke finder både mening og værdighed i deres arbejde. Alligevel fastholdes det især at produktion går forud for forbrug og værdien af arbejde og anden produktion ligger i, hvor meget det kan øges folks mulighed for forbrug (inklusive ydelser, ‘kultur’ og anden fritidsaktivitet – ikke kun ‘stuff’). Markedsøkonomi indebærer, i en verden af knaphed, at arbejde blot for arbejdets skyld er sløseri med ressourcer…

Som det sidste punkt anføres det at man ikke skal blande sig i koret af falske stemmer der messer om, at det meste af verdenen de sidste 4 årtier har været præget af laissez-faire politik. For ca 40 år siden blev nogle skatter og afgifter reduceret, nogle aktiviteter blev løsnet lidt under statens åg og soviet kommunisme og maoisme gik støvets gang. Men staten har forblevet langt fra en minimal-stat eller natvægter-stat. Der er stadig masser af forhindringer, immigrationskvoter og stater fortsætter med at beslaglægge og uddele op mod en fjerdedel af BNP (i US – i DK er det næsten dobbelt så slemt…)

https://data.oecd.org/chart/5NHc
Tax revenue is defined as the revenues collected from taxes on income and profits, social security contributions, taxes levied on goods and services, payroll taxes, taxes on the ownership and transfer of property, and other taxes. Total tax revenue as a percentage of GDP indicates the share of a country’s output that is collected by the government through taxes. It can be regarded as one measure of the degree to which the government controls the economy’s resources. The tax burden is measured by taking the total tax revenues received as a percentage of GDP. This indicator relates to government as a whole (all government levels) and is measured in million USD and percentage of GDP.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hvad er prisen på sygdomsydelser?

Ingen ved det – i et oftest uigennemsigtigt system af offentlig finansiering (tvang) og forsikring (skævvreden prisstruktur) fuldt af perverse tilskyndelser.

Ugens EconTalk havde besøg af Keith Smith, grundlægger af Oklahoma Surgery Center, der har formået at levere rigtige ydelser til folk der betaler med deres egne penge. Ydelser der er mange! gange billigere end ‘not-for-profit’ hospitalers – til gengæld er kvaliteten i orden!

Hele samtalen varer lidt over en time og anbefales varmt hvis man har interesse for levering af sundhedsydelser. Find den her. På EconTalk hjemmesiden er der et transkript hvis du hellere vil læse…scroll ned

Der diskuteres bl.a. de ekstremt perverse tilskyndelser, hvor mellemhandlere belønnes efter hvor stort et afslag i prisen de kan ‘skaffe’, hvilket fører til listepriser der er absurd høje. Mange grupper smøres undervejs i den proces og bidrager til at underminere det gode læge-patient forhold. Fraværet af rigtige priser forhindrer konkurrence og dermed at ydelser bliver tilgængelige for for flere mennesker, samtidig med at kvaliteten bevares. Den monumentalt vigtige betydning af rigtig prisdannelse er udførligt beskrevet i Ludwig von Mises mesterværk Human Action (kapt. 16 i Scholar’s Edition). Direkte link her.

Som alle andre ydelser, er sundhedsydelser ikke noget man har ‘ret’ til. Nogen skal producere dem og levere dem – til en pris som kunderne kan og vil betale. Som alle andre vigtige områder for menneskers velfærd er det om at holde planøkonomi og centralstyring væk, hvis vi ønsker mest muligt af denne ydelse til den bedste pris.

I US er alternativer til det etablerede, dysfunktionelle system på fremmarch.
Der findes en organisation for behandlere på et frit marked:
Free Market Medical Association
Mere om Direct Primary Care her:
https://dpcnation.org

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Alternativomkostninger ved atomfysik

Har ‘vi’ brug for en større partikelaccelerator? Muligvis.
Spørgsmålet er om sådan en skal finansieres af tvangsinddrevne midler (p.t. 137MDKK/år). CERNs budget for 2019 er på knap 1,5 mia CHF, eller ca 10MiaDKK.

Svaret på det retoriske spørgsmål er naturligvis Nej! Det skal det ikke. Politikere kan ikke vide hvad der er den bedste brug af ressourcer og kerer sig normalt ganske lidt om alternativomkostninger.

Sabine Hossenfelder påpeger begrænsningerne ved den ellers bemærkelsesværdigt succesrige reduktionistiske model.
http://backreaction.blogspot.com/2019/10/has-reductionism-run-its-course.html
Russ Roberts havde fornyligt et interview med Hossenfelder som interesserede kan finde her: econtalk – lyt til den her (også transcript tilgængeligt).

Personligt synes jeg at der burde bruges flere ressourcer på f.eks. atomfysik, astrofysik og energiproduktion. Og også på opera (ikke alle operaer!). Men mine personlige præferencer giver mig ikke ret til at gå ind til naboen og hente ressourcer til at opfylde mine mål. Heller ikke selv om jeg kan få nogle flere med på den galej og vi rotter os sammen, udpeger en person vi kalder skatteminister og erklærer at skatteministeren og hens lakajer kan hente ressourcer hos min nabo, uden dennes samtykke. Det er simpelthen et overgreb på ejendomsretten og moralsk forkert.

Det andet problem er at propagandaministeren og hens lakajer ikke er i stand til at afgøre, hvor meget der er den ‘rigtige’ mængde ressourcer at kaste efter forskning i atomfysik – det har ikke noget at gøre med hendes CV – hvor beskedent det end kan forekomme. Derimod handler det om at et offentligt system ikke er i stand til at afgøre hvor meget befolkningen ønsker af atom-forskning på bekostning af mavedans, bedre æblesorter, mere fritid eller hvad det nu måtte være. Økonomien er ikke et rumskib der kan overvåges eller styres – men summen af utallige interaktioner mennesker imellem. Foregår disse frivilligt ved vi at der er tale om gevinst for de involverede parter og der skabes mere værdi som f.eks. kunne bruges på forskning. Når man kan tvinge sig til andre menneskers ejendom er der mere tilbøjelighed til at spendere hovedløst, og kan man oven i købet opnå fordele ved at uddele andre folks midler, er tilskyndelsen mildt sagt uhensigtsmæssig. Medmindre, selvfølgelig, vores ‘fælles’ ressourcer bestyres af engle. Hint: Det er ikke tilfældet.

Udgivet i af

Økonomi for ikke-økonomer

Donald Boudreaux har et citat fra Mises’s Human Action der understreger ‘østrigerne’s syn på økonomi, som noget der vedrører alle i samfundet, som ikke behøver at være vanskeligt tilgængeligt, og som alle nødvendigvis må have et minimum af forståelse for, for at forstå hvad der foregår i samfundet.

Boudreaux præciserer at Mises ikke her taler om formelle studier af økonomi på højere niveau (eller dybere – i betydningen man har gravet sig så dybt ned i et hul, at kun et ganske lille udsnit af virkeligheden er inden for synsvidde…). Næh, det er basale begreber inden for økonomisk tænkning, som at ressourcer der allokeres til produktion af et bestemt gode, nødvendigvis indebærer at de ikke også kan anvendes til andet samtidigt. Erklærede hensigter er ikke det samme som resultater (WTF?!) og målet med økonomisk aktivitet er øget forbrug – ikke øget behov for arbejde.

Forbrug her betyder ikke nødvendigvis flere ‘ting’ – man kan også betyde ydelser der på anden måde hæver folks levestandard (tid med familie, venner, litteratur, musik, ren(ere) og behageligere omgivelser…

Forestillingen om at ‘vi’, ‘staten’ bare kan betale for endeløse behov ved at udstede love, befalinger, eller omfordele ressourcer fra nutidige eller kommende borgere er et eksempel på fraværet af økonomisk tænkning.

Mises mesterværk kan frit hentes fra Mises.org (direkte link findes her).

Man mistænker næsten at der er nogen der har en interesse i, at sørge for befolkningens generelle økonomiske analfabetisme…

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Kan genbrug ligefrem…skade miljøet?!

Det for nogle lidt overraskende svar er: Ja, det kan det faktisk. Og oftere end man umiddelbart skulle tro. Læs Michael Mungers artikel om hvordan det kan være.

Det grundlæggende princip også her, er, at hvis det kan ‘betale sig’ at genbruge så sørger iværksættere på et frit marked for at minimere spild af knappe ressourcer. Profit er signalet om, at her bruges ressourcerne mest effektivt. Det indebærer også at ikke-pekuniære gevinster tilgodeses – så som fornøjelsen ved rene og pæne omgivelser. Man skal holde sig alternativomkostningerne for øje også når det handler om genbrug. Giver det ‘mening’ at genbruge f.eks. glas? Det kommer an på hvad omkostningerne er ved at kassere brugt glas. De kan sættes kunstigt højt, typisk ved statsdikterede indgreb og kan medføre øget ressourceforbrug til indsamling, transport, rengøring, m.v. af genbrugsglasset, og som artiklen anfører, direkte øget forurening.

Det er klart at hvis ‘vi’ (det vil typisk sige ‘de andre’) nedsætter deres forbrug i al almindelighed vil ‘belastningen’ på omgivelserne blive mindre – med mindre det drejer sig om services som litteratur, musik eller spadsereture. Blot skal man ikke gå for hurtigt, for så stiger ens produktion af CO2…Hvor meget man får lov at respirere skal nok blive genstand for lovgivning og regelrytteri i fremtiden... Jo rigere et samfund er, desto større vil efterspørgslen også være på rene, pæne omgivelser og dermed tilskyndelsen til at producere varer og ydelser i overensstemmelse hermed.

Staten, derimod, dikterer blot et ‘niveau‘ op til hvilket enhver kan svine så meget man lyster, hvis man skaffer sig den nødvendige ’tilladelse’. Eller lyver bare om det som i Flint, Michigan. Adskillige byer har endnu højere blyforurening, hvilket er en ringe trøst.
Se mængden af gældende love og regler i DK vedrørende miljøet på retsinformation (det er kun de første 7 sider der lister gældende regler…).

Rothbard og Block har diskuteret hvordan privat ejendomsret vil bidrage til at nedbringe forureningsniveauet – blandt andet kunne man forestille sig at teknologi ville muliggøre en bedre identifikation af kilder til forurening, således at man bedre kan gøre krav gældende overfor personer der forurener ens ejendom.

Udgivet i af — 2 kommentarer

Frigør 144 mia kr og lad folk selv købe undervisning

Tom Woods har i episode 1477 besøg af Lawrence Ludlow, en tidligere gymnasielærer (i Michigan), der har en gruelig historie at fortælle om tilstanden i skolesystemet. Desværre er elendighederne i USA ofte et forvarsel om hvad der kommer her.

Historien illustrerer vigtigheden af få fjernet undervisning fra opgaverne vi tillader staten at ‘varetage’ – der kan frigøres 144 mia kr (2018) ud af et budget på 1.144 mia. Pengene skal forblive på borgernes private hænder så de kan betale for den uddannelse de mener at have brug for og råd til.

Dette skal ikke opfattes som et angreb på viden og lærdom, men det er bydende nødvendigt at genetablere forbindelsen mellem køber og sælger af den service der går under betegnelsen uddannelse. Hverken Mette eller Lars er i stand til at afgøre hvad andre skal lære – og heller ikke dette er en opgave for staten, der på ingen måde kan repræsentere folkets stemme.

Der er til gengæld behov for at tale med vores børn og hinanden om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre – og om hvad staten er for en grimrian når masken bliver revet af.

Tuttle tvillingerne lærer om loven – og om hvordan mennesker samarbejder uden at blive tvunget til det (det kaldes det frie marked). Køb børnebøgerne her! – og start med dine egne børn! – eller forær dem til venner og fjender!

Få Bastiats Loven for kun 37,50 her
Rothbards Statens Anatomi 37,50 her
køb flere og få rabat – del ud til venner og fjender!

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Unobtanium – endnu ikke opdaget…

Løftet om vedvarende energi er stadig ikke indfriet – og med mindre man går ind for samfundsomstyrtende fald i levestandarden sker det næppe inden for en kortere årrække. Wall Street Journal har et indlæg der beskriver de groteske omkostninger forbundet med dagens ‘grønne’ energi. Således kræver et ca 1/2 ton tungt batteri (der skal bortskaffes når det er udtjent) at der udvindes omkring 250 ton råmaterialer. Et benzin- eller dieseldrevet køretøj kan for en tiendedel (vægt af materialer) levere samme antal kilometer over batteriets ca 7 års levetid.

Til konstruktionen af en vindmølle medgår  900 ton stål, 2.500 ton beton og 45 ton plastik…

Hvis elektriske biler skal erstatte konventionelle vil behovet for kobolt og lithium stige mere end 20-fold. Heldigvis produceres 70% i Den ‘Demokratiske’ Republik Congo og 90% forarbejdes i Kina, så vi behøver ikke bekymre os om miljø, arbejdsforhold eller forsyningssikkerhed;)

Rapporten der citeres i artiklen kan læses her.