Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…) Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Produktion går forud for plyndring. Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov. Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.
Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med. Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism…
Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Data ‘taler’ ikke for sig selv. Uden et teoretisk fundament har observationer begrænset værdi, mest som bogholderi. Forestillingen om at økonomi er en ‘eksakt’ videnskab og om at økonomiske ‘data’ kan tale til os uafhængigt af det teoretiske apparat der appliceres på data er fejlagtig. Don Boudreaux skriver om det på econlib.
Når stat og visse store industrier slår pjalterne sammen er det ikke et frit marked, men ‘participatory fascism’. Det frie, eller uhindrede, marked er karakteriseret ved frivillige transaktioner der per definition stiller alle deltagere bedre – ellers ville de ikke indgå transaktionen. Jo mere uhindret markedet er, desto mere velstand skabes for borgerne. Praksis rimer med teorien.
Når det kommer til forbrugsmulighederne er der ganske få der har de helt store konti at øse fra. Det er selvfølgelig ikke deres egne ressourcer der leverer ‘dækning’ for de konti.
Det er ikke gavmildhed at tage fra Peter for at give til Poul. Det er bare plyndring. Det kan pakkes ind, men det ændrer ikke på det faktum at ingen bande retmæssigt kan tage fra nogle og give til andre.
Lov er retfærdig skrev Bastiat i 1849 – når lov bruges til andet end retfærdighed, degenererer samfundet og bliver til en kamp om at kontrollere lovgivning så man med legale midler kan tvinge sig til andres ejendom og herske over dem. Det bliver alles kamp mod alle.
Indbygget i den formulering ligger en præmis om, at det faktisk ER tyvens ejendom, han har blot ikke lagt hånd på den endnu. Som Christian Bjørnskov skriver på punditokraterne er der en udbredt opfattelse af at staten ‘mister’ indtægter, for eksempel ved grænsehandel, når borgerne forsøger at unddrage sig skattens skarpe klo. Nogle vil hævde at det jo blot er til vores allesammens bedste, men det er ikke tilfældet:
Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.
Ja, der er omkostninger ved nogle aktiviteter som bæres af andre end aktørerne selv, de såkaldte eksternaliteter, som nogle kalder markedsfejl, men tilsvarende fejl begås når statens repræsentanter sætter sig for at ‘korrigere’ markedsfejl, som regel med flere utilsigtede konsekvenser, som så kræver fornyet ‘korrektion’.
Den mindst ringe, omend særdeles uperfekte, måde at forbedre tilværelsen på er den uhindrede, frivillige udveksling af varer og ydelser. Se hvordan det kan lade sig gøre og tal med dine børn om markedets mirakuløse egenskaber i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant, baseret på Leonard Reads I, Pencil; køb den her:
John Stossel interviewer Matt Riddle om de 2.2 millioner døde der heldigvis ikke manifestererede sig:) Link (6 minutter)
Der er masser af situationer hvor man bør træffe sine egne beslutninger under indtryk af råd fra folk som har mere viden end en selv på et bestemt område. Det der karakteriserer eksperter er jo netop et indgående kendskab til et bestemt felt. Så når dimensionerne på spærrene der skal bære taget skal beregnes, foretrækker de fleste en der har forstand på materialer og byggehåndværk. Men når der skal træffes beslutninger som hvilke tiltag der er rimelige for at forsøge at undgå bestemte situationer, og disse tiltag indebærer tilvalg, fravalg, omkostninger, og ikke mindst alternativomkostninger så må man træffe sine egne beslutninger. Ikke forlade sig på at Englene kan løse problemerne ved et trylleslag.
Økonomer er eksperter på en anden type område. Økonomien er summen af talløse transaktioner mellem forskellige mennesker, med forskellige motiver og mål. Den er ikke et rumskib der kan styres af en pilot, en ekspertøkonom. I særlig grad er økonomen uegnet til at beslutte hvad der er ‘rigtigt’ for andre mennesker, ikke mindst fordi han oftest ikke selv skal bære konsekvensen af de råd der gives. Som det hedder på dansk: Han har ikke noget på spil. Men økonomen kan hjælpe med at udpege konsekvenser af handlinger og forskellige lovmæssige sammenhænge. F.x. Says lov, eller loven om udbud og efterspørgsel, eller lov om den aftagende marginale nytte.
Videnskab er (også) eksperter der er uenige, anlægger forskellige fortolkninger af de samme data, har forskelligt teoretisk fundament og derfor ser forskellige mønstre i det samme datasæt. Det gælder i udtalt grad i de såkaldte socialvidenskaber, hvortil økonomi hører.
It is true that economics is a theoretical science and as such abstains from any judgment of value. It is not its task to tell people what ends they should aim at. It is a science of the means to be applied for the attainment of ends chosen, not, to be sure, a science of the choosing of ends. Ultimate decisions, the valuations and the choosing of ends, are beyond the scope of any science. Science never tells a man how he should act; it merely shows how a man must act if he wants to attain definite ends.
Læs med dine børn om hvordan markedet koordinerer fremstillingen af en blyant som et eksempel på det mirakel i Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant.
Otto Brøns-Pedersen om utilsigtede konsekvenser på punditokraterne – han er ikke den første der benytter sig af Bastiats histore, men moralen kan ikke påpeges for ofte.
Med henvisning til Bastiats fabel on det knuste vindue udpegede Henry Hazlitt et karakteristikum der adskiller den gode økonomiske tænkning fra den knap så gode: Evnen til at se konsekvenserne af en handling ikke bare for de aktører der umiddelbart er involveret i en begivenhed, men for alle grupper. Et væsentligt element her er alternativomkostningerne – det man bruger på at reparere det knuste vindue giver godt nok ‘arbejde’ og ‘aktivitet’ til glarmesteren, men de ressourcer der bruges på vinduet kan ikke bruges på det sæt tøj, som ejeren af vinduet havde tænkt sig at bruge hos skrædderen. I stedet for at have et intakt vindue og et sæt tøj, står bageren tilbage med et tilsvarende vindue, fattigere, og uden det sæt tøj han havde i tankerne.
Forestillingen om at verden bliver rigere af al den aktivitet, der følger af genopbygning efter destruktion må ganske enkelt erklæres for forkert.
Henry Hazlitt skriver klart og koncist (på engelsk) om en række fænomener med udgangspunkt i denne simple indsigt (som desværre så ofte undslipper folks, især politikeres opmærksomhed) i Economics in One Lesson. Du kan læse lidt af de første kapitler her på dansk – og hele værket som ikke er svært, men påfaldende aktuelt, alderen til trods, her på engelsk. -Stærkt anbefalelsesværdig!
Når du så er færdig og appetitten efter mere Frédéric Bastiat er pirret – så find et andet grundlæggende værk om hvad Lov egentlig er her på dansk. Det er så vigtigt et emne så dine børn bør lære om det også – og til det kan du købe historien om Tuttle Tvillingerne og loven, baseret på Bastiats tekst, også her på stedet.
Jeff Deist skriver på Mises om Modern Monetary Theory – hvilket der er behov for, i en tid hvor herskerne tilsyneladende tror at værdi ‘opstår’ af sig selv lige som lommeuld, og dels tror at de har ret til at uddele andre folks ressourcer via tvangsomfordeling.
MMT er ikke moderne eftersom enevældige herskere i gennem århundreder har udnyttet deres monopol, og skrællet noget af det værdifulde metal af mønter og erstattet med metal af ringere værdi
MMT er ikke ‘monetær’ men snarere finanspolitik med fokus på beskatning som middel til at skrue på (skævvride) den økonomiske aktivitet.
MMT er ikke en teori, men bogholderi-fiksfakseri der lader tro at statslige underskud repræsenterer private overskud. Regnskabet viser således mere og mere ‘rigdom’ jo mere regeringen spenderer.
På denne forunderlige måde bliver regeringen det, der ‘finansierer’ befolkningen, ikke omvendt, eftersom pengene manifesterer sig på magisk vis på regeringens kommando.
Penge kan imidlertid ikke købe noget der ikke er produceret – Says lov gælder hvad enten regeringer vil det eller ej. Produktion går nødvendigvis forud for forbrug, og ingen regering kan ændre på dette.
Bob Murphy har grundigere kritik af en ny bog der plæderer for MMTs fortræffeligheder (fortrædeligheder) – læs den her.
Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.
De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.
Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet(eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.
Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)
Tilbage i marts måned, dengang verden endnu beskæftigede sig med andet end smittetryk, gjorde Otto Brøns-Pedersen opmærksom på, at vi ikke får mere af det han kalder kerneydelser, selvom vi kaster flere penge i gabet på uhyret. Han diskuterer ‘kollektive goder’ – almindeligvis forstået som noget ‘markedet’ har svært ved at levere. Forsvaret anses for et standardeksempel; naboens ‘forbrug’ af forsvar begrænser typisk ikke mit forbrug, og det kan være svært at se hvordan man skulle få private til at levere forsvar. Det nævnes at begge forudsætninger kan diskuteres, men det er ikke genstanden for indlægget. (Man kan evt se mere her om markedsfejl og her om privat forsvar.)
Derimod gås der i kødet på alt det som politikere hævder at ville levere, for den enorme andel af landets BNP de tilraner sig. Figuren på punditokraterne afslører at de danske politiker bruger en meget stor andel på at levere private goder (karakteriseret ved at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af brugeren). Politikere er ikke en gudsbenådet race, der uegennyttigt træffer de rigtige beslutninger for borgerne – og derfor bliver den produktion der foranlediges af politikere mindre værdifuld end hvis folk selv havde fået lov at bestemme over deres egne ressourcer.
Fra indlægget:
Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.
Så både ud fra et nyttemæssigt synspunkt, men først og fremmest ud fra et moralsk synspunkt, er det forkert at overlade økonomisk ‘råderum‘ til politikere. De kan ikke, de har ikke ret til, og de vilmisbruge den magt.
Løsningen er derfor at politikerbyrden skal have mindre at dele ud af og i stedet overlade beslutningerne og betalingsviljen til folk selv, udenom det bureaukratiske fedtlag. Hvis et område er betydningsfuldt er det særligt vigtigt at holde politikernes grådige fingre fra fadet.
Vindere her i betydningen firmaer, industrier, sektorer. Og så ‘vælger’ – altså på den bedste måde…dvs uden brug af tvang, vold eller trusler. Det er en kompliceret affære. Fordi ingen kan overskue alle de muligheder der findes eller alternativomkostningerne ved de valg der træffes – som Hayek beskrev, her på dansk. Heldigvis har vi en fantastisk mekanisme der hjælper os med at finde – ikke den perfekte løsning, for den findes ikke – men den mindst ringe løsning. Den mekanisme er det frie marked – og findes oven i købet beskrevet på vers.
Når regeringer forsøger sig med at skaffe sig genvalg ved at love ‘folket’ at beskytte kritiske sektorer, industrier, firmaer eller frisører, så er det måske(!) drevet af manglende indsigt, måske er der tale om bevidst manipulation, magtbegær (nej, dét kan det ikke være), eller noget helt syvende.
Som Donald Boudreaux beskriver det her, er det imidlertid en ganske vanskelig mission at skulle udpege den kritiske funktion som skal beskyttes (mod konkurrence ‘udefra’, svigtende efterspørgsel, tørke, oversvømmelse, skadedyr, erosion, vulkanudbrud, meteornedslag eller lignende).
Lad os blot tage fødevarer som eksempel. Hvilke fødevarer skal udnævnes til at være værdige til særlig beskyttelse? Chokolade? Lys eller mørk? Brød? Æg? Kun de økologiske? Hvad så med foderet til hønsene der skal lægge æggene? Lastbilerne der skal transportere foderet til æggeproducenterne, og den anden vej til detailhandelen? Fabrikken der producerer reservedele der er nødvendige for at lastbilerne kan køre på vejene. Asfalten til at vedligeholde slidlaget på vejene. Brændstof til lastbilerne, varme til husene chaufførerne bor i, strøm til vaskemaskinerne som sørger for at tøjet er nogenlunde rent, renovationsarbejderne der fjerner affaldet så chaufføren kan komme til sit løbehjul, der skal føre ham til stedet hvor lastbilen bliver serviceret så den er klar til næste tur, osv. osv. osv. Hele det netværk, ikke en kæde, men et netværk af forbundne forsyningsveje er alle nødvendige for at et samfund, der er så rigt, at vi har råd til at betale folk for at blive dygtige til at spille guitar, panfløjte eller fodbold, kan fungere. Og vi har regeringer, ikke kun her i landet, der tror at de kan afgøre hvad der er kritiske, industrier…Ikke nok med det, de bilder sig ind at de har ret til at påbyde folk i ‘ikke-kritiske’ jobs at standse produktionen.
Disse politikere trænger til oplysning på et introduktionsniveau. Dels hvad angår formålet med lov, dels med hensyn til hvor kompliceret ‘økonomien’ er. Økonomien er ikke et rumskib som blot skal have den rigtige kaptajn, men betegnelsen for utallige udvekslinger af varer og andre ydelser imellem individer; politikere kan kun gå i vejen – og det gør de så.
De fleste medlemmer af politikerbyrden har stadig muligheden – se operation OMF – for at læse om hvad lov er – både i Bastiats udgave og i et børnevenligt format.
DU kan læse om hvad staten er for en størrelse og hvorfor vi ikke skal lade dens repræsentanter bestyre nogle af vores ressourcer overhovedet (medmindre vi frivilligt afgiver midler til specifikke formål…) i Statens Anatomi.
Find børnebogen om det mirakuløse marked, baseret på Leonard Reads I, Pencil her:
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.