Udgivet i Skriv en kommentar

Er mere regering løsningen på al dårskab?

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Udgivet i 1 kommentar

Kan vi stole på myndighederne?

Næppe. Og vi kan med sikkerhed forvente at standard-pressen ikke løfter sin opgave om at holde kritisk øje med magthavere.
Når det drejer sig om den pågående virus-virak lader der til at være delte meninger blandt såkaldte eksperter med hensyn til de medicinske konsekvenser. Der er imidlertid mere konsensus om, at de ekstremt vidtgående tiltag der rulles ud fra diverse regereringer kommer til at have vidtgående økonomiske konsekvenser, med tilhørende negativ indflydelse på helbredsydelser og også rammer civile frihedsrettigheder.

Vidste du at CDCs test ifølge CDC(!) havde ‘performance issues’ (og det er ikke fordi budgettet er blevet sablet ned)? Politikere, og den kleptokratklasse omfatter embedsmænd i sundhedsforstyrrelsen, reagerer på data som ikke er solide. Ekstatiske over en lejlighed til at vise handlekraft og beslutsomhed dekreterer de udgangsforbud under trusler om bødestraf, og uddeler gaver. Gaver der kun kan komme fra andre folks produktion – samtidig med at de har forbudt folk at producere.

Hvad enten den ‘nye’ virus er et resultat af naturlige processer, eller, hvad der synes mere sandsynligt, processer der er hjulpet godt på vej enten i godt eller skummelt øjemed, så er der grund til at frygte regeringers indgreb og overgreb endnu mere end sygdommen. Det minder om historien om landsbyen i Vietnam der blev udslettet for at redde den.

Der er grund til at udvise ekstra omhu mht håndhygiejne (det må gerne fortsætte efter epidemien!) og deltagelse i større forsamlinger. Noget som de fleste finder ud af helt uden dekreter fra landets ‘ledelse’… Endnu engang kan man konstatere at en centralt styret beslutning der påvirker mange mennesker, næppe er i stand til at afstedkomme de erklærede hensigter. Se også her for en diskussion af vanskeligheden i at ramme netop det rigtige tidspunkt for intervention. Se en gennemgang her af forskellige figurer, hvor hensigten snarere synes panikskabende fremfor oplysende.

Udgivet i 5 kommentarer

Stærk leder løser alle problemer?

Det kommer vel an på størrelsen af ledelsesområdet, opgavens karakter og mange andre lokale omstændigheder, ikke mindst hvorfra lederen har sin autoritet. Taler vi om et skib på havet eller en mission til Mars, hvor man frivilligt har indladt sig på projektet og underlagt sig en andens kommando skal der nok mere til at udfordre autoriteten. Men også her gælder det at man ikke blindt skal adlyde ordre. Taler vi om en fra politikerbyrden eller deres fæller som tiltvinger sig adgang til vores liv og ejendom er der al mulig grund til skepsis.

Per Bylund forklarer hvorfor et magtfuldt, autoritært statsapparat, i modsætning til hvad mange synes at tro, ikke ‘klarer’ en situation som den vi oplever for tiden med en variant af coronavirus, bedre end såkaldt åbne samfund. Det er korrekt at sådanne autoritære samfund i en vis udstrækning kan handle hurtigt og magtfuldt (dvs brutalt og med beskedent hensyn til individers ve og vel). Men formodningen om at de klarer sig bedre hviler på fejlagtige antagelser om, at de der har magt også har dels den relevante information tilgængelig og dels faktisk har den almene befolknings interesser for øje.

Personer længere nede i hierarkiet har oftest ikke de rette tilskyndelser til at viderebringe korrekt information, hvis denne får dem selv eller dem i laget over til fremstå i et dårligt lys. Ellers er man en oplagt syndebuk når virussen går amok eller det brune stads rammer en roterende genstand.

Når du alligevel er inde på Power & Markets så kig også på Peter Kleins indlæg. Med henvisning til Higgs Crisis and Leviathan understreges det at regeringer sjældent lader en god krise gå til spilde, men bruger den til at øge sine magtbeføjelser. Beføjelser der aldrig bliver helt rullet tilbage når krisen er passeret.

Tilbage i januar mente myndighederne nok at have styr på situationen…
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-03-12-myndighederne-forventede-ikke-corona-paa-dansk-jord-ville-undgaa-uro-og-panik

Og d 27. februar skrev sundhedsstyrelsen til kommunerne bl.a….

…Det første tilfælde af COVID-19 i Danmark er konstateret torsdag den 27. februar. Det drejer sig om en borger hjemvendt fra Norditalien som udviklede symptomer dagen før hjemkomst til Danmark. Vurderingen er fortsat, at risikoen for større smittespredning i Danmark er lille, men sundhedsvæsnet skal være klar, hvis det sker…

To uger senere lukker statsministeren landets grænser og folketinget indfører særdeles vidtgående beføjelser (læs loven her) med den erklærede hensigt at bekæmpe hastigheden hvormed sygdommen breder sig i DK.
§5 åbner for tvangsmæssig behandling alene på formodning om ‘alment farlig sygdom’ –

Og §6 stk 1

Sundheds- og ældreministeren kan, når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en alment farlig sygdom her i landet, efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om forbud mod afholdelse af og deltagelse i større forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan omfatte bå- de indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v. Regler fastsat i medfør af 1. pkt. kan fravige anden lovgivning.

Min forventning er at krisen herhjemme bruges til at få folk til at acceptere blandt andet yderligere overvågning, tvungne test og tvungne vaccinationer. Sydkorea bruger mobiltracking til at holde styr på smittedes bevægelser…(i nord bruger de formentlig mere simple og brutale metoder).

Hele loven kan læses her:

Lov om ændring af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme
(Udvidelse af foranstaltninger til at forebygge og inddæmme smitte samt sikring af kapacitetsmæssige ressourcer m.v.)

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. marts 202

§2
Stk. 1. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1026 af 1. oktober 2019, ophæves den 1. marts 2021.

Lad os huske på at der indtil videre er en udløbsdato på.
Udgivet i 2 kommentarer

Om mennesker og frivillige handlinger

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.