Udgivet i Skriv en kommentar

EU-valg: Mere Mises, mindre Mette

Vi står foran endnu en episode i soap-operaen, der udspiller sig i skyggen af afguden kaldet ‘demokrati’. Er mere stat løsningen på statsskabte problemer? Er mere magt til EU-puhlitikere løsningen på noget andet end samme puhlitikeres magtliderlighed?

Det må generelt anses for bedre (hvis målet er menneskelig trivsel) at handle med sine naboer, fremfor at bekrige dem, blande sig i deres interne problemer eller i deres stridigheder med naboer til anden side. Ud fra den betragtning kunne man måske kalde EU for en delvis succes idet vi har været forskånet for større krige i så lang tid, at nogle fristes til at tro at krig kun foregår andre steder, i de varme lande. Eller de østlige.

Det burde dog ikke kræve et enormt bureaukrati, at erklære at man vil undlade at lægge told, skat eller andre hindringer i vejen for udvekslingen af varer og ydelser mellem landene. Ganske som med skattelov’givningen’ herhjemme, der kunne forsimples voldsomt, med ledsagende reduktion af plyndringen og justering af det moralske kompas. Det sidste er vigtigt, for afvigelsen af det kompas bliver mere og mere udtalt, des mere magt der overlades til staten.

Otto Brøns-Petersen beskriver her en del af risikoen ved at få et mere beslutningsdygtigt EU, med nedlæggelse eller yderligere begrænsning af kravet om enstemmighed.

Ganske tankevækkende, og måske øjenåbnende for nogle, er analogien med markedstransaktioner mellem frivillige parter, hvor vi ved at deltagerne føler sig bedre stillet ved at indgå handlen end ved at undlade. Det samme gælder ved enstemmighed – i det mindste at ingen føler sig ringere stillet. Det er en mindretalsbeskyttelse på landeniveau – og en mindretalsbeskyttelse vi kunne ønske os rullet ud, også på nationalt niveau: Nej, du har ikke ret til andre folks ejendom – heller ikke hvis et flertal af en gruppe stemmer for at plyndre et mindretal.

Brøns-Petersen nævner som et gode, at det var muligt for briterne at ‘melde sig ud’. Det holdt nu hårdt og de forsmåede har benyttet lejligheden til at gøre det unødigt vanskeligt at bedrive samhandel. Det nævnes også at USA er eksempel på, at det måske ikke er muligt for en stat at melde sig ud. Det burde dog være en selvindlysende ret, eftersom føderationen blev etableret af frie, uafhængige stater. Ligesom forfatningen derovre kun er det værd, nutidens magthavere tillægger den, således gælder EUs regler om gæld og budget også kun i det omfang puhlitikere vælger at overholde dem. Ganske som i et dysfunktionelt, voldeligt forhold, hvor den ene part truer med vold/død hvis den anden vil afbryde forholdet, så har Warshington-regimet erklæret at ‘oprørere’ ikke kan klare sig ‘imod’ D.C. fordi… F16 og atombomber. Hvem har lyst til at blive i sådan et ægteskab?

EU er relativt svagt og gudskelov for det – tænk hvad små Napoleon’er kunne finde på hvis de havde samme magt som den amerikanske føderale bande! (World War I, World War II, Korea, Vietnam, Iraq War I, Serbia, Afghanistan, Iraq War II, Libya, Syria, Yemen. Ukraine…World War III?)

EU’s budget er ganske beskedent sammenholdt med føderale stater. Det svarer til godt 1 pct. af EU’s BNP, hvilket kan sammenholdes med knap 23 pct. i USA. Indtægterne opkræves stort set alle af medlemslandene og indbetales som bidrag til EU. Unionen har relativt få egne indtægter og opkræver ikke skatter.

En nærmere analyse vil imidlertid vise tre centrale konklusioner. For det første er det slet ikke sikkert, at almindeligt flertal vil gøre det lettere at træffe beslutninger. For det andet vil lavere flertalskrav sænke kvaliteten af de beslutninger, der bliver truffet. For det tredje vil udbredt anvendelse af almindeligt flertal ændre EU’s grundlæggende karakter til en centraliseret, føderal stat med omfordeling mellem landene – sandsynligvis fra velhavende til mindre velhavende lande. EU vil komme til at ligne medlemsstaterne og føderale stater mere, mens medlemslandene vil komme til at minde mere om delstater.

Hvis du spilder tid på at stemme til et valg, så tænk over, om den du stemmer på, flytter nålen i retning af mere magt til staten eller mere selvbestemmelse til individet. Det har taget et par hundrede år for USA at degenerere og udhule en forfatning der skulle beskytte individet mod statens overgreb. Lad ikke EU fortsætte på samme kurs, men lad den 1% af BNP være det maksimale budget der kan nås. Og skulle vi så se at få den samme begrænsing på den danske voldfærdsstat – Max 1% af BNP!! Det er en skatterevolution snarere end århundredets reform der er behov for.

Skal vi til at have fælles gæld med vore venner i EU? En skidt ide.

Vi har brug for mere Mises og mindre Marx & Mette

How far we are today from the rules of international law developed in the age of limited warfare! Modern war is merciless, it does not spare pregnant women or infants; it is indiscriminate killing and destroying. It does not respect the rights of neutrals. Millions are killed, enslaved, or expelled from the dwelling places in which their ancestors lived for centuries. Nobody can foretell what will happen in the next chapter of this endless struggle.

This has little to do with the atomic bomb. The root of the evil is not the construction of a new, more dreadful weapons. It is the spirit of conquest. It is probable that scientists will discover some methods of defense against the atomic bomb. But this will not alter things, it will merely prolong for a short time the process of the complete destruction of civilization.

Modern civilization is a product of the philosophy of laissez faire. It cannot be preserved under the ideology of government omnipotence. Statolatry owes much to the doctrines of Hegel. However, one may pass over many of hegel’s inexcusable faults, for Hegel also coined the phrase “the futility of victory” (die Ohnmacht des Sieges).3  To defeat the aggressors is not enough to make peace durable. The main thing is to discard the ideology that generates war.

Mises, Human Action, Kapitel XXXIV, The Economics of War.

I øvrigt bør regeringen gå af (og Mette få sig et rigtigt job).

Skriv et svar