Udgivet i Skriv en kommentar

De stjæler fra unge og gamle

Pensionssystemet herhjemme tåler en opgradering – en opgradering hvor kunden (offeret) kan forlade butikken uden straf, når lugten bliver for stram. PFA og mange andre selskaber er gået galt i byen.

Danmark er endda ikke det værste land, idet den opsparing man tvinges til trods alt bliver indbetalt på en personlig konto. Det er imidlertid ikke så meget værd, når det er forbundet med betydelige omkostninger at flytte opsparingen, man kan ikke selv bestemme hvilke sektorer man ønsker og ikke ønsker at ens bundne midler investeres i, og takket være kronens binding til euro’en og en ECB der er gået amok forringes købekraften af de bundne midler. Det kan være at en låneomlægning barberer noget af gælden, men det er så långiverne der ‘bliver klippet’ – og det er blandt andre pensionskasserne, og dermed indskyderne som må bære omkostningerne. Fremtidens skattekvæg får endnu tungere åg at bære, og produktiviteten stiger næppe som følge af ESG (exceptionally stupid governance).

Lur mig om der ikke også, når politikerne skal ud og spendere endnu mere, dels vil være modregning i de talrige offentlige omfordelingskroner der rundsendes (med tilhørende tab i bureaukratiet) og dels vil pensionskasserne ‘beslutte’ sig for at investere i absurde projekter.

Lad folk beholde deres ejendom og selv bestemme hvor stor en andel de vil lægge til side og hvornår. Det er også folks egen beslutning hvilke sager og personer de finder værdigt trængende til hjælp og hvordan det skal foregå. Hold så kleptokratkloen fra pengene og overlad ansvaret for folks liv og pension til dem selv(!).

Det vil selvfølgelig ikke give et perfekt samfund uden konflikter eller ulykke, men den fattigdom som er grundvilkåret i tilværelsen bliver trængt mere tilbage.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Loven

Udgivet i Skriv en kommentar

Husk Solsjenitsyn

Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.

EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.

And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.

Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago

Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.

Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)

Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.

Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.

Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Ros, ris og røverbander

Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.

Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.

Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!

Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.

Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.

Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.

Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.

Frédéric Bastiat
Udgivet i 2 kommentarer

Sandt eller falsk?

Det er ikke nemt at afgøre- når det man kan være mest sikker på er at de fleste parter – interessenter – lyver, propaganderer og søger dels at dække over egen inkompetence og dels at fremstille modparten som Den Onde Selv.

Her er et alternativt bud, fra en analytiker, der formodes at være inde i tingene og som – måske – ikke har en aktie (bogstaveligt talt i modsætning til adskillige ‘førende’ politikere i USA) i Ukraine. Kan selvfølgelig være hans pensionsfond har i russisk gas…

Hans bud er at krigen er afgjort og der kun mangler at blive tørret lidt op her og der. Læs selv og vurdér argumenterne,

Flere analyser du måske ser i den danske ‘presse’ – her et indlæg der forklarer hvorfor NATO har interesse i en krig i Ukraine – med tropper i kamp. Eller måske er det den truende petro-rubel der spøger?

Men hvorfor tæppebomber Putin ikke bare hele Ukraine? Er der en (simpel) forklaring? Næppe. Men læs også her.

Summa summarum: Tingene er helt sikkert ikke som de fremstilles i vestlige medier, heller ikke som de russiske. Men vi bør have lejlighed til selv at vurdere løgnehistorierne fra alle medier, uden undtagelse. I krig taber næsten alle.

Grundloven kapitel VIII, § 77:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Begrænsninger? Naturligvis!

Hvis nogen skulle have glemt det er ytringsfrihed ikke en selvstændig ‘ret’, men en del af ejendomsretten, og dermed underlagt naturlige begrænsninger.

Og ejendomsretten ved vi respekteres, undtagen når kollektivisterne siger det er ok, ikke at respektere den (Hej Skat!)

Læs Loven og forstå hvorfor man ikke med ‘loven’ i hånd kan plyndre andre mennesker. Køb den her i butikken for 37.50.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 2 kommentarer

Skattereform eller skatterevolution

En forenkling af skattesystemet har vist været på tale i årevis. Talløse er måderne hvorpå herskerne vil styre detaljerne i pøbelens brug af egne ressourcer. Diverse kommissioner har kigget på ‘forenkling’ af systemet der i bund og grund blot er en systematisk udplyndring af folk. Måske er der en hensigt bag uigennemskueligheden, der skal bevare illusionen om, at vi hver især kan leve på bekostning af alle de andre. Den dygtige politiker fører an i teatret.

Bliver skatteloven så mere simpel hver gang et nyt område eller en ny aktivitet skal beskattes, med undtagelser, fradrag for visse men ikke andre persongrupper eller aktiviteter? Nej, det ser ikke ud til at det bliver simplere. Politikerbyrden tror sig i stand til at styre økonomien som kaptajnen på et rumskib – men har ikke ret til at forsøge og kan ikke vide hvilke præferencer alle andre mennesker har.

Cepos har arbejdet på ‘Århundredets skattereform’ – et tiltag som er al ære værd. Det illustrerer hvordan man kan bevare en maksimalstat, med mere simpel plyndring og mindre ‘spild’ af tyvekosterne.

Hvad vil konsekvenserne så være for forskellige ‘familietyper’? Tabel 2 i planen giver en oversigt. Det bemærkes (side 7) at der er stor dynamik i indkomstfordelingen. Det er ikke de samme mennesker der år efter år befinder sig i samme indkomstklasse; personer der ‘taber’ på reformen i dag, kan ‘vinde’ i morgen.

Med denne omlægning vil Danmark fortsat være at finde blandt landene med allerhøjest offentlig forbrug -hvilket ikke er et mål i sig selv, og vil fortsat være at finde blandt de rigeste (Luxembourg med EU-bureaukratiet er på en suspekt 1. plads, mere end 25% rigere end nr. 2)

Hvis økonomien vokser med 2% om året tager det ca 35 år før den er vokset til dobbelt størrelse (godt 23 år hvis den årlige vækst er 3%). Forestiller man sig at vi fastholder, i absolutte tal, det nuværende beløb hvor staten bestyrer 50% i runde tal – så vil dette beløb altså udgøre en mindre andel af en større økonomi. Men det vil tage 35 år før den er nede på bare 25%, hvis vi kan øge økonomien med 2% om året i 35 år.

Udfordringen til de dygtige folk i CEPOS er så at komme op med en betydeligt mere ambitiøs reform. En reform hvor statens andel af den samlede økonomi hurtigere bringes tættere på målet. Hvad er målet? Et rundt nul for folk der konsistent er imod overgreb på andre mennesker og deres retmæssige ejendom. Det er endnu et fåtal der er nået til den erkendelse, men mindre kan også gøre det. Lad os starte med 25% som et delmål på vejen mod 10% inden for en overskuelig årrække. Det vil naturligvis betyde at der er (chok!) områder staten ikke skal tage sig af og politikerbyrden kunne passende sættes til at lave en prioriteret rækkefølge for afviklingen. Udannelse(sic) propaganda, sygdomsuvæsenet, og socialbureaukratiet er forslag der ligger lige for som de første. Ministeriet for svindel og misbrug skat vil også kunne beskæres drastisk når reglerne gøres simplere. For nogle områder vil vi måske have mere eller bedre service end nu, på bekostning af andre områder. Når folk skal prioritere deres egne ressourcer får vi en bedre balance imellem pris og ydelse (Milton Friedman forklarer).

Skal vi overhovedet være rigere? Nogle mener det tilsyneladende ikke. Men vi vil bedre i stand til at løse fremtidige problemer, hvad enten de handler om forandringer i vores fysiske omgivelser eller fattigdom andre steder i verden, jo rigere vi er.

CEPOS – sæt i værk! 25% på vej mod 10% – 10 år bør være en passende ambition for de 25%.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Lov’giver’ eller lovfinder

Eftersom de fleste af os er interesserede i at undgå voldelige konflikter, der er omkostningstunge, og er sociale væsener der har fornøjelse af at omgås andre mennesker, har ejendomsretten efterhånden udviklet sig som en måde at løse konflikter på, på ikke-voldelig vis. En betingelse for at sådan en ret respekteres, er at parter der er uenige om retten til en begrænset ressource, kan se det rimelige i løsningen på uoverensstemmelsen. Den løsning der har vundet mest fremme er at den person der først erhverver sig en ressource, der hidtil ikke har været ejet af nogen, har det bedste krav på ejendomsretten. Ejendomsretten kan så skifte hænder via kontrakt, f eks. handel, gave, eller fortabes som godtgørelse til en person hvis ret man har forbrudt sig imod.

Resten er detaljer 😀
En glimrende præsentation af privat eller decentral lov versus centralistisk lov kan høres hos Stephan Kinsella (ca 45min).

En vigtig pointe her er diskussionen af, hvad man overhovedet kan have ejendomsret til, nemlig ressourcer der i deres natur er begrænsede og som ikke kan anvendes uden at andres samtidige brug begrænses (ellers var der ingen grund til strid om den). Heraf følger også afvisningen af intellektuelle eller immaterielle rettigheder, som Kinsella også har taget sig grundigt af

Når forskellige konflikter opstår og løses, udvikles forståelsen af, hvordan ejendomsretten appliceres i de myriader af situationer hvor der kan opstå tvivl om, hvem der har den bedste ret. Staten har desværre raget et monopol til sig vedrørende denne konfliktløsning, om som med alle andre tvungne monopoler er resultatet ringere end det ville have været i fraværet af denne tvang. Privat konfliktløsning anvendes i praksis, blandt anden inden for sø- og handelsret – fordi retssager i det offentlige system er rasende dyre – og også konflikter mellem stater, der i princippet eksisterer i et anarki uden en overstat, løses hellere ved forhandling end ved vold (krig).

Når staten har monopolet, bliver offeret for en forbrydelse ramt to gange – først som offer for forbrydelsen, dernæst bliver han plyndret for omkostningerne til at straffe forbryderen og evt holde ham indespærret.

I et system med privat lov, vil bestræbelserne gå på at afdække den retmæssige ejer af en ressource og sørge for at denne får genoprejsning i tilfælde af overgreb. I et positivistisk system, hvor love er ‘givet’ af lovgiverne, bliver domstolene, som ikke er uafhængige af staten, blot fortolkere af de ‘love’ lovgiverne har udspyet, og ikke en institution der leder efter retfærdighed.

Som beskrevet for et par uger siden, kunne vi finde bedre anvendelse for politikerbyrden ved at sætte dem til at fjerne dyngen af overflødige regler og forordninger, fremfor at finde på flere af dem.

De fleste af ‘vore’ politikere har stadig ikke forstået at de ikke udgør en særlig klasse, der har rettigheder som ingen andre i samfundet har. De bør finde deres eksemplar af Loven frem og studere den. Grundigt.

Frédéric Bastiat – Loven. Køb den her.
Udgivet i Skriv en kommentar

Produktiv politiker(!)

Oxymoron, sarkasme, spøg eller muligt? Nok mest det første. Men skulle man lege med tanken om at få noget fornuftigt ud af politikere kunne følgende semi-utopiske tankeeksperiment måske underholde her på årets første dag. Dagen hvor et nyt ‘lovår’ starter og banden der tror de er herskere kridter skoene og starter en lavine af chikanerier.

De fleste ordentlige mennesker – og sikkert også en del politikere – er nok enige i, at der egentlig er for mange love og regler. Når lovene bliver så komplekse at specialister ikke kan gennemskue dem er de ikke længere retfærdige, nogle af dem kan være i strid med andre eller fortolkes forskelligt afhængig af kontekst. For at nyde respekt, skal love være i overensstemmelse med befolkningens almindelige moral og sunde sans. Slå ikke din søster og tag ikke hendes mad. Resten er (næsten) detaljer.

Så hvordan får vi reduceret lovbyrden?

For eksempel kunne man lave et borgerforslag (jeg ved godt det begreb kun er der for et syns skyld, men lad os nu lege med) gående ud på at folketinget i indeværende samling skal eksekvere følgende:

  • Solnedgangsklausul indføres for alle gældende love med udløb inden næste valg
  • Det pålægges folketinget at udarbejde en plan for rækkefølgen af udløb for gældende love.
  • Alle nye love kræver flertal på mindst* 80% af de stemmeberettigede stemmer ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget og udløber efter senest 8 år eller to valgperioder (hvad der måtte komme først)
  • En lov der udløber kan forlænges hvis 80% af de stemmeberettigede stemmer for ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget.
  • Folketingets pladser tildeles således at kun det antal der modsvarer antallet af gyldige, afgivne stemmer besættes. Undlader 20% at stemme ved et valg vil kun 80% af pladserne i folketinget besættes og vedtagelse af nye love/forlængelse kan således kun ske ved enstemmighed blandt de 80% der er valgt.
  • Skattesystemet reformeres med afskaffelse af al person- og selskabsbeskatning og erstattes med en flad moms.
  • Statens udgifter kan ikke overstige dens indtægter

* I betragtning af at 505.000 ud af 5.312.000 skattepligtige personer betaler topskat, kan det være at kravet skulle skærpes til at 90% skal stemme for…(2020-tal)

Formålet med solnedgangen er at reducere lovmængden, og formålet med supermajoritet er at sikre at de love der rent faktisk gennemføres, nyder bred opbakning i befolkningen, og er simple og få nok til at folk faktisk kender dem. Konverteringen af politikere fra lovbyrdeudspyende elementer til lovreducerende individer ville være et stort fremskridt.

Om fordelingen af varer og tjenester ville være den samme hvis den offentlige andel af forbruget ikke var så stor måtte komme an på en prøve. Måske ville vi bruge endnu mere end 5 mia på ‘Radio-, TV- og forlagsvirksomhed’ – men vi ville selv bestemme hvem der skulle have hvor meget…og det gælder også de øvrige poster.

Udvalgte poster

Et væsentligt punkt i forbindelse med stemmeri er selvfølgelig hvad der faktisk kan stemmes om. En afstemning om andre folks ejendom giver naturligvis ikke mening – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har. De højtærede (sic) politikere bør se at få læst Loven – de har haft lejligheden til det.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Statens Anatomi

Godt Nytår!

Udgivet i 1 kommentar

Valgløfter

Christian Bjørnskov har en blogpost der underholder med et tankeeksperiment – valgløfter som bindende kontrakter mellem befolkning og politikere. Konteksten er selvfølgelig at der bliver lovet guld og grønne skove før valget men guldet og skovene materialiserer sig ikke efter valget. Valgløfterne karakteriseres som cheap talk: gratis og uden nogen som helst konsekvenser. Ved nærmere eftertanke er det imidlertid ikke helt rigtigt. De tomme valgløfter er ikke gratis! (nogle af dem bliver delvist indført, for andre folks penge) og er bestemt ikke uden konsekvenser, for omgivelserne korrumperes af løgnene og løfter om, at politikere kan give noget til nogen. Det kan de – ved at tage fra andre.

Scott Adams

Det ER i parentes bemærket et tankeeksperiment – jeg er ret sikker på Bjørnskov er klar over umuligheden i en ‘kontrakt’ – en aftale om at overføre ejerskab mellem forskellige parter. Tankeeksperimentet illustrerer snarere demokratiets fallit.

H.L. Mencken spiddede politikerbyrden præcist:

Staten, eller nærmere regeringen, består af en flok mænd ganske som du og jeg. De har i det store hele intet særligt talent for virksomhed eller regering; blot talent for at blive valgt til og fastholde en plads på tinge. Deres vigtigste middel til dét, er at opsøge grupper der råber og skriger efter noget de ikke kan få, og love dem at give det ‘noget’ til dem. Ni ud af ti gange er løftet værdiløst. Den tiende gang opfyldes det ved at plyndre A for at give til B. Med andre ord, regeringen er blot en hæler hvis forretningsområde er plyndring og valget er en form for forsalg af tyvekoster.

(Fra quoteinvestigator)

Kan plyndring via lovgivning forsvares? Nej! Den enkelte har ikke ‘ret’ til at stjæle fra en anden, og kan heller ikke stjæle ved at benytte sig af en mellemmand. Læs Bastiats Loven om hvad lov er og hvilke rettigheder der kan uddelegeres. Fås her i butikken for 37,50.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 1 kommentar

Moral og penge

For nylig havde Martin Ågerup besøg af Lars Christensen hvor de blandt andet diskuterede inflation. Definitionen fik vi vist aldrig, og selvom man blev glædeligt overrasket over at den østriske skole blev nævnt (sent), så kan man undre sig over at det nærmest var i en affærdigende bisætning. Lars Christensen mener ikke at den bidrager til forståelsen af kriser og inflation. Få et andet perspektiv her og døm selv. Flere meninger om inflation her.

Et andet positivt element var den vægt der blev lagt på den private ejendomsret som grundlaget for skabelsen af den velstand der kommer alle til gode, ikke mindst de ringest stillede i samfundet. Bravo!

Østrigerne ser inflation som en øgning af pengemængden og stigende priser som en manifestation af inflation. Stigende priser i forhold til hvad de ville have været i fraværet af pengeskabelsen, for hvis produktiviteten stiger mere end pengeskabelsen falder priserne. De stigende, eller for høje, priser er en konsekvens af pengeskabelsen. Der opstår ikke flere reelle ressourcer ved at man skaber nye penge, blot er der flere penge til at jage de samme ressourcer og priserne stiger.

Når politikere har adgang til seddelpressen er det som at lade ræven vogte gæs. De vil så meget (erklærede gode hensigter) og hvis man kan dele ud af andres midler så er fristelsen for stor for de fleste. I podcasten berøres det at begrænsninger, bånd på politikernes værste spenderen har haft en relativt gunstig indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark. Fastkurspolitik og budgetlov nævnes og sammenlignet med andre steder er det bedre end ingenting.

Det østrigske perspektiv er at pengedannelsen skævvrider det vigtigste signal i markedet, nemlig prisen. Og eftersom begrebet helikopterpenge (indtil for relativt nylig) var en joke, så rammes forskellige sektorer forskelligt afhængigt af hvor pengeindsprøjtningen rammer først. De grupper og sektorer der først får adgang til de nye midler har lejlighed til at skaffe sig reelle ressourcer med de nye penge, inden signalet om den stigende efterspørgsel forplanter sig i prissignalet, og politikere får handlemuligheder de ellers ville have været foruden.

Adgangen til ‘gratis’ ressourcer, i betydningen nogle andre betaler, hvad enten det er samtidige personer eller kommende generationer, korrumperer. En af de vigtigste forudsætninger for skabelse af velstand er penge, som bringer forskellige menneskers præferencer for varer, ydelser og tid på en fælles målestok. Hermed åbnes for samarbejde på tværs af små og store samfund, selv med mennesker man ikke kender; det er næsten mirakuløst!

Om inflation i østrigernes perspektiv.

Læs mere om The Ethics of Money Production hos Guido Hülsman – kan downloades frit – om hvordan adgangen til easy money langsomt, men sikkert ændrer på folks adfærd og moral.

https://flic.kr/p/8GwvkU rickety)

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 1 kommentar

Velstand – hvad skal der til?

Forleden gæstede Deidre McCloskey byen og deltog i et Cepos-event. Man kan se videoen her. Et diskussionspunkt er hendes tese om at velstand skabes af ideer (og deres udførelse) – ikke af ‘kapital’, som nok er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for at skabe velstand. Det er ikke nogen ny ide – men et godt argument for at bruge hendes ‘nye’ ord innovisme i stedet for ‘kapitalisme’ som en bedre beskrivelse af den samfundsindretning der fremmer velstand, er de negative konnotationer ordet kapitalisme har fået (tak til udannelsessystemet (sic!)). Tilhængere af fri markedsøkonomi bruger ofte kapitalisme som synonym, og det er dels upræcist og dels lider det under opfattelsen af kapitalisme som noget negativt i sig selv.

Kapital – fysiske eller eller mentale midler til at nå mål – er ikke noget værd i sig selv. Hvis man ikke ved hvordan den skal bruges skabes der ikke meget velstand. Velstand bruges her i betydningen bedre materiel levestandard og mere tilfredshed eller ‘psykisk’ velbefindende. Mennesker handler for at opnå noget – en forbedring af tilværelsen på kort eller længere sigt – og viden om hvordan man bedst anvender midler til at fremme ens mål er afgørende for ens succes med hensyn til at nå målene. Human Action – Mises’ magnus opus – anbefales for en omfattende behandling af emnet😉 læs den fra ende til anden, eller se ned over indholdsfortegnelsen og start med punktnedslag du finder særligt interessante. F.eks Human Cooperation, og The Role of Ideas.

Martin Ågerup havde efterfølgende besøg Jesper Geisler hvor de diskuterede McCloskeys Innovism – og endelig!! blev begrebet privat ejendomsret nævnt i forbindelse med skabelse af velstand. Godt nok kun som en blandt adskillige ‘institutioner’ der er nødvendige. Jeg vil mene at viden og kapital er særdeles nødvendige forudsætninger for at mennesket kan forbedre sin situation, men også at kun når den private ejendomsret nyder ubetinget respekt kan det fulde potentiale efterstræbes. Jo mindre respekt for ejendomsretten, desto fattigere samfund og et fattigere samfund er i mindre udstrækning i stand til at tage sig de ringest stillede personer i samfundet. De personer som den tidligere(!) marxist McCloskey brænder for at hjælpe.

Hvorfor ‘har’ vi overhovedet ejendomsret? I en verden med knappe ressourcer kan (vil) der opstå konflikt når to personer ønsker at benytte den samme ressource. I erkendelse af, at voldelig ‘løsning’ af konflikten har betydelige omkostninger, opstår der behov for at løse sådanne konflikter uden at gribe til fysisk kamp. Ejendomsret peger på en løsning og den løsning der ser ud til at klare sig bedst er, når den person der først erhverver sig en ressource der anses for ikke ejet af nogen, eller får ressourcen overdraget fra en tidligere ejer, er den med det bedste krav på ressourcen: Dens retmæssige ejer. Stephan Kinsella har skrevet meget og godt om ejendomsret – her et eksempel. Ikke mindst om misfosteret Intellectual Property, IP, som illustration af, at ideer netop ikke kan ejes fordi de kan bruges samtidigt af flere personer. (Når ideer, viden, deles, bliver vores evne til at forbedre verden omkring os bedre og bedre. Du har ikke krav på dine eventuelle kunders fremtidige omsætning, og kan ikke bestemme hvordan ‘din’ ide bruges af andre.)

Ideerne og den måde de bringes i anvendelse på skaber velstand. Hvis der er stor risiko for at en bande kommer og tager frugten af folks ideer og det de har produceret, så bliver der alt andet lige produceret færre ideer og færre varer – velstanden bliver mindre end den ellers ville have været. Jo mere banden rager til sig, desto værre.

Læs om hvad banden er for en størrelse hos Rothbard:

Statens Anatomi

Udgivet i Skriv en kommentar

Skruen uden ende

Når Moder Stat griber ind for at beskytte undersåtterne viser det sig at indgrebet har utilsigtede konsekvenser (i forhold til de påståede hensigter). Disse konsekvenser kalder på handlekraft – Moder Stat har identificeret endnu et problem der skal løses! De groteske overgreb de forgangne 18 måneder er en sørgelig illustration af dette. Børnene (Børnene, for pokker!) lider under nedlukningerne – vi må have et Trivselsministerium!

Ingen rettroende tilbeder af Staten kan være modstander af at beskytte de uskyldige små mod tilværelsens onder, hvad enten Vormoder har påført dem onderne eller de blot er kommet af sig selv. Således vokser bureaukratiet i omfang og rækkevidde indtil intet ligger udenfor Statens interesseområde.

Når politikerbyrden, hin vederstyggelige, blander sig i stort og småt og truer med knytnæven, så fører ansvarsovertagelsen til at befolkningen bliver mere og mere afhængig. Ikke af hinanden, men af en velvillig hersker og ansvarsfraskrivelsen er en af de værste moralske konsekvenser. Man kommer til at opfatte sig selv som offer og som en der har ‘ret til’ dette eller hint, blot fordi man eksisterer – uden at indse ens positive ‘ret’ nødvendigvis må føre til overgreb på en andens ret.

Mennesker der samarbejder om at forbedre tilværelsen for dem selv og hinanden – uden at kende hinanden! – er et fænomen der har mirakuløs karakter. Jo mere staten blander sig, desto værre bliver udkommet. Læs om miraklet sammen med dine børn i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant. Her i butikken kan den købes.

Miraklet

I øvrigt bør regeringen gå af!

Udgivet i Skriv en kommentar

U-lovligheder

Tænker du at begrebet lighed for loven er en god ting? (I første omgang lader vi som om at ‘loven’ overhovedet er rimelig – den antagelse holder ikke, men er ikke genstand for ugens bemærkning. Læs Loven!)

Altså hvis der er noget DU ikke må – så kan du ikke ved et trylleslag og noget de kalder stemmeri, få andre til at gøre det i stedet. Eller hvis man er diktator – loven gælder i det omfang og for dem jeg siger det gælder…

I regelstaten havde Jonas Herby besøg af en jurist med særlig interesse for ‘menneskerettigheder’ – anledningen var den at Foreningen Imod Ulovlig Logning fornyelig tabte deres sag mod Justitsministeriet. Det er en god sag at føre – for vore herskere mener sig hævet over ‘loven’ og registrerer og arkiverer hæmningsløst vores kommunikation. Naturligvis i bedste hensigt og for at beskytte os mod uhensigtsmæssige og ubehagelige elementer iblandt os.

Det kedelige er imidlertid at juristen, Rasmus Malver, ønsker at bruge EU-monsteret som middel til at tryne de lokale slyngler. Med henvisning til menneskerettigheder…Først til allersidst berørte diskussionen begrebet positive og negative rettigheder – EUs og FNs ‘rettigheder’ er så mange og problemet er netop at de positive rettigheder betyder at nogle menneskers behov tilgodeses på bekostning af andre menneskers rettigheder. Hvis alle polske kvinder (eller blot nogle) har ret til abort i Danmark (!!?) så er der nogle personer hvis ejendomsret man forgriber sig på for at levere denne rettighed. En af de – relevante – indvendinger mod den danske grundlov er, at den intet er værd hvis folketingets medlemmer vælger at tilsidesætte den. Og fuldstændig den samme kritik kan rettes mod de ‘rettigheder’ der opremses i EU-loven. Et eksempel, artikel 17 om Ejendomsret:

Enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.

Intellektuel ejendomsret er beskyttet.

Med andre ord – din ejendomsret gælder hvis vi (hvem er vi?) skønner det er ok.
Og i øvrigt forbeholder vi os retten til at bestemme hvordan du bruger dine ressourcer med henvisning til ‘intellektuel ejendomsret’. Det anbefales at man læser om dette sidste begreb hos Stephan Kinsella, så man kan få styr på ejendomsret, hvorfor det er en god ide og hvorfor intellektuel ejendomsret ikke kan opretholdes hvis man vil være konsistent i sin tænkning om ejendomsret. Se også her om patenter.

At lade et større monster (EU, FN) afgøre hvilke love der gælder i DK for at begrænse et mindre monsters (den danske stat) overgreb på landets indbyggere virker som en rigtig dårlig ide! En stor eller mindre stor knytnæve gør begge skade. Eksempel på at det er skidt når staten overvåger borgerne og afgører hvad der er misinformation kan findes i et land der formelt har beskyttelse af ytringsfrihed (som ikke er en menneskeret men en ejendomsret!).

Læs Rothbards dissektion af statens anatomi!

Udgivet i 2 kommentarer

Men hvorfor så?!

Det er ikke længere muligt at opretholde illusionen om at nedlukningerne finder sted for at beskytte den intetanende befolkning. Den befolkning, der hvis ikke politikerne tog affære, ville gå til i egen uvidenhed. Jonas Herby markerer igenpunditokraterne at den argumentation der tidligere har været brugt for nedlukninger ikke harmonerer med, at der fortsat dekreteres begrænsninger i folks livsførelse. Og så har vi ikke nævnt at det på intet tidspunkt har været acceptabelt at udsætte befolkningen over det meste af kloden for et eksperiment hvor vi ved at skadevirkningerne er enorme og vil vare generationer, mens de gunstige effekter er højst usikre og indtil for nylig anset for fraværende (det har vi så nu efterhånden solid evidens for – tag også quizzen her). Oven i købet går de katastrofale økonomiske konsekvenser af regeringsindgreb verden over hårdest ud over dem der er dårligst stillet i forvejen.

Men hvorfor har de gjort det? Det må da være i den bedste hensigt for os alle sammen? (Hvis du stadig tror politikere har undersåtternes bedste interesse for øje, så genlæs Rothbard her.) Heldigvis behøver vi ikke gætte. Mange ‘beslutningstagere’ og magtfulde organisationer har ganske klart givet til kende at de ønsker at ændre på den måde verden er indrettet. Og eftersom de ikke formår at overbevise folk om deres store plans fortræffeligheder, må de i deres magtfuldkommenhed og beruset af egen klogskab, gribe til andre midler.

Se Kate Wands minidokumentar her (ht: The Fat Emperor) part 1: 13 min,; part 2: 22 min.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 1 kommentar

Om tyveri

Cepos har udgivet en rapport om skatteunddragelse (deres hjemmeside fungerer ikke i øjeblikket) og for nylig diskuterede Martin Ågerup emnet med tidligere departementschef Peter Loft. En udmærket diskussion det kan anbefales at lytte til, men man kunne ønske sig lidt mere fra en liberal tænketank end diskussion af om der skal betales 22% eller 21% i selskabsskat.

Indkomstskat var ikke hovedemnet her, men diskussionen går ofte i samme spor, for selvfølgelig, lyder det som regel, skal vi betale ‘vores’ skat, bare lovgrundlaget er på plads og transparent. Men lovgrundlaget er aldrig ‘på plads’, for indkomstskat er et af de værste tyverier – og det bør nævnes at der findes steder hvor den er nul uden at samfundet ligger i ruiner.

Talen om at skylde noget i skat er et eksempel på nysprog der har sneget sig ind, og nu som en naturlig præmis antager at staten ejer din ejendom (som dermed ikke er din ejendom). Men staten har intet retmæssigt krav på din ejendom! At tale om skatteunddragelse som noget vi ‘selvfølgelig’ skal forhindre er ren Orwell’sk – det svarer til at du selvfølgelig ikke må låse din dør for at gøre det vanskeligere for tyven at stjæle. Tyven har ikke ret til en del af din ejendom – heller ikke selvom han og de andre tyve har stemt om det og er blevet enige om at din ejendom nu er deres.

Det er fint have en tænketank som Cepos der kan påpege mange tåbeligheder og man kan sagtens mene at et radikalt budskab som nul (0) i skatteprocent er urealistisk og ‘skræmmer’ folk væk fra liberale tanker. Men man kunne som nævnt godt ønske sig en mere principiel diskussion om ejendomsret og friheden for tvang, selvom der er et stykke vej til den situation.

War is Peace

Freedom is Slavery

Ignorance is Strength

Din ejendom er statens

Naturligvis er skat tyveri – vrangforestillingen om at det er noget folk betaler frivilligt, kan kun tilskrives årtiers ophold i propagandainstitutioner. Troels Lund Poulsen, som ellers ikke fortjener særlig ros, indførte i sin tid en konto hvortil man frivilligt kunne indbetale mere i skat, og sjovt nok var det ikke store summer der kom ind. Hvis dit bedste bud på, hvordan reelle problemer løses, er at tvinge andre til at betale til en bande der efterfølgende ikke løser problemer, men skaber dem, så prøv igen med en anden tilgang. Undlad i hvert fald at holde den moralske fane højt. Mener du der er et problem der skal løses, og kan du ikke selv klare det, så må du overbevise andre om at netop dette problem fortjener særlig bevågenhed. En af de værste konsekvenser af statens indblanding i stort og småt er den ledsagende ansvarsfraskrivelse for medmenneskers ve og vel. Modtagere korrumperes og andre tilskyndes til hårdhudet ligegyldighed.

Når man bruger loven til at tildele nogle mennesker særlige privilegier fører det efterhånden til alles kamp mod alle om kontrollen med det magtapparat, banden, der betegner sig som staten.

Læs med dine børn om, hvad lov er i Tuttle tvillingerne lærer om loven og læs selv originalen Loven, der begge fås på dansk her i butikken. Bastiat skrev pamfletten i 1849 og den er endnu mere relevant i dag. Og så er den ganske let læst. Nødvendig modgift til dagens propaganda.

Cover back

Skat er tyveri – og i øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Når bureaukraten stemmer

Kan resultatet forudsiges. Og det er ikke til vores alle sammens fælles bedste. Bureaukraten har som alle andre sine egne personlige interesser og præference. Det er der intet mærkværdigt eller upassende ved. Når bureaukraten optræder både som lønmodtager i et offentligt system og som arbejdsgiver, henter han sine midler som arbejdsgiver i andre menneskers lomme, og er tilbøjelig til at være mindre påholdende med udgifterne.

Dette problem bliver større og større efterhånden som antallet af bureaukrater vokser som Mises påpegede allerede i 1944(!) i Bureaucracy (hent den her).

Udviklingen i antallet af offentligt ansatte i Danmark illustrerer problemet. Fra 1966 til 2019 steg antallet af offentligt ansatte fra 269.000 til 829.000 – som udtryk for at staten trænger sig ind på alt for mange områder, hvor den (også) gør mere skade end gavn. (Godt nok er tallet faldet en smule igen, men udgør stadig 719.000 i 2020.)

Det betyder ikke at alle offentligt ansatte er uproduktive, eller at der ikke også er lammende bureaukrati i den private sektor – dog ofte som et ‘svar’ på det offentlige bureaukratis aktivitet. Men hver en krone der bruges på varer eller ydelser af bureaukraten kommer dels fra en anden, der så ikke kan bruge den efter eget forgodtbefindende. Endvidere er der afledte effekter med ressourcer der flyttes til de områder bureaukraten favoriserer, ressourcer der trækkes væk fra andre områder hvor priserne så stiger mere end de ellers ville have gjort (eller måske endda var faldet).

Udover det moralsk forkastelige i at tage fra nogle for at give til andre, er alternativomkostningerne vanskelige at (over)vurdere. Det sete versus det usete – det som ikke bliver iværksat fordi bureaukraten har beslaglagt en stor andel af samfundets produktion er fint beskrevet i Henry Hazlitts Economics in One Lesson. Læs de første kapitler her på dansk.

Jo rigere et samfund er, desto bedre går det også de, der er dårligst stillet. Forudsætningen for at kunne hjælpe andre, er velstand og villighed. De fleste er villige, og mere villige des mere velstillede de er. Produktion går forud for forbrug (Says lov) og jo mere staten konfiskerer af det producerede desto mindre velstand er der til at hjælpe dem der behov for hjælp. Politikere lader til at tro at rigdom ‘opstår’ og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men fattigdom er udgangspunktet. At skabe og vedligeholde velstand er en kompliceret affære med samarbejde mellem mennesker der ikke kender hinanden. Du kan læse om dette mirakuløse samarbejde – sammen med dine børn – i bogen om Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant.

Miraklet

Rigdom kan man ikke lovgive sig til – og i øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Kronen, kronen, kontrollen og korruptionen

Kontrol over kongens mønt har alle dage været et middel til at belønne udvalgte undersåtter og købe sig til loyalitet – om ikke andet for en tid. Den korrumperende effekt af at have adgang til skatkammeret og ikke mindst for modtageren af nådegaver er et problem, der ikke kan løses ved at give mere magt til kongen, regeringen, politikere eller bureaukrater.

Ryan McMaken skriver om den ‘naturlige’ udvikling af lobbyisme og pleje af særinteresser der opstår i kølvandet på en stor stat. Når staten konfiskerer en stor andel af borgernes produktion og kan bruge den til at forgylde foretrukne sektorer/industrier/firmaer, kombineret med dens adgang til at lægge hindringer i vejen via ‘lovgivning’ (hvad er lov) og regulering, kan det ikke undre at entreprenante folk søger mod truget der lokker med lette(re) indtjening. Det er en af de mange kedelige effekter ved at have en tung byrde af – muligvis – velmenende politikere, som vil gøre noget, men som ikke har forstået at det er forkert at tage noget fra andre med vold eller trusler om vold, selvom man hævder at det er til fordel for nogle som har mere behov for tyvekosterne end den retmæssige ejer. En anden uheldig konsekvens er at modtageren korrumperes – tilvænnes situationen hvor andre forventes at løse ethvert problem. Men det allerværste er måske at staten også lægger hindringer for den hjælp folk frivilligt ville yde til hinanden og bidrager til den almindelige fremmedgørelse, og klientgørelse.

Løsningen? Lad folk selv råde over langt mere af deres ejendom (ideelt AL deres ejendom) – en grundig beskæring af politikernes adgang til andre folks værdier vil føre til mere velstand – det er oven i købet også det eneste moralsk forsvarlige! Når staten ikke kan dele ud af rovet, må folk producere noget andre folk har glæde af, i stedet for at forlade sig på privilegier og særinteressepleje.

Loven perverteres når den bruges til tilegne sig andres ejendom. Det skrev Bastiat en glimrende lille pamflet om i 1849 – og den fås her i butikken på dansk. Burde være pensum i folkeskolen – man mistænker at det er med overlæg at den ikke er det.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Bland dig udenom!

Ministeren (i princippet hvilken som helst, men her er tale om ministeren for propaganda og indoktrinering) indser at ‘vi’ har taget fejl. Et indgreb har ikke haft den ønskede effekt, nærmest det modsatte og derfor skal ‘vi’ nu gøre det modsatte. Endnu en gang kan man konstatere at en politiker nok kan pege på et problem, men de kan ikke ‘løse’ det – i hvert fald ikke uden at skabe andre problemer som de må ‘løse’ – og pålægge de fleste andre en byrde, hver gang. Politikerbyrden ser desværre ud til at være ganske oplysningsresistent – se Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget.

Uddannelse er alt for vigtigt et område til at det kan forsvares at lade staten have indflydelse på det. Ganske som religion og stat skal adskilles, således skal stat og uddannelse adskilles. Vil det føre til et perfekt samfund? Nej, det findes ikke – men i det mindste bliver de fejl der begås ikke påtvunget hele befolkningen. Såkaldte markedsfejl er ikke et argument for at politikere skal begå politik-fejl. At strø uddannelsesinstitutioner ud over det ganske land for at belønne visse områder som er regeringen velbehagelige, er et andet eksempel på den magtfuldkommenhed der opstår, når vi lader statens ‘opgaver’ vokse udover alle grænser.

Hvor går grænsen? Det er der delte meninger om – men at den er overskredet forlængst burde være tydeligt. Læs om hvornår magtanvendelse og lovgivning er på sin plads i Bastiats lille pamflet, Loven. Fås her i butikken på dansk til 37,50.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Patent – magthaverens konkurrenceforvridende gave til den udvalgte

Diskussionen om patenter som ‘nødvendige’ for at ‘vi’ kan have investeringer der først giver afkast efter lang tid dukker af og til op. Når Mette eller andre politikere finder det ‘interessant’ at se på patent-lovgivningen er det ikke fordi de pludselig har indset hvor skadeligt patentet er for privat ejendomsret og fremskridt. Intet ligger dem fjernere. De lider under vrangforestillingen om, at andre folks ejendom er noget politikere frit kan omfordele. Det var patentets oprindelse, hvilket ikke gør det bedre. Men hvad er formålet med at have ejendomsret? Og til hvad giver det mening at have ejendomsret? Formålet kan siges at være forsøget på at undgå voldelige ‘løsninger’ på uenighed om, hvem der har retten til at disponere over en knap ressource. Luft er for eksempel generelt ikke en knap ressource, men kan være det i 10 km højde eller på månen, hvor det giver mening at tale om ‘min luft’ i den flaske jeg har medbragt. Formålet med lov er retfærdighed – ikke at fremme bestemte interesser, bestemte aktiviteter eller at sikre nogle en indtjening – som altid vil ske på bekostning af andre når det gennemføres med politiske midler.

Man kan erhverve sig ejendomsretten til en knap ressource enten ved at være den første der finder eller opdager den, eller via kontrakt, dvs får den fra en anden person der retmæssigt ejer den, som gave eller som modydelse. EJendomsretten ‘udløber’ ikke. Den cykel du fik stjålet er stadig din, selvom den der nu kører på den i god tro har købt den af tyvens hæler. Hvis du kan vise det er din stjålne cykel må ham der uretmæssigt kører på den aflevere.

Et patent, derimod, udløber og har intet med ejendomsret at gøre. Det er blot et monopol hvis indehaver (mis)bruger statens voldsmonopol til at forhindre andre i at bruge deres egen ejendom som de finder bedst. Traditionelt var patentet en gave fra monarken til yndlingene, en tilladelse til at plyndre via pirateri. Siden udviklede det sig til en gave man kan få mod at afsløre detaljer om ens opfindelse. En gave der består i, at statens lakajer forfølger konkurrenter hvis de bruger egne ressourcer på at fremstille noget man har patent på – selvom de måske selv har fået ideen.

I den ellers ofte udmærkede Cepos-podcast, samfundstanker, luftede deltagerne for nylig en almindelig misforståelse. Nemlig den at et patent beskytter ejendomsretten. Det modsatte er imidlertid tilfældet, patenter er et overgreb på ejendomsretten der udnytter statens magtmonopol til at forhindre folk i, at bruge deres egne ressourcer som de vil. (Anledningen var den med at ophæve patentet for coronavirus vaccine patenter – med det ofte brugte, men ikke valide argument (se Boldrine and Levine, Against Intellectual Monopoly Ch. 9), at hvis man fjerner patentet vil det reducere udviklingen af nye vacciner/lægemidler.)

Vi har tidligere været inde på ophavsret, herunder misforståelsen om at patenter fremmer innovation, og Stephan Kinsella, en patentadvokat, der udover sin afsky for patenter også er en af de skarpeste tænkere inden for voluntarisme. Se denne korte video (25 min) og bliv gjort opmærksom på forhold du måske vil opfatte som selvindlysende når først logikken bag er blevet åbenbaret. Ikke desto mindre er der mange der drager fejlslutninger på feltet, fejlslutninger der nemmere opstår når ma ikke holder sig for øje hvad formålet med lov egentlig er – læs om dét med dine børn i Tuttle tvillingerne og loven.

Cover
Udgivet i Skriv en kommentar

Staten ER Fejlen

For et års tid siden skrev jeg om markedsfejl foranlediget af en udmærket diskussion på regelstaten. Det forgangne år har fået Otto Brøns-Petersen til at genbesøge begrebet med den afsindige reaktion på en virus-svøbe som udgangspunkt. Læs den her.

Men markedet begår ikke fejl; markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når det foregår uden tvang og med respekt for andres ejendomsret er alle involverede bedre stillet. Et diskussionspunkt er konsekvenserne for tredie part; den der ikke deltager i en transaktion. Det er de såkaldte eksternaliteter – og de forsvinder ikke af, at det er staten der forsøger at korrigere ‘fejlene’. Snarere tværtimod fristes man til at sige.

Brøns-Petersen har et ‘arbejdspapir’ der går lidt mere i dybden med spørgsmålet om, hvad vi skal med staten. Læs det her.

Gense denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min) for en gennemgang af markedsfejl.

For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.

Den mindst ringe løsning er privat ejendomsret, og spørgsmålet er om forestillingen om et samfund hvor størstedelen af medlemmerne konsekvent bekender sig til respekten for andres person og ejendom, er en utopi på linie med kommunisternes nye menneske.

PÅ den anden side forsøger de fleste ordentlige mennesker at lære deres børn, at de ikke må tage hinandens ting og ikke slå hinanden oven i hovedet. En konsekvent efterlevelse af disse simple regler vil bringe os et langt stykke hen ad vejen. Politik og staten er prisen vi betaler for ikke at have et civiliseret samfund.

Statens Anatomi – kr. 37,50
Udgivet i Skriv en kommentar

Den skarpe klo

Momslovgivningen er så kompliceret at det kræver betydelige ressourcer at administrere og alligevel er der masser af fejl i ‘indberetningen’. Det kan ikke undre når man tænker over alle de utilsigtede konsekvenser og de talløse love og regler vi bebyrdes med har, med tilhørende lapperier og forsøg på at ‘udbedre’ nogle af de skadelige effekter. Det fører naturligvis til andre utilsigtede effekter og lovmaskinen tager en runde mere.

Udover at bestikke sig til genvalg – hvad er det så de tvangsinddrevne ressourcer også skal bruges til? Selvfølgelig til at varme bandens alderdom. Det er sjældent de erklærede socialister på tinge rammer i retning af skiven, men det forekommer dog. Sjovt at de ikke kan se det forkerte i at tage andres ejendom uanset hvem byttet tilfalder. Der er intet overraskende i at loven perverteres når den bruges til andet end at beskytte individet inklusive ens ejendom – og intet overraskende i at dem der begår lovene ender med at have særlige ‘privilegier’. Selvom de ikke tror det – så ER politikere faktisk mennesker og ikke engle.

OMF