Udgivet i Skriv en kommentar

Krig! – og privat forsvar.

Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.

Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.

Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?

For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.

Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Hoppe – Private production of defense
Tannehill – Market for Liberty
Murphy (video) – Market for Military Defense

Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...

Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her…
Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.

Statens sundhed er krig. Og den skal nok skaffe sig en krig på den ene eller den anden måde, sålænge vi accepterer dens eksistens. Hvad enten det er en kold krig, en varm krig, en krig mod ‘stoffer’, en krig mod klima-ændringer eller en krig mod fattigdom. Hver krig er anledning til at lidt mere magt fjernes fra privatsfæren og deponeres hos statsmagten. Det er tydeligst i store, magtfulde stater, men også i mindre, totalitære stater.

Statens Anatomi fås her på dansk – 37,50

Udgivet i

Moderne fascisme

Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.

Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.

De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.

Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.

Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)

Udgivet i 1 kommentar

Hybris og enhjørningeflatulens

I forlængelse af de forgående ugers kommentarer, her og her, om politikeres generelle mangel på ydmyghed og deres (og befolkningens) overvurdering af politikeres evner til at afstedkomme det de hævder at ville, så læs Kurrild-Klitgaards tekst om den ‘demokratiske totalstat’. Punditokraterne ellers hvis man betaler for adgang til berlingske (wtf?!).

Endnu engang burde vi sande at det man skal bedømme politikere (og andre) på, ikke er de erklærede hensigter, men de faktiske konsekvenser af handlingerne. Forestillingen om at politikere blot vil os alle det bedste, og alene handler i overensstemmelse dermed er dybt naiv, og i modstrid med mange års erfaringer. Politikere er ikke engle – ligesom vi andre heller ikke er det. Og derfor kan de heller ikke overlades så meget magt over andres folks ressourcer uden at misbruge den. Konsekvensen bliver alles kamp om at komme til lovgivningsfadet og med paragrafferne i hånden tvinge sig til andres folks ejendom.

Bjørnskov nævner at vi har vidst dette siden ’60’erne, med henvisning til Buchanans og Tullocks teorier om Public Choice. Men Bastiat beskrev fænomenet med stort klarsyn allerede i 1849 – Køb loven her på dansk for kun 37,50 og læs den i juleferien.

Rothbard dissekerede med lige så stor klarhed Statens Anatomi – Køb den her på dansk for kun 37,50 – en perfekt nytårsgave!

Udgivet i 1 kommentar

Grøn grundlov – gravalvorlig galimatias!

I forlængelse af sidste uges gylp om at have passende foragt for politikere uden ydmyghed kan vi passende pege på ikke-politikere eller ‘erhvervspersoner’ som til fulde kan være med når det drejer sig om hybris.

Christian Bjørnskov beskriver her elendighederne hvor repræsentanter for visse særinteresser advokerer for at privilegier indskrives grundloven. Det fører til en velkommen kommentar om forskellen på positive og negative rettigheder – noget der burde interessere enhver der går ind for lighed for loven. Man kan således vanskeligt have legitime positive rettigheder fordi dette ville medføre at nogen tvinges til at levere varer eller ydelser til andre. Negative rettigheder derimod, kan alle have glæde af – Bjørnskov nævner bl.a. ytringsfriheden og her må man endnu engang forlade sig på Rothbard for en forklaring på, hvorfor (også) ytringsfriheden bedst forstås som en ejendomsret!

Så nej – vi skal på ingen måde skrive positive rettigheder ind i grundloven eller nogen anden lov! Deri kan man kun være enig.

Skal en sætning særligt fremhæves fra Bjørnskovs blog må det være følgende:

Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig.

Lov er retfærdighed, skriver Bastiat i Loven.
Køb den her på dansk for 37,50

Læs om Tuttle Tvillingerne med dine børn, så de også kan lære hvad lov er!

Udgivet i 2 kommentarer

Har vi for lidt respekt for politikere?(!)

Det mener Otto Brøns-Petersen (som jeg ellers har stor respekt for;) – på trods af, at han korrekt identificerer politikere som personer, der blot reagerer på tilskyndelser. Læs hans indlæg her på Cepos. Imidlertid adskiller politikerbyrden sig fra markedsdeltagere på et væsentligt punkt: De har adgang til at bruge magt, tvang, overfor deres medmennesker i modsætning til andre som ordentligvis må forlade sig på frivillige transaktioner for at skabe velstand. Hvis politikere ikke var mennesker, og hvis mennesker var engle var situationen en anden…

Den magt der drager politikere til politikerhvervet korrumperer og jo mere magt, des mere korruption. Vi andre er også korrumperbare, og mange er villige til at spille med i spillet, hvis de mener at opnå en nettogevinst. Så ‘vi’ stemmer på de politikere der lover at give til os og dermed tage fra ‘de andre’ (eftersom politikere kun har det de har konfiskeret fra andre).

Som Brøns-Petersen skriver, belønner vi ofte erklærede intentioner snarere end faktiske resultater. De faktiske resultater af politikernes iver efter at udvise ‘handlekraft’ (det vil sige tage noget fra nogen med lov=magt) er imidlertid at vi samlet set bliver fattigere – og dertil kommer det umoralske aspekt. Hans konklusion om at vi som vælgere bør respektere politikere mere, men forvente mindre af politik lader dog noget tilbage at ønske. Netop fordi politik, lovning og magtudøvelse i praksis skaber flere problemer end de løser, og dermed giver anledning til nye tiltag der skal ‘rette op’ på de utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb osv., osv., er der ingen grund til at have særlig meget respekt for politikere flest. Derimod bør vi have en diskussion om, hvilke opgaver der skal løses af statsmagten – når opgaverne udvides fra simpel beskyttelse af person og ejendom, bliver det efterhånden til alles kamp mod alle om at bemægtige sig statsapparatet og bruge det mod ‘de andre’. Modgiften er frivillighed – kun ved at producere varer eller ydelser andre efterspørger og udveksle i frivillighed kan folk der ellers er uenige leve i nogenlunde fred.
Økonomien kan ikke ‘styres‘ – og forestillingen om, at hvis bare de rigtige kommer til at bestemme, vil de løse vores problemer har Hayek (og andre) skudt ned.

Brøns-Petersen bør genlæse ‘Loven’ af Frederic Bastiat (jeg er ret sikker på at han kender den) – folketingspolitikerne har stadig muligheden – om de gør brug af den står hen i det uvisse.

Svaret på spørgsmålet i titlen er ‘Nej!’

Loven fås her i butikken, på dansk, til blot 37,50 en oplagt mandelgave 😉

Børn i familien kan også være med!

Udgivet i Skriv en kommentar

Stemmesvindel er en god anledning…

…til at tale om hvad der er så vidunderligt ved det stemmeri. For nylig blev endnu? et problem med stemmemaskiner i USA beskrevet. Henvisningen til sentensen der tilskrives Stalin (hin folkets velgører /s), om at det der er afgørende er ikke hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne, peger på en vigtig antagelse vedrørende stemmeriet: Hvis bare stemmeoptællingen er foregået ‘korrekt’, er antagelsen at afstemningen dermed er ‘gyldig’. Det er imidlertid ikke tilfældet – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom, ligegyldigt hvor omhyggelig man er med optællingen. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har: Når jeg finder at naboens udgifter til syge børn er for høje står det mig frit for at spæde til. Og at banke på døre for at spørge om frivillige bidrag. Jeg kan imidlertid ikke bare gå ind til genboen og tage deres værdier, eller true dem til at aflevere noget til mig, for at jeg kan give det til naboen.

Det er helt uafhængigt af, om vi på vejen har ‘stemt’ og udnævnt mig til minister for tvangsinddrivning af flere ressourcer, eller noget andet (se en oversigt over ‘koncernen’ SKAT her). Det er forkert at tage andres ejendom, selvom (du mener at) du bruger værdierne på noget bedre end dem du tager fra ville gøre.

Stemmeri kan ikke legitimisere plyndring. Svindel med stemmer i håb om at man dermed kan få ‘mandat’ til at plyndre andre er skidt – men det grundlæggende problem er den underliggende tvang.

I analogi med afskaffelsen af slaveri er målet et samfund frit for tvang (undtagen i selvforsvar og for at opretholde frivilligt indgåede kontrakter…) – det kan forekomme uopnåeligt, men det gjaldt også for afskaffelsen af slaveriet for få hundrede år siden. Til trods for at slaveri har været en del af menneskehedens vilkår i årtusinder, lykkedes det på ganske kort tid at ændre folks indstilling til det (der er undtagelser, og som kedelig konsekvens af forsøg på at tvangsindføre ‘demokrati’ visse steder, stikker uvæsenet nu sit grimme fjæs frem igen).

Hvordan skal man da beskytte sig mod overgreb? Ved at overlade en gruppe dygtige politikere mennesker monopolet på magtudøvelse? ! !!
Ikke en god ide. Læs om den sociale kontrakt her. Mere om privat produktion af forsvar her, her og her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Modeller og tilståelser

Hvis man er ubekendt med begrænsningerne inden for modellering af klimaet er her en ganske kort, nyttig introduktion.
https://fabiusmaximus.com/2019/10/01/confessions-of-a-climate-scientist/

En lidt mere detaljeret diskussion af modelbegrænsinger findes her, hos Judith Curry.

Det er svært ikke at bevare indtrykket af, at den ‘information’ vi fodres med har karakter af propaganda, med det formål at holde os tæt nok på panikkens grænse. Indgreb, overgreb, beslaglæggelse af ejendom og andre begrænsninger møder derfor mindre modstand. Og man kan slippe afsted med at uddele tvangsinddrevne midler til at ‘...udvikle helt nye ideer, vi ikke har tænkt på endnu…’

Udgivet i

Vi kommer nok til at tage det nogle gange…

Der er en verden fuld af vildfarelser – nogle af dem skal korrigeres ikke en, men mange gange. Den moralske, menneskelige og velfærdsmæssige fallit af totalitære ideologier (national-socialisme, anden socialisme, fascisme og dermed beslægtede systemer) må påpeges igen og igen.

https://fee.org/articles/the-battle-isnt-right-vs-left-it-s-statism-vs-individualism

Modsætningen til den frivillige udveksling der karakteriserer et frit samfund, med privat ejendomsret – ikke bare til personlige effekter, men til produktionsmidlerne – er ødelæggelse. Mises blotlagde dette for 100 år siden i værket Socialism.

Faktisk er socialisme slet ikke hvad den udgiver sig for. Den er ikke en frontløber for en bedre, finere verden – tværtimod, den ødelægger hvad tusinder af års civilisation har skabt. Den bygger ikke, den ødelægger. Ødelæggelse er dens inderste væsen. Den producerer intet, men fortærer blot hvad den sociale orden, der hviler på privat ejerskab af produktionsmidlerne, har skabt.
(Min oversættelse.)

Læs om cyankalium og socialisme her…

Udgivet i Skriv en kommentar

(Skal) Simplere skattelovgivning søges?

Hvad skulle formålet være, kan man spørge? Tjah – hvad er formålet med at det er så kompliceret at selv specialister ikke kan overskue skattesystemet – og bureaukratiet ikke kan administrere det. Måske er formålet at folk holdes uvidende om hvor meget de egentlig plyndres for. Måske er det bare en konsekvens af talløse lapperier, hvor utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb forsøges justeret. Hvilket fører til…nye utilsigtede konsekvenser. Eller både ondskab og dumhed

CEPOS forsøger sig med et forslag til forsimpling. Alt andet lige bør folk uden de store forudsætninger kunne beregne hvor stor en tvangsopkrævning de påføres, uden at søge hjælp fra specialister (eller misdæderen selv ‘SKAT’). Forslaget kunne afsløre hvorvidt banderne i folketinget rent faktisk er interesseret i at pøbelen kan regne det ud selv, og om alle kommissionerne til forsimpling af lovgivning blot er røgslør.

Forslaget undlader helt – formentlig tilsigtet – at påpege det urimelige i selve tvangsopkrævningen, uanset hvordan den foretages og hvor stor eller lille den er. Det har dog været nævnt før både på Cepos og ikke mindst her på sitet.

Målet bør være en flad skatteprocent på 0 (nul).

Ligesom en del af menneskeheden for nyligt indså at slaveri var forkert og derfor satte som mål at afskaffe den (ikke reducere til 25% eller noget lignende), skal vi stræbe efter frivillighed i omgangen med andre mennesker på alle områder. Gennem det meste af menneskehedens historie har slaveri været et normalt vilkår – først inden for de sidste ret få årtier har en stor del indset af det er forkasteligt. Sådan kommer det forhåbentlig også til at gå med beslaglæggelse af privat ejendom med tvang og trusler.

Når Loven bruges til noget som helst andet end beskyttelse af person og ejendom ender det i magtkampe om, hvem der kan plyndre andre. Bastiat beskrev dette præcist i Loven:

…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…

Køb den her i dansk oversættelse for kun 37,50!