Udgivet i Skriv en kommentar

Folkets stemme

…findes ganske enkelt ikke. Det der derimod findes er en mangfoldighed af forskellige interesser og ønsker samt ligeså mange forskellige sæt af omstændigheder, der bringes i anvendelse i håbet om at realisere ønskerne for hvert enkelt individ. For at komplicere sagen yderligere skifter individets interesser over tid og det er meningsløst at operere med een Folkets Stemme eller een fælles interesse. Det kan være politisk opportunt at forsøge at oppiske en stemning hvor man kan få folk til at samles om et fælles mål, en fælles fjende, der -midlertidigt- kan undertrykke alle andre mål. Klimaændringer, Svensken, overbefolkning, underbefolkning, meteorstorm, finanskrise, racisme eller hvad der nu er det seneste skud på katastrofestammen. Problemet er selvfølgelig at det bliver sværere og sværere at opretholde katastrofestemningen og den dermed forbundne (indbildte) ret til at undertrykke individets rettigheder for kollektivets.

I forbitrelsen over det danske folketings rutinemæssige overgreb på en befolkning der, med overlæg, er fastholdt i uvidenhed skal vi imidlertid ikke glemme at harcelere over at vi også forventes at deltage i et cirkus med udnævnelse af bandemedlemmer til en europæisk overnational institution, det såkaldte EU-parlament. På linie med de mere lokale bandemedlemmer er der her tale om en gruppe af personer, der mener sig berettiget til at dirigere rundt med endnu flere mennesker og oven i købet tage sig betalt af de selv samme mennesker som de dirigerer rundt med. En ‘normal’ landevejsrøver prøver ikke at bilde sine ofre ind, at de er bedst tjent med at overlade en del af deres ejendom til røveren – år efter år. Læs om den europæiske centralbanks systematiske arbejde for misallokering af ressourcer her.

Demokratiets snedigste bedrag er få folk til at tro at det er det mindst ringe system. Det er det ikke – hvis man kan stemme om andre folks ejendom bliver demokratiet til en kamp om magten til at netop at tvinge andre til underkaste sig vinderens vilje. Læs om hvordan i Bastiats Loven – får her for 37,50. Læs også Rothbard dissektion af Statens Anatomi inden du overvejer om du skal stemme – fås også her for 37,50.

Hvis du mener at dine (eller andres) børn bør få lejlighed til at tale med om den slags vigtige ting, kan jeg anbefale serien om Tuttle Tvillingerne. Bind 1 (baseret på Bastiats Loven) og bind 2 (baseret på Leonard Reads I, Pencil) om miraklet der følger af frivillige transaktioner) fås på dansk her i butikken.

Udgivet i Skriv en kommentar

Privat ejendomsret er forudsætningen for forbedring af levestandarden

Forestillingen om at omfordeling med tvang kan føre til et mere ‘retfærdigt’ samfund hviler på en misforståelse. Nemlig den at goder, hvad enten det er varer eller tjenester, kommer ‘af sig selv’, eller på guddommelig vis opstår fordi ‘nogen’ vil det. Dermed bliver det uforståeligt at nogle har meget og andre mindre og man kunne i et ueftertænksomt øjeblik have sympati for ideen om tvangsomfordeling. Men goder skal skabes, vristes ud af tilværelsen ved transformationen af råvarer (input) og ved hjælp af iderigdom, håndværk og kapital. Den der skaber goderne ejer dem, dvs har uindskrænket råderet over dem og kan gøre med dem hvad han vil. Herunder udveksle dem med hvad andre har produceret og når dette foregår frivilligt er begge parter rigere efter udvekslingen end før. Levestandarden for begge er forbedret.

Specialisering er, kombineret med respekten for privat ejendomsret, fundamentet som den ufattelige fremgang i levestandard vi har set i de seneste århundreder hviler på. Respekten for ejendomsretten er forudsætningen for at folks produktion stiger. Når man føler sig sikker på at opsparing og investering i kapitalgoder (produktionsapparat) ikke bliver beslaglagt af tilfældige bander, hvad enten de kalder sig banditter eller smykker sig med politiker-titler, er villigheden til at producere langt større end ellers. Insisterer man på frivillige transaktioner kan man kun forbedre sin levestandard ved at betjene andre. Je bedre man betjener dem, desto mere kan man få retur og dermed forbedre sin egen levestandard.

Dette er i stærk modstrid til systemet hvor levestandarden kun kan forbedres ved at en stærk mand/stat påtager sig byrden med hensyn til at beslaglægge og derefter, på ‘retfærdig’ vis, fordele en andel af rovet blandt dem som derved bliver statens tilhængere.

Magt korrumperer – og magten til at tage andre folks ejendom via stemmesedlen korrumperer bestemt også. Når den slags overgreb tillades, bliver politik til alles kamp om at erobre ‘retten’ til at udskrive love. Love der legaliserer plyndring og skaber grobund for strid og ufred.

Privat ejendomsret er bolværket mod en brutal samfundsform og fremmer et samfund hvor samarbejde dominerer og fremgang og stigende velstand følger af frivillige transaktioner. Et system med ubøjelig respekt for individets selvbestemmelse og ejendomsret er den eneste moralske måde at indrette sig på.

Læs Gary Galles indlæg om kapitalismen som den eneste moralsk samfundsform på Mises.org.

Der er snart ‘valg’. Send dit yndlingspolitiker forbi siden med Oplysning til Medlemmerne af Folketinget. De har brug for det…

Udgivet i 1 kommentar

Dæmonkrati – med lov skal land bygges, ikke plyndres

Demokrati anprises i tide og utide som om det var et mål i sig selv. Det er det naturligvis ikke, men en måde hvorpå mennesker kan organisere sig mhp, i videst muligt omfang, at undgå voldelige konflikter under arbejdet på at forbedre levestandarden. Frivilligt samarbejde, med fuld respekt for individets autonomi og ejendomsret, muliggør velstand i et omfang som er den enkelte umuligt at opnå. Erkendelsen af dette er en vigtig forudsætning for at det fulde potentiale kan realiseres.

Ryan McMaken har en læseværdig artikel på mises.org. Den beskriver vanskelighederne med demokrati når territoriet og antallet af mennesker i et ‘land’ vokser sig stort. Med udgangspunkt i det amerikanske eksperiment hvor et antal stater indgår i en føderation, kan diskussionen om hvordan kejseren på toppen af den føderale kransekage vælges ‘mest’ demokratisk. Direkte valg blandt alle indbyggere/undersåtter eller direkte valg blandt et antal personer valgt i hvert enkelt stat i føderationen? Han argumenterer for at der i så stort et land vil være grupper af mennesker med vidt forskellige værdier, interesser og ønsker om hvordan tilværelsen skal indrettes og en naturlig følge af dette, er at begrænse en central magts indflydelse over resten af området. En oplagt konsekvens heraf er retten til uafhængighed og en opdeling i mindre autonome enheder. Vanskelighederne for Storbritanien i forbindelse med eksekveringen af Brexit er et interessant fænomen i sig selv🙂 Schweiz fremhæves som et land der med en vis succes har fastholdt sammenhængskraften, måske som følge af den begrænsede magt placeret hos centralregeringen i forhold til de enkelte kantoner. Læs også her om demokratiet i Lichtenstein – Hans Adam er et bedre alternativ end både Løkke og Mette!

Danmark er et relativt lille land (omend med flere indbyggere end halvdelen af de amerikanske stater) og man kunne håbe at lokal beslutningskompetence med mere magt i forhold til folketinget kunne retfærdiggøre demokratiet som institution. Demokrati kan imidlertid ikke anses for moralsk forsvarligt hvis man kan stemme sig til andre folks ejendom – så ender man uvægerligt med det Bastiat beskrev i Loven, nemlig kampen om at få stemmer nok til at få magt over andre og plyndre dem med legale midler.

‘Dit’ folketingsmedlem har brug for oplysning – send dem til operation OMF, Oplysning til Medlemmerne af Folketinget

Med lov skal land bygges, ikke plyndres…



Mere om stemmeri…

Udgivet i Skriv en kommentar

Vaccination – med moderat økonomisk pres

Spørgsmålet om vaccinationer – især børnevaccinationsprogrammer – dukker jævnligt op. Ofte stikker formynderiet sit ækle fjæs frem og forsøger at retfærdiggøre sine overgreb på andre folks person (og ejendom).

Hvis du ikke ‘lader’ dit barn vaccinere er du dum, enfoldig, videnskabsfornægtende, konspirationsteoretiker eller bare et ondt menneske. Måske endda et umenneske hvis børn og ejendom man bare kan konfiskere og råde over. I hvert fald skal du ikke have lov til at ‘få’ dit barn passet i de offentlige institutioner, der er specielt indrettet til at have en masse snottede unger samlet på relativt lidt plads mens de bliver indoktrineret om statens vidunderlige løsninger på alting og deres forældre holdes væk fra dem for at betale for indoktrineringen. Men de skal stadig betale for at andre folks børn kan opholde sig på institutionerne.

Vores viden om immunsystemet er enorm – en masse detaljer om signalering og interaktioner på cellulært og molekylært niveau er efterhånden kendt, men vi er stadig meget langt fra at forstå hvordan komponenterne virker sammen i hele systemet. At lade som som the science is settled vækker mindelser om den afsporede klimadebat og afspejler en upassende mangel på ydmyghed i forhold til vores uvidenhed – også på vaccineområdet. Se også Christine Benn give en TED Talk om forskelle på levende, svækkede vacciner og inaktiverede vacciner.

Endnu engang kan man se at autoriteternes skråsikre benægtelse af enhver form for utilsigtet effekt af et indgreb fører til manglende tillid, og med god grund. Eksempler som latterliggørelsen af de afvigere der anfægtede mavesyre som årsagen til mavesår (inden opdagelsen af Helicobacter pylori-bakterien), eller de mange og omskiftelige kost’råd’ der gennem tiden er blevet udgydt over en uskyldig befolkning, bør vække til eftertænksomhed. Tilhængere af vaccinationsprogrammer lyder ofte til at have en enfoldig tro på at myndighederne er ufejlbarlige – og at vaccinationer ingen ulemper har, at beskyttelsen er tæt på 100% og virker evigt. Narkolepsi og influenza-vaccination er et eksempel – og i den modsatte grøft beskyldninger om MFR-vaccine som årsag til autisme.

Nogle af dem der er modstandere af visse vaccinationsprogrammer har faktisk gjort et forsøg på at sætte sig ind i de data der ligger til grund for anbefalingerne. Fortolkningen af disse data er ikke entydig og i stedet for at udskamme folk, skal man være taknemmelig for at nogen gider at sætte sig ind i sagen, i stedet for blot at forlade sig på ekspertvældet. Se Jeremy Hammond som et eksempel.

As the organization Physicians for Informed Consent (PIC) has observed, “nearly 90% of measles cases are benign and not reported to the CDC”. Furthermore, the population mortality rate had already plummeted from 13.3 per 100,000 in 1900 to just 0.2 per 100,000 in 1963. Consequently, just before the introduction of the vaccine, only 1 in 10,000 measles cases were fatal. Only 1 in 20,000 cases resulted in encephalitis; 1 in 80,000 in permanent disability; and 7 in 1,000 in hospitalization. Since the clinical safety trials for the measles vaccine did not include the numbers of people that would be required to have enough statistical power to detect rare harms, the further logical corollary is that “the risk of permanent injury and death from the measles vaccine has not been proven to be less than that of measles.”[23]

Når raske mennesker vaccineres for at give (delvis!) beskyttelse i en (ukendt) periode mod at blive syg – eller for at yde ‘flokbeskyttelse’ til andre medlemmer af samfundet, så er der en risiko forbundet med det som er større end nul. Den risiko kan ingen andre påtvinge individet (eller forældrene på barnets vegne). Krav om at de pågældende vaccinerede individer ikke må opholde sig på offentlig ejendom/institution forekommer helt ude i den medicinske hamp sålænge de pågældende individer stadig trues til at betale skat.

Vi ser igen at når Staten ’tilbyder’ en ‘service’ så ender det gerne med at dens repræsentanter også mener sig berettiget til at dirigere folks adfærd med henvisning til den ‘mest optimale udnyttelse’ af de ressourcer Staten har truet sig til.

Løsningen? Få Staten ud af borgernes tilværelse og overlad livet til folk selv.

18Feb2019 – Opdateret m link til TED Talk

Udgivet i 2 kommentarer

Klimakværk

Hvis man kan kalde en situation hvor folk råber skældsord efter hinanden for en diskussion, så virker det som om at mange af, hm, uenighederne, i diskussionen skyldes at man råber totalt forbi hinanden. Mennesket påvirker miljøet omkring sig med det formål at forbedre tilværelsen – det lykkes ikke altid, men kendetegner civilisation. At jordens klima ændrer sig, har ændret sig siden den blev til og formentlig vil ændre sig de sidste 4-5 milliarder år også er der næppe den store uenighed om. Så det der kan få folk til at gå i selvsving og til at ville påtvinge andre mennesker betydelige begrænsinger og/eller beslaglægge deres ejendom handler om noget helt andet.

Nogle mener tilsyneladende at menneskeheden er en kræftsvulst på jordens overflade og burde fjernes fra universet. Det synspunkt deler jeg ikke. Fortalerne skylder os argumenter for, hvilken tilstand i fortiden er jordens ‘rigtige’ tilstand og hvorfor netop den tilstand bør bevares (det umulige i at bevare status quo ses der bort fra). Den gruppe er det vanskeligt at have en frugtbar interaktion med.

Den videnskab der beskæftiger sig med klima omfatter lødig og mindre lødig aktivitet. Påstanden om at ‘the science is settled’ mht klimapåvirkning fra menneskers aktivitet må siges at være vås. For det første er videnskab netop karakteriseret ved at være falsificerbar og kan derfor ikke være ‘settled’ – for det andet forudsætter dogmet, der har religiøs (i ordets dårlige betydning) karakter, at man udvælger data tendentiøst og ser bort fra data der ikke støtter ens ‘teori’. At IPCC rapporten er et politisk dokument fremfor et der loyalt beskriver den videnskab der faktisk er udført er også åbenlyst.

Uanset hvilken fortolkning af data man anlægger, så kommer man ikke uden om at forsøg på at forudsige ‘klimaet’ f.eks. som en global middeltemperatur (som har begrænset mening) er behæftet med meget stor usikkerhed. Det er også usikkert om de tiltag der foreslås til begrænsing af en enkelt faktor (CO2) som blot er en enkelt komponent i et ekstremt komplekst system, overhovedet kan have de ønskede effekter. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl at det har betydelige omkostninger i form af nedsat levestandard, især for de fattigste mennesker på jorden. Påstande om at ‘vi’ ikke har råd til at lade være med at gøre noget, for ellers går jorden under om 12 år, er latterlige og bagatelliserer nutidsomkostningerne. Hvis løbet alligevel er kørt, så er der jo slet ikke nogen grund til gøre noget ved de reelle problemer vi har med forurening. Problemer der bedst løses ved at folks levestandard hæves. Jo rigere folk er desto mere ønsker de at forbedre både deres fysiske og psykiske omgivelser – der bliver overskud til at vælge andet end den billigste løsning.

Når man tager i betragtning at stater har brug for en ekstern fjende for at kunne fortsætte med at trække ressourcer ud af folk, uden alt for stor risiko for oprør, kunne man let få den tanke at det klima-cirkuset handler om, er frygt. Frygt for apokalypsen, som kun statens brave mænd og kvinder kan forhindre – og kun hvis ‘vi’ allesammen løfter i flok, dvs overlader en stor del af vores ressourcer til staten, der så kan fordele rovet. Derfor er det vigtigt at folk er bange – hele tiden. For krig, og når den udebliver, for terror, for istiden, for opvarmning, for forurening, for ‘de andre’, for fattigdom, for livet selv. Når folk er bange er det nemmere at sælge dem beskyttelse. En magtfuld stat eller transnational overstat (Hi George…) kan så sælges som den eneste mulige løsning – en (flok) alvidende hersker(e) bestemmer hvor meget du må forbruge på det ene eller det andet og hvor tit du må spise, for ikke at tale om hvad du må spise.

Der er ikke nogen perfekte løsninger på ret mange problemer her i tilværelsen. Til gengæld er staten ikke det bedste valg for løsning af nogen problemer – når knappe ressourcer bedst (etisk forsvarligt og dernæst mest effektivt) skal fordeles er respekten for individets ejendom den mindst ringe model. Ikke paradis – men den mindst ringe. Spørgsmålet om i hvilket omfang atmosfæren eller havet eller… skal bruges til at dumpe affald er nemlig et spørgsmål om en konflikt imellem forskellige måder at bruge ‘deponeringsressourcen’ på.

For en udmærket gennemgang af forskellige statisme-tilgange til at (forsøge at ) regulere forurening – og dermed gøre ting værre – klik her.
Der linkes til litteratur som kan være relevant for den interesserede læser:
Videoen m Walter Block og privatisering som en uperfekt, men bedre måde at løse konflikter på – også når de handler om forurening.
Rothbard om ejendomsret og luftforurening.
Cordato også om ejendomsret og forurening.
Dolan om vanskelighederne med situationen hvor mange forurenere hver for sig kun forurener lidt, men samlet bliver det alligevel til et problem.
Man kan finde kommentarer til Dolan og svar til kommentarer i QJAE – scroll til Vol 17, no 2…

Udgivet i 2 kommentarer

Har jeg ret til (en andel af) din ejendom?

…andelen kan variere i intervallet større end 0 til og med 100%.

Svaret er selvfølgelig Nej!
Jeg har intet krav på en andel af din retmæssige ejendom – heller ikke selvom du åbenlyst er en klovn med den og ikke bruger den fornuftigt. Heller ikke selvom jeg ville kunne bruge den til din fordel (medmindre du frivilligt(!) overlader den til mig med det formål). Heller ikke selvom jeg ville bruge den på gode formål som ville komme andre mennesker til gavn.

Ingen andre har ret til nogen andel af din ejendom!

Jo mere magt en bande har desto mere vil folk og fæ forsøge at bringe sig i en position hvor denne magt bruges til fremme egne formål eller lægge hindringer i vejen for konkurrenters mål. Løsningen er ikke at give mere og mere magt til banden, hæve den op på en piedestal og give den et nyt navn ‘Regeringen’ Man kan stadig ikke tage andres ejendom under dække at regeringen er os allesammen. Det er den ikke, og den kan ikke have rettigheder som vi ikke har som enkeltpersoner. Læs om hvad Staten er for en bande her.

FEE har en udmærket artikel om negative rettigheder (frihed for overgreb; kan være universelle=gælde for alle mennesker) versus positive rettigheder (når nogle har pligt til at levere noget til andre og om fornødent kan tvinges eller trues til at producere eller aflevere). Når nogen taler for at ‘vi’ har ret til gratis adgang til f.eks uddannelse så indebærer det for det første at vi lader som om uddannelse ikke skal produceres men bare opstår – ellers kunne det ikke være gratis. For det andet, i erkendelse af at det rent faktisk ikke er gratis, indebærer det at nogen skal tvinges til at levere eller betale for uddannelse til andre.

Når politikerbyrden efterhånden får blandet sig i stort og småt medfører det en politisering og en polarisering som igen fører til mere fjendskab imellem mennesker. Alle kæmper om at bruge statens magtapparat til at allokere ressourcer til netop ens egen gruppe eller interesser. Udover at være moralsk forkasteligt skaber det ufred og alternativomkostninger.

Det er heller ikke noget nyt fænomen – Bastiat beskrev det præcist i pamfletten Loven i 1849. Køb den her.

Find din yndlingshadeobjekt her og spørg om de, nu hvor det er valgår, har fået læst op på Loven – Oplysning til Medlemmerne af Folketinget.

Udgivet i Skriv en kommentar

Råderum og råddenskab

CEPOS har begået et notat der beskriver hvordan et såkaldt ‘råderum’ kunne anvendes til at forenkle skattesystemet og tak for det.

Enhver forenkling af skattesystemet må hilses velkommen. Jo klarere det bliver for folk hvorledes skattens skarpe klo trækker blod, desto mindre tilbøjelige vil de måske være til at acceptere yderligere tvangsmæssige omfordelinger. Et system der er skruet sammen så folk med ond hensigt kan malke det til for 100-vis af millioner og som selv eksperter ikke kan overskue i sin helhed, er et uretfærdigt system, et råddent system. Selve det at systemet er nødt til at bruge tvang og trusler om vold og indespærring burde mane til eftertanke, men det er en anden historie. Man må mistænke at at politikerbyrden og deres medsammensvorne har en interesse i at holde lovgivningen så kompliceret så mulig, så færre blandt ofrene kan gennemskue hvordan udplyndringen finder sted.

Jeg kunne ønske mig at vi i stedet for at diskutere hvordan rovet skal fordeles, overvejede hvordan vi undgår at der overhovedet ER et rov. Med andre ord – en frivillig (sic) udveksling af varer og tjenester mellem mennesker, i stedet for en konfliktskabende opdeling i to uskarpt afgrænsede grupper, hvoraf den ene overvejende producerer og den anden overvejende forbruger. Hvis en udveksling foregår frivilligt er den selvsagt retfærdig, og begge parter er rigere efter byttet. Foregår udvekslingen ved tvang, hvad enten det er direkte hvor én part tvinger en anden til noget, eller indirekte, hvor en tredie part tvinger én person til at gøre noget for en anden, da er det uretfærdigt, forkert og værdiødelæggende.

Et ‘råderum’ skal derfor ikke bruges til noget andet end at reducere mængden af tvang – og er kun et lille skridt på vejen.

Har DIT folketingsmedlem fået læst på lektien – eller skal de sendes forbi Oplysning til Medlemmerne af Folketinget igen – operation OMF?

Udgivet i Skriv en kommentar

Pølse for eller pølse bag…

Socialistisk demokrati eller demokratisk socialisme – ligegyldigt hvad, er det et system der indebærer tvang. Endvidere kan mangelen på priser i et system hvor privat ejendomsret de facto er elimineret ikke allokere ressourcerne i overensstemmelse med folks præferencer. Læs her hvorfor Ocasio-Cortez (heller) ikke bliver den der løser cirkelens kvadratur.

Når Staten med tvang omfordeler ejendom er der vindere og tabere. Når frivillige udvekslinger af ærligt anskaffet ejendom finder sted, er der kun vindere. Når erklærede socialister, hvad enten de kalder sig demokratiske, nationale eller noget andet, bilder folk ind, at de kan sørge for gratis uddannelse, sundhedsvæsen, transport, opera eller rugbrød, så ved vi at omfordelingen nødvendigvis indebærer uretfærdighed og at folk dermed ikke har lige rettigheder. 

To af de vigtigste principper du kan lære dine børn handler om Loven – hvornår kan magtudøvelse retfærdiggøres – og Specialisering og frivillig handel – hvordan vildt fremmede mennesker kan samarbejde i fred og skabe bedre vilkår for hinanden, helt uden at det er planlagt.

Der er 20% julerabat i butikken frem til jul ved brug af koden jul2018.

Udgivet i Skriv en kommentar

Ytringsfrihed forstås bedst som ejendomsret

Spørgsmålet om ‘absolut’ ytringsfrihed dukker af og til op og et argument imod er, at man jo ikke har ‘ret til’ at råbe Brand! i en tætpakket biografsal og derfor at ‘nogen’ (sædvanligvis Staten) må sørge for at regulere ytringsfriheden på passende vis. Ytringsfrihed forstås imidlertid bedre som en følge af ejendomsret. Du har ret til at sige lige hvad du vil på din egen ejendom, inklusive udsagn som er fornærmende, anstødelige, uhøflige, politisk ukorrekte eller bare stupide. Men hvis du råber Brand! i din egen biografsal (og det ikke brænder) overtræder du biografgængernes ejendomsret til den film de har betalt for. Du har heller ikke ret til at sige hvad som helst på en anden persons ejendom eller platform og du har ikke ret til at folk skal høre hvad du har at sige. Direkte opfordringer til vold mod andres person eller ejendom er heller ikke en naturret.

Læs mere i kapitel 15 af Rothbards Ethics of Liberty (online her).

Et eksempel på hvordan Staten til en afveksling mudrer vandene også på dette felt ser vi i de såkaldt sociale platforme. De kaldes privatejede, og har derfor ret til at vælge hvad de vil tillade på deres platforme, men nyder privilegier bevilget af Staten i form af ansvarsfrihed for, hvad brugerne af platformen måtte finde på at bringe til torvs af tåbeligheder. Privilegier som Staten ikke vil tøve med at udnytte til at undertrykke synspunkter den finder ‘upassende’.

Løsningen er ikke at Staten bestemmer hvad der må eller ikke må siges på diverse platforme, men et reelt frit marked for platforme som folk kan vælge at ytre sig på, uden privilegier tildelt af Staten.

Læs Justin Raimondo på antiwar.com tilbage i august.

 

Læs om hvad Staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi – der indtil jul fås her i butikken med 20% rabat (brug koden jul2018 ved check-ud) 

Udgivet i Skriv en kommentar

Mere om migration

Ryan McMakens post på mises.org om mere privat (=frivillig) indflydelse på migration og mindre statslig indflydelse kan læses her.

Endnu engang glimrer staten ved sin ødelæggende indgriben i sociale forhold. Løftet om at tage fra nogle individer i landet og dele ud til andre individer, hvad enten disse har samme nationalitet eller kommer fra andre lande end de udplyndrede, skaber en række uheldige incitamenter.

I stedet for at se på migranter som en homogen masse af atomfysikere, læger, forbrydere, velfærdsturister eller voldsmænd, så skulle vi se på dem som individer. Ganske som borgere her i landet burde ses som individer (og have deres individuelle ejendomsret respekteret uden forbehold). Det ville betyde at tilrejsende (og herboende) individer – selvfølgelig! – forventes at forsørge sig selv, via frivillige udvekslinger med andre personer. Eller via frivillig hjælp fra private organisationer finansieret af frivillige donationer (af ressourcer, herunder f.eks. arbejdskraft).

Det er klart at personer der kommer til landet og indgår i frivillige udvekslinger med herboende tilfører værdi – ellers var udvekslingen ikke foregået. Det er også klart at herboende ikke kan have interesse i, at tilrejsende plyndrer de lokale indbyggere, enten direkte, eller, som oftere, via statens mellemkomst.

Den såkaldte Marrakesh-aftale lader ikke til at fremme frivillige interaktioner mellem private mennesker fra forskellige lande.

En uautoriseret oversættelse til dansk kan læses her.