Udgivet i Skriv en kommentar

Socialisme eller ej…

Er Danmark et socialistisk land eller ej? Det spørgsmål dukker jævnligt op, ofte uden at man definerer hvad man mener med terminologien. Jeg kommer af og til, til at bruge skældsordet socialisme om tiltag som mere er tvang, plyndring eller kollektivisme uden egentlig at repræsentere princippet om tvangskollektivisering af produktionsmidlerne. Den meget forhenværende bandechef er et eksempel på benægtelse fra det officielle danmark om at ‘vi’ skulle være socialistiske, til trods for tvangskollektivisering af ca halvdelen af landets BNP.

https://data.oecd.org/chart/5Cv7

En af grundene til at ‘vi’ nødigt erklærer os for socialister er selvfølgelig at den måde at indrette samfundet på, er afsløret som dybt dysfunktionel, hvis hensigten er at forbedre folks levestandard på moralsk vis, uden at plyndre nogle for at give til andre. Mises beskrev dette i Socialism allerede i ’20’erne og argumenterne står stadig. Hans kortere tekst om den Anti-kapitalistiske mentalitet er også stærkt anbefalelsesværdig og nemmere at gå til. En forsmag kan læses her hvor der også er link til den fulde (engelske) tekst.

Pointen er intervention altid fører til skævvridning og utilsigtede konsekvenser som fører til intervention, der skal rette op på disse utilsigtede konsekvenser...og rouletten kører.

Martin Ågerup går ikke den fælde i denne podcast (link via punditokraterne), men påpeger et af de kedelige karaktertræk ved den værdioverførselsstat danmark har udviklet sig degenereret til, nemlig at alle lider under den vrangforestilling at de vil gå glip af overførsler hvis vi bringer staten og dens almisseuddeling ned på et lavere niveau. Derfor vil de færreste stemme for at reducere statens omfordeling. Det er den korruption af folk flest, som legalisering af tvangsoverførsler medfører og, som endnu en ondskabsfuld krølle, ydermere bidrager til fremmedgørelse, ligegyldighed og direkte fjendskab mellem forskellige (grupper af) mennesker som alle kæmper stemmer om at få magt til at plyndre hinanden via lovgivning. At det skulle være civiliseret at skiftes til at plyndre hinanden, fremfor at afstå fra at plyndre er en gåde.

Bastiat beskrev præcist denne samfundsuorden som den misforståelse, at alle tror de kan leve på alle andres bekostning. Køb Loven her for 37,50 og læs Bastiat’s stærke tekst om hvad Lov er – og ikke er.

En version der egner sig til læsning sammen med mindre børn findes også her på dansk! Gå ikke glip af den lejlighed til at tale om dette vigtige spørgsmål med dine børn. Tuttle tvillingerne og Loven.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvem ejer børn?

Hvordan forholder vi os til selvejerskab? Selvejerskab er fundamentet for ejendomsret og en af dem der har tænkt bedst over det er Stephan Kinsella.
Læs her om hvordan vi når frem til selvejerskabet.

Hvornår opnår barnet selvejerskab? Et interessant spørgsmål for folk der går op i ejendomsret. En umiddelbar betragtning baseret på ‘hvem havde det først’, kunne være at det er forældrene der ejer barnet, i hvert fald ejes den næring der tilflyder barnet i fostertilstanden af moderen. Diskussionen i linket fører også til argumenter for, at libertarianere ikke opponerer mod positive forpligtelser, men blot at de insisterer på at sådanne forpligtelser er frivilligt indgået. Læs Kinsellas artikel for en grundig gennemgang.

Udgivet i Skriv en kommentar

Informeret samtykke til plyndring

…er der næppe nogen der giver. Medmindre, selvfølgelig, det handler om at plyndre andre.
Læs denne udmærkede artikel på Mises.org der går i rette med våset om, at man bare kan emigrere hvis man er utilfreds med lugten i bageriet, eller dét at man ikke flytter, er ensbetydende med stiltiende samtykke til f.eks plyndring ved beskatning.

Samtykke er en betingelse for at flytte retmæssigt ejerskab til en knap ressource fra en person til en anden. Fravær af samtykke betyder tyveri, eller røveri når truslen om vold er tilstede. Hvis samtykke er unødvendigt for skatteopkrævning, da er der ingen forskel på skat og røveri.

At påstå at man bare kan flytte, hvis man ikke bryder sig om love og regler man aldrig har givet samtykke til, svarer til at sige til flypassageren -efter flyet har lettet- vi ændrer reglerne – hvis du ikke bryder dig om det kan du bare stige af. Det er forkert at forgribe sige på andres person eller ejendom, ingen lov eller regel kan ændre på dét.

Vi har brug for en Helsinki-deklaration for at forhindre ufrivillig deltagelse i politiske eksperimenter.

Den politiske diskussion bliver alt for ofte begrænset til hvor mange ressourcer Staten skal (tiltvinge sig og derefter) allokere til det ene eller det andet område – i stedet for den langt væsentligere diskussion om HVAD Staten overhovedet skal levere – mens man husker på at den eneste måde den kan levere noget på, er ved først at true eller tvinge sig til andres ejendom, og derefter at uddele en mindre del af rovet.

Læs om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre i Loven af Frédéric Bastiat.
Køb den her for kun 37,50

Læs om Statens Anatomi af Murray Rothbard her – og forstå at den ikke er din ven og beskytter.
Køb den her for kun 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Enten fri eller ufri

I direkte forlængelse af forrige citat fra Bastiats Loven kommer følgende guldklump (mine fremhævelser):

Jeg taler her om en af tidens mest populære fordomme. Det er ikke nok at en lov er retfærdig; den skal også være filantropisk. Det er ikke nok at den sikrer enhver fri og fredelig brug af evner til fysisk, intellektuel og moralsk udvikling; den skal også bringe velfærd, uddannelse og moral direkte til nationen. Dette er det forførende aspekt ved socialismen.
Men, og jeg gentager, disse to formål med loven er i modstrid med hinanden. Vi er nødt til at vælge imellem dem. En borger kan ikke på én gang være fri og ufri. Hr. de Lamartine skrev for nyligt til mig: “Deres doktrin er kun halvdelen af mit program; De stopper ved frihed, jeg fortsætter til broderskab”. Jeg svarede ham: “Den anden halvdel af Deres program vil ødelægge den første”. Faktisk er det mig umuligt at adskille ordet broderskab fra ordet frivillig. Jeg kan ikke forestillle mig lovpligtigt broderskab uden at friheden ødelægges og retfærdighed trædes under fode. Legal plyndring har to rødder: Den ene som vi har set er grådighed og den anden misforstået filantropi.

Køb Loven her i dansk oversættelse for kun 37,50.

Se hvad dit yndlingsbandemedlem har modtaget af oplysning her, og betænk så om vedkommende har taget sig tid til eftertanke inden du overvejer om du skal stemme.

Udgivet i 1 kommentar

Hvad er legal plyndring?

Der er få dage til endnu et folketings’valg’ – Oplysning til Medlemmerne af Folketinget er mere nødvendig end nogensinde!
Hvad er legal plyndring? Frédéric Bastiat svarer:

Det er bydende nødvendigt at få afklaret dette spørgsmål om legal plyndring og der er kun tre mulige løsninger

1. Når de få udplyndrer de mange
En moderne variant er når et flertal udplyndrer et mindretal (red., 2018)

2. Almen udplyndring – når alle udplyndrer hinanden

3. Når ingen plyndring finder sted

Delvis plyndring, almen plyndring eller ingen plyndring – vi må træffe et valg. Loven kan kun udmøntes i ét af disse valg.
Delvis plyndring: Dette system hersker når ikke alle har stemmeret; et system der faldes tilbage på for at undgå socialismens invasion.
Almen udplyndring: Vi trues af dette system når stemmeretten udbredes til alle; alle vil påvirke loven baseret på princippet fra tidligere lovgivere (om udplyndring af visse grupper til fordel for andre).
Ingen plyndring: Dette er princippet om retfærdighed, fred, orden, stabilitet, overenskomst og sund fornuft – et princip jeg vil tale for af mine lungers fulde (men, ak, utilstrækkelige) kraft, indtil min dødsdag.

Og oprigtigt talt – kan man ønske sig andet af loven? Kan loven, som om nødvendigt må bruge magt, fornuftigvis anvendes til andet end at sikre enhvers ret (ret som i person, frihed og ejendom)? Min påstand er, at hvis man lader loven brede sig til andet end denne snævre kreds, da vil den perverteres og bøjes – og vil blive magt over for ret. Dette er den mest fatale og ulogiske, sociale pervertering man kan forestille sig. Den længe efterstræbte løsning på det sociale problem er indeholdt i disse simple ord: Loven er organiseret retfærdighed.

Det må understreges at for at organisere retfærdighed via lov, dvs. med magt, da må man afvise ideen om at nogen anden menneskelig aktivitet kan organiseres ved lov (dvs. med magt) – hvad enten det drejer sig om arbejde, velgørenhed, landbrug, handel, industri, undervisning, kunst eller religion – fordi organisering ved lov ville ødelægge disse områders egen organisering. Hvordan skulle vi forestille os at begrænse borgerens frihed med magt, uden at begå en uretfærdighed og dermed handle imod lovens ånd?

Fra Frédéric Bastiat Loven. Køb den her for blot 37,50!

Læs om Operation OMF – Oplysning til Medlemmerne af Folketinget her.

Udgivet i 1 kommentar

Folkets stemme

…findes ganske enkelt ikke. Det der derimod findes er en mangfoldighed af forskellige interesser og ønsker samt ligeså mange forskellige sæt af omstændigheder, der bringes i anvendelse i håbet om at realisere ønskerne for hvert enkelt individ. For at komplicere sagen yderligere skifter individets interesser over tid og det er meningsløst at operere med een Folkets Stemme eller een fælles interesse. Det kan være politisk opportunt at forsøge at oppiske en stemning hvor man kan få folk til at samles om et fælles mål, en fælles fjende, der -midlertidigt- kan undertrykke alle andre mål. Klimaændringer, Svensken, overbefolkning, underbefolkning, meteorstorm, finanskrise, racisme eller hvad der nu er det seneste skud på katastrofestammen. Problemet er selvfølgelig at det bliver sværere og sværere at opretholde katastrofestemningen og den dermed forbundne (indbildte) ret til at undertrykke individets rettigheder for kollektivets.

I forbitrelsen over det danske folketings rutinemæssige overgreb på en befolkning der, med overlæg, er fastholdt i uvidenhed skal vi imidlertid ikke glemme at harcelere over at vi også forventes at deltage i et cirkus med udnævnelse af bandemedlemmer til en europæisk overnational institution, det såkaldte EU-parlament. På linie med de mere lokale bandemedlemmer er der her tale om en gruppe af personer, der mener sig berettiget til at dirigere rundt med endnu flere mennesker og oven i købet tage sig betalt af de selv samme mennesker som de dirigerer rundt med. En ‘normal’ landevejsrøver prøver ikke at bilde sine ofre ind, at de er bedst tjent med at overlade en del af deres ejendom til røveren – år efter år. Læs om den europæiske centralbanks systematiske arbejde for misallokering af ressourcer her.

Demokratiets snedigste bedrag er få folk til at tro at det er det mindst ringe system. Det er det ikke – hvis man kan stemme om andre folks ejendom bliver demokratiet til en kamp om magten til at netop at tvinge andre til underkaste sig vinderens vilje. Læs om hvordan i Bastiats Loven – får her for 37,50. Læs også Rothbard dissektion af Statens Anatomi inden du overvejer om du skal stemme – fås også her for 37,50.

Hvis du mener at dine (eller andres) børn bør få lejlighed til at tale med om den slags vigtige ting, kan jeg anbefale serien om Tuttle Tvillingerne. Bind 1 (baseret på Bastiats Loven) og bind 2 (baseret på Leonard Reads I, Pencil) om miraklet der følger af frivillige transaktioner) fås på dansk her i butikken.

Udgivet i Skriv en kommentar

Privat ejendomsret er forudsætningen for forbedring af levestandarden

Forestillingen om at omfordeling med tvang kan føre til et mere ‘retfærdigt’ samfund hviler på en misforståelse. Nemlig den at goder, hvad enten det er varer eller tjenester, kommer ‘af sig selv’, eller på guddommelig vis opstår fordi ‘nogen’ vil det. Dermed bliver det uforståeligt at nogle har meget og andre mindre og man kunne i et ueftertænksomt øjeblik have sympati for ideen om tvangsomfordeling. Men goder skal skabes, vristes ud af tilværelsen ved transformationen af råvarer (input) og ved hjælp af iderigdom, håndværk og kapital. Den der skaber goderne ejer dem, dvs har uindskrænket råderet over dem og kan gøre med dem hvad han vil. Herunder udveksle dem med hvad andre har produceret og når dette foregår frivilligt er begge parter rigere efter udvekslingen end før. Levestandarden for begge er forbedret.

Specialisering er, kombineret med respekten for privat ejendomsret, fundamentet som den ufattelige fremgang i levestandard vi har set i de seneste århundreder hviler på. Respekten for ejendomsretten er forudsætningen for at folks produktion stiger. Når man føler sig sikker på at opsparing og investering i kapitalgoder (produktionsapparat) ikke bliver beslaglagt af tilfældige bander, hvad enten de kalder sig banditter eller smykker sig med politiker-titler, er villigheden til at producere langt større end ellers. Insisterer man på frivillige transaktioner kan man kun forbedre sin levestandard ved at betjene andre. Je bedre man betjener dem, desto mere kan man få retur og dermed forbedre sin egen levestandard.

Dette er i stærk modstrid til systemet hvor levestandarden kun kan forbedres ved at en stærk mand/stat påtager sig byrden med hensyn til at beslaglægge og derefter, på ‘retfærdig’ vis, fordele en andel af rovet blandt dem som derved bliver statens tilhængere.

Magt korrumperer – og magten til at tage andre folks ejendom via stemmesedlen korrumperer bestemt også. Når den slags overgreb tillades, bliver politik til alles kamp om at erobre ‘retten’ til at udskrive love. Love der legaliserer plyndring og skaber grobund for strid og ufred.

Privat ejendomsret er bolværket mod en brutal samfundsform og fremmer et samfund hvor samarbejde dominerer og fremgang og stigende velstand følger af frivillige transaktioner. Et system med ubøjelig respekt for individets selvbestemmelse og ejendomsret er den eneste moralske måde at indrette sig på.

Læs Gary Galles indlæg om kapitalismen som den eneste moralsk samfundsform på Mises.org.

Der er snart ‘valg’. Send dit yndlingspolitiker forbi siden med Oplysning til Medlemmerne af Folketinget. De har brug for det…

Udgivet i 2 kommentarer

Dæmonkrati – med lov skal land bygges, ikke plyndres

Demokrati anprises i tide og utide som om det var et mål i sig selv. Det er det naturligvis ikke, men en måde hvorpå mennesker kan organisere sig mhp, i videst muligt omfang, at undgå voldelige konflikter under arbejdet på at forbedre levestandarden. Frivilligt samarbejde, med fuld respekt for individets autonomi og ejendomsret, muliggør velstand i et omfang som er den enkelte umuligt at opnå. Erkendelsen af dette er en vigtig forudsætning for at det fulde potentiale kan realiseres.

Ryan McMaken har en læseværdig artikel på mises.org. Den beskriver vanskelighederne med demokrati når territoriet og antallet af mennesker i et ‘land’ vokser sig stort. Med udgangspunkt i det amerikanske eksperiment hvor et antal stater indgår i en føderation, kan diskussionen om hvordan kejseren på toppen af den føderale kransekage vælges ‘mest’ demokratisk. Direkte valg blandt alle indbyggere/undersåtter eller direkte valg blandt et antal personer valgt i hvert enkelt stat i føderationen? Han argumenterer for at der i så stort et land vil være grupper af mennesker med vidt forskellige værdier, interesser og ønsker om hvordan tilværelsen skal indrettes og en naturlig følge af dette, er at begrænse en central magts indflydelse over resten af området. En oplagt konsekvens heraf er retten til uafhængighed og en opdeling i mindre autonome enheder. Vanskelighederne for Storbritanien i forbindelse med eksekveringen af Brexit er et interessant fænomen i sig selv🙂 Schweiz fremhæves som et land der med en vis succes har fastholdt sammenhængskraften, måske som følge af den begrænsede magt placeret hos centralregeringen i forhold til de enkelte kantoner. Læs også her om demokratiet i Lichtenstein – Hans Adam er et bedre alternativ end både Løkke og Mette!

Danmark er et relativt lille land (omend med flere indbyggere end halvdelen af de amerikanske stater) og man kunne håbe at lokal beslutningskompetence med mere magt i forhold til folketinget kunne retfærdiggøre demokratiet som institution. Demokrati kan imidlertid ikke anses for moralsk forsvarligt hvis man kan stemme sig til andre folks ejendom – så ender man uvægerligt med det Bastiat beskrev i Loven, nemlig kampen om at få stemmer nok til at få magt over andre og plyndre dem med legale midler.

‘Dit’ folketingsmedlem har brug for oplysning – send dem til operation OMF, Oplysning til Medlemmerne af Folketinget

Med lov skal land bygges, ikke plyndres…



Mere om stemmeri…

Udgivet i Skriv en kommentar

Vaccination – med moderat økonomisk pres

Spørgsmålet om vaccinationer – især børnevaccinationsprogrammer – dukker jævnligt op. Ofte stikker formynderiet sit ækle fjæs frem og forsøger at retfærdiggøre sine overgreb på andre folks person (og ejendom).

Hvis du ikke ‘lader’ dit barn vaccinere er du dum, enfoldig, videnskabsfornægtende, konspirationsteoretiker eller bare et ondt menneske. Måske endda et umenneske hvis børn og ejendom man bare kan konfiskere og råde over. I hvert fald skal du ikke have lov til at ‘få’ dit barn passet i de offentlige institutioner, der er specielt indrettet til at have en masse snottede unger samlet på relativt lidt plads mens de bliver indoktrineret om statens vidunderlige løsninger på alting og deres forældre holdes væk fra dem for at betale for indoktrineringen. Men de skal stadig betale for at andre folks børn kan opholde sig på institutionerne.

Vores viden om immunsystemet er enorm – en masse detaljer om signalering og interaktioner på cellulært og molekylært niveau er efterhånden kendt, men vi er stadig meget langt fra at forstå hvordan komponenterne virker sammen i hele systemet. At lade som som the science is settled vækker mindelser om den afsporede klimadebat og afspejler en upassende mangel på ydmyghed i forhold til vores uvidenhed – også på vaccineområdet. Se også Christine Benn give en TED Talk om forskelle på levende, svækkede vacciner og inaktiverede vacciner.

Endnu engang kan man se at autoriteternes skråsikre benægtelse af enhver form for utilsigtet effekt af et indgreb fører til manglende tillid, og med god grund. Eksempler som latterliggørelsen af de afvigere der anfægtede mavesyre som årsagen til mavesår (inden opdagelsen af Helicobacter pylori-bakterien), eller de mange og omskiftelige kost’råd’ der gennem tiden er blevet udgydt over en uskyldig befolkning, bør vække til eftertænksomhed. Tilhængere af vaccinationsprogrammer lyder ofte til at have en enfoldig tro på at myndighederne er ufejlbarlige – og at vaccinationer ingen ulemper har, at beskyttelsen er tæt på 100% og virker evigt. Narkolepsi og influenza-vaccination er et eksempel – og i den modsatte grøft beskyldninger om MFR-vaccine som årsag til autisme.

Nogle af dem der er modstandere af visse vaccinationsprogrammer har faktisk gjort et forsøg på at sætte sig ind i de data der ligger til grund for anbefalingerne. Fortolkningen af disse data er ikke entydig og i stedet for at udskamme folk, skal man være taknemmelig for at nogen gider at sætte sig ind i sagen, i stedet for blot at forlade sig på ekspertvældet. Se Jeremy Hammond som et eksempel.

As the organization Physicians for Informed Consent (PIC) has observed, “nearly 90% of measles cases are benign and not reported to the CDC”. Furthermore, the population mortality rate had already plummeted from 13.3 per 100,000 in 1900 to just 0.2 per 100,000 in 1963. Consequently, just before the introduction of the vaccine, only 1 in 10,000 measles cases were fatal. Only 1 in 20,000 cases resulted in encephalitis; 1 in 80,000 in permanent disability; and 7 in 1,000 in hospitalization. Since the clinical safety trials for the measles vaccine did not include the numbers of people that would be required to have enough statistical power to detect rare harms, the further logical corollary is that “the risk of permanent injury and death from the measles vaccine has not been proven to be less than that of measles.”[23]

Når raske mennesker vaccineres for at give (delvis!) beskyttelse i en (ukendt) periode mod at blive syg – eller for at yde ‘flokbeskyttelse’ til andre medlemmer af samfundet, så er der en risiko forbundet med det som er større end nul. Den risiko kan ingen andre påtvinge individet (eller forældrene på barnets vegne). Krav om at de pågældende vaccinerede individer ikke må opholde sig på offentlig ejendom/institution forekommer helt ude i den medicinske hamp sålænge de pågældende individer stadig trues til at betale skat.

Vi ser igen at når Staten ’tilbyder’ en ‘service’ så ender det gerne med at dens repræsentanter også mener sig berettiget til at dirigere folks adfærd med henvisning til den ‘mest optimale udnyttelse’ af de ressourcer Staten har truet sig til.

Løsningen? Få Staten ud af borgernes tilværelse og overlad livet til folk selv.

18Feb2019 – Opdateret m link til TED Talk

Udgivet i 2 kommentarer

Klimakværk

Hvis man kan kalde en situation hvor folk råber skældsord efter hinanden for en diskussion, så virker det som om at mange af, hm, uenighederne, i diskussionen skyldes at man råber totalt forbi hinanden. Mennesket påvirker miljøet omkring sig med det formål at forbedre tilværelsen – det lykkes ikke altid, men kendetegner civilisation. At jordens klima ændrer sig, har ændret sig siden den blev til og formentlig vil ændre sig de sidste 4-5 milliarder år også er der næppe den store uenighed om. Så det der kan få folk til at gå i selvsving og til at ville påtvinge andre mennesker betydelige begrænsinger og/eller beslaglægge deres ejendom handler om noget helt andet.

Nogle mener tilsyneladende at menneskeheden er en kræftsvulst på jordens overflade og burde fjernes fra universet. Det synspunkt deler jeg ikke. Fortalerne skylder os argumenter for, hvilken tilstand i fortiden er jordens ‘rigtige’ tilstand og hvorfor netop den tilstand bør bevares (det umulige i at bevare status quo ses der bort fra). Den gruppe er det vanskeligt at have en frugtbar interaktion med.

Den videnskab der beskæftiger sig med klima omfatter lødig og mindre lødig aktivitet. Påstanden om at ‘the science is settled’ mht klimapåvirkning fra menneskers aktivitet må siges at være vås. For det første er videnskab netop karakteriseret ved at være falsificerbar og kan derfor ikke være ‘settled’ – for det andet forudsætter dogmet, der har religiøs (i ordets dårlige betydning) karakter, at man udvælger data tendentiøst og ser bort fra data der ikke støtter ens ‘teori’. At IPCC rapporten er et politisk dokument fremfor et der loyalt beskriver den videnskab der faktisk er udført er også åbenlyst.

Uanset hvilken fortolkning af data man anlægger, så kommer man ikke uden om at forsøg på at forudsige ‘klimaet’ f.eks. som en global middeltemperatur (som har begrænset mening) er behæftet med meget stor usikkerhed. Det er også usikkert om de tiltag der foreslås til begrænsing af en enkelt faktor (CO2) som blot er en enkelt komponent i et ekstremt komplekst system, overhovedet kan have de ønskede effekter. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl at det har betydelige omkostninger i form af nedsat levestandard, især for de fattigste mennesker på jorden. Påstande om at ‘vi’ ikke har råd til at lade være med at gøre noget, for ellers går jorden under om 12 år, er latterlige og bagatelliserer nutidsomkostningerne. Hvis løbet alligevel er kørt, så er der jo slet ikke nogen grund til gøre noget ved de reelle problemer vi har med forurening. Problemer der bedst løses ved at folks levestandard hæves. Jo rigere folk er desto mere ønsker de at forbedre både deres fysiske og psykiske omgivelser – der bliver overskud til at vælge andet end den billigste løsning.

Når man tager i betragtning at stater har brug for en ekstern fjende for at kunne fortsætte med at trække ressourcer ud af folk, uden alt for stor risiko for oprør, kunne man let få den tanke at det klima-cirkuset handler om, er frygt. Frygt for apokalypsen, som kun statens brave mænd og kvinder kan forhindre – og kun hvis ‘vi’ allesammen løfter i flok, dvs overlader en stor del af vores ressourcer til staten, der så kan fordele rovet. Derfor er det vigtigt at folk er bange – hele tiden. For krig, og når den udebliver, for terror, for istiden, for opvarmning, for forurening, for ‘de andre’, for fattigdom, for livet selv. Når folk er bange er det nemmere at sælge dem beskyttelse. En magtfuld stat eller transnational overstat (Hi George…) kan så sælges som den eneste mulige løsning – en (flok) alvidende hersker(e) bestemmer hvor meget du må forbruge på det ene eller det andet og hvor tit du må spise, for ikke at tale om hvad du må spise.

Der er ikke nogen perfekte løsninger på ret mange problemer her i tilværelsen. Til gengæld er staten ikke det bedste valg for løsning af nogen problemer – når knappe ressourcer bedst (etisk forsvarligt og dernæst mest effektivt) skal fordeles er respekten for individets ejendom den mindst ringe model. Ikke paradis – men den mindst ringe. Spørgsmålet om i hvilket omfang atmosfæren eller havet eller… skal bruges til at dumpe affald er nemlig et spørgsmål om en konflikt imellem forskellige måder at bruge ‘deponeringsressourcen’ på.

For en udmærket gennemgang af forskellige statisme-tilgange til at (forsøge at ) regulere forurening – og dermed gøre ting værre – klik her.
Der linkes til litteratur som kan være relevant for den interesserede læser:
Videoen m Walter Block og privatisering som en uperfekt, men bedre måde at løse konflikter på – også når de handler om forurening.
Rothbard om ejendomsret og luftforurening.
Cordato også om ejendomsret og forurening.
Dolan om vanskelighederne med situationen hvor mange forurenere hver for sig kun forurener lidt, men samlet bliver det alligevel til et problem.
Man kan finde kommentarer til Dolan og svar til kommentarer i QJAE – scroll til Vol 17, no 2…