Udgivet i Skriv en kommentar

Diversitet

…eller ulighed er et vilkår i tilværelsen. Mennesker er heldigvis forskellige, med forskellige interesser, tilbøjeligheder, færdigheder, dyder og lyder. Som Christian Bjørnskov skriver i denne uge

‘…økonomisk frihed er forbundet med hurtigere økonomisk udvikling: Mere effektiv beskyttelse af privat ejendomsret, lettere regulering i samfundet, og en mindre og mindre indgribende offentlig sektor er alle forbundet med hurtigere udvikling.’

Et krav om lighed – tvungen udjævning af forskelligheder – derimod, fører til elendighed og overgreb. Bjørnskov peger i bloggen på data der tyder på at økonomisk frihed på mellemlang sigt fører til mindre øknomisk ulighed, hvilket for nogen måske kan virke kontraintuitivt. Spørgsmålet er ikke uinteressant – de færreste er interesseret i voldsomme uligheder. Den velstillede person er mindre tilbøjelig til voldsom harme over andre der er endnu bedre stillet – især hvis velstanden er opnået på ærlig vis, ved at betjene andre mennesker med varer eller ydelser de frivilligt handler sig til. Den der er dygtigst til hjælpe andre på denne måde belønnes mest og bliver rigere end den mindre dygtige. Alle er bedre stillet i den verden. Hvis ‘man‘ derimod med magt fratager de dygtigste en del af deres belønning for at tvinge dem til at bruge deres ressourcer på det ‘man selv‘ foretrækker, afkobles denne gode cirkel og vi bliver alle fattigere.

Et lidt længere stykke tekst om ulighedens gunstige effekter og de ulykker der følger af at forsøge at fjerne den med tvang kan findes i Mises hovedværk Human Action der frit kan læses her. Fra bind 6, kapitel XXXV, del 3 om Inequality – ansvarsfralæggelse og ligegyldighed over for medmennesker fremmes.

…The crux of the issue lies precisely in the operation of selfishness. Under the system of inequality this selfishness impels a man to save and always to invest his savings in such a way as to fill best the most urgent needs of the consumers. Under the system of equality this motive fades. The curtailment of consumption in the immediate future is a perceptible privation, a blow to the individuals’ selfish aims. The increment in the supply available in more distant periods of the future which is expected from this immediate privation is less recognizable for the average intellect. Moreover, its beneficial effects are, under a system of public accumulation, so thinly spread out that they hardly appear to a man as an appropriate compensation for what he foregoes today. The welfare school blithely assumes that the expectation that the fruits of today’s saving will be reaped equally by the whole of the future generation will turn everybody’s selfishness toward more saving. Thus they fall prey to a corollary of Plato’s illusion that preventing people from knowing which children’s parents they are will inspire them with parental feelings toward all younger people. It would have been wise if the welfare school had been mindful of Aristotle’s observation that the result will rather be that all parents will be equally indifferent to all children...

Når livet politiseres bliver konsekvensen alles kamp mod alle. Modsætningen er et samfund hvor samarbejde uden tvang er i højsædet – lov handler om retfærdighed og ikke om at udjævne forskelle. Frédéric Bastiats pamflet Loven har et kvart årtusinde på bagen – men er lige aktuel i dag. Køb den her i butikken på dansk – 37,50

Hvad er Lov?
Lov er retfærdighed
Udgivet i Skriv en kommentar

Er det forkert at betale folk for at stemme på en bestemt kandidat?

Project Veritas har igen gjort en god gerning og afsløret en del af den ubehagelige virkelighed. Denne gang handler det om ypperstepræsterne der prædiker om den religion de kalder demokrati. Stemmeriet i usa hvor man kan ‘vælge’ mellem 2 sider af den samme elendighed er velbeskrevet – se denne lille sketch af Larken Rose 🙂

At købe stemmer er præcis hvad politikere udmærker sig i. Mod genvalg og af og til en (urealistisk) følelse af godhed lover politikere dig guld og grønne skove – eller i hvert fald at give dig noget som du ikke selv har ret til at tage: andre folks ejendom. Det er forkert at stjæle din nabos ejendom for at bruge den på en måde DU finder mere hensigtsmæssig. Det bliver ikke mindre forkert af, at du rotter dig sammen med andre på vejen og I stemmer om at din nabos ejendom, eller dele af den, skal bruges på en måde I bestemmer.

Forestillingen om at politikere eller embedsmænd er gjort af et særligt stof, som sætter dem i stand til at fordele andre folks ejendom ‘retfærdigt’ må betragtes som naiv. Det er moralsk forkasteligt og oven i købet kan de erklærede hensigter ikke opfyldes. Man kan spørge sig selv om det er ondskab eller uvidenhed, eller ‘blot’ en konsekvens som bedst beskrives med public choice teori.

En bedre, men stadig uperfekt, model er et system hvor statens adgang til at bruge vold og trusler om vold (se knytnæven) over for borgere er fraværende – også selvom der diskes op med med henvisning til ‘almenvellet’ eller lignende floskler. Et monopol på beskyttelse af privat ejendom er ikke nødvendigt for at have et civiliseret samfund – alternative måder at indrette sig på kan man læse lidt mere om her privat produktion af forsvarher og her..

Så nej, det er ikke forkert at nogle betaler andre for at stemme på en eller anden. Det forkerte består i, at vi stemmer om andre folks ejendom – kun fordi vi har overladt alt for meget magt til staten er der penge i den bestikkelse. Når det sker, degenererer samfundet til alles kamp mod alle. Bastiat beskrev det præcist i Loven i 1849 – den kan du købe her på stedet for blot 37,50 i dansk oversættelse.

Frédéric Bastiat
Udgivet i Skriv en kommentar

Rothbard – sagens kerne

Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…)
Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Produktion går forud for plyndring.
Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov.
Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.

Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med.
Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism

Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Statens Anatomi

Udgivet i Skriv en kommentar

Seriøs ulighed…

Når det kommer til forbrugsmulighederne er der ganske få der har de helt store konti at øse fra. Det er selvfølgelig ikke deres egne ressourcer der leverer ‘dækning’ for de konti.

Kan du gætte hvem det er?

Naturligvis, politikerbyrden og deres allierede.

Det er ikke gavmildhed at tage fra Peter for at give til Poul. Det er bare plyndring. Det kan pakkes ind, men det ændrer ikke på det faktum at ingen bande retmæssigt kan tage fra nogle og give til andre.

Lov er retfærdig skrev Bastiat i 1849 – når lov bruges til andet end retfærdighed, degenererer samfundet og bliver til en kamp om at kontrollere lovgivning så man med legale midler kan tvinge sig til andres ejendom og herske over dem. Det bliver alles kamp mod alle.

Læs Bastiats fantastiske essay på dansk – fås her i butikken til 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Går tyven ‘glip’ af din ejendom hvis han får fat i mindre af den?

Indbygget i den formulering ligger en præmis om, at det faktisk ER tyvens ejendom, han har blot ikke lagt hånd på den endnu. Som Christian Bjørnskov skriver på punditokraterne er der en udbredt opfattelse af at staten ‘mister’ indtægter, for eksempel ved grænsehandel, når borgerne forsøger at unddrage sig skattens skarpe klo. Nogle vil hævde at det jo blot er til vores allesammens bedste, men det er ikke tilfældet:

Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.

Hvis man i almindelighed mener at den private ejendomsret bør ignoreres er det selvfølgelig ikke et problem. Da tager visse personer, der kalder sig ‘staten’, for sig af retterne og deler ud til højre og venstre. Men det er ikke til alles bedste. Det moralsk forkastelige burde være oplagt – du har ikke ret til andres ejendom og du kan ikke uddelegere en ‘ret’ du ikke selv har, til for eksempel plyndring, heller ikke selvom du mener at du er bedre til at bruge din nabos ejendom end han selv er. Heller ikke selvom du hævder det er til hans eget bedste.

Ja, der er omkostninger ved nogle aktiviteter som bæres af andre end aktørerne selv, de såkaldte eksternaliteter, som nogle kalder markedsfejl, men tilsvarende fejl begås når statens repræsentanter sætter sig for at ‘korrigere’ markedsfejl, som regel med flere utilsigtede konsekvenser, som så kræver fornyet ‘korrektion’.

Den mindst ringe, omend særdeles uperfekte, måde at forbedre tilværelsen på er den uhindrede, frivillige udveksling af varer og ydelser. Se hvordan det kan lade sig gøre og tal med dine børn om markedets mirakuløse egenskaber i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant, baseret på Leonard Reads I, Pencil; køb den her:

Markedsmiraklet
Udgivet i Skriv en kommentar

Sund skepsis fra en amerikansk præsident

Godt nok nogle år siden – men ikke desto mindre er der kød på det ben.
Andrew Jackson nedlagde veto i 1832 mod at forlænge eksistensen af en korrupt Nationalbank (beklager pleonasmen).

It is to be regretted that the rich and powerful too often bend the acts of government to their selfish purposes. Distinctions in society will always exist under every just government. Equality of talents, of education, or of wealth can not be produced by human institutions. In the full enjoyment of the gifts of Heaven and the fruits of superior industry, economy, and virtue, every man is equally entitled to protection by law; but when the laws undertake to add to these natural and just advantages artificial distinctions, to grant titles, gratuities, and exclusive privileges, to make the rich richer and the potent more powerful, the humble members of society–the farmers, mechanics, and laborers–who have neither the time nor the means of securing like favors to themselves, have a right to complain of the injustice of their Government. There are no necessary evils in government. Its evils exist only in its abuses. If it would confine itself to equal protection, and, as Heaven does its rains, shower its favors alike on the high and the low, the rich and the poor, it would be an unqualified blessing.
(Min fremhævning)

Betænk dernæst hvad formålet med lov er – nemlig retfærdighed. Når loven bruges som et middel til at skaffe sig adgang til andres ejendom perverteres den og samfundet degenererer til en kamp om at bemægtige sig lovgivningen.

Frédéric Bastiat beskrev i Loven konsekvenserne af misbrug af lovgivning – den er fra 1850 – men lige relevant i dag. Køb den her på dansk for 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Vil de rigtige blive draget til ansvar?

Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.

De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.

Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet (eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.

Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.

For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Udgivet i Skriv en kommentar

Herske eller tjene…

…det er spørgsmålet.

Er vi undersåtter (kongens eller regeringens) eller er vi frie mennesker. Undersåtter får besked på at gøre eller undlade dette eller hint. Frie mennesker afgør selv, hvad der er bedst for dem at gøre, uden at de dog kan forgribe sig på andres person eller ejendom.

Det er tydeligt at politikerbyrden anser sig selv for herskere, muligvis velvillige og algode, men ikke desto mindre herskere. Den nuværende bandeleder er på ingen måde værre end forgængerne hvad dette angår. De anser ikke sig selv som befolkningens tjenere, der blot midlertidigt har fået overdraget hvervet at stå i spidsen for en serviceorganisation. En kontrast hertil kunne være fyrsten af Liechtenstein, Hans-Adam.

Hvilke tjenester skulle vi da forvente at staten kan og bør løse, når man tager i betragtning af magt korrumperer? Alene beskyttelse af person og ejendom mod overgreb fra andre? Måske, omend det ikke er selvindlysende at den formår selv denne begrænsede opgave. Mod enhver ulykke der kan ramme os, hvad enten selv- eller uforskyldt? Nej! Det er tydeligt at jo flere opgaver staten rager til sig, desto værre løser den dem og desto flere hindringer lægger det i vejen for folk, der dermed får vanskeligere ved selv at løse tilværelsens problemer. Staten kan ikke løse problemer, det redskab den har er ikke beregnet til problemløsning. Folk selv kan forbedre deres tilværelse, og jo dygtigere de er til at hjælpe andre desto bedre belønnes de for deres anstrengelser, hvis dette foregår på fri(ere) markedsvilkår.

Blot fordi en mini-minimalstat måske kan løfte opgaven med at holde ‘Lov og orden’ i et geografisk område, betyder det ikke automatisk at den også på bedste vis kan tage sig af uddannelse, sygdomsvæsen, hjælp til folk der ikke kan klare sig selv, veje, osv osv. KUN i den udstrækning staten kan holdes nede og begrænses i sit virkeområde, kan den måske være nyttig. Den er som fenrisulven blot svær at tøjle. Lyt evt til Bob Murphy og Alex Salter diskutere institutionelle udfordringer i episode 122 af The Bob Murphy Show (1 time).

Grundlovens kapitel VIII, $$71-73 lyder således:

§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse…

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…

Teksten i grundloven ‘beskytter’ os ikke mod politikeres overgreb; Christian Bjørnskov m.fl. har set på villigheden til at tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder i forbindelse med virus-virakken og fundet at det ingen forskel gør, om regimet er autokratisk eller demonkratisk, om rettighederne er nedfældet i en forfatning eller ej – se her, og her og læs også Otto Brøns-Petersens indlæg om grundloven ved samme lejlighed.

Den hastelov politikerne hastede igennem kunne sagtens havde været hastet igennem på en mindre autoritær måde – se Martin Ågerups Grundlovstale her på facebook (15 min) – det ændrer dog ikke på det grundlæggende spørgsmål: Er staten vores hersker eller tjener?

Hvad er Staten?
Statens Anatomi
Hvad er Lov?
Loven
Udgivet i Skriv en kommentar

Knytnæven

Leonard Read (som er forfatter til I, Pencil – forlægget til Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant, der handler om hvordan mennesker arbejder sammen uden at blive kommanderet til det og uden at kende hinanden) fandt for nogle år siden på analogi – beskrevet her af Gary Galles, der kaster lys over hvilken service borgerne ønsker regeringen skal yde .

Analogien handler om hvad den knyttede næve kan bruges til. Først og fremmest vold, hvad enten det er i defensivt eller offensivt øjemed – i modsætning til alt det hånden ellers kan bruges til i skabende øjemed. Pointen er at regeringen – staten – intet har, som den ikke har taget fra andre. På hvilket område udmærker staten sig? Det er den organisation, som de fleste anerkender som indehaver af et voldsmonopol. Ingen andre har ‘ret‘ til at øve vold (monopol…!) Spørgsmålet er, i hvilke situationer er magt det rette redskab – disse vil så være situationer hvor det er ‘på sin plads’ at staten kommer med knytnæven. Det kunne være situationer hvor personer forgriber sig på andres person eller ejendom. (Diskussionen om at det også her er skidt med et monopol gemmer vi til en anden gang.) Vi har alle fordel af at knytnæven bruges til at forhindre destruktive handlinger. Men ellers er det begrænset hvor meget gevinst folk har af at blive tvunget til at gøre noget mod deres vilje – hittepåsomhed og produktion fremme ikke med knyttede næver.

Problemet er selvfølgelig er statens lakajer har en tendens til ikke at begrænse sig til kun at beskytte andres person og ejendom…men breder sig og blander sig i stort og småt i hvad de kommer til at opfatte som deres undersåtters liv. Muligvis i bedste mening, men det er næsten det værste af det hele. Tyrannen som ‘bare’ holder pøbelen i et jerngreb, for egen vindings skyld er at foretrække, fremfor tyrannen som vil påtvinge dig ‘dit eget bedste‘. Den første ved godt, eller er ligeglad med, at den påførte lidelse er umoralsk og retter af og til opmærksomheden mod andre, men den anden har ingen hæmninger i forhold til alt det ‘gode’ han vil påføre sine ofre, og forlanger at ofret anerkender dette og ligefrem er taknemmelig!

“Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.”

― C.S. Lewis, God in the Dock: Essays on Theology

Køb Den Mirakuløse Blyant her – og læs med dine børn om hvordan markedet fungerer uden knyttede næver.
Markedsmiraklet

Udgivet i Skriv en kommentar

Mindre er mere…

Tilbage i marts måned, dengang verden endnu beskæftigede sig med andet end smittetryk, gjorde Otto Brøns-Pedersen opmærksom på, at vi ikke får mere af det han kalder kerneydelser, selvom vi kaster flere penge i gabet på uhyret. Han diskuterer ‘kollektive goder’ – almindeligvis forstået som noget ‘markedet’ har svært ved at levere. Forsvaret anses for et standardeksempel; naboens ‘forbrug’ af forsvar begrænser typisk ikke mit forbrug, og det kan være svært at se hvordan man skulle få private til at levere forsvar. Det nævnes at begge forudsætninger kan diskuteres, men det er ikke genstanden for indlægget. (Man kan evt se mere her om markedsfejl og her om privat forsvar.)

Derimod gås der i kødet på alt det som politikere hævder at ville levere, for den enorme andel af landets BNP de tilraner sig. Figuren på punditokraterne afslører at de danske politiker bruger en meget stor andel på at levere private goder (karakteriseret ved at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af brugeren). Politikere er ikke en gudsbenådet race, der uegennyttigt træffer de rigtige beslutninger for borgerne – og derfor bliver den produktion der foranlediges af politikere mindre værdifuld end hvis folk selv havde fået lov at bestemme over deres egne ressourcer.

Fra indlægget:

Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.

Så både ud fra et nyttemæssigt synspunkt, men først og fremmest ud fra et moralsk synspunkt, er det forkert at overlade økonomisk ‘råderum‘ til politikere. De kan ikke, de har ikke ret til, og de vil misbruge den magt.

Løsningen er derfor at politikerbyrden skal have mindre at dele ud af og i stedet overlade beslutningerne og betalingsviljen til folk selv, udenom det bureaukratiske fedtlag. Hvis et område er betydningsfuldt er det særligt vigtigt at holde politikernes grådige fingre fra fadet.

Lad os starte med at fjerne 3 vigtige områder fra statens ‘portefølje’: Uddannelsessystemet, social-og sygdomssystemet, og pengesystemet.

Jo mindre vi lader staten bestemme over vores liv, herunder den del der omhandler økonomisk aktivitet, desto mere får vi ud af det.

Less is more…