Det brænde NATO vedblive at kaste på bålet i krigen mellem Rusland og Nato via Ukraine-proxy koster os allesammen dyrt. Hvor dyrt er der nogle der har regnet på. 6% af verdens BNP. Det er også en slags penge. Penge der ikke fremmer ‘demokrati’ nogen steder, og som kunne gøre meget mere nytte som energiinvestering. Et rigere samfund er bedre rustet til at imødegå de udfordringer naturen, herunder klimaet, vedblivende vil stille os overfor i fremtiden.
Til sammenligning anføres omkostningerne ved ‘Net zero’ (peak stupidity) til 7-10% af verdens BNP i en rapport udført for IPCC (se mere her, via co2coalition.org). Tragikomikken understreges af, at ligesom krig er destruktion af mennesker og kapital, så er også krigen mod klimaet destruktiv – og uden gevinst for andre end et fåtal.
Det virker desværre som om, at der, blandt nogle i politikerbyrden, er et stort ønske om at eskalere krigen mellem Rusland og Ukraine til at omfatte hele Europa, ja, gerne verden. Tænk på al den genopbygning der kan finde sted, efter en solid destruktion! Der er nogen der trænger til at få læst Bastiats fabel om det knuste vindue.
Vi ved! det intet har at gøre med forsvar for ‘demokrati’, fordi Ukraine er ikke et lysende eksempel på ‘demokrati’ og fordi reaktionerne når Nato/USA sønderbomber andre lande, fortrækkes ikke en mine (no pun intended). Hykleriet er himmelråbende.
Så hvad kan vi gøre?
David Stockman har et forslag med 7 konkrete tiltag der bør implementeres omgående. De følger her i min oversættelse – læs originalen selv her på antiwar.com, naturligvis med et US-perspektiv – det er dem der formøbler ressourcer og liv, resten er bare medløbere. Medløbere i et omfang der ubegribeligt når man tager i betragtning hvad der formentlig foregår – med allieredes destruktion af kritisk infrastruktur. Se Seymour Hershs substack om Nordstream terroristaktionen. En demonstration af, at lande ikke har venner, kun interesser.
Sørg for eksil til Zelensky i Costa Rica (mere end han fortjener) Arrange exile for Zelensky in Costa Rica ( far better than he deserves);
Accepter løsning i Ukraine med opdeling af landet og lad territorierne mod øst og syd, det der tidligere blev betegnet Novorossiya, blive selvstændige eller genforenet med moder Rusland Agree to a settlement in Ukraine that partitions the country and allows the territories in the east and south previously known as Novorossiya (New Russia) to go their separate way or rejoin Mother Russia;
Fjern NATO missiler og anden avanceret krigsmateriel fra de tidligere Warszawa pagt lande, og dermed en militær trussel på Ruslands dørtrin Remove NATO’s missiles and other advanced warfare capability from the former Warsaw Pact countries, so as to eliminate the military threat on Russia’s doorstep;
Opløs NATO efter afslutningen på krigen i Ukraine Arrange for the early dissolution of NATO after the Ukraine proxy war has been extinguished;
Genoptag forhandlinger om traktrater fra afslutningen på den kolde krig, vedrørende atomvåben; to af traktaterne blev opsagt af amerikanerne og en fornylig af russerne Re-open and complete an updated version of the nuclear arms treaties enacted near the end of the Cold War, two of which were abrogated by Washington and one this week by Moscow;
Beskær det skrækkeligt oppustede (US) forsvarsbudget på 850 milliarder dollars med 50% og før an i en verdensomspændende traktat med henblik på at reducere omfang og udgifter til konventionelle våben Cut the egregiously bloated $850 billion defense budget by 50% and lead the world into a new global treaty to drastically reduce the scale and cost of conventional arms;
Påbegynd den næsten uoverstigelige opgave med en kraftig tilbagerulning af landets (US) næsten 2 trilliarder dollars årlige underskud, der rækker så langt øjet kan se. Begin the nearly insuperable challenge of sharply paring back the nation’s $2 trillion plus annual deficits, which extend as far as the eye can see.
Voldsparatheden på de kanter er ikke af ny dato, ligesom konflikten ikke opstod i februar 2022, med Putin-regimets – forkastelige – beslutning om at nok er nok. Læs mere her.
Mediernes stærkt tendentiøse dækning af krigen mellem NATO (via Ukraine) og Rusland bærer stærkt præg af propaganda. Mettes behov for at fremstå handlekraftig medfører en øget risiko for en katastrofal eskalering – i kontrakt til den deeskalering der bør finde sted. Stop fortsat støtte til død og elendighed i grænselandet mellem to svært korrupte regimer!
Måske ikke, men den er næppe totalt ved siden af. Det, den imidlertid ikke tager højde for, er den store korruption.
Se listen her hvor Danmark topper som det mindst korrupte land. DR som er en korrupt organisation i sig selv (mikrofonholder for statens magtapparat), finder det nødvendigt at udpege Ukraine som højdespringer. Man tænker sit og endnu engang må det moralsk forkastelige i at kaste tvangsinddrevne midler ned i en grænsekonflikter mellem to korrupte bander påpeges.
Korruptionen af den almindelige borger, der bestikkes med løfter om særbehandling, overførsel af andres ejendom, og skoles i, at staten løser alle, alle, de problemer der opstår i livet, indregnes ikke i indekset. Intet andet forbryderkartel formår at plyndre befolkningen for 50% af deres produktion, år efter år. Hvor snævert udfaldsrummet er, illustreres ved den enighed der er mellem en ‘økonom med venstreorienterede holdninger’ og en ‘liberal økonom’ (samfundstanker 31. januar, 2023) om, at man kan løse visse problemer med fordelingen af rigdom i samfundet, ved at tvangsomfordele. Det er kun gradsforskelle der adskiller socialisten og liberalisten – hvor stor en andel skal statens repræsentanter beslutte sig for at flytte fra undersåt a til undersåt b; hvor tæt på Laffer-kurvens toppunkt kan vi komme hvis ‘vi’ ønsker at bruge flere af andres ressourcer på ‘vore’ egne foretrukne mål. Ikke et ord om det principielt forkerte i tvangsomfordeling, det moralsk uacceptable i at lovgive sig til andres ejendom. Det er nu engang en del af demokratiet, forstås. Netop! Derfor er demokratiet en moralsk blindgyde og ikke den mindst ringe ‘styreform’. I erkendelse af, at mennesker er mennesker og ikke engle, skal legal adgang til andres ejendom begrænses maksimalt – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom!
Retfærdigvis skal det også nævnes at Jeppe Druedahl påpegede, at hvis man ønsker at have en endnu større velfærdsstat, kan det kun ske ved at beskatte størstedelen af befolkningen endnu tungere (ikke kun de rigeste få %). Forestillingen om, at ‘markedsfejl’ 1) kan korrigeres af politikerbyrden 2) at samme politikere ikke også begår endnu værre fejl OG spilder ressourcer i forsøgene på at gennemtvinge deres vilje, har jeg svært ved at se belæg for.
Hent kapitel 1 og 2 i Hoppes Teorien om socialisme og kapitalisme kvit og frit her i butikken og forstå det principielle i ejendomsretten som den fundamentale menneskeret set fra et moralsk synspunkt; oven i købet vil håndhævelse af denne ejendomsret føre til en bedre tilværelse for flere mennesker end under nogen anden social orden. Kapitel 4 gennemgår forskelllige varianter af socialdemokratisme og deres fallit. Gratis på dansk her. Hele værket kan (og bør) hentes her og læses.
Når lov bruges til andet end at opretholde ejendomsret, degenererer den til alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til lovgivning – det Bastiat kaldte legal plyndring. Lad os vende os fra den blindgyde.
Starter vi med opgaverne, så lad os overveje om et forsvar indebærer en solid evne til at afvise, og dermed afskrække, eventuelle bøller der måtte have skumle planer om at overfalde ‘os’. Den opgave kan løses på anden og formentlig bedre måde end tidligere kriges skyttegrave. Hvor meget destruktion skal vi have på lager og i hvilken grad og med hvilken hast skal eksisterende produktionskapacitet kunne omstilles fra ‘civil’ produktion (det folk gerne vil have) til militær (det folk har brug for i forbindelse med et overfald). Vi har ikke brug for og kan på ingen måde forsvare moralsk at ‘vore’ soldater skal sendes på missioner i fremmede lande for med magt at belære dem om demokratiets fortræffeligheder. Henvisningen til NATO-medlemskab og ‘fordelene’ forekommer mig naive. Vi er efter Sovietunionens sammenbrud værre stillet takket være NATOs jagt på nye problemer at løse. Man har skabt problemer for at retfærdiggøre den fortsatte eksistens. At Ågerup og gæst kan omtale Afghanistan som en NATO mission der giver et positivt afkast i form af at ryste vore tropper sammen og skabe kammeratskab er chokerende. Vi kan sende soldater af sted og ønsker måske at rekruttere bredt fra alle samfundslag af hensyn til en eller anden ‘sammenhængskraft’ (det ord nævner de vist dog ikke, heldigvis) og bidrage til destruktion i NATOs USA -anførte småkrige (Afghanistan, Somalia, Serbien, Irak, Libyen, Syrien, Yemen…) på bekostning af dels de pågældende landes indbyggere og dels egne skatteborgere der plyndres for at urimelighederne kan foregå. Det er moralsk forkasteligt!
CEPOS, hvis bidrag til den økonomiske debat er stærke og meget nødvendige, står tilsyndeladende med benene solidt plantet i verdenen hvor ‘russerne’ er fjendebilledet, personificeret v Putin (den onde selv), når det drejer sig om udenrigspolitik. At tale om en kamp for demokrati i forbindelse med en historisk lang konflikt mellem folk langt herfra, i regimer der for begges vedkommende hører til de mest korrupte, er et fejlskud der kandiderer til månedens eller sågar årets skævert. Det er ikke svært at fordømme den russiske stats overfald på en nabo, selvom naboen i årevis har ‘provokeret’. Fordømmelsen er på sin plads, men det er ikke et overfald der kommer ud af den blå luft og hvis eneste mulige bevæggrund er Putins ambitioner om at genskabe et storrussisk imperium.
Ruslands (statens) agressive kapacitet afspejles af dets pauvre økonomiske styrke – på trods af enorme naturressourcer. Den russiske elite har ingen interesse i forsøg, der er dømt til at mislykkes, på at underlægge sig Vesteuropa ved militær magt. Ukraine er ikke den første dominobrik på Putins vej til Middelhavet og Atlanterhavet. Man har nok at gøre i at holde egen befolkning tilpas langt fra oprør. Alle parter vil være bedre stillet ved at handle med hinanden frem for det sanktionsgalimatias, hvor Vesteuropa truer med selvdestruktion hvis ikke Rusland gør som vi siger man skal gøre (men i øvrigt ikke selv lever op til, med hensyn til respekten for andre landes grænser).
Et forbrug på 2% af BNP på forsvar kan meget vel være for lidt eller for meget – det afhænger hvilke opgaver man ønsker forsvaret (ikke angrebet) skal udføre og hvordan. De 2% er tilsyneladende et tal der går igen i andre sammenhænge. Centralbanker har som mål en inflation på 2% – hvilket betyder at en given opsparing halveres i værdi på ca. 35 år. Ros til Ågerup for at påpege det tåbelige i at fastsætte et givent beløb der skal bruges og for at efterlyse en opgavespecifikation.
Mit gæt er, at de fleste vil være parate til at forsvare sig ved overfald, men mindre tilbøjelige til betale for at vi kan overfalde andre og belære dem om ‘vestlige værdier’ med våbenmagt. Igen: Afghanistan burde være et eksempel til afskrækkelse fra intervention fremfor eksempel til efterfølgelse. Dem der vil bruge magt til at ændre styrkeforhold internt i andre lande må selv gøre det, for egne midler i stedet for at misbruge tvangsinddrevne midler til de skumle formål.
Mens banderne i Europa mødes i Davos og diskuterer hvilke venner der skal tilgodeses med midler til at vedligeholde konflikten mellem Rusland og ukraine så lad dette være en opfordring til at opsøge alternative forklaringer på, hvorfor situationen har eskaleret som tilfældet er. For eksempel ved at invitere personer til samtale som kan bidrage til nuancering. Se mere og følg links her og her og her.
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
Det er jo en god historie der illustrerer at kanonføden (naturligvis) ikke har nogen særlig interesse i at myrde løs. Det kræver intensiv propaganda at få dem med på den galej. For skiftet fra mindre, begrænsede krige imellem slyngler til den ‘moderne’, totale krig der muliggøres af en stor stat, med støtte fra politisk styret centralbank og repræsentanter for særinteresser, se Rothbards Statens Anatomi.
Det forlyder at 92% af visse adspurgte danskere bakker ‘meget eller delvist’ op om den støtte der gives til Ukraine. Der er ikke nogen kildeangivelse andet end en ‘undersøgelse fra EU’, dvs vi kan ikke se hvem og præcist hvordan spørgsmålet er stillet, men det er nok ikke denne her (fra juni ‘22): https://www.eurofound.europa.eu/publications/blog/eurofound-survey-reveals-widespread-support-for-ukraine – hvor 1/3 finder at der givet for meget militær bistand.
‘Støtte’ er jo mange ting. Man kan have den opfattelse at fortsat levering af våben til et korrupt regime i forsvaret mod et uproportionalt (men ikke uprovokeret) overfald fra et andet korrupt regime kun fører til forlængelse af unødig lidelse. Det betyder at man ‘støtter’ protesten over overfaldet – men ikke nødvendigvis at udlevere penge til våbenproducenter for at holde grænsestriden mellem to bananrepublikker i kog. Hvis der er så stor betalingsvillighed (4 milliarder siger han, krigsministeren)blandt danskere, så lad der oprette en konto man kan indbetale frivillige bidrag til. Man kan så tilkendegive om donationen skal øremærkes, for eksempel til dansk fremstillet våbenteknologi, produkter fra dansk landbrug, danske vindmøller eller noget syvende efter modtagerens forgodtbefindende. Men hold os andre udenfor! Et princip jeg gerne så anvendt i meget bredere sammenhæng, når nogen må gøre noget!
…kommission som den nye regering har nedsat som skal se på sammenhængen mellem kultur og bæredygtighed, det er jo rent-seeking. Det er bare nogle nytteløse akademikere som får en hel masse penge for at lave en nytteløs undersøgelse, og det er der så ufatteligt meget af…
Sande ord!
Alligevel fornægter politikertrangen til at gøre noget sig ikke. Man vil så gerne forbedre samfundet, verden, menneskene og selvom der nok, hos Dahl, ligger en erkendelse af, at det er uden for politikerens evne. Demokratiet anprises, men det er ikke det mindst ringe system, fordi det uvægerligt fører til at de værste søger og får magten. Det ville være skønt med mere udbredt erkendelse af, at man ikke retmæssigt kan tvinge andre til at betale for ens egne fikse ideer – heller ikke via stemmesedlen. Folketingets magt skal begrænses – de skal have færre af andres ressourcer at dele ud af. Vi kan være uenige om hvor langt denne magt skal rulles tilbage, men det burde være åbenlyst at tilbagerulles, dét skal den. Hvis altså vi ønsker en mere retfærdigt, velstillet samfund. Netop fordi mennesket er som det er, skal adgangen til magt over andre og deres ressourcer minimeres – afskaffes!
Det første sted at skære kunne være udannelsessystemet(!) som skoler børn og og barnlige sjæle i, at staten har løsningen på ethvert problem, stort som småt i stedet for at overlade ansvaret til privat initiativ som ikke kan bruge tvang til at gennemføre tossede ideer.
Forsvaret bliver trukket på banen (Jyllandsposten ) som et eksempel på realisme – et lille land som det danske har involveret sig på tåbelig vis i konflikter de sidste mange år, med den påståede hensigt at forbedre verden. Det kommer ikke til at ske ad den vej. Privat forsvar kan man forestille sig uden en rockerbande – glem ikke at staten er den største trussel for de fleste indbyggeres ejendom og liv i samme stat!
Det er så svært som politiker at læne sig tilbage og sige at dette eller hint problem (for problemer er der nok af) er ikke en opgave for mig. Den må du/I ‘selv’ løse.
Nuvel, hvis det er handlingstrangen der kommer over dem, politikerne, og ikke i betydningen Human Action, så lad dem starte med aktiv afvikling – opskriften på en produktiv politiker er her.
I kølvandet på Nordstrøm I og II der begik selvmord for nylig, bør vi overveje følgende:
Vil forsatte våbenleverancer til slynglerne i Ukraine føre til færre døde ukrainere og russere (uafhængigt af, at russiske slyngler har reageret på NATO’s slyngler der i årevis har understøttet en lavintensiv borgerkrig i det, der en kort periode var det østlige Ukraine)? Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Den stabile adgang til pålidelig energi der er grundlaget for civilisation, bogstaveligt talt, i vores del af verdenen, har vore politikere formøblet gennem de seneste årtiers absurde politik hvor fossile kilder er lagt for had, med tilhørende giftigt investeringsmiljø, og situationen er voldsomt forværret med truslerne om industrielt og kulturelt selvmord som ‘straf’ for russiske slynglers overreaktion på årtiers provokationer. Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Ved det truende valg, lad der være et afkrydsningsfelt hvor man kan tilkendegive at man ønsker at støtte fortsatte subsidier til våbenindustriens udskejelser i Ukraine – og opret en konto hvor folk anonymt kan indbetale hertil. Ingen anden finansiering kan forsvares; de af os der finder støtten dybt umoralsk skal ikke tvinges til at betale.
Ved det truende valg, lad der være et afkrydsningsfelt hvor man kan tilkendegive at man ønsker at genoptage import af russisk gas og undgå civilisationsnedbrydende mangel på energi her og nu. Det vil tage en årrække at afbøde skadevirkningerne af den forcerede ‘omstilling’ til upålidelige energikilder – det er mere en afvikling af samfundet end en omstilling.
Vil rullende black-outs eller brown-outs føre til et bedre samfund her eller i Ukraine? Ressource-intensive upålidelige energikilder, som dem der har nydt godt af politikernes velvilje de seneste årtier, fører til voldsomme tab af konkurrencedygtighed, velstand, komfort – med andre ord faldende levestandard. Dette er ikke et eksempel til efterfølgelse og resten af verdenen vil se på elendigheden og beslutte sig for at undgå den stupiditet.Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Det korte af det lange er at ‘vedvarende’ energikilder er:
Ikke vedvarende (apparaterne der skal høste f.x. Sol og vind skal bygges, vedligeholdes og udskiftes). Ikke pålidelige . Der er ikke tilstrækkelige materialer udvundet til at producere dem i tilstrækkelig grad – selv hvis de kunne levere energien, hvad de ikke kan.
Jeff Currie, Global Head of Commodities Research iGlobal Investment Research Division, Goldman’s Sach, gav CNBC intervieweren et chok med denne replik:
At the end of last year, overall fossil fuels represented 81% of energy consumption. 10 years ago, they were at 82%,” says Jeff Currie. “$3.8 trillion of investment in renewables moved fossil fuels from 82% to 81% of the overall energy consumption.
Jo før dine politikere indser at vi – mange år endnu – har tvingende brug for fossile energikilder, desto før kan vi begynde at rette op på årtiers elendighed og, måske, forhindre alvorlige sammenbrud i kritiske samfundsinstitutioner. Men måske er dette sammenbrud i virkeligheden målet…Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at levestandarden får et alvorligt knæk for dine børn og børnebørn.
Politikere (og andre slyngler) der støtter krig i Europa og fejlinvestering i VE (Vejrafhængig Energi) sørger for at holde panik-gryden i kog og supplerer skatteplyndring med uansvarligt falskmønteri.
Husk på at bander i forskellige lande plyndrer befolkningen og bruger rovet til at bekrige hinanden og skaffe sig mere magt. At en kriminel bølle lader sig provokere an anden bølle til at overfalde en tredie bølle, er ikke et argument for at lade de lokale bøller bidrage med ressourcer! Se Hans-Hermann Hoppes afsluttende salut på årets Property and Freedom Society konference her (de øvrige indslag kan ses samme sted, inklusive Hoppes del I, som tuben har besluttet du ikke må se).
Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der fortsætter katastrofal kurs på et af tre vigtige områder: Krig Energi Penge De bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at levestandarden får et alvorligt knæk for dine børn og børnebørn. Løsningen er ikke mere regering – men mindre!
Er Vlad en mester i n-dimensional skak, der de seneste årtier har ført villige ofre bag lyset og bragt Europa i en situation der minder om kollektivt selvmord? John Harpole er på besøg i The Power Hungry Podcast og argumenterer for noget i den retning. Døm selv – lyt her.
Om det er Vlads ‘fortjeneste’ eller tåbeligheden blandt politikerbyrden der ved egen kraft har gjort livet vanskeligt for egne borgere bliver nok svært at afklare. En ting er sikkert: Hvis man tror at politikere i almindelighed har folkets velfærd på sinde, så tager man grueligt fejl.
Vi har at gøre med et klassisk eksempel på dårlig økonomisk tænkning – fokus på de umiddelbare, og kun de umiddelbare, effekter for en gruppe, ikke for alle, ganske som Bastiat beskrev i lignelsen om det knuste vindue. Den rigtige økonom ser på effekterne over tid, for alle grupper.
Løsningen på tårnhøje energipriser (og dermed prisen på alt andet) er ikke at herskerne uddeler flere almisser til pøbelen (almisser som er hentet i samme pøbels lommer) – men at der bliver kradset mindre ind i statskassen og at politikerne – og ‘folket’ – indser at de, politikerne, gør mindre skade jo mindre de gør i det hele taget. Statens lakajer skal have begrænset deres adgang til andres folks penge.
Bandeføreren har bevilget x 100 milioner af andre folks penge til noget hun finder opportunt. Andre kan finde det moralsk forkasteligt, men takket være ‘demokrati’, er man tvangsindlagt til at betale for tåbelighederne, ulykkerne og de unødvendige drab på ukrainere og russere. I mellemtiden fremstår vores store leder handlekraftig, og som en stålsat forsvarer af ‘demokrati’
Vi kan gentage det åbenlyse: Den russiske stats overgreb på en anden stat er forkastelig – selvom provokationerne der førte til angrebet også er forkastelige. Det er ikke et argument for forsat at kaste ressourcer efter myrderierne, til ingen verdens nytte.
Krig er en nødssituation der i manges øjne retfærdiggør ekstraordinære beføjelser til statsmagten. Intet under at staten sørger for en mere eller mindre permanent krigstilstand – om det så er russerne, kineserne, klimaet, narkoen eller fattigdom. Statens Anatomi dissekeres af Rothbard og fås her i butikken for 37,50.
Den fjerde statsmagt – den kritiske, uafhængige, (men statsstøttede!) presse – muhahaha – tiljubler banden og kalder udfaldet af en afstemning blandt en del af befolkningen for en sejr for demokratiet.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Grundloven §73, stk 1
Opfatter politikerbyrden sig som herskere eller tjenere, og opfører de sig som herskere eller tjenere?
Centraliseringen af magt i EU parlamentet stopper ikke med dette. Nye kriser vil ‘opstå’ eller begivenheder vil blive taget som påskud til at yderligere centralisering. EU-kleptokratiets våde drøm om ‘ret’ til skatteopkrævning lurer forude. Hele ideen om at påtvinge omgivelserne, nær og fjern, egne værdier er stik mod de højtidelige fraser om inklusion og diversitet. ‘Fredsbevarende’ styrker mig her og der, når grupperinger andre steder i verden strides om ressourcer eller ideer, er et udtryk for at ‘vi’ ved præcis hvordan andre skal leve deres liv. Som David Stockmann skriver her om den amerikanske udenrigspolitik Perpetual Debt, Perpetual War – og den vil EU-byrden også deltage i.
Når Mette lover at sende flere våben til den ene korrupte bande i deres kamp mod en korrupt overfaldsmand, så er skattekvæget tvunget til at betale, også selvom man finder dén strategi dybt umoralsk, og at den vil medføre endnu mere unødig lidelse og tab af menneskeliv og produktionsapparat. Produktionsapparat der er nødvendig for at forbedre tilværelsen for mange mennesker både i og udenfor konfliktzonen. Lad dem, der deler Mettes vurdering spytte i kassen direkte og hold andre udenfor – dét ville være en sejr for demokratiet. Jo færre ressourcer politikerbyrden kan disponere over, desto mindre sandsynlighed er der for omfattende krig og destruktion. Som det er nu beriges en relativt lille gruppe på bekostning af andre, og uden at udfaldet af krigen kan forventes at blive ændret. Det handler alene om hvor store, og langvarige omkostningerne bliver.
Afskaffelsen af ‘forsvarsforbeholdet’ er et stort skridt i den forkerte retning. Vi er langt nede af skråplanet. Læs om hvad staten er for størrelse i Rothbards Statens Anatomi – her i butikken for 37,50. Tag Bastiats Loven med og læs om hvorfor kollektivet ikke kan forgribe sig på andres ejendom, ganske som individerne der indgået i kollektivet ikke kan. Retten til at stjæle kan ikke uddelegeres – her i butikken for 37,50.
Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.
Pas på! Her kommer noget fra RT. Daniel McAdams fra Ron Paul Institute er på, med John Varoli og Marko Gasic. Hvad er den amerikanske regerings endemål med at fortsætte med at hælde benzin på bålet i konflikten mellem Rusland og Ukraine?
Er der nogen der spiller hazard med resten af menneskeheden i jagten på magt og mammon? Hvorfor er der ingendiplomatisk aktivitet mht til at stoppe myrderierne, men blot mere og mere skinger retorik der synes beregnet på at fremme eskalering af konflikten?
Jeg hælder til analysen der siger at det russiske kleptokrati ganske uretmæssigt, men absolut provokeret af NATO kleptokratiet har overfaldet det dybt korrupte naboland. Det går først og fremmest ud over civilbefolkningen, sådan som moderne krige nu har etableret sig som total krig.Krig er ikke længere blot noget de rigeste har råd til i korte perioder – se Rothbard for en forklaring på hvordan staten har udviklet sig og hvad den er for en størrelse.
Statens Anatomi
Efter min vurdering vil yderligere våbenleverancer til kleptokratiet i ukraine føre til yderligere tab af menneskeliv (ukrainere, russere, og andre, især i udviklingslande der er afhængige af produkter fra de krigsførende lande) og destruktion af produktionsapparat – samt tab af ressourcer for de mennesker, der er blevet plyndret for at deres regeringer kan købe våben af vennerne og sende dem rundt i verden. Men slutresultatet er med stor sandsynlighed at ukraines nuværende grænser ændres og verden vil være et fattigere sted. Jo længere konflikten vedligeholdes, des værre.
Eftersom ikke alle finder at vedligeholdelse af konflikten er dybt umoralsk står vi i den situation at nogle tvinges, via skatter, til at betale for noget de finder umoralsk. En bedre model er, at folk som vil støtte den ene eller den anden part i en konflikt, må gøre det med egne midler. Så må de spytte i kassen, og vi får se hvor mange kroner, krudt, kugler og bukseknapper der bliver lagt. Mit bud er at bukseknapperne vil dominere, og dermed begrænses ressourcerne der spildes på en konflikt hvis resultat er givet. Andre kan have en anden opfattelse og må tage til fronten og/eller afgive ressourcer.
Staten bør IKKE kunne kommandere ressourcer til konflikter andre steder – og situationen illustrerer vigtigheden af, at statens ‘råderum’ mht andre folks ressourcer skal begrænses mest muligt. Verden vil blive mindre uperfekt. Sheldon Richmann skriver her om den kollektive usikkerhed der er indbygget i atlanterhavspagten – modsat hvad man skulle tro, og hvad vi er blevet påduttet.
Det er ikke nemt at afgøre- når det man kan være mest sikker på er at de fleste parter – interessenter – lyver, propaganderer og søger dels at dække over egen inkompetence og dels at fremstille modparten som Den Onde Selv.
Her er et alternativt bud, fra en analytiker, der formodes at være inde i tingene og som – måske – ikke har en aktie (bogstaveligt talt i modsætning til adskillige ‘førende’ politikere i USA) i Ukraine. Kan selvfølgelig være hans pensionsfond har i russisk gas…
Hans bud er at krigen er afgjort og der kun mangler at blive tørret lidt op her og der. Læs selv og vurdér argumenterne,
Men hvorfor tæppebomber Putin ikke bare hele Ukraine? Er der en (simpel) forklaring? Næppe. Men læs også her.
Summa summarum: Tingene er helt sikkert ikke som de fremstilles i vestlige medier, heller ikke som de russiske. Men vi bør have lejlighed til selv at vurdere løgnehistorierne fra alle medier, uden undtagelse. I krig taber næsten alle.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Hvis nogen skulle have glemt det er ytringsfrihed ikke en selvstændig ‘ret’, men en del af ejendomsretten, og dermed underlagt naturlige begrænsninger.
Og ejendomsretten ved vi respekteres, undtagen når kollektivisterne siger det er ok, ikke at respektere den (Hej Skat!)
Læs Loven og forstå hvorfor man ikke med ‘loven’ i hånd kan plyndre andre mennesker. Køb den her i butikken for 37.50.
Langt de fleste af direkte og indirekte berørte parter taber når krigsherrer fører krig. Krig er en destruktiv affære hvor liv og andre værdier ødelægges. En af de værste konsekvenser er at statsmagten tilraner sig endnu mere magt, under påskud af at ‘beskytte’ befolkningen. Bliver man overfaldet kan det absolut give mening at lade andre gøremål vige pladsen og koncentrere sig om forsvaret. Problemet er at den magt, staten har taget til sig, stort set aldrig leveres tilbage.
Men når krig nu er så destruktiv, hvorfor føres der så krig? Der er desværre en magtfuld klasse, der har kronede dage. Politikerklassen der soler sig i magtens stråleglans; leverandører af våben, som regel med staten som eneste kunde (med eller uden borgernes accept); den såkaldte presse der også lukrerer på død og skibskatastrofer. Den almindelige borger derimod, og kanonføden taber. Stort. Både i form af tab af liv og legemsdele, ressourcer der fjernes fra deres egentlige interesser og al den kapital der ødelægges og gør alting dyrere og vanskeligere at få fat i.
Problemet er dobbelt kreperligt når krig kunne have været undgået, uden de store omkostninger og man må tænke sit mht om nogle rent faktisk har fremmet krigen mellem to af de mest korrupte lande i verden, fremfor at forhindre den. Grænsestridigheder mellem Rusland og Ukraine ER ikke vores ‘problem’ – det må de selv rode med – uden indblanding fra resten af verdens slyngelstater, der for tiden morer sig med at teste våben, interferens med kommunikationslinier og propagandaapparat.
Endnu engang kan man konstatere at hykleriet i den vestlige verden er enormt – når den russiske slyngelbande forgriber sig på omgivelserne er der ingen ende på fordømmelserne og propagandaen er på niveau med covid-historien (er det mon tilfældigt?) mens lignende og værre overgreb af ‘vennerne’ betragtes som ren rutine, der højst afstedkommer en bemærkning på side 12 i avisen – eller måske ligefrem applauderes der, når den myrdede selv er en slyngel – se tidligere cui bono her.
Hvad er staten? Den største trussel for langt de fleste borgere er deres egen stat – læs Rothbards dissektion af Statens Anatomi – køb den her for 37,50 inflationsramte danske kroner.
Man kan hygge sig med diverse grafer og figurer takket være stabil adgang til energi. Desværre en stabilitet som politikerbyrden i længere tid har været i gang med at nedbryde.
Betyder det noget med den energi? Kun hvis komfort i form af adgang til køl, frys, varme, varmt vand, sanitet, kuvøser til spædbørn, tandlæge som alternativ til grovsmed, lys om aftenen, transport af personer og varer, kæmpe udvalg af varer der er fremstillet af mennesker vi ikke kender, et andet sted på jorden, er vigtig. Med andre ord: civilisation. Når energi bliver dyrere bliver vi fattigere på civilisation. Lad ikke to menneskefjendske religioner stå i vejen for menneskers trivsel! Hvis Rusland bruser frem på brutal vis overfor naboregimer, hvad enten disse er korrupte, installerede af andre bander eller blot er lokale slyngler (det er stadig forkert at overfalde dem) – kan vi heldigvis få fat i energi via ‘ordentlige’ regimer der ikke kunne drømme om at overfalde naboer, fjerne regimer, eller egne befolkninger. Måske er lokal energifremstilling at foretrække (atomkraft – jatak!).
Politikerbyrden bruger det gamle trick med at brække benene på folk og derefter udstyre dem med (umage) krykker og forlanger taknemmelighed for at lade folk få lidt af deres konfiskerede ejendom tilbage! Læs loven (din politiker har haft chancen med operation OMF) og forstå hvorfor regeringer i øvrigt bør gå af.
Scott Horton om historien bag Rusland-Ukraine krigen. Se talen på video – eller læs den her, på antiwar.com Nedenfor et uddrag – det tager lidt tid at læse, men det er vel fair nok, eftersom historien ikke startede den 24. februar.
Endnu engang – man kan sagtens fordømme Putins militære overfald, men det er dovenskab at påstå at det er et udtryk for vanvid, eller ambition om verdensdominans.
Just last month, at the end of February 2022, an American researcher found in the British National Archives a formerly secret document, minutes of a meeting with the political directors of the foreign ministries of America, the UK, France and Germany, on March 6, 1991, in which German representative Jürgen Chrobog, says, “We made it clear in the two-plus-four negotiations that we would not expand NATO beyond the Elbe. We can therefore not offer NATO membership to Poland and the others.” As reported by the German paper Der Spiegel, U.S. Representative Raymond Seitz said: “We have made it clear to the Soviet Union — in two-plus-four talks and elsewhere — that we will not take advantage of the withdrawal of Soviet troops from Eastern Europe.”
Et af de mest påfaldende træk ved situationen er den ekstremt koordinerede og voldsomme reaktion – ikke mindst sammenlignet med reaktionen på de talrige overgreb begået andre steder, af andre aktører. Real-politik betyder at den der har magt, kan – og oftest rent faktisk ikke holder sig tilbage med hensyn til at – udøve tvang når en svagere part ikke gør, som den stærkere part vil. Den stærke har oftest ikke fantasi til at forestille sig, at situationen kan ændre sig, og at den svagere part på et tidspunkt ikke længere vil underkaste sig. Når den svagere part har våben til egenhændigt at lægge det meste af kloden øde, skylder man resten af menneskeheden at forsøge at forstå, hvordan den svagere part ser sin situation. Det vil øge sandsynligheden for et mindre katastrofalt resultat – selvom det ikke vil føre til fryd og gammen. Jeg tvivler på at den ‘totale økonomiske krigsførsel’ fra vestlige regeringer vil føre til hurtigere afslutning på konflikten og færre dødsfald. En konflikt der desværre kunne have været undgået – hvis man havde ønsket det.
Den dimension mangler i den hjemlige (mangel på) debat.
Til gengæld er der nu pludselig vilje til at bruge flere milliarder på ‘forsvaret’. SPørgsmålet er om ‘danske værdier’ skal ‘forsvares’ i Afghanistan, Iraq, Jugoslavien, eller man skal opbygge en anderledes defensiv ekspertise. ‘Vi’ skal ikke deltage i forsøg på at tvangsindføre dæmonkrati i andre lande – det må de selv rode med. Vi kan kunne foregå med et godt eksempel. Jeg nærer ingen illusion om at et statsoverhoved der er skolet i Sovietunionen har nogen som helst varme følelser for individets negative rettigheder – ligesom de fleste andre statsoverhoveder verden over. Godt at Mette ikke råder over de samme ressourcer som Vlad! En enkelt undtagelse der bekræfter reglen er Hans-Adam.
I stedet for at straffe 140 millioner russere for overgreb begået af Putin, 35 millioner canadiere for InJustin Trudeaus megalomane overgreb på egen civilbefolkning, eller 25 millioner nordkoreanere for Kims rædselsregime (fortsæt selv listen…), så lad dem selv løse det. Men lad os udvikle defensive færdigheder der kan ramme beslutningstagerne i organisationer der overfalder os, fremfor de stakler der bliver kommanderet afsted som kanonføde. Om det skal være snigmord, droneangreb eller hvad ved jeg må vise sig. At bruge penge på F-35 forekommer mig en dårlig ide, fremfor at etablere sofistikeret overvågning af grænser, troppebevægelser, og andre begivenheder der kunne indikere truende agression. De pågældende krigsførende beslutningstagere skal have egen krop på spil. Skin in the game!
Neutralitet betyder de-eskalering, mindre risiko for at konflikter breder sig og bliver altomfavnende. (Nej, Hitler vågnede ikke op en dag, og tænkte det er en god dag at overfalde mine naboer. Det var resultatet af tidligere historiske begivenheder. Se Ralph Raico)
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
Krig er altid en dårlig løsning – som regel er det de forkerte mennesker der kommer galt afsted. Forebyggelse af krig, samhandel, respekt for at andre har absurde ideer med hensyn til hvordan de vil leve deres liv, dem om det sålænge de ikke vil tvinge deres ideer ned i halsen på en selv. Boycut og sanktioner rammer som regel også de forkerte mennesker, fremfor dem man (hævder man) vil straffe. Måske er tanken om en bevæbnet befolkning fremfor et stående militær ikke så tåbelig – kombineret med udvikling af metoder til at ramme individer fremfor kanonføde som et forsvar mod overgreb en bedre brug af ressourcer. Det kan være vi ønsker at bruge flere ressourcer på at udvikle denne kapacitet, end det der p.t. bliver (mis)brugt på deltagelse i internationale eventyr.
Vi afslutter med et uddrag fra Rothbards Statens Anatomi, kapitlet om hvordan Staten forholder sig til andre Stater, og overgangen fra begrænset krigsførsel til total krigsførsel – hvilket ikke kan ses som et fremskridt! Køb Statens Anatomi her i butikken – 37,50.
Den næsten fuldstændige adskillelse mellem private civile og Statens krigsførelse i det 18. århundredes Europa understreges af Nef:
Selv postudbringning blev ikke begrænset særligt længe i krigstid. Breve cirkulerede uden censur, med en frihed der vækker til forbløffelse hos en person fra det 20. århundrede. …Indbyggere fra to krigsførende nationer talte når de mødtes, og når de ikke kunne mødes udvekslede de breve, ikke som fjender, men som venner. Den moderne opfattelse eksisterede knapt…at indbyggere i et ‘fjendeland’, skulle være ansvarlige for deres herskeres krigeriske handlinger. Ej heller havde de krigsførende herskere nogen særlig interesse i at stoppe kommunikation med fjendens indbyggere. Den tidligere inkvisitoriske praksis med udspionering i forbindelse med dyrkelse af religion og tro, var ved at forsvinde, og ingen tilsvarende inkvisition i forbindelse med politisk eller økonomisk kommunikation blev overvejet. Pas blev oprindeligt indført for at sikre sikker passage i krigstid. I det meste af det 18. århundrede faldt det ikke europæerne ind at opgive deres rejser i et andet land, selvom deres eget land førte krig imod det.
Og eftersom handel i stigende grad blev anerkendt som fordelagtig for begge parter, blev det 18. århundredes krigsførelse modsvaret af en betydelig grad af “handel med fjenden”.
Vi behøver ikke her uddybe omfanget af Statens brud på civiliseret krigsførelse i dette århundrede. I den moderne æra, hvor total krig kombineret med teknologi der muliggør total destruktion, forekommer selve ideen om en krig begrænset til Statens apparati [slæng af lejesvende og bureaukrater, red.] som sær og mere anakronistisk end den originale amerikanske forfatning.
Endelig. KRIG! Man kan høre de lettelsens suk rundt omkring på redaktionerne af det, der går for at være presse. Virus-virakken var ved at miste lidt af glansen i takt med, at pressen totale svigt i forhold til at kaste lys over statsmagternes overgreb på befolkningerne bliver tydeligere og tydeligere. Heldigvis er der en andenrangs despot der har fået nok østpå, og slår sig i tøjret så hyænerne i pressekorpsene har noget at rive i.
Det er ikke svært, og tilmed berettiget, at fordømme brugen af militær magt i det der for tiden går under navnet Ukraine – verden ville have været et mindre uskønt sted hvis Putin havde handlet mindre agressivt.
Det er imidlertid påfaldende hvordan han udråbes til at være vanvittig, uden for pædagogisk rækkevidde, en slyngel (dét kan man være enig i!) der kun forstår magtens sprog – samtidig med at man omhyggeligt(?) undlader at forsøge at se situationen fra despotens side. Siden det forfærdelige sovjetiske regime styrtede i grus under egen vægt og reducerede den militære tilstedeværelse i Østeuropa har Nato, i stedet for at nedlægge sig selv, bredt sig som en kræftsvulst ind i Ruslands ‘interessesfære’. Hvad enten man bryder sig om interessesfærer eller ej, har også Rusland en legitim interesse i at beskytte sig mod overfald udefra. Indlemmelsen af flere og flere tidligere østlande i Nato kan måske virke som en beskyttende paraply, hvis man er på indersiden, men set udefra kan det afgjort betragtes som forberedelserne til et overgreb. Når dertil kommer hykleriet mht andre landes suverænitet og grænsedragning – vi behøver ikke gå tilbage til opdelingen af verden efter 1. Verdenskrig, men kan blot nævne Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen hvor ‘Nato’ blander sig i andre landes anliggender – for ikke at nævne indblanding i Ukraine(!) hvor den ene semi-demokratisk valgte diktator blev kuppet med installation af en anden i 2014.
Heldigvis er der anledning til store, fede overskrifter med KRIG og en anerkendt slyngel så vi kan undlade at fordømme InJustin Trudeau’s groteske overgreb på egen befolkning – hvis Vlad havde gjort noget tilsvarende ‘hjemme’, ville fordømmelserne ingen ende have haft. Heldigvis er det nu Vlads skyld af din energipris (og alle andre priser) er i skyerne, det har intet at gøre med den afsindige energipolitik der er ført de sidste årtier. Så det behøver vi heller ikke at bruge mere noget krudt på at undersøge nærmere.
Set denne for nylig? Det er den 5. november på fredag. I filmen affandt folk sig med et totalitært system af frygt for krig, terror og…sygdom. Måske er der en lille klokke der ringer?
Udenrigspolitikken er en perlerække af katastrofale begivenheder, konsekvenser der er i modstrid med de erklærede hensigter, men måske knap så meget med de skjulte. Desværre med deltagelse fra dansk (folketings) side.
Men hvordan skulle vi dog kunne beskytte os mod overgreb udefra, hvis ikke vi havde Staten? For det første er det ikke lykkedes nogen anden mafiøs organisation systematisk at udplyndre et lands befolkning for mere halvdelen af deres produktion, årti efter årti, i form af beskyttelsespenge. For det andet er der bedre alternativer der kan afprøves:
Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Anarki er ikke fravær af orden eller ledelse og organisation, men fraværet af herskere og undersåtter.
Statens anatomi er velbeskrevet, herunder hvilke midler dens repræsentanter bruger til at fastholde magten – læs Rothbards dissektion, fås her i butikken for 37,50!
Forestillingen om at ‘vi’ kan tvangsindføre vores version af hvordan folk bør leve på den anden side af jorden er et eksempel på hvor farligt det er, at overlade ressourcer til politikerbyrden. De vil spendere i blind tro på egen ufejlbarlighed, nogle af dem måske endda i god tro. Det kan dog ikke ændre på realiteterne, som er at folk flest ikke bryder sig om at få dikteret hvordan de skal opføre sig af fremmede, slet ikke fremmede der står med våben i hånd eller flyver over landet med droner og bomber.
At den daværende danske statsminister skulle pleje NATO-ambitioner og med støtte fra et folketing ‘førte’ Danmark ind i den afghanske tragedie burde føre til almindelig fordømmelse og udelukkelse fra stillinger aflønnet med tvangsinddrevne midler. Overgreb på egen befolkning (tvangsinddrivning af ressourcer) benyttes til endnu værre overgreb på andre befolkninger (er den afghanske, syriske, irakiske, libyske, somaliske…befolkning bedre stillet efter fremmede krigstogter drevet af påståede velmente hensigter?).
Mener du at folk i andre lande behandler hinanden overordentligt skidt (og det kan vi nok blive enige om forekommer – ikke mindst i Afghanistan!) så må du overbevise dem om at de skal ændre adfærd – du kan prøve at tvinge dem, det vil næppe lykkes. Du kan forsøge at lave en indsamling blandt dine ligesindede og etablere en fremmedlegion der skal påse at barbarerne opfører sig anstændigt. Men du har ingen ret til at påføre medborgere omkostninger direkte eller indirekte for dine eventyr. Hvis politikerbyrden mener at have ansvar for en andel af de afghanere der har modtaget betaling for ‘ydelser’ og fejlkalkuleret begivenhedernes gang, så må de modtage disse i eget hjem og bære omkostningerne herved af egne, private ressourcer. De kan også bede om frivillige bidrag; mange mennesker hjælper gerne andre i nød – men villigheden påvirkes i negativ retning af statens altdominerende position (Om tyveri) indenfor bistandsområdet.
‘Joe Biden’ er ved at blive kørt i stilling til at blive ofret for (overlagt?) at forkludre en tilbagetrækning der skulle have været effektueret for længe siden, i en krig vi kan takke Bush og Obama (se Fool’s Errand) for, en krig der aldrig skulle have været startet.
Der er intet positivt at sige om danske politikeres brug af tvangsinddrevne ressourcer på krig i Afghanistan. Intet. Det er symptomatisk at når storebror antyder at man måske vil afslutte tåbelighederne (hold ikke vejret) så logrer den siddende minister med halen. Det moralske fyrtårn Jeppe Kofoed citeres for at ‘Vi begynder at indlede vores forberedelser’[til gradvis tilbagetrækning af soldater]. Om han er fejlciteret eller selv har konstrueret den sætning vil jeg ikke begynde at starte på indledningen til forberedende overvejelser om.
Hvor mange penge skal sundhedsvæsenet have? spørges der i ugeskrift for læger. Eller med andre ord, hvordan skal knappe ressourcer ‘fordeles’ – bemærk passivformen…En meget stor andel af folks forbrug af sundhedsressourcer falder i den allersidste del af livet. Tager man demografien i betragtning er der lagt i kakkelovnen til problemer som næppe ‘løses’ ved at
…håbe, at de kommende 80+-årige, den såkaldte 68-generation, vil have mere beskedne ønsker til sundhedsvæsenet end tidligere generationer.
Når andre folk betaler for de ydelser man selv nyder og efterspørger, er der dels tale om overgreb (hvis ikke det foregår frivilligt) og dels er omhyggeligheden når man bruger andre folks penge mindre end når man bruger egne midler. Se Friedman og de 4 måder at bruge penge på her (2 minutter).
Problemet her er endnu engang en misforståelse, nemlig den at visse ressourcer ‘er til stede’ eller kan tilvejebringes på magisk vis ved at lovgive dem til eksistens og spørgsmålet herefter er blot hvordan kloge mennesker skal fordele goderne blandt de trængende. Sundhedsydelser adskiller sig imidlertid ikke fra andre goder, men skal produceres, bygninger bygges, ledninger lægges, viden og erfaring skal akkumuleres. Til alt dette bruges ressourcer der i sagens natur ikke samtidig kan bruges til at frembringe andre af de ting vi har brug for og efterspørger. Når man selv kun betaler en meget lille andel af omkostningerne ved en aktivitet er man tilbøjelig til at øge efterspørgslen på denne aktivitet selvom gevinsten måske er beskeden. Signalet om hvor meget vi ønsker et givent gode (prisen!) er væk og det skævvrider produktionen af godet på bekostning af andre ting.
Vigtige ting som mad og beskyttelse mod en fjendtlig natur (tøj, bolig) overlader vi ikke til ‘kloge mennesker’ men lader markedet koordinere samarbejdet mellem mennesker der ikke kender hinanden til alles bedste (selvom vi accepterer tung regulering også på disse områder). De samme mekanismer vil også give et mindre ringe udkomme på sundhedsområdet – i stedet for ‘politiske løsninger’ (den korrekte betegnelse er ‘tvang’) er frivillige udvekslinger karakteriseret ved gevinst for alle parter. Sygdomsbehandling er også for vigtigt et område til at vi kan overlade det til politikerbyrden. (Læs om Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget her.)
Staten er god til at føre krig. Krig medfører at alle ressourcer dirigeres hen mod et eneste mål. – at vinde krigen. Statens sundhed er krig – hvis vi konstant er ‘i krig’ er der konstant brug for statens lakajers ‘ydelser’ – for vores alle sammens skyld, naturligvis. Den monomane besættelse af corona-virus og de absurde bestræbelser på et undgå blot et eneste dødsfald som følge af dén sygdom er et eksempel på, hvordan alt andet tilsidesættes og negligeres i krigen mod corona. Mettes uforbeholdne undskyldning lader vente på sig.
Vi har formelt adskilt stat og kirke. Men statstilbedelsen og troen på at den løser vores problemer har religiøs karakter. Vi skal have adskilt stat og uddannelse, stat og sundhedsvæsen, selv stat og retsvæsen bør adskilles så Voldsmonopolet kan brydes. Det er faktisk muligt at forestille sig konkurrence på konfliktløsning uden en stat til at have ‘det sidste ord’ – oven i købet i sager hvor staten selv er part.
Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…) Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Produktion går forud for plyndring. Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov. Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.
Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med. Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism…
Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Een ting mange kan blive enige om er at beskyttelse mod voldelige overgreb er en af statens kerneopgaver, at kun staten kan udøve magt i denne forbindelse og at selvforsvar er på kanten af selvtægt. Heller ikke denne opgave formår staten imidlertid at løse på tilfredsstillende vis. I den lettere ende herhjemme kan nævnes politiets beslutning om ikke at efterforske tyverier medmindre værdien af tyvegodset overstiger 100.000kr. Mere alvorligt er de voldshandlinger der pågår i flere amerikanske byer i kølvandet på statsmagtens mord på en borger i Minneapolis. Morderen og hans kumpaner er, omend lidt sent, nu sigtet (der er ikke tvivl om selve mordet som blev optaget/streamet på video). Alle fordømmer det åbenlyst helt uacceptable brug af overdreven magt med dødeligt udfald. Det manglede også bare.
Til gengæld mangler der ubetinget fordømmelse af de voldshandlinger og plyndringer der fulgte i kølvandet. Overgreb på en person berettiger på ingen måde overgreb på andre, tilfældige personer og deres ejendom. Statens repæsentanter myrder en person (det gør de mere end 2 gange dagligt i USA) og træder så tilbage og lader plyndring og voldshandlinger blomstre – i et omfang så man næsten tænker at det må være tilsigtet, måske med det formål at opnå den almindelige befolknings accept af endnu en undtagelsestilstand, nu med Nationalgarden (måske endda militæret?) på hvert et gadehjørne.
Forløbet illustrerer på trist vis at man ikke skal forvente beskyttelse fra staten, når den ulmende utilfredshed bryder ud i lys lue, oppisket af medierne der pludselig har glemt alt om virus og lock down. Læs Ryan McMackens indlæg her.
Det er heller ikke første gang at staten (i USA) undlader at beskytte borgere – og moralen er endnu engang, at staten ikke er hvad den giver sig ud for at være, din ven og beskytter, men derimod en del af ondets rod.
Tre forslag til ændringer der kan mindske antallet af drab på egne borgere (i USA) – her; et fjerde kunne være Rand Pauls forslag om at fjerne en af de værre beføjelser staten har til at angribe egne borgere – her. Kan man have beskyttelse uden politi i konventionel betydning i dag? Ja, det kan man. Se nærmere på Detroit threat management her eller lyt til Dale Brown hos Pete Quinones eller hos Tom Woods. Mere her på sitet om privat forsvar.
Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.
Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.
Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?
For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.
Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre. Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales: Hoppe – Private production of defense Tannehill – Market for Liberty Murphy (video) – Market for Military Defense
Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...
Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her… Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
