Udgivet i Skriv en kommentar

Indgreb (angreb) i andre lande

Hvis du ikke allerede er bekendt med Scott Horton er her en glimrende lejlighed – linket her går til midt i en debat for nylig i thesohoforum.org – hele debatten anbefales. Forestillingen om at man (usas regering) kan eller bør sørge for fred og demokrati i resten af verden, bør ikke kunne finde fodfæste hos tænkende mennesker. (Måske skal vi kigge på propagandaministeriets beføjelser.)

Udenrigspolitikken er en perlerække af katastrofale begivenheder, konsekvenser der er i modstrid med de erklærede hensigter, men måske knap så meget med de skjulte. Desværre med deltagelse fra dansk (folketings) side.

Tager man de erklærede hensigter for gode varer er historien et skoleeksempel på politikerbyrdens hybris, impotens og manglende forståelse for det usete – banal økonomisk indsigt. Men det er nok naivt at blive ved med at tro på gode hensigter, når resultaterne igen og igen taler imod.

Men hvordan skulle vi dog kunne beskytte os mod overgreb udefra, hvis ikke vi havde Staten? For det første er det ikke lykkedes nogen anden mafiøs organisation systematisk at udplyndre et lands befolkning for mere halvdelen af deres produktion, årti efter årti, i form af beskyttelsespenge. For det andet er der bedre alternativer der kan afprøves:

Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.

Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:

Hoppe – Private production of defense

Tannehill – Market for Liberty

Murphy (video) – Market for Military Defense

(Link)

Anarki er ikke fravær af orden eller ledelse og organisation, men fraværet af herskere og undersåtter.

Statens anatomi er velbeskrevet, herunder hvilke midler dens repræsentanter bruger til at fastholde magten – læs Rothbards dissektion, fås her i butikken for 37,50!

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Et eksempel på dødsensfarlig hybris

https://www.dr.dk/nyheder/udland/20-aars-udvikling-i-afghanistan-er-smuldret-paa-20-minutter

Forestillingen om at ‘vi’ kan tvangsindføre vores version af hvordan folk bør leve på den anden side af jorden er et eksempel på hvor farligt det er, at overlade ressourcer til politikerbyrden. De vil spendere i blind tro på egen ufejlbarlighed, nogle af dem måske endda i god tro. Det kan dog ikke ændre på realiteterne, som er at folk flest ikke bryder sig om at få dikteret hvordan de skal opføre sig af fremmede, slet ikke fremmede der står med våben i hånd eller flyver over landet med droner og bomber.

At den daværende danske statsminister skulle pleje NATO-ambitioner og med støtte fra et folketing ‘førte’ Danmark ind i den afghanske tragedie burde føre til almindelig fordømmelse og udelukkelse fra stillinger aflønnet med tvangsinddrevne midler. Overgreb på egen befolkning (tvangsinddrivning af ressourcer) benyttes til endnu værre overgreb på andre befolkninger (er den afghanske, syriske, irakiske, libyske, somaliske…befolkning bedre stillet efter fremmede krigstogter drevet af påståede velmente hensigter?).

Mener du at folk i andre lande behandler hinanden overordentligt skidt (og det kan vi nok blive enige om forekommer – ikke mindst i Afghanistan!) så må du overbevise dem om at de skal ændre adfærd – du kan prøve at tvinge dem, det vil næppe lykkes. Du kan forsøge at lave en indsamling blandt dine ligesindede og etablere en fremmedlegion der skal påse at barbarerne opfører sig anstændigt. Men du har ingen ret til at påføre medborgere omkostninger direkte eller indirekte for dine eventyr. Hvis politikerbyrden mener at have ansvar for en andel af de afghanere der har modtaget betaling for ‘ydelser’ og fejlkalkuleret begivenhedernes gang, så må de modtage disse i eget hjem og bære omkostningerne herved af egne, private ressourcer. De kan også bede om frivillige bidrag; mange mennesker hjælper gerne andre i nød – men villigheden påvirkes i negativ retning af statens altdominerende position (Om tyveri) indenfor bistandsområdet.

Joe Biden’ er ved at blive kørt i stilling til at blive ofret for (overlagt?) at forkludre en tilbagetrækning der skulle have været effektueret for længe siden, i en krig vi kan takke Bush og Obama (se Fool’s Errand) for, en krig der aldrig skulle have været startet.

Den lære der bør drages er, at man skal undlade at intervenere med vold i andres affærer – internationalt som nationalt. (Selvforsvar er ikke ‘intervention’.)
Detaljerne kan man fortabe sig i hos https://antiwar.com/
Se også punkt 8 her: https://tunecedemalis.dk/intet-over-og-intet-ved-siden-af-staten/

Dr. Strangelove

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

20 års krig

Der er intet positivt at sige om danske politikeres brug af tvangsinddrevne ressourcer på krig i Afghanistan. Intet. Det er symptomatisk at når storebror antyder at man måske vil afslutte tåbelighederne (hold ikke vejret) så logrer den siddende minister med halen. Det moralske fyrtårn Jeppe Kofoed citeres for at ‘Vi begynder at indlede vores forberedelser’[til gradvis tilbagetrækning af soldater]. Om han er fejlciteret eller selv har konstrueret den sætning vil jeg ikke begynde at starte på indledningen til forberedende overvejelser om.

Forestillingen om at verden, eller mere specifikt Danmark, bliver et ‘mere sikkert’ sted takket være fremmed militær tilstedeværelse i fjern– eller Mellemøsten er uden grundlag. Demokrati (som i øvrigt er stærkt! overvurderet) kan ikke gennemføres via våbenmagt; når der erklæres krig mod ‘terror’, mod fattigdom, mod den onde virus, mod global afkøling, opvarmning eller bare klimaændring, så kan man forvente at nogen har en, ofte pekuniær, interesse i, at al opmærksomheden rettes mod denne ene ting, der skal frygtes på bekostning af alt andet. Således retfærdiggøres indskrænkning af frihed, overgreb og magtmisbrug.

Statens sundhed er i den grad krig. Læs om statens anatomi hos Murray Rothbard – 37,50 kr her i butikken

Statens Anatomi

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Generationsplyndring

Hvor mange penge skal sundhedsvæsenet have? spørges der i ugeskrift for læger. Eller med andre ord, hvordan skal knappe ressourcer ‘fordeles’ – bemærk passivformen…En meget stor andel af folks forbrug af sundhedsressourcer falder i den allersidste del af livet. Tager man demografien i betragtning er der lagt i kakkelovnen til problemer som næppe ‘løses’ ved at

…håbe, at de kommende 80+-årige, den såkaldte 68-generation, vil have mere beskedne ønsker til sundhedsvæsenet end tidligere generationer.

Når andre folk betaler for de ydelser man selv nyder og efterspørger, er der dels tale om overgreb (hvis ikke det foregår frivilligt) og dels er omhyggeligheden når man bruger andre folks penge mindre end når man bruger egne midler. Se Friedman og de 4 måder at bruge penge på her (2 minutter).

Heldigvis har vi jo et effektivt offentligt system i Danmark, så det går nok alt sammen. https://indblik.net/hospitaler-plages-af-massivt-bureaukrati-og-daarlig-planlaegning

Problemet her er endnu engang en misforståelse, nemlig den at visse ressourcer ‘er til stede’ eller kan tilvejebringes på magisk vis ved at lovgive dem til eksistens og spørgsmålet herefter er blot hvordan kloge mennesker skal fordele goderne blandt de trængende. Sundhedsydelser adskiller sig imidlertid ikke fra andre goder, men skal produceres, bygninger bygges, ledninger lægges, viden og erfaring skal akkumuleres. Til alt dette bruges ressourcer der i sagens natur ikke samtidig kan bruges til at frembringe andre af de ting vi har brug for og efterspørger. Når man selv kun betaler en meget lille andel af omkostningerne ved en aktivitet er man tilbøjelig til at øge efterspørgslen på denne aktivitet selvom gevinsten måske er beskeden. Signalet om hvor meget vi ønsker et givent gode (prisen!) er væk og det skævvrider produktionen af godet på bekostning af andre ting.

Vigtige ting som mad og beskyttelse mod en fjendtlig natur (tøj, bolig) overlader vi ikke til ‘kloge mennesker’ men lader markedet koordinere samarbejdet mellem mennesker der ikke kender hinanden til alles bedste (selvom vi accepterer tung regulering også på disse områder). De samme mekanismer vil også give et mindre ringe udkomme på sundhedsområdet – i stedet for ‘politiske løsninger’ (den korrekte betegnelse er ‘tvang’) er frivillige udvekslinger karakteriseret ved gevinst for alle parter. Sygdomsbehandling er også for vigtigt et område til at vi kan overlade det til politikerbyrden. (Læs om Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget her.)

Staten er god til at føre krig. Krig medfører at alle ressourcer dirigeres hen mod et eneste mål. – at vinde krigen. Statens sundhed er krig – hvis vi konstant er ‘i krig’ er der konstant brug for statens lakajers ‘ydelser’ – for vores alle sammens skyld, naturligvis. Den monomane besættelse af corona-virus og de absurde bestræbelser på et undgå blot et eneste dødsfald som følge af dén sygdom er et eksempel på, hvordan alt andet tilsidesættes og negligeres i krigen mod corona. Mettes uforbeholdne undskyldning lader vente på sig.

Vi har formelt adskilt stat og kirke. Men statstilbedelsen og troen på at den løser vores problemer har religiøs karakter. Vi skal have adskilt stat og uddannelse, stat og sundhedsvæsen, selv stat og retsvæsen bør adskilles så Voldsmonopolet kan brydes. Det er faktisk muligt at forestille sig konkurrence på konfliktløsning uden en stat til at have ‘det sidste ord’ – oven i købet i sager hvor staten selv er part.

Hvad er staten? Læs om dens anatomi her:

Statens Anatomi

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 1 kommentar

Rothbard – sagens kerne

Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…)
Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Produktion går forud for plyndring.
Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov.
Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.

Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med.
Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism

Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Statens Anatomi

Udgivet i Skriv en kommentar

Voldsmonopolet

Een ting mange kan blive enige om er at beskyttelse mod voldelige overgreb er en af statens kerneopgaver, at kun staten kan udøve magt i denne forbindelse og at selvforsvar er på kanten af selvtægt. Heller ikke denne opgave formår staten imidlertid at løse på tilfredsstillende vis. I den lettere ende herhjemme kan nævnes politiets beslutning om ikke at efterforske tyverier medmindre værdien af tyvegodset overstiger 100.000kr. Mere alvorligt er de voldshandlinger der pågår i flere amerikanske byer i kølvandet på statsmagtens mord på en borger i Minneapolis. Morderen og hans kumpaner er, omend lidt sent, nu sigtet (der er ikke tvivl om selve mordet som blev optaget/streamet på video). Alle fordømmer det åbenlyst helt uacceptable brug af overdreven magt med dødeligt udfald. Det manglede også bare.

Til gengæld mangler der ubetinget fordømmelse af de voldshandlinger og plyndringer der fulgte i kølvandet. Overgreb på en person berettiger på ingen måde overgreb på andre, tilfældige personer og deres ejendom. Statens repæsentanter myrder en person (det gør de mere end 2 gange dagligt i USA) og træder så tilbage og lader plyndring og voldshandlinger blomstre – i et omfang så man næsten tænker at det må være tilsigtet, måske med det formål at opnå den almindelige befolknings accept af endnu en undtagelsestilstand, nu med Nationalgarden (måske endda militæret?) på hvert et gadehjørne.

Forløbet illustrerer på trist vis at man ikke skal forvente beskyttelse fra staten, når den ulmende utilfredshed bryder ud i lys lue, oppisket af medierne der pludselig har glemt alt om virus og lock down. Læs Ryan McMackens indlæg her.

Det er heller ikke første gang at staten (i USA) undlader at beskytte borgere – og moralen er endnu engang, at staten ikke er hvad den giver sig ud for at være, din ven og beskytter, men derimod en del af ondets rod.

Tre forslag til ændringer der kan mindske antallet af drab på egne borgere (i USA) – her; et fjerde kunne være Rand Pauls forslag om at fjerne en af de værre beføjelser staten har til at angribe egne borgere – her.
Kan man have beskyttelse uden politi i konventionel betydning i dag? Ja, det kan man. Se nærmere på Detroit threat management her eller lyt til Dale Brown hos Pete Quinones eller hos Tom Woods.
Mere her på sitet om privat forsvar.

Hvad er Staten? Læs om dens Anatomi.

Statens Anatomi
Udgivet i 3 kommentarer

Krig! – og privat forsvar.

Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.

Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.

Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?

For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.

Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Hoppe – Private production of defense
Tannehill – Market for Liberty
Murphy (video) – Market for Military Defense

Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...

Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her…
Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.

Statens sundhed er krig. Og den skal nok skaffe sig en krig på den ene eller den anden måde, sålænge vi accepterer dens eksistens. Hvad enten det er en kold krig, en varm krig, en krig mod ‘stoffer’, en krig mod klima-ændringer eller en krig mod fattigdom. Hver krig er anledning til at lidt mere magt fjernes fra privatsfæren og deponeres hos statsmagten. Det er tydeligst i store, magtfulde stater, men også i mindre, totalitære stater.

Statens Anatomi fås her på dansk – 37,50

Udgivet i

Dronemord – cui bono?

The empire strikes…again…

Det amerikanske regime har tilsyneladende snigmyrdet en højtstående repræsentant for det iranske regime (mens vedkommende var i Irak!) og efterfølgende erklæret at verden er blevet mere sikker. Samtidig opfordres amerikanske borgere (men ikke soldater) til at forlade området af hensyn til sikkerhedssituationen.

Der er noget råddent i Washington, D.C.
Læs David Stockmans hudfletning af Donalden her

De færreste af de personer der når til tops i statsapparater rundt om i verden har min sympati – de mener sig ofte i stand til og berettiget til, med vold og magt, at dirigere rundt med andre mennesker. Om de beruses af magten eller begærer den fra start af har mindre praktisk betydning.

Forestillingen om at kan tvinge andre til at opføre sig som man selv mener er den rette måde florerer til trods for de talløse skræmmende eksempler på, at det fører til modstand og jo værre værre tvangen bliver desto hårdere bliver modstanden også.

Så hvem har interesse i en højintens eller lavintensiv tilstand af krig? Det kan være uklart – politikere får en anledning til føre sig statsmandsagtigt frem, blive set og hørt og retfærdiggøre at nu må staten have flere ressourcer får at beskytte os alle sammen mod de andre. Firmaer der leverer varer og ydelser til krigsmaskinen ser en øget efterspørgsel. Medierne leverer åndløs og åndeløs ‘dækning’ af begivenheder og lyver os i almindelig lige op i ansigtet.
Se Ron Paul og Daniel McAdams gennemgå situationen her

Skatteborgerne, kanonføden og ofrene derimod, har ikke nogen interesse i aggressive krigshandlinger.

Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi – køb den på dansk her for 37,50!