Samfundskontrakten eksisterer ikke, har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere. Men den bruges flittigt som påskud for indgreb (overgreb).
De uheldige moralske konsekvenser af tvangsoverførsler blev berørt, men læren ikke uddraget. Det gør Hans-Hermann Hoppe til gengæld. Kapitel 4 i Teorien om socialisme og kapitalisme (hele værket på engelsk her) beskriver den moralske deroute der er en følge af tvangskollektiviseringen. Forestilligen om at vi skal ‘opdrages’ til at yde vort for fællesskabet, samfundskontrakten, indpodes i det system der går under betegnelsen uddannelsessystemet. Det er imidlertid en propaganda-central, som professoren tilsyndeladende selv ligger under for.
Gå også til Rothbard for at forstå hvad staten er – og ikke er! – for en størrelse. Statens Anatomi fås også her i butikken. 37,50 inflationsramte kroner.
Direktøren for ATP mener at ATP er en God Ting™️ – Quelle surprise! for nu at bruge godt dansk udtryk. Han har jo ganske ret i, at der kan være betydelig volatilitet i visse typer af produkter, med dertil hørende risiko for tab og chance for gevinst. Det retfærdiggør dog ikke at man beslaglægger folks ejendom, og, for deres eget bedste, forstås, formøbler (eller det modsatte) deres penge.
Problemet er endnu engang statens formynderi, hvor medlemmer af politiker- og embedsbyrden udsteder dekreter om, hvordan folk skal indrette sig. Når man beslaglægger en stor andel af folks ejendom og herefter omfordeler den, får man betydelig magt over mange mennesker, og de fejl der begås (politikfejl) rammer langt flere mennesker end ‘markedsfejl’. Troen på at en dygtig politiker kan udbedre noget der er udråbt til ‘markedsfejl’ er i bedste fald naiv.
I stedet for at tvinge folk til at mindske deres forbrug nu, og sætte en del af deres ejendom under administration (umyndiggørelse som ellers begrænses til individer der ikke er i stand til antage vare på sig selv), så lad folk selv overtage ansvaret for deres nutid og fremtid. Lad dem beholde deres egne ressourcer og stå til regnskab for deres gode og dårlige beslutninger. Herunder beslutning om, hvilke projekter og sektorer man ønsker at have sin eventuelle opsparing i. Og hvilke tåberier man ikke ønsker at placere midler i!
Behandler man generation efter generation som umyndige væsener, pøbel hvem lyset er berøvet, ude af stand til at træffe (de ‘rigtige’) beslutninger på egne vegne, får man efterhånden en eftergivende, let manipulerbar befolkning, der lydigt følger ‘opfordringer’ fra myndighederne. En nation af ofre, der higer efter at blive beskyttet og taget hånd om.
Jeg vil vise at socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangel på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
Hans-Hermann Hoppe, Teorien om socialisme og kapitalisme
Måske ikke, men den er næppe totalt ved siden af. Det, den imidlertid ikke tager højde for, er den store korruption.
Se listen her hvor Danmark topper som det mindst korrupte land. DR som er en korrupt organisation i sig selv (mikrofonholder for statens magtapparat), finder det nødvendigt at udpege Ukraine som højdespringer. Man tænker sit og endnu engang må det moralsk forkastelige i at kaste tvangsinddrevne midler ned i en grænsekonflikter mellem to korrupte bander påpeges.
Korruptionen af den almindelige borger, der bestikkes med løfter om særbehandling, overførsel af andres ejendom, og skoles i, at staten løser alle, alle, de problemer der opstår i livet, indregnes ikke i indekset. Intet andet forbryderkartel formår at plyndre befolkningen for 50% af deres produktion, år efter år. Hvor snævert udfaldsrummet er, illustreres ved den enighed der er mellem en ‘økonom med venstreorienterede holdninger’ og en ‘liberal økonom’ (samfundstanker 31. januar, 2023) om, at man kan løse visse problemer med fordelingen af rigdom i samfundet, ved at tvangsomfordele. Det er kun gradsforskelle der adskiller socialisten og liberalisten – hvor stor en andel skal statens repræsentanter beslutte sig for at flytte fra undersåt a til undersåt b; hvor tæt på Laffer-kurvens toppunkt kan vi komme hvis ‘vi’ ønsker at bruge flere af andres ressourcer på ‘vore’ egne foretrukne mål. Ikke et ord om det principielt forkerte i tvangsomfordeling, det moralsk uacceptable i at lovgive sig til andres ejendom. Det er nu engang en del af demokratiet, forstås. Netop! Derfor er demokratiet en moralsk blindgyde og ikke den mindst ringe ‘styreform’. I erkendelse af, at mennesker er mennesker og ikke engle, skal legal adgang til andres ejendom begrænses maksimalt – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom!
Retfærdigvis skal det også nævnes at Jeppe Druedahl påpegede, at hvis man ønsker at have en endnu større velfærdsstat, kan det kun ske ved at beskatte størstedelen af befolkningen endnu tungere (ikke kun de rigeste få %). Forestillingen om, at ‘markedsfejl’ 1) kan korrigeres af politikerbyrden 2) at samme politikere ikke også begår endnu værre fejl OG spilder ressourcer i forsøgene på at gennemtvinge deres vilje, har jeg svært ved at se belæg for.
Hent kapitel 1 og 2 i Hoppes Teorien om socialisme og kapitalisme kvit og frit her i butikken og forstå det principielle i ejendomsretten som den fundamentale menneskeret set fra et moralsk synspunkt; oven i købet vil håndhævelse af denne ejendomsret føre til en bedre tilværelse for flere mennesker end under nogen anden social orden. Kapitel 4 gennemgår forskelllige varianter af socialdemokratisme og deres fallit. Gratis på dansk her. Hele værket kan (og bør) hentes her og læses.
Når lov bruges til andet end at opretholde ejendomsret, degenererer den til alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til lovgivning – det Bastiat kaldte legal plyndring. Lad os vende os fra den blindgyde.
…siger Berlingske (bag betalings mur). Og det er kun boligskatteloven ;DAt det ikke i sig selv får delinkventen til at stoppe op og spørge sig selv ‘Hvad har jeg gang i…?’ er et udtryk for hvor afkoblet politikerbyrden (inklusive teknokratbyrden) er, i forhold til de mennesker man vil dirigere rundt med, og vis ejendom man vil tvangsbeslaglægge til egne formål. Grådighed (hej Margrethe) er ikke at man vil råde over egne ressourcer, man når man nidkært vil bestemme hvordan andre folks ressourcer skal anvendes.
Ingen lov på 1000 sider (hovedforslag + følgeforslag) bør finde vej igennem et system, der ynder at fremstille sig selv som repræsentativt. At det handler om hvorledes banden vil beslaglægge andres ejendom gør kun farcen mere grotesk.
Vi er nået dertil hvor selv folk der er godt inde i tingene ikke kan beregne deres egen marginalskat – og ingen har formentlig overblik over den jungle af love der udspyes…
…heraf utvivlsomt nogle der er indbyrdes modstridige og ophæver eller forværrer hinanden. Det er på tide med et moratorium for lovsvineriet og et krav om, at enhver ny lov kun kan indføres med afskaffelse af to andre love, og en lov kan kun gælde udover en fastlagt dato ( i nær(!) fremtid) hvis to andre love bortfalder. Der har været enighed om forenkling i lovgivning i årtier, men uden at nogen folketingssamling reelt har reduceret cirkusset. Det er tid til at sætte politikerne på produktivt arbejde!
Her er et billede af 41 kg lov – divideret med 179 slyngler bliver det 229 gram som hver af ‘lovgiverne’ burde sætte sig grundigt ind i, frem for at genere andre med deres trang til at gøre noget.
Jeg har sympati for Joakim Books synspunkt om at man skal leve livet uden at kere sig om politikerbyrdens gøren og laden. Problemet er, at selvom du ikke interesserer dig for dem, så har de en vis interesse, ikke i dig, men i din ejendom, som de vil bruge til egne formål. Det bedste bud på et ordentlig liv er mest mulig begrænsing af magt til den slags mennesker, der har en utæmmelig grådighed efter andre menneskers ejendom; 1000 Lichtenstein.
I begyndelsen anføres det at prissignalet fra de stigende energipriser får folk til at ændre adfærd (selvfølgelig ikke en overraskelse – en simpel konsekvens af en naturlov – Mises: Human Action). ‘Problemet’ er at det fremstår som om dette blot er godt. Men der er jo grunde til at man normalt ikke foretrækker at lade opvaskemaskinen køre kl 2 om natten, eller vaskemaskinen, og stå (tidligere) op til tømning/ophængning. Det er heller ikke et fremskridt at man ‘må’ spare på varmen, eller lyset, det er et tilbageskridt! Driftige programmører bruger tid på apps der kan sørge for at nogle apparater lades op når el-prisen er lav(ere) – måske kunne deres indsats have været brugt bedre til noget andet? Vi ved det ikke, fordi absurd energipolitik de sidste mange år har ført til upålidelige, vejrafhængige energikilder, der oven i købet medfører fordyrelse pga behovet for back-up og anden infrastruktur. Vi har brug for enorme mængder af billig energi, til at beskytte os selv mod et uvenligt klima, til at begrænse unødvendig påvirkning af vores omgivelser og til fortsat at forbedre levestandarden. For flere og flere mennesker. Masser af fossil energi vil være nødvendig mens vi finder frem til de kilder der bedst kan hjælpe os – og nej, det haster ikke!
Den næste, og måske vigtigste overvejelse, er anholdelsen af den tilsyneladende tagen for pålydende at det, der kendetegner en retsstat er at en, og kun en, bande sidder på voldsmonopolet. Det bør påtales, for det er ikke ‘korrekt’. Netop fordi opretholdelsen af ret – privat ejendomsret – er så vigtig for fremgang og velstand, er monopolet skadeligt. Hans-Hermann Hoppe (og andre) har beskrevet dette, herunder hvordan sikkerhed kan produceres privat, og det bør Regelstatens lyttere gøres bekendt med. Ingen anden kriminel organisation formår systematisk, år efter år, at afpresse befolkningen mere end halvdelen af deres produktion, og oven i købet bilde dem ind at det er for deres eget bedste! Det hjælper selvfølgelig noget at banden bestemmer hvad der doceres i udannelsessystemet(!), et andet næsten-monopol der snarest bør tilbagerulles. Ved samme lejlighed kan der skæres dybt i subsidieringen af udannelse(!). Spild.
Og om ‘bommerten’ – karteldannelse. Anledningen var en korrekt påpegning af det forkastelige i, at en købmand, der gerne ville have søndagslukket, ønskede herskernes påbud om søndagslukning for andre, så han ikke gik glip af noget. En politiker synge selvfølgelig det var noget man kunne se på. Problemet er imidlertid at det efterfølgende nævnes at staten skal holde sig ude af den slags detaljer på markedet og kun ‘gribe ind’ hvis statens lakajer finder at der er karteldannelse. Staten, voldsmonopolet, skal sørge for at der ikke er ‘karteldannelse’ – fordi…vi må have en dygtig embedsmand til at afgøre hvornår markedet ikke ‘virker’?! Der er intet galt med ‘karteldannelse’! Folk skal have lov til at aftale de priser de vil, herunder via karteller og fagforeninger, men ikke have adgang til vold(smonopol) for at tvinge andre til at underordne sig de aftalte priser. I praksis vil der altid være nogen der bryder kartellet og ser en fordel i at underbyde de andre i kartellet. Moralsk har en politisk udnævnt person/embedsmand ingen ret til at fortælle andre hvilke aftaler de må indgå, sålænge det ikke medfører tvang. Se Rothbards Man, Economy and State (with Power and Markets) – specielt kapitel 10 om karteller. Mises Human Action – kapitel XVI.6 om prismonopol.
Folk har forskellige præferencer – herunder i hvilket omfang man kan påtvinge andre, ens egne præferencer under tvang eller trusler. Forhåbentlig nærmer vi os langsomt en erkendelse af, at dette omfang bør minimeres med nul som endemålet – ganske som de fleste ikke længere finder at slaveri er acceptabelt, selvom nogle individer har fordel af, at andre er slaver!
Eftersom mennesket er menneske, med tilhørende fejl og mangler, er frie markedsudvekslinger det, ganske vist særdeles uperfekte, bedste vi har til at forbedre tilværelsen. At overlade beslutningen om, hvornår der kan afviges, bare lidt, fra denne frihed, til en særligt indsigtsfuld elite, er at undtage denne elite fra menneskets natur. De er heller ikke engle.
…kommission som den nye regering har nedsat som skal se på sammenhængen mellem kultur og bæredygtighed, det er jo rent-seeking. Det er bare nogle nytteløse akademikere som får en hel masse penge for at lave en nytteløs undersøgelse, og det er der så ufatteligt meget af…
Sande ord!
Alligevel fornægter politikertrangen til at gøre noget sig ikke. Man vil så gerne forbedre samfundet, verden, menneskene og selvom der nok, hos Dahl, ligger en erkendelse af, at det er uden for politikerens evne. Demokratiet anprises, men det er ikke det mindst ringe system, fordi det uvægerligt fører til at de værste søger og får magten. Det ville være skønt med mere udbredt erkendelse af, at man ikke retmæssigt kan tvinge andre til at betale for ens egne fikse ideer – heller ikke via stemmesedlen. Folketingets magt skal begrænses – de skal have færre af andres ressourcer at dele ud af. Vi kan være uenige om hvor langt denne magt skal rulles tilbage, men det burde være åbenlyst at tilbagerulles, dét skal den. Hvis altså vi ønsker en mere retfærdigt, velstillet samfund. Netop fordi mennesket er som det er, skal adgangen til magt over andre og deres ressourcer minimeres – afskaffes!
Det første sted at skære kunne være udannelsessystemet(!) som skoler børn og og barnlige sjæle i, at staten har løsningen på ethvert problem, stort som småt i stedet for at overlade ansvaret til privat initiativ som ikke kan bruge tvang til at gennemføre tossede ideer.
Forsvaret bliver trukket på banen (Jyllandsposten ) som et eksempel på realisme – et lille land som det danske har involveret sig på tåbelig vis i konflikter de sidste mange år, med den påståede hensigt at forbedre verden. Det kommer ikke til at ske ad den vej. Privat forsvar kan man forestille sig uden en rockerbande – glem ikke at staten er den største trussel for de fleste indbyggeres ejendom og liv i samme stat!
Det er så svært som politiker at læne sig tilbage og sige at dette eller hint problem (for problemer er der nok af) er ikke en opgave for mig. Den må du/I ‘selv’ løse.
Nuvel, hvis det er handlingstrangen der kommer over dem, politikerne, og ikke i betydningen Human Action, så lad dem starte med aktiv afvikling – opskriften på en produktiv politiker er her.
Vi har nyligt overstået et meningsløst ritual som har til formål at bilde folk ind, at de politikere der ‘arbejder’ med lovudgydelse skam repræsenterer Folket. Christian Bjørnskov har ofte gode indfald og beskriver vanskelighederne med at finde en fra byrden at stemme på – samt efterlyser en klar, borgerligt-liberal politik. At to små partier som har talt for større grad af personligt ansvar og mindre politik, ‘gik frem’ ved valget er selvfølglig bedre end ingenting, men ingen af dem byder på meget andet end lidt reform; der er ingen tegn på skatterevolution.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Forskellen på disse to typer af socialisme er blot følgende: Under den russiske socialisme er samfundets (kollektivets) kontrol over produktionsmidlerne fuldstændig, og dermed også over den indkomst der er genereret med dem. Der er ingen yderligere plads til debat om hvilken grad af politisering af samfundet er passende. Det spørgsmål er afgjort, ligesom i den modsatte ende af spektret, under ren kapitalisme, hvor der ikke er plads til politisering overhovedet og alle relationer er kontraktuelle (frivillige).
Under socialdemokratisk socialisme derimod, er samfundets (kollektivets) kontrol over privat produceret indkomst kun delvis og kollektivets fulde kontrol er endnu ikke et faktum, men hænger som en potentiel trussel over hovedet på producenterne. Det at leve under denne trussel om fuld beskatning i stedet for den aktuelle (delvise) beskatning forklarer et interessant fænomen ved socialdemokratisk socialisme, nemlig den tiltagende politisering.
Så skal vi til det igen – høre og se på repræsentanter, ikke for folket, men for politikerbyrden, der er parate til at spendere en masse af andre folks ressourcer. Mette har med vanlig kådhed udskrevet valg – hvad er en dygtig politiker.
Midt i al elendigheden er der brug for klar tænkning om, hvad det vil sige overhovedet at have ejendomsret til noget. En af dem der har bidraget med mest klarsyn på dette område er Hans-Hermann Hoppe. I værket The Theory of Socialism and Capitalism forklarer han begrebet ejendom – næst efter handling – det mest basale menneskelige begreb.
Næst efter begrebet handling, er ejendom den mest basale kategori inden for de sociale videnskaber. Faktisk kan de øvrige begreber i dette kapitel – aggression, kontrakt, kapitalisme og socialisme – alle forstås som afledt af ejendom: Aggression som overgreb på ejendom, kontrakt som den ikke-aggressive aftale imellem indehavere af ejendom, socialisme som det institutionaliserede overgreb på ejendom og kapitalisme som den institutionelle anerkendelse af ejendom og kontrakter.
Fornyelig skrev jeg om magt i den lokale andedam – et par sager fra den anden side af andedammen illustrerer hvorfor også magtmonopolet på ‘lov og orden’ må brydes. Den liggende amerikanske regering forfølger på bedste bananrepublik-manér politiske modstandere og har gjort det i årevis. Et prominent eksempel er forsøgene på at inkriminere Trump, som – hans talløse lyder til trods – har indlagt sig uvisnelig hæder ved at udstille hykleriet i amerikansk politik, og stå som en skamstøtte over den dybe splittelse imellem storbyeliten og provinspøbelen, herunder foragten som de førstnævnte føler for sidstnævnte.
Sager som det de kalder Bidens søns computer op til 2020-valget, der blev udråbt til ‘russerne kommer’ og blev undertrykt, en Julian Assange der systematisk forfølges for at give offentligheden indblik i statens overgreb, kulminekanariefuglen Alex Jones, der skal bruges til at statuere et eksempel, retsløse anbringelser af ‘terrorister’ på Guantanamo, Obamas drab pr drone (herunder en drabsliste over amerikanske statsborgere) (og Trumps dronedrab) er eksempler på skråplanet som illustrerer at usa i bedste soviet-stil er nået dertil hvor ingen kan vide sig sikker for magtapparatets ugunst. Det monster man ville bekæmpe er man blevet til selv.
Hvis nogen tror på de amerikanske føderale (og statslige) institutioners upartiskhed og at bureaukraterne blot er effektive, nøgterne, upolitiske spejderdrenge (m/k/lgbt+) kan det kun tilskrives mange års udsættelse for massiv propaganda i udannelsessystemet, hvor statens uundværlighed i stort og småt anprises.
Society in every state is a blessing, but government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one. The trade of governing has always been monopolized by the most ignorant and the most rascally individuals of mankind.
Herhjemme har vi snerten af det samme, blot knap så udtalt. Nogen går fri andre forfølges og skal ødelægges (Mogens rinder i hu).
Når lov benyttes til andet end at beskytte individets person og ejendom bliver resultatet uretfærdighed, og alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til at dunke modstanderne oven i hovedet. Bastiat beskrev det præcist i pamfletten Loven fra 1849. Køb den her i butikken på dansk. Supplér med børnebogen om Tuttle tvillingerne baseret på Loven og lær med dine børn om, hvad lov er.
Løsningen er ikke at vælge nogle andre politikere (de er alle socialdemokrater) men mindre magt til politikere og bureaukrater – de skal have meget færre ressourcer at råde over.
SÅledes må man tro at den klasse der betragter sig som herskere mere end tjenere, tænker om undersåtterne (ikke medborgerne). Derfor må kloge mennesker naturligvis sørge for at ingen gør noget dumt – og der er altid et hoved man kan tage til indtægt for handling fordi nogen må gøre noget!
Folkets vilje… er oppe at vende igen og tak, Otto, for det! Vi har har før behandlet emnet om den ikke-eksisterende folkevilje og demokraturets begrænsninger, se her og her og her, men den lektion tåler bestemt gentagelse. Ikke mindst fordi folket røst ustandseligt tages til indtægt for dette eller hint – som regel i sammenhæng med noget politisk opportunisme. ‘Demokratiet har talt’. (Det betyder hold på din tegnebog!)
Bastiats pamflet fra 1849 om hvad Lov er og hvilke beføjelser kollektivet har sammenlignet med individet er stadig læseværdig i dag – ‘dine’ folkevalgte fik chancen men de færreste har vist udnyttet den.
Følg op med Rothbards Statens Anatomi, der starter med hvad staten ikke er, nemlig ‘vi’ og ‘os’. Dette korte essay dissekerer statens anatomi og blotlægger dens forskellige organer.
Forleden var der en udmærket samtale på podcasten Samfundstanker med vært Martin Ågerup og Otto Brøns-Petersen og Jonas Herby. Tak for det! Ågerup fortjener ros for at holde fokus på regeringsovergrebene, Brøns-Petersen har indlagt sig uvisnelig hæder for gang på gang, at have påpeget at det væsentlige spørgsmål er, OM staten skal udføre en given opgave (for statister er svaret altid JA!) og Herby har utrætteligt analyseret på data for at illustrere fraværet af evidens for den førte politik. Dette burde være et tilbagevendende tema. Intet indgreb på borgerens person eller (anden) ejendom kan forsvares uden grundig bevisførelse for, at den pågældende har forgrebet sig på andres ejendom. Heller ikke selvom man har tænkt sig at bruge tyvekosterne til ‘gode formål’! En grundig analyse af fordele og ulemper for alle grupper, inklusive umiddelbare og afledte effekter må forudgå ethvert indgreb. (Se Hazlitts lektion.)
Magtfuldkommenheden, og ikke mindst undertrykkelsen af uenighed blotlægges undervejs i samtalen der kan anbefales, hvis man overhovedet er interesseret samfundsforhold. Klart et lyspunkt.
Der var selvfølgelig også et par skæverter – og eftersom det kun giver mening at korrigere folk som er indenfor pædagogisk rækkevidde kommer her et par synspunkter der kan forekomme korrigerende.
Brøns-Petersen nævner at grunden til at vi har procedurer at følge når der skal lovgives, netop er for at man skal tænke sig om om – også, eller især, når man står overfor hvad der opfattes som en krise. Som et positivt eksempel (i modsætning til ‘epidemi-loven’) nævnes gudhjælpemig skattelov; der kan kan ifølge grundloven kun beskattes hvis der lovgives (ikke pr dekret). Til det må man sige at vi nu beskattes med statens skarpe klo således at over halvdelen af BNP spenderes af staten, og indkomstskatten, der oprindeligt var midlertidig, nu har antaget samme sikkerhed som døden. Med andre ord, grundlovsbeskyttelsen af borgenes private ejendom er intet værd!
Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
Kommentar:
Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.
Bemærk lovkommentarens sidste sætning – demokratisk styring og kontrol… Når først det accepteres at folk kan stemmes sig til andres ejendom, har vi at gøre med et tyranni – i 1849 skrev Bastiat om Loven og konsekvenserne når alle forsøger at berige sig på andres bekostning. Legal plyndring følger, retfærdighed undermineres og eventuel rigdom der måtte have været opbygget borteroderes.
Jeg tror det var Herby der nævnte at staten selvfølgelig (sic!) har en rolle som mægler/konfliktløser/opmand/opretholder af lov og orden. Men når der er monopol på så vigtigt et område, VIL det føre til misbrug. Det betyder ikke at et frit marked for konfliktløsning er vejen til Nirvana, der vil være masser af tilfælde hvor resultatet er mindre tilfredsstillende. Men der vil være færre end under et magtmonopol. Også på dette område har vi brug for andet end monopolløsningen. Er det muligt? Se her.
Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.
Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.
EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.
And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.
Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago
Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.
Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)
Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.
Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.
Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.
Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.
Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!
Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.
Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.
Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.
Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Nej! Blot fordi ‘vi’ har opdaget at staten kan gøre horrible ting, er ikke ensbetydende med at det rent faktisk skal gøres. Økonomien er ikke et rumskib og kan ikke styres centralt fra, ‘vi’ skal ikke tvangslukke brancher og ‘kompensere’ dem, eller omdisponere produktionen. Mette er ikke landsfader eller -moder og ingen politiker har mandat til at herske over undersåtterne.
Når man på klimarealisme.dk kan konstatere at enhedslisten har præsteret godt politisk håndværk er det i den specielle politiske betydning af ‘håndværk’: Hvad er en dygtig politiker?
Lad os igen ty til C.S. Lewis beskrivelse af den frygteligste tyran: den der oprigtigt mener at vide hvad der bedst for dig og har magt til at gennemtrumfe det:
Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.
Mette, Pelle, eller andre fra politiker byrden har ikke mandat til omfordele andres ejendom – de kan ikke påberåbe sig demokrati eller stemmeflertal, for man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Læs hvad loven er for en størrelse gerne sammen med dine børn – der er behov for intellektuel modgift. Få den i Tuttle Tvillingerne lærer om loven, baseret på Bastiats udødelige pamflet.
Fascisme har en udansk klang (?) – men når man betragter det forgangne år er det måske ikke kun de andre der lider under det åg. Betænk også at klimafascisterne ligger på lur og er klar til at overtage når corona-mutanternes skræmmeeffekt aftager.
Lew Rockwell beskrev tidligere med udgangspunkt i John T Flynns As We Go Marching 8 karakteristiske træk ved den fascistiske ideologi. Læs artiklen her. Den er skrevet i en amerikansk kontekst men lad os se hvordan det ser ud herhjemme.
Regeringen er totalitær idet den ikke anerkender nogen grænser for dens magt. Regeringen blander sig i stort set alt hvad vi foretager os, intet er for småt og det sidste år har været ekstremt under dække af en ‘sundhedskrise’. ✅
Regeringen er de facto diktatorisk med en fører i spidsen. Rockwell peger på at omend præsidenten ikke er enevældig så har den udøvende magt i USA har tiltaget sig en diktatorisk magt og dominerer i ganske betydelig grad. Mette prøver så godt hun kan…(✅)
Regeringen administrer et kapitalistisk system med et enormt bureaukrati. Et bureaukrati der vokser som en kræftsvulst og æder ressourcer. Med henvisning til Bastiat er omkostningen ikke bare ufrihed men al den rigdom og fremgang der ikke bliver skabt som følge af bureaukratiet. ✅
Producenter organiserer sig i karteller på syndikalistisk maner. Syndikalisme indebærer at producenter kontrollerer økonomien – i modsætning til kapitalisme hvor forbrugeren er i førersædet. Spørgsmålet er blot om man er inde for i varmen og hvilke syndikater der skal favoriseres med særlig beskyttelse, privilegier eller hjælpepakker. ✅
Økonomisk planlægning baseret på uafhængighed af omverdenen. Hertil kræves at staten kontrollerer et enormt geografisk område – det ikke rigtig tilfældet med Danmark – selv vi tæller Grønland med. ❌
Regeringen driver økonomien via offentligt forbrug og lån. De groteske hjælpepakker i kølvandet på regeringernes ødelæggelse af folks mulighed for at klare sig selv stikker i øjnene her corona-tiden. I forvejen udgør statens budget herhjemme ca halvdelen!! af BNP. ✅
Militarisme er en af hovedposterne i budgettet. Der kan vi heller ikke matche USA – selvom Fjogh Rasmussen grundlagde en Nato-karriere ved at trække os ind i konflikter og spise kirsebær med de store. Men ‘vi’ ville gerne…(❌)
Militæret bruges til at understøtte imperiet. En afstikker af punkt 7 – vi er for små til at have vores eget imperium men bidrager gerne til de missioner vores ‘allierede’ peger på. (✅)
Fuldbyrdet fascisme kan man ikke kalde det – men inden for landets grænser er tendensen tydelig.
Det varer ikke længe før coronapasset bliver obligatorisk i forbindelse med alle mulige aktiviteter. Dernæst ligger det lige for at supplere app’en med vaccinationsstatus for andre sygdomme og med et certifikat/påtegning fra din sundhedskommisær. Hvorfor ikke også supplere med din D-vitamin status når vi nu ved at lavt D-vitamin er forbundet med øget risiko for corona-relateret sygdom? Naturligvis vil din skatte-status og evt restancer for færdselsbøder eller lignende udeståender med statsmagten blive en helt naturlig videreudvikling. Hertil kommer en påtegning fra din partikommisær om at den aktivitet du påtænker at deltage i, er agtværdig og har et nyttigt formål før du får lov til at deltage.
Kan det virkelig passe? Måske. Døm selv og forlad dig ikke på myndighedernes udlægning. Start med antagelsen om at myndighederne fejler i deres afvejning af fordele/ulemper på 5 millioner forskellige menneskers vegne. De politikere og bureaukrater vi lider under, mangler ydmyghed.
Faktisk skal vi alle sammen dø. Det tilkommer ikke mig at afgøre hvornår eller hvordan lige præcis Mette skal forlade denne verden. Eller nogen anden for den sags skyld – og jeg er ikke interesseret i at have den slags magt over andre menneskers liv. Jeg håber for Mette og hendes nærmeste at hun får et langt liv og kan tænke over sine ugerninger og afbetale den gæld hun har pådraget sig – ikke med tvangsinddrevne midler fra andre mennesker, men af egen lomme. Dvs hun skal finde sig en produktiv aktivitet som andre mennesker frivilligt vil belønne hende for.
Et borgerforslag til ‘lov’ kunne være at medlemmer af folketinget (med tilhørende embedsuvæsen) der har undladt at stemme imod (0 stemte imod) udvidede beføjelser personligt hæfter for den erstatning der tilkommer ejere af minkfarme (og andre personer der som følge af nedlukningsordrer har fået ødelagt deres varelager eller levebrød). Der kan sikkert findes en afbetalingsordning – ministerpensioner og eftervederlag osv kommer nok til at indgå. Gerningsmændene kan naturligvis ikke længere oppebære vederlag for offentlig ‘tjeneste’.
Hvad er det så de påstår at ville beskytte os alle sammen imod? En sygdom som det amerikanske CDC skønner har følgende mortalitetsrater for inficerede mennesker (HT Jeffrey Tucker på AIER):
Dødelighed
0.003% for 0-19 years
0.02% for 20-49 years
0.5% for 50-69 years
5.4% for 70+ years
Eller overlevelse
99.997% for 0-19 years
99.98% for 20-49 years
99.5% for 50-69 years
94.6% for 70+ years
Det betyder ikke at den onde virus ikke eksisterer, eller at ingen mennesker bliver alvorligt ramt af sygdom. På tragisk vis bliver nogle alvorligt syge og – som det fremgår – nogle få dør. Heldigvis er det få, men det er jo en ringe trøst for de pågældende og deres nærmeste.
Til gengæld er det åbenlyst en katastrofal overreaktion at lukke ned for produktion, socialt samvær og alle de andre ting som sætter os i stand til have en bedre og mindre farefyldt tilværelse. Det går oven i købet værst ud over dem der er dårligst stillet.
Ikke at det løser problemet med politikerbyrden og dens umættelige grådighed med hensyn til at dirigere rundt med andre mennesker. Som vi tidligere har påtalt: Hvis valget står i mellem en mette, en løkke eller hvad socialkammeraten nu kalder sig, så er svaret Hans-Adam eller slet ingenting.
Mange lader sig desværre rive med, ikke mindst takket være årtiers udsættelse for propaganda i uddannelsessystemetopdragelsesanstalterne, og har en forventning om at englene i centraladministrationen kun vil os det bedste. Selv hvis det var tilfældet ville de ikke kunne løse problemerne uden at gøre mere skade end gavn. Bevares, der er selvfølgelig nogle der drager fordel – korruption findes bestemt i Danmark. Vi korrumperes alle af løfter om at få noget for ingenting.
Misforståelsen om at rigdom blot ‘opstår’ og at opgaven derfor blot er at fordele den retfærdigt florerer. Vi lærer ikke længere banale sandheder som at forbrug nødvendigvis må forudgås af produktion (se Says lov).
Jeffrey Tucker skriver på AIER om det afslørende og ildevarslende interview med fru Gates som undrer sig over hvor megen skade diverse regeringers voldsomme overreaktion på Den Onde Virus har afstedkommet. Det havde hun og hendes kumpaner ikke lige ‘tænkt over’.
Man tænker at Mette kunne lide under samme mangel på (selv)indsigt, og i almindelig forfærdethed reagerer med flere dekreter og nedlukninger på trods af den åbenlyst fraværende effekt – og de overvældende ødelæggelser der er konsekvensen af hendes politik. Indrømme en fejltagelse af historiske dimensioner kommer hun næppe til.
Great Barrington deklarationen påpeger den voldsomme ubalance imellem fordele og ulemper (mildt sagt) ved den førte politik, uden at negligere den reelle elendighed (og død) der følger hos nogle af dem der bliver syge. Problemet er ophøjelsen af Den Onde Virus til det eneste problem menneskeheden slås med, det dødsensfarlige virus som ligger på lur og kan ramme enhver, ganske tilfældigt. Det er heldigvis ikke tilfældet – og det har stået klart meget længe. Læs deklarationen her på dansk. Du kan også skrive under på den her.
Dernæst må man overveje hvilke motiver der ligger til grund for diverse landes regeringer, når de handler som de gør. Er det ondskab eller uvidenhed, eller bare bare Me2? Overblik over nedlukninger kan ses her klik på Lockdown). Vi har brug for en ny Helsinki-deklaration.
Staten og dens intellektuelle har med mange, forskellige argumenter, forført undersåtterne til at støtte deres hersker. Grundlæggende kan argumenterne sammenfattes som følger: a) Statens herskere er store og vise mænd (deres magt er givet af guddommelighed), de udgør et aristokrati, de er videnskabelige eksperter, langt større og bedre end almindelige dødelige, og b) nogle skal herske, for regering er uundgåelig, absolut nødvendig, og langt bedre end den ubeskrivelige dårskab der ville følge, hvis der ingen regering var. Alliancen mellem Kirke og Stat var en af de ældste og mest succesrige varianter af dette ideologiske kunstgreb. Herskeren var enten salvet af Gud, eller, som i de orientalske totalitære riger, herskeren selv var Gud, og derfor ville enhver modstand mod hans regeren være det rene blasfemi. Statens præsteskab udførte den intellektuelle funktion med at sørge for folkets støtte til, ja endda tilbedelse af, herskerne.
At købe stemmer er præcis hvad politikere udmærker sig i. Mod genvalg og af og til en (urealistisk) følelse af godhed lover politikere dig guld og grønne skove – eller i hvert fald at give dig noget som du ikke selv har ret til at tage: andre folks ejendom. Det er forkert at stjæle din nabos ejendom for at bruge den på en måde DU finder mere hensigtsmæssig. Det bliver ikke mindre forkert af, at du rotter dig sammen med andre på vejen og I stemmer om at din nabos ejendom, eller dele af den, skal bruges på en måde I bestemmer.
Forestillingen om at politikere eller embedsmænd er gjort af et særligt stof, som sætter dem i stand til at fordele andre folks ejendom ‘retfærdigt’ må betragtes som naiv. Det er moralsk forkasteligt og oven i købet kan de erklærede hensigter ikke opfyldes. Man kan spørge sig selv om det er ondskab eller uvidenhed, eller ‘blot’ en konsekvens som bedst beskrives med public choice teori.
En bedre, men stadig uperfekt, model er et system hvor statens adgang til at bruge vold og trusler om vold (se knytnæven) over for borgere er fraværende – også selvom der diskes op med med henvisning til ‘almenvellet’ eller lignende floskler. Et monopol på beskyttelse af privat ejendom er ikke nødvendigt for at have et civiliseret samfund – alternative måder at indrette sig på kan man læse lidt mere om her privat produktion af forsvar, her og her..
Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…) Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Produktion går forud for plyndring. Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov. Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.
Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med. Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism…
Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Godt nok nogle år siden – men ikke desto mindre er der kød på det ben. Andrew Jackson nedlagde veto i 1832 mod at forlænge eksistensen af en korrupt Nationalbank (beklager pleonasmen).
John Stossel interviewer Matt Riddle om de 2.2 millioner døde der heldigvis ikke manifestererede sig:) Link (6 minutter)
Der er masser af situationer hvor man bør træffe sine egne beslutninger under indtryk af råd fra folk som har mere viden end en selv på et bestemt område. Det der karakteriserer eksperter er jo netop et indgående kendskab til et bestemt felt. Så når dimensionerne på spærrene der skal bære taget skal beregnes, foretrækker de fleste en der har forstand på materialer og byggehåndværk. Men når der skal træffes beslutninger som hvilke tiltag der er rimelige for at forsøge at undgå bestemte situationer, og disse tiltag indebærer tilvalg, fravalg, omkostninger, og ikke mindst alternativomkostninger så må man træffe sine egne beslutninger. Ikke forlade sig på at Englene kan løse problemerne ved et trylleslag.
Økonomer er eksperter på en anden type område. Økonomien er summen af talløse transaktioner mellem forskellige mennesker, med forskellige motiver og mål. Den er ikke et rumskib der kan styres af en pilot, en ekspertøkonom. I særlig grad er økonomen uegnet til at beslutte hvad der er ‘rigtigt’ for andre mennesker, ikke mindst fordi han oftest ikke selv skal bære konsekvensen af de råd der gives. Som det hedder på dansk: Han har ikke noget på spil. Men økonomen kan hjælpe med at udpege konsekvenser af handlinger og forskellige lovmæssige sammenhænge. F.x. Says lov, eller loven om udbud og efterspørgsel, eller lov om den aftagende marginale nytte.
Videnskab er (også) eksperter der er uenige, anlægger forskellige fortolkninger af de samme data, har forskelligt teoretisk fundament og derfor ser forskellige mønstre i det samme datasæt. Det gælder i udtalt grad i de såkaldte socialvidenskaber, hvortil økonomi hører.
It is true that economics is a theoretical science and as such abstains from any judgment of value. It is not its task to tell people what ends they should aim at. It is a science of the means to be applied for the attainment of ends chosen, not, to be sure, a science of the choosing of ends. Ultimate decisions, the valuations and the choosing of ends, are beyond the scope of any science. Science never tells a man how he should act; it merely shows how a man must act if he wants to attain definite ends.
Læs med dine børn om hvordan markedet koordinerer fremstillingen af en blyant som et eksempel på det mirakel i Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant.
Formelt har vi adskillelse af kirke og stat i Danmark, omend grundloven i §4 skriver Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nogle vil med god ret hævde at staten har erstattet kirken og nu tilbedes på religiøs vis, som en ufejlbarlig institution, alene drevet af godhed, eller i det mindste af gode intentioner. Gode intentioner er desværre ikke nok, vejen til helvede er brolagt med dem, og det ordsprog dækker jo over det faktum at effekten, de faktiske gerninger eller udkommet af handlinger, ikke hænger sammen med de erklærede intentioner.
Skolen, uddannelsessystemet, nyder på næsten samme måde en religiøs status og omend alle ved at den på ingen måde er ufejlbarlig, så er ideen om at vriste den ud af statens greb fjern for de fleste. I USA er der et lidt større marked for alting, herunder ‘home schooling’, og som så meget derovre deler det vandene. En nylig debat gjorde det klart, hvis man skulle have været i tvivl, at der findes indflydelsesrige personer der mener at staten er bedre til at opdrage folks børn, end børnenes forældre. Læs mere om den skrækkelige historie her.
På trods af mange gode intentioner (!) og behjertet indsats fra flere gode mennesker, så formår systemet at holde de fleste i almindelig uvidenhed, og en udbredt opfattelse af at indsigt og visdom opnås med mere offentlig skoling huserer. Det er klart at når staten for praktiske formål har monopol (af den grimme slags) på uddannelsessystemet så kommer det til at farve den skoling der leveres i statens institutioner. De 144 milliarder kroner der bruges (2018) på såkaldt uddannelse ville gøre langt mere gavn hvis folk selv havde mulighed for at bruge de ressourcer de finder passende, på de uddannelser de mener er nødvendige, fremfor at måtte nøjes med det vi ‘får’ nu.
Uddannelse er alt for vigtigt til at vi kan overlade beslutningerne om hvor meget, hvordan, hvorlænge og hvorledes det skal leveres, til en flok politikere der ikke har vores bedste i tankerne. Lad os få et uafhængigt uddannelsessystem, betalt af folk selv for deres egne penge som ikke skal konfiskeres først, for derefter at bruges efter politikeres forgodtbefindende, med henvisning til en imaginær social kontrakt.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
