Udgivet i Skriv en kommentar

Tiltagende politisering – et afskyvækkende træk ved demokrati i dets nuværende form

Vi har nyligt overstået et meningsløst ritual som har til formål at bilde folk ind, at de politikere der ‘arbejder’ med lovudgydelse skam repræsenterer Folket. Christian Bjørnskov har ofte gode indfald og beskriver vanskelighederne med at finde en fra byrden at stemme på – samt efterlyser en klar, borgerligt-liberal politik. At to små partier som har talt for større grad af personligt ansvar og mindre politik, ‘gik frem’ ved valget er selvfølglig bedre end ingenting, men ingen af dem byder på meget andet end lidt reform; der er ingen tegn på skatterevolution.

Vi kan konstatere at vi befinder os i en situation hvor vælgerkorpset har indset at man i praksis kan stemme sig til andre folks ejendom, og få andre til at gøre det beskidte arbejde. En tiltagende politisering finder sted, hvor forventningen, kravet, er, at nogen må gøre noget, som regel med magt og trusler om tvang, hver gang noget afviger fra det man selv ønsker. Det er blot at få tilpas mange med på at uddelegere plyndringen til et villigt folketing, hvis medlemmer ingen ide har om, hvad lov egentlig er.

Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).

Forskellen på disse to typer af socialisme er blot følgende: Under den russiske socialisme er samfundets (kollektivets) kontrol over produktionsmidlerne fuldstændig, og dermed også over den indkomst der er genereret med dem. Der er ingen yderligere plads til debat om hvilken grad af politisering af samfundet er passende. Det spørgsmål er afgjort, ligesom i den modsatte ende af spektret, under ren kapitalisme, hvor der ikke er plads til politisering overhovedet og alle relationer er kontraktuelle (frivillige).

Under socialdemokratisk socialisme derimod, er samfundets (kollektivets) kontrol over privat produceret indkomst kun delvis og kollektivets fulde kontrol er endnu ikke et faktum, men hænger som en potentiel trussel over hovedet på producenterne. Det at leve under denne trussel om fuld beskatning i stedet for den aktuelle (delvise) beskatning forklarer et interessant fænomen ved socialdemokratisk socialisme, nemlig den tiltagende politisering.

Hent hele kapitlet oversat til dansk her i butikken – kvit og frit.
Læs også kapitel 1&2 om ejendomsret – hvad kan man overhovedet eje?

Hele værket kan frit downloades her på engelsk.

Hans-Hermann Hoppe

De ‘folkevalgte’ kan passende sættes til produktiv aktivitet og i øvrigt bør regeringen forblive væk.

Udgivet i Skriv en kommentar

Valgkamp – om din ejendom

Så skal vi til det igen – høre og se på repræsentanter, ikke for folket, men for politikerbyrden, der er parate til at spendere en masse af andre folks ressourcer. Mette har med vanlig kådhed udskrevet valg – hvad er en dygtig politiker.

Som Mencken tournede det:

Organiseret kriminalitet

Midt i al elendigheden er der brug for klar tænkning om, hvad det vil sige overhovedet at have ejendomsret til noget. En af dem der har bidraget med mest klarsyn på dette område er Hans-Hermann Hoppe. I værket The Theory of Socialism and Capitalism forklarer han begrebet ejendom – næst efter handling – det mest basale menneskelige begreb.

Næst efter begrebet handling, er ejendom den mest basale kategori inden for de sociale videnskaber. Faktisk kan de øvrige begreber i dette kapitel – aggression, kontrakt, kapitalisme og socialisme – alle forstås som afledt af ejendom: Aggression som overgreb på ejendom, kontrakt som den ikke-aggressive aftale imellem indehavere af ejendom, socialisme som det institutionaliserede overgreb på ejendom og kapitalisme som den institutionelle anerkendelse af ejendom og kontrakter.

Kapitel 2, The Theory of Socialism and Capitalism

Hele værket kan frit downloades her på engelsk.


Introduktion og kapitel 2 kan du finde her oversat til dansk.

Og nok så relevant i en tid hvor 179 zozialdemokrater skændes om andre folks ressourcer kapitel 4 om socialdemokratisme.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Magt – på den anden side af andedammen

Fornyelig skrev jeg om magt i den lokale andedam – et par sager fra den anden side af andedammen illustrerer hvorfor også magtmonopolet på ‘lov og orden’ må brydes. Den liggende amerikanske regering forfølger på bedste bananrepublik-manér politiske modstandere og har gjort det i årevis. Et prominent eksempel er forsøgene på at inkriminere Trump, som – hans talløse lyder til trods – har indlagt sig uvisnelig hæder ved at udstille hykleriet i amerikansk politik, og stå som en skamstøtte over den dybe splittelse imellem storbyeliten og provinspøbelen, herunder foragten som de førstnævnte føler for sidstnævnte.

Sager som det de kalder Bidens søns computer op til 2020-valget, der blev udråbt til ‘russerne kommer’ og blev undertrykt, en Julian Assange der systematisk forfølges for at give offentligheden indblik i statens overgreb, kulminekanariefuglen Alex Jones, der skal bruges til at statuere et eksempel, retsløse anbringelser af ‘terrorister’ på Guantanamo, Obamas drab pr drone (herunder en drabsliste over amerikanske statsborgere) (og Trumps dronedrab) er eksempler på skråplanet som illustrerer at usa i bedste soviet-stil er nået dertil hvor ingen kan vide sig sikker for magtapparatets ugunst. Det monster man ville bekæmpe er man blevet til selv.

Hvis nogen tror på de amerikanske føderale (og statslige) institutioners upartiskhed og at bureaukraterne blot er effektive, nøgterne, upolitiske spejderdrenge (m/k/lgbt+) kan det kun tilskrives mange års udsættelse for massiv propaganda i udannelsessystemet, hvor statens uundværlighed i stort og småt anprises.

Society in every state is a blessing, but government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one. The trade of governing has always been monopolized by the most ignorant and the most rascally individuals of mankind.

Thomas Paine

Herhjemme har vi snerten af det samme, blot knap så udtalt. Nogen går fri andre forfølges og skal ødelægges (Mogens rinder i hu).

Når lov benyttes til andet end at beskytte individets person og ejendom bliver resultatet uretfærdighed, og alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til at dunke modstanderne oven i hovedet. Bastiat beskrev det præcist i pamfletten Loven fra 1849. Køb den her i butikken på dansk. Supplér med børnebogen om Tuttle tvillingerne baseret på Loven og lær med dine børn om, hvad lov er.

Løsningen er ikke at vælge nogle andre politikere (de er alle socialdemokrater) men mindre magt til politikere og bureaukrater – de skal have meget færre ressourcer at råde over.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Pøbelen er et mangehovedet uhyre hvem lyset er berøvet.

SÅledes må man tro at den klasse der betragter sig som herskere mere end tjenere, tænker om undersåtterne (ikke medborgerne). Derfor må kloge mennesker naturligvis sørge for at ingen gør noget dumt – og der er altid et hoved man kan tage til indtægt for handling fordi nogen må gøre noget!

Folkets vilje… er oppe at vende igen og tak, Otto, for det! Vi har har før behandlet emnet om den ikke-eksisterende folkevilje og demokraturets begrænsninger, se her og her og her, men den lektion tåler bestemt gentagelse. Ikke mindst fordi folket røst ustandseligt tages til indtægt for dette eller hint – som regel i sammenhæng med noget politisk opportunisme. ‘Demokratiet har talt’. (Det betyder hold på din tegnebog!)

Bastiats pamflet fra 1849 om hvad Lov er og hvilke beføjelser kollektivet har sammenlignet med individet er stadig læseværdig i dag – ‘dine’ folkevalgte fik chancen men de færreste har vist udnyttet den.

Læs den selv -køb den her på dansk for 37,50.

Følg op med Rothbards Statens Anatomi, der starter med hvad staten ikke er, nemlig ‘vi’ og ‘os’. Dette korte essay dissekerer statens anatomi og blotlægger dens forskellige organer.

Statens Anatomi

Køb den her på dansk for 37,50

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 1 kommentar

Magt i andedammen

Forleden var der en udmærket samtale på podcasten Samfundstanker med vært Martin Ågerup og Otto Brøns-Petersen og Jonas Herby. Tak for det!
Ågerup fortjener ros for at holde fokus på regeringsovergrebene, Brøns-Petersen har indlagt sig uvisnelig hæder for gang på gang, at have påpeget at det væsentlige spørgsmål er, OM staten skal udføre en given opgave (for statister er svaret altid JA!) og Herby har utrætteligt analyseret på data for at illustrere fraværet af evidens for den førte politik. Dette burde være et tilbagevendende tema. Intet indgreb på borgerens person eller (anden) ejendom kan forsvares uden grundig bevisførelse for, at den pågældende har forgrebet sig på andres ejendom. Heller ikke selvom man har tænkt sig at bruge tyvekosterne til ‘gode formål’! En grundig analyse af fordele og ulemper for alle grupper, inklusive umiddelbare og afledte effekter må forudgå ethvert indgreb. (Se Hazlitts lektion.)

Magtfuldkommenheden, og ikke mindst undertrykkelsen af uenighed blotlægges undervejs i samtalen der kan anbefales, hvis man overhovedet er interesseret samfundsforhold. Klart et lyspunkt.

Der var selvfølgelig også et par skæverter – og eftersom det kun giver mening at korrigere folk som er indenfor pædagogisk rækkevidde kommer her et par synspunkter der kan forekomme korrigerende.

Brøns-Petersen nævner at grunden til at vi har procedurer at følge når der skal lovgives, netop er for at man skal tænke sig om om – også, eller især, når man står overfor hvad der opfattes som en krise. Som et positivt eksempel (i modsætning til ‘epidemi-loven’) nævnes gudhjælpemig skattelov; der kan kan ifølge grundloven kun beskattes hvis der lovgives (ikke pr dekret). Til det må man sige at vi nu beskattes med statens skarpe klo således at over halvdelen af BNP spenderes af staten, og indkomstskatten, der oprindeligt var midlertidig, nu har antaget samme sikkerhed som døden. Med andre ord, grundlovsbeskyttelsen af borgenes private ejendom er intet værd!

Fra grundlovens kapitel 5, §43 (med kommentarer)

Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.

Kommentar:

Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.

Bemærk lovkommentarens sidste sætning – demokratisk styring og kontrol… Når først det accepteres at folk kan stemmes sig til andres ejendom, har vi at gøre med et tyranni – i 1849 skrev Bastiat om Loven og konsekvenserne når alle forsøger at berige sig på andres bekostning. Legal plyndring følger, retfærdighed undermineres og eventuel rigdom der måtte have været opbygget borteroderes.

Læs Loven på dansk – køb den her for 37,50

Ågerup nævner (godt nok ikke med billigelse) at eftersom staten bruger mere end halvdelen af BNP, så kan man i det mindste forlange/forvente at den bruger rovet med omhu. Men her forveksles årsag og virkning. Netop fordi staten har så meget at skulle have sagt over stort og småt, følger det at denne spenderen vil være ineffektiv og skævvridende i tilgift til uretfærdig. ‘Vores’ puhlitikere har intet lært – de VIL ikke høre. Hvad er staten for en størrelse? Bliv klogere med Rothbards Statens Anatomi – læs den på dansk – fås her for 37,50

Jeg tror det var Herby der nævnte at staten selvfølgelig (sic!) har en rolle som mægler/konfliktløser/opmand/opretholder af lov og orden. Men når der er monopol på så vigtigt et område, VIL det føre til misbrug. Det betyder ikke at et frit marked for konfliktløsning er vejen til Nirvana, der vil være masser af tilfælde hvor resultatet er mindre tilfredsstillende. Men der vil være færre end under et magtmonopol. Også på dette område har vi brug for andet end monopolløsningen. Er det muligt? Se her.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvis interesser taler vi om…ESG, EU eller dine?

Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.

Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)

The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits

Friedman

Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.

Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.

Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…

Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.

Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…

Det er slemt nok at dygtige politikere vil dirigere hvad vi må og skal (se også Mette og demokratiets fallit), når private firmaer hopper med på den galej bliver det endnu værre.

Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:

…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.

Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.

Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.

Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…

Bastiat (Loven, køb den her på dansk f 37.50)

Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Husk Solsjenitsyn

Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.

EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.

And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.

Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago

Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.

Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)

Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.

Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.

Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.

Statens Anatomi
Udgivet i 1 kommentar

Ros, ris og røverbander

Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.

Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.

Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!

Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.

Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.

Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.

Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.

Frédéric Bastiat
Udgivet i 1 kommentar

Ærlig ondskab

Socialisme, hvad enten den er national eller international, kan ikke levere hvad dens proselytter lover, fred, fremgang, og lighed i udkomme. Det har vi vidst længe og eksemplerne skræmmer. Man må på sin vis tage hatten af for Pelle Dragsted der ærligt bekender kulør, men det er vanskeligt at forstå at man uden problemer kan bekende sig til den ideologi uden at blive fordømt (eller måske ikke). De fleste er enige om at den nationale variant ikke er et eksempel til efterfølgelse, for nu at sige det pænt, men dens internationale søster ville have forfærdende aktiviteter på samvittigheden, hvis den havde én.

Nej! Blot fordi ‘vi’ har opdaget at staten kan gøre horrible ting, er ikke ensbetydende med at det rent faktisk skal gøres. Økonomien er ikke et rumskib og kan ikke styres centralt fra, ‘vi’ skal ikke tvangslukke brancher og ‘kompensere’ dem, eller omdisponere produktionen. Mette er ikke landsfader eller -moder og ingen politiker har mandat til at herske over undersåtterne.

Denne tilsyneladende uimodståelige trang til at dirigere rundt med andre er påfaldende – for de der ønsker socialisme kan lige nu! få det, hvis de holder det lokalt og frivilligt, selvom frivillig socialisme smager lidt af oxymoron. Desværre er behovet for at svinge statens knytnæve stort og den religiøse overbevisning om egen ufejlbarlighed ligeså – en dødsensfarlig kombination for os andre, der ikke vil deltage i projektet.

Når man på klimarealisme.dk kan konstatere at enhedslisten har præsteret godt politisk håndværk er det i den specielle politiske betydning af ‘håndværk’: Hvad er en dygtig politiker?

Lad os igen ty til C.S. Lewis beskrivelse af den frygteligste tyran: den der oprigtigt mener at vide hvad der bedst for dig og har magt til at gennemtrumfe det:

Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.

God in the Dock

Mette, Pelle, eller andre fra politiker byrden har ikke mandat til omfordele andres ejendom – de kan ikke påberåbe sig demokrati eller stemmeflertal, for man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Læs hvad loven er for en størrelse gerne sammen med dine børn – der er behov for intellektuel modgift. Få den i Tuttle Tvillingerne lærer om loven, baseret på Bastiats udødelige pamflet.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 3 kommentarer

Intet over og intet ved siden af staten

Fascisme har en udansk klang (?) – men når man betragter det forgangne år er det måske ikke kun de andre der lider under det åg. Betænk også at klimafascisterne ligger på lur og er klar til at overtage når corona-mutanternes skræmmeeffekt aftager.

Lew Rockwell beskrev tidligere med udgangspunkt i John T Flynns As We Go Marching 8 karakteristiske træk ved den fascistiske ideologi. Læs artiklen her. Den er skrevet i en amerikansk kontekst men lad os se hvordan det ser ud herhjemme.

  1. Regeringen er totalitær idet den ikke anerkender nogen grænser for dens magt.
    Regeringen blander sig i stort set alt hvad vi foretager os, intet er for småt og det sidste år har været ekstremt under dække af en ‘sundhedskrise’. ✅
  2. Regeringen er de facto diktatorisk med en fører i spidsen.
    Rockwell peger på at omend præsidenten ikke er enevældig så har den udøvende magt i USA har tiltaget sig en diktatorisk magt og dominerer i ganske betydelig grad. Mette prøver så godt hun kan…(✅)
  3. Regeringen administrer et kapitalistisk system med et enormt bureaukrati.
    Et bureaukrati der vokser som en kræftsvulst og æder ressourcer. Med henvisning til Bastiat er omkostningen ikke bare ufrihed men al den rigdom og fremgang der ikke bliver skabt som følge af bureaukratiet. ✅
  4. Producenter organiserer sig i karteller på syndikalistisk maner.
    Syndikalisme indebærer at producenter kontrollerer økonomien – i modsætning til kapitalisme hvor forbrugeren er i førersædet. Spørgsmålet er blot om man er inde for i varmen og hvilke syndikater der skal favoriseres med særlig beskyttelse, privilegier eller hjælpepakker. ✅
  5. Økonomisk planlægning baseret på uafhængighed af omverdenen.
    Hertil kræves at staten kontrollerer et enormt geografisk område – det ikke rigtig tilfældet med Danmark – selv vi tæller Grønland med. ❌
  6. Regeringen driver økonomien via offentligt forbrug og lån.
    De groteske hjælpepakker i kølvandet på regeringernes ødelæggelse af folks mulighed for at klare sig selv stikker i øjnene her corona-tiden. I forvejen udgør statens budget herhjemme ca halvdelen!! af BNP. ✅
  7. Militarisme er en af hovedposterne i budgettet.
    Der kan vi heller ikke matche USA – selvom Fjogh Rasmussen grundlagde en Nato-karriere ved at trække os ind i konflikter og spise kirsebær med de store. Men ‘vi’ ville gerne…(❌)
  8. Militæret bruges til at understøtte imperiet.
    En afstikker af punkt 7 – vi er for små til at have vores eget imperium men bidrager gerne til de missioner vores ‘allierede’ peger på. (✅)

Fuldbyrdet fascisme kan man ikke kalde det – men inden for landets grænser er tendensen tydelig.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Pas og totalkontrol

Det varer ikke længe før coronapasset bliver obligatorisk i forbindelse med alle mulige aktiviteter. Dernæst ligger det lige for at supplere app’en med vaccinationsstatus for andre sygdomme og med et certifikat/påtegning fra din sundhedskommisær. Hvorfor ikke også supplere med din D-vitamin status når vi nu ved at lavt D-vitamin er forbundet med øget risiko for corona-relateret sygdom? Naturligvis vil din skatte-status og evt restancer for færdselsbøder eller lignende udeståender med statsmagten blive en helt naturlig videreudvikling. Hertil kommer en påtegning fra din partikommisær om at den aktivitet du påtænker at deltage i, er agtværdig og har et nyttigt formål før du får lov til at deltage.

Det kan ikke være de helbredsmæssige effekter af totalkontrollen vore herskere er ude efter. For det første er de ligeglade, for det andet har de tiltag de beordrer ingen effekt – på helbredet. Det er derimod foden i døren med hensyn til kontrol af befolkningen der er afgørende.

Kan det virkelig passe? Måske. Døm selv og forlad dig ikke på myndighedernes udlægning. Start med antagelsen om at myndighederne fejler i deres afvejning af fordele/ulemper på 5 millioner forskellige menneskers vegne.
De politikere og bureaukrater vi lider under, mangler ydmyghed.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 3 kommentarer

Mette skal dø

Faktisk skal vi alle sammen dø. Det tilkommer ikke mig at afgøre hvornår eller hvordan lige præcis Mette skal forlade denne verden. Eller nogen anden for den sags skyld – og jeg er ikke interesseret i at have den slags magt over andre menneskers liv. Jeg håber for Mette og hendes nærmeste at hun får et langt liv og kan tænke over sine ugerninger og afbetale den gæld hun har pådraget sig – ikke med tvangsinddrevne midler fra andre mennesker, men af egen lomme. Dvs hun skal finde sig en produktiv aktivitet som andre mennesker frivilligt vil belønne hende for.

Desværre udviser hun og hendes kumpaner ikke den samme tilbageholdenhed med hensyn til at bestemme over hvem der skal dø, eller stort og småt i borgenes tilværelse.
Her kan du se hvad du må i forbindelse med julen(!)

Et borgerforslag til ‘lov’ kunne være at medlemmer af folketinget (med tilhørende embedsuvæsen) der har undladt at stemme imod (0 stemte imod) udvidede beføjelser personligt hæfter for den erstatning der tilkommer ejere af minkfarme (og andre personer der som følge af nedlukningsordrer har fået ødelagt deres varelager eller levebrød).
Der kan sikkert findes en afbetalingsordning – ministerpensioner og eftervederlag osv kommer nok til at indgå. Gerningsmændene kan naturligvis ikke længere oppebære vederlag for offentlig ‘tjeneste’.

Hvad er det så de påstår at ville beskytte os alle sammen imod? En sygdom som det amerikanske CDC skønner har følgende mortalitetsrater for inficerede mennesker (HT Jeffrey Tucker på AIER):

  • Dødelighed
  • 0.003% for 0-19 years
  • 0.02% for 20-49 years
  • 0.5% for 50-69 years
  • 5.4% for 70+ years
  • Eller overlevelse
  • 99.997% for 0-19 years
  • 99.98% for 20-49 years
  • 99.5% for 50-69 years
  • 94.6% for 70+ years

Det betyder ikke at den onde virus ikke eksisterer, eller at ingen mennesker bliver alvorligt ramt af sygdom. På tragisk vis bliver nogle alvorligt syge og – som det fremgår – nogle få dør. Heldigvis er det få, men det er jo en ringe trøst for de pågældende og deres nærmeste.

Til gengæld er det åbenlyst en katastrofal overreaktion at lukke ned for produktion, socialt samvær og alle de andre ting som sætter os i stand til have en bedre og mindre farefyldt tilværelse. Det går oven i købet værst ud over dem der er dårligst stillet.

Når man dumstædigt fortsætter en politik som ikke har haft nogen som helst gunstig effekt, på trods af evidens, og her, så ligger der andre motiver til grund. Om det er ondskab eller uvidenhed, om det er uvillighed til at erkende fejltagelsen, eller om der er andre dystre motiver kan vi gisne om.

Hvis du er til podcast så var Ivor Cummins gæst på the Tom Woods show for nylig.
I den lokale andedam gør Christian Bjørnskov en god figur hos punditokraterne.

Udgivet i 1 kommentar

Mettes abdicering kan kun ske for langsomt

Ikke at det løser problemet med politikerbyrden og dens umættelige grådighed med hensyn til at dirigere rundt med andre mennesker. Som vi tidligere har påtalt: Hvis valget står i mellem en mette, en løkke eller hvad socialkammeraten nu kalder sig, så er svaret Hans-Adam eller slet ingenting.

Mange lader sig desværre rive med, ikke mindst takket være årtiers udsættelse for propaganda i uddannelsessystemet opdragelsesanstalterne, og har en forventning om at englene i centraladministrationen kun vil os det bedste. Selv hvis det var tilfældet ville de ikke kunne løse problemerne uden at gøre mere skade end gavn. Bevares, der er selvfølgelig nogle der drager fordel – korruption findes bestemt i Danmark. Vi korrumperes alle af løfter om at få noget for ingenting.

Misforståelsen om at rigdom blot ‘opstår’ og at opgaven derfor blot er at fordele den retfærdigt florerer. Vi lærer ikke længere banale sandheder som at forbrug nødvendigvis må forudgås af produktion (se Says lov).

Jeffrey Tucker skriver på AIER om det afslørende og ildevarslende interview med fru Gates som undrer sig over hvor megen skade diverse regeringers voldsomme overreaktion på Den Onde Virus har afstedkommet. Det havde hun og hendes kumpaner ikke lige ‘tænkt over’.

Man tænker at Mette kunne lide under samme mangel på (selv)indsigt, og i almindelig forfærdethed reagerer med flere dekreter og nedlukninger på trods af den åbenlyst fraværende effekt – og de overvældende ødelæggelser der er konsekvensen af hendes politik. Indrømme en fejltagelse af historiske dimensioner kommer hun næppe til.

Great Barrington deklarationen påpeger den voldsomme ubalance imellem fordele og ulemper (mildt sagt) ved den førte politik, uden at negligere den reelle elendighed (og død) der følger hos nogle af dem der bliver syge. Problemet er ophøjelsen af Den Onde Virus til det eneste problem menneskeheden slås med, det dødsensfarlige virus som ligger på lur og kan ramme enhver, ganske tilfældigt. Det er heldigvis ikke tilfældet – og det har stået klart meget længe.
Læs deklarationen her på dansk. Du kan også skrive under på den her.

Mette bør abdicere omgående og resten af slænget bør lægge sig i selen for at blande sig langt mindre i andre folks tilværelse.

Udgivet i 3 kommentarer

Ydmyghed

Regeringer, mennesker, bør være mere ydmyge med hensyn til hvad de tror de kan opnå.
Se denne korte debat (16min) om Den Onde Virus (ht: The Fat Emperor).

Dernæst må man overveje hvilke motiver der ligger til grund for diverse landes regeringer, når de handler som de gør. Er det ondskab eller uvidenhed, eller bare bare Me2? Overblik over nedlukninger kan ses her klik på Lockdown). Vi har brug for en ny Helsinki-deklaration.

Staten og dens intellektuelle har med mange, forskellige argumenter, forført undersåtterne til at støtte deres hersker. Grundlæggende kan argumenterne sammenfattes som følger: a) Statens herskere er store og vise mænd (deres magt er givet af guddommelighed), de udgør et aristokrati, de er videnskabelige eksperter, langt større og bedre end almindelige dødelige, og b) nogle skal herske, for regering er uundgåelig, absolut nødvendig, og langt bedre end den ubeskrivelige dårskab der ville følge, hvis der ingen regering var. Alliancen mellem Kirke og Stat var en af de ældste og mest succesrige varianter af dette ideologiske kunstgreb. Herskeren var enten salvet af Gud, eller, som i de orientalske totalitære riger, herskeren selv var Gud, og derfor ville enhver modstand mod hans regeren være det rene blasfemi. Statens præsteskab udførte den intellektuelle funktion med at sørge for folkets støtte til, ja endda tilbedelse af, herskerne.

Murray Rothbard (fra Statens Anatomi)

Køb Statens Anatomi på dansk her i butikken for 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Er det forkert at betale folk for at stemme på en bestemt kandidat?

Project Veritas har igen gjort en god gerning og afsløret en del af den ubehagelige virkelighed. Denne gang handler det om ypperstepræsterne der prædiker om den religion de kalder demokrati. Stemmeriet i usa hvor man kan ‘vælge’ mellem 2 sider af den samme elendighed er velbeskrevet – se denne lille sketch af Larken Rose 🙂

At købe stemmer er præcis hvad politikere udmærker sig i. Mod genvalg og af og til en (urealistisk) følelse af godhed lover politikere dig guld og grønne skove – eller i hvert fald at give dig noget som du ikke selv har ret til at tage: andre folks ejendom. Det er forkert at stjæle din nabos ejendom for at bruge den på en måde DU finder mere hensigtsmæssig. Det bliver ikke mindre forkert af, at du rotter dig sammen med andre på vejen og I stemmer om at din nabos ejendom, eller dele af den, skal bruges på en måde I bestemmer.

Forestillingen om at politikere eller embedsmænd er gjort af et særligt stof, som sætter dem i stand til at fordele andre folks ejendom ‘retfærdigt’ må betragtes som naiv. Det er moralsk forkasteligt og oven i købet kan de erklærede hensigter ikke opfyldes. Man kan spørge sig selv om det er ondskab eller uvidenhed, eller ‘blot’ en konsekvens som bedst beskrives med public choice teori.

En bedre, men stadig uperfekt, model er et system hvor statens adgang til at bruge vold og trusler om vold (se knytnæven) over for borgere er fraværende – også selvom der diskes op med med henvisning til ‘almenvellet’ eller lignende floskler. Et monopol på beskyttelse af privat ejendom er ikke nødvendigt for at have et civiliseret samfund – alternative måder at indrette sig på kan man læse lidt mere om her privat produktion af forsvarher og her..

Så nej, det er ikke forkert at nogle betaler andre for at stemme på en eller anden. Det forkerte består i, at vi stemmer om andre folks ejendom – kun fordi vi har overladt alt for meget magt til staten er der penge i den bestikkelse. Når det sker, degenererer samfundet til alles kamp mod alle. Bastiat beskrev det præcist i Loven i 1849 – den kan du købe her på stedet for blot 37,50 i dansk oversættelse.

Frédéric Bastiat
Udgivet i 1 kommentar

Rothbard – sagens kerne

Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…)
Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Produktion går forud for plyndring.
Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov.
Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.

Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med.
Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism

Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Statens Anatomi

Udgivet i Skriv en kommentar

Sund skepsis fra en amerikansk præsident

Godt nok nogle år siden – men ikke desto mindre er der kød på det ben.
Andrew Jackson nedlagde veto i 1832 mod at forlænge eksistensen af en korrupt Nationalbank (beklager pleonasmen).

It is to be regretted that the rich and powerful too often bend the acts of government to their selfish purposes. Distinctions in society will always exist under every just government. Equality of talents, of education, or of wealth can not be produced by human institutions. In the full enjoyment of the gifts of Heaven and the fruits of superior industry, economy, and virtue, every man is equally entitled to protection by law; but when the laws undertake to add to these natural and just advantages artificial distinctions, to grant titles, gratuities, and exclusive privileges, to make the rich richer and the potent more powerful, the humble members of society–the farmers, mechanics, and laborers–who have neither the time nor the means of securing like favors to themselves, have a right to complain of the injustice of their Government. There are no necessary evils in government. Its evils exist only in its abuses. If it would confine itself to equal protection, and, as Heaven does its rains, shower its favors alike on the high and the low, the rich and the poor, it would be an unqualified blessing.
(Min fremhævning)

Betænk dernæst hvad formålet med lov er – nemlig retfærdighed. Når loven bruges som et middel til at skaffe sig adgang til andres ejendom perverteres den og samfundet degenererer til en kamp om at bemægtige sig lovgivningen.

Frédéric Bastiat beskrev i Loven konsekvenserne af misbrug af lovgivning – den er fra 1850 – men lige relevant i dag. Køb den her på dansk for 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Eksperters ekspertise

John Stossel interviewer Matt Riddle om de 2.2 millioner døde der heldigvis ikke manifestererede sig:)
Link (6 minutter)

Der er masser af situationer hvor man bør træffe sine egne beslutninger under indtryk af råd fra folk som har mere viden end en selv på et bestemt område. Det der karakteriserer eksperter er jo netop et indgående kendskab til et bestemt felt. Så når dimensionerne på spærrene der skal bære taget skal beregnes, foretrækker de fleste en der har forstand på materialer og byggehåndværk. Men når der skal træffes beslutninger som hvilke tiltag der er rimelige for at forsøge at undgå bestemte situationer, og disse tiltag indebærer tilvalg, fravalg, omkostninger, og ikke mindst alternativomkostninger så må man træffe sine egne beslutninger. Ikke forlade sig på at Englene kan løse problemerne ved et trylleslag.

Økonomer er eksperter på en anden type område. Økonomien er summen af talløse transaktioner mellem forskellige mennesker, med forskellige motiver og mål. Den er ikke et rumskib der kan styres af en pilot, en ekspertøkonom. I særlig grad er økonomen uegnet til at beslutte hvad der er ‘rigtigt’ for andre mennesker, ikke mindst fordi han oftest ikke selv skal bære konsekvensen af de råd der gives. Som det hedder på dansk: Han har ikke noget på spil. Men økonomen kan hjælpe med at udpege konsekvenser af handlinger og forskellige lovmæssige sammenhænge. F.x. Says lov, eller loven om udbud og efterspørgsel, eller lov om den aftagende marginale nytte.

Videnskab er (også) eksperter der er uenige, anlægger forskellige fortolkninger af de samme data, har forskelligt teoretisk fundament og derfor ser forskellige mønstre i det samme datasæt. Det gælder i udtalt grad i de såkaldte socialvidenskaber, hvortil økonomi hører.

Ludwig von Mises’s mesterværk Human Action kan læses frit tilgængeligt på nettet, og i introduktionen lyder det blandt andet:

It is true that economics is a theoretical science and as such abstains from any judgment of value. It is not its task to tell people what ends they should aim at. It is a science of the means to be applied for the attainment of ends chosen, not, to be sure, a science of the choosing of ends. Ultimate decisions, the valuations and the choosing of ends, are beyond the scope of any science. Science never tells a man how he should act; it merely shows how a man must act if he wants to attain definite ends.

En fri markedsøkonomi betyder at folk samarbejder om at løse hinandens problemer, ved hjælp af specialisering kan langt flere problemer løses og levestandarden bliver bedre end hvis man forsøger sig med planøkonomi eller selv vil forsyne sig med alting. Den orden der opstår er ikke dirigeret, men ikke desto mindre umådeligt koordineret på en måde der ikke kan opnås via kommando.

Læs med dine børn om hvordan markedet koordinerer fremstillingen af en blyant som et eksempel på det mirakel i Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant.

Miraklet
Udgivet i 1 kommentar

Adskillelse af skole og stat

Formelt har vi adskillelse af kirke og stat i Danmark, omend grundloven i §4 skriver Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nogle vil med god ret hævde at staten har erstattet kirken og nu tilbedes på religiøs vis, som en ufejlbarlig institution, alene drevet af godhed, eller i det mindste af gode intentioner. Gode intentioner er desværre ikke nok, vejen til helvede er brolagt med dem, og det ordsprog dækker jo over det faktum at effekten, de faktiske gerninger eller udkommet af handlinger, ikke hænger sammen med de erklærede intentioner.

Skolen, uddannelsessystemet, nyder på næsten samme måde en religiøs status og omend alle ved at den på ingen måde er ufejlbarlig, så er ideen om at vriste den ud af statens greb fjern for de fleste. I USA er der et lidt større marked for alting, herunder ‘home schooling’, og som så meget derovre deler det vandene. En nylig debat gjorde det klart, hvis man skulle have været i tvivl, at der findes indflydelsesrige personer der mener at staten er bedre til at opdrage folks børn, end børnenes forældre. Læs mere om den skrækkelige historie her.

På trods af mange gode intentioner (!) og behjertet indsats fra flere gode mennesker, så formår systemet at holde de fleste i almindelig uvidenhed, og en udbredt opfattelse af at indsigt og visdom opnås med mere offentlig skoling huserer. Det er klart at når staten for praktiske formål har monopol (af den grimme slags) på uddannelsessystemet så kommer det til at farve den skoling der leveres i statens institutioner. De 144 milliarder kroner der bruges (2018) på såkaldt uddannelse ville gøre langt mere gavn hvis folk selv havde mulighed for at bruge de ressourcer de finder passende, på de uddannelser de mener er nødvendige, fremfor at måtte nøjes med det vi ‘får’ nu.

Uddannelse er alt for vigtigt til at vi kan overlade beslutningerne om hvor meget, hvordan, hvorlænge og hvorledes det skal leveres, til en flok politikere der ikke har vores bedste i tankerne. Lad os få et uafhængigt uddannelsessystem, betalt af folk selv for deres egne penge som ikke skal konfiskeres først, for derefter at bruges efter politikeres forgodtbefindende, med henvisning til en imaginær social kontrakt.

Udgivet i Skriv en kommentar

Vil de rigtige blive draget til ansvar?

Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.

De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.

Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet (eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.

Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.

For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Udgivet i 6 kommentarer

Herske eller tjene…

…det er spørgsmålet.

Er vi undersåtter (kongens eller regeringens) eller er vi frie mennesker. Undersåtter får besked på at gøre eller undlade dette eller hint. Frie mennesker afgør selv, hvad der er bedst for dem at gøre, uden at de dog kan forgribe sig på andres person eller ejendom.

Det er tydeligt at politikerbyrden anser sig selv for herskere, muligvis velvillige og algode, men ikke desto mindre herskere. Den nuværende bandeleder er på ingen måde værre end forgængerne hvad dette angår. De anser ikke sig selv som befolkningens tjenere, der blot midlertidigt har fået overdraget hvervet at stå i spidsen for en serviceorganisation. En kontrast hertil kunne være fyrsten af Liechtenstein, Hans-Adam.

Hvilke tjenester skulle vi da forvente at staten kan og bør løse, når man tager i betragtning af magt korrumperer? Alene beskyttelse af person og ejendom mod overgreb fra andre? Måske, omend det ikke er selvindlysende at den formår selv denne begrænsede opgave. Mod enhver ulykke der kan ramme os, hvad enten selv- eller uforskyldt? Nej! Det er tydeligt at jo flere opgaver staten rager til sig, desto værre løser den dem og desto flere hindringer lægger det i vejen for folk, der dermed får vanskeligere ved selv at løse tilværelsens problemer. Staten kan ikke løse problemer, det redskab den har er ikke beregnet til problemløsning. Folk selv kan forbedre deres tilværelse, og jo dygtigere de er til at hjælpe andre desto bedre belønnes de for deres anstrengelser, hvis dette foregår på fri(ere) markedsvilkår.

Blot fordi en mini-minimalstat måske kan løfte opgaven med at holde ‘Lov og orden’ i et geografisk område, betyder det ikke automatisk at den også på bedste vis kan tage sig af uddannelse, sygdomsvæsen, hjælp til folk der ikke kan klare sig selv, veje, osv osv. KUN i den udstrækning staten kan holdes nede og begrænses i sit virkeområde, kan den måske være nyttig. Den er som fenrisulven blot svær at tøjle. Lyt evt til Bob Murphy og Alex Salter diskutere institutionelle udfordringer i episode 122 af The Bob Murphy Show (1 time).

Grundlovens kapitel VIII, $$71-73 lyder således:

§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse…

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…

Teksten i grundloven ‘beskytter’ os ikke mod politikeres overgreb; Christian Bjørnskov m.fl. har set på villigheden til at tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder i forbindelse med virus-virakken og fundet at det ingen forskel gør, om regimet er autokratisk eller demonkratisk, om rettighederne er nedfældet i en forfatning eller ej – se her, og her og læs også Otto Brøns-Petersens indlæg om grundloven ved samme lejlighed.

Den hastelov politikerne hastede igennem kunne sagtens havde været hastet igennem på en mindre autoritær måde – se Martin Ågerups Grundlovstale her på facebook (15 min) – det ændrer dog ikke på det grundlæggende spørgsmål: Er staten vores hersker eller tjener?

Hvad er Staten?
Statens Anatomi
Hvad er Lov?
Loven
Udgivet i 2 kommentarer

Knytnæven

Leonard Read (som er forfatter til I, Pencil – forlægget til Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant, der handler om hvordan mennesker arbejder sammen uden at blive kommanderet til det og uden at kende hinanden) fandt for nogle år siden på analogi – beskrevet her af Gary Galles, der kaster lys over hvilken service borgerne ønsker regeringen skal yde .

Analogien handler om hvad den knyttede næve kan bruges til. Først og fremmest vold, hvad enten det er i defensivt eller offensivt øjemed – i modsætning til alt det hånden ellers kan bruges til i skabende øjemed. Pointen er at regeringen – staten – intet har, som den ikke har taget fra andre. På hvilket område udmærker staten sig? Det er den organisation, som de fleste anerkender som indehaver af et voldsmonopol. Ingen andre har ‘ret‘ til at øve vold (monopol…!) Spørgsmålet er, i hvilke situationer er magt det rette redskab – disse vil så være situationer hvor det er ‘på sin plads’ at staten kommer med knytnæven. Det kunne være situationer hvor personer forgriber sig på andres person eller ejendom. (Diskussionen om at det også her er skidt med et monopol gemmer vi til en anden gang.) Vi har alle fordel af at knytnæven bruges til at forhindre destruktive handlinger. Men ellers er det begrænset hvor meget gevinst folk har af at blive tvunget til at gøre noget mod deres vilje – hittepåsomhed og produktion fremme ikke med knyttede næver.

Problemet er selvfølgelig er statens lakajer har en tendens til ikke at begrænse sig til kun at beskytte andres person og ejendom…men breder sig og blander sig i stort og småt i hvad de kommer til at opfatte som deres undersåtters liv. Muligvis i bedste mening, men det er næsten det værste af det hele. Tyrannen som ‘bare’ holder pøbelen i et jerngreb, for egen vindings skyld er at foretrække, fremfor tyrannen som vil påtvinge dig ‘dit eget bedste‘. Den første ved godt, eller er ligeglad med, at den påførte lidelse er umoralsk og retter af og til opmærksomheden mod andre, men den anden har ingen hæmninger i forhold til alt det ‘gode’ han vil påføre sine ofre, og forlanger at ofret anerkender dette og ligefrem er taknemmelig!

“Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.”

― C.S. Lewis, God in the Dock: Essays on Theology

Køb Den Mirakuløse Blyant her – og læs med dine børn om hvordan markedet fungerer uden knyttede næver.
Markedsmiraklet

Udgivet i 1 kommentar

Hvem vælger vindere?

Vindere her i betydningen firmaer, industrier, sektorer. Og så ‘vælger’ – altså på den bedste måde…dvs uden brug af tvang, vold eller trusler. Det er en kompliceret affære. Fordi ingen kan overskue alle de muligheder der findes eller alternativomkostningerne ved de valg der træffes – som Hayek beskrev, her på dansk. Heldigvis har vi en fantastisk mekanisme der hjælper os med at finde – ikke den perfekte løsning, for den findes ikke – men den mindst ringe løsning. Den mekanisme er det frie marked – og findes oven i købet beskrevet på vers.

Når regeringer forsøger sig med at skaffe sig genvalg ved at love ‘folket’ at beskytte kritiske sektorer, industrier, firmaer eller frisører, så er det måske(!) drevet af manglende indsigt, måske er der tale om bevidst manipulation, magtbegær (nej, dét kan det ikke være), eller noget helt syvende.

Som Donald Boudreaux beskriver det her, er det imidlertid en ganske vanskelig mission at skulle udpege den kritiske funktion som skal beskyttes (mod konkurrence ‘udefra’, svigtende efterspørgsel, tørke, oversvømmelse, skadedyr, erosion, vulkanudbrud, meteornedslag eller lignende).

Lad os blot tage fødevarer som eksempel. Hvilke fødevarer skal udnævnes til at være værdige til særlig beskyttelse? Chokolade? Lys eller mørk? Brød? Æg? Kun de økologiske? Hvad så med foderet til hønsene der skal lægge æggene? Lastbilerne der skal transportere foderet til æggeproducenterne, og den anden vej til detailhandelen? Fabrikken der producerer reservedele der er nødvendige for at lastbilerne kan køre på vejene. Asfalten til at vedligeholde slidlaget på vejene. Brændstof til lastbilerne, varme til husene chaufførerne bor i, strøm til vaskemaskinerne som sørger for at tøjet er nogenlunde rent, renovationsarbejderne der fjerner affaldet så chaufføren kan komme til sit løbehjul, der skal føre ham til stedet hvor lastbilen bliver serviceret så den er klar til næste tur, osv. osv. osv. Hele det netværk, ikke en kæde, men et netværk af forbundne forsyningsveje er alle nødvendige for at et samfund, der er så rigt, at vi har råd til at betale folk for at blive dygtige til at spille guitar, panfløjte eller fodbold, kan fungere. Og vi har regeringer, ikke kun her i landet, der tror at de kan afgøre hvad der er kritiske, industrier…Ikke nok med det, de bilder sig ind at de har ret til at påbyde folk i ‘ikke-kritiske’ jobs at standse produktionen.

Disse politikere trænger til oplysning på et introduktionsniveau. Dels hvad angår formålet med lov, dels med hensyn til hvor kompliceret ‘økonomien’ er. Økonomien er ikke et rumskib som blot skal have den rigtige kaptajn, men betegnelsen for utallige udvekslinger af varer og andre ydelser imellem individer; politikere kan kun gå i vejen – og det gør de så.

De fleste medlemmer af politikerbyrden har stadig muligheden – se operation OMF for at læse om hvad lov er – både i Bastiats udgave og i et børnevenligt format.

DU kan læse om hvad staten er for en størrelse og hvorfor vi ikke skal lade dens repræsentanter bestyre nogle af vores ressourcer overhovedet (medmindre vi frivilligt afgiver midler til specifikke formål…) i Statens Anatomi.

Find børnebogen om det mirakuløse marked, baseret på Leonard Reads I, Pencil her:

Markedsmiraklet
Miraklet
Udgivet i 1 kommentar

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø

Forestillingen om at vores hersker og beskytter rent faktisk hersker og beskytter, for ikke at tale om kan herske og beskytte os er desværre udbredt. Den er også forkert. Mettemord kan ikke, selv ikke med hjælp fra de dygtigste, mest upartiske, neutrale, fejlfrie, velmenende, selvudslettende og uegennyttig embedsmænd afgøre hvad der er den rigtige strategi for hver enkelt dansker. Hvad mere er hun har ingen ret dertil. At folk flest accepterer dekreter om at indstille værdiskabende aktivitet og gå i dvale på ubestemt tid, indtil Mettemord og hendes lakajer finder det passende at lukke os ud af husarresten, er en hyldest til årtiers systematisk indsats i det propagandaapparat der går under betegnelsen ‘uddannelsessystemet‘.

Vi bor i et ganske rigt land, med betydelig kapital og kan derfor klare os en vis tid, før hylderne er tomme. Selv når produktion forbydes. ‘Essentielle’ sektorer er ganske vist friholdt produktionsforbudet, men i en avanceret økonomi er spindelvævet imellem diverse industrier ganske kompliceret, og det job Mettemord ikke lige finder essentielt er måske det job der forsyner en familie med tag over hovedet og mad på bordet.

Anderledes er det i lande hvor fattigdom stadig er et vilkår, og hvor stop for den daglige produktion er ensbetydende med sult. Rigtig sult. Forhåbentlig kommer det ikke dertil her.

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø. Nogle mennesker dør som følge af en virusinfektion. Det må nok betragtes som et trist faktum; ganske mange endda, f.eks i New York, selvom det værste måske(!) er overstået. Mettemord hævder hun vil (og kan) forhindre dette, men bagsiden af medaljen er at andre mennesker dør. Disse er noget vanskeligere at erkende og får derfor knap så meget opmærksomhed. Dertil kommer det voldsomme indgreb i befolkningens liv og frihed til at afgøre, hvordan man bedst forholder sig, beskytter sig selv og sine nærmeste, samt andre mennesker. Bevisbyrden der skal løftes for at forbyde folk at passe deres eget liv bør være meget tung – ikke blot baseret på højst usikre prognoser, om potentielle ulykker. Man kan rådgive, opfordre, med passende forbehold for den manglende viden, som de overraskende nok har forsøgt sig med på den anden side af Øresund. Se også interview med Johan Giesecke her.

Vrangforestillingen om, at regeringen bare kan uddele penge (300 milliarder i ‘hjælpepakker’) til folk, der ikke længere (må) producere(r), er gift for samfundet og betyder endnu en økonomisk belastning for nuværende og fremtidige generationer (husk at penge ikke er alt). De voldsomme overgreb på individuelle frihedsrettigheder lover ikke godt for fremtiden. Frihed til at bestemme over egne ressourcer er en nødvendig betingelse for at tilvejebringe den rigdom, som skal gøre os i stand til at håndtere fremtidige, og måske mere alvorlige epidemier – planøkonomi kan ikke hjælpe, heller ikke med prisen på ‘et liv’.

Glem ikke hvad staten er for en størrelse.

Udgivet i 1 kommentar

nudge nudge…

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII