I den udmærkede podcast Regelstaten havde Jonas Herby for nylig besøg af professor i statskundskab, Martin Bækgaard. Man konverserede om de byrder borgerne pålægges (og finder sig i), af en mere og mere dominerende stat. På et tidspunkt berørtes digitaliseringens velsignelser for borgerne, herunder at mange ting er blevet lettere end tidligere, hvor man måske med hatten i hånden, skulle møde op for at søge om ‘tilladelse’ til et eller andet. Her fandt professoren anledning til at prise skattesystemet og dets digitalisering som en ‘lettelse’ fordi systemet leverer en automatisk selvangivelse. Læs lige den sætning en gang til. Hør selv her, hvis du tvivler på min udlægning.
Takket være statens de facto monopol på udannelse (sic!) har vi en situation hvor den andel af folks produktion der beskattes, udmærket kan diskuteres, sålænge den befinder sig i intervallet 40-125%. Magen til ‘statskundskab’ – et skattesystem, der er så kompliceret at folk ikke selv kan regne ud hvad de skal betale men må forlade sig på ‘systemet’, statens system endda, og det betragtes som et gode at den plyndring kan foregå ‘automatisk’ – fordi… samfundskontrakten, du ved.
Skiftende regeringer (men af samme statstilbedende observans) har haft en erklæret hensigt om at reducere bureaukratiet i årtier. Ikke desto mindre er bureaukratiet vokset støt. Det er legitimt at anfægte oprigtigheden af ønsket om at reducere bureaukratiet.
CEPOS har begået et katalog af forslag til, hvordan det faktisk kunne lade sig gøre at reducere regelrytteriet og bør takkes for den indsats 😀 Nu kan vi så få syn for sagn med hensyn til om de virkelig mener det!
På trods af adskillige afbureaukratiseringstiltag er skiftende regeringer siden 80’erne ikke lykkedes med at få standset regelmøllen. I dette notat præsenteres et konkret forslag til et bureaukratiloft, der kan virke i praksis. ▪ Bureaukratiloftet skal mindske regelmængden markant Bureaukratiloftet skal i løbet af de første tre år reducere antallet af regler, som staten stiller overfor borgere, virksomheder og ikke-statslige institutioner herunder kommuner og regioner, med mindst 25 procent. ▪ Bureaukratiloftet skal spare samfundet milliarder Bureaukratiloftet skal reducere de administrative byrder hos virksomheder, det offentlige og borgerne med mindst 15 mia. kr. om året i alt samt de samfundsøkonomiske omkostninger med mindst 15 mia. kr. om året. ▪ ”1 ind, 2 ud”-model skal sikre fremdrift En ”1 ind, 2 ud”-model for regler, administrative byrder og samfundsøkonomiske omkostninger, hvor enhver ny regel, byrde eller omkostning skal ”finansieres” ved at afskaffe (mindst) dobbelt så mange regler, byrder eller omkostninger, skal sikre fremdrift fra dag ét. ▪ Årlige regelbudgetter fastsættes af Økonomiudvalget De årlige regelbudgetter for hvert ministerium aftales i regeringens økonomiudvalg. De årlige budgetter skal samlet set medføre, at man i løbet af tre år når målsætningen for bureaukratiloftet. ▪ Finansministeriet udfærdiger vejledninger Finansministeriet udfærdiger vejledninger og offentliggør bureaukratilofts-notater og data med input fra de enkelte ministerier. ▪ Rigsrevisionen skal sikre ensartet implementering Rigsrevisionen reviderer efterlevelsen af bureaukratiloftet, herunder at Finansministeriets vejledninger bliver fulgt, og at opgørelsen foregår ensartet i de forskellige ministerier. ▪ Offentlig indsigt skal sikre disciplin Hvert år udarbejdes et bureaukratilofts-notat med centrale resultater. Derudover offentliggøres data for optællingen i et let tilgængeligt format.
En væsentlig pointe er, at et lignende tiltag har haft en vis succes i nyere tid, for eksempel i et land som Canada (landets covid-deroute er derimod ikke et eksempel til efterfølgelse!).
Man kan diskutere om forslaget er vidtgående nok! Jeg savner en solnedgangsklausul og en mere udtalt begrænsning af kollektivismen i form af for eksempel krav om supermajoritet for overhovedet at indføre nye eller forlænge eksisterende love der er ved at udløbe! Puhlitikerens opgave bliver at udpege rækkefølgen af afvikling, en vigtig opgave der bør tages særdeles alvorligt.
Mens vi venter på den endelige (mellem)regning for renovering af Nationalbanken så brug 1/2 time i særdeles godt selskab med Guido Hülsmann, der tidligere har gjort sig positivt bemærket – se også her.
Pengepolitik har effekter på kort sigt, men ikke på langt?!
Skulle du have glemt hvad staten er for en størrelse, så få frisket hukommelsen op på Rothbards dissektionskursus. Køb Statens Anatomi her for 37,50 inflationsramte kroner:
Måske vil en af de mest interessante – utilsigtede? – konsekvenser af ‘AI’ være at vi får aflivet misfosteret ‘intellektuel ophavsret’ – selvom nogle slår sig i tøjret og mener at de har krav på betaling for information de selv har gjort offentligt tilgængelig. Information kan ikke ejes. Hvis du ikke ønsker at information skal benyttes af andre, så hold den for dig selv. Ingen tager noget fra dig ved at kopiere information du har gjort tilgængelig – du har stadigvæk selv informationen.
Situationen er selvfølgelig en anden, hvis du har dit partitur på papir liggende på skrivebordet eller i pengeskabet og en slyngel bryder ind og stjæler papiret, eller tager en kopi og efterfølgende distribuerer. Dem der derved får adgang til informationen er ikke hælere. Tyven er en tyv og bør holdes ansvarlig for indbruddet.
Forretningsmodellen med at tjene penge på musik, video, billeder, bøger og anden information der distribueres via fysiske medier er ikke længere holdbar. Hvis du vil tjene penge på den slags, må du optræde eller på anden vis finde på noget som folk vil betale for.
En der har skrevet meget og mest præcist om dette emne er Stephan Kinsella, advokat med speciale i patentlov. Han forklarer hvorfor patenter og ophavsret er noget af den mest fremskridts- og menneskefjendske lovgivning der findes.
Læs mere her, hvor han har samlet en række tekster gennem tiden.
Fattigrøvene, forstås. Ikke noget med kage à la Marie Antoinette. Næh – lad dem sulte. Det er ofte karikaturen der stilles op når synspunktet om at afvikle eller i det mindste drastisk tilbagerulle voldfærdsstaten skal fordømmes. Før velfærdsstatens vokseværk som en anden Fenris – var der da villighed til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at klare sig selv? Det var der – men efterhånden som nævenyttige politikere lykkes med at institutionalisere hjælpen, så opstår perverse tilskyndelser til, ikke, som det mest naturlige, at forlade sig på egen produktion til livets opretholdelse (bytte med andre – ikke lave alting selv) og til ikke at hjælpe folk der, mere eller mindre midlertidigt, ikke KAN klare sig – fordi ‘det har vi staten til at tage sig af’. Der føles ingen skam over at modtage andre folks ressourcer via tvang – ingen forståelse af, at produktion går forud for forbrug. Den kedelige udvikling skal vi have vendt til gavn for kommende generationer.
Gerard Casey tager tyren ved hornene og forklarer hvorfor det gavner de fattigste iblandt os, at velstanden i samfundet generelt vokser mest muligt. Selv med konfiskatorisk beskatning gives der frivillige bidrag til dette og hint. Betænk hvor meget mere givende sjæle kunne donere hvis de fik lov at råde over egne ressourcer -uden at statens velmenende knytnæve er involveret, med tilhørende bureaukratitis! Hvad mere er, det er oven i købet det eneste moralsk forsvarlige at gøre. Nej – det vil ikke udrydde elendighed og fjerne fattigdom fra kloden – men det vil stille de fleste – og især de fattigste – bedre, end det nuværende system, hvor de ‘uproduktive’ parkeres i ghettoer og slum på overførselsindkomst, tilvejebragt ved plyndring.
Misforståelsen om statens algode velvilje og evne til at sørge for alt og alle, fødes og næres i udannelsessystemet (sic), der er et af de første områder der bør vristes ud af statens kløer – adskil skole og stat! Voldfærdsoverførsler – både til personer og til firmaer der nyder godt af de rette forbindelser til statens lakajer, skal afvikles over en kort årrække – med tilhørende drastisk nedsættelse af den plyndring der betegnes skat.
Hans Hermann Hoppe har skrevet en mangfoldighed af gode tekster om ejendom og menneskelig ageren – de er alle sammen stærkt anbefalelsesværdige og et par af kapitlerne fra Teorien om socialisme og kapitalisme – kan hentes gratis her i butikken og hele teksten på engelsk kan hentes her – https://mises.org/library/theory-socialism-and-capitalism-0
…socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangle på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
En anden væsentlig tekst fra forrige årtusinde er Ludwig von Mises Den Antikapitalistiske Mentalitet om fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.
Med en regering og et folketing der holder frygtens gryde i kog, med den ene krise efter den anden som påskud for at beholde og udvide statsmagten, er det nyttigt at være bevæbnet – som minimum med viden om Statens Anatomi – den kan du også få her i butikken. 37,50!
Tidligere på måneden afholdt CEPOS et seminar om populisme og kapitalisme – det er værd at se optagelsen, sæt evt hastigheden på afspilningen op hvis du ikke ooorker at bruge 90 minutter. En af kommentarerne går på forestillingen om at det er ønskværdigt at ‘maksimere’ nytteværdien af et eller andet tiltag. Der er selvfølgelig problemer med at afgøre nytteværdien af alt muligt, fordi forskellige individer har forskellige præferencer og vægter disse forskelligt. Man kan ikke bare tage nytten for en person og lægge sammen med nytten for en anden person og beregne gennemsnittet. Det ved økonomer godt og anerkender at økonomiske beregninger ikke udgør hele udfaldrummet.
Når en del mennesker argumenterer for det rationelle i det ene eller det andet politiske indgreb, er det som regel den ‘samlede’ nytte der bringes til torvs.
Alt for sjældent diskuteres det, om en given intervention overhovedet hører til inden for den politiske sfære (tvang via ‘lovgivning’) eller bør overlades til privates initiativ.
Alt for sjældent gøres det moralske element gældende – det er forkert at tage andres ejendom, selvom man har de bedste intentioner med rovet fra plyndringen!
Hvordan overbeviser man andre om det rimelige i dette standpunkt? Argumenter om rationel nytteværdi? Moral? Begge dele? Det forekommer mig at der er lagt for lidt vægt på den moralske komponent – det er forkert at tage nogens ejendom for at give den til formål man selv finder ‘bedre’ end det, den retmæssige ejer finder passende. Også selvom det kan betyde at nogle har mindre end man synes er rimeligt. Et absurd eksempel herpå er slaveri – slaveri er forkert fordi det bryder med ejendomsretten til egen person. Slaveri skal derfor afskaffes øjeblikkeligt og ikke udfases over år, fordi investeringen i kapital (slaverne) skal tjenes hjem og vi ved i øvrigt ikke hvordan vi skulle få plukket bomulden. Vi kan ikke vente på af få udryddet denne urimelige situation, selvom vi ikke har svaret på hvem og hvordan bomulden skal plukkes når der ingen slaver er.
Tak til panelet for bringe denne vigtige problemstilling op. Har man interesse for dette kan diskussionen mellem Russ Roberts og Michael Munger også anbefales. (Podcast og transcript her.) Munger argumenterer for en mere udbredt brug af det moralske element, i den politiske diskussion om, hvordan tvangen skal udmøntes, måske mere vægt til det principielle end det inkrementelle. Altså det er forkert at stjæle lad os stoppe med det – overfor det er forkert at stjæle, vi må derfor stjæle lidt mindre og efterhånden nå til ikke at stjæle.
Jeg tvivler på at dagens politikere står op hver morgen, opfyldt af ondskab, fast besluttede på at rage endnu en lille del af andres ejendom til sig og med clintonsk kaglende latter skrælle endnu et lag af folks frihed. Ikke desto mindre er det konsekvensen af de tilskyndelser der iværksættes, den evige søgen efter noget at gøre. Det er ikke politikeres eller statens opgave at sørge for folk. Det er folks eget ansvar, et ansvar de frivilligt kan uddelegere i det omfang de finder passende, men det omfatter ikke retten til tage andres ejendom. Konsekvensen af at overlade ‘omsorg’ til staten, er at folk efterhånden ophører med at udvise empati og villighed til at hjælpe dem, der vitterligt er ude af stand til at sørge for og selv. Fremmedgørelse og mere stat følger og i kølvandet herpå, mindre velstand, især for de dårligst stillede.
Der er ikke ofte anledning til at mene noget positivt om (d)en tidligere amerikansk(e) præsident og såmænd sjældent grund til at rose en siddende. Af en eller anden grund (demokrati) har de mest forfærdelige personer tendens til at finde vej til de mest magtfulde embeder. Ikke desto mindre udmærkede Trump sig ved at udstille hykleriet bandt eliten og dens had til pøbelen og for nylig holdt han hovedet koldt (!) da han blev spurgt om, hvem han heppede på i krigen mellem Nato og Rusland. David Stockman skriver om det på antiwar.com – her er en lille forsmag:
…the insufferable Jake Tapper and others on the CNN panel returned time and again to Trump’s unwillingness to say that he wanted Zelensky to win.
We are rarely proud of the Donald and never sympathetic to the misguided bombast which continuously emits from his immensely overactive vocal glands. But last night we were proud because, holy moly, the Ukraine disaster is not an outdoor sporting event!
No one with any integrity should whoop it up for the pretentious tittle piss-ant who is destroying his countrymen and country, even as he lines his own pockets and those of his cronies with lucre from Washington’s Sunday afternoon warriors.
…
So Trump’s CNN Townhall insistence that the US objective should be “peace” in Ukraine – not a Zelensky “win” or a proxy war degradation of Russian forces or regime change in Moscow – is more than compelling. That’s especially because the region’s history makes a framework for peace readily possible – even if might take slightly more than the 24 hours the Donald allotted himself to accomplish the task.
At bottom, the route to peace is through”partition” of what had never been an independent nation before the Soviet Socialist Republic of Ukraine’s 70 year reign of oppression. In fact, as reprised below, today’s Ukrainian state had never existed until it was brought to life at the end of the aforementioned gun barrels leveled on the peoples of the region by Lenin, Stalin and Khrushchev.
Konteksten her er, at de hårdt prøvede amerikanere snart skal vælge en ny præsident når valgperioden for det hylster, der nu officielt beklæder posten, udløber. Robert F. Kennedy Jr. har bekendtgjort sit kandidatur for demokraterne og han er ikke velset blandt den krigsliderlige elite. Som de fleste tidligere vindere af præsidentvalg i usa lover han at stoppe militarismen og krigsførelsen – de færreste holder ved efter de er blevet valgt, men er RFK Jr. undtagelsen? Det frygter man måske – ‘man’ er den lille gruppe der drager fordel af krigen der aldrig stopper.
Spørgsmålet om menneskerettigheder dukker, rimeligvis, jævnligt op, ofte foranlediget af angreb, overgreb eller andre fejlgreb, ofte i forbindelse med ytringsfrihed.
Tak til Martin Ågerup og CEPOS for at bringe emnet op igen, denne gang i et interview med Heini i Skorini. Lyt evt selv til podcasten her, de sidste tyve minutter kommer de lidt nærmere ind på begreberne negative og positive menneskerettigheder. Et af de angreb på ytringsfriheden der bringes på bane, er ‘beskyttelsen’ af nogle grupper mod at blive ‘krænket’ ( betydningen fornærmet) over andres udsagn. Et glimrende eksempel på galopperende inflation i rettigheder og mangel på evne til at skelne mellem universelle rettigheder, altså rettigheder der kan gælde for alle samtidig, og her udmærker de negative rettigheder sig, overfor de positive rettigheder hvor nogle tildeles noget som nogen andre så skal tilvejebringe. De negative rettigheder – frihed for overgreb og angreb (grimt sprog, uhøflige udsagn, dårlig kropslugt eller bizart udseende er eksempler på noget der IKKE er et angreb) kan alle nyde samtidigt – de er universelle – og kvalificerer derfor som egentlige menneskerettigheder, rettigheder der gælder for ALLE mennesker (også dem vi ikke bryder os særligt om). I modsætning hertil er adskillige ‘rettigheder’ på FNs liste, noget som netop ikke kan opfyldes for alle, fordi nogens positive ret til ‘uddannelse’ medfører at nogle skal pålægges at levere ydelsen ‘uddannelse’.
Rothbard (og andre) har beskrevet både menneskeret og ytringsfrihed som særtilfælde af det mest fundamentale begreb – ejendomsret. Alle menneskerettigheder er ‘i virkeligheden’ et spørgsmål om ejendomsret, også ytringsfriheden forstås bedst som ejendomsret.
Du ejer ikke dit rygte, eftersom det kun findes i hovedet på andre mennesker. Blasfemi og bagvaskelse som strafbare handlinger er et eksempel på misforstået ejendomsret. Det er umuligt at være sikker på at ingen kan ‘føle sig fornærmet’ (‘krænket’ på nysprog) – derfor må staten dekretere hvad vi må ytre os om (selv vejret er nu så kontroversielt at kun en snæver omtale er tilladt for at undgå klimafascisternes nedsmeltning).
Det duer selvfølgelig ikke i et frit samfund. Man kan kritisere grimt sprog og verbale udfald, men det bør ikke være strafbart. Heller ikke selvom eventuelle løgne fører til at kunder på uretfærdig vis forlader din butik. Du har nemlig ikke krav på dine kunders omsætning. Du kan forsøge dig med et erstatningskrav, men de færreste vil have råd til det også i det nuværende system. I det nuværende system bliver lovgivningen et middel for magthaverne til at undertrykke ytringer man ikke bryder sig om – gerne med henvisning til ‘sikkerheden’.
Vi har brug for fuld respekt for privat ejendomsret – herunder retten til at sige lige hvad der passer en, men denne retten til ytring er underordnet ejendomsretten – du kan ikke sige hvad som helst som gæst i en andens hus, uden risiko for at blive bedt om at forlade stedet. Retten til at ytre sig indebærer heller ikke en legal forpligtelse for andre til at høre efter. Man kan have en moralsk forpligtelse til at opføre sig pænt, venligt og imødekommende og elske sin næste, men kun overgreb/angreb på næstens ejendom, herunder hans person, skal udløse sanktion. Vi har brug for ytringsfrihed – respekt for ejendomsret – netop for at kunne tale om ubehageligt, nederdrægtigtmagtmisbrug, ikke for at tale om vejret eller fodboldresultater.
Kig selv på FN-listen og bemærk den manglende konsistens for visse af ‘rettighederne’ (der netop IKKE kan være universelle). Her et eksempel:
Article 24
Everyone has the right to rest and leisure, including reasonable limitation of working hours and periodic holidays with pay.
Hvem kan dog være imod beskyttelse af miljø, samfund og ordentlig ledelse? Ingen, naturligvis. Hvem synes ikke man skal være god mod børn og dyr? Ingen, naturligvis. Det er selvfølglig undtagelser – onde mennesker der ikke skyer noget middel, typisk for at få magt over andre. Denne type mennesker, dygtige politikere, favoriseres i et system hvor politiske beslutninger dominerer, i modsætning til de frivillige transaktioner der foregår mellem mennesker privat.
Et af problemerne når store firmaer hopper på ESG-vognen, er at ledelsen beslutter for alle aktionærer, hvem alle ‘interessenter’ er, der skal tilgodeses. Her vil der uvægerligt være divergerende meninger, og det er bedre, mere moralsk, at overlade denne beslutning til aktionæren selv, så han kan beslutte hvad præcist han ønsker at gøre med sin profit, hvem og hvad han vil ‘støtte’. Dertil kommer at fokus for virksomheden bliver at løse alle verdens problemer i stedet for at være knivskarpe på de produkter (fri)villige kunder ønsker at købe.
Måske er ‘markedets’ reaktion på Bud light et fingerpeg om, at der er grænser for de tåberier pøbelen føjeligt finder sig i.
Martin Ågerup har endnu engang Lars Christensen på besøg og taler blandt andet, igen, om det vigtige emne inflation. Man kan med fordel læse lidt mere om det og lytte til tidligere podcast her og her og her og her og her. Denne gang vil jeg nu foreslå at spole frem til de sidste tyve minutter, hvor emnet om centralbankernes politisering berøres. Centralbanken er ‘uafhængig’ sålænge statsmagten ikke har brug for finansiering til krigen, eller krisen, hvad enten den er reel og selvskabt, hvad der er reglen, eller knap så reel, men stadig selvskabt som for eksempel ændringerne i klimaet.
Det springende punkt er imidlertid at centralbanken, eller rettere personer i denne institution, kan spændes for statsmagtens (personer i denne institution) vogn og bruges til at fravriste borgerne deres egne ressourcer som de ellers nødigt giver slip på. Er løsningen at lægge flere bånd på centralbanken, kan denne Fenrisulv holdes i lænker – eller skal den ikke snarere afskaffes? Magten over pengene – den funktion, der muliggør en hidtil uset rigdom for langt flere mennesker end der tidligere har vandret på jorden – er for stor en fristelse for mennesker, der ikke er engle. Den magt vil blive misbrugt – selv hvis man startede med god hensigt.
“With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly….Do not tempt me! For I do not wish to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me.”
Gandalf, in The Lord of the Rings, Tolkien
Ågerup og Christensen er inde på at krig er ærketypen på krisen der, ‘tvinger’ os til overlade politikeren særlige beføjelser. Ikke underligt at den ene ‘krise’ afløser den næste og staten vokser og vokser. Uden en villig centralbank, får staten vanskeligere ved at føre større, langvarige krige. Måske man skulle overveje centralbankens eksistensberettigelse lidt nøjere – kuren, centralbanken med tilhørende bureakrati og påvirkning fra særinteresser, er værre end ‘sygdommen’ et frit marked for penge og bankydelser, hvor en uansvarligt drevet bank kan gå nedenom.
Kan man komme ud af dette dilemma med at institutioner og regler der engang er sat i søen for at løse ‘et problem’, giver anledning til perverse tilskyndelser og har kimen til det næste problem i sig, som også kræver særlige beføjelser…? Bankerne, som yder en helt uundværlig service med at formidle transaktioner, har perverse tilskyndelser til at udlåne de samme penge mange gange samtidigt, i forventning om at ikke alle indskydere har brug for deres penge samtidigt. Denne mekanisme hviler på en fejlagtig forståelse af hvad penge er, og måske især hvad penge ikke er. Penge repræsenterer ressourcer der er tilvejebragt via produktion. Det kan være forbrugsvarer eller kapitalapparat, men pengene er ikke værdi i sig selv (det gælder selvfølgelig ikke rigtige penge i form af den mest omsættelige vare f.eks guld eller sølv. For disse gælder det dog at den værdi de har er langt større når de bruges som betalingsmiddel end som råvare. Det må man læse mere om hos Østrigerne, for eksempel Carl Menger, On the Origins of Money eller Ludwig von Mises, The Theory of Money and Credit).
Men hvad med de stakkels småsparere der ikke ‘reddes’ (eller firmaer der har brug for likviditet til at betale deres medarbejdere) – hvem skal sørge for dem hvis ikke staten og centralbanken er der? Tjah – man kunne starte med at deklarere varen der sælges. De penge du sætter ind låner vi ud til andre. Vi låner dem ud til mange andre samtidigt og regner med at du ikke skal bruge dine penge uden varsel. Hvis du gerne vil have renter af pengene (som repræsenterer reelle ressourcer og ikke er matadorpenge) må du give afkald på at bruge dem i en periode. Hvis du vil have adgang til dem på anfordring, kan vi ikke garantere at du kan få dem med det samme, hvis mange andre insisterer på at få deres penge samtidigt. I værste fald risikerer du slet ikke at kunne få dem igen, fordi de er tabt. Nu har bankkunden en interesse i, at sikre sig at banken er veldrevet og på ansvarlig vis forvalter de midler man har placeret der. Et ansvar man kan overlade til andre. Altså købe sig til en vurdering af, hvor solid ens bank er, forsikre sig, eller man kan forlade sig på det nuværende korrupte system. Et system der vel at mærke bider fra sig, når nogen forsøger at etablere en ‘rigtig bank’. Tænk hvis det greb om sig! Tænk hvis vi var nødt til at sætte tæring efter næring – den såkaldte ‘rovdrift’ på allehånde ressourcer ville ikke være mulig i det omfang vi har set de seneste årtier.
Politikeren lukrerer på at love nogle mennesker noget på bekostning af andre, hvad enten disse andre er nulevende eller fremtidige borgere. Vildfarelsen om, at vi kan leve på andres bekostning lever i bedste velgående, næsten 200 år efter Bastiats pamflet, Loven, som fås her på stedet på dansk, for 37,50.
De fleste mennesker er ordentlige, og kunne ikke drømme om at bestjæle naboen for at hjælpe genboen. Men når begreberne forplumres og overgrebet på naboen kan henføres til demokratisk beslutning, så fornægter mange årtiers propaganda sig ikke. Folk tror at det er ‘rimeligt’, fordi beslutningen om udplyndring er taget på ‘demokratisk’ vis. Får man tilpas mange med på at uddelegere plyndringen til et villigt folketing, hvis medlemmer ingen ide har om, hvad lov egentlig er, kan man pludselig se sig selv i spejlet uden at få øje på røveren.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er endnu et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Som en følge af denne politisering, anført af et stigende antal skatteyderbetalte personer i uddannelsessektoren, der i stigende omfang får indflydelse over et også stigende antal studerende, opstår der efterhånden en ændring i mentaliteten blandt folk. Det bliver tiltagende betragtet som fuldstændig normalt at skaffe sig alle mulige fordele via politiske midler og gøre krav gældende overfor andre, antageligt bedre stillede, og deres ejendom. For en hel generation vokset op i denne periode blev det mindre og mindre naturligt at tænke på at forbedre tilværelsen ved at øge egen indsats eller ved at sætte tæring efter næring. Følgelig, da krisen meldte sin ankomst som en nødvendig følge af omfordelingspolitikken, var folk dårligere rustet til at klare den, netop fordi den samme politik havde svækket netop de færdigheder og talenter som nu var så kristisk nødvendige.
Samfundskontrakten eksisterer ikke, har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere. Men den bruges flittigt som påskud for indgreb (overgreb).
De uheldige moralske konsekvenser af tvangsoverførsler blev berørt, men læren ikke uddraget. Det gør Hans-Hermann Hoppe til gengæld. Kapitel 4 i Teorien om socialisme og kapitalisme (hele værket på engelsk her) beskriver den moralske deroute der er en følge af tvangskollektiviseringen. Forestilligen om at vi skal ‘opdrages’ til at yde vort for fællesskabet, samfundskontrakten, indpodes i det system der går under betegnelsen uddannelsessystemet. Det er imidlertid en propaganda-central, som professoren tilsyndeladende selv ligger under for.
Gå også til Rothbard for at forstå hvad staten er – og ikke er! – for en størrelse. Statens Anatomi fås også her i butikken. 37,50 inflationsramte kroner.
Direktøren for ATP mener at ATP er en God Ting™️ – Quelle surprise! for nu at bruge godt dansk udtryk. Han har jo ganske ret i, at der kan være betydelig volatilitet i visse typer af produkter, med dertil hørende risiko for tab og chance for gevinst. Det retfærdiggør dog ikke at man beslaglægger folks ejendom, og, for deres eget bedste, forstås, formøbler (eller det modsatte) deres penge.
Problemet er endnu engang statens formynderi, hvor medlemmer af politiker- og embedsbyrden udsteder dekreter om, hvordan folk skal indrette sig. Når man beslaglægger en stor andel af folks ejendom og herefter omfordeler den, får man betydelig magt over mange mennesker, og de fejl der begås (politikfejl) rammer langt flere mennesker end ‘markedsfejl’. Troen på at en dygtig politiker kan udbedre noget der er udråbt til ‘markedsfejl’ er i bedste fald naiv.
I stedet for at tvinge folk til at mindske deres forbrug nu, og sætte en del af deres ejendom under administration (umyndiggørelse som ellers begrænses til individer der ikke er i stand til antage vare på sig selv), så lad folk selv overtage ansvaret for deres nutid og fremtid. Lad dem beholde deres egne ressourcer og stå til regnskab for deres gode og dårlige beslutninger. Herunder beslutning om, hvilke projekter og sektorer man ønsker at have sin eventuelle opsparing i. Og hvilke tåberier man ikke ønsker at placere midler i!
Behandler man generation efter generation som umyndige væsener, pøbel hvem lyset er berøvet, ude af stand til at træffe (de ‘rigtige’) beslutninger på egne vegne, får man efterhånden en eftergivende, let manipulerbar befolkning, der lydigt følger ‘opfordringer’ fra myndighederne. En nation af ofre, der higer efter at blive beskyttet og taget hånd om.
Jeg vil vise at socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangel på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
Hans-Hermann Hoppe, Teorien om socialisme og kapitalisme
Måske ikke, men den er næppe totalt ved siden af. Det, den imidlertid ikke tager højde for, er den store korruption.
Se listen her hvor Danmark topper som det mindst korrupte land. DR som er en korrupt organisation i sig selv (mikrofonholder for statens magtapparat), finder det nødvendigt at udpege Ukraine som højdespringer. Man tænker sit og endnu engang må det moralsk forkastelige i at kaste tvangsinddrevne midler ned i en grænsekonflikter mellem to korrupte bander påpeges.
Korruptionen af den almindelige borger, der bestikkes med løfter om særbehandling, overførsel af andres ejendom, og skoles i, at staten løser alle, alle, de problemer der opstår i livet, indregnes ikke i indekset. Intet andet forbryderkartel formår at plyndre befolkningen for 50% af deres produktion, år efter år. Hvor snævert udfaldsrummet er, illustreres ved den enighed der er mellem en ‘økonom med venstreorienterede holdninger’ og en ‘liberal økonom’ (samfundstanker 31. januar, 2023) om, at man kan løse visse problemer med fordelingen af rigdom i samfundet, ved at tvangsomfordele. Det er kun gradsforskelle der adskiller socialisten og liberalisten – hvor stor en andel skal statens repræsentanter beslutte sig for at flytte fra undersåt a til undersåt b; hvor tæt på Laffer-kurvens toppunkt kan vi komme hvis ‘vi’ ønsker at bruge flere af andres ressourcer på ‘vore’ egne foretrukne mål. Ikke et ord om det principielt forkerte i tvangsomfordeling, det moralsk uacceptable i at lovgive sig til andres ejendom. Det er nu engang en del af demokratiet, forstås. Netop! Derfor er demokratiet en moralsk blindgyde og ikke den mindst ringe ‘styreform’. I erkendelse af, at mennesker er mennesker og ikke engle, skal legal adgang til andres ejendom begrænses maksimalt – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom!
Retfærdigvis skal det også nævnes at Jeppe Druedahl påpegede, at hvis man ønsker at have en endnu større velfærdsstat, kan det kun ske ved at beskatte størstedelen af befolkningen endnu tungere (ikke kun de rigeste få %). Forestillingen om, at ‘markedsfejl’ 1) kan korrigeres af politikerbyrden 2) at samme politikere ikke også begår endnu værre fejl OG spilder ressourcer i forsøgene på at gennemtvinge deres vilje, har jeg svært ved at se belæg for.
Hent kapitel 1 og 2 i Hoppes Teorien om socialisme og kapitalisme kvit og frit her i butikken og forstå det principielle i ejendomsretten som den fundamentale menneskeret set fra et moralsk synspunkt; oven i købet vil håndhævelse af denne ejendomsret føre til en bedre tilværelse for flere mennesker end under nogen anden social orden. Kapitel 4 gennemgår forskelllige varianter af socialdemokratisme og deres fallit. Gratis på dansk her. Hele værket kan (og bør) hentes her og læses.
Når lov bruges til andet end at opretholde ejendomsret, degenererer den til alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til lovgivning – det Bastiat kaldte legal plyndring. Lad os vende os fra den blindgyde.
…siger Berlingske (bag betalings mur). Og det er kun boligskatteloven ;DAt det ikke i sig selv får delinkventen til at stoppe op og spørge sig selv ‘Hvad har jeg gang i…?’ er et udtryk for hvor afkoblet politikerbyrden (inklusive teknokratbyrden) er, i forhold til de mennesker man vil dirigere rundt med, og vis ejendom man vil tvangsbeslaglægge til egne formål. Grådighed (hej Margrethe) er ikke at man vil råde over egne ressourcer, man når man nidkært vil bestemme hvordan andre folks ressourcer skal anvendes.
Ingen lov på 1000 sider (hovedforslag + følgeforslag) bør finde vej igennem et system, der ynder at fremstille sig selv som repræsentativt. At det handler om hvorledes banden vil beslaglægge andres ejendom gør kun farcen mere grotesk.
Vi er nået dertil hvor selv folk der er godt inde i tingene ikke kan beregne deres egen marginalskat – og ingen har formentlig overblik over den jungle af love der udspyes…
…heraf utvivlsomt nogle der er indbyrdes modstridige og ophæver eller forværrer hinanden. Det er på tide med et moratorium for lovsvineriet og et krav om, at enhver ny lov kun kan indføres med afskaffelse af to andre love, og en lov kan kun gælde udover en fastlagt dato ( i nær(!) fremtid) hvis to andre love bortfalder. Der har været enighed om forenkling i lovgivning i årtier, men uden at nogen folketingssamling reelt har reduceret cirkusset. Det er tid til at sætte politikerne på produktivt arbejde!
Her er et billede af 41 kg lov – divideret med 179 slyngler bliver det 229 gram som hver af ‘lovgiverne’ burde sætte sig grundigt ind i, frem for at genere andre med deres trang til at gøre noget.
Jeg har sympati for Joakim Books synspunkt om at man skal leve livet uden at kere sig om politikerbyrdens gøren og laden. Problemet er, at selvom du ikke interesserer dig for dem, så har de en vis interesse, ikke i dig, men i din ejendom, som de vil bruge til egne formål. Det bedste bud på et ordentlig liv er mest mulig begrænsing af magt til den slags mennesker, der har en utæmmelig grådighed efter andre menneskers ejendom; 1000 Lichtenstein.
I begyndelsen anføres det at prissignalet fra de stigende energipriser får folk til at ændre adfærd (selvfølgelig ikke en overraskelse – en simpel konsekvens af en naturlov – Mises: Human Action). ‘Problemet’ er at det fremstår som om dette blot er godt. Men der er jo grunde til at man normalt ikke foretrækker at lade opvaskemaskinen køre kl 2 om natten, eller vaskemaskinen, og stå (tidligere) op til tømning/ophængning. Det er heller ikke et fremskridt at man ‘må’ spare på varmen, eller lyset, det er et tilbageskridt! Driftige programmører bruger tid på apps der kan sørge for at nogle apparater lades op når el-prisen er lav(ere) – måske kunne deres indsats have været brugt bedre til noget andet? Vi ved det ikke, fordi absurd energipolitik de sidste mange år har ført til upålidelige, vejrafhængige energikilder, der oven i købet medfører fordyrelse pga behovet for back-up og anden infrastruktur. Vi har brug for enorme mængder af billig energi, til at beskytte os selv mod et uvenligt klima, til at begrænse unødvendig påvirkning af vores omgivelser og til fortsat at forbedre levestandarden. For flere og flere mennesker. Masser af fossil energi vil være nødvendig mens vi finder frem til de kilder der bedst kan hjælpe os – og nej, det haster ikke!
Den næste, og måske vigtigste overvejelse, er anholdelsen af den tilsyneladende tagen for pålydende at det, der kendetegner en retsstat er at en, og kun en, bande sidder på voldsmonopolet. Det bør påtales, for det er ikke ‘korrekt’. Netop fordi opretholdelsen af ret – privat ejendomsret – er så vigtig for fremgang og velstand, er monopolet skadeligt. Hans-Hermann Hoppe (og andre) har beskrevet dette, herunder hvordan sikkerhed kan produceres privat, og det bør Regelstatens lyttere gøres bekendt med. Ingen anden kriminel organisation formår systematisk, år efter år, at afpresse befolkningen mere end halvdelen af deres produktion, og oven i købet bilde dem ind at det er for deres eget bedste! Det hjælper selvfølgelig noget at banden bestemmer hvad der doceres i udannelsessystemet(!), et andet næsten-monopol der snarest bør tilbagerulles. Ved samme lejlighed kan der skæres dybt i subsidieringen af udannelse(!). Spild.
Og om ‘bommerten’ – karteldannelse. Anledningen var en korrekt påpegning af det forkastelige i, at en købmand, der gerne ville have søndagslukket, ønskede herskernes påbud om søndagslukning for andre, så han ikke gik glip af noget. En politiker synge selvfølgelig det var noget man kunne se på. Problemet er imidlertid at det efterfølgende nævnes at staten skal holde sig ude af den slags detaljer på markedet og kun ‘gribe ind’ hvis statens lakajer finder at der er karteldannelse. Staten, voldsmonopolet, skal sørge for at der ikke er ‘karteldannelse’ – fordi…vi må have en dygtig embedsmand til at afgøre hvornår markedet ikke ‘virker’?! Der er intet galt med ‘karteldannelse’! Folk skal have lov til at aftale de priser de vil, herunder via karteller og fagforeninger, men ikke have adgang til vold(smonopol) for at tvinge andre til at underordne sig de aftalte priser. I praksis vil der altid være nogen der bryder kartellet og ser en fordel i at underbyde de andre i kartellet. Moralsk har en politisk udnævnt person/embedsmand ingen ret til at fortælle andre hvilke aftaler de må indgå, sålænge det ikke medfører tvang. Se Rothbards Man, Economy and State (with Power and Markets) – specielt kapitel 10 om karteller. Mises Human Action – kapitel XVI.6 om prismonopol.
Folk har forskellige præferencer – herunder i hvilket omfang man kan påtvinge andre, ens egne præferencer under tvang eller trusler. Forhåbentlig nærmer vi os langsomt en erkendelse af, at dette omfang bør minimeres med nul som endemålet – ganske som de fleste ikke længere finder at slaveri er acceptabelt, selvom nogle individer har fordel af, at andre er slaver!
Eftersom mennesket er menneske, med tilhørende fejl og mangler, er frie markedsudvekslinger det, ganske vist særdeles uperfekte, bedste vi har til at forbedre tilværelsen. At overlade beslutningen om, hvornår der kan afviges, bare lidt, fra denne frihed, til en særligt indsigtsfuld elite, er at undtage denne elite fra menneskets natur. De er heller ikke engle.
…kommission som den nye regering har nedsat som skal se på sammenhængen mellem kultur og bæredygtighed, det er jo rent-seeking. Det er bare nogle nytteløse akademikere som får en hel masse penge for at lave en nytteløs undersøgelse, og det er der så ufatteligt meget af…
Sande ord!
Alligevel fornægter politikertrangen til at gøre noget sig ikke. Man vil så gerne forbedre samfundet, verden, menneskene og selvom der nok, hos Dahl, ligger en erkendelse af, at det er uden for politikerens evne. Demokratiet anprises, men det er ikke det mindst ringe system, fordi det uvægerligt fører til at de værste søger og får magten. Det ville være skønt med mere udbredt erkendelse af, at man ikke retmæssigt kan tvinge andre til at betale for ens egne fikse ideer – heller ikke via stemmesedlen. Folketingets magt skal begrænses – de skal have færre af andres ressourcer at dele ud af. Vi kan være uenige om hvor langt denne magt skal rulles tilbage, men det burde være åbenlyst at tilbagerulles, dét skal den. Hvis altså vi ønsker en mere retfærdigt, velstillet samfund. Netop fordi mennesket er som det er, skal adgangen til magt over andre og deres ressourcer minimeres – afskaffes!
Det første sted at skære kunne være udannelsessystemet(!) som skoler børn og og barnlige sjæle i, at staten har løsningen på ethvert problem, stort som småt i stedet for at overlade ansvaret til privat initiativ som ikke kan bruge tvang til at gennemføre tossede ideer.
Forsvaret bliver trukket på banen (Jyllandsposten ) som et eksempel på realisme – et lille land som det danske har involveret sig på tåbelig vis i konflikter de sidste mange år, med den påståede hensigt at forbedre verden. Det kommer ikke til at ske ad den vej. Privat forsvar kan man forestille sig uden en rockerbande – glem ikke at staten er den største trussel for de fleste indbyggeres ejendom og liv i samme stat!
Det er så svært som politiker at læne sig tilbage og sige at dette eller hint problem (for problemer er der nok af) er ikke en opgave for mig. Den må du/I ‘selv’ løse.
Nuvel, hvis det er handlingstrangen der kommer over dem, politikerne, og ikke i betydningen Human Action, så lad dem starte med aktiv afvikling – opskriften på en produktiv politiker er her.
Vi har nyligt overstået et meningsløst ritual som har til formål at bilde folk ind, at de politikere der ‘arbejder’ med lovudgydelse skam repræsenterer Folket. Christian Bjørnskov har ofte gode indfald og beskriver vanskelighederne med at finde en fra byrden at stemme på – samt efterlyser en klar, borgerligt-liberal politik. At to små partier som har talt for større grad af personligt ansvar og mindre politik, ‘gik frem’ ved valget er selvfølglig bedre end ingenting, men ingen af dem byder på meget andet end lidt reform; der er ingen tegn på skatterevolution.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Forskellen på disse to typer af socialisme er blot følgende: Under den russiske socialisme er samfundets (kollektivets) kontrol over produktionsmidlerne fuldstændig, og dermed også over den indkomst der er genereret med dem. Der er ingen yderligere plads til debat om hvilken grad af politisering af samfundet er passende. Det spørgsmål er afgjort, ligesom i den modsatte ende af spektret, under ren kapitalisme, hvor der ikke er plads til politisering overhovedet og alle relationer er kontraktuelle (frivillige).
Under socialdemokratisk socialisme derimod, er samfundets (kollektivets) kontrol over privat produceret indkomst kun delvis og kollektivets fulde kontrol er endnu ikke et faktum, men hænger som en potentiel trussel over hovedet på producenterne. Det at leve under denne trussel om fuld beskatning i stedet for den aktuelle (delvise) beskatning forklarer et interessant fænomen ved socialdemokratisk socialisme, nemlig den tiltagende politisering.
Så skal vi til det igen – høre og se på repræsentanter, ikke for folket, men for politikerbyrden, der er parate til at spendere en masse af andre folks ressourcer. Mette har med vanlig kådhed udskrevet valg – hvad er en dygtig politiker.
Midt i al elendigheden er der brug for klar tænkning om, hvad det vil sige overhovedet at have ejendomsret til noget. En af dem der har bidraget med mest klarsyn på dette område er Hans-Hermann Hoppe. I værket The Theory of Socialism and Capitalism forklarer han begrebet ejendom – næst efter handling – det mest basale menneskelige begreb.
Næst efter begrebet handling, er ejendom den mest basale kategori inden for de sociale videnskaber. Faktisk kan de øvrige begreber i dette kapitel – aggression, kontrakt, kapitalisme og socialisme – alle forstås som afledt af ejendom: Aggression som overgreb på ejendom, kontrakt som den ikke-aggressive aftale imellem indehavere af ejendom, socialisme som det institutionaliserede overgreb på ejendom og kapitalisme som den institutionelle anerkendelse af ejendom og kontrakter.
Fornyelig skrev jeg om magt i den lokale andedam – et par sager fra den anden side af andedammen illustrerer hvorfor også magtmonopolet på ‘lov og orden’ må brydes. Den liggende amerikanske regering forfølger på bedste bananrepublik-manér politiske modstandere og har gjort det i årevis. Et prominent eksempel er forsøgene på at inkriminere Trump, som – hans talløse lyder til trods – har indlagt sig uvisnelig hæder ved at udstille hykleriet i amerikansk politik, og stå som en skamstøtte over den dybe splittelse imellem storbyeliten og provinspøbelen, herunder foragten som de førstnævnte føler for sidstnævnte.
Sager som det de kalder Bidens søns computer op til 2020-valget, der blev udråbt til ‘russerne kommer’ og blev undertrykt, en Julian Assange der systematisk forfølges for at give offentligheden indblik i statens overgreb, kulminekanariefuglen Alex Jones, der skal bruges til at statuere et eksempel, retsløse anbringelser af ‘terrorister’ på Guantanamo, Obamas drab pr drone (herunder en drabsliste over amerikanske statsborgere) (og Trumps dronedrab) er eksempler på skråplanet som illustrerer at usa i bedste soviet-stil er nået dertil hvor ingen kan vide sig sikker for magtapparatets ugunst. Det monster man ville bekæmpe er man blevet til selv.
Hvis nogen tror på de amerikanske føderale (og statslige) institutioners upartiskhed og at bureaukraterne blot er effektive, nøgterne, upolitiske spejderdrenge (m/k/lgbt+) kan det kun tilskrives mange års udsættelse for massiv propaganda i udannelsessystemet, hvor statens uundværlighed i stort og småt anprises.
Society in every state is a blessing, but government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one. The trade of governing has always been monopolized by the most ignorant and the most rascally individuals of mankind.
Herhjemme har vi snerten af det samme, blot knap så udtalt. Nogen går fri andre forfølges og skal ødelægges (Mogens rinder i hu).
Når lov benyttes til andet end at beskytte individets person og ejendom bliver resultatet uretfærdighed, og alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til at dunke modstanderne oven i hovedet. Bastiat beskrev det præcist i pamfletten Loven fra 1849. Køb den her i butikken på dansk. Supplér med børnebogen om Tuttle tvillingerne baseret på Loven og lær med dine børn om, hvad lov er.
Løsningen er ikke at vælge nogle andre politikere (de er alle socialdemokrater) men mindre magt til politikere og bureaukrater – de skal have meget færre ressourcer at råde over.
SÅledes må man tro at den klasse der betragter sig som herskere mere end tjenere, tænker om undersåtterne (ikke medborgerne). Derfor må kloge mennesker naturligvis sørge for at ingen gør noget dumt – og der er altid et hoved man kan tage til indtægt for handling fordi nogen må gøre noget!
Folkets vilje… er oppe at vende igen og tak, Otto, for det! Vi har har før behandlet emnet om den ikke-eksisterende folkevilje og demokraturets begrænsninger, se her og her og her, men den lektion tåler bestemt gentagelse. Ikke mindst fordi folket røst ustandseligt tages til indtægt for dette eller hint – som regel i sammenhæng med noget politisk opportunisme. ‘Demokratiet har talt’. (Det betyder hold på din tegnebog!)
Bastiats pamflet fra 1849 om hvad Lov er og hvilke beføjelser kollektivet har sammenlignet med individet er stadig læseværdig i dag – ‘dine’ folkevalgte fik chancen men de færreste har vist udnyttet den.
Følg op med Rothbards Statens Anatomi, der starter med hvad staten ikke er, nemlig ‘vi’ og ‘os’. Dette korte essay dissekerer statens anatomi og blotlægger dens forskellige organer.
Forleden var der en udmærket samtale på podcasten Samfundstanker med vært Martin Ågerup og Otto Brøns-Petersen og Jonas Herby. Tak for det! Ågerup fortjener ros for at holde fokus på regeringsovergrebene, Brøns-Petersen har indlagt sig uvisnelig hæder for gang på gang, at have påpeget at det væsentlige spørgsmål er, OM staten skal udføre en given opgave (for statister er svaret altid JA!) og Herby har utrætteligt analyseret på data for at illustrere fraværet af evidens for den førte politik. Dette burde være et tilbagevendende tema. Intet indgreb på borgerens person eller (anden) ejendom kan forsvares uden grundig bevisførelse for, at den pågældende har forgrebet sig på andres ejendom. Heller ikke selvom man har tænkt sig at bruge tyvekosterne til ‘gode formål’! En grundig analyse af fordele og ulemper for alle grupper, inklusive umiddelbare og afledte effekter må forudgå ethvert indgreb. (Se Hazlitts lektion.)
Magtfuldkommenheden, og ikke mindst undertrykkelsen af uenighed blotlægges undervejs i samtalen der kan anbefales, hvis man overhovedet er interesseret samfundsforhold. Klart et lyspunkt.
Der var selvfølgelig også et par skæverter – og eftersom det kun giver mening at korrigere folk som er indenfor pædagogisk rækkevidde kommer her et par synspunkter der kan forekomme korrigerende.
Brøns-Petersen nævner at grunden til at vi har procedurer at følge når der skal lovgives, netop er for at man skal tænke sig om om – også, eller især, når man står overfor hvad der opfattes som en krise. Som et positivt eksempel (i modsætning til ‘epidemi-loven’) nævnes gudhjælpemig skattelov; der kan kan ifølge grundloven kun beskattes hvis der lovgives (ikke pr dekret). Til det må man sige at vi nu beskattes med statens skarpe klo således at over halvdelen af BNP spenderes af staten, og indkomstskatten, der oprindeligt var midlertidig, nu har antaget samme sikkerhed som døden. Med andre ord, grundlovsbeskyttelsen af borgenes private ejendom er intet værd!
Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
Kommentar:
Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.
Bemærk lovkommentarens sidste sætning – demokratisk styring og kontrol… Når først det accepteres at folk kan stemmes sig til andres ejendom, har vi at gøre med et tyranni – i 1849 skrev Bastiat om Loven og konsekvenserne når alle forsøger at berige sig på andres bekostning. Legal plyndring følger, retfærdighed undermineres og eventuel rigdom der måtte have været opbygget borteroderes.
Jeg tror det var Herby der nævnte at staten selvfølgelig (sic!) har en rolle som mægler/konfliktløser/opmand/opretholder af lov og orden. Men når der er monopol på så vigtigt et område, VIL det føre til misbrug. Det betyder ikke at et frit marked for konfliktløsning er vejen til Nirvana, der vil være masser af tilfælde hvor resultatet er mindre tilfredsstillende. Men der vil være færre end under et magtmonopol. Også på dette område har vi brug for andet end monopolløsningen. Er det muligt? Se her.
Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.
Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.
EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.
And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.
Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago
Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.
Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)
Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.
Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.
Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
