Udgivet i Skriv en kommentar

Økonomi og økonomien, priser, inflation, penge og… moral

Den glimrende podcast Regelstaten havde fornyelig et par episoder hvor man sad lidt og tænkte ‘så tæt på’ og så alligevel ikke. Med tæt på mener jeg en sammenhængende forklaringsmodel der kan hjælpe os med at forstå de observationer vi kan gøre. Den østrigske skole leverer en sådan model, men det virker som om økonomistuderende ikke rigtig præsenteres for den.

Det var en anelse spøjst at høre to økonomer famle lidt efter hvad faget økonomi egentlig beskæftiger sig med, når de nu havde besluttet at sætte sig ned og lave en podcast om økonomiske principper.

Havde de slået op i von Mises mesterværk Human action (Introduktion, kapitel 1) ville de kunne se at økonomi er en del af læren om menneskets hensigtsfulde aktivitet (det Mises kalder praxeologi). Alle handlinger indbefatter tilvalg og fravalg. De handlinger der mere snævert omfatter udveksling af varer eller ydelser på et marked er traditionelt økonomers fagområde, eller med Mises’ term catallactics. Kan det nu stadig være relevant? Ja, for den grundlæggende præmis: mennesket handler med en hensigt, er stadig gyldig, og netop derfor er økonomi ikke noget vi kan overlade til økonomer, men noget vi alle er nødt til at beskæftige os med

Economics must not be relegated to classrooms and statistical offices and must not be left to esoteric circles. It is the philosophy of human life and action and concerns everybody and everything. It is the pith of civilization and of man’s human existence.

Del 7, kap. 38, afsnit 6

Økonomien, derimod, er summen af alle de udvekslinger der foregår imellem aktører forskellige steder. Ingen central styring af dette kan give et bedre resultat, hvis hensigten er mest mulig velstand og trivsel til flest muligt mennesker. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres af en udpeget elite, eller nogen anden central myndighed. Det blev da også nævnt i podcasten – ret skal være ret.

Heldigvis var der også et ekstra bonusinterview med Andreas Steno, der kunne bidrage med lidt lys over årsagerne til ‘inflation’ – omend jeg ikke tror de fik ramt den rigtige definition. Der var noget med generelle prisstigninger, og diverse indices, men de fik vist ikke forklaret at stigningen i priser eller ‘prisniveau’et’ er en konsekvens af inflation og forpasser dermed muligheden for at bedre at forstå udviklingen i priser på forskellige områder. Inflation er, altid, en øgning af pengemængden i østrigernes definition. Penge er sjældent et mål i sig selv, men (bl.a) et middel til handel med varer eller ydelser imellem forskellige mennesker. (Penge er også et middel til opsparing og bogholderi – estimering af om udgifter til produktion kan ‘betale sig’, dvs om andre vil finde værdi i det producerede, der overstiger udgifterne til fremstillingen. Men de funktioner lader vi lige ligge.)

Penge er altså et ‘krav’ på ressourcer, et bevis på at man har produceret noget af værdi for andre, og dermed kan bytte sig til andres produktion. Når inflation foregår som direkte seddeltrykkeri er det nogenlunde simpelt at forstå hvorfor priser må stige – der er ikke opstået flere ressourcer, blot skabt flere penge der nu bruges som om der var flere ressourcer og derfor må der efterhånden bruges flere penge for at bytte sig til de samme ressourcer der før var til rådighed. Denne form for falskmønteri udnyttes af politikere til at købe stemmer, og af politisk entreprenante aktører til at købe sig indflydelse uden at have sparet op/skabt værdi.

En anden måde at lade som om der er flere ressourcer end der faktisk er til rådighed, er gæld, når denne ikke er modsvaret af opsparing. Det er hvad der sker når centralbanker køber statsgæld og når private banker udlåner deres indlån til flere lånere samtidigt. Det svarer til at folk tror den samme fysiske ressource kan bruges samtidigt af forskellige mennesker til vidt forskellige ting – et fata morgana, der fører til fejlallokering af ressourcerne, fordi folk tror der er flere reelle, fysiske ressourcer til rådighed, end der faktisk er. På et eller andet tidspunkt viser det sig at den er gal, og der opstår en ‘depression’, der siden har skiftet navn til ‘recession’. Hvad og hvornår der trigger denne opdagelse kan være svært at forudsige, men denne korrektion er i østrigernes optik kuren, der indebærer at nogle lider tab, nogle ressourcer er spildt og andre overgår til andre mennesker der måske(!) viser sig at forvalte dem bedre. Mises´s analogi var bygherren der, vildledt af inflationen, tror at råde over flere ressourcer, end der faktisk er tilstede. Grunden byggemodnes, fundamentet støbes, vægge mures, men så finder han ud af at der ikke er tømmer og tagsten nok til taget. Nye planer må lægges, en del af arbejdet er spildt mens der tages bestik af den nyerkendte situation. (Del 4, kap. 20, afsnit 6). Når politikere i stedet må ‘gøre noget’ forværres situationen typisk, og fejlallokeringen fortsætter og gør den uafvendelige nedtur endnu dybere end den ellers ville have været. (Formentlig) en utilsigtet konsekvens.

I det næste afsnit af Regelstaten var der også gode takter, da Aksel Tarras Madsen var på besøg for at forklare hvorfor finanskrisen i 2008/9 var en politikfejl og ikke en markedsfejl. Blot kunne man påpege at det erklærede formål med centralbanken – at ‘sørge for’ stabil pengemængde og ‘kontrolleret’ inflation (2% = opsparing halveres i værdi på godt 34 år) er et fejlskud. Pengemængden er eksploderet de sidste godt hundrede år, og centralbankens formål er at sørge for at venner kommer først til fadet med de nye penge, før resten af markedet efterhånden indser at priserne ikke er retvisende.

Prisstigninger som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel, som f.eks under en krig, er et signal til folk om at tilpasse deres produktion og forbrug. Prisstigninger som følge af inflation er en snigende beskatning, som omfordeler ressourcer til de, der først får lejlighed til at bruge de ‘nye’ penge, på bekostning af alle andre. Prisen på energi er steget voldsomt, længe før en andenrangs supermagt, korrupt som den er, overfaldt en korrupt nabo – begge lande vigtige producenter af blandt andet korn og energi. Energi, som er input i al produktion og distribution af varer, og derfor er adgang til billig, pålidelig, energi en forudsætning for yderligere fremskridt i levestandarden – her, og især i udviklingslandene. Investeringer i energi har været skævvredet i årtier, og derfor stiger priserne voldsomt; krigen er blot flødeskummet på lagkagen. Det er vigtigt at forstå forskellen, hvis man er interesseret i at rette op på elendigheden (se også Per Bylund hvis du orker twitter). Politikere lader som om at DE intet har at gøre med prisstigningerne; det er den onde russer der er skyldig, også i dette. Hvor bekvemt.

For mere om inflation – se her
Om moral og penge – se her og her
For en gennemgang af, hvordan centralbankerne ‘skaber penge ud af den blå luft’ – se Bob Murphys bog om Money Mechanics; html version og download frit tilgængelig her
Hvis Human Action virker som en lidt for stor mundfuld så kan Bob Murphys ‘moderne’ version Choice varmt anbefales – den fås her

Vi slutter med endnu et citat fra Human action:

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Del 6, Kapitel XXVII, afsnit 5

Glem ikke hvad staten er for en størrelse; og i øvrigt bør regeringen gå af.

Statens Anatomi
Skriv et svar