Udgivet i

Økonomi for ikke-økonomer

Donald Boudreaux har et citat fra Mises’s Human Action der understreger ‘østrigerne’s syn på økonomi, som noget der vedrører alle i samfundet, som ikke behøver at være vanskeligt tilgængeligt, og som alle nødvendigvis må have et minimum af forståelse for, for at forstå hvad der foregår i samfundet.

Boudreaux præciserer at Mises ikke her taler om formelle studier af økonomi på højere niveau (eller dybere – i betydningen man har gravet sig så dybt ned i et hul, at kun et ganske lille udsnit af virkeligheden er inden for synsvidde…). Næh, det er basale begreber inden for økonomisk tænkning, som at ressourcer der allokeres til produktion af et bestemt gode, nødvendigvis indebærer at de ikke også kan anvendes til andet samtidigt. Erklærede hensigter er ikke det samme som resultater (WTF?!) og målet med økonomisk aktivitet er øget forbrug – ikke øget behov for arbejde.

Forbrug her betyder ikke nødvendigvis flere ‘ting’ – man kan også betyde ydelser der på anden måde hæver folks levestandard (tid med familie, venner, litteratur, musik, ren(ere) og behageligere omgivelser…

Forestillingen om at ‘vi’, ‘staten’ bare kan betale for endeløse behov ved at udstede love, befalinger, eller omfordele ressourcer fra nutidige eller kommende borgere er et eksempel på fraværet af økonomisk tænkning.

Mises mesterværk kan frit hentes fra Mises.org (direkte link findes her).

Man mistænker næsten at der er nogen der har en interesse i, at sørge for befolkningens generelle økonomiske analfabetisme…

Udgivet i Skriv en kommentar

Grisk, grådig, gyselig…

Gimpe kunne man tilføje om kommissæren (grobrian hvis kommissæren havde identificeret som en mand) hvis man ville gøre det til en personsag. Da det imidlertid er politikken snarere end personen der har interesse, nøjes jeg med at karakterisere politikken.

Forestillingen om at en illegitim institution har ret til andres ejendom bliver ikke bedre af at offeret har overordentligt dybe lommer og gerne betjener sig af statsmagten for at hæve barren for konkurrenter. Det sidste handler om det absurde begreb ‘immaterielle rettigheder’ eller ‘Intellectual property’ og er et spørgsmål vi sætter til side for nu. Emnet er tidligere berørt her.

Ævlet om at et firma skal ‘give tilbage’ til det omkringliggende samfund er netop ævl. Medmindre firmaet kan tvinge kunderne til at købe dets produkter har det allerede ‘givet’ til forbrugeren. Forbrugeren har – frivilligt – givet afkald på noget (f.eks. Penge) for at købe firmaets produkt og dermed demonstreret! at firmaet har givet værdi for netop denne forbruger – uden at andre er tvunget til være medbetalende.

Mange steder pålægges forbrugeren en ekstra skat (i DK kalder de det moms). Dertil kommer lønninger til firmaets medarbejdere – som også alle bliver truet til at betale skat. Endvidere skal firmaet betale for mere eller mindre forarbejdede varer der indgår i produktionen af forbrugsgodet, vedligeholde bygninger og maskiner samt betale for deres drift. ALtsammen i forventningen om at fremtidige kunder vil købe produktet – men uden garanti. De der tilvejebringer den nødvendige kapital for at forudbetale alle disse led bærer risikoen for at have fejlvurderet forbrugernes villighed til at købe produktet.

Otto Brøns-Petersen har et længere essay om EUs jagt på IT-beskatning her på Cepos.

Profitten er belønningen for at have vurderet fremtiden (i hvert fald delvist) korrekt og samtidig signalet til andre iværksættere om at her kan der tjenes penge hvis man kan producere et tilsvarende produkt bedre og/eller billigere.

Når griske, grådige og gyselige politikere beslaglægger en del af dette signal for at bruge byttet til bestikkelse af udvalgte befolkningsgrupper (købe genvalg), fører det til ringere vilkår for de fleste andre og er oven i købet umoralsk.

Udgivet i 1 kommentar

Hvad er en dygtig politiker?

Man kunne fristes til at svare ‘Et oxymoron!’ Men det er lovlig letbenet – man kunne også spørge ‘Sammenlignet med hvad?’

Christian Bjørnskov kommenterede for nyligt på venstreformandens afgang og kaldte Løkke for ‘…en af sin generations dygtigste politikere…’
Bjørnskov påpegede også den kedsommelige tendens til, blandt ungdomspolitikere (men jeg ser det som en generel brist i politiker-karakteren, med få undtagelser) at føle at de har ret til magt.

Bjørnskov hævder at

 I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. 

…og henviser til den skelnen der er på engelsk mellem to govern og to rule. Det kan føre til en interessant diskussion om hvornår noget delegeres til andre og hvornår nogle andre hersker over én. Vi foretrækker (nok flest) ikke at have herskere, men vi kan stadig kun uddelegere retten til noget vi selv har har ret til. Jeg kan således ikke uddelegere retten til at plyndre min nabo for at betale for genboens barns sygdomsbehandling. På samme måde kan en bande under henvisning til at banden har ladet afholde en ‘afstemning‘ og derfor nu anser sig for berettiget til en andel af andres ejendom heller ikke tage min nabos ejendom og gøre med den som banden finder passende.

Bjørnskovs tekst rejser spørgsmålet om hvad lov (hvornår er det ok at bruge magt) egentlig er. Frédéric Bastiat beskrev i Loven i 1849 hvad der sker når man ikke meget nøje overholder respekten for andres ejendom og begrænser magtudøvelse til et ganske snævert område.
Bogen kan købes på dansk her i butikken for den beskedne sum af kr. 37,50!!

En politiker er en person der beskæftiger sig med magt og tvang – de politiske midler – i modsætning til et ordentligt menneske der, i respekt for medmenneskers lige ret til egen ærligt erhvervet ejendom, betjener sig af frivillige udvekslinger – handel – for at opnå sine mål.

En dygtig politiker er derfor en person der formår anvende magt og tvang, eventuelt på en måde så det ikke er åbenlyst for ofrene at de bliver plyndret, til at fremme sine interesser. Jo mere inkompetente ‘vores’ politikere fremstår, desto tydeligere bliver det at deres plyndring af andre mennesker er moralsk forkastelig og skønt den kan fremstå ‘legal’ er den ganske illegitim! Man kunne håbe at dette fører til en svækkelse af opbakningen til statens fremadskridende invasion af stor og småt i folks liv og en opsigelse af ‘kontrakten’.

Fri os fra dygtige politikere!

https://dilbert.com
Udgivet i Skriv en kommentar

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i Skriv en kommentar

Kan genbrug ligefrem…skade miljøet?!

Det for nogle lidt overraskende svar er: Ja, det kan det faktisk. Og oftere end man umiddelbart skulle tro. Læs Michael Mungers artikel om hvordan det kan være.

Det grundlæggende princip også her, er, at hvis det kan ‘betale sig’ at genbruge så sørger iværksættere på et frit marked for at minimere spild af knappe ressourcer. Profit er signalet om, at her bruges ressourcerne mest effektivt. Det indebærer også at ikke-pekuniære gevinster tilgodeses – så som fornøjelsen ved rene og pæne omgivelser. Man skal holde sig alternativomkostningerne for øje også når det handler om genbrug. Giver det ‘mening’ at genbruge f.eks. glas? Det kommer an på hvad omkostningerne er ved at kassere brugt glas. De kan sættes kunstigt højt, typisk ved statsdikterede indgreb og kan medføre øget ressourceforbrug til indsamling, transport, rengøring, m.v. af genbrugsglasset, og som artiklen anfører, direkte øget forurening.

Det er klart at hvis ‘vi’ (det vil typisk sige ‘de andre’) nedsætter deres forbrug i al almindelighed vil ‘belastningen’ på omgivelserne blive mindre – med mindre det drejer sig om services som litteratur, musik eller spadsereture. Blot skal man ikke gå for hurtigt, for så stiger ens produktion af CO2…Hvor meget man får lov at respirere skal nok blive genstand for lovgivning og regelrytteri i fremtiden... Jo rigere et samfund er, desto større vil efterspørgslen også være på rene, pæne omgivelser og dermed tilskyndelsen til at producere varer og ydelser i overensstemmelse hermed.

Staten, derimod, dikterer blot et ‘niveau‘ op til hvilket enhver kan svine så meget man lyster, hvis man skaffer sig den nødvendige ’tilladelse’. Eller lyver bare om det som i Flint, Michigan. Adskillige byer har endnu højere blyforurening, hvilket er en ringe trøst.
Se mængden af gældende love og regler i DK vedrørende miljøet på retsinformation (det er kun de første 7 sider der lister gældende regler…).

Rothbard og Block har diskuteret hvordan privat ejendomsret vil bidrage til at nedbringe forureningsniveauet – blandt andet kunne man forestille sig at teknologi ville muliggøre en bedre identifikation af kilder til forurening, således at man bedre kan gøre krav gældende overfor personer der forurener ens ejendom.