Samfundskontrakten eksisterer ikke, har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere. Men den bruges flittigt som påskud for indgreb (overgreb).
De uheldige moralske konsekvenser af tvangsoverførsler blev berørt, men læren ikke uddraget. Det gør Hans-Hermann Hoppe til gengæld. Kapitel 4 i Teorien om socialisme og kapitalisme (hele værket på engelsk her) beskriver den moralske deroute der er en følge af tvangskollektiviseringen. Forestilligen om at vi skal ‘opdrages’ til at yde vort for fællesskabet, samfundskontrakten, indpodes i det system der går under betegnelsen uddannelsessystemet. Det er imidlertid en propaganda-central, som professoren tilsyndeladende selv ligger under for.
Gå også til Rothbard for at forstå hvad staten er – og ikke er! – for en størrelse. Statens Anatomi fås også her i butikken. 37,50 inflationsramte kroner.
Standpunktet for teorien om naturligt ejerskab er, at der ikke er tale om to processer, produktion af indkomst og derefter fordeling. Der er kun een proces: den producerede indkomst er automatisk fordelt – producenten er ejeren. Sammenlignet hermed er den socialdemokratiske socialisme fortaler for delvis ekspropriering af producentens ejendom i form af omfordeling til folk der, uafhængigt af deres øvrige dyder, ikke producerede den pågældende indkomst og afgjort ikke havde et kontraktligt krav på den. Oven i købet påberåbes retten til unilateralt, dvs. uden at vente på producentens samtykke, at beslutte omfanget af eksproprieringen.
Det turde være klart efter denne beskrivelse at, på trods af det indtryk socialdemokratisk socialisme søger at give offentligheden, så tilhører de to typer socialisme ikke forskellige kategorier; forskellen er alene en gradsforskel.
De fleste af os lærer vores små børn om dit og mit, og om at afstå fra vold. Herefter bliver de sendt i skole og lærer at de regler ikke gælder for staten og dens lakajer… Men retten til plyndring kan ikke uddelegeres – læs Bastiats Loven og indse hvad der er lov og hvad der ikke er lov. Gerne sammen med dine børn(ebørn) – der er behov for modgift.
The Speed of Science…Hun siger faktisk at de var nødt til at handle med the speed of science!
Oh, hvilken ironi! Monthy Pythons The Spanish Inquisition har ikke været forgæves. The Manhattan Contrarian udpeger nutidens uvidenskabelige præsteskab i analogi til Galileos forfølgelse. De ville ikke engang se i kikkerten…
But the heliocentric version contradicted teachings of the Church, which had adopted the geocentric version in its dogma. The academics of the time refused to look in the telescopes thinking they must be some instrument of the devil. Here is a famous quote from Galileo in a letter to Kepler:
What do you have to say about the principal philosophers of this academy who are filled with the stubbornness of an asp and do not want to look at either the planets, the moon or the telescope, even though I have freely and deliberately offered them the opportunity a thousand times? Truly, just as the asp stops its ears, so do these philosophers shut their eyes to the light of truth.
Galileo was tried before the Roman Inquisition, and ultimately convicted and kept under house arrest from 1633 to the end of his life. Obviously, the Inquisition did not follow the scientific method.
Kan det virkelig passe at ‘nogen’ har kreeret en virus med egenskaber der fremmer smitte og sygdom? Det ser i stigende grad sådan ud. Se dette pre-print.
Som Christian Bjørnskov er inde på, er de fleste af os bedst tjent med ineffektiv regering – jo mindre magt desto mindre skade kan de gøre. Skal vi have produktive politikere skal de arbejde for at afvikle egen indflydelse – kan du se det ske?
Som et kuriosum kan det nævnes at den eneste politiker der høfligt takkede for muligheden for at læse om Hvad lov egentlig er, siden blev ‘dømt’ ved en rigsret (det var Inger – der nu har come-back uden en klar politik :D) Resten af politikerbyrden var hævet over den slags og har tydeligvis ikke læst på lektien. Al snak om regeringens overgreb har været fraværende i beskæmmende grad fra den netop overståede ‘valgkamp’ – både fra ‘opposition’ og medieskødehundene.
Bastiat beskrev i Loven for knap 200 år siden at man ikke kan uddelegere noget man aldrig selv har besiddet – køb Loven her i butikken for 37,50.
Det spørgsmål besvarede Murray Rothbard i essayet af samme navn. Det kan læses her og anbefales. Men du kan også se nogle glimrende korte videoer produceret af Mises Institute. Oven på de seneste år(tier)s katastrofale håndtering af begivenhederne i verden omkring os er det vigtigt at forstå, hvorfor magt ikke kan overlades til politikere. Politikere der som alle andre (og måske endda i særlig grad) er korrumperbare og magtbegærlige. De ni korte, animerede videoer gennemgår penges oprindelse, betydning for en moderne levestandard, konsekvenser når et sundt pengesystem forlades og i stedet politiseres, og mulige fremtidige alternativer.
Når inflationen og forfaldet bliver tydeligere og tydeligere gælder det om, ikke at falde for tilbøjeligheden til at lade nogle andrepolitikere fortsætte uføret, med forventning om at denne gang bliver det anderledes. Den andel af folks produktion der bestyres fra centralt hold skal nedbringes radikalt (i ordets oprindelige betydning), så statens knytnæve bliver så lille og svag som muligt.
Der er ingen lette løsninger på fattigdomsproblemet. Vi har før anbefalet denne her The Ethics of Money Production af Guido Hülsman – kan downloades frit – om hvordan adgangen til easy money langsomt, men sikkert ændrer på folks adfærd og moral.
Eftersom de fleste af os er interesserede i at undgå voldelige konflikter, der er omkostningstunge, og er sociale væsener der har fornøjelse af at omgås andre mennesker, har ejendomsretten efterhånden udviklet sig som en måde at løse konflikter på, på ikke-voldelig vis. En betingelse for at sådan en ret respekteres, er at parter der er uenige om retten til en begrænset ressource, kan se det rimelige i løsningen på uoverensstemmelsen. Den løsning der har vundet mest fremme er at den person der først erhverver sig en ressource, der hidtil ikke har været ejet af nogen, har det bedste krav på ejendomsretten. Ejendomsretten kan så skifte hænder via kontrakt, f eks. handel, gave, eller fortabes som godtgørelse til en person hvis ret man har forbrudt sig imod.
Resten er detaljer 😀 En glimrende præsentation af privat eller decentral lov versus centralistisk lov kan høres hos Stephan Kinsella (ca 45min).
En vigtig pointe her er diskussionen af, hvad man overhovedet kan have ejendomsret til, nemlig ressourcer der i deres natur er begrænsede og som ikke kan anvendes uden at andres samtidige brug begrænses (ellers var der ingen grund til strid om den). Heraf følger også afvisningen af intellektuelle eller immaterielle rettigheder, som Kinsella også har taget sig grundigt af
Når forskellige konflikter opstår og løses, udvikles forståelsen af, hvordan ejendomsretten appliceres i de myriader af situationer hvor der kan opstå tvivl om, hvem der har den bedste ret. Staten har desværre raget et monopol til sig vedrørende denne konfliktløsning, om som med alle andre tvungne monopoler er resultatet ringere end det ville have været i fraværet af denne tvang. Privat konfliktløsning anvendes i praksis, blandt anden inden for sø- og handelsret – fordi retssager i det offentlige system er rasende dyre – og også konflikter mellem stater, der i princippet eksisterer i et anarki uden en overstat, løses hellere ved forhandling end ved vold (krig).
Når staten har monopolet, bliver offeret for en forbrydelse ramt to gange – først som offer for forbrydelsen, dernæst bliver han plyndret for omkostningerne til at straffe forbryderen og evt holde ham indespærret.
I et system med privat lov, vil bestræbelserne gå på at afdække den retmæssige ejer af en ressource og sørge for at denne får genoprejsning i tilfælde af overgreb. I et positivistisk system, hvor love er ‘givet’ af lovgiverne, bliver domstolene, som ikke er uafhængige af staten, blot fortolkere af de ‘love’ lovgiverne har udspyet, og ikke en institution der leder efter retfærdighed.
Som beskrevet for et par uger siden, kunne vi finde bedre anvendelse for politikerbyrden ved at sætte dem til at fjerne dyngen af overflødige regler og forordninger, fremfor at finde på flere af dem.
De fleste af ‘vore’ politikere har stadig ikke forstået at de ikke udgør en særlig klasse, der har rettigheder som ingen andre i samfundet har. De bør finde deres eksemplar af Loven frem og studere den. Grundigt.
I almindelighed bør enhver minister slæbes for en rigsret for ulovligheder begået af den regering de er medlem af (Hvad er lov). Heldigvis for banden er det den selv der afgører om bandemedlemmerne har overtrådt reglerne – og Grundlovens kapitel 8 er et miskmask af indbyrdes modstridende ‘rettigheder’. Kom i hu at al menneskeret er ejendomsret.
Grundloven §73
Stk 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig…
Dernæst opremses det hvornår den alligevel kan krænkes, og en række ‘rettigheder’ nævnes som kun kan opfyldes ved at krænke andres ejendomsret. Læs grundloven her.
Det kunne være rart hvis man ikke skulle forholde sig så meget til Mettes magtliderlighed – hvis politik kunne henvises til et lille hjørne af tilværelsen hvor den hører hjemme. Desværre blander Mette (ret skal være ret – det er ikke kun Mette) sig i stort og småt, som politikere har for vane. Uddeler grådigt andres folks ejendom for at bestikke sig til endnu en periode ved magten – og mener sig i stand til at fortælle folk hvordan de skal indrette deres tilværelse. Læs her om hybris og enhjørningeflatulens.
Det er ikke for dit eget bedste at de blander sig – læs on hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50
Overrasket? Næppe, efter misèren i 2020 tegner 2021 ‘godt’. Det forlyder at vore herskere har indgået aftale om en politireform. Aftalen, der kan læses her, udmærker sig blandt andet ved følgende passus:
En regering – og et et folketing – der mener sig i stand til, og berettiget til, at afgøre hvad der er god tone blandt undersåtterne. Hvor er det vi har set det før, George? Ytringsfrihed – herunder grim tale, og tale man er uenig i, er en ejendomsret. Ejendomsretten er ‘ukrænkelig’ i Danmark ifølge grundlovens paragraf 73 (undtagen når den ikke er det). Det er ikke en ret der tilstås os af skiftende herskere eller regeringer, men en ret der går forud for etableringen af regeringer. Regeringer kan beskytte disse rettigheder eller forbryde sig imod dem – det sidste er blevet meget åbenlyst i det netop nedlukkede (!) år 2020.
Når det kommer til forbrugsmulighederne er der ganske få der har de helt store konti at øse fra. Det er selvfølgelig ikke deres egne ressourcer der leverer ‘dækning’ for de konti.
Det er ikke gavmildhed at tage fra Peter for at give til Poul. Det er bare plyndring. Det kan pakkes ind, men det ændrer ikke på det faktum at ingen bande retmæssigt kan tage fra nogle og give til andre.
Lov er retfærdig skrev Bastiat i 1849 – når lov bruges til andet end retfærdighed, degenererer samfundet og bliver til en kamp om at kontrollere lovgivning så man med legale midler kan tvinge sig til andres ejendom og herske over dem. Det bliver alles kamp mod alle.
Een ting mange kan blive enige om er at beskyttelse mod voldelige overgreb er en af statens kerneopgaver, at kun staten kan udøve magt i denne forbindelse og at selvforsvar er på kanten af selvtægt. Heller ikke denne opgave formår staten imidlertid at løse på tilfredsstillende vis. I den lettere ende herhjemme kan nævnes politiets beslutning om ikke at efterforske tyverier medmindre værdien af tyvegodset overstiger 100.000kr. Mere alvorligt er de voldshandlinger der pågår i flere amerikanske byer i kølvandet på statsmagtens mord på en borger i Minneapolis. Morderen og hans kumpaner er, omend lidt sent, nu sigtet (der er ikke tvivl om selve mordet som blev optaget/streamet på video). Alle fordømmer det åbenlyst helt uacceptable brug af overdreven magt med dødeligt udfald. Det manglede også bare.
Til gengæld mangler der ubetinget fordømmelse af de voldshandlinger og plyndringer der fulgte i kølvandet. Overgreb på en person berettiger på ingen måde overgreb på andre, tilfældige personer og deres ejendom. Statens repæsentanter myrder en person (det gør de mere end 2 gange dagligt i USA) og træder så tilbage og lader plyndring og voldshandlinger blomstre – i et omfang så man næsten tænker at det må være tilsigtet, måske med det formål at opnå den almindelige befolknings accept af endnu en undtagelsestilstand, nu med Nationalgarden (måske endda militæret?) på hvert et gadehjørne.
Forløbet illustrerer på trist vis at man ikke skal forvente beskyttelse fra staten, når den ulmende utilfredshed bryder ud i lys lue, oppisket af medierne der pludselig har glemt alt om virus og lock down. Læs Ryan McMackens indlæg her.
Det er heller ikke første gang at staten (i USA) undlader at beskytte borgere – og moralen er endnu engang, at staten ikke er hvad den giver sig ud for at være, din ven og beskytter, men derimod en del af ondets rod.
Tre forslag til ændringer der kan mindske antallet af drab på egne borgere (i USA) – her; et fjerde kunne være Rand Pauls forslag om at fjerne en af de værre beføjelser staten har til at angribe egne borgere – her. Kan man have beskyttelse uden politi i konventionel betydning i dag? Ja, det kan man. Se nærmere på Detroit threat management her eller lyt til Dale Brown hos Pete Quinones eller hos Tom Woods. Mere her på sitet om privat forsvar.
Er vi undersåtter (kongens eller regeringens) eller er vi frie mennesker. Undersåtter får besked på at gøre eller undlade dette eller hint. Frie mennesker afgør selv, hvad der er bedst for dem at gøre, uden at de dog kan forgribe sig på andres person eller ejendom.
Det er tydeligt at politikerbyrden anser sig selv for herskere, muligvis velvillige og algode, men ikke desto mindre herskere. Den nuværende bandeleder er på ingen måde værre end forgængerne hvad dette angår. De anser ikke sig selv som befolkningens tjenere, der blot midlertidigt har fået overdraget hvervet at stå i spidsen for en serviceorganisation. En kontrast hertil kunne være fyrsten af Liechtenstein, Hans-Adam.
Blot fordi en mini-minimalstat måske kan løfte opgaven med at holde ‘Lov og orden’ i et geografisk område, betyder det ikke automatisk at den også på bedste vis kan tage sig af uddannelse, sygdomsvæsen, hjælp til folk der ikke kan klare sig selv, veje, osv osv. KUN i den udstrækning staten kan holdes nede og begrænses i sit virkeområde, kan den måske være nyttig. Den er som fenrisulven blot svær at tøjle. Lyt evt til Bob Murphy og Alex Salter diskutere institutionelle udfordringer i episode 122 af The Bob Murphy Show (1 time).
§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse…
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Teksten i grundloven ‘beskytter’ os ikke mod politikeres overgreb; Christian Bjørnskov m.fl. har set på villigheden til at tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder i forbindelse med virus-virakken og fundet at det ingen forskel gør, om regimet er autokratisk eller demonkratisk, om rettighederne er nedfældet i en forfatning eller ej – se her, og her og læs også Otto Brøns-Petersens indlæg om grundloven ved samme lejlighed.
Den hastelov politikerne hastede igennem kunne sagtens havde været hastet igennem på en mindre autoritær måde – se Martin Ågerups Grundlovstale her på facebook (15 min) – det ændrer dog ikke på det grundlæggende spørgsmål: Er staten vores hersker eller tjener?
Spørgsmålet om ‘absolut’ ytringsfrihed dukker af og til op og et argument imod er, at man jo ikke har ‘ret til’ at råbe Brand! i en tætpakket biografsal og derfor at ‘nogen’ (sædvanligvis Staten) må sørge for at regulere ytringsfriheden på passende vis. Ytringsfrihed forstås imidlertid bedre som en følge af ejendomsret. Du har ret til at sige lige hvad du vil på din egen ejendom, inklusive udsagn som er fornærmende, anstødelige, uhøflige, politisk ukorrekte eller bare stupide. Men hvis du råber Brand! i din egen biografsal (og det ikke brænder) overtræder du biografgængernes ejendomsret til den film de har betalt for. Du har heller ikke ret til at sige hvad som helst på en anden persons ejendom eller platform og du har ikke ret til at folk skal høre hvad du har at sige. Direkte opfordringer til vold mod andres person eller ejendom er heller ikke en naturret.
Et eksempel på hvordan Staten til en afveksling mudrer vandene også på dette felt ser vi i de såkaldt sociale platforme. De kaldes privatejede, og har derfor ret til at vælge hvad de vil tillade på deres platforme, men nyder privilegier bevilget af Staten i form af ansvarsfrihed for, hvad brugerne af platformen måtte finde på at bringe til torvs af tåbeligheder. Privilegier som Staten ikke vil tøve med at udnytte til at undertrykke synspunkter den finder ‘upassende’.
Løsningen er ikke at Staten bestemmer hvad der må eller ikke må siges på diverse platforme, men et reelt frit marked for platforme som folk kan vælge at ytre sig på, uden privilegier tildelt af Staten.
Igen og igen hører man folk skamrose demokratiske valg og udskamme folk der ikke stemmer.
Det gælder her i andedammen og også i de 50 forenede stater der for nyligt har været igennem ritualet endnu engang. Vi indoktrineres systematisk om, at Statens repræsentanters overgreb, fejlgreb, møggreb og andre kunstgreb er rimelige og at vi selv har været med til at bestemme fordi vi har valgt ‘vores’ repræsentanter; repræsentanter som ‘varetager vores interesser’. Her i landet er et folketingsmedlem offizielt kun bundet at sin egen samvittighed(!) – men selv hvis vedkommende skulle repræsentere mange tusinde forskellige menneskers nuancerede holdninger til mange og forskelligartede problemstillinger, ville det være umuligt. Dertil kommer at mange problemstillinger slet ikke burde være genstand for lovgivernes frådende aktivitet!
En af grundene til at folk bliver så ophidsede over valg, har at gøre med at valgene bruges som påskud for at politikere kan forgribe sig på folks ejendom og bruge den til at købe stemmer for.Endnu engang: Man kan ikke uddelegere en ret, man ikke selv besidder. Jeg kan ikke banke på hos naboen og forlange at de betaler for min genbos tandlægeregning, fordi jeg synes genboen har mere brug for de ressourcer end min nabo. Det gælder også for ‘fællesskabet’, regeringen eller en hvilken som helst anden myndighed. Jeg kan få de øvrige på vejen til at stemme for, at naboen skal betale mere, men det gør det ikke til et mindre overgreb. Heller ikke selv om vi kalder det ‘bidrag’ for ‘skat’, og ‘noget vi giver til hinanden’.
Hvordan skal tidligere generationers overgreb genoprettes for efterkommere af ofre? Tidligere var erhvervelse af ressourcer ved erobring en ‘anerkendt’ metode, og endda ‘lovlig’.
Der kan ifølge libertariansk lov ikke herske tvivl om, at stjålet ejendom forsat tilhører den oprindelige ejer, helt uafhængig af hvad en bande der kalder sig Stat, Konge eller Regering måtte udstede af påbud, forbud eller regler. Hvis jeg stjæler min nabos bil og skynder mig at give den til et af mine børn, bliver dette ikke pludseligt barnets bil. Hvad enten hun er klar over oprindelsen eller ej. Det er de fleste vist enige om.
Det bliver vanskeligere når det sande ejerskab fortoner sig i fortidens tåger og retmæssige krav kan være ganske vanskelige at bevise. At det forholder sig sådan kan imidlertid aldrig blive et argument for at plyndre tilfældige mennesker for at overføre værdi til efterkommere af ofre for tidligere overgreb. At overgreb har fundet sted og erstatning er berettiget bør anerkendes, men giver ikke automatisk anledning til erstatning.
Konklusionen: Slaveri er forkert (uanset hvad gældende lov måtte stipulere). Erstatning for tab af privat ejendom er et kernetræk for et frit samfund, men må finde sted ved overførsel af værdi fra personer der beviseligt er uretmæssigt i besiddelse af stjålen ejendom, til personer der beviseligt har retmæssigt krav på samme ejendom.
Det bemærkes at også i denne artikel henvises til Loven af Frédéric Bastiat – køb den her;)
Together with a copy of The Tuttle Twins Learn About The Law by Connor Boyack it is the hope of the donator that at least some of MPs will read, discuss, and also talk to their children or grandchildren about when the use of force against others is justified. The Danes are among the peoples who suffer the most from government intervention with the State extorting about half of the GDP from the citizens (Fig 1).
Thanks to an education system controlled by the government many Danes now see to the State for help with any problem they encounter in life, including problems created by…the State!
The result is ever increasing size of governmental expenditure (fig 2).
På tirsdag den 2. oktober åbner folketinget officielt.
179 personer “repræsenterer” 5 789 957 personer (Danmarks statistik, 3. kvartal), eller godt 32 000 personer pr folketingsmedlem og lovgiver i stort og småt om, hvordan disse knap 6 milliioner skal leve deres liv.
Spørger man Frédéric Bastiat (og det bør man gøre) er svaret ‘Lov er retfærdighed’. Hvad betyder det? Det betyder at lov og midlerne til at håndhæve love – magt – alene kan anvendes til at beskytte den enkeltes person, frihed og ejendom mod overgreb fra andre. I samme øjeblik man forsøger at bruge loven til andet, underminerer man dette. Forsøger man med lov, det vil sige med magt, at tilgodese en gruppe af mennesker må man tage fra en anden gruppe. Efterhånden fører dette til at alle grupper kæmper indbyrdes om magten, for at tvinge andre grupper til at gøre eller betale for dette eller hint. Loven perverteres og bliver middel til uretfærdighed i stedet for at beskytte mod uretfærdighed.
Ikke ret mange hvis man spørger libertarianere. Og ikke særligt kompliceret lovgivning, men noget enhver kan forstå. Slå ikke din søster og tag ikke hendes mad. Så kan man tilføje ‘…medmindre det er i selvforsvar’ og lignende præciseringer. Men grundlæggende er det ikke svært og noget vi kan forklare til vores børn – og generelt er vi enige om, at sådan bør det være.
Så hvor går det galt, når ord-orgiet er eksploderet til nu ca 22,7 millioner ord i gældende love og bekendtgørelser? Se CEPOS notat her.
Forfatteren til notatet, Jonas Herby, påpeger at flere ord både kan betyde mere eller mindre frihed for de regeringsramte borgere, men foreslår en kommision der skal se på samfundsøkonomiske konsekvenser af ny regulering. Han påpeger også at skiftende regeringer siden 1987 har haft ‘afbureaukratiseringstiltag’. Det ser ikke ud til at nogen af dem har haft larmende succes hvad det angår.
Måske skulle man hellere overveje om der overhovedet er behov for den detailstyring fra, i egen indbildning, alvidende politikere, der ønsker at dirigere rundt med resten af befolkningen.
Kaster man et blik på folketingets hjemmeside med afstemninger, lovforslag, beslutningsforslag eller borgerforslag bliver man ganske tung om hjertet. Det ene af to borgerforslag var at begrænse overførselsindkomst til ministre, deres børn og folketingsmedlemmer; 0, som i ingen, stemte for…
Kik ned over listerne med lovforslag og beslutningsforslag og spørg så, om det er den slags ‘love’ der er brug for.
Ophavsret er et område der kan føre til ophedede diskussioner, også blandt libertarianere.
Stefan Kinsella er både libertarianer og IP-advokat og har i mange år argumenteret for afskaffelse af intellektuel ophavsret. Grundlæggende er argumentet at lov er til for afgøre hvem der har ejendomsret (dvs ubegrænset råderet) over en sparsom ressource og løse tvister på ikke-voldelig manér. Tanken er at man ikke kan forhindre andre i at udnytte ideer eller blive inspireret af produkter der er tilgængelige på et marked. Man kan bruge sine egne ressourcer, f.eks træ, grafit, lak, blik og gummi til at fremstille en blyant selvom andre før har fundet på ‘Blyanten’ – det er råmaterialerne og kapitalen i form af maskiner og bygninger som er det man ejer og som sammen med forarbejdningen bringer en ny blyant til verden. En ide, en opskrift eller en recept bliver ikke mindre brugbar fordi en anden også bruger den, og man kan ikke ikke bestemme hvad andre må bruge deres egne ressourcer til.
Det er ikke lovens opgave at forhindre andre i at fremstille en bedre, en billigere, eller en anden farve blyant, eller at beskytte den der ‘først’ finder på blyanten mod konkurrence. Lovgiverne ved ikke hvor mange blyanter forbrugerne efterspørger eller i hvilken kvalitet.
Et argument der ofte fremføres som forsvar for IP er, at for eksempel udvikling af ny medicin kun er mulig, hvis nogle firmaer beskyttes mod konkurrence i en årrække fordi udviklingsomkostningerne er så store. Til det kan man blandt andet indvende at en stor del af ressourcerne bruges på bureaukrati og på patentbeskyttelse og -krigsførelse; ressourcer som kunne bruges bedre på lavere priser og mere udvikling. Argumentet om beskyttelse i et antal år muliggør en vis (advarsel: buzzword) innovation holder ikke – hvis der er brug for mere ny medicin (og er der ikke altid det?) så skulle beskyttelsen jo sættes mere op – ingen kan vide hvad der er den ‘rette’ balance. Beskyttelsen er nemlig ikke omkostningsfri.
Diskussionen i linket mangler helt at påpege det altafgørende forhold: Hvad (kan) der stemmes om? Kan “vi” stemme om at dele af din ejendom skal fordeles blandt andre medlemmer af samfundet som “vi” synes fortjener det mere end du selv?
Problemet er endnu engang, at der er nogen medlemmer af samfundet som sætter sig uden for loven og på illegitim vis misbruger den til at forsyne sig med andres ejendom.
Herved kan de dele gaver ud, blive genvalgt og fortsætte deres plyndringsrus. Når statens repræsentanter ikke tillades nogen handling som heller ikke den enkelte kan begå, så kan den ikke blande sig i stort og småt i samfundet, folk må indrette sig med hinanden og komme overens og pludselig er det ikke så vigtigt hvilket rygmærke den bande der for tiden sidder på magten i folketinget har. Lad os afpolitisere samfundet – politik betyder magt, trusler om vold og vold – det stik modsatte af frivillig udveksling af varer og tjenester.
Få politikerne ud af livet – overlad beslutningerne om folks ejendom til…folk selv!
Normalt hvis jeg udpeger nogen til at repræsentere mine interesser betyder det netop dét – at vedkommende sørger for at varetage mine interesser og jeg står til ansvar for repræsentantens handlinger på mine vegne. Når en fra politikerbyrden skal varetage interesser for et større antal personer, er disse interesser sjældent på linie, og kan endda være i indbyrdes modstrid. Endvidere er vælgerne uden ansvar for politikerens handlinger. Det kan anses for umuligt at repræsentere mange forskellige interesser samtidigt under disse omstændigheder. Så er det vi kalder repræsentativt demokrati ikke snarere blot en konkurrence blandt bander med forskellige rygmærker om, hvem af dem der skal have hjørnekontoret betalt af skatteyderne?
Helsinki-deklarationen vedrørende deltageres rettigheder i forbindelse med medicinske forsøg beskriver omhyggeligt at individets selvbestemmelsesret og tarv går forud for kollektivets.
Mange anser disse rettigheder for selvindlysende, hvilket de ikke altid har været(!)
Udvalgte punkter på den lange liste lyder således (min fremhævelse):
8. While the primary purpose of medical research is to generate new knowledge, this goal can never take precedence over the rights and interests of individual research subjects.
25. Participation by individuals capable of giving informed consent as subjects in medical research must be voluntary. Although it may be appropriate to consult family members or community leaders, no individual capable of giving informed consent may be enrolled in a research study unless he or she freely agrees.
26. In medical research involving human subjects capable of giving informed consent, each potential subject must be adequately informed of the aims, methods, sources of funding, any possible conflicts of interest, institutional affiliations of the researcher, the anticipated benefits and potential risks of the study and the discomfort it may entail, post-study provisions and any other relevant aspects of the study. The potential subject must be informed of the right to refuse to participate in the study or to withdraw consent to participate at any time without reprisal. Special attention should be given to the specific information needs of individual potential subjects as well as to the methods used to deliver the information…
Der er ingen grund til at borgere skal være ringere stillet i forhold til politikerbyrdens eksperimenter med virkeligheden end deltagere i medicinske forsøg. Når alt kommer til alt er det borgernes liv, frihed og ejendom der er på spil – elementer som går forud for produktion af ressourcer til behandling af sygdom.
Derfor kan et måske velment formål aldrig danne grundlag for beslaglæggelse af et individs ejendom uden eksplicit, frivilligt samtykke.
Ingen kan tvinges til at deltage i et økonomisk eller politisk eksperiment uden eksplicit, frivilligt samtykke.
Potentielle deltagere skal have adgang til fyldestgørende information, herunder om forventet gunstig effekt og potentiel risiko (det forudsætter et uddannelsessystem som ikke er underlagt det offentlige) og have ret til at nægte at deltage i eksperimentet uden frygt for repressalier.
Med andre ord, hvis man skulle vise almindelige borgere den samme respekt og selvbestemmelsesret som tilkommer deltagere i medicinske forsøg, da må uddannelsesystemet overlades til borgerne selv at indrette og finansiere på alle de forskellige måder som forskellige mennesker ønsker at indrette det på – frivilligt. Politikerbyrdens hang til tvang og uddeling af uretmæssigt erhvervede midler er ligeledes uforeneligt med en Helsinki deklaration for deltagere i økonomiske eksperimenter. Kan de frivilligt etablere midler til deres mere og især mindre højtflyvende planer er det fint – men de har ingen ret til at udøve tvang, blot fordi de er ‘valgt’. Vælgerne har ingen ret til at tage fra nogle grupper for at give til andre; heller ikke under dække af demokrati. Man kan nemlig ikke uddelegere en ret til andre som man ikke selv besidder.
Det er mig en fornøjelse at kunne bekendtgøre at første bind i serien om Tuttle Tvillingerne nu foreligger på dansk. Serien er beregnet på børn og deres forældre og hensigten er at give anledning til spændende og vigtige diskussioner om hvordan mennesker bedst indretter sig med hinanden.
Bogen tager udgangspunkt i Frédéric Bastiats bog, Loven fra 1849. Den handler om hvorfor mennesker danner regeringer for at beskytte deres liv, frihed og ejendom og hvordan det går galt når regeringer forsøger at gøre andet og mere end netop blot dét. Disse grundliggende individuelle rettigheder eksisterer for individet forud for kollektivet, og en regering har kun ret til at foretage sig noget, som enhver borger også har ret til. En borger kan ikke tvinge en anden til at betale for sin nabos børns tandlægebesøg – og det kan regeringen eller et andet kollektiv heller ikke retmæssigt gøre.
Køb bogen i shop’en. Læs den med dine børn, tal med dem om ideerne i den. Brug den som gave…
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
