Udgivet i Skriv en kommentar

Unobtanium – endnu ikke opdaget…

Løftet om vedvarende energi er stadig ikke indfriet – og med mindre man går ind for samfundsomstyrtende fald i levestandarden sker det næppe inden for en kortere årrække. Wall Street Journal har et indlæg der beskriver de groteske omkostninger forbundet med dagens ‘grønne’ energi. Således kræver et ca 1/2 ton tungt batteri (der skal bortskaffes når det er udtjent) at der udvindes omkring 250 ton råmaterialer. Et benzin- eller dieseldrevet køretøj kan for en tiendedel (vægt af materialer) levere samme antal kilometer over batteriets ca 7 års levetid.

Til konstruktionen af en vindmølle medgår  900 ton stål, 2.500 ton beton og 45 ton plastik…

Hvis elektriske biler skal erstatte konventionelle vil behovet for kobolt og lithium stige mere end 20-fold. Heldigvis produceres 70% i Den ‘Demokratiske’ Republik Congo og 90% forarbejdes i Kina, så vi behøver ikke bekymre os om miljø, arbejdsforhold eller forsyningssikkerhed;)

Rapporten der citeres i artiklen kan læses her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Det knuste vindue – om alternativomkostninger

Niels Westy skrev for nyligt en klumme på punditokraterne om alternativomkostninger (tak for det!) og harcelerede over at det som regel kun er økonomer der tager alternativomkostninger i betragtning. Man fristes næsten til at sige – Gid, de gjorde! Retfærdigvis nævner han at der findes en del, der tjener godt på at fremme særinteresser.
Men økonomien er ikke et rumskib der kan styres, ligegyldigt hvor indsigtsfuld piloten mener at være (se også Hayek…), som Westy også påpeger.

Det er godt at blive mindet om fænomenet som ingenlunde er nyt. Henry Hazlitt skrev den fremragende Economics in One Lesson i 1946, med udgangspunkt i Frédéric Bastiats tekst fra 1850 (kapitlet La vitre cassée i
Ce qu’on voit et Ce qu’on ne voit pas [Det man ser og det man ikke ser]

Hazlitt åbner 1. kapitel, Lektionen, med følgende indsigt (min oversættelse):

Ingen anden disciplin plages af vildfarelser i samme omfang som økonomi. Dette er ikke tilfældigt. Vanskelighederne i selve emnet er rigelige i sig selv, men mangedobles af et karakteristikum, som har langt mindre betydning inden for for eksempel fysik, matematik og medicin, nemlig det forhold at aktørerne i økonomien har egeninteresser! Enhver gruppe har godt nok visse økonomiske interesser fælles med alle andre grupper, men har også interesser der er i modsætning til andre grupper. Mens nogle offentlige politikker ville være til alles langsigtede fordel, er andre til fordel for nogle grupper på bekostning af andre grupper. Den gruppe der har fordelen, vil netop af denne grund, argumentere overbevisende og vedholdende for politikken. Den vil hyre de dygtigste hjerner til at tale sagen for fuld tid – og vil ende med at overbevise offentligheden om det gode ved netop denne politik, eller forplumre diskussionen så det bliver næsten umuligt at forholde sig til substansen.

Udover denne vedholdenhed er der en anden faktor der dagligt giver anledning til nye vildfarelser. Det er folks generelle tendens til kun at se de umiddelbare effekter af en given politik på en enkelt gruppe, og ikke undersøge eventuelle afledte, ofte utilsigtede effekter, ikke bare for den enkelte, specielle gruppe, men for alle andre andre grupper. Det er fejlslutningen om de usete, sekundære effekter.

Heri ligger hele forskellen på god og dårlig økonomisk tænkning. Den dårlige økonom ser kun de umiddelbare, åbenlyse effekter; den gode leder også efter afledte, skjulte effekter. Den dårlige økonom ser kun på effekten af en given politik på en enkelt gruppe, mens den gode spørger sig selv hvad effekten er, også på alle andre.

Set under denne vinkel kan økonomi i almindelighed reduceres til en enkelt lektion, og denne lektion kan reduceres til en enkelt sætning. Økonomi er kunsten at se efter, ikke bare de umiddelbare effekter men også af de afledte effekter af en handling eller politik, og at følge konsekvenserne af politikken, ikke bare for en enkelt gruppe, men for alle grupper.

Kapitel 2, Det knuste vindue, lyder således i min oversættelse:

Lad os begynde med en meget enkel illustration, nemlig Bastiats eksempel med det knuste vindue.

Et bøllefrø kaster en sten og knuser et vindue i en bagerbutik. Bageren løber rasende ud på gaden, men knægten er forsvundet. Folk stimler sammen og stirrer med stille tilfredshed på hullet i vinduet og glasskårene der flyder overalt på brød og kager. Efter et stykke tid føler man behov for filosofisk eftertanke. Flere i skaren vil sikkert minde hinanden eller bageren om, at når alt kommer til alt, er der også en lys side ved ulykken. Det vil skabe omsætning for glarmesteren. Og efterhånden bygges der videre på dén historie. Hvad kan et nyt glas koste? Nogle tusinde kroner? Det er også en slags penge. Hvad ville der ikke ske for glarmesterbranchen hvis vinduer aldrig gik i stykker? Og så er der ingen ende på det. Glarmesteren vil have nogle tusinde mere at spendere hos andre handlende osv. osv. i det uendelige. Det smadrede vindue vil skabe omsætning og arbejde i stadigt større ringe. Den logiske slutning på ulykken, hvis skaren skulle vurdere det, var at den unge bandit der kastede stenen, langt fra at være en trussel for den offentlige ro og orden, snarere havde ydet offentligheden en tjeneste.

Lad os se nøjere på sagen. Tilskuerne har i det mindste ret i den første konklusion. Den beskedne vandalisme betyder i første omgang omsætning for glarmesteren. Glarmesteren er ikke mere bedrøvet over ulykken end en bedemand er over et dødsfald. Men bageren mangler nu de par tusinde kroner som han ellers skulle have brugt på et sæt tøj. Eftersom han nu er nødt til at erstatte ruden, må han klare sig uden tøjet (eller et tilsvarende forbrugsgode). Dan han havde tænkt at købe tøjet samme eftermiddag, finder han sig nu alene med den erstattede rude, men uden tøjet og uden de tusinder han har brugt på vinduet. Hvis vi ser ham som en del af samfundet, er det nu samlet set et sæt tøj fattigere end det ellers ville have været.

Glarmesterens gevinst er blot skrædderens tab og intet nyt ‘job’ er skabt. Folkene i tilskuerskaren tænkte kun på de to parter, bageren og glarmesteren. De glemte den potentielle tredie part, skrædderen. De glemte ham netop fordi han ikke kom i spil. De vil gå forbi og se det nye vindue de næste dage, men de vil ikke se det sæt tøj som ikke blev syet. De bemærker kun det umiddelbart synlige.

En ting er at økonomi beskriver konsekvenserne af forskellige handlinger; det som økonomi ikke kan hjælpe os med direkte, er hvorvidt en given handling er moralsk forsvarlig. Der skal andre overvejelser til og også her kan vi læne os op ad Bastiat og hans gennemgang af, hvornår det er på sin plads at bruge magt over for andre.

Læs Loven – køb den her på dansk for kun 37,50!

Udgivet i Skriv en kommentar

Den sociale ‘kontrakt’…

Nu hvor vores ‘nye’ herskere har hersket et stykke tid og truer med endnu mere konfiskering er det på sin plads at genbesøge spørgsmålet om Den Sociale Kontrakt. Altså, samtykket (dette ikke-eksisterende spøgelse) til at blive kostet rundt med, af medlemmer af en bande.

Robert Higgs skriver skarpt om den her og man kan undre sig over at ‘argumentet’ bliver med at stikke sit fæle fjæs frem. Og så måske ikke når man tager i betragtning hvem der står for ‘undervisningen’ (her i landet)…

Kilde: Danmarks Statistik

Historien går jo på at Staten, regeringen, har sit mandat via de regeredes samtykke. Hvordan dette samtykke i praksis indhentes er ikke klart (jamen det er da via stemmeurnerne – vi får jo lov at stemme!). Men skal alle give samtykke? Til alle tiltag som regeringen med magt vil gennemføre? Skriftligt? Delvist samtykke – ‘I må gerne bruge de af mine penge I har konfiskeret på X projekt, men under ingen omstændigheder på Y’?
Hvad med dem som er født, eller har nået ‘den rette alder’ siden der sidst blevet ‘givet samtykke’?

Med andre ord – i praksis er der ganske mange overvejelser at tage i betragtning.

En kontrakt er en bi- (eller multi) lateral aftale der frivilligt indgås – ikke et dekret fra en hersker. Ingen har nogenside set den sociale kontrakt. Hvis den skulle pindes ud giver Higgs et bud (løst oversat):

Herskeren lover følgende:
At dekretere hvor stor en andel af dine penge du skal aflevere til mig…Du har i praksis ingen mulighed for indsigelse udover at bede om barmhjertighed, og hvis du nægter at underkaste dig sender jeg mine lakajer efter dig med bøder, fængsel og, hvis du gør modstand, vold, i yderste grad med døden til følge.

At udstede 1000-vis af love som du skal følge uden at kny. Mange af dem er komplicerede og endda indbyrdes modstridende, i et omfang så intet menneske kan have styr på dem alle. Hvis du bryder dem vil jeg måske sende mine lakajer efter dig…

At stille offentlige goder og tjenester til rådighed, på mine betingelser. Nogle vil du værdsætte, mange vil have begrænset værdi for dig, og atter andre vil du finde forfærdelige…

I tilfælde af uenighed mellem kontraktens parter instruerer jeg mine dommere (udnævnt og betalt af mig) om at løse uoverensstemmelsen. Hvis din sag overhovedet antages kan du forvente at tabe…

Til gengæld for disse ‘fordele’ lover du, undersåt:

At holde bøtte, forholde dig i ro, adlyde enhver ordre fra herskeren og dennes lakajer, udvise passende underdanighed over for dem, som om de var vigtige, ærværdige personer, og, når de siger ‘hop!’, spørger du blot ‘hvor højt’ (eller betal! og du replicerer med ‘hvor meget’)…

Sikke en aftale 😉
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Vil du hellere lytte til en podcast (på engelsk) om den sociale kontrakt, så snup denne her hos Tom Woods…