Udgivet i

Moderne fascisme

Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.

Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.

De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.

Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.

Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.

Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)

Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)

Udgivet i

Dronemord – cui bono?

The empire strikes…again…

Det amerikanske regime har tilsyneladende snigmyrdet en højtstående repræsentant for det iranske regime (mens vedkommende var i Irak!) og efterfølgende erklæret at verden er blevet mere sikker. Samtidig opfordres amerikanske borgere (men ikke soldater) til at forlade området af hensyn til sikkerhedssituationen.

Der er noget råddent i Washington, D.C.
Læs David Stockmans hudfletning af Donalden her

De færreste af de personer der når til tops i statsapparater rundt om i verden har min sympati – de mener sig ofte i stand til og berettiget til, med vold og magt, at dirigere rundt med andre mennesker. Om de beruses af magten eller begærer den fra start af har mindre praktisk betydning.

Forestillingen om at kan tvinge andre til at opføre sig som man selv mener er den rette måde florerer til trods for de talløse skræmmende eksempler på, at det fører til modstand og jo værre værre tvangen bliver desto hårdere bliver modstanden også.

Så hvem har interesse i en højintens eller lavintensiv tilstand af krig? Det kan være uklart – politikere får en anledning til føre sig statsmandsagtigt frem, blive set og hørt og retfærdiggøre at nu må staten have flere ressourcer får at beskytte os alle sammen mod de andre. Firmaer der leverer varer og ydelser til krigsmaskinen ser en øget efterspørgsel. Medierne leverer åndløs og åndeløs ‘dækning’ af begivenheder og lyver os i almindelig lige op i ansigtet.
Se Ron Paul og Daniel McAdams gennemgå situationen her

Skatteborgerne, kanonføden og ofrene derimod, har ikke nogen interesse i aggressive krigshandlinger.

Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi – køb den på dansk her for 37,50!

Udgivet i 1 kommentar

Gods, guld og stråmænd

På Café Hayek skrev Don Boudreaux før jul om en stribe stråmænd der types tærskes til døde, når det frie marked skal slagtes.

Markedsøkonomi betyder ikke at penge er det eneste man kerer sig om. Tværtimod, så forstår ordentlige økonomer bedre end de fleste af folk har en dyb interesse i at afveje penge overfor ikke-pekuniære goder. I sidste ende er penge netop kun noget ‘værd’ fordi de kan byttes for ikke-pekuniære goder.

Markedsøkonomi betyder ikke at verden ville være perfekt hvis vi blot slap for indblanding fra staten (laissez-faire). Selv i det bedst fungerende marked vil der være firmaer der går fallit og folk der mister arbejde. Statsindblanding i denne process vil give anledning til stadigt flere problemer end de statens repræsentanter hævder at ville løse.

Markedsøkonomi betyder ikke at forbrugere, investorer og iværksættere har komplet indsigt og aldrig tager fejl eller ikke kan udvise uansvarlig adfærd. Intet kan eliminere dette træk ved mennesket og statens forsøg på at ‘skærme’ individer fra denne realitet vil kun gøre dem mindre indsigtfulde og ansvarlige.

Markedsøkonomi betyder ikke at der er perfekt konkurrence eller at priser, lønninger og renter justeres øjeblikkeligt.

Markedsøkonomi betyder ikke at alle fremmede stater undlader at belægge varer med told eller subsidiere (‘egen’) industri der har effekter i hjemlandet.

Markedsøkonomi betyder ikke at folk der har mistet arbejde øjeblikkeligt finder nyt til samme eller højere løn.

Markedsøkonomi betyder ikke at skattelettelser betragtes som en mirakelkur eller at skattelettelser skal gennemføres uafhængigt af statens spenderen.

Markedsøkonomi betyder ikke at værdien af arbejde nedvurderes eller at mange ikke finder både mening og værdighed i deres arbejde. Alligevel fastholdes det især at produktion går forud for forbrug og værdien af arbejde og anden produktion ligger i, hvor meget det kan øges folks mulighed for forbrug (inklusive ydelser, ‘kultur’ og anden fritidsaktivitet – ikke kun ‘stuff’). Markedsøkonomi indebærer, i en verden af knaphed, at arbejde blot for arbejdets skyld er sløseri med ressourcer…

Som det sidste punkt anføres det at man ikke skal blande sig i koret af falske stemmer der messer om, at det meste af verdenen de sidste 4 årtier har været præget af laissez-faire politik. For ca 40 år siden blev nogle skatter og afgifter reduceret, nogle aktiviteter blev løsnet lidt under statens åg og soviet kommunisme og maoisme gik støvets gang. Men staten har forblevet langt fra en minimal-stat eller natvægter-stat. Der er stadig masser af forhindringer, immigrationskvoter og stater fortsætter med at beslaglægge og uddele op mod en fjerdedel af BNP (i US – i DK er det næsten dobbelt så slemt…)

https://data.oecd.org/chart/5NHc
Tax revenue is defined as the revenues collected from taxes on income and profits, social security contributions, taxes levied on goods and services, payroll taxes, taxes on the ownership and transfer of property, and other taxes. Total tax revenue as a percentage of GDP indicates the share of a country’s output that is collected by the government through taxes. It can be regarded as one measure of the degree to which the government controls the economy’s resources. The tax burden is measured by taking the total tax revenues received as a percentage of GDP. This indicator relates to government as a whole (all government levels) and is measured in million USD and percentage of GDP.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hybris og enhjørningeflatulens

I forlængelse af de forgående ugers kommentarer, her og her, om politikeres generelle mangel på ydmyghed og deres (og befolkningens) overvurdering af politikeres evner til at afstedkomme det de hævder at ville, så læs Kurrild-Klitgaards tekst om den ‘demokratiske totalstat’. Punditokraterne ellers hvis man betaler for adgang til berlingske (wtf?!).

Endnu engang burde vi sande at det man skal bedømme politikere (og andre) på, ikke er de erklærede hensigter, men de faktiske konsekvenser af handlingerne. Forestillingen om at politikere blot vil os alle det bedste, og alene handler i overensstemmelse dermed er dybt naiv, og i modstrid med mange års erfaringer. Politikere er ikke engle – ligesom vi andre heller ikke er det. Og derfor kan de heller ikke overlades så meget magt over andres folks ressourcer uden at misbruge den. Konsekvensen bliver alles kamp om at komme til lovgivningsfadet og med paragrafferne i hånden tvinge sig til andres folks ejendom.

Bjørnskov nævner at vi har vidst dette siden ’60’erne, med henvisning til Buchanans og Tullocks teorier om Public Choice. Men Bastiat beskrev fænomenet med stort klarsyn allerede i 1849 – Køb loven her på dansk for kun 37,50 og læs den i juleferien.

Rothbard dissekerede med lige så stor klarhed Statens Anatomi – Køb den her på dansk for kun 37,50 – en perfekt nytårsgave!

Udgivet i 1 kommentar

Grøn grundlov – gravalvorlig galimatias!

I forlængelse af sidste uges gylp om at have passende foragt for politikere uden ydmyghed kan vi passende pege på ikke-politikere eller ‘erhvervspersoner’ som til fulde kan være med når det drejer sig om hybris.

Christian Bjørnskov beskriver her elendighederne hvor repræsentanter for visse særinteresser advokerer for at privilegier indskrives grundloven. Det fører til en velkommen kommentar om forskellen på positive og negative rettigheder – noget der burde interessere enhver der går ind for lighed for loven. Man kan således vanskeligt have legitime positive rettigheder fordi dette ville medføre at nogen tvinges til at levere varer eller ydelser til andre. Negative rettigheder derimod, kan alle have glæde af – Bjørnskov nævner bl.a. ytringsfriheden og her må man endnu engang forlade sig på Rothbard for en forklaring på, hvorfor (også) ytringsfriheden bedst forstås som en ejendomsret!

Så nej – vi skal på ingen måde skrive positive rettigheder ind i grundloven eller nogen anden lov! Deri kan man kun være enig.

Skal en sætning særligt fremhæves fra Bjørnskovs blog må det være følgende:

Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig.

Lov er retfærdighed, skriver Bastiat i Loven.
Køb den her på dansk for 37,50

Læs om Tuttle Tvillingerne med dine børn, så de også kan lære hvad lov er!

Udgivet i 1 kommentar

Har vi for lidt respekt for politikere?(!)

Det mener Otto Brøns-Petersen (som jeg ellers har stor respekt for;) – på trods af, at han korrekt identificerer politikere som personer, der blot reagerer på tilskyndelser. Læs hans indlæg her på Cepos. Imidlertid adskiller politikerbyrden sig fra markedsdeltagere på et væsentligt punkt: De har adgang til at bruge magt, tvang, overfor deres medmennesker i modsætning til andre som ordentligvis må forlade sig på frivillige transaktioner for at skabe velstand. Hvis politikere ikke var mennesker, og hvis mennesker var engle var situationen en anden…

Den magt der drager politikere til politikerhvervet korrumperer og jo mere magt, des mere korruption. Vi andre er også korrumperbare, og mange er villige til at spille med i spillet, hvis de mener at opnå en nettogevinst. Så ‘vi’ stemmer på de politikere der lover at give til os og dermed tage fra ‘de andre’ (eftersom politikere kun har det de har konfiskeret fra andre).

Som Brøns-Petersen skriver, belønner vi ofte erklærede intentioner snarere end faktiske resultater. De faktiske resultater af politikernes iver efter at udvise ‘handlekraft’ (det vil sige tage noget fra nogen med lov=magt) er imidlertid at vi samlet set bliver fattigere – og dertil kommer det umoralske aspekt. Hans konklusion om at vi som vælgere bør respektere politikere mere, men forvente mindre af politik lader dog noget tilbage at ønske. Netop fordi politik, lovning og magtudøvelse i praksis skaber flere problemer end de løser, og dermed giver anledning til nye tiltag der skal ‘rette op’ på de utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb osv., osv., er der ingen grund til at have særlig meget respekt for politikere flest. Derimod bør vi have en diskussion om, hvilke opgaver der skal løses af statsmagten – når opgaverne udvides fra simpel beskyttelse af person og ejendom, bliver det efterhånden til alles kamp mod alle om at bemægtige sig statsapparatet og bruge det mod ‘de andre’. Modgiften er frivillighed – kun ved at producere varer eller ydelser andre efterspørger og udveksle i frivillighed kan folk der ellers er uenige leve i nogenlunde fred.
Økonomien kan ikke ‘styres‘ – og forestillingen om, at hvis bare de rigtige kommer til at bestemme, vil de løse vores problemer har Hayek (og andre) skudt ned.

Brøns-Petersen bør genlæse ‘Loven’ af Frederic Bastiat (jeg er ret sikker på at han kender den) – folketingspolitikerne har stadig muligheden – om de gør brug af den står hen i det uvisse.

Svaret på spørgsmålet i titlen er ‘Nej!’

Loven fås her i butikken, på dansk, til blot 37,50 en oplagt mandelgave 😉

Børn i familien kan også være med!

Udgivet i Skriv en kommentar

Stemmesvindel er en god anledning…

…til at tale om hvad der er så vidunderligt ved det stemmeri. For nylig blev endnu? et problem med stemmemaskiner i USA beskrevet. Henvisningen til sentensen der tilskrives Stalin (hin folkets velgører /s), om at det der er afgørende er ikke hvem der stemmer, men hvem der tæller stemmerne, peger på en vigtig antagelse vedrørende stemmeriet: Hvis bare stemmeoptællingen er foregået ‘korrekt’, er antagelsen at afstemningen dermed er ‘gyldig’. Det er imidlertid ikke tilfældet – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom, ligegyldigt hvor omhyggelig man er med optællingen. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har: Når jeg finder at naboens udgifter til syge børn er for høje står det mig frit for at spæde til. Og at banke på døre for at spørge om frivillige bidrag. Jeg kan imidlertid ikke bare gå ind til genboen og tage deres værdier, eller true dem til at aflevere noget til mig, for at jeg kan give det til naboen.

Det er helt uafhængigt af, om vi på vejen har ‘stemt’ og udnævnt mig til minister for tvangsinddrivning af flere ressourcer, eller noget andet (se en oversigt over ‘koncernen’ SKAT her). Det er forkert at tage andres ejendom, selvom (du mener at) du bruger værdierne på noget bedre end dem du tager fra ville gøre.

Stemmeri kan ikke legitimisere plyndring. Svindel med stemmer i håb om at man dermed kan få ‘mandat’ til at plyndre andre er skidt – men det grundlæggende problem er den underliggende tvang.

I analogi med afskaffelsen af slaveri er målet et samfund frit for tvang (undtagen i selvforsvar og for at opretholde frivilligt indgåede kontrakter…) – det kan forekomme uopnåeligt, men det gjaldt også for afskaffelsen af slaveriet for få hundrede år siden. Til trods for at slaveri har været en del af menneskehedens vilkår i årtusinder, lykkedes det på ganske kort tid at ændre folks indstilling til det (der er undtagelser, og som kedelig konsekvens af forsøg på at tvangsindføre ‘demokrati’ visse steder, stikker uvæsenet nu sit grimme fjæs frem igen).

Hvordan skal man da beskytte sig mod overgreb? Ved at overlade en gruppe dygtige politikere mennesker monopolet på magtudøvelse? ! !!
Ikke en god ide. Læs om den sociale kontrakt her. Mere om privat produktion af forsvar her, her og her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er prisen på sygdomsydelser?

Ingen ved det – i et oftest uigennemsigtigt system af offentlig finansiering (tvang) og forsikring (skævvreden prisstruktur) fuldt af perverse tilskyndelser.

Ugens EconTalk havde besøg af Keith Smith, grundlægger af Oklahoma Surgery Center, der har formået at levere rigtige ydelser til folk der betaler med deres egne penge. Ydelser der er mange! gange billigere end ‘not-for-profit’ hospitalers – til gengæld er kvaliteten i orden!

Hele samtalen varer lidt over en time og anbefales varmt hvis man har interesse for levering af sundhedsydelser. Find den her. På EconTalk hjemmesiden er der et transkript hvis du hellere vil læse…scroll ned

Der diskuteres bl.a. de ekstremt perverse tilskyndelser, hvor mellemhandlere belønnes efter hvor stort et afslag i prisen de kan ‘skaffe’, hvilket fører til listepriser der er absurd høje. Mange grupper smøres undervejs i den proces og bidrager til at underminere det gode læge-patient forhold. Fraværet af rigtige priser forhindrer konkurrence og dermed at ydelser bliver tilgængelige for for flere mennesker, samtidig med at kvaliteten bevares. Den monumentalt vigtige betydning af rigtig prisdannelse er udførligt beskrevet i Ludwig von Mises mesterværk Human Action (kapt. 16 i Scholar’s Edition). Direkte link her.

Som alle andre ydelser, er sundhedsydelser ikke noget man har ‘ret’ til. Nogen skal producere dem og levere dem – til en pris som kunderne kan og vil betale. Som alle andre vigtige områder for menneskers velfærd er det om at holde planøkonomi og centralstyring væk, hvis vi ønsker mest muligt af denne ydelse til den bedste pris.

I US er alternativer til det etablerede, dysfunktionelle system på fremmarch.
Der findes en organisation for behandlere på et frit marked:
Free Market Medical Association
Mere om Direct Primary Care her:
https://dpcnation.org

Udgivet i Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme