Gå dernæst hertil og læs om den aftagende beskyttelse af vacciner – som næppe er overraskende når man tænker på hvordan tidligere forsøg på at vaccinere mod forkølelser har mødt begrænset succes. Det understreger nødvendigheden af at spille på andre strenge end blot vaccine-mantraet – f.eks. behandling, hvor flere lovende midler har været holdt ude af mediernes opmærksomhed. (De ekstreme, eksperimentelle tiltag med at ‘lukke ned’ er mindre vanskelige at retfærdiggøre hvis der ‘ingen behandling’ findes.)
For børnenes skyld bør dette skuespil bringes til ophør – helbredsmæssigt og økonomisk står de til at betale til den højeste pris for det nuværende absurde regime. Det er ikke rimeligt.
Tænker du at begrebet lighed for loven er en god ting? (I første omgang lader vi som om at ‘loven’ overhovedet er rimelig – den antagelse holder ikke, men er ikke genstand for ugens bemærkning. Læs Loven!)
Altså hvis der er noget DU ikke må – så kan du ikke ved et trylleslag og noget de kalder stemmeri, få andre til at gøre det i stedet. Eller hvis man er diktator – loven gælder i det omfang og for dem jeg siger det gælder…
I regelstaten havde Jonas Herby besøg af en jurist med særlig interesse for ‘menneskerettigheder’ – anledningen var den at Foreningen Imod Ulovlig Logning fornyelig tabte deres sag mod Justitsministeriet. Det er en god sag at føre – for vore herskere mener sig hævet over ‘loven’ og registrerer og arkiverer hæmningsløst vores kommunikation. Naturligvis i bedste hensigt og for at beskytte os mod uhensigtsmæssige og ubehagelige elementer iblandt os.
Det kedelige er imidlertid at juristen, Rasmus Malver, ønsker at bruge EU-monsteret som middel til at tryne de lokale slyngler. Med henvisning til menneskerettigheder…Først til allersidst berørte diskussionen begrebet positive og negative rettigheder – EUs og FNs ‘rettigheder’ er så mange og problemet er netop at de positive rettigheder betyder at nogle menneskers behov tilgodeses på bekostning af andre menneskers rettigheder. Hvis alle polske kvinder (eller blot nogle) har ret til abort i Danmark (!!?) så er der nogle personer hvis ejendomsret man forgriber sig på for at levere denne rettighed. En af de – relevante – indvendinger mod den danske grundlov er, at den intet er værd hvis folketingets medlemmer vælger at tilsidesætte den. Og fuldstændig den samme kritik kan rettes mod de ‘rettigheder’ der opremses i EU-loven. Et eksempel, artikel 17 om Ejendomsret:
Enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.
At lade et større monster (EU, FN) afgøre hvilke love der gælder i DK for at begrænse et mindre monsters (den danske stat) overgreb på landets indbyggere virker som en rigtig dårlig ide! En stor eller mindre stor knytnæve gør begge skade. Eksempel på at det er skidt når staten overvåger borgerne og afgører hvad der er misinformation kan findes i et land der formelt har beskyttelse af ytringsfrihed (som ikke er en menneskeret men en ejendomsret!).
Irland lader til at have en særlig ondskabsfuld variant at politikerbyrden. En 10 minutters opdatering på den indiske variant (‘delta’) og kontrasten imellem risiko forbundet med infektion og de groteske tiltag der – i øvrigt forgæves – rulles ud over pøblen.
Herhjemme (og andre steder) er der tiltagende ‘bekymring’ hos ‘eksperter’ og begyndende sproglig massage der skal få tvang til at være det samme som frivillighed. Nu bliver vaccination også brugt som argument for IKKE at ophæve restriktioner – fordi spredning af en variant blandt vaccinerede kan medføre yderligere mutationer der så bliver ‘endnu farligere’. Med andre ord, restriktioner skal være permanente og hele kloden skal vaccineres helst flere gange om året…Staten er nødt til at kunne kontrollere om DU er vaccineret – men fjerner ikke lænkerne af den grund. Der er grund til at stoppe op og tænke over, om det virkelig kan være den rette vej at gå.
Følgerne af virusinfektion skal ikke bagatelliseres, men dødeligheden selvom den er alvorlig nok, er ikke en trussel mod menneskeheden. Det er derimod de økonomiske følger af regeringers reaktion med arbitrære nedlukninger, der uden at have den påståede effekt på virusspredning, til gengæld har voldsomme følger på grund af den fattigdom der følger med forbud mod produktive aktiviteter.
Tilbud om vaccination kan være på sin plads blandt særligt udsatte, men kan ikke forventes at føre til ‘ingen covid’ fremover. Man kan glæde sig over at de yngste i blandt os er 1000 gange mindre i risiko for alvorlig sygdom end de ældste og måske håbe at den nye onde virus kan fortsætte med at holde den gamle influenza væk – den som i højere grad aflivede både børn og voksne. Indtil vi kender mere til eventuelle langsigtede (og mindre langsigtede) bivirkninger må det nuværende pres fra myndighederne om at vaccinere store og små betragtes som stærkt uetisk! Nej, det er ikke ‘frivilligt’ når du pålægges restriktioner hvis du ikke underkaster dig vaccination – og nej, den er ikke gratis! Hverken i betydningen uden økonomiske omkostninger eller uden bivirkninger! Søren Brostrøm er ikke en troværdig ‘guide’.
Much of the impetus for vaccine passports has arisen from the false idea that universal COVID vaccination – including in young children in whom the vaccine has not been adequately tested – is necessary to end the pandemic. Given the natural history of the SARS-CoV-2 virus, the vaccines are likely only to confer long-term protection against severe disease rather than all infection per se. Any infection-blocking effects are probably short-term unless the vaccine does very much better than natural immunity, which is rare in medicine. As such, the vaccines cannot be used to achieve zero disease transmission. Instead, we should use the vaccines to protect the vulnerable against severe disease and death from COVID.
Den nuværende coronakrise er ikke en medicinsk problemstilling, men en økonomisk. Det handler både om det eksperimentelle i nedlukning der er uden fortilfælde (og forhåbentlig aldrig gentages!) og om omkostningerne ved at forsøge at tvinge 7 milliarder mennesker til vaccination – en til flere gange årligt! Hvorfor gør de det? Læs her.
Interesseret i at læse om fakta i stedet for panik? Læs her.
Det er ikke længere muligt at opretholde illusionen om at nedlukningerne finder sted for at beskytte den intetanende befolkning. Den befolkning, der hvis ikke politikerne tog affære, ville gå til i egen uvidenhed. Jonas Herby markerer igen på punditokraterne at den argumentation der tidligere har været brugt for nedlukninger ikke harmonerer med, at der fortsat dekreteres begrænsninger i folks livsførelse. Og så har vi ikke nævnt at det på intet tidspunkt har været acceptabelt at udsætte befolkningen over det meste af kloden for et eksperiment hvor vi ved at skadevirkningerne er enorme og vil vare generationer, mens de gunstige effekter er højst usikre og indtil for nylig anset for fraværende (det har vi så nu efterhånden solid evidens for – tag også quizzen her). Oven i købet går de katastrofale økonomiske konsekvenser af regeringsindgreb verden over hårdest ud over dem der er dårligst stillet i forvejen.
Men hvorfor har de gjort det? Det må da være i den bedste hensigt for os alle sammen? (Hvis du stadig tror politikere har undersåtternes bedste interesse for øje, så genlæs Rothbard her.) Heldigvis behøver vi ikke gætte. Mange ‘beslutningstagere’ og magtfulde organisationer har ganske klart givet til kende at de ønsker at ændre på den måde verden er indrettet. Og eftersom de ikke formår at overbevise folk om deres store plans fortræffeligheder, må de i deres magtfuldkommenhed og beruset af egen klogskab, gribe til andre midler.
Selvoptagede, eftertænksomme, naive, kortsigtede, ussel musiksmag og værre tøjsmag, overmodige og dumdristige er adjektiver der alle dage har været brugt om ungdommen. (Undtagen selvfølgelig en selv.) Det sidste års tid kan man tilføje skræmte, frygtsomme, autoritetstro, ukritiske og parate til at acceptere uhyrlige indgreb i deres personlige frihed fra inkompetente og magtgrådige politikere og embedsmænd af alle køn. Det er nu ikke kun ungdommen der lod den misere udspille sig. En grov generalisering naturligvis – og som Tom Lehrer sagde, jeg hader folk der ikke elsker deres medmennesker.
Men hvor kommer håbet så fra? I Schweiz har der igen været en folkeafstemning, og selvom stemmeri i almindelighed er stærkt overvurderet, så giver det alligevel anledning til et lille håb. Det man stemte om, var nemlig en lov der under betegnelsen klima-beskyttelse havde tre komponenter der hver for sig var til afstemning. CO2 begrænsning (skat), pesticider (forbud) og drikkevand (kun subsidier(!) landbrug der ikke bruger pesticid). Alle tre dele blev afvist, noget mere snævert end andet, men blandt aldersgruppen 18-34 var der 60-70% nej-stemmer. En gryende erkendelse af at de færreste er parat til at ofre levestandard på klima-alarmismens alter er måske på vej.
Et andet spørgsmål er så om CO2-bekymringen er stærkt overdrevet – og de temperaturændringer der er observeret i højere grad skyldes andre mekanismer. Det betyder at en hel klima-lobby-industris levebrød kan udfordres og det går ikke stille af. Lyt til Martin Ågerups interview med Henrik Svensmark her og glem ikke at politikere står i kø for at svinge den nye kølle der hedder nedlukning, hvad enten påskuddet er delta-, epsilonvarianter eller ‘klima’.
Energi er grundlaget for den fantastiske levestandard vi har i vores del af verdenen – ønsket om rene, pæne, ikke-sundhedsskadelige omgivelser bliver stærkere og stærkere desto rigere man er. Derfor kan det ikke undre at andre steder i verdenen er fokus i højere grad på andre aspekter af tilværelsen og derfor giver det absolut ingen mening at bruge enorme ressourcer på ineffektive energikilder hvis det erklærede formål – at mindske påvirkningen fra CO2 står til troende. Men ofte handler det mere om at signalere dydighed (hej North Face). Når vi lægger ekstra skat på energi betyder det at alt andet bliver dyrere og vi bliver dermed ringere stillet og dårligere i stand til at bruge ressourcer på at finde bedre måder at forbedre tilværelsen på – herunder begrænse uønsket påvirkning af omgivelserne fra den aktivitet der fører til menneskelig trivsel.
Mennesker lever og overlever ved at ændre omgivelserne i et omfang intet andet levende vi kender til, formår. Hvis menneskers trivsel anses for et mål og et gode, kan man ikke undlade at acceptere ændringer i omgivelserne – vi bygger huse, byer, kloakering, varme- og kulderegulerende systemer og meget mere for at beskytte os mod et barskt miljø. Altsammen aktivitet der er afhængig af energi – jo mere des bedre. Heldigvis er klimarelaterede dødsfald faldet markant de sidste hundrede år, takket være energi, primært fra fossile brændstoffer. De der anser mennesker for en parasit på jorden der er ‘bedst’ hvis den er fri for enhver ændring der skyldes mennesker er nogle vi andre bør holde godt øje med og beskytte os imod.
Cepos har udgivet en rapport om skatteunddragelse (deres hjemmeside fungerer ikke i øjeblikket) og for nylig diskuterede Martin Ågerup emnet med tidligere departementschef Peter Loft. En udmærket diskussion det kan anbefales at lytte til, men man kunne ønske sig lidt mere fra en liberal tænketank end diskussion af om der skal betales 22% eller 21% i selskabsskat.
Indkomstskat var ikke hovedemnet her, men diskussionen går ofte i samme spor, for selvfølgelig, lyder det som regel, skal vi betale ‘vores’ skat, bare lovgrundlaget er på plads og transparent. Men lovgrundlaget er aldrig ‘på plads’, for indkomstskat er et af de værste tyverier – og det bør nævnes at der findes steder hvor den er nul uden at samfundet ligger i ruiner.
Talen om at skylde noget i skat er et eksempel på nysprog der har sneget sig ind, og nu som en naturlig præmis antager at staten ejer din ejendom (som dermed ikke er din ejendom). Men staten har intet retmæssigt krav på din ejendom! At tale om skatteunddragelse som noget vi ‘selvfølgelig’ skal forhindre er ren Orwell’sk – det svarer til at du selvfølgelig ikke må låse din dør for at gøre det vanskeligere for tyven at stjæle. Tyven har ikke ret til en del af din ejendom – heller ikke selvom han og de andre tyve har stemt om det og er blevet enige om at din ejendom nu er deres.
Det er fint have en tænketank som Cepos der kan påpege mange tåbeligheder og man kan sagtens mene at et radikalt budskab som nul (0) i skatteprocent er urealistisk og ‘skræmmer’ folk væk fra liberale tanker. Men man kunne som nævnt godt ønske sig en mere principiel diskussion om ejendomsret og friheden for tvang, selvom der er et stykke vej til den situation.
War is Peace
Freedom is Slavery
Ignorance is Strength
…
Din ejendom er statens
Naturligvis er skat tyveri – vrangforestillingen om at det er noget folk betaler frivilligt, kan kun tilskrives årtiers ophold i propagandainstitutioner. Troels Lund Poulsen, som ellers ikke fortjener særlig ros, indførte i sin tid en konto hvortil man frivilligt kunne indbetale mere i skat, og sjovt nok var det ikke store summer der kom ind. Hvis dit bedste bud på, hvordan reelle problemer løses, er at tvinge andre til at betale til en bande der efterfølgende ikke løser problemer, men skaber dem, så prøv igen med en anden tilgang. Undlad i hvert fald at holde den moralske fane højt. Mener du der er et problem der skal løses, og kan du ikke selv klare det, så må du overbevise andre om at netop dette problem fortjener særlig bevågenhed. En af de værste konsekvenser af statens indblanding i stort og småt er den ledsagende ansvarsfraskrivelse for medmenneskers ve og vel. Modtagere korrumperes og andre tilskyndes til hårdhudet ligegyldighed.
Når man bruger loven til at tildele nogle mennesker særlige privilegier fører det efterhånden til alles kamp mod alle om kontrollen med det magtapparat, banden, der betegner sig som staten.
Læs med dine børn om, hvad lov er i Tuttle tvillingerne lærer om loven og læs selv originalen Loven, der begge fås på dansk her i butikken. Bastiat skrev pamfletten i 1849 og den er endnu mere relevant i dag. Og så er den ganske let læst. Nødvendig modgift til dagens propaganda.
Kan resultatet forudsiges. Og det er ikke til vores alle sammens fælles bedste. Bureaukraten har som alle andre sine egne personlige interesser og præference. Det er der intet mærkværdigt eller upassende ved. Når bureaukraten optræder både som lønmodtager i et offentligt system og som arbejdsgiver, henter han sine midler som arbejdsgiver i andre menneskers lomme, og er tilbøjelig til at være mindre påholdende med udgifterne.
Dette problem bliver større og større efterhånden som antallet af bureaukrater vokser som Mises påpegede allerede i 1944(!) i Bureaucracy (hent den her).
Udviklingen i antallet af offentligt ansatte i Danmark illustrerer problemet. Fra 1966 til 2019 steg antallet af offentligt ansatte fra 269.000 til 829.000 – som udtryk for at staten trænger sig ind på alt for mange områder, hvor den (også) gør mere skade end gavn. (Godt nok er tallet faldet en smule igen, men udgør stadig 719.000 i 2020.)
Det betyder ikke at alle offentligt ansatte er uproduktive, eller at der ikke også er lammende bureaukrati i den private sektor – dog ofte som et ‘svar’ på det offentlige bureaukratis aktivitet. Men hver en krone der bruges på varer eller ydelser af bureaukraten kommer dels fra en anden, der så ikke kan bruge den efter eget forgodtbefindende. Endvidere er der afledte effekter med ressourcer der flyttes til de områder bureaukraten favoriserer, ressourcer der trækkes væk fra andre områder hvor priserne så stiger mere end de ellers ville have gjort (eller måske endda var faldet).
Udover det moralsk forkastelige i at tage fra nogle for at give til andre, er alternativomkostningerne vanskelige at (over)vurdere. Det sete versus det usete – det som ikke bliver iværksat fordi bureaukraten har beslaglagt en stor andel af samfundets produktion er fint beskrevet i Henry Hazlitts Economics in One Lesson. Læs de første kapitler her på dansk.
Jo rigere et samfund er, desto bedre går det også de, der er dårligst stillet. Forudsætningen for at kunne hjælpe andre, er velstand og villighed. De fleste er villige, og mere villige des mere velstillede de er. Produktion går forud for forbrug (Says lov) og jo mere staten konfiskerer af det producerede desto mindre velstand er der til at hjælpe dem der behov for hjælp. Politikere lader til at tro at rigdom ‘opstår’ og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men fattigdom er udgangspunktet. At skabe og vedligeholde velstand er en kompliceret affære med samarbejde mellem mennesker der ikke kender hinanden. Du kan læse om dette mirakuløse samarbejde – sammen med dine børn – i bogen om Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant.
Kontrol over kongens mønt har alle dage været et middel til at belønne udvalgte undersåtter og købe sig til loyalitet – om ikke andet for en tid. Den korrumperende effekt af at have adgang til skatkammeret og ikke mindst for modtageren af nådegaver er et problem, der ikke kan løses ved at give mere magt til kongen, regeringen, politikere eller bureaukrater.
Ryan McMaken skriver om den ‘naturlige’ udvikling af lobbyisme og pleje af særinteresser der opstår i kølvandet på en stor stat. Når staten konfiskerer en stor andel af borgernes produktion og kan bruge den til at forgylde foretrukne sektorer/industrier/firmaer, kombineret med dens adgang til at lægge hindringer i vejen via ‘lovgivning’ (hvad er lov) og regulering, kan det ikke undre at entreprenante folk søger mod truget der lokker med lette(re) indtjening. Det er en af de mange kedelige effekter ved at have en tung byrde af – muligvis – velmenende politikere, som vil gøre noget, men som ikke har forstået at det er forkert at tage noget fra andre med vold eller trusler om vold, selvom man hævder at det er til fordel for nogle som har mere behov for tyvekosterne end den retmæssige ejer. En anden uheldig konsekvens er at modtageren korrumperes – tilvænnes situationen hvor andre forventes at løse ethvert problem. Men det allerværste er måske at staten også lægger hindringer for den hjælp folk frivilligt ville yde til hinanden og bidrager til den almindelige fremmedgørelse, og klientgørelse.
Løsningen? Lad folk selv råde over langt mere af deres ejendom (ideelt AL deres ejendom) – en grundig beskæring af politikernes adgang til andre folks værdier vil føre til mere velstand – det er oven i købet også det eneste moralsk forsvarlige! Når staten ikke kan dele ud af rovet, må folk producere noget andre folk har glæde af, i stedet for at forlade sig på privilegier og særinteressepleje.
En central europæisk regering er ikke vejen frem til en bedre tilværelse. Tværtimod, beslutninger vedrørende folks liv skal overlades mere til dem selv og fjernes fra andre. Coronapas, kødpas, søvnpas og alle mulige andre pas bliver en del af hverdagen, hvis man ikke stritter imod. Vestager den Grådige er på banen med et EU-ID-kort. Som om det skulle være en central europæisk politiker-opgave at ‘sørge for’ identifikation.
Det anføres at man kan slippe for at bruge services leveret af ‘udenlandske teknologivirksomheder som google eller apple’. Efter et annus horribilis hvor statsmagter har begået overgreb på deres egne befolkninger under dække af en ‘nødsituation’, burde der ikke være gang på jord for et system, der giver en central magt der påberåber sig voldsmonopol, adgang til folks identitet og færden. Men det har været forbløffende (måske ikke…) at se hvordan folk accepterer, ja overtager, kontrollen med deres medmennesker, drevet af frygt oppisket af medier der snarere er statsmagtens skødehund end folkets vagthund. Man kan frygte at modstanden på et tidspunkt ser sig nødsaget til at bruge voldelige midler, i takt med at overgrebenes karakter eskalerer.
Staten bliver ikke godartet af at blive større – tværtimod. Læs om dens anatomi hos Rothbard – og læs om hvad lov egentlig er hos Bastiat. Begge overkommelige tekster fås på dansk her i butikken.
Ministeren (i princippet hvilken som helst, men her er tale om ministeren for propaganda og indoktrinering) indser at ‘vi’ har taget fejl. Et indgreb har ikke haft den ønskede effekt, nærmest det modsatte og derfor skal ‘vi’ nu gøre det modsatte. Endnu en gang kan man konstatere at en politiker nok kan pege på et problem, men de kan ikke ‘løse’ det – i hvert fald ikke uden at skabe andre problemer som de må ‘løse’ – og pålægge de fleste andre en byrde, hver gang. Politikerbyrden ser desværre ud til at være ganske oplysningsresistent – se Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget.
Uddannelse er alt for vigtigt et område til at det kan forsvares at lade staten have indflydelse på det. Ganske som religion og stat skal adskilles, således skal stat og uddannelse adskilles. Vil det føre til et perfekt samfund? Nej, det findes ikke – men i det mindste bliver de fejl der begås ikke påtvunget hele befolkningen. Såkaldte markedsfejl er ikke et argument for at politikere skal begå politik-fejl. At strø uddannelsesinstitutioner ud over det ganske land for at belønne visse områder som er regeringen velbehagelige, er et andet eksempel på den magtfuldkommenhed der opstår, når vi lader statens ‘opgaver’ vokse udover alle grænser.
Hvor går grænsen? Det er der delte meninger om – men at den er overskredet forlængst burde være tydeligt. Læs om hvornår magtanvendelse og lovgivning er på sin plads i Bastiats lille pamflet, Loven. Fås her i butikken på dansk til 37,50.
Det er et godt udgangspunkt, med eller uden ‘nuancer’. Men når det gælder aflivning af fostre mener statsministeren, hin velærværdige, at der ikke er plads til nuancer. Det er ellers et emne hvor der nok er brug for nuancer. Hvornår livet starter, hvornår et foster bliver et menneske, og hvornår det er ok at aflive et andet menneske er komplicerede spørgsmål. Statsministeren, hvad enten hen hedder Mette eller Løkke, har ikke det endelige svar på nogle af de spørgsmål og er ikke den der skal afgøre hvad der kan diskuteres. I Texas har man netop skærpet abortloven og forbudt aborter når der kan påvises hjerteslag hos fosteret, hvilket kan ske ganske tidligt – før nogle ved at de er gravide. Den modsatte ende af spektret er såmænd også repræsenteret i USA, hvor spædbarnemord visse steder accepteres. Så jo, Mette, det er i allerhøjeste grad noget der står til debat, også herhjemme. Karakteristisk nok, er en af de indvendinger der fremhæves graviditeter som følge af voldtægt eller incest?
Man kunne ønske sig at alle menneskers krop var underlagt det enkelte individs selvbestemmelsesret – eller rettere at den selvbestemmelsesret, som ikke er en ret staten tilstår os, blev respekteret således at ingen bliver presset til for eksempel at ‘lade sig’ vaccinere. Når en gravid kvinde beslutter sig for abort (legalt eller ej) så er konsekvensen at et foster dræbes. Det skal man finde en måde at forlige sig med, hvis man går ind for den ‘ret’. Hvis en person ikke ønsker at lade sig vaccinere, f.eks mod sars-covid 2, af mere eller mindre gode grunde (de findes) så er konsekvensen ikke at andet menneske dør, ej heller at der er en overhængende risiko herfor.
Min krop, mit valg er et stærkt argument mod vaccinepres, langt stærkere end et argument for abort – Pas på når staten vil afkræve dig ‘bevis’ på at du ikke er til skade for andre. Det vil føre til misbrug.
Diskussionen om patenter som ‘nødvendige’ for at ‘vi’ kan have investeringer der først giver afkast efter lang tid dukker af og til op. Når Mette eller andre politikere finder det ‘interessant’ at se på patent-lovgivningen er det ikke fordi de pludselig har indset hvor skadeligt patentet er for privat ejendomsret og fremskridt. Intet ligger dem fjernere. De lider under vrangforestillingen om, at andre folks ejendom er noget politikere frit kan omfordele. Det var patentets oprindelse, hvilket ikke gør det bedre. Men hvad er formålet med at have ejendomsret? Og til hvad giver det mening at have ejendomsret? Formålet kan siges at være forsøget på at undgå voldelige ‘løsninger’ på uenighed om, hvem der har retten til at disponere over en knap ressource. Luft er for eksempel generelt ikke en knap ressource, men kan være det i 10 km højde eller på månen, hvor det giver mening at tale om ‘min luft’ i den flaske jeg har medbragt. Formålet med lov er retfærdighed – ikke at fremme bestemte interesser, bestemte aktiviteter eller at sikre nogle en indtjening – som altid vil ske på bekostning af andre når det gennemføres med politiske midler.
Man kan erhverve sig ejendomsretten til en knap ressource enten ved at være den første der finder eller opdager den, eller via kontrakt, dvs får den fra en anden person der retmæssigt ejer den, som gave eller som modydelse. EJendomsretten ‘udløber’ ikke. Den cykel du fik stjålet er stadig din, selvom den der nu kører på den i god tro har købt den af tyvens hæler. Hvis du kan vise det er din stjålne cykel må ham der uretmæssigt kører på den aflevere.
Et patent, derimod, udløber og har intet med ejendomsret at gøre. Det er blot et monopol hvis indehaver (mis)bruger statens voldsmonopol til at forhindre andre i at bruge deres egen ejendom som de finder bedst. Traditionelt var patentet en gave fra monarken til yndlingene, en tilladelse til at plyndre via pirateri. Siden udviklede det sig til en gave man kan få mod at afsløre detaljer om ens opfindelse. En gave der består i, at statens lakajer forfølger konkurrenter hvis de bruger egne ressourcer på at fremstille noget man har patent på – selvom de måske selv har fået ideen.
I den ellers ofte udmærkede Cepos-podcast, samfundstanker, luftede deltagerne for nylig en almindelig misforståelse. Nemlig den at et patent beskytter ejendomsretten. Det modsatte er imidlertid tilfældet, patenter er et overgreb på ejendomsretten der udnytter statens magtmonopol til at forhindre folk i, at bruge deres egne ressourcer som de vil. (Anledningen var den med at ophæve patentet for coronavirus vaccine patenter – med det ofte brugte, men ikke valide argument (se Boldrine and Levine, Against Intellectual Monopoly Ch. 9), at hvis man fjerner patentet vil det reducere udviklingen af nye vacciner/lægemidler.)
Vi har tidligere været inde på ophavsret, herunder misforståelsen om at patenter fremmer innovation, og Stephan Kinsella, en patentadvokat, der udover sin afsky for patenter også er en af de skarpeste tænkere inden for voluntarisme. Se denne korte video (25 min) og bliv gjort opmærksom på forhold du måske vil opfatte som selvindlysende når først logikken bag er blevet åbenbaret. Ikke desto mindre er der mange der drager fejlslutninger på feltet, fejlslutninger der nemmere opstår når ma ikke holder sig for øje hvad formålet med lov egentlig er – læs om dét med dine børn i Tuttle tvillingerne og loven.
Skal staten blande sig i folks beslutninger vedrørende formering? Nej, og den skal heller ikke finansiere folks køb af fertilitetsydelser. Den skal blande sig uden om – men det gør den ikke. Desværre. Hvor længe æg eller sædceller kan eller skal gemmes må afgøres af folk selv, for deres egne penge, hvad enten det er opsparing eller forsikring der er modellen. Det er også! noget som (burde) falde(r) uden for politikeres ansvarsområde. På karakteristisk vis går det pludselig for stærkt, fordi det ‘haster’ med at få gennemført lovgivning og uhensigtsmæssigheder opstår…der giver anledning til at ‘vi må se på det igen’…nye indgreb…
Eksperter på det ene eller det andet felt skal være så hjertelig velkomne til at producere råd, vejledning og viden – og sælge det til dem der er interesserede – og det er formentlig mange, hvis rådene er gode. Men køberne skal betale med deres egne midler – og ikke med tvangsinddrevne skatter.
At medlemmer af etisk komite mener at pøbelen ikke er i stand til at tage stilling til komplicerede spørgsmål med henvisning til at vi er ‘vant til at der sættes grænser for os i det her samfund’ er problematisk. Endnu et lod i vægtskålen til fordel for adskillelse af skole og stat. Der er meget der skal aflæres med hensyn til at forstå at staten ikke bør, ikke vil og ikke kan løse alle vores problemer for os. Det begynder tidligt og som modgift kan du her i butikken købe 2 bøger der giver anledning til at tale med mindre børn om vigtige emner. Nemlig hvad lov egentlig er for noget og hvordan mennesker kan arbejde sammen uden overhovedet at kende hinanden.
Grådighed er et usympatisk karaktertræk som desværre også er meget menneskeligt. I det små og i det store. Hykleriet i det store driver dog ned ad væggene når en politiker beskylder banker for grådighed. På bedste Orwell’sk maner er det blevet til grådighed når man vil beholde ens egen ejendom og gavmildhed når man tager andres og bruger den til at købe stemmer for. Staten har knytnæven der er velegnet til trusler og tvang – med de midler den truer sig til skaber den afhængighed og fremmer hjælpeløshed og belønner vennerne.
Politikere er indbegrebet af grådighed i deres konstante begær efter andres ejendom. De presser citronen og river derefter skallen. Lad os slå fast igen og igen: Der er intet godgørende eller gavmildt over at tage noget fra én for at give til en anden – heller ikke når nogen er i nød. Det er og bliver blot plyndring. Korruptionen kryber ind overalt når politikere blander sig. Ingen (få…) kan sige sig fri. Når vi tilbydes ‘gratis’ det ene eller det andet, eller statsgaranteret indkomst takket være særlige privilegier, så er vi tilbøjelige til at tage imod. Nogle gange under dække af, at så får man dog en lille andel af den tvangsinddrevne skat tilbage…
En dygtig politiker lover til højre og venstre og finder altid på noget man kan gøre for at tækkes et vælgersegment – med ressourcer der er hentet hos andre. Når ministeren harcelerer over bankernes mere eller mindre ublu jagt på kundernes penge glemmer han at politikerbyrden er en af årsagerne til at bankerne ‘må’ til at tage sig betalt også for indlån. At bankerne er villige medsammensvorne er en anden historie.
Selvfølgelig skal man betale for de ydelser banken leverer – adgang til ens penge når som helst og hvor som helst, uden at slæbe på kontanter, risikodækning for netsvindel, formidling af lån med meget mere. Der er ingen anden til at betale end kunden. Men afskaffelsen af renter på konti hvor man afstår fra at benytte pengene i en aftalt periode af kortere eller længere varighed og ‘negative’ renter er en konsekvens af politikeres manipulation.
For et års tid siden skrev jeg om markedsfejl foranlediget af en udmærket diskussion på regelstaten. Det forgangne år har fået Otto Brøns-Petersen til at genbesøge begrebet med den afsindige reaktion på en virus-svøbe som udgangspunkt. Læs den her.
Men markedet begår ikke fejl; markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når det foregår uden tvang og med respekt for andres ejendomsret er alle involverede bedre stillet. Et diskussionspunkt er konsekvenserne for tredie part; den der ikke deltager i en transaktion. Det er de såkaldte eksternaliteter – og de forsvinder ikke af, at det er staten der forsøger at korrigere ‘fejlene’. Snarere tværtimod fristes man til at sige.
Brøns-Petersen har et ‘arbejdspapir’ der går lidt mere i dybden med spørgsmålet om, hvad vi skal med staten. Læs det her.
For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.
Den mindst ringe løsning er privat ejendomsret, og spørgsmålet er om forestillingen om et samfund hvor størstedelen af medlemmerne konsekvent bekender sig til respekten for andres person og ejendom, er en utopi på linie med kommunisternes nye menneske.
PÅ den anden side forsøger de fleste ordentlige mennesker at lære deres børn, at de ikke må tage hinandens ting og ikke slå hinanden oven i hovedet. En konsekvent efterlevelse af disse simple regler vil bringe os et langt stykke hen ad vejen. Politik og staten er prisen vi betaler for ikke at have et civiliseret samfund.
Der er intet positivt at sige om danske politikeres brug af tvangsinddrevne ressourcer på krig i Afghanistan. Intet. Det er symptomatisk at når storebror antyder at man måske vil afslutte tåbelighederne (hold ikke vejret) så logrer den siddende minister med halen. Det moralske fyrtårn Jeppe Kofoed citeres for at ‘Vi begynder at indlede vores forberedelser’[til gradvis tilbagetrækning af soldater]. Om han er fejlciteret eller selv har konstrueret den sætning vil jeg ikke begynde at starte på indledningen til forberedende overvejelser om.
Hvor mange penge skal sundhedsvæsenet have? spørges der i ugeskrift for læger. Eller med andre ord, hvordan skal knappe ressourcer ‘fordeles’ – bemærk passivformen…En meget stor andel af folks forbrug af sundhedsressourcer falder i den allersidste del af livet. Tager man demografien i betragtning er der lagt i kakkelovnen til problemer som næppe ‘løses’ ved at
…håbe, at de kommende 80+-årige, den såkaldte 68-generation, vil have mere beskedne ønsker til sundhedsvæsenet end tidligere generationer.
Når andre folk betaler for de ydelser man selv nyder og efterspørger, er der dels tale om overgreb (hvis ikke det foregår frivilligt) og dels er omhyggeligheden når man bruger andre folks penge mindre end når man bruger egne midler. Se Friedman og de 4 måder at bruge penge på her (2 minutter).
Problemet her er endnu engang en misforståelse, nemlig den at visse ressourcer ‘er til stede’ eller kan tilvejebringes på magisk vis ved at lovgive dem til eksistens og spørgsmålet herefter er blot hvordan kloge mennesker skal fordele goderne blandt de trængende. Sundhedsydelser adskiller sig imidlertid ikke fra andre goder, men skal produceres, bygninger bygges, ledninger lægges, viden og erfaring skal akkumuleres. Til alt dette bruges ressourcer der i sagens natur ikke samtidig kan bruges til at frembringe andre af de ting vi har brug for og efterspørger. Når man selv kun betaler en meget lille andel af omkostningerne ved en aktivitet er man tilbøjelig til at øge efterspørgslen på denne aktivitet selvom gevinsten måske er beskeden. Signalet om hvor meget vi ønsker et givent gode (prisen!) er væk og det skævvrider produktionen af godet på bekostning af andre ting.
Vigtige ting som mad og beskyttelse mod en fjendtlig natur (tøj, bolig) overlader vi ikke til ‘kloge mennesker’ men lader markedet koordinere samarbejdet mellem mennesker der ikke kender hinanden til alles bedste (selvom vi accepterer tung regulering også på disse områder). De samme mekanismer vil også give et mindre ringe udkomme på sundhedsområdet – i stedet for ‘politiske løsninger’ (den korrekte betegnelse er ‘tvang’) er frivillige udvekslinger karakteriseret ved gevinst for alle parter. Sygdomsbehandling er også for vigtigt et område til at vi kan overlade det til politikerbyrden. (Læs om Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget her.)
Staten er god til at føre krig. Krig medfører at alle ressourcer dirigeres hen mod et eneste mål. – at vinde krigen. Statens sundhed er krig – hvis vi konstant er ‘i krig’ er der konstant brug for statens lakajers ‘ydelser’ – for vores alle sammens skyld, naturligvis. Den monomane besættelse af corona-virus og de absurde bestræbelser på et undgå blot et eneste dødsfald som følge af dén sygdom er et eksempel på, hvordan alt andet tilsidesættes og negligeres i krigen mod corona. Mettes uforbeholdne undskyldning lader vente på sig.
Vi har formelt adskilt stat og kirke. Men statstilbedelsen og troen på at den løser vores problemer har religiøs karakter. Vi skal have adskilt stat og uddannelse, stat og sundhedsvæsen, selv stat og retsvæsen bør adskilles så Voldsmonopolet kan brydes. Det er faktisk muligt at forestille sig konkurrence på konfliktløsning uden en stat til at have ‘det sidste ord’ – oven i købet i sager hvor staten selv er part.
Kig dernæst på verden omkring og tænk over hvordan vi skal forhindre en lignende reaktion i at opstå i fremtiden. Mit bud er at der skal beskæres – kraftigt – i regeringernes magtbeføjelser.
De elendigheder der truer os er en følge af reaktionen på virus, ikke noget den virus har forårsaget på egen hånd. Diverse politikere nyder at udvise handlekraft og savler ved tanken om at holde friheden op for næsen for folk for at få dem til at acceptere vaccinepas i desperation over indespærring. Vaccinepas som øjeblikkeligt vil få udvidet funktionalitet og føre til en veritabel totalitær stat hvor folk skal gå rundt og kunne afkræves bevis for at de ikke udgør en livsfarlig trussel – med henvisning til hvad der er en relativt banal sygdom for hovedparten af de indespærrede. Men endnu engang: Den ‘frihed’ regeringen vil tilstå os er ikke noget vi skal være taknemmelige for – at den begrænser vores liv i grotesk grad og dernæst letter støvletrykket på struben en lille smule er ikke noget at takke for.
This is the mortality rate per 100,000 for the period from February 1, 2020 through March 24, 2021, and the mortality figures are extracted from the CDC’s own expansive count of WITH-Covid deaths.
Population/ WITH-Covid deaths/ rate per 100,000 by Age Cohort:
0-17 Years: 73.2 million persons/ 238 deaths/ 0.33 per 100k; 18-29 years: 53.6 million persons/ 1,916 deaths/ 3.6 per 100k; 30-49 years: 84.5 million persons/ 20,717 deaths/ 24.5 per 100k; 50-64 years: 62.9 million persons/78,883 deaths/ 125.4 per 100k; 65-74 years: 31.5 million persons/ 115,381 deaths/ 366.4 per 100k; 75-84 years: 16.0 million persons/ 146,310 deaths/ 916.2 per 100k; 85+ years: 6.6 million persons/ 162,583 deaths/ 2,460.0 per 100k; All ages: 328.2 million persons/ 526,028 deaths/ 160.3 per 100k.
In round terms, the above shows that 81%of all WITH-Covid deaths have been among the 16% of the population (54.1 million) 65 years and older. By contrast, the 64.4% of the population under 50 years (211.4 million) accounted for just 22,900 or 4.4% of the WITH-Covid deaths tallied by the CDC.
Et års massiv propaganda har ført til homo sapiensifobia og pustet til folk dødsangst – staten skal forestille at være det eneste værn der står imellem dig og den visse død. Men det er et fatamorgana – staten kan kun gøre mere skade og stå i vejen for løsninger. Vi skal alle dø – også Mette (selvom vi håber at få mange reelt produktive år ud af livet inden).
Fascisme har en udansk klang (?) – men når man betragter det forgangne år er det måske ikke kun de andre der lider under det åg. Betænk også at klimafascisterne ligger på lur og er klar til at overtage når corona-mutanternes skræmmeeffekt aftager.
Lew Rockwell beskrev tidligere med udgangspunkt i John T Flynns As We Go Marching 8 karakteristiske træk ved den fascistiske ideologi. Læs artiklen her. Den er skrevet i en amerikansk kontekst men lad os se hvordan det ser ud herhjemme.
Regeringen er totalitær idet den ikke anerkender nogen grænser for dens magt. Regeringen blander sig i stort set alt hvad vi foretager os, intet er for småt og det sidste år har været ekstremt under dække af en ‘sundhedskrise’. ✅
Regeringen er de facto diktatorisk med en fører i spidsen. Rockwell peger på at omend præsidenten ikke er enevældig så har den udøvende magt i USA har tiltaget sig en diktatorisk magt og dominerer i ganske betydelig grad. Mette prøver så godt hun kan…(✅)
Regeringen administrer et kapitalistisk system med et enormt bureaukrati. Et bureaukrati der vokser som en kræftsvulst og æder ressourcer. Med henvisning til Bastiat er omkostningen ikke bare ufrihed men al den rigdom og fremgang der ikke bliver skabt som følge af bureaukratiet. ✅
Producenter organiserer sig i karteller på syndikalistisk maner. Syndikalisme indebærer at producenter kontrollerer økonomien – i modsætning til kapitalisme hvor forbrugeren er i førersædet. Spørgsmålet er blot om man er inde for i varmen og hvilke syndikater der skal favoriseres med særlig beskyttelse, privilegier eller hjælpepakker. ✅
Økonomisk planlægning baseret på uafhængighed af omverdenen. Hertil kræves at staten kontrollerer et enormt geografisk område – det ikke rigtig tilfældet med Danmark – selv vi tæller Grønland med. ❌
Regeringen driver økonomien via offentligt forbrug og lån. De groteske hjælpepakker i kølvandet på regeringernes ødelæggelse af folks mulighed for at klare sig selv stikker i øjnene her corona-tiden. I forvejen udgør statens budget herhjemme ca halvdelen!! af BNP. ✅
Militarisme er en af hovedposterne i budgettet. Der kan vi heller ikke matche USA – selvom Fjogh Rasmussen grundlagde en Nato-karriere ved at trække os ind i konflikter og spise kirsebær med de store. Men ‘vi’ ville gerne…(❌)
Militæret bruges til at understøtte imperiet. En afstikker af punkt 7 – vi er for små til at have vores eget imperium men bidrager gerne til de missioner vores ‘allierede’ peger på. (✅)
Fuldbyrdet fascisme kan man ikke kalde det – men inden for landets grænser er tendensen tydelig.
Løsningen af problemer skabt af problemløseren selv er statens og bureaukratiets fineste kendetegn, udover tvangselementet, naturligvis.
I disse dage gratulerer politikere hinanden over en hjælpepakke til ‘kulturlivet’ – det kulturliv de selv har smadret til ukendelighed, eller en mink-pakke (hvor bliver rigsretssagen af?) hvor staten afliver et erhverv og dernæst uddeler andre folks penge til ofrene for statens overgreb. Vi må jo forstå at det er til vores eget bedste at vi sådan får frataget selvbestemmelse. I svære tider kan vi ikke selv træffe svære beslutninger, det er for svært – så derfor må politikere og embedsværket modstræbende udstede ordrer om hvordan, hvornår, hvor, hvorlænge og med hvem vi må gebærde os. Hensigten helliger midlet (?!) – og selvom den erklærede hensigt kan være nok så god er resultatet pauvert, for nok kan staten ikke skabe noget, men den er i særklasse når det handler om ødelæggelse.
Selvom hensigten kunne være nok så nobel er det ikke et argument for at fratage mennesker deres værdighed. Nogle funktioner bliver udråbt som ‘essentielle’ og alle andre må så gå i dvale mens vi venter på uvejret, den lange virus-vinter driver over. Det gør den imidlertid aldrig, der dukker nye varianter op eller andre katastrofer som vi må beskyttes mod, for som de uselvstændige væsener vi er (blevet – tak for ‘gratis’ ‘uddannelse’!) må vi forlade os på vores herskere velvilje og klogskab.
Hvis du mener at en anden person ikke leverer noget du har brug for, kan du undlade at handle med vedkommende, du kan beskytte dig mod synet, lugten, lyden af andre men du kan ikke fratage dem deres eksistens. Nogen må gøre noget, tænker man. Og politikere skal udvise handlekraft så folket kan se hvor storartet det er. Handlekraft er magt, love må laves, dekreter udstedes. Og vi ved efterhånden godt, at der er utilsigtede effekter, som kalder på at nogen må gøre noget…Opgaveglidning florerer, dobbelt op på snyd med håndsprit hvis det har relation til et bestemt virus – vi kan ikke overlade folket, den umælende flok, til charlataner, ganske ubeskyttet som et lille barn. Når nogen stikker næsen frem og kritiserer religionen staten og det kunne have at gøre med noget virus – hep, dobbelt op på straffen. (Bemærk hvordan ‘stormløbet på kongressen i Washington 6. Januar flettes ind – w-t-f?!)
Den elendighed som ligger i kølvandet, ikke på virussen, men på myndighedernes tiltag, bruges nu til holde folk som gidsler. I får en lille flig af jeres frihed – frihed som aldrig har været statens at tildele – tilbage, når I underkaster jer de tiltag vi foreskriver, og lader underkastelsen registrere i et corona-pas. Kun til brug for at ‘vi’ kan ‘åbne’ samfundet. Men også her kommer der til at ske opgaveglidning og pludselig har du permanent husarrest hvis du ikke føjer corona-kommissæren, og rationerne bliver mindre og består snart kun af gammelt, muggent brød.
Den adfærd der foreskrives er ikke samfundssind – men samfundsafsind.
Vi er ikke staten, staten er ikke os og den er ikke algod. Staten er, som Rothbard beskrev, den organisation der skaffer sig sit udkomme ved hjælp af trusler om vold og vold. Lær om dens Anatomi her.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
