Udgivet i Skriv en kommentar

Alternativomkostninger ved atomfysik

Har ‘vi’ brug for en større partikelaccelerator? Muligvis.
Spørgsmålet er om sådan en skal finansieres af tvangsinddrevne midler (p.t. 137MDKK/år). CERNs budget for 2019 er på knap 1,5 mia CHF, eller ca 10MiaDKK.

Svaret på det retoriske spørgsmål er naturligvis Nej! Det skal det ikke. Politikere kan ikke vide hvad der er den bedste brug af ressourcer og kerer sig normalt ganske lidt om alternativomkostninger.

Sabine Hossenfelder påpeger begrænsningerne ved den ellers bemærkelsesværdigt succesrige reduktionistiske model.
http://backreaction.blogspot.com/2019/10/has-reductionism-run-its-course.html
Russ Roberts havde fornyligt et interview med Hossenfelder som interesserede kan finde her: econtalk – lyt til den her (også transcript tilgængeligt).

Personligt synes jeg at der burde bruges flere ressourcer på f.eks. atomfysik, astrofysik og energiproduktion. Og også på opera (ikke alle operaer!). Men mine personlige præferencer giver mig ikke ret til at gå ind til naboen og hente ressourcer til at opfylde mine mål. Heller ikke selv om jeg kan få nogle flere med på den galej og vi rotter os sammen, udpeger en person vi kalder skatteminister og erklærer at skatteministeren og hens lakajer kan hente ressourcer hos min nabo, uden dennes samtykke. Det er simpelthen et overgreb på ejendomsretten og moralsk forkert.

Det andet problem er at propagandaministeren og hens lakajer ikke er i stand til at afgøre, hvor meget der er den ‘rigtige’ mængde ressourcer at kaste efter forskning i atomfysik – det har ikke noget at gøre med hendes CV – hvor beskedent det end kan forekomme. Derimod handler det om at et offentligt system ikke er i stand til at afgøre hvor meget befolkningen ønsker af atom-forskning på bekostning af mavedans, bedre æblesorter, mere fritid eller hvad det nu måtte være. Økonomien er ikke et rumskib der kan overvåges eller styres – men summen af utallige interaktioner mennesker imellem. Foregår disse frivilligt ved vi at der er tale om gevinst for de involverede parter og der skabes mere værdi som f.eks. kunne bruges på forskning. Når man kan tvinge sig til andre menneskers ejendom er der mere tilbøjelighed til at spendere hovedløst, og kan man oven i købet opnå fordele ved at uddele andre folks midler, er tilskyndelsen mildt sagt uhensigtsmæssig. Medmindre, selvfølgelig, vores ‘fælles’ ressourcer bestyres af engle. Hint: Det er ikke tilfældet.

Udgivet i Skriv en kommentar

(Skal) Simplere skattelovgivning søges?

Hvad skulle formålet være, kan man spørge? Tjah – hvad er formålet med at det er så kompliceret at selv specialister ikke kan overskue skattesystemet – og bureaukratiet ikke kan administrere det. Måske er formålet at folk holdes uvidende om hvor meget de egentlig plyndres for. Måske er det bare en konsekvens af talløse lapperier, hvor utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb forsøges justeret. Hvilket fører til…nye utilsigtede konsekvenser. Eller både ondskab og dumhed

CEPOS forsøger sig med et forslag til forsimpling. Alt andet lige bør folk uden de store forudsætninger kunne beregne hvor stor en tvangsopkrævning de påføres, uden at søge hjælp fra specialister (eller misdæderen selv ‘SKAT’). Forslaget kunne afsløre hvorvidt banderne i folketinget rent faktisk er interesseret i at pøbelen kan regne det ud selv, og om alle kommissionerne til forsimpling af lovgivning blot er røgslør.

Forslaget undlader helt – formentlig tilsigtet – at påpege det urimelige i selve tvangsopkrævningen, uanset hvordan den foretages og hvor stor eller lille den er. Det har dog været nævnt før både på Cepos og ikke mindst her på sitet.

Målet bør være en flad skatteprocent på 0 (nul).

Ligesom en del af menneskeheden for nyligt indså at slaveri var forkert og derfor satte som mål at afskaffe den (ikke reducere til 25% eller noget lignende), skal vi stræbe efter frivillighed i omgangen med andre mennesker på alle områder. Gennem det meste af menneskehedens historie har slaveri været et normalt vilkår – først inden for de sidste ret få årtier har en stor del indset af det er forkasteligt. Sådan kommer det forhåbentlig også til at gå med beslaglæggelse af privat ejendom med tvang og trusler.

Når Loven bruges til noget som helst andet end beskyttelse af person og ejendom ender det i magtkampe om, hvem der kan plyndre andre. Bastiat beskrev dette præcist i Loven:

…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…

Køb den her i dansk oversættelse for kun 37,50!

Udgivet i

Økonomi for ikke-økonomer

Donald Boudreaux har et citat fra Mises’s Human Action der understreger ‘østrigerne’s syn på økonomi, som noget der vedrører alle i samfundet, som ikke behøver at være vanskeligt tilgængeligt, og som alle nødvendigvis må have et minimum af forståelse for, for at forstå hvad der foregår i samfundet.

Boudreaux præciserer at Mises ikke her taler om formelle studier af økonomi på højere niveau (eller dybere – i betydningen man har gravet sig så dybt ned i et hul, at kun et ganske lille udsnit af virkeligheden er inden for synsvidde…). Næh, det er basale begreber inden for økonomisk tænkning, som at ressourcer der allokeres til produktion af et bestemt gode, nødvendigvis indebærer at de ikke også kan anvendes til andet samtidigt. Erklærede hensigter er ikke det samme som resultater (WTF?!) og målet med økonomisk aktivitet er øget forbrug – ikke øget behov for arbejde.

Forbrug her betyder ikke nødvendigvis flere ‘ting’ – man kan også betyde ydelser der på anden måde hæver folks levestandard (tid med familie, venner, litteratur, musik, ren(ere) og behageligere omgivelser…

Forestillingen om at ‘vi’, ‘staten’ bare kan betale for endeløse behov ved at udstede love, befalinger, eller omfordele ressourcer fra nutidige eller kommende borgere er et eksempel på fraværet af økonomisk tænkning.

Mises mesterværk kan frit hentes fra Mises.org (direkte link findes her).

Man mistænker næsten at der er nogen der har en interesse i, at sørge for befolkningens generelle økonomiske analfabetisme…

Udgivet i Skriv en kommentar

Grisk, grådig, gyselig…

Gimpe kunne man tilføje om kommissæren (grobrian hvis kommissæren havde identificeret som en mand) hvis man ville gøre det til en personsag. Da det imidlertid er politikken snarere end personen der har interesse, nøjes jeg med at karakterisere politikken.

Forestillingen om at en illegitim institution har ret til andres ejendom bliver ikke bedre af at offeret har overordentligt dybe lommer og gerne betjener sig af statsmagten for at hæve barren for konkurrenter. Det sidste handler om det absurde begreb ‘immaterielle rettigheder’ eller ‘Intellectual property’ og er et spørgsmål vi sætter til side for nu. Emnet er tidligere berørt her.

Ævlet om at et firma skal ‘give tilbage’ til det omkringliggende samfund er netop ævl. Medmindre firmaet kan tvinge kunderne til at købe dets produkter har det allerede ‘givet’ til forbrugeren. Forbrugeren har – frivilligt – givet afkald på noget (f.eks. Penge) for at købe firmaets produkt og dermed demonstreret! at firmaet har givet værdi for netop denne forbruger – uden at andre er tvunget til være medbetalende.

Mange steder pålægges forbrugeren en ekstra skat (i DK kalder de det moms). Dertil kommer lønninger til firmaets medarbejdere – som også alle bliver truet til at betale skat. Endvidere skal firmaet betale for mere eller mindre forarbejdede varer der indgår i produktionen af forbrugsgodet, vedligeholde bygninger og maskiner samt betale for deres drift. ALtsammen i forventningen om at fremtidige kunder vil købe produktet – men uden garanti. De der tilvejebringer den nødvendige kapital for at forudbetale alle disse led bærer risikoen for at have fejlvurderet forbrugernes villighed til at købe produktet.

Otto Brøns-Petersen har et længere essay om EUs jagt på IT-beskatning her på Cepos.

Profitten er belønningen for at have vurderet fremtiden (i hvert fald delvist) korrekt og samtidig signalet til andre iværksættere om at her kan der tjenes penge hvis man kan producere et tilsvarende produkt bedre og/eller billigere.

Når griske, grådige og gyselige politikere beslaglægger en del af dette signal for at bruge byttet til bestikkelse af udvalgte befolkningsgrupper (købe genvalg), fører det til ringere vilkår for de fleste andre og er oven i købet umoralsk.

Udgivet i 1 kommentar

Hvad er en dygtig politiker?

Man kunne fristes til at svare ‘Et oxymoron!’ Men det er lovlig letbenet – man kunne også spørge ‘Sammenlignet med hvad?’

Christian Bjørnskov kommenterede for nyligt på venstreformandens afgang og kaldte Løkke for ‘…en af sin generations dygtigste politikere…’
Bjørnskov påpegede også den kedsommelige tendens til, blandt ungdomspolitikere (men jeg ser det som en generel brist i politiker-karakteren, med få undtagelser) at føle at de har ret til magt.

Bjørnskov hævder at

 I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. 

…og henviser til den skelnen der er på engelsk mellem to govern og to rule. Det kan føre til en interessant diskussion om hvornår noget delegeres til andre og hvornår nogle andre hersker over én. Vi foretrækker (nok flest) ikke at have herskere, men vi kan stadig kun uddelegere retten til noget vi selv har har ret til. Jeg kan således ikke uddelegere retten til at plyndre min nabo for at betale for genboens barns sygdomsbehandling. På samme måde kan en bande under henvisning til at banden har ladet afholde en ‘afstemning‘ og derfor nu anser sig for berettiget til en andel af andres ejendom heller ikke tage min nabos ejendom og gøre med den som banden finder passende.

Bjørnskovs tekst rejser spørgsmålet om hvad lov (hvornår er det ok at bruge magt) egentlig er. Frédéric Bastiat beskrev i Loven i 1849 hvad der sker når man ikke meget nøje overholder respekten for andres ejendom og begrænser magtudøvelse til et ganske snævert område.
Bogen kan købes på dansk her i butikken for den beskedne sum af kr. 37,50!!

En politiker er en person der beskæftiger sig med magt og tvang – de politiske midler – i modsætning til et ordentligt menneske der, i respekt for medmenneskers lige ret til egen ærligt erhvervet ejendom, betjener sig af frivillige udvekslinger – handel – for at opnå sine mål.

En dygtig politiker er derfor en person der formår anvende magt og tvang, eventuelt på en måde så det ikke er åbenlyst for ofrene at de bliver plyndret, til at fremme sine interesser. Jo mere inkompetente ‘vores’ politikere fremstår, desto tydeligere bliver det at deres plyndring af andre mennesker er moralsk forkastelig og skønt den kan fremstå ‘legal’ er den ganske illegitim! Man kunne håbe at dette fører til en svækkelse af opbakningen til statens fremadskridende invasion af stor og småt i folks liv og en opsigelse af ‘kontrakten’.

Fri os fra dygtige politikere!

https://dilbert.com
Udgivet i Skriv en kommentar

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i Skriv en kommentar

Kan genbrug ligefrem…skade miljøet?!

Det for nogle lidt overraskende svar er: Ja, det kan det faktisk. Og oftere end man umiddelbart skulle tro. Læs Michael Mungers artikel om hvordan det kan være.

Det grundlæggende princip også her, er, at hvis det kan ‘betale sig’ at genbruge så sørger iværksættere på et frit marked for at minimere spild af knappe ressourcer. Profit er signalet om, at her bruges ressourcerne mest effektivt. Det indebærer også at ikke-pekuniære gevinster tilgodeses – så som fornøjelsen ved rene og pæne omgivelser. Man skal holde sig alternativomkostningerne for øje også når det handler om genbrug. Giver det ‘mening’ at genbruge f.eks. glas? Det kommer an på hvad omkostningerne er ved at kassere brugt glas. De kan sættes kunstigt højt, typisk ved statsdikterede indgreb og kan medføre øget ressourceforbrug til indsamling, transport, rengøring, m.v. af genbrugsglasset, og som artiklen anfører, direkte øget forurening.

Det er klart at hvis ‘vi’ (det vil typisk sige ‘de andre’) nedsætter deres forbrug i al almindelighed vil ‘belastningen’ på omgivelserne blive mindre – med mindre det drejer sig om services som litteratur, musik eller spadsereture. Blot skal man ikke gå for hurtigt, for så stiger ens produktion af CO2…Hvor meget man får lov at respirere skal nok blive genstand for lovgivning og regelrytteri i fremtiden... Jo rigere et samfund er, desto større vil efterspørgslen også være på rene, pæne omgivelser og dermed tilskyndelsen til at producere varer og ydelser i overensstemmelse hermed.

Staten, derimod, dikterer blot et ‘niveau‘ op til hvilket enhver kan svine så meget man lyster, hvis man skaffer sig den nødvendige ’tilladelse’. Eller lyver bare om det som i Flint, Michigan. Adskillige byer har endnu højere blyforurening, hvilket er en ringe trøst.
Se mængden af gældende love og regler i DK vedrørende miljøet på retsinformation (det er kun de første 7 sider der lister gældende regler…).

Rothbard og Block har diskuteret hvordan privat ejendomsret vil bidrage til at nedbringe forureningsniveauet – blandt andet kunne man forestille sig at teknologi ville muliggøre en bedre identifikation af kilder til forurening, således at man bedre kan gøre krav gældende overfor personer der forurener ens ejendom.

Udgivet i 2 kommentarer

Frigør 144 mia kr og lad folk selv købe undervisning

Tom Woods har i episode 1477 besøg af Lawrence Ludlow, en tidligere gymnasielærer (i Michigan), der har en gruelig historie at fortælle om tilstanden i skolesystemet. Desværre er elendighederne i USA ofte et forvarsel om hvad der kommer her.

Historien illustrerer vigtigheden af få fjernet undervisning fra opgaverne vi tillader staten at ‘varetage’ – der kan frigøres 144 mia kr (2018) ud af et budget på 1.144 mia. Pengene skal forblive på borgernes private hænder så de kan betale for den uddannelse de mener at have brug for og råd til.

Dette skal ikke opfattes som et angreb på viden og lærdom, men det er bydende nødvendigt at genetablere forbindelsen mellem køber og sælger af den service der går under betegnelsen uddannelse. Hverken Mette eller Lars er i stand til at afgøre hvad andre skal lære – og heller ikke dette er en opgave for staten, der på ingen måde kan repræsentere folkets stemme.

Der er til gengæld behov for at tale med vores børn og hinanden om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre – og om hvad staten er for en grimrian når masken bliver revet af.

Tuttle tvillingerne lærer om loven – og om hvordan mennesker samarbejder uden at blive tvunget til det (det kaldes det frie marked). Køb børnebøgerne her! – og start med dine egne børn! – eller forær dem til venner og fjender!

Få Bastiats Loven for kun 37,50 her
Rothbards Statens Anatomi 37,50 her
køb flere og få rabat – del ud til venner og fjender!

Udgivet i Skriv en kommentar

Unobtanium – endnu ikke opdaget…

Løftet om vedvarende energi er stadig ikke indfriet – og med mindre man går ind for samfundsomstyrtende fald i levestandarden sker det næppe inden for en kortere årrække. Wall Street Journal har et indlæg der beskriver de groteske omkostninger forbundet med dagens ‘grønne’ energi. Således kræver et ca 1/2 ton tungt batteri (der skal bortskaffes når det er udtjent) at der udvindes omkring 250 ton råmaterialer. Et benzin- eller dieseldrevet køretøj kan for en tiendedel (vægt af materialer) levere samme antal kilometer over batteriets ca 7 års levetid.

Til konstruktionen af en vindmølle medgår  900 ton stål, 2.500 ton beton og 45 ton plastik…

Hvis elektriske biler skal erstatte konventionelle vil behovet for kobolt og lithium stige mere end 20-fold. Heldigvis produceres 70% i Den ‘Demokratiske’ Republik Congo og 90% forarbejdes i Kina, så vi behøver ikke bekymre os om miljø, arbejdsforhold eller forsyningssikkerhed;)

Rapporten der citeres i artiklen kan læses her.

Udgivet i 1 kommentar

Det knuste vindue – om alternativomkostninger

Niels Westy skrev for nyligt en klumme på punditokraterne om alternativomkostninger (tak for det!) og harcelerede over at det som regel kun er økonomer der tager alternativomkostninger i betragtning. Man fristes næsten til at sige – Gid, de gjorde! Retfærdigvis nævner han at der findes en del, der tjener godt på at fremme særinteresser.
Men økonomien er ikke et rumskib der kan styres, ligegyldigt hvor indsigtsfuld piloten mener at være (se også Hayek…), som Westy også påpeger.

Det er godt at blive mindet om fænomenet som ingenlunde er nyt. Henry Hazlitt skrev den fremragende Economics in One Lesson i 1946, med udgangspunkt i Frédéric Bastiats tekst fra 1850 (kapitlet La vitre cassée i
Ce qu’on voit et Ce qu’on ne voit pas [Det man ser og det man ikke ser]

Hazlitt åbner 1. kapitel, Lektionen, med følgende indsigt (min oversættelse):

Ingen anden disciplin plages af vildfarelser i samme omfang som økonomi. Dette er ikke tilfældigt. Vanskelighederne i selve emnet er rigelige i sig selv, men mangedobles af et karakteristikum, som har langt mindre betydning inden for for eksempel fysik, matematik og medicin, nemlig det forhold at aktørerne i økonomien har egeninteresser! Enhver gruppe har godt nok visse økonomiske interesser fælles med alle andre grupper, men har også interesser der er i modsætning til andre grupper. Mens nogle offentlige politikker ville være til alles langsigtede fordel, er andre til fordel for nogle grupper på bekostning af andre grupper. Den gruppe der har fordelen, vil netop af denne grund, argumentere overbevisende og vedholdende for politikken. Den vil hyre de dygtigste hjerner til at tale sagen for fuld tid – og vil ende med at overbevise offentligheden om det gode ved netop denne politik, eller forplumre diskussionen så det bliver næsten umuligt at forholde sig til substansen.

Udover denne vedholdenhed er der en anden faktor der dagligt giver anledning til nye vildfarelser. Det er folks generelle tendens til kun at se de umiddelbare effekter af en given politik på en enkelt gruppe, og ikke undersøge eventuelle afledte, ofte utilsigtede effekter, ikke bare for den enkelte, specielle gruppe, men for alle andre andre grupper. Det er fejlslutningen om de usete, sekundære effekter.

Heri ligger hele forskellen på god og dårlig økonomisk tænkning. Den dårlige økonom ser kun de umiddelbare, åbenlyse effekter; den gode leder også efter afledte, skjulte effekter. Den dårlige økonom ser kun på effekten af en given politik på en enkelt gruppe, mens den gode spørger sig selv hvad effekten er, også på alle andre.

Set under denne vinkel kan økonomi i almindelighed reduceres til en enkelt lektion, og denne lektion kan reduceres til en enkelt sætning. Økonomi er kunsten at se efter, ikke bare de umiddelbare effekter men også af de afledte effekter af en handling eller politik, og at følge konsekvenserne af politikken, ikke bare for en enkelt gruppe, men for alle grupper.

Kapitel 2, Det knuste vindue, lyder således i min oversættelse:

Lad os begynde med en meget enkel illustration, nemlig Bastiats eksempel med det knuste vindue.

Et bøllefrø kaster en sten og knuser et vindue i en bagerbutik. Bageren løber rasende ud på gaden, men knægten er forsvundet. Folk stimler sammen og stirrer med stille tilfredshed på hullet i vinduet og glasskårene der flyder overalt på brød og kager. Efter et stykke tid føler man behov for filosofisk eftertanke. Flere i skaren vil sikkert minde hinanden eller bageren om, at når alt kommer til alt, er der også en lys side ved ulykken. Det vil skabe omsætning for glarmesteren. Og efterhånden bygges der videre på dén historie. Hvad kan et nyt glas koste? Nogle tusinde kroner? Det er også en slags penge. Hvad ville der ikke ske for glarmesterbranchen hvis vinduer aldrig gik i stykker? Og så er der ingen ende på det. Glarmesteren vil have nogle tusinde mere at spendere hos andre handlende osv. osv. i det uendelige. Det smadrede vindue vil skabe omsætning og arbejde i stadigt større ringe. Den logiske slutning på ulykken, hvis skaren skulle vurdere det, var at den unge bandit der kastede stenen, langt fra at være en trussel for den offentlige ro og orden, snarere havde ydet offentligheden en tjeneste.

Lad os se nøjere på sagen. Tilskuerne har i det mindste ret i den første konklusion. Den beskedne vandalisme betyder i første omgang omsætning for glarmesteren. Glarmesteren er ikke mere bedrøvet over ulykken end en bedemand er over et dødsfald. Men bageren mangler nu de par tusinde kroner som han ellers skulle have brugt på et sæt tøj. Eftersom han nu er nødt til at erstatte ruden, må han klare sig uden tøjet (eller et tilsvarende forbrugsgode). Dan han havde tænkt at købe tøjet samme eftermiddag, finder han sig nu alene med den erstattede rude, men uden tøjet og uden de tusinder han har brugt på vinduet. Hvis vi ser ham som en del af samfundet, er det nu samlet set et sæt tøj fattigere end det ellers ville have været.

Glarmesterens gevinst er blot skrædderens tab og intet nyt ‘job’ er skabt. Folkene i tilskuerskaren tænkte kun på de to parter, bageren og glarmesteren. De glemte den potentielle tredie part, skrædderen. De glemte ham netop fordi han ikke kom i spil. De vil gå forbi og se det nye vindue de næste dage, men de vil ikke se det sæt tøj som ikke blev syet. De bemærker kun det umiddelbart synlige.

En ting er at økonomi beskriver konsekvenserne af forskellige handlinger; det som økonomi ikke kan hjælpe os med direkte, er hvorvidt en given handling er moralsk forsvarlig. Der skal andre overvejelser til og også her kan vi læne os op ad Bastiat og hans gennemgang af, hvornår det er på sin plads at bruge magt over for andre.

Læs Loven – køb den her på dansk for kun 37,50!