Pensionssystemet herhjemme tåler en opgradering – en opgradering hvor kunden (offeret) kan forlade butikken uden straf, når lugten bliver for stram. PFA og mange andre selskaber er gået galt i byen.
Danmark er endda ikke det værste land, idet den opsparing man tvinges til trods alt bliver indbetalt på en personlig konto. Det er imidlertid ikke så meget værd, når det er forbundet med betydelige omkostninger at flytte opsparingen, man kan ikke selv bestemme hvilke sektorer man ønsker og ikke ønsker at ens bundne midler investeres i, og takket være kronens binding til euro’en og en ECB der er gået amok forringes købekraften af de bundne midler. Det kan være at en låneomlægning barberer noget af gælden, men det er så långiverne der ‘bliver klippet’ – og det er blandt andre pensionskasserne, og dermed indskyderne som må bære omkostningerne. Fremtidens skattekvæg får endnu tungere åg at bære, og produktiviteten stiger næppe som følge af ESG (exceptionally stupid governance).
Lur mig om der ikke også, når politikerne skal ud og spendere endnu mere, dels vil være modregning i de talrige offentlige omfordelingskroner der rundsendes (med tilhørende tab i bureaukratiet) og dels vil pensionskasserne ‘beslutte’ sig for at investere i absurde projekter.
Lad folk beholde deres ejendom og selv bestemme hvor stor en andel de vil lægge til side og hvornår. Det er også folks egen beslutning hvilke sager og personer de finder værdigt trængende til hjælp og hvordan det skal foregå. Hold så kleptokratkloen fra pengene og overlad ansvaret for folks liv og pension til dem selv(!).
Det vil selvfølgelig ikke give et perfekt samfund uden konflikter eller ulykke, men den fattigdom som er grundvilkåret i tilværelsen bliver trængt mere tilbage.
Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.
EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.
And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.
Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago
Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.
Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)
Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.
Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.
Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.
Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.
Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!
Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.
Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.
Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.
Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Pas på! Her kommer noget fra RT. Daniel McAdams fra Ron Paul Institute er på, med John Varoli og Marko Gasic. Hvad er den amerikanske regerings endemål med at fortsætte med at hælde benzin på bålet i konflikten mellem Rusland og Ukraine?
Er der nogen der spiller hazard med resten af menneskeheden i jagten på magt og mammon? Hvorfor er der ingendiplomatisk aktivitet mht til at stoppe myrderierne, men blot mere og mere skinger retorik der synes beregnet på at fremme eskalering af konflikten?
Jeg hælder til analysen der siger at det russiske kleptokrati ganske uretmæssigt, men absolut provokeret af NATO kleptokratiet har overfaldet det dybt korrupte naboland. Det går først og fremmest ud over civilbefolkningen, sådan som moderne krige nu har etableret sig som total krig.Krig er ikke længere blot noget de rigeste har råd til i korte perioder – se Rothbard for en forklaring på hvordan staten har udviklet sig og hvad den er for en størrelse.
Statens Anatomi
Efter min vurdering vil yderligere våbenleverancer til kleptokratiet i ukraine føre til yderligere tab af menneskeliv (ukrainere, russere, og andre, især i udviklingslande der er afhængige af produkter fra de krigsførende lande) og destruktion af produktionsapparat – samt tab af ressourcer for de mennesker, der er blevet plyndret for at deres regeringer kan købe våben af vennerne og sende dem rundt i verden. Men slutresultatet er med stor sandsynlighed at ukraines nuværende grænser ændres og verden vil være et fattigere sted. Jo længere konflikten vedligeholdes, des værre.
Eftersom ikke alle finder at vedligeholdelse af konflikten er dybt umoralsk står vi i den situation at nogle tvinges, via skatter, til at betale for noget de finder umoralsk. En bedre model er, at folk som vil støtte den ene eller den anden part i en konflikt, må gøre det med egne midler. Så må de spytte i kassen, og vi får se hvor mange kroner, krudt, kugler og bukseknapper der bliver lagt. Mit bud er at bukseknapperne vil dominere, og dermed begrænses ressourcerne der spildes på en konflikt hvis resultat er givet. Andre kan have en anden opfattelse og må tage til fronten og/eller afgive ressourcer.
Staten bør IKKE kunne kommandere ressourcer til konflikter andre steder – og situationen illustrerer vigtigheden af, at statens ‘råderum’ mht andre folks ressourcer skal begrænses mest muligt. Verden vil blive mindre uperfekt. Sheldon Richmann skriver her om den kollektive usikkerhed der er indbygget i atlanterhavspagten – modsat hvad man skulle tro, og hvad vi er blevet påduttet.
…som det hedder på nydansk. Desværre må man frygte at vi endnu er langt fra toppunktet på stupiditetskurven, hvis en sådan fandtes. Forsøget på at gennemtvinge skiftet fra energi baseret på fossile kilder (gammelt biomateriale) til ekstremt materialeintense kilder vil få levestandarden til at falde i velstående lande, medføre endnu mere elendighed i udviklingslande, formentlig bidrage til endnu mere ufred imellem mennesker og dertil kommer den ganske beskedne effekt på Klimaet. Det er ikke en gunstig udvikling hvis målet er mere menneskelig trivsel.
Liberal alliance har enten i ramme alvor eller i dyb satire, bekendtgjort en ambition om 100% reduktion af CO2 udledning (en gas som vi har brug for af hensyn til plantevelfærd) inden for 8 år. De 70% et virkelighedsfornægtende folketing allerede har sat som mål er ikke nok. Men hvorfor stoppe ved 100% – hvorfor ikke opkøbe samtlige CO2 kvoter i EU og tilintetgøre dem? SÅ kan de lære det! Man må forudse at luften skal have pisk, når den nægter at indordne sig herskernes nykker. Argumentet om at Danmark skal være et foregangsland mht hvordan man ikke skal gøre, på linie med Tyskland kan man selvfølgelig mene har en vis vægt. Skalerbarhed med hensyn til Danmarks situation er dog begrænset og ingen lande hvis indbyggere ønsker at forbedre deres levestandard vil vælge så afsindige omkostningstunge energikilder. Eftersom det gælder lande med verdens største befolkninger og udledninger er effekten af upålidelige, materialeintensive, omkostningstunge energikilder i Danmark uden nogen som helst gunstige effekter på andet end politikeres mulighed for at spejle sig i selvgodhed og ‘grønne’ industriers bundlinie.
Den glimrende podcast Regelstaten havde fornyelig et par episoder hvor man sad lidt og tænkte ‘så tæt på’ og så alligevel ikke. Med tæt på mener jeg en sammenhængende forklaringsmodel der kan hjælpe os med at forstå de observationer vi kan gøre. Den østrigske skole leverer en sådan model, men det virker som om økonomistuderende ikke rigtig præsenteres for den.
Det var en anelse spøjst at høre to økonomer famle lidt efter hvad faget økonomi egentlig beskæftiger sig med, når de nu havde besluttet at sætte sig ned og lave en podcast om økonomiske principper.
Havde de slået op i von Mises mesterværk Human action (Introduktion, kapitel 1) ville de kunne se at økonomi er en del af læren om menneskets hensigtsfulde aktivitet (det Mises kalder praxeologi). Alle handlinger indbefatter tilvalg og fravalg. De handlinger der mere snævert omfatter udveksling af varer eller ydelser på et marked er traditionelt økonomers fagområde, eller med Mises’ term catallactics. Kan det nu stadig være relevant? Ja, for den grundlæggende præmis: mennesket handler med en hensigt, er stadig gyldig, og netop derfor er økonomi ikke noget vi kan overlade til økonomer, men noget vi alle er nødt til at beskæftige os med
Economics must not be relegated to classrooms and statistical offices and must not be left to esoteric circles. It is the philosophy of human life and action and concerns everybody and everything. It is the pith of civilization and of man’s human existence.
Økonomien, derimod, er summen af alle de udvekslinger der foregår imellem aktører forskellige steder. Ingen central styring af dette kan give et bedre resultat, hvis hensigten er mest mulig velstand og trivsel til flest muligt mennesker. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres af en udpeget elite, eller nogen anden central myndighed. Det blev da også nævnt i podcasten – ret skal være ret.
Heldigvis var der også et ekstra bonusinterview med Andreas Steno, der kunne bidrage med lidt lys over årsagerne til ‘inflation’ – omend jeg ikke tror de fik ramt den rigtige definition. Der var noget med generelle prisstigninger, og diverse indices, men de fik vist ikke forklaret at stigningen i priser eller ‘prisniveau’et’ er en konsekvens af inflation og forpasser dermed muligheden for at bedre at forstå udviklingen i priser på forskellige områder. Inflation er, altid, en øgning af pengemængden i østrigernes definition. Penge er sjældent et mål i sig selv, men (bl.a) et middel til handel med varer eller ydelser imellem forskellige mennesker. (Penge er også et middel til opsparing og bogholderi – estimering af om udgifter til produktion kan ‘betale sig’, dvs om andre vil finde værdi i det producerede, der overstiger udgifterne til fremstillingen. Men de funktioner lader vi lige ligge.)
Penge er altså et ‘krav’ på ressourcer, et bevis på at man har produceret noget af værdi for andre, og dermed kan bytte sig til andres produktion. Når inflation foregår som direkte seddeltrykkeri er det nogenlunde simpelt at forstå hvorfor priser må stige – der er ikke opstået flere ressourcer, blot skabt flere penge der nu bruges som om der var flere ressourcer og derfor må der efterhånden bruges flere penge for at bytte sig til de samme ressourcer der før var til rådighed. Denne form for falskmønteri udnyttes af politikere til at købe stemmer, og af politisk entreprenante aktører til at købe sig indflydelse uden at have sparet op/skabt værdi.
En anden måde at lade som om der er flere ressourcer end der faktisk er til rådighed, er gæld, når denne ikke er modsvaret af opsparing. Det er hvad der sker når centralbanker køber statsgæld og når private banker udlåner deres indlån til flere lånere samtidigt. Det svarer til at folk tror den samme fysiske ressource kan bruges samtidigt af forskellige mennesker til vidt forskellige ting – et fata morgana, der fører til fejlallokering af ressourcerne, fordi folk tror der er flere reelle, fysiske ressourcer til rådighed, end der faktisk er. På et eller andet tidspunkt viser det sig at den er gal, og der opstår en ‘depression’, der siden har skiftet navn til ‘recession’. Hvad og hvornår der trigger denne opdagelse kan være svært at forudsige, men denne korrektion er i østrigernes optik kuren, der indebærer at nogle lider tab, nogle ressourcer er spildt og andre overgår til andre mennesker der måske(!) viser sig at forvalte dem bedre. Mises´s analogi var bygherren der, vildledt af inflationen, tror at råde over flere ressourcer, end der faktisk er tilstede. Grunden byggemodnes, fundamentet støbes, vægge mures, men så finder han ud af at der ikke er tømmer og tagsten nok til taget. Nye planer må lægges, en del af arbejdet er spildt mens der tages bestik af den nyerkendte situation. (Del 4, kap. 20, afsnit 6). Når politikere i stedet må ‘gøre noget’ forværres situationen typisk, og fejlallokeringen fortsætter og gør den uafvendelige nedtur endnu dybere end den ellers ville have været. (Formentlig) en utilsigtet konsekvens.
I det næste afsnit af Regelstaten var der også gode takter, da Aksel Tarras Madsen var på besøg for at forklare hvorfor finanskrisen i 2008/9 var en politikfejl og ikke en markedsfejl. Blot kunne man påpege at det erklærede formål med centralbanken – at ‘sørge for’ stabil pengemængde og ‘kontrolleret’ inflation (2% = opsparing halveres i værdi på godt 34 år) er et fejlskud. Pengemængden er eksploderet de sidste godt hundrede år, og centralbankens formål er at sørge for at venner kommer først til fadet med de nye penge, før resten af markedet efterhånden indser at priserne ikke er retvisende.
Prisstigninger som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel, som f.eks under en krig, er et signal til folk om at tilpasse deres produktion og forbrug. Prisstigninger som følge af inflation er en snigende beskatning, som omfordeler ressourcer til de, der først får lejlighed til at bruge de ‘nye’ penge, på bekostning af alle andre. Prisen på energi er steget voldsomt, længe før en andenrangs supermagt, korrupt som den er, overfaldt en korrupt nabo – begge lande vigtige producenter af blandt andet korn og energi. Energi, som er input i al produktion og distribution af varer, og derfor er adgang til billig, pålidelig, energi en forudsætning for yderligere fremskridt i levestandarden – her, og især i udviklingslandene. Investeringer i energi har været skævvredet i årtier, og derfor stiger priserne voldsomt; krigen er blot flødeskummet på lagkagen. Det er vigtigt at forstå forskellen, hvis man er interesseret i at rette op på elendigheden (se også Per Bylund hvis du orker twitter). Politikere lader som om at DE intet har at gøre med prisstigningerne; det er den onde russer der er skyldig, også i dette. Hvor bekvemt.
30% af en ungdomsårgang ‘får’ i dag en akademisk kandidatgrad, skriver Børsen. Man bør overveje om det er hensigtsmæssigt, eller sågar muligt at så stor en andel løfter sig til det højeste videnskabelige niveau, og helliger sig en intellektuel karriere hvor man burde søge at afdække sandheden i det omfang det for tiden er os beskåret. Vi kan ikke vide ‘hvor meget’ videregående uddannelse der er den ‘rigtige’ mængde i samfundet. Vi kan vide at et offentligt system ikke formår at indfri de erklærede forventninger (løfte deltagerne til højeste videnskabelige niveau) – og snak om udjævning af uligheder klinger også hult. Den sociale mobilitet er ikke specielt veludtalt i DK sammenlignet med f.eks usa – om forklaringen så er alle de øvrige uhensigtsmæssige tilskyndelser der modvirker en evt effekt af adgang til ‘uddannelse’ er vanskelig at afklare. Det ekstremt generøse danske system er et skoleeksempel (!) på, at central styring af væsentlige områder ikke fungerer. Det bliver en sovepude og en parkeringsplads, og de studerende forholdes andre, bedre muligheder for at skabe sig en uafhængig tilværelse, når de tudes ørerne fulde om at uddannelse er den (eneste) sikre vej til et ‘godt liv’. Som om resten af befolkningen ikke kan have et godt liv, fordi de ikke er akademikere. Resten af landets borgere plyndres først når byttet uddeles, og dernæst når bureaukratiets repræsentanter tager sig betalt for at bureaukratisere og så igen ved tabet af alt det, ressourcerne i stedet kunne have været brugt på.
I Bag om Nyhederne er uddannelsesreformen på dagsordenen, og tak til Otto Brøns-Petersen for at holde fast i, at uddannelse ikke nødvendigvis behøver at være leveret af et statsmonopol.
Som alle andre statsmonopoler bliver produktet dyrere og ringere end hvis staten havde blandet sig udenom og ladet folk selv (selvom det gyser i akademikeren at overlade SÅ meget ansvar til pøbelen selv) om at afgøre hvor meget og i hvilken form de ønsker at lade sig og sit afkom uddanne. Har man for praktiske formål kun statsuniversiteter/skoler må man forvente at der propaganderes for statens uundværlighed i disse institutioner. 37 milliarder ud af 151 milliarder bruges på videregående uddannelser – de penge ville give mere uddannelse hvis folk selv fik lov at købe den! Kig selv mere på tallene her.
Hvad skal staten med alle de akademikere? (Hjælp til at overbevise pøbelen om at den bør lade sig regere af folk der ved bedre end dem selv hvad de egentlig har brug for.) Læs forklaringen hos Rothbard i Statens Anatomi – fås her i butikken for 37,50.
I forlængelse af sidste uges post om usandheder er ugens emne denne gang den menneskefjendtlige klima-alarmisme – ikke fordi krigens ofre skal bagatelliseres, men i erkendelse af, at der er flere elendigheder der trænger sig på.
Martin Ågerup har besøg af intet mindre end en professor i glaciologi ved syddansk Universitet, og det er en glimrende illustration af, hvorfor offentlig finansiering af udannelse (sic) skal bringes til ophør. Ågerup får påtalt den manglende diskussion af alternativomkostninger i professorens diskurs, men fik desværre ikke anholdt en stor skævert: Påstanden om, at vi skal bruge meget mere energi fra sol, vind og hydro fordi den er gratis!! Den energi der kommer fra disse kilder er – surprise – ikke gratis, den skal bringes på en form hvor den kan udnyttes til de talløse aktiviteter et civiliseret samfund er karakteriseret ved, og dét kræver betydelige ressourcer, som på ingen måde er gratis. For ikke at tale om back-up, når den meget upålidelige leverance fra disse kilder er utilstrækkelig til at forsyne transport, asfalt, dæk, sværindustri, boligopvarmning, madlavning, køleskabe, frysere, tøjvask, opvask, børnebadning og meget, meget mere som er afhængig af en pålidelig energiforsyning.
2.5 milliarder mennesker har ikke adgang til ordentlig energi og de kan ikke klare sig med en solcelle til at oplade en mobiltelefon. De har brug for masser af pålidelig energi.
Der er ingen diskussion af de faktiske materialeressourcer der skal til for at øge den ‘grønne’ andel af energiproduktionen. Et kritisk punkt der tilsyneladende ikke værdiges opmærksomhed blandt fortalerne for upålidelige energikilder er lagring af energien – du ved, batterier…
Today’s plans to decarbonize global energy systems, which center on a massive expansion in the use of solar, wind, and battery technologies, need to better account for the high environmental and economic costs of materials and minerals.
Eller når vi taler forsyningssikkerhed, overvejelser mht til at flytte afhængighed af russisk gas til kinesiske solceller og vindmøllekomponenter.
Det er forståeligt at det kan være vanskeligt at udfordre en glaciolog på Antarktis’ tilstand hvad angår afsmeltning, men et pip om fremskrivelserne der er baseret på modeller med betydelig usikkerhed havde vel været ok, ikke mindst hvad angår påstande om vandstand.
Computational Hubris: “An inordinate and unjustified trust, or faith if you like, in the power of advanced computational machines and processes to produce highly accurate and extremely precise results from relatively inaccurate and imprecise, highly uncertain data using techniques and methods that have not been tested nor verified to be suited to, or sufficient for, the purpose.” — Kip Hansen
Påstanden om CO2 som et særligt voldsomt problem kan bestemt anfægtes, og bliver det blandt andet på co2coalition.org (f.x. om AGW, eller 97% con-sensus)
Endnu et sted at søge alternativ information er på klimarealisme.dk – her uddrag fra en oversættelse af en artikel på WUWT om den 6. version af det politiske dokument fra ipcc.
Jeg ønsker ikke at være overdrevent dramatisk, i modsætning til forfatterne (hvis der var nogen) til IPCC-rapporten, men jeg kunne ikke finde noget som helst i uddragene (de små nummererede afsnit med etiketter som “15.3.1.2” eller lignende), som var:
1) ikke-indlysende – som f.eks. noget der var, er eller vil være åbenbart eller ”simpelt, gennemskueligt og giver sig selv”. 2) sandt i den virkelige verden, som vi kender den 3) hvis forudset eller fremskrevet, faktisk sandsynligt, i hvert fald på denne planet i den forudsigelige fremtid.
En meget stor andel af klodens befolkning har brug for meget mere energi, for at bringe fattigdom yderligere på afstand. Deres forbrug af fossilt brændsel vil fortsætte sålænge det er det billigste alternativ. At forestille sig Danmark skulle være foregangsland med politik, der dels ikke er skalérbar uden for vores specifikke geografiske beliggenhed, dels er uden den påståede effekt på klimaet og ydermere vil medføre en ringere levestandard for danskere (voldsomt dyrere energi som til gengæld er mindre pålidelig), er næppe realistisk. Hvem vil følge det eksempel?
Det er ikke nemt at afgøre- når det man kan være mest sikker på er at de fleste parter – interessenter – lyver, propaganderer og søger dels at dække over egen inkompetence og dels at fremstille modparten som Den Onde Selv.
Her er et alternativt bud, fra en analytiker, der formodes at være inde i tingene og som – måske – ikke har en aktie (bogstaveligt talt i modsætning til adskillige ‘førende’ politikere i USA) i Ukraine. Kan selvfølgelig være hans pensionsfond har i russisk gas…
Hans bud er at krigen er afgjort og der kun mangler at blive tørret lidt op her og der. Læs selv og vurdér argumenterne,
Men hvorfor tæppebomber Putin ikke bare hele Ukraine? Er der en (simpel) forklaring? Næppe. Men læs også her.
Summa summarum: Tingene er helt sikkert ikke som de fremstilles i vestlige medier, heller ikke som de russiske. Men vi bør have lejlighed til selv at vurdere løgnehistorierne fra alle medier, uden undtagelse. I krig taber næsten alle.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Hvis nogen skulle have glemt det er ytringsfrihed ikke en selvstændig ‘ret’, men en del af ejendomsretten, og dermed underlagt naturlige begrænsninger.
Og ejendomsretten ved vi respekteres, undtagen når kollektivisterne siger det er ok, ikke at respektere den (Hej Skat!)
Læs Loven og forstå hvorfor man ikke med ‘loven’ i hånd kan plyndre andre mennesker. Køb den her i butikken for 37.50.
Langt de fleste af direkte og indirekte berørte parter taber når krigsherrer fører krig. Krig er en destruktiv affære hvor liv og andre værdier ødelægges. En af de værste konsekvenser er at statsmagten tilraner sig endnu mere magt, under påskud af at ‘beskytte’ befolkningen. Bliver man overfaldet kan det absolut give mening at lade andre gøremål vige pladsen og koncentrere sig om forsvaret. Problemet er at den magt, staten har taget til sig, stort set aldrig leveres tilbage.
Men når krig nu er så destruktiv, hvorfor føres der så krig? Der er desværre en magtfuld klasse, der har kronede dage. Politikerklassen der soler sig i magtens stråleglans; leverandører af våben, som regel med staten som eneste kunde (med eller uden borgernes accept); den såkaldte presse der også lukrerer på død og skibskatastrofer. Den almindelige borger derimod, og kanonføden taber. Stort. Både i form af tab af liv og legemsdele, ressourcer der fjernes fra deres egentlige interesser og al den kapital der ødelægges og gør alting dyrere og vanskeligere at få fat i.
Problemet er dobbelt kreperligt når krig kunne have været undgået, uden de store omkostninger og man må tænke sit mht om nogle rent faktisk har fremmet krigen mellem to af de mest korrupte lande i verden, fremfor at forhindre den. Grænsestridigheder mellem Rusland og Ukraine ER ikke vores ‘problem’ – det må de selv rode med – uden indblanding fra resten af verdens slyngelstater, der for tiden morer sig med at teste våben, interferens med kommunikationslinier og propagandaapparat.
Endnu engang kan man konstatere at hykleriet i den vestlige verden er enormt – når den russiske slyngelbande forgriber sig på omgivelserne er der ingen ende på fordømmelserne og propagandaen er på niveau med covid-historien (er det mon tilfældigt?) mens lignende og værre overgreb af ‘vennerne’ betragtes som ren rutine, der højst afstedkommer en bemærkning på side 12 i avisen – eller måske ligefrem applauderes der, når den myrdede selv er en slyngel – se tidligere cui bono her.
Hvad er staten? Den største trussel for langt de fleste borgere er deres egen stat – læs Rothbards dissektion af Statens Anatomi – køb den her for 37,50 inflationsramte danske kroner.
Man kan hygge sig med diverse grafer og figurer takket være stabil adgang til energi. Desværre en stabilitet som politikerbyrden i længere tid har været i gang med at nedbryde.
Betyder det noget med den energi? Kun hvis komfort i form af adgang til køl, frys, varme, varmt vand, sanitet, kuvøser til spædbørn, tandlæge som alternativ til grovsmed, lys om aftenen, transport af personer og varer, kæmpe udvalg af varer der er fremstillet af mennesker vi ikke kender, et andet sted på jorden, er vigtig. Med andre ord: civilisation. Når energi bliver dyrere bliver vi fattigere på civilisation. Lad ikke to menneskefjendske religioner stå i vejen for menneskers trivsel! Hvis Rusland bruser frem på brutal vis overfor naboregimer, hvad enten disse er korrupte, installerede af andre bander eller blot er lokale slyngler (det er stadig forkert at overfalde dem) – kan vi heldigvis få fat i energi via ‘ordentlige’ regimer der ikke kunne drømme om at overfalde naboer, fjerne regimer, eller egne befolkninger. Måske er lokal energifremstilling at foretrække (atomkraft – jatak!).
Politikerbyrden bruger det gamle trick med at brække benene på folk og derefter udstyre dem med (umage) krykker og forlanger taknemmelighed for at lade folk få lidt af deres konfiskerede ejendom tilbage! Læs loven (din politiker har haft chancen med operation OMF) og forstå hvorfor regeringer i øvrigt bør gå af.
Scott Horton om historien bag Rusland-Ukraine krigen. Se talen på video – eller læs den her, på antiwar.com Nedenfor et uddrag – det tager lidt tid at læse, men det er vel fair nok, eftersom historien ikke startede den 24. februar.
Endnu engang – man kan sagtens fordømme Putins militære overfald, men det er dovenskab at påstå at det er et udtryk for vanvid, eller ambition om verdensdominans.
Just last month, at the end of February 2022, an American researcher found in the British National Archives a formerly secret document, minutes of a meeting with the political directors of the foreign ministries of America, the UK, France and Germany, on March 6, 1991, in which German representative Jürgen Chrobog, says, “We made it clear in the two-plus-four negotiations that we would not expand NATO beyond the Elbe. We can therefore not offer NATO membership to Poland and the others.” As reported by the German paper Der Spiegel, U.S. Representative Raymond Seitz said: “We have made it clear to the Soviet Union — in two-plus-four talks and elsewhere — that we will not take advantage of the withdrawal of Soviet troops from Eastern Europe.”
Et af de mest påfaldende træk ved situationen er den ekstremt koordinerede og voldsomme reaktion – ikke mindst sammenlignet med reaktionen på de talrige overgreb begået andre steder, af andre aktører. Real-politik betyder at den der har magt, kan – og oftest rent faktisk ikke holder sig tilbage med hensyn til at – udøve tvang når en svagere part ikke gør, som den stærkere part vil. Den stærke har oftest ikke fantasi til at forestille sig, at situationen kan ændre sig, og at den svagere part på et tidspunkt ikke længere vil underkaste sig. Når den svagere part har våben til egenhændigt at lægge det meste af kloden øde, skylder man resten af menneskeheden at forsøge at forstå, hvordan den svagere part ser sin situation. Det vil øge sandsynligheden for et mindre katastrofalt resultat – selvom det ikke vil føre til fryd og gammen. Jeg tvivler på at den ‘totale økonomiske krigsførsel’ fra vestlige regeringer vil føre til hurtigere afslutning på konflikten og færre dødsfald. En konflikt der desværre kunne have været undgået – hvis man havde ønsket det.
Den dimension mangler i den hjemlige (mangel på) debat.
Til gengæld er der nu pludselig vilje til at bruge flere milliarder på ‘forsvaret’. SPørgsmålet er om ‘danske værdier’ skal ‘forsvares’ i Afghanistan, Iraq, Jugoslavien, eller man skal opbygge en anderledes defensiv ekspertise. ‘Vi’ skal ikke deltage i forsøg på at tvangsindføre dæmonkrati i andre lande – det må de selv rode med. Vi kan kunne foregå med et godt eksempel. Jeg nærer ingen illusion om at et statsoverhoved der er skolet i Sovietunionen har nogen som helst varme følelser for individets negative rettigheder – ligesom de fleste andre statsoverhoveder verden over. Godt at Mette ikke råder over de samme ressourcer som Vlad! En enkelt undtagelse der bekræfter reglen er Hans-Adam.
I stedet for at straffe 140 millioner russere for overgreb begået af Putin, 35 millioner canadiere for InJustin Trudeaus megalomane overgreb på egen civilbefolkning, eller 25 millioner nordkoreanere for Kims rædselsregime (fortsæt selv listen…), så lad dem selv løse det. Men lad os udvikle defensive færdigheder der kan ramme beslutningstagerne i organisationer der overfalder os, fremfor de stakler der bliver kommanderet afsted som kanonføde. Om det skal være snigmord, droneangreb eller hvad ved jeg må vise sig. At bruge penge på F-35 forekommer mig en dårlig ide, fremfor at etablere sofistikeret overvågning af grænser, troppebevægelser, og andre begivenheder der kunne indikere truende agression. De pågældende krigsførende beslutningstagere skal have egen krop på spil. Skin in the game!
Neutralitet betyder de-eskalering, mindre risiko for at konflikter breder sig og bliver altomfavnende. (Nej, Hitler vågnede ikke op en dag, og tænkte det er en god dag at overfalde mine naboer. Det var resultatet af tidligere historiske begivenheder. Se Ralph Raico)
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
Krig er altid en dårlig løsning – som regel er det de forkerte mennesker der kommer galt afsted. Forebyggelse af krig, samhandel, respekt for at andre har absurde ideer med hensyn til hvordan de vil leve deres liv, dem om det sålænge de ikke vil tvinge deres ideer ned i halsen på en selv. Boycut og sanktioner rammer som regel også de forkerte mennesker, fremfor dem man (hævder man) vil straffe. Måske er tanken om en bevæbnet befolkning fremfor et stående militær ikke så tåbelig – kombineret med udvikling af metoder til at ramme individer fremfor kanonføde som et forsvar mod overgreb en bedre brug af ressourcer. Det kan være vi ønsker at bruge flere ressourcer på at udvikle denne kapacitet, end det der p.t. bliver (mis)brugt på deltagelse i internationale eventyr.
Vi afslutter med et uddrag fra Rothbards Statens Anatomi, kapitlet om hvordan Staten forholder sig til andre Stater, og overgangen fra begrænset krigsførsel til total krigsførsel – hvilket ikke kan ses som et fremskridt! Køb Statens Anatomi her i butikken – 37,50.
Den næsten fuldstændige adskillelse mellem private civile og Statens krigsførelse i det 18. århundredes Europa understreges af Nef:
Selv postudbringning blev ikke begrænset særligt længe i krigstid. Breve cirkulerede uden censur, med en frihed der vækker til forbløffelse hos en person fra det 20. århundrede. …Indbyggere fra to krigsførende nationer talte når de mødtes, og når de ikke kunne mødes udvekslede de breve, ikke som fjender, men som venner. Den moderne opfattelse eksisterede knapt…at indbyggere i et ‘fjendeland’, skulle være ansvarlige for deres herskeres krigeriske handlinger. Ej heller havde de krigsførende herskere nogen særlig interesse i at stoppe kommunikation med fjendens indbyggere. Den tidligere inkvisitoriske praksis med udspionering i forbindelse med dyrkelse af religion og tro, var ved at forsvinde, og ingen tilsvarende inkvisition i forbindelse med politisk eller økonomisk kommunikation blev overvejet. Pas blev oprindeligt indført for at sikre sikker passage i krigstid. I det meste af det 18. århundrede faldt det ikke europæerne ind at opgive deres rejser i et andet land, selvom deres eget land førte krig imod det.
Og eftersom handel i stigende grad blev anerkendt som fordelagtig for begge parter, blev det 18. århundredes krigsførelse modsvaret af en betydelig grad af “handel med fjenden”.
Vi behøver ikke her uddybe omfanget af Statens brud på civiliseret krigsførelse i dette århundrede. I den moderne æra, hvor total krig kombineret med teknologi der muliggør total destruktion, forekommer selve ideen om en krig begrænset til Statens apparati [slæng af lejesvende og bureaukrater, red.] som sær og mere anakronistisk end den originale amerikanske forfatning.
Endelig. KRIG! Man kan høre de lettelsens suk rundt omkring på redaktionerne af det, der går for at være presse. Virus-virakken var ved at miste lidt af glansen i takt med, at pressen totale svigt i forhold til at kaste lys over statsmagternes overgreb på befolkningerne bliver tydeligere og tydeligere. Heldigvis er der en andenrangs despot der har fået nok østpå, og slår sig i tøjret så hyænerne i pressekorpsene har noget at rive i.
Det er ikke svært, og tilmed berettiget, at fordømme brugen af militær magt i det der for tiden går under navnet Ukraine – verden ville have været et mindre uskønt sted hvis Putin havde handlet mindre agressivt.
Det er imidlertid påfaldende hvordan han udråbes til at være vanvittig, uden for pædagogisk rækkevidde, en slyngel (dét kan man være enig i!) der kun forstår magtens sprog – samtidig med at man omhyggeligt(?) undlader at forsøge at se situationen fra despotens side. Siden det forfærdelige sovjetiske regime styrtede i grus under egen vægt og reducerede den militære tilstedeværelse i Østeuropa har Nato, i stedet for at nedlægge sig selv, bredt sig som en kræftsvulst ind i Ruslands ‘interessesfære’. Hvad enten man bryder sig om interessesfærer eller ej, har også Rusland en legitim interesse i at beskytte sig mod overfald udefra. Indlemmelsen af flere og flere tidligere østlande i Nato kan måske virke som en beskyttende paraply, hvis man er på indersiden, men set udefra kan det afgjort betragtes som forberedelserne til et overgreb. Når dertil kommer hykleriet mht andre landes suverænitet og grænsedragning – vi behøver ikke gå tilbage til opdelingen af verden efter 1. Verdenskrig, men kan blot nævne Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen hvor ‘Nato’ blander sig i andre landes anliggender – for ikke at nævne indblanding i Ukraine(!) hvor den ene semi-demokratisk valgte diktator blev kuppet med installation af en anden i 2014.
Heldigvis er der anledning til store, fede overskrifter med KRIG og en anerkendt slyngel så vi kan undlade at fordømme InJustin Trudeau’s groteske overgreb på egen befolkning – hvis Vlad havde gjort noget tilsvarende ‘hjemme’, ville fordømmelserne ingen ende have haft. Heldigvis er det nu Vlads skyld af din energipris (og alle andre priser) er i skyerne, det har intet at gøre med den afsindige energipolitik der er ført de sidste årtier. Så det behøver vi heller ikke at bruge mere noget krudt på at undersøge nærmere.
Margrethe den Grådige er på spil. Nu med central planlægning af chipindustrien. Et skoleeksempel på, at utilsigtede konsekvenser af politikerindgreb fører til nye indgreb, og rouletten kører…
Hindringer lægges i vejen for produktion af varer, ikke mindst energi-intense produkter hvis fremstilling placeres der hvor energien er billigst. Når investeringerne i kapitalapparat flyttes ud som følge af de byrder politikere lægger på dem, kommer det tilsyneladende bag på politikerne, der så lokker med tilskud, skattelempelser eller andre måder at imødegå konsekvenserne af deres tidligere tiltag. I hver omgang går der ressourcer tabt i bureaukratiet, der skal tilvejebringe rapporter om konsekvenser, mulige reparationer og overvågning af, om det nu er de rigtige der får tilskud og lettelser.
NU mangler vi computerchips, mener Margrethe, men hvorfor lægger fabrikanter af chips deres investeringer i Taiwan eller Korea og ikke i Aalborg? Når klimaalarmisterne får held til at lukke cementproduktionen så vi i stedet skal købe og fragte den andetsteds fra bliver der jo plads nok? Økonomien er ikke et rumskib der kan styres men summen af utallige individuelle beslutninger, der træffes af folk der hver især håber på, at deres handlinger vil stille dem bedre i fremtiden. Forsøg på at tvinge denne symfoni til at opføre sig på lige præcis den måde politikeren eller diktatoren (same same) hævder at ville opnå, er dømt til at mislykkes. De fleste af os bliver mindre rige end vi ellers ville have været.
Læs med dine børn om Tuttle tvillingerne og den spontane koordinering mellem mennesker der ikke kender hinanden – fås her i butikken.
Demonocracy har nogle flotte visualiseringer af forskellige beløb illustreret ved bunker af $100-sedler. Se animation her.
Det kan få en til at overveje om denne gæld nogensinde bliver betalt (af børn og børnebørnenenene!) eller vi ‘blot’ kommer til at se destruktion i monumental skala. De fleste af disse bjerge af penge modsvares netop ikke af reelle ressourcer, og er ikke et udtryk for at nogle har undladt forbrug for at have opsparing til udlån og til udvikling og vedligeholdelse af produktionsapparat. Det er matadorpenge, men nogen har adgang til matador pengene mens folk flest stadig tror at de repræsenterer rigtige ressourcer og får dermed en fordel fremfor os andre længere nede i systemet. Der produceres ikke flere varer eller ydelser, men sker blot en omfordeling til dem der først har adgang til matadorpengene på bekostning af de øvrige medlemmer af samfundet.
Guido Hülsmann har et indlæg her på Mises.org der forklarer det moralske forfald der er følgen af inflationistisk, gældsdrevet pengepolitik. Det er mere end 1 minuts læsning, men læs det alligevel. For en grundigere gennemgang af Hülsmann om emnet moral og penge se også her. Og gå så til Human Action, kapitel XXXI, del 5.
En forenkling af skattesystemet har vist været på tale i årevis. Talløse er måderne hvorpå herskerne vil styre detaljerne i pøbelens brug af egne ressourcer. Diverse kommissioner har kigget på ‘forenkling’ af systemet der i bund og grund blot er en systematisk udplyndring af folk. Måske er der en hensigt bag uigennemskueligheden, der skal bevare illusionen om, at vi hver især kan leve på bekostning af alle de andre. Den dygtige politiker fører an i teatret.
Bliver skatteloven så mere simpel hver gang et nyt område eller en ny aktivitet skal beskattes, med undtagelser, fradrag for visse men ikke andre persongrupper eller aktiviteter? Nej, det ser ikke ud til at det bliver simplere. Politikerbyrden tror sig i stand til at styre økonomien som kaptajnen på et rumskib – men har ikke ret til at forsøge og kan ikke vide hvilke præferencer alle andre mennesker har.
Cepos har arbejdet på ‘Århundredets skattereform’ – et tiltag som er al ære værd. Det illustrerer hvordan man kan bevare en maksimalstat, med mere simpel plyndring og mindre ‘spild’ af tyvekosterne.
Hvad vil konsekvenserne så være for forskellige ‘familietyper’? Tabel 2 i planen giver en oversigt. Det bemærkes (side 7) at der er stor dynamik i indkomstfordelingen. Det er ikke de samme mennesker der år efter år befinder sig i samme indkomstklasse; personer der ‘taber’ på reformen i dag, kan ‘vinde’ i morgen.
Hvis økonomien vokser med 2% om året tager det ca 35 år før den er vokset til dobbelt størrelse (godt 23 år hvis den årlige vækst er 3%). Forestiller man sig at vi fastholder, i absolutte tal, det nuværende beløb hvor staten bestyrer 50% i runde tal – så vil dette beløb altså udgøre en mindre andel af en større økonomi. Men det vil tage 35 år før den er nede på bare 25%, hvis vi kan øge økonomien med 2% om året i 35 år.
Udfordringen til de dygtige folk i CEPOS er så at komme op med en betydeligt mere ambitiøs reform. En reform hvor statens andel af den samlede økonomi hurtigere bringes tættere på målet. Hvad er målet? Et rundt nul for folk der konsistent er imod overgreb på andre mennesker og deres retmæssige ejendom. Det er endnu et fåtal der er nået til den erkendelse, men mindre kan også gøre det. Lad os starte med 25% som et delmål på vejen mod 10% inden for en overskuelig årrække. Det vil naturligvis betyde at der er (chok!) områder staten ikke skal tage sig af og politikerbyrden kunne passende sættes til at lave en prioriteret rækkefølge for afviklingen. Udannelse(sic) propaganda, sygdomsuvæsenet, og socialbureaukratiet er forslag der ligger lige for som de første. Ministeriet for svindel og misbrugskat vil også kunne beskæres drastisk når reglerne gøres simplere. For nogle områder vil vi måske have mere eller bedre service end nu, på bekostning af andre områder. Når folk skal prioritere deres egne ressourcer får vi en bedre balance imellem pris og ydelse (Milton Friedman forklarer).
Skal vi overhovedet være rigere? Nogle mener det tilsyneladende ikke. Men vi vil bedre i stand til at løse fremtidige problemer, hvad enten de handler om forandringer i vores fysiske omgivelser eller fattigdom andre steder i verden, jo rigere vi er.
CEPOS – sæt i værk! 25% på vej mod 10% – 10 år bør være en passende ambition for de 25%.
Du kunne stille din arbejdsgiver (hvis du har sådan en) følgende spørgsmål, hvis vedkommende hører til dem der promoverer sig som ‘grønne’, ‘CO2-neutrale’, eller på anden måde signalerer dyd og politisk korrekthed med hensyn til energiproduktion:
Eftersom såkaldt vedvarende energikilder, typisk vind og sol, ikke er spor vedvarende, men derimod ressource-griske, fordyrende og tilmed ustabile i et omfang der forhindrer opretholdelsen af et avanceret, civiliseret samfund og har begrænset effekt på klimaet, og eftersom de dermed er en trussel mod menneskelig trivsel, holder fattige lande i fattigdom og destruerer velstand i ‘udviklede’ lande – vil du så ophøre med at spilde flere ressourcer på dén konto? Hvis ikke, vil du så kompensere dine medarbejdere for den ekstra-omkostning i energiudgifter den politik du promoverer medfører? (Prisernes himmelflugt er en konsekvens af mange års giftigt miljø for investeringer i udvikling og produktion af fossile energikilder og atomkraft.)
ESG (Exceptionally Stupid Governance) er vejen til ødelæggelse og udryddelse af civilisation, til mest skade for de fattigste, der bliver hårdest ramt. Er du interesseret i at dit køleskab virker hele døgnet og det varme vand løber når du åbner for hanen? Synes du fattige mennesker i andre dele af verdenen også bør have mulighed for en bedre tilværelse? Så er det på tide at se på såvel de gunstige effekter af billig (fossil eller atom) energi og sammenholde dem med de begrænsede uønskede effekter (vi mangler CO2 i atmosfæren!). Vi har brug for mere energi, stabil, billig energi. Ikke dyr, ustabil, ressourcetung ‘grøn’ energi.
Vi mangler CO2!
De nuværende voldsomme stigninger i el og gaspriser skyldes ikke at energiselskaberne ‘pludselig’ er blevet grådige (det har de altid været) eller at Putin er en bandit (det har han altid været), men mange års systematisk underinvestering i fossil energiudvinding og, ikke mindst, atomkraft som følge af politisk ugunst. Lad os få ændret det omgående, så de værste skadelige effekter af den førte politik bliver mindre langvarige.
Politikerbyrdens energipolitik medfører en unødig stigning i udgifter til energi – samtidig med at de kaster tvangsinddrevne ressourcer i et grønt hul, der blot vil gøre energien endnu dyrere og upålidelig!. For at føje spot til skade vil de så fodre hunden med lidt af dens hale – og give lidt af tyvekosterne tilbage. Men på en måde så man sikrer en endnu højere misundelsesskat – forestillingen om at vi alle kan leve på bekostning af de andre lever i bedste velgående. De skulle have studeret Loven mere grundigt!
Project veritas gør, som Mogens sagde, et farligt, men fædrelandsnyttigt job, her med afsløringer af statslige institutioners kendskab til, og måske fremme af gain-of-function forskning.
Eftersom de fleste af os er interesserede i at undgå voldelige konflikter, der er omkostningstunge, og er sociale væsener der har fornøjelse af at omgås andre mennesker, har ejendomsretten efterhånden udviklet sig som en måde at løse konflikter på, på ikke-voldelig vis. En betingelse for at sådan en ret respekteres, er at parter der er uenige om retten til en begrænset ressource, kan se det rimelige i løsningen på uoverensstemmelsen. Den løsning der har vundet mest fremme er at den person der først erhverver sig en ressource, der hidtil ikke har været ejet af nogen, har det bedste krav på ejendomsretten. Ejendomsretten kan så skifte hænder via kontrakt, f eks. handel, gave, eller fortabes som godtgørelse til en person hvis ret man har forbrudt sig imod.
Resten er detaljer 😀 En glimrende præsentation af privat eller decentral lov versus centralistisk lov kan høres hos Stephan Kinsella (ca 45min).
En vigtig pointe her er diskussionen af, hvad man overhovedet kan have ejendomsret til, nemlig ressourcer der i deres natur er begrænsede og som ikke kan anvendes uden at andres samtidige brug begrænses (ellers var der ingen grund til strid om den). Heraf følger også afvisningen af intellektuelle eller immaterielle rettigheder, som Kinsella også har taget sig grundigt af
Når forskellige konflikter opstår og løses, udvikles forståelsen af, hvordan ejendomsretten appliceres i de myriader af situationer hvor der kan opstå tvivl om, hvem der har den bedste ret. Staten har desværre raget et monopol til sig vedrørende denne konfliktløsning, om som med alle andre tvungne monopoler er resultatet ringere end det ville have været i fraværet af denne tvang. Privat konfliktløsning anvendes i praksis, blandt anden inden for sø- og handelsret – fordi retssager i det offentlige system er rasende dyre – og også konflikter mellem stater, der i princippet eksisterer i et anarki uden en overstat, løses hellere ved forhandling end ved vold (krig).
Når staten har monopolet, bliver offeret for en forbrydelse ramt to gange – først som offer for forbrydelsen, dernæst bliver han plyndret for omkostningerne til at straffe forbryderen og evt holde ham indespærret.
I et system med privat lov, vil bestræbelserne gå på at afdække den retmæssige ejer af en ressource og sørge for at denne får genoprejsning i tilfælde af overgreb. I et positivistisk system, hvor love er ‘givet’ af lovgiverne, bliver domstolene, som ikke er uafhængige af staten, blot fortolkere af de ‘love’ lovgiverne har udspyet, og ikke en institution der leder efter retfærdighed.
Som beskrevet for et par uger siden, kunne vi finde bedre anvendelse for politikerbyrden ved at sætte dem til at fjerne dyngen af overflødige regler og forordninger, fremfor at finde på flere af dem.
De fleste af ‘vore’ politikere har stadig ikke forstået at de ikke udgør en særlig klasse, der har rettigheder som ingen andre i samfundet har. De bør finde deres eksemplar af Loven frem og studere den. Grundigt.
Interessant nok er de gængse medier i fuld gang med at overflødiggøre sig selv og alternative platforme og formater vinder frem. Det er stærkt mistænkeligt at myndighederne SÅ voldsomt presser på for at hele kloden skal vaccineres mod en svær forkølelse – flere gange om året, og det er stærkt mistænkeligt at kritik af myndighedernes fremfærd systematisk undertrykkes.
Joe Rogans maraton-interviews på flere timer har mange seere som tilsyneladende er villige til at bruge lidt mere tid end de 15 sekunders sløjfer der kører på de officielle propagandakanaler. Når indholdet ikke er i overensstemmelse med den vedtagne historier gøres det utilgængeligt – men kan stadig findes: Joe Rogan og Robert Malone, transcript her Joe Rogan og Peter McCullough, transcript her
Hvis du ønsker at følge nogle eksperters råd og lade dig vaccinere med en ny vaccine hvis langtidseffekter i sagens natur er ukendte, mod en sygdom af begrænset alvorlighed så står det dig frit for. Omend det ikke burde være betalt af andre menneskers lomme, men det er en anden sag. De alvorlige problemer opstår når myndighederne udøver pres, tvang for at få alle til at underkaste sig denne intervention. Ikke mindst børnene! som har en meget lidt overbevisende benefit-risk ratio – det er helt utilstedeligt. Man kan endnu en gang notere sig valget om at vaccinere kontrolgruppen i registreringsforsøgene allerede efter få måneder i stedet for at få længere tids opfølgning med henblik på bedre karakterisering af bivirkningsprofilen (aktive overfor placebo).
Hensigten med sundhedspas kan ikke være at fremme sundhed, men derimod endnu mere kontrol med borgerne som allerede noteret for knap 2 år siden:
Min forventning er at krisen herhjemme bruges til at få folk til at acceptere blandt andet yderligere overvågning, tvungne test og tvungne vaccinationer. Sydkorea bruger mobiltracking til at holde styr på smittedes bevægelser…(i nord bruger de formentlig mere simple og brutale metoder).
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
