En påmindelse om at der faktisk er vidende folk der afklæder klimaklovnenes alarmisme:
Et væsentligt indspark er budskabet om, at se på fordelene ved brug af fossile energikilder – som er e n o r m e – og ikke kun ulemperne. I betragtning af, en stor del af menneskene i verden lever i relativ (og absolut) energifattigdom, er det dybt umoralsk at ville forhindre dem i at udnytte fossile energikilder, med henvisning til bekymring fra dele af den mere velstillede verden over potentiel påvirkning af klimaet i fremtiden. En klima-fremtid som vel at mærke ikke ser ud til at indeholde en truende klimakrise, hvis man henholder sig til forskningen under IPCC – og holder sig væk fra det politiskeresume for politikere.
Klimaet ændrer sig også i fremtiden og kloden er generelt et ugæstfrit sted. Energi og hittepåsomhed er forudsætningen for at vi kan beskytte os mod vejrliget. Fossil energi har medført en enorm reduktion i antallet af dødsfald som følge af klima-relaterede katastrofer. Vi får også brug for masser af billig energi til at beskytte os i fremtiden.
Politikerbyrden korrigerer først kurs hvis de trues på deres magtposition – de har en interesse i at folk holdes uvidende og utrygge så slangeoliesælgerne kan få nogle flere år ved magten, ved at bilde folk ind at de har en ‘løsning’. Politikeren er problemet – ikke løsningen og i øvrigt bør regeringen gå af.
I den udmærkede podcast Regelstaten havde Jonas Herby for nylig besøg af professor i statskundskab, Martin Bækgaard. Man konverserede om de byrder borgerne pålægges (og finder sig i), af en mere og mere dominerende stat. På et tidspunkt berørtes digitaliseringens velsignelser for borgerne, herunder at mange ting er blevet lettere end tidligere, hvor man måske med hatten i hånden, skulle møde op for at søge om ‘tilladelse’ til et eller andet. Her fandt professoren anledning til at prise skattesystemet og dets digitalisering som en ‘lettelse’ fordi systemet leverer en automatisk selvangivelse. Læs lige den sætning en gang til. Hør selv her, hvis du tvivler på min udlægning.
Takket være statens de facto monopol på udannelse (sic!) har vi en situation hvor den andel af folks produktion der beskattes, udmærket kan diskuteres, sålænge den befinder sig i intervallet 40-125%. Magen til ‘statskundskab’ – et skattesystem, der er så kompliceret at folk ikke selv kan regne ud hvad de skal betale men må forlade sig på ‘systemet’, statens system endda, og det betragtes som et gode at den plyndring kan foregå ‘automatisk’ – fordi… samfundskontrakten, du ved.
En regering der er ‘klar til at diskutere mere statsstøtte’ kan næppe komme som en overraskelse i dagens Danmark. Hvilken puhlitiker vil ikke gerne skaffe sig en anledning til at tage sig betydningsfuld og handlekraftig ud? Denne sørgelige kendsgerning kan man tygge lidt på, mens man eventuelt klukker lidt over, at de hårdt prøvede argentinere – med pæn margin, hvis man tror på stemmetal – er blevet så trætte af de forgående regeringer, at de nu har givet en erklæret Rothbardianer chancen. Det bliver ikke nemt for ham, men interessant at følge!
Tilbage til andedammen har visse grupper særinteresser masser af gode forslag, som kommer samme særinteressenter til gode.
Men protektionisme fører ikke til øget velstand for borgerne i de lande, hvis regeringer bygger barrierer. Vi bliver fattigere. Danmark er tilpas lille til ikke at være selvforsynende med ret meget, hvis man ønsker at bevare en høj levestandard.
Mises U, 2018
Adgang til energi kunne være noget man prioriterede så højt at man evt ville betale en højere pris for langsigtet forsyningssikkerhed, fremfor en lavere pris her og nu. Under alle omstændigheder er det alt for vigtigt et område, til at det kan overlades til en bande med rygmærker, hvad enten der står A, V eller X på ryggen og føreren hedder Mette, Troels eller Lars.
Rothbard skyder her merkantilismen i sænk – når regeringen, som banden kalder sig, griber ind, betyder det tvungen begrænsning af handel.
In taking our stand on this issue, we should recognize that all government action means coercion, so that calling upon the US government to intervene means urging it to use force and violence to restrain peaceful trade. One trusts that the protectionists are not willing to pursue their logic of force to the ultimate in the form of another Hiroshima and Nagasaki.
Keep Your Eye on the Consumer
As we unravel the tangled web of protectionist argument, we should keep our eye on two essential points:
protectionism means force in restraint of trade; and
Hvis banderne der hærger i andre lande binder deres borgeres penge i halen på visse produkter, så lad os købe dem, med mindre vi kan producere dem billigere selv og bruge de sparede midler på noget andet, der giver mere værdi.
De ikke særligt grønne, eller klimaneutrale, eller rentable Vejrafhængige Energikilder har tiltrods for enorme subsidier gennem mere end 20 år ikke ‘leveret varen’ og kan ikke levere varen (stabil, pålidelig energi og masser af den), så at fortsætte med at kaste gode penge efter dårlige, er kun noget man gør for andres folks penge.
Det er muligt at VE har en plads i visse nicher; det er muligt at små modulære atomkraftværker kan levere, det er sikkert at fossile kilder kan. Så lad os fortsætte med at bruge fossil energi, mens vi (dvs aktører på et frit marked) finder ud af hvilke alternativer der kunne være bedre – så kan vi sælge det til andre interesserede. ‘Vi’ er ikke regeringen, regeringen er ikke os, som Rothbard også gjorde klart i Statens Anatomi. Få den her og brug den som adventsgave, julegave, mandelgave eller bare til almindelig oplysning.
Triste begivenheder med menneskers tendens til at reagere med umenneskelig overgreb på andre, i fortvivlet reaktion på overgreb begået af atter andre mennesker, illustrerer den hybris politikerbyrden oppebærer, når den mener sig i stand til at gribe ind, her og der og alle vegne. Som regel under påskud af at ville gøre noget godt eller forhindre noget ondt. Når udfaldet igen og igen snarere er det modsatte, må man begynde at overveje om de erklærede mål, faktisk er de reelle mål eller om mere gustne overlæg ligger bag. Perlerækken af militære indgreb begået af Nato-mafiaen er lang og dyster, dyngerne af lig tårnhøje. Barnelig. Hvem husker ikke Madeleine Albright-interviewet om, at de mange hundrede tusinde døde irakere var ‘det værd’ – eller Hitlery Clintons kaglen om ‘ vi kom, vi så, han døde’. Groteske uproportionale overgreb og angreb i Afghanistan som reaktion på et forkasteligt (men forståeligt – og det betyder ikke retfærdiggørelse!) angreb på civile 11. september 2001 i New York som Fjogh Rasmussen opportunt benyttede til fremme af egen karriere, ved at få dansk militær involveret.
Konflikten ved det, der for tiden er grænsen mellem Rusland og Ukraine, går snart ind i sit 3. år, blandt andet takket være Mettes regering, der kaster 61 milliarder tvangsinddrevne kroner ned i et bundløst, korrupt hul, og konsekvensen er flere døde ukrainere og russere, men hey, det er dét værd! For hvem, om man må spørge? Tjah, først og fremmest for dem der bliver betalt for at fylde de tomme våbenlagre, og for dem der får lejlighed til at svælge lidt i magtens rus. De fleste andre bliver fattigere (eller dør!) som følge af krig! En krig som ikke vedrører ‘os’, og som ikke startede i begyndelsen af 2022.
Skiftende regeringer (men af samme statstilbedende observans) har haft en erklæret hensigt om at reducere bureaukratiet i årtier. Ikke desto mindre er bureaukratiet vokset støt. Det er legitimt at anfægte oprigtigheden af ønsket om at reducere bureaukratiet.
CEPOS har begået et katalog af forslag til, hvordan det faktisk kunne lade sig gøre at reducere regelrytteriet og bør takkes for den indsats 😀 Nu kan vi så få syn for sagn med hensyn til om de virkelig mener det!
På trods af adskillige afbureaukratiseringstiltag er skiftende regeringer siden 80’erne ikke lykkedes med at få standset regelmøllen. I dette notat præsenteres et konkret forslag til et bureaukratiloft, der kan virke i praksis. ▪ Bureaukratiloftet skal mindske regelmængden markant Bureaukratiloftet skal i løbet af de første tre år reducere antallet af regler, som staten stiller overfor borgere, virksomheder og ikke-statslige institutioner herunder kommuner og regioner, med mindst 25 procent. ▪ Bureaukratiloftet skal spare samfundet milliarder Bureaukratiloftet skal reducere de administrative byrder hos virksomheder, det offentlige og borgerne med mindst 15 mia. kr. om året i alt samt de samfundsøkonomiske omkostninger med mindst 15 mia. kr. om året. ▪ ”1 ind, 2 ud”-model skal sikre fremdrift En ”1 ind, 2 ud”-model for regler, administrative byrder og samfundsøkonomiske omkostninger, hvor enhver ny regel, byrde eller omkostning skal ”finansieres” ved at afskaffe (mindst) dobbelt så mange regler, byrder eller omkostninger, skal sikre fremdrift fra dag ét. ▪ Årlige regelbudgetter fastsættes af Økonomiudvalget De årlige regelbudgetter for hvert ministerium aftales i regeringens økonomiudvalg. De årlige budgetter skal samlet set medføre, at man i løbet af tre år når målsætningen for bureaukratiloftet. ▪ Finansministeriet udfærdiger vejledninger Finansministeriet udfærdiger vejledninger og offentliggør bureaukratilofts-notater og data med input fra de enkelte ministerier. ▪ Rigsrevisionen skal sikre ensartet implementering Rigsrevisionen reviderer efterlevelsen af bureaukratiloftet, herunder at Finansministeriets vejledninger bliver fulgt, og at opgørelsen foregår ensartet i de forskellige ministerier. ▪ Offentlig indsigt skal sikre disciplin Hvert år udarbejdes et bureaukratilofts-notat med centrale resultater. Derudover offentliggøres data for optællingen i et let tilgængeligt format.
En væsentlig pointe er, at et lignende tiltag har haft en vis succes i nyere tid, for eksempel i et land som Canada (landets covid-deroute er derimod ikke et eksempel til efterfølgelse!).
Man kan diskutere om forslaget er vidtgående nok! Jeg savner en solnedgangsklausul og en mere udtalt begrænsning af kollektivismen i form af for eksempel krav om supermajoritet for overhovedet at indføre nye eller forlænge eksisterende love der er ved at udløbe! Puhlitikerens opgave bliver at udpege rækkefølgen af afvikling, en vigtig opgave der bør tages særdeles alvorligt.
Mens vi venter på den endelige (mellem)regning for renovering af Nationalbanken så brug 1/2 time i særdeles godt selskab med Guido Hülsmann, der tidligere har gjort sig positivt bemærket – se også her.
Pengepolitik har effekter på kort sigt, men ikke på langt?!
Skulle du have glemt hvad staten er for en størrelse, så få frisket hukommelsen op på Rothbards dissektionskursus. Køb Statens Anatomi her for 37,50 inflationsramte kroner:
Med henvisning til den ene, den anden, den tredie eller den n’te katastrofe ønsker politikerbyrden at belemre resten af samfundet, i den bedste hensigt naturligvis. Den ene krise afløser den anden, og ekstraordinære beføjelser må gives til myndighederne for at afværge den aktuelle krise. At krisen oftest er udløst af tidligere myndighedsovergreb, og at de ‘nødvendige’ tiltag på ingen måde afhjælper krisen forbigås i larmende tavshed.
Den afskyvækkende politisering af stort og småt fører til mere og mere myndighedskontrol og mindre selvbestemmelse – og ikke mindst fjerner den ansvaret for egen velfærd og tilskyndelsen til at hjælpe andre.
En overbevisende gennemgang af denne tingenes tilstand kan findes her, hvor professor Mark Pennington beskriver moderne politikeres missionspolitik – tak til Christian Bjørnskov for at gøre opmærksom på den!
Den seneste elendighed fra Mellemøsten, som burde være et blomstrende rigt område, er et andet eksempel på nogle personers forkastelige, fordømte, men ikke uforståelige overgreb på andre, i desperation over atter andres urimeligheder og med henvisning til ‘nød’. Og rouletten drejer.
Som tidligere påpeget er sandheden det første offer i krig – og som regel inden selve voldshandlingernes udbrud. Da jeg hørte om 40 halshuggede babyer fik det mig til at tænke på babyerne der (ikke) blev revet ud af kuvøserne i Kuwait og ‘beviserne’ på masseudslettelsesvåben Colin Powell i sin tid viftede med.
Vi bør afvise kollektiv skyld, og horrible overgreb på individer der ikke er ‘kombattanter’ bør fordømmes skarpt. Men er man kombattant hvis man producerer våben til soldater eller terrorrister? Eller hvis man producerer fødevarer til dem der producerer våben til terrorister? Det kan der hurtigt komme en træls diskussion ud af. Jeg vil mene at det er det individ der udfører voldshandlingen der bør ‘stå til ansvar’ for den, sammen med det individ der har afgivet en eventuel ‘ordre’ til at udføre voldshandlingen. Ikke alle der bor i Gaza og ikke alle der bor i Israel kan pålægges et ansvar for den politik de respektive bandeledere fører. Ligesom jeg ikke er enig i, ja finder det moralsk forkasteligt, at M Frederiksen & co hælder tvangsinddrevne midler i et sort hul østpå (eller til andre tåbelige ting inden for landets grænser, for den sags skyld).
Overgreb på ‘civile’ er forkert. Fordømmelse heraf er ikke ensbetydende med at de pågældende civiles regering bør støttes ubetinget. Tingene er sjældent sort-hvide. Der er en grund til at folk bringes til at begå uhyrligheder. At forsøge at forstå bevæggrunden er ikke det samme som at acceptere reaktionen eller uhyrlighederne. Terrorister begår uhyrligheder netop for at provokere en reaktion – lad ikke den reaktion vedligeholde grobunden for mere terrorisme.
Hvis du tør udfordre den propaganda vi er ofre for, fra morgen til aften i de gængse medier, så brug 1 time her med Ryan Dawson: https://rumble.com/v3onk7y-more-atrocity-propaganda.html inden du beslutter dig for, at enten den ene eller anden part har ret. Ingen har ret til at begå overgreb på andre.
Som Scott Horton skriver på anti-war.com, så er den eneste langsigtede løsning i den betændte konflikt i Mellemøsten at palæstinenserne enten får statsborgerskab eller en selvstændig stat. USAs indgriben her og der og alle vegne har mere ført til fortsat elendighed, end det modsatte. Stop indblandingen i Mellemøsten – og alle andre steder.
En tilsyneladende endeløs strøm af penge forsvinder i statens mekanismer; mekanismer der skal inddrive endnu flere af andre folks ressourcer. På punditokraterne illustrerer Christian Bjørnskov det – åbenlyst – urimelige i de tilfældige vurderinger af boliger, der er det seneste afsnit af den miserable føljeton om statens overgreb og fejltagelser.
Bjørnskov angriber forestillingen om, at embedsværket kan afgøre hvad der er en ejendoms ‘bedste økonomiske anvendelse’. Lad den stå et øjeblik. Følg så med når vi ser hvad betydningen ville være, hvis den øvrige beskatning foregik på samme arbitrære vis – hvad er vores, individets, ‘bedste økonomiske anvendelse’?
Hvad “bedre” betyder i den situation er nærmest umuligt at svare på, men det er netop hvad Vurderingsstyrelsen forsøger at gøre med de grunde, vores ejendomme står på. En sommerhusejendom på 41 kvadratmeter i Liseleje er således blevet vurderet til 1,73 millioner, mens sommerhusgrunden i sig selv er vurderet til 1,85 fordi myndighederne ‘vurderer’, at der kunne bygges et nyt på 200 kvadratmeter – og det er derfor denne rent fiktive anvendelse, der beskattes.
Min pointe er, at denne tilfældige ansættelse af skatten og forbruget af de tvangsinddrevne midler netop er moralsk uforsvarlig, fordi embedsværk og politikerbyrde ikke kan afgøre hvad andre finder er den ‘bedste økonomiske anvendelse’ af deres ressourcer. Det burde være åbenlyst i eksemplet med ejendomsvurdering, men det samme gælder de ufatteligt mange poster politikerbyrden spenderer andre folks ressourcer på. Vi ved selv bedst hvilke aktiviteter vi ønsker at at fremme og ikke mindst hvilke vi ikke vil være med til at fremme. Derfor må politikeren formenes adgang til brug af tvang (skat ER tyveri!) og alene forlade sig på frivillige bidrag til de aktiviteter de ønsker iværksat!
Alligevel kan man glæde sig over at der findes modige, rationelle mennesker som taler de magtberusede imod og insisterer på fornuft og rimelige proportioner. Et sådant eksempel bydes der via CO2 koalition der bragte et indlæg om IPCCs fejltagelser, når man henfører ændringerne i vejret til, overvejende at være forårsaget af menneskelig aktivitet, specielt CO2 udledninger.
Ken Wilson peger på 5 eksempler der viser problemerne med at udråbe klodens tilstand som værende på randen af en global klima katastrofe. Eksemplerne der bringes på bane er følgende:
Temperatur målinger fra Midtengland
Stigning i havniveau
Modellernes manglende overensstemmelse med virkligheden
Ekstreme vejrbegivenheder
Naturbrande
Her er en af figurerne – man kan konkludere at myndigheder nok ikke er interesseret i fornuftige tiltag, eftersom de insisterer på, at lade sig vejlede af misvisende information.
Endvidere påpeges det, at en række dygtige, velansete – og især velargumenterende – folk har en ganske anden fortolkning af den videnskab, der skamrides i det politiske dokument betegnet sammenfatning og anbefaling til beslutningstagere.
MANY SCIENTISTS AND OTHERS DISAGREE WITH THE IPCC
Many noted scientists, climate modelers, environmentalists, economists, geologists, and engineers have criticized the IPCC’s analysis and its proposed green energy measures.
These include Dr. William Happer, Dr. Richard Lindzen, Dr. William Wijngaarden, Dr. Ross McKitrick, Dr. Christopher Essex, Dr. Henrik Svensmark, Dr. Nir Shaviv, Dr. Steven Koonin, Dr. John Christy, Dr. Judith Curry, Dr. Patrick Moore, Dr. Susan Crockford, Dr. Peter Ridd, Dr. Mark Mills, Dr. Bjorn Lomborg, Dr. Lars Schernikau, Dr. Patrick Frank, Anthony Watts, Tony Heller, Jim Steele, Gregory Wrightstone, Robert Lyman, Michael Shellenberger, Michael Moore, Jeff Gibbs, James Lovelock and, most recently, Dr. John Clauser, co-recipient of the 2022 Nobel Prize in Physics.
You can Google any of these names for their views, as well as those of Vaclav Smil and the CLINTEL “World Climate Declaration That There Is No Climate Emergency,” with over 1,600 signatories, mostly scientists, from 15 countries.
Til trods for enorme subsidier leverer vejrafhængige energikilder stadig blot en beskeden andel af det verdens totale energibehov – et behov der vil fortsætte med at stige, hvis målet er menneskelig trivsel. Problemet for mange af os er, at politikeres og klimaalarmisters mål ikke er menneskelig trivsel, men magt, magt og en (af menneskehånd) uberørt planet.
På den nordlige halvkugle nærmer efterårets snotnæse-sæson sig. Skulle nogen have glemt hvordan statens ypperstepræster håndterede covid-affæren til dumpekarakter – så minder vi om at der leges med maskepi igen og vaccination nummer xx ‘anbefales’ visse steder. Konsekvensen har til en vis grad været tab af tillid til ‘myndighederne’, hvilket må betragtes som et gode.
Som påmindelse bringer vi følgende fra en Dr. Houman David Hemmati (via Tom Woods) som anbefaling til (en start på) genopretning af tilliden i US-kontekst:
Offentliggør al CDC-korrespondence fra november 2019 til nu
Afskedigelse af alle CDC-ansatte som pressede på for censurering af kritikere, udskamning af kritikere, eller som havde forbindelse med andre myndigheder eller lægemiddelvirksomheder der påvirkede deres arbejde
Bekendtgørelse af beslutning om, ALDRIG at udstede påbud, anbefaling om påbud eller anbefaling om lukning af skoler og virksomheder.
Fornyet evaluering af hastegodkendte covid vaccinationer og behandlinger i henhold til tidligere anvendte standarder for ikke-covid relaterede behandlinger.
Løfte om aldrig igen at støtte noget medicinsk produkt, nødssituation eller ej, der ikke har været gennem samme omhyggelige test af sikkerhed og effekt og gennemgang af uafhængige eksperter, uden udelukkelse af kritikere.
Bevæger vi os fra tillid til transparens herhjemme kunne vi passende forlange tilsvarende samt en redegørelse vedrørende Nord Stream gasrørledningernes selvmord.
Hvilke undersøgelser er der foretaget af danske myndigheder?
Hvilke undersøgelser fra andre landes myndigheder har Danmark kendskab til?
Fremlæggelse af samtlige resultater af disse undersøgelser til offentlig beskuelse inden jul 2023…
Hvis du vil læse eller høre Bryan Caplan og evt. vædde om, hvorvidt vi stadig om 10 år helt overvejende bruger fossile brændstoffer til at opretholde en tålelig tilværelse, så kig med her.
Pointen er, at fordi fossil energi er i særklasse pålidelig, skalerbar og tilgængelig overalt, og tilmed forbundet med lave(ste) omkostninger – især set i forhold til gunstige effekter, så vil fossil energi også i overskuelig fremtid udgøre den altovervejende største andel af energiforsyningen.
Til trods for massiv statsstøtte til upålidelig energi, kombineret med straf til fossil energi (og atomkraft) – så udgør upålidelig vind og sol stadig en forsvindende andel af det samlede energiforbrug. Med andre ord: That dog don’t hunt!
Præmissen her er, at samme miljøforkæmpere faktisk kæmper for miljøet – en præmis der næppe er sand, for de samme forkæmpere er modstandere af tiltag, der kunne mindske miljøpåvirkningen, som for eksempel atomkraft eller afbrænding af gas som alternativ til kul. Bjørnskov viser, hvilket stemmer overens med sund fornuft, at jo rigere folk er, desto mere kerer de sig om deres omgivelser, og søger at begrænse forurening. Lægger man dertil respekt for, og håndhævelse af, privat ejendomsret (nødvendige forudsætninger for fremskridt og velstand) – du kan ikke svine på anden mands ejendom, uden at han kan komme efter dig økonomisk – kan den påviste association ikke undre, se figuren nedenfor. Se også Rothbard om forurening i et frit samfund – og også her en lidt kortere fremstilling af regeringers manglende evne til at begrænse forurening.
Denne kontrast – menneskelig trivsel overfor en forestilling om kloden som et skrøbeligt system, der skal beskyttes mod mennesket – ser ud til at være drivkraften bag megen klimatosseri.
Ganske få profiterer voldsomt på denne fejltagelse på bekostning af mange andre og uden at de tiltag klimatosserne anbefaler og gennemtrumfer, har nogen som helst effekt på klima eller miljø. Enorme ressourcer er spildt de sidste mange år, på støtte til vejrafhængige, upålidelige energikilder. Ressourcer der kunne have været brugt bedre til at løse andre af de talløse problemer mennesker står overfor.
Eksempler på vildledende diskussion i forbindelse med fossil energi:
Tilbage til Bjørnskov, der rimeligvis begræder det enøjede fokus på CO2 og andre ‘drivhusgasser’ samt de politiske ‘redskaber’ (tvang) til – forgæves – at forsøge at begrænse udledningerne – på bekostning af andre, langt alvorligere problemer. CO2 ER et misforstået ‘problem’.
De blå cirkler er ‘demokratier’ og de røde ‘autokratier’ – se nærmere forklaring på linket under figuren.
Nu skal man ikke uden videre tage IPCC rapporter for gode varer – især ikke sammenfatningen for beslutningstagere der vel må karakteriseres som propaganda. Graver man i de underliggende data – og det er der heldigvis omhyggelige folk der gør – bliver det mere tydeligt at forskningen, du ved, The Science, ikke finder holdepunkter for nogen krise overhovedet. Og sådan har det været en rum tid.
Så der må ligge noget andet bag den vedholdende tsunami af propaganda fra medierne om katastrofer der står i kø som følge af CO2 (kuldioxid) eller CH4 (metan). Kunne der være nogen der har økonomiske interesser i at holde katastrofe-beredskabet oppe i det røde felt? Politiske interesser (magt)? Eller måske begge dele.
Her er IPCCs liste (Kapitel 12, tabel 12.12) over begivenheder der savner videnskabeligt grundlag for, at global opvarmning skulle være synderen:
Air Pollution Weather (temperature inversions)
Aridity
Avalanche (snow)
Average rain
Average Wind Speed
Coastal Flood
Drought Affecting Crops (agricultural drought)
Drought From Lack Of Rain (hydrological drought)
Erosion of Coastlines
Fire Weather (hot and windy)
Flooding From Heavy Rain (pluvial floods)
Frost
Hail
Heavy Rain
Heavy Snowfall and Ice Storms
Landslides
Marine Heatwaves
Ocean Alkalinity
Radiation at the Earth’s Surface
River/Lake Floods
Sand and Dust Storms
Sea Level
Severe Wind Storms
Snow, Glacier, and Ice Sheets
Tropical Cyclones
Så meget desto værre er det når den danske regering dumstædigt fremturer med dydssignalering og absurde CO2 reduktionsmål, som ingen indflydelse har på fremtidens klima, men blot spilder ressourcer.
Måske vil en af de mest interessante – utilsigtede? – konsekvenser af ‘AI’ være at vi får aflivet misfosteret ‘intellektuel ophavsret’ – selvom nogle slår sig i tøjret og mener at de har krav på betaling for information de selv har gjort offentligt tilgængelig. Information kan ikke ejes. Hvis du ikke ønsker at information skal benyttes af andre, så hold den for dig selv. Ingen tager noget fra dig ved at kopiere information du har gjort tilgængelig – du har stadigvæk selv informationen.
Situationen er selvfølgelig en anden, hvis du har dit partitur på papir liggende på skrivebordet eller i pengeskabet og en slyngel bryder ind og stjæler papiret, eller tager en kopi og efterfølgende distribuerer. Dem der derved får adgang til informationen er ikke hælere. Tyven er en tyv og bør holdes ansvarlig for indbruddet.
Forretningsmodellen med at tjene penge på musik, video, billeder, bøger og anden information der distribueres via fysiske medier er ikke længere holdbar. Hvis du vil tjene penge på den slags, må du optræde eller på anden vis finde på noget som folk vil betale for.
En der har skrevet meget og mest præcist om dette emne er Stephan Kinsella, advokat med speciale i patentlov. Han forklarer hvorfor patenter og ophavsret er noget af den mest fremskridts- og menneskefjendske lovgivning der findes.
Læs mere her, hvor han har samlet en række tekster gennem tiden.
Det kræver en særlig form for tykhudethed at affinde sig med den tsunami af tekster, billeder og lyd der bruger vendingen ‘klimakrise’. Bare for at tage et eksempel giver en søgning på hjemmesiden for folketinget, dette ophøjede organ befolket med tænksomme, virksomme, produktive, moralsk ophøjede personer, 835 hits. G00gle giver mere end 30 millioner…
En kritisk (!) krise giver anledning for puhlitikere til at udvise handlekraft, og tiltage sig beføjelser som det ellers under ‘fredelige’ omstændigheder ville være vanskeligt at retfærdiggøre. Derfor hopper vi fra ‘krise’ til krise – den ene når knap nok at afløse den anden. Vi kan dog takke Putins overfald på det, der for tiden er Ukraine, for at corona virus pludselig ikke dominerer ‘nyhederne’ i samme omfang som tidligere. NATO’s krig mod Rusland via Ukraine er imidlertid også ved at miste sit momentum og så må vi finde på noget andet. Her kommer ‘klimakrisen’ ind for fuld skrue og på samtlige tangenter. Ikke en dråbe regn, fravær af regn, blæst, vindstille, varme, kulde fugt eller tørke kan forbigås – det hele skyldes klimakrisen i almindelighed og co2 udledning som led i menneskelig aktivitet i særdeleshed.
Nogle bliver skræmte, nogle lammede, nogle føler formentlig at livet er for kort til at tage den slags vås alvorligt (omend våset får konkrete konsekvenser hvis det bliver ved med at give anledning til politiskhandling). Vi skal være taknemmelige for, at ordentlige mennesker med indsigt holder fast og påpeger våset og herhjemme er klimarealisterne et eksempel til efterfølgelse. Konference i folketinget her, ny bog her, Jens Olav Plepke her, Svensmark her.
På den anden side af andedammen gør Alex Epstein en god figur – hvis ikke du har læst Fossil Future har du noget til gode. I en nylig post beskriver han hvorfor det er forkert at udråbe en klimakrise eller nødssituation.
Stigende CO2 niveau giver ikke anledning til at udråbe en ‘krise’ og overlade særlige beføjelser til regeringer, fordi
Det er ikke ‘kritisk’. Mennesker er bedre sikret mod fjendtligt klima end nogensinde
Stigningen er ikke ‘midlertidig, men vil fortsætte i årtier
Stigningen er uden for vores kontrol; vores (USA) udledning udgør ca. 1/7 af verdens udledning (og langt, langt mindre for Danmarks vedkommende)
Så koges der suppe på benet igen. Denne gang tilfalder ugens skævert CEPOS-direktøren selv med udsagnet om, at en af de fine ting ved demokratiet er flertalsbeslutninger, der ‘legitimerer’ beslutninger mindretallet ikke deler.
Det er derimod netop en af demokratiets mange svagheder, at flertallets overgreb IKKE er legitime. Der henvises til grundlovens § 73 hvor folks ejendom er ‘ukrænkelig’, dvs ikke kan konfiskeres, uden at det ‘tjener almenvellet’ …almenvælde almenvælling. Og hvem afgører så det? Det gør ‘repræsentanter’ for flertallet. Repræsentanter i gåseøjne, fordi 179 slyngler selvfølgelig ikke på nogen meningsfuld måde, kan siges at repræsentere 5-6 millioner menneskers interesser, interesser der er forskellige og selv for den enkelte ikke er konstante. Det kan måske gå an i mindre enheder, omend lokalpolitik her til lands næppe når Liechtensteins niveau.
Ytringsfrihed? Forstås bedst som et særtilfælde af ejendomsret. De negative frihedsrettigheder omfatter ikke retten til at være fri for fornærmende ytringer, dårlig smag, dårlige manerer og meget andet.
Men når det går op for folk, at de kan stemme sig til andres ejendom, begynder skråplanet langsomt at hælde mere og mere, og tingene udvikler sig i uheldig retning til legal plyndring. De fleste, og især de dårligst stillede, bliver fattigere og fattigere (Lad dem sulte!).
CEPOS afholdt tidligere i år et glimrende arrangement om populisme og kapitalisme – se Nytte og moral.Selv en lille smule socialisme fører langsomt, men sikkert til fattigdom og konflikt.
RFK jr. giver her udtryk for en fortolkning der afviger fra ‘main stream’ mht begivenhederne de sidste årtier, der har ført til den, for langt de fleste, ulykkelige konflikt mellem nato og Rusland, der udspiller sig på grænsen af det, der for tiden er Ukraine. Se indslag fra fox news via Ron Paul Liberty report her
Det blev nævnt for nyligt at Kennedy har fået afslag på ansøgning om beskyttelse under kampagnen med en over 60 sider langt følgeskrivelse der referer til trusler han er udsat for. Som Daniel McAdams nævnte – det er ikke sikkert, at han burde være specielt tryg ved bevæbnede repræsentanter for den stat, han ønsker at stå i spidsen for. Måske skulle Kennedys støttekomite bruge nogle af midlerne på privat beskyttelse i stedet for at forlade sig på voldsmonopolet. Han har jo også en vis, tragisk, familiehistorie.
Vi har før bemærket Kennedys uvilje til at fortsætte warfare-statens mangeårige udenrigspolitiske linje i usa – se her – det kan selvfølgelig ændre sig når man først er valgt. Den hårdtprøvede amerikanske befolkning har mange gange tidligere valgt en fører der er gået til valg på at stoppe krige, men det bliver ikke rigtig til noget, når først de er der. Her er genoptryk fra Kennedys valgprogram fra førnævnte post.
Måske er det ikke så overraskende at selv pressemeddelelsen om hans kandidatur blev fjernet fra tuben inden for få minutter…
Men hvem er det dog, der kan have fordel af at krige og andre ‘kriser’ følger hinanden som perler på en snor – cui bono?
…og værdsætter miljøet. Er du på kanten af tilværelsen med truende sultedød, er dette mere påtrængende. Med andre ord: de rigeste samfund er generelt mere optaget af at sørge for at beskytte omgivelserne mod unødig forurening. Ønsker du at mindske den ‘skadelige’ påvirkning af omgivelserne, så gælder det om, at fjerne hindringerne for at bygge velstand. Privat ejendomsret, herunder beskyttelse mod forurening, er et sine qua non for at fremme rigdom. Som Christian Bjørnskov påpeger, lider mange af en dyb, naiv tro på at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Desværre forholder det sig sådan, at staten excellerer i at skabe problemer, for derefter at gøre dem værre, i det påståede forsøg på at løse dem. Ondskab? Uvidenhed? Eller konsekvensen af uheldige tilskyndelser? Kunne man prissætte stabil energi anderledes end det man gør nu?
Under alle omstændigheder kan vi konstatere at statens tentakler trænger sig på, på stadigt flere områder; bureaukratiet vokser til trods for erklærede intentioner om det modsatte. Løsningen er ikke at overlade endnu mere til staten og dens proselytter, men at gå den anden vej og lade privat initiativ tage over.
Hvis noget er vigtigt for dig, vil du da betale for det – uden trusler? Hvis det ikke er vigtigt, skal staten så overhovedet tage sig af det?
Det spørgsmål tages under behandling hos Alex Epstein i Energy Talking Points.
Hele posten (på engelsk) er værd at læse, men her er et par punktnedslag:
HVIS sol og vind var så billigt, som det påstås, hvorfor så behovet for subsidiering, direkte og indirekte, og for at straffe brugen af fossile kilder. Hvorfor bruger Kina ikke sol og vind i stor stil, men bygger i stedet kulkraftværker og (heldigvis) atomkraftværker i stor stil? De bruger billig, stabil(!) energi til at fremstille komponenter til sol og vindindustrien; hvorfor dog, hvis sol og vind er så billig som det påstås?
En særligt kritisabel taktik der anvendes for at fremme den ‘grønne’ dagsorden, er at finde en ganske speciel situation hvor det rent faktisk giver mening at bruge sol eller vindenergi, og generalisere herfra til at al energi og elektricitet (elektricitet er en mindre andel af det samlede energiforbrug). Til at understøtte et moderne, nogenlunde civiliseret samfund, på breddegrader der kræver konstant beskyttelse mod ugæstfrit vejrlig, er der brug for masser af stabil energi.
Hvis levefoden for de dårligst stillede i verden skal forbedres, har de brug for masser af billig, pålidelig energi, og det er fossile kilder leveringsdygtige i. Atomkraft også, og det er afslørende at nogle klimahysterikere med deres afvisning af atomkraft, ikke reelt er bekymrede for den livsnødvendige CO2 i atmosfæren, men enten ønsker at vedligeholde en på-randen-af-panik-stemning eller har andre mål end menneskelig trivsel. Nogle vil hævde at de prioriterer potentielle klimaofre i fremtiden højere end nulevende ofre for energimangel. Faldet i antallet af klimaofre de sidste hundrede år er så massivt, at den øvelse kræver avanceret mental akrobatik. Måske synes de bare at mennesker er en kræftsvulst på kloden og burde fjernes – men den oplagte konsekvens – selv at gå forrest og mindske klodens menneskebyrde – drager de ikke.
Jeg ser dem enten som et redskab for bander til kontrol af pøbelen eller som vildfarne individder, der har fundet sig en ny religion til erstatning for den de aldrig har kendt.
Servicemeddelelse: Nej, sol og vind kan i særtilfælde være nyttige, men generelt tilfører den vejrafhængige energi kun ustabilitet og øgede omkostninger og tilmed øget miljøpåvirkning, når stabil, pålidelig og rigelig energiforsyning 24/7/365 er målet. Et mål, som i sig selv blot er et middel, til at forbedre tilværelsen for mennesker og gøre dem i stand til at beskytte sig mod vejrlig og begrænse unødig forurening af omgivelserne.
I øvrigt bør regeringen gå af, og først komme tilbage når den har lært om Loven og om privat ejendomsret.
Pressen (presstitutes har ikke den samme onomatopoetiske klang på dansk) har flydt over med udgydelser om hvor frygteligt varmt det er (nogle steder); aldrig! har det været SÅ varmt og folk falder døde om af hedeslag, til højre og venstre. Man aner næsten en form for koordination af budskabet. Hvis du ikke makker ret – nu! – er klodens eksistens på spil; der er ingen tid at spilde.
Den videnskabelige støtte til den klimalarmisme er forbløffende svag, når man betænker intensiteten af propagandaen.
Heldigvis er der stadig gode kræfter der bider tænderne sammen og holder fanen højt; The CO2 Coalition er en af dem – og her er et eksempel på gendrivelsen af våset:
For ikke at tale om den hjemlige klimarealisme.dk der også gør en behjertet indsats!!
Det bør efterhånden være tydeligt for enhver at formålet med at holde krisegryden i kog, er at det retfærdiggør det enorme ressourceforbrug som staten opretholder; kun når den ene krise afløses med kort interval af den næste kan en befolkning (opdraget i statens institutioner) bildes ind, af det for deres eget bedste!
Nuvel, den ‘optimale’ selskabsskat er 0% (nul procent). Det gælder selvfølgelig også den indkomstskat, der ved indførslen blev solgt som ‘midlertidig’. Intet er så langvarigt som en midlertidig skat…
Fra den storedanske kan følgende opslag findes:
Indkomstskat har i Danmark været opkrævet i perioder i 1800-t.; det skete navnlig i forbindelse med krigstilstande, nemlig 1848-50, 1864 og 1870, og indkomstskat gennemførtes som permanent skatteart i 1903 efter Systemskiftet i 1901. Den afløste og supplerede først og fremmest skatter, der hvilede på fast ejendom.
Indkomstskatten er i dag den mest betydende skatteart, idet den – inkl. arbejdsmarkedsbidrag – tegner sig for ca. 25 % af det samlede skatte- og afgiftsprovenu.
Vi befinder os nemlig nu i en permanent krigstilstand eller undtagelsestilstand – katastrofen truer lige om hjørnet, og kun statens beslaglæggelse af din ejendom kan hindre katastrofen i at indtræde omgående. Om det er coronaen, klimaen, tysken, russeren, svensken, muslimen eller noget andet er ligegyldigt. Du skal bare være på randen af katastrofen og affinde dig med herskernes skalten og valten. Altsammen for din egen skyld.
Den ‘optimale’ indkomstskat er naturligvis nul – ganske som selskabsskatten burde være. Overlad folk selv ansvaret for egne ressourcer og de vil blive brugt i overensstemmelse med folks præferencer – ikke med politikernes præferencer. En politiker har ingen ret til at flytte rundt på andres penge, og vil spendere dem med mindre omhu.
Nedenfor et link til et debatoplæg fra 1979(!) – som anført på sitet er nogle mindre relevante i dag – men betænk om vi har flere eller færre regler og forordninger et lille halvt århundrede senere. Der er stadig et tvingende behov for skatte’reform’.
Det værste ved at overlade så stor en andel af samfundets ressourcer til politikeres skalten og valten, er den ansvarsfralæggelse og fremmedgørelse det medfører. Du føler ikke længere nogen pligt til at hjælpe andre, for du har uddelegeret medfølelse til statens lakajer – ganske vist for andres penge. Men netop derfor spenderes de uhensigtsmæssigt OG du kan ikke uddelegere noget du ikke selv kunne gøre.
Politikerklassen behøver ikke stå til ansvar for egne ulovligheder, jvf. Slette-Mette-mink og har ingen interesse i, at pøbelen får kendskab til, for eksempel, gerningsstaten for Nordstream-terrorangrebet. Pressen er helt fraværende – en skødehund snarere end en vagthund. Et villigt folketing begraver gerne sager, der kunne afsløre det almindelige medløberi – eller måske bare ligegyldighed overfor misbruget af tvangsinddrevne midler. Omkostningerne til at have politikerbyrden til at bestyre så stor en andel af samfundets midler er enorme; de fleste af os bliver fattigere af det.
Sikkert er det, at den dygtige politiker ikke har befolkningens interesse som første prioritet; den tiltagende politisering af Alting fremmer splid og ufred snarere end fred og fordragelighed, på bekostning af fortsat forbedring af levestandarden.
Det bør give anledning til undren når nogen, tilsyneladende oprigtigt, taler om den ‘sociale kontrakt’ – du ved, den ‘vi’ har med hinanden, som motivation for at nogen skal gøre dette eller hint.
Ikke desto mindre var det tilfældet da Bag om nyhederne havde besøg af Bent Winther for nylig. Lyt selv her. Vi(!) skal allesammen arbejde mere for at have råd til voldfærdsstaten – ikke noget med at melde sig ud af samfundet, dyrke sine egne biodynamiske tomater og passe (sic) sine egne børn. Vi skal arbejde for hinanden og for Staten.
Jeg har absolut sympati for synspunktet om, at man ikke kan forvente, kræve eller have ret til andre folks ejendom fordi man hellere vil indrette sig på en ‘uortodoks’ måde. Voldfærdssamfundet fremmer netop fordømmelsen af ‘alternativer’ og fordi staten blander sig i stort og småt, politiseres alt; jeg må have en mening om min genbos livsvalg, fordi jeg via statens tvangsinddrevne midler betaler for dem.
Lad folk beholde deres egne ressourcer og lad mangfoldigheden blomstre uden at tvinge nogle til at betale for andres valg.
Illusionen om folkets indflydelse på forvaltningen af tvangsinddrevne midler via stemmeriet er kun mulig at opretholde fordi udannelsessystemet er i hænderne på de samme forvaltere af rovet. Ligesom stat og religion formelt er afskilt, skal stat og uddannelse adskilles, hvis vi skal gøre os håb om et oplyst, civiliseret samfund.
Pudsigt nok var kontrakten genstand for et genopslag på Mises.org – et Lew Rockwells indlæg fra 2016:
If my cooperation with the system is only under duress, and my repeated insistence that I do not consent, is insufficient to indicate my lack of consent, then what kind of crazy moral system is this?
Kleptokratiets kandestøberi kører for fuld udblæsning – hvad enten du deler synspunktet om ‘støtte’ til den eller anden part i forbindelse med en grænsestrid, så kommer du til at betale. Dyrt.
Statens rolle, ikke som beskytter, men som instans der fremmer stridighed og risiko for krig er underbelyst. Tænd lyset med Rothbards Statens Anatomi – køb den her i butikken for 37,50
Fattigrøvene, forstås. Ikke noget med kage à la Marie Antoinette. Næh – lad dem sulte. Det er ofte karikaturen der stilles op når synspunktet om at afvikle eller i det mindste drastisk tilbagerulle voldfærdsstaten skal fordømmes. Før velfærdsstatens vokseværk som en anden Fenris – var der da villighed til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at klare sig selv? Det var der – men efterhånden som nævenyttige politikere lykkes med at institutionalisere hjælpen, så opstår perverse tilskyndelser til, ikke, som det mest naturlige, at forlade sig på egen produktion til livets opretholdelse (bytte med andre – ikke lave alting selv) og til ikke at hjælpe folk der, mere eller mindre midlertidigt, ikke KAN klare sig – fordi ‘det har vi staten til at tage sig af’. Der føles ingen skam over at modtage andre folks ressourcer via tvang – ingen forståelse af, at produktion går forud for forbrug. Den kedelige udvikling skal vi have vendt til gavn for kommende generationer.
Gerard Casey tager tyren ved hornene og forklarer hvorfor det gavner de fattigste iblandt os, at velstanden i samfundet generelt vokser mest muligt. Selv med konfiskatorisk beskatning gives der frivillige bidrag til dette og hint. Betænk hvor meget mere givende sjæle kunne donere hvis de fik lov at råde over egne ressourcer -uden at statens velmenende knytnæve er involveret, med tilhørende bureaukratitis! Hvad mere er, det er oven i købet det eneste moralsk forsvarlige at gøre. Nej – det vil ikke udrydde elendighed og fjerne fattigdom fra kloden – men det vil stille de fleste – og især de fattigste – bedre, end det nuværende system, hvor de ‘uproduktive’ parkeres i ghettoer og slum på overførselsindkomst, tilvejebragt ved plyndring.
Misforståelsen om statens algode velvilje og evne til at sørge for alt og alle, fødes og næres i udannelsessystemet (sic), der er et af de første områder der bør vristes ud af statens kløer – adskil skole og stat! Voldfærdsoverførsler – både til personer og til firmaer der nyder godt af de rette forbindelser til statens lakajer, skal afvikles over en kort årrække – med tilhørende drastisk nedsættelse af den plyndring der betegnes skat.
Tranedansen om benene i internationale bureaukratier kører fortsat. Har Mette ambition om mere end ‘bare’ lille Danmark inden hun skal dø (for dø skal hun) og er Løkke tilfreds med et lokalt comeback? Strategiske karriereovervejelser er måske baggrunden for det fuldstændige fravær af oplysninger om udfaldet af de undersøgelser, der er foretaget (eller ikke) vedrørende sprængningen af gasrør, der har forsynet Vesteuropa med stabil, billig gas fra Rusland.
Den såkaldte presse glimrer også ved sin nølen, omend et forsigtigt pip dukker op, her og der.
Slyngler fra et område der for tiden benævnes Ukraine er for tiden ikke med i den mafia, der går under betegnelsen ‘NATO’. Disse førstnævnte slyngler er nu ved at blive syndebukke for angrebet på infrastruktur der har forsynet Vesteuropa med billig gas. Ukraine er ikke med i NATO, så teknisk set, har et ikke NATO-land angrebet et NATO-land, hvis dén røverhistorie står til troende. Et mere troværdigt alternativ er, at et NATO-land har angrebet infrastruktur i et andet NATO-land. Jeg hælder mest til den sidste forklaring – men begge historier antyder at NATO ikke er en organisation, der fremmer fred og fordragelighed. Måske er verden bedst tjent med, at den organisation nedlægges, og ressourcerne frigøres til andre, mere agtværdige formål.
NATO-landene bør ikke fortsætte med at levere våben og ammunition til et land, som mistænkes for at have angrebet infrastrukturen i donorlandene. Er USA og Norge misdæderne bør resten af Nato-landene øjeblikkeligt afbryde ‘samarbejdet’ – hvis formål ser ud til at være at facilitere myrderierne i forbindelse med to korrupte regimers grænsestridigheder og at opretholde pengestrømme til leverandører af militært isenkram, snarere end at forbygge angreb på ‘alliancen’s medlemmer.
Under alle omstændigheder bør resultaterne af den danske regerings undersøgelse forelægges befolkningen, så vi kan bevare et skin af, at regeringen arbejder for folket, og ikke omvendt. Demokrati, du ved…
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
