Udgivet i Skriv en kommentar

Hvorfor demokrati er skidt – på nogle niveauer

Se her 42 min – Jeff Deist taler om demokrati – et system der kan være ganske udmærket når stemmeafgiverne kender hinanden og har skin in the game. Det vil sige på tilpas decentralt niveau – og ikke mindst: Der kan ikke stemmes om andres ejendom. Hvis man er ude at spise med en gruppe venner/bekendte, så kan flertallet ikke beslutte at Alice skal betale for Bob, Charlie og alle de andre. Heller ikke med henvisning til at ‘vi har stemt om det’ eller at det er ‘en demokratisk beslutning’. Man kan ikke som gruppe begå handlinger som man ingen ret har til at begå som individ. Eller man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv besidder.

På familieniveau fungerer sågar kommunisme – populært sagt yder man efter evne og nyder til en vis grad efter behov. Til forskel fra ‘rigtig’ kommunisme foregår afgivelsen af ressourcer i familien ganske frivilligt – og måske endda med fornøjelse. Når fordelingen af ressourcer løftes ud af intimsfæren er der kun en måde det kan foregå på, uden at invitere til konflikt: Frivillighed. Frivillig udveksling af varer eller ydelser man selv producerer mod andre varer eller ydelser andre producerer og (frivilligt(!)) stiller til rådighed for markedsdeltagere.

De stakkels amerikanere – ca 330 millioner mennesker, hvoraf en stor del ikke har stemmeret – står foran et tilbagevendende, meningsløst ritual på tirsdag. De skal vælge mellem 2 elendigheder der skal ‘regere’ dem alle sammen de næste fire år. Formålet med ‘valget’ er at få folk til at tro på en illusion om, at de har indflydelse på systemet – og dermed acceptere den grove udplyndring staten og dens lakajer praktiserer til fordel for dens tilbedere. Tilbedere der i blind tro på demokrati-guden bilder sig ind at de ‘rigtige’ repræsentanter varetager andre interesser end deres egne. Men mennesker er ikke engle – og den magt politikere overgives tiltrækker nogle af de værste eksemplarer af menneskeheden. Ligegyldigt hvad eller hvem de stemmer på derovre, får de mere af det samme: Et løgnagtigt, aggressivt regime, der fører krig overalt – mod egne borgere og andre landes borgere.

I stedet for en slåskamp om, hvilken gruppe der skal dominere i en periode, bør erkendelsen af fundamentale uenigheder om, hvordan tilværelsen bør indrettes, føre til at man fredeligt går hver til sit. Lader andre indrette sig som de vil i fred og selv indretter sig som man synes er rigtigt. For Amerikas vedkommende betyder det at stater skal generobre deres selvstændighed og frigøre sig fra den føderale regerings kvælertag. Når alting politiseres medfører det kamp om magten, statsmagten, til at tvinge andre til underkastelse. Loven perverteres og bliver til redskab for udplyndring i stedet for retfærdighed.

Frédéric Bastiat beskrev dette fænomen for små 200 år siden – læs hans Loven og bliv klogere. Fås på dansk her i butikken for blot 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Teori afgør hvad der kan observeres

Data ‘taler’ ikke for sig selv. Uden et teoretisk fundament har observationer begrænset værdi, mest som bogholderi. Forestillingen om at økonomi er en ‘eksakt’ videnskab og om at økonomiske ‘data’ kan tale til os uafhængigt af det teoretiske apparat der appliceres på data er fejlagtig.
Don Boudreaux skriver om det på econlib.

Statsstatistik er et andet emne som tåler lidt ekstra bevågenhed – det får det her hos Rothbard. Megen statistik tjener som påskud for intervention, på trods af diskrepansen imellem erklærede mål og faktisk udkomme.

Når stat og visse store industrier slår pjalterne sammen er det ikke et frit marked, men ‘participatory fascism’. Det frie, eller uhindrede, marked er karakteriseret ved frivillige transaktioner der per definition stiller alle deltagere bedre – ellers ville de ikke indgå transaktionen. Jo mere uhindret markedet er, desto mere velstand skabes for borgerne. Praksis rimer med teorien.

Udgivet i Skriv en kommentar

Adskillelse af skole og stat

Formelt har vi adskillelse af kirke og stat i Danmark, omend grundloven i §4 skriver Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nogle vil med god ret hævde at staten har erstattet kirken og nu tilbedes på religiøs vis, som en ufejlbarlig institution, alene drevet af godhed, eller i det mindste af gode intentioner. Gode intentioner er desværre ikke nok, vejen til helvede er brolagt med dem, og det ordsprog dækker jo over det faktum at effekten, de faktiske gerninger eller udkommet af handlinger, ikke hænger sammen med de erklærede intentioner.

Skolen, uddannelsessystemet, nyder på næsten samme måde en religiøs status og omend alle ved at den på ingen måde er ufejlbarlig, så er ideen om at vriste den ud af statens greb fjern for de fleste. I USA er der et lidt større marked for alting, herunder ‘home schooling’, og som så meget derovre deler det vandene. En nylig debat gjorde det klart, hvis man skulle have været i tvivl, at der findes indflydelsesrige personer der mener at staten er bedre til at opdrage folks børn, end børnenes forældre. Læs mere om den skrækkelige historie her.

På trods af mange gode intentioner (!) og behjertet indsats fra flere gode mennesker, så formår systemet at holde de fleste i almindelig uvidenhed, og en udbredt opfattelse af at indsigt og visdom opnås med mere offentlig skoling huserer. Det er klart at når staten for praktiske formål har monopol (af den grimme slags) på uddannelsessystemet så kommer det til at farve den skoling der leveres i statens institutioner. De 144 milliarder kroner der bruges (2018) på såkaldt uddannelse ville gøre langt mere gavn hvis folk selv havde mulighed for at bruge de ressourcer de finder passende, på de uddannelser de mener er nødvendige, fremfor at måtte nøjes med det vi ‘får’ nu.

Uddannelse er alt for vigtigt til at vi kan overlade beslutningerne om hvor meget, hvordan, hvorlænge og hvorledes det skal leveres, til en flok politikere der ikke har vores bedste i tankerne. Lad os få et uafhængigt uddannelsessystem, betalt af folk selv for deres egne penge som ikke skal konfiskeres først, for derefter at bruges efter politikeres forgodtbefindende, med henvisning til en imaginær social kontrakt.

Udgivet i Skriv en kommentar

Voldsmonopolet

Een ting mange kan blive enige om er at beskyttelse mod voldelige overgreb er en af statens kerneopgaver, at kun staten kan udøve magt i denne forbindelse og at selvforsvar er på kanten af selvtægt. Heller ikke denne opgave formår staten imidlertid at løse på tilfredsstillende vis. I den lettere ende herhjemme kan nævnes politiets beslutning om ikke at efterforske tyverier medmindre værdien af tyvegodset overstiger 100.000kr. Mere alvorligt er de voldshandlinger der pågår i flere amerikanske byer i kølvandet på statsmagtens mord på en borger i Minneapolis. Morderen og hans kumpaner er, omend lidt sent, nu sigtet (der er ikke tvivl om selve mordet som blev optaget/streamet på video). Alle fordømmer det åbenlyst helt uacceptable brug af overdreven magt med dødeligt udfald. Det manglede også bare.

Til gengæld mangler der ubetinget fordømmelse af de voldshandlinger og plyndringer der fulgte i kølvandet. Overgreb på en person berettiger på ingen måde overgreb på andre, tilfældige personer og deres ejendom. Statens repæsentanter myrder en person (det gør de mere end 2 gange dagligt i USA) og træder så tilbage og lader plyndring og voldshandlinger blomstre – i et omfang så man næsten tænker at det må være tilsigtet, måske med det formål at opnå den almindelige befolknings accept af endnu en undtagelsestilstand, nu med Nationalgarden (måske endda militæret?) på hvert et gadehjørne.

Forløbet illustrerer på trist vis at man ikke skal forvente beskyttelse fra staten, når den ulmende utilfredshed bryder ud i lys lue, oppisket af medierne der pludselig har glemt alt om virus og lock down. Læs Ryan McMackens indlæg her.

Det er heller ikke første gang at staten (i USA) undlader at beskytte borgere – og moralen er endnu engang, at staten ikke er hvad den giver sig ud for at være, din ven og beskytter, men derimod en del af ondets rod.

Tre forslag til ændringer der kan mindske antallet af drab på egne borgere (i USA) – her; et fjerde kunne være Rand Pauls forslag om at fjerne en af de værre beføjelser staten har til at angribe egne borgere – her.
Kan man have beskyttelse uden politi i konventionel betydning i dag? Ja, det kan man. Se nærmere på Detroit threat management her eller lyt til Dale Brown hos Pete Quinones eller hos Tom Woods.
Mere her på sitet om privat forsvar.

Hvad er Staten? Læs om dens Anatomi.

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Knytnæven

Leonard Read (som er forfatter til I, Pencil – forlægget til Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant, der handler om hvordan mennesker arbejder sammen uden at blive kommanderet til det og uden at kende hinanden) fandt for nogle år siden på analogi – beskrevet her af Gary Galles, der kaster lys over hvilken service borgerne ønsker regeringen skal yde .

Analogien handler om hvad den knyttede næve kan bruges til. Først og fremmest vold, hvad enten det er i defensivt eller offensivt øjemed – i modsætning til alt det hånden ellers kan bruges til i skabende øjemed. Pointen er at regeringen – staten – intet har, som den ikke har taget fra andre. På hvilket område udmærker staten sig? Det er den organisation, som de fleste anerkender som indehaver af et voldsmonopol. Ingen andre har ‘ret‘ til at øve vold (monopol…!) Spørgsmålet er, i hvilke situationer er magt det rette redskab – disse vil så være situationer hvor det er ‘på sin plads’ at staten kommer med knytnæven. Det kunne være situationer hvor personer forgriber sig på andres person eller ejendom. (Diskussionen om at det også her er skidt med et monopol gemmer vi til en anden gang.) Vi har alle fordel af at knytnæven bruges til at forhindre destruktive handlinger. Men ellers er det begrænset hvor meget gevinst folk har af at blive tvunget til at gøre noget mod deres vilje – hittepåsomhed og produktion fremme ikke med knyttede næver.

Problemet er selvfølgelig er statens lakajer har en tendens til ikke at begrænse sig til kun at beskytte andres person og ejendom…men breder sig og blander sig i stort og småt i hvad de kommer til at opfatte som deres undersåtters liv. Muligvis i bedste mening, men det er næsten det værste af det hele. Tyrannen som ‘bare’ holder pøbelen i et jerngreb, for egen vindings skyld er at foretrække, fremfor tyrannen som vil påtvinge dig ‘dit eget bedste‘. Den første ved godt, eller er ligeglad med, at den påførte lidelse er umoralsk og retter af og til opmærksomheden mod andre, men den anden har ingen hæmninger i forhold til alt det ‘gode’ han vil påføre sine ofre, og forlanger at ofret anerkender dette og ligefrem er taknemmelig!

“Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.”

― C.S. Lewis, God in the Dock: Essays on Theology

Køb Den Mirakuløse Blyant her – og læs med dine børn om hvordan markedet fungerer uden knyttede næver.
Markedsmiraklet

Udgivet i 3 kommentarer

‘Markedsfejl’ berettiger ikke statslige indgreb

Den udmærkede podcast regelstaten havde for nylig en timelang diskussion af såkaldte ‘markedsfejl’ på programmet. Udgangspunktet er at ‘markedet’ fejler i forhold til at skaffe det ‘optimale’ udkomme for økonomisk aktivitet. Fejler i betydningen afviger fra det ‘perfekte marked’ som de fleste vist er enige om er en utopi. Flere interessante ting kom for dagen om, hvordan nogle økonomer tænker sig at en særligt udvalgt skare er i stand til afskaffe disse fejl og bringe udkommet tættere på det optimale (for hvem?). Dette må imidlertid også betragtes som en utopi. Jeg tror ikke deltagerne i diskussionen vil anfægte at markedet ikke er perfekt, at mennesker ikke er perfekte, at ingen mennesker besidder guddommelig alviden eller er beåndet med engleagtig velvilje rettet mod deres medmennesker. Der henvises til sentensen om at al magt korrumperer – total magt korrumperer totalt og til den indsigt public choice teorien har forsynet os med, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hvis blot de rigtige, gode, mennesker fik lov til at bestemme over andre – men kun på ganske bestemte områder, så ville vi have en bedre verden. Det forstås at staten skulle have dette (magt)monopol, til vores alle sammens bedste.

Det er på den baggrund svært at forstå at hvordan den ‘løsning’ skulle være bedre end frivillige tiltag til at begrænse de uønskede effekter af den uperfekte verden vi befinder os i. Markedet ‘begår’ ikke fejl, markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når den proces foregår frivilligt er det et udtryk for at alle deltagerne finder situationen efter udvekslingen bedre end før, men ikke at tilværelsen nu er blevet ‘perfekt’. Ja, der kan forekomme såkaldte eksternaliteter hvor personer der ikke deltager i en udveksling, bærer en del af omkostningerne for en eller flere af deltagerne. Der er ingen grund til at tro at den situation bliver anderledes fordi staten blander sig, blot bliver det andre personer der udpeges til at være ofre.

Hvis du er interesseret i at forstå begrebet ‘markedsfejl’ vil jeg foreslå du først ser denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min).

For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.

Hvis du er interesseret i et lidt mere punchy take på de sociale omkostninger staten påfører os alle sammen (her mest i amerikansk kontekst, men du kan sikkert selv finde analoge eksempler herhjemme!) – kig på denne video med Keith Knight (10 min).

Således bevæbnet er man lidt bedre rustet til Regelstaten episode 7, som du kan finde her.
Selvom corona-trætheden er ved at være massiv og jeg egentlig havde besluttet ikke at nævne det denne gang, så vil jeg alligevel påpege at der røg en finke af panden i løbet af podcasten. Hvornår man (nogle) vil overveje at acceptere ‘beskyttende’ statslige indgreb, kunne hænge sammen med hvor f a r l i g t det, vi skal beskyttes imod er, mistænkes at være eller opfattes at være. I samtalen sidestilles (ok, kun næsten) det at blive åndet på, med en dødsdom eller en dødstrussel – hvilket ikke er tilfældet (det tror jeg heller ikke de faktisk mener i podcasten). Det illustrerer blot hvor stor slagkraft propagandaen har…

Et samfund der overlader en overvældende andel af ressourcerne til en central myndighed er fattigere og mindre modstandsdygtig overfor de ulykker der er en del af tilværelsen, menneskeskabte eller ej, end et samfund med mere decentral distribueret autonomi. Tvang og trusler gør ikke folk mere produktive.
Det farlige er imidlertid at tro at staten kan eller vil beskytte os mod alskens ulykker…

Statens Anatomi
Udgivet i 1 kommentar

nudge nudge…

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII

Udgivet i 3 kommentarer

Hvem bestemmer over dit liv?

Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)

De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.

Men der tager vi fejl…Den sociale kontrakt eksisterer ikke.

Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).

Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.

DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.

Udgivet i Skriv en kommentar

Er mere regering løsningen på al dårskab?

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Udgivet i 2 kommentarer

Om mennesker og frivillige handlinger

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.

Udgivet i 2 kommentarer

Hvem er ‘vi’?

Martin Ågerup henviste fornyelig i en kronik til World Economic Forum og spørger hvilken kapitalisme vi ønsker. Det er jo et udmærket spørgsmål – men hvem er vi der ønsker, ønsker dette vi det samme (nej!), og hvis vi gjorde var vi sikkert også uenige om midlerne til at nå dette mål.

Det kan synes som et dilemma – der vanskeligt kan løses ved at 51% af afgivne stemmer ved et valg peger på en bestemt kandidat eller et ja eller nej til at forblive i EU (for at tage et mere end 3 år langt dagsaktuelt spørgsmål).

Demokrati er en skidt løsning på de fleste spørgsmål – især politiske, som jo handler om hvem der får kontrol over et ganske illegitimt magtmonopol. En bedre løsning er markedsbaseret – også når det gælder de ‘svære’ spørgsmål – eller snarere netop når det gælder de svære.

Forestillingen om at politikere skulle være bestykket med særlig indsigt, godhed, retfærdighed, altruisme, eller mangel på menneskelige træk (ok…) og således kan anses for engle er naiv. At tro at politikere kan udstikke regler der vil føre til erklærede eller ønskede mål er en fejltagelse. Der findes ikke ‘markedsfejl’ – derimod findes der mennesker der vil misbruge magt til tvinge ressourcer fra en gruppe til en anden gruppe, under dække af at ville korrigere ‘markedsfejl’.

Martin Ågerup skriver at “Virksomheder bør undlade at søge særlig beskyttelse mod konkurrence og bør sige nej tak til subsidier og andre støtteordninger”. Mit bud er at den eneste måde at få dét til at ske, er at afskaffe subsidier og støtteordninger, af enhver slags. Lad folk selv bestyre deres liv og ressourcer – herunder at slutte sig sammen i kooperativer, grupper, selskaber, foreninger, klubber osv på frivillig basis! 😱
Lad dem beholde hvad de tjener på at betjene andre og genopdage personligt ansvar for sig selv og andre – et af de styggeste træk ved ‘velfærdsstaten’ er, at den fjerner folks ansvar for hinanden og fører til fremmedgørelse, strid og fjendtlighed.

Staten er ikke det samme som samfundet, ‘vi’ er ikke staten og staten er ikke os. Staten er ikke det klister der giver os sammenhængskraft eller beskytter os.
Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi der fås på dansk her i butikken til 37,50.

Udgivet i 2 kommentarer

Har vi for lidt respekt for politikere?(!)

Det mener Otto Brøns-Petersen (som jeg ellers har stor respekt for;) – på trods af, at han korrekt identificerer politikere som personer, der blot reagerer på tilskyndelser. Læs hans indlæg her på Cepos. Imidlertid adskiller politikerbyrden sig fra markedsdeltagere på et væsentligt punkt: De har adgang til at bruge magt, tvang, overfor deres medmennesker i modsætning til andre som ordentligvis må forlade sig på frivillige transaktioner for at skabe velstand. Hvis politikere ikke var mennesker, og hvis mennesker var engle var situationen en anden…

Den magt der drager politikere til politikerhvervet korrumperer og jo mere magt, des mere korruption. Vi andre er også korrumperbare, og mange er villige til at spille med i spillet, hvis de mener at opnå en nettogevinst. Så ‘vi’ stemmer på de politikere der lover at give til os og dermed tage fra ‘de andre’ (eftersom politikere kun har det de har konfiskeret fra andre).

Som Brøns-Petersen skriver, belønner vi ofte erklærede intentioner snarere end faktiske resultater. De faktiske resultater af politikernes iver efter at udvise ‘handlekraft’ (det vil sige tage noget fra nogen med lov=magt) er imidlertid at vi samlet set bliver fattigere – og dertil kommer det umoralske aspekt. Hans konklusion om at vi som vælgere bør respektere politikere mere, men forvente mindre af politik lader dog noget tilbage at ønske. Netop fordi politik, lovning og magtudøvelse i praksis skaber flere problemer end de løser, og dermed giver anledning til nye tiltag der skal ‘rette op’ på de utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb osv., osv., er der ingen grund til at have særlig meget respekt for politikere flest. Derimod bør vi have en diskussion om, hvilke opgaver der skal løses af statsmagten – når opgaverne udvides fra simpel beskyttelse af person og ejendom, bliver det efterhånden til alles kamp mod alle om at bemægtige sig statsapparatet og bruge det mod ‘de andre’. Modgiften er frivillighed – kun ved at producere varer eller ydelser andre efterspørger og udveksle i frivillighed kan folk der ellers er uenige leve i nogenlunde fred.
Økonomien kan ikke ‘styres‘ – og forestillingen om, at hvis bare de rigtige kommer til at bestemme, vil de løse vores problemer har Hayek (og andre) skudt ned.

Brøns-Petersen bør genlæse ‘Loven’ af Frederic Bastiat (jeg er ret sikker på at han kender den) – folketingspolitikerne har stadig muligheden – om de gør brug af den står hen i det uvisse.

Svaret på spørgsmålet i titlen er ‘Nej!’

Loven fås her i butikken, på dansk, til blot 37,50 en oplagt mandelgave 😉

Børn i familien kan også være med!

Udgivet i Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme

Udgivet i

Vi kommer nok til at tage det nogle gange…

Der er en verden fuld af vildfarelser – nogle af dem skal korrigeres ikke en, men mange gange. Den moralske, menneskelige og velfærdsmæssige fallit af totalitære ideologier (national-socialisme, anden socialisme, fascisme og dermed beslægtede systemer) må påpeges igen og igen.

https://fee.org/articles/the-battle-isnt-right-vs-left-it-s-statism-vs-individualism

Modsætningen til den frivillige udveksling der karakteriserer et frit samfund, med privat ejendomsret – ikke bare til personlige effekter, men til produktionsmidlerne – er ødelæggelse. Mises blotlagde dette for 100 år siden i værket Socialism.

Faktisk er socialisme slet ikke hvad den udgiver sig for. Den er ikke en frontløber for en bedre, finere verden – tværtimod, den ødelægger hvad tusinder af års civilisation har skabt. Den bygger ikke, den ødelægger. Ødelæggelse er dens inderste væsen. Den producerer intet, men fortærer blot hvad den sociale orden, der hviler på privat ejerskab af produktionsmidlerne, har skabt.
(Min oversættelse.)

Læs om cyankalium og socialisme her…

Udgivet i Skriv en kommentar

(Skal) Simplere skattelovgivning søges?

Hvad skulle formålet være, kan man spørge? Tjah – hvad er formålet med at det er så kompliceret at selv specialister ikke kan overskue skattesystemet – og bureaukratiet ikke kan administrere det. Måske er formålet at folk holdes uvidende om hvor meget de egentlig plyndres for. Måske er det bare en konsekvens af talløse lapperier, hvor utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb forsøges justeret. Hvilket fører til…nye utilsigtede konsekvenser. Eller både ondskab og dumhed

CEPOS forsøger sig med et forslag til forsimpling. Alt andet lige bør folk uden de store forudsætninger kunne beregne hvor stor en tvangsopkrævning de påføres, uden at søge hjælp fra specialister (eller misdæderen selv ‘SKAT’). Forslaget kunne afsløre hvorvidt banderne i folketinget rent faktisk er interesseret i at pøbelen kan regne det ud selv, og om alle kommissionerne til forsimpling af lovgivning blot er røgslør.

Forslaget undlader helt – formentlig tilsigtet – at påpege det urimelige i selve tvangsopkrævningen, uanset hvordan den foretages og hvor stor eller lille den er. Det har dog været nævnt før både på Cepos og ikke mindst her på sitet.

Målet bør være en flad skatteprocent på 0 (nul).

Ligesom en del af menneskeheden for nyligt indså at slaveri var forkert og derfor satte som mål at afskaffe den (ikke reducere til 25% eller noget lignende), skal vi stræbe efter frivillighed i omgangen med andre mennesker på alle områder. Gennem det meste af menneskehedens historie har slaveri været et normalt vilkår – først inden for de sidste ret få årtier har en stor del indset af det er forkasteligt. Sådan kommer det forhåbentlig også til at gå med beslaglæggelse af privat ejendom med tvang og trusler.

Når Loven bruges til noget som helst andet end beskyttelse af person og ejendom ender det i magtkampe om, hvem der kan plyndre andre. Bastiat beskrev dette præcist i Loven:

…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…

Køb den her i dansk oversættelse for kun 37,50!

Udgivet i 7 kommentarer

Hvad er en dygtig politiker?

Man kunne fristes til at svare ‘Et oxymoron!’ Men det er lovlig letbenet – man kunne også spørge ‘Sammenlignet med hvad?’

Christian Bjørnskov kommenterede for nyligt på venstreformandens afgang og kaldte Løkke for ‘…en af sin generations dygtigste politikere…’
Bjørnskov påpegede også den kedsommelige tendens til, blandt ungdomspolitikere (men jeg ser det som en generel brist i politiker-karakteren, med få undtagelser) at føle at de har ret til magt.

Bjørnskov hævder at

 I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. 

…og henviser til den skelnen der er på engelsk mellem to govern og to rule. Det kan føre til en interessant diskussion om hvornår noget delegeres til andre og hvornår nogle andre hersker over én. Vi foretrækker (nok flest) ikke at have herskere, men vi kan stadig kun uddelegere retten til noget vi selv har har ret til. Jeg kan således ikke uddelegere retten til at plyndre min nabo for at betale for genboens barns sygdomsbehandling. På samme måde kan en bande under henvisning til at banden har ladet afholde en ‘afstemning‘ og derfor nu anser sig for berettiget til en andel af andres ejendom heller ikke tage min nabos ejendom og gøre med den som banden finder passende.

Bjørnskovs tekst rejser spørgsmålet om hvad lov (hvornår er det ok at bruge magt) egentlig er. Frédéric Bastiat beskrev i Loven i 1849 hvad der sker når man ikke meget nøje overholder respekten for andres ejendom og begrænser magtudøvelse til et ganske snævert område.
Bogen kan købes på dansk her i butikken for den beskedne sum af kr. 37,50!!

En politiker er en person der beskæftiger sig med magt og tvang – de politiske midler – i modsætning til et ordentligt menneske der, i respekt for medmenneskers lige ret til egen ærligt erhvervet ejendom, betjener sig af frivillige udvekslinger – handel – for at opnå sine mål.

En dygtig politiker er derfor en person der formår anvende magt og tvang, eventuelt på en måde så det ikke er åbenlyst for ofrene at de bliver plyndret, til at fremme sine interesser. Jo mere inkompetente ‘vores’ politikere fremstår, desto tydeligere bliver det at deres plyndring af andre mennesker er moralsk forkastelig og skønt den kan fremstå ‘legal’ er den ganske illegitim! Man kunne håbe at dette fører til en svækkelse af opbakningen til statens fremadskridende invasion af stor og småt i folks liv og en opsigelse af ‘kontrakten’.

Fri os fra dygtige politikere!

https://dilbert.com
Udgivet i 2 kommentarer

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i 1 kommentar

Den sociale ‘kontrakt’…

Nu hvor vores ‘nye’ herskere har hersket et stykke tid og truer med endnu mere konfiskering er det på sin plads at genbesøge spørgsmålet om Den Sociale Kontrakt. Altså, samtykket (dette ikke-eksisterende spøgelse) til at blive kostet rundt med, af medlemmer af en bande.

Robert Higgs skriver skarpt om den her og man kan undre sig over at ‘argumentet’ bliver med at stikke sit fæle fjæs frem. Og så måske ikke når man tager i betragtning hvem der står for ‘undervisningen’ (her i landet)…

Kilde: Danmarks Statistik

Historien går jo på at Staten, regeringen, har sit mandat via de regeredes samtykke. Hvordan dette samtykke i praksis indhentes er ikke klart (jamen det er da via stemmeurnerne – vi får jo lov at stemme!). Men skal alle give samtykke? Til alle tiltag som regeringen med magt vil gennemføre? Skriftligt? Delvist samtykke – ‘I må gerne bruge de af mine penge I har konfiskeret på X projekt, men under ingen omstændigheder på Y’?
Hvad med dem som er født, eller har nået ‘den rette alder’ siden der sidst blevet ‘givet samtykke’?

Med andre ord – i praksis er der ganske mange overvejelser at tage i betragtning.

En kontrakt er en bi- (eller multi) lateral aftale der frivilligt indgås – ikke et dekret fra en hersker. Ingen har nogenside set den sociale kontrakt. Hvis den skulle pindes ud giver Higgs et bud (løst oversat):

Herskeren lover følgende:
At dekretere hvor stor en andel af dine penge du skal aflevere til mig…Du har i praksis ingen mulighed for indsigelse udover at bede om barmhjertighed, og hvis du nægter at underkaste dig sender jeg mine lakajer efter dig med bøder, fængsel og, hvis du gør modstand, vold, i yderste grad med døden til følge.

At udstede 1000-vis af love som du skal følge uden at kny. Mange af dem er komplicerede og endda indbyrdes modstridende, i et omfang så intet menneske kan have styr på dem alle. Hvis du bryder dem vil jeg måske sende mine lakajer efter dig…

At stille offentlige goder og tjenester til rådighed, på mine betingelser. Nogle vil du værdsætte, mange vil have begrænset værdi for dig, og atter andre vil du finde forfærdelige…

I tilfælde af uenighed mellem kontraktens parter instruerer jeg mine dommere (udnævnt og betalt af mig) om at løse uoverensstemmelsen. Hvis din sag overhovedet antages kan du forvente at tabe…

Til gengæld for disse ‘fordele’ lover du, undersåt:

At holde bøtte, forholde dig i ro, adlyde enhver ordre fra herskeren og dennes lakajer, udvise passende underdanighed over for dem, som om de var vigtige, ærværdige personer, og, når de siger ‘hop!’, spørger du blot ‘hvor højt’ (eller betal! og du replicerer med ‘hvor meget’)…

Sikke en aftale 😉
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Vil du hellere lytte til en podcast (på engelsk) om den sociale kontrakt, så snup denne her hos Tom Woods…

Udgivet i 7 kommentarer

Om engle og regeringer…

If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. (Madison, 1788)

Robert Higgs beskrev for nogle år siden, med henvisning til Madisons tekst i The Federalist No. 51, hvorfor den menneskelige natur gør eksistensen af en stat uhensigtsmæssig og uretfærdig. I erkendelse af at mennesker netop ikke er engle, er den styreform der har domineret i flere tusinde år og som er karakteriseret ved et magtmonopol der udnytter sit monopol med vold og trusler om vold til at dominere andre mennesker og afpresse dem for tiende eller beskyttelsespenge eller under et andet påskud. I dag kalder de det ‘skat‘. Organisationen der opererer således kan vi kalde for Staten, for nemheds skyld. HVIS mennesker var engle var der ikke noget problem – hverken med at have en Stat eller med ikke at have en Stat. Hvis derimod – som tilfældet er – mennesker IKKE er engle så er Madisons model at Staten må afbøde virkningen af menneskers ondskab og udfordringen bliver at finde en måde at tøjle uhyret på.

Madisons modelIngen StatStat
Mennesker er engleOKOK
Mennesker er ikke engleUtænkeligtBedst tænkelige

Det er en almindelig opfattelse at alternativet til en Stat er voldelig uorden, hvor anarki er ensbetydende med kaos. Det behøver imidlertid ikke være tilfældet og Higgs henviser dels til tanker om hvordan et samfund baseret på frivillige interaktioner kunne se ud, og dels til historiske eksempler herpå. Så udfaldet ‘Utænkeligt’ ovenfor i tabellen behøver altså ikke at være utænkeligt.

Higgs medgiver at et samfund uden en Stat vil være skidt, men at et samfund med en Stat er værre – fordi de personer der oftest ender med at have kontrol over Staten er de værste blandt mennesker. Det er skidt når ondsindede personer øver skade på andre, men situationen hvor ondsindede mennesker bemægtiger sig Statens magtapparat er langt værre.

Opdateret modelIngen StatStat
Mennesker er engleOKOK
Mennesker er ikke engleSkidt situationVærre situation

Jo større og mere magtfuld Staten er, desto mere skade kan den påføre omverdenen. Ligesom slaveri har været et helt almindeligt forekommende fænomen indtil for ganske nylig, og nu, med visse spektakulære undtagelser, stort set (bortset fra ‘værnepligt’) anses for umoralsk og uacceptabelt, således kan vi håbe at dette system, der betjener sig af vold og trusler om vold, også på et tidspunkt vil blive almindeligt afvist som det umoralske og uacceptable foretagende det er.