Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er en dygtig politiker?

Man kunne fristes til at svare ‘Et oxymoron!’ Men det er lovlig letbenet – man kunne også spørge ‘Sammenlignet med hvad?’

Christian Bjørnskov kommenterede for nyligt på venstreformandens afgang og kaldte Løkke for ‘…en af sin generations dygtigste politikere…’
Bjørnskov påpegede også den kedsommelige tendens til, blandt ungdomspolitikere (men jeg ser det som en generel brist i politiker-karakteren, med få undtagelser) at føle at de har ret til magt.

Bjørnskov hævder at

 I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. 

…og henviser til den skelnen der er på engelsk mellem to govern og to rule. Det kan føre til en interessant diskussion om hvornår noget delegeres til andre og hvornår nogle andre hersker over én. Vi foretrækker (nok flest) ikke at have herskere, men vi kan stadig kun uddelegere retten til noget vi selv har har ret til. Jeg kan således ikke uddelegere retten til at plyndre min nabo for at betale for genboens barns sygdomsbehandling. På samme måde kan en bande under henvisning til at banden har ladet afholde en ‘afstemning‘ og derfor nu anser sig for berettiget til en andel af andres ejendom heller ikke tage min nabos ejendom og gøre med den som banden finder passende.

Bjørnskovs tekst rejser spørgsmålet om hvad lov (hvornår er det ok at bruge magt) egentlig er. Frédéric Bastiat beskrev i Loven i 1849 hvad der sker når man ikke meget nøje overholder respekten for andres ejendom og begrænser magtudøvelse til et ganske snævert område.
Bogen kan købes på dansk her i butikken for den beskedne sum af kr. 37,50!!

En politiker er en person der beskæftiger sig med magt og tvang – de politiske midler – i modsætning til et ordentligt menneske der, i respekt for medmenneskers lige ret til egen ærligt erhvervet ejendom, betjener sig af frivillige udvekslinger – handel – for at opnå sine mål.

En dygtig politiker er derfor en person der formår anvende magt og tvang, eventuelt på en måde så det ikke er åbenlyst for ofrene at de bliver plyndret, til at fremme sine interesser. Jo mere inkompetente ‘vores’ politikere fremstår, desto tydeligere bliver det at deres plyndring af andre mennesker er moralsk forkastelig og skønt den kan fremstå ‘legal’ er den ganske illegitim! Man kunne håbe at dette fører til en svækkelse af opbakningen til statens fremadskridende invasion af stor og småt i folks liv og en opsigelse af ‘kontrakten’.

Fri os fra dygtige politikere!

https://dilbert.com
Udgivet i Skriv en kommentar

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i 1 kommentar

Den sociale ‘kontrakt’…

Nu hvor vores ‘nye’ herskere har hersket et stykke tid og truer med endnu mere konfiskering er det på sin plads at genbesøge spørgsmålet om Den Sociale Kontrakt. Altså, samtykket (dette ikke-eksisterende spøgelse) til at blive kostet rundt med, af medlemmer af en bande.

Robert Higgs skriver skarpt om den her og man kan undre sig over at ‘argumentet’ bliver med at stikke sit fæle fjæs frem. Og så måske ikke når man tager i betragtning hvem der står for ‘undervisningen’ (her i landet)…

Kilde: Danmarks Statistik

Historien går jo på at Staten, regeringen, har sit mandat via de regeredes samtykke. Hvordan dette samtykke i praksis indhentes er ikke klart (jamen det er da via stemmeurnerne – vi får jo lov at stemme!). Men skal alle give samtykke? Til alle tiltag som regeringen med magt vil gennemføre? Skriftligt? Delvist samtykke – ‘I må gerne bruge de af mine penge I har konfiskeret på X projekt, men under ingen omstændigheder på Y’?
Hvad med dem som er født, eller har nået ‘den rette alder’ siden der sidst blevet ‘givet samtykke’?

Med andre ord – i praksis er der ganske mange overvejelser at tage i betragtning.

En kontrakt er en bi- (eller multi) lateral aftale der frivilligt indgås – ikke et dekret fra en hersker. Ingen har nogenside set den sociale kontrakt. Hvis den skulle pindes ud giver Higgs et bud (løst oversat):

Herskeren lover følgende:
At dekretere hvor stor en andel af dine penge du skal aflevere til mig…Du har i praksis ingen mulighed for indsigelse udover at bede om barmhjertighed, og hvis du nægter at underkaste dig sender jeg mine lakajer efter dig med bøder, fængsel og, hvis du gør modstand, vold, i yderste grad med døden til følge.

At udstede 1000-vis af love som du skal følge uden at kny. Mange af dem er komplicerede og endda indbyrdes modstridende, i et omfang så intet menneske kan have styr på dem alle. Hvis du bryder dem vil jeg måske sende mine lakajer efter dig…

At stille offentlige goder og tjenester til rådighed, på mine betingelser. Nogle vil du værdsætte, mange vil have begrænset værdi for dig, og atter andre vil du finde forfærdelige…

I tilfælde af uenighed mellem kontraktens parter instruerer jeg mine dommere (udnævnt og betalt af mig) om at løse uoverensstemmelsen. Hvis din sag overhovedet antages kan du forvente at tabe…

Til gengæld for disse ‘fordele’ lover du, undersåt:

At holde bøtte, forholde dig i ro, adlyde enhver ordre fra herskeren og dennes lakajer, udvise passende underdanighed over for dem, som om de var vigtige, ærværdige personer, og, når de siger ‘hop!’, spørger du blot ‘hvor højt’ (eller betal! og du replicerer med ‘hvor meget’)…

Sikke en aftale 😉
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Vil du hellere lytte til en podcast (på engelsk) om den sociale kontrakt, så snup denne her hos Tom Woods…

Udgivet i Skriv en kommentar

Om engle og regeringer…

If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. (Madison, 1788)

Robert Higgs beskrev for nogle år siden, med henvisning til Madisons tekst i The Federalist No. 51, hvorfor den menneskelige natur gør eksistensen af en stat uhensigtsmæssig og uretfærdig. I erkendelse af at mennesker netop ikke er engle, er den styreform der har domineret i flere tusinde år og som er karakteriseret ved et magtmonopol der udnytter sit monopol med vold og trusler om vold til at dominere andre mennesker og afpresse dem for tiende eller beskyttelsespenge eller under et andet påskud. I dag kalder de det ‘skat‘. Organisationen der opererer således kan vi kalde for Staten, for nemheds skyld. HVIS mennesker var engle var der ikke noget problem – hverken med at have en Stat eller med ikke at have en Stat. Hvis derimod – som tilfældet er – mennesker IKKE er engle så er Madisons model at Staten må afbøde virkningen af menneskers ondskab og udfordringen bliver at finde en måde at tøjle uhyret på.

Madisons modelIngen StatStat
Mennesker er engleOKOK
Mennesker er ikke engleUtænkeligtBedst tænkelige

Det er en almindelig opfattelse at alternativet til en Stat er voldelig uorden, hvor anarki er ensbetydende med kaos. Det behøver imidlertid ikke være tilfældet og Higgs henviser dels til tanker om hvordan et samfund baseret på frivillige interaktioner kunne se ud, og dels til historiske eksempler herpå. Så udfaldet ‘Utænkeligt’ ovenfor i tabellen behøver altså ikke at være utænkeligt.

Higgs medgiver at et samfund uden en Stat vil være skidt, men at et samfund med en Stat er værre – fordi de personer der oftest ender med at have kontrol over Staten er de værste blandt mennesker. Det er skidt når ondsindede personer øver skade på andre, men situationen hvor ondsindede mennesker bemægtiger sig Statens magtapparat er langt værre.

Opdateret modelIngen StatStat
Mennesker er engleOKOK
Mennesker er ikke engleSkidt situationVærre situation

Jo større og mere magtfuld Staten er, desto mere skade kan den påføre omverdenen. Ligesom slaveri har været et helt almindeligt forekommende fænomen indtil for ganske nylig, og nu, med visse spektakulære undtagelser, stort set (bortset fra ‘værnepligt’) anses for umoralsk og uacceptabelt, således kan vi håbe at dette system, der betjener sig af vold og trusler om vold, også på et tidspunkt vil blive almindeligt afvist som det umoralske og uacceptable foretagende det er.

Udgivet i Skriv en kommentar

Mette og demokratiets entydige fallit

Bandelederen med “A” som rygmærke har udlagt resultatet af en afstemning hvor 85% af de 4.219.537 stemme’berettigede’ har sat et kryds ud for et navn eller en liste og når frem til at ‘befolkningen’ entydigt vil noget (som Mette så definerer). Det er en glimrende illustration af, at demokratiet som det har udviklet sig, burde have været aborteret for længe siden. Det er umuligt, hvis man har et minimum af respekt for andre folks synspunkter og ejendom, at hævde at en sådan afstemning kan sige noget ‘entydigt’ om, hvad en regering der vil blande sig i stort og småt skal gøre med de konfiskerede ressourcer. ‘Folkets stemme‘ findes ikke – eller kun i det autoritære sinds vrangforestilling om egen storhed. Det trediestørste ‘parti’ udgjordes af knap 650.000 (15.4% af stemmerne) personer som undlod at deltage i skuespillet. Bevæggrundene for deres valg kendes ikke – og kan spænde over ligegyldighed, uvidenhed, opgiven, foragt for systemet eller moralsk kvababbelse over at kunne blive mistænkt for at uddelegere ‘retten’ til overgreb på andre personers ejendom. PÅ samme måde kender vi ikke til motiverne for de personer der har stemt på bande B, Ø, V, S eller et andet rygmærke. Men det er formentlig et godt bud at der intet ‘entydigt’ ligger bag.

Man kan kun frygte hvordan det vil degenerere yderligere. Ikke at den forgående bande overhovedet var bedre … Når man accepterer at banden er hævet over almindelige mennesker, og kan gøre ting som er den almindelige borger forbudt, så har man at gøre med legal plyndring. Loven perverteres og bliver til kampen om at høre til den plyndrende gruppe frem for ofrene.

Den moralske løsning og modellen for forbedring af levestandarden er frivillige handler med andre mennesker.

Udgivet i 2 kommentarer

En stemme er ikke et samtykke

Lysander Spooner argumenterede for at man kunne afgive en stemme i et valg uden at man derved kan siges at have givet samtykke til noget som helst. Man kan diskutere om man tror ens stemme har nogen som helst(!) betydning – men man skal ikke (nødvendigvis) tænke dårligt om folk der forsøger sig med at stemme i selvforsvar.
Spooners beskrivelse af datidens herskere som slyngler, bedragere, røvere og mordere og blod-penge-ågerkarle er vel stadig en nogenlunde præcis karakteristik 😉

Sandelig, for individers vedkommende kan faktisk stemmeafgivelse ikke tages som udtryk for samtykke, selv ikke midlertidigt. Tværtimod, man må tænke på, at en person, uden overhovedet at være adspurgt, befinder sig i et område domineret af en regering som han ikke kan modstå; en regering der tvinger ham til at betale, til at yde service, og til at give køb på mange naturrettigheder under truslen om hård straf. Han ser også at andre øver deres tyranni over ham ved hjælp af stemmeurnen. Han ser videre, at hvis han blot selv benytter stemmeurnen, så har han chance for at undslippe tyranniet, ved i stedet at udsætte andre for tyranni. Kort sagt, han befinder sig, uden at have givet samtykke, i den situation at han ved at bruge stemmeurnen kan herske over andre, og hvis han undlader må han være slave. Og han har ikke andre muligheder end disse to. I selvforsvar forsøger han sig med det første.

Moralen af alt dette er følgende: Så længe menneskeheden vedblivende betaler ‘landets gæld’, altså så længe de lader sig narre og på kujonagtig vis fortsætter med at betale for at blive snydt, plyndret, holdt som slaver og myrdet – sålænge vil der være nok, der vil udlåne penge til formålet; og med disse penge vil der være redskaber, dvs soldater, der kan hyres til holde dem kuet. Men når de nægter fortsat at betale for at blive snydt, plyndret, holdt som slaver og myrdet, da vil de ophøre med at have slyngler, bedragere, røvere, mordere og blod-penge-ågerkarle som herskere.

http://www.famous-quote.net/wp-content/uploads/2016/09/principle-majority-right-rule-minority-practically-resolves-government-mere-contest-two-bodies-men-shall-masters.jpg

Lysander Spooner, 1870, No Treason: The Constitution of No Authority
Hent den her (en del af flere tekster)
https://mises.org/library/lets-abolish-government

Udgivet i Skriv en kommentar

Moralsk opførsel – valg

Tom Woods episode 1399 handler om en ny bog (af Dan Moller) der lyder til at komme godt fra start. Den åbner med et eksempel som illustrerer det umoralske i at kræve – under trusler om vold og tvang – at andre folk afgiver ressourcer til hvad der nu måtte være dagens nødlidende. Bemærk at dette ikke er et argument mod at hjælpe folk i nød – kun at dette nødvendigvis må foregå uden trusler for at være en god gerning. Det er nævnt før her på stedet.

Fra indledningen af bogen (oversat fra Tom Woods episode 1399):

Forestil dig at indkalde til borgermøde på rådhuset og give følgende tale. Mine kære medborgere, jeg ved de fleste af os ikke kender hinanden, men jeg er fornylig blevet ramt af uheld,, ganske uforskyldt. Jeg har næsten ingen opsparing og heller ikke venner eller familie der kan hjælpe. Som I ved har jeg tidligere, som privat borger, bedt om hjælp i form af velgørenhed, men desværre har dette ikke været tilstrækkeligt. Derfor står jeg nu her og fastholder at I, ja, du Emma og du John, retfærdigvis skylder mig hjælp; det er en grov overtrædelse hvis I ikke arbejder flere timer, om nødvendigt tager kortere ferier, bor i mindre huse og sender jeres børn i dårligere skoler for at hjælpe mig. Undlader I at gøre det, er det intet mindre end en uretfærdighed, på samme måde som hvis I undlod at betale jeres gæld. Det, at kalde denne uretfærdighed for dens rette navn, betyder at I ikke bare skal opfylde jeres forpligtelse og arbejde på mine vegne, men også hjælpe mig med at tvinge andre til at gøre det samme. Det er ligegyldigt hvis disse andre siger til jer, at de selv skal bruge deres penge, eller at de finder andre mere værdigt trængende eller blot er hårdhjertede og ligeglade. Hvis du bekymrer dig om retfærdighed er du nødt til at hjælpe mig med at tvinge disse andre til at bidrage til mig, hvad enten de vil det eller ej, eftersom man skylder mig det, i lyset af det uheld der har ramt mig.

En gruppe som trænger til en lektion i hvad der er moralsk forsvarligt at tvinge andre til, er medlemmerne af den bande der forsøger at bilde os ind at vi selv er med til at vælge hvordan vores tvangsinddrevne midler bliver fordelt (med dertil hørende betydelige svind). Har du her op til ‘valget’ en yndlingspolitiker kan du sende vedkommende en påmindelse: Operation OMF – Oplysning til Medlemmerne af Folketinget har forsynet hver af de folke’valgte’ med et eksemplar af Bastiats Loven – på dansk, såvel som i børnebogsformat som oplæg til samtale med børn om dette vigtige spørgsmål.

Udgivet i 1 kommentar

Folkets stemme

…findes ganske enkelt ikke. Det der derimod findes er en mangfoldighed af forskellige interesser og ønsker samt ligeså mange forskellige sæt af omstændigheder, der bringes i anvendelse i håbet om at realisere ønskerne for hvert enkelt individ. For at komplicere sagen yderligere skifter individets interesser over tid og det er meningsløst at operere med een Folkets Stemme eller een fælles interesse. Det kan være politisk opportunt at forsøge at oppiske en stemning hvor man kan få folk til at samles om et fælles mål, en fælles fjende, der -midlertidigt- kan undertrykke alle andre mål. Klimaændringer, Svensken, overbefolkning, underbefolkning, meteorstorm, finanskrise, racisme eller hvad der nu er det seneste skud på katastrofestammen. Problemet er selvfølgelig at det bliver sværere og sværere at opretholde katastrofestemningen og den dermed forbundne (indbildte) ret til at undertrykke individets rettigheder for kollektivets.

I forbitrelsen over det danske folketings rutinemæssige overgreb på en befolkning der, med overlæg, er fastholdt i uvidenhed skal vi imidlertid ikke glemme at harcelere over at vi også forventes at deltage i et cirkus med udnævnelse af bandemedlemmer til en europæisk overnational institution, det såkaldte EU-parlament. På linie med de mere lokale bandemedlemmer er der her tale om en gruppe af personer, der mener sig berettiget til at dirigere rundt med endnu flere mennesker og oven i købet tage sig betalt af de selv samme mennesker som de dirigerer rundt med. En ‘normal’ landevejsrøver prøver ikke at bilde sine ofre ind, at de er bedst tjent med at overlade en del af deres ejendom til røveren – år efter år. Læs om den europæiske centralbanks systematiske arbejde for misallokering af ressourcer her.

Demokratiets snedigste bedrag er få folk til at tro at det er det mindst ringe system. Det er det ikke – hvis man kan stemme om andre folks ejendom bliver demokratiet til en kamp om magten til at netop at tvinge andre til underkaste sig vinderens vilje. Læs om hvordan i Bastiats Loven – får her for 37,50. Læs også Rothbard dissektion af Statens Anatomi inden du overvejer om du skal stemme – fås også her for 37,50.

Hvis du mener at dine (eller andres) børn bør få lejlighed til at tale med om den slags vigtige ting, kan jeg anbefale serien om Tuttle Tvillingerne. Bind 1 (baseret på Bastiats Loven) og bind 2 (baseret på Leonard Reads I, Pencil) om miraklet der følger af frivillige transaktioner) fås på dansk her i butikken.

Udgivet i Skriv en kommentar

Privat ejendomsret er forudsætningen for forbedring af levestandarden

Forestillingen om at omfordeling med tvang kan føre til et mere ‘retfærdigt’ samfund hviler på en misforståelse. Nemlig den at goder, hvad enten det er varer eller tjenester, kommer ‘af sig selv’, eller på guddommelig vis opstår fordi ‘nogen’ vil det. Dermed bliver det uforståeligt at nogle har meget og andre mindre og man kunne i et ueftertænksomt øjeblik have sympati for ideen om tvangsomfordeling. Men goder skal skabes, vristes ud af tilværelsen ved transformationen af råvarer (input) og ved hjælp af iderigdom, håndværk og kapital. Den der skaber goderne ejer dem, dvs har uindskrænket råderet over dem og kan gøre med dem hvad han vil. Herunder udveksle dem med hvad andre har produceret og når dette foregår frivilligt er begge parter rigere efter udvekslingen end før. Levestandarden for begge er forbedret.

Specialisering er, kombineret med respekten for privat ejendomsret, fundamentet som den ufattelige fremgang i levestandard vi har set i de seneste århundreder hviler på. Respekten for ejendomsretten er forudsætningen for at folks produktion stiger. Når man føler sig sikker på at opsparing og investering i kapitalgoder (produktionsapparat) ikke bliver beslaglagt af tilfældige bander, hvad enten de kalder sig banditter eller smykker sig med politiker-titler, er villigheden til at producere langt større end ellers. Insisterer man på frivillige transaktioner kan man kun forbedre sin levestandard ved at betjene andre. Je bedre man betjener dem, desto mere kan man få retur og dermed forbedre sin egen levestandard.

Dette er i stærk modstrid til systemet hvor levestandarden kun kan forbedres ved at en stærk mand/stat påtager sig byrden med hensyn til at beslaglægge og derefter, på ‘retfærdig’ vis, fordele en andel af rovet blandt dem som derved bliver statens tilhængere.

Magt korrumperer – og magten til at tage andre folks ejendom via stemmesedlen korrumperer bestemt også. Når den slags overgreb tillades, bliver politik til alles kamp om at erobre ‘retten’ til at udskrive love. Love der legaliserer plyndring og skaber grobund for strid og ufred.

Privat ejendomsret er bolværket mod en brutal samfundsform og fremmer et samfund hvor samarbejde dominerer og fremgang og stigende velstand følger af frivillige transaktioner. Et system med ubøjelig respekt for individets selvbestemmelse og ejendomsret er den eneste moralske måde at indrette sig på.

Læs Gary Galles indlæg om kapitalismen som den eneste moralsk samfundsform på Mises.org.

Der er snart ‘valg’. Send dit yndlingspolitiker forbi siden med Oplysning til Medlemmerne af Folketinget. De har brug for det…

Udgivet i 2 kommentarer

Dæmonkrati – med lov skal land bygges, ikke plyndres

Demokrati anprises i tide og utide som om det var et mål i sig selv. Det er det naturligvis ikke, men en måde hvorpå mennesker kan organisere sig mhp, i videst muligt omfang, at undgå voldelige konflikter under arbejdet på at forbedre levestandarden. Frivilligt samarbejde, med fuld respekt for individets autonomi og ejendomsret, muliggør velstand i et omfang som er den enkelte umuligt at opnå. Erkendelsen af dette er en vigtig forudsætning for at det fulde potentiale kan realiseres.

Ryan McMaken har en læseværdig artikel på mises.org. Den beskriver vanskelighederne med demokrati når territoriet og antallet af mennesker i et ‘land’ vokser sig stort. Med udgangspunkt i det amerikanske eksperiment hvor et antal stater indgår i en føderation, kan diskussionen om hvordan kejseren på toppen af den føderale kransekage vælges ‘mest’ demokratisk. Direkte valg blandt alle indbyggere/undersåtter eller direkte valg blandt et antal personer valgt i hvert enkelt stat i føderationen? Han argumenterer for at der i så stort et land vil være grupper af mennesker med vidt forskellige værdier, interesser og ønsker om hvordan tilværelsen skal indrettes og en naturlig følge af dette, er at begrænse en central magts indflydelse over resten af området. En oplagt konsekvens heraf er retten til uafhængighed og en opdeling i mindre autonome enheder. Vanskelighederne for Storbritanien i forbindelse med eksekveringen af Brexit er et interessant fænomen i sig selv🙂 Schweiz fremhæves som et land der med en vis succes har fastholdt sammenhængskraften, måske som følge af den begrænsede magt placeret hos centralregeringen i forhold til de enkelte kantoner. Læs også her om demokratiet i Lichtenstein – Hans Adam er et bedre alternativ end både Løkke og Mette!

Danmark er et relativt lille land (omend med flere indbyggere end halvdelen af de amerikanske stater) og man kunne håbe at lokal beslutningskompetence med mere magt i forhold til folketinget kunne retfærdiggøre demokratiet som institution. Demokrati kan imidlertid ikke anses for moralsk forsvarligt hvis man kan stemme sig til andre folks ejendom – så ender man uvægerligt med det Bastiat beskrev i Loven, nemlig kampen om at få stemmer nok til at få magt over andre og plyndre dem med legale midler.

‘Dit’ folketingsmedlem har brug for oplysning – send dem til operation OMF, Oplysning til Medlemmerne af Folketinget

Med lov skal land bygges, ikke plyndres…



Mere om stemmeri…