Udgivet i Skriv en kommentar

Ærlig ondskab

Socialisme, hvad enten den er national eller international, kan ikke levere hvad dens proselytter lover, fred, fremgang, og lighed i udkomme. Det har vi vidst længe og eksemplerne skræmmer. Man må på sin vis tage hatten af for Pelle Dragsted der ærligt bekender kulør, men det er vanskeligt at forstå at man uden problemer kan bekende sig til den ideologi uden at blive fordømt (eller måske ikke). De fleste er enige om at den nationale variant ikke er et eksempel til efterfølgelse, for nu at sige det pænt, men dens internationale søster ville have forfærdende aktiviteter på samvittigheden, hvis den havde én.

Nej! Blot fordi ‘vi’ har opdaget at staten kan gøre horrible ting, er ikke ensbetydende med at det rent faktisk skal gøres. Økonomien er ikke et rumskib og kan ikke styres centralt fra, ‘vi’ skal ikke tvangslukke brancher og ‘kompensere’ dem, eller omdisponere produktionen. Mette er ikke landsfader eller -moder og ingen politiker har mandat til at herske over undersåtterne.

Denne tilsyneladende uimodståelige trang til at dirigere rundt med andre er påfaldende – for de der ønsker socialisme kan lige nu! få det, hvis de holder det lokalt og frivilligt, selvom frivillig socialisme smager lidt af oxymoron. Desværre er behovet for at svinge statens knytnæve stort og den religiøse overbevisning om egen ufejlbarlighed ligeså – en dødsensfarlig kombination for os andre, der ikke vil deltage i projektet.

Når man på klimarealisme.dk kan konstatere at enhedslisten har præsteret godt politisk håndværk er det i den specielle politiske betydning af ‘håndværk’: Hvad er en dygtig politiker?

Lad os igen ty til C.S. Lewis beskrivelse af den frygteligste tyran: den der oprigtigt mener at vide hvad der bedst for dig og har magt til at gennemtrumfe det:

Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.

God in the Dock

Mette, Pelle, eller andre fra politiker byrden har ikke mandat til omfordele andres ejendom – de kan ikke påberåbe sig demokrati eller stemmeflertal, for man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Læs hvad loven er for en størrelse gerne sammen med dine børn – der er behov for intellektuel modgift. Få den i Tuttle Tvillingerne lærer om loven, baseret på Bastiats udødelige pamflet.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Bland dig udenom!

Ministeren (i princippet hvilken som helst, men her er tale om ministeren for propaganda og indoktrinering) indser at ‘vi’ har taget fejl. Et indgreb har ikke haft den ønskede effekt, nærmest det modsatte og derfor skal ‘vi’ nu gøre det modsatte. Endnu en gang kan man konstatere at en politiker nok kan pege på et problem, men de kan ikke ‘løse’ det – i hvert fald ikke uden at skabe andre problemer som de må ‘løse’ – og pålægge de fleste andre en byrde, hver gang. Politikerbyrden ser desværre ud til at være ganske oplysningsresistent – se Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget.

Uddannelse er alt for vigtigt et område til at det kan forsvares at lade staten have indflydelse på det. Ganske som religion og stat skal adskilles, således skal stat og uddannelse adskilles. Vil det føre til et perfekt samfund? Nej, det findes ikke – men i det mindste bliver de fejl der begås ikke påtvunget hele befolkningen. Såkaldte markedsfejl er ikke et argument for at politikere skal begå politik-fejl. At strø uddannelsesinstitutioner ud over det ganske land for at belønne visse områder som er regeringen velbehagelige, er et andet eksempel på den magtfuldkommenhed der opstår, når vi lader statens ‘opgaver’ vokse udover alle grænser.

Hvor går grænsen? Det er der delte meninger om – men at den er overskredet forlængst burde være tydeligt. Læs om hvornår magtanvendelse og lovgivning er på sin plads i Bastiats lille pamflet, Loven. Fås her i butikken på dansk til 37,50.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Patent – magthaverens konkurrenceforvridende gave til den udvalgte

Diskussionen om patenter som ‘nødvendige’ for at ‘vi’ kan have investeringer der først giver afkast efter lang tid dukker af og til op. Når Mette eller andre politikere finder det ‘interessant’ at se på patent-lovgivningen er det ikke fordi de pludselig har indset hvor skadeligt patentet er for privat ejendomsret og fremskridt. Intet ligger dem fjernere. De lider under vrangforestillingen om, at andre folks ejendom er noget politikere frit kan omfordele. Det var patentets oprindelse, hvilket ikke gør det bedre. Men hvad er formålet med at have ejendomsret? Og til hvad giver det mening at have ejendomsret? Formålet kan siges at være forsøget på at undgå voldelige ‘løsninger’ på uenighed om, hvem der har retten til at disponere over en knap ressource. Luft er for eksempel generelt ikke en knap ressource, men kan være det i 10 km højde eller på månen, hvor det giver mening at tale om ‘min luft’ i den flaske jeg har medbragt. Formålet med lov er retfærdighed – ikke at fremme bestemte interesser, bestemte aktiviteter eller at sikre nogle en indtjening – som altid vil ske på bekostning af andre når det gennemføres med politiske midler.

Man kan erhverve sig ejendomsretten til en knap ressource enten ved at være den første der finder eller opdager den, eller via kontrakt, dvs får den fra en anden person der retmæssigt ejer den, som gave eller som modydelse. EJendomsretten ‘udløber’ ikke. Den cykel du fik stjålet er stadig din, selvom den der nu kører på den i god tro har købt den af tyvens hæler. Hvis du kan vise det er din stjålne cykel må ham der uretmæssigt kører på den aflevere.

Et patent, derimod, udløber og har intet med ejendomsret at gøre. Det er blot et monopol hvis indehaver (mis)bruger statens voldsmonopol til at forhindre andre i at bruge deres egen ejendom som de finder bedst. Traditionelt var patentet en gave fra monarken til yndlingene, en tilladelse til at plyndre via pirateri. Siden udviklede det sig til en gave man kan få mod at afsløre detaljer om ens opfindelse. En gave der består i, at statens lakajer forfølger konkurrenter hvis de bruger egne ressourcer på at fremstille noget man har patent på – selvom de måske selv har fået ideen.

I den ellers ofte udmærkede Cepos-podcast, samfundstanker, luftede deltagerne for nylig en almindelig misforståelse. Nemlig den at et patent beskytter ejendomsretten. Det modsatte er imidlertid tilfældet, patenter er et overgreb på ejendomsretten der udnytter statens magtmonopol til at forhindre folk i, at bruge deres egne ressourcer som de vil. (Anledningen var den med at ophæve patentet for coronavirus vaccine patenter – med det ofte brugte, men ikke valide argument (se Boldrine and Levine, Against Intellectual Monopoly Ch. 9), at hvis man fjerner patentet vil det reducere udviklingen af nye vacciner/lægemidler.)

Vi har tidligere været inde på ophavsret, herunder misforståelsen om at patenter fremmer innovation, og Stephan Kinsella, en patentadvokat, der udover sin afsky for patenter også er en af de skarpeste tænkere inden for voluntarisme. Se denne korte video (25 min) og bliv gjort opmærksom på forhold du måske vil opfatte som selvindlysende når først logikken bag er blevet åbenbaret. Ikke desto mindre er der mange der drager fejlslutninger på feltet, fejlslutninger der nemmere opstår når ma ikke holder sig for øje hvad formålet med lov egentlig er – læs om dét med dine børn i Tuttle tvillingerne og loven.

Cover
Udgivet i Skriv en kommentar

Staten ER Fejlen

For et års tid siden skrev jeg om markedsfejl foranlediget af en udmærket diskussion på regelstaten. Det forgangne år har fået Otto Brøns-Petersen til at genbesøge begrebet med den afsindige reaktion på en virus-svøbe som udgangspunkt. Læs den her.

Men markedet begår ikke fejl; markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når det foregår uden tvang og med respekt for andres ejendomsret er alle involverede bedre stillet. Et diskussionspunkt er konsekvenserne for tredie part; den der ikke deltager i en transaktion. Det er de såkaldte eksternaliteter – og de forsvinder ikke af, at det er staten der forsøger at korrigere ‘fejlene’. Snarere tværtimod fristes man til at sige.

Brøns-Petersen har et ‘arbejdspapir’ der går lidt mere i dybden med spørgsmålet om, hvad vi skal med staten. Læs det her.

Gense denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min) for en gennemgang af markedsfejl.

For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.

Den mindst ringe løsning er privat ejendomsret, og spørgsmålet er om forestillingen om et samfund hvor størstedelen af medlemmerne konsekvent bekender sig til respekten for andres person og ejendom, er en utopi på linie med kommunisternes nye menneske.

PÅ den anden side forsøger de fleste ordentlige mennesker at lære deres børn, at de ikke må tage hinandens ting og ikke slå hinanden oven i hovedet. En konsekvent efterlevelse af disse simple regler vil bringe os et langt stykke hen ad vejen. Politik og staten er prisen vi betaler for ikke at have et civiliseret samfund.

Statens Anatomi – kr. 37,50
Udgivet i Skriv en kommentar

Hvorfor demokrati er skidt – på nogle niveauer

Se her 42 min – Jeff Deist taler om demokrati – et system der kan være ganske udmærket når stemmeafgiverne kender hinanden og har skin in the game. Det vil sige på tilpas decentralt niveau – og ikke mindst: Der kan ikke stemmes om andres ejendom. Hvis man er ude at spise med en gruppe venner/bekendte, så kan flertallet ikke beslutte at Alice skal betale for Bob, Charlie og alle de andre. Heller ikke med henvisning til at ‘vi har stemt om det’ eller at det er ‘en demokratisk beslutning’. Man kan ikke som gruppe begå handlinger som man ingen ret har til at begå som individ. Eller man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv besidder.

På familieniveau fungerer sågar kommunisme – populært sagt yder man efter evne og nyder til en vis grad efter behov. Til forskel fra ‘rigtig’ kommunisme foregår afgivelsen af ressourcer i familien ganske frivilligt – og måske endda med fornøjelse. Når fordelingen af ressourcer løftes ud af intimsfæren er der kun en måde det kan foregå på, uden at invitere til konflikt: Frivillighed. Frivillig udveksling af varer eller ydelser man selv producerer mod andre varer eller ydelser andre producerer og (frivilligt(!)) stiller til rådighed for markedsdeltagere.

De stakkels amerikanere – ca 330 millioner mennesker, hvoraf en stor del ikke har stemmeret – står foran et tilbagevendende, meningsløst ritual på tirsdag. De skal vælge mellem 2 elendigheder der skal ‘regere’ dem alle sammen de næste fire år. Formålet med ‘valget’ er at få folk til at tro på en illusion om, at de har indflydelse på systemet – og dermed acceptere den grove udplyndring staten og dens lakajer praktiserer til fordel for dens tilbedere. Tilbedere der i blind tro på demokrati-guden bilder sig ind at de ‘rigtige’ repræsentanter varetager andre interesser end deres egne. Men mennesker er ikke engle – og den magt politikere overgives tiltrækker nogle af de værste eksemplarer af menneskeheden. Ligegyldigt hvad eller hvem de stemmer på derovre, får de mere af det samme: Et løgnagtigt, aggressivt regime, der fører krig overalt – mod egne borgere og andre landes borgere.

I stedet for en slåskamp om, hvilken gruppe der skal dominere i en periode, bør erkendelsen af fundamentale uenigheder om, hvordan tilværelsen bør indrettes, føre til at man fredeligt går hver til sit. Lader andre indrette sig som de vil i fred og selv indretter sig som man synes er rigtigt. For Amerikas vedkommende betyder det at stater skal generobre deres selvstændighed og frigøre sig fra den føderale regerings kvælertag. Når alting politiseres medfører det kamp om magten, statsmagten, til at tvinge andre til underkastelse. Loven perverteres og bliver til redskab for udplyndring i stedet for retfærdighed.

Frédéric Bastiat beskrev dette fænomen for små 200 år siden – læs hans Loven og bliv klogere. Fås på dansk her i butikken for blot 37,50

Udgivet i Skriv en kommentar

Teori afgør hvad der kan observeres

Data ‘taler’ ikke for sig selv. Uden et teoretisk fundament har observationer begrænset værdi, mest som bogholderi. Forestillingen om at økonomi er en ‘eksakt’ videnskab og om at økonomiske ‘data’ kan tale til os uafhængigt af det teoretiske apparat der appliceres på data er fejlagtig.
Don Boudreaux skriver om det på econlib.

Statsstatistik er et andet emne som tåler lidt ekstra bevågenhed – det får det her hos Rothbard. Megen statistik tjener som påskud for intervention, på trods af diskrepansen imellem erklærede mål og faktisk udkomme.

Når stat og visse store industrier slår pjalterne sammen er det ikke et frit marked, men ‘participatory fascism’. Det frie, eller uhindrede, marked er karakteriseret ved frivillige transaktioner der per definition stiller alle deltagere bedre – ellers ville de ikke indgå transaktionen. Jo mere uhindret markedet er, desto mere velstand skabes for borgerne. Praksis rimer med teorien.

Udgivet i 1 kommentar

Adskillelse af skole og stat

Formelt har vi adskillelse af kirke og stat i Danmark, omend grundloven i §4 skriver Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nogle vil med god ret hævde at staten har erstattet kirken og nu tilbedes på religiøs vis, som en ufejlbarlig institution, alene drevet af godhed, eller i det mindste af gode intentioner. Gode intentioner er desværre ikke nok, vejen til helvede er brolagt med dem, og det ordsprog dækker jo over det faktum at effekten, de faktiske gerninger eller udkommet af handlinger, ikke hænger sammen med de erklærede intentioner.

Skolen, uddannelsessystemet, nyder på næsten samme måde en religiøs status og omend alle ved at den på ingen måde er ufejlbarlig, så er ideen om at vriste den ud af statens greb fjern for de fleste. I USA er der et lidt større marked for alting, herunder ‘home schooling’, og som så meget derovre deler det vandene. En nylig debat gjorde det klart, hvis man skulle have været i tvivl, at der findes indflydelsesrige personer der mener at staten er bedre til at opdrage folks børn, end børnenes forældre. Læs mere om den skrækkelige historie her.

På trods af mange gode intentioner (!) og behjertet indsats fra flere gode mennesker, så formår systemet at holde de fleste i almindelig uvidenhed, og en udbredt opfattelse af at indsigt og visdom opnås med mere offentlig skoling huserer. Det er klart at når staten for praktiske formål har monopol (af den grimme slags) på uddannelsessystemet så kommer det til at farve den skoling der leveres i statens institutioner. De 144 milliarder kroner der bruges (2018) på såkaldt uddannelse ville gøre langt mere gavn hvis folk selv havde mulighed for at bruge de ressourcer de finder passende, på de uddannelser de mener er nødvendige, fremfor at måtte nøjes med det vi ‘får’ nu.

Uddannelse er alt for vigtigt til at vi kan overlade beslutningerne om hvor meget, hvordan, hvorlænge og hvorledes det skal leveres, til en flok politikere der ikke har vores bedste i tankerne. Lad os få et uafhængigt uddannelsessystem, betalt af folk selv for deres egne penge som ikke skal konfiskeres først, for derefter at bruges efter politikeres forgodtbefindende, med henvisning til en imaginær social kontrakt.

Udgivet i Skriv en kommentar

Voldsmonopolet

Een ting mange kan blive enige om er at beskyttelse mod voldelige overgreb er en af statens kerneopgaver, at kun staten kan udøve magt i denne forbindelse og at selvforsvar er på kanten af selvtægt. Heller ikke denne opgave formår staten imidlertid at løse på tilfredsstillende vis. I den lettere ende herhjemme kan nævnes politiets beslutning om ikke at efterforske tyverier medmindre værdien af tyvegodset overstiger 100.000kr. Mere alvorligt er de voldshandlinger der pågår i flere amerikanske byer i kølvandet på statsmagtens mord på en borger i Minneapolis. Morderen og hans kumpaner er, omend lidt sent, nu sigtet (der er ikke tvivl om selve mordet som blev optaget/streamet på video). Alle fordømmer det åbenlyst helt uacceptable brug af overdreven magt med dødeligt udfald. Det manglede også bare.

Til gengæld mangler der ubetinget fordømmelse af de voldshandlinger og plyndringer der fulgte i kølvandet. Overgreb på en person berettiger på ingen måde overgreb på andre, tilfældige personer og deres ejendom. Statens repæsentanter myrder en person (det gør de mere end 2 gange dagligt i USA) og træder så tilbage og lader plyndring og voldshandlinger blomstre – i et omfang så man næsten tænker at det må være tilsigtet, måske med det formål at opnå den almindelige befolknings accept af endnu en undtagelsestilstand, nu med Nationalgarden (måske endda militæret?) på hvert et gadehjørne.

Forløbet illustrerer på trist vis at man ikke skal forvente beskyttelse fra staten, når den ulmende utilfredshed bryder ud i lys lue, oppisket af medierne der pludselig har glemt alt om virus og lock down. Læs Ryan McMackens indlæg her.

Det er heller ikke første gang at staten (i USA) undlader at beskytte borgere – og moralen er endnu engang, at staten ikke er hvad den giver sig ud for at være, din ven og beskytter, men derimod en del af ondets rod.

Tre forslag til ændringer der kan mindske antallet af drab på egne borgere (i USA) – her; et fjerde kunne være Rand Pauls forslag om at fjerne en af de værre beføjelser staten har til at angribe egne borgere – her.
Kan man have beskyttelse uden politi i konventionel betydning i dag? Ja, det kan man. Se nærmere på Detroit threat management her eller lyt til Dale Brown hos Pete Quinones eller hos Tom Woods.
Mere her på sitet om privat forsvar.

Hvad er Staten? Læs om dens Anatomi.

Statens Anatomi
Udgivet i 2 kommentarer

Knytnæven

Leonard Read (som er forfatter til I, Pencil – forlægget til Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant, der handler om hvordan mennesker arbejder sammen uden at blive kommanderet til det og uden at kende hinanden) fandt for nogle år siden på analogi – beskrevet her af Gary Galles, der kaster lys over hvilken service borgerne ønsker regeringen skal yde .

Analogien handler om hvad den knyttede næve kan bruges til. Først og fremmest vold, hvad enten det er i defensivt eller offensivt øjemed – i modsætning til alt det hånden ellers kan bruges til i skabende øjemed. Pointen er at regeringen – staten – intet har, som den ikke har taget fra andre. På hvilket område udmærker staten sig? Det er den organisation, som de fleste anerkender som indehaver af et voldsmonopol. Ingen andre har ‘ret‘ til at øve vold (monopol…!) Spørgsmålet er, i hvilke situationer er magt det rette redskab – disse vil så være situationer hvor det er ‘på sin plads’ at staten kommer med knytnæven. Det kunne være situationer hvor personer forgriber sig på andres person eller ejendom. (Diskussionen om at det også her er skidt med et monopol gemmer vi til en anden gang.) Vi har alle fordel af at knytnæven bruges til at forhindre destruktive handlinger. Men ellers er det begrænset hvor meget gevinst folk har af at blive tvunget til at gøre noget mod deres vilje – hittepåsomhed og produktion fremme ikke med knyttede næver.

Problemet er selvfølgelig er statens lakajer har en tendens til ikke at begrænse sig til kun at beskytte andres person og ejendom…men breder sig og blander sig i stort og småt i hvad de kommer til at opfatte som deres undersåtters liv. Muligvis i bedste mening, men det er næsten det værste af det hele. Tyrannen som ‘bare’ holder pøbelen i et jerngreb, for egen vindings skyld er at foretrække, fremfor tyrannen som vil påtvinge dig ‘dit eget bedste‘. Den første ved godt, eller er ligeglad med, at den påførte lidelse er umoralsk og retter af og til opmærksomheden mod andre, men den anden har ingen hæmninger i forhold til alt det ‘gode’ han vil påføre sine ofre, og forlanger at ofret anerkender dette og ligefrem er taknemmelig!

“Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.”

― C.S. Lewis, God in the Dock: Essays on Theology

Køb Den Mirakuløse Blyant her – og læs med dine børn om hvordan markedet fungerer uden knyttede næver.
Markedsmiraklet

Udgivet i 4 kommentarer

‘Markedsfejl’ berettiger ikke statslige indgreb

Den udmærkede podcast regelstaten havde for nylig en timelang diskussion af såkaldte ‘markedsfejl’ på programmet. Udgangspunktet er at ‘markedet’ fejler i forhold til at skaffe det ‘optimale’ udkomme for økonomisk aktivitet. Fejler i betydningen afviger fra det ‘perfekte marked’ som de fleste vist er enige om er en utopi. Flere interessante ting kom for dagen om, hvordan nogle økonomer tænker sig at en særligt udvalgt skare er i stand til afskaffe disse fejl og bringe udkommet tættere på det optimale (for hvem?). Dette må imidlertid også betragtes som en utopi. Jeg tror ikke deltagerne i diskussionen vil anfægte at markedet ikke er perfekt, at mennesker ikke er perfekte, at ingen mennesker besidder guddommelig alviden eller er beåndet med engleagtig velvilje rettet mod deres medmennesker. Der henvises til sentensen om at al magt korrumperer – total magt korrumperer totalt og til den indsigt public choice teorien har forsynet os med, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hvis blot de rigtige, gode, mennesker fik lov til at bestemme over andre – men kun på ganske bestemte områder, så ville vi have en bedre verden. Det forstås at staten skulle have dette (magt)monopol, til vores alle sammens bedste.

Det er på den baggrund svært at forstå at hvordan den ‘løsning’ skulle være bedre end frivillige tiltag til at begrænse de uønskede effekter af den uperfekte verden vi befinder os i. Markedet ‘begår’ ikke fejl, markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når den proces foregår frivilligt er det et udtryk for at alle deltagerne finder situationen efter udvekslingen bedre end før, men ikke at tilværelsen nu er blevet ‘perfekt’. Ja, der kan forekomme såkaldte eksternaliteter hvor personer der ikke deltager i en udveksling, bærer en del af omkostningerne for en eller flere af deltagerne. Der er ingen grund til at tro at den situation bliver anderledes fordi staten blander sig, blot bliver det andre personer der udpeges til at være ofre.

Hvis du er interesseret i at forstå begrebet ‘markedsfejl’ vil jeg foreslå du først ser denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min).

For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.

Hvis du er interesseret i et lidt mere punchy take på de sociale omkostninger staten påfører os alle sammen (her mest i amerikansk kontekst, men du kan sikkert selv finde analoge eksempler herhjemme!) – kig på denne video med Keith Knight (10 min).

Således bevæbnet er man lidt bedre rustet til Regelstaten episode 7, som du kan finde her.
Selvom corona-trætheden er ved at være massiv og jeg egentlig havde besluttet ikke at nævne det denne gang, så vil jeg alligevel påpege at der røg en finke af panden i løbet af podcasten. Hvornår man (nogle) vil overveje at acceptere ‘beskyttende’ statslige indgreb, kunne hænge sammen med hvor f a r l i g t det, vi skal beskyttes imod er, mistænkes at være eller opfattes at være. I samtalen sidestilles (ok, kun næsten) det at blive åndet på, med en dødsdom eller en dødstrussel – hvilket ikke er tilfældet (det tror jeg heller ikke de faktisk mener i podcasten). Det illustrerer blot hvor stor slagkraft propagandaen har…

Et samfund der overlader en overvældende andel af ressourcerne til en central myndighed er fattigere og mindre modstandsdygtig overfor de ulykker der er en del af tilværelsen, menneskeskabte eller ej, end et samfund med mere decentral distribueret autonomi. Tvang og trusler gør ikke folk mere produktive.
Det farlige er imidlertid at tro at staten kan eller vil beskytte os mod alskens ulykker…

Statens Anatomi
Udgivet i 1 kommentar

nudge nudge…

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII

Udgivet i 3 kommentarer

Hvem bestemmer over dit liv?

Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)

De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.

Men der tager vi fejl…Den sociale kontrakt eksisterer ikke.

Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).

Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.

DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.

Udgivet i Skriv en kommentar

Er mere regering løsningen på al dårskab?

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Udgivet i 4 kommentarer

Om mennesker og frivillige handlinger

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.

Udgivet i 5 kommentarer

Hvem er ‘vi’?

Martin Ågerup henviste fornyelig i en kronik til World Economic Forum og spørger hvilken kapitalisme vi ønsker. Det er jo et udmærket spørgsmål – men hvem er vi der ønsker, ønsker dette vi det samme (nej!), og hvis vi gjorde var vi sikkert også uenige om midlerne til at nå dette mål.

Det kan synes som et dilemma – der vanskeligt kan løses ved at 51% af afgivne stemmer ved et valg peger på en bestemt kandidat eller et ja eller nej til at forblive i EU (for at tage et mere end 3 år langt dagsaktuelt spørgsmål).

Demokrati er en skidt løsning på de fleste spørgsmål – især politiske, som jo handler om hvem der får kontrol over et ganske illegitimt magtmonopol. En bedre løsning er markedsbaseret – også når det gælder de ‘svære’ spørgsmål – eller snarere netop når det gælder de svære.

Forestillingen om at politikere skulle være bestykket med særlig indsigt, godhed, retfærdighed, altruisme, eller mangel på menneskelige træk (ok…) og således kan anses for engle er naiv. At tro at politikere kan udstikke regler der vil føre til erklærede eller ønskede mål er en fejltagelse. Der findes ikke ‘markedsfejl’ – derimod findes der mennesker der vil misbruge magt til tvinge ressourcer fra en gruppe til en anden gruppe, under dække af at ville korrigere ‘markedsfejl’.

Martin Ågerup skriver at “Virksomheder bør undlade at søge særlig beskyttelse mod konkurrence og bør sige nej tak til subsidier og andre støtteordninger”. Mit bud er at den eneste måde at få dét til at ske, er at afskaffe subsidier og støtteordninger, af enhver slags. Lad folk selv bestyre deres liv og ressourcer – herunder at slutte sig sammen i kooperativer, grupper, selskaber, foreninger, klubber osv på frivillig basis! 😱
Lad dem beholde hvad de tjener på at betjene andre og genopdage personligt ansvar for sig selv og andre – et af de styggeste træk ved ‘velfærdsstaten’ er, at den fjerner folks ansvar for hinanden og fører til fremmedgørelse, strid og fjendtlighed.

Staten er ikke det samme som samfundet, ‘vi’ er ikke staten og staten er ikke os. Staten er ikke det klister der giver os sammenhængskraft eller beskytter os.
Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi der fås på dansk her i butikken til 37,50.

Udgivet i 2 kommentarer

Har vi for lidt respekt for politikere?(!)

Det mener Otto Brøns-Petersen (som jeg ellers har stor respekt for;) – på trods af, at han korrekt identificerer politikere som personer, der blot reagerer på tilskyndelser. Læs hans indlæg her på Cepos. Imidlertid adskiller politikerbyrden sig fra markedsdeltagere på et væsentligt punkt: De har adgang til at bruge magt, tvang, overfor deres medmennesker i modsætning til andre som ordentligvis må forlade sig på frivillige transaktioner for at skabe velstand. Hvis politikere ikke var mennesker, og hvis mennesker var engle var situationen en anden…

Den magt der drager politikere til politikerhvervet korrumperer og jo mere magt, des mere korruption. Vi andre er også korrumperbare, og mange er villige til at spille med i spillet, hvis de mener at opnå en nettogevinst. Så ‘vi’ stemmer på de politikere der lover at give til os og dermed tage fra ‘de andre’ (eftersom politikere kun har det de har konfiskeret fra andre).

Som Brøns-Petersen skriver, belønner vi ofte erklærede intentioner snarere end faktiske resultater. De faktiske resultater af politikernes iver efter at udvise ‘handlekraft’ (det vil sige tage noget fra nogen med lov=magt) er imidlertid at vi samlet set bliver fattigere – og dertil kommer det umoralske aspekt. Hans konklusion om at vi som vælgere bør respektere politikere mere, men forvente mindre af politik lader dog noget tilbage at ønske. Netop fordi politik, lovning og magtudøvelse i praksis skaber flere problemer end de løser, og dermed giver anledning til nye tiltag der skal ‘rette op’ på de utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb osv., osv., er der ingen grund til at have særlig meget respekt for politikere flest. Derimod bør vi have en diskussion om, hvilke opgaver der skal løses af statsmagten – når opgaverne udvides fra simpel beskyttelse af person og ejendom, bliver det efterhånden til alles kamp mod alle om at bemægtige sig statsapparatet og bruge det mod ‘de andre’. Modgiften er frivillighed – kun ved at producere varer eller ydelser andre efterspørger og udveksle i frivillighed kan folk der ellers er uenige leve i nogenlunde fred.
Økonomien kan ikke ‘styres‘ – og forestillingen om, at hvis bare de rigtige kommer til at bestemme, vil de løse vores problemer har Hayek (og andre) skudt ned.

Brøns-Petersen bør genlæse ‘Loven’ af Frederic Bastiat (jeg er ret sikker på at han kender den) – folketingspolitikerne har stadig muligheden – om de gør brug af den står hen i det uvisse.

Svaret på spørgsmålet i titlen er ‘Nej!’

Loven fås her i butikken, på dansk, til blot 37,50 en oplagt mandelgave 😉

Børn i familien kan også være med!

Udgivet i Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme

Udgivet i

Vi kommer nok til at tage det nogle gange…

Der er en verden fuld af vildfarelser – nogle af dem skal korrigeres ikke en, men mange gange. Den moralske, menneskelige og velfærdsmæssige fallit af totalitære ideologier (national-socialisme, anden socialisme, fascisme og dermed beslægtede systemer) må påpeges igen og igen.

https://fee.org/articles/the-battle-isnt-right-vs-left-it-s-statism-vs-individualism

Modsætningen til den frivillige udveksling der karakteriserer et frit samfund, med privat ejendomsret – ikke bare til personlige effekter, men til produktionsmidlerne – er ødelæggelse. Mises blotlagde dette for 100 år siden i værket Socialism.

Faktisk er socialisme slet ikke hvad den udgiver sig for. Den er ikke en frontløber for en bedre, finere verden – tværtimod, den ødelægger hvad tusinder af års civilisation har skabt. Den bygger ikke, den ødelægger. Ødelæggelse er dens inderste væsen. Den producerer intet, men fortærer blot hvad den sociale orden, der hviler på privat ejerskab af produktionsmidlerne, har skabt.
(Min oversættelse.)

Læs om cyankalium og socialisme her…

Udgivet i Skriv en kommentar

(Skal) Simplere skattelovgivning søges?

Hvad skulle formålet være, kan man spørge? Tjah – hvad er formålet med at det er så kompliceret at selv specialister ikke kan overskue skattesystemet – og bureaukratiet ikke kan administrere det. Måske er formålet at folk holdes uvidende om hvor meget de egentlig plyndres for. Måske er det bare en konsekvens af talløse lapperier, hvor utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb forsøges justeret. Hvilket fører til…nye utilsigtede konsekvenser. Eller både ondskab og dumhed

CEPOS forsøger sig med et forslag til forsimpling. Alt andet lige bør folk uden de store forudsætninger kunne beregne hvor stor en tvangsopkrævning de påføres, uden at søge hjælp fra specialister (eller misdæderen selv ‘SKAT’). Forslaget kunne afsløre hvorvidt banderne i folketinget rent faktisk er interesseret i at pøbelen kan regne det ud selv, og om alle kommissionerne til forsimpling af lovgivning blot er røgslør.

Forslaget undlader helt – formentlig tilsigtet – at påpege det urimelige i selve tvangsopkrævningen, uanset hvordan den foretages og hvor stor eller lille den er. Det har dog været nævnt før både på Cepos og ikke mindst her på sitet.

Målet bør være en flad skatteprocent på 0 (nul).

Ligesom en del af menneskeheden for nyligt indså at slaveri var forkert og derfor satte som mål at afskaffe den (ikke reducere til 25% eller noget lignende), skal vi stræbe efter frivillighed i omgangen med andre mennesker på alle områder. Gennem det meste af menneskehedens historie har slaveri været et normalt vilkår – først inden for de sidste ret få årtier har en stor del indset af det er forkasteligt. Sådan kommer det forhåbentlig også til at gå med beslaglæggelse af privat ejendom med tvang og trusler.

Når Loven bruges til noget som helst andet end beskyttelse af person og ejendom ender det i magtkampe om, hvem der kan plyndre andre. Bastiat beskrev dette præcist i Loven:

…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…

Køb den her i dansk oversættelse for kun 37,50!