Uønsket. Ikke uventet.

Jeg tror at POTUS #47 gerne så sig selv som den, der fiksede freden. Om ikke i verden, så i USAs krig mod Rusland via Ukraine. Det var i hvert fald en væsentlig del af valgkampen og formentlig en af grundene til den utvetydige sejr, modstanderens mangelfulde kvaliteter ufortalt.

Desværre kunne man mistænke at det i mindre grad er en principiel tilgang, for der er store armbevægelser og bombetogter i Yemen på programmet. I sidste øjeblik, inden yemenitterne står til søs, med invasionstropper på vej over Atlanterhavet.

Man kan glæde sig over #47 gode takter og må græmmes over elendighederne, selvom de ikke kommer som en overraskelse. Mange ting er bedre end POTUS #45 – men de krigsliderlige grupper i begge partier derovre (og i store dele af den europæiske politikerbyrde) giver ikke så let op.

Over the weekend President Trump ordered a massive military operation against the small country of Yemen. Was Yemen in the process of attacking the United States? No. Did the President in that case go to Congress and seek a declaration of war against the country? No. The fact is, Yemen hadn’t even threatened the United States before the bombs started falling.

Last year, candidate Trump strongly criticized the Biden Administration’s obsession with foreign interventionism to the detriment of our problems at home. In an interview at the Libertarian National Convention, he criticized Biden’s warmongering to podcaster Tim Pool, saying, “You can solve problems over a telephone. Instead they start dropping bombs. Recently, they’re dropping bombs all over Yemen. You don’t have to do that.”

Ron Paul Liberty report

Som vi nævnte i sidste uge, er det ikke svært at finde noget at kritisere #47 for. Kunne vi (som i den hårdt prøvede amerikanske befolkning og os andre som det amerikanske regimes fejlslag også går ud over) dog bare have fået Ingen af dem (eller Thomas Massie…se også sidste uge).

Ganske som myrderierne af ukrainere og russere østpå var og er aldeles overflødige og stiller os værre end før krigen, så er drabene på yemenitter (og de øvrige steder hvor USAs militære muskler spændes) en øvelse i politisk skuespil. Der er ganske få, koncentrerede interesser der tilgodeses på bekostning af de direkte ofre for krigshandlingerne og os andre som lider indirekte tab via konfiskeret ejendom (‘skat’) og menneskelige og økonomiske omkostninger ved flygtningestrømme og forudsigelige terroraktioner, samt EU-føderale ambitioner og gæld.

Det nuværende regimes gode takter (Russ Ulbricht, afvikling af den føderale propagandastyrelse (‘Dept of ‘Education’’)) er eksempler der bør prises – vi havde ikke set tilsvarende eller afsløringer af misbrug via ‘DOGE’ hvis ikke Trump var blevet genvalgt. Men der er masser af eksempler på, hvorfor statens beføjelser og råderum mht ressourcebrug skal begrænses. Voldsomt begrænses. For magten VIL blive misbrugt og før eller siden kommer der en til fadet som ikke har interesser fælles med dig. De gode ting opvejer ikke de dårlige. Man kan glæde sig over rette tiltag men må kritisere hykleriet. Som Napolitano her og Escobar her.

Glem det ikke; den største trussel mod dit ve og vel, er den stat du lever under:

I øvrigt bør regeringen gå af.