Robert Murphy om hvordan vi systematisk misinformeres om ændringer i klimaet – og ikke mindst om nødvendigheden og den (manglende) effekt af tiltag som regeringer hævder de må tvangsinddrive ressourcer til. Han bringer 3 pointer: 1) Diskrepansen imellem det, som er publiceret vedrørende regeringstiltag der har til formål at begrænse opvarmningen og mediernes rapportering. 2) Præsident Trumps beslutning om at trække USA ud af den såkaldte Paris-aftale er reelt uden nogen som helst betydning for opvarmningen, selv hvis vi anerkendte panikken om klimaændringer som begrundet. 3) Hvis man tager fejl og menneske-skabt klimaændring faktisk udgør en overhængende trussel for menneskeheden inden for få årtier, så arbejdes der på flere fronter med praktiske løsninger til at håndtere problemerne. Læs artiklen (på engelsk) og klik på videoerne.
Kategori: miljø
Klima – The Green Leap Backward
Det er vanskeligt at forestille sig at der sidder folk i den amerikanske kongres, der i fuldt alvor støtter afsindighederne i forslaget der går under betegnelsen The Green New Deal.
Richard Ebeling gennemgår uhyrligheden her og udpeger indbildskheden mht en centraliseret myndighed der skulle kunne dirigere økonomien eller klodens klima og det totale fravær af konceptet om alternativomkostninger. At det overhovedet er nødvendigt at imødegå er et skræmmende eksempel på konsekvensen af manglende realitetssans. Men måske skal man snarere erkende at klimahysteriet snarere handler om et middel til at forsøge at tilrage sig magt over andre. I takt med at frygten for total krig er trådt i baggrunden efter de seneste verdenskrige har der vist sig at være behov for en anden sag der kan mobilisere og holde folk skræmte.
Hvad er Staten for en størrelse? Læs om dens anatomi hos Rothbard.
Klima – Judith Curry
Læs hele artiklen her (på engelsk) om klimatologen Judith Curry.
Efterhånden som det enøjede fokus på kuldioxid bliver afsløret som hysteriske forsøg på kontrol over andre mennesker risikerer vi at reelle problemer negligeres. Vi (menneskeheden) står bedre rustet til at imødegå de ændringer der ganske sikkert kommer i vores fysiske omgivelser, hvis vores produktion ikke spildes på totalt ineffektive tiltag.
Fra artiklen:
Klimatologi er blevet til et politisk parti med totalitære tendenser….Hvis du ikke støtter FNs konsensus om menneskabt global opvarming, hvis du udtrykker den mindste skepsis så udråbes du som klima-benægter, en en Donald Trump-lakaj, en halv-fascist som bør udelukkes fra det videnskabelige miljø. For tiden accepterer mainstream klimatologien kun data som som understøtter hypotesen om menneskeskabt opvarming. De som vover at interessere sig for andre mulige årsager til ændringer i klimaet, så som ændret solaktivitet eller udsving i jordens bane, er ildeset for at sige det mildt. Det er værd at bemærke at alarmisternes retorik har skiftet karakter fra global opvarming til klimaforandringer’, som kan betyde hvad som helst. Dette skift startede tilbage i 1992 da FN udvidede sit katalog over miljøbekymringer til at omfatte enhver potential ændring af naturen som følge af menneskelig aktivitet…
Hvad kunne mon få videnskabsfolk til at forråde selve essensen af deres kald? Svaret er, medgiver Curry, ‘politik, penge og berømmelse.’ Videnskabsfolk er mennesker med menneskelige motiver; nu om dage, går offentlige midler, videnskabelige priser og karrierespring til de miljømæssigt korrekte personer. Curry forklarer at blandt klimatologer er det ikke comme il faut at være begejstret for kapitalisme eller industriudvikling; man bør foretrække globalisme med en ‘verdensregering’ frem for nationalstater. Tænk anderledes og du vil blive udstødt. Klimatologi bliver mere og mere dubiøs i takt med at det bliver politik fremfor videnskab.
Man kan atter konstatere at politk, forstået som mellemmenneskelig aktivitet i en ramme domineret af magt (vold eller trusler om vold) er både uhensigtsmæssig og oven i købet umoralsk. Modsætningen er frivillige interaktioner som er karakteriseret af at de deltagende parter alle føler sig bedre stillet som følge af interaktionen.
Læs Bastiat’s Loven om hvornår magtudøvelse er berettiget.
Tidligere:
Klima og Patrick Moore
Klimakværk
Klima – Patrick Moore ( tidl. greenpeace) udvikling
I forlængelse af klimakværket omtalt i sidste uge kan nogen måske finde det interessant at se hvordan en inkarneret ‘treehugger’ har udviklet sig gennem årene. Patrick Moore var med i frontlinien hos greenpeace back in the day. Han giver p.t. ikke meget for AGW/CO2-hypotesen (forstået som det der driver temperaturændringer).
Det er en standard-frækhed ofte brugt over for folk man er uenig med at ‘man har ret til sin egen mening men ikke til egne fakta’. Men det kan imidlertid være svært at fastslå hvor solide data er og ikke mindst fortolkningen af, hvad der er årsag, virkning og i hvilket omfang vi kan påvirke vores omgivelser – for ikke at nævne overskue utilsigtede konsekvenser, hvad enten disse er økonomiske eller økologiske. Derfor er det en god ide at lade sig eksponere også for synspunkter og fortolkninger man er uenig i.
Klimakværk
Hvis man kan kalde en situation hvor folk råber skældsord efter hinanden for en diskussion, så virker det som om at mange af, hm, uenighederne, i diskussionen skyldes at man råber totalt forbi hinanden. Mennesket påvirker miljøet omkring sig med det formål at forbedre tilværelsen – det lykkes ikke altid, men kendetegner civilisation. At jordens klima ændrer sig, har ændret sig siden den blev til og formentlig vil ændre sig de sidste 4-5 milliarder år også er der næppe den store uenighed om. Så det der kan få folk til at gå i selvsving og til at ville påtvinge andre mennesker betydelige begrænsinger og/eller beslaglægge deres ejendom handler om noget helt andet.
Nogle mener tilsyneladende at menneskeheden er en kræftsvulst på jordens overflade og burde fjernes fra universet. Det synspunkt deler jeg ikke. Fortalerne skylder os argumenter for, hvilken tilstand i fortiden er jordens ‘rigtige’ tilstand og hvorfor netop den tilstand bør bevares (det umulige i at bevare status quo ses der bort fra). Den gruppe er det vanskeligt at have en frugtbar interaktion med.
Den videnskab der beskæftiger sig med klima omfatter lødig og mindre lødig aktivitet. Påstanden om at ‘the science is settled’ mht klimapåvirkning fra menneskers aktivitet må siges at være vås. For det første er videnskab netop karakteriseret ved at være falsificerbar og kan derfor ikke være ‘settled’ – for det andet forudsætter dogmet, der har religiøs (i ordets dårlige betydning) karakter, at man udvælger data tendentiøst og ser bort fra data der ikke støtter ens ‘teori’. At IPCC rapporten er et politisk dokument fremfor et der loyalt beskriver den videnskab der faktisk er udført er også åbenlyst.
Uanset hvilken fortolkning af data man anlægger, så kommer man ikke uden om at forsøg på at forudsige ‘klimaet’ f.eks. som en global middeltemperatur (som har begrænset mening) er behæftet med meget stor usikkerhed. Det er også usikkert om de tiltag der foreslås til begrænsing af en enkelt faktor (CO2) som blot er en enkelt komponent i et ekstremt komplekst system, overhovedet kan have de ønskede effekter. Til gengæld er det hævet over enhver tvivl at det har betydelige omkostninger i form af nedsat levestandard, især for de fattigste mennesker på jorden. Påstande om at ‘vi’ ikke har råd til at lade være med at gøre noget, for ellers går jorden under om 12 år, er latterlige og bagatelliserer nutidsomkostningerne. Hvis løbet alligevel er kørt, så er der jo slet ikke nogen grund til gøre noget ved de reelle problemer vi har med forurening. Problemer der bedst løses ved at folks levestandard hæves. Jo rigere folk er desto mere ønsker de at forbedre både deres fysiske og psykiske omgivelser – der bliver overskud til at vælge andet end den billigste løsning.
Når man tager i betragtning at stater har brug for en ekstern fjende for at kunne fortsætte med at trække ressourcer ud af folk, uden alt for stor risiko for oprør, kunne man let få den tanke at det klima-cirkuset handler om, er frygt. Frygt for apokalypsen, som kun statens brave mænd og kvinder kan forhindre – og kun hvis ‘vi’ allesammen løfter i flok, dvs overlader en stor del af vores ressourcer til staten, der så kan fordele rovet. Derfor er det vigtigt at folk er bange – hele tiden. For krig, og når den udebliver, for terror, for istiden, for opvarmning, for forurening, for ‘de andre’, for fattigdom, for livet selv. Når folk er bange er det nemmere at sælge dem beskyttelse. En magtfuld stat eller transnational overstat (Hi George…) kan så sælges som den eneste mulige løsning – en (flok) alvidende hersker(e) bestemmer hvor meget du må forbruge på det ene eller det andet og hvor tit du må spise, for ikke at tale om hvad du må spise.
Der er ikke nogen perfekte løsninger på ret mange problemer her i tilværelsen. Til gengæld er staten ikke det bedste valg for løsning af nogen problemer – når knappe ressourcer bedst (etisk forsvarligt og dernæst mest effektivt) skal fordeles er respekten for individets ejendom den mindst ringe model. Ikke paradis – men den mindst ringe. Spørgsmålet om i hvilket omfang atmosfæren eller havet eller… skal bruges til at dumpe affald er nemlig et spørgsmål om en konflikt imellem forskellige måder at bruge ‘deponeringsressourcen’ på.
For en udmærket gennemgang af forskellige statisme-tilgange til at (forsøge at ) regulere forurening – og dermed gøre ting værre – klik her.
Der linkes til litteratur som kan være relevant for den interesserede læser:
Videoen m Walter Block og privatisering som en uperfekt, men bedre måde at løse konflikter på – også når de handler om forurening.
Rothbard om ejendomsret og luftforurening.
Cordato også om ejendomsret og forurening.
Dolan om vanskelighederne med situationen hvor mange forurenere hver for sig kun forurener lidt, men samlet bliver det alligevel til et problem.
Man kan finde kommentarer til Dolan og svar til kommentarer i QJAE – scroll til Vol 17, no 2…