Det er ikke nemt at afgøre- når det man kan være mest sikker på er at de fleste parter – interessenter – lyver, propaganderer og søger dels at dække over egen inkompetence og dels at fremstille modparten som Den Onde Selv.
Her er et alternativt bud, fra en analytiker, der formodes at være inde i tingene og som – måske – ikke har en aktie (bogstaveligt talt i modsætning til adskillige ‘førende’ politikere i USA) i Ukraine. Kan selvfølgelig være hans pensionsfond har i russisk gas…
Hans bud er at krigen er afgjort og der kun mangler at blive tørret lidt op her og der. Læs selv og vurdér argumenterne,
Men hvorfor tæppebomber Putin ikke bare hele Ukraine? Er der en (simpel) forklaring? Næppe. Men læs også her.
Summa summarum: Tingene er helt sikkert ikke som de fremstilles i vestlige medier, heller ikke som de russiske. Men vi bør have lejlighed til selv at vurdere løgnehistorierne fra alle medier, uden undtagelse. I krig taber næsten alle.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Hvis nogen skulle have glemt det er ytringsfrihed ikke en selvstændig ‘ret’, men en del af ejendomsretten, og dermed underlagt naturlige begrænsninger.
Og ejendomsretten ved vi respekteres, undtagen når kollektivisterne siger det er ok, ikke at respektere den (Hej Skat!)
Læs Loven og forstå hvorfor man ikke med ‘loven’ i hånd kan plyndre andre mennesker. Køb den her i butikken for 37.50.
Langt de fleste af direkte og indirekte berørte parter taber når krigsherrer fører krig. Krig er en destruktiv affære hvor liv og andre værdier ødelægges. En af de værste konsekvenser er at statsmagten tilraner sig endnu mere magt, under påskud af at ‘beskytte’ befolkningen. Bliver man overfaldet kan det absolut give mening at lade andre gøremål vige pladsen og koncentrere sig om forsvaret. Problemet er at den magt, staten har taget til sig, stort set aldrig leveres tilbage.
Men når krig nu er så destruktiv, hvorfor føres der så krig? Der er desværre en magtfuld klasse, der har kronede dage. Politikerklassen der soler sig i magtens stråleglans; leverandører af våben, som regel med staten som eneste kunde (med eller uden borgernes accept); den såkaldte presse der også lukrerer på død og skibskatastrofer. Den almindelige borger derimod, og kanonføden taber. Stort. Både i form af tab af liv og legemsdele, ressourcer der fjernes fra deres egentlige interesser og al den kapital der ødelægges og gør alting dyrere og vanskeligere at få fat i.
Problemet er dobbelt kreperligt når krig kunne have været undgået, uden de store omkostninger og man må tænke sit mht om nogle rent faktisk har fremmet krigen mellem to af de mest korrupte lande i verden, fremfor at forhindre den. Grænsestridigheder mellem Rusland og Ukraine ER ikke vores ‘problem’ – det må de selv rode med – uden indblanding fra resten af verdens slyngelstater, der for tiden morer sig med at teste våben, interferens med kommunikationslinier og propagandaapparat.
Endnu engang kan man konstatere at hykleriet i den vestlige verden er enormt – når den russiske slyngelbande forgriber sig på omgivelserne er der ingen ende på fordømmelserne og propagandaen er på niveau med covid-historien (er det mon tilfældigt?) mens lignende og værre overgreb af ‘vennerne’ betragtes som ren rutine, der højst afstedkommer en bemærkning på side 12 i avisen – eller måske ligefrem applauderes der, når den myrdede selv er en slyngel – se tidligere cui bono her.
Hvad er staten? Den største trussel for langt de fleste borgere er deres egen stat – læs Rothbards dissektion af Statens Anatomi – køb den her for 37,50 inflationsramte danske kroner.
Scott Horton om historien bag Rusland-Ukraine krigen. Se talen på video – eller læs den her, på antiwar.com Nedenfor et uddrag – det tager lidt tid at læse, men det er vel fair nok, eftersom historien ikke startede den 24. februar.
Endnu engang – man kan sagtens fordømme Putins militære overfald, men det er dovenskab at påstå at det er et udtryk for vanvid, eller ambition om verdensdominans.
Just last month, at the end of February 2022, an American researcher found in the British National Archives a formerly secret document, minutes of a meeting with the political directors of the foreign ministries of America, the UK, France and Germany, on March 6, 1991, in which German representative Jürgen Chrobog, says, “We made it clear in the two-plus-four negotiations that we would not expand NATO beyond the Elbe. We can therefore not offer NATO membership to Poland and the others.” As reported by the German paper Der Spiegel, U.S. Representative Raymond Seitz said: “We have made it clear to the Soviet Union — in two-plus-four talks and elsewhere — that we will not take advantage of the withdrawal of Soviet troops from Eastern Europe.”
Et af de mest påfaldende træk ved situationen er den ekstremt koordinerede og voldsomme reaktion – ikke mindst sammenlignet med reaktionen på de talrige overgreb begået andre steder, af andre aktører. Real-politik betyder at den der har magt, kan – og oftest rent faktisk ikke holder sig tilbage med hensyn til at – udøve tvang når en svagere part ikke gør, som den stærkere part vil. Den stærke har oftest ikke fantasi til at forestille sig, at situationen kan ændre sig, og at den svagere part på et tidspunkt ikke længere vil underkaste sig. Når den svagere part har våben til egenhændigt at lægge det meste af kloden øde, skylder man resten af menneskeheden at forsøge at forstå, hvordan den svagere part ser sin situation. Det vil øge sandsynligheden for et mindre katastrofalt resultat – selvom det ikke vil føre til fryd og gammen. Jeg tvivler på at den ‘totale økonomiske krigsførsel’ fra vestlige regeringer vil føre til hurtigere afslutning på konflikten og færre dødsfald. En konflikt der desværre kunne have været undgået – hvis man havde ønsket det.
Den dimension mangler i den hjemlige (mangel på) debat.
Til gengæld er der nu pludselig vilje til at bruge flere milliarder på ‘forsvaret’. SPørgsmålet er om ‘danske værdier’ skal ‘forsvares’ i Afghanistan, Iraq, Jugoslavien, eller man skal opbygge en anderledes defensiv ekspertise. ‘Vi’ skal ikke deltage i forsøg på at tvangsindføre dæmonkrati i andre lande – det må de selv rode med. Vi kan kunne foregå med et godt eksempel. Jeg nærer ingen illusion om at et statsoverhoved der er skolet i Sovietunionen har nogen som helst varme følelser for individets negative rettigheder – ligesom de fleste andre statsoverhoveder verden over. Godt at Mette ikke råder over de samme ressourcer som Vlad! En enkelt undtagelse der bekræfter reglen er Hans-Adam.
I stedet for at straffe 140 millioner russere for overgreb begået af Putin, 35 millioner canadiere for InJustin Trudeaus megalomane overgreb på egen civilbefolkning, eller 25 millioner nordkoreanere for Kims rædselsregime (fortsæt selv listen…), så lad dem selv løse det. Men lad os udvikle defensive færdigheder der kan ramme beslutningstagerne i organisationer der overfalder os, fremfor de stakler der bliver kommanderet afsted som kanonføde. Om det skal være snigmord, droneangreb eller hvad ved jeg må vise sig. At bruge penge på F-35 forekommer mig en dårlig ide, fremfor at etablere sofistikeret overvågning af grænser, troppebevægelser, og andre begivenheder der kunne indikere truende agression. De pågældende krigsførende beslutningstagere skal have egen krop på spil. Skin in the game!
Neutralitet betyder de-eskalering, mindre risiko for at konflikter breder sig og bliver altomfavnende. (Nej, Hitler vågnede ikke op en dag, og tænkte det er en god dag at overfalde mine naboer. Det var resultatet af tidligere historiske begivenheder. Se Ralph Raico)
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
Krig er altid en dårlig løsning – som regel er det de forkerte mennesker der kommer galt afsted. Forebyggelse af krig, samhandel, respekt for at andre har absurde ideer med hensyn til hvordan de vil leve deres liv, dem om det sålænge de ikke vil tvinge deres ideer ned i halsen på en selv. Boycut og sanktioner rammer som regel også de forkerte mennesker, fremfor dem man (hævder man) vil straffe. Måske er tanken om en bevæbnet befolkning fremfor et stående militær ikke så tåbelig – kombineret med udvikling af metoder til at ramme individer fremfor kanonføde som et forsvar mod overgreb en bedre brug af ressourcer. Det kan være vi ønsker at bruge flere ressourcer på at udvikle denne kapacitet, end det der p.t. bliver (mis)brugt på deltagelse i internationale eventyr.
Vi afslutter med et uddrag fra Rothbards Statens Anatomi, kapitlet om hvordan Staten forholder sig til andre Stater, og overgangen fra begrænset krigsførsel til total krigsførsel – hvilket ikke kan ses som et fremskridt! Køb Statens Anatomi her i butikken – 37,50.
Den næsten fuldstændige adskillelse mellem private civile og Statens krigsførelse i det 18. århundredes Europa understreges af Nef:
Selv postudbringning blev ikke begrænset særligt længe i krigstid. Breve cirkulerede uden censur, med en frihed der vækker til forbløffelse hos en person fra det 20. århundrede. …Indbyggere fra to krigsførende nationer talte når de mødtes, og når de ikke kunne mødes udvekslede de breve, ikke som fjender, men som venner. Den moderne opfattelse eksisterede knapt…at indbyggere i et ‘fjendeland’, skulle være ansvarlige for deres herskeres krigeriske handlinger. Ej heller havde de krigsførende herskere nogen særlig interesse i at stoppe kommunikation med fjendens indbyggere. Den tidligere inkvisitoriske praksis med udspionering i forbindelse med dyrkelse af religion og tro, var ved at forsvinde, og ingen tilsvarende inkvisition i forbindelse med politisk eller økonomisk kommunikation blev overvejet. Pas blev oprindeligt indført for at sikre sikker passage i krigstid. I det meste af det 18. århundrede faldt det ikke europæerne ind at opgive deres rejser i et andet land, selvom deres eget land førte krig imod det.
Og eftersom handel i stigende grad blev anerkendt som fordelagtig for begge parter, blev det 18. århundredes krigsførelse modsvaret af en betydelig grad af “handel med fjenden”.
Vi behøver ikke her uddybe omfanget af Statens brud på civiliseret krigsførelse i dette århundrede. I den moderne æra, hvor total krig kombineret med teknologi der muliggør total destruktion, forekommer selve ideen om en krig begrænset til Statens apparati [slæng af lejesvende og bureaukrater, red.] som sær og mere anakronistisk end den originale amerikanske forfatning.
Endelig. KRIG! Man kan høre de lettelsens suk rundt omkring på redaktionerne af det, der går for at være presse. Virus-virakken var ved at miste lidt af glansen i takt med, at pressen totale svigt i forhold til at kaste lys over statsmagternes overgreb på befolkningerne bliver tydeligere og tydeligere. Heldigvis er der en andenrangs despot der har fået nok østpå, og slår sig i tøjret så hyænerne i pressekorpsene har noget at rive i.
Det er ikke svært, og tilmed berettiget, at fordømme brugen af militær magt i det der for tiden går under navnet Ukraine – verden ville have været et mindre uskønt sted hvis Putin havde handlet mindre agressivt.
Det er imidlertid påfaldende hvordan han udråbes til at være vanvittig, uden for pædagogisk rækkevidde, en slyngel (dét kan man være enig i!) der kun forstår magtens sprog – samtidig med at man omhyggeligt(?) undlader at forsøge at se situationen fra despotens side. Siden det forfærdelige sovjetiske regime styrtede i grus under egen vægt og reducerede den militære tilstedeværelse i Østeuropa har Nato, i stedet for at nedlægge sig selv, bredt sig som en kræftsvulst ind i Ruslands ‘interessesfære’. Hvad enten man bryder sig om interessesfærer eller ej, har også Rusland en legitim interesse i at beskytte sig mod overfald udefra. Indlemmelsen af flere og flere tidligere østlande i Nato kan måske virke som en beskyttende paraply, hvis man er på indersiden, men set udefra kan det afgjort betragtes som forberedelserne til et overgreb. Når dertil kommer hykleriet mht andre landes suverænitet og grænsedragning – vi behøver ikke gå tilbage til opdelingen af verden efter 1. Verdenskrig, men kan blot nævne Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen hvor ‘Nato’ blander sig i andre landes anliggender – for ikke at nævne indblanding i Ukraine(!) hvor den ene semi-demokratisk valgte diktator blev kuppet med installation af en anden i 2014.
Heldigvis er der anledning til store, fede overskrifter med KRIG og en anerkendt slyngel så vi kan undlade at fordømme InJustin Trudeau’s groteske overgreb på egen befolkning – hvis Vlad havde gjort noget tilsvarende ‘hjemme’, ville fordømmelserne ingen ende have haft. Heldigvis er det nu Vlads skyld af din energipris (og alle andre priser) er i skyerne, det har intet at gøre med den afsindige energipolitik der er ført de sidste årtier. Så det behøver vi heller ikke at bruge mere noget krudt på at undersøge nærmere.
Project veritas gør, som Mogens sagde, et farligt, men fædrelandsnyttigt job, her med afsløringer af statslige institutioners kendskab til, og måske fremme af gain-of-function forskning.
Næppe, men det virker en anelse utroværdigt at fastholde historien om Den Gode Stat der blot ønsker at tage sig kærligt af undersåtterne og derfor – for deres egen skyld, naturligvis – må begrænse deres tilværelse alvorligt. Når hertil kommer brug af klassiske mekanismer for at kontrollere folkemængden, udnævnelsen af syndebukke, så er det nok snarere et simpelt magtspil om hvem der skal kontrollere befolkningen der er i gang.
Kigger man sig omkring er det åbenlyst ikke en epidemi blandt de uvaccinerede. Udskamningen er forløberen for yderligere segregering, tvang og totalitær kontrol som bør mødes med massiv kritik og modstand. Folketinget overlader magt til en lille skare under dække af en samfundskritik sygdom – der oplagt ikke er samfundskritisk. Denne skare kan herefter uden at gøre rede for de umiddelbare, de afledte og de langsigtede konsekvenser af deres tiltag, dekretere hvad den uvaskede pøbel må og ikke må og hvilke kontrolinstanser de skal underkaste sig for at ‘få lov til’ at deltage i samfundslivet.
Ser man på steder hvor restriktioner og vaccination har været mest udbredt er de ikke klart bedre stillet. Det burde de være i udtalt grad, for blot at forsøge at retfærdiggøre de drakoniske indgreb i folk tilværelse der finder sted. Vi konstaterer endnu engang at Statens ‘løsninger’ på reelle problemer er langt værre end problemerne selv; løsningen af disse overlades bedst til civilsamfundet uden brug af tvang. Tvang er uacceptabelt og fører oftest ikke til det påståede ønskede udkomme (medmindre dette netop er at undertvinge folk).
Vil du vaccineres? Fint. Vil du bære maske? Gør det bare. Vil du tvinge andre til det samme? Vil du tvinge folk til at vise ‘papirer’? Skrub af! Det advarede vi om her den 15. marts 2020
Som endnu en illustration af den begrænsede forståelse vi har med hensyn til begrænse denne type virus UDEN enorme, uacceptable omkostninger er influenza måske på vej tilbage, læs mere her om influenza. Især i lande som har mest immunitet som følge af tidligere covid, mens de mest vaccinerede lande formentlig må berede sig på endnu en covid-bølge – men stadig ikke ‘samfundskritisk. Genlæs her.
Så, nej, brugen er syndebukke er næppe udtryk for stupiditet, men snarere en variant af en ‘dygtig politiker’. Eller det der er værre…
Naturally, the common people don’t want war … but after all it is the leaders of a country who determine the policy, and it is always a simple matter to drag the people along, whether it is a democracy, or a fascist dictatorship, or a parliament, or a communist dictatorship. Voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is to tell them they are being attacked, and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same in every country.
Kan det mon passe at Italien omklassificerer dødsfald i forbindelse med positiv test for Den Onde Virus – og nedjusterer ‘dødstallet’ radikalt?
Kan det mon passe at myndigheder her og der ruller vaccinepas og vaccinationspres ud, vel vidende at den påståede effekt på smittespredning ikke holder (her, her, her, her)? Men åbent udtaler at det er for at få den uvaskede, uvidende, uvaccinerede rest til at underkaste sig? Se den amerikanske appeldomstols gennemgang her:
The underinclusive nature of the Mandate implies that the Mandate’s true purpose is not to enhance workplace safety, but instead to ramp up vaccine uptake by any means necessary.
Herhjemme skal Christian Bjørnskov have tak for vedholdende at påpege tåbelighederne i den førte politik. Det er på tide at stoppe med at underkaste sig urimelige overgreb fra politikere og embedsstand.
Christian Bjørnskov har en blogpost der underholder med et tankeeksperiment – valgløfter som bindende kontrakter mellem befolkning og politikere. Konteksten er selvfølgelig at der bliver lovet guld og grønne skove før valget men guldet og skovene materialiserer sig ikke efter valget. Valgløfterne karakteriseres som cheap talk: gratis og uden nogen som helst konsekvenser. Ved nærmere eftertanke er det imidlertid ikke helt rigtigt. De tomme valgløfter er ikke gratis! (nogle af dem bliver delvist indført, for andre folks penge) og er bestemt ikke uden konsekvenser, for omgivelserne korrumperes af løgnene og løfter om, at politikere kan give noget til nogen. Det kan de – ved at tage fra andre.
Det ER i parentes bemærket et tankeeksperiment – jeg er ret sikker på Bjørnskov er klar over umuligheden i en ‘kontrakt’ – en aftale om at overføre ejerskab mellem forskellige parter. Tankeeksperimentet illustrerer snarere demokratiets fallit.
Staten, eller nærmere regeringen, består af en flok mænd ganske som du og jeg. De har i det store hele intet særligt talent for virksomhed eller regering; blot talent for at blive valgt til og fastholde en plads på tinge. Deres vigtigste middel til dét, er at opsøge grupper der råber og skriger efter noget de ikke kan få, og love dem at give det ‘noget’ til dem. Ni ud af ti gange er løftet værdiløst. Den tiende gang opfyldes det ved at plyndre A for at give til B. Med andre ord, regeringen er blot en hæler hvis forretningsområde er plyndring og valget er en form for forsalg af tyvekoster.
Kan plyndring via lovgivning forsvares? Nej! Den enkelte har ikke ‘ret’ til at stjæle fra en anden, og kan heller ikke stjæle ved at benytte sig af en mellemmand. Læs Bastiats Lovenom hvad lov er og hvilke rettigheder der kan uddelegeres. Fås her i butikken for 37,50.
Forestillingen om at ‘vi’ kan tvangsindføre vores version af hvordan folk bør leve på den anden side af jorden er et eksempel på hvor farligt det er, at overlade ressourcer til politikerbyrden. De vil spendere i blind tro på egen ufejlbarlighed, nogle af dem måske endda i god tro. Det kan dog ikke ændre på realiteterne, som er at folk flest ikke bryder sig om at få dikteret hvordan de skal opføre sig af fremmede, slet ikke fremmede der står med våben i hånd eller flyver over landet med droner og bomber.
At den daværende danske statsminister skulle pleje NATO-ambitioner og med støtte fra et folketing ‘førte’ Danmark ind i den afghanske tragedie burde føre til almindelig fordømmelse og udelukkelse fra stillinger aflønnet med tvangsinddrevne midler. Overgreb på egen befolkning (tvangsinddrivning af ressourcer) benyttes til endnu værre overgreb på andre befolkninger (er den afghanske, syriske, irakiske, libyske, somaliske…befolkning bedre stillet efter fremmede krigstogter drevet af påståede velmente hensigter?).
Mener du at folk i andre lande behandler hinanden overordentligt skidt (og det kan vi nok blive enige om forekommer – ikke mindst i Afghanistan!) så må du overbevise dem om at de skal ændre adfærd – du kan prøve at tvinge dem, det vil næppe lykkes. Du kan forsøge at lave en indsamling blandt dine ligesindede og etablere en fremmedlegion der skal påse at barbarerne opfører sig anstændigt. Men du har ingen ret til at påføre medborgere omkostninger direkte eller indirekte for dine eventyr. Hvis politikerbyrden mener at have ansvar for en andel af de afghanere der har modtaget betaling for ‘ydelser’ og fejlkalkuleret begivenhedernes gang, så må de modtage disse i eget hjem og bære omkostningerne herved af egne, private ressourcer. De kan også bede om frivillige bidrag; mange mennesker hjælper gerne andre i nød – men villigheden påvirkes i negativ retning af statens altdominerende position (Om tyveri) indenfor bistandsområdet.
‘Joe Biden’ er ved at blive kørt i stilling til at blive ofret for (overlagt?) at forkludre en tilbagetrækning der skulle have været effektueret for længe siden, i en krig vi kan takke Bush og Obama (se Fool’s Errand) for, en krig der aldrig skulle have været startet.
Diskussionen om patenter som ‘nødvendige’ for at ‘vi’ kan have investeringer der først giver afkast efter lang tid dukker af og til op. Når Mette eller andre politikere finder det ‘interessant’ at se på patent-lovgivningen er det ikke fordi de pludselig har indset hvor skadeligt patentet er for privat ejendomsret og fremskridt. Intet ligger dem fjernere. De lider under vrangforestillingen om, at andre folks ejendom er noget politikere frit kan omfordele. Det var patentets oprindelse, hvilket ikke gør det bedre. Men hvad er formålet med at have ejendomsret? Og til hvad giver det mening at have ejendomsret? Formålet kan siges at være forsøget på at undgå voldelige ‘løsninger’ på uenighed om, hvem der har retten til at disponere over en knap ressource. Luft er for eksempel generelt ikke en knap ressource, men kan være det i 10 km højde eller på månen, hvor det giver mening at tale om ‘min luft’ i den flaske jeg har medbragt. Formålet med lov er retfærdighed – ikke at fremme bestemte interesser, bestemte aktiviteter eller at sikre nogle en indtjening – som altid vil ske på bekostning af andre når det gennemføres med politiske midler.
Man kan erhverve sig ejendomsretten til en knap ressource enten ved at være den første der finder eller opdager den, eller via kontrakt, dvs får den fra en anden person der retmæssigt ejer den, som gave eller som modydelse. EJendomsretten ‘udløber’ ikke. Den cykel du fik stjålet er stadig din, selvom den der nu kører på den i god tro har købt den af tyvens hæler. Hvis du kan vise det er din stjålne cykel må ham der uretmæssigt kører på den aflevere.
Et patent, derimod, udløber og har intet med ejendomsret at gøre. Det er blot et monopol hvis indehaver (mis)bruger statens voldsmonopol til at forhindre andre i at bruge deres egen ejendom som de finder bedst. Traditionelt var patentet en gave fra monarken til yndlingene, en tilladelse til at plyndre via pirateri. Siden udviklede det sig til en gave man kan få mod at afsløre detaljer om ens opfindelse. En gave der består i, at statens lakajer forfølger konkurrenter hvis de bruger egne ressourcer på at fremstille noget man har patent på – selvom de måske selv har fået ideen.
I den ellers ofte udmærkede Cepos-podcast, samfundstanker, luftede deltagerne for nylig en almindelig misforståelse. Nemlig den at et patent beskytter ejendomsretten. Det modsatte er imidlertid tilfældet, patenter er et overgreb på ejendomsretten der udnytter statens magtmonopol til at forhindre folk i, at bruge deres egne ressourcer som de vil. (Anledningen var den med at ophæve patentet for coronavirus vaccine patenter – med det ofte brugte, men ikke valide argument (se Boldrine and Levine, Against Intellectual Monopoly Ch. 9), at hvis man fjerner patentet vil det reducere udviklingen af nye vacciner/lægemidler.)
Vi har tidligere været inde på ophavsret, herunder misforståelsen om at patenter fremmer innovation, og Stephan Kinsella, en patentadvokat, der udover sin afsky for patenter også er en af de skarpeste tænkere inden for voluntarisme. Se denne korte video (25 min) og bliv gjort opmærksom på forhold du måske vil opfatte som selvindlysende når først logikken bag er blevet åbenbaret. Ikke desto mindre er der mange der drager fejlslutninger på feltet, fejlslutninger der nemmere opstår når ma ikke holder sig for øje hvad formålet med lov egentlig er – læs om dét med dine børn i Tuttle tvillingerne og loven.
Grådighed er et usympatisk karaktertræk som desværre også er meget menneskeligt. I det små og i det store. Hykleriet i det store driver dog ned ad væggene når en politiker beskylder banker for grådighed. På bedste Orwell’sk maner er det blevet til grådighed når man vil beholde ens egen ejendom og gavmildhed når man tager andres og bruger den til at købe stemmer for. Staten har knytnæven der er velegnet til trusler og tvang – med de midler den truer sig til skaber den afhængighed og fremmer hjælpeløshed og belønner vennerne.
Politikere er indbegrebet af grådighed i deres konstante begær efter andres ejendom. De presser citronen og river derefter skallen. Lad os slå fast igen og igen: Der er intet godgørende eller gavmildt over at tage noget fra én for at give til en anden – heller ikke når nogen er i nød. Det er og bliver blot plyndring. Korruptionen kryber ind overalt når politikere blander sig. Ingen (få…) kan sige sig fri. Når vi tilbydes ‘gratis’ det ene eller det andet, eller statsgaranteret indkomst takket være særlige privilegier, så er vi tilbøjelige til at tage imod. Nogle gange under dække af, at så får man dog en lille andel af den tvangsinddrevne skat tilbage…
En dygtig politiker lover til højre og venstre og finder altid på noget man kan gøre for at tækkes et vælgersegment – med ressourcer der er hentet hos andre. Når ministeren harcelerer over bankernes mere eller mindre ublu jagt på kundernes penge glemmer han at politikerbyrden er en af årsagerne til at bankerne ‘må’ til at tage sig betalt også for indlån. At bankerne er villige medsammensvorne er en anden historie.
Selvfølgelig skal man betale for de ydelser banken leverer – adgang til ens penge når som helst og hvor som helst, uden at slæbe på kontanter, risikodækning for netsvindel, formidling af lån med meget mere. Der er ingen anden til at betale end kunden. Men afskaffelsen af renter på konti hvor man afstår fra at benytte pengene i en aftalt periode af kortere eller længere varighed og ‘negative’ renter er en konsekvens af politikeres manipulation.
Løsningen af problemer skabt af problemløseren selv er statens og bureaukratiets fineste kendetegn, udover tvangselementet, naturligvis.
I disse dage gratulerer politikere hinanden over en hjælpepakke til ‘kulturlivet’ – det kulturliv de selv har smadret til ukendelighed, eller en mink-pakke (hvor bliver rigsretssagen af?) hvor staten afliver et erhverv og dernæst uddeler andre folks penge til ofrene for statens overgreb. Vi må jo forstå at det er til vores eget bedste at vi sådan får frataget selvbestemmelse. I svære tider kan vi ikke selv træffe svære beslutninger, det er for svært – så derfor må politikere og embedsværket modstræbende udstede ordrer om hvordan, hvornår, hvor, hvorlænge og med hvem vi må gebærde os. Hensigten helliger midlet (?!) – og selvom den erklærede hensigt kan være nok så god er resultatet pauvert, for nok kan staten ikke skabe noget, men den er i særklasse når det handler om ødelæggelse.
Selvom hensigten kunne være nok så nobel er det ikke et argument for at fratage mennesker deres værdighed. Nogle funktioner bliver udråbt som ‘essentielle’ og alle andre må så gå i dvale mens vi venter på uvejret, den lange virus-vinter driver over. Det gør den imidlertid aldrig, der dukker nye varianter op eller andre katastrofer som vi må beskyttes mod, for som de uselvstændige væsener vi er (blevet – tak for ‘gratis’ ‘uddannelse’!) må vi forlade os på vores herskere velvilje og klogskab.
Hvis du mener at en anden person ikke leverer noget du har brug for, kan du undlade at handle med vedkommende, du kan beskytte dig mod synet, lugten, lyden af andre men du kan ikke fratage dem deres eksistens. Nogen må gøre noget, tænker man. Og politikere skal udvise handlekraft så folket kan se hvor storartet det er. Handlekraft er magt, love må laves, dekreter udstedes. Og vi ved efterhånden godt, at der er utilsigtede effekter, som kalder på at nogen må gøre noget…Opgaveglidning florerer, dobbelt op på snyd med håndsprit hvis det har relation til et bestemt virus – vi kan ikke overlade folket, den umælende flok, til charlataner, ganske ubeskyttet som et lille barn. Når nogen stikker næsen frem og kritiserer religionen staten og det kunne have at gøre med noget virus – hep, dobbelt op på straffen. (Bemærk hvordan ‘stormløbet på kongressen i Washington 6. Januar flettes ind – w-t-f?!)
Den elendighed som ligger i kølvandet, ikke på virussen, men på myndighedernes tiltag, bruges nu til holde folk som gidsler. I får en lille flig af jeres frihed – frihed som aldrig har været statens at tildele – tilbage, når I underkaster jer de tiltag vi foreskriver, og lader underkastelsen registrere i et corona-pas. Kun til brug for at ‘vi’ kan ‘åbne’ samfundet. Men også her kommer der til at ske opgaveglidning og pludselig har du permanent husarrest hvis du ikke føjer corona-kommissæren, og rationerne bliver mindre og består snart kun af gammelt, muggent brød.
Den adfærd der foreskrives er ikke samfundssind – men samfundsafsind.
Vi er ikke staten, staten er ikke os og den er ikke algod. Staten er, som Rothbard beskrev, den organisation der skaffer sig sit udkomme ved hjælp af trusler om vold og vold. Lær om dens Anatomi her.
Jeffrey Tucker på AIER om alle de steder der begynder at løsne kvælertaget på befolkningen en lille smule…
En forfatning eller en grundlov som ikke bliver respekteret eller håndhævet er ikke det papyrus værd, teksten er skrevet på. Politikerbyrden har ikke gode intentioner og er ikke i stand til at afgøre hvad der er bedst for andre mennesker og regne kan de heller ikke. Når folk indser at der kun henvises til grundlovsmæssige detaljer når det passer ind i propagandaen, men ellers er man ligeglad, begynder de – måske – at løfte hovedet. Hvis der ikke er modstand bliver det kun værre.
…kommer vi nok til at vente længe på. Heller ikke abdicering står lige for eller løftet om tilbagebetaling og erstatning for den ødelæggelse, økonomisk, helbredsmæssigt og socialt, som hendes regering har afstedkommet. Af egen lomme, naturligvis.
Ikke desto mindre må vi holde fast i at ville det være på sin plads. Og at det enøjede fokus på en eneste ting – den onde virus – må bringes til ophør. Der er IKKE behov for mere koklokke!
Erkendelse af, at myndighedernes reaktion dels er helt ude af proportion med truslen, dels ikke har de erklærede effekter og i øvrigt hviler på en misforståelse med hensyn til hvad regeringens knyttede næve kan og ikke kan udsætte befolkningen for, halter det med.
Christian Bjørnskov har længe været en fornuftens stemme herhjemme og den afsluttende bemærkning fra hans nylige blogpost citeres (læs den hele):
At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.
What, then, is the path to the future? We can stay on the present catastrophic course or we can reverse it. The sooner governments wise up and stop hurting everyone like this the sooner the healing can begin. It will take years, decades, but a version of the rule of medicine from the ancient days pertains: first stop doing harm.
Kan I huske de 14 dage der skulle tage toppen af kurven?
Dine medmennesker udgør ikke en akut dødstrussel imod dig, heller ikke hvis de trækker vejret i din retning. Ønsker du at forsøge at påvirke risikoen for at blive syg (eller dø) kan du overveje at blive hjemme, at tage maske på, at lade dig vaccinere eller forsøge med 117 andre ting. Ingen af delene retfærdiggør tvang eller trusler over for andre eller krav om at de ikke må bevæge sig rundt umaskerede, uvaccinerede, uvaskede, uhumske eller uenige med dig.
Når love bliver brugt til andet end at beskytte privat ejendom er grunden til kiv og strid lagt. Frédéric Bastiat beskrev dette præcist i pamfletten ‘Loven’ – få den her i butikken på dansk – 37,50.
Kig på denne video (38 min) – om trakasserierne ved det amerikanske folketing. Det er Dave Rubin der har besøg af øjenvidner og rigtige journalister. Måske kan man få bekræftet eller udfordret sine fordomme. Hykleriet udstilles og fraværet af ønske om en gensidig respektfuld diskussion af samfundets indretning bliver tydeligere. Det aner man også herhjemme, hvor staten har haft årtier til at opdrage undersåtterne i den rette ånd og fjerne folks uafhængighed og medmenneskelighed.
Statsmediernes udrensning kører for fulde gardiner. Det er ikke kønt. For at aflede opmærksomheden(?) handler alt! om den Onde Virus.
According to the Brookings Institution, polls overstate the share of Covid-19 deaths among younger people (those aged under 25) by 800-fold. The public also appear to believe that many more coronavirus cases end up in hospital than is the case. Virus deaths as a share of the population are similarly skewed in the public mind. An August UK poll found that respondents believed that some 6%-7% of the British population had already died from the coronavirus, roughly 100 times greater than actual fatalities. Psychologists ascribe the exaggerated fears unleashed by the pandemic to “salience bias” and “emotional innumeracy”….
Last year’s epidemics of greed and fear should be extinguished over the coming months. Or maybe not. As Mackay wrote, “men, it has been well said, think in herds; it will be seen that they go mad in herds, while they only recover their senses more slowly, and one by one.”
…eller 1 ud af cirka 76.000. Det er den anslåede mortalitet for personer inficeret med Den Onde Virus blandt Singapores migrantarbejdere (via AIER).
Det noget morbide(!) eksempel på, hvad et totalitært regime kan gøre mod visse individer i samfundet er et fænomen der er interessant i sig selv. I dette tilfælde tjener det til illustration af den bizarre tilgang de fleste myndigheder i verden har anlagt, stillet over for en ondartet luftvejsvirus der ikke udmærker sig ved ekstraordinær farlighed sammenlignet med øvrige svøber verden døjer med.
Kort fortalt blev omkring 320.000 personer nærmest spærret inde under rimeligt kummerlige forhold og knap halvdelen blev smittet. Der angives 2 dødsfald og 25 intensivindlæggelser (man kan altid spekulere på om oplysningerne står til troende…det gælder også WHO, og Our World in data)
Det helt ekstraordinære har netop været myndighedernes monomane fokus på denne ene trussel som om et dommedagsmeteor pludselig var dukket op på kollisionskurs med jorden.
Et andet karakteristikum ved myndighedernes ‘håndtering’ af situationen er oppiskning af en panikstemning – enhver er i yderste livsfare, blot hvis en anden person udånder i retning af én. Dette til trods for at der er en stejl gradient med hensyn til risiko – hvor de yngste blandt os har en markant mindre risiko for alvorlig sygdom eller død sammenlignet med de ældste. Se tallene fra amerikanske CDC i sidste uge post Mette skal dø.
Dernæst må man overveje hvilke motiver der ligger til grund for diverse landes regeringer, når de handler som de gør. Er det ondskab eller uvidenhed, eller bare bare Me2? Overblik over nedlukninger kan ses her klik på Lockdown). Vi har brug for en ny Helsinki-deklaration.
Staten og dens intellektuelle har med mange, forskellige argumenter, forført undersåtterne til at støtte deres hersker. Grundlæggende kan argumenterne sammenfattes som følger: a) Statens herskere er store og vise mænd (deres magt er givet af guddommelighed), de udgør et aristokrati, de er videnskabelige eksperter, langt større og bedre end almindelige dødelige, og b) nogle skal herske, for regering er uundgåelig, absolut nødvendig, og langt bedre end den ubeskrivelige dårskab der ville følge, hvis der ingen regering var. Alliancen mellem Kirke og Stat var en af de ældste og mest succesrige varianter af dette ideologiske kunstgreb. Herskeren var enten salvet af Gud, eller, som i de orientalske totalitære riger, herskeren selv var Gud, og derfor ville enhver modstand mod hans regeren være det rene blasfemi. Statens præsteskab udførte den intellektuelle funktion med at sørge for folkets støtte til, ja endda tilbedelse af, herskerne.
Bananrepublikken der ikke kan afholde troværdig afstemning – Glen Greenwald her. Mere bananrepublik via Pepe Escobar.
Otto Brøns-Petersen beklager The Donalds hastige udmeldinger om svindel med mangel på dokumentation, med henvisning til ‘uregelmæssigheder’. Man kunne sige at omfanget af uregelmæssigheder er mistænkeligt i sig selv. Se link til Escobar ovenfor. Havde det været golf skulle den siddende præsident formentlig have haft 3-4 ekstra slag på hvert hul for at kompensere for den syndflod af misinformation mainstream medierne har oversvømmet verden med de seneste 4 år. The Donald skal ikke takkes for ret meget – men udstillingen af hykleriet og nedsmeltningen af the establishment har haft sin egen underholdningsværdi og det bliver svært at få al tandpastaen tilbage i tuben. Som en ikke uvæsentlig parentes har han ikke startet nye krige, hvilket bør påskønnes. Et andet væsentligt bidrag er at respekten for præsidentembedet så småt kan anfægtes – legitimiteten af præsidentens magt eksisterer ikke længere i manges øjne – desværre tror mange stadig at embedsvældets udøvelse af magt på magisk vis fører til gunstige resultater. Værdien af stemmeri er – stærkt – overdrevet.
Hans-Hermann Hoppes Democracy: The God that Failed beskriver glimrende mekanismerne i demokrati og anfægter systemets status som ‘det mindst ringe’. Jeff Deist gennemgår bogen over tre seancer – find dem på the Human Action Podcast.1, 2 og 3.
For et par år siden gik det op for nogle at der kan fuskes med stemmemaskinerne – i år ser det måske lidt værre ud, se også project veritas her. Og tragedien i USA forværres af, at halvdelen af stemmeafgiverne (hvis eller vi kendte nævneren, men det gør vi heller ikke…) føler at den anden halvdel er fuldstændigt ude i hampen.
Demokrati fungerer ikke når der kan stemmes om andres penge eller om om hvordan andre bør leve deres liv. Det fører til kamp om magten til at dominere ‘modparten’, tvinge ham til noget han ikke ønsker – ganske som Bastiat beskrev for små 200 år siden i Loven.
Mark Woolhouse, professor i epidemiologi, rådgiver for den britiske bande, erkender at nedlukning var en fejl – og han ‘…vil aldrig se en national nedlukning igen.’ (Express)
Når Sverige udlægges som et af de værst ramte steder på kloden (fordi de, måske overraskende, undlod tvangsmæssige foranstaltninger) så må man spørge sig selv: Sammenlignet med hvad?
Scott Atlas 18. juni 2020 (50 min) – har holdt hovedet koldt fra starten – og er nu genstand for personangreb, iflg RonPaulLibertyreport.
Jeffrey Tucker har en mulig forklaring på misèren – og det er ikke en stor, fæl konspiration – AIER Banderne kopierer simpelthen hinanden…
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
