Christian Bjørnskov har en blogpost der underholder med et tankeeksperiment – valgløfter som bindende kontrakter mellem befolkning og politikere. Konteksten er selvfølgelig at der bliver lovet guld og grønne skove før valget men guldet og skovene materialiserer sig ikke efter valget. Valgløfterne karakteriseres som cheap talk: gratis og uden nogen som helst konsekvenser. Ved nærmere eftertanke er det imidlertid ikke helt rigtigt. De tomme valgløfter er ikke gratis! (nogle af dem bliver delvist indført, for andre folks penge) og er bestemt ikke uden konsekvenser, for omgivelserne korrumperes af løgnene og løfter om, at politikere kan give noget til nogen. Det kan de – ved at tage fra andre.
Det ER i parentes bemærket et tankeeksperiment – jeg er ret sikker på Bjørnskov er klar over umuligheden i en ‘kontrakt’ – en aftale om at overføre ejerskab mellem forskellige parter. Tankeeksperimentet illustrerer snarere demokratiets fallit.
Staten, eller nærmere regeringen, består af en flok mænd ganske som du og jeg. De har i det store hele intet særligt talent for virksomhed eller regering; blot talent for at blive valgt til og fastholde en plads på tinge. Deres vigtigste middel til dét, er at opsøge grupper der råber og skriger efter noget de ikke kan få, og love dem at give det ‘noget’ til dem. Ni ud af ti gange er løftet værdiløst. Den tiende gang opfyldes det ved at plyndre A for at give til B. Med andre ord, regeringen er blot en hæler hvis forretningsområde er plyndring og valget er en form for forsalg af tyvekoster.
Kan plyndring via lovgivning forsvares? Nej! Den enkelte har ikke ‘ret’ til at stjæle fra en anden, og kan heller ikke stjæle ved at benytte sig af en mellemmand. Læs Bastiats Lovenom hvad lov er og hvilke rettigheder der kan uddelegeres. Fås her i butikken for 37,50.
Forestillingen om at ‘vi’ kan tvangsindføre vores version af hvordan folk bør leve på den anden side af jorden er et eksempel på hvor farligt det er, at overlade ressourcer til politikerbyrden. De vil spendere i blind tro på egen ufejlbarlighed, nogle af dem måske endda i god tro. Det kan dog ikke ændre på realiteterne, som er at folk flest ikke bryder sig om at få dikteret hvordan de skal opføre sig af fremmede, slet ikke fremmede der står med våben i hånd eller flyver over landet med droner og bomber.
At den daværende danske statsminister skulle pleje NATO-ambitioner og med støtte fra et folketing ‘førte’ Danmark ind i den afghanske tragedie burde føre til almindelig fordømmelse og udelukkelse fra stillinger aflønnet med tvangsinddrevne midler. Overgreb på egen befolkning (tvangsinddrivning af ressourcer) benyttes til endnu værre overgreb på andre befolkninger (er den afghanske, syriske, irakiske, libyske, somaliske…befolkning bedre stillet efter fremmede krigstogter drevet af påståede velmente hensigter?).
Mener du at folk i andre lande behandler hinanden overordentligt skidt (og det kan vi nok blive enige om forekommer – ikke mindst i Afghanistan!) så må du overbevise dem om at de skal ændre adfærd – du kan prøve at tvinge dem, det vil næppe lykkes. Du kan forsøge at lave en indsamling blandt dine ligesindede og etablere en fremmedlegion der skal påse at barbarerne opfører sig anstændigt. Men du har ingen ret til at påføre medborgere omkostninger direkte eller indirekte for dine eventyr. Hvis politikerbyrden mener at have ansvar for en andel af de afghanere der har modtaget betaling for ‘ydelser’ og fejlkalkuleret begivenhedernes gang, så må de modtage disse i eget hjem og bære omkostningerne herved af egne, private ressourcer. De kan også bede om frivillige bidrag; mange mennesker hjælper gerne andre i nød – men villigheden påvirkes i negativ retning af statens altdominerende position (Om tyveri) indenfor bistandsområdet.
‘Joe Biden’ er ved at blive kørt i stilling til at blive ofret for (overlagt?) at forkludre en tilbagetrækning der skulle have været effektueret for længe siden, i en krig vi kan takke Bush og Obama (se Fool’s Errand) for, en krig der aldrig skulle have været startet.
Diskussionen om patenter som ‘nødvendige’ for at ‘vi’ kan have investeringer der først giver afkast efter lang tid dukker af og til op. Når Mette eller andre politikere finder det ‘interessant’ at se på patent-lovgivningen er det ikke fordi de pludselig har indset hvor skadeligt patentet er for privat ejendomsret og fremskridt. Intet ligger dem fjernere. De lider under vrangforestillingen om, at andre folks ejendom er noget politikere frit kan omfordele. Det var patentets oprindelse, hvilket ikke gør det bedre. Men hvad er formålet med at have ejendomsret? Og til hvad giver det mening at have ejendomsret? Formålet kan siges at være forsøget på at undgå voldelige ‘løsninger’ på uenighed om, hvem der har retten til at disponere over en knap ressource. Luft er for eksempel generelt ikke en knap ressource, men kan være det i 10 km højde eller på månen, hvor det giver mening at tale om ‘min luft’ i den flaske jeg har medbragt. Formålet med lov er retfærdighed – ikke at fremme bestemte interesser, bestemte aktiviteter eller at sikre nogle en indtjening – som altid vil ske på bekostning af andre når det gennemføres med politiske midler.
Man kan erhverve sig ejendomsretten til en knap ressource enten ved at være den første der finder eller opdager den, eller via kontrakt, dvs får den fra en anden person der retmæssigt ejer den, som gave eller som modydelse. EJendomsretten ‘udløber’ ikke. Den cykel du fik stjålet er stadig din, selvom den der nu kører på den i god tro har købt den af tyvens hæler. Hvis du kan vise det er din stjålne cykel må ham der uretmæssigt kører på den aflevere.
Et patent, derimod, udløber og har intet med ejendomsret at gøre. Det er blot et monopol hvis indehaver (mis)bruger statens voldsmonopol til at forhindre andre i at bruge deres egen ejendom som de finder bedst. Traditionelt var patentet en gave fra monarken til yndlingene, en tilladelse til at plyndre via pirateri. Siden udviklede det sig til en gave man kan få mod at afsløre detaljer om ens opfindelse. En gave der består i, at statens lakajer forfølger konkurrenter hvis de bruger egne ressourcer på at fremstille noget man har patent på – selvom de måske selv har fået ideen.
I den ellers ofte udmærkede Cepos-podcast, samfundstanker, luftede deltagerne for nylig en almindelig misforståelse. Nemlig den at et patent beskytter ejendomsretten. Det modsatte er imidlertid tilfældet, patenter er et overgreb på ejendomsretten der udnytter statens magtmonopol til at forhindre folk i, at bruge deres egne ressourcer som de vil. (Anledningen var den med at ophæve patentet for coronavirus vaccine patenter – med det ofte brugte, men ikke valide argument (se Boldrine and Levine, Against Intellectual Monopoly Ch. 9), at hvis man fjerner patentet vil det reducere udviklingen af nye vacciner/lægemidler.)
Vi har tidligere været inde på ophavsret, herunder misforståelsen om at patenter fremmer innovation, og Stephan Kinsella, en patentadvokat, der udover sin afsky for patenter også er en af de skarpeste tænkere inden for voluntarisme. Se denne korte video (25 min) og bliv gjort opmærksom på forhold du måske vil opfatte som selvindlysende når først logikken bag er blevet åbenbaret. Ikke desto mindre er der mange der drager fejlslutninger på feltet, fejlslutninger der nemmere opstår når ma ikke holder sig for øje hvad formålet med lov egentlig er – læs om dét med dine børn i Tuttle tvillingerne og loven.
Grådighed er et usympatisk karaktertræk som desværre også er meget menneskeligt. I det små og i det store. Hykleriet i det store driver dog ned ad væggene når en politiker beskylder banker for grådighed. På bedste Orwell’sk maner er det blevet til grådighed når man vil beholde ens egen ejendom og gavmildhed når man tager andres og bruger den til at købe stemmer for. Staten har knytnæven der er velegnet til trusler og tvang – med de midler den truer sig til skaber den afhængighed og fremmer hjælpeløshed og belønner vennerne.
Politikere er indbegrebet af grådighed i deres konstante begær efter andres ejendom. De presser citronen og river derefter skallen. Lad os slå fast igen og igen: Der er intet godgørende eller gavmildt over at tage noget fra én for at give til en anden – heller ikke når nogen er i nød. Det er og bliver blot plyndring. Korruptionen kryber ind overalt når politikere blander sig. Ingen (få…) kan sige sig fri. Når vi tilbydes ‘gratis’ det ene eller det andet, eller statsgaranteret indkomst takket være særlige privilegier, så er vi tilbøjelige til at tage imod. Nogle gange under dække af, at så får man dog en lille andel af den tvangsinddrevne skat tilbage…
En dygtig politiker lover til højre og venstre og finder altid på noget man kan gøre for at tækkes et vælgersegment – med ressourcer der er hentet hos andre. Når ministeren harcelerer over bankernes mere eller mindre ublu jagt på kundernes penge glemmer han at politikerbyrden er en af årsagerne til at bankerne ‘må’ til at tage sig betalt også for indlån. At bankerne er villige medsammensvorne er en anden historie.
Selvfølgelig skal man betale for de ydelser banken leverer – adgang til ens penge når som helst og hvor som helst, uden at slæbe på kontanter, risikodækning for netsvindel, formidling af lån med meget mere. Der er ingen anden til at betale end kunden. Men afskaffelsen af renter på konti hvor man afstår fra at benytte pengene i en aftalt periode af kortere eller længere varighed og ‘negative’ renter er en konsekvens af politikeres manipulation.
Løsningen af problemer skabt af problemløseren selv er statens og bureaukratiets fineste kendetegn, udover tvangselementet, naturligvis.
I disse dage gratulerer politikere hinanden over en hjælpepakke til ‘kulturlivet’ – det kulturliv de selv har smadret til ukendelighed, eller en mink-pakke (hvor bliver rigsretssagen af?) hvor staten afliver et erhverv og dernæst uddeler andre folks penge til ofrene for statens overgreb. Vi må jo forstå at det er til vores eget bedste at vi sådan får frataget selvbestemmelse. I svære tider kan vi ikke selv træffe svære beslutninger, det er for svært – så derfor må politikere og embedsværket modstræbende udstede ordrer om hvordan, hvornår, hvor, hvorlænge og med hvem vi må gebærde os. Hensigten helliger midlet (?!) – og selvom den erklærede hensigt kan være nok så god er resultatet pauvert, for nok kan staten ikke skabe noget, men den er i særklasse når det handler om ødelæggelse.
Selvom hensigten kunne være nok så nobel er det ikke et argument for at fratage mennesker deres værdighed. Nogle funktioner bliver udråbt som ‘essentielle’ og alle andre må så gå i dvale mens vi venter på uvejret, den lange virus-vinter driver over. Det gør den imidlertid aldrig, der dukker nye varianter op eller andre katastrofer som vi må beskyttes mod, for som de uselvstændige væsener vi er (blevet – tak for ‘gratis’ ‘uddannelse’!) må vi forlade os på vores herskere velvilje og klogskab.
Hvis du mener at en anden person ikke leverer noget du har brug for, kan du undlade at handle med vedkommende, du kan beskytte dig mod synet, lugten, lyden af andre men du kan ikke fratage dem deres eksistens. Nogen må gøre noget, tænker man. Og politikere skal udvise handlekraft så folket kan se hvor storartet det er. Handlekraft er magt, love må laves, dekreter udstedes. Og vi ved efterhånden godt, at der er utilsigtede effekter, som kalder på at nogen må gøre noget…Opgaveglidning florerer, dobbelt op på snyd med håndsprit hvis det har relation til et bestemt virus – vi kan ikke overlade folket, den umælende flok, til charlataner, ganske ubeskyttet som et lille barn. Når nogen stikker næsen frem og kritiserer religionen staten og det kunne have at gøre med noget virus – hep, dobbelt op på straffen. (Bemærk hvordan ‘stormløbet på kongressen i Washington 6. Januar flettes ind – w-t-f?!)
Den elendighed som ligger i kølvandet, ikke på virussen, men på myndighedernes tiltag, bruges nu til holde folk som gidsler. I får en lille flig af jeres frihed – frihed som aldrig har været statens at tildele – tilbage, når I underkaster jer de tiltag vi foreskriver, og lader underkastelsen registrere i et corona-pas. Kun til brug for at ‘vi’ kan ‘åbne’ samfundet. Men også her kommer der til at ske opgaveglidning og pludselig har du permanent husarrest hvis du ikke føjer corona-kommissæren, og rationerne bliver mindre og består snart kun af gammelt, muggent brød.
Den adfærd der foreskrives er ikke samfundssind – men samfundsafsind.
Vi er ikke staten, staten er ikke os og den er ikke algod. Staten er, som Rothbard beskrev, den organisation der skaffer sig sit udkomme ved hjælp af trusler om vold og vold. Lær om dens Anatomi her.
Jeffrey Tucker på AIER om alle de steder der begynder at løsne kvælertaget på befolkningen en lille smule…
En forfatning eller en grundlov som ikke bliver respekteret eller håndhævet er ikke det papyrus værd, teksten er skrevet på. Politikerbyrden har ikke gode intentioner og er ikke i stand til at afgøre hvad der er bedst for andre mennesker og regne kan de heller ikke. Når folk indser at der kun henvises til grundlovsmæssige detaljer når det passer ind i propagandaen, men ellers er man ligeglad, begynder de – måske – at løfte hovedet. Hvis der ikke er modstand bliver det kun værre.
…kommer vi nok til at vente længe på. Heller ikke abdicering står lige for eller løftet om tilbagebetaling og erstatning for den ødelæggelse, økonomisk, helbredsmæssigt og socialt, som hendes regering har afstedkommet. Af egen lomme, naturligvis.
Ikke desto mindre må vi holde fast i at ville det være på sin plads. Og at det enøjede fokus på en eneste ting – den onde virus – må bringes til ophør. Der er IKKE behov for mere koklokke!
Erkendelse af, at myndighedernes reaktion dels er helt ude af proportion med truslen, dels ikke har de erklærede effekter og i øvrigt hviler på en misforståelse med hensyn til hvad regeringens knyttede næve kan og ikke kan udsætte befolkningen for, halter det med.
Christian Bjørnskov har længe været en fornuftens stemme herhjemme og den afsluttende bemærkning fra hans nylige blogpost citeres (læs den hele):
At man fra politisk side fuldstændigt ignorerede hundrede års epidemierfaringer og i stedet kopierede den approach, som et ekstremt repressivt, kommunistisk diktatur reklamerede for, er intet mindre end kriminelt idiotisk.
What, then, is the path to the future? We can stay on the present catastrophic course or we can reverse it. The sooner governments wise up and stop hurting everyone like this the sooner the healing can begin. It will take years, decades, but a version of the rule of medicine from the ancient days pertains: first stop doing harm.
Kan I huske de 14 dage der skulle tage toppen af kurven?
Dine medmennesker udgør ikke en akut dødstrussel imod dig, heller ikke hvis de trækker vejret i din retning. Ønsker du at forsøge at påvirke risikoen for at blive syg (eller dø) kan du overveje at blive hjemme, at tage maske på, at lade dig vaccinere eller forsøge med 117 andre ting. Ingen af delene retfærdiggør tvang eller trusler over for andre eller krav om at de ikke må bevæge sig rundt umaskerede, uvaccinerede, uvaskede, uhumske eller uenige med dig.
Når love bliver brugt til andet end at beskytte privat ejendom er grunden til kiv og strid lagt. Frédéric Bastiat beskrev dette præcist i pamfletten ‘Loven’ – få den her i butikken på dansk – 37,50.
Kig på denne video (38 min) – om trakasserierne ved det amerikanske folketing. Det er Dave Rubin der har besøg af øjenvidner og rigtige journalister. Måske kan man få bekræftet eller udfordret sine fordomme. Hykleriet udstilles og fraværet af ønske om en gensidig respektfuld diskussion af samfundets indretning bliver tydeligere. Det aner man også herhjemme, hvor staten har haft årtier til at opdrage undersåtterne i den rette ånd og fjerne folks uafhængighed og medmenneskelighed.
Statsmediernes udrensning kører for fulde gardiner. Det er ikke kønt. For at aflede opmærksomheden(?) handler alt! om den Onde Virus.
According to the Brookings Institution, polls overstate the share of Covid-19 deaths among younger people (those aged under 25) by 800-fold. The public also appear to believe that many more coronavirus cases end up in hospital than is the case. Virus deaths as a share of the population are similarly skewed in the public mind. An August UK poll found that respondents believed that some 6%-7% of the British population had already died from the coronavirus, roughly 100 times greater than actual fatalities. Psychologists ascribe the exaggerated fears unleashed by the pandemic to “salience bias” and “emotional innumeracy”….
Last year’s epidemics of greed and fear should be extinguished over the coming months. Or maybe not. As Mackay wrote, “men, it has been well said, think in herds; it will be seen that they go mad in herds, while they only recover their senses more slowly, and one by one.”
…eller 1 ud af cirka 76.000. Det er den anslåede mortalitet for personer inficeret med Den Onde Virus blandt Singapores migrantarbejdere (via AIER).
Det noget morbide(!) eksempel på, hvad et totalitært regime kan gøre mod visse individer i samfundet er et fænomen der er interessant i sig selv. I dette tilfælde tjener det til illustration af den bizarre tilgang de fleste myndigheder i verden har anlagt, stillet over for en ondartet luftvejsvirus der ikke udmærker sig ved ekstraordinær farlighed sammenlignet med øvrige svøber verden døjer med.
Kort fortalt blev omkring 320.000 personer nærmest spærret inde under rimeligt kummerlige forhold og knap halvdelen blev smittet. Der angives 2 dødsfald og 25 intensivindlæggelser (man kan altid spekulere på om oplysningerne står til troende…det gælder også WHO, og Our World in data)
Det helt ekstraordinære har netop været myndighedernes monomane fokus på denne ene trussel som om et dommedagsmeteor pludselig var dukket op på kollisionskurs med jorden.
Et andet karakteristikum ved myndighedernes ‘håndtering’ af situationen er oppiskning af en panikstemning – enhver er i yderste livsfare, blot hvis en anden person udånder i retning af én. Dette til trods for at der er en stejl gradient med hensyn til risiko – hvor de yngste blandt os har en markant mindre risiko for alvorlig sygdom eller død sammenlignet med de ældste. Se tallene fra amerikanske CDC i sidste uge post Mette skal dø.
Dernæst må man overveje hvilke motiver der ligger til grund for diverse landes regeringer, når de handler som de gør. Er det ondskab eller uvidenhed, eller bare bare Me2? Overblik over nedlukninger kan ses her klik på Lockdown). Vi har brug for en ny Helsinki-deklaration.
Staten og dens intellektuelle har med mange, forskellige argumenter, forført undersåtterne til at støtte deres hersker. Grundlæggende kan argumenterne sammenfattes som følger: a) Statens herskere er store og vise mænd (deres magt er givet af guddommelighed), de udgør et aristokrati, de er videnskabelige eksperter, langt større og bedre end almindelige dødelige, og b) nogle skal herske, for regering er uundgåelig, absolut nødvendig, og langt bedre end den ubeskrivelige dårskab der ville følge, hvis der ingen regering var. Alliancen mellem Kirke og Stat var en af de ældste og mest succesrige varianter af dette ideologiske kunstgreb. Herskeren var enten salvet af Gud, eller, som i de orientalske totalitære riger, herskeren selv var Gud, og derfor ville enhver modstand mod hans regeren være det rene blasfemi. Statens præsteskab udførte den intellektuelle funktion med at sørge for folkets støtte til, ja endda tilbedelse af, herskerne.
Bananrepublikken der ikke kan afholde troværdig afstemning – Glen Greenwald her. Mere bananrepublik via Pepe Escobar.
Otto Brøns-Petersen beklager The Donalds hastige udmeldinger om svindel med mangel på dokumentation, med henvisning til ‘uregelmæssigheder’. Man kunne sige at omfanget af uregelmæssigheder er mistænkeligt i sig selv. Se link til Escobar ovenfor. Havde det været golf skulle den siddende præsident formentlig have haft 3-4 ekstra slag på hvert hul for at kompensere for den syndflod af misinformation mainstream medierne har oversvømmet verden med de seneste 4 år. The Donald skal ikke takkes for ret meget – men udstillingen af hykleriet og nedsmeltningen af the establishment har haft sin egen underholdningsværdi og det bliver svært at få al tandpastaen tilbage i tuben. Som en ikke uvæsentlig parentes har han ikke startet nye krige, hvilket bør påskønnes. Et andet væsentligt bidrag er at respekten for præsidentembedet så småt kan anfægtes – legitimiteten af præsidentens magt eksisterer ikke længere i manges øjne – desværre tror mange stadig at embedsvældets udøvelse af magt på magisk vis fører til gunstige resultater. Værdien af stemmeri er – stærkt – overdrevet.
Hans-Hermann Hoppes Democracy: The God that Failed beskriver glimrende mekanismerne i demokrati og anfægter systemets status som ‘det mindst ringe’. Jeff Deist gennemgår bogen over tre seancer – find dem på the Human Action Podcast.1, 2 og 3.
For et par år siden gik det op for nogle at der kan fuskes med stemmemaskinerne – i år ser det måske lidt værre ud, se også project veritas her. Og tragedien i USA forværres af, at halvdelen af stemmeafgiverne (hvis eller vi kendte nævneren, men det gør vi heller ikke…) føler at den anden halvdel er fuldstændigt ude i hampen.
Demokrati fungerer ikke når der kan stemmes om andres penge eller om om hvordan andre bør leve deres liv. Det fører til kamp om magten til at dominere ‘modparten’, tvinge ham til noget han ikke ønsker – ganske som Bastiat beskrev for små 200 år siden i Loven.
Mark Woolhouse, professor i epidemiologi, rådgiver for den britiske bande, erkender at nedlukning var en fejl – og han ‘…vil aldrig se en national nedlukning igen.’ (Express)
Når Sverige udlægges som et af de værst ramte steder på kloden (fordi de, måske overraskende, undlod tvangsmæssige foranstaltninger) så må man spørge sig selv: Sammenlignet med hvad?
Scott Atlas 18. juni 2020 (50 min) – har holdt hovedet koldt fra starten – og er nu genstand for personangreb, iflg RonPaulLibertyreport.
Jeffrey Tucker har en mulig forklaring på misèren – og det er ikke en stor, fæl konspiration – AIER Banderne kopierer simpelthen hinanden…
Bjørnskov påpeger korrekt at Mette Frederiksen såmænd ikke er værre end Rasmussen 1 eller 2, men det ændrer jo ikke på den grundlæggende præmis. Det afgørende er ikke hvem der sidder i statsministeriet p.t. (når nu Hans-Adam ikke kan vælges her), men derimod at den der sidder i statsministeriet, sammen med sine kumpaner i og uden for folketinget, tiltvinger sig adgang til samfundets ressourcer i et omfang der ikke kan andet end at føre til skævvridning, korruption og misbrug.
Gimpe kunne man tilføje om kommissæren (grobrian hvis kommissæren havde identificeret som en mand) hvis man ville gøre det til en personsag. Da det imidlertid er politikken snarere end personen der har interesse, nøjes jeg med at karakterisere politikken.
Forestillingen om at en illegitim institution har ret til andres ejendom bliver ikke bedre af at offeret har overordentligt dybe lommer og gerne betjener sig af statsmagten for at hæve barren for konkurrenter. Det sidste handler om det absurde begreb ‘immaterielle rettigheder’ eller ‘Intellectual property’ og er et spørgsmål vi sætter til side for nu. Emnet er tidligere berørt her.
Ævlet om at et firma skal ‘give tilbage’ til det omkringliggende samfund er netop ævl. Medmindre firmaet kan tvinge kunderne til at købe dets produkter har det allerede ‘givet’ til forbrugeren. Forbrugeren har – frivilligt – givet afkald på noget (f.eks. Penge) for at købe firmaets produkt og dermed demonstreret! at firmaet har givet værdi for netop denne forbruger – uden at andre er tvunget til være medbetalende.
Mange steder pålægges forbrugeren en ekstra skat (i DK kalder de det moms). Dertil kommer lønninger til firmaets medarbejdere – som også alle bliver truet til at betale skat. Endvidere skal firmaet betale for mere eller mindre forarbejdede varer der indgår i produktionen af forbrugsgodet, vedligeholde bygninger og maskiner samt betale for deres drift. ALtsammen i forventningen om at fremtidige kunder vil købe produktet – men uden garanti. De der tilvejebringer den nødvendige kapital for at forudbetale alle disse led bærer risikoen for at have fejlvurderet forbrugernes villighed til at købe produktet.
Profitten er belønningen for at have vurderet fremtiden (i hvert fald delvist) korrekt og samtidig signalet til andre iværksættere om at her kan der tjenes penge hvis man kan producere et tilsvarende produkt bedre og/eller billigere.
Når griske, grådige og gyselige politikere beslaglægger en del af dette signal for at bruge byttet til bestikkelse af udvalgte befolkningsgrupper (købe genvalg), fører det til ringere vilkår for de fleste andre og er oven i købet umoralsk.
Robert Murphy om hvordan vi systematisk misinformeres om ændringer i klimaet – og ikke mindst om nødvendigheden og den (manglende) effekt af tiltag som regeringer hævder de må tvangsinddrive ressourcer til. Han bringer 3 pointer: 1) Diskrepansen imellem det, som er publiceret vedrørende regeringstiltag der har til formål at begrænse opvarmningen og mediernes rapportering. 2) Præsident Trumps beslutning om at trække USA ud af den såkaldte Paris-aftale er reelt uden nogen som helst betydning for opvarmningen, selv hvis vi anerkendte panikken om klimaændringer som begrundet. 3) Hvis man tager fejl og menneske-skabt klimaændring faktisk udgør en overhængende trussel for menneskeheden inden for få årtier, så arbejdes der på flere fronter med praktiske løsninger til at håndtere problemerne. Læs artiklen (på engelsk) og klik på videoerne.
En Rasmus Paludan udstiller på provokatorisk vis hykleriet i meget af debatten om indvandring. Det er et fuldstændig legitimt synspunkt at man ønsker at begrænse adgangen til tvangsoverførsler. Nogle vil mene at tvangsoverførsler af ressourcer er principielt forkert😍, andre at tvangsoverførsler til bestemte mennesker er i orden og atter andre at tvangsoverførsler til stort set hvem som helst er helt på sin plads (hvis altså de pågældende kan bestemme hvem der er ‘de rigtige’ overførselsmodtagere). Har nogen ret til andres ejendom…?
M Krasnik på weekendavisen beskylder Paludan for at være nazist – og har stort set dermed diskvalificeret sig selv. Nazist (national socialist) er nærmest blevet synonymt med ‘en vi ikke kan li’. Spørgsmålet om hvordan demokratiet beskytter sig mod anti-demokratiske kræfter er ikke nyt. Krasnik lader til at tro at demokratiet er et mål i sig selv – det er det imidlertid ikke – for demokratiet har en tendens til at degenerere til almindeligt flertalsdiktatur og bliver nemt til en kamp om at erobre lovgivningsmagten for at tilgodese egne interesser på bekostning af andre. Bastiat beskrev det i Loven i 1849 – køb den her i butikken til 37,50!!
Lars K Andersens beskrivelse af ‘fænomenet’ Paludan har jeg mere fidus til. Se hans korte video her.
Det er den samme taktik der ofte benyttes herhjemme, f.eks med sygdomssektoren hvor det er umuligt at fjerne så lidt som én krone, fra et system der er lige ved at bryde sammen. (Hvis man er så uheldig at få brug for systemet, kan man ved selvsyn konstatere at det ER brudt sammen, til trods for den sobre indsats der trods alt leveres af enkeltpersoner her og der.)
Diskussionen bliver derfor ofte begrænset til hvor mange ressourcer Staten skal (tiltvinge sig og derefter) allokere til det ene eller det andet område – i stedet for den langt væsentligere diskussion om HVAD Staten overhovedet skal levere – mens man husker på at den eneste måde den kan levere noget på, er ved først at true eller tvinge sig til andres ejendom, og derefter at uddele en mindre del af rovet.
Michael Malice om skjult manipulation af søgeresultater – hvis du er i tvivl om et vist firmas onde eller gode vilje, er diskussionen her bestemt værd at høre på.
Se diskussionen med Robert Epstein og Matt Taylor – det springende punkt er den manglende transparens (buzzz-word). Man kan være enig eller uenig i synspunktet om, at Staten bør, skal eller overhovedet er, i stand til at ‘beskytte’ os mod den slags manipulation. Eller om Staten overhovedet har interesse i at beskytte nogen.
Et aspekt der ikke diskuteres er at den form for skjult, og såmænd også åbenlys, manipulation, foregår ganske systematisk i det offentlige ‘uddannelses’system…
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
