Udgivet i Skriv en kommentar

Krig, kold eller varm, er vejen til rigdom for de få og elendighed for de fleste

Vi hører om at lyset er ved at slukkes i Moskva og at Ukraine kan vinde, eller med Libaks ord, den russiske økonomi kollapser hvis vi bare lader (dvs fortsætter med at støtte) myrderierne fortsætte et års tid mere. Gad vidst hvad der sker, hvis det russiske regime selv tror det er ved at ‘kollapse’ under fremmed militær invasion? Vi diskuterer om vi skal bruge 3% eller 5% (endnu ingen højere?) af bnp på ‘forsvar’, som om det var et valg mellem agurker og økologiske agurker. Vi har en overnational organisation der i ramme alvor mener at det er dens opgave at afgøre hvilken information borgere i EU skal kunne vælge at forbruge og hvordan.

Hvordan er det kommet dertil? David Stockman har et bud.

The answer, we believe, lies in three strategic mistakes made on the banks of the Potomac in 1917, 1948 and 1991, respectively, that have enabled the rise of a destructive Empire and its self-fueling Warfare State fiscal monster. Of course, the latter can only be eliminated by returning to Jefferson’s admonition that America should pursue –

Peace, commerce and honest friendship with all nations, entangling alliances with none.

Udover de direkte militære udgifter kommer der omkostninger til veteraner fra de talløse krige monsteret har været og er engageret i. Fra Stockman igen:

Constant Dollar (FY 2025 $) Veterans Benefits:

  • 1962: $57 billion. 
  • 1980: $72 billion.
  • 1990: $69 billion.
  • 2025: $370 billion.

Det amerikanske militære enevælde førte til højst ulykkelige beslutninger, på trods af, at ingen anden militær magt kunne true Amerika, efter 2. verdenskrigs afslutning. Den såkaldte Truman doktrin førte til den kolde krig og talløse interventioner for at ‘beskytte’ alle mulige og umulige mod kommunisme (et prisværdigt mål, men dømt til at mislykkes med de valgte midler).

Fra Stockman del 2.:

Unfortunately, this misbegotten doctrine and the related “domino theory” would guide U.S. foreign policy around the world for the next 40 years. In fact, in a bald-faced repudiation of the no entangling alliances doctrine, Truman declared that even civil wars in marginal far-away places were now the business of US foreign policy:

“It must be the policy of the United States to support free peoples who are resisting attempted subjugation by armed minorities or by outside pressures.”

Mens Østeuropa blev ladt i stikken, førte det amerikanske regime krig andre steder. Stalin konsoliderede magten og forsøgte, ikke urimeligt, at beskytte ‘sig’ mod nye invasioner vestfra, efter 2 gange at have lidt skrækkelige anslag fra vest. Efterhånden fik han opfattelsen af, at de tidligere allierede var i færd med, at omringe Sovietunionen for på ny at invadere og forsøge at udslette den. Våbenkapløbet var skudt i gang.

Link

Den historie har det nuværende russiske regime næppe glemt, og det hører med i forståelsen af, hvorfor regimet opfatter NATO’s forsøg på at bringe det, der for tiden kaldes Ukraine ind i folden, som en eksistentiel trussel.

Vi ser frem til del 3. som uddyber det komplet unødvendige i den kolde krig.

I øvrigt bør regeringen gå af og EU nedlægges.

Udgivet i Skriv en kommentar

Mette – en af de mindst demokratisk sindede danske politikere?

Hvorfor er alt kriser for regeringen, spørger Otto Brøns-Petersen og konstaterer at virus-virakken var en ‘gave’ for en af de mindst demokratisk sindede danske politikere i mange år.

Nuvel, jeg er ret sikker på at Brøns-Petersen kender svaret. Krisehåndtering er ensbetydende med særlige beføjelser og tillader indgreb, angreb, overgreb og fejlgreb man ikke ville komme igennem med, under ‘normale’ omstændigheder. Hvad enten det handler om forkølelse, klimakatatrofe, krig i østen, så må der handles, nu, uafhængigt af hvad de langsigtede konsekvenser er, for ellers…døde babyer i rendestenene – eller i kuvøserne.

hold bøtte og ret ind! Det er ikke nogen innovativ opskrift på politisk magt. Skralde-effekten blev taget under behandling af Robert Higgs for år tilbage og der er næsten deprimerende lidt nyt under solen.

En genlæsning af Rothbards Statens Anatomi er ofte på sin plads – og har man den ikke på hylden fås den her i butikken for 37,50!

Hvad er Staten?
Statens Anatomi

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Krigsskat – en absurd undskyldning for øget plyndring

Prøveballon(?) eller bare endnu en omgang med tommelskruerne, krigsskatten luftes af politikervældet. Hvordan var det nu – indkomstskatten blev i sin tid indført som en midlertidig krigsskat og hvor er vi henne i dag?

Næppe nogen tror på at militærudgifterne kommer op på 5%, hvilket ville være ensbetydende med voldsom beskæring af levestandard, voldsom gældsætning eller begge dele (CEPOS har regnet på det).

Den trussel der henvises til er stærkt overdrevet – David Stockman begik for nylig et lidt længere skriv om det helt absurde militærbudget, selvfølgelig med udgangspunkt i den største og mest krigeriske stat i menneskehedens historie. Her er par punktnedslag i teksten. Læs selv den hele på antiwar.com – derfor er der stadig ikke fred på jord.

Indeed, America’s ostensible “enemies” actually have no offensive or invasionary capacity at all. Russia has only one aircraft carrier—a 1980s era relic which has been in dry-dock for repairs since 2017 and is equipped with neither a phalanx of escort ships nor a suite of attack and fighter aircraft—and at the moment not even an active crew.

Likewise, China has just three aircraft carriers – two of which are refurbished rust buckets purchased from the remnants of the old Soviet Union, and which carriers do not even have modern catapults for launching their strike aircraft.

In short, neither China nor Russia will be steaming their tiny 3 and 1 carrier battle groups toward the shores of either California or New Jersey any time soon. An invasionary force that had any chance at all of surviving a US fortress defense of cruise missiles, drones, jet fighters, attack submarines and electronics warfare would need to be 100X larger.

Vi skal tilbage til 1. verdenskrig som blev startskuddet på en interventionisme der har ført til myrderier og enorme alternativomkostninger der er vanskelige at undervurdere (omend umulige at estimere! – vi kan ikke forestille os de fremskridt vi kunne have skaffet os i stedet for alle ressourcer spildt på krig og våbenkapløb).

So let us amplify on the contrafactual history upon which this proposition rests.

First, had the Great War ended in the spring of 1917 by a mutual withdrawal from the utterly stalemated trenches of the Western Front, as it was destined to, there would have been no disastrous summer offensive by the Kerensky government, or subsequent massive mutiny in Petrograd that enabled Lenin’s flukish seizure of power in November. That is, the 20th century would not have been saddled with what metastasized into the Stalinist nightmare or with a Soviet state that poisoned the peace of nations for 75 years, while the nuclear sword of Damocles hung over the planet.

Likewise, there would have been no abomination known as the Versailles peace treaty; no “stab in the back” legends owing to the Weimar government’s forced signing of the “war guilt” clause; no continuance of England’s brutal post-armistice blockade that delivered Germany’s women and children into starvation and death and left a demobilized 3-million-man army destitute, bitter and susceptible to a permanent political rampage of vengeance.

So too, there would have been no acquiescence in the dismemberment of Germany and the spreading of its parts and pieces to Poland, Czechoslovakia, Denmark, France, Austria and Italy – with the consequent revanchist agitation that nourished the Nazi’s with patriotic public support in the rump of the fatherland.

Stockman gennemgår en række afledte misforståelser og slutter af med en af de værste, nemlig at enhver despot her og der og alle vegne er den ‘næste’ Hitler eller Stalin, og derfor er intet, intet!, offer for stort i kampen for at erstatte despoten. Som regel med en despot eller situation der er endnu værre – og derfor bærer kimen til den næste intervention.

Læs hele artiklen, den tid er godt givet ud. Lad så de politikere der vil slås, gøre det, men med egne private kræfter og midler; ikke andres blod og mønt!

Staten er ikke din beskytter, ikke din ven, ‘vi’ er ikke staten, og staten er ikke os. Læs Rothbards ligssynsrapport. Når først øjnene har set hvad staten er for en størrelse kan begivenhederne omkring os bedre forstås. Det er ikke kønt.

Hvad er Staten?
Statens Anatomi – 37,50 her i butikken

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Håb, Javier og Jesus

Argentina har været frygtelig meget igennem. Et land der for godt 100 år siden var blandt de rigeste, har været plaget af katastrofal (plan)økonomisk politik.

OWiD

Det har været en lang omgang, men tilsyneladende har de hårdt prøvede argentinere først nu været parat til at prøve noget radikalt anderledes – en præsidentkandidat der er blevet valgt på en Rothbardiansk platform. Javier Milei har faktisk beskåret den korrupte argentinske stat i sit første år og fremlægger nu et spændende forslag der skal forhindre en gentagelse af tidligere serielle tilbagefald.

Jesús Huerta de Soto skriver her om forslaget der går på, at ulovliggøre statens og centralbankens sammensværgelse om at bruge pengefremstilling (falskmønteri hvis andre gør det) til at dække over statens hæmningsløse forbrug. Forbruget tilgodeser statens aktører og lakajer og bruges også til at bestikke vælgergrupper til at genvælge politikerbyrden og ville ikke være muligt hvis det blev lagt åbent frem for befolkningen. (Det samme kan siges om de endeløse krige som alfonsen lidt længere mod nord muliggør.)

Therefore, we hope President Javier Milei can push through and complete this momentous change in the law as soon as possible. Above all, we hope that his example—along with the popular awareness of the perverse effects and severe damage that result from public-deficit monetization—will spread throughout the world, and will especially reach economic areas which, like that of North America and, particularly, the Eurozone, have inflicted upon their citizens a devaluation of their monetary units that—though it does not even come close to Argentina’s near hyperinflation—has expropriated from them. For instance, in a very few years, 20 percent of the purchasing power of all their money has been expropriated. We hope this will be the case and that—in a not-so-distant future—it will also be possible to criminally prosecute and hold personally accountable the governors of central banks (the ECB, the Federal Reserve, etc.) and the members of their corresponding boards of directors for failing to achieve their objectives and for the severe social and economic harm they have inflicted on the citizenry.

Kort sagt, centralbankerne muliggør udskrivning af dækningsløse checks, med de første modtagere af de nye penge som de store vindere på bekostning af alle andre og en tiltagende gældsbyrde til skade for fremtidige generationer. Det moralske forfald der følger med den fejlagtige forestilling om at staten kan levere gratis frokost for alle, for altid, nævner de Soto også og vi har tidligere her fremhævet Guido Hülsmanns behandling af dette emne. (Alternativet er de reelt gratis goder der følger med et frit marked!)

Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. Særligt kan udenrigspolitikken skuffe – der er absolut ingen grund til at Argentina skal kaste sig ind på den ene eller anden side af eksisterende konflikter – man har så rigeligt at se til på hjemmefronten. Det kan selvfølglig være at Milei er bekymret for en ny farve-revolution og derfor tænker at han hellere må være på den ‘sikre’ side. Komplet unødvendigt! Med henvisning til Argentinas enorme økonomiske udfordringer (og potentiale!) kunne man blot forholde sig neutralt.

Milei har et solidt mandat bag sig, men der er også interesser, der nødigt ser ændringer i status quo. Det bliver spændende at se hvor meget han kommer igennem med. Hvad enten det lykkes eller ej at få rettet skuden op, kan man håbe at vi andre ikke behøver at synke til argentinsk niveau før vi skifter kurs.

Det vil være fantastisk hvis vi kunne stille førerne af centralbankerne til regnskab for deres systematiske overgreb på befolkningerne. Der er altid håb!

I øvrigt bør regeringen gå af.