Måned: marts 2021

Løsningen af problemer skabt af problemløseren selv er statens og bureaukratiets fineste kendetegn, udover tvangselementet, naturligvis.

I disse dage gratulerer politikere hinanden over en hjælpepakke til ‘kulturlivet’ – det kulturliv de selv har smadret til ukendelighed, eller en mink-pakke (hvor bliver rigsretssagen af?) hvor staten afliver et erhverv og dernæst uddeler andre folks penge til ofrene for statens overgreb. Vi må jo forstå at det er til vores eget bedste at vi sådan får frataget selvbestemmelse. I svære tider kan vi ikke selv træffe svære beslutninger, det er for svært – så derfor må politikere og embedsværket modstræbende udstede ordrer om hvordan, hvornår, hvor, hvorlænge og med hvem vi må gebærde os. Hensigten helliger midlet (?!) – og selvom den erklærede hensigt kan være nok så god er resultatet pauvert, for nok kan staten ikke skabe noget, men den er i særklasse når det handler om ødelæggelse.

Selvom hensigten kunne være nok så nobel er det ikke et argument for at fratage mennesker deres værdighed. Nogle funktioner bliver udråbt som ‘essentielle’ og alle andre må så gå i dvale mens vi venter på uvejret, den lange virus-vinter driver over. Det gør den imidlertid aldrig, der dukker nye varianter op eller andre katastrofer som vi må beskyttes mod, for som de uselvstændige væsener vi er (blevet – tak for ‘gratis’ ‘uddannelse’!) må vi forlade os på vores herskere velvilje og klogskab.

Men alle mennesker er essentielle – individet og dets mål i tilværelsen er netop et mål i sig selv, og statens lakajer kan ikke erklære nogen for mere essentielle end andre.

Hvis du mener at en anden person ikke leverer noget du har brug for, kan du undlade at handle med vedkommende, du kan beskytte dig mod synet, lugten, lyden af andre men du kan ikke fratage dem deres eksistens. Nogen må gøre noget, tænker man. Og politikere skal udvise handlekraft så folket kan se hvor storartet det er. Handlekraft er magt, love må laves, dekreter udstedes. Og vi ved efterhånden godt, at der er utilsigtede effekter, som kalder på at nogen må gøre noget…Opgaveglidning florerer, dobbelt op på snyd med håndsprit hvis det har relation til et bestemt virus – vi kan ikke overlade folket, den umælende flok, til charlataner, ganske ubeskyttet som et lille barn. Når nogen stikker næsen frem og kritiserer religionen staten og det kunne have at gøre med noget virus – hep, dobbelt op på straffen. (Bemærk hvordan ‘stormløbet på kongressen i Washington 6. Januar flettes ind – w-t-f?!)

Den elendighed som ligger i kølvandet, ikke på virussen, men på myndighedernes tiltag, bruges nu til holde folk som gidsler. I får en lille flig af jeres frihed – frihed som aldrig har været statens at tildele – tilbage, når I underkaster jer de tiltag vi foreskriver, og lader underkastelsen registrere i et corona-pas. Kun til brug for at ‘vi’ kan ‘åbne’ samfundet. Men også her kommer der til at ske opgaveglidning og pludselig har du permanent husarrest hvis du ikke føjer corona-kommissæren, og rationerne bliver mindre og består snart kun af gammelt, muggent brød.

Jonas Herby skrev at den største omkostning ved pandemien er, at den skaber en falsk fortælling om staten som vores store redningsmand. Jeg tror desværre at den forestilling var i fuldt vigør inden nogle greb lejligheden til at teste hvor langt man kunne gå med hensyn til indgreb i folks basale rettigheder. Årtiers ophold i institutionerne har gjort sig gældende og jeg mistænker at folk flest nu har ‘lært’ at de intet har eller er uden staten. Den afstumpethed det medfører med hensyn til omsorgen for andre er en af de største tragedier ved ‘velfærdssamfundet’.

Den adfærd der foreskrives er ikke samfundssind – men samfundsafsind.

Vi er ikke staten, staten er ikke os og den er ikke algod. Staten er, som Rothbard beskrev, den organisation der skaffer sig sit udkomme ved hjælp af trusler om vold og vold. Lær om dens Anatomi her.

I øvrigt bør regeringen gå af.