Ind i mellem bliver man alligevel overrasket over graden af, hvad skal vi kalde det, mudret tænkning? Navlebeskuelse? Forestillingen om at have ret til et behageligt klima, eller at det er statens opgave, hvad enten den magter det eller ej (og det gør den ikke), at ‘sørge for’ et behageligt klima, er så langt ude at negle på en tavle eller lyden af tandlægebor i tand føles som kærtegn i sammenligning.
Judith Curry skal have tak for at påpege tingenes sørgelige tilstand, selvom det er en pinagtig affære, og bringer en tilbagevisning af påstanden om, at vi står midt i en eksistentiel klimakatastrofe.
Prøv engang og tænk over, hvad der mon foregår i hovedet på en 74-årig dame i Schweitz, der fører sag ved den europæiske menneskeretsdomstol, for at få anerkendt
…our fundamental right to a healthy climate and to have our country do what it failed to do until now: that is to say taking ambitious measures to protect our health and protect the future of all,” said Anne Mahrer, a member of the group.
Damen har ikke forstået hvad der er muligt for staten eller hvad der meningsfuldt kan siges at udgøre en basal menneskeret. En positiv ret kan ikke være universel. Hvis damen har krav på ditten eller datten service eller produkt, så er der jo nogen der skal, skal(!), levere service eller produkt – og deres ret bliver dermed krænket. En universel ret må nødvendigvis gælde for alle mennesker, og må derfor være en negativ ret, frihed for overgreb (på person og ejendom). Der er en bagatelgrænse – du kan ikke forlange at naboen skal holde vejret fordi vedkommende udånder CO2, som du tror er årsagen til alt ondt.
VI har tidligere nævnt problemet med ‘universelle menneskerettigheder’ som internt inkonsistente, fordi de netop ikke kan være universelle – her. At en ‘domstol’ udmærker sig ved mudret tænkning ændrer ikke på realiteterne.
Ældre mennesker mister ofte muskelkraft med tiden og belastes derfor mere af tyngdekraften. Det gør det ikke til en statsopgave eller en menneskeret at mindske tyngdekraften, eller at modvirke effekten af den for en særlig gruppe (svagere mennesker skal have tildelt bærere, slaver, eller robotter).
Man harmes over at disse mennesker har stemmeret, sålænge det indebærer ‘retten’ til at stemme sig til andres ejendom. Retten til at plyndre andre kan ikke uddelegeres; det er nemlig en ret man ikke er indehaver af.
Sagen illustrerer to, måske tre, problemer: 1: Mudret tænkning om rettigheder; 2: Utopisk tænkning om statens (vilje og) evner; 3: Det var en fejl at ‘give’ kvinder stemmeret – man skulle i stedet også have frataget mænd retten til at stemme sig til andres ejendom. Flertalsbeslutninger legitimerer ikke overgreb på andres ejendom!
Frédéric Bastiat beskrev præcist den elendighed der følger, når lov bliver brugt til noget som helst andet end at beskytte privat ejendom. Læs hans essay Loven, der fås her i butikken på dansk for 37,50. Har du børn eller børnebørn, der har behov for modgift, så læs om Tuttle Tvillingerne og loven, der bruger Bastiats essay som inspiration. Også her i butikken på dansk.
