Kategori: Helsinki

Udgivet i af — 2 kommentarer

Hvem bestemmer over dit liv?

Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)

De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.

Men der tager vi fejl…Den sociale kontrakt eksisterer ikke.

Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).

Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.

DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Informeret samtykke til plyndring

…er der næppe nogen der giver. Medmindre, selvfølgelig, det handler om at plyndre andre.
Læs denne udmærkede artikel på Mises.org der går i rette med våset om, at man bare kan emigrere hvis man er utilfreds med lugten i bageriet, eller dét at man ikke flytter, er ensbetydende med stiltiende samtykke til f.eks plyndring ved beskatning.

Samtykke er en betingelse for at flytte retmæssigt ejerskab til en knap ressource fra en person til en anden. Fravær af samtykke betyder tyveri, eller røveri når truslen om vold er tilstede. Hvis samtykke er unødvendigt for skatteopkrævning, da er der ingen forskel på skat og røveri.

At påstå at man bare kan flytte, hvis man ikke bryder sig om love og regler man aldrig har givet samtykke til, svarer til at sige til flypassageren -efter flyet har lettet- vi ændrer reglerne – hvis du ikke bryder dig om det kan du bare stige af. Det er forkert at forgribe sige på andres person eller ejendom, ingen lov eller regel kan ændre på dét.

Vi har brug for en Helsinki-deklaration for at forhindre ufrivillig deltagelse i politiske eksperimenter.

Den politiske diskussion bliver alt for ofte begrænset til hvor mange ressourcer Staten skal (tiltvinge sig og derefter) allokere til det ene eller det andet område – i stedet for den langt væsentligere diskussion om HVAD Staten overhovedet skal levere – mens man husker på at den eneste måde den kan levere noget på, er ved først at true eller tvinge sig til andres ejendom, og derefter at uddele en mindre del af rovet.

Læs om hvornår det kan retfærdiggøres at bruge magt over for andre i Loven af Frédéric Bastiat.
Køb den her for kun 37,50

Læs om Statens Anatomi af Murray Rothbard her – og forstå at den ikke er din ven og beskytter.
Køb den her for kun 37,50

Udgivet i af — 1 kommentar

Helsinki-deklaration for deltagere i økonomiske eksperimenter

Helsinki-deklarationen vedrørende deltageres rettigheder i forbindelse med medicinske forsøg beskriver omhyggeligt at individets selvbestemmelsesret og tarv går forud for kollektivets.

Mange anser disse rettigheder for selvindlysende, hvilket de ikke altid har været(!)

Udvalgte punkter på den lange liste lyder således (min fremhævelse):

8. While the primary purpose of medical research is to generate new knowledge, this goal can never take precedence over the rights and interests of individual research subjects.

25. Participation by individuals capable of giving informed consent as subjects in medical research must be voluntary. Although it may be appropriate to consult family members or community leaders, no individual capable of giving informed consent may be enrolled in a research study unless he or she freely agrees.

26. In medical research involving human subjects capable of giving informed consent, each potential subject must be adequately informed of the aims, methods, sources of funding, any possible conflicts of interest, institutional affiliations of the researcher, the anticipated benefits and potential risks of the study and the discomfort it may entail, post-study provisions and any other relevant aspects of the study. The potential subject must be informed of the right to refuse to participate in the study or to withdraw consent to participate at any time without reprisal. Special attention should be given to the specific information needs of individual potential subjects as well as to the methods used to deliver the information…

Der er ingen grund til at borgere skal være ringere stillet i forhold til politikerbyrdens eksperimenter med virkeligheden end deltagere i medicinske forsøg. Når alt kommer til alt er det borgernes liv, frihed og ejendom der er på spil – elementer som går forud for produktion af ressourcer til behandling af sygdom.

Derfor kan et måske velment formål aldrig danne grundlag for beslaglæggelse af et individs ejendom uden eksplicit, frivilligt samtykke.

Ingen kan tvinges til at deltage i et økonomisk eller politisk eksperiment uden eksplicit, frivilligt samtykke.

Potentielle deltagere skal have adgang til fyldestgørende information, herunder om forventet gunstig effekt og potentiel risiko (det forudsætter et uddannelsessystem som ikke er underlagt det offentlige) og have ret til at nægte at deltage i eksperimentet uden frygt for repressalier.

Med andre ord, hvis man skulle vise almindelige borgere den samme respekt og selvbestemmelsesret som tilkommer deltagere i medicinske forsøg, da må uddannelsesystemet overlades til borgerne selv at indrette og finansiere på alle de forskellige måder som forskellige mennesker ønsker at indrette det på – frivilligt. Politikerbyrdens hang til tvang og uddeling af uretmæssigt erhvervede midler er ligeledes uforeneligt med en Helsinki deklaration for deltagere i økonomiske eksperimenter. Kan de frivilligt etablere midler til deres mere og især mindre højtflyvende planer er det fint – men de har ingen ret til at udøve tvang, blot fordi de er ‘valgt’. Vælgerne har ingen ret til at tage fra nogle grupper for at give til andre; heller ikke under dække af demokrati. Man kan nemlig ikke uddelegere en ret til andre som man ikke selv besidder.