Udgivet i Skriv en kommentar

Utilsigtede konsekvenser

Otto Brøns-Pedersen om utilsigtede konsekvenser på punditokraterne – han er ikke den første der benytter sig af Bastiats histore, men moralen kan ikke påpeges for ofte.

Med henvisning til Bastiats fabel on det knuste vindue udpegede Henry Hazlitt et karakteristikum der adskiller den gode økonomiske tænkning fra den knap så gode: Evnen til at se konsekvenserne af en handling ikke bare for de aktører der umiddelbart er involveret i en begivenhed, men for alle grupper. Et væsentligt element her er alternativomkostningerne – det man bruger på at reparere det knuste vindue giver godt nok ‘arbejde’ og ‘aktivitet’ til glarmesteren, men de ressourcer der bruges på vinduet kan ikke bruges på det sæt tøj, som ejeren af vinduet havde tænkt sig at bruge hos skrædderen. I stedet for at have et intakt vindue og et sæt tøj, står bageren tilbage med et tilsvarende vindue, fattigere, og uden det sæt tøj han havde i tankerne.

Forestillingen om at verden bliver rigere af al den aktivitet, der følger af genopbygning efter destruktion må ganske enkelt erklæres for forkert.

Henry Hazlitt skriver klart og koncist (på engelsk) om en række fænomener med udgangspunkt i denne simple indsigt (som desværre så ofte undslipper folks, især politikeres opmærksomhed) i Economics in One Lesson. Du kan læse lidt af de første kapitler her på dansk – og hele værket som ikke er svært, men påfaldende aktuelt, alderen til trods, her på engelsk. -Stærkt anbefalelsesværdig!

Når du så er færdig og appetitten efter mere Frédéric Bastiat er pirret – så find et andet grundlæggende værk om hvad Lov egentlig er her på dansk. Det er så vigtigt et emne så dine børn bør lære om det også – og til det kan du købe historien om Tuttle Tvillingerne og loven, baseret på Bastiats tekst, også her på stedet.

Cover
Udgivet i Skriv en kommentar

MMT – hvad er det (ikke)?

Jeff Deist skriver på Mises om Modern Monetary Theory – hvilket der er behov for, i en tid hvor herskerne tilsyneladende tror at værdi ‘opstår’ af sig selv lige som lommeuld, og dels tror at de har ret til at uddele andre folks ressourcer via tvangsomfordeling.

Det har de ikke ret til, naturligvis.

Deist nævner tre ting:

MMT er ikke moderne eftersom enevældige herskere i gennem århundreder har udnyttet deres monopol, og skrællet noget af det værdifulde metal af mønter og erstattet med metal af ringere værdi

MMT er ikke ‘monetær’ men snarere finanspolitik med fokus på beskatning som middel til at skrue på (skævvride) den økonomiske aktivitet.

MMT er ikke en teori, men bogholderi-fiksfakseri der lader tro at statslige underskud repræsenterer private overskud. Regnskabet viser således mere og mere ‘rigdom’ jo mere regeringen spenderer.

På denne forunderlige måde bliver regeringen det, der ‘finansierer’ befolkningen, ikke omvendt, eftersom pengene manifesterer sig på magisk vis på regeringens kommando.

Penge kan imidlertid ikke købe noget der ikke er produceret – Says lov gælder hvad enten regeringer vil det eller ej. Produktion går nødvendigvis forud for forbrug, og ingen regering kan ændre på dette.

Bob Murphy har grundigere kritik af en ny bog der plæderer for MMTs fortræffeligheder (fortrædeligheder) – læs den her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Adskillelse af skole og stat

Formelt har vi adskillelse af kirke og stat i Danmark, omend grundloven i §4 skriver Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Nogle vil med god ret hævde at staten har erstattet kirken og nu tilbedes på religiøs vis, som en ufejlbarlig institution, alene drevet af godhed, eller i det mindste af gode intentioner. Gode intentioner er desværre ikke nok, vejen til helvede er brolagt med dem, og det ordsprog dækker jo over det faktum at effekten, de faktiske gerninger eller udkommet af handlinger, ikke hænger sammen med de erklærede intentioner.

Skolen, uddannelsessystemet, nyder på næsten samme måde en religiøs status og omend alle ved at den på ingen måde er ufejlbarlig, så er ideen om at vriste den ud af statens greb fjern for de fleste. I USA er der et lidt større marked for alting, herunder ‘home schooling’, og som så meget derovre deler det vandene. En nylig debat gjorde det klart, hvis man skulle have været i tvivl, at der findes indflydelsesrige personer der mener at staten er bedre til at opdrage folks børn, end børnenes forældre. Læs mere om den skrækkelige historie her.

På trods af mange gode intentioner (!) og behjertet indsats fra flere gode mennesker, så formår systemet at holde de fleste i almindelig uvidenhed, og en udbredt opfattelse af at indsigt og visdom opnås med mere offentlig skoling huserer. Det er klart at når staten for praktiske formål har monopol (af den grimme slags) på uddannelsessystemet så kommer det til at farve den skoling der leveres i statens institutioner. De 144 milliarder kroner der bruges (2018) på såkaldt uddannelse ville gøre langt mere gavn hvis folk selv havde mulighed for at bruge de ressourcer de finder passende, på de uddannelser de mener er nødvendige, fremfor at måtte nøjes med det vi ‘får’ nu.

Uddannelse er alt for vigtigt til at vi kan overlade beslutningerne om hvor meget, hvordan, hvorlænge og hvorledes det skal leveres, til en flok politikere der ikke har vores bedste i tankerne. Lad os få et uafhængigt uddannelsessystem, betalt af folk selv for deres egne penge som ikke skal konfiskeres først, for derefter at bruges efter politikeres forgodtbefindende, med henvisning til en imaginær social kontrakt.

Udgivet i Skriv en kommentar

Vil de rigtige blive draget til ansvar?

Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.

De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.

Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet (eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.

Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.

For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Udgivet i Skriv en kommentar

Voldsmonopolet

Een ting mange kan blive enige om er at beskyttelse mod voldelige overgreb er en af statens kerneopgaver, at kun staten kan udøve magt i denne forbindelse og at selvforsvar er på kanten af selvtægt. Heller ikke denne opgave formår staten imidlertid at løse på tilfredsstillende vis. I den lettere ende herhjemme kan nævnes politiets beslutning om ikke at efterforske tyverier medmindre værdien af tyvegodset overstiger 100.000kr. Mere alvorligt er de voldshandlinger der pågår i flere amerikanske byer i kølvandet på statsmagtens mord på en borger i Minneapolis. Morderen og hans kumpaner er, omend lidt sent, nu sigtet (der er ikke tvivl om selve mordet som blev optaget/streamet på video). Alle fordømmer det åbenlyst helt uacceptable brug af overdreven magt med dødeligt udfald. Det manglede også bare.

Til gengæld mangler der ubetinget fordømmelse af de voldshandlinger og plyndringer der fulgte i kølvandet. Overgreb på en person berettiger på ingen måde overgreb på andre, tilfældige personer og deres ejendom. Statens repæsentanter myrder en person (det gør de mere end 2 gange dagligt i USA) og træder så tilbage og lader plyndring og voldshandlinger blomstre – i et omfang så man næsten tænker at det må være tilsigtet, måske med det formål at opnå den almindelige befolknings accept af endnu en undtagelsestilstand, nu med Nationalgarden (måske endda militæret?) på hvert et gadehjørne.

Forløbet illustrerer på trist vis at man ikke skal forvente beskyttelse fra staten, når den ulmende utilfredshed bryder ud i lys lue, oppisket af medierne der pludselig har glemt alt om virus og lock down. Læs Ryan McMackens indlæg her.

Det er heller ikke første gang at staten (i USA) undlader at beskytte borgere – og moralen er endnu engang, at staten ikke er hvad den giver sig ud for at være, din ven og beskytter, men derimod en del af ondets rod.

Tre forslag til ændringer der kan mindske antallet af drab på egne borgere (i USA) – her; et fjerde kunne være Rand Pauls forslag om at fjerne en af de værre beføjelser staten har til at angribe egne borgere – her.
Kan man have beskyttelse uden politi i konventionel betydning i dag? Ja, det kan man. Se nærmere på Detroit threat management her eller lyt til Dale Brown hos Pete Quinones eller hos Tom Woods.
Mere her på sitet om privat forsvar.

Hvad er Staten? Læs om dens Anatomi.

Statens Anatomi
Udgivet i Skriv en kommentar

Herske eller tjene…

…det er spørgsmålet.

Er vi undersåtter (kongens eller regeringens) eller er vi frie mennesker. Undersåtter får besked på at gøre eller undlade dette eller hint. Frie mennesker afgør selv, hvad der er bedst for dem at gøre, uden at de dog kan forgribe sig på andres person eller ejendom.

Det er tydeligt at politikerbyrden anser sig selv for herskere, muligvis velvillige og algode, men ikke desto mindre herskere. Den nuværende bandeleder er på ingen måde værre end forgængerne hvad dette angår. De anser ikke sig selv som befolkningens tjenere, der blot midlertidigt har fået overdraget hvervet at stå i spidsen for en serviceorganisation. En kontrast hertil kunne være fyrsten af Liechtenstein, Hans-Adam.

Hvilke tjenester skulle vi da forvente at staten kan og bør løse, når man tager i betragtning af magt korrumperer? Alene beskyttelse af person og ejendom mod overgreb fra andre? Måske, omend det ikke er selvindlysende at den formår selv denne begrænsede opgave. Mod enhver ulykke der kan ramme os, hvad enten selv- eller uforskyldt? Nej! Det er tydeligt at jo flere opgaver staten rager til sig, desto værre løser den dem og desto flere hindringer lægger det i vejen for folk, der dermed får vanskeligere ved selv at løse tilværelsens problemer. Staten kan ikke løse problemer, det redskab den har er ikke beregnet til problemløsning. Folk selv kan forbedre deres tilværelse, og jo dygtigere de er til at hjælpe andre desto bedre belønnes de for deres anstrengelser, hvis dette foregår på fri(ere) markedsvilkår.

Blot fordi en mini-minimalstat måske kan løfte opgaven med at holde ‘Lov og orden’ i et geografisk område, betyder det ikke automatisk at den også på bedste vis kan tage sig af uddannelse, sygdomsvæsen, hjælp til folk der ikke kan klare sig selv, veje, osv osv. KUN i den udstrækning staten kan holdes nede og begrænses i sit virkeområde, kan den måske være nyttig. Den er som fenrisulven blot svær at tøjle. Lyt evt til Bob Murphy og Alex Salter diskutere institutionelle udfordringer i episode 122 af The Bob Murphy Show (1 time).

Grundlovens kapitel VIII, $$71-73 lyder således:

§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse…

§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…

Teksten i grundloven ‘beskytter’ os ikke mod politikeres overgreb; Christian Bjørnskov m.fl. har set på villigheden til at tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder i forbindelse med virus-virakken og fundet at det ingen forskel gør, om regimet er autokratisk eller demonkratisk, om rettighederne er nedfældet i en forfatning eller ej – se her, og her og læs også Otto Brøns-Petersens indlæg om grundloven ved samme lejlighed.

Den hastelov politikerne hastede igennem kunne sagtens havde været hastet igennem på en mindre autoritær måde – se Martin Ågerups Grundlovstale her på facebook (15 min) – det ændrer dog ikke på det grundlæggende spørgsmål: Er staten vores hersker eller tjener?

Hvad er Staten?
Statens Anatomi
Hvad er Lov?
Loven
Udgivet i Skriv en kommentar

Knytnæven

Leonard Read (som er forfatter til I, Pencil – forlægget til Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant, der handler om hvordan mennesker arbejder sammen uden at blive kommanderet til det og uden at kende hinanden) fandt for nogle år siden på analogi – beskrevet her af Gary Galles, der kaster lys over hvilken service borgerne ønsker regeringen skal yde .

Analogien handler om hvad den knyttede næve kan bruges til. Først og fremmest vold, hvad enten det er i defensivt eller offensivt øjemed – i modsætning til alt det hånden ellers kan bruges til i skabende øjemed. Pointen er at regeringen – staten – intet har, som den ikke har taget fra andre. På hvilket område udmærker staten sig? Det er den organisation, som de fleste anerkender som indehaver af et voldsmonopol. Ingen andre har ‘ret‘ til at øve vold (monopol…!) Spørgsmålet er, i hvilke situationer er magt det rette redskab – disse vil så være situationer hvor det er ‘på sin plads’ at staten kommer med knytnæven. Det kunne være situationer hvor personer forgriber sig på andres person eller ejendom. (Diskussionen om at det også her er skidt med et monopol gemmer vi til en anden gang.) Vi har alle fordel af at knytnæven bruges til at forhindre destruktive handlinger. Men ellers er det begrænset hvor meget gevinst folk har af at blive tvunget til at gøre noget mod deres vilje – hittepåsomhed og produktion fremme ikke med knyttede næver.

Problemet er selvfølgelig er statens lakajer har en tendens til ikke at begrænse sig til kun at beskytte andres person og ejendom…men breder sig og blander sig i stort og småt i hvad de kommer til at opfatte som deres undersåtters liv. Muligvis i bedste mening, men det er næsten det værste af det hele. Tyrannen som ‘bare’ holder pøbelen i et jerngreb, for egen vindings skyld er at foretrække, fremfor tyrannen som vil påtvinge dig ‘dit eget bedste‘. Den første ved godt, eller er ligeglad med, at den påførte lidelse er umoralsk og retter af og til opmærksomheden mod andre, men den anden har ingen hæmninger i forhold til alt det ‘gode’ han vil påføre sine ofre, og forlanger at ofret anerkender dette og ligefrem er taknemmelig!

“Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.”

― C.S. Lewis, God in the Dock: Essays on Theology

Køb Den Mirakuløse Blyant her – og læs med dine børn om hvordan markedet fungerer uden knyttede næver.
Markedsmiraklet

Udgivet i Skriv en kommentar

Mindre er mere…

Tilbage i marts måned, dengang verden endnu beskæftigede sig med andet end smittetryk, gjorde Otto Brøns-Pedersen opmærksom på, at vi ikke får mere af det han kalder kerneydelser, selvom vi kaster flere penge i gabet på uhyret. Han diskuterer ‘kollektive goder’ – almindeligvis forstået som noget ‘markedet’ har svært ved at levere. Forsvaret anses for et standardeksempel; naboens ‘forbrug’ af forsvar begrænser typisk ikke mit forbrug, og det kan være svært at se hvordan man skulle få private til at levere forsvar. Det nævnes at begge forudsætninger kan diskuteres, men det er ikke genstanden for indlægget. (Man kan evt se mere her om markedsfejl og her om privat forsvar.)

Derimod gås der i kødet på alt det som politikere hævder at ville levere, for den enorme andel af landets BNP de tilraner sig. Figuren på punditokraterne afslører at de danske politiker bruger en meget stor andel på at levere private goder (karakteriseret ved at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af brugeren). Politikere er ikke en gudsbenådet race, der uegennyttigt træffer de rigtige beslutninger for borgerne – og derfor bliver den produktion der foranlediges af politikere mindre værdifuld end hvis folk selv havde fået lov at bestemme over deres egne ressourcer.

Fra indlægget:

Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.

Så både ud fra et nyttemæssigt synspunkt, men først og fremmest ud fra et moralsk synspunkt, er det forkert at overlade økonomisk ‘råderum‘ til politikere. De kan ikke, de har ikke ret til, og de vil misbruge den magt.

Løsningen er derfor at politikerbyrden skal have mindre at dele ud af og i stedet overlade beslutningerne og betalingsviljen til folk selv, udenom det bureaukratiske fedtlag. Hvis et område er betydningsfuldt er det særligt vigtigt at holde politikernes grådige fingre fra fadet.

Lad os starte med at fjerne 3 vigtige områder fra statens ‘portefølje’: Uddannelsessystemet, social-og sygdomssystemet, og pengesystemet.

Jo mindre vi lader staten bestemme over vores liv, herunder den del der omhandler økonomisk aktivitet, desto mere får vi ud af det.

Less is more…

Udgivet i Skriv en kommentar

Hvem vælger vindere?

Vindere her i betydningen firmaer, industrier, sektorer. Og så ‘vælger’ – altså på den bedste måde…dvs uden brug af tvang, vold eller trusler. Det er en kompliceret affære. Fordi ingen kan overskue alle de muligheder der findes eller alternativomkostningerne ved de valg der træffes – som Hayek beskrev, her på dansk. Heldigvis har vi en fantastisk mekanisme der hjælper os med at finde – ikke den perfekte løsning, for den findes ikke – men den mindst ringe løsning. Den mekanisme er det frie marked – og findes oven i købet beskrevet på vers.

Når regeringer forsøger sig med at skaffe sig genvalg ved at love ‘folket’ at beskytte kritiske sektorer, industrier, firmaer eller frisører, så er det måske(!) drevet af manglende indsigt, måske er der tale om bevidst manipulation, magtbegær (nej, dét kan det ikke være), eller noget helt syvende.

Som Donald Boudreaux beskriver det her, er det imidlertid en ganske vanskelig mission at skulle udpege den kritiske funktion som skal beskyttes (mod konkurrence ‘udefra’, svigtende efterspørgsel, tørke, oversvømmelse, skadedyr, erosion, vulkanudbrud, meteornedslag eller lignende).

Lad os blot tage fødevarer som eksempel. Hvilke fødevarer skal udnævnes til at være værdige til særlig beskyttelse? Chokolade? Lys eller mørk? Brød? Æg? Kun de økologiske? Hvad så med foderet til hønsene der skal lægge æggene? Lastbilerne der skal transportere foderet til æggeproducenterne, og den anden vej til detailhandelen? Fabrikken der producerer reservedele der er nødvendige for at lastbilerne kan køre på vejene. Asfalten til at vedligeholde slidlaget på vejene. Brændstof til lastbilerne, varme til husene chaufførerne bor i, strøm til vaskemaskinerne som sørger for at tøjet er nogenlunde rent, renovationsarbejderne der fjerner affaldet så chaufføren kan komme til sit løbehjul, der skal føre ham til stedet hvor lastbilen bliver serviceret så den er klar til næste tur, osv. osv. osv. Hele det netværk, ikke en kæde, men et netværk af forbundne forsyningsveje er alle nødvendige for at et samfund, der er så rigt, at vi har råd til at betale folk for at blive dygtige til at spille guitar, panfløjte eller fodbold, kan fungere. Og vi har regeringer, ikke kun her i landet, der tror at de kan afgøre hvad der er kritiske, industrier…Ikke nok med det, de bilder sig ind at de har ret til at påbyde folk i ‘ikke-kritiske’ jobs at standse produktionen.

Disse politikere trænger til oplysning på et introduktionsniveau. Dels hvad angår formålet med lov, dels med hensyn til hvor kompliceret ‘økonomien’ er. Økonomien er ikke et rumskib som blot skal have den rigtige kaptajn, men betegnelsen for utallige udvekslinger af varer og andre ydelser imellem individer; politikere kan kun gå i vejen – og det gør de så.

De fleste medlemmer af politikerbyrden har stadig muligheden – se operation OMF for at læse om hvad lov er – både i Bastiats udgave og i et børnevenligt format.

DU kan læse om hvad staten er for en størrelse og hvorfor vi ikke skal lade dens repræsentanter bestyre nogle af vores ressourcer overhovedet (medmindre vi frivilligt afgiver midler til specifikke formål…) i Statens Anatomi.

Find børnebogen om det mirakuløse marked, baseret på Leonard Reads I, Pencil her:

Markedsmiraklet
Miraklet
Udgivet i 1 kommentar

‘Markedsfejl’ berettiger ikke statslige indgreb

Den udmærkede podcast regelstaten havde for nylig en timelang diskussion af såkaldte ‘markedsfejl’ på programmet. Udgangspunktet er at ‘markedet’ fejler i forhold til at skaffe det ‘optimale’ udkomme for økonomisk aktivitet. Fejler i betydningen afviger fra det ‘perfekte marked’ som de fleste vist er enige om er en utopi. Flere interessante ting kom for dagen om, hvordan nogle økonomer tænker sig at en særligt udvalgt skare er i stand til afskaffe disse fejl og bringe udkommet tættere på det optimale (for hvem?). Dette må imidlertid også betragtes som en utopi. Jeg tror ikke deltagerne i diskussionen vil anfægte at markedet ikke er perfekt, at mennesker ikke er perfekte, at ingen mennesker besidder guddommelig alviden eller er beåndet med engleagtig velvilje rettet mod deres medmennesker. Der henvises til sentensen om at al magt korrumperer – total magt korrumperer totalt og til den indsigt public choice teorien har forsynet os med, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hvis blot de rigtige, gode, mennesker fik lov til at bestemme over andre – men kun på ganske bestemte områder, så ville vi have en bedre verden. Det forstås at staten skulle have dette (magt)monopol, til vores alle sammens bedste.

Det er på den baggrund svært at forstå at hvordan den ‘løsning’ skulle være bedre end frivillige tiltag til at begrænse de uønskede effekter af den uperfekte verden vi befinder os i. Markedet ‘begår’ ikke fejl, markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når den proces foregår frivilligt er det et udtryk for at alle deltagerne finder situationen efter udvekslingen bedre end før, men ikke at tilværelsen nu er blevet ‘perfekt’. Ja, der kan forekomme såkaldte eksternaliteter hvor personer der ikke deltager i en udveksling, bærer en del af omkostningerne for en eller flere af deltagerne. Der er ingen grund til at tro at den situation bliver anderledes fordi staten blander sig, blot bliver det andre personer der udpeges til at være ofre.

Hvis du er interesseret i at forstå begrebet ‘markedsfejl’ vil jeg foreslå du først ser denne lektion fra Mises University 2019 med Mark Thornton (45min).

For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.

Hvis du er interesseret i et lidt mere punchy take på de sociale omkostninger staten påfører os alle sammen (her mest i amerikansk kontekst, men du kan sikkert selv finde analoge eksempler herhjemme!) – kig på denne video med Keith Knight (10 min).

Således bevæbnet er man lidt bedre rustet til Regelstaten episode 7, som du kan finde her.
Selvom corona-trætheden er ved at være massiv og jeg egentlig havde besluttet ikke at nævne det denne gang, så vil jeg alligevel påpege at der røg en finke af panden i løbet af podcasten. Hvornår man (nogle) vil overveje at acceptere ‘beskyttende’ statslige indgreb, kunne hænge sammen med hvor f a r l i g t det, vi skal beskyttes imod er, mistænkes at være eller opfattes at være. I samtalen sidestilles (ok, kun næsten) det at blive åndet på, med en dødsdom eller en dødstrussel – hvilket ikke er tilfældet (det tror jeg heller ikke de faktisk mener i podcasten). Det illustrerer blot hvor stor slagkraft propagandaen har…

Et samfund der overlader en overvældende andel af ressourcerne til en central myndighed er fattigere og mindre modstandsdygtig overfor de ulykker der er en del af tilværelsen, menneskeskabte eller ej, end et samfund med mere decentral distribueret autonomi. Tvang og trusler gør ikke folk mere produktive.
Det farlige er imidlertid at tro at staten kan eller vil beskytte os mod alskens ulykker…

Statens Anatomi