Udgivet i Skriv en kommentar

CO2-afgift – et underbelyst og misforstået emne

To lyspunkter og en skævert blev det til.
I bag om nyhederne på CEPOS i denne uge nævnes CO2-afgiften igen, igen, som den bedste løsning på ‘eksternaliteten’ der har at gøre med omkostninger der påføres en, som ellers ikke er involveret i en given transaktion. For en gangs skyld bliver det dog eksplicit nævnt, at man er nødt til at forholde sig ikke bare til CO2s (eventuelle) skadevirkninger (nej, der er ikke 100% konsensus heller om denne skadelige effekt) – men også til alle de positive eksternaliteter. Bravo!

Et problem er imidlertid at vi taler som om det ikke længere kan diskuteres, at CO2 er skadeligt for ‘kloden’ eller mere interessant, for menneskers trivsel. CO2 er en forudsætning for liv og ikke en giftgas der truer os alle med udslettelse hvis koncentrationen stiger fra de nuværende, i geologisk tid, lave værdier.

Jeg er med på at fra et økonom-perspektiv, givet at man accepterer præmissen om, at CO2 udledning skal begrænses, da kan en global afgift medføre at der spenderes færre ressourcer, i bestræbelserne på at begrænse udledningen end ved diverse punktafgifter, fordi man spænder nytænkning og markedsdisciplin for vognen.

Problemet er at præmissen ikke anholdes og derfor vil en afgift dels ikke virke og dels medføre at energi bliver dyrere end den ellers ville have været. Den energi som er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for, at mennesker kan trives og forbedre deres liv fra arg fattigdom til en behagelig, ja nærmest luksuøs tilværelse. Den energi vi får fra fossile kilder har medført et historisk kvantespring i livskvalitet, og skadevirkningerne blegner totalt i denne sammenhæng. Også i de fattigste lande, hvor tilværelsen er blevet langt mindre utålelig takket være fremskridt i andre dele af verdenen.

Det der overses er, at forsat udnyttelse af fossil energi en lang årrække endnu, er helt afgørende for dels vedligeholdelsen af denne velstand og dels udvikling af velstand i de dele af verdenen som stadig lever under kummerlige forhold. I vores del af verdenen er fossil energi uundværlig for alskens luksus der tages for givet, ja, nærmest for en rettighed!, såsom beskyttelse mod et fjendtligt klima (56. breddegrad!) i form af husly og tøj, fremstilling og transport af en vifte af fødevarer, opbevaring af fødevarer på køl og frys, kaffe, varm og kold, lys i mørket ved tryk på en kontakt, tid til at folk kan specialisere sig i at løse andre problemer end mad og husly, for eksempel litteratur, sport, medicin og et hav af andre fritidsaktiviteter (fritid! – kun fordi vi har rigelig, stabil adgang til energi). Fossil energi der også er ophav til et væld af plastik-produkter som betyder bedre opbevaring af mad (mindre fordærvelse), steril indpakning til medicinsk udstyr, kuvøser til nyfødte, emballage der er let at transportere og meget mere.

De vejrafhængige energikilder (VE) kan ikke levere den fornødne stabile energi, 24/7, 365 dage om året – prisen for det produkt VE leverer tager ikke højde for omkostningerne ved back-up eller til udbygning af el-nettet til at transportere de enorme mængder af strøm; derfor er prisen misvisende. Til gengæld gør prissystemet det dyrere for de stabile energikilder når de må drosle ned i perioder hvor VE kan producere. Dertil kommer det voldsomme materialeforbrug der er nødvendigt når man insisterer på at høste energi fra kilder som er meget lidt ‘energi-tætte’ – både forbrug af materialer og land (eller vand) til opsamling af energien over store arealer.

Adgang til masser af billig energi er som nævnt en helt nødvendig forudsætning for menneskelig trivsel – og det børe være den moralske vinkel vi anlægger, menneskelig trivsel fremfor forestillingen om kloden som et jomfrueligt, sart sted der bør lades urørt i sin ‘naturtilstand’ – men først med mere systematisk udbredt respekt for privat ejendomsret i vesten tager den fabelagtige udvikling af velstand fart. Det får Mads Lundby Hansen også påpeget i ugens indslag. Bravo igen!

For en gennemgang af status med hensyn til de fysiske forhindringer for politikerbyrdens utopiske drømme om ‘net-zero’ inden for en meget kort tidshorisont se Simon Michaux, Finlands Geologiske Institut, for eksempel denne evaluering af kapacitetsudbygningen af alternative energikilder til at erstatte fossilt brændsel:

Du kan også lytte til 1 times interview med Michaux på the powerhungry podcast hos Robert Bryce her.

For en grundig gennemgang af, hvorfor vi vil og bør anvende mere fossilt brændsel i mange årtier endnu kan Alex Epsteins Fossil Future anbefales – den målestok vi bør bruge for vores adfærd bør være menneskelig trivsel, ikke klodens ‘uberørthed’. Michaux, Bryce og Epstein er alle kandidater til et interview i samfundstanker.

Også en tak til fredagens Cepos-panel for at udvise passende utilpashed ved klima-alarmisternes parathed til totalitære tiltag (neoInformation, bag betalingsmur). I sandhed skræmmende, men ikke overraskende, læs her om to menneskefjendske verdensreligioner.

I øvrigt bør regeringen forblive afgået.

Udgivet i Skriv en kommentar

Tiltagende politisering – et afskyvækkende træk ved demokrati i dets nuværende form

Vi har nyligt overstået et meningsløst ritual som har til formål at bilde folk ind, at de politikere der ‘arbejder’ med lovudgydelse skam repræsenterer Folket. Christian Bjørnskov har ofte gode indfald og beskriver vanskelighederne med at finde en fra byrden at stemme på – samt efterlyser en klar, borgerligt-liberal politik. At to små partier som har talt for større grad af personligt ansvar og mindre politik, ‘gik frem’ ved valget er selvfølglig bedre end ingenting, men ingen af dem byder på meget andet end lidt reform; der er ingen tegn på skatterevolution.

Vi kan konstatere at vi befinder os i en situation hvor vælgerkorpset har indset at man i praksis kan stemme sig til andre folks ejendom, og få andre til at gøre det beskidte arbejde. En tiltagende politisering finder sted, hvor forventningen, kravet, er, at nogen må gøre noget, som regel med magt og trusler om tvang, hver gang noget afviger fra det man selv ønsker. Det er blot at få tilpas mange med på at uddelegere plyndringen til et villigt folketing, hvis medlemmer ingen ide har om, hvad lov egentlig er.

Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).

Forskellen på disse to typer af socialisme er blot følgende: Under den russiske socialisme er samfundets (kollektivets) kontrol over produktionsmidlerne fuldstændig, og dermed også over den indkomst der er genereret med dem. Der er ingen yderligere plads til debat om hvilken grad af politisering af samfundet er passende. Det spørgsmål er afgjort, ligesom i den modsatte ende af spektret, under ren kapitalisme, hvor der ikke er plads til politisering overhovedet og alle relationer er kontraktuelle (frivillige).

Under socialdemokratisk socialisme derimod, er samfundets (kollektivets) kontrol over privat produceret indkomst kun delvis og kollektivets fulde kontrol er endnu ikke et faktum, men hænger som en potentiel trussel over hovedet på producenterne. Det at leve under denne trussel om fuld beskatning i stedet for den aktuelle (delvise) beskatning forklarer et interessant fænomen ved socialdemokratisk socialisme, nemlig den tiltagende politisering.

Hent hele kapitlet oversat til dansk her i butikken – kvit og frit.
Læs også kapitel 1&2 om ejendomsret – hvad kan man overhovedet eje?

Hele værket kan frit downloades her på engelsk.

Hans-Hermann Hoppe

De ‘folkevalgte’ kan passende sættes til produktiv aktivitet og i øvrigt bør regeringen forblive væk.

Udgivet i Skriv en kommentar

Mere om socialdemokratisme

Fra Hoppe…

Standpunktet for teorien om naturligt ejerskab er, at der ikke er tale om to processer, produktion af indkomst og derefter fordeling. Der er kun een proces: den producerede indkomst er automatisk fordelt – producenten er ejeren. Sammenlignet hermed er den socialdemokratiske socialisme fortaler for delvis ekspropriering af producentens ejendom i form af omfordeling til folk der, uafhængigt af deres øvrige dyder, ikke producerede den pågældende indkomst og afgjort ikke havde et kontraktligt krav på den. Oven i købet påberåbes retten til unilateralt, dvs. uden at vente på producentens samtykke, at beslutte omfanget af eksproprieringen.

Det turde være klart efter denne beskrivelse at, på trods af det indtryk socialdemokratisk socialisme søger at give offentligheden, så tilhører de to typer socialisme ikke forskellige kategorier; forskellen er alene en gradsforskel.

Hent kapitel 1 & 2 her og kapitel 4 på dansk her i butikken, kr. 0,- Hele værket på engelsk kan hentes hos Mises.org

De fleste af os lærer vores små børn om dit og mit, og om at afstå fra vold. Herefter bliver de sendt i skole og lærer at de regler ikke gælder for staten og dens lakajer… Men retten til plyndring kan ikke uddelegeres – læs Bastiats Loven og indse hvad der er lov og hvad der ikke er lov. Gerne sammen med dine børn(ebørn) – der er behov for modgift.

Politikerbyrden er færd med at fordele rovet og afgøre hvordan der skal herskes den kommende periode. De burde gøre nytte i stedet.

Udgivet i Skriv en kommentar

The Speed of Science!

The Speed of ScienceHun siger faktisk at de var nødt til at handle med the speed of science!

Oh, hvilken ironi! Monthy Pythons The Spanish Inquisition har ikke været forgæves. The Manhattan Contrarian udpeger nutidens uvidenskabelige præsteskab i analogi til Galileos forfølgelse. De ville ikke engang se i kikkerten…

But the heliocentric version contradicted teachings of the Church, which had adopted the geocentric version in its dogma. The academics of the time refused to look in the telescopes thinking they must be some instrument of the devil. Here is a famous quote from Galileo in a letter to Kepler:

What do you have to say about the principal philosophers of this academy who are filled with the stubbornness of an asp and do not want to look at either the planets, the moon or the telescope, even though I have freely and deliberately offered them the opportunity a thousand times? Truly, just as the asp stops its ears, so do these philosophers shut their eyes to the light of truth.

Galileo was tried before the Roman Inquisition, and ultimately convicted and kept under house arrest from 1633 to the end of his life. Obviously, the Inquisition did not follow the scientific method.

MC

Moderne fascisme er når staten og private firmaer rotter sig sammen mod befolkningen. Som Benito sagde: intet over, intet ved siden af og intet udenfor staten.

Kan det virkelig passe at ‘nogen’ har kreeret en virus med egenskaber der fremmer smitte og sygdom? Det ser i stigende grad sådan ud. Se dette pre-print.

Som Christian Bjørnskov er inde på, er de fleste af os bedst tjent med ineffektiv regering – jo mindre magt desto mindre skade kan de gøre. Skal vi have produktive politikere skal de arbejde for at afvikle egen indflydelse – kan du se det ske?

Som et kuriosum kan det nævnes at den eneste politiker der høfligt takkede for muligheden for at læse om Hvad lov egentlig er, siden blev ‘dømt’ ved en rigsret (det var Inger – der nu har come-back uden en klar politik :D) Resten af politikerbyrden var hævet over den slags og har tydeligvis ikke læst på lektien. Al snak om regeringens overgreb har været fraværende i beskæmmende grad fra den netop overståede ‘valgkamp’ – både fra ‘opposition’ og medieskødehundene.

Bastiat beskrev i Loven for knap 200 år siden at man ikke kan uddelegere noget man aldrig selv har besiddet – køb Loven her i butikken for 37,50.

Hvad er Lov?
Udgivet i Skriv en kommentar

Sprogforbistring

En nylig episode på Human action podcast om ord som våben, gjorde mig opmærksom på en tekst af ingen anden end George Orwell. Den Orwell som i uhyggelig grad så hvad der var i vente. Læs hele teksten her (den er ikke så lang) – og nyd dette uddrag – fra 1946(!):

‘…phraseology is needed if one wants to name things without calling up mental pictures of them. Consider for instance some comfortable English professor defending Russian totalitarianism. He cannot say outright, ‘I believe in killing off your opponents when you can get good results by doing so’. Probably, therefore, he will say something like this:

While freely conceding that the Soviet régime exhibits certain features which the humanitarian may be inclined to deplore, we must, I think, agree that a certain curtailment of the right to political opposition is an unavoidable concomitant of transitional periods, and that the rigours which the Russian people have been called upon to undergo have been amply justified in the sphere of concrete achievement.

The inflated style is itself a kind of euphemism. A mass of Latin words falls upon the facts like soft snow, blurring the outlines and covering up all the details. The great enemy of clear language is insincerity. When there is a gap between one’s real and one’s declared aims, one turns as it were instinctively to long words and exhausted idioms, like a cuttlefish spurting out ink

Orwell

Tænk dernæst over alle de sammenhænge hvor vort nutidige sprog er domineret af kollektivisme, for en større sag, et fælles gode som påskud for overgreb på individets ejendom. Vi har brug for en genfødsel af respekten for den private ejendomsret og kan passende starte med, ikke en skattereform, men en skatterevolution og med at få politikerbyrden til rent faktisk at gøre en smule nytte.

Der er ‘valg’ i dag. Overvej om din stemme kan bruges til noget – undlad i det mindste at stemme på nogen der fortsætter katastrofal politik på tre vigtige områder krig, energi og penge.