TLDR: Begge dele. De fleste bliver plyndret til fordel for en lille gruppe og verden er generelt værre stillet med CO2 afgift.
Fra et snævert (særdeles snævert) økonomisk synspunkt er det ‘bedre’ at belægge CO2 udledning med skat hvis man ønsker mindre af det. I hvert fald ved første øjekast. Økonomer udmærker sig ved at tage langsigtede effekter i betragtning af interventioner, ikke bare for en enkelt gruppe, men for alle. Vi er her tilbage i det sete og det usete hos Bastiat.
Lars Schernikau argumenterer for at CO2-afgiften typisk er fokuseret på udledningen i forbindelse med operation og ikke tager alle øvrige effekter i betragtning.
Figure 4 illustrates how virtually all CO2 pricing or taxation happens only at the stage of “operation” or combustion. How else could a “Net-Zero” label be assigned to a solar panel produced from coal and minerals extracted in Africa with diesel-run equipment, transported to China on a vessel powered by fuel-oil, and processed with heat and electricity from coal- or gas-fired power partially using forced labour? All this energy-intensive activity and not a single kilogram of CO2 is taxed (see my recent article on this subject here).
Vi har tidligere berørt emnet vedrørende vanskeligheden nmed at fastsætte ‘eksternaliteter’ ved CO2-frigørelse, se her om Pigou-skatten på kulstof.
Ellers fornuftige folk griber igen og igen i værktøjskassen med skatter, diskuterer hvor høj den pågældende skat skal være, men ikke om den overhovedet skal være der. Er præmissen for at ‘beskatte eksternaliteten’ overhovedet tilstede? Det spørgsmål fortaber sig i teknikaliteterne vedrørende implementering af skatten, får man nu det hele med, er der ‘huller’, ‘lækage’ og så videre. De positive effekter af præcis denne eksternalitet (CO2) omtales sjældent. Vi stillede for nyligt det retoriske spørgsmål om vi snarere skulle belønne frigørelse af den livsnødvendige gasart. Læs mere her: Har vi brug for tilskud til CO2-produktion?
Så hvad er CO2-afgift så – udover dydssignalering? Det er, som alle andre statsindgreb, et middel til, med tvang, at overføre ressourcer fra en gruppe (som regel større) til en anden (som regel mindre) – undervejs kan politikere sole sig i handlekraft, dyd, og skaffe sig adgang til fortsat plyndring.
It turns out, CO2 tax is basically just a means to redistribute wealth, with the collecting agency (government) deciding where the funds go. Yes, a CO2 tax does incentivize industry to reduce CO2 emissions at their taxed operations only, but this comes at a cost to economies, the environment, and often people (i.e., AP News on Maynmar, ABC News on Congo, Hickmann et al 2021 on climate anxiety). (Schernikau)
Du kan også prøve at spørge AlexAI – et udmærket svar:
Betydningen af at kunne tale frit med og om sine medmennesker er vanskelig at overvurdere, hvis man ellers bryder sig om menneskelig trivsel. Det sidste er en væsentlig detalje. Finder man for eksempel at det vigtigste i universet er, at jordkloden lades uberørt af menneskehånd, er det vanskeligt at finde fælles fodslag om politiske tiltag.
Demokrati er ikke en af de institutioner der har den højeste stjerne her i butikken. I den generelt uskønne proces med formelt at skifte herskere, og lade som om pøbelen reelt har nogen indflydelse, er der dog kommet nogle interessante ting frem på den anden side af andedammen. Ting, vi næppe var blevet opmærksomme på, hvis ikke netop Ond Orange Mand var blevet valgt af pøbelen – og vigtigere, status quo i den grad blevet fravalgt.
Et morsomt eksempel er den såkaldte nødhjælp, der blot er hvidvaskning af skattedollars der bruges til at bestikke til højre og venstre og hvidvaskning i en anden kategori, end den vi andre bliver mistænkt for, når vi vil hæve nogle af vores egne penge i banken!
Her er et uddrag fra Ron Paul Liberty report
“From those within the empire’s inner core, the full seismic implications of Trump’s aid suspension may not be fully obvious. But here in the Balkans, where USAID and the National Endowment for Democracy has penetrated every sphere of public, political, and even daily life, the impact is absolutely monumental. And here is a headline he shares.
Trump’s suspension of US foreign aid hits hundreds of Balkan projects, hundreds of projects just in the Balkans, determining what information is available and determining what the debate will look like in the public sphere. This is what’s happening. And I go to the next one here.
This is the second one from Kit. He points out, in Bosnia, all basic functions of the state were post-war, forcibly outsourced to USAID, NED, Soros, et cetera. On top of enfeebling the local population, it created enormous opportunities for grift and corruption, which anyone who could took full advantage of.
And you did see media tycoons emerging out of post-communist Central and Eastern Europe, who were able to take advantage of that gravy train. I can say from personal experience, I’ve seen it up close.”
…
“We’ll just finish up with this. In Georgia, the country Georgia, foreign civil society penetration produces significant chilling effect in the local population. People know if they say wrong things, there can be personal and professional consequences.
Now, what does that remind you of? You know that if you say the wrong things in public, politically, you can have personal and professional consequences. Doesn’t that sound like the kind of system that they escaped from in 89, 90 and 91?”
Det er et fantastisk opbrud i et system der er gennemsyret af magtmisbrug – og Ond Orange Mand fortjener ros for et slag i bolledejen. Når det så er sagt, er det rigelig grund til at kritisere hans interventionsiver, hvad enten det nu er en del af deal making eller the real deal. Når han svinger statens kølle for at nedbryde tidligere forhindringer, subsidier og anden skævvridning af ellers frivillig aktivitet der ville forekomme blandt mennesker (markedsbaseret) skal det billiges. Men når han blot svinger køllen for at gennemtrumfe egne interesser skal det kritiseres. Selvom der er en vis befriende ligefremhed forbundet med, at han åbent siger hvad der ellers kun har været en uudtalt regel: Amerikas ret er hvad Amerika har magt til at gennemføre. Og en villig presse, der ikke er andet end propaganda (Mockingbird).
Trump er ikke en Rothbardian – og har næppe læst Statens Anatomi. Du kan sikkert nå det inden ham. Vi har brug for at staten dirigerer en voldsomt meget mindre del af økonomien end nu. Toldmure er heller ikke løsningen – man straffer blot de fleste inden for muren og dem udenfor, mens et fåtal beskyttes og beriges på andres bekostning. De bør ikke bygges op og de eksisterende skal rives ned. Trumps regime bliver næppe det der går den vej, selvom der er gode takter på nogle (andre) områder.
Prøveballon(?) eller bare endnu en omgang med tommelskruerne, krigsskatten luftes af politikervældet. Hvordan var det nu – indkomstskattenblev i sin tid indført som en midlertidig krigsskat og hvor er vi henne i dag?
Næppe nogen tror på at militærudgifterne kommer op på 5%, hvilket ville være ensbetydende med voldsom beskæring af levestandard, voldsom gældsætning eller begge dele (CEPOS har regnet på det).
Den trussel der henvises til er stærkt overdrevet – David Stockman begik for nylig et lidt længere skriv om det helt absurde militærbudget, selvfølgelig med udgangspunkt i den største og mest krigeriske stat i menneskehedens historie. Her er par punktnedslag i teksten. Læs selv den hele på antiwar.com – derfor er der stadig ikke fred på jord.
Indeed, America’s ostensible “enemies” actually have no offensive or invasionary capacity at all. Russia has only one aircraft carrier—a 1980s era relic which has been in dry-dock for repairs since 2017 and is equipped with neither a phalanx of escort ships nor a suite of attack and fighter aircraft—and at the moment not even an active crew.
Likewise, China has just three aircraft carriers – two of which are refurbished rust buckets purchased from the remnants of the old Soviet Union, and which carriers do not even have modern catapults for launching their strike aircraft.
In short, neither China nor Russia will be steaming their tiny 3 and 1 carrier battle groups toward the shores of either California or New Jersey any time soon. An invasionary force that had any chance at all of surviving a US fortress defense of cruise missiles, drones, jet fighters, attack submarines and electronics warfare would need to be 100X larger.
Vi skal tilbage til 1. verdenskrig som blev startskuddet på en interventionisme der har ført til myrderier og enorme alternativomkostninger der er vanskelige at undervurdere (omend umulige at estimere! – vi kan ikke forestille os de fremskridt vi kunne have skaffet os i stedet for alle ressourcer spildt på krig og våbenkapløb).
So let us amplify on the contrafactual history upon which this proposition rests.
First, had the Great War ended in the spring of 1917 by a mutual withdrawal from the utterly stalemated trenches of the Western Front, as it was destined to, there would have been no disastrous summer offensive by the Kerensky government, or subsequent massive mutiny in Petrograd that enabled Lenin’s flukish seizure of power in November. That is, the 20th century would not have been saddled with what metastasized into the Stalinist nightmare or with a Soviet state that poisoned the peace of nations for 75 years, while the nuclear sword of Damocles hung over the planet.
Likewise, there would have been no abomination known as the Versailles peace treaty; no “stab in the back” legends owing to the Weimar government’s forced signing of the “war guilt” clause; no continuance of England’s brutal post-armistice blockade that delivered Germany’s women and children into starvation and death and left a demobilized 3-million-man army destitute, bitter and susceptible to a permanent political rampage of vengeance.
So too, there would have been no acquiescence in the dismemberment of Germany and the spreading of its parts and pieces to Poland, Czechoslovakia, Denmark, France, Austria and Italy – with the consequent revanchist agitation that nourished the Nazi’s with patriotic public support in the rump of the fatherland.
Stockman gennemgår en række afledte misforståelser og slutter af med en af de værste, nemlig at enhver despot her og der og alle vegne er den ‘næste’ Hitler eller Stalin, og derfor er intet, intet!, offer for stort i kampen for at erstatte despoten. Som regel med en despot eller situation der er endnu værre – og derfor bærer kimen til den næste intervention.
Staten er ikke din beskytter, ikke din ven, ‘vi’ er ikke staten, og staten er ikke os. Læs Rothbards ligssynsrapport. Når først øjnene har set hvad staten er for en størrelse kan begivenhederne omkring os bedre forstås. Det er ikke kønt.
Argentina har været frygtelig meget igennem. Et land der for godt 100 år siden var blandt de rigeste, har været plaget af katastrofal (plan)økonomisk politik.
Det har været en lang omgang, men tilsyneladende har de hårdt prøvede argentinere først nu været parat til at prøve noget radikalt anderledes – en præsidentkandidat der er blevet valgt på en Rothbardiansk platform. Javier Milei har faktisk beskåret den korrupte argentinske stat i sit første år og fremlægger nu et spændende forslag der skal forhindre en gentagelse af tidligere serielle tilbagefald.
Jesús Huerta de Soto skriver her om forslaget der går på, at ulovliggøre statens og centralbankens sammensværgelse om at bruge pengefremstilling (falskmønteri hvis andre gør det) til at dække over statens hæmningsløse forbrug. Forbruget tilgodeser statens aktører og lakajer og bruges også til at bestikke vælgergrupper til at genvælge politikerbyrden og ville ikke være muligt hvis det blev lagt åbent frem for befolkningen. (Det samme kan siges om de endeløse krige som alfonsen lidt længere mod nord muliggør.)
Therefore, we hope President Javier Milei can push through and complete this momentous change in the law as soon as possible. Above all, we hope that his example—along with the popular awareness of the perverse effects and severe damage that result from public-deficit monetization—will spread throughout the world, and will especially reach economic areas which, like that of North America and, particularly, the Eurozone, have inflicted upon their citizens a devaluation of their monetary units that—though it does not even come close to Argentina’s near hyperinflation—has expropriated from them. For instance, in a very few years, 20 percent of the purchasing power of all their money has been expropriated. We hope this will be the case and that—in a not-so-distant future—it will also be possible to criminally prosecute and hold personally accountable the governors of central banks (the ECB, the Federal Reserve, etc.) and the members of their corresponding boards of directors for failing to achieve their objectives and for the severe social and economic harm they have inflicted on the citizenry.
Kort sagt, centralbankerne muliggør udskrivning af dækningsløse checks, med de første modtagere af de nye penge som de store vindere på bekostning af alle andre og en tiltagende gældsbyrde til skade for fremtidige generationer. Det moralske forfald der følger med den fejlagtige forestilling om at staten kan levere gratis frokost for alle, for altid, nævner de Soto også og vi har tidligere her fremhævet Guido Hülsmanns behandling af dette emne. (Alternativet er de reelt gratis goder der følger med et frit marked!)
Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. Særligt kan udenrigspolitikken skuffe – der er absolut ingen grund til at Argentina skal kaste sig ind på den ene eller anden side af eksisterende konflikter – man har så rigeligt at se til på hjemmefronten. Det kan selvfølglig være at Milei er bekymret for en ny farve-revolution og derfor tænker at han hellere må være på den ‘sikre’ side. Komplet unødvendigt! Med henvisning til Argentinas enorme økonomiske udfordringer (og potentiale!) kunne man blot forholde sig neutralt.
Milei har et solidt mandat bag sig, men der er også interesser, der nødigt ser ændringer i status quo. Det bliver spændende at se hvor meget han kommer igennem med. Hvad enten det lykkes eller ej at få rettet skuden op, kan man håbe at vi andre ikke behøver at synke til argentinsk niveau før vi skifter kurs.
Det vil være fantastisk hvis vi kunne stille førerne af centralbankerne til regnskab for deres systematiske overgreb på befolkningerne. Der er altid håb!
Den slags klimaporno i smut-kategorien får folk til at begå handlinger de normalt ville afstå fra. Hvis de virkeligt er overbeviste om at enden (atter) er nær, faren er overhængende, Dommedag Nu, så er mange overgreb jo ‘retfærdiggjort’.
Således også for en ‘ekspertgruppe’, en ‘krisestab’, der har set lyset og dermed ved hvad der er bedst for alle andre. Evangelisering hører religioner til, og klimakatastrofisterne kategoriseres nok bedst som religiøse, dog uden (nogle) religioners formildende træk. Næh, bare hard-core menneskefjendsk livssyn.
Man bemærker uden overraskelse at klimaministeren (uden hvem klimaet ville gå under) hilser forslag om tvang velkommen.
Infrastruktur er (heller) ikke en opgave for staten – eksempelvis Københavns Lufthavn, som pludselig skulle nationaliseres – uvist af hvilke grunde – Christian Bjørnskov skriver kort om det bizarre forløb her på punditokraterne.
Statseje, centralplanlægning, planøkonomi, ved vi hvordan ender: Elendig service, der til gengæld er dyr.
Det samme gælder energi. I det tidligere Britiske Emperium eksemplificeret ved en karrusel af subsidier der skal udgøre plaster på det kødsår staten selv har forvoldt i forsøget på at kurere en bagatel. Subsidierne giver anledning til at andre bliver nødlidende, og så må have hjælp til at betale de forhøjede priser, som subsidierne giver anledning til. En perlerække af indgreb, på indgreb, på indgreb der helt forudsigeligt bliver værre og værre. Mises skrev om bureaukratiet i 1944(!)
Subsidies to Make Electricity Generation Less Efficient
Subsidies for Reliable Energy
Conclusion … Imagine what society would look like if we stopped subsidising incompetent and expensive forms of energy and their parasitic cheerleaders. Bills would be lower; taxes could be lower and more companies would have the confidence to invest in Britain and create jobs. Expensive energy and the accompanying subsidies are killing the economy. We must ditch the Net Zero madness now.
Den samme løsning gælder herhjemme. Lad ethvert skatteyderfinansieret tilskud eller privilegium forsvinde, lad os få al den energi vi har brug for, på den måde folk er parate til at betale for, med egne penge. Der skal nok være plads til både sol og vind og enhjørningeflatulens, men lad det foregå uden at staten dikterer hvor, hvor meget, hvordan, hvor længe og hvorfor. Den er ikke i stand til at løse opgaven med at producere billig, pålidelig energi, med mindst mulig skadevirkning på omgivelserne.
Alle ved at der ikke findes korruption i Danmark. I hvert fald ikke den lille korruption hvor man betaler politibetjenten kontant for at slippe for en (større) bøde, eller afleverer kontanter sammen med ‘ansøgningen’ om brug af egen ejendom til kommunen. Det er den lille korruption.
Den store korruption er der til gengæld masser af. Politikere bestikker grupper af befolkningen med midler konfiskeret fra andre grupper mod at blive ‘valgt’ påny. Demokratiet ‘virker’, hvis man dermed mener at plyndring bliver acceptabelt, blot man uddelegerer det til andre. Alle lever i illusionen om at alle kan leve på bekostning af alle andre. Den vildfarelse har Bastiat behandlet i sin pamflet fra 1849, Loven, der fås her i butikken og beskriver hvorledes legal plyndring fører til megen elendighed.
Den Grusomme korruption er den, vi ser udspille sig for eksempel i, men ikke begrænset til, tragedien i Ukraine. I gennem årtier har ‘private’ firmaer benyttet sig af tætte forbindelser til amerikanske militær magt til at berige sig. Ikke ved at servicere andre, men på bekostning af andre. Tilsyneladende betragtes de mange dødsofre som ‘nødvendige’. Måske uheldigt, men hvor der handles, der spildes. Man kan roligt tale om moderne facisme her. Ligegyldigheden overfor andres lidelser er bemærkelsesværdig og man noterer sig flere blandt politikerbyrden, der advokerer for at Ukraine (og andre) skal kaste nogle flere unge mænd i graven. Villigheden til at spendere andres blod og ressourcer er frastødende.
Denne korruption er mulig fordi den såkaldte presse (du ved, vagthunden) er blevet til en propagandaorganisation for staten; lydigt kolporterer den de ønskede budskaber og undertrykker de uønskede.
Takket være nogle få åndehuller har vi mulighed for at kigge lidt bag forhænget – og hvis du orker at blive udfordret kan Joe Rogans samtale med Mike Benz måske overraske…
“And remember, we personally intervened, it was Joe Biden at the Council on Foreign Relations who bragged about, about forcing, using the diplomatic carrots and sticks of the US empire, that if Ukraine wanted their billion dollars in assistance, they had to fire the prosecutor who was investigating Burisma. Nobody, nobody in our Congress, I think, is prepared. If there was a total declassification of all CIA and State Department cables and documents and meeting minutes and emails and communications, if you had, for all intelligence work related to Burisma, the treasure map that would break open, I think, would be an, would frankly be a diplomatic scandal because this gets to the larger play around the IMF and its play to privatize NAFTA gas because there’s something very nasty here, which is that we have been trying to get just like we put Russia through shock therapy when we won the Cold War and then it was the Harvard Endowment and, you know, the Soros, you know, crew and the US.
State Department who privatized trillions of dollars of state owned wealth by the Soviet Union so that it could become a capital of society, but then the assets are held by Wall Street and London. This has been the play with Ukraine. They know the potential of the entire European energy market running through Ukraine if they can just get it up and running.
So this grand Ukraine energy play has been to privatize NAFTA gas, the feeder that Burisma feeds into, so that you have Western stakeholders who make the money by capturing that market. Have the blob, the State Department, the CIA and the DOD impose enough pressure to carve Russia out of the market. Now you’ve got private sector stakeholders who are basically early stage equity holders in a totally protected, because it’s protected by the bayonet of the Pentagon, the State Department and the IC to make sure that the profits run through there so that Russia doesn’t get it.
So it’s a great job if you can get it.”
From The Joe Rogan Experience: #2237 – Mike Benz, 3 Dec 2024 https://podcasts.apple.com/dk/podcast/the-joe-rogan-experience/id360084272?i=1000679106339&r=9160 This material may be protected by copyright.
Trump er næppe et godt valg til præsidentembedet, men de progressives hændervriden og tårer er næsten det hele værd! Desværre får vi næppe den helt store reduktion i omfanget af statens spenderen – dét ville ellers være vejen frem – men så løber vi ind i den store korruption – se ovenfor.
Det er efterhånden trættende at høre på, som en anden besværgelse, at man skal have dårlig samvittighed over ditten eller undlade at gøre datten med henvisning til CO2-regnskabet. Reelt er der ikke ret mange i vores del af verden der virkelig afstår fra noget de gerne vil, af frygt for at deres bidrag til CO2 udledning sætter kloden i brand. Det er rent ritual ligesom i dronningens nytårstale, når hun siger Gud bevare Danmark.
Dygtige, velansete (indtil de blev kættere) folk argumenterer for at vi dels ikke står over for nogen klimakrise i nogen som helst rimelig betydning af ordet ‘krise’.
Vender vi tilbage til CO2 – tidens allestedsnærværende skurk – ja, så er der tilsvarende ordentlige mennesker der peger på alle de gavnlige effekter denne gasart har for liv på jorden.
Se nærmere på striben af fakta som måske kan virke overraskende:
Spørgsmålet om vi så skal til at subsidiere CO2 udledning presser sig på (og svaret er Nej!). Skal vi have en negativ CO2 afgift – staten, hin algode, alvidende institution – skal betale os for hvert kg CO2 vi udleder for at få vendt den skræmmende tendens?
Det største bidrag til den velgørende, plante-nærende CO2 kommer fra frigørelsen af den CO2 der er bundet i fossile energikilder. Det bedste staten kunne gøre var at undlade at skævvride energiproduktionen. Lad enhver metode til produktion af masser af stabil, vejr-uafhængig energi glimre ved sine egenskaber med hensyn til forbrug af ressourcer, forurening og evne til at levere varen på et marked uden politiske tommelfingre på vægten. Ulemperne, forureningen skal holdes op mod gevinsterne som er enorme i form af forbedret menneskelig trivsel, bedre beskyttelse af flere mod et fjendtligt klima i almindelighed og kommende pertubationer i særdeleshed. I nogle tilfælde vil afvejningen falde ud til fordel for eksempelvis solceller, i andre tilfælde vandkraft, atter andre vulkansk aktivitet (Island) mens atomkraft og fossil energi i atter andre tilfælde vil dominere. Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder. Chancerne for at helt nye metoder vinder frem bliver større, des mindre skævvridning staten påtvinger os.
For fossil energi er der afgjort ulemper forbundet med produktionen men listen over goder er enorm! Hvis altså målestokken er mere menneskelig trivsel. Det mistænker man desværre ofte ikke er tilfældet.
Og har du ikke set dokumentaren om klima’videnskaben’ endnu, så find dig 1 times tid i nærmeste fremtid!
Centralbankerne, krigenes alfons, har meget skidt på samvittigheden. Hvis vi andre gjorde hvad de gør og ikke har de rigtige kontakter, risikerer man tremmeruskeri.
Staten ønsker ikke konkurrence fra andre kriminelle og slår derfor hårdt ned når et af dens centrale monopoler udfordres. Selv når det er i småtingsafdelingen sammenlignet med deres egen ‘forretning’.
Den EU’ske bankmafiosa forklarer her hvordan man har styr på tingene i Europa, i forbindelse med den seneste manipulation af et af de vigtigste prissignaler i markedet, renten, hvis optimum ingen politiker har mulighed for kende. Hybris hersker.
De moralske konsekvenser af manipulationen er vanskelige at overvurdere. Guido Hülsmann har om nogen påpeget dette ulykkelige fænomen. Læs mere her.
Mises instituttet har netop udgivet en video om centralbankers uheldige effekter for de fleste af os, undtagen de velplacerede første modtagere af ‘nye’ penge:
The objective of credit expansion is to favor the interests of some groups of the population at the expense of others. This is, of course, the best that interventionism can attain when it does not hurt the interests of all groups. But while making the whole community poorer, it may still enrich some strata. Which groups belong to the latter class depends on the special data of each case.
Beredskabstyrelsen er ude med gode råd. Statspropagandaen lander i samtlige borgeres postkasse takket være systemer tvangsfinansieret via plyndring af samme borgere. Vi ‘advares’ om at verden er usikker (vejret, russeren…) og derfor er der risiko for, at vores relativt komfortable tilværelse kan blive, hm, forstyrret. Derfor bør vi alle overveje at forberede os på en situation hvor vi skal kunne klare os uden adgang til strøm, vand, varme og mad i… 3 dage.
Vi har at gøre med en mafiøs bande der tager sig betalt, med tvang, under dække af, at beskytte os mod ulykker af den ene og den anden slags. Til trods for en støt stigende byrde fra plyndringen skal ofrene nu også ‘selv’ sørge for alle de ting som staten netop bryster sig af at være den (eneste) der kan levere! Vi skal købe generatorer, brændstof, batterier, solceller, og udvide kælderrum med plads til konserves og vand (og andre ting som vi alligevel spiser til daglig!! – fordi konserves er lige det der står øverst på listen over yndlingsretter til daglig!). Der er ikke nævnt noget om våben og ammunition…
Ikke et ord om statens rolle i trusselsbilledet. Hvad enten det drejer sig om tilskud til destabiliserende, ustabile, vejrafhængige teknologier parallelt til energi produceret via fossile brændsel, eller krigsførsel til fordel for korrupte regimer på bekostning af egne skatteborgere og korrupte regimers befolkninger, der i parentes bemærket skal forvente betydeligt mere end 3-dages afbrydelser af forsyninger.
Det ene fører til fordyrende parallelle systemer, som stadig kræver fuld back-up fra pålidelige kilder til stand-by, hvilket medfører mindre effektiv udnyttelse og endnu mere økonomisk misallokering af ressourcer. Til gengæld er det uden effekt på den (ikke-eksisterende) klimakrise der benyttes som påskud for tåberierne.
Det andet der nævnes er om muligt værre – flirten med krig, ikke mindst krig med en falleret, men ikke tandløs, atomvåbenbevæbnet, tidligere supermagt er grotesk i al sin rædsel. ‘Risiko for sabotage’ – hvis vi undlod at blande os i korrupte regimers grænseuoverensstemmelser og levere våben og bureaukratpensioner til den ene af de korrupte parter, var risikoen for at den anden part skulle reagere på voldelig vis mod ‘os’, formentlig mindre.
Som et kuriosum og illustration af, at staten forfølger ‘forbrydelser’ mod staten ‘begået’ af borgere intenst, men ikke kan ulejlige sig med at undersøge indbrud og tyveri under en ‘bagatelgrænse’, har den også etableret systemer der inddriver større gæld:
Måske lykkes det en dag at få konverteret de gode folk i CEPOS til anarkisme. Bjørnskov tager i hvert fald igen et fornuftig skridt i den rigtige retning (den væk fra statstilbedelse) når han påpeger at vigtige opgaver, så som uddannelse, forsvar, håndhævelse af private kontrakter og andre vigtige ting, tidligere har været organiseret privat, men efterhånden er blevet udsat for en fjendtlig overtagelse af staten. I modsætning til manges forventning (efter årtier i institutioner drevet og domineret af staten) om at den slags positive eksternaliteter kun kan tilskrives staten, minder Bjørnskov om de faktiske forhold.
Når ‘evidensen’ peger på at ældre stater også har de ‘bedste ‘institutioner presser spørgsmålet om hønen og ægget sig på. Er langlivede statskonstruktioner baseret på statslig intervention eller på frivillige handlinger – i sidste tilfælde bliver den akkumulerede rigdom ‘overtaget’ af staten, for vores alle sammens bedste, naturligvis.
Når man tager i betragtning hvad der sker, igen og igen, når politikere foretager indgreb – og det gør de altid for at tilgodese en vælgergruppe på bekostning af en anden – nemlig at indgrebet fører til uforudsete og/eller utilsigtede afledte effekter, der så må give påskud for atter andre indgreb, så er det svært at opretholde forestillingen om at dette blot skyldes uvidenhed. Mønsteret bliver tydligere og tydeligere og blev beskrevet udførligt af Mises i Bureaucracyfra 1944.
Mange kan enes om at staten har vokset sig for stor; at den måske skulle begrænses til at beskytte privat ejendom og håndhæve kontrakter. Hvis vi kunne bevæge os et syvmile-skridt eller to i den retning, ville det også komme de mindst rige blandt os til gode. Et rigere samfund er renere og der er mindre anledning til konflikter end i et fattigere. Samarbejde mellem mennesker der slet ikke kender hinanden har ført til enorme forbedringer af levestandarden – læs gerne med dine børn eller børnebørn hvordan i Den Mirakuløse Blyant:
Miraklet
Dernæst kan vi tage fat på at få udsat konfliktløsning og håndhævelse af loven for konkurrence og reduceret mængden af lovskrald. Sæt i værk!
…eller er der en anden forklaring på afgifter og toldmure. Der kunne også være tale om kombinationen ondskab og uvidenhed. Selvom det er en mere kompliceret forklaring kan den ikke afvises.
Christian Bjørnskov skrev i juni om protektionisme, som burde være være basal pensum for økonomer, og strengt taget også for politikere, selvom de sidste nok flest er uden for rækkevidde (lærdom falder typisk ikke på frugtbar jord her). Misèren er, at politikere netop ikke har ‘landets’ eller befolkningens interesser for øje, men deres egne. Derfor hjælper indsigt ikke på politikerens beslutningskvalitet. Vælgerens niveau skal løftes og det er svært fordi det er rationelt for vælgeren ikke at beskæftige sig med politisk snask. Udannelsessystemet bærer en betydelig del af skylden for den økonomiske analfabetisme der plager os, og muliggør fastholdelsen af status quo.
Troen (hin religiøse) på, at politikerne er i stand til at sørge for en retfærdig fordeling af rigdom der, tilsyneladende, opstår af sig selv, er mulig takket være systematisk propaganda, der hævder statens fortræffeligheder og flyder lige fra småbørnsinstitution til universitet.
Mere rigdom betyder at de fattigste iblandt os er betydeligt bedre stillet end ellers. Mere central planlægning af økonomien betyder mindre rigdom. Det er ikke ny indsigt – Mises beskrev det allerede for mere end 100 år siden – og selvom der kan skaffes ‘evidens’ for at det forholder sig således, så er indsigten fra 1922 uimodsigelig. Det svarer lidt til situationen hvor vi går ud og måler på forskellige geometriske figurer og finder at de ikke helt er i overenstemmelse med matematikken. Det er ikke geometrien der er på afveje, men data der ikke er præcist nok indsamlet.
HVIS man ønsker at mennesker, ikke mindst de der er dårligst stillet, skal forbedre deres levestandard, er øget velstand det, der virker. Regeringsindgreb kan kun forsinke eller modvirke den forbedring mennesker søger at skaffe sig. Som vi ser det, får det ene indgreb efter det andet ‘utilsigtede’ effekter, som dernæst fører til nye indgreb, der skal modvirke disse effekter, og rouletten kører. Politikere elsker problemer de kan se ud til at gøre noget ved. Og staten vokser og vokser. Mens det såkaldte råderum, som udtryk for den almindelige plyndring, på ny er ‘opjusteret’. Der har vi været før – giv folk deres penge tilbage (allesammen!)
Når lov bruges til andet end beskyttelse af privat ejendom er skråplanet etableret. Frédéric Bastiat beskrev dette i 1849 i Loven – fås her i butikken på dansk! Kort tekst der burde være pensum i udskoling og gymnasium.
Du kan også læse børnebogsversionen med dine børn eller børnebørn!
Politikere holder af at fremstå som handlekraftige personer der vil gøre noget for andre – i forventning om, at dem de gør noget for, stemmer samme politikere til en ny periode ved truget. Eftersom politikerne intet selv producerer må de skaffe sig midler på anden vis. Der er principielt tre måder, hvorpå de kan true sig til ‘indkomst’.
Beskatning. Her inddrives midlerne fra deres retmæssige indehavere under trusler om bøder, indespærring og vold, hvis man ikke makker ret. Man prøver at få pillen til at glide ned, ved at bilde folk ind, at de får mere tilbage end de afleverer, eller gøre plyndringen mindre åbenlys ved at hente rovet hos kilden, for eksempel ved at en arbejdsgiver gør det beskidte arbejde ved at tilbageholde en del af lønnen til arbejdstageren. Priser opgivet med ‘moms’ er en anden måde hvorpå tyveriet sløres for ofrene. Eller hvad med moms på afgifter?!.
Lån. Staten låner penge, med sikkerhed i fremtidigt skattekvægs ufrivillige indbetalinger. Det er ikke her Danmark er værst – men ser man til den anden side af Atlanterhavet illustreres det, hvordan imperiets evne til at projicere magt (død og ødelæggelse via krig) er betinget af, at man kan slippe for at inddrive en krigsskat direkte hos befolkningen, til de talløse krige landet har ført de sidste godt hunderede år, herunder de seneste med europæiske nato-medlemmer som villige medløbere.
Ser vi på gælden i resten af Europa er der ikke meget at prale af på denne side af dammen.
Inflation, i betydningen forøgelse af pengemængden. Her er der (også) tale om en omfordeling af ressourcer til dem der først modtager de ‘nye’ penge på bekostning af dem, der ikke er blandt de, hm, heldige.
Skatter, lån og inflation – en højst uhellig treenighed, der faciliterer statens indgriben i stort og småt. Som modydelse får vi et fattigere samfund, både i snæver økonomisk forstand men også på de planer der ikke lige lader sig måle i penge.
Jörg Guido Hülsmanns bog om kontrasten mellem statens tvang og markedets evne til at levere uperfekte løsninger peger på, at statens indgriben ikke blot forvrider markedstransaktioner, men også alle de øvrige sociale relationer, som er en del af forudsætningen for en civiliseret tilværelse.
It is only too tempting to hope that nongovernmental organizations (NGOs) of various sorts might turn out to be a better social repair shop than the bloodless welfare state. Unfortunately, however, such hopes are ill founded. Government interventions do not just alter the workings of a market economy. They are likely to shape any and all social relations, not least of all the activities within civil society.
Hvad skal vi så gøre ved det? Først og fremmest udbrede forståelsen for, at tvang, via staten, fører til mindre velstand, mindre personligt ansvar, og svækker familie- og andre sociale bånd. De fleste er formentlig enige om, at vi alle står os bedre ved at samarbejde end ved at slås. Når statens knytnæve bruges til at tvinge omfordeling igennem, bliver vi fattigere. Reformer er mulige – men bør italesættes som det, det reelt er: En reduktion af de skadelige effekter af et ineffektivt og moralsk forkasteligt system.
Man kunne starte med at fjerne de værste skatter – selskabsskatten og top-top skatterne står forrest i køen, men først og fremmest er man nødt til at reducere statens størrelse. Det kan være vanskeligt at forestille sig, at magthavere frivilligt afgiver magten, men det er muligt at rulle tyranniet en smule tilbage, for eksempel ved at sætte politikerne til produktivt arbejde. Det lykkedes rent faktisk i Canada at reducere regelbyrden (ikke at det tilsyneladende har hjulpet dem, efter InJustin Trudeau kom til…) Det er en skatterevolution, ikke en -reform, der er brug for.
Men hvis staten nu ikke kan dirigere med over halvdelen af BNP, hvordan skal vi så skaffe penge til ditten og datten? For det første ‘skaffer’ staten penge ved at tage dem fra os andre – så der er ikke flere ressourcer til rådighed fordi staten fordeler og misallokerer, tværtimod. Og selvom der bliver taget mest fra de mest velstillede, så er statens grådighed så stor, at den nødvendigvis må have en meget stor ‘skattebase’ – dvs vi alle bliver skambeskattet. Vi er pinedød nødt til at fjerne opgaver fra staten, og dermed en del af tilskyndelsen til at købe indflydelse hos politikerne.
Skolen skoler børn, ‘danner’ dem eller former dem til gode samfundsborgere. Det fører til autoritetstro borgere der underkaster sig statens algodhed fremfor vidende, nysgerrige, kritiske individer. Det er ikke statsskolens opgave at forme fremtidens borgere, for den kan kun gøre dem til undersåtter. Vi skal have staten ud af uddannelse, ligesom al anden religion skal statstilbedelsen foregå privat, hvis man ønsker det, uden at folk er tvunget til at deltage eller betale for prædikenen.
Uddannelse er alt for vigtigt et område til, at vi kan overlade det til staten. Lad folk beholde deres penge og bruge dem på den uddannelse de finder bedst for dem selv og deres børn. Små, store og voksne. Et minimalt skridt kunne være en voucher-ordning, hvor de tvangsinddrevne midler vore herskere har allokeret til udannelse, ubeskåret følger eleven – ikke noget med at man både skal betale til offentlige og private skoler. Nogle vil vælge at bruge mere tid og flere penge på uddannelse end andre og ikke alle kan og skal lære det samme.
For nylig var skolens overgreb på eleverne emnet på Radio Rothbard, godt nok fra et amerikansk perspektiv der ikke kan anvendes 1:1 på det danske. De grundlæggende problemer er dog de samme, nemlig træning i at adlyde og mangel på reel uddannelse. Artiklen der diskuteres kan læses på hosstående link: “Public Schools Have No Respect for the Students or Their Parents” by Karl Streitel: https://Mises.org/RR_187_A
Ryan and Tho and guest Karl Streitel talk about how the public school monopoly conditions students for obedience while failing to educate them. Discussed on the Show: “Public Schools Have No Respect for the Students or Their Parents” by Karl Streitel: https://Mises.org/RR_187_A “Government Schools Are Propaganda Machines” by Karl Streitel: https://Mises.org/RR_187_B “The Costs of the Progressives”: https://Mises.org/RR_187_C
Nej, man er ikke ‘modstander af uddannelse’ blot fordi man finder, at den ydelse skal leveres uafhængigt af staten. Det er en klassisk stråmand at beskylde en for at være imod A eller B, blot fordi man er overbevist om, at staten gør A eller B værre, end hvis civilsamfundet leverer A eller B.
Politikerbyrden skal blande sig uden om hvordan folks børn skal oplæres i diverse færdigheder. Men hvad med dem der har det svært? Heller ikke den opgave løser det nuværende system. Men hvor skal pengene komme fra? Derfra hvor de kommer nu (2018), blot uden det massive tab i offentlig administration og misallokering, og betalt uden trusler om tvang. Indkomstskatten er en relativt ny form for plyndring – den er ikke en naturlov (tværtimod!), men kan sagtens rulles tilbage. Mindre Mette, mere Mises.
Der er nok at tage af:
Værdien af tvangsomfordeling er stærkt overvurderet, moralsk forkastelig og menneskefjendtlig. Kontrasten er de gratis (gratis!) goder der opstår i kølvandet på et samfund med ubetinget respekt for privat ejendomsret, i tillæg til den velstand der følger!
Vi står foran endnu en episode i soap-operaen, der udspiller sig i skyggen af afguden kaldet ‘demokrati’. Er mere stat løsningen på statsskabte problemer? Er mere magt til EU-puhlitikere løsningen på noget andet end samme puhlitikeres magtliderlighed?
Det må generelt anses for bedre (hvis målet er menneskelig trivsel) at handle med sine naboer, fremfor at bekrige dem, blande sig i deres interne problemer eller i deres stridigheder med naboer til anden side. Ud fra den betragtning kunne man måske kalde EU for en delvis succes idet vi har været forskånet for større krige i så lang tid, at nogle fristes til at tro at krig kun foregår andre steder, i de varme lande. Eller de østlige.
Det burde dog ikke kræve et enormt bureaukrati, at erklære at man vil undlade at lægge told, skat eller andre hindringer i vejen for udvekslingen af varer og ydelser mellem landene. Ganske som med skattelov’givningen’ herhjemme, der kunne forsimples voldsomt, med ledsagende reduktion af plyndringen og justering af det moralske kompas. Det sidste er vigtigt, for afvigelsen af det kompas bliver mere og mere udtalt, des mere magt der overlades til staten.
Otto Brøns-Petersen beskriver her en del af risikoen ved at få et mere beslutningsdygtigt EU, med nedlæggelse eller yderligere begrænsning af kravet om enstemmighed.
Ganske tankevækkende, og måske øjenåbnende for nogle, er analogien med markedstransaktioner mellem frivillige parter, hvor vi ved at deltagerne føler sig bedre stillet ved at indgå handlen end ved at undlade. Det samme gælder ved enstemmighed – i det mindste at ingen føler sig ringere stillet. Det er en mindretalsbeskyttelse på landeniveau – og en mindretalsbeskyttelse vi kunne ønske os rullet ud, også på nationalt niveau: Nej, du har ikke ret til andre folks ejendom – heller ikke hvis et flertal af en gruppe stemmer for at plyndre et mindretal.
Brøns-Petersen nævner som et gode, at det var muligt for briterne at ‘melde sig ud’. Det holdt nu hårdt og de forsmåede har benyttet lejligheden til at gøre det unødigt vanskeligt at bedrive samhandel. Det nævnes også at USA er eksempel på, at det måske ikke er muligt for en stat at melde sig ud. Det burde dog være en selvindlysende ret, eftersom føderationen blev etableret af frie, uafhængige stater. Ligesom forfatningen derovre kun er det værd, nutidens magthavere tillægger den, således gælder EUs regler om gæld og budget også kun i det omfang puhlitikere vælger at overholde dem. Ganske som i et dysfunktionelt, voldeligt forhold, hvor den ene part truer med vold/død hvis den anden vil afbryde forholdet, så har Warshington-regimet erklæret at ‘oprørere’ ikke kan klare sig ‘imod’ D.C. fordi… F16 og atombomber. Hvem har lyst til at blive i sådan et ægteskab?
EU er relativt svagt og gudskelov for det – tænk hvad små Napoleon’er kunne finde på hvis de havde samme magt som den amerikanske føderale bande! (World War I, World War II, Korea, Vietnam, Iraq War I, Serbia, Afghanistan, Iraq War II, Libya, Syria, Yemen. Ukraine…World War III?)
EU’s budget er ganske beskedent sammenholdt med føderale stater. Det svarer til godt 1 pct. af EU’s BNP, hvilket kan sammenholdes med knap 23 pct. i USA. Indtægterne opkræves stort set alle af medlemslandene og indbetales som bidrag til EU. Unionen har relativt få egne indtægter og opkræver ikke skatter.
…
En nærmere analyse vil imidlertid vise tre centrale konklusioner. For det første er det slet ikke sikkert, at almindeligt flertal vil gøre det lettere at træffe beslutninger. For det andet vil lavere flertalskrav sænke kvaliteten af de beslutninger, der bliver truffet. For det tredje vil udbredt anvendelse af almindeligt flertal ændre EU’s grundlæggende karakter til en centraliseret, føderal stat med omfordeling mellem landene – sandsynligvis fra velhavende til mindre velhavende lande. EU vil komme til at ligne medlemsstaterne og føderale stater mere, mens medlemslandene vil komme til at minde mere om delstater.
Hvis du spilder tid på at stemme til et valg, så tænk over, om den du stemmer på, flytter nålen i retning af mere magt til staten eller mere selvbestemmelse til individet. Det har taget et par hundrede år for USA at degenerere og udhule en forfatning der skulle beskytte individet mod statens overgreb. Lad ikke EU fortsætte på samme kurs, men lad den 1% af BNP være det maksimale budget der kan nås. Og skulle vi så se at få den samme begrænsing på den danske voldfærdsstat – Max 1% af BNP!! Det er en skatterevolution snarere end århundredets reform der er behov for.
Skal vi til at have fælles gæld med vore venner i EU? En skidt ide.
How far we are today from the rules of international law developed in the age of limited warfare! Modern war is merciless, it does not spare pregnant women or infants; it is indiscriminate killing and destroying. It does not respect the rights of neutrals. Millions are killed, enslaved, or expelled from the dwelling places in which their ancestors lived for centuries. Nobody can foretell what will happen in the next chapter of this endless struggle.
This has little to do with the atomic bomb. The root of the evil is not the construction of a new, more dreadful weapons. It is the spirit of conquest. It is probable that scientists will discover some methods of defense against the atomic bomb. But this will not alter things, it will merely prolong for a short time the process of the complete destruction of civilization.
Modern civilization is a product of the philosophy of laissez faire. It cannot be preserved under the ideology of government omnipotence. Statolatry owes much to the doctrines of Hegel. However, one may pass over many of hegel’s inexcusable faults, for Hegel also coined the phrase “the futility of victory” (die Ohnmacht des Sieges).3 To defeat the aggressors is not enough to make peace durable. The main thing is to discard the ideology that generates war.
En hel del! Mises Institute fejrer 75-året for udgivelsen af Mises Human Action. Hele striben af foredrag kan anbefales, men lige her nævner vi Timothy D. Terrell og Calculation and Environmental Policy.
Selvom Human Action nu har 75 år på bagen, er de lovmæssigheder Mises beskrev stadigt (evigt) gyldige. Privat ejendomsret er udviklet gennem tiden i forsøget på at begrænse konflikt og fremme nogenlunde fredelig sameksistens, der, når den udvikles til samhandel, lægger fundamentet til civilisation. Konsekvent håndhævet vil indehaveren af ejendomsretten til en begrænset ressource have ret til fordelene ved at udnytte ressourcen, men også bære omkostningerne ved udnyttelsen. Også for de ulemper der påføres andre. Forestillingen om at ‘regeringen’ kan og skal ‘gribe ind’, når en ‘markedsfejl’ er identificeret, for eksempel når en omkostning påføres en tredie part (såkaldt negative eksternaliteter), lider under en række misforståelser. (Som omtalt i sidste uge, kan andre også nyde godt af aktiviteter som egentlig er udført i andet øjemed – en positiv eksternalitet eller et sandt gratis gode.)
I det store hele accepteres princippet, skriver Mises, om at enhver er ansvarlig for de skader han påfører andre med sine handlinger. Imidlertid er der undtagelser for loven, når for eksempel forurening tåles fra nogle industrier med henvisning til at man ikke kan stå i vejen for ‘fremskridtet’ – eller andre eufemismer for noget, der lige nu behager magthaverne. Se bare grundlovens § 73, hvor undtagelserne for ejendomsrettens ‘ukrænkelighed’ afhænger af almenvellet.
Når omkostninger kan læsses af på andre, bliver økonomiske beslutninger truffet på et vildledende grundlag, men dette skyldes ikke mangler ved systemet med privat ejendomsret. Tværtimod, er det fordi ejendomsretten ikke håndhæves fuldt ud, at resultaterne bliver uhensigtsmæssige. Løsningen er mere ejendomsret – mindre statsindgreb.
Hvis en aktør forventer fordele af et givent projekt, vil han bære omkostningerne ved at sætte det i værk, selvom andre også høster en fordel. Omvendt, hvis omkostningerne ved et projekt er så omfattende, at ingen af dem, der har fordel af det, vil finansiere det alene, så bliver det kun realiseret hvis flere vil bære omkostningerne.
Så nærmer vi os miseren når geschæftige personer mener der er et ‘problem’, men ingen iværksætter kan løse opgaven på profitabel vis. Så må Staten træde til og drive underskudsforretning, eller subsidiere private og på den måde fremme produktion af noget, på trods af forbrugerens tilkendegivelse af, at hen prioriterer andre produkter højere. Staten kan (heller) ikke skabe ressourcer ud a intet – den kan kun konfiskere ressourcer og tvinge aktivitet til at foregå andre steder end der, hvor forbrugere og producenter ellers ville have dem til at foregå. Med andre ord – vi bliver fattigere end vi ellers ville have været.
Subsidier til solceller, vindpøllemarker og andre ustabile, vejrafhængige energikilder er et glimrende eksempel. Også kuldioxid-afgifter, som fejlagtigt anprises af nogle fordi de kan ‘handles på et marked’, hører til i kategorien fejlskud – se mere om Pigou-skatter her og her.
Kigger man ned over indholdsfortegnelsen i Human Action er der mange yderst relevante emner der tages under systematisk behandling. Netop nu skæmmes omgivelserne af ‘valgplakater’ for afdankede folketingspolitikere og håbefulde ungdomspolitikere der vil til Bruxelles og dirigere Europas befolkninger. Ser man slogan som ‘grøn og sikker’ kan man roligt erstatte det med ‘fattig og farlig’ – for det er konsekvensen af det meste af den menneskefjendske politik der plæderes for. Den stupide fiksering på kuldioxid som det molekyle der driver ‘klimakrisen’, hin ikke-eksisterende, og russeren-kommer kører for fuld propagandaskrue. Af frygt for, at den uvaskede pøbel nogle steder kunne finde på at stemme på de forkerte, buldrer propagandaen om ‘russisk’ indflydelse på valget, så man kan affærdige populisterne, hvis de skulle få ‘for mange’ stemmer.
Som Rothbard indleder Statens Anatomi: Vi er ikke staten, og staten er ikke os – og det gælder i særdeleshed også en supranational monstrositet som EU. Samhandel er fint. Særdeles fint! Det kræver ikke 100-vis af sider lovtekst, opkrævning af skatter eller fælles militær!
Jörg Guido Hülsmann har begået en særdeles læseværdig bog. Den handler om de særlige gunstige effekter af markedsaktivitet, der kan beskrives som utilsigtede, idet formålet med aktiviteten ikke er at frembringe disse effekter; de opstår spontant som afledte goder.
Bogen Abundance, Generosity and the State: An Inquiry into Economic Principles kan hentes gratis(!) hos Mises.org i elektronisk format og købes i andre formater. Hülsmann har tidligere skrevet om den moralske deroute der følger af inflation (i østrigernes forståelse, nemlig udvidelse af pengemængden; generelle prisstigninger er her en følge af inflation), også nødvendig læsning; se her The Ethics of Money Production.
I Abundance, Generosity and the State behandles spontant opståede goder (og onder) systematisk og kaster et skarpere lys på en vigtig forudsætning for udvikling af velstand, nemlig ubetinget respekt for privat ejendomsret. Dagens standardøkonomer anvender undertiden betegnelsen positive eksternaliteter som kontrast til negative eksternaliteter, men betydningen af disse gratis goder er stærkt undervurderet ifølge Hülsmann.
Her følger en lille smagsprøve (mine fremhævninger):
Fra kapitel 6: A surprising side effect of the market process is to promote market participants’ desire to become owners and to act as owners…
Let us highlight four relevant ways in which ownership entails positive external effects.
One, private property reinforces responsibility. Costs and benefits (but especially costs) are borne by the owner. Waste is penalized. Frivolous and selfish uses of land and capital are also discouraged, as they represent opportunity costs for the owner… Because any losses also accrue to owners, resources are withdrawn from incompetent owners’ control. This feedback mechanism facilitates the accumulation of capital and limits waste.
Two, private property naturally focuses people’s attention on the protection and development of the economic goods that they control. Owners naturally slip into the role of prudent caretakers and stewards. The importance of this role is obvious as far as depletable natural resources are concerned. But it is no less important when it comes to the preservation and fructification of capital and personal savings.
Three, private property greatly facilitates decision-making in the context of the painful trade-offs which can divide members of any larger community.
Four, individual private property encourages long-term goals. This is especially important in cases where short-run sacrifices are significant but their future outcomes are uncertain. Without strong owners, such choices would rarely be made…
I modsætning hertil medfører regeringsindgreb dramatisk ugunstige følger for gratis goder – og en af de værste som vi tidligere har nævnt, er at statsforsørgelse fra vugge til grav fritager folk for ansvar for deres nærmeste. Det fremmer ligegyldighed over for næstens problemer.
Her fra kapitel 9:
As we shall see below, government interventions have dramatically adverse consequences for gratuitous goods. They reduce the ability and willingness of private households to make gifts. They make people indifferent and cold-hearted toward each other. These problems are well known, but most observers believe that they are the natural consequence of a free economy, of capitalism and unfettered markets, rather than of government interventions. Such misinterpretations typically motivate public policies that are likely to reinforce rather than solve the problems.
Løsningen på problemer skabt af intervention er ikke mere intervention. I stedet må vi spørge om det pågældende problem 1) er skabt af et tidligere indgreb, som derfor snarere skal tilbagerulles, og 2) er det overhovedet et problem staten skal (eller kan(!)) (mislykkes med at) løse.
Et nærmere eftersyn vil næsten altid afsløre en variant af Nirvana-fejltagelse, dvs vi sammenligner en uperfekt virkelighed med uperfekte, men frivillige forsøg på at forbedre tingenes tilstand (‘markedet’), med den utopiske løsning leveret af en algod, alvidende stat og dens velmenende repræsentanter.
Et simpelt spørgsmål man kan stille sig selv er, hvis moral forbyder mig at gøre dette eller hint, er det da acceptabelt at få statslakajer til gøre det på mine vegne i stedet? (Svaret er Nej!)
George Ford Smith indleder med et retorisk spørgsmål: Kunne du definere ‘et frit marked’ på stående fod? Og foreslår selv laissez-faire Economy, som et behjertet forsøg. Om laissez-faire skrev Mises
Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.
Vi indgydes fra barnsben misforståelsen om, at staten dels vil os det godt, dels magter at forbedre vores liv og at vi i øvrigt er staten. Murray Rothbard har korrigeret den misforståelse på glimrende vis i Statens Anatomi, som burde være pensum i udskolingen.
Forestilligen om, at vi kan tæmme staten og bringe den til at arbejde for alles bedste er naiv. Staten er netop et middel til plyndring, en parasit. Hvis mennesker var engle ville vi ikke have brug for en stat, men det ville ikke gøre skade. Men netop fordi mennesker ikke er engle, er vi værre stillet med en organisation der institutionaliserer plyndringen og inviterer til splid og kamp om, at bemægtige sig voldsmonopolet. Når det går op for demokratisterne at de kan stemme sig til andres ejendom, er det svært at vende udviklingen.
Den institutionaliserede vold som staten repræsenter er vanskeligere at beskytte sig imod, end de forbrydelser vi næppe kan slippe for, heller ikke i et frit samfund baseret på frivillighed. Voldfærdsstaten bringer det værste op i folk, og fører til at man er mindre tilbøjelig til at udvise næstekærlighed og hjælpsomhed over for dem der har det sværest, fordi disse opgaver er overladt til voldfærdsstaten. Det fremmer ansvarsfralæggelse, og tilbøjeligheden til at slås om magten.
De færreste i vores del af verden i dag, vil argumentere for, at slaveri var eller er en moralsk forsvarligt måde at organisere sig på. Selv om nogle bliver stillet dårligere ved ophævelse af slaveri, så er dét ikke et godt argument for at opretholde en forkastelig institution. PÅ samme måde vil det forhåbentlig gå med Staten i en ikke alt for fjern fremtid. Det er forkert at tage eller true sig til andres ejendom, selv om man mener at man gør ‘godt’ med rovet.
Ingen kan garantere at der ikke vil findes elendighed og uretfærdighed i en verden frigjort fra voldfærdsstaten. Den stråmand bringes ofte i spil, men er ikke et argument for fortsætte umoralsk adfærd. Staten som institution hører til på historiens mødding sammen med slaveri.
Kapitalisme: en velvalgt term der beskriver hvorfra de enorme forbedringer i levestandard stammer, nemlig opbygning af kapitalapparat; en konsekvens af at folk ikke forbruger alt hvad de producerer, men investerer en andel i produktionsapparat, i kapital.
Socialisme: Mises ser nærmere på socialisme. Økonomisk frihed er grundlaget for al anden frihed. Når en regering bemægtiger sig hele industrier, for eksempel presse, bestemmer den hvad der udgives og hvad ikke – dermed er pressefrihed en saga blot. Mises anerkender at der ikke findes perfekt frihed i metafysisk forstand. Vi er indbyrdes afhængige og det gælder også for store virksomheder og de iværksættere der leder dem. Den sande ‘chef’ i en fri markedsøkonomi er forbrugeren. Socialisten bryder sig ikke om forbrugersuverænitet fordi dette indebærer fejltagelser. Fejltagelser, som en paternalistisk statsmagt kan undgå, fordi den ved bedre end andre hvad der er godt for dem. Læg dertil at økonomisk planlægning forhindres når privat ejendomsret til produktionsmidler forbydes og prisfunktionen sættes ud af spil. Fattigdom og kaos er resultatet.
Interventionisme: Regeringen griber ind for at tvinge virksomhedsejere til at drive forretning på en måde de ikke ville have gjort, hvis de blot ‘adlød’ forbrugeren. Således repræsenterer al indgriben en begrænsning af forbrugerens selvbestemmelse. Indgreb forstået som kompromis hvor er i virkeligheden blot vejen til fortabelse: socialisme.
Inflation: Der er ingen hemmelig løsning på statens problemer med finansiering. Hvis man fattes penge må man tvangsinddrive dem ved skatter, ved at låne dem eller, i tiltagende grad, nu hvor skattecitronen er presset og skallen revet, ved at ‘skabe’ flere penge (begå falskmønteri).
Udenlandsk investering: Fremmed kapital bidrager til øget produktivitet til fordel for både investor og borgere i det land hvor investeringen foretages. Krige, især verdenskrige, protektionisme, og beskatning ødelægger denne gensidigt fordelagtige proces. Når et land pålægger told og afgifter, eller beslaglægger kapital der tilhører udenlandske investorer, forhindres eller forsinkes opbygningen af kapital til skade for investorer og indbyggere i landet.
Politik og ideer: Klassisk liberale ideer bidrog til opbygning af begrebet om økonomisk frihed og begrænsning af statsmagten – og en eksplosion i økonomisk vækst fulgte derpå. Siden fik diverse særinteresser fodfæste og under denne indflydelse blev politikeres trang til indgriben mere og mere dominerende. Dette i en grad der førte til verdenskrige og totalitære regimer, selv i lande med tidligere ‘sund’ historie. Væksten i statens udgifter gjorde fristelsen til at bedrive falskmønteri for stor. Mises pegede på Romerrigets fald som et analogt eksempel: årsagerne var interventionisme og inflation.
Hvis nogen skulle finde på at ‘give’ ‘folket’ hvad de vil have (hvis de selv vidste det, forstås), så er de simple populister, der lefler for en folkestemning og prøver at slå mønt af den (som regel politisk, med deraf følgende rigtig mønt).
Ofte har betegnelsen populisme været anvendt med nedsættende betydning (demagogi, leflen for øjeblikkets stemninger o.l.).
Det er kun demokrati når pøbelen, hvem lyset er berøvet, stemmer som eliten og andre gutmenschen mener der skal stemmes. Du kan få lige præcis den højre eller den venstre støvle på struben. Frit valg. Demokratisk.
Efterhånden som det bliver tydeligere og tydeligere at den ene krise må og skal afløses af den næste, reel eller ej, for at politikerbyrden med embedsvældet kan bevare kontrollen over en meget stor del af folks ressourcer, bliver det måske også åbenbaret for flere, at disse mennesker ikke er uegennyttige. Med henvisning til krisen du jour, hvad enten det er er et biologisk våben, en grænseuoverensstemmelse mellem to korrupte regimer provokeret af en tredie korrupt organisation eller klimaforandringer, er der pludselig behov for handlekraftige politikere, der kan hævde at løse problemer, de selv har skabt. Og fordi det er en eksistentiel krise, må ‘normale’ begrænsninger i statens magtudfoldelse for en stund (indkomstskatten startede som en krigsskat, men hænger ved endnu) vige pladsen.
Her kommer klimaforandringerne til sin ret – for klimaet vil vedblive med at ændre sig, og voilà, vi har en permanent krise med tilhørende ekstraordinære beføjelser. Derfor er det også magtpåliggende for totalitært anlagte politikere at holde klimagryden i kog og forhindre kritikere i at komme til orde. For nogen er det måske en religion, for andre et vigtigt redskab i at bevare og udvide kontrollen med andre mennesker.
Som et alternativ til den næste episode af dit yndlingstidsfordriv på Netflix, så prøv at se denne dokumentar om klimaforskning. Det er måske nyt for dem, der hovedsageligt eksponeres for gængse medier (mainstream eller Corporate Press). Adskillige nobelprismodtagere er blandt dem, der i filmen beskriver klimavidenskabens udvikling over de seneste årtier. Forestillingen om videnskab og søgen efter sandhed og forståelse af verden får et skud for boven. (Tip: Forskere er også mennesker (ikke engle) og reagerer på tilskyndelser. Uden krise, ingen offentlige (tvangsinddrevne) midler. Selvfølgelig finder de en krise!)
Tænk engang hvor meget energi der skal produceres for at opretholde en civiliseret, behagelig tilværelse. Produceres i betydningen være tilgængelig 24/7/365 i form af varme, vand i haner (både koldt og varmt) lys, strøm i kontakter, køleskabe, ovne, butikker med fødevarer, tøj, sko, vaskemaskiner, batteridrevne cykler, benzin/diesel, brændstof til flyveture, kuvøser og talløse andre fornødenheder der gør livet mere sikkert, tåleligt, behageligt, underholdende og frigør tid til andre aktiviteter.
Hvad enten vi vil det eller ej, så er der en frygtelig masse mennesker der vil have brug for at øge deres energiforbrug dramatisk, hvis de vil forbedre tilværelsen. Vi taler ikke her om en solcelle der kan oplade 1 mobiltelefon, men masser af energi. Energi, som skal komme et sted fra.
Vi har brug for enorme mængder af stabil energi, så billigt som muligt, så verdens dårligst stillede kan nærme sig os. Ikke omvendt! Et system der bliver mere og mere ustabilt på grund af stigende andel af vejrafhængige energikilder fører ikke til mere velstand. Når vi byder prisen op på materialer til at understøtte den ‘grønne’ nedsmeltning bliver det endnu sværere for de fattigste – til gengæld bliver vi ringere stillet her. Det er det modsatte af en win-win situation.
Hvordan man nu definerer ‘religion’ – en ‘forklaring’ på hvordan universet opstår og hænger sammen, et system til at hjælpe folk med, hvordan man bedst opfører sig, et sæt af leveregler der er givet af ‘højere’ magter (end mennesket, forstås), så er et rimeligt udgangspunkt at acceptere folks forskellige trossamfund. Hvis man altså ønsker at mindske potentialet for konflikter. Nogle vil hævde at (en) guds eksistens ikke kan bevises, eller modbevises – det er en trossag. Et fællestræk for nogle religioner er den guddommelige ufejlbarlighed. Måske forstår vi ikke fuldt dybden af Vorherres vilje og hvorfor Han(!) lader onde ting ske, men Han ved bedst og alt – og dét står ikke til diskussion.
Hvad enten man tror på Jesus, Moses, Jahve, Mohammed, Buddha, det flyvende spaghetti-monster, Odin, Thor eller Mette – det må man selv rode med, og andre skal ikke bestemme hvad man vælger at tro på – eller vælger ikke at tro på. Så langt er mange nok enige – ingen skal tvinges til at tro på X eller forfølges for at tro på Y. Negative rettigheder kan alle nyde godt af, uden at det går ud over andre.
Komplikationer opstår når nogle mener at have så meget ‘ret’ i deres tro, at den også byder dem at få andre til at tro det samme. Gerne ved at overtale dem, men stritter de imod, da skal de undertvinges. Så har vi kimen til balladen.
Når det kommer til to moderne religioner, Staten som Den Algode Formynder og KlimaKrisen Er Her, har vi at gøre med trossamfund som blindt følger præsternes prædiken, uden at tvivle og ingenting kan overbevise disciplene om deres vildfarelse. Det er i og for sig fint nok; lad dem gå med hammer, segl, kors med og uden hage, måner, mozzarella og T-shirts med slogans alt hvad de vil. Problemet er imidlertid, at de føler sig kaldet, forpligtet og berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres religion og konsekvenserne af deres tro. På trods af, at tvivlerne kan fremføre solide argumenter for fraværet af beviser på Statens Algodhed eller for KlimaKrisens eksistens! Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder.
Ligesom det var et fremskridt at få adskilt stat og kirke, skal vi også have al anden religion, inklusive statstilbedernes, ud af folks liv. En samfundsorden uden tvang er endemålet. Det vil ikke være Paradis fordi folk ikke er guddommeligt alvidende og gode, men fulde af fejl. Netop fordi mennesker ikke er engle skal vi holde statsukrudtet nede. Politikfejl er som regel meget værre end ‘markedsfejl’.
Lad lyset, mens vi endnu har det, falde på dig med Rothbards korte essay om Statens Anatomi – købes på dansk her i butikken.
Med den destruktive energipolitik der generelt føres i ‘Vesten’ skal vi glæde os over at der, endnu, er fungerende energiforsyning i Danmark, omend prisen er unødvendigt høj. Som tidligere omtalt er adgangen til masser af billig, pålidelig energi 24/7/365 en forudsætning for civilisation. Det er også en nødvendighed hvis vi skal kunne tilpasse os de ændringer i klimaet, som, også i fremtiden, vil udgøre en trussel mod menneskelig trivsel. Adgangen til billig, rigelig energi er det, der har sat os i stand til at nedbringe dødeligheden som følge af klimakatastrofer helt enormt de sidste 100+ år.
I usa – som ikke for tiden glimrer ved en energipolitik der har fokus på menneskelig trivsel – har det republikanske parti begået en overraskende positiv handlingsplan. En plan som burde overføres til danske forhold og helst med tilbagevirkende kraft, hvis det ellers var muligt. (HT: Alexepstein.substack.com)
Planen har følgende punkter:
Billig, pålidelig energi er en nødvendighed for amerikansk og menneskelig velstand fordi det giver os mulighed for at udnytte maskiner til at øge produktion og velstand; pålidelig amerikansk energi fører til en bedre økonomi, lavere leveomkostninger, flere velbetalte jobmuligheder, et mindre underskud (på statsfinanserne) og øget national sikkerhed.
Fossil brændsel er og vil også så langt frem vi kan se, forblive en enestående billig, pålidelig, skalérbar og sikker energikilde – den eneste kilde til rigelig energi for milliarder af mennesker, tusindvis af steder.
Energi-fattigdom er et kritisk problem i indland og udland og rammer millioner af amerikanere og milliarder verden over, inklusive de ca. 3 milliarder mennesker der overlever dagligt med mindre energiforbrug end et almindeligt køleskab.
Amerika og verden har brug for en energipolitik der sikrer rigelig fossil energi og fremmer lovende konkurrencedygtige alternativer, som for eksempel kernekraft.
Amerika kan blive både rigere og samtidig forbedre tilværelsen for milliarder med energipolitik der frisætter opfindsomheden til at producere energi så billigt, pålideligt, rigeligt og rent som muligt, samtidig med at begrænse udledning af skadelige stoffer.
Biden regeringen har begrænset investeringer, produktion og transport af amerikansk fossilt brændsel under det falske løfte om, at en hurtig overgang til sol og vind er mulig. Den har lukket pålidelige kraftværker og skabt hidtil uset mangel på elektricitet. Den har søgt at fralægge sig ansvaret for miseren ved at give Putin skylden, eller med henvisning til manglende efterspørgsel efter COVID, eller oliselskabernes formodede grådighed.
Derfor anbefales det at Amerika tager følgende skridt til fremme af velstand, øge Energi-sikkerhed, forbedre miljøet og fremme trivslen for milliarder af mennesker verden over via adgang til energifrihed: Frisæt adgang til ansvarlig udvikling af hjemlige energikilder; stop tilskyndelse til ustabil elektricitet; reformér standarder for udledning til luft og vand så de omfatter realistisk analyse af omkostninger og gevinster; opsig klimaaftaler der straffer Amerika fremfor at fremme innovation; frisæt brugen af kernekraft.
En fornuftig energipolitik (som ikke tvinger ustabile, vejrafhængige kilder på forsyningsnettet) vil måske oven i købet bidrage til privat investering i udvikling af bæredygtig (inklusive økonomisk bæredygtighed) og fremfor alt pålidelig energiproduktion. Vi har brug for ALLE energikilder til at fremme civilisation og menneskelig trivsel, også de ustabile, vejrafhængige kilder kan have deres begrænsede plads.
Det vil også gøre os lidt mindre afhængige af politiske uoverenstemmelser. Et af problemerne er de totalitære politikere, som under dække af den ene, den anden eller den tredie krise har blikket stift rettet mod magt – koste hvad det vil for menigmand. Vi har at gøre med menneskefjendske verdensreligioner og kan endnu engang konstatere at vores værste fjende er ‘vore egne’ politikere; ingen andre svinger knytnæven med samme ildhu (omend EU-bureaukratiet er godt med!).
A hotter climate and nature loss are changing our lives. We must understand what this means for the economy to fulfil our mandate. With our climate and nature plan, we are intensifying our efforts to help underpin stability and support the green transition https://t.co/3LyXPw5zLHpic.twitter.com/R1l1q53xaq
Scott Horton til Porcfest om hvorvidt det amerikanske regime provokerede det russiske ditto til eskalering af konflikten med det ukrainske regime. Historien starter ikke for små to år siden, hvor de hylende, hysteriske, hykleriske hyæner endelig fik lejlighed til at skrive Krig! på forsiderne.
Bemærk (igen) at man kan forsøge at forstå det russiske regimes bevæggrunde til eskalering og fordømme NATO’s handlinger uden at billige den russiske reaktion(!). Hvis altså man prøver at bliver klogere og at undgå yderligere tab af liv og destruktion af værdier. Der er desværre nogle der har interesse i, at konflikten fortsætter. Vi ved ‘vores’ regeringer lyver for os, det er ikke menneskekærlighed der driver regimets aktører. De enorme ressourcer der, lige nu og gennem den sidste halve snes år, bruges på at få slået ukrainere og russere ihjel kunne have været brugt bedre på at fremme menneskelig trivsel, hvis folk havde beholdt råderet over der egen ejendom. (Eller undladt at spendere ‘offentlige’ midler tilvejebragt på anden vis på krigeriske eventyr.)
Stockman havde sidste år en plan til deeskalering (rigtig deeskalering – ikke Houthi-versionen hvor Biden-regimet bomber dem for at deeskalere…). Følg den. Vi skal ikke bidrage med hverken våben eller finansiering til fortsættelse af myrderierne.
Bag om nyhederne (12. januar 2024) åbnede med diskussion af debatten om, hvorvidt folk skal arbejde (så meget som muligt) for at ‘vi’ har råd til voldfærdsstaten eller om det er ok at ‘melde sig ud’ af rotteræset. Måske skal puhlitikerne endda sørge for tilskyndelser til det ene eller det andet. Heldigvis blev der svaret fornuftigt på det spørgsmål – det må folk selv om, og det er faktisk ikke noget som staten burde blande sig i. En måde at tilgodese børnefamilier (yderligere) på, kunne være at lette skatten generelt for alle – og lade folk vælge selv. Gys.
Senere i ugens podcast blev der uddelt en skævert til ‘klima’minister Aagaard for at fortsætte på Titanic-kursen (min udlægning) til trods for, at man hævder at 2025-målene, hine afsindige, for CO2-udledning vil blive nået. Rettelig bør hele folketinget have del i skæverten, men panelet deler kun skæverter ud til enkeltpersoner.
FOlketingets medlemmer har tidligere fået lejlighed til at blive informeret om, det rimelige og urimelige i deres aktivitet. Minister Aagaard var ikke i folketinget da Operation Oplysning til medlemmer af folketinget løb af stablen. Det er naturligvis ikke nogen lovlig (pun intended) undskyldning for tåbelige tiltag og overgreb på andres ejendom, men han skal alligevel have en chance. Så jeg tilbyder hermed at CEPOS sammen med skævert-koppen kan medsende et eksemplar af Rothbards Statens Anatomi. Du kan også få dit eget eksemplar her i butikken.
1) Når de såkaldt negative eksternaliteter (se indlæg om Pigou-skat her) ved udnyttelse gøres op, så overses eller undervurderes -groft- de enorme positive effekter af adgangen til billig, stabil, pålidelig energi der i øjeblikket, og de næste årtier, KUN kan leveres via fossile kilder. Hvis vi vel at mærke ønsker at den store andel af jordens befolkning der lever i dyb energi-fattigdom skal få en bedre tilværelse. OG hvis vi ønsker at opretholde en relativt behagelig, civiliseret tilværelse. Energi, masser af den, billig, pålidelig 24/7/365 er forudsætningen herfor.
2) Forestillingen om at kloden befinder sig i en skrøbelig tilstand, en balance der, hvis den forskubbes en lille smule, kan få katastrofale konsekvenser. Det er en fortælling der nyder fremme i gængse medier og sørger for indtægter til ‘forskning’ og alarmister og kalder på handlekraft fra puhlitikerklassen. Der er imidlertid ikke noget videnskabeligt belæg herfor, heller ikke i IPCCs seneste rapport. Nogle menneskers reelle eller foregivne frygt for potentielle katastrofer for fremtidens befolkning, der forventes at have flere ressourcer til rådighed end vi har i dag, kan ikke moralsk overtrumfe nulevende menneskers behov for adgang til mere, rigelig, billig, stabil, pålidelig energi. De forandringer der vil ske i klimaet i fremtiden, som de også er sket i fortiden, vil vi være bedre til at håndtere des rigere vi er.
3) Den synsvinkel der anlægges på jorden og mennesker er domineret af en forestilling om at enhver menneskelig påvirkning er af det onde. Målet er ikke menneskelig trivsel og velstand, men derimod en ‘natur’ der er som uberørt af menneskehånd. Med andre ord, en direkte anti-human indstilling. Derfor er der nu også modstand mange steder mod store solcellefarme, vindfarme, ja enhver påvirkning af omgivelserne. Uvilligheden til at acceptere atomkraft og, de relativt få steder hvor vandkraft giver mening, afslører at det ikke handler om ‘klima’, men om en menneskefjendsk bevægelse.
Læs Fossil Future for en grundig gennemgang af nødvendigheden af mere fossil energi de nærmeste år, ikke mindre; og for en korrektion af upræcis, tendentiøs tænkning, jvf. ovenfor.
Den venlige fortolkning er, at gode mennesker reagerer på de tilskyndelser der nu engang er sat i verden, og de er ikke klar over hvor skadelig den anti-humane, anti-fossil-energi tankegang faktisk er. De benytter blot frygten for katastrofer til at bevare eller skaffe sig mere kontrol og magt over deres medmennesker. Så når de bruger knytnæven til at gennemtvinge deres vilje, er det til vores allesammens bedste, naturligvis.
CO2-skatten er genstand for en vis debat – især hvor høj den skal være. Desværre, som det så ofte gælder skatter, diskuteres det sjældent OM der overhovedet skal beskattes. Skattereglen for socialdemokratisme lader til at være – hvis det er i live, skal det beskattes; hvis det er dødt skal det beskattes.
En væsentlig mangel i tidens CO2-forskrækkelse, er den enorme nytte menneskeheden har og har haft, af fossile energikilder. Energikilder der frigiver CO2 (og afbøder en smule på CO2-manglen). Når man tager alle de positive effekter i betragtning, visheden om manglende eller forsinket udvikling af fattigere lande samt faldende levestandard i rigere lande, der vil følge af en begrænsning af adgangen til fossil energi, IPCCs vurdering af fremtidige klimaændringer – som ikke indebærer ‘krise’ – uafhængig af, hvor lille eller stor en andel der skyldes menneskelig aktivitet – så er det dybt umoralsk at advokere for en afvikling af fossil energi. Vi har brug for masser af energi, fossil og fra andre kilder – men billig, pålidelig energi, der virker 24/7/365. Kun derved kan vi løfte flere mennesker ud af arg fattigdom og samtidig sætte os i bedre stand til at beherske de klimaændringer der kommer i fremtiden. For komme, det vil de.
Fjern forhindringerne for fossil energi, fjern subsidier fra AL energi, lad os blive så rige at vi har råd til at kere os mere om vores omgivelser og blive bedre til at udnytte ressourcerne. Hvis det da er menneskers trivsel vi har for øje og ikke opfatter mennesker (altså de andre mennesker) som en kræftsvulst på jorden.
Usikkerheden om klimaforudsigelser er så store, at nogle fås højlydte bekymring om potentielle problemer (der efter alt at dømme absolut er til at håndtere) på ingen måde kan retfærdiggøre de omfattende omvæltninger i eksisterende energipotilk – som vi VED får katastrofale konsekvenser, især for de fattigste.
