Udgivet i 1 kommentar

nudge nudge…

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII

Udgivet i Skriv en kommentar

Om ulve og miljøet – og hvorfor ejendomsret er altafgørende

…og økonomi.

Michael Munger skriver på AIER om transaktionsomkostninger og bruger opformering af ulvebestand i det vestlige USA som et eksempel på en måde at udnytte respekt for ejendomsret til at opnå ‘miljøforbedringer’.

Et andet spændende eksempel på vores begrænsede forståelse blev jeg opmærksom på via Russ Roberts’ Econtalk (podcast) som for nylig havde besøg af Isabella Tree . På Knepp Castle Estate (som jeg gerne vil besøge når Mettemord løfter husarresten) har de efter årtier med fejlslagen landbrug, der trods tvangsoverførsler fra andre EU-borgere aldrig fungerede, lagt strategien helt om og (dog stadig med tilskud!) med ekstensiv pleje og indførsel af større dyr opnået en genopstandelse af en fantastisk biodiversitet. Dog har de (endnu?) ikke indført rovdyr, det ER en relativt lille ejendom i Sydengland, der arealmæssigt ikke er i nærheden af de store amerikanske naturparker.

Pointen er at forestillingen om at ‘vi‘ har forstået den ekstremt komplekse verden omkring os, og derfor at dette royale vi kan, og bør!, dirigere rundt med os andre, der ikke ved hvad der er bedst for selv, er fejlagtig. Mere regering er årsagen – ikke løsningen – til dårskab.

Udgivet i 2 kommentarer

Hvem bestemmer over dit liv?

Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)

De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.

Men der tager vi fejl…Den sociale kontrakt eksisterer ikke.

Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).

Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.

DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.

Udgivet i 1 kommentar

Klingende mønt…

Har du tænkt over hvorfra dét udtryk stammer? Det er ikke lyden fra et kasseapparat der siger ka-ching eller din mobile pay som flyver afsted. Tag to af de guldmønter du sikkert har på lager, balancér den ene på fingerspidsen og slå den an med den anden. Glæd dig over klangen af klingende mønt!

I en tid hvor politikere tilsyneladende(!) tror at penge er noget de kan plukke på træer eller i centralbanker (‘This is not the time to worry about moral hazard or whether people are incentivized not to work‘) er det nok værd at overveje hvad penge egentlig er; hvilken fantastisk udvikling penge repræsenterer, en ‘opfindelse’ der næppe overgås af noget mht at skabe bedre levevilkår for mennesker. Lyt til Human Action podcast om Economic Calculation her. Læs del 3 af Human Action her

Penge har flere funktioner, først og fremmest som betalingsmiddel, som middel til holde styr på (evt) gevinst og tab, som transport og opbevaring af værdi. Endvidere skal det være alment accepteret som betalingsmiddel. Man kan diskutere hvad der er gode egenskaber for penge i forhold til at opfylde disse funktioner, f.eks at det er nemt at bytte mod alle andre varer og ydelser, nemt at opdele i mindre stykker, let at transportere, vanskeligt at fremstille, nemt at kontrollere, bevarer sin værdi over tid mm.
Der en glimrende introduktion til penge her fra sidste års Mises University (45min). For mere detaljeret gennemgang må man boge den lidt og gå til Mengers The Origins of Money og Rothbards What has Government done to Our Money – og Mises Human Action, f.x. Kapitel XVII.19 eller The Theory of Money and Credit.

Se også Bob Murphys artikelserie om Money Mechanics på mises.org – ikke alle kapitler er udkommet endnu, men kapitel 2 om penge og banker, og kapitel 5 om, hvordan centralbank og kommercielle banker skaber penge, er online.

Penge har ikke værdi i sig selv, men alene i kraft af de knappe ressourcer de repræsenterer, og som man kan erhverve sig ved at bruge pengene, enten nu eller fremtiden. Når en falskmøntner (f.eks en centralbank, en kommerciel bank eller en anden slyngel) ‘laver’ penge er konsekvensen øget (mulighed for) forbrug af knappe ressourcer. Vi producerer for at kunne forbruge (hvad enten forbruget består i ‘stuff’, oplevelser, fritid eller andet) og i en avanceret økonomi er penge det vi bruger til at holde styr på hvad vi har produceret, og hvad vi derfor kan forbruge af ressourcer. Falskmøntneriet sætter nogen i stand til at forbruge uden at producere – det man med rette kan kalde overforbrug, og fører til en misallokering af ressourcer ved at producenter søger at imødekomme den efterspørgsel som falskmøntneren har sat i værk. Når falskmøntneren er Sorte Slyngel kan enhver se at det er forkert at han kommer med sine falske mønter, men når det er penge der sat i verden ved en seddelpresse eller en kredit som ‘opstår’ i en computer er det mindre gennemskueligt. Men der opstår ikke flere varer eller ydelser af at staten deler penge ud, vi bliver ikke rigere – der er kun tale om omfordeling, misallokering og et mindretal der beriger sig på vor andres bekostning.

Der er intet galt i kredit eller lån – långiver afgører hvor stor en risiko han vil påtage sig, og hvilket pant han ønsker som betingelse for lånet. Men hvis han tager fejl, skal han bære risikoen og tage tabet når låntager ikke kan betale tilbage.

Når regeringer uddeler penge til pøbelen afhænger de skadelige effekter blandt andet af, hvordan banden er kommet til penge. Er det ved beskatning, tager de ressourcer fra en gruppe og giver til en anden. Er det ved låntagning er det det samme, blot er dem man tager fra endnu fremtidige borgere (børn eller ufødte). Begge former for plyndring er umoralsk. Snedigt lader man gaveregnen falde lidt over alle, lader som om man lytter til folkets (ikke eksisterende) stemme; som Bastiat skrev: Tidens vildfarelse er at alle bliver rigere på bekostning af hinanden.

Helt galt går det når politikere har magt og indflydelse over pengene, den fristelse kan de færreste modstå. Når gaverne opstår ved falskmøntneriet ser vi først de afledte effekter senere, evt først meget senere, som følge af den misallokering af ressourcer indgrebet fører med sig. Mises brugte eksemplet med en murermester der, pga falskmøntneriet, tror at der findes flere reelle ressourcer end rent faktisk gør. Han bygger derfor ud fra en grundplan et hus, men det viser sig efterhånden som byggeriet skrider frem, fundamentet er støbt, det meste af skallen muret, at der ikke er ressourcer nok i form af f.eks materialer til tagkonstruktion. Han må enten opgive at færdiggøre huset, eller forsøge at bygge det mindre, måske genvinde nogle af de forbrugte ressourcer. Tab og spild er konsekvensen.

Ligesom politikerbyrden skal holdes langt væk fra uddannelsessystemet, sundhedssystem, og alle andre væsentlige systemer, er det måske allervigtigst at holde dem væk fra vores pengesystem; det er de i særklasse uegnede til at administrere og der er intet respektløst i at konstatere dette.

En ‘guldstandard‘ eller anden møntfod som ikke kan blæses op er ikke ensbetydende med at vi har nået nirvana (se afsnit 8), men et nyttigt redskab til at begrænse det galopperende offentlige (og private) forbrug.

https://data.oecd.org/chart/5Umx

P.S. Penge er ikke alt