Udgivet i Skriv en kommentar

Mises og miljøet – hvad kan hovedværket der udkom i 1949 lære os i dag?

En hel del! Mises Institute fejrer 75-året for udgivelsen af Mises Human Action. Hele striben af foredrag kan anbefales, men lige her nævner vi Timothy D. Terrell og Calculation and Environmental Policy.

Selvom Human Action nu har 75 år på bagen, er de lovmæssigheder Mises beskrev stadigt (evigt) gyldige. Privat ejendomsret er udviklet gennem tiden i forsøget på at begrænse konflikt og fremme nogenlunde fredelig sameksistens, der, når den udvikles til samhandel, lægger fundamentet til civilisation. Konsekvent håndhævet vil indehaveren af ejendomsretten til en begrænset ressource have ret til fordelene ved at udnytte ressourcen, men også bære omkostningerne ved udnyttelsen. Også for de ulemper der påføres andre. Forestillingen om at ‘regeringen’ kan og skal ‘gribe ind’, når en ‘markedsfejl’ er identificeret, for eksempel når en omkostning påføres en tredie part (såkaldt negative eksternaliteter), lider under en række misforståelser. (Som omtalt i sidste uge, kan andre også nyde godt af aktiviteter som egentlig er udført i andet øjemed – en positiv eksternalitet eller et sandt gratis gode.)

I det store hele accepteres princippet, skriver Mises, om at enhver er ansvarlig for de skader han påfører andre med sine handlinger. Imidlertid er der undtagelser for loven, når for eksempel forurening tåles fra nogle industrier med henvisning til at man ikke kan stå i vejen for ‘fremskridtet’ – eller andre eufemismer for noget, der lige nu behager magthaverne. Se bare grundlovens § 73, hvor undtagelserne for ejendomsrettens ‘ukrænkelighed’ afhænger af almenvellet.

Når omkostninger kan læsses af på andre, bliver økonomiske beslutninger truffet på et vildledende grundlag, men dette skyldes ikke mangler ved systemet med privat ejendomsret. Tværtimod, er det fordi ejendomsretten ikke håndhæves fuldt ud, at resultaterne bliver uhensigtsmæssige. Løsningen er mere ejendomsret – mindre statsindgreb.

Hvis en aktør forventer fordele af et givent projekt, vil han bære omkostningerne ved at sætte det i værk, selvom andre også høster en fordel. Omvendt, hvis omkostningerne ved et projekt er så omfattende, at ingen af dem, der har fordel af det, vil finansiere det alene, så bliver det kun realiseret hvis flere vil bære omkostningerne.

Så nærmer vi os miseren når geschæftige personer mener der er et ‘problem’, men ingen iværksætter kan løse opgaven på profitabel vis. Så må Staten træde til og drive underskudsforretning, eller subsidiere private og på den måde fremme produktion af noget, på trods af forbrugerens tilkendegivelse af, at hen prioriterer andre produkter højere. Staten kan (heller) ikke skabe ressourcer ud a intet – den kan kun konfiskere ressourcer og tvinge aktivitet til at foregå andre steder end der, hvor forbrugere og producenter ellers ville have dem til at foregå. Med andre ord – vi bliver fattigere end vi ellers ville have været.

Subsidier til solceller, vindpøllemarker og andre ustabile, vejrafhængige energikilder er et glimrende eksempel. Også kuldioxid-afgifter, som fejlagtigt anprises af nogle fordi de kan ‘handles på et marked’, hører til i kategorien fejlskud – se mere om Pigou-skatter her og her.

Kigger man ned over indholdsfortegnelsen i Human Action er der mange yderst relevante emner der tages under systematisk behandling. Netop nu skæmmes omgivelserne af ‘valgplakater’ for afdankede folketingspolitikere og håbefulde ungdomspolitikere der vil til Bruxelles og dirigere Europas befolkninger. Ser man slogan som ‘grøn og sikker’ kan man roligt erstatte det med ‘fattig og farlig’ – for det er konsekvensen af det meste af den menneskefjendske politik der plæderes for. Den stupide fiksering på kuldioxid som det molekyle der driver ‘klimakrisen’, hin ikke-eksisterende, og russeren-kommer kører for fuld propagandaskrue. Af frygt for, at den uvaskede pøbel nogle steder kunne finde på at stemme på de forkerte, buldrer propagandaen om ‘russisk’ indflydelse på valget, så man kan affærdige populisterne, hvis de skulle få ‘for mange’ stemmer.

Som Rothbard indleder Statens Anatomi: Vi er ikke staten, og staten er ikke os – og det gælder i særdeleshed også en supranational monstrositet som EU. Samhandel er fint. Særdeles fint! Det kræver ikke 100-vis af sider lovtekst, opkrævning af skatter eller fælles militær!

Læs!
Markedsmiraklet
Miraklet – Læs for børnene(s skyld)!

I øvrigt bør regeringen gå af!

Udgivet i Skriv en kommentar

Faktisk gratis glæder – om de utilsigtede gavnlige effekter af markedsaktivitet

Jörg Guido Hülsmann har begået en særdeles læseværdig bog. Den handler om de særlige gunstige effekter af markedsaktivitet, der kan beskrives som utilsigtede, idet formålet med aktiviteten ikke er at frembringe disse effekter; de opstår spontant som afledte goder.

Jörg Guido Hülsmann

Bogen Abundance, Generosity and the State: An Inquiry into Economic Principles kan hentes gratis(!) hos Mises.org i elektronisk format og købes i andre formater. Hülsmann har tidligere skrevet om den moralske deroute der følger af inflation (i østrigernes forståelse, nemlig udvidelse af pengemængden; generelle prisstigninger er her en følge af inflation), også nødvendig læsning; se her The Ethics of Money Production.

I Abundance, Generosity and the State behandles spontant opståede goder (og onder) systematisk og kaster et skarpere lys på en vigtig forudsætning for udvikling af velstand, nemlig ubetinget respekt for privat ejendomsret. Dagens standardøkonomer anvender undertiden betegnelsen positive eksternaliteter som kontrast til negative eksternaliteter, men betydningen af disse gratis goder er stærkt undervurderet ifølge Hülsmann.

Her følger en lille smagsprøve (mine fremhævninger):

Fra kapitel 6:
A surprising side effect of the market process is to promote market participants’ desire to become owners and to act as owners…

Let us highlight four relevant ways in which ownership entails positive external effects.

  • One, private property reinforces responsibility. Costs and benefits (but especially costs) are borne by the owner. Waste is penalized. Frivolous and selfish uses of land and capital are also discouraged, as they represent opportunity costs for the owner… Because any losses also accrue to owners, resources are withdrawn from incompetent owners’ control. This feedback mechanism facilitates the accumulation of capital and limits waste.
  • Two, private property naturally focuses people’s attention on the protection and development of the economic goods that they control. Owners naturally slip into the role of prudent caretakers and stewards. The importance of this role is obvious as far as depletable natural resources are concerned. But it is no less important when it comes to the preservation and fructification of capital and personal savings.
  • Three, private property greatly facilitates decision-making in the context of the painful trade-offs which can divide members of any larger community.
  • Four, individual private property encourages long-term goals. This is especially important in cases where short-run sacrifices are significant but their future outcomes are uncertain. Without strong owners, such choices would rarely be made…

I modsætning hertil medfører regeringsindgreb dramatisk ugunstige følger for gratis goder – og en af de værste som vi tidligere har nævnt, er at statsforsørgelse fra vugge til grav fritager folk for ansvar for deres nærmeste. Det fremmer ligegyldighed over for næstens problemer.

Her fra kapitel 9:

  • As we shall see below, government interventions have dramatically adverse consequences for gratuitous goods. They reduce the ability and willingness of private households to make gifts. They make people indifferent and cold-hearted toward each other. These problems are well known, but most observers believe that they are the natural consequence of a free economy, of capitalism and unfettered markets, rather than of government interventions. Such misinterpretations typically motivate public policies that are likely to reinforce rather than solve the problems.

Løsningen på problemer skabt af intervention er ikke mere intervention. I stedet må vi spørge om det pågældende problem 1) er skabt af et tidligere indgreb, som derfor snarere skal tilbagerulles, og 2) er det overhovedet et problem staten skal (eller kan(!)) (mislykkes med at) løse.

Et nærmere eftersyn vil næsten altid afsløre en variant af Nirvana-fejltagelse, dvs vi sammenligner en uperfekt virkelighed med uperfekte, men frivillige forsøg på at forbedre tingenes tilstand (‘markedet’), med den utopiske løsning leveret af en algod, alvidende stat og dens velmenende repræsentanter.

Et simpelt spørgsmål man kan stille sig selv er, hvis moral forbyder mig at gøre dette eller hint, er det da acceptabelt at få statslakajer til gøre det på mine vegne i stedet? (Svaret er Nej!)

Få Hans-Hermann Hoppes Kapitel 4 i Teorien om Socialisme og Kapitalisme her for 0,- kr.

Hans-Hermann Hoppe

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i 1 kommentar

Russeren kommer (ikke)

Et tilbagevendende tema i propagandaen for at fortsætte myrderier og korruption i det der for tiden er Ukraine, er temaet om, at hvis ‘vi’ ikke stopper Putin nu, så er det kun et spørgsmål om tid, før han kaster sig over resten af Europa – hele vejen til Portugal.

Der er en række gode grunde til at afvise den tolkning. Ted Snider og Nicolai N. Petro beskriver dem her.

Libertarian Institute

Der argumenteres for, at historien om Putins våde drømme om genopstandelsen af et russisk imperium, er netop drømme, men ikke i Putins hovede. Det er blot endnu engang propaganda der skal få den Nato-landenes befolkninger til at underkaste sig økonomiske byrder, til glæde for ganske få, der beriger sig på ukrainske dødsofre. Putin har ikke ‘brug’ for mere territorium – hvordan skulle han kunne undertvinge ca 500 millioner vrangvillige europæere, der i øvrigt er i fuld gang med selv at afvikle deres samfund, grebet som deres ‘ledere’ er, af en religiøs vrangforestilling om klimaet i krise?

De absurde beløb der bruges på at få slået endnu flere ukrainere ihjel, er utilstrækkelige til ‘vinde’ krigen, men kan kun gøre situationen endnu værre. Kaster Nato-regimerne soldater i felten, bekræfter de Putin i hans historie om, at de søger Ruslands destruktion – og han vil stå endnu stærkere politisk i Rusland og blandt ikke-Nato-regimer.

Mearsheimer citeres her

  • Kap de sikkerhedspolitiske bånd til Ukraine
  • Læg pres på Ukraines regime mhp øjeblikkelig at indlede forhandlinger så tabet af territorium kan begrænses til det, det er tabt nu

Fortsat eskalering af krigen er (næsten) ikke i nogen interesse, især ikke Ukraines. De, og vi, kan kun tabe – endnu mere…

Vi mangler stemmer der konsistent afviser statssponsorater til mord, i stedet for at deltage i krig for demokrati.

Lad os ikke forveksle staten med folket – det er en banal, men almindelig fejltagelse. Staten er ikke os – som Rothbard indleder sin anatomilektion. Få den her – 37,50 kr.

Hvad er Staten?
Statens Anatomi

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Staten som institution hører til på samme mødding som slaveriet

https://mises.org/mises-wire/we-need-do-state-what-we-have-done-slavery

George Ford Smith indleder med et retorisk spørgsmål: Kunne du definere ‘et frit marked’ på stående fod? Og foreslår selv laissez-faire Economy, som et behjertet forsøg. Om laissez-faire skrev Mises

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Mises – Human Action

Vi indgydes fra barnsben misforståelsen om, at staten dels vil os det godt, dels magter at forbedre vores liv og at vi i øvrigt er staten. Murray Rothbard har korrigeret den misforståelse på glimrende vis i Statens Anatomi, som burde være pensum i udskolingen.

Forestilligen om, at vi kan tæmme staten og bringe den til at arbejde for alles bedste er naiv. Staten er netop et middel til plyndring, en parasit. Hvis mennesker var engle ville vi ikke have brug for en stat, men det ville ikke gøre skade. Men netop fordi mennesker ikke er engle, er vi værre stillet med en organisation der institutionaliserer plyndringen og inviterer til splid og kamp om, at bemægtige sig voldsmonopolet. Når det går op for demokratisterne at de kan stemme sig til andres ejendom, er det svært at vende udviklingen.

CEPOS

Den institutionaliserede vold som staten repræsenter er vanskeligere at beskytte sig imod, end de forbrydelser vi næppe kan slippe for, heller ikke i et frit samfund baseret på frivillighed. Voldfærdsstaten bringer det værste op i folk, og fører til at man er mindre tilbøjelig til at udvise næstekærlighed og hjælpsomhed over for dem der har det sværest, fordi disse opgaver er overladt til voldfærdsstaten. Det fremmer ansvarsfralæggelse, og tilbøjeligheden til at slås om magten.

De færreste i vores del af verden i dag, vil argumentere for, at slaveri var eller er en moralsk forsvarligt måde at organisere sig på. Selv om nogle bliver stillet dårligere ved ophævelse af slaveri, så er dét ikke et godt argument for at opretholde en forkastelig institution. PÅ samme måde vil det forhåbentlig gå med Staten i en ikke alt for fjern fremtid. Det er forkert at tage eller true sig til andres ejendom, selv om man mener at man gør ‘godt’ med rovet.

Ingen kan garantere at der ikke vil findes elendighed og uretfærdighed i en verden frigjort fra voldfærdsstaten. Den stråmand bringes ofte i spil, men er ikke et argument for fortsætte umoralsk adfærd. Staten som institution hører til på historiens mødding sammen med slaveri.

I øvrigt bør regeringen gå af.