Udgivet i Skriv en kommentar

Om tyveri

Cepos har udgivet en rapport om skatteunddragelse (deres hjemmeside fungerer ikke i øjeblikket) og for nylig diskuterede Martin Ågerup emnet med tidligere departementschef Peter Loft. En udmærket diskussion det kan anbefales at lytte til, men man kunne ønske sig lidt mere fra en liberal tænketank end diskussion af om der skal betales 22% eller 21% i selskabsskat.

Indkomstskat var ikke hovedemnet her, men diskussionen går ofte i samme spor, for selvfølgelig, lyder det som regel, skal vi betale ‘vores’ skat, bare lovgrundlaget er på plads og transparent. Men lovgrundlaget er aldrig ‘på plads’, for indkomstskat er et af de værste tyverier – og det bør nævnes at der findes steder hvor den er nul uden at samfundet ligger i ruiner.

Talen om at skylde noget i skat er et eksempel på nysprog der har sneget sig ind, og nu som en naturlig præmis antager at staten ejer din ejendom (som dermed ikke er din ejendom). Men staten har intet retmæssigt krav på din ejendom! At tale om skatteunddragelse som noget vi ‘selvfølgelig’ skal forhindre er ren Orwell’sk – det svarer til at du selvfølgelig ikke må låse din dør for at gøre det vanskeligere for tyven at stjæle. Tyven har ikke ret til en del af din ejendom – heller ikke selvom han og de andre tyve har stemt om det og er blevet enige om at din ejendom nu er deres.

Det er fint have en tænketank som Cepos der kan påpege mange tåbeligheder og man kan sagtens mene at et radikalt budskab som nul (0) i skatteprocent er urealistisk og ‘skræmmer’ folk væk fra liberale tanker. Men man kunne som nævnt godt ønske sig en mere principiel diskussion om ejendomsret og friheden for tvang, selvom der er et stykke vej til den situation.

War is Peace

Freedom is Slavery

Ignorance is Strength

Din ejendom er statens

Naturligvis er skat tyveri – vrangforestillingen om at det er noget folk betaler frivilligt, kan kun tilskrives årtiers ophold i propagandainstitutioner. Troels Lund Poulsen, som ellers ikke fortjener særlig ros, indførte i sin tid en konto hvortil man frivilligt kunne indbetale mere i skat, og sjovt nok var det ikke store summer der kom ind. Hvis dit bedste bud på, hvordan reelle problemer løses, er at tvinge andre til at betale til en bande der efterfølgende ikke løser problemer, men skaber dem, så prøv igen med en anden tilgang. Undlad i hvert fald at holde den moralske fane højt. Mener du der er et problem der skal løses, og kan du ikke selv klare det, så må du overbevise andre om at netop dette problem fortjener særlig bevågenhed. En af de værste konsekvenser af statens indblanding i stort og småt er den ledsagende ansvarsfraskrivelse for medmenneskers ve og vel. Modtagere korrumperes og andre tilskyndes til hårdhudet ligegyldighed.

Når man bruger loven til at tildele nogle mennesker særlige privilegier fører det efterhånden til alles kamp mod alle om kontrollen med det magtapparat, banden, der betegner sig som staten.

Læs med dine børn om, hvad lov er i Tuttle tvillingerne lærer om loven og læs selv originalen Loven, der begge fås på dansk her i butikken. Bastiat skrev pamfletten i 1849 og den er endnu mere relevant i dag. Og så er den ganske let læst. Nødvendig modgift til dagens propaganda.

Cover back

Skat er tyveri – og i øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Når bureaukraten stemmer

Kan resultatet forudsiges. Og det er ikke til vores alle sammens fælles bedste. Bureaukraten har som alle andre sine egne personlige interesser og præference. Det er der intet mærkværdigt eller upassende ved. Når bureaukraten optræder både som lønmodtager i et offentligt system og som arbejdsgiver, henter han sine midler som arbejdsgiver i andre menneskers lomme, og er tilbøjelig til at være mindre påholdende med udgifterne.

Dette problem bliver større og større efterhånden som antallet af bureaukrater vokser som Mises påpegede allerede i 1944(!) i Bureaucracy (hent den her).

Udviklingen i antallet af offentligt ansatte i Danmark illustrerer problemet. Fra 1966 til 2019 steg antallet af offentligt ansatte fra 269.000 til 829.000 – som udtryk for at staten trænger sig ind på alt for mange områder, hvor den (også) gør mere skade end gavn. (Godt nok er tallet faldet en smule igen, men udgør stadig 719.000 i 2020.)

Det betyder ikke at alle offentligt ansatte er uproduktive, eller at der ikke også er lammende bureaukrati i den private sektor – dog ofte som et ‘svar’ på det offentlige bureaukratis aktivitet. Men hver en krone der bruges på varer eller ydelser af bureaukraten kommer dels fra en anden, der så ikke kan bruge den efter eget forgodtbefindende. Endvidere er der afledte effekter med ressourcer der flyttes til de områder bureaukraten favoriserer, ressourcer der trækkes væk fra andre områder hvor priserne så stiger mere end de ellers ville have gjort (eller måske endda var faldet).

Udover det moralsk forkastelige i at tage fra nogle for at give til andre, er alternativomkostningerne vanskelige at (over)vurdere. Det sete versus det usete – det som ikke bliver iværksat fordi bureaukraten har beslaglagt en stor andel af samfundets produktion er fint beskrevet i Henry Hazlitts Economics in One Lesson. Læs de første kapitler her på dansk.

Jo rigere et samfund er, desto bedre går det også de, der er dårligst stillet. Forudsætningen for at kunne hjælpe andre, er velstand og villighed. De fleste er villige, og mere villige des mere velstillede de er. Produktion går forud for forbrug (Says lov) og jo mere staten konfiskerer af det producerede desto mindre velstand er der til at hjælpe dem der behov for hjælp. Politikere lader til at tro at rigdom ‘opstår’ og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men fattigdom er udgangspunktet. At skabe og vedligeholde velstand er en kompliceret affære med samarbejde mellem mennesker der ikke kender hinanden. Du kan læse om dette mirakuløse samarbejde – sammen med dine børn – i bogen om Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant.

Miraklet

Rigdom kan man ikke lovgive sig til – og i øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

Kronen, kronen, kontrollen og korruptionen

Kontrol over kongens mønt har alle dage været et middel til at belønne udvalgte undersåtter og købe sig til loyalitet – om ikke andet for en tid. Den korrumperende effekt af at have adgang til skatkammeret og ikke mindst for modtageren af nådegaver er et problem, der ikke kan løses ved at give mere magt til kongen, regeringen, politikere eller bureaukrater.

Ryan McMaken skriver om den ‘naturlige’ udvikling af lobbyisme og pleje af særinteresser der opstår i kølvandet på en stor stat. Når staten konfiskerer en stor andel af borgernes produktion og kan bruge den til at forgylde foretrukne sektorer/industrier/firmaer, kombineret med dens adgang til at lægge hindringer i vejen via ‘lovgivning’ (hvad er lov) og regulering, kan det ikke undre at entreprenante folk søger mod truget der lokker med lette(re) indtjening. Det er en af de mange kedelige effekter ved at have en tung byrde af – muligvis – velmenende politikere, som vil gøre noget, men som ikke har forstået at det er forkert at tage noget fra andre med vold eller trusler om vold, selvom man hævder at det er til fordel for nogle som har mere behov for tyvekosterne end den retmæssige ejer. En anden uheldig konsekvens er at modtageren korrumperes – tilvænnes situationen hvor andre forventes at løse ethvert problem. Men det allerværste er måske at staten også lægger hindringer for den hjælp folk frivilligt ville yde til hinanden og bidrager til den almindelige fremmedgørelse, og klientgørelse.

Løsningen? Lad folk selv råde over langt mere af deres ejendom (ideelt AL deres ejendom) – en grundig beskæring af politikernes adgang til andre folks værdier vil føre til mere velstand – det er oven i købet også det eneste moralsk forsvarlige! Når staten ikke kan dele ud af rovet, må folk producere noget andre folk har glæde af, i stedet for at forlade sig på privilegier og særinteressepleje.

Loven perverteres når den bruges til tilegne sig andres ejendom. Det skrev Bastiat en glimrende lille pamflet om i 1849 – og den fås her i butikken på dansk. Burde være pensum i folkeskolen – man mistænker at det er med overlæg at den ikke er det.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Udgivet i Skriv en kommentar

WTFog?!

En central europæisk regering er ikke vejen frem til en bedre tilværelse. Tværtimod, beslutninger vedrørende folks liv skal overlades mere til dem selv og fjernes fra andre. Coronapas, kødpas, søvnpas og alle mulige andre pas bliver en del af hverdagen, hvis man ikke stritter imod. Vestager den Grådige er på banen med et EU-ID-kort. Som om det skulle være en central europæisk politiker-opgave at ‘sørge for’ identifikation.

Det anføres at man kan slippe for at bruge services leveret af ‘udenlandske teknologivirksomheder som google eller apple’. Efter et annus horribilis hvor statsmagter har begået overgreb på deres egne befolkninger under dække af en ‘nødsituation’, burde der ikke være gang på jord for et system, der giver en central magt der påberåber sig voldsmonopol, adgang til folks identitet og færden. Men det har været forbløffende (måske ikke…) at se hvordan folk accepterer, ja overtager, kontrollen med deres medmennesker, drevet af frygt oppisket af medier der snarere er statsmagtens skødehund end folkets vagthund. Man kan frygte at modstanden på et tidspunkt ser sig nødsaget til at bruge voldelige midler, i takt med at overgrebenes karakter eskalerer.

Staten bliver ikke godartet af at blive større – tværtimod. Læs om dens anatomi hos Rothbard – og læs om hvad lov egentlig er hos Bastiat. Begge overkommelige tekster fås på dansk her i butikken.

Statens Anatomi
Loven

I øvrigt bør regeringen gå af.