Hvem kan dog være imod beskyttelse af miljø, samfund og ordentlig ledelse? Ingen, naturligvis. Hvem synes ikke man skal være god mod børn og dyr? Ingen, naturligvis. Det er selvfølglig undtagelser – onde mennesker der ikke skyer noget middel, typisk for at få magt over andre. Denne type mennesker, dygtige politikere, favoriseres i et system hvor politiske beslutninger dominerer, i modsætning til de frivillige transaktioner der foregår mellem mennesker privat.
Et af problemerne når store firmaer hopper på ESG-vognen, er at ledelsen beslutter for alle aktionærer, hvem alle ‘interessenter’ er, der skal tilgodeses. Her vil der uvægerligt være divergerende meninger, og det er bedre, mere moralsk, at overlade denne beslutning til aktionæren selv, så han kan beslutte hvad præcist han ønsker at gøre med sin profit, hvem og hvad han vil ‘støtte’. Dertil kommer at fokus for virksomheden bliver at løse alle verdens problemer i stedet for at være knivskarpe på de produkter (fri)villige kunder ønsker at købe.
Måske er ‘markedets’ reaktion på Bud light et fingerpeg om, at der er grænser for de tåberier pøbelen føjeligt finder sig i.
Et af de mange, mange problemer med VE, Vejrafhængig Energi, udover et enormt ressourceforbrug og den upålidelige levering, er prisfastsættelse. Som det er nu, fastsættes prisen for et ekstremt kort interval, uden at omkostningerne til back-up regnes med. Lars Schernikau har beskrevet dette i flere detaljer og kan anbefales. Se også her på klimarealisterne.
The Manhattan Contrarian har et forslag til en måde, hvorpå denne ulyksalighed kunne imødegås. Lad leverandøren byde ind med en vis mængde MWH over en længere periode, f eks en måned ad gangen, til en fast pris, og buddet skal ligge f eks 3 måneder før levering. På den måde skal leverandøren sørge for, at der er backup for den lovede energi og at den kan leveres. Det vil betyde at prisen på transport og/eller lagring af energi vil være en del af omkostningen også for de Vejrafhængige energikilder. Man kan ikke ‘nøjes’ med at bygge vindmøller med X MWH nominel kapacitet, og forlade sig på at andre bærer omkostningen for back-up. For at udstille omkostningen ved varierende forsyningsandel af VE skal buddet specificere priser pr MWH i bud-perioden hvis sol og vind udgør 20%, 30%, 40%, 50%, 60% og 70% af den leverede energi.
Det forekommer at være et relativt simpelt tiltag, der kan bidrage til at øge forståelsen for omkostningerne ved den førte politik. (Derfor er risikoen for at tiltaget gennemføres nok beskeden.)
Martin Ågerup har endnu engang Lars Christensen på besøg og taler blandt andet, igen, om det vigtige emne inflation. Man kan med fordel læse lidt mere om det og lytte til tidligere podcast her og her og her og her og her. Denne gang vil jeg nu foreslå at spole frem til de sidste tyve minutter, hvor emnet om centralbankernes politisering berøres. Centralbanken er ‘uafhængig’ sålænge statsmagten ikke har brug for finansiering til krigen, eller krisen, hvad enten den er reel og selvskabt, hvad der er reglen, eller knap så reel, men stadig selvskabt som for eksempel ændringerne i klimaet.
Det springende punkt er imidlertid at centralbanken, eller rettere personer i denne institution, kan spændes for statsmagtens (personer i denne institution) vogn og bruges til at fravriste borgerne deres egne ressourcer som de ellers nødigt giver slip på. Er løsningen at lægge flere bånd på centralbanken, kan denne Fenrisulv holdes i lænker – eller skal den ikke snarere afskaffes? Magten over pengene – den funktion, der muliggør en hidtil uset rigdom for langt flere mennesker end der tidligere har vandret på jorden – er for stor en fristelse for mennesker, der ikke er engle. Den magt vil blive misbrugt – selv hvis man startede med god hensigt.
“With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly….Do not tempt me! For I do not wish to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me.”
Gandalf, in The Lord of the Rings, Tolkien
Ågerup og Christensen er inde på at krig er ærketypen på krisen der, ‘tvinger’ os til overlade politikeren særlige beføjelser. Ikke underligt at den ene ‘krise’ afløser den næste og staten vokser og vokser. Uden en villig centralbank, får staten vanskeligere ved at føre større, langvarige krige. Måske man skulle overveje centralbankens eksistensberettigelse lidt nøjere – kuren, centralbanken med tilhørende bureakrati og påvirkning fra særinteresser, er værre end ‘sygdommen’ et frit marked for penge og bankydelser, hvor en uansvarligt drevet bank kan gå nedenom.
Kan man komme ud af dette dilemma med at institutioner og regler der engang er sat i søen for at løse ‘et problem’, giver anledning til perverse tilskyndelser og har kimen til det næste problem i sig, som også kræver særlige beføjelser…? Bankerne, som yder en helt uundværlig service med at formidle transaktioner, har perverse tilskyndelser til at udlåne de samme penge mange gange samtidigt, i forventning om at ikke alle indskydere har brug for deres penge samtidigt. Denne mekanisme hviler på en fejlagtig forståelse af hvad penge er, og måske især hvad penge ikke er. Penge repræsenterer ressourcer der er tilvejebragt via produktion. Det kan være forbrugsvarer eller kapitalapparat, men pengene er ikke værdi i sig selv (det gælder selvfølgelig ikke rigtige penge i form af den mest omsættelige vare f.eks guld eller sølv. For disse gælder det dog at den værdi de har er langt større når de bruges som betalingsmiddel end som råvare. Det må man læse mere om hos Østrigerne, for eksempel Carl Menger, On the Origins of Money eller Ludwig von Mises, The Theory of Money and Credit).
Men hvad med de stakkels småsparere der ikke ‘reddes’ (eller firmaer der har brug for likviditet til at betale deres medarbejdere) – hvem skal sørge for dem hvis ikke staten og centralbanken er der? Tjah – man kunne starte med at deklarere varen der sælges. De penge du sætter ind låner vi ud til andre. Vi låner dem ud til mange andre samtidigt og regner med at du ikke skal bruge dine penge uden varsel. Hvis du gerne vil have renter af pengene (som repræsenterer reelle ressourcer og ikke er matadorpenge) må du give afkald på at bruge dem i en periode. Hvis du vil have adgang til dem på anfordring, kan vi ikke garantere at du kan få dem med det samme, hvis mange andre insisterer på at få deres penge samtidigt. I værste fald risikerer du slet ikke at kunne få dem igen, fordi de er tabt. Nu har bankkunden en interesse i, at sikre sig at banken er veldrevet og på ansvarlig vis forvalter de midler man har placeret der. Et ansvar man kan overlade til andre. Altså købe sig til en vurdering af, hvor solid ens bank er, forsikre sig, eller man kan forlade sig på det nuværende korrupte system. Et system der vel at mærke bider fra sig, når nogen forsøger at etablere en ‘rigtig bank’. Tænk hvis det greb om sig! Tænk hvis vi var nødt til at sætte tæring efter næring – den såkaldte ‘rovdrift’ på allehånde ressourcer ville ikke være mulig i det omfang vi har set de seneste årtier.
Politikeren lukrerer på at love nogle mennesker noget på bekostning af andre, hvad enten disse andre er nulevende eller fremtidige borgere. Vildfarelsen om, at vi kan leve på andres bekostning lever i bedste velgående, næsten 200 år efter Bastiats pamflet, Loven, som fås her på stedet på dansk, for 37,50.
Omfanget kunne selvfølgelig være nul – hvilket også er vigtigt at vide. Sandsynligheden herfor er måske ikke så stor. Det er påfaldende så lidt interesse der er, for at komme til bunds (ok…) i sagen. Seymour Hershs påstande kan ikke blot afvises som konspirationsteori – den larmende tavshed tyder på at man frygter at sandheden er præcis så ubehagelig som Hersh skriver. Vesteuropas adgang til billig russisk gas blev udsat for sabotage i et omfang der kun kan beskrives som en krigshandling – vi har ret til at vide hvem der står bag.
Hersh skriver videre…
On September 26, 2022, a Norwegian Navy P8 surveillance plane made a seemingly routine flight and dropped a sonar buoy. The signal spread underwater, initially to Nord Stream 2 and then on to Nord Stream 1. A few hours later, the high-powered C4 explosives were triggered and three of the four pipelines were put out of commission. Within a few minutes, pools of methane gas that remained in the shuttered pipelines could be seen spreading on the water’s surface and the world learned that something irreversible had taken place.
Nu er den norske oliefond jo velpolstret, så erstatning og genopbygning skulle være en smal, omend tidskrævende, sag – og der er dygtige dykkere til at hjælpe med oprydningen og yderligere minerydning. Hvis altså den norske bande er medskyldig. Ingen tror på at Nordstream begik selvmord.
Offentligheden har en stærk interesse i at få kendskab til, hvor langt den danske regering er kommet med sine undersøgelser, og hvilke konklusioner, evt. blot foreløbige, der er draget. Læg det frem, Mette!
Og skrub så af! (Myndighedernes reaktion på virus-cirkusset er et andet emne hvor der er en bemærkelsesværdigt fraværende interesse i, at få placeret ansvaret.)
De fleste mennesker er ordentlige, og kunne ikke drømme om at bestjæle naboen for at hjælpe genboen. Men når begreberne forplumres og overgrebet på naboen kan henføres til demokratisk beslutning, så fornægter mange årtiers propaganda sig ikke. Folk tror at det er ‘rimeligt’, fordi beslutningen om udplyndring er taget på ‘demokratisk’ vis. Får man tilpas mange med på at uddelegere plyndringen til et villigt folketing, hvis medlemmer ingen ide har om, hvad lov egentlig er, kan man pludselig se sig selv i spejlet uden at få øje på røveren.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er endnu et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Som en følge af denne politisering, anført af et stigende antal skatteyderbetalte personer i uddannelsessektoren, der i stigende omfang får indflydelse over et også stigende antal studerende, opstår der efterhånden en ændring i mentaliteten blandt folk. Det bliver tiltagende betragtet som fuldstændig normalt at skaffe sig alle mulige fordele via politiske midler og gøre krav gældende overfor andre, antageligt bedre stillede, og deres ejendom. For en hel generation vokset op i denne periode blev det mindre og mindre naturligt at tænke på at forbedre tilværelsen ved at øge egen indsats eller ved at sætte tæring efter næring. Følgelig, da krisen meldte sin ankomst som en nødvendig følge af omfordelingspolitikken, var folk dårligere rustet til at klare den, netop fordi den samme politik havde svækket netop de færdigheder og talenter som nu var så kristisk nødvendige.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
