John Constable, Global Warming Policy Foundation, var på besøg på Power Hungry Podcast. Det er en time der er godt givet ud, hvis man vil forstå baggrunden for den vidtrækkende destruktion af evnen til at producere pålidelig energi vore politikere har foranlediget de seneste årtier. Lyt til podcasten her – og læs rapporten om Europas kostbare forsøg på ensidigt at føre klima-politik på dette link. Konsekvenserne af denne destruktion rækker udover ‘bare’ dyrere varme og elektricitet. Det er bogstaveligt talt samfundets velstand der dels borteroderes, og dels gør fremtidige generationer fattigere end de ellers ville have været. For at gøre ondt værre, betyder det også sikkerhedspolitisk vanskeligheder, med krig i ‘lokalområdet’. Dermed bliver det ikke ‘vores’ eksempel med ‘Net Zero’ der opfordrer til efterfølgelse andre steder i verden, hvor behovet for adgang til masser af pålidelig, billig energi er tvingende nødvendig for at forbedre en pauver levestandard. Du kan også se en kort gennemgang af rapporten hos klimarealisterne.
To menneskefjendske verdensreligioner medfører elendighed i form af fattigdom – store grupper der fastholdes i fattigdom, grupper der ikke kan opretholde en god levestandard og en gruppe der lever godt og med tiltagende ligegyldighed overfor pøbelen, der nærmest betragtes som en anden kategori af (under)mennesker. Nogle anpriser endda den forestående hungersnød som et gode(!) – den blev slettet igen men her er den.
Det spørgsmål besvarede Murray Rothbard i essayet af samme navn. Det kan læses her og anbefales. Men du kan også se nogle glimrende korte videoer produceret af Mises Institute. Oven på de seneste år(tier)s katastrofale håndtering af begivenhederne i verden omkring os er det vigtigt at forstå, hvorfor magt ikke kan overlades til politikere. Politikere der som alle andre (og måske endda i særlig grad) er korrumperbare og magtbegærlige. De ni korte, animerede videoer gennemgår penges oprindelse, betydning for en moderne levestandard, konsekvenser når et sundt pengesystem forlades og i stedet politiseres, og mulige fremtidige alternativer.
Når inflationen og forfaldet bliver tydeligere og tydeligere gælder det om, ikke at falde for tilbøjeligheden til at lade nogle andrepolitikere fortsætte uføret, med forventning om at denne gang bliver det anderledes. Den andel af folks produktion der bestyres fra centralt hold skal nedbringes radikalt (i ordets oprindelige betydning), så statens knytnæve bliver så lille og svag som muligt.
Der er ingen lette løsninger på fattigdomsproblemet. Vi har før anbefalet denne her The Ethics of Money Production af Guido Hülsman – kan downloades frit – om hvordan adgangen til easy money langsomt, men sikkert ændrer på folks adfærd og moral.
SÅledes må man tro at den klasse der betragter sig som herskere mere end tjenere, tænker om undersåtterne (ikke medborgerne). Derfor må kloge mennesker naturligvis sørge for at ingen gør noget dumt – og der er altid et hoved man kan tage til indtægt for handling fordi nogen må gøre noget!
Folkets vilje… er oppe at vende igen og tak, Otto, for det! Vi har har før behandlet emnet om den ikke-eksisterende folkevilje og demokraturets begrænsninger, se her og her og her, men den lektion tåler bestemt gentagelse. Ikke mindst fordi folket røst ustandseligt tages til indtægt for dette eller hint – som regel i sammenhæng med noget politisk opportunisme. ‘Demokratiet har talt’. (Det betyder hold på din tegnebog!)
Bastiats pamflet fra 1849 om hvad Lov er og hvilke beføjelser kollektivet har sammenlignet med individet er stadig læseværdig i dag – ‘dine’ folkevalgte fik chancen men de færreste har vist udnyttet den.
Følg op med Rothbards Statens Anatomi, der starter med hvad staten ikke er, nemlig ‘vi’ og ‘os’. Dette korte essay dissekerer statens anatomi og blotlægger dens forskellige organer.
Forleden var der en udmærket samtale på podcasten Samfundstanker med vært Martin Ågerup og Otto Brøns-Petersen og Jonas Herby. Tak for det! Ågerup fortjener ros for at holde fokus på regeringsovergrebene, Brøns-Petersen har indlagt sig uvisnelig hæder for gang på gang, at have påpeget at det væsentlige spørgsmål er, OM staten skal udføre en given opgave (for statister er svaret altid JA!) og Herby har utrætteligt analyseret på data for at illustrere fraværet af evidens for den førte politik. Dette burde være et tilbagevendende tema. Intet indgreb på borgerens person eller (anden) ejendom kan forsvares uden grundig bevisførelse for, at den pågældende har forgrebet sig på andres ejendom. Heller ikke selvom man har tænkt sig at bruge tyvekosterne til ‘gode formål’! En grundig analyse af fordele og ulemper for alle grupper, inklusive umiddelbare og afledte effekter må forudgå ethvert indgreb. (Se Hazlitts lektion.)
Magtfuldkommenheden, og ikke mindst undertrykkelsen af uenighed blotlægges undervejs i samtalen der kan anbefales, hvis man overhovedet er interesseret samfundsforhold. Klart et lyspunkt.
Der var selvfølgelig også et par skæverter – og eftersom det kun giver mening at korrigere folk som er indenfor pædagogisk rækkevidde kommer her et par synspunkter der kan forekomme korrigerende.
Brøns-Petersen nævner at grunden til at vi har procedurer at følge når der skal lovgives, netop er for at man skal tænke sig om om – også, eller især, når man står overfor hvad der opfattes som en krise. Som et positivt eksempel (i modsætning til ‘epidemi-loven’) nævnes gudhjælpemig skattelov; der kan kan ifølge grundloven kun beskattes hvis der lovgives (ikke pr dekret). Til det må man sige at vi nu beskattes med statens skarpe klo således at over halvdelen af BNP spenderes af staten, og indkomstskatten, der oprindeligt var midlertidig, nu har antaget samme sikkerhed som døden. Med andre ord, grundlovsbeskyttelsen af borgenes private ejendom er intet værd!
Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
Kommentar:
Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.
Bemærk lovkommentarens sidste sætning – demokratisk styring og kontrol… Når først det accepteres at folk kan stemmes sig til andres ejendom, har vi at gøre med et tyranni – i 1849 skrev Bastiat om Loven og konsekvenserne når alle forsøger at berige sig på andres bekostning. Legal plyndring følger, retfærdighed undermineres og eventuel rigdom der måtte have været opbygget borteroderes.
Jeg tror det var Herby der nævnte at staten selvfølgelig (sic!) har en rolle som mægler/konfliktløser/opmand/opretholder af lov og orden. Men når der er monopol på så vigtigt et område, VIL det føre til misbrug. Det betyder ikke at et frit marked for konfliktløsning er vejen til Nirvana, der vil være masser af tilfælde hvor resultatet er mindre tilfredsstillende. Men der vil være færre end under et magtmonopol. Også på dette område har vi brug for andet end monopolløsningen. Er det muligt? Se her.
Fraiman and colleagues have produced the best evidence yet regarding the overall safety of the mRNA vaccines. The results are concerning. It is the responsibility of the manufacturers and FDA to ensure that benefits outweigh harms. They have failed to do so.
Kulldorf var en af hovedkræfterne bag Barrington deklarationen der anbefalede fokuseret beskyttelse af de mest udsatte og frarådede de ødelæggende generelle nedlukninger. Angrebene på forfatterne som følge af anbefalingerne var personlige og voldsomme og der burde rejses en skamstøtte i den anleding.
En anden mere nuanceret analyse, der blandt andet anerkender at vi endnu ikke har data på lang sigt af disse nye vacciner, er denne her fra SWPRS.
Den troværdighed myndighederne måtte have haft (hos de naive) er, eller bør være, sat over styr. Det kræver en årelang målrettet indsats at rette op på den, hvis det overhovedet er muligt. Husk det når vinterens ‘bølge’ kommer ledsaget af råd fra klimalarmisterne om at sænke temperaturen indendørs til 18 grader, for at spare på energien. Som tidligere nævnt har vi at gøre med to menneskefjendske religioner. Lad dem ikke slippe afsted med en tilsvarene byge af overgreb.
Læs loven (‘dit’ folketingsmedlem gør det ikke, sjovt nok var Inger med rigsretsdommen den eneste der høfligt kvitterede for modtagelsen) og forstå hvorfor det ene overgreb afløses af det næste når respekten for den private ejendomsret er væk.
‘Vi’ har fået (pålagt) en såkaldt grøn reform, omend detaljerne endnu er ukendte. Emnet behandles i ugens udgave af podcastenBag om nyhederne, og der er ikke ros at hente. Et af hovedproblemerne med kritikken er imidlertid antagelsen om, at formålet med disse tiltag er at forbedre verden. Den samme antagelse om logisk ræsonnement ligger til grund for den undren, der kom til udtryk i samtalen mellem Martin Ågerup og Lars Tvede tidligere på ugen, der først og fremmest anlagde vinklen at reformen pga dens planøkonomiske karakter er dømt til at mislykkes og føre til skadevirkninger der overstiger eventuelle fordele for udvalgte interessenter. Antagelsen om de gode hensigter er dog vanskelig at opretholde når CO2-alarmisterne holder fast i groteske mål for reduktion af CO2 udledning uden at anerkende at det, de ønsker, faktisk er markant færre mennesker på jorden; en jordklode ubesmittet af menneskelig aktivitet. Dog uden selv at gå forrest. Hvis de faktisk mente hvad de sagde ville de være fyr og flamme mht atomkraft, og mht f.eks at erstatte kulfyrede kraftværker med gasfyrede.
Nej, det perspektiv der anlægges er snarere et menneskefjendsk hvor ønsket er ingen menneskelig aktivitet skal tilsmudse den skrøbelige jordklode. SOm Alex Epstein påpeger giver alarmisternes handlinger først mening, når man opfatter dem som en gruppe der ønsker at eliminere menneskelig indflydelse på den sarte klode, og betyder det en decimering af klodens befolkning, er det en pris de er parate til at (lade andre) betale. For en glimrende diskussion af emnet, lyt til denne episode af Human Action podcast med Jeff Deist, Bob Murphy og Alex Epstein. Læs også bogen Fossil Future – en anmeldelse kan du finde hos klimarealisterne her.
En mere sympatisk vinkel er erkendelsen af, at adgang til rigelig, billig energi er tvingende nødvendig for at bringe de fattigste ud af elendigheden og for at opretholde og forbedre en høj levestandard i blandt de mere velstillede. Det betyder fossile brændstoffer i store mængder, suppleret med alle andre energiformer hvor det giver praktisk og økonomisk mening. At CO2 er en drivhusgas er ubestrideligt, men det samme kan ikke siges at være tilfældet mht gassens betydning for fremtidens klima. Der er både skadevirkninger men især gavnlige virkninger ved brugen af fossile energikilder. At se bort fra de gavnlige effekter, som er forudsætningen for et avanceret, civiliseret samfund og nægte andre adgang til billig energi er en dybt menneskefjendsk vinkel.
Energi er altafgørende for menneskers evne til at overleve og skaffe sig en ordentlig tilværelse – det er et alt for vigtigt emne til at overlade til folk med troen på at de kan udvælge den rigtige energiform for resten af befolkningen eller sågar menneskeheden med henvisning til uredelige påstande om truende katastrofe(r).
Medieskabt klimakrise Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”.
Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.
To menneskefjendske religioner er på spil og gør livet surt og frygtsommeligt. Der er andre ting vi hellere burde få ‘vores’ unge (såvel som de midaldrende og resten…) til at bekymre sig om. Som for eksempel forstå at rigdom og velstand ikke opstår som lommeuld og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men derimod skabes og vedligeholdes. Fjerner man eller forringer vilkårene for at dette sker, tærer vi på den rigdom der tidligere er skabt og står en dag fattigere og med dårligere muligheder for at gøre en positiv forskel for os selv og vore medmennesker. Når staten beslaglægger en enorm andel af samfundets ressourcer betyder det at vi går glip af alt det, vi kunne have skabt i stedet og som ikke ser dagens lys – vi må nøjes med det puhlitikerne har fantasi til at subsidiere. Med tilhørende tab til bureaukrati.
Henry Hazlitt beskrev i Economics in One Lesson hvordan den korrekte måde at anskue et økonomisk problem tager både det sete og det usete i betragtning, og følger konsekvenserne over længere tid for alle grupper. Læs de to første kapitler her på dansk – og der findes nu også en dansk oversættelse fra Paludan. Den engelske tekst kan findes her. Forlægget for lektionen er Bastiats kapitel om det knuste vindue i Det man ser og det man ikke ser (på fransk). Samme Bastiat som beskrev konsekvensen når loven perverteres og misbruges til at skaffe sig kontrol over andres ressourcer i stedet for at beskytte dem. Find Loven her i butikken for 37,50!
Man har indtryk af, at det må være den umiddelbare konsekvens hvis vi erstattede det offentlig sygdomsuvæsen med et, gys, privat. Skræmmeeksemplet er usa hvor vi jo ved at folk dør i gaderne pga manglende adgang til ydelser. Tak til Jonas Herby for at bringe en smule nuance ind i billedet, med understregning af at usa på ingen måde har et frit marked for sygdomsydelser. De har derimod et voldsomt dysfunktionelt system, båret af afkobling mellem leverandør og aftager med tilhørende perverse tilskyndelser. Dét system er fremdrevet af den føderale regerings forbud mod lønstigninger i efterkrigstiden. Det var derimod tilladt arbejdsgiveren at betale forsikring for medarbejderne og kimen til elendighederne var lagt. For en grundigere gennemgang se også The Primal Prescription (amazon.de) skrevet af Robert Murphy (økonom) og Doug McGuff (læge). Tom Woods har også en gratis (koster din e-mail adresse) e-bog hvor transcript af udvalgte podcast relevante for emnet er samlet.
Lad os lige minde om, at sundhedsydelser ikke er en menneskeret(!). Det er en ydelse der kræver ressourcer, fysiske og mentale og nogen skal producere disse ydelser. Bliver dette til en ret, har vi konflikten mellem positive og negative rettigheder – nogens rettigheder trædes under fode hvis de tvinges til at yde eller betale for andres rettigheder.
Som med mange andre ting er efterspørgselen på sygdomsydelser uendelig – men ens produktive kapacitet og behovet for andre ting i tilværelsen lægger en begrænsning. Man må vælge, prioritere, handle økonomisk i erkendelse af dette vilkår. Når folk uden tvang tilvælger og fravælger på egne vegne og for egne ressourcer ved vi at de får det, der forekommer dem mest optimalt på det tidspunkt hvor valget træffes. Det kan være man fortryder, bliver klogere, skifter mening eller af anden grund finder ud af det man valgte var uhensigtmæssigt. Vi ved også at når bureaukraten træffer disse valg for andre, og ikke mindst for atter andres ressourcer, bliver udkommet anderledes. Har man frivilligt overladt beslutningerne til bureaukraten må man jo acceptere at hen træffer dårlige valg. Er man underlagt tvang er der tale om en moralsk forkastelig situation. Den bliver tilmed dyrere og dårligere end når markedet – frivillige udvekslinger – får lov at dominere.
Følgen af ‘gratis’ ydelser leveret af staten er kø og mangel. Det gælder brød (hvor man under planøkonomi står i kø for at få at få brød, ligger brødet og venter på kunder hos bageren når markedet får lov at virke) – og det gælder også alle andre ting. Følgen af at vi lever i en verden hvor ressourcer er knappe, er at vi ikke kan få alting vi gerne vil have. Den frie udveksling af varer og ydelser sikrer det mindst ringe udkomme, men det er en stråmand at påstå at fortalere for et radikalt frit marked hævder at det vil medføre en ophævelse af mangel, nød og elendighed. Vi vil blot have mindre mangel, nød og elendighed.
Ifølge nogle indices er Danmark at betragte som et relativt veldrevet land, fri for den store korruption. Det skal man selvfølgelig glæde sig over, og der er bestemt grund til at være taknemmelig over at man er landet her, med en i historisk sammenhæng fantastisk velstand. En velstand som mange desværre tager for givet, som blot skal omfordeles på mest ‘retfærdig’ vis. Denne velstand skal imidlertid skabes og opstår ikke af sig selv – men det er et emne for en anden gang. Når man er tilpas rig bliver man også mål for banditter der hellere vil plyndre end selv skabe værdi. Når disse banditter bemægtiger sig magt og indflydelse opstår der mulighed for at berige sig på andres bekostning.
Rasmus Visby har på forbilledlig vis afdækket korruption i det offentlige Danmark og var på besøg hos Martin Ågerup. Det viser sig at en del af de opgaver der udføres på kommunalt niveau, for eksempel forsyningsvirksomhed, affaldshåndtering med mere er plaget af ikke bare et potentiale for korruption, men tilsyneladende i vidt omfang er korrupt. Bestyrelsesposter fordeles som ben til lokalpolitikere uden særlig indsigt i området, og åbner for slyngler på ledende poster der kan malke ‘systemet’, dvs skattekvæget. Det er milliarder det handler om. Lyt til episoden!
På den anden side kan man argumentere at hvis ellers de involverede parter i en bestikkelsesaffære ikke bryder nogen aftale, handler det blot om at indgå en handel til en anden pris end den annoncerede. Når det foregår i det offentlige undermineres tilliden til ‘systemet’ og man risikerer at folk begynder at finde alternativer til staten – og det bryder dens repræsentanter sig ikke om; det konkurrerer med den store korruption: Den store korruption er den bestikkelse af befolkningen der finder sted når politikerbyrden uddeler milde gaver til visse grupper, på bekostning af andre. Gradvist er befolkningen vænnet til, at staten skal løse ethvert problem der rammer dem, også problemer som staten har påført dem.
Løsningen? Offentlige opgaver skal minimeres og politikeres adgang til andres ressourcer drastisk beskæres. Når de ingen tyvekoster har at dele ud af, kan de ikke så let købe sig til 4 år mere på overførselsindkomst.
Loven perverteres når den bruges til andet end beskyttelse af den private ejendomsret og bliver til alles kamp mod alle. Læs Bastiats pamflet Loven – fås her på dansk for 37,50 og læs med dine børn om hvad lov egentlig er og hvorfor plyndring ikke kan uddelegeres.
Den fjerde statsmagt – den kritiske, uafhængige, (men statsstøttede!) presse – muhahaha – tiljubler banden og kalder udfaldet af en afstemning blandt en del af befolkningen for en sejr for demokratiet.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Grundloven §73, stk 1
Opfatter politikerbyrden sig som herskere eller tjenere, og opfører de sig som herskere eller tjenere?
Centraliseringen af magt i EU parlamentet stopper ikke med dette. Nye kriser vil ‘opstå’ eller begivenheder vil blive taget som påskud til at yderligere centralisering. EU-kleptokratiets våde drøm om ‘ret’ til skatteopkrævning lurer forude. Hele ideen om at påtvinge omgivelserne, nær og fjern, egne værdier er stik mod de højtidelige fraser om inklusion og diversitet. ‘Fredsbevarende’ styrker mig her og der, når grupperinger andre steder i verden strides om ressourcer eller ideer, er et udtryk for at ‘vi’ ved præcis hvordan andre skal leve deres liv. Som David Stockmann skriver her om den amerikanske udenrigspolitik Perpetual Debt, Perpetual War – og den vil EU-byrden også deltage i.
Når Mette lover at sende flere våben til den ene korrupte bande i deres kamp mod en korrupt overfaldsmand, så er skattekvæget tvunget til at betale, også selvom man finder dén strategi dybt umoralsk, og at den vil medføre endnu mere unødig lidelse og tab af menneskeliv og produktionsapparat. Produktionsapparat der er nødvendig for at forbedre tilværelsen for mange mennesker både i og udenfor konfliktzonen. Lad dem, der deler Mettes vurdering spytte i kassen direkte og hold andre udenfor – dét ville være en sejr for demokratiet. Jo færre ressourcer politikerbyrden kan disponere over, desto mindre sandsynlighed er der for omfattende krig og destruktion. Som det er nu beriges en relativt lille gruppe på bekostning af andre, og uden at udfaldet af krigen kan forventes at blive ændret. Det handler alene om hvor store, og langvarige omkostningerne bliver.
Afskaffelsen af ‘forsvarsforbeholdet’ er et stort skridt i den forkerte retning. Vi er langt nede af skråplanet. Læs om hvad staten er for størrelse i Rothbards Statens Anatomi – her i butikken for 37,50. Tag Bastiats Loven med og læs om hvorfor kollektivet ikke kan forgribe sig på andres ejendom, ganske som individerne der indgået i kollektivet ikke kan. Retten til at stjæle kan ikke uddelegeres – her i butikken for 37,50.
Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.
Pensionssystemet herhjemme tåler en opgradering – en opgradering hvor kunden (offeret) kan forlade butikken uden straf, når lugten bliver for stram. PFA og mange andre selskaber er gået galt i byen.
Danmark er endda ikke det værste land, idet den opsparing man tvinges til trods alt bliver indbetalt på en personlig konto. Det er imidlertid ikke så meget værd, når det er forbundet med betydelige omkostninger at flytte opsparingen, man kan ikke selv bestemme hvilke sektorer man ønsker og ikke ønsker at ens bundne midler investeres i, og takket være kronens binding til euro’en og en ECB der er gået amok forringes købekraften af de bundne midler. Det kan være at en låneomlægning barberer noget af gælden, men det er så långiverne der ‘bliver klippet’ – og det er blandt andre pensionskasserne, og dermed indskyderne som må bære omkostningerne. Fremtidens skattekvæg får endnu tungere åg at bære, og produktiviteten stiger næppe som følge af ESG (exceptionally stupid governance).
Lur mig om der ikke også, når politikerne skal ud og spendere endnu mere, dels vil være modregning i de talrige offentlige omfordelingskroner der rundsendes (med tilhørende tab i bureaukratiet) og dels vil pensionskasserne ‘beslutte’ sig for at investere i absurde projekter.
Lad folk beholde deres ejendom og selv bestemme hvor stor en andel de vil lægge til side og hvornår. Det er også folks egen beslutning hvilke sager og personer de finder værdigt trængende til hjælp og hvordan det skal foregå. Hold så kleptokratkloen fra pengene og overlad ansvaret for folks liv og pension til dem selv(!).
Det vil selvfølgelig ikke give et perfekt samfund uden konflikter eller ulykke, men den fattigdom som er grundvilkåret i tilværelsen bliver trængt mere tilbage.
Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.
EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.
And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.
Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago
Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.
Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)
Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.
Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.
Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.
Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.
Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!
Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.
Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.
Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.
Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Pas på! Her kommer noget fra RT. Daniel McAdams fra Ron Paul Institute er på, med John Varoli og Marko Gasic. Hvad er den amerikanske regerings endemål med at fortsætte med at hælde benzin på bålet i konflikten mellem Rusland og Ukraine?
Er der nogen der spiller hazard med resten af menneskeheden i jagten på magt og mammon? Hvorfor er der ingendiplomatisk aktivitet mht til at stoppe myrderierne, men blot mere og mere skinger retorik der synes beregnet på at fremme eskalering af konflikten?
Jeg hælder til analysen der siger at det russiske kleptokrati ganske uretmæssigt, men absolut provokeret af NATO kleptokratiet har overfaldet det dybt korrupte naboland. Det går først og fremmest ud over civilbefolkningen, sådan som moderne krige nu har etableret sig som total krig.Krig er ikke længere blot noget de rigeste har råd til i korte perioder – se Rothbard for en forklaring på hvordan staten har udviklet sig og hvad den er for en størrelse.
Statens Anatomi
Efter min vurdering vil yderligere våbenleverancer til kleptokratiet i ukraine føre til yderligere tab af menneskeliv (ukrainere, russere, og andre, især i udviklingslande der er afhængige af produkter fra de krigsførende lande) og destruktion af produktionsapparat – samt tab af ressourcer for de mennesker, der er blevet plyndret for at deres regeringer kan købe våben af vennerne og sende dem rundt i verden. Men slutresultatet er med stor sandsynlighed at ukraines nuværende grænser ændres og verden vil være et fattigere sted. Jo længere konflikten vedligeholdes, des værre.
Eftersom ikke alle finder at vedligeholdelse af konflikten er dybt umoralsk står vi i den situation at nogle tvinges, via skatter, til at betale for noget de finder umoralsk. En bedre model er, at folk som vil støtte den ene eller den anden part i en konflikt, må gøre det med egne midler. Så må de spytte i kassen, og vi får se hvor mange kroner, krudt, kugler og bukseknapper der bliver lagt. Mit bud er at bukseknapperne vil dominere, og dermed begrænses ressourcerne der spildes på en konflikt hvis resultat er givet. Andre kan have en anden opfattelse og må tage til fronten og/eller afgive ressourcer.
Staten bør IKKE kunne kommandere ressourcer til konflikter andre steder – og situationen illustrerer vigtigheden af, at statens ‘råderum’ mht andre folks ressourcer skal begrænses mest muligt. Verden vil blive mindre uperfekt. Sheldon Richmann skriver her om den kollektive usikkerhed der er indbygget i atlanterhavspagten – modsat hvad man skulle tro, og hvad vi er blevet påduttet.
…som det hedder på nydansk. Desværre må man frygte at vi endnu er langt fra toppunktet på stupiditetskurven, hvis en sådan fandtes. Forsøget på at gennemtvinge skiftet fra energi baseret på fossile kilder (gammelt biomateriale) til ekstremt materialeintense kilder vil få levestandarden til at falde i velstående lande, medføre endnu mere elendighed i udviklingslande, formentlig bidrage til endnu mere ufred imellem mennesker og dertil kommer den ganske beskedne effekt på Klimaet. Det er ikke en gunstig udvikling hvis målet er mere menneskelig trivsel.
Liberal alliance har enten i ramme alvor eller i dyb satire, bekendtgjort en ambition om 100% reduktion af CO2 udledning (en gas som vi har brug for af hensyn til plantevelfærd) inden for 8 år. De 70% et virkelighedsfornægtende folketing allerede har sat som mål er ikke nok. Men hvorfor stoppe ved 100% – hvorfor ikke opkøbe samtlige CO2 kvoter i EU og tilintetgøre dem? SÅ kan de lære det! Man må forudse at luften skal have pisk, når den nægter at indordne sig herskernes nykker. Argumentet om at Danmark skal være et foregangsland mht hvordan man ikke skal gøre, på linie med Tyskland kan man selvfølgelig mene har en vis vægt. Skalerbarhed med hensyn til Danmarks situation er dog begrænset og ingen lande hvis indbyggere ønsker at forbedre deres levestandard vil vælge så afsindige omkostningstunge energikilder. Eftersom det gælder lande med verdens største befolkninger og udledninger er effekten af upålidelige, materialeintensive, omkostningstunge energikilder i Danmark uden nogen som helst gunstige effekter på andet end politikeres mulighed for at spejle sig i selvgodhed og ‘grønne’ industriers bundlinie.
Den glimrende podcast Regelstaten havde fornyelig et par episoder hvor man sad lidt og tænkte ‘så tæt på’ og så alligevel ikke. Med tæt på mener jeg en sammenhængende forklaringsmodel der kan hjælpe os med at forstå de observationer vi kan gøre. Den østrigske skole leverer en sådan model, men det virker som om økonomistuderende ikke rigtig præsenteres for den.
Det var en anelse spøjst at høre to økonomer famle lidt efter hvad faget økonomi egentlig beskæftiger sig med, når de nu havde besluttet at sætte sig ned og lave en podcast om økonomiske principper.
Havde de slået op i von Mises mesterværk Human action (Introduktion, kapitel 1) ville de kunne se at økonomi er en del af læren om menneskets hensigtsfulde aktivitet (det Mises kalder praxeologi). Alle handlinger indbefatter tilvalg og fravalg. De handlinger der mere snævert omfatter udveksling af varer eller ydelser på et marked er traditionelt økonomers fagområde, eller med Mises’ term catallactics. Kan det nu stadig være relevant? Ja, for den grundlæggende præmis: mennesket handler med en hensigt, er stadig gyldig, og netop derfor er økonomi ikke noget vi kan overlade til økonomer, men noget vi alle er nødt til at beskæftige os med
Economics must not be relegated to classrooms and statistical offices and must not be left to esoteric circles. It is the philosophy of human life and action and concerns everybody and everything. It is the pith of civilization and of man’s human existence.
Økonomien, derimod, er summen af alle de udvekslinger der foregår imellem aktører forskellige steder. Ingen central styring af dette kan give et bedre resultat, hvis hensigten er mest mulig velstand og trivsel til flest muligt mennesker. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres af en udpeget elite, eller nogen anden central myndighed. Det blev da også nævnt i podcasten – ret skal være ret.
Heldigvis var der også et ekstra bonusinterview med Andreas Steno, der kunne bidrage med lidt lys over årsagerne til ‘inflation’ – omend jeg ikke tror de fik ramt den rigtige definition. Der var noget med generelle prisstigninger, og diverse indices, men de fik vist ikke forklaret at stigningen i priser eller ‘prisniveau’et’ er en konsekvens af inflation og forpasser dermed muligheden for at bedre at forstå udviklingen i priser på forskellige områder. Inflation er, altid, en øgning af pengemængden i østrigernes definition. Penge er sjældent et mål i sig selv, men (bl.a) et middel til handel med varer eller ydelser imellem forskellige mennesker. (Penge er også et middel til opsparing og bogholderi – estimering af om udgifter til produktion kan ‘betale sig’, dvs om andre vil finde værdi i det producerede, der overstiger udgifterne til fremstillingen. Men de funktioner lader vi lige ligge.)
Penge er altså et ‘krav’ på ressourcer, et bevis på at man har produceret noget af værdi for andre, og dermed kan bytte sig til andres produktion. Når inflation foregår som direkte seddeltrykkeri er det nogenlunde simpelt at forstå hvorfor priser må stige – der er ikke opstået flere ressourcer, blot skabt flere penge der nu bruges som om der var flere ressourcer og derfor må der efterhånden bruges flere penge for at bytte sig til de samme ressourcer der før var til rådighed. Denne form for falskmønteri udnyttes af politikere til at købe stemmer, og af politisk entreprenante aktører til at købe sig indflydelse uden at have sparet op/skabt værdi.
En anden måde at lade som om der er flere ressourcer end der faktisk er til rådighed, er gæld, når denne ikke er modsvaret af opsparing. Det er hvad der sker når centralbanker køber statsgæld og når private banker udlåner deres indlån til flere lånere samtidigt. Det svarer til at folk tror den samme fysiske ressource kan bruges samtidigt af forskellige mennesker til vidt forskellige ting – et fata morgana, der fører til fejlallokering af ressourcerne, fordi folk tror der er flere reelle, fysiske ressourcer til rådighed, end der faktisk er. På et eller andet tidspunkt viser det sig at den er gal, og der opstår en ‘depression’, der siden har skiftet navn til ‘recession’. Hvad og hvornår der trigger denne opdagelse kan være svært at forudsige, men denne korrektion er i østrigernes optik kuren, der indebærer at nogle lider tab, nogle ressourcer er spildt og andre overgår til andre mennesker der måske(!) viser sig at forvalte dem bedre. Mises´s analogi var bygherren der, vildledt af inflationen, tror at råde over flere ressourcer, end der faktisk er tilstede. Grunden byggemodnes, fundamentet støbes, vægge mures, men så finder han ud af at der ikke er tømmer og tagsten nok til taget. Nye planer må lægges, en del af arbejdet er spildt mens der tages bestik af den nyerkendte situation. (Del 4, kap. 20, afsnit 6). Når politikere i stedet må ‘gøre noget’ forværres situationen typisk, og fejlallokeringen fortsætter og gør den uafvendelige nedtur endnu dybere end den ellers ville have været. (Formentlig) en utilsigtet konsekvens.
I det næste afsnit af Regelstaten var der også gode takter, da Aksel Tarras Madsen var på besøg for at forklare hvorfor finanskrisen i 2008/9 var en politikfejl og ikke en markedsfejl. Blot kunne man påpege at det erklærede formål med centralbanken – at ‘sørge for’ stabil pengemængde og ‘kontrolleret’ inflation (2% = opsparing halveres i værdi på godt 34 år) er et fejlskud. Pengemængden er eksploderet de sidste godt hundrede år, og centralbankens formål er at sørge for at venner kommer først til fadet med de nye penge, før resten af markedet efterhånden indser at priserne ikke er retvisende.
Prisstigninger som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel, som f.eks under en krig, er et signal til folk om at tilpasse deres produktion og forbrug. Prisstigninger som følge af inflation er en snigende beskatning, som omfordeler ressourcer til de, der først får lejlighed til at bruge de ‘nye’ penge, på bekostning af alle andre. Prisen på energi er steget voldsomt, længe før en andenrangs supermagt, korrupt som den er, overfaldt en korrupt nabo – begge lande vigtige producenter af blandt andet korn og energi. Energi, som er input i al produktion og distribution af varer, og derfor er adgang til billig, pålidelig, energi en forudsætning for yderligere fremskridt i levestandarden – her, og især i udviklingslandene. Investeringer i energi har været skævvredet i årtier, og derfor stiger priserne voldsomt; krigen er blot flødeskummet på lagkagen. Det er vigtigt at forstå forskellen, hvis man er interesseret i at rette op på elendigheden (se også Per Bylund hvis du orker twitter). Politikere lader som om at DE intet har at gøre med prisstigningerne; det er den onde russer der er skyldig, også i dette. Hvor bekvemt.
30% af en ungdomsårgang ‘får’ i dag en akademisk kandidatgrad, skriver Børsen. Man bør overveje om det er hensigtsmæssigt, eller sågar muligt at så stor en andel løfter sig til det højeste videnskabelige niveau, og helliger sig en intellektuel karriere hvor man burde søge at afdække sandheden i det omfang det for tiden er os beskåret. Vi kan ikke vide ‘hvor meget’ videregående uddannelse der er den ‘rigtige’ mængde i samfundet. Vi kan vide at et offentligt system ikke formår at indfri de erklærede forventninger (løfte deltagerne til højeste videnskabelige niveau) – og snak om udjævning af uligheder klinger også hult. Den sociale mobilitet er ikke specielt veludtalt i DK sammenlignet med f.eks usa – om forklaringen så er alle de øvrige uhensigtsmæssige tilskyndelser der modvirker en evt effekt af adgang til ‘uddannelse’ er vanskelig at afklare. Det ekstremt generøse danske system er et skoleeksempel (!) på, at central styring af væsentlige områder ikke fungerer. Det bliver en sovepude og en parkeringsplads, og de studerende forholdes andre, bedre muligheder for at skabe sig en uafhængig tilværelse, når de tudes ørerne fulde om at uddannelse er den (eneste) sikre vej til et ‘godt liv’. Som om resten af befolkningen ikke kan have et godt liv, fordi de ikke er akademikere. Resten af landets borgere plyndres først når byttet uddeles, og dernæst når bureaukratiets repræsentanter tager sig betalt for at bureaukratisere og så igen ved tabet af alt det, ressourcerne i stedet kunne have været brugt på.
I Bag om Nyhederne er uddannelsesreformen på dagsordenen, og tak til Otto Brøns-Petersen for at holde fast i, at uddannelse ikke nødvendigvis behøver at være leveret af et statsmonopol.
Som alle andre statsmonopoler bliver produktet dyrere og ringere end hvis staten havde blandet sig udenom og ladet folk selv (selvom det gyser i akademikeren at overlade SÅ meget ansvar til pøbelen selv) om at afgøre hvor meget og i hvilken form de ønsker at lade sig og sit afkom uddanne. Har man for praktiske formål kun statsuniversiteter/skoler må man forvente at der propaganderes for statens uundværlighed i disse institutioner. 37 milliarder ud af 151 milliarder bruges på videregående uddannelser – de penge ville give mere uddannelse hvis folk selv fik lov at købe den! Kig selv mere på tallene her.
Hvad skal staten med alle de akademikere? (Hjælp til at overbevise pøbelen om at den bør lade sig regere af folk der ved bedre end dem selv hvad de egentlig har brug for.) Læs forklaringen hos Rothbard i Statens Anatomi – fås her i butikken for 37,50.
I forlængelse af sidste uges post om usandheder er ugens emne denne gang den menneskefjendtlige klima-alarmisme – ikke fordi krigens ofre skal bagatelliseres, men i erkendelse af, at der er flere elendigheder der trænger sig på.
Martin Ågerup har besøg af intet mindre end en professor i glaciologi ved syddansk Universitet, og det er en glimrende illustration af, hvorfor offentlig finansiering af udannelse (sic) skal bringes til ophør. Ågerup får påtalt den manglende diskussion af alternativomkostninger i professorens diskurs, men fik desværre ikke anholdt en stor skævert: Påstanden om, at vi skal bruge meget mere energi fra sol, vind og hydro fordi den er gratis!! Den energi der kommer fra disse kilder er – surprise – ikke gratis, den skal bringes på en form hvor den kan udnyttes til de talløse aktiviteter et civiliseret samfund er karakteriseret ved, og dét kræver betydelige ressourcer, som på ingen måde er gratis. For ikke at tale om back-up, når den meget upålidelige leverance fra disse kilder er utilstrækkelig til at forsyne transport, asfalt, dæk, sværindustri, boligopvarmning, madlavning, køleskabe, frysere, tøjvask, opvask, børnebadning og meget, meget mere som er afhængig af en pålidelig energiforsyning.
2.5 milliarder mennesker har ikke adgang til ordentlig energi og de kan ikke klare sig med en solcelle til at oplade en mobiltelefon. De har brug for masser af pålidelig energi.
Der er ingen diskussion af de faktiske materialeressourcer der skal til for at øge den ‘grønne’ andel af energiproduktionen. Et kritisk punkt der tilsyneladende ikke værdiges opmærksomhed blandt fortalerne for upålidelige energikilder er lagring af energien – du ved, batterier…
Today’s plans to decarbonize global energy systems, which center on a massive expansion in the use of solar, wind, and battery technologies, need to better account for the high environmental and economic costs of materials and minerals.
Eller når vi taler forsyningssikkerhed, overvejelser mht til at flytte afhængighed af russisk gas til kinesiske solceller og vindmøllekomponenter.
Det er forståeligt at det kan være vanskeligt at udfordre en glaciolog på Antarktis’ tilstand hvad angår afsmeltning, men et pip om fremskrivelserne der er baseret på modeller med betydelig usikkerhed havde vel været ok, ikke mindst hvad angår påstande om vandstand.
Computational Hubris: “An inordinate and unjustified trust, or faith if you like, in the power of advanced computational machines and processes to produce highly accurate and extremely precise results from relatively inaccurate and imprecise, highly uncertain data using techniques and methods that have not been tested nor verified to be suited to, or sufficient for, the purpose.” — Kip Hansen
Påstanden om CO2 som et særligt voldsomt problem kan bestemt anfægtes, og bliver det blandt andet på co2coalition.org (f.x. om AGW, eller 97% con-sensus)
Endnu et sted at søge alternativ information er på klimarealisme.dk – her uddrag fra en oversættelse af en artikel på WUWT om den 6. version af det politiske dokument fra ipcc.
Jeg ønsker ikke at være overdrevent dramatisk, i modsætning til forfatterne (hvis der var nogen) til IPCC-rapporten, men jeg kunne ikke finde noget som helst i uddragene (de små nummererede afsnit med etiketter som “15.3.1.2” eller lignende), som var:
1) ikke-indlysende – som f.eks. noget der var, er eller vil være åbenbart eller ”simpelt, gennemskueligt og giver sig selv”. 2) sandt i den virkelige verden, som vi kender den 3) hvis forudset eller fremskrevet, faktisk sandsynligt, i hvert fald på denne planet i den forudsigelige fremtid.
En meget stor andel af klodens befolkning har brug for meget mere energi, for at bringe fattigdom yderligere på afstand. Deres forbrug af fossilt brændsel vil fortsætte sålænge det er det billigste alternativ. At forestille sig Danmark skulle være foregangsland med politik, der dels ikke er skalérbar uden for vores specifikke geografiske beliggenhed, dels er uden den påståede effekt på klimaet og ydermere vil medføre en ringere levestandard for danskere (voldsomt dyrere energi som til gengæld er mindre pålidelig), er næppe realistisk. Hvem vil følge det eksempel?
Det er ikke nemt at afgøre- når det man kan være mest sikker på er at de fleste parter – interessenter – lyver, propaganderer og søger dels at dække over egen inkompetence og dels at fremstille modparten som Den Onde Selv.
Her er et alternativt bud, fra en analytiker, der formodes at være inde i tingene og som – måske – ikke har en aktie (bogstaveligt talt i modsætning til adskillige ‘førende’ politikere i USA) i Ukraine. Kan selvfølgelig være hans pensionsfond har i russisk gas…
Hans bud er at krigen er afgjort og der kun mangler at blive tørret lidt op her og der. Læs selv og vurdér argumenterne,
Men hvorfor tæppebomber Putin ikke bare hele Ukraine? Er der en (simpel) forklaring? Næppe. Men læs også her.
Summa summarum: Tingene er helt sikkert ikke som de fremstilles i vestlige medier, heller ikke som de russiske. Men vi bør have lejlighed til selv at vurdere løgnehistorierne fra alle medier, uden undtagelse. I krig taber næsten alle.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Hvis nogen skulle have glemt det er ytringsfrihed ikke en selvstændig ‘ret’, men en del af ejendomsretten, og dermed underlagt naturlige begrænsninger.
Og ejendomsretten ved vi respekteres, undtagen når kollektivisterne siger det er ok, ikke at respektere den (Hej Skat!)
Læs Loven og forstå hvorfor man ikke med ‘loven’ i hånd kan plyndre andre mennesker. Køb den her i butikken for 37.50.
Langt de fleste af direkte og indirekte berørte parter taber når krigsherrer fører krig. Krig er en destruktiv affære hvor liv og andre værdier ødelægges. En af de værste konsekvenser er at statsmagten tilraner sig endnu mere magt, under påskud af at ‘beskytte’ befolkningen. Bliver man overfaldet kan det absolut give mening at lade andre gøremål vige pladsen og koncentrere sig om forsvaret. Problemet er at den magt, staten har taget til sig, stort set aldrig leveres tilbage.
Men når krig nu er så destruktiv, hvorfor føres der så krig? Der er desværre en magtfuld klasse, der har kronede dage. Politikerklassen der soler sig i magtens stråleglans; leverandører af våben, som regel med staten som eneste kunde (med eller uden borgernes accept); den såkaldte presse der også lukrerer på død og skibskatastrofer. Den almindelige borger derimod, og kanonføden taber. Stort. Både i form af tab af liv og legemsdele, ressourcer der fjernes fra deres egentlige interesser og al den kapital der ødelægges og gør alting dyrere og vanskeligere at få fat i.
Problemet er dobbelt kreperligt når krig kunne have været undgået, uden de store omkostninger og man må tænke sit mht om nogle rent faktisk har fremmet krigen mellem to af de mest korrupte lande i verden, fremfor at forhindre den. Grænsestridigheder mellem Rusland og Ukraine ER ikke vores ‘problem’ – det må de selv rode med – uden indblanding fra resten af verdens slyngelstater, der for tiden morer sig med at teste våben, interferens med kommunikationslinier og propagandaapparat.
Endnu engang kan man konstatere at hykleriet i den vestlige verden er enormt – når den russiske slyngelbande forgriber sig på omgivelserne er der ingen ende på fordømmelserne og propagandaen er på niveau med covid-historien (er det mon tilfældigt?) mens lignende og værre overgreb af ‘vennerne’ betragtes som ren rutine, der højst afstedkommer en bemærkning på side 12 i avisen – eller måske ligefrem applauderes der, når den myrdede selv er en slyngel – se tidligere cui bono her.
Hvad er staten? Den største trussel for langt de fleste borgere er deres egen stat – læs Rothbards dissektion af Statens Anatomi – køb den her for 37,50 inflationsramte danske kroner.
Man kan hygge sig med diverse grafer og figurer takket være stabil adgang til energi. Desværre en stabilitet som politikerbyrden i længere tid har været i gang med at nedbryde.
Betyder det noget med den energi? Kun hvis komfort i form af adgang til køl, frys, varme, varmt vand, sanitet, kuvøser til spædbørn, tandlæge som alternativ til grovsmed, lys om aftenen, transport af personer og varer, kæmpe udvalg af varer der er fremstillet af mennesker vi ikke kender, et andet sted på jorden, er vigtig. Med andre ord: civilisation. Når energi bliver dyrere bliver vi fattigere på civilisation. Lad ikke to menneskefjendske religioner stå i vejen for menneskers trivsel! Hvis Rusland bruser frem på brutal vis overfor naboregimer, hvad enten disse er korrupte, installerede af andre bander eller blot er lokale slyngler (det er stadig forkert at overfalde dem) – kan vi heldigvis få fat i energi via ‘ordentlige’ regimer der ikke kunne drømme om at overfalde naboer, fjerne regimer, eller egne befolkninger. Måske er lokal energifremstilling at foretrække (atomkraft – jatak!).
Politikerbyrden bruger det gamle trick med at brække benene på folk og derefter udstyre dem med (umage) krykker og forlanger taknemmelighed for at lade folk få lidt af deres konfiskerede ejendom tilbage! Læs loven (din politiker har haft chancen med operation OMF) og forstå hvorfor regeringer i øvrigt bør gå af.
Scott Horton om historien bag Rusland-Ukraine krigen. Se talen på video – eller læs den her, på antiwar.com Nedenfor et uddrag – det tager lidt tid at læse, men det er vel fair nok, eftersom historien ikke startede den 24. februar.
Endnu engang – man kan sagtens fordømme Putins militære overfald, men det er dovenskab at påstå at det er et udtryk for vanvid, eller ambition om verdensdominans.
Just last month, at the end of February 2022, an American researcher found in the British National Archives a formerly secret document, minutes of a meeting with the political directors of the foreign ministries of America, the UK, France and Germany, on March 6, 1991, in which German representative Jürgen Chrobog, says, “We made it clear in the two-plus-four negotiations that we would not expand NATO beyond the Elbe. We can therefore not offer NATO membership to Poland and the others.” As reported by the German paper Der Spiegel, U.S. Representative Raymond Seitz said: “We have made it clear to the Soviet Union — in two-plus-four talks and elsewhere — that we will not take advantage of the withdrawal of Soviet troops from Eastern Europe.”
Et af de mest påfaldende træk ved situationen er den ekstremt koordinerede og voldsomme reaktion – ikke mindst sammenlignet med reaktionen på de talrige overgreb begået andre steder, af andre aktører. Real-politik betyder at den der har magt, kan – og oftest rent faktisk ikke holder sig tilbage med hensyn til at – udøve tvang når en svagere part ikke gør, som den stærkere part vil. Den stærke har oftest ikke fantasi til at forestille sig, at situationen kan ændre sig, og at den svagere part på et tidspunkt ikke længere vil underkaste sig. Når den svagere part har våben til egenhændigt at lægge det meste af kloden øde, skylder man resten af menneskeheden at forsøge at forstå, hvordan den svagere part ser sin situation. Det vil øge sandsynligheden for et mindre katastrofalt resultat – selvom det ikke vil føre til fryd og gammen. Jeg tvivler på at den ‘totale økonomiske krigsførsel’ fra vestlige regeringer vil føre til hurtigere afslutning på konflikten og færre dødsfald. En konflikt der desværre kunne have været undgået – hvis man havde ønsket det.
Den dimension mangler i den hjemlige (mangel på) debat.
Til gengæld er der nu pludselig vilje til at bruge flere milliarder på ‘forsvaret’. SPørgsmålet er om ‘danske værdier’ skal ‘forsvares’ i Afghanistan, Iraq, Jugoslavien, eller man skal opbygge en anderledes defensiv ekspertise. ‘Vi’ skal ikke deltage i forsøg på at tvangsindføre dæmonkrati i andre lande – det må de selv rode med. Vi kan kunne foregå med et godt eksempel. Jeg nærer ingen illusion om at et statsoverhoved der er skolet i Sovietunionen har nogen som helst varme følelser for individets negative rettigheder – ligesom de fleste andre statsoverhoveder verden over. Godt at Mette ikke råder over de samme ressourcer som Vlad! En enkelt undtagelse der bekræfter reglen er Hans-Adam.
I stedet for at straffe 140 millioner russere for overgreb begået af Putin, 35 millioner canadiere for InJustin Trudeaus megalomane overgreb på egen civilbefolkning, eller 25 millioner nordkoreanere for Kims rædselsregime (fortsæt selv listen…), så lad dem selv løse det. Men lad os udvikle defensive færdigheder der kan ramme beslutningstagerne i organisationer der overfalder os, fremfor de stakler der bliver kommanderet afsted som kanonføde. Om det skal være snigmord, droneangreb eller hvad ved jeg må vise sig. At bruge penge på F-35 forekommer mig en dårlig ide, fremfor at etablere sofistikeret overvågning af grænser, troppebevægelser, og andre begivenheder der kunne indikere truende agression. De pågældende krigsførende beslutningstagere skal have egen krop på spil. Skin in the game!
Neutralitet betyder de-eskalering, mindre risiko for at konflikter breder sig og bliver altomfavnende. (Nej, Hitler vågnede ikke op en dag, og tænkte det er en god dag at overfalde mine naboer. Det var resultatet af tidligere historiske begivenheder. Se Ralph Raico)
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
Krig er altid en dårlig løsning – som regel er det de forkerte mennesker der kommer galt afsted. Forebyggelse af krig, samhandel, respekt for at andre har absurde ideer med hensyn til hvordan de vil leve deres liv, dem om det sålænge de ikke vil tvinge deres ideer ned i halsen på en selv. Boycut og sanktioner rammer som regel også de forkerte mennesker, fremfor dem man (hævder man) vil straffe. Måske er tanken om en bevæbnet befolkning fremfor et stående militær ikke så tåbelig – kombineret med udvikling af metoder til at ramme individer fremfor kanonføde som et forsvar mod overgreb en bedre brug af ressourcer. Det kan være vi ønsker at bruge flere ressourcer på at udvikle denne kapacitet, end det der p.t. bliver (mis)brugt på deltagelse i internationale eventyr.
Vi afslutter med et uddrag fra Rothbards Statens Anatomi, kapitlet om hvordan Staten forholder sig til andre Stater, og overgangen fra begrænset krigsførsel til total krigsførsel – hvilket ikke kan ses som et fremskridt! Køb Statens Anatomi her i butikken – 37,50.
Den næsten fuldstændige adskillelse mellem private civile og Statens krigsførelse i det 18. århundredes Europa understreges af Nef:
Selv postudbringning blev ikke begrænset særligt længe i krigstid. Breve cirkulerede uden censur, med en frihed der vækker til forbløffelse hos en person fra det 20. århundrede. …Indbyggere fra to krigsførende nationer talte når de mødtes, og når de ikke kunne mødes udvekslede de breve, ikke som fjender, men som venner. Den moderne opfattelse eksisterede knapt…at indbyggere i et ‘fjendeland’, skulle være ansvarlige for deres herskeres krigeriske handlinger. Ej heller havde de krigsførende herskere nogen særlig interesse i at stoppe kommunikation med fjendens indbyggere. Den tidligere inkvisitoriske praksis med udspionering i forbindelse med dyrkelse af religion og tro, var ved at forsvinde, og ingen tilsvarende inkvisition i forbindelse med politisk eller økonomisk kommunikation blev overvejet. Pas blev oprindeligt indført for at sikre sikker passage i krigstid. I det meste af det 18. århundrede faldt det ikke europæerne ind at opgive deres rejser i et andet land, selvom deres eget land førte krig imod det.
Og eftersom handel i stigende grad blev anerkendt som fordelagtig for begge parter, blev det 18. århundredes krigsførelse modsvaret af en betydelig grad af “handel med fjenden”.
Vi behøver ikke her uddybe omfanget af Statens brud på civiliseret krigsførelse i dette århundrede. I den moderne æra, hvor total krig kombineret med teknologi der muliggør total destruktion, forekommer selve ideen om en krig begrænset til Statens apparati [slæng af lejesvende og bureaukrater, red.] som sær og mere anakronistisk end den originale amerikanske forfatning.
Endelig. KRIG! Man kan høre de lettelsens suk rundt omkring på redaktionerne af det, der går for at være presse. Virus-virakken var ved at miste lidt af glansen i takt med, at pressen totale svigt i forhold til at kaste lys over statsmagternes overgreb på befolkningerne bliver tydeligere og tydeligere. Heldigvis er der en andenrangs despot der har fået nok østpå, og slår sig i tøjret så hyænerne i pressekorpsene har noget at rive i.
Det er ikke svært, og tilmed berettiget, at fordømme brugen af militær magt i det der for tiden går under navnet Ukraine – verden ville have været et mindre uskønt sted hvis Putin havde handlet mindre agressivt.
Det er imidlertid påfaldende hvordan han udråbes til at være vanvittig, uden for pædagogisk rækkevidde, en slyngel (dét kan man være enig i!) der kun forstår magtens sprog – samtidig med at man omhyggeligt(?) undlader at forsøge at se situationen fra despotens side. Siden det forfærdelige sovjetiske regime styrtede i grus under egen vægt og reducerede den militære tilstedeværelse i Østeuropa har Nato, i stedet for at nedlægge sig selv, bredt sig som en kræftsvulst ind i Ruslands ‘interessesfære’. Hvad enten man bryder sig om interessesfærer eller ej, har også Rusland en legitim interesse i at beskytte sig mod overfald udefra. Indlemmelsen af flere og flere tidligere østlande i Nato kan måske virke som en beskyttende paraply, hvis man er på indersiden, men set udefra kan det afgjort betragtes som forberedelserne til et overgreb. Når dertil kommer hykleriet mht andre landes suverænitet og grænsedragning – vi behøver ikke gå tilbage til opdelingen af verden efter 1. Verdenskrig, men kan blot nævne Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen hvor ‘Nato’ blander sig i andre landes anliggender – for ikke at nævne indblanding i Ukraine(!) hvor den ene semi-demokratisk valgte diktator blev kuppet med installation af en anden i 2014.
Heldigvis er der anledning til store, fede overskrifter med KRIG og en anerkendt slyngel så vi kan undlade at fordømme InJustin Trudeau’s groteske overgreb på egen befolkning – hvis Vlad havde gjort noget tilsvarende ‘hjemme’, ville fordømmelserne ingen ende have haft. Heldigvis er det nu Vlads skyld af din energipris (og alle andre priser) er i skyerne, det har intet at gøre med den afsindige energipolitik der er ført de sidste årtier. Så det behøver vi heller ikke at bruge mere noget krudt på at undersøge nærmere.
Margrethe den Grådige er på spil. Nu med central planlægning af chipindustrien. Et skoleeksempel på, at utilsigtede konsekvenser af politikerindgreb fører til nye indgreb, og rouletten kører…
Hindringer lægges i vejen for produktion af varer, ikke mindst energi-intense produkter hvis fremstilling placeres der hvor energien er billigst. Når investeringerne i kapitalapparat flyttes ud som følge af de byrder politikere lægger på dem, kommer det tilsyneladende bag på politikerne, der så lokker med tilskud, skattelempelser eller andre måder at imødegå konsekvenserne af deres tidligere tiltag. I hver omgang går der ressourcer tabt i bureaukratiet, der skal tilvejebringe rapporter om konsekvenser, mulige reparationer og overvågning af, om det nu er de rigtige der får tilskud og lettelser.
NU mangler vi computerchips, mener Margrethe, men hvorfor lægger fabrikanter af chips deres investeringer i Taiwan eller Korea og ikke i Aalborg? Når klimaalarmisterne får held til at lukke cementproduktionen så vi i stedet skal købe og fragte den andetsteds fra bliver der jo plads nok? Økonomien er ikke et rumskib der kan styres men summen af utallige individuelle beslutninger, der træffes af folk der hver især håber på, at deres handlinger vil stille dem bedre i fremtiden. Forsøg på at tvinge denne symfoni til at opføre sig på lige præcis den måde politikeren eller diktatoren (same same) hævder at ville opnå, er dømt til at mislykkes. De fleste af os bliver mindre rige end vi ellers ville have været.
Læs med dine børn om Tuttle tvillingerne og den spontane koordinering mellem mennesker der ikke kender hinanden – fås her i butikken.
