Udgivet i Skriv en kommentar

Når bureaukraten stemmer

Kan resultatet forudsiges. Og det er ikke til vores alle sammens fælles bedste. Bureaukraten har som alle andre sine egne personlige interesser og præference. Det er der intet mærkværdigt eller upassende ved. Når bureaukraten optræder både som lønmodtager i et offentligt system og som arbejdsgiver, henter han sine midler som arbejdsgiver i andre menneskers lomme, og er tilbøjelig til at være mindre påholdende med udgifterne.

Dette problem bliver større og større efterhånden som antallet af bureaukrater vokser som Mises påpegede allerede i 1944(!) i Bureaucracy (hent den her).

Udviklingen i antallet af offentligt ansatte i Danmark illustrerer problemet. Fra 1966 til 2019 steg antallet af offentligt ansatte fra 269.000 til 829.000 – som udtryk for at staten trænger sig ind på alt for mange områder, hvor den (også) gør mere skade end gavn. (Godt nok er tallet faldet en smule igen, men udgør stadig 719.000 i 2020.)

Det betyder ikke at alle offentligt ansatte er uproduktive, eller at der ikke også er lammende bureaukrati i den private sektor – dog ofte som et ‘svar’ på det offentlige bureaukratis aktivitet. Men hver en krone der bruges på varer eller ydelser af bureaukraten kommer dels fra en anden, der så ikke kan bruge den efter eget forgodtbefindende. Endvidere er der afledte effekter med ressourcer der flyttes til de områder bureaukraten favoriserer, ressourcer der trækkes væk fra andre områder hvor priserne så stiger mere end de ellers ville have gjort (eller måske endda var faldet).

Udover det moralsk forkastelige i at tage fra nogle for at give til andre, er alternativomkostningerne vanskelige at (over)vurdere. Det sete versus det usete – det som ikke bliver iværksat fordi bureaukraten har beslaglagt en stor andel af samfundets produktion er fint beskrevet i Henry Hazlitts Economics in One Lesson. Læs de første kapitler her på dansk.

Jo rigere et samfund er, desto bedre går det også de, der er dårligst stillet. Forudsætningen for at kunne hjælpe andre, er velstand og villighed. De fleste er villige, og mere villige des mere velstillede de er. Produktion går forud for forbrug (Says lov) og jo mere staten konfiskerer af det producerede desto mindre velstand er der til at hjælpe dem der behov for hjælp. Politikere lader til at tro at rigdom ‘opstår’ og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men fattigdom er udgangspunktet. At skabe og vedligeholde velstand er en kompliceret affære med samarbejde mellem mennesker der ikke kender hinanden. Du kan læse om dette mirakuløse samarbejde – sammen med dine børn – i bogen om Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant.

Miraklet

Rigdom kan man ikke lovgive sig til – og i øvrigt bør regeringen gå af.

Skriv et svar