Udgivet i Skriv en kommentar

Ros, ris og røverbander

Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.

Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.

Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!

Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.

Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.

Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.

Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.

Frédéric Bastiat
Skriv et svar