Demonocracy har nogle flotte visualiseringer af forskellige beløb illustreret ved bunker af $100-sedler. Se animation her.
Det kan få en til at overveje om denne gæld nogensinde bliver betalt (af børn og børnebørnenenene!) eller vi ‘blot’ kommer til at se destruktion i monumental skala. De fleste af disse bjerge af penge modsvares netop ikke af reelle ressourcer, og er ikke et udtryk for at nogle har undladt forbrug for at have opsparing til udlån og til udvikling og vedligeholdelse af produktionsapparat. Det er matadorpenge, men nogen har adgang til matador pengene mens folk flest stadig tror at de repræsenterer rigtige ressourcer og får dermed en fordel fremfor os andre længere nede i systemet. Der produceres ikke flere varer eller ydelser, men sker blot en omfordeling til dem der først har adgang til matadorpengene på bekostning af de øvrige medlemmer af samfundet.
Guido Hülsmann har et indlæg her på Mises.org der forklarer det moralske forfald der er følgen af inflationistisk, gældsdrevet pengepolitik. Det er mere end 1 minuts læsning, men læs det alligevel. For en grundigere gennemgang af Hülsmann om emnet moral og penge se også her. Og gå så til Human Action, kapitel XXXI, del 5.
En forenkling af skattesystemet har vist været på tale i årevis. Talløse er måderne hvorpå herskerne vil styre detaljerne i pøbelens brug af egne ressourcer. Diverse kommissioner har kigget på ‘forenkling’ af systemet der i bund og grund blot er en systematisk udplyndring af folk. Måske er der en hensigt bag uigennemskueligheden, der skal bevare illusionen om, at vi hver især kan leve på bekostning af alle de andre. Den dygtige politiker fører an i teatret.
Bliver skatteloven så mere simpel hver gang et nyt område eller en ny aktivitet skal beskattes, med undtagelser, fradrag for visse men ikke andre persongrupper eller aktiviteter? Nej, det ser ikke ud til at det bliver simplere. Politikerbyrden tror sig i stand til at styre økonomien som kaptajnen på et rumskib – men har ikke ret til at forsøge og kan ikke vide hvilke præferencer alle andre mennesker har.
Cepos har arbejdet på ‘Århundredets skattereform’ – et tiltag som er al ære værd. Det illustrerer hvordan man kan bevare en maksimalstat, med mere simpel plyndring og mindre ‘spild’ af tyvekosterne.
Hvad vil konsekvenserne så være for forskellige ‘familietyper’? Tabel 2 i planen giver en oversigt. Det bemærkes (side 7) at der er stor dynamik i indkomstfordelingen. Det er ikke de samme mennesker der år efter år befinder sig i samme indkomstklasse; personer der ‘taber’ på reformen i dag, kan ‘vinde’ i morgen.
Hvis økonomien vokser med 2% om året tager det ca 35 år før den er vokset til dobbelt størrelse (godt 23 år hvis den årlige vækst er 3%). Forestiller man sig at vi fastholder, i absolutte tal, det nuværende beløb hvor staten bestyrer 50% i runde tal – så vil dette beløb altså udgøre en mindre andel af en større økonomi. Men det vil tage 35 år før den er nede på bare 25%, hvis vi kan øge økonomien med 2% om året i 35 år.
Udfordringen til de dygtige folk i CEPOS er så at komme op med en betydeligt mere ambitiøs reform. En reform hvor statens andel af den samlede økonomi hurtigere bringes tættere på målet. Hvad er målet? Et rundt nul for folk der konsistent er imod overgreb på andre mennesker og deres retmæssige ejendom. Det er endnu et fåtal der er nået til den erkendelse, men mindre kan også gøre det. Lad os starte med 25% som et delmål på vejen mod 10% inden for en overskuelig årrække. Det vil naturligvis betyde at der er (chok!) områder staten ikke skal tage sig af og politikerbyrden kunne passende sættes til at lave en prioriteret rækkefølge for afviklingen. Udannelse(sic) propaganda, sygdomsuvæsenet, og socialbureaukratiet er forslag der ligger lige for som de første. Ministeriet for svindel og misbrugskat vil også kunne beskæres drastisk når reglerne gøres simplere. For nogle områder vil vi måske have mere eller bedre service end nu, på bekostning af andre områder. Når folk skal prioritere deres egne ressourcer får vi en bedre balance imellem pris og ydelse (Milton Friedman forklarer).
Skal vi overhovedet være rigere? Nogle mener det tilsyneladende ikke. Men vi vil bedre i stand til at løse fremtidige problemer, hvad enten de handler om forandringer i vores fysiske omgivelser eller fattigdom andre steder i verden, jo rigere vi er.
CEPOS – sæt i værk! 25% på vej mod 10% – 10 år bør være en passende ambition for de 25%.
Du kunne stille din arbejdsgiver (hvis du har sådan en) følgende spørgsmål, hvis vedkommende hører til dem der promoverer sig som ‘grønne’, ‘CO2-neutrale’, eller på anden måde signalerer dyd og politisk korrekthed med hensyn til energiproduktion:
Eftersom såkaldt vedvarende energikilder, typisk vind og sol, ikke er spor vedvarende, men derimod ressource-griske, fordyrende og tilmed ustabile i et omfang der forhindrer opretholdelsen af et avanceret, civiliseret samfund og har begrænset effekt på klimaet, og eftersom de dermed er en trussel mod menneskelig trivsel, holder fattige lande i fattigdom og destruerer velstand i ‘udviklede’ lande – vil du så ophøre med at spilde flere ressourcer på dén konto? Hvis ikke, vil du så kompensere dine medarbejdere for den ekstra-omkostning i energiudgifter den politik du promoverer medfører? (Prisernes himmelflugt er en konsekvens af mange års giftigt miljø for investeringer i udvikling og produktion af fossile energikilder og atomkraft.)
ESG (Exceptionally Stupid Governance) er vejen til ødelæggelse og udryddelse af civilisation, til mest skade for de fattigste, der bliver hårdest ramt. Er du interesseret i at dit køleskab virker hele døgnet og det varme vand løber når du åbner for hanen? Synes du fattige mennesker i andre dele af verdenen også bør have mulighed for en bedre tilværelse? Så er det på tide at se på såvel de gunstige effekter af billig (fossil eller atom) energi og sammenholde dem med de begrænsede uønskede effekter (vi mangler CO2 i atmosfæren!). Vi har brug for mere energi, stabil, billig energi. Ikke dyr, ustabil, ressourcetung ‘grøn’ energi.
Vi mangler CO2!
De nuværende voldsomme stigninger i el og gaspriser skyldes ikke at energiselskaberne ‘pludselig’ er blevet grådige (det har de altid været) eller at Putin er en bandit (det har han altid været), men mange års systematisk underinvestering i fossil energiudvinding og, ikke mindst, atomkraft som følge af politisk ugunst. Lad os få ændret det omgående, så de værste skadelige effekter af den førte politik bliver mindre langvarige.
Politikerbyrdens energipolitik medfører en unødig stigning i udgifter til energi – samtidig med at de kaster tvangsinddrevne ressourcer i et grønt hul, der blot vil gøre energien endnu dyrere og upålidelig!. For at føje spot til skade vil de så fodre hunden med lidt af dens hale – og give lidt af tyvekosterne tilbage. Men på en måde så man sikrer en endnu højere misundelsesskat – forestillingen om at vi alle kan leve på bekostning af de andre lever i bedste velgående. De skulle have studeret Loven mere grundigt!
Project veritas gør, som Mogens sagde, et farligt, men fædrelandsnyttigt job, her med afsløringer af statslige institutioners kendskab til, og måske fremme af gain-of-function forskning.
Eftersom de fleste af os er interesserede i at undgå voldelige konflikter, der er omkostningstunge, og er sociale væsener der har fornøjelse af at omgås andre mennesker, har ejendomsretten efterhånden udviklet sig som en måde at løse konflikter på, på ikke-voldelig vis. En betingelse for at sådan en ret respekteres, er at parter der er uenige om retten til en begrænset ressource, kan se det rimelige i løsningen på uoverensstemmelsen. Den løsning der har vundet mest fremme er at den person der først erhverver sig en ressource, der hidtil ikke har været ejet af nogen, har det bedste krav på ejendomsretten. Ejendomsretten kan så skifte hænder via kontrakt, f eks. handel, gave, eller fortabes som godtgørelse til en person hvis ret man har forbrudt sig imod.
Resten er detaljer 😀 En glimrende præsentation af privat eller decentral lov versus centralistisk lov kan høres hos Stephan Kinsella (ca 45min).
En vigtig pointe her er diskussionen af, hvad man overhovedet kan have ejendomsret til, nemlig ressourcer der i deres natur er begrænsede og som ikke kan anvendes uden at andres samtidige brug begrænses (ellers var der ingen grund til strid om den). Heraf følger også afvisningen af intellektuelle eller immaterielle rettigheder, som Kinsella også har taget sig grundigt af
Når forskellige konflikter opstår og løses, udvikles forståelsen af, hvordan ejendomsretten appliceres i de myriader af situationer hvor der kan opstå tvivl om, hvem der har den bedste ret. Staten har desværre raget et monopol til sig vedrørende denne konfliktløsning, om som med alle andre tvungne monopoler er resultatet ringere end det ville have været i fraværet af denne tvang. Privat konfliktløsning anvendes i praksis, blandt anden inden for sø- og handelsret – fordi retssager i det offentlige system er rasende dyre – og også konflikter mellem stater, der i princippet eksisterer i et anarki uden en overstat, løses hellere ved forhandling end ved vold (krig).
Når staten har monopolet, bliver offeret for en forbrydelse ramt to gange – først som offer for forbrydelsen, dernæst bliver han plyndret for omkostningerne til at straffe forbryderen og evt holde ham indespærret.
I et system med privat lov, vil bestræbelserne gå på at afdække den retmæssige ejer af en ressource og sørge for at denne får genoprejsning i tilfælde af overgreb. I et positivistisk system, hvor love er ‘givet’ af lovgiverne, bliver domstolene, som ikke er uafhængige af staten, blot fortolkere af de ‘love’ lovgiverne har udspyet, og ikke en institution der leder efter retfærdighed.
Som beskrevet for et par uger siden, kunne vi finde bedre anvendelse for politikerbyrden ved at sætte dem til at fjerne dyngen af overflødige regler og forordninger, fremfor at finde på flere af dem.
De fleste af ‘vore’ politikere har stadig ikke forstået at de ikke udgør en særlig klasse, der har rettigheder som ingen andre i samfundet har. De bør finde deres eksemplar af Loven frem og studere den. Grundigt.
Interessant nok er de gængse medier i fuld gang med at overflødiggøre sig selv og alternative platforme og formater vinder frem. Det er stærkt mistænkeligt at myndighederne SÅ voldsomt presser på for at hele kloden skal vaccineres mod en svær forkølelse – flere gange om året, og det er stærkt mistænkeligt at kritik af myndighedernes fremfærd systematisk undertrykkes.
Joe Rogans maraton-interviews på flere timer har mange seere som tilsyneladende er villige til at bruge lidt mere tid end de 15 sekunders sløjfer der kører på de officielle propagandakanaler. Når indholdet ikke er i overensstemmelse med den vedtagne historier gøres det utilgængeligt – men kan stadig findes: Joe Rogan og Robert Malone, transcript her Joe Rogan og Peter McCullough, transcript her
Hvis du ønsker at følge nogle eksperters råd og lade dig vaccinere med en ny vaccine hvis langtidseffekter i sagens natur er ukendte, mod en sygdom af begrænset alvorlighed så står det dig frit for. Omend det ikke burde være betalt af andre menneskers lomme, men det er en anden sag. De alvorlige problemer opstår når myndighederne udøver pres, tvang for at få alle til at underkaste sig denne intervention. Ikke mindst børnene! som har en meget lidt overbevisende benefit-risk ratio – det er helt utilstedeligt. Man kan endnu en gang notere sig valget om at vaccinere kontrolgruppen i registreringsforsøgene allerede efter få måneder i stedet for at få længere tids opfølgning med henblik på bedre karakterisering af bivirkningsprofilen (aktive overfor placebo).
Hensigten med sundhedspas kan ikke være at fremme sundhed, men derimod endnu mere kontrol med borgerne som allerede noteret for knap 2 år siden:
Min forventning er at krisen herhjemme bruges til at få folk til at acceptere blandt andet yderligere overvågning, tvungne test og tvungne vaccinationer. Sydkorea bruger mobiltracking til at holde styr på smittedes bevægelser…(i nord bruger de formentlig mere simple og brutale metoder).
Oxymoron, sarkasme, spøg eller muligt? Nok mest det første. Men skulle man lege med tanken om at få noget fornuftigt ud af politikere kunne følgende semi-utopiske tankeeksperiment måske underholde her på årets første dag. Dagen hvor et nyt ‘lovår’ starter og banden der tror de er herskere kridter skoene og starter en lavine af chikanerier.
De fleste ordentlige mennesker – og sikkert også en del politikere – er nok enige i, at der egentlig er for mange love og regler. Når lovene bliver så komplekse at specialister ikke kan gennemskue dem er de ikke længere retfærdige, nogle af dem kan være i strid med andre eller fortolkes forskelligt afhængig af kontekst. For at nyde respekt, skal love være i overensstemmelse med befolkningens almindelige moral og sunde sans. Slå ikke din søster og tag ikke hendes mad. Resten er (næsten) detaljer.
Så hvordan får vi reduceret lovbyrden?
For eksempel kunne man lave et borgerforslag (jeg ved godt det begreb kun er der for et syns skyld, men lad os nu lege med) gående ud på at folketinget i indeværende samling skal eksekvere følgende:
Solnedgangsklausul indføres for alle gældende love med udløb inden næste valg
Det pålægges folketinget at udarbejde en plan for rækkefølgen af udløb for gældende love.
Alle nye love kræver flertal på mindst* 80% af de stemmeberettigede stemmer ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget og udløber efter senest 8 år eller to valgperioder (hvad der måtte komme først)
En lov der udløber kan forlænges hvis 80% af de stemmeberettigede stemmer for ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget.
Folketingets pladser tildeles således at kun det antal der modsvarer antallet af gyldige, afgivne stemmer besættes. Undlader 20% at stemme ved et valg vil kun 80% af pladserne i folketinget besættes og vedtagelse af nye love/forlængelse kan således kun ske ved enstemmighed blandt de 80% der er valgt.
Skattesystemet reformeres med afskaffelse af al person- og selskabsbeskatning og erstattes med en flad moms.
Statens udgifter kan ikke overstige dens indtægter
* I betragtning af at 505.000 ud af 5.312.000 skattepligtige personer betaler topskat, kan det være at kravet skulle skærpes til at 90% skal stemme for…(2020-tal)
Formålet med solnedgangen er at reducere lovmængden, og formålet med supermajoritet er at sikre at de love der rent faktisk gennemføres, nyder bred opbakning i befolkningen, og er simple og få nok til at folk faktisk kender dem. Konverteringen af politikere fra lovbyrdeudspyende elementer til lovreducerende individer ville være et stort fremskridt.
Om fordelingen af varer og tjenester ville være den samme hvis den offentlige andel af forbruget ikke var så stor måtte komme an på en prøve. Måske ville vi bruge endnu mere end 5 mia på ‘Radio-, TV- og forlagsvirksomhed’ – men vi ville selv bestemme hvem der skulle have hvor meget…og det gælder også de øvrige poster.
Et væsentligt punkt i forbindelse med stemmeri er selvfølgelig hvad der faktisk kan stemmes om. En afstemning om andre folks ejendom giver naturligvis ikke mening – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har. De højtærede (sic) politikere bør se at få læst Loven – de har haft lejligheden til det.
