Magt i andedammen

Forleden var der en udmærket samtale på podcasten Samfundstanker med vært Martin Ågerup og Otto Brøns-Petersen og Jonas Herby. Tak for det!
Ågerup fortjener ros for at holde fokus på regeringsovergrebene, Brøns-Petersen har indlagt sig uvisnelig hæder for gang på gang, at have påpeget at det væsentlige spørgsmål er, OM staten skal udføre en given opgave (for statister er svaret altid JA!) og Herby har utrætteligt analyseret på data for at illustrere fraværet af evidens for den førte politik. Dette burde være et tilbagevendende tema. Intet indgreb på borgerens person eller (anden) ejendom kan forsvares uden grundig bevisførelse for, at den pågældende har forgrebet sig på andres ejendom. Heller ikke selvom man har tænkt sig at bruge tyvekosterne til ‘gode formål’! En grundig analyse af fordele og ulemper for alle grupper, inklusive umiddelbare og afledte effekter må forudgå ethvert indgreb. (Se Hazlitts lektion.)

Magtfuldkommenheden, og ikke mindst undertrykkelsen af uenighed blotlægges undervejs i samtalen der kan anbefales, hvis man overhovedet er interesseret samfundsforhold. Klart et lyspunkt.

Der var selvfølgelig også et par skæverter – og eftersom det kun giver mening at korrigere folk som er indenfor pædagogisk rækkevidde kommer her et par synspunkter der kan forekomme korrigerende.

Brøns-Petersen nævner at grunden til at vi har procedurer at følge når der skal lovgives, netop er for at man skal tænke sig om om – også, eller især, når man står overfor hvad der opfattes som en krise. Som et positivt eksempel (i modsætning til ‘epidemi-loven’) nævnes gudhjælpemig skattelov; der kan kan ifølge grundloven kun beskattes hvis der lovgives (ikke pr dekret). Til det må man sige at vi nu beskattes med statens skarpe klo således at over halvdelen af BNP spenderes af staten, og indkomstskatten, der oprindeligt var midlertidig, nu har antaget samme sikkerhed som døden. Med andre ord, grundlovsbeskyttelsen af borgenes private ejendom er intet værd!

Fra grundlovens kapitel 5, §43 (med kommentarer)

Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.

Kommentar:

Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.

Bemærk lovkommentarens sidste sætning – demokratisk styring og kontrol… Når først det accepteres at folk kan stemmes sig til andres ejendom, har vi at gøre med et tyranni – i 1849 skrev Bastiat om Loven og konsekvenserne når alle forsøger at berige sig på andres bekostning. Legal plyndring følger, retfærdighed undermineres og eventuel rigdom der måtte have været opbygget borteroderes.

Læs Loven på dansk – køb den her for 37,50

Ågerup nævner (godt nok ikke med billigelse) at eftersom staten bruger mere end halvdelen af BNP, så kan man i det mindste forlange/forvente at den bruger rovet med omhu. Men her forveksles årsag og virkning. Netop fordi staten har så meget at skulle have sagt over stort og småt, følger det at denne spenderen vil være ineffektiv og skævvridende i tilgift til uretfærdig. ‘Vores’ puhlitikere har intet lært – de VIL ikke høre. Hvad er staten for en størrelse? Bliv klogere med Rothbards Statens Anatomi – læs den på dansk – fås her for 37,50

Jeg tror det var Herby der nævnte at staten selvfølgelig (sic!) har en rolle som mægler/konfliktløser/opmand/opretholder af lov og orden. Men når der er monopol på så vigtigt et område, VIL det føre til misbrug. Det betyder ikke at et frit marked for konfliktløsning er vejen til Nirvana, der vil være masser af tilfælde hvor resultatet er mindre tilfredsstillende. Men der vil være færre end under et magtmonopol. Også på dette område har vi brug for andet end monopolløsningen. Er det muligt? Se her.

I øvrigt bør regeringen gå af.