Udgivet i 1 kommentar

Velstand – hvad skal der til?

Forleden gæstede Deidre McCloskey byen og deltog i et Cepos-event. Man kan se videoen her. Et diskussionspunkt er hendes tese om at velstand skabes af ideer (og deres udførelse) – ikke af ‘kapital’, som nok er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for at skabe velstand. Det er ikke nogen ny ide – men et godt argument for at bruge hendes ‘nye’ ord innovisme i stedet for ‘kapitalisme’ som en bedre beskrivelse af den samfundsindretning der fremmer velstand, er de negative konnotationer ordet kapitalisme har fået (tak til udannelsessystemet (sic!)). Tilhængere af fri markedsøkonomi bruger ofte kapitalisme som synonym, og det er dels upræcist og dels lider det under opfattelsen af kapitalisme som noget negativt i sig selv.

Kapital – fysiske eller eller mentale midler til at nå mål – er ikke noget værd i sig selv. Hvis man ikke ved hvordan den skal bruges skabes der ikke meget velstand. Velstand bruges her i betydningen bedre materiel levestandard og mere tilfredshed eller ‘psykisk’ velbefindende. Mennesker handler for at opnå noget – en forbedring af tilværelsen på kort eller længere sigt – og viden om hvordan man bedst anvender midler til at fremme ens mål er afgørende for ens succes med hensyn til at nå målene. Human Action – Mises’ magnus opus – anbefales for en omfattende behandling af emnet😉 læs den fra ende til anden, eller se ned over indholdsfortegnelsen og start med punktnedslag du finder særligt interessante. F.eks Human Cooperation, og The Role of Ideas.

Martin Ågerup havde efterfølgende besøg Jesper Geisler hvor de diskuterede McCloskeys Innovism – og endelig!! blev begrebet privat ejendomsret nævnt i forbindelse med skabelse af velstand. Godt nok kun som en blandt adskillige ‘institutioner’ der er nødvendige. Jeg vil mene at viden og kapital er særdeles nødvendige forudsætninger for at mennesket kan forbedre sin situation, men også at kun når den private ejendomsret nyder ubetinget respekt kan det fulde potentiale efterstræbes. Jo mindre respekt for ejendomsretten, desto fattigere samfund og et fattigere samfund er i mindre udstrækning i stand til at tage sig de ringest stillede personer i samfundet. De personer som den tidligere(!) marxist McCloskey brænder for at hjælpe.

Hvorfor ‘har’ vi overhovedet ejendomsret? I en verden med knappe ressourcer kan (vil) der opstå konflikt når to personer ønsker at benytte den samme ressource. I erkendelse af, at voldelig ‘løsning’ af konflikten har betydelige omkostninger, opstår der behov for at løse sådanne konflikter uden at gribe til fysisk kamp. Ejendomsret peger på en løsning og den løsning der ser ud til at klare sig bedst er, når den person der først erhverver sig en ressource der anses for ikke ejet af nogen, eller får ressourcen overdraget fra en tidligere ejer, er den med det bedste krav på ressourcen: Dens retmæssige ejer. Stephan Kinsella har skrevet meget og godt om ejendomsret – her et eksempel. Ikke mindst om misfosteret Intellectual Property, IP, som illustration af, at ideer netop ikke kan ejes fordi de kan bruges samtidigt af flere personer. (Når ideer, viden, deles, bliver vores evne til at forbedre verden omkring os bedre og bedre. Du har ikke krav på dine eventuelle kunders fremtidige omsætning, og kan ikke bestemme hvordan ‘din’ ide bruges af andre.)

Ideerne og den måde de bringes i anvendelse på skaber velstand. Hvis der er stor risiko for at en bande kommer og tager frugten af folks ideer og det de har produceret, så bliver der alt andet lige produceret færre ideer og færre varer – velstanden bliver mindre end den ellers ville have været. Jo mere banden rager til sig, desto værre.

Læs om hvad banden er for en størrelse hos Rothbard:

Statens Anatomi

1 tanke om “Velstand – hvad skal der til?

  1. […] element var den vægt der blev lagt på den private ejendomsret som grundlaget for skabelsen af den velstand der kommer alle til gode, ikke mindst de ringest stillede i samfundet. […]

Skriv et svar