Udgivet i 1 kommentar

Hvor mange love har vi brug for?

Ikke ret mange hvis man spørger libertarianere. Og ikke særligt kompliceret lovgivning, men noget enhver kan forstå. Slå ikke din søster og tag ikke hendes mad. Så kan man tilføje ‘…medmindre det er i selvforsvar’ og lignende præciseringer. Men grundlæggende er det ikke svært og noget vi kan forklare til vores børn – og generelt er vi enige om, at sådan bør det være.

Så hvor går det galt, når ord-orgiet er eksploderet til nu ca 22,7 millioner ord i gældende love og bekendtgørelser? Se CEPOS notat her.

Forfatteren til notatet, Jonas Herby, påpeger at flere ord både kan betyde mere eller mindre frihed for de regeringsramte borgere, men foreslår en kommision der skal se på samfundsøkonomiske konsekvenser af ny regulering. Han påpeger også at skiftende regeringer siden 1987 har haft ‘afbureaukratiseringstiltag’. Det ser ikke ud til at nogen af dem har haft larmende succes hvad det angår.

Måske skulle man hellere overveje om der overhovedet er behov for den detailstyring fra, i egen indbildning, alvidende politikere, der ønsker at dirigere rundt med resten af befolkningen.

Kaster man et blik på folketingets hjemmeside med afstemningerlovforslagbeslutningsforslag eller borgerforslag bliver man ganske tung om hjertet. Det ene af to borgerforslag var at begrænse overførselsindkomst til ministre, deres børn og folketingsmedlemmer; 0, som i ingen, stemte for…

Kik ned over listerne med lovforslag og beslutningsforslag og spørg så, om det er den slags ‘love’ der er brug for.

 

Der er brug for en Helsinki deklaration for deltagere i politiske eksperimenter!

 

 

1 tanke om “Hvor mange love har vi brug for?

  1. […] Det gælder her i andedammen og også i de 50 forenede stater der for nyligt har været igennem ritualet endnu engang. Vi indoktrineres systematisk om, at Statens repræsentanters overgreb, fejlgreb, møggreb og andre kunstgreb er rimelige og at vi selv har været med til at bestemme fordi vi har valgt ‘vores’ repræsentanter; repræsentanter som ‘varetager vores interesser’. Her i landet er et folketingsmedlem offizielt kun bundet at sin egen samvittighed(!) – men selv hvis vedkommende skulle repræsentere mange tusinde forskellige menneskers nuancerede holdninger til mange og forskelligartede problemstillinger, ville det være umuligt. Dertil kommer at mange problemstillinger slet ikke burde være genstand for lovgivernes frådende aktivitet! […]

Skriv et svar