Medieskabt klimakrise Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”.
Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.
To menneskefjendske religioner er på spil og gør livet surt og frygtsommeligt. Der er andre ting vi hellere burde få ‘vores’ unge (såvel som de midaldrende og resten…) til at bekymre sig om. Som for eksempel forstå at rigdom og velstand ikke opstår som lommeuld og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men derimod skabes og vedligeholdes. Fjerner man eller forringer vilkårene for at dette sker, tærer vi på den rigdom der tidligere er skabt og står en dag fattigere og med dårligere muligheder for at gøre en positiv forskel for os selv og vore medmennesker. Når staten beslaglægger en enorm andel af samfundets ressourcer betyder det at vi går glip af alt det, vi kunne have skabt i stedet og som ikke ser dagens lys – vi må nøjes med det puhlitikerne har fantasi til at subsidiere. Med tilhørende tab til bureaukrati.
Henry Hazlitt beskrev i Economics in One Lesson hvordan den korrekte måde at anskue et økonomisk problem tager både det sete og det usete i betragtning, og følger konsekvenserne over længere tid for alle grupper. Læs de to første kapitler her på dansk – og der findes nu også en dansk oversættelse fra Paludan. Den engelske tekst kan findes her. Forlægget for lektionen er Bastiats kapitel om det knuste vindue i Det man ser og det man ikke ser (på fransk). Samme Bastiat som beskrev konsekvensen når loven perverteres og misbruges til at skaffe sig kontrol over andres ressourcer i stedet for at beskytte dem. Find Loven her i butikken for 37,50!
Man har indtryk af, at det må være den umiddelbare konsekvens hvis vi erstattede det offentlig sygdomsuvæsen med et, gys, privat. Skræmmeeksemplet er usa hvor vi jo ved at folk dør i gaderne pga manglende adgang til ydelser. Tak til Jonas Herby for at bringe en smule nuance ind i billedet, med understregning af at usa på ingen måde har et frit marked for sygdomsydelser. De har derimod et voldsomt dysfunktionelt system, båret af afkobling mellem leverandør og aftager med tilhørende perverse tilskyndelser. Dét system er fremdrevet af den føderale regerings forbud mod lønstigninger i efterkrigstiden. Det var derimod tilladt arbejdsgiveren at betale forsikring for medarbejderne og kimen til elendighederne var lagt. For en grundigere gennemgang se også The Primal Prescription (amazon.de) skrevet af Robert Murphy (økonom) og Doug McGuff (læge). Tom Woods har også en gratis (koster din e-mail adresse) e-bog hvor transcript af udvalgte podcast relevante for emnet er samlet.
Lad os lige minde om, at sundhedsydelser ikke er en menneskeret(!). Det er en ydelse der kræver ressourcer, fysiske og mentale og nogen skal producere disse ydelser. Bliver dette til en ret, har vi konflikten mellem positive og negative rettigheder – nogens rettigheder trædes under fode hvis de tvinges til at yde eller betale for andres rettigheder.
Som med mange andre ting er efterspørgselen på sygdomsydelser uendelig – men ens produktive kapacitet og behovet for andre ting i tilværelsen lægger en begrænsning. Man må vælge, prioritere, handle økonomisk i erkendelse af dette vilkår. Når folk uden tvang tilvælger og fravælger på egne vegne og for egne ressourcer ved vi at de får det, der forekommer dem mest optimalt på det tidspunkt hvor valget træffes. Det kan være man fortryder, bliver klogere, skifter mening eller af anden grund finder ud af det man valgte var uhensigtmæssigt. Vi ved også at når bureaukraten træffer disse valg for andre, og ikke mindst for atter andres ressourcer, bliver udkommet anderledes. Har man frivilligt overladt beslutningerne til bureaukraten må man jo acceptere at hen træffer dårlige valg. Er man underlagt tvang er der tale om en moralsk forkastelig situation. Den bliver tilmed dyrere og dårligere end når markedet – frivillige udvekslinger – får lov at dominere.
Følgen af ‘gratis’ ydelser leveret af staten er kø og mangel. Det gælder brød (hvor man under planøkonomi står i kø for at få at få brød, ligger brødet og venter på kunder hos bageren når markedet får lov at virke) – og det gælder også alle andre ting. Følgen af at vi lever i en verden hvor ressourcer er knappe, er at vi ikke kan få alting vi gerne vil have. Den frie udveksling af varer og ydelser sikrer det mindst ringe udkomme, men det er en stråmand at påstå at fortalere for et radikalt frit marked hævder at det vil medføre en ophævelse af mangel, nød og elendighed. Vi vil blot have mindre mangel, nød og elendighed.
Ifølge nogle indices er Danmark at betragte som et relativt veldrevet land, fri for den store korruption. Det skal man selvfølgelig glæde sig over, og der er bestemt grund til at være taknemmelig over at man er landet her, med en i historisk sammenhæng fantastisk velstand. En velstand som mange desværre tager for givet, som blot skal omfordeles på mest ‘retfærdig’ vis. Denne velstand skal imidlertid skabes og opstår ikke af sig selv – men det er et emne for en anden gang. Når man er tilpas rig bliver man også mål for banditter der hellere vil plyndre end selv skabe værdi. Når disse banditter bemægtiger sig magt og indflydelse opstår der mulighed for at berige sig på andres bekostning.
Rasmus Visby har på forbilledlig vis afdækket korruption i det offentlige Danmark og var på besøg hos Martin Ågerup. Det viser sig at en del af de opgaver der udføres på kommunalt niveau, for eksempel forsyningsvirksomhed, affaldshåndtering med mere er plaget af ikke bare et potentiale for korruption, men tilsyneladende i vidt omfang er korrupt. Bestyrelsesposter fordeles som ben til lokalpolitikere uden særlig indsigt i området, og åbner for slyngler på ledende poster der kan malke ‘systemet’, dvs skattekvæget. Det er milliarder det handler om. Lyt til episoden!
På den anden side kan man argumentere at hvis ellers de involverede parter i en bestikkelsesaffære ikke bryder nogen aftale, handler det blot om at indgå en handel til en anden pris end den annoncerede. Når det foregår i det offentlige undermineres tilliden til ‘systemet’ og man risikerer at folk begynder at finde alternativer til staten – og det bryder dens repræsentanter sig ikke om; det konkurrerer med den store korruption: Den store korruption er den bestikkelse af befolkningen der finder sted når politikerbyrden uddeler milde gaver til visse grupper, på bekostning af andre. Gradvist er befolkningen vænnet til, at staten skal løse ethvert problem der rammer dem, også problemer som staten har påført dem.
Løsningen? Offentlige opgaver skal minimeres og politikeres adgang til andres ressourcer drastisk beskæres. Når de ingen tyvekoster har at dele ud af, kan de ikke så let købe sig til 4 år mere på overførselsindkomst.
Loven perverteres når den bruges til andet end beskyttelse af den private ejendomsret og bliver til alles kamp mod alle. Læs Bastiats pamflet Loven – fås her på dansk for 37,50 og læs med dine børn om hvad lov egentlig er og hvorfor plyndring ikke kan uddelegeres.
Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.
Pensionssystemet herhjemme tåler en opgradering – en opgradering hvor kunden (offeret) kan forlade butikken uden straf, når lugten bliver for stram. PFA og mange andre selskaber er gået galt i byen.
Danmark er endda ikke det værste land, idet den opsparing man tvinges til trods alt bliver indbetalt på en personlig konto. Det er imidlertid ikke så meget værd, når det er forbundet med betydelige omkostninger at flytte opsparingen, man kan ikke selv bestemme hvilke sektorer man ønsker og ikke ønsker at ens bundne midler investeres i, og takket være kronens binding til euro’en og en ECB der er gået amok forringes købekraften af de bundne midler. Det kan være at en låneomlægning barberer noget af gælden, men det er så långiverne der ‘bliver klippet’ – og det er blandt andre pensionskasserne, og dermed indskyderne som må bære omkostningerne. Fremtidens skattekvæg får endnu tungere åg at bære, og produktiviteten stiger næppe som følge af ESG (exceptionally stupid governance).
Lur mig om der ikke også, når politikerne skal ud og spendere endnu mere, dels vil være modregning i de talrige offentlige omfordelingskroner der rundsendes (med tilhørende tab i bureaukratiet) og dels vil pensionskasserne ‘beslutte’ sig for at investere i absurde projekter.
Lad folk beholde deres ejendom og selv bestemme hvor stor en andel de vil lægge til side og hvornår. Det er også folks egen beslutning hvilke sager og personer de finder værdigt trængende til hjælp og hvordan det skal foregå. Hold så kleptokratkloen fra pengene og overlad ansvaret for folks liv og pension til dem selv(!).
Det vil selvfølgelig ikke give et perfekt samfund uden konflikter eller ulykke, men den fattigdom som er grundvilkåret i tilværelsen bliver trængt mere tilbage.
Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.
Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.
Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!
Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.
Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.
Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.
Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Pas på! Her kommer noget fra RT. Daniel McAdams fra Ron Paul Institute er på, med John Varoli og Marko Gasic. Hvad er den amerikanske regerings endemål med at fortsætte med at hælde benzin på bålet i konflikten mellem Rusland og Ukraine?
Er der nogen der spiller hazard med resten af menneskeheden i jagten på magt og mammon? Hvorfor er der ingendiplomatisk aktivitet mht til at stoppe myrderierne, men blot mere og mere skinger retorik der synes beregnet på at fremme eskalering af konflikten?
Jeg hælder til analysen der siger at det russiske kleptokrati ganske uretmæssigt, men absolut provokeret af NATO kleptokratiet har overfaldet det dybt korrupte naboland. Det går først og fremmest ud over civilbefolkningen, sådan som moderne krige nu har etableret sig som total krig.Krig er ikke længere blot noget de rigeste har råd til i korte perioder – se Rothbard for en forklaring på hvordan staten har udviklet sig og hvad den er for en størrelse.
Statens Anatomi
Efter min vurdering vil yderligere våbenleverancer til kleptokratiet i ukraine føre til yderligere tab af menneskeliv (ukrainere, russere, og andre, især i udviklingslande der er afhængige af produkter fra de krigsførende lande) og destruktion af produktionsapparat – samt tab af ressourcer for de mennesker, der er blevet plyndret for at deres regeringer kan købe våben af vennerne og sende dem rundt i verden. Men slutresultatet er med stor sandsynlighed at ukraines nuværende grænser ændres og verden vil være et fattigere sted. Jo længere konflikten vedligeholdes, des værre.
Eftersom ikke alle finder at vedligeholdelse af konflikten er dybt umoralsk står vi i den situation at nogle tvinges, via skatter, til at betale for noget de finder umoralsk. En bedre model er, at folk som vil støtte den ene eller den anden part i en konflikt, må gøre det med egne midler. Så må de spytte i kassen, og vi får se hvor mange kroner, krudt, kugler og bukseknapper der bliver lagt. Mit bud er at bukseknapperne vil dominere, og dermed begrænses ressourcerne der spildes på en konflikt hvis resultat er givet. Andre kan have en anden opfattelse og må tage til fronten og/eller afgive ressourcer.
Staten bør IKKE kunne kommandere ressourcer til konflikter andre steder – og situationen illustrerer vigtigheden af, at statens ‘råderum’ mht andre folks ressourcer skal begrænses mest muligt. Verden vil blive mindre uperfekt. Sheldon Richmann skriver her om den kollektive usikkerhed der er indbygget i atlanterhavspagten – modsat hvad man skulle tro, og hvad vi er blevet påduttet.
…som det hedder på nydansk. Desværre må man frygte at vi endnu er langt fra toppunktet på stupiditetskurven, hvis en sådan fandtes. Forsøget på at gennemtvinge skiftet fra energi baseret på fossile kilder (gammelt biomateriale) til ekstremt materialeintense kilder vil få levestandarden til at falde i velstående lande, medføre endnu mere elendighed i udviklingslande, formentlig bidrage til endnu mere ufred imellem mennesker og dertil kommer den ganske beskedne effekt på Klimaet. Det er ikke en gunstig udvikling hvis målet er mere menneskelig trivsel.
Liberal alliance har enten i ramme alvor eller i dyb satire, bekendtgjort en ambition om 100% reduktion af CO2 udledning (en gas som vi har brug for af hensyn til plantevelfærd) inden for 8 år. De 70% et virkelighedsfornægtende folketing allerede har sat som mål er ikke nok. Men hvorfor stoppe ved 100% – hvorfor ikke opkøbe samtlige CO2 kvoter i EU og tilintetgøre dem? SÅ kan de lære det! Man må forudse at luften skal have pisk, når den nægter at indordne sig herskernes nykker. Argumentet om at Danmark skal være et foregangsland mht hvordan man ikke skal gøre, på linie med Tyskland kan man selvfølgelig mene har en vis vægt. Skalerbarhed med hensyn til Danmarks situation er dog begrænset og ingen lande hvis indbyggere ønsker at forbedre deres levestandard vil vælge så afsindige omkostningstunge energikilder. Eftersom det gælder lande med verdens største befolkninger og udledninger er effekten af upålidelige, materialeintensive, omkostningstunge energikilder i Danmark uden nogen som helst gunstige effekter på andet end politikeres mulighed for at spejle sig i selvgodhed og ‘grønne’ industriers bundlinie.
Den glimrende podcast Regelstaten havde fornyelig et par episoder hvor man sad lidt og tænkte ‘så tæt på’ og så alligevel ikke. Med tæt på mener jeg en sammenhængende forklaringsmodel der kan hjælpe os med at forstå de observationer vi kan gøre. Den østrigske skole leverer en sådan model, men det virker som om økonomistuderende ikke rigtig præsenteres for den.
Det var en anelse spøjst at høre to økonomer famle lidt efter hvad faget økonomi egentlig beskæftiger sig med, når de nu havde besluttet at sætte sig ned og lave en podcast om økonomiske principper.
Havde de slået op i von Mises mesterværk Human action (Introduktion, kapitel 1) ville de kunne se at økonomi er en del af læren om menneskets hensigtsfulde aktivitet (det Mises kalder praxeologi). Alle handlinger indbefatter tilvalg og fravalg. De handlinger der mere snævert omfatter udveksling af varer eller ydelser på et marked er traditionelt økonomers fagområde, eller med Mises’ term catallactics. Kan det nu stadig være relevant? Ja, for den grundlæggende præmis: mennesket handler med en hensigt, er stadig gyldig, og netop derfor er økonomi ikke noget vi kan overlade til økonomer, men noget vi alle er nødt til at beskæftige os med
Economics must not be relegated to classrooms and statistical offices and must not be left to esoteric circles. It is the philosophy of human life and action and concerns everybody and everything. It is the pith of civilization and of man’s human existence.
Økonomien, derimod, er summen af alle de udvekslinger der foregår imellem aktører forskellige steder. Ingen central styring af dette kan give et bedre resultat, hvis hensigten er mest mulig velstand og trivsel til flest muligt mennesker. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres af en udpeget elite, eller nogen anden central myndighed. Det blev da også nævnt i podcasten – ret skal være ret.
Heldigvis var der også et ekstra bonusinterview med Andreas Steno, der kunne bidrage med lidt lys over årsagerne til ‘inflation’ – omend jeg ikke tror de fik ramt den rigtige definition. Der var noget med generelle prisstigninger, og diverse indices, men de fik vist ikke forklaret at stigningen i priser eller ‘prisniveau’et’ er en konsekvens af inflation og forpasser dermed muligheden for at bedre at forstå udviklingen i priser på forskellige områder. Inflation er, altid, en øgning af pengemængden i østrigernes definition. Penge er sjældent et mål i sig selv, men (bl.a) et middel til handel med varer eller ydelser imellem forskellige mennesker. (Penge er også et middel til opsparing og bogholderi – estimering af om udgifter til produktion kan ‘betale sig’, dvs om andre vil finde værdi i det producerede, der overstiger udgifterne til fremstillingen. Men de funktioner lader vi lige ligge.)
Penge er altså et ‘krav’ på ressourcer, et bevis på at man har produceret noget af værdi for andre, og dermed kan bytte sig til andres produktion. Når inflation foregår som direkte seddeltrykkeri er det nogenlunde simpelt at forstå hvorfor priser må stige – der er ikke opstået flere ressourcer, blot skabt flere penge der nu bruges som om der var flere ressourcer og derfor må der efterhånden bruges flere penge for at bytte sig til de samme ressourcer der før var til rådighed. Denne form for falskmønteri udnyttes af politikere til at købe stemmer, og af politisk entreprenante aktører til at købe sig indflydelse uden at have sparet op/skabt værdi.
En anden måde at lade som om der er flere ressourcer end der faktisk er til rådighed, er gæld, når denne ikke er modsvaret af opsparing. Det er hvad der sker når centralbanker køber statsgæld og når private banker udlåner deres indlån til flere lånere samtidigt. Det svarer til at folk tror den samme fysiske ressource kan bruges samtidigt af forskellige mennesker til vidt forskellige ting – et fata morgana, der fører til fejlallokering af ressourcerne, fordi folk tror der er flere reelle, fysiske ressourcer til rådighed, end der faktisk er. På et eller andet tidspunkt viser det sig at den er gal, og der opstår en ‘depression’, der siden har skiftet navn til ‘recession’. Hvad og hvornår der trigger denne opdagelse kan være svært at forudsige, men denne korrektion er i østrigernes optik kuren, der indebærer at nogle lider tab, nogle ressourcer er spildt og andre overgår til andre mennesker der måske(!) viser sig at forvalte dem bedre. Mises´s analogi var bygherren der, vildledt af inflationen, tror at råde over flere ressourcer, end der faktisk er tilstede. Grunden byggemodnes, fundamentet støbes, vægge mures, men så finder han ud af at der ikke er tømmer og tagsten nok til taget. Nye planer må lægges, en del af arbejdet er spildt mens der tages bestik af den nyerkendte situation. (Del 4, kap. 20, afsnit 6). Når politikere i stedet må ‘gøre noget’ forværres situationen typisk, og fejlallokeringen fortsætter og gør den uafvendelige nedtur endnu dybere end den ellers ville have været. (Formentlig) en utilsigtet konsekvens.
I det næste afsnit af Regelstaten var der også gode takter, da Aksel Tarras Madsen var på besøg for at forklare hvorfor finanskrisen i 2008/9 var en politikfejl og ikke en markedsfejl. Blot kunne man påpege at det erklærede formål med centralbanken – at ‘sørge for’ stabil pengemængde og ‘kontrolleret’ inflation (2% = opsparing halveres i værdi på godt 34 år) er et fejlskud. Pengemængden er eksploderet de sidste godt hundrede år, og centralbankens formål er at sørge for at venner kommer først til fadet med de nye penge, før resten af markedet efterhånden indser at priserne ikke er retvisende.
Prisstigninger som følge af ændringer i udbud og efterspørgsel, som f.eks under en krig, er et signal til folk om at tilpasse deres produktion og forbrug. Prisstigninger som følge af inflation er en snigende beskatning, som omfordeler ressourcer til de, der først får lejlighed til at bruge de ‘nye’ penge, på bekostning af alle andre. Prisen på energi er steget voldsomt, længe før en andenrangs supermagt, korrupt som den er, overfaldt en korrupt nabo – begge lande vigtige producenter af blandt andet korn og energi. Energi, som er input i al produktion og distribution af varer, og derfor er adgang til billig, pålidelig, energi en forudsætning for yderligere fremskridt i levestandarden – her, og især i udviklingslandene. Investeringer i energi har været skævvredet i årtier, og derfor stiger priserne voldsomt; krigen er blot flødeskummet på lagkagen. Det er vigtigt at forstå forskellen, hvis man er interesseret i at rette op på elendigheden (se også Per Bylund hvis du orker twitter). Politikere lader som om at DE intet har at gøre med prisstigningerne; det er den onde russer der er skyldig, også i dette. Hvor bekvemt.
I forlængelse af sidste uges post om usandheder er ugens emne denne gang den menneskefjendtlige klima-alarmisme – ikke fordi krigens ofre skal bagatelliseres, men i erkendelse af, at der er flere elendigheder der trænger sig på.
Martin Ågerup har besøg af intet mindre end en professor i glaciologi ved syddansk Universitet, og det er en glimrende illustration af, hvorfor offentlig finansiering af udannelse (sic) skal bringes til ophør. Ågerup får påtalt den manglende diskussion af alternativomkostninger i professorens diskurs, men fik desværre ikke anholdt en stor skævert: Påstanden om, at vi skal bruge meget mere energi fra sol, vind og hydro fordi den er gratis!! Den energi der kommer fra disse kilder er – surprise – ikke gratis, den skal bringes på en form hvor den kan udnyttes til de talløse aktiviteter et civiliseret samfund er karakteriseret ved, og dét kræver betydelige ressourcer, som på ingen måde er gratis. For ikke at tale om back-up, når den meget upålidelige leverance fra disse kilder er utilstrækkelig til at forsyne transport, asfalt, dæk, sværindustri, boligopvarmning, madlavning, køleskabe, frysere, tøjvask, opvask, børnebadning og meget, meget mere som er afhængig af en pålidelig energiforsyning.
2.5 milliarder mennesker har ikke adgang til ordentlig energi og de kan ikke klare sig med en solcelle til at oplade en mobiltelefon. De har brug for masser af pålidelig energi.
Der er ingen diskussion af de faktiske materialeressourcer der skal til for at øge den ‘grønne’ andel af energiproduktionen. Et kritisk punkt der tilsyneladende ikke værdiges opmærksomhed blandt fortalerne for upålidelige energikilder er lagring af energien – du ved, batterier…
Today’s plans to decarbonize global energy systems, which center on a massive expansion in the use of solar, wind, and battery technologies, need to better account for the high environmental and economic costs of materials and minerals.
Eller når vi taler forsyningssikkerhed, overvejelser mht til at flytte afhængighed af russisk gas til kinesiske solceller og vindmøllekomponenter.
Det er forståeligt at det kan være vanskeligt at udfordre en glaciolog på Antarktis’ tilstand hvad angår afsmeltning, men et pip om fremskrivelserne der er baseret på modeller med betydelig usikkerhed havde vel været ok, ikke mindst hvad angår påstande om vandstand.
Computational Hubris: “An inordinate and unjustified trust, or faith if you like, in the power of advanced computational machines and processes to produce highly accurate and extremely precise results from relatively inaccurate and imprecise, highly uncertain data using techniques and methods that have not been tested nor verified to be suited to, or sufficient for, the purpose.” — Kip Hansen
Påstanden om CO2 som et særligt voldsomt problem kan bestemt anfægtes, og bliver det blandt andet på co2coalition.org (f.x. om AGW, eller 97% con-sensus)
Endnu et sted at søge alternativ information er på klimarealisme.dk – her uddrag fra en oversættelse af en artikel på WUWT om den 6. version af det politiske dokument fra ipcc.
Jeg ønsker ikke at være overdrevent dramatisk, i modsætning til forfatterne (hvis der var nogen) til IPCC-rapporten, men jeg kunne ikke finde noget som helst i uddragene (de små nummererede afsnit med etiketter som “15.3.1.2” eller lignende), som var:
1) ikke-indlysende – som f.eks. noget der var, er eller vil være åbenbart eller ”simpelt, gennemskueligt og giver sig selv”. 2) sandt i den virkelige verden, som vi kender den 3) hvis forudset eller fremskrevet, faktisk sandsynligt, i hvert fald på denne planet i den forudsigelige fremtid.
En meget stor andel af klodens befolkning har brug for meget mere energi, for at bringe fattigdom yderligere på afstand. Deres forbrug af fossilt brændsel vil fortsætte sålænge det er det billigste alternativ. At forestille sig Danmark skulle være foregangsland med politik, der dels ikke er skalérbar uden for vores specifikke geografiske beliggenhed, dels er uden den påståede effekt på klimaet og ydermere vil medføre en ringere levestandard for danskere (voldsomt dyrere energi som til gengæld er mindre pålidelig), er næppe realistisk. Hvem vil følge det eksempel?
Man kan hygge sig med diverse grafer og figurer takket være stabil adgang til energi. Desværre en stabilitet som politikerbyrden i længere tid har været i gang med at nedbryde.
Betyder det noget med den energi? Kun hvis komfort i form af adgang til køl, frys, varme, varmt vand, sanitet, kuvøser til spædbørn, tandlæge som alternativ til grovsmed, lys om aftenen, transport af personer og varer, kæmpe udvalg af varer der er fremstillet af mennesker vi ikke kender, et andet sted på jorden, er vigtig. Med andre ord: civilisation. Når energi bliver dyrere bliver vi fattigere på civilisation. Lad ikke to menneskefjendske religioner stå i vejen for menneskers trivsel! Hvis Rusland bruser frem på brutal vis overfor naboregimer, hvad enten disse er korrupte, installerede af andre bander eller blot er lokale slyngler (det er stadig forkert at overfalde dem) – kan vi heldigvis få fat i energi via ‘ordentlige’ regimer der ikke kunne drømme om at overfalde naboer, fjerne regimer, eller egne befolkninger. Måske er lokal energifremstilling at foretrække (atomkraft – jatak!).
Politikerbyrden bruger det gamle trick med at brække benene på folk og derefter udstyre dem med (umage) krykker og forlanger taknemmelighed for at lade folk få lidt af deres konfiskerede ejendom tilbage! Læs loven (din politiker har haft chancen med operation OMF) og forstå hvorfor regeringer i øvrigt bør gå af.
Margrethe den Grådige er på spil. Nu med central planlægning af chipindustrien. Et skoleeksempel på, at utilsigtede konsekvenser af politikerindgreb fører til nye indgreb, og rouletten kører…
Hindringer lægges i vejen for produktion af varer, ikke mindst energi-intense produkter hvis fremstilling placeres der hvor energien er billigst. Når investeringerne i kapitalapparat flyttes ud som følge af de byrder politikere lægger på dem, kommer det tilsyneladende bag på politikerne, der så lokker med tilskud, skattelempelser eller andre måder at imødegå konsekvenserne af deres tidligere tiltag. I hver omgang går der ressourcer tabt i bureaukratiet, der skal tilvejebringe rapporter om konsekvenser, mulige reparationer og overvågning af, om det nu er de rigtige der får tilskud og lettelser.
NU mangler vi computerchips, mener Margrethe, men hvorfor lægger fabrikanter af chips deres investeringer i Taiwan eller Korea og ikke i Aalborg? Når klimaalarmisterne får held til at lukke cementproduktionen så vi i stedet skal købe og fragte den andetsteds fra bliver der jo plads nok? Økonomien er ikke et rumskib der kan styres men summen af utallige individuelle beslutninger, der træffes af folk der hver især håber på, at deres handlinger vil stille dem bedre i fremtiden. Forsøg på at tvinge denne symfoni til at opføre sig på lige præcis den måde politikeren eller diktatoren (same same) hævder at ville opnå, er dømt til at mislykkes. De fleste af os bliver mindre rige end vi ellers ville have været.
Læs med dine børn om Tuttle tvillingerne og den spontane koordinering mellem mennesker der ikke kender hinanden – fås her i butikken.
Demonocracy har nogle flotte visualiseringer af forskellige beløb illustreret ved bunker af $100-sedler. Se animation her.
Det kan få en til at overveje om denne gæld nogensinde bliver betalt (af børn og børnebørnenenene!) eller vi ‘blot’ kommer til at se destruktion i monumental skala. De fleste af disse bjerge af penge modsvares netop ikke af reelle ressourcer, og er ikke et udtryk for at nogle har undladt forbrug for at have opsparing til udlån og til udvikling og vedligeholdelse af produktionsapparat. Det er matadorpenge, men nogen har adgang til matador pengene mens folk flest stadig tror at de repræsenterer rigtige ressourcer og får dermed en fordel fremfor os andre længere nede i systemet. Der produceres ikke flere varer eller ydelser, men sker blot en omfordeling til dem der først har adgang til matadorpengene på bekostning af de øvrige medlemmer af samfundet.
Guido Hülsmann har et indlæg her på Mises.org der forklarer det moralske forfald der er følgen af inflationistisk, gældsdrevet pengepolitik. Det er mere end 1 minuts læsning, men læs det alligevel. For en grundigere gennemgang af Hülsmann om emnet moral og penge se også her. Og gå så til Human Action, kapitel XXXI, del 5.
En forenkling af skattesystemet har vist været på tale i årevis. Talløse er måderne hvorpå herskerne vil styre detaljerne i pøbelens brug af egne ressourcer. Diverse kommissioner har kigget på ‘forenkling’ af systemet der i bund og grund blot er en systematisk udplyndring af folk. Måske er der en hensigt bag uigennemskueligheden, der skal bevare illusionen om, at vi hver især kan leve på bekostning af alle de andre. Den dygtige politiker fører an i teatret.
Bliver skatteloven så mere simpel hver gang et nyt område eller en ny aktivitet skal beskattes, med undtagelser, fradrag for visse men ikke andre persongrupper eller aktiviteter? Nej, det ser ikke ud til at det bliver simplere. Politikerbyrden tror sig i stand til at styre økonomien som kaptajnen på et rumskib – men har ikke ret til at forsøge og kan ikke vide hvilke præferencer alle andre mennesker har.
Cepos har arbejdet på ‘Århundredets skattereform’ – et tiltag som er al ære værd. Det illustrerer hvordan man kan bevare en maksimalstat, med mere simpel plyndring og mindre ‘spild’ af tyvekosterne.
Hvad vil konsekvenserne så være for forskellige ‘familietyper’? Tabel 2 i planen giver en oversigt. Det bemærkes (side 7) at der er stor dynamik i indkomstfordelingen. Det er ikke de samme mennesker der år efter år befinder sig i samme indkomstklasse; personer der ‘taber’ på reformen i dag, kan ‘vinde’ i morgen.
Hvis økonomien vokser med 2% om året tager det ca 35 år før den er vokset til dobbelt størrelse (godt 23 år hvis den årlige vækst er 3%). Forestiller man sig at vi fastholder, i absolutte tal, det nuværende beløb hvor staten bestyrer 50% i runde tal – så vil dette beløb altså udgøre en mindre andel af en større økonomi. Men det vil tage 35 år før den er nede på bare 25%, hvis vi kan øge økonomien med 2% om året i 35 år.
Udfordringen til de dygtige folk i CEPOS er så at komme op med en betydeligt mere ambitiøs reform. En reform hvor statens andel af den samlede økonomi hurtigere bringes tættere på målet. Hvad er målet? Et rundt nul for folk der konsistent er imod overgreb på andre mennesker og deres retmæssige ejendom. Det er endnu et fåtal der er nået til den erkendelse, men mindre kan også gøre det. Lad os starte med 25% som et delmål på vejen mod 10% inden for en overskuelig årrække. Det vil naturligvis betyde at der er (chok!) områder staten ikke skal tage sig af og politikerbyrden kunne passende sættes til at lave en prioriteret rækkefølge for afviklingen. Udannelse(sic) propaganda, sygdomsuvæsenet, og socialbureaukratiet er forslag der ligger lige for som de første. Ministeriet for svindel og misbrugskat vil også kunne beskæres drastisk når reglerne gøres simplere. For nogle områder vil vi måske have mere eller bedre service end nu, på bekostning af andre områder. Når folk skal prioritere deres egne ressourcer får vi en bedre balance imellem pris og ydelse (Milton Friedman forklarer).
Skal vi overhovedet være rigere? Nogle mener det tilsyneladende ikke. Men vi vil bedre i stand til at løse fremtidige problemer, hvad enten de handler om forandringer i vores fysiske omgivelser eller fattigdom andre steder i verden, jo rigere vi er.
CEPOS – sæt i værk! 25% på vej mod 10% – 10 år bør være en passende ambition for de 25%.
Du kunne stille din arbejdsgiver (hvis du har sådan en) følgende spørgsmål, hvis vedkommende hører til dem der promoverer sig som ‘grønne’, ‘CO2-neutrale’, eller på anden måde signalerer dyd og politisk korrekthed med hensyn til energiproduktion:
Eftersom såkaldt vedvarende energikilder, typisk vind og sol, ikke er spor vedvarende, men derimod ressource-griske, fordyrende og tilmed ustabile i et omfang der forhindrer opretholdelsen af et avanceret, civiliseret samfund og har begrænset effekt på klimaet, og eftersom de dermed er en trussel mod menneskelig trivsel, holder fattige lande i fattigdom og destruerer velstand i ‘udviklede’ lande – vil du så ophøre med at spilde flere ressourcer på dén konto? Hvis ikke, vil du så kompensere dine medarbejdere for den ekstra-omkostning i energiudgifter den politik du promoverer medfører? (Prisernes himmelflugt er en konsekvens af mange års giftigt miljø for investeringer i udvikling og produktion af fossile energikilder og atomkraft.)
ESG (Exceptionally Stupid Governance) er vejen til ødelæggelse og udryddelse af civilisation, til mest skade for de fattigste, der bliver hårdest ramt. Er du interesseret i at dit køleskab virker hele døgnet og det varme vand løber når du åbner for hanen? Synes du fattige mennesker i andre dele af verdenen også bør have mulighed for en bedre tilværelse? Så er det på tide at se på såvel de gunstige effekter af billig (fossil eller atom) energi og sammenholde dem med de begrænsede uønskede effekter (vi mangler CO2 i atmosfæren!). Vi har brug for mere energi, stabil, billig energi. Ikke dyr, ustabil, ressourcetung ‘grøn’ energi.
Vi mangler CO2!
De nuværende voldsomme stigninger i el og gaspriser skyldes ikke at energiselskaberne ‘pludselig’ er blevet grådige (det har de altid været) eller at Putin er en bandit (det har han altid været), men mange års systematisk underinvestering i fossil energiudvinding og, ikke mindst, atomkraft som følge af politisk ugunst. Lad os få ændret det omgående, så de værste skadelige effekter af den førte politik bliver mindre langvarige.
Politikerbyrdens energipolitik medfører en unødig stigning i udgifter til energi – samtidig med at de kaster tvangsinddrevne ressourcer i et grønt hul, der blot vil gøre energien endnu dyrere og upålidelig!. For at føje spot til skade vil de så fodre hunden med lidt af dens hale – og give lidt af tyvekosterne tilbage. Men på en måde så man sikrer en endnu højere misundelsesskat – forestillingen om at vi alle kan leve på bekostning af de andre lever i bedste velgående. De skulle have studeret Loven mere grundigt!
Interessant nok er de gængse medier i fuld gang med at overflødiggøre sig selv og alternative platforme og formater vinder frem. Det er stærkt mistænkeligt at myndighederne SÅ voldsomt presser på for at hele kloden skal vaccineres mod en svær forkølelse – flere gange om året, og det er stærkt mistænkeligt at kritik af myndighedernes fremfærd systematisk undertrykkes.
Joe Rogans maraton-interviews på flere timer har mange seere som tilsyneladende er villige til at bruge lidt mere tid end de 15 sekunders sløjfer der kører på de officielle propagandakanaler. Når indholdet ikke er i overensstemmelse med den vedtagne historier gøres det utilgængeligt – men kan stadig findes: Joe Rogan og Robert Malone, transcript her Joe Rogan og Peter McCullough, transcript her
Hvis du ønsker at følge nogle eksperters råd og lade dig vaccinere med en ny vaccine hvis langtidseffekter i sagens natur er ukendte, mod en sygdom af begrænset alvorlighed så står det dig frit for. Omend det ikke burde være betalt af andre menneskers lomme, men det er en anden sag. De alvorlige problemer opstår når myndighederne udøver pres, tvang for at få alle til at underkaste sig denne intervention. Ikke mindst børnene! som har en meget lidt overbevisende benefit-risk ratio – det er helt utilstedeligt. Man kan endnu en gang notere sig valget om at vaccinere kontrolgruppen i registreringsforsøgene allerede efter få måneder i stedet for at få længere tids opfølgning med henblik på bedre karakterisering af bivirkningsprofilen (aktive overfor placebo).
Hensigten med sundhedspas kan ikke være at fremme sundhed, men derimod endnu mere kontrol med borgerne som allerede noteret for knap 2 år siden:
Min forventning er at krisen herhjemme bruges til at få folk til at acceptere blandt andet yderligere overvågning, tvungne test og tvungne vaccinationer. Sydkorea bruger mobiltracking til at holde styr på smittedes bevægelser…(i nord bruger de formentlig mere simple og brutale metoder).
Oxymoron, sarkasme, spøg eller muligt? Nok mest det første. Men skulle man lege med tanken om at få noget fornuftigt ud af politikere kunne følgende semi-utopiske tankeeksperiment måske underholde her på årets første dag. Dagen hvor et nyt ‘lovår’ starter og banden der tror de er herskere kridter skoene og starter en lavine af chikanerier.
De fleste ordentlige mennesker – og sikkert også en del politikere – er nok enige i, at der egentlig er for mange love og regler. Når lovene bliver så komplekse at specialister ikke kan gennemskue dem er de ikke længere retfærdige, nogle af dem kan være i strid med andre eller fortolkes forskelligt afhængig af kontekst. For at nyde respekt, skal love være i overensstemmelse med befolkningens almindelige moral og sunde sans. Slå ikke din søster og tag ikke hendes mad. Resten er (næsten) detaljer.
Så hvordan får vi reduceret lovbyrden?
For eksempel kunne man lave et borgerforslag (jeg ved godt det begreb kun er der for et syns skyld, men lad os nu lege med) gående ud på at folketinget i indeværende samling skal eksekvere følgende:
Solnedgangsklausul indføres for alle gældende love med udløb inden næste valg
Det pålægges folketinget at udarbejde en plan for rækkefølgen af udløb for gældende love.
Alle nye love kræver flertal på mindst* 80% af de stemmeberettigede stemmer ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget og udløber efter senest 8 år eller to valgperioder (hvad der måtte komme først)
En lov der udløber kan forlænges hvis 80% af de stemmeberettigede stemmer for ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget.
Folketingets pladser tildeles således at kun det antal der modsvarer antallet af gyldige, afgivne stemmer besættes. Undlader 20% at stemme ved et valg vil kun 80% af pladserne i folketinget besættes og vedtagelse af nye love/forlængelse kan således kun ske ved enstemmighed blandt de 80% der er valgt.
Skattesystemet reformeres med afskaffelse af al person- og selskabsbeskatning og erstattes med en flad moms.
Statens udgifter kan ikke overstige dens indtægter
* I betragtning af at 505.000 ud af 5.312.000 skattepligtige personer betaler topskat, kan det være at kravet skulle skærpes til at 90% skal stemme for…(2020-tal)
Formålet med solnedgangen er at reducere lovmængden, og formålet med supermajoritet er at sikre at de love der rent faktisk gennemføres, nyder bred opbakning i befolkningen, og er simple og få nok til at folk faktisk kender dem. Konverteringen af politikere fra lovbyrdeudspyende elementer til lovreducerende individer ville være et stort fremskridt.
Om fordelingen af varer og tjenester ville være den samme hvis den offentlige andel af forbruget ikke var så stor måtte komme an på en prøve. Måske ville vi bruge endnu mere end 5 mia på ‘Radio-, TV- og forlagsvirksomhed’ – men vi ville selv bestemme hvem der skulle have hvor meget…og det gælder også de øvrige poster.
Et væsentligt punkt i forbindelse med stemmeri er selvfølgelig hvad der faktisk kan stemmes om. En afstemning om andre folks ejendom giver naturligvis ikke mening – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har. De højtærede (sic) politikere bør se at få læst Loven – de har haft lejligheden til det.
Kan det undre hvis tilliden til gængse medier og ‘eksperter’ er i færd med at blive borteroderet? Roger Pielke beskriver her hvorledes der på den ene sider er gode takter i form af fejlretning og på den anden side hvordan politiseret videnskab truer vores evne til at træffe fornuftige beslutninger.
En redaktør ved et tidsskrift har en politisk dagsorden hun ønsker at fremme. Det er i sig selv ikke et problem. Men når hun så udnytter sin stilling til at fremme offentliggørelsen af fejlagtige konklusioner, oven i købet kombineret med groft brud på retningslinier for interessekonflikter (redaktion af arbejde af samarbejdspartnere og familiemedlem) er den gal. Beslutningstagere (der i forvejen er kompromitteret af perverse tilskyndelser) træffer beslutninger på et vildledende grundlag og vi andre påføres ulempe, omkostninger og tab af det vi kunne have fået i stedet. Det tragikomiske element forstærkes af, at delinkventen er udpeget til at lede ‘Præsident’ Bidens Scientific Integrity Task Force. ;D
Man må håbe at det fører til at den pågældende ikke længere kan oppebære indkomst fra offentlige kasser, eller ‘bidrage’ med råd og vildledning til beslutningstagere. Ligesom religion og stat burde være adskilt – omend staten nu er en religion i sig selv – så er forskning og uddannelse også alt for vigtigt til at det kan overlades til staten.
Men hvor kommer energien fra, den som har gjort planeten til et langt bedre sted for flere mennesker end nogensinde før (hvis man ellers bryder sig om dét)?
Der er imidlertid stadig ganske mange mennesker der ikke har adgang til billig energi, og som næppe lader sig nøje med en solcelle til at oplade mobiltelefonen. De har brug for stabil, pålidelig, adgang til billig energi og masser af den. Det vil de få fra den billigst mulige, pålidelige energikilde. Kul, olie og gas. Atomkraft er det eneste mulige alternativ – men de kommende år er der brug for mere fossil energi. Hvis målet er menneskelig trivsel.
Vi andre har brug for stabil, pålidelig og billig energi for at kunne opretholde vores levestandard og være rige nok til at have tid til at spekulere over hvordan vi bedre kan beskytte vores omgivelser – for eksempel ved at producere energi på den mest effektive måde, så land og vandarealer kan friholdes til andre aktiviteter. Både rekreative og produktive aktiviter, samt andre dyrearter levnes mere plads ved brug af atomkraft fremfor vind eller sol.
Mener man at ethvert menneskeligt indgreb i klodens status quo (som ikke er en stationær tilstand) er en blasfemisk vederstyggelighed er situationen naturligvis en anden. Det synspunkt bør man så stå ved og gå forrest med reduktion, voldsom reduktion, af egen materiel levestandard. Men som regel er det, der forlanges at andres levestandard sænkes – eller forbliver elendig.
Sælgere af brugte biler har et formentlig ufortjent ry mht at prøve at sælge folk katten i sækken. Der er private løsninger på det problem f.x i form af at man kan tilkøbe en uvildig test af bilen og få sælger til at udbedre eventuelle fejl inden køb – eller man kan undlade at handle med vedkommende hvis man ikke har nok tillid.
Det forholder sig anderledes med politikere. Deres ry som forhandlere af hælervarer og leverandører af katte i sække er velfortjent. Hvad der er endnu værre: Man kan ikke undlade at have noget med dem at gøre; selvom man prøver at ignorere dem, så blander de sig hæmningsløst i stort og småt, med den velmenende tyrans frygtelige vedholdenhed.
Lader man dem oven i købet kontrollere produktionen af penge, det vigtige redskab til koordinering af udveksling af varer og ydelser, får de endnu et våben til at bestjæle folk, uden at tyveriet er helt så åbenlyst som ved beskatning. Mises beskrev i forrige århundrede hvordan dette tyveri fører til central planøkonomi med tilhørende tab af velstand. Et tab der typisk går ud over de ringest stillede i samfundet.
En forsmag:
Educational institutions, from universities down to kindergartens, the press, the radio, the legitimate theater as well as the screen, and publishing firms are almost completely dominated by people in whose opinion capitalism appears as the most ghastly of all evils. The goal of their policies is to substitute “planning” for the alleged planlessness of the market economy. The term planning as they use it means, of course, central planning by the authorities, enforced by the police power. It implies the nullification of each citizen’s right to plan his own life.
Disse penge der ‘tilføres’ (falskmønteri) stiller de første modtagere bedre end de ellers ville have været og gør dem i stand til at trække flere ressourcer til deres foretrukne aktivitet. Det betyder alt andet lige at visse knappe ressourcer får en højere efterspørgsel og de der eller ville have brugt dem til andre formål, må nu enten betale mere eller slet ikke sætte andre aktiviteter i værk. Men politikeren har fået indflydelse, magt, måske et monument og skabt sig et klientel. Denne fristelse er for stærk for de fleste og langsomt (eller ikke så langsomt) men sikkert undermineres den moral der ellers kunne have hersket.
Udenrigspolitikken er en perlerække af katastrofale begivenheder, konsekvenser der er i modstrid med de erklærede hensigter, men måske knap så meget med de skjulte. Desværre med deltagelse fra dansk (folketings) side.
Men hvordan skulle vi dog kunne beskytte os mod overgreb udefra, hvis ikke vi havde Staten? For det første er det ikke lykkedes nogen anden mafiøs organisation systematisk at udplyndre et lands befolkning for mere halvdelen af deres produktion, årti efter årti, i form af beskyttelsespenge. For det andet er der bedre alternativer der kan afprøves:
Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre.
Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales:
Anarki er ikke fravær af orden eller ledelse og organisation, men fraværet af herskere og undersåtter.
Statens anatomi er velbeskrevet, herunder hvilke midler dens repræsentanter bruger til at fastholde magten – læs Rothbards dissektion, fås her i butikken for 37,50!
For nylig havde Martin Ågerup besøg af Lars Christensen hvor de blandt andet diskuterede inflation. Definitionen fik vi vist aldrig, og selvom man blev glædeligt overrasket over at den østriske skole blev nævnt (sent), så kan man undre sig over at det nærmest var i en affærdigende bisætning. Lars Christensen mener ikke at den bidrager til forståelsen af kriser og inflation. Få et andet perspektiv her og døm selv. Flere meninger om inflation her.
Et andet positivt element var den vægt der blev lagt på den private ejendomsret som grundlaget for skabelsen af den velstand der kommer alle til gode, ikke mindst de ringest stillede i samfundet. Bravo!
Østrigerne ser inflation som en øgning af pengemængden og stigende priser som en manifestation af inflation. Stigende priser i forhold til hvad de ville have været i fraværet af pengeskabelsen, for hvis produktiviteten stiger mere end pengeskabelsen falder priserne. De stigende, eller for høje, priser er en konsekvens af pengeskabelsen. Der opstår ikke flere reelle ressourcer ved at man skaber nye penge, blot er der flere penge til at jage de samme ressourcer og priserne stiger.
Når politikere har adgang til seddelpressen er det som at lade ræven vogte gæs. De vil så meget (erklærede gode hensigter) og hvis man kan dele ud af andres midler så er fristelsen for stor for de fleste. I podcasten berøres det at begrænsninger, bånd på politikernes værste spenderen har haft en relativt gunstig indflydelse på den økonomiske udvikling i Danmark. Fastkurspolitik og budgetlov nævnes og sammenlignet med andre steder er det bedre end ingenting.
Det østrigske perspektiv er at pengedannelsen skævvrider det vigtigste signal i markedet, nemlig prisen. Og eftersom begrebet helikopterpenge (indtil for relativt nylig) var en joke, så rammes forskellige sektorer forskelligt afhængigt af hvor pengeindsprøjtningen rammer først. De grupper og sektorer der først får adgang til de nye midler har lejlighed til at skaffe sig reelle ressourcer med de nye penge, inden signalet om den stigende efterspørgsel forplanter sig i prissignalet, og politikere får handlemuligheder de ellers ville have været foruden.
Adgangen til ‘gratis’ ressourcer, i betydningen nogle andre betaler, hvad enten det er samtidige personer eller kommende generationer, korrumperer. En af de vigtigste forudsætninger for skabelse af velstand er penge, som bringer forskellige menneskers præferencer for varer, ydelser og tid på en fælles målestok. Hermed åbnes for samarbejde på tværs af små og store samfund, selv med mennesker man ikke kender; det er næsten mirakuløst!
Læs mere om The Ethics of Money Production hos Guido Hülsman – kan downloades frit – om hvordan adgangen til easy money langsomt, men sikkert ændrer på folks adfærd og moral.
Nej! Blot fordi ‘vi’ har opdaget at staten kan gøre horrible ting, er ikke ensbetydende med at det rent faktisk skal gøres. Økonomien er ikke et rumskib og kan ikke styres centralt fra, ‘vi’ skal ikke tvangslukke brancher og ‘kompensere’ dem, eller omdisponere produktionen. Mette er ikke landsfader eller -moder og ingen politiker har mandat til at herske over undersåtterne.
Når man på klimarealisme.dk kan konstatere at enhedslisten har præsteret godt politisk håndværk er det i den specielle politiske betydning af ‘håndværk’: Hvad er en dygtig politiker?
Lad os igen ty til C.S. Lewis beskrivelse af den frygteligste tyran: den der oprigtigt mener at vide hvad der bedst for dig og har magt til at gennemtrumfe det:
Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.
Mette, Pelle, eller andre fra politiker byrden har ikke mandat til omfordele andres ejendom – de kan ikke påberåbe sig demokrati eller stemmeflertal, for man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Læs hvad loven er for en størrelse gerne sammen med dine børn – der er behov for intellektuel modgift. Få den i Tuttle Tvillingerne lærer om loven, baseret på Bastiats udødelige pamflet.
Forleden gæstede Deidre McCloskey byen og deltog i et Cepos-event. Man kan se videoen her. Et diskussionspunkt er hendes tese om at velstand skabes af ideer (og deres udførelse) – ikke af ‘kapital’, som nok er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for at skabe velstand. Det er ikke nogen ny ide – men et godt argument for at bruge hendes ‘nye’ ord innovisme i stedet for ‘kapitalisme’ som en bedre beskrivelse af den samfundsindretning der fremmer velstand, er de negative konnotationer ordet kapitalisme har fået (tak til udannelsessystemet (sic!)). Tilhængere af fri markedsøkonomi bruger ofte kapitalisme som synonym, og det er dels upræcist og dels lider det under opfattelsen af kapitalisme som noget negativt i sig selv.
Kapital – fysiske eller eller mentale midler til at nå mål – er ikke noget værd i sig selv. Hvis man ikke ved hvordan den skal bruges skabes der ikke meget velstand. Velstand bruges her i betydningen bedre materiel levestandard og mere tilfredshed eller ‘psykisk’ velbefindende. Mennesker handler for at opnå noget – en forbedring af tilværelsen på kort eller længere sigt – og viden om hvordan man bedst anvender midler til at fremme ens mål er afgørende for ens succes med hensyn til at nå målene. Human Action – Mises’ magnus opus – anbefales for en omfattende behandling af emnet😉 læs den fra ende til anden, eller se ned over indholdsfortegnelsen og start med punktnedslag du finder særligt interessante. F.eks Human Cooperation, og The Role of Ideas.
Martin Ågerup havde efterfølgende besøg Jesper Geisler hvor de diskuterede McCloskeys Innovism – og endelig!! blev begrebet privat ejendomsret nævnt i forbindelse med skabelse af velstand. Godt nok kun som en blandt adskillige ‘institutioner’ der er nødvendige. Jeg vil mene at viden og kapital er særdeles nødvendige forudsætninger for at mennesket kan forbedre sin situation, men også at kun når den private ejendomsret nyder ubetinget respekt kan det fulde potentiale efterstræbes. Jo mindre respekt for ejendomsretten, desto fattigere samfund og et fattigere samfund er i mindre udstrækning i stand til at tage sig de ringest stillede personer i samfundet. De personer som den tidligere(!) marxist McCloskey brænder for at hjælpe.
Hvorfor ‘har’ vi overhovedet ejendomsret? I en verden med knappe ressourcer kan (vil) der opstå konflikt når to personer ønsker at benytte den samme ressource. I erkendelse af, at voldelig ‘løsning’ af konflikten har betydelige omkostninger, opstår der behov for at løse sådanne konflikter uden at gribe til fysisk kamp. Ejendomsret peger på en løsning og den løsning der ser ud til at klare sig bedst er, når den person der først erhverver sig en ressource der anses for ikke ejet af nogen, eller får ressourcen overdraget fra en tidligere ejer, er den med det bedste krav på ressourcen: Dens retmæssige ejer. Stephan Kinsella har skrevet meget og godt om ejendomsret – her et eksempel. Ikke mindst om misfosteret Intellectual Property, IP, som illustration af, at ideer netop ikke kan ejes fordi de kan bruges samtidigt af flere personer. (Når ideer, viden, deles, bliver vores evne til at forbedre verden omkring os bedre og bedre. Du har ikke krav på dine eventuelle kunders fremtidige omsætning, og kan ikke bestemme hvordan ‘din’ ide bruges af andre.)
Ideerne og den måde de bringes i anvendelse på skaber velstand. Hvis der er stor risiko for at en bande kommer og tager frugten af folks ideer og det de har produceret, så bliver der alt andet lige produceret færre ideer og færre varer – velstanden bliver mindre end den ellers ville have været. Jo mere banden rager til sig, desto værre.
Læs om hvad banden er for en størrelse hos Rothbard:
Når Moder Stat griber ind for at beskytte undersåtterne viser det sig at indgrebet har utilsigtede konsekvenser (i forhold til de påståede hensigter). Disse konsekvenser kalder på handlekraft – Moder Stat har identificeret endnu et problem der skal løses! De groteske overgreb de forgangne 18 måneder er en sørgelig illustration af dette. Børnene (Børnene, for pokker!) lider under nedlukningerne – vi må have et Trivselsministerium!
Ingen rettroende tilbeder af Staten kan være modstander af at beskytte de uskyldige små mod tilværelsens onder, hvad enten Vormoder har påført dem onderne eller de blot er kommet af sig selv. Således vokser bureaukratiet i omfang og rækkevidde indtil intet ligger udenfor Statens interesseområde.
Når politikerbyrden, hin vederstyggelige, blander sig i stort og småt og truer med knytnæven, så fører ansvarsovertagelsen til at befolkningen bliver mere og mere afhængig. Ikke af hinanden, men af en velvillig hersker og ansvarsfraskrivelsen er en af de værste moralske konsekvenser. Man kommer til at opfatte sig selv som offer og som en der har ‘ret til’ dette eller hint, blot fordi man eksisterer – uden at indse ens positive ‘ret’ nødvendigvis må føre til overgreb på en andens ret.
Mennesker der samarbejder om at forbedre tilværelsen for dem selv og hinanden – uden at kende hinanden! – er et fænomen der har mirakuløs karakter. Jo mere staten blander sig, desto værre bliver udkommet. Læs om miraklet sammen med dine børn i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant. Her i butikken kan den købes.
