Argentina har været frygtelig meget igennem. Et land der for godt 100 år siden var blandt de rigeste, har været plaget af katastrofal (plan)økonomisk politik.
Det har været en lang omgang, men tilsyneladende har de hårdt prøvede argentinere først nu været parat til at prøve noget radikalt anderledes – en præsidentkandidat der er blevet valgt på en Rothbardiansk platform. Javier Milei har faktisk beskåret den korrupte argentinske stat i sit første år og fremlægger nu et spændende forslag der skal forhindre en gentagelse af tidligere serielle tilbagefald.
Jesús Huerta de Soto skriver her om forslaget der går på, at ulovliggøre statens og centralbankens sammensværgelse om at bruge pengefremstilling (falskmønteri hvis andre gør det) til at dække over statens hæmningsløse forbrug. Forbruget tilgodeser statens aktører og lakajer og bruges også til at bestikke vælgergrupper til at genvælge politikerbyrden og ville ikke være muligt hvis det blev lagt åbent frem for befolkningen. (Det samme kan siges om de endeløse krige som alfonsen lidt længere mod nord muliggør.)
Therefore, we hope President Javier Milei can push through and complete this momentous change in the law as soon as possible. Above all, we hope that his example—along with the popular awareness of the perverse effects and severe damage that result from public-deficit monetization—will spread throughout the world, and will especially reach economic areas which, like that of North America and, particularly, the Eurozone, have inflicted upon their citizens a devaluation of their monetary units that—though it does not even come close to Argentina’s near hyperinflation—has expropriated from them. For instance, in a very few years, 20 percent of the purchasing power of all their money has been expropriated. We hope this will be the case and that—in a not-so-distant future—it will also be possible to criminally prosecute and hold personally accountable the governors of central banks (the ECB, the Federal Reserve, etc.) and the members of their corresponding boards of directors for failing to achieve their objectives and for the severe social and economic harm they have inflicted on the citizenry.
Kort sagt, centralbankerne muliggør udskrivning af dækningsløse checks, med de første modtagere af de nye penge som de store vindere på bekostning af alle andre og en tiltagende gældsbyrde til skade for fremtidige generationer. Det moralske forfald der følger med den fejlagtige forestilling om at staten kan levere gratis frokost for alle, for altid, nævner de Soto også og vi har tidligere her fremhævet Guido Hülsmanns behandling af dette emne. (Alternativet er de reelt gratis goder der følger med et frit marked!)
Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen. Særligt kan udenrigspolitikken skuffe – der er absolut ingen grund til at Argentina skal kaste sig ind på den ene eller anden side af eksisterende konflikter – man har så rigeligt at se til på hjemmefronten. Det kan selvfølglig være at Milei er bekymret for en ny farve-revolution og derfor tænker at han hellere må være på den ‘sikre’ side. Komplet unødvendigt! Med henvisning til Argentinas enorme økonomiske udfordringer (og potentiale!) kunne man blot forholde sig neutralt.
Milei har et solidt mandat bag sig, men der er også interesser, der nødigt ser ændringer i status quo. Det bliver spændende at se hvor meget han kommer igennem med. Hvad enten det lykkes eller ej at få rettet skuden op, kan man håbe at vi andre ikke behøver at synke til argentinsk niveau før vi skifter kurs.
Det vil være fantastisk hvis vi kunne stille førerne af centralbankerne til regnskab for deres systematiske overgreb på befolkningerne. Der er altid håb!