Og hvad gør vi ved det, hvad enten det ene eller det andet er tilfældet?
Mange vil være bekendt med Acton-citatet:
Power tends to corrupt, and absolute power corrupts absolutely
Nogle mener måske, at hvis vi blot fandt den helt rigtige magthaver, lad os kalde ham Mette, eller måske Jesus, ville magten ikke blive misbrugt. Kun de moralsk rene vil udøve magten uden at fordærves. Magten er som ringen i Tolkiens Ringenes Herre. Få har visdom og selvindsigt nok til at afstå fra at bruge den. Selvfølgelig i det tunge, farlige arbejde for det gode. Til at begynde med.
De færreste er opmærksomme på at Acton fortsætter:
Great men are almost always bad men
Det understreger at det snarere er magten der afslører magthaverens sande tilbøjelighed, mere end en fordærvelse af god, sund, moral. Efterhånden som det går op for magthaveren at hen kan ‘slippe afsted’ med mere end den almindelige borger, bliver tilskyndelsen til at give efter for denne impuls støre og større. Når alt kommer til alt, så har man magten, eller man tager den, for at gøre noget med den. I den faste overbevisning at eftersom undersåtterne ikke selv ved, hvad der bedst for dem, må de styres ved hjælp af lovgivning og reglementer. For deres eget bedste, naturligvis. Nudge, nudge.
Hvis mennesker var engle, behøvede vi ingen stat, men eftersom mennesker ikke er engle, er vi værre stedt med en stat end uden. Se Higgs her. Staten hører til på historiens mødding.
Der er ingen løsning, kun alternative til- og fravalg. Ved at begrænse den magt staten og dens lakajer kan udøve over andre ved at tvinge dem til det, som staten finder er ‘det bedste’, kan de værste uhyrligheder undgås. Men nirvana bliver det ikke, der er stadig behov for at beskytte sig mod de mindre systematiske overgreb folk begår mod andre, uden for stemmeboksen.
