Nuvel, den ‘optimale’ selskabsskat er 0% (nul procent). Det gælder selvfølgelig også den indkomstskat, der ved indførslen blev solgt som ‘midlertidig’. Intet er så langvarigt som en midlertidig skat…
Fra den storedanske kan følgende opslag findes:
Indkomstskat har i Danmark været opkrævet i perioder i 1800-t.; det skete navnlig i forbindelse med krigstilstande, nemlig 1848-50, 1864 og 1870, og indkomstskat gennemførtes som permanent skatteart i 1903 efter Systemskiftet i 1901. Den afløste og supplerede først og fremmest skatter, der hvilede på fast ejendom.
Indkomstskatten er i dag den mest betydende skatteart, idet den – inkl. arbejdsmarkedsbidrag – tegner sig for ca. 25 % af det samlede skatte- og afgiftsprovenu.
Vi befinder os nemlig nu i en permanent krigstilstand eller undtagelsestilstand – katastrofen truer lige om hjørnet, og kun statens beslaglæggelse af din ejendom kan hindre katastrofen i at indtræde omgående. Om det er coronaen, klimaen, tysken, russeren, svensken, muslimen eller noget andet er ligegyldigt. Du skal bare være på randen af katastrofen og affinde dig med herskernes skalten og valten. Altsammen for din egen skyld.
Den ‘optimale’ indkomstskat er naturligvis nul – ganske som selskabsskatten burde være. Overlad folk selv ansvaret for egne ressourcer og de vil blive brugt i overensstemmelse med folks præferencer – ikke med politikernes præferencer. En politiker har ingen ret til at flytte rundt på andres penge, og vil spendere dem med mindre omhu.
Nedenfor et link til et debatoplæg fra 1979(!) – som anført på sitet er nogle mindre relevante i dag – men betænk om vi har flere eller færre regler og forordninger et lille halvt århundrede senere. Der er stadig et tvingende behov for skatte’reform’.
Det værste ved at overlade så stor en andel af samfundets ressourcer til politikeres skalten og valten, er den ansvarsfralæggelse og fremmedgørelse det medfører. Du føler ikke længere nogen pligt til at hjælpe andre, for du har uddelegeret medfølelse til statens lakajer – ganske vist for andres penge. Men netop derfor spenderes de uhensigtsmæssigt OG du kan ikke uddelegere noget du ikke selv kunne gøre.
Politikerklassen behøver ikke stå til ansvar for egne ulovligheder, jvf. Slette-Mette-mink og har ingen interesse i, at pøbelen får kendskab til, for eksempel, gerningsstaten for Nordstream-terrorangrebet. Pressen er helt fraværende – en skødehund snarere end en vagthund. Et villigt folketing begraver gerne sager, der kunne afsløre det almindelige medløberi – eller måske bare ligegyldighed overfor misbruget af tvangsinddrevne midler. Omkostningerne til at have politikerbyrden til at bestyre så stor en andel af samfundets midler er enorme; de fleste af os bliver fattigere af det.
Sikkert er det, at den dygtige politiker ikke har befolkningens interesse som første prioritet; den tiltagende politisering af Alting fremmer splid og ufred snarere end fred og fordragelighed, på bekostning af fortsat forbedring af levestandarden.
Det bør give anledning til undren når nogen, tilsyneladende oprigtigt, taler om den ‘sociale kontrakt’ – du ved, den ‘vi’ har med hinanden, som motivation for at nogen skal gøre dette eller hint.
Ikke desto mindre var det tilfældet da Bag om nyhederne havde besøg af Bent Winther for nylig. Lyt selv her. Vi(!) skal allesammen arbejde mere for at have råd til voldfærdsstaten – ikke noget med at melde sig ud af samfundet, dyrke sine egne biodynamiske tomater og passe (sic) sine egne børn. Vi skal arbejde for hinanden og for Staten.
Jeg har absolut sympati for synspunktet om, at man ikke kan forvente, kræve eller have ret til andre folks ejendom fordi man hellere vil indrette sig på en ‘uortodoks’ måde. Voldfærdssamfundet fremmer netop fordømmelsen af ‘alternativer’ og fordi staten blander sig i stort og småt, politiseres alt; jeg må have en mening om min genbos livsvalg, fordi jeg via statens tvangsinddrevne midler betaler for dem.
Lad folk beholde deres egne ressourcer og lad mangfoldigheden blomstre uden at tvinge nogle til at betale for andres valg.
Illusionen om folkets indflydelse på forvaltningen af tvangsinddrevne midler via stemmeriet er kun mulig at opretholde fordi udannelsessystemet er i hænderne på de samme forvaltere af rovet. Ligesom stat og religion formelt er afskilt, skal stat og uddannelse adskilles, hvis vi skal gøre os håb om et oplyst, civiliseret samfund.
Pudsigt nok var kontrakten genstand for et genopslag på Mises.org – et Lew Rockwells indlæg fra 2016:
If my cooperation with the system is only under duress, and my repeated insistence that I do not consent, is insufficient to indicate my lack of consent, then what kind of crazy moral system is this?
Kleptokratiets kandestøberi kører for fuld udblæsning – hvad enten du deler synspunktet om ‘støtte’ til den eller anden part i forbindelse med en grænsestrid, så kommer du til at betale. Dyrt.
Statens rolle, ikke som beskytter, men som instans der fremmer stridighed og risiko for krig er underbelyst. Tænd lyset med Rothbards Statens Anatomi – køb den her i butikken for 37,50
Fattigrøvene, forstås. Ikke noget med kage à la Marie Antoinette. Næh – lad dem sulte. Det er ofte karikaturen der stilles op når synspunktet om at afvikle eller i det mindste drastisk tilbagerulle voldfærdsstaten skal fordømmes. Før velfærdsstatens vokseværk som en anden Fenris – var der da villighed til at hjælpe dem, der ikke var i stand til at klare sig selv? Det var der – men efterhånden som nævenyttige politikere lykkes med at institutionalisere hjælpen, så opstår perverse tilskyndelser til, ikke, som det mest naturlige, at forlade sig på egen produktion til livets opretholdelse (bytte med andre – ikke lave alting selv) og til ikke at hjælpe folk der, mere eller mindre midlertidigt, ikke KAN klare sig – fordi ‘det har vi staten til at tage sig af’. Der føles ingen skam over at modtage andre folks ressourcer via tvang – ingen forståelse af, at produktion går forud for forbrug. Den kedelige udvikling skal vi have vendt til gavn for kommende generationer.
Gerard Casey tager tyren ved hornene og forklarer hvorfor det gavner de fattigste iblandt os, at velstanden i samfundet generelt vokser mest muligt. Selv med konfiskatorisk beskatning gives der frivillige bidrag til dette og hint. Betænk hvor meget mere givende sjæle kunne donere hvis de fik lov at råde over egne ressourcer -uden at statens velmenende knytnæve er involveret, med tilhørende bureaukratitis! Hvad mere er, det er oven i købet det eneste moralsk forsvarlige at gøre. Nej – det vil ikke udrydde elendighed og fjerne fattigdom fra kloden – men det vil stille de fleste – og især de fattigste – bedre, end det nuværende system, hvor de ‘uproduktive’ parkeres i ghettoer og slum på overførselsindkomst, tilvejebragt ved plyndring.
Misforståelsen om statens algode velvilje og evne til at sørge for alt og alle, fødes og næres i udannelsessystemet (sic), der er et af de første områder der bør vristes ud af statens kløer – adskil skole og stat! Voldfærdsoverførsler – både til personer og til firmaer der nyder godt af de rette forbindelser til statens lakajer, skal afvikles over en kort årrække – med tilhørende drastisk nedsættelse af den plyndring der betegnes skat.
Tranedansen om benene i internationale bureaukratier kører fortsat. Har Mette ambition om mere end ‘bare’ lille Danmark inden hun skal dø (for dø skal hun) og er Løkke tilfreds med et lokalt comeback? Strategiske karriereovervejelser er måske baggrunden for det fuldstændige fravær af oplysninger om udfaldet af de undersøgelser, der er foretaget (eller ikke) vedrørende sprængningen af gasrør, der har forsynet Vesteuropa med stabil, billig gas fra Rusland.
Den såkaldte presse glimrer også ved sin nølen, omend et forsigtigt pip dukker op, her og der.
Slyngler fra et område der for tiden benævnes Ukraine er for tiden ikke med i den mafia, der går under betegnelsen ‘NATO’. Disse førstnævnte slyngler er nu ved at blive syndebukke for angrebet på infrastruktur der har forsynet Vesteuropa med billig gas. Ukraine er ikke med i NATO, så teknisk set, har et ikke NATO-land angrebet et NATO-land, hvis dén røverhistorie står til troende. Et mere troværdigt alternativ er, at et NATO-land har angrebet infrastruktur i et andet NATO-land. Jeg hælder mest til den sidste forklaring – men begge historier antyder at NATO ikke er en organisation, der fremmer fred og fordragelighed. Måske er verden bedst tjent med, at den organisation nedlægges, og ressourcerne frigøres til andre, mere agtværdige formål.
NATO-landene bør ikke fortsætte med at levere våben og ammunition til et land, som mistænkes for at have angrebet infrastrukturen i donorlandene. Er USA og Norge misdæderne bør resten af Nato-landene øjeblikkeligt afbryde ‘samarbejdet’ – hvis formål ser ud til at være at facilitere myrderierne i forbindelse med to korrupte regimers grænsestridigheder og at opretholde pengestrømme til leverandører af militært isenkram, snarere end at forbygge angreb på ‘alliancen’s medlemmer.
Under alle omstændigheder bør resultaterne af den danske regerings undersøgelse forelægges befolkningen, så vi kan bevare et skin af, at regeringen arbejder for folket, og ikke omvendt. Demokrati, du ved…
Med beundringsværdig tålmodighed havde Martin Ågerup forleden besøg af Emma Holten hvor emnet var ‘feministisk økonomi’. Et begreb der ikke findes, ligesom der ikke er feministisk meteorologi, homoseksuel matematik eller kollektive menneskerettigheder. I den civiliserede konversations interesse må man naturligvis stå model til lidt af hvert og Ågerup gjorde høfligt opmærksom på nogle af fejltagelserne.
Interviewet gav anledning til nogle strøtanker.
Økonomi er læren om aktørers valg; aktør som i menneske, ikke hund, kat, papegøje eller akvariefisk. Mennesker har forskellige præferencer og lægger forskellig vægt på forskellige dimensioner i tilværelsen. Det giver begrænset mening at lade som om gennemsnittet af prisen på blikkenslagertimer og plejehjemsassistenttimer og timer brugt på at tage sig af egne børn indeholder væsentlig information. (Selv) feminister er mennesker og er ikke hævede over andre mennesker (det påstod hun nu heller ikke). Netop økonomer forankret i den østrigske tradition lægger vægt på den forskelligartede værdifastsættelse forskellige individer har, og hvorfor individet må være den ultimative dommer på mikro-niveau, med makro-niveau’et som summen af alle disse individers beslutninger. Der findes ikke feministisk, højre-venstre konfus, trans, hetero eller anden -økonomi; der er bare økonomi.
En af Holtens pointer var, at ‘vi’ har en tendens til, ikke at værdsætte aktivitet, der ikke har en ‘markedspris’ – som for eksempel børne’pasning’, ældrepleje eller fritid. Men fritid HAR en pris – når folk hellere vil have mere fritid end at arbejde en time ekstra til den betaling de nu kunne have fået for den time, så er det netop et udtryk for prisen på fritid. Jo rigere vi er, desto mere værdsætter vi fritid. Jo tungere bandens knytnæve hænger over vore hoveder, desto mere villige er vi til, at erstatte ‘officiel’ indkomst med anden aktivitet som vi værdsætter. Folk ‘ofrer’ en masse fritid, samvær i familien, omsorg for de nærmeste, på forbrugets alter. Det kan man begræde – og jeg græder gerne med Holten her – men det giver ikke nogen ret til at tvinge andre til at ofre anderledes end de selv, med deres handlinger, viser at de foretrækker.
Villighed til at bruge tvang for at nå de mål Holten finder vigtigst er påfaldende. Når statsmagten kan henvise til truende katastrofer som påskud for mere intervention og mere magt til statsmagtens repræsentanter, så kan det ikke undre, at den ene ‘katastrofe’ afløser den anden, i en uendelig række, og de ‘særlige’ beføjelser bliver ikke rullet fuldt tilbage inden den næste krise, der råber på handling, indtræffer.
En morsom pointe, når Ågerup peger på de negative konsekvenser af central planøkonomi, er kritikken af at ‘liberale’ undlader at tage højde for de positive eksternaliteter af ‘offentlige goder’. Her nævnes infrastruktur, sygdomssystem, skole/udannelsessystem (sic) som eksempler på noget ‘markedet’ ikke kan levere (nok af). Nogle af os vil hævde at den misinformation der finder sted i udannelsessystemet (sic) netop er konsekvensen af, at staten udelukker et reelt marked for uddannelse og at det er med overlæg, for at belære, indoktrinere om statens uundværlighed, staten som den velvillige giver af alle de ting og ydelser, vi ikke kan klare os foruden. En klassisk stråmand som allerede Bastiat beskrev, er anklagen om at man er modstander af uddannelse, fordi man foretrækker at denne ydelse ikke leveres af staten.
Holten argumenter, muligvis polemisk, det gik ikke helt op for mig, for resultatlighed overfor lighed mht rettigheder. Prisen på en given vare afspejler ikke hvor meget den er ‘værd’ fordi dette afhænger af hvor rig (eller fattig) man er. Så for at afspejle ‘værdien’ ‘korrekt’ burde prisen afhænge af køberens økonomiske formåen. Men det er en misforståelse af, hvad prisen signalerer. En pris som en køber og en sælger frivilligt enes om, afspejler værdien for køber – hvad er denne parat til at give afkald på, for at få kontrol over varen og for sælger som opgiver varen for den aftalte pris. Argumentet om, at en mere retvisende pris ville udgøre, for eksempel en bestemt andel af købers købekraft, hvis du er dobbelt så rig som jeg er, skal jeg have en given vare til den halve pris af den du skal betale, er et udtryk for en total misforståelse af, hvilken information pris indeholder, og hvad ejendom er for en størrelse – se Hoppe.
Klimareligionen stikker også sit grimme fjæs frem, og sjovt nok glimrer analysen her ved den totale ignorering af de positive effekter der er forbundet med brugen af fossile energikilder; effekter der i udtalt grad overskygger det beskedne bidrag til at mindske manglen på CO2. Her står vi overfor et ubehageligt dilemma, med en, fortvivlende stor, gruppe mennesker der tror at dommedag er lige om hjørnet, hvis ikke vi omgående og helst med tilbagevirkende kraft, standser udledningen af en livsnødvendig gasart. Disse mennesker mener sig berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres fortolkning af den med stor usikkerhed behæftede viden, kombineret med særdeles mangelfulde modeller for fremtidige forhold på kloden. Villigheden til at bruge magt for at gennemtrumfe egen vilje her er forstemmende – som nævnt ovenfor, intet retfærdiggør magtanvendelse så godt som en truende katastrofe. Derfor afløser den ene katastrofe den næste. En nøgtern evaluering af fordele OG ulemper ved brugen af energi fra fossile kilder peger i retning af, at vi bør bruge mere, ikke mindre af den. De positive effekter overskygger så udtalt ulemperne. Vi har brug for al den energi vi kan fremstille, så billigt som muligt, for at fremme menneskelig trivsel; ingen kilde bør dømmes ude, selv vejrafhængige kilder som sol og vind har deres berettigelse, i begrænset omfang og under særlige omstændigheder. Hvis målet derimod er fraværet af menneskelig påvirkning af omgivelserne, ringere livskvalitet, og færre mennesker på kloden kan kampagnen mod fossil energi give en vis mening. Fortalerne har det dog med, ikke at betragte sig selv som de første der skal stå for skud, når ringere vilkår eller udryddelse står for døren.
Hvis man velvilligt anser Holten for en velmenende person, der er interesseret i at fremme mennesker trivsel, så kunne hun, og ligesindede, med fordel anskaffe sig to letlæste værker: Et om økonomi (fri download her – How To Think About The Economy) og et om vores fossile fremtid – letlæst, omend ikke gratis.
En lidt større mundfuld, hvis man vil ofre tiden på dybere indsigt er naturligvis Mises mesterværk, Human Action – frit tilgængeligt (bortset fra tiden!)
Inden man gør sig til fortaler for, at statens repræsentanter skal have mere indflydelse på andre menneskers gøren og laden, bør Rothbard studeres nærmere og i øvrigt bør regeringen gå af.
Hans Hermann Hoppe har skrevet en mangfoldighed af gode tekster om ejendom og menneskelig ageren – de er alle sammen stærkt anbefalelsesværdige og et par af kapitlerne fra Teorien om socialisme og kapitalisme – kan hentes gratis her i butikken og hele teksten på engelsk kan hentes her – https://mises.org/library/theory-socialism-and-capitalism-0
…socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangle på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
En anden væsentlig tekst fra forrige årtusinde er Ludwig von Mises Den Antikapitalistiske Mentalitet om fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.
Med en regering og et folketing der holder frygtens gryde i kog, med den ene krise efter den anden som påskud for at beholde og udvide statsmagten, er det nyttigt at være bevæbnet – som minimum med viden om Statens Anatomi – den kan du også få her i butikken. 37,50!
Tidligere på måneden afholdt CEPOS et seminar om populisme og kapitalisme – det er værd at se optagelsen, sæt evt hastigheden på afspilningen op hvis du ikke ooorker at bruge 90 minutter. En af kommentarerne går på forestillingen om at det er ønskværdigt at ‘maksimere’ nytteværdien af et eller andet tiltag. Der er selvfølgelig problemer med at afgøre nytteværdien af alt muligt, fordi forskellige individer har forskellige præferencer og vægter disse forskelligt. Man kan ikke bare tage nytten for en person og lægge sammen med nytten for en anden person og beregne gennemsnittet. Det ved økonomer godt og anerkender at økonomiske beregninger ikke udgør hele udfaldrummet.
Når en del mennesker argumenterer for det rationelle i det ene eller det andet politiske indgreb, er det som regel den ‘samlede’ nytte der bringes til torvs.
Alt for sjældent diskuteres det, om en given intervention overhovedet hører til inden for den politiske sfære (tvang via ‘lovgivning’) eller bør overlades til privates initiativ.
Alt for sjældent gøres det moralske element gældende – det er forkert at tage andres ejendom, selvom man har de bedste intentioner med rovet fra plyndringen!
Hvordan overbeviser man andre om det rimelige i dette standpunkt? Argumenter om rationel nytteværdi? Moral? Begge dele? Det forekommer mig at der er lagt for lidt vægt på den moralske komponent – det er forkert at tage nogens ejendom for at give den til formål man selv finder ‘bedre’ end det, den retmæssige ejer finder passende. Også selvom det kan betyde at nogle har mindre end man synes er rimeligt. Et absurd eksempel herpå er slaveri – slaveri er forkert fordi det bryder med ejendomsretten til egen person. Slaveri skal derfor afskaffes øjeblikkeligt og ikke udfases over år, fordi investeringen i kapital (slaverne) skal tjenes hjem og vi ved i øvrigt ikke hvordan vi skulle få plukket bomulden. Vi kan ikke vente på af få udryddet denne urimelige situation, selvom vi ikke har svaret på hvem og hvordan bomulden skal plukkes når der ingen slaver er.
Tak til panelet for bringe denne vigtige problemstilling op. Har man interesse for dette kan diskussionen mellem Russ Roberts og Michael Munger også anbefales. (Podcast og transcript her.) Munger argumenterer for en mere udbredt brug af det moralske element, i den politiske diskussion om, hvordan tvangen skal udmøntes, måske mere vægt til det principielle end det inkrementelle. Altså det er forkert at stjæle lad os stoppe med det – overfor det er forkert at stjæle, vi må derfor stjæle lidt mindre og efterhånden nå til ikke at stjæle.
Jeg tvivler på at dagens politikere står op hver morgen, opfyldt af ondskab, fast besluttede på at rage endnu en lille del af andres ejendom til sig og med clintonsk kaglende latter skrælle endnu et lag af folks frihed. Ikke desto mindre er det konsekvensen af de tilskyndelser der iværksættes, den evige søgen efter noget at gøre. Det er ikke politikeres eller statens opgave at sørge for folk. Det er folks eget ansvar, et ansvar de frivilligt kan uddelegere i det omfang de finder passende, men det omfatter ikke retten til tage andres ejendom. Konsekvensen af at overlade ‘omsorg’ til staten, er at folk efterhånden ophører med at udvise empati og villighed til at hjælpe dem, der vitterligt er ude af stand til at sørge for og selv. Fremmedgørelse og mere stat følger og i kølvandet herpå, mindre velstand, især for de dårligst stillede.
Der er ikke ofte anledning til at mene noget positivt om (d)en tidligere amerikansk(e) præsident og såmænd sjældent grund til at rose en siddende. Af en eller anden grund (demokrati) har de mest forfærdelige personer tendens til at finde vej til de mest magtfulde embeder. Ikke desto mindre udmærkede Trump sig ved at udstille hykleriet bandt eliten og dens had til pøbelen og for nylig holdt han hovedet koldt (!) da han blev spurgt om, hvem han heppede på i krigen mellem Nato og Rusland. David Stockman skriver om det på antiwar.com – her er en lille forsmag:
…the insufferable Jake Tapper and others on the CNN panel returned time and again to Trump’s unwillingness to say that he wanted Zelensky to win.
We are rarely proud of the Donald and never sympathetic to the misguided bombast which continuously emits from his immensely overactive vocal glands. But last night we were proud because, holy moly, the Ukraine disaster is not an outdoor sporting event!
No one with any integrity should whoop it up for the pretentious tittle piss-ant who is destroying his countrymen and country, even as he lines his own pockets and those of his cronies with lucre from Washington’s Sunday afternoon warriors.
…
So Trump’s CNN Townhall insistence that the US objective should be “peace” in Ukraine – not a Zelensky “win” or a proxy war degradation of Russian forces or regime change in Moscow – is more than compelling. That’s especially because the region’s history makes a framework for peace readily possible – even if might take slightly more than the 24 hours the Donald allotted himself to accomplish the task.
At bottom, the route to peace is through”partition” of what had never been an independent nation before the Soviet Socialist Republic of Ukraine’s 70 year reign of oppression. In fact, as reprised below, today’s Ukrainian state had never existed until it was brought to life at the end of the aforementioned gun barrels leveled on the peoples of the region by Lenin, Stalin and Khrushchev.
Konteksten her er, at de hårdt prøvede amerikanere snart skal vælge en ny præsident når valgperioden for det hylster, der nu officielt beklæder posten, udløber. Robert F. Kennedy Jr. har bekendtgjort sit kandidatur for demokraterne og han er ikke velset blandt den krigsliderlige elite. Som de fleste tidligere vindere af præsidentvalg i usa lover han at stoppe militarismen og krigsførelsen – de færreste holder ved efter de er blevet valgt, men er RFK Jr. undtagelsen? Det frygter man måske – ‘man’ er den lille gruppe der drager fordel af krigen der aldrig stopper.
Spørgsmålet om menneskerettigheder dukker, rimeligvis, jævnligt op, ofte foranlediget af angreb, overgreb eller andre fejlgreb, ofte i forbindelse med ytringsfrihed.
Tak til Martin Ågerup og CEPOS for at bringe emnet op igen, denne gang i et interview med Heini i Skorini. Lyt evt selv til podcasten her, de sidste tyve minutter kommer de lidt nærmere ind på begreberne negative og positive menneskerettigheder. Et af de angreb på ytringsfriheden der bringes på bane, er ‘beskyttelsen’ af nogle grupper mod at blive ‘krænket’ ( betydningen fornærmet) over andres udsagn. Et glimrende eksempel på galopperende inflation i rettigheder og mangel på evne til at skelne mellem universelle rettigheder, altså rettigheder der kan gælde for alle samtidig, og her udmærker de negative rettigheder sig, overfor de positive rettigheder hvor nogle tildeles noget som nogen andre så skal tilvejebringe. De negative rettigheder – frihed for overgreb og angreb (grimt sprog, uhøflige udsagn, dårlig kropslugt eller bizart udseende er eksempler på noget der IKKE er et angreb) kan alle nyde samtidigt – de er universelle – og kvalificerer derfor som egentlige menneskerettigheder, rettigheder der gælder for ALLE mennesker (også dem vi ikke bryder os særligt om). I modsætning hertil er adskillige ‘rettigheder’ på FNs liste, noget som netop ikke kan opfyldes for alle, fordi nogens positive ret til ‘uddannelse’ medfører at nogle skal pålægges at levere ydelsen ‘uddannelse’.
Rothbard (og andre) har beskrevet både menneskeret og ytringsfrihed som særtilfælde af det mest fundamentale begreb – ejendomsret. Alle menneskerettigheder er ‘i virkeligheden’ et spørgsmål om ejendomsret, også ytringsfriheden forstås bedst som ejendomsret.
Du ejer ikke dit rygte, eftersom det kun findes i hovedet på andre mennesker. Blasfemi og bagvaskelse som strafbare handlinger er et eksempel på misforstået ejendomsret. Det er umuligt at være sikker på at ingen kan ‘føle sig fornærmet’ (‘krænket’ på nysprog) – derfor må staten dekretere hvad vi må ytre os om (selv vejret er nu så kontroversielt at kun en snæver omtale er tilladt for at undgå klimafascisternes nedsmeltning).
Det duer selvfølgelig ikke i et frit samfund. Man kan kritisere grimt sprog og verbale udfald, men det bør ikke være strafbart. Heller ikke selvom eventuelle løgne fører til at kunder på uretfærdig vis forlader din butik. Du har nemlig ikke krav på dine kunders omsætning. Du kan forsøge dig med et erstatningskrav, men de færreste vil have råd til det også i det nuværende system. I det nuværende system bliver lovgivningen et middel for magthaverne til at undertrykke ytringer man ikke bryder sig om – gerne med henvisning til ‘sikkerheden’.
Vi har brug for fuld respekt for privat ejendomsret – herunder retten til at sige lige hvad der passer en, men denne retten til ytring er underordnet ejendomsretten – du kan ikke sige hvad som helst som gæst i en andens hus, uden risiko for at blive bedt om at forlade stedet. Retten til at ytre sig indebærer heller ikke en legal forpligtelse for andre til at høre efter. Man kan have en moralsk forpligtelse til at opføre sig pænt, venligt og imødekommende og elske sin næste, men kun overgreb/angreb på næstens ejendom, herunder hans person, skal udløse sanktion. Vi har brug for ytringsfrihed – respekt for ejendomsret – netop for at kunne tale om ubehageligt, nederdrægtigtmagtmisbrug, ikke for at tale om vejret eller fodboldresultater.
Kig selv på FN-listen og bemærk den manglende konsistens for visse af ‘rettighederne’ (der netop IKKE kan være universelle). Her et eksempel:
Article 24
Everyone has the right to rest and leisure, including reasonable limitation of working hours and periodic holidays with pay.
På punditokraterne lader det til at man i almindelighed har slugt historien om at Rusland som led i Putins planer om genrejsning af imperiet kastede sig over et sagesløst ukraine, som en første dominobrik. Westy nævner korrekt, det, også efter min mening uimodsigeligt forkastelige, i Putin-regimets overfald på naboen, men negligerer Zelensky-regimets handlinger de forgående år, ægget af Biden-Trump-Obama-Bush-Clinton-regimet og deres medløbere – hent Tom Woods ebog om dine fb-venner og Ukraine-krigen (koster din e-mail-adresse).
Putin-regimets reaktion kan ikke retfærdiggøres, men kan forstås hvis man forsøger at se sagen fra russernes side. Ligegyldigt hvad vi mener om det rimelige i det, gælder det, også for en falleret supermagt som Rusland, at de mener at have en indflydelsessfære ud over egne grænser hvor de håndhæver deres magt. Den sørgelige tingenes tilstand må man forholde sig til. At man undlader at nævne de mange overgreb på andre lande som Nato og usa har på (den manglende) samvittighed og næsten (kun næsten) giver indtryk at at grænsekonflikten imellem Rusland og ukraine startede i 2022 trækker ned.
Derfor følger det heller ikke at Frederiksen-regimet, eller andre regimer for den sags skyld, bør sende tvangsinddrevne midler til et dybt korrupt regime. Man kan sagtens mene at man vil forsvare den ene part mod en anden part, men så bør det ske med eget blod og egen mønt. (Der anmodes om frivillige bidrag på punditokraternes hjemmeside og det kan man ikke være imod, men man kan være uenig.)
Sammenligningen med situationen da Nationalsocialisterne (det er det forkortelsen ‘nazist’ står for) og anråbelsen af Befrielsen 5. maj grænser til det uvederhæftige. Soviet-regimet var mindst ligeså afskyeligt som national-socialist-regimet og har, sammen med andre kommunistiske ‘eksperimenter’, endnu værre folkedrab på (den manglende) samvittighed. Putin-regimet er fælt, men dén sammenligning er ude af proportioner.
En stats evne til at føre krig afhænger af hvor mange ressourcer den kan råde over. Putin-regimet lider af plan-økonomi og har ikke økonomiske muskler til at besætte hele Vesteuropa, selv hvis planen var at alle fra Atlanterhavet til Stillehavet og Nordpolen til Middelhavet skulle være russiske undersåtter. I øvrigt er der en påfaldende diskrepans imellem påstandene om russernes uduelighed og truslen mod omgivelserne – begge dele kan ikke være sandt.
Det er selvfølgeligt umuligt at læse andre folks tanker og motiver, og Westys vurdering kan være rigtig. Det forbliver dog en vurdering, og hvis man er uenig, og for eksempel ikke deler overbevisningen om, at Ukraine blot er den første dominobrik i Putins drømme om verdensherredømme; og hvis man mener at fortsætte med at kaste (andres!) blod og ressourcer ind i den kamp er moralsk forkasteligt og et tragisk spild af liv og destruktion af værdi, OG indebærer en risiko for eskalering fra Nato proxy-krig til rigtig verdenskrig – så bør man ikke kunne tvinges til at bidrage til elendigheden under dække af ‘demokrati’. Frederiksen-regimet må skaffe midler til at fremme kommende Nato-karrierer via frivillige bidrag. Og det gælder ikke kun katastrofer som krig, men også alle de andre overgreb der begås med henvisning til demokrati (vi har stemt om din ejendom – du tabte).
Der er alvorlige økonomiske interesser og tilskyndelser til at holde krigstrommerne i gang, og vi VED at statens lakajer lyver og ikke har ‘folkets’ interesse som deres højeste prioritet. Den viden kan vi takke en række ‘leaks’ for.
Hvem kan dog være imod beskyttelse af miljø, samfund og ordentlig ledelse? Ingen, naturligvis. Hvem synes ikke man skal være god mod børn og dyr? Ingen, naturligvis. Det er selvfølglig undtagelser – onde mennesker der ikke skyer noget middel, typisk for at få magt over andre. Denne type mennesker, dygtige politikere, favoriseres i et system hvor politiske beslutninger dominerer, i modsætning til de frivillige transaktioner der foregår mellem mennesker privat.
Et af problemerne når store firmaer hopper på ESG-vognen, er at ledelsen beslutter for alle aktionærer, hvem alle ‘interessenter’ er, der skal tilgodeses. Her vil der uvægerligt være divergerende meninger, og det er bedre, mere moralsk, at overlade denne beslutning til aktionæren selv, så han kan beslutte hvad præcist han ønsker at gøre med sin profit, hvem og hvad han vil ‘støtte’. Dertil kommer at fokus for virksomheden bliver at løse alle verdens problemer i stedet for at være knivskarpe på de produkter (fri)villige kunder ønsker at købe.
Måske er ‘markedets’ reaktion på Bud light et fingerpeg om, at der er grænser for de tåberier pøbelen føjeligt finder sig i.
Et af de mange, mange problemer med VE, Vejrafhængig Energi, udover et enormt ressourceforbrug og den upålidelige levering, er prisfastsættelse. Som det er nu, fastsættes prisen for et ekstremt kort interval, uden at omkostningerne til back-up regnes med. Lars Schernikau har beskrevet dette i flere detaljer og kan anbefales. Se også her på klimarealisterne.
The Manhattan Contrarian har et forslag til en måde, hvorpå denne ulyksalighed kunne imødegås. Lad leverandøren byde ind med en vis mængde MWH over en længere periode, f eks en måned ad gangen, til en fast pris, og buddet skal ligge f eks 3 måneder før levering. På den måde skal leverandøren sørge for, at der er backup for den lovede energi og at den kan leveres. Det vil betyde at prisen på transport og/eller lagring af energi vil være en del af omkostningen også for de Vejrafhængige energikilder. Man kan ikke ‘nøjes’ med at bygge vindmøller med X MWH nominel kapacitet, og forlade sig på at andre bærer omkostningen for back-up. For at udstille omkostningen ved varierende forsyningsandel af VE skal buddet specificere priser pr MWH i bud-perioden hvis sol og vind udgør 20%, 30%, 40%, 50%, 60% og 70% af den leverede energi.
Det forekommer at være et relativt simpelt tiltag, der kan bidrage til at øge forståelsen for omkostningerne ved den førte politik. (Derfor er risikoen for at tiltaget gennemføres nok beskeden.)
Martin Ågerup har endnu engang Lars Christensen på besøg og taler blandt andet, igen, om det vigtige emne inflation. Man kan med fordel læse lidt mere om det og lytte til tidligere podcast her og her og her og her og her. Denne gang vil jeg nu foreslå at spole frem til de sidste tyve minutter, hvor emnet om centralbankernes politisering berøres. Centralbanken er ‘uafhængig’ sålænge statsmagten ikke har brug for finansiering til krigen, eller krisen, hvad enten den er reel og selvskabt, hvad der er reglen, eller knap så reel, men stadig selvskabt som for eksempel ændringerne i klimaet.
Det springende punkt er imidlertid at centralbanken, eller rettere personer i denne institution, kan spændes for statsmagtens (personer i denne institution) vogn og bruges til at fravriste borgerne deres egne ressourcer som de ellers nødigt giver slip på. Er løsningen at lægge flere bånd på centralbanken, kan denne Fenrisulv holdes i lænker – eller skal den ikke snarere afskaffes? Magten over pengene – den funktion, der muliggør en hidtil uset rigdom for langt flere mennesker end der tidligere har vandret på jorden – er for stor en fristelse for mennesker, der ikke er engle. Den magt vil blive misbrugt – selv hvis man startede med god hensigt.
“With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly….Do not tempt me! For I do not wish to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me.”
Gandalf, in The Lord of the Rings, Tolkien
Ågerup og Christensen er inde på at krig er ærketypen på krisen der, ‘tvinger’ os til overlade politikeren særlige beføjelser. Ikke underligt at den ene ‘krise’ afløser den næste og staten vokser og vokser. Uden en villig centralbank, får staten vanskeligere ved at føre større, langvarige krige. Måske man skulle overveje centralbankens eksistensberettigelse lidt nøjere – kuren, centralbanken med tilhørende bureakrati og påvirkning fra særinteresser, er værre end ‘sygdommen’ et frit marked for penge og bankydelser, hvor en uansvarligt drevet bank kan gå nedenom.
Kan man komme ud af dette dilemma med at institutioner og regler der engang er sat i søen for at løse ‘et problem’, giver anledning til perverse tilskyndelser og har kimen til det næste problem i sig, som også kræver særlige beføjelser…? Bankerne, som yder en helt uundværlig service med at formidle transaktioner, har perverse tilskyndelser til at udlåne de samme penge mange gange samtidigt, i forventning om at ikke alle indskydere har brug for deres penge samtidigt. Denne mekanisme hviler på en fejlagtig forståelse af hvad penge er, og måske især hvad penge ikke er. Penge repræsenterer ressourcer der er tilvejebragt via produktion. Det kan være forbrugsvarer eller kapitalapparat, men pengene er ikke værdi i sig selv (det gælder selvfølgelig ikke rigtige penge i form af den mest omsættelige vare f.eks guld eller sølv. For disse gælder det dog at den værdi de har er langt større når de bruges som betalingsmiddel end som råvare. Det må man læse mere om hos Østrigerne, for eksempel Carl Menger, On the Origins of Money eller Ludwig von Mises, The Theory of Money and Credit).
Men hvad med de stakkels småsparere der ikke ‘reddes’ (eller firmaer der har brug for likviditet til at betale deres medarbejdere) – hvem skal sørge for dem hvis ikke staten og centralbanken er der? Tjah – man kunne starte med at deklarere varen der sælges. De penge du sætter ind låner vi ud til andre. Vi låner dem ud til mange andre samtidigt og regner med at du ikke skal bruge dine penge uden varsel. Hvis du gerne vil have renter af pengene (som repræsenterer reelle ressourcer og ikke er matadorpenge) må du give afkald på at bruge dem i en periode. Hvis du vil have adgang til dem på anfordring, kan vi ikke garantere at du kan få dem med det samme, hvis mange andre insisterer på at få deres penge samtidigt. I værste fald risikerer du slet ikke at kunne få dem igen, fordi de er tabt. Nu har bankkunden en interesse i, at sikre sig at banken er veldrevet og på ansvarlig vis forvalter de midler man har placeret der. Et ansvar man kan overlade til andre. Altså købe sig til en vurdering af, hvor solid ens bank er, forsikre sig, eller man kan forlade sig på det nuværende korrupte system. Et system der vel at mærke bider fra sig, når nogen forsøger at etablere en ‘rigtig bank’. Tænk hvis det greb om sig! Tænk hvis vi var nødt til at sætte tæring efter næring – den såkaldte ‘rovdrift’ på allehånde ressourcer ville ikke være mulig i det omfang vi har set de seneste årtier.
Politikeren lukrerer på at love nogle mennesker noget på bekostning af andre, hvad enten disse andre er nulevende eller fremtidige borgere. Vildfarelsen om, at vi kan leve på andres bekostning lever i bedste velgående, næsten 200 år efter Bastiats pamflet, Loven, som fås her på stedet på dansk, for 37,50.
Omfanget kunne selvfølgelig være nul – hvilket også er vigtigt at vide. Sandsynligheden herfor er måske ikke så stor. Det er påfaldende så lidt interesse der er, for at komme til bunds (ok…) i sagen. Seymour Hershs påstande kan ikke blot afvises som konspirationsteori – den larmende tavshed tyder på at man frygter at sandheden er præcis så ubehagelig som Hersh skriver. Vesteuropas adgang til billig russisk gas blev udsat for sabotage i et omfang der kun kan beskrives som en krigshandling – vi har ret til at vide hvem der står bag.
Hersh skriver videre…
On September 26, 2022, a Norwegian Navy P8 surveillance plane made a seemingly routine flight and dropped a sonar buoy. The signal spread underwater, initially to Nord Stream 2 and then on to Nord Stream 1. A few hours later, the high-powered C4 explosives were triggered and three of the four pipelines were put out of commission. Within a few minutes, pools of methane gas that remained in the shuttered pipelines could be seen spreading on the water’s surface and the world learned that something irreversible had taken place.
Nu er den norske oliefond jo velpolstret, så erstatning og genopbygning skulle være en smal, omend tidskrævende, sag – og der er dygtige dykkere til at hjælpe med oprydningen og yderligere minerydning. Hvis altså den norske bande er medskyldig. Ingen tror på at Nordstream begik selvmord.
Offentligheden har en stærk interesse i at få kendskab til, hvor langt den danske regering er kommet med sine undersøgelser, og hvilke konklusioner, evt. blot foreløbige, der er draget. Læg det frem, Mette!
Og skrub så af! (Myndighedernes reaktion på virus-cirkusset er et andet emne hvor der er en bemærkelsesværdigt fraværende interesse i, at få placeret ansvaret.)
De fleste mennesker er ordentlige, og kunne ikke drømme om at bestjæle naboen for at hjælpe genboen. Men når begreberne forplumres og overgrebet på naboen kan henføres til demokratisk beslutning, så fornægter mange årtiers propaganda sig ikke. Folk tror at det er ‘rimeligt’, fordi beslutningen om udplyndring er taget på ‘demokratisk’ vis. Får man tilpas mange med på at uddelegere plyndringen til et villigt folketing, hvis medlemmer ingen ide har om, hvad lov egentlig er, kan man pludselig se sig selv i spejlet uden at få øje på røveren.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er endnu et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Som en følge af denne politisering, anført af et stigende antal skatteyderbetalte personer i uddannelsessektoren, der i stigende omfang får indflydelse over et også stigende antal studerende, opstår der efterhånden en ændring i mentaliteten blandt folk. Det bliver tiltagende betragtet som fuldstændig normalt at skaffe sig alle mulige fordele via politiske midler og gøre krav gældende overfor andre, antageligt bedre stillede, og deres ejendom. For en hel generation vokset op i denne periode blev det mindre og mindre naturligt at tænke på at forbedre tilværelsen ved at øge egen indsats eller ved at sætte tæring efter næring. Følgelig, da krisen meldte sin ankomst som en nødvendig følge af omfordelingspolitikken, var folk dårligere rustet til at klare den, netop fordi den samme politik havde svækket netop de færdigheder og talenter som nu var så kristisk nødvendige.
“Jeg forstår det bare ikke. Altså når du sidder i Californien og ser skovbrande og katastrofer. Hvordan kan man koble det med politik – det er helt uforståeligt,” siger Nicolai Tangen.
“Klima er ikke politisk. Det er simpelthen bare som investor at beskytte sine investeringer. At en verden, som man ikke kan bo i, er dårligt for afkastet, er jo helt oplagt.”
Der en vis ironi i, at chefen for den norske oliefond vil fortælle resten af verden hvordan man skal – og især ikke skal – skaffe sig adgang til billig, rigelig, pålidelig energi der er forudsætningen for at vi kan opretholde en høj levestandard og for at de, der i øjeblikket lever i dyb energi-fattigdom, kan løfte sig ud af den.
Oliechefen har tilsyneladende slugt myten om de 97% konsensus, om skovbrande som følge af ‘klimaet’ og tror tilsyndeladende at vi står på randen af en klimakrise. Det er der imidlertid grund til at tro at vi ikke gør! Til gengæld vil fattige blive holdt i fattigdom og velstående vil miste deres rigdom, hvis han lykkes med sit forehavende. De valg der træffes i naiv tro på net-zero kan nås inden for kort tid, er i høj grad politiske og handler om futil tvangsomfordeling af knappe ressourcer der ville gøre meget mere nytte hvis de ikke blev sløset væk.
Vores norske ven, har sikkert ikke noget imod at norsk gas kan sælges uden konkurrence fra russisk gas, efter at nordstream ledningerne begik selvmord (om norske og amerikanske venner – se Seymour Hersh)
Når man tager i betragtning hvor afhængigt et moderne samfund er, af adgangen til stabil, pålidelig energi er det med fortrædelighed at man hører politikerbyrdens udslip af varm luft. Politik, der, hvis den gennemføres, får alvorlige konsekvenser for forsyningssikkerheden flyder (næsten) uudfordret fra højre og venstre. Ikke nok med at forsyningssikkerheden sættes over styr, omkostningerne stiger voldsomt og også det går værst ud over de dårligst stillede iblandt os.
Årsager til Europas manglende forsyningssikkerhed.
Når lokal produktion af fossil energi begrænses, med henvisning til et falsk løfte om, at upålidelig sol- og vindenergi kan erstatte fossil energi, bliver vi ubehageligt afhængige af udenlandsk energiproduktion
Europas sårbarhed i forhold til levering af russisk gas var ganske unødvendig. Europa og allierede har lokalt adgang til al den naturgas, kul og uran der er nødvendig for produktion af billig, pålidelig varme og elektricitet til fremtidige generationer.
Europa har over de sidste årtier formøblet evnen til at producere og importere energi fra fra fossile og nukleare kilder – med henvisning til et falsk løfte om, at upålidelig sol- og vindenergi kan erstatte den. Trods massiv støtte står det klart at det kan de ikke.
En af de vigtige årsager til Europas uformåenhed er de talrige forbud mod brug af moderne fracking teknologi. Fracking er forbudt i Holland, Tyskland, Spanien og UK.
Endnu en vigtig årsag er modstanden mod LNG (Liquefied Natural Gas, naturgas på flydende form) import terminaler kombineret med USAs modstand mod eksport. Hvis ikke for dette kunne en stor del af Europas gasbehov dækkes af USA i stedet for Rusland.
Ustabile, vejrafhængige energikilder kræver 1 til 1 backup eller lagring af overskudsenergi i et omfang der er ekstremt ressourceintensivt. Begge dele betyder enorme ekstraomkostninger; ressourcer der kunne bruges bedre på andet end at fremture med destabiliseringen.
Det brænde NATO vedblive at kaste på bålet i krigen mellem Rusland og Nato via Ukraine-proxy koster os allesammen dyrt. Hvor dyrt er der nogle der har regnet på. 6% af verdens BNP. Det er også en slags penge. Penge der ikke fremmer ‘demokrati’ nogen steder, og som kunne gøre meget mere nytte som energiinvestering. Et rigere samfund er bedre rustet til at imødegå de udfordringer naturen, herunder klimaet, vedblivende vil stille os overfor i fremtiden.
Til sammenligning anføres omkostningerne ved ‘Net zero’ (peak stupidity) til 7-10% af verdens BNP i en rapport udført for IPCC (se mere her, via co2coalition.org). Tragikomikken understreges af, at ligesom krig er destruktion af mennesker og kapital, så er også krigen mod klimaet destruktiv – og uden gevinst for andre end et fåtal.
Det virker desværre som om, at der, blandt nogle i politikerbyrden, er et stort ønske om at eskalere krigen mellem Rusland og Ukraine til at omfatte hele Europa, ja, gerne verden. Tænk på al den genopbygning der kan finde sted, efter en solid destruktion! Der er nogen der trænger til at få læst Bastiats fabel om det knuste vindue.
Vi ved! det intet har at gøre med forsvar for ‘demokrati’, fordi Ukraine er ikke et lysende eksempel på ‘demokrati’ og fordi reaktionerne når Nato/USA sønderbomber andre lande, fortrækkes ikke en mine (no pun intended). Hykleriet er himmelråbende.
Så hvad kan vi gøre?
David Stockman har et forslag med 7 konkrete tiltag der bør implementeres omgående. De følger her i min oversættelse – læs originalen selv her på antiwar.com, naturligvis med et US-perspektiv – det er dem der formøbler ressourcer og liv, resten er bare medløbere. Medløbere i et omfang der ubegribeligt når man tager i betragtning hvad der formentlig foregår – med allieredes destruktion af kritisk infrastruktur. Se Seymour Hershs substack om Nordstream terroristaktionen. En demonstration af, at lande ikke har venner, kun interesser.
Sørg for eksil til Zelensky i Costa Rica (mere end han fortjener) Arrange exile for Zelensky in Costa Rica ( far better than he deserves);
Accepter løsning i Ukraine med opdeling af landet og lad territorierne mod øst og syd, det der tidligere blev betegnet Novorossiya, blive selvstændige eller genforenet med moder Rusland Agree to a settlement in Ukraine that partitions the country and allows the territories in the east and south previously known as Novorossiya (New Russia) to go their separate way or rejoin Mother Russia;
Fjern NATO missiler og anden avanceret krigsmateriel fra de tidligere Warszawa pagt lande, og dermed en militær trussel på Ruslands dørtrin Remove NATO’s missiles and other advanced warfare capability from the former Warsaw Pact countries, so as to eliminate the military threat on Russia’s doorstep;
Opløs NATO efter afslutningen på krigen i Ukraine Arrange for the early dissolution of NATO after the Ukraine proxy war has been extinguished;
Genoptag forhandlinger om traktrater fra afslutningen på den kolde krig, vedrørende atomvåben; to af traktaterne blev opsagt af amerikanerne og en fornylig af russerne Re-open and complete an updated version of the nuclear arms treaties enacted near the end of the Cold War, two of which were abrogated by Washington and one this week by Moscow;
Beskær det skrækkeligt oppustede (US) forsvarsbudget på 850 milliarder dollars med 50% og før an i en verdensomspændende traktat med henblik på at reducere omfang og udgifter til konventionelle våben Cut the egregiously bloated $850 billion defense budget by 50% and lead the world into a new global treaty to drastically reduce the scale and cost of conventional arms;
Påbegynd den næsten uoverstigelige opgave med en kraftig tilbagerulning af landets (US) næsten 2 trilliarder dollars årlige underskud, der rækker så langt øjet kan se. Begin the nearly insuperable challenge of sharply paring back the nation’s $2 trillion plus annual deficits, which extend as far as the eye can see.
Voldsparatheden på de kanter er ikke af ny dato, ligesom konflikten ikke opstod i februar 2022, med Putin-regimets – forkastelige – beslutning om at nok er nok. Læs mere her.
Mediernes stærkt tendentiøse dækning af krigen mellem NATO (via Ukraine) og Rusland bærer stærkt præg af propaganda. Mettes behov for at fremstå handlekraftig medfører en øget risiko for en katastrofal eskalering – i kontrakt til den deeskalering der bør finde sted. Stop fortsat støtte til død og elendighed i grænselandet mellem to svært korrupte regimer!
Samfundskontrakten eksisterer ikke, har aldrig eksisteret og kan ikke eksistere. Men den bruges flittigt som påskud for indgreb (overgreb).
De uheldige moralske konsekvenser af tvangsoverførsler blev berørt, men læren ikke uddraget. Det gør Hans-Hermann Hoppe til gengæld. Kapitel 4 i Teorien om socialisme og kapitalisme (hele værket på engelsk her) beskriver den moralske deroute der er en følge af tvangskollektiviseringen. Forestilligen om at vi skal ‘opdrages’ til at yde vort for fællesskabet, samfundskontrakten, indpodes i det system der går under betegnelsen uddannelsessystemet. Det er imidlertid en propaganda-central, som professoren tilsyndeladende selv ligger under for.
Gå også til Rothbard for at forstå hvad staten er – og ikke er! – for en størrelse. Statens Anatomi fås også her i butikken. 37,50 inflationsramte kroner.
Den skævhed der udvises er præmissen om at ‘vi’ (menneskeheden) befinder os i en eksistentiel krise. En krise der skyldes menneskers udledning af planteføde i atmosfæren, og krisen kan kun afværges hvis vi øjeblikkeligt stopper med det. Der ligger også i præmissen at planeten er et skrøbeligt sted, hvis ‘ligevægt’ vi forskubber og det ønskelige er, at lade planeten fremstå som uberørt af menneskehånd. Det er et menneskefjendsk standpunkt som det er legitimt at have, men det er ikke baseret på fakta og man har ingen! ret til at påtvinge andre konsekvenserne af, at føre politik baseret herpå.
Jeg har ikke været alt materialet igennem, men det er det indtryk jeg får, efter punktnedslag i ‘materialebanken. Fra rygradens hjemmeside kan følgende floskuløse udsagn citeres:
Hvad får eleverne ud af Den Grønne Rygrad?
Vores fælles fremtid er uforudsigelig og dilemmafyldt. Omstillingen til et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund kræver mod, handlekraft og innovative kompetencer. Det er færdigheder og kompetencer, som skal udvikles og trænes. En praksisnær tilgang til undervisning er en god ramme til at understøtte dette i undervisningen…
…Klimadagsordenen ligger de unge på sinde, og det er vigtigt, at de unge får mulighed for at bruge deres demokratiske rettigheder til at blive hørt og taget alvorligt. Som udviklingskonsulent i Ringsted, Anne Katrine Blond, udtaler, om motivationen for samarbejdet med Den Grønne Rygrad: ”Vi har en masse børn og unge, der er meget optaget af den grønne dagsorden, og det skal vi på en eller anden måde gribe dem i og få indarbejdet i vores undervisning på skolerne. De unge er engagerede, og vi skal understøtte deres motivation og virkelyst”
Tror pokker de er optaget af ‘klimadagsordenen’, for de og vi får tudet ørerne fulde om denne (ikke-eksisterende) krise.
Intet sted inddrages de enorme positive effekter adgangen til billig, stabil (med andre ord fossil) energi har haft, og har, på levestandarden og på reduktionen af den fattigdom, der er et vilkår i tilværelsen. En moderne, relativt behagelig tilværelse er kun mulig takket være adgangen til masser, masser, af stabil, pålidelig og billig energi.
Hvis man ønsker at flere mennesker skal opnå dette, eller at vi skal have mulighed for i fremtiden også at nyde godt heraf, så kan det ikke nytte noget at fortsætte afviklingen af fossil energi før vi har alternativer der kan det samme og endnu mere, i et skalerbart system. Yderligere fordyrelse af energi ved tvangsindførsel af endnu mere energi baseret på vejrafhængige energikilder med tilhørende back-up og lagring skal øjeblikkeligt stoppes.
Den bedste beskyttelse af omgivelserne opnås i de rigeste samfund – derfor burde personer med ‘grønne’ præferencer først og fremmest bestræbe sig på at forstå, og dernæst fremme, udviklingen fra fattigdom til velstand. Bedre forståelse af økonomiske grundbegreber er nøglen til en bedre tilværelse, med råd til forbedring også af miljøet omkring os.
Vi må afkræve fortalere for det energipolitiske fallitbo at levere en fungerende, skalerbar alternativ model før yderligere afvikling påtvinges os. Se mere her på The Manhattan Contrarian.
Direktøren for ATP mener at ATP er en God Ting™️ – Quelle surprise! for nu at bruge godt dansk udtryk. Han har jo ganske ret i, at der kan være betydelig volatilitet i visse typer af produkter, med dertil hørende risiko for tab og chance for gevinst. Det retfærdiggør dog ikke at man beslaglægger folks ejendom, og, for deres eget bedste, forstås, formøbler (eller det modsatte) deres penge.
Problemet er endnu engang statens formynderi, hvor medlemmer af politiker- og embedsbyrden udsteder dekreter om, hvordan folk skal indrette sig. Når man beslaglægger en stor andel af folks ejendom og herefter omfordeler den, får man betydelig magt over mange mennesker, og de fejl der begås (politikfejl) rammer langt flere mennesker end ‘markedsfejl’. Troen på at en dygtig politiker kan udbedre noget der er udråbt til ‘markedsfejl’ er i bedste fald naiv.
I stedet for at tvinge folk til at mindske deres forbrug nu, og sætte en del af deres ejendom under administration (umyndiggørelse som ellers begrænses til individer der ikke er i stand til antage vare på sig selv), så lad folk selv overtage ansvaret for deres nutid og fremtid. Lad dem beholde deres egne ressourcer og stå til regnskab for deres gode og dårlige beslutninger. Herunder beslutning om, hvilke projekter og sektorer man ønsker at have sin eventuelle opsparing i. Og hvilke tåberier man ikke ønsker at placere midler i!
Behandler man generation efter generation som umyndige væsener, pøbel hvem lyset er berøvet, ude af stand til at træffe (de ‘rigtige’) beslutninger på egne vegne, får man efterhånden en eftergivende, let manipulerbar befolkning, der lydigt følger ‘opfordringer’ fra myndighederne. En nation af ofre, der higer efter at blive beskyttet og taget hånd om.
Jeg vil vise at socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangel på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
Hans-Hermann Hoppe, Teorien om socialisme og kapitalisme
Måske ikke, men den er næppe totalt ved siden af. Det, den imidlertid ikke tager højde for, er den store korruption.
Se listen her hvor Danmark topper som det mindst korrupte land. DR som er en korrupt organisation i sig selv (mikrofonholder for statens magtapparat), finder det nødvendigt at udpege Ukraine som højdespringer. Man tænker sit og endnu engang må det moralsk forkastelige i at kaste tvangsinddrevne midler ned i en grænsekonflikter mellem to korrupte bander påpeges.
Korruptionen af den almindelige borger, der bestikkes med løfter om særbehandling, overførsel af andres ejendom, og skoles i, at staten løser alle, alle, de problemer der opstår i livet, indregnes ikke i indekset. Intet andet forbryderkartel formår at plyndre befolkningen for 50% af deres produktion, år efter år. Hvor snævert udfaldsrummet er, illustreres ved den enighed der er mellem en ‘økonom med venstreorienterede holdninger’ og en ‘liberal økonom’ (samfundstanker 31. januar, 2023) om, at man kan løse visse problemer med fordelingen af rigdom i samfundet, ved at tvangsomfordele. Det er kun gradsforskelle der adskiller socialisten og liberalisten – hvor stor en andel skal statens repræsentanter beslutte sig for at flytte fra undersåt a til undersåt b; hvor tæt på Laffer-kurvens toppunkt kan vi komme hvis ‘vi’ ønsker at bruge flere af andres ressourcer på ‘vore’ egne foretrukne mål. Ikke et ord om det principielt forkerte i tvangsomfordeling, det moralsk uacceptable i at lovgive sig til andres ejendom. Det er nu engang en del af demokratiet, forstås. Netop! Derfor er demokratiet en moralsk blindgyde og ikke den mindst ringe ‘styreform’. I erkendelse af, at mennesker er mennesker og ikke engle, skal legal adgang til andres ejendom begrænses maksimalt – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom!
Retfærdigvis skal det også nævnes at Jeppe Druedahl påpegede, at hvis man ønsker at have en endnu større velfærdsstat, kan det kun ske ved at beskatte størstedelen af befolkningen endnu tungere (ikke kun de rigeste få %). Forestillingen om, at ‘markedsfejl’ 1) kan korrigeres af politikerbyrden 2) at samme politikere ikke også begår endnu værre fejl OG spilder ressourcer i forsøgene på at gennemtvinge deres vilje, har jeg svært ved at se belæg for.
Hent kapitel 1 og 2 i Hoppes Teorien om socialisme og kapitalisme kvit og frit her i butikken og forstå det principielle i ejendomsretten som den fundamentale menneskeret set fra et moralsk synspunkt; oven i købet vil håndhævelse af denne ejendomsret føre til en bedre tilværelse for flere mennesker end under nogen anden social orden. Kapitel 4 gennemgår forskelllige varianter af socialdemokratisme og deres fallit. Gratis på dansk her. Hele værket kan (og bør) hentes her og læses.
Når lov bruges til andet end at opretholde ejendomsret, degenererer den til alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til lovgivning – det Bastiat kaldte legal plyndring. Lad os vende os fra den blindgyde.
…siger Berlingske (bag betalings mur). Og det er kun boligskatteloven ;DAt det ikke i sig selv får delinkventen til at stoppe op og spørge sig selv ‘Hvad har jeg gang i…?’ er et udtryk for hvor afkoblet politikerbyrden (inklusive teknokratbyrden) er, i forhold til de mennesker man vil dirigere rundt med, og vis ejendom man vil tvangsbeslaglægge til egne formål. Grådighed (hej Margrethe) er ikke at man vil råde over egne ressourcer, man når man nidkært vil bestemme hvordan andre folks ressourcer skal anvendes.
Ingen lov på 1000 sider (hovedforslag + følgeforslag) bør finde vej igennem et system, der ynder at fremstille sig selv som repræsentativt. At det handler om hvorledes banden vil beslaglægge andres ejendom gør kun farcen mere grotesk.
Vi er nået dertil hvor selv folk der er godt inde i tingene ikke kan beregne deres egen marginalskat – og ingen har formentlig overblik over den jungle af love der udspyes…
…heraf utvivlsomt nogle der er indbyrdes modstridige og ophæver eller forværrer hinanden. Det er på tide med et moratorium for lovsvineriet og et krav om, at enhver ny lov kun kan indføres med afskaffelse af to andre love, og en lov kan kun gælde udover en fastlagt dato ( i nær(!) fremtid) hvis to andre love bortfalder. Der har været enighed om forenkling i lovgivning i årtier, men uden at nogen folketingssamling reelt har reduceret cirkusset. Det er tid til at sætte politikerne på produktivt arbejde!
Her er et billede af 41 kg lov – divideret med 179 slyngler bliver det 229 gram som hver af ‘lovgiverne’ burde sætte sig grundigt ind i, frem for at genere andre med deres trang til at gøre noget.
Jeg har sympati for Joakim Books synspunkt om at man skal leve livet uden at kere sig om politikerbyrdens gøren og laden. Problemet er, at selvom du ikke interesserer dig for dem, så har de en vis interesse, ikke i dig, men i din ejendom, som de vil bruge til egne formål. Det bedste bud på et ordentlig liv er mest mulig begrænsing af magt til den slags mennesker, der har en utæmmelig grådighed efter andre menneskers ejendom; 1000 Lichtenstein.
Starter vi med opgaverne, så lad os overveje om et forsvar indebærer en solid evne til at afvise, og dermed afskrække, eventuelle bøller der måtte have skumle planer om at overfalde ‘os’. Den opgave kan løses på anden og formentlig bedre måde end tidligere kriges skyttegrave. Hvor meget destruktion skal vi have på lager og i hvilken grad og med hvilken hast skal eksisterende produktionskapacitet kunne omstilles fra ‘civil’ produktion (det folk gerne vil have) til militær (det folk har brug for i forbindelse med et overfald). Vi har ikke brug for og kan på ingen måde forsvare moralsk at ‘vore’ soldater skal sendes på missioner i fremmede lande for med magt at belære dem om demokratiets fortræffeligheder. Henvisningen til NATO-medlemskab og ‘fordelene’ forekommer mig naive. Vi er efter Sovietunionens sammenbrud værre stillet takket være NATOs jagt på nye problemer at løse. Man har skabt problemer for at retfærdiggøre den fortsatte eksistens. At Ågerup og gæst kan omtale Afghanistan som en NATO mission der giver et positivt afkast i form af at ryste vore tropper sammen og skabe kammeratskab er chokerende. Vi kan sende soldater af sted og ønsker måske at rekruttere bredt fra alle samfundslag af hensyn til en eller anden ‘sammenhængskraft’ (det ord nævner de vist dog ikke, heldigvis) og bidrage til destruktion i NATOs USA -anførte småkrige (Afghanistan, Somalia, Serbien, Irak, Libyen, Syrien, Yemen…) på bekostning af dels de pågældende landes indbyggere og dels egne skatteborgere der plyndres for at urimelighederne kan foregå. Det er moralsk forkasteligt!
CEPOS, hvis bidrag til den økonomiske debat er stærke og meget nødvendige, står tilsyndeladende med benene solidt plantet i verdenen hvor ‘russerne’ er fjendebilledet, personificeret v Putin (den onde selv), når det drejer sig om udenrigspolitik. At tale om en kamp for demokrati i forbindelse med en historisk lang konflikt mellem folk langt herfra, i regimer der for begges vedkommende hører til de mest korrupte, er et fejlskud der kandiderer til månedens eller sågar årets skævert. Det er ikke svært at fordømme den russiske stats overfald på en nabo, selvom naboen i årevis har ‘provokeret’. Fordømmelsen er på sin plads, men det er ikke et overfald der kommer ud af den blå luft og hvis eneste mulige bevæggrund er Putins ambitioner om at genskabe et storrussisk imperium.
Ruslands (statens) agressive kapacitet afspejles af dets pauvre økonomiske styrke – på trods af enorme naturressourcer. Den russiske elite har ingen interesse i forsøg, der er dømt til at mislykkes, på at underlægge sig Vesteuropa ved militær magt. Ukraine er ikke den første dominobrik på Putins vej til Middelhavet og Atlanterhavet. Man har nok at gøre i at holde egen befolkning tilpas langt fra oprør. Alle parter vil være bedre stillet ved at handle med hinanden frem for det sanktionsgalimatias, hvor Vesteuropa truer med selvdestruktion hvis ikke Rusland gør som vi siger man skal gøre (men i øvrigt ikke selv lever op til, med hensyn til respekten for andre landes grænser).
Et forbrug på 2% af BNP på forsvar kan meget vel være for lidt eller for meget – det afhænger hvilke opgaver man ønsker forsvaret (ikke angrebet) skal udføre og hvordan. De 2% er tilsyneladende et tal der går igen i andre sammenhænge. Centralbanker har som mål en inflation på 2% – hvilket betyder at en given opsparing halveres i værdi på ca. 35 år. Ros til Ågerup for at påpege det tåbelige i at fastsætte et givent beløb der skal bruges og for at efterlyse en opgavespecifikation.
Mit gæt er, at de fleste vil være parate til at forsvare sig ved overfald, men mindre tilbøjelige til betale for at vi kan overfalde andre og belære dem om ‘vestlige værdier’ med våbenmagt. Igen: Afghanistan burde være et eksempel til afskrækkelse fra intervention fremfor eksempel til efterfølgelse. Dem der vil bruge magt til at ændre styrkeforhold internt i andre lande må selv gøre det, for egne midler i stedet for at misbruge tvangsinddrevne midler til de skumle formål.
Mens banderne i Europa mødes i Davos og diskuterer hvilke venner der skal tilgodeses med midler til at vedligeholde konflikten mellem Rusland og ukraine så lad dette være en opfordring til at opsøge alternative forklaringer på, hvorfor situationen har eskaleret som tilfældet er. For eksempel ved at invitere personer til samtale som kan bidrage til nuancering. Se mere og følg links her og her og her.
Her er lidt flere links til at forstå at Vlad næppe er ‘vanvittig’ – det er lidt skuffende at høre folkene på Cepos følge det ‘narrativ’ – de har ellers gjort sig pænt bemærket ved kritisk forholden sig til de seneste to års corona-historie. Læs mere her:
