Udgivet i Skriv en kommentar

Generationsplyndring

Hvor mange penge skal sundhedsvæsenet have? spørges der i ugeskrift for læger. Eller med andre ord, hvordan skal knappe ressourcer ‘fordeles’ – bemærk passivformen…En meget stor andel af folks forbrug af sundhedsressourcer falder i den allersidste del af livet. Tager man demografien i betragtning er der lagt i kakkelovnen til problemer som næppe ‘løses’ ved at

…håbe, at de kommende 80+-årige, den såkaldte 68-generation, vil have mere beskedne ønsker til sundhedsvæsenet end tidligere generationer.

Når andre folk betaler for de ydelser man selv nyder og efterspørger, er der dels tale om overgreb (hvis ikke det foregår frivilligt) og dels er omhyggeligheden når man bruger andre folks penge mindre end når man bruger egne midler. Se Friedman og de 4 måder at bruge penge på her (2 minutter).

Heldigvis har vi jo et effektivt offentligt system i Danmark, så det går nok alt sammen. https://indblik.net/hospitaler-plages-af-massivt-bureaukrati-og-daarlig-planlaegning

Problemet her er endnu engang en misforståelse, nemlig den at visse ressourcer ‘er til stede’ eller kan tilvejebringes på magisk vis ved at lovgive dem til eksistens og spørgsmålet herefter er blot hvordan kloge mennesker skal fordele goderne blandt de trængende. Sundhedsydelser adskiller sig imidlertid ikke fra andre goder, men skal produceres, bygninger bygges, ledninger lægges, viden og erfaring skal akkumuleres. Til alt dette bruges ressourcer der i sagens natur ikke samtidig kan bruges til at frembringe andre af de ting vi har brug for og efterspørger. Når man selv kun betaler en meget lille andel af omkostningerne ved en aktivitet er man tilbøjelig til at øge efterspørgslen på denne aktivitet selvom gevinsten måske er beskeden. Signalet om hvor meget vi ønsker et givent gode (prisen!) er væk og det skævvrider produktionen af godet på bekostning af andre ting.

Vigtige ting som mad og beskyttelse mod en fjendtlig natur (tøj, bolig) overlader vi ikke til ‘kloge mennesker’ men lader markedet koordinere samarbejdet mellem mennesker der ikke kender hinanden til alles bedste (selvom vi accepterer tung regulering også på disse områder). De samme mekanismer vil også give et mindre ringe udkomme på sundhedsområdet – i stedet for ‘politiske løsninger’ (den korrekte betegnelse er ‘tvang’) er frivillige udvekslinger karakteriseret ved gevinst for alle parter. Sygdomsbehandling er også for vigtigt et område til at vi kan overlade det til politikerbyrden. (Læs om Operation Oplysning til Medlemmerne af Folketinget her.)

Staten er god til at føre krig. Krig medfører at alle ressourcer dirigeres hen mod et eneste mål. – at vinde krigen. Statens sundhed er krig – hvis vi konstant er ‘i krig’ er der konstant brug for statens lakajers ‘ydelser’ – for vores alle sammens skyld, naturligvis. Den monomane besættelse af corona-virus og de absurde bestræbelser på et undgå blot et eneste dødsfald som følge af dén sygdom er et eksempel på, hvordan alt andet tilsidesættes og negligeres i krigen mod corona. Mettes uforbeholdne undskyldning lader vente på sig.

Vi har formelt adskilt stat og kirke. Men statstilbedelsen og troen på at den løser vores problemer har religiøs karakter. Vi skal have adskilt stat og uddannelse, stat og sundhedsvæsen, selv stat og retsvæsen bør adskilles så Voldsmonopolet kan brydes. Det er faktisk muligt at forestille sig konkurrence på konfliktløsning uden en stat til at have ‘det sidste ord’ – oven i købet i sager hvor staten selv er part.

Hvad er staten? Læs om dens anatomi her:

Statens Anatomi

I øvrigt bør regeringen gå af.

Skriv et svar