Udgivet i Skriv en kommentar

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø

Forestillingen om at vores hersker og beskytter rent faktisk hersker og beskytter, for ikke at tale om kan herske og beskytte os er desværre udbredt. Den er også forkert. Mettemord kan ikke, selv ikke med hjælp fra de dygtigste, mest upartiske, neutrale, fejlfrie, velmenende, selvudslettende og uegennyttig embedsmænd afgøre hvad der er den rigtige strategi for hver enkelt dansker. Hvad mere er hun har ingen ret dertil. At folk flest accepterer dekreter om at indstille værdiskabende aktivitet og gå i dvale på ubestemt tid, indtil Mettemord og hendes lakajer finder det passende at lukke os ud af husarresten, er en hyldest til årtiers systematisk indsats i det propagandaapparat der går under betegnelsen ‘uddannelsessystemet‘.

Vi bor i et ganske rigt land, med betydelig kapital og kan derfor klare os en vis tid, før hylderne er tomme. Selv når produktion forbydes. ‘Essentielle’ sektorer er ganske vist friholdt produktionsforbudet, men i en avanceret økonomi er spindelvævet imellem diverse industrier ganske kompliceret, og det job Mettemord ikke lige finder essentielt er måske det job der forsyner en familie med tag over hovedet og mad på bordet.

Anderledes er det i lande hvor fattigdom stadig er et vilkår, og hvor stop for den daglige produktion er ensbetydende med sult. Rigtig sult. Forhåbentlig kommer det ikke dertil her.

Mettemord vil bestemme hvem der skal dø. Nogle mennesker dør som følge af en virusinfektion. Det må nok betragtes som et trist faktum; ganske mange endda, f.eks i New York, selvom det værste måske(!) er overstået. Mettemord hævder hun vil (og kan) forhindre dette, men bagsiden af medaljen er at andre mennesker dør. Disse er noget vanskeligere at erkende og får derfor knap så meget opmærksomhed. Dertil kommer det voldsomme indgreb i befolkningens liv og frihed til at afgøre, hvordan man bedst forholder sig, beskytter sig selv og sine nærmeste, samt andre mennesker. Bevisbyrden der skal løftes for at forbyde folk at passe deres eget liv bør være meget tung – ikke blot baseret på højst usikre prognoser, om potentielle ulykker. Man kan rådgive, opfordre, med passende forbehold for den manglende viden, som de overraskende nok har forsøgt sig med på den anden side af Øresund. Se også interview med Johan Giesecke her.

Vrangforestillingen om, at regeringen bare kan uddele penge (300 milliarder i ‘hjælpepakker’) til folk, der ikke længere (må) producere(r), er gift for samfundet og betyder endnu en økonomisk belastning for nuværende og fremtidige generationer (husk at penge ikke er alt). De voldsomme overgreb på individuelle frihedsrettigheder lover ikke godt for fremtiden. Frihed til at bestemme over egne ressourcer er en nødvendig betingelse for at tilvejebringe den rigdom, som skal gøre os i stand til at håndtere fremtidige, og måske mere alvorlige epidemier – planøkonomi kan ikke hjælpe, heller ikke med prisen på ‘et liv’.

Glem ikke hvad staten er for en størrelse.

Skriv et svar