Momslovgivningen er så kompliceret at det kræver betydelige ressourcer at administrere og alligevel er der masser af fejl i ‘indberetningen’. Det kan ikke undre når man tænker over alle de utilsigtede konsekvenser og de talløse love og regler vi bebyrdes med har, med tilhørende lapperier og forsøg på at ‘udbedre’ nogle af de skadelige effekter. Det fører naturligvis til andre utilsigtede effekter og lovmaskinen tager en runde mere.
Udover at bestikke sig til genvalg – hvad er det så de tvangsinddrevne ressourcer også skal bruges til? Selvfølgelig til at varme bandens alderdom. Det er sjældent de erklærede socialister på tinge rammer i retning af skiven, men det forekommer dog. Sjovt at de ikke kan se det forkerte i at tage andres ejendom uanset hvem byttet tilfalder. Der er intet overraskende i at loven perverteres når den bruges til andet end at beskytte individet inklusive ens ejendom – og intet overraskende i at dem der begår lovene ender med at have særlige ‘privilegier’. Selvom de ikke tror det – så ER politikere faktisk mennesker og ikke engle.
Det ophøjede organ, som kun har neutral folkeoplysning for øje og som ved at politisk bias er noget andre lider af, bruger ordet ‘mod’ om regeringens indsats for den onde virus. For at føje spot til skade anråber organet om mere af samme mod af hensyn til klimaet! (Ifølge overskriften.)
I disse dage hvor kulden og blæsten (forudsigeligt) har haft godt fat turde det være åbenlyst at ‘vi’ har brug for pålidelig energi – og masser af den. Ikke bare til produktionsvirksomhed, opvarmning af bygninger hvor folk skal arbejde – når ikke de har stuearrest – men til at holde os i live. Naturen er et fjendtligt miljø og medmindre man holder sig til et smalt bælte på kloden kræver det opfindsomhed, arbejde og masser af energi at have en tålelig tilværelse. For ikke at tale om en behagelig tilværelse eller ligefrem en luksuriøs.
Hvis vi ønsker at folk kan bruge tid på at læse, skrive, optræde for og med hinanden, og meget mere der går under betegnelsen kultur og civilisation, så skal de bruge mindre tid og kræfter på at beskytte sig mod elementerne, få tøj på kroppen og mad på bordet og – allervigtigst – have en rimelig formodning om at deres ejendom forbliver deres ejendom indtil de frivilligt giver afkald på noget af den for at opnå noget fra nogle andre.
En af de vigtigste forudsætninger for denne tilværelse er energi – masser af den, så billigt som muligt og især pålidelig energi. Fossilt brændsel og atomkraft opfylder dette. Jo billigere energien er, desto flere ressourcer kan vi bruge på andre ting, herunder sørge for at miljøet omkring os er så behageligt og frit for forurening som muligt.
Upålidelige energikilder som sol og vind kan anvendes når pålidelighed er mindre vigtig og man accepterer det enorme pladsforbrug, for ikke at tale om problemer med forurening ved fremstilling og bortskaffelse af udtjent udstyr. Og hvis man ikke har bedre ting at bruge ressourcerne på – for man er stadig nødt til at have et system der kan levere masser af pålidelig energi, døgnet rundt, året rundt. Også til transport – både af de fødevarer og andre varer du vælger imellem i forretningerne, og til privat persontransport. Hvis vi alle skal have en elbil skal der ske noget andet end politikeres indgriben i markedets allokering af ressourcer. Alene Tesla – hvis deres mål om 20 millioner biler om året skal nås – skal bruge 165% af verdens årlige lithium produktion. Næppe sandsynligt at det sker.
Ser man menneskeheden som en vederstyggelighed på en klode der helst skulle være uberørt af menneskehånd så er klimaalarmister og tilbedere af staten som en religion det rette selskab. En anden og mere human tilgang er at vi er en del af naturen, og udmærker os ved at vi er i stand til at skabe ressourcer, ikke bare forbruge dem. Hvilket stigningen i antallet af mennesker der har en langt bedre tilværelse end den fattigdom på subsistensniveau langt de fleste af vore forfædre levede under, bærer vidnesbyrd om.
For et mere nuanceret syn på brugen af fossilt brændsel se denne video med Alex Epstein.
For FAQs om CO2 – se denne liste hos co2coalition.org
I almindelighed bør enhver minister slæbes for en rigsret for ulovligheder begået af den regering de er medlem af (Hvad er lov). Heldigvis for banden er det den selv der afgører om bandemedlemmerne har overtrådt reglerne – og Grundlovens kapitel 8 er et miskmask af indbyrdes modstridende ‘rettigheder’. Kom i hu at al menneskeret er ejendomsret.
Grundloven §73
Stk 1.
Ejendomsretten er ukrænkelig…
Dernæst opremses det hvornår den alligevel kan krænkes, og en række ‘rettigheder’ nævnes som kun kan opfyldes ved at krænke andres ejendomsret. Læs grundloven her.
Det kunne være rart hvis man ikke skulle forholde sig så meget til Mettes magtliderlighed – hvis politik kunne henvises til et lille hjørne af tilværelsen hvor den hører hjemme. Desværre blander Mette (ret skal være ret – det er ikke kun Mette) sig i stort og småt, som politikere har for vane. Uddeler grådigt andres folks ejendom for at bestikke sig til endnu en periode ved magten – og mener sig i stand til at fortælle folk hvordan de skal indrette deres tilværelse. Læs her om hybris og enhjørningeflatulens.
Det er ikke for dit eget bedste at de blander sig – læs on hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50
Faktisk skal vi alle sammen dø. Det tilkommer ikke mig at afgøre hvornår eller hvordan lige præcis Mette skal forlade denne verden. Eller nogen anden for den sags skyld – og jeg er ikke interesseret i at have den slags magt over andre menneskers liv. Jeg håber for Mette og hendes nærmeste at hun får et langt liv og kan tænke over sine ugerninger og afbetale den gæld hun har pådraget sig – ikke med tvangsinddrevne midler fra andre mennesker, men af egen lomme. Dvs hun skal finde sig en produktiv aktivitet som andre mennesker frivilligt vil belønne hende for.
Et borgerforslag til ‘lov’ kunne være at medlemmer af folketinget (med tilhørende embedsuvæsen) der har undladt at stemme imod (0 stemte imod) udvidede beføjelser personligt hæfter for den erstatning der tilkommer ejere af minkfarme (og andre personer der som følge af nedlukningsordrer har fået ødelagt deres varelager eller levebrød). Der kan sikkert findes en afbetalingsordning – ministerpensioner og eftervederlag osv kommer nok til at indgå. Gerningsmændene kan naturligvis ikke længere oppebære vederlag for offentlig ‘tjeneste’.
Hvad er det så de påstår at ville beskytte os alle sammen imod? En sygdom som det amerikanske CDC skønner har følgende mortalitetsrater for inficerede mennesker (HT Jeffrey Tucker på AIER):
Dødelighed
0.003% for 0-19 years
0.02% for 20-49 years
0.5% for 50-69 years
5.4% for 70+ years
Eller overlevelse
99.997% for 0-19 years
99.98% for 20-49 years
99.5% for 50-69 years
94.6% for 70+ years
Det betyder ikke at den onde virus ikke eksisterer, eller at ingen mennesker bliver alvorligt ramt af sygdom. På tragisk vis bliver nogle alvorligt syge og – som det fremgår – nogle få dør. Heldigvis er det få, men det er jo en ringe trøst for de pågældende og deres nærmeste.
Til gengæld er det åbenlyst en katastrofal overreaktion at lukke ned for produktion, socialt samvær og alle de andre ting som sætter os i stand til have en bedre og mindre farefyldt tilværelse. Det går oven i købet værst ud over dem der er dårligst stillet.
Der er nogle – alvorlige – smuttere på FNs liste. Man kan ikke respektere folks negative rettigheder (frihed for plyndring) samtidig med at give andre positive rettigheder (‘ret’ til visse varer eller ydelser – fx ‘gratis’ uddannelse, sygdomsbehandling eller tag over hovedet).
…eller ulighed er et vilkår i tilværelsen. Mennesker er heldigvis forskellige, med forskellige interesser, tilbøjeligheder, færdigheder, dyder og lyder. Som Christian Bjørnskov skriver i denne uge
Et krav om lighed – tvungen udjævning af forskelligheder – derimod, fører til elendighed og overgreb. Bjørnskov peger i bloggen på data der tyder på at økonomisk frihed på mellemlang sigt fører til mindre øknomisk ulighed, hvilket for nogen måske kan virke kontraintuitivt. Spørgsmålet er ikke uinteressant – de færreste er interesseret i voldsomme uligheder. Den velstillede person er mindre tilbøjelig til voldsom harme over andre der er endnu bedre stillet – især hvis velstanden er opnået på ærlig vis, ved at betjene andre mennesker med varer eller ydelser de frivilligt handler sig til. Den der er dygtigst til hjælpe andre på denne måde belønnes mest og bliver rigere end den mindre dygtige. Alle er bedre stillet i den verden. Hvis ‘man‘ derimod med magt fratager de dygtigste en del af deres belønning for at tvinge dem til at bruge deres ressourcer på det ‘man selv‘ foretrækker, afkobles denne gode cirkel og vi bliver alle fattigere.
…The crux of the issue lies precisely in the operation of selfishness. Under the system of inequality this selfishness impels a man to save and always to invest his savings in such a way as to fill best the most urgent needs of the consumers. Under the system of equality this motive fades. The curtailment of consumption in the immediate future is a perceptible privation, a blow to the individuals’ selfish aims. The increment in the supply available in more distant periods of the future which is expected from this immediate privation is less recognizable for the average intellect. Moreover, its beneficial effects are, under a system of public accumulation, so thinly spread out that they hardly appear to a man as an appropriate compensation for what he foregoes today. The welfare school blithely assumes that the expectation that the fruits of today’s saving will be reaped equally by the whole of the future generation will turn everybody’s selfishness toward more saving. Thus they fall prey to a corollary of Plato’s illusion that preventing people from knowing which children’s parents they are will inspire them with parental feelings toward all younger people. It would have been wise if the welfare school had been mindful of Aristotle’s observation that the result will rather be that all parents will be equally indifferent to all children...
Når livet politiseres bliver konsekvensen alles kamp mod alle. Modsætningen er et samfund hvor samarbejde uden tvang er i højsædet – lov handler om retfærdighed og ikke om at udjævne forskelle. Frédéric Bastiats pamflet Loven har et kvart årtusinde på bagen – men er lige aktuel i dag. Køb den her i butikken på dansk – 37,50
At købe stemmer er præcis hvad politikere udmærker sig i. Mod genvalg og af og til en (urealistisk) følelse af godhed lover politikere dig guld og grønne skove – eller i hvert fald at give dig noget som du ikke selv har ret til at tage: andre folks ejendom. Det er forkert at stjæle din nabos ejendom for at bruge den på en måde DU finder mere hensigtsmæssig. Det bliver ikke mindre forkert af, at du rotter dig sammen med andre på vejen og I stemmer om at din nabos ejendom, eller dele af den, skal bruges på en måde I bestemmer.
Forestillingen om at politikere eller embedsmænd er gjort af et særligt stof, som sætter dem i stand til at fordele andre folks ejendom ‘retfærdigt’ må betragtes som naiv. Det er moralsk forkasteligt og oven i købet kan de erklærede hensigter ikke opfyldes. Man kan spørge sig selv om det er ondskab eller uvidenhed, eller ‘blot’ en konsekvens som bedst beskrives med public choice teori.
En bedre, men stadig uperfekt, model er et system hvor statens adgang til at bruge vold og trusler om vold (se knytnæven) over for borgere er fraværende – også selvom der diskes op med med henvisning til ‘almenvellet’ eller lignende floskler. Et monopol på beskyttelse af privat ejendom er ikke nødvendigt for at have et civiliseret samfund – alternative måder at indrette sig på kan man læse lidt mere om her privat produktion af forsvar, her og her..
Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…) Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Produktion går forud for plyndring. Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov. Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.
Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med. Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism…
Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Når det kommer til forbrugsmulighederne er der ganske få der har de helt store konti at øse fra. Det er selvfølgelig ikke deres egne ressourcer der leverer ‘dækning’ for de konti.
Det er ikke gavmildhed at tage fra Peter for at give til Poul. Det er bare plyndring. Det kan pakkes ind, men det ændrer ikke på det faktum at ingen bande retmæssigt kan tage fra nogle og give til andre.
Lov er retfærdig skrev Bastiat i 1849 – når lov bruges til andet end retfærdighed, degenererer samfundet og bliver til en kamp om at kontrollere lovgivning så man med legale midler kan tvinge sig til andres ejendom og herske over dem. Det bliver alles kamp mod alle.
Indbygget i den formulering ligger en præmis om, at det faktisk ER tyvens ejendom, han har blot ikke lagt hånd på den endnu. Som Christian Bjørnskov skriver på punditokraterne er der en udbredt opfattelse af at staten ‘mister’ indtægter, for eksempel ved grænsehandel, når borgerne forsøger at unddrage sig skattens skarpe klo. Nogle vil hævde at det jo blot er til vores allesammens bedste, men det er ikke tilfældet:
Når staten opkræver skatter og afgifter, er det omfordeling fra forbrug på privat besluttede formål til forbrug på politisk besluttede formål. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne omfordeling vil føre til større individuel velfærd, men faktisk det stik modsatte.
Ja, der er omkostninger ved nogle aktiviteter som bæres af andre end aktørerne selv, de såkaldte eksternaliteter, som nogle kalder markedsfejl, men tilsvarende fejl begås når statens repræsentanter sætter sig for at ‘korrigere’ markedsfejl, som regel med flere utilsigtede konsekvenser, som så kræver fornyet ‘korrektion’.
Den mindst ringe, omend særdeles uperfekte, måde at forbedre tilværelsen på er den uhindrede, frivillige udveksling af varer og ydelser. Se hvordan det kan lade sig gøre og tal med dine børn om markedets mirakuløse egenskaber i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant, baseret på Leonard Reads I, Pencil; køb den her:
Godt nok nogle år siden – men ikke desto mindre er der kød på det ben. Andrew Jackson nedlagde veto i 1832 mod at forlænge eksistensen af en korrupt Nationalbank (beklager pleonasmen).
Næppe. Når en politiker ‘påtager sig ansvaret’ for en eller anden politikerskabt tragedie, så betyder det som regel at vedkommende får et lukrativt job i det ‘private’ erhvervsliv, bliver forfremmet til en anden post i partiet, sidder på bagerste række nogle måneder, eller udskriver en check for andre folks penge. James Bovard på AIER om de monumentale omkostninger ved politikeres indgreb eller fejlgreb (beklager pleonasmen). Under dække af at ville beskytte befolkningen mener politikere sig i deres gode ret til at diktere hvem der må opholde sig hvor, hvor længe, med hvem og hvor tæt på andre. For ikke at tale om at forbyde folk at tjene til livets opretholdelse. Ganske vist ’tilllader’ de at essentielle funktioner fortsat betjenes, men politikere er om muligt endnu dårligere end folk flest til at afgøre hvis produkter eller ydelser der er essentielle. Hayek beskrev den umådelige indbildskhed der ligger til grund for den indstilling – kan læses her på dansk. En sjælden gang i mellem indrømmes en lille fejl – Jeffrey Tucker har en lille liste, også på AIER.
De perverse tilskyndelser florerer – politikere får muligheden får at demonstrere handlekraft og sole sig i rampelyset. Samtidig har de magt til dele gaver ud – hvem vil ikke gerne have gaver? Gaver som imidlertid betales ved at trække penge op af lommerne på andre mennesker. Dét er der intet agtværdigt eller gavmildt over. Dels er det moralsk forkasteligt og dels medfører det en tiltagende afhængighed blandt modtagerne af gaver. En afhængighed der fører til passivitet i forhold til at hjælpe andre mennesker og en forventning om at ansvaret for at løse ethvert problem, stort eller småt, påhviler staten. Staten er imidlertid i særklasse ringe til at løse små og store problemer, også når man kalder problemerne for ‘markedsfejl’; men lægge forhindringer i vejen for folk, dét er dens ekspertområde.
Ingen der har tænkt over hvordan tilværelsen bedst imødekommer menneskelig trivsel, tror at man kommer nogen vegne uden samarbejde med andre. Ved at skabe værdi for hinanden bliver vi alle sammen rigere og levestandarden bedre. Det bedste middel til at koordinere al denne aktivitet er frivillige udvekslinger af varer og ydelser, det der går under betegnelsen markedet(eller miraklet!) og fungerer bedst uden indblanding fra et voldsmonopol. Det betyder ikke at konflikter, overgreb og ulykker undgås – men i samme øjeblik Loven bliver brugt til andet end at beskytte ejendomsret så begynder det at gå i den forkerte retning og staten vokser sig stor, mægtig og urimelig. Tilværelsen kan være brutal og plyndring forekomme for mennesker er mennesker og ikke engle, men staten sætter plyndringen i system og gør ondt værre.
Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)
Er vi undersåtter (kongens eller regeringens) eller er vi frie mennesker. Undersåtter får besked på at gøre eller undlade dette eller hint. Frie mennesker afgør selv, hvad der er bedst for dem at gøre, uden at de dog kan forgribe sig på andres person eller ejendom.
Det er tydeligt at politikerbyrden anser sig selv for herskere, muligvis velvillige og algode, men ikke desto mindre herskere. Den nuværende bandeleder er på ingen måde værre end forgængerne hvad dette angår. De anser ikke sig selv som befolkningens tjenere, der blot midlertidigt har fået overdraget hvervet at stå i spidsen for en serviceorganisation. En kontrast hertil kunne være fyrsten af Liechtenstein, Hans-Adam.
Blot fordi en mini-minimalstat måske kan løfte opgaven med at holde ‘Lov og orden’ i et geografisk område, betyder det ikke automatisk at den også på bedste vis kan tage sig af uddannelse, sygdomsvæsen, hjælp til folk der ikke kan klare sig selv, veje, osv osv. KUN i den udstrækning staten kan holdes nede og begrænses i sit virkeområde, kan den måske være nyttig. Den er som fenrisulven blot svær at tøjle. Lyt evt til Bob Murphy og Alex Salter diskutere institutionelle udfordringer i episode 122 af The Bob Murphy Show (1 time).
§ 71. Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse…
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Teksten i grundloven ‘beskytter’ os ikke mod politikeres overgreb; Christian Bjørnskov m.fl. har set på villigheden til at tilsidesætte borgernes frihedsrettigheder i forbindelse med virus-virakken og fundet at det ingen forskel gør, om regimet er autokratisk eller demonkratisk, om rettighederne er nedfældet i en forfatning eller ej – se her, og her og læs også Otto Brøns-Petersens indlæg om grundloven ved samme lejlighed.
Den hastelov politikerne hastede igennem kunne sagtens havde været hastet igennem på en mindre autoritær måde – se Martin Ågerups Grundlovstale her på facebook (15 min) – det ændrer dog ikke på det grundlæggende spørgsmål: Er staten vores hersker eller tjener?
Leonard Read (som er forfatter til I, Pencil – forlægget til Tuttle Tvillingerne og den Mirakuløse Blyant, der handler om hvordan mennesker arbejder sammen uden at blive kommanderet til det og uden at kende hinanden) fandt for nogle år siden på analogi – beskrevet her af Gary Galles, der kaster lys over hvilken service borgerne ønsker regeringen skal yde .
Analogien handler om hvad den knyttede næve kan bruges til. Først og fremmest vold, hvad enten det er i defensivt eller offensivt øjemed – i modsætning til alt det hånden ellers kan bruges til i skabende øjemed. Pointen er at regeringen – staten – intet har, som den ikke har taget fra andre. På hvilket område udmærker staten sig? Det er den organisation, som de fleste anerkender som indehaver af et voldsmonopol. Ingen andre har ‘ret‘ til at øve vold (monopol…!) Spørgsmålet er, i hvilke situationer er magt det rette redskab – disse vil så være situationer hvor det er ‘på sin plads’ at staten kommer med knytnæven. Det kunne være situationer hvor personer forgriber sig på andres person eller ejendom. (Diskussionen om at det også her er skidt med et monopol gemmer vi til en anden gang.) Vi har alle fordel af at knytnæven bruges til at forhindre destruktive handlinger. Men ellers er det begrænset hvor meget gevinst folk har af at blive tvunget til at gøre noget mod deres vilje – hittepåsomhed og produktion fremme ikke med knyttede næver.
Problemet er selvfølgelig er statens lakajer har en tendens til ikke at begrænse sig til kun at beskytte andres person og ejendom…men breder sig og blander sig i stort og småt i hvad de kommer til at opfatte som deres undersåtters liv. Muligvis i bedste mening, men det er næsten det værste af det hele. Tyrannen som ‘bare’ holder pøbelen i et jerngreb, for egen vindings skyld er at foretrække, fremfor tyrannen som vil påtvinge dig ‘dit eget bedste‘. Den første ved godt, eller er ligeglad med, at den påførte lidelse er umoralsk og retter af og til opmærksomheden mod andre, men den anden har ingen hæmninger i forhold til alt det ‘gode’ han vil påføre sine ofre, og forlanger at ofret anerkender dette og ligefrem er taknemmelig!
“Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.”
― C.S. Lewis, God in the Dock: Essays on Theology
Køb Den Mirakuløse Blyant her – og læs med dine børn om hvordan markedet fungerer uden knyttede næver.
Tilbage i marts måned, dengang verden endnu beskæftigede sig med andet end smittetryk, gjorde Otto Brøns-Pedersen opmærksom på, at vi ikke får mere af det han kalder kerneydelser, selvom vi kaster flere penge i gabet på uhyret. Han diskuterer ‘kollektive goder’ – almindeligvis forstået som noget ‘markedet’ har svært ved at levere. Forsvaret anses for et standardeksempel; naboens ‘forbrug’ af forsvar begrænser typisk ikke mit forbrug, og det kan være svært at se hvordan man skulle få private til at levere forsvar. Det nævnes at begge forudsætninger kan diskuteres, men det er ikke genstanden for indlægget. (Man kan evt se mere her om markedsfejl og her om privat forsvar.)
Derimod gås der i kødet på alt det som politikere hævder at ville levere, for den enorme andel af landets BNP de tilraner sig. Figuren på punditokraterne afslører at de danske politiker bruger en meget stor andel på at levere private goder (karakteriseret ved at den enes forbrug begrænser den andens, og at der kan opkræves betaling af brugeren). Politikere er ikke en gudsbenådet race, der uegennyttigt træffer de rigtige beslutninger for borgerne – og derfor bliver den produktion der foranlediges af politikere mindre værdifuld end hvis folk selv havde fået lov at bestemme over deres egne ressourcer.
Fra indlægget:
Hvor kollektive goder kunne tænkes at øge produktiviteten, er det overvejende sandsynligt, at offentligt leverede private goder sænker produktivitet og velstand. Det skyldes både forvridningerne ved skattefinansieringen og ved, at rationerede offentlige standardydelser er mindre værd for forbrugerne. Private goder leveret af markedet sikrer konkurrence, differentieret udbud og valgfrihed til selv at bestemme sin forbrugssammensætning.
Så både ud fra et nyttemæssigt synspunkt, men først og fremmest ud fra et moralsk synspunkt, er det forkert at overlade økonomisk ‘råderum‘ til politikere. De kan ikke, de har ikke ret til, og de vilmisbruge den magt.
Løsningen er derfor at politikerbyrden skal have mindre at dele ud af og i stedet overlade beslutningerne og betalingsviljen til folk selv, udenom det bureaukratiske fedtlag. Hvis et område er betydningsfuldt er det særligt vigtigt at holde politikernes grådige fingre fra fadet.
Den udmærkede podcast regelstaten havde for nylig en timelang diskussion af såkaldte ‘markedsfejl’ på programmet. Udgangspunktet er at ‘markedet’ fejler i forhold til at skaffe det ‘optimale’ udkomme for økonomisk aktivitet. Fejler i betydningen afviger fra det ‘perfekte marked’ som de fleste vist er enige om er en utopi. Flere interessante ting kom for dagen om, hvordan nogle økonomer tænker sig at en særligt udvalgt skare er i stand til afskaffe disse fejl og bringe udkommet tættere på det optimale (for hvem?). Dette må imidlertid også betragtes som en utopi. Jeg tror ikke deltagerne i diskussionen vil anfægte at markedet ikke er perfekt, at mennesker ikke er perfekte, at ingen mennesker besidder guddommelig alviden eller er beåndet med engleagtig velvilje rettet mod deres medmennesker. Der henvises til sentensen om at al magt korrumperer – total magt korrumperer totalt og til den indsigt public choice teorien har forsynet os med, og alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at hvis blot de rigtige, gode, mennesker fik lov til at bestemme over andre – men kun på ganske bestemte områder, så ville vi have en bedre verden. Det forstås at staten skulle have dette (magt)monopol, til vores alle sammens bedste.
Det er på den baggrund svært at forstå at hvordan den ‘løsning’ skulle være bedre end frivillige tiltag til at begrænse de uønskede effekter af den uperfekte verden vi befinder os i. Markedet ‘begår’ ikke fejl, markedet er det begreb vi anvender til at beskrive utallige menneskers udveksling af varer og ydelser med hinanden, på tværs af lande, samfundslag og generationer. Når den proces foregår frivilligt er det et udtryk for at alle deltagerne finder situationen efter udvekslingen bedre end før, men ikke at tilværelsen nu er blevet ‘perfekt’. Ja, der kan forekomme såkaldte eksternaliteter hvor personer der ikke deltager i en udveksling, bærer en del af omkostningerne for en eller flere af deltagerne. Der er ingen grund til at tro at den situation bliver anderledes fordi staten blander sig, blot bliver det andre personer der udpeges til at være ofre.
For en kort diskussion af Ronald Coases teorem om at sociale omkostninger – eksemplificeret med forurening – i virkeligheden handler om transaktionsomkostninger – se David D. Friedman her.
Hvis du er interesseret i et lidt mere punchy take på de sociale omkostninger staten påfører os alle sammen (her mest i amerikansk kontekst, men du kan sikkert selv finde analoge eksempler herhjemme!) – kig på denne video med Keith Knight (10 min).
Således bevæbnet er man lidt bedre rustet til Regelstaten episode 7, som du kan finde her. Selvom corona-trætheden er ved at være massiv og jeg egentlig havde besluttet ikke at nævne det denne gang, så vil jeg alligevel påpege at der røg en finke af panden i løbet af podcasten. Hvornår man (nogle) vil overveje at acceptere ‘beskyttende’ statslige indgreb, kunne hænge sammen med hvor f a r l i g t det, vi skal beskyttes imod er, mistænkes at være eller opfattes at være. I samtalen sidestilles (ok, kun næsten) det at blive åndet på, med en dødsdom eller en dødstrussel – hvilket ikke er tilfældet (det tror jeg heller ikke de faktisk mener i podcasten). Det illustrerer blot hvor stor slagkraft propagandaen har…
Michael Munger skriver på AIER om transaktionsomkostninger og bruger opformering af ulvebestand i det vestlige USA som et eksempel på en måde at udnytte respekt for ejendomsret til at opnå ‘miljøforbedringer’.
Et andet spændende eksempel på vores begrænsede forståelse blev jeg opmærksom på via Russ Roberts’ Econtalk (podcast) som for nylig havde besøg af Isabella Tree . På Knepp Castle Estate (som jeg gerne vil besøge når Mettemord løfter husarresten) har de efter årtier med fejlslagen landbrug, der trods tvangsoverførsler fra andre EU-borgere aldrig fungerede, lagt strategien helt om og (dog stadig med tilskud!) med ekstensiv pleje og indførsel af større dyr opnået en genopstandelse af en fantastisk biodiversitet. Dog har de (endnu?) ikke indført rovdyr, det ER en relativt lille ejendom i Sydengland, der arealmæssigt ikke er i nærheden af de store amerikanske naturparker.
Pointen er at forestillingen om at ‘vi‘ har forstået den ekstremt komplekse verden omkring os, og derfor at dette royale vi kan, og bør!, dirigere rundt med os andre, der ikke ved hvad der er bedst for selv, er fejlagtig. Mere regering er årsagen – ikke løsningen – til dårskab.
Gør du selv? Eller dem der har stemt på nogle bandemedlemmer, som mener sig berettiget til at true dig til at betale for deres eskapader? (Det betyder ikke at man i et frit samfund vil acceptere at folk kører 180km/t ned ad en lille villavej, eller at folk med smitsomme sygdomme uhindret vandrer ind på børneværelserne…)
De skadelige effekter af at udnytte tragiske dødsfald til at oppiske panikstemning og tiltage sig hidtil usete magtbeføjelser er mangfoldige. En af de værste, som vi allerede lider hårdt af i Danmark pga den enorme indflydelse staten har på vores dagligdag, er umyndiggørelsen og den ansvarsfralæggelse for såvel eget liv som ens nærmeste. Vi skal ikke tage os af hinanden, for det har ‘vi’ staten til.
Vejen til et totalitært system er fortvivlende kort. Lyt til Pete Quinones og James Corbett her (35 minutter).
Når du har lyttet til den podcast – så tag et kig på de spørgsmål (187 spm d 9. april) der blev stillet til hasteloven. Betænk den nidkærhed og detaljeringsgrad de ‘folkevalgte‘ udviser når de vil redde os alle sammen fra os selv. Det er særligt grelt i forbindelse med de tiltag der gøres med henvisning til SARS-CoV-2, men det de kalder ‘lovarbejde’ i al almindelighed har i mange år været helt ude af kontrol; det er på tide at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvad er regeringens vigtigste opgave (hvis overhovedet nogen!)? Er det at beskytte os mod enhver ulykkelig hændelse der kan ramme os? Eller er det alene at sørge for at loven bliver overholdt – ikke at udspy love, der bruges som middel til at plyndre hinanden. Anarkister iblandt os vil hævde at det der i øjeblikket går under betegnelsen ‘regering‘, ikke har nogen legitim funktion. Det er ikke ensbetydende med at man ikke har love, blot at man ikke accepterer et voldeligt monopol på magtudøvelsen, men fastholder at også forsvar mod overgreb kan leveres af et privat marked.
DU bestemmer over dit liv, medmindre du giver afkald på retten til selvbestemmelse, eller specifikt uddelegerer visse opgaver.
Har du tænkt over hvorfra dét udtryk stammer? Det er ikke lyden fra et kasseapparat der siger ka-ching eller din mobile pay som flyver afsted. Tag to af de guldmønter du sikkert har på lager, balancér den ene på fingerspidsen og slå den an med den anden. Glæd dig over klangen af klingende mønt!
Penge har flere funktioner, først og fremmest som betalingsmiddel, som middel til holde styr på (evt) gevinst og tab, som transport og opbevaring af værdi. Endvidere skal det være alment accepteret som betalingsmiddel. Man kan diskutere hvad der er gode egenskaber for penge i forhold til at opfylde disse funktioner, f.eks at det er nemt at bytte mod alle andre varer og ydelser, nemt at opdele i mindre stykker, let at transportere, vanskeligt at fremstille, nemt at kontrollere, bevarer sin værdi over tid mm. Der en glimrende introduktion til penge her fra sidste års Mises University (45min). For mere detaljeret gennemgang må man boge den lidt og gå til MengersThe Origins of Money og RothbardsWhat has Government done to Our Money – og MisesHuman Action, f.x. Kapitel XVII.19 eller The Theory of Money and Credit.
Penge har ikke værdi i sig selv, men alene i kraft af de knappe ressourcer de repræsenterer, og som man kan erhverve sig ved at bruge pengene, enten nu eller fremtiden. Når en falskmøntner (f.eks en centralbank, en kommerciel bank eller en anden slyngel) ‘laver’ penge er konsekvensen øget (mulighed for) forbrug af knappe ressourcer. Vi producerer for at kunne forbruge (hvad enten forbruget består i ‘stuff’, oplevelser, fritid eller andet) og i en avanceret økonomi er penge det vi bruger til at holde styr på hvad vi har produceret, og hvad vi derfor kan forbruge af ressourcer. Falskmøntneriet sætter nogen i stand til at forbruge uden at producere – det man med rette kan kalde overforbrug, og fører til en misallokering af ressourcer ved at producenter søger at imødekomme den efterspørgsel som falskmøntneren har sat i værk. Når falskmøntneren er Sorte Slyngel kan enhver se at det er forkert at han kommer med sine falske mønter, men når det er penge der sat i verden ved en seddelpresse eller en kredit som ‘opstår’ i en computer er det mindre gennemskueligt. Men der opstår ikke flere varer eller ydelser af at staten deler penge ud, vi bliver ikke rigere – der er kun tale om omfordeling, misallokering og et mindretal der beriger sig på vor andres bekostning.
Der er intet galt i kredit eller lån – långiver afgører hvor stor en risiko han vil påtage sig, og hvilket pant han ønsker som betingelse for lånet. Men hvis han tager fejl, skal han bære risikoen og tage tabet når låntager ikke kan betale tilbage.
Når regeringer uddeler penge til pøbelen afhænger de skadelige effekter blandt andet af, hvordan banden er kommet til penge. Er det ved beskatning, tager de ressourcer fra en gruppe og giver til en anden. Er det ved låntagning er det det samme, blot er dem man tager fra endnu fremtidige borgere (børn eller ufødte). Begge former for plyndring er umoralsk. Snedigt lader man gaveregnen falde lidt over alle, lader som om man lytter til folkets (ikke eksisterende) stemme; som Bastiat skrev: Tidens vildfarelse er at alle bliver rigere på bekostning af hinanden.
Helt galt går det når politikere har magt og indflydelse over pengene, den fristelse kan de færreste modstå. Når gaverne opstår ved falskmøntneriet ser vi først de afledte effekter senere, evt først meget senere, som følge af den misallokering af ressourcer indgrebet fører med sig. Mises brugte eksemplet med en murermester der, pga falskmøntneriet, tror at der findes flere reelle ressourcer end rent faktisk gør. Han bygger derfor ud fra en grundplan et hus, men det viser sig efterhånden som byggeriet skrider frem, fundamentet er støbt, det meste af skallen muret, at der ikke er ressourcer nok i form af f.eks materialer til tagkonstruktion. Han må enten opgive at færdiggøre huset, eller forsøge at bygge det mindre, måske genvinde nogle af de forbrugte ressourcer. Tab og spild er konsekvensen.
En ‘guldstandard‘ eller anden møntfod som ikke kan blæses op er ikke ensbetydende med at vi har nået nirvana (se afsnit 8), men et nyttigt redskab til at begrænse det galopperende offentlige (og private) forbrug.
Jonas Herby’s skriverier på CEPOS er generelt værd at læse – og for nylig begik han en replik til en kronik i weekendavisen – tak for det! Kronikken nævner – man tror det næsten ikke – både Mises, Rothbard og Hoppe!! Men -surprise – desværre ikke på nogen måde retvisende måde. Det virker som om man skal forstå at disse demokrati-hadende alt-right’ere kun venter på et anarko-kapitalistisk samfund for at få mulighed for at ‘..nægte homoseksuelle, jøder, muslimer og hjemløse adgang til fremtidens anarkokapitalistiske bysamfund.’ Man undrer sig over at transkønnede, kvinder, ‘farvede’ og enhver anden ‘minoritet’ ikke er nævnt – men mistænker at det alene skyldes pladsmangel.
Det at diskriminere – at vælge ud – er noget vi alle sammen gør hele tiden. Når vi vælger partner, venner, skole, bager, bilsælger og i alle mulige andre situationer. Det libertarianske standpunkt er ikke ‘højre-orienteret’ – men derimod ultra-konsistent mht individets ret til selvbestemmelse og pligt til ikke at indlede aggression mod andres person eller ejendom. Bedre mindretalsbeskyttelse findes ikke! Demokratiet er ikke i stand til at levere denne beskyttelse – men bliver spændt for flertallets præferencer og påtvinger mindretallet, eller mindretallene, noget de ikke ønsker. For at føje spot til skade tvinges de oven i købet til at betale for det.
Hvis en bager skilter med at hun kun vil betjene folk med en ganske bestemt etnisk oprindelse, politisk overbevisning, hårfarve, hudfarve eller noget andet karakteristikum, så er det ikke en situation der skal løses med magt eller vold. Det er derimod en oplagt sag for privat intitiativ – folk der finder bagerens valg af kundekreds anstødelig kan både undlade at handle der, og/eller åbne en butik ved siden af og byde enhver velkommen! Statens lakajer skal ikke blande sig i folks valg og tvinge nogen til at yde service (en selvmodsigelse!) mod deres vilje. Hvor godt smager det brød som bageren er blevet tvunget til at bage til dig monstro? Hvad er der i dét brød?
For at vende tilbage til Jonas Herbys replik – så anfører han eksemplet på militært forsvar som et område hvor ‘demokratiet’ kan levere bedre løsninger end markedet. Det er der imidlertid al mulig grund til at tro ikke er tilfældet. Staten er ikke opstået som en sammenslutning af gode mennesker, der sætter sig ned og stemmer sig frem til hvordan de bedst kan forsvare sig mod nabobanden – en af Rothbards store tjenester er at have gjort opmærksom på dette i Statens Anatomi.
Privat produktion af forsvarsydelser er absolut inden for det muliges rækkevidde – hvor mange ressourcer der skal afsættes til det, kan kun markedet afgøre. Er man interesseret i hvordan, kan følgende anbefales: Hoppe – Private production of defense Tannehill – Market for Liberty Murphy (video) – Market for Military Defense
Markedet begår ikke ‘fejl’ – markedet er summen af utallige individers beslutninger og handlinger og er ikke et rumskib der kan styres. Der kan være grupper af mennesker der med vold, magt og trusler øver indflydelse på andre og dermed påvirker resultatet af markedsbegivenheder – skævvrider det til fordel for nogle og ulempe for andre. Statens forsøg på at korrigere påståede ‘markedsfejl’ når som oftest ikke det erklærede mål, men har derimod en række utilsigtede konsekvenser, der så giver staten et nyt påskud for at gribe ind...
Man bør ikke forlade sig på de tendentiøse, henkastede bemærkninger vedrørende Mises, Rothbard, Hoppe (og Buchanan – såkaldte(!) public choice-tilgang) der flyder i weekendavisens kronik. Læs værkerne i stedet. Og den nævnte Democracy – The God that failed er et glimrende sted at starte. Og her… Det økonomiske får netop ikke forrang – det gør individets ret til selvbestemmelse og frihed for overgreb og tvang – også fra grådige politikere som netop ikke er algode engle, med ophøjede mål, fri for enhver menneskelig last.
Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.
Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.
De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.
Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.
Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)
I forlængelse af de forgående ugers kommentarer, her og her, om politikeres generelle mangel på ydmyghed og deres (og befolkningens) overvurdering af politikeres evner til at afstedkomme det de hævder at ville, så læs Kurrild-Klitgaards tekst om den ‘demokratiske totalstat’. Punditokraterne ellers hvis man betaler for adgang til berlingske (wtf?!).
Bjørnskov nævner at vi har vidst dette siden ’60’erne, med henvisning til Buchanans og Tullocks teorier om Public Choice. Men Bastiat beskrev fænomenet med stort klarsyn allerede i 1849 – Køb loven her på dansk for kun 37,50 og læs den i juleferien.
I forlængelse af sidste uges gylp om at have passende foragt for politikere uden ydmyghed kan vi passende pege på ikke-politikere eller ‘erhvervspersoner’ som til fulde kan være med når det drejer sig om hybris.
Christian Bjørnskov beskriver her elendighederne hvor repræsentanter for visse særinteresser advokerer for at privilegier indskrives grundloven. Det fører til en velkommen kommentar om forskellen på positive og negative rettigheder – noget der burde interessere enhver der går ind for lighed for loven. Man kan således vanskeligt have legitime positive rettigheder fordi dette ville medføre at nogen tvinges til at levere varer eller ydelser til andre. Negative rettigheder derimod, kan alle have glæde af – Bjørnskov nævner bl.a. ytringsfriheden og her må man endnu engang forlade sig på Rothbard for en forklaring på, hvorfor (også) ytringsfriheden bedst forstås som en ejendomsret!
Skal en sætning særligt fremhæves fra Bjørnskovs blog må det være følgende:
Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig.
Den magt der drager politikere til politikerhvervet korrumperer og jo mere magt, des mere korruption. Vi andre er også korrumperbare, og mange er villige til at spille med i spillet, hvis de mener at opnå en nettogevinst. Så ‘vi’ stemmer på de politikere der lover at give til os og dermed tage fra ‘de andre’ (eftersom politikere kun har det de har konfiskeret fra andre).
Den organiserede kriminalitet bør naturligvis afskaffes – både den private og den offentlige af slagsen.
