Martin Ågerup har endnu engang Lars Christensen på besøg og taler blandt andet, igen, om det vigtige emne inflation. Man kan med fordel læse lidt mere om det og lytte til tidligere podcast her og her og her og her og her. Denne gang vil jeg nu foreslå at spole frem til de sidste tyve minutter, hvor emnet om centralbankernes politisering berøres. Centralbanken er ‘uafhængig’ sålænge statsmagten ikke har brug for finansiering til krigen, eller krisen, hvad enten den er reel og selvskabt, hvad der er reglen, eller knap så reel, men stadig selvskabt som for eksempel ændringerne i klimaet.
Det springende punkt er imidlertid at centralbanken, eller rettere personer i denne institution, kan spændes for statsmagtens (personer i denne institution) vogn og bruges til at fravriste borgerne deres egne ressourcer som de ellers nødigt giver slip på. Er løsningen at lægge flere bånd på centralbanken, kan denne Fenrisulv holdes i lænker – eller skal den ikke snarere afskaffes? Magten over pengene – den funktion, der muliggør en hidtil uset rigdom for langt flere mennesker end der tidligere har vandret på jorden – er for stor en fristelse for mennesker, der ikke er engle. Den magt vil blive misbrugt – selv hvis man startede med god hensigt.
“With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly….Do not tempt me! For I do not wish to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me.”
Gandalf, in The Lord of the Rings, Tolkien
Ågerup og Christensen er inde på at krig er ærketypen på krisen der, ‘tvinger’ os til overlade politikeren særlige beføjelser. Ikke underligt at den ene ‘krise’ afløser den næste og staten vokser og vokser. Uden en villig centralbank, får staten vanskeligere ved at føre større, langvarige krige. Måske man skulle overveje centralbankens eksistensberettigelse lidt nøjere – kuren, centralbanken med tilhørende bureakrati og påvirkning fra særinteresser, er værre end ‘sygdommen’ et frit marked for penge og bankydelser, hvor en uansvarligt drevet bank kan gå nedenom.
Kan man komme ud af dette dilemma med at institutioner og regler der engang er sat i søen for at løse ‘et problem’, giver anledning til perverse tilskyndelser og har kimen til det næste problem i sig, som også kræver særlige beføjelser…? Bankerne, som yder en helt uundværlig service med at formidle transaktioner, har perverse tilskyndelser til at udlåne de samme penge mange gange samtidigt, i forventning om at ikke alle indskydere har brug for deres penge samtidigt. Denne mekanisme hviler på en fejlagtig forståelse af hvad penge er, og måske især hvad penge ikke er. Penge repræsenterer ressourcer der er tilvejebragt via produktion. Det kan være forbrugsvarer eller kapitalapparat, men pengene er ikke værdi i sig selv (det gælder selvfølgelig ikke rigtige penge i form af den mest omsættelige vare f.eks guld eller sølv. For disse gælder det dog at den værdi de har er langt større når de bruges som betalingsmiddel end som råvare. Det må man læse mere om hos Østrigerne, for eksempel Carl Menger, On the Origins of Money eller Ludwig von Mises, The Theory of Money and Credit).
Men hvad med de stakkels småsparere der ikke ‘reddes’ (eller firmaer der har brug for likviditet til at betale deres medarbejdere) – hvem skal sørge for dem hvis ikke staten og centralbanken er der? Tjah – man kunne starte med at deklarere varen der sælges. De penge du sætter ind låner vi ud til andre. Vi låner dem ud til mange andre samtidigt og regner med at du ikke skal bruge dine penge uden varsel. Hvis du gerne vil have renter af pengene (som repræsenterer reelle ressourcer og ikke er matadorpenge) må du give afkald på at bruge dem i en periode. Hvis du vil have adgang til dem på anfordring, kan vi ikke garantere at du kan få dem med det samme, hvis mange andre insisterer på at få deres penge samtidigt. I værste fald risikerer du slet ikke at kunne få dem igen, fordi de er tabt. Nu har bankkunden en interesse i, at sikre sig at banken er veldrevet og på ansvarlig vis forvalter de midler man har placeret der. Et ansvar man kan overlade til andre. Altså købe sig til en vurdering af, hvor solid ens bank er, forsikre sig, eller man kan forlade sig på det nuværende korrupte system. Et system der vel at mærke bider fra sig, når nogen forsøger at etablere en ‘rigtig bank’. Tænk hvis det greb om sig! Tænk hvis vi var nødt til at sætte tæring efter næring – den såkaldte ‘rovdrift’ på allehånde ressourcer ville ikke være mulig i det omfang vi har set de seneste årtier.
Politikeren lukrerer på at love nogle mennesker noget på bekostning af andre, hvad enten disse andre er nulevende eller fremtidige borgere. Vildfarelsen om, at vi kan leve på andres bekostning lever i bedste velgående, næsten 200 år efter Bastiats pamflet, Loven, som fås her på stedet på dansk, for 37,50.