Hvem kan dog være imod beskyttelse af miljø, samfund og ordentlig ledelse? Ingen, naturligvis. Hvem synes ikke man skal være god mod børn og dyr? Ingen, naturligvis. Det er selvfølglig undtagelser – onde mennesker der ikke skyer noget middel, typisk for at få magt over andre. Denne type mennesker, dygtige politikere, favoriseres i et system hvor politiske beslutninger dominerer, i modsætning til de frivillige transaktioner der foregår mellem mennesker privat.
Et af problemerne når store firmaer hopper på ESG-vognen, er at ledelsen beslutter for alle aktionærer, hvem alle ‘interessenter’ er, der skal tilgodeses. Her vil der uvægerligt være divergerende meninger, og det er bedre, mere moralsk, at overlade denne beslutning til aktionæren selv, så han kan beslutte hvad præcist han ønsker at gøre med sin profit, hvem og hvad han vil ‘støtte’. Dertil kommer at fokus for virksomheden bliver at løse alle verdens problemer i stedet for at være knivskarpe på de produkter (fri)villige kunder ønsker at købe.
Måske er ‘markedets’ reaktion på Bud light et fingerpeg om, at der er grænser for de tåberier pøbelen føjeligt finder sig i.
Martin Ågerup har endnu engang Lars Christensen på besøg og taler blandt andet, igen, om det vigtige emne inflation. Man kan med fordel læse lidt mere om det og lytte til tidligere podcast her og her og her og her og her. Denne gang vil jeg nu foreslå at spole frem til de sidste tyve minutter, hvor emnet om centralbankernes politisering berøres. Centralbanken er ‘uafhængig’ sålænge statsmagten ikke har brug for finansiering til krigen, eller krisen, hvad enten den er reel og selvskabt, hvad der er reglen, eller knap så reel, men stadig selvskabt som for eksempel ændringerne i klimaet.
Det springende punkt er imidlertid at centralbanken, eller rettere personer i denne institution, kan spændes for statsmagtens (personer i denne institution) vogn og bruges til at fravriste borgerne deres egne ressourcer som de ellers nødigt giver slip på. Er løsningen at lægge flere bånd på centralbanken, kan denne Fenrisulv holdes i lænker – eller skal den ikke snarere afskaffes? Magten over pengene – den funktion, der muliggør en hidtil uset rigdom for langt flere mennesker end der tidligere har vandret på jorden – er for stor en fristelse for mennesker, der ikke er engle. Den magt vil blive misbrugt – selv hvis man startede med god hensigt.
“With that power I should have power too great and terrible. And over me the Ring would gain a power still greater and more deadly….Do not tempt me! For I do not wish to become like the Dark Lord himself. Yet the way of the Ring to my heart is by pity, pity for weakness and the desire of strength to do good. Do not tempt me! I dare not take it, not even to keep it safe, unused. The wish to wield it would be too great for my strength. I shall have such need of it. Great perils lie before me.”
Gandalf, in The Lord of the Rings, Tolkien
Ågerup og Christensen er inde på at krig er ærketypen på krisen der, ‘tvinger’ os til overlade politikeren særlige beføjelser. Ikke underligt at den ene ‘krise’ afløser den næste og staten vokser og vokser. Uden en villig centralbank, får staten vanskeligere ved at føre større, langvarige krige. Måske man skulle overveje centralbankens eksistensberettigelse lidt nøjere – kuren, centralbanken med tilhørende bureakrati og påvirkning fra særinteresser, er værre end ‘sygdommen’ et frit marked for penge og bankydelser, hvor en uansvarligt drevet bank kan gå nedenom.
Kan man komme ud af dette dilemma med at institutioner og regler der engang er sat i søen for at løse ‘et problem’, giver anledning til perverse tilskyndelser og har kimen til det næste problem i sig, som også kræver særlige beføjelser…? Bankerne, som yder en helt uundværlig service med at formidle transaktioner, har perverse tilskyndelser til at udlåne de samme penge mange gange samtidigt, i forventning om at ikke alle indskydere har brug for deres penge samtidigt. Denne mekanisme hviler på en fejlagtig forståelse af hvad penge er, og måske især hvad penge ikke er. Penge repræsenterer ressourcer der er tilvejebragt via produktion. Det kan være forbrugsvarer eller kapitalapparat, men pengene er ikke værdi i sig selv (det gælder selvfølgelig ikke rigtige penge i form af den mest omsættelige vare f.eks guld eller sølv. For disse gælder det dog at den værdi de har er langt større når de bruges som betalingsmiddel end som råvare. Det må man læse mere om hos Østrigerne, for eksempel Carl Menger, On the Origins of Money eller Ludwig von Mises, The Theory of Money and Credit).
Men hvad med de stakkels småsparere der ikke ‘reddes’ (eller firmaer der har brug for likviditet til at betale deres medarbejdere) – hvem skal sørge for dem hvis ikke staten og centralbanken er der? Tjah – man kunne starte med at deklarere varen der sælges. De penge du sætter ind låner vi ud til andre. Vi låner dem ud til mange andre samtidigt og regner med at du ikke skal bruge dine penge uden varsel. Hvis du gerne vil have renter af pengene (som repræsenterer reelle ressourcer og ikke er matadorpenge) må du give afkald på at bruge dem i en periode. Hvis du vil have adgang til dem på anfordring, kan vi ikke garantere at du kan få dem med det samme, hvis mange andre insisterer på at få deres penge samtidigt. I værste fald risikerer du slet ikke at kunne få dem igen, fordi de er tabt. Nu har bankkunden en interesse i, at sikre sig at banken er veldrevet og på ansvarlig vis forvalter de midler man har placeret der. Et ansvar man kan overlade til andre. Altså købe sig til en vurdering af, hvor solid ens bank er, forsikre sig, eller man kan forlade sig på det nuværende korrupte system. Et system der vel at mærke bider fra sig, når nogen forsøger at etablere en ‘rigtig bank’. Tænk hvis det greb om sig! Tænk hvis vi var nødt til at sætte tæring efter næring – den såkaldte ‘rovdrift’ på allehånde ressourcer ville ikke være mulig i det omfang vi har set de seneste årtier.
Politikeren lukrerer på at love nogle mennesker noget på bekostning af andre, hvad enten disse andre er nulevende eller fremtidige borgere. Vildfarelsen om, at vi kan leve på andres bekostning lever i bedste velgående, næsten 200 år efter Bastiats pamflet, Loven, som fås her på stedet på dansk, for 37,50.
De fleste mennesker er ordentlige, og kunne ikke drømme om at bestjæle naboen for at hjælpe genboen. Men når begreberne forplumres og overgrebet på naboen kan henføres til demokratisk beslutning, så fornægter mange årtiers propaganda sig ikke. Folk tror at det er ‘rimeligt’, fordi beslutningen om udplyndring er taget på ‘demokratisk’ vis. Får man tilpas mange med på at uddelegere plyndringen til et villigt folketing, hvis medlemmer ingen ide har om, hvad lov egentlig er, kan man pludselig se sig selv i spejlet uden at få øje på røveren.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er endnu et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Som en følge af denne politisering, anført af et stigende antal skatteyderbetalte personer i uddannelsessektoren, der i stigende omfang får indflydelse over et også stigende antal studerende, opstår der efterhånden en ændring i mentaliteten blandt folk. Det bliver tiltagende betragtet som fuldstændig normalt at skaffe sig alle mulige fordele via politiske midler og gøre krav gældende overfor andre, antageligt bedre stillede, og deres ejendom. For en hel generation vokset op i denne periode blev det mindre og mindre naturligt at tænke på at forbedre tilværelsen ved at øge egen indsats eller ved at sætte tæring efter næring. Følgelig, da krisen meldte sin ankomst som en nødvendig følge af omfordelingspolitikken, var folk dårligere rustet til at klare den, netop fordi den samme politik havde svækket netop de færdigheder og talenter som nu var så kristisk nødvendige.
Den skævhed der udvises er præmissen om at ‘vi’ (menneskeheden) befinder os i en eksistentiel krise. En krise der skyldes menneskers udledning af planteføde i atmosfæren, og krisen kan kun afværges hvis vi øjeblikkeligt stopper med det. Der ligger også i præmissen at planeten er et skrøbeligt sted, hvis ‘ligevægt’ vi forskubber og det ønskelige er, at lade planeten fremstå som uberørt af menneskehånd. Det er et menneskefjendsk standpunkt som det er legitimt at have, men det er ikke baseret på fakta og man har ingen! ret til at påtvinge andre konsekvenserne af, at føre politik baseret herpå.
Jeg har ikke været alt materialet igennem, men det er det indtryk jeg får, efter punktnedslag i ‘materialebanken. Fra rygradens hjemmeside kan følgende floskuløse udsagn citeres:
Hvad får eleverne ud af Den Grønne Rygrad?
Vores fælles fremtid er uforudsigelig og dilemmafyldt. Omstillingen til et mere klimavenligt og bæredygtigt samfund kræver mod, handlekraft og innovative kompetencer. Det er færdigheder og kompetencer, som skal udvikles og trænes. En praksisnær tilgang til undervisning er en god ramme til at understøtte dette i undervisningen…
…Klimadagsordenen ligger de unge på sinde, og det er vigtigt, at de unge får mulighed for at bruge deres demokratiske rettigheder til at blive hørt og taget alvorligt. Som udviklingskonsulent i Ringsted, Anne Katrine Blond, udtaler, om motivationen for samarbejdet med Den Grønne Rygrad: ”Vi har en masse børn og unge, der er meget optaget af den grønne dagsorden, og det skal vi på en eller anden måde gribe dem i og få indarbejdet i vores undervisning på skolerne. De unge er engagerede, og vi skal understøtte deres motivation og virkelyst”
Tror pokker de er optaget af ‘klimadagsordenen’, for de og vi får tudet ørerne fulde om denne (ikke-eksisterende) krise.
Intet sted inddrages de enorme positive effekter adgangen til billig, stabil (med andre ord fossil) energi har haft, og har, på levestandarden og på reduktionen af den fattigdom, der er et vilkår i tilværelsen. En moderne, relativt behagelig tilværelse er kun mulig takket være adgangen til masser, masser, af stabil, pålidelig og billig energi.
Hvis man ønsker at flere mennesker skal opnå dette, eller at vi skal have mulighed for i fremtiden også at nyde godt heraf, så kan det ikke nytte noget at fortsætte afviklingen af fossil energi før vi har alternativer der kan det samme og endnu mere, i et skalerbart system. Yderligere fordyrelse af energi ved tvangsindførsel af endnu mere energi baseret på vejrafhængige energikilder med tilhørende back-up og lagring skal øjeblikkeligt stoppes.
Den bedste beskyttelse af omgivelserne opnås i de rigeste samfund – derfor burde personer med ‘grønne’ præferencer først og fremmest bestræbe sig på at forstå, og dernæst fremme, udviklingen fra fattigdom til velstand. Bedre forståelse af økonomiske grundbegreber er nøglen til en bedre tilværelse, med råd til forbedring også af miljøet omkring os.
Vi må afkræve fortalere for det energipolitiske fallitbo at levere en fungerende, skalerbar alternativ model før yderligere afvikling påtvinges os. Se mere her på The Manhattan Contrarian.
Direktøren for ATP mener at ATP er en God Ting™️ – Quelle surprise! for nu at bruge godt dansk udtryk. Han har jo ganske ret i, at der kan være betydelig volatilitet i visse typer af produkter, med dertil hørende risiko for tab og chance for gevinst. Det retfærdiggør dog ikke at man beslaglægger folks ejendom, og, for deres eget bedste, forstås, formøbler (eller det modsatte) deres penge.
Problemet er endnu engang statens formynderi, hvor medlemmer af politiker- og embedsbyrden udsteder dekreter om, hvordan folk skal indrette sig. Når man beslaglægger en stor andel af folks ejendom og herefter omfordeler den, får man betydelig magt over mange mennesker, og de fejl der begås (politikfejl) rammer langt flere mennesker end ‘markedsfejl’. Troen på at en dygtig politiker kan udbedre noget der er udråbt til ‘markedsfejl’ er i bedste fald naiv.
I stedet for at tvinge folk til at mindske deres forbrug nu, og sætte en del af deres ejendom under administration (umyndiggørelse som ellers begrænses til individer der ikke er i stand til antage vare på sig selv), så lad folk selv overtage ansvaret for deres nutid og fremtid. Lad dem beholde deres egne ressourcer og stå til regnskab for deres gode og dårlige beslutninger. Herunder beslutning om, hvilke projekter og sektorer man ønsker at have sin eventuelle opsparing i. Og hvilke tåberier man ikke ønsker at placere midler i!
Behandler man generation efter generation som umyndige væsener, pøbel hvem lyset er berøvet, ude af stand til at træffe (de ‘rigtige’) beslutninger på egne vegne, får man efterhånden en eftergivende, let manipulerbar befolkning, der lydigt følger ‘opfordringer’ fra myndighederne. En nation af ofre, der higer efter at blive beskyttet og taget hånd om.
Jeg vil vise at socialisme, som på ingen måde er ‘opfundet’ af det 19. århundredes marxisme, men er meget ældre, må forstås som institutionaliseret indgreb på eller aggression overfor privat ejendom og private krav på ejendom. På den anden side er kapitalisme et socialt system eksplicit baseret på anerkendelse af privat ejendom og af ikke-aggressiv, kontraktligt bytte mellem private indehavere af ejendom. Dette indebærer, som det vil fremgå i løbet af denne afhandling, troen på at der derfor må være forskellige typer og grader af socialisme og kapitalisme; det vil sige varierende grader af respekt eller mangel på samme i forhold til privat ejendomsret. Samfund er ikke enten socialistiske eller kapitalistiske. Faktisk er alle nuværende samfund til en vis grad socialistiske. (Selv USA, afgjort et samfund der er forholdsmæssigt mere kapitalistisk end de fleste andre, er som det vil fremgå, forbløffende socialistisk og i gradvist tiltagende omfang.)
Hans-Hermann Hoppe, Teorien om socialisme og kapitalisme
Måske ikke, men den er næppe totalt ved siden af. Det, den imidlertid ikke tager højde for, er den store korruption.
Se listen her hvor Danmark topper som det mindst korrupte land. DR som er en korrupt organisation i sig selv (mikrofonholder for statens magtapparat), finder det nødvendigt at udpege Ukraine som højdespringer. Man tænker sit og endnu engang må det moralsk forkastelige i at kaste tvangsinddrevne midler ned i en grænsekonflikter mellem to korrupte bander påpeges.
Korruptionen af den almindelige borger, der bestikkes med løfter om særbehandling, overførsel af andres ejendom, og skoles i, at staten løser alle, alle, de problemer der opstår i livet, indregnes ikke i indekset. Intet andet forbryderkartel formår at plyndre befolkningen for 50% af deres produktion, år efter år. Hvor snævert udfaldsrummet er, illustreres ved den enighed der er mellem en ‘økonom med venstreorienterede holdninger’ og en ‘liberal økonom’ (samfundstanker 31. januar, 2023) om, at man kan løse visse problemer med fordelingen af rigdom i samfundet, ved at tvangsomfordele. Det er kun gradsforskelle der adskiller socialisten og liberalisten – hvor stor en andel skal statens repræsentanter beslutte sig for at flytte fra undersåt a til undersåt b; hvor tæt på Laffer-kurvens toppunkt kan vi komme hvis ‘vi’ ønsker at bruge flere af andres ressourcer på ‘vore’ egne foretrukne mål. Ikke et ord om det principielt forkerte i tvangsomfordeling, det moralsk uacceptable i at lovgive sig til andres ejendom. Det er nu engang en del af demokratiet, forstås. Netop! Derfor er demokratiet en moralsk blindgyde og ikke den mindst ringe ‘styreform’. I erkendelse af, at mennesker er mennesker og ikke engle, skal legal adgang til andres ejendom begrænses maksimalt – man kan ikke stemme sig til andre folks ejendom!
Retfærdigvis skal det også nævnes at Jeppe Druedahl påpegede, at hvis man ønsker at have en endnu større velfærdsstat, kan det kun ske ved at beskatte størstedelen af befolkningen endnu tungere (ikke kun de rigeste få %). Forestillingen om, at ‘markedsfejl’ 1) kan korrigeres af politikerbyrden 2) at samme politikere ikke også begår endnu værre fejl OG spilder ressourcer i forsøgene på at gennemtvinge deres vilje, har jeg svært ved at se belæg for.
Hent kapitel 1 og 2 i Hoppes Teorien om socialisme og kapitalisme kvit og frit her i butikken og forstå det principielle i ejendomsretten som den fundamentale menneskeret set fra et moralsk synspunkt; oven i købet vil håndhævelse af denne ejendomsret føre til en bedre tilværelse for flere mennesker end under nogen anden social orden. Kapitel 4 gennemgår forskelllige varianter af socialdemokratisme og deres fallit. Gratis på dansk her. Hele værket kan (og bør) hentes her og læses.
Når lov bruges til andet end at opretholde ejendomsret, degenererer den til alles kamp mod alle om at bemægtige sig magten til lovgivning – det Bastiat kaldte legal plyndring. Lad os vende os fra den blindgyde.
…siger Berlingske (bag betalings mur). Og det er kun boligskatteloven ;DAt det ikke i sig selv får delinkventen til at stoppe op og spørge sig selv ‘Hvad har jeg gang i…?’ er et udtryk for hvor afkoblet politikerbyrden (inklusive teknokratbyrden) er, i forhold til de mennesker man vil dirigere rundt med, og vis ejendom man vil tvangsbeslaglægge til egne formål. Grådighed (hej Margrethe) er ikke at man vil råde over egne ressourcer, man når man nidkært vil bestemme hvordan andre folks ressourcer skal anvendes.
Ingen lov på 1000 sider (hovedforslag + følgeforslag) bør finde vej igennem et system, der ynder at fremstille sig selv som repræsentativt. At det handler om hvorledes banden vil beslaglægge andres ejendom gør kun farcen mere grotesk.
Vi er nået dertil hvor selv folk der er godt inde i tingene ikke kan beregne deres egen marginalskat – og ingen har formentlig overblik over den jungle af love der udspyes…
…heraf utvivlsomt nogle der er indbyrdes modstridige og ophæver eller forværrer hinanden. Det er på tide med et moratorium for lovsvineriet og et krav om, at enhver ny lov kun kan indføres med afskaffelse af to andre love, og en lov kan kun gælde udover en fastlagt dato ( i nær(!) fremtid) hvis to andre love bortfalder. Der har været enighed om forenkling i lovgivning i årtier, men uden at nogen folketingssamling reelt har reduceret cirkusset. Det er tid til at sætte politikerne på produktivt arbejde!
Her er et billede af 41 kg lov – divideret med 179 slyngler bliver det 229 gram som hver af ‘lovgiverne’ burde sætte sig grundigt ind i, frem for at genere andre med deres trang til at gøre noget.
Jeg har sympati for Joakim Books synspunkt om at man skal leve livet uden at kere sig om politikerbyrdens gøren og laden. Problemet er, at selvom du ikke interesserer dig for dem, så har de en vis interesse, ikke i dig, men i din ejendom, som de vil bruge til egne formål. Det bedste bud på et ordentlig liv er mest mulig begrænsing af magt til den slags mennesker, der har en utæmmelig grådighed efter andre menneskers ejendom; 1000 Lichtenstein.
I begyndelsen anføres det at prissignalet fra de stigende energipriser får folk til at ændre adfærd (selvfølgelig ikke en overraskelse – en simpel konsekvens af en naturlov – Mises: Human Action). ‘Problemet’ er at det fremstår som om dette blot er godt. Men der er jo grunde til at man normalt ikke foretrækker at lade opvaskemaskinen køre kl 2 om natten, eller vaskemaskinen, og stå (tidligere) op til tømning/ophængning. Det er heller ikke et fremskridt at man ‘må’ spare på varmen, eller lyset, det er et tilbageskridt! Driftige programmører bruger tid på apps der kan sørge for at nogle apparater lades op når el-prisen er lav(ere) – måske kunne deres indsats have været brugt bedre til noget andet? Vi ved det ikke, fordi absurd energipolitik de sidste mange år har ført til upålidelige, vejrafhængige energikilder, der oven i købet medfører fordyrelse pga behovet for back-up og anden infrastruktur. Vi har brug for enorme mængder af billig energi, til at beskytte os selv mod et uvenligt klima, til at begrænse unødvendig påvirkning af vores omgivelser og til fortsat at forbedre levestandarden. For flere og flere mennesker. Masser af fossil energi vil være nødvendig mens vi finder frem til de kilder der bedst kan hjælpe os – og nej, det haster ikke!
Den næste, og måske vigtigste overvejelse, er anholdelsen af den tilsyneladende tagen for pålydende at det, der kendetegner en retsstat er at en, og kun en, bande sidder på voldsmonopolet. Det bør påtales, for det er ikke ‘korrekt’. Netop fordi opretholdelsen af ret – privat ejendomsret – er så vigtig for fremgang og velstand, er monopolet skadeligt. Hans-Hermann Hoppe (og andre) har beskrevet dette, herunder hvordan sikkerhed kan produceres privat, og det bør Regelstatens lyttere gøres bekendt med. Ingen anden kriminel organisation formår systematisk, år efter år, at afpresse befolkningen mere end halvdelen af deres produktion, og oven i købet bilde dem ind at det er for deres eget bedste! Det hjælper selvfølgelig noget at banden bestemmer hvad der doceres i udannelsessystemet(!), et andet næsten-monopol der snarest bør tilbagerulles. Ved samme lejlighed kan der skæres dybt i subsidieringen af udannelse(!). Spild.
Og om ‘bommerten’ – karteldannelse. Anledningen var en korrekt påpegning af det forkastelige i, at en købmand, der gerne ville have søndagslukket, ønskede herskernes påbud om søndagslukning for andre, så han ikke gik glip af noget. En politiker synge selvfølgelig det var noget man kunne se på. Problemet er imidlertid at det efterfølgende nævnes at staten skal holde sig ude af den slags detaljer på markedet og kun ‘gribe ind’ hvis statens lakajer finder at der er karteldannelse. Staten, voldsmonopolet, skal sørge for at der ikke er ‘karteldannelse’ – fordi…vi må have en dygtig embedsmand til at afgøre hvornår markedet ikke ‘virker’?! Der er intet galt med ‘karteldannelse’! Folk skal have lov til at aftale de priser de vil, herunder via karteller og fagforeninger, men ikke have adgang til vold(smonopol) for at tvinge andre til at underordne sig de aftalte priser. I praksis vil der altid være nogen der bryder kartellet og ser en fordel i at underbyde de andre i kartellet. Moralsk har en politisk udnævnt person/embedsmand ingen ret til at fortælle andre hvilke aftaler de må indgå, sålænge det ikke medfører tvang. Se Rothbards Man, Economy and State (with Power and Markets) – specielt kapitel 10 om karteller. Mises Human Action – kapitel XVI.6 om prismonopol.
Folk har forskellige præferencer – herunder i hvilket omfang man kan påtvinge andre, ens egne præferencer under tvang eller trusler. Forhåbentlig nærmer vi os langsomt en erkendelse af, at dette omfang bør minimeres med nul som endemålet – ganske som de fleste ikke længere finder at slaveri er acceptabelt, selvom nogle individer har fordel af, at andre er slaver!
Eftersom mennesket er menneske, med tilhørende fejl og mangler, er frie markedsudvekslinger det, ganske vist særdeles uperfekte, bedste vi har til at forbedre tilværelsen. At overlade beslutningen om, hvornår der kan afviges, bare lidt, fra denne frihed, til en særligt indsigtsfuld elite, er at undtage denne elite fra menneskets natur. De er heller ikke engle.
…kommission som den nye regering har nedsat som skal se på sammenhængen mellem kultur og bæredygtighed, det er jo rent-seeking. Det er bare nogle nytteløse akademikere som får en hel masse penge for at lave en nytteløs undersøgelse, og det er der så ufatteligt meget af…
Sande ord!
Alligevel fornægter politikertrangen til at gøre noget sig ikke. Man vil så gerne forbedre samfundet, verden, menneskene og selvom der nok, hos Dahl, ligger en erkendelse af, at det er uden for politikerens evne. Demokratiet anprises, men det er ikke det mindst ringe system, fordi det uvægerligt fører til at de værste søger og får magten. Det ville være skønt med mere udbredt erkendelse af, at man ikke retmæssigt kan tvinge andre til at betale for ens egne fikse ideer – heller ikke via stemmesedlen. Folketingets magt skal begrænses – de skal have færre af andres ressourcer at dele ud af. Vi kan være uenige om hvor langt denne magt skal rulles tilbage, men det burde være åbenlyst at tilbagerulles, dét skal den. Hvis altså vi ønsker en mere retfærdigt, velstillet samfund. Netop fordi mennesket er som det er, skal adgangen til magt over andre og deres ressourcer minimeres – afskaffes!
Det første sted at skære kunne være udannelsessystemet(!) som skoler børn og og barnlige sjæle i, at staten har løsningen på ethvert problem, stort som småt i stedet for at overlade ansvaret til privat initiativ som ikke kan bruge tvang til at gennemføre tossede ideer.
Forsvaret bliver trukket på banen (Jyllandsposten ) som et eksempel på realisme – et lille land som det danske har involveret sig på tåbelig vis i konflikter de sidste mange år, med den påståede hensigt at forbedre verden. Det kommer ikke til at ske ad den vej. Privat forsvar kan man forestille sig uden en rockerbande – glem ikke at staten er den største trussel for de fleste indbyggeres ejendom og liv i samme stat!
Det er så svært som politiker at læne sig tilbage og sige at dette eller hint problem (for problemer er der nok af) er ikke en opgave for mig. Den må du/I ‘selv’ løse.
Nuvel, hvis det er handlingstrangen der kommer over dem, politikerne, og ikke i betydningen Human Action, så lad dem starte med aktiv afvikling – opskriften på en produktiv politiker er her.
Man kunne også vende den om og sige at 2 ud af 3 ikke vil være med på den grønne galej når det koster.
Vi får i de kommende år et kraftigt vink med en møllevinge om, hvad det koster os at politikerbyrden har satset så voldsomt på afvikling af stabil, pålidelig, relativt billig og rigelig energi (fossil) til fordel for ustabile, vejrafhængige, ressourceintensive kilder (sol og vind). Jeg tvivler på, at de fleste helt har forstået hvor stor en andel af den nuværende velstand, herunder sikkerhed mod ulykker forårsaget af et omskifteligt, fjendtligt klima, skyldes adgangen til fossil energi. Alarmeringssystemer på baggrund af satellitovervågning gør det muligt at advare også folk i mindre velstående lande før ulykker indtræffer (de har altid indtruffet) og bidrager til den enorme reduktion i antallet af dødsfald som følge af naturkatastrofer (klimabetinget eller ej).
Klimalarmisme er et middel til at retfærdiggøre fortsat ekstraordinære magtbeføjelser til en politikerskare der i forvejen er beruset af magt. To menneskefjendtlige verdensreligioner – ingen af tilbederne vil resten af befolkningen det godt.
Staten er ikke din ven – Rothbard dissekerer dens anatomi, her i butikken på dansk.
Men hvad er spørgsmålet? Ja, det kunne være om du har ret til at plyndre din genbo for at give en del af rovet til din nabo. Man kan også klart svare Nej! til spørgsmålet om Danmarks klimapolitik er virkningsløs. Det er den på ingen måde – den tilføjer os alle samme stor skade i form af forringet levestandard – til gengæld ER den virkningsløs i forhold til ‘klimaet’. Men hvad så hvis vi nu gemmer energien fra ustabile, Vejrafhængige Energikilder på en eller anden måde? Er der nogen der har regnet på hvad der skal til og hvad det vil koste? Ja, det er der – men det virker ikke som om politikerbyrden her eller andre steder lader den slags detaljer forstyrre deres grandiose plan. Francis Menton har begået en rapport om lagring af energi der illustrerer utopien. Læs hele rapporten her.
Fra konklusionen:
Politicians throughout the developed world, urged on by en- vironmental activists, talk with utmost earnestness about their plans for Net Zero, and have committed and are further committing their citizens and taxpayers to tens and hundreds of billions of dollars of spending to achieve this goal. Yet from their heads-in-the-sand approach to the energy storage conundrum, one would have to conclude that the entire effort is either wholly unserious or breathtakingly incompetent…
I det hele taget er der rigtig mange ting man kan svare Nej! til. Måske skulle man sammenfatte en del af disse ting til *Du må ikke stjæle*. Den vending har været brugt i en del år ;), i mange forskellige kulturer. Beskyttelse af den private ejendomsret er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for civilisation. Jo mere den tilsidesættes, desto mindre civiliseret og velstående bliver samfundet.
ALLE, undtagen slyngler, bliver bedre stillet når ejendomsretten respekteres og Loven ikke bruges til at skaffe sig adgang til andres ressourcer. Det beskrev Bastiat glimrende i pamfletten Loven fra 1849 – få den her på dansk og brug den som mandelgave.
Vi har nyligt overstået et meningsløst ritual som har til formål at bilde folk ind, at de politikere der ‘arbejder’ med lovudgydelse skam repræsenterer Folket. Christian Bjørnskov har ofte gode indfald og beskriver vanskelighederne med at finde en fra byrden at stemme på – samt efterlyser en klar, borgerligt-liberal politik. At to små partier som har talt for større grad af personligt ansvar og mindre politik, ‘gik frem’ ved valget er selvfølglig bedre end ingenting, men ingen af dem byder på meget andet end lidt reform; der er ingen tegn på skatterevolution.
Denne mekanisme og den forarmelse den medfører, moralsk og økonomisk, sammenlignet med hvad tilværelsen kunne have været, er genstand for en del af Hans-Hermann Hoppes læseværdige produktion. Her er et uddrag fra kapitlet om Demokratisk Socialisme (fra Teorien om kapitalisme og socialisme).
Forskellen på disse to typer af socialisme er blot følgende: Under den russiske socialisme er samfundets (kollektivets) kontrol over produktionsmidlerne fuldstændig, og dermed også over den indkomst der er genereret med dem. Der er ingen yderligere plads til debat om hvilken grad af politisering af samfundet er passende. Det spørgsmål er afgjort, ligesom i den modsatte ende af spektret, under ren kapitalisme, hvor der ikke er plads til politisering overhovedet og alle relationer er kontraktuelle (frivillige).
Under socialdemokratisk socialisme derimod, er samfundets (kollektivets) kontrol over privat produceret indkomst kun delvis og kollektivets fulde kontrol er endnu ikke et faktum, men hænger som en potentiel trussel over hovedet på producenterne. Det at leve under denne trussel om fuld beskatning i stedet for den aktuelle (delvise) beskatning forklarer et interessant fænomen ved socialdemokratisk socialisme, nemlig den tiltagende politisering.
Standpunktet for teorien om naturligt ejerskab er, at der ikke er tale om to processer, produktion af indkomst og derefter fordeling. Der er kun een proces: den producerede indkomst er automatisk fordelt – producenten er ejeren. Sammenlignet hermed er den socialdemokratiske socialisme fortaler for delvis ekspropriering af producentens ejendom i form af omfordeling til folk der, uafhængigt af deres øvrige dyder, ikke producerede den pågældende indkomst og afgjort ikke havde et kontraktligt krav på den. Oven i købet påberåbes retten til unilateralt, dvs. uden at vente på producentens samtykke, at beslutte omfanget af eksproprieringen.
Det turde være klart efter denne beskrivelse at, på trods af det indtryk socialdemokratisk socialisme søger at give offentligheden, så tilhører de to typer socialisme ikke forskellige kategorier; forskellen er alene en gradsforskel.
De fleste af os lærer vores små børn om dit og mit, og om at afstå fra vold. Herefter bliver de sendt i skole og lærer at de regler ikke gælder for staten og dens lakajer… Men retten til plyndring kan ikke uddelegeres – læs Bastiats Loven og indse hvad der er lov og hvad der ikke er lov. Gerne sammen med dine børn(ebørn) – der er behov for modgift.
Vi nærmer os dagen hvor ritualet skal gennemføres. Der er ‘valg’. Men er der reelt forskel på andet end graden af plyndring (det ER selvfølgelig ikke helt uvæsentligt)? Nej. De er alle socialdemokrater der lider under vrangforestillingen om, at de bedre end folk selv, ved hvordan andres knappe ressourcer skal spenderes. Men plyndring er forkert – selvom man erklærer at have de bedste intentioner, har man ikke ret til andres ejendom!
…For det første, og i modsætning til den traditionelle marxistiske socialisme, så forbyder den socialdemokratiske socialisme ikke privat ejerskab af produktionsmidlerne og accepterer endda privat ejerskab af alle produktionsmidler – med undtagelse af uddannelse, trafik og kommunikation, centralbank samt politi og retsvæsen.
I princippet har alle ret til at skaffe sig produktionsmidler, til at sælge, købe eller fremstille dem, til at give dem væk eller til at udleje dem i henhold til kontraktlig aftale. Men for det andet, så kan ingen ejer af produktionsmidler have retten til al det afkast der opstår af produktionen og ingen ejer kan beslutte hvor stor en andel af den totale indtjening der skal anvendes til forbrug og investering. I stedet anses en del af afkastet for tilhørende samfundet, og skal afleveres for derefter at blive omfordelt blandt medlemmerne i henhold til lighedsidealer eller fordelingsretfærdighed.
Endvidere, omend andelene der går til henholdsvis producent og samfund er konstante til et givent tidspunkt, så er den del der tilkommer producenten selv i princippet fleksibel og beslutningen om størrelsen tilkommer samfundet og ikke producenten.
Set ud fra den naturlige teori om ejendom – der er fundamentet for kapitalisme – udgør disse regler et voldsomt overgreb på den naturlige ejers rettigheder…
I kølvandet på Nordstrøm I og II der begik selvmord for nylig, bør vi overveje følgende:
Vil forsatte våbenleverancer til slynglerne i Ukraine føre til færre døde ukrainere og russere (uafhængigt af, at russiske slyngler har reageret på NATO’s slyngler der i årevis har understøttet en lavintensiv borgerkrig i det, der en kort periode var det østlige Ukraine)? Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Den stabile adgang til pålidelig energi der er grundlaget for civilisation, bogstaveligt talt, i vores del af verdenen, har vore politikere formøblet gennem de seneste årtiers absurde politik hvor fossile kilder er lagt for had, med tilhørende giftigt investeringsmiljø, og situationen er voldsomt forværret med truslerne om industrielt og kulturelt selvmord som ‘straf’ for russiske slynglers overreaktion på årtiers provokationer. Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Ved det truende valg, lad der være et afkrydsningsfelt hvor man kan tilkendegive at man ønsker at støtte fortsatte subsidier til våbenindustriens udskejelser i Ukraine – og opret en konto hvor folk anonymt kan indbetale hertil. Ingen anden finansiering kan forsvares; de af os der finder støtten dybt umoralsk skal ikke tvinges til at betale.
Ved det truende valg, lad der være et afkrydsningsfelt hvor man kan tilkendegive at man ønsker at genoptage import af russisk gas og undgå civilisationsnedbrydende mangel på energi her og nu. Det vil tage en årrække at afbøde skadevirkningerne af den forcerede ‘omstilling’ til upålidelige energikilder – det er mere en afvikling af samfundet end en omstilling.
Vil rullende black-outs eller brown-outs føre til et bedre samfund her eller i Ukraine? Ressource-intensive upålidelige energikilder, som dem der har nydt godt af politikernes velvilje de seneste årtier, fører til voldsomme tab af konkurrencedygtighed, velstand, komfort – med andre ord faldende levestandard. Dette er ikke et eksempel til efterfølgelse og resten af verdenen vil se på elendigheden og beslutte sig for at undgå den stupiditet.Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Det korte af det lange er at ‘vedvarende’ energikilder er:
Ikke vedvarende (apparaterne der skal høste f.x. Sol og vind skal bygges, vedligeholdes og udskiftes). Ikke pålidelige . Der er ikke tilstrækkelige materialer udvundet til at producere dem i tilstrækkelig grad – selv hvis de kunne levere energien, hvad de ikke kan.
Jeff Currie, Global Head of Commodities Research iGlobal Investment Research Division, Goldman’s Sach, gav CNBC intervieweren et chok med denne replik:
At the end of last year, overall fossil fuels represented 81% of energy consumption. 10 years ago, they were at 82%,” says Jeff Currie. “$3.8 trillion of investment in renewables moved fossil fuels from 82% to 81% of the overall energy consumption.
Jo før dine politikere indser at vi – mange år endnu – har tvingende brug for fossile energikilder, desto før kan vi begynde at rette op på årtiers elendighed og, måske, forhindre alvorlige sammenbrud i kritiske samfundsinstitutioner. Men måske er dette sammenbrud i virkeligheden målet…Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at levestandarden får et alvorligt knæk for dine børn og børnebørn.
Politikere (og andre slyngler) der støtter krig i Europa og fejlinvestering i VE (Vejrafhængig Energi) sørger for at holde panik-gryden i kog og supplerer skatteplyndring med uansvarligt falskmønteri.
Husk på at bander i forskellige lande plyndrer befolkningen og bruger rovet til at bekrige hinanden og skaffe sig mere magt. At en kriminel bølle lader sig provokere an anden bølle til at overfalde en tredie bølle, er ikke et argument for at lade de lokale bøller bidrage med ressourcer! Se Hans-Hermann Hoppes afsluttende salut på årets Property and Freedom Society konference her (de øvrige indslag kan ses samme sted, inklusive Hoppes del I, som tuben har besluttet du ikke må se).
Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der fortsætter katastrofal kurs på et af tre vigtige områder: Krig Energi Penge De bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at levestandarden får et alvorligt knæk for dine børn og børnebørn. Løsningen er ikke mere regering – men mindre!
Så skal vi til det igen – høre og se på repræsentanter, ikke for folket, men for politikerbyrden, der er parate til at spendere en masse af andre folks ressourcer. Mette har med vanlig kådhed udskrevet valg – hvad er en dygtig politiker.
Midt i al elendigheden er der brug for klar tænkning om, hvad det vil sige overhovedet at have ejendomsret til noget. En af dem der har bidraget med mest klarsyn på dette område er Hans-Hermann Hoppe. I værket The Theory of Socialism and Capitalism forklarer han begrebet ejendom – næst efter handling – det mest basale menneskelige begreb.
Næst efter begrebet handling, er ejendom den mest basale kategori inden for de sociale videnskaber. Faktisk kan de øvrige begreber i dette kapitel – aggression, kontrakt, kapitalisme og socialisme – alle forstås som afledt af ejendom: Aggression som overgreb på ejendom, kontrakt som den ikke-aggressive aftale imellem indehavere af ejendom, socialisme som det institutionaliserede overgreb på ejendom og kapitalisme som den institutionelle anerkendelse af ejendom og kontrakter.
Medieskabt klimakrise Ordet ”klimakrise” kommer ikke fra videnskaben, for det optræder kun en enkelt gang i den seneste og næsten 4.000 sider lange rapport fra FN’s Klimapanel fra august sidste år. Og ordet bliver kun brugt i forbindelse med en gennemgang af mediernes omtale af klimaændringer, hvor klimapanelet konstaterer, at ”nogle medier” ikke længere bruger neutrale termer som ”klimaændringer” eller ”global opvarmning”, men i stedet benytter udtryk som ”klimakrise” og ”klimanødsituation”. Panelet konstaterer derfor lidt tørt, at de ”specifikke karakteristika ved mediedækningen spiller en stor rolle for klimaforståelsen og -opfattelsen, herunder hvordan IPCC-vurderinger modtages af offentligheden”.
Det havde faktisk været mere korrekt, hvis klimapanelet havde skrevet, at mediedækningen spiller en stor rolle for klimamisforståelsen, for ”klimakrisen” er medieskabt og ikke menneskeskabt.
To menneskefjendske religioner er på spil og gør livet surt og frygtsommeligt. Der er andre ting vi hellere burde få ‘vores’ unge (såvel som de midaldrende og resten…) til at bekymre sig om. Som for eksempel forstå at rigdom og velstand ikke opstår som lommeuld og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men derimod skabes og vedligeholdes. Fjerner man eller forringer vilkårene for at dette sker, tærer vi på den rigdom der tidligere er skabt og står en dag fattigere og med dårligere muligheder for at gøre en positiv forskel for os selv og vore medmennesker. Når staten beslaglægger en enorm andel af samfundets ressourcer betyder det at vi går glip af alt det, vi kunne have skabt i stedet og som ikke ser dagens lys – vi må nøjes med det puhlitikerne har fantasi til at subsidiere. Med tilhørende tab til bureaukrati.
Henry Hazlitt beskrev i Economics in One Lesson hvordan den korrekte måde at anskue et økonomisk problem tager både det sete og det usete i betragtning, og følger konsekvenserne over længere tid for alle grupper. Læs de to første kapitler her på dansk – og der findes nu også en dansk oversættelse fra Paludan. Den engelske tekst kan findes her. Forlægget for lektionen er Bastiats kapitel om det knuste vindue i Det man ser og det man ikke ser (på fransk). Samme Bastiat som beskrev konsekvensen når loven perverteres og misbruges til at skaffe sig kontrol over andres ressourcer i stedet for at beskytte dem. Find Loven her i butikken for 37,50!
Man har indtryk af, at det må være den umiddelbare konsekvens hvis vi erstattede det offentlig sygdomsuvæsen med et, gys, privat. Skræmmeeksemplet er usa hvor vi jo ved at folk dør i gaderne pga manglende adgang til ydelser. Tak til Jonas Herby for at bringe en smule nuance ind i billedet, med understregning af at usa på ingen måde har et frit marked for sygdomsydelser. De har derimod et voldsomt dysfunktionelt system, båret af afkobling mellem leverandør og aftager med tilhørende perverse tilskyndelser. Dét system er fremdrevet af den føderale regerings forbud mod lønstigninger i efterkrigstiden. Det var derimod tilladt arbejdsgiveren at betale forsikring for medarbejderne og kimen til elendighederne var lagt. For en grundigere gennemgang se også The Primal Prescription (amazon.de) skrevet af Robert Murphy (økonom) og Doug McGuff (læge). Tom Woods har også en gratis (koster din e-mail adresse) e-bog hvor transcript af udvalgte podcast relevante for emnet er samlet.
Lad os lige minde om, at sundhedsydelser ikke er en menneskeret(!). Det er en ydelse der kræver ressourcer, fysiske og mentale og nogen skal producere disse ydelser. Bliver dette til en ret, har vi konflikten mellem positive og negative rettigheder – nogens rettigheder trædes under fode hvis de tvinges til at yde eller betale for andres rettigheder.
Som med mange andre ting er efterspørgselen på sygdomsydelser uendelig – men ens produktive kapacitet og behovet for andre ting i tilværelsen lægger en begrænsning. Man må vælge, prioritere, handle økonomisk i erkendelse af dette vilkår. Når folk uden tvang tilvælger og fravælger på egne vegne og for egne ressourcer ved vi at de får det, der forekommer dem mest optimalt på det tidspunkt hvor valget træffes. Det kan være man fortryder, bliver klogere, skifter mening eller af anden grund finder ud af det man valgte var uhensigtmæssigt. Vi ved også at når bureaukraten træffer disse valg for andre, og ikke mindst for atter andres ressourcer, bliver udkommet anderledes. Har man frivilligt overladt beslutningerne til bureaukraten må man jo acceptere at hen træffer dårlige valg. Er man underlagt tvang er der tale om en moralsk forkastelig situation. Den bliver tilmed dyrere og dårligere end når markedet – frivillige udvekslinger – får lov at dominere.
Følgen af ‘gratis’ ydelser leveret af staten er kø og mangel. Det gælder brød (hvor man under planøkonomi står i kø for at få at få brød, ligger brødet og venter på kunder hos bageren når markedet får lov at virke) – og det gælder også alle andre ting. Følgen af at vi lever i en verden hvor ressourcer er knappe, er at vi ikke kan få alting vi gerne vil have. Den frie udveksling af varer og ydelser sikrer det mindst ringe udkomme, men det er en stråmand at påstå at fortalere for et radikalt frit marked hævder at det vil medføre en ophævelse af mangel, nød og elendighed. Vi vil blot have mindre mangel, nød og elendighed.
Ifølge nogle indices er Danmark at betragte som et relativt veldrevet land, fri for den store korruption. Det skal man selvfølgelig glæde sig over, og der er bestemt grund til at være taknemmelig over at man er landet her, med en i historisk sammenhæng fantastisk velstand. En velstand som mange desværre tager for givet, som blot skal omfordeles på mest ‘retfærdig’ vis. Denne velstand skal imidlertid skabes og opstår ikke af sig selv – men det er et emne for en anden gang. Når man er tilpas rig bliver man også mål for banditter der hellere vil plyndre end selv skabe værdi. Når disse banditter bemægtiger sig magt og indflydelse opstår der mulighed for at berige sig på andres bekostning.
Rasmus Visby har på forbilledlig vis afdækket korruption i det offentlige Danmark og var på besøg hos Martin Ågerup. Det viser sig at en del af de opgaver der udføres på kommunalt niveau, for eksempel forsyningsvirksomhed, affaldshåndtering med mere er plaget af ikke bare et potentiale for korruption, men tilsyneladende i vidt omfang er korrupt. Bestyrelsesposter fordeles som ben til lokalpolitikere uden særlig indsigt i området, og åbner for slyngler på ledende poster der kan malke ‘systemet’, dvs skattekvæget. Det er milliarder det handler om. Lyt til episoden!
På den anden side kan man argumentere at hvis ellers de involverede parter i en bestikkelsesaffære ikke bryder nogen aftale, handler det blot om at indgå en handel til en anden pris end den annoncerede. Når det foregår i det offentlige undermineres tilliden til ‘systemet’ og man risikerer at folk begynder at finde alternativer til staten – og det bryder dens repræsentanter sig ikke om; det konkurrerer med den store korruption: Den store korruption er den bestikkelse af befolkningen der finder sted når politikerbyrden uddeler milde gaver til visse grupper, på bekostning af andre. Gradvist er befolkningen vænnet til, at staten skal løse ethvert problem der rammer dem, også problemer som staten har påført dem.
Løsningen? Offentlige opgaver skal minimeres og politikeres adgang til andres ressourcer drastisk beskæres. Når de ingen tyvekoster har at dele ud af, kan de ikke så let købe sig til 4 år mere på overførselsindkomst.
Loven perverteres når den bruges til andet end beskyttelse af den private ejendomsret og bliver til alles kamp mod alle. Læs Bastiats pamflet Loven – fås her på dansk for 37,50 og læs med dine børn om hvad lov egentlig er og hvorfor plyndring ikke kan uddelegeres.
Den fjerde statsmagt – den kritiske, uafhængige, (men statsstøttede!) presse – muhahaha – tiljubler banden og kalder udfaldet af en afstemning blandt en del af befolkningen for en sejr for demokratiet.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Grundloven §73, stk 1
Opfatter politikerbyrden sig som herskere eller tjenere, og opfører de sig som herskere eller tjenere?
Centraliseringen af magt i EU parlamentet stopper ikke med dette. Nye kriser vil ‘opstå’ eller begivenheder vil blive taget som påskud til at yderligere centralisering. EU-kleptokratiets våde drøm om ‘ret’ til skatteopkrævning lurer forude. Hele ideen om at påtvinge omgivelserne, nær og fjern, egne værdier er stik mod de højtidelige fraser om inklusion og diversitet. ‘Fredsbevarende’ styrker mig her og der, når grupperinger andre steder i verden strides om ressourcer eller ideer, er et udtryk for at ‘vi’ ved præcis hvordan andre skal leve deres liv. Som David Stockmann skriver her om den amerikanske udenrigspolitik Perpetual Debt, Perpetual War – og den vil EU-byrden også deltage i.
Når Mette lover at sende flere våben til den ene korrupte bande i deres kamp mod en korrupt overfaldsmand, så er skattekvæget tvunget til at betale, også selvom man finder dén strategi dybt umoralsk, og at den vil medføre endnu mere unødig lidelse og tab af menneskeliv og produktionsapparat. Produktionsapparat der er nødvendig for at forbedre tilværelsen for mange mennesker både i og udenfor konfliktzonen. Lad dem, der deler Mettes vurdering spytte i kassen direkte og hold andre udenfor – dét ville være en sejr for demokratiet. Jo færre ressourcer politikerbyrden kan disponere over, desto mindre sandsynlighed er der for omfattende krig og destruktion. Som det er nu beriges en relativt lille gruppe på bekostning af andre, og uden at udfaldet af krigen kan forventes at blive ændret. Det handler alene om hvor store, og langvarige omkostningerne bliver.
Afskaffelsen af ‘forsvarsforbeholdet’ er et stort skridt i den forkerte retning. Vi er langt nede af skråplanet. Læs om hvad staten er for størrelse i Rothbards Statens Anatomi – her i butikken for 37,50. Tag Bastiats Loven med og læs om hvorfor kollektivet ikke kan forgribe sig på andres ejendom, ganske som individerne der indgået i kollektivet ikke kan. Retten til at stjæle kan ikke uddelegeres – her i butikken for 37,50.
Pensionssystemet herhjemme tåler en opgradering – en opgradering hvor kunden (offeret) kan forlade butikken uden straf, når lugten bliver for stram. PFA og mange andre selskaber er gået galt i byen.
Danmark er endda ikke det værste land, idet den opsparing man tvinges til trods alt bliver indbetalt på en personlig konto. Det er imidlertid ikke så meget værd, når det er forbundet med betydelige omkostninger at flytte opsparingen, man kan ikke selv bestemme hvilke sektorer man ønsker og ikke ønsker at ens bundne midler investeres i, og takket være kronens binding til euro’en og en ECB der er gået amok forringes købekraften af de bundne midler. Det kan være at en låneomlægning barberer noget af gælden, men det er så långiverne der ‘bliver klippet’ – og det er blandt andre pensionskasserne, og dermed indskyderne som må bære omkostningerne. Fremtidens skattekvæg får endnu tungere åg at bære, og produktiviteten stiger næppe som følge af ESG (exceptionally stupid governance).
Lur mig om der ikke også, når politikerne skal ud og spendere endnu mere, dels vil være modregning i de talrige offentlige omfordelingskroner der rundsendes (med tilhørende tab i bureaukratiet) og dels vil pensionskasserne ‘beslutte’ sig for at investere i absurde projekter.
Lad folk beholde deres ejendom og selv bestemme hvor stor en andel de vil lægge til side og hvornår. Det er også folks egen beslutning hvilke sager og personer de finder værdigt trængende til hjælp og hvordan det skal foregå. Hold så kleptokratkloen fra pengene og overlad ansvaret for folks liv og pension til dem selv(!).
Det vil selvfølgelig ikke give et perfekt samfund uden konflikter eller ulykke, men den fattigdom som er grundvilkåret i tilværelsen bliver trængt mere tilbage.
Man skal ikke affinde sig med tyrannernes dominans – det har frygtelige, menneskelige omkostninger.
EU er på vej i den forkerte retning…Her i Italien med Bologna som bannerfører.
And how we burned in the camps later, thinking: What would things have been like if every Security operative, when he went out at night to make an arrest, had been uncertain whether he would return alive and had to say good-bye to his family? Or if, during periods of mass arrests, as for example in Leningrad, when they arrested a quarter of the entire city, people had not simply sat there in their lairs, paling with terror at every bang of the downstairs door and at every step on the staircase, but had understood they had nothing left to lose and had boldly set up in the downstairs hall an ambush of half a dozen people with axes, hammers, pokers, or whatever else was at hand?… The Organs would very quickly have suffered a shortage of officers and transport and, notwithstanding all of Stalin’s thirst, the cursed machine would have ground to a halt! If…if…We didn’t love freedom enough. And even more – we had no awareness of the real situation…. We purely and simply deserved everything that happened afterward.
Solsjenitsyn, The Gulag Archipelago
Den værste tyran er dog den, der vil dig det godt – som C.S. Lewis skrev – for han skyer intet middel for at opnå sit mål: at få dig til at adlyde hans bud. For dit eget bedste, naturligvis.
Det er vanskeligt at hævde uvidenhed nu, i modsætning til soviet-tiden, hvor internettet trods alt muliggør kommunikation i et omfang der får magthaverne til at skælve (og etablere sandhedsministerier, gudhjælpemig!)
Husk på at ytringsfrihed blot er et specialtilfælde af ejendomsret – respekten for privat ejendomsret kendetegner civilisation og medfører velstand i et hidtil uset omfang. Det er ikke foreneligt med en stat der breder sig ud over alle aspekter af samfundslivet.
Staten er ikke din ven og beskytter, som Sosjenitsyn erfarede. Vel er Mette ikke Stalin, men vrangforestillingen om egen alviden ligger latent i enhver ambitiøs politiker, og venter blot på den næste krise for springe i fuldt flor.
Læs om hvad staten er for en størrelse i Rothbards Statens Anatomi. Fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Normalt klager jeg over at Cepos som udgangspunkt holder sig til at diskutere om skatten skal være 47 eller 40% – og samtidig insisterer på at kalde sig liberale. Den Store Skattereform er et eksempel. Ja, det er et fremskridt at det bliver nemmere at overskue hvordan skattens skarpe klo flår en, men uambitiøst at reducere ‘skattetrykket med godt 6 point til 40,4 pct. af BNP’. Lad der endnu engang lyde en opfordring til de gode folk om en skatterevolution – ikke en ‘reform’.
Statens voldsomme ekspansion er netop problemet og fjerner agens og ansvar fra individet, under dække af at statens repræsentanter bedre er i sand til at afgøre hvad der er godt for pøblen.
Et opmuntrende element i ugens nyhederne var, at det blev berørt hvor sjældent vi overhovedet har diskussion om, hvilke opgaver staten skal udføre (hvis overhovedet nogen). Herunder at staten dels ikke skal påtage sig alle opgaver, og dels efterhånden har tiltaget sig så mange at den bør rulles alvorligt tilbage. Bravo!
Desværre var der også en skævert i form af støtte til tvungen(!) pensionsopsparing. Argumentet med at ‘ellers’ hænger andre borgere på regningen, når den ‘uansvarlige’ har formøblet alt hvad han har tjent uden at spare en rød reje op til egen pension, holder ikke. Den der har handlet således må klare sig for hvad famile, venner og andre godgørende, private organisationer frivilligt donerer. Ganske vist advokeres der for, at folk selv kan vælge hvor deres tvangsopsparing skal placeres, altså hvilket pensionsselskab der skal administre ens opsparing. Men politikere har det med at bruge andre folks penge, både nulevende skattekvæg, men også fremtidige borgeres, både som direkte beskatning, men også som skjult skat i form af inflation. Formynderi med hensyn til hvornår, hvor meget og hvordan der skal opspares til et eventuelt otium er og bliver forkert – også selvom de sker ‘ i bedste mening’.
Lad i stedet folk selv beholde langt mere (alt!) af hvad de tjener og selv sørge for at beskytte sig mod uforudsete hændelser og alderdom. Nogle vil have besvær med at finde ud af det, og dem må civilsamfundet hjælpe så godt man nu kan. Det kan ikke forsvares at tvinge nogen til at betale hertil – men villigheden hertil vil være langt større hvis man rent faktisk råder over sine egne midler og kan dirigere dem til dem man finder er ‘værdigt trængende’. Synes du de får for lidt, kan du ikke gå på rov hos naboen, selvom du mener rovet går til et godt formål. Du må forsøge overbevise naboen om at han skal spytte i bøssen – den ‘nogen’ som ‘må gøre noget’ er dig, og ikke en bande røvere. Du kan ikke uddelegere røveriet og derved slippe for moralsk fordærv.
Fjerner man ansvaret for egen velfærd fra folk og bruger staten som sugar daddy, så får man ansvarsløse mennesker ud af det. Omvendt når folk selv har ansvar for eget liv og må drage konsekvenserne af egne valg – gode som dårlige – så bliver folk mere tilbøjelige til at udvise omhu, omtanke og også omsorg for andre. Det kan være nogen foretrækker det ansvarsfrie og -løse liv, men det må de gøre for egen regning. En af de værste konsekvenser af statens invasion af alle aspekter af samfundslivet, er blandt andet at den moralske forpligtelse til at hjælpe andre fortrænges. Denne moralske forpligtelse kan ikke erstattes med tvang eller udliciteres til en røverbande. Verden bliver ikke ved et trylleslag fri for konflikter når statens magt rulles markant tilbage, men det er den på ingen måde nu, hvor vi har fortvivlende magtfulde stater. Vi bliver fattigere både pekuniært, men også moralsk når vi lader staten overtage.
Også stor ros til Otto Brøns-Pedersen for skrivet om dette og Bastiats klarsyn om illusionen om at vi alle kan leve på alle andres bekostning. Bastiats pamflet Loven, hvori dette beskrives så klart, fås her i butikken for 37,50 inflationsramte kroner.
Det er ikke nemt at afgøre- når det man kan være mest sikker på er at de fleste parter – interessenter – lyver, propaganderer og søger dels at dække over egen inkompetence og dels at fremstille modparten som Den Onde Selv.
Her er et alternativt bud, fra en analytiker, der formodes at være inde i tingene og som – måske – ikke har en aktie (bogstaveligt talt i modsætning til adskillige ‘førende’ politikere i USA) i Ukraine. Kan selvfølgelig være hans pensionsfond har i russisk gas…
Hans bud er at krigen er afgjort og der kun mangler at blive tørret lidt op her og der. Læs selv og vurdér argumenterne,
Men hvorfor tæppebomber Putin ikke bare hele Ukraine? Er der en (simpel) forklaring? Næppe. Men læs også her.
Summa summarum: Tingene er helt sikkert ikke som de fremstilles i vestlige medier, heller ikke som de russiske. Men vi bør have lejlighed til selv at vurdere løgnehistorierne fra alle medier, uden undtagelse. I krig taber næsten alle.
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.
Hvis nogen skulle have glemt det er ytringsfrihed ikke en selvstændig ‘ret’, men en del af ejendomsretten, og dermed underlagt naturlige begrænsninger.
Og ejendomsretten ved vi respekteres, undtagen når kollektivisterne siger det er ok, ikke at respektere den (Hej Skat!)
Læs Loven og forstå hvorfor man ikke med ‘loven’ i hånd kan plyndre andre mennesker. Køb den her i butikken for 37.50.
En forenkling af skattesystemet har vist været på tale i årevis. Talløse er måderne hvorpå herskerne vil styre detaljerne i pøbelens brug af egne ressourcer. Diverse kommissioner har kigget på ‘forenkling’ af systemet der i bund og grund blot er en systematisk udplyndring af folk. Måske er der en hensigt bag uigennemskueligheden, der skal bevare illusionen om, at vi hver især kan leve på bekostning af alle de andre. Den dygtige politiker fører an i teatret.
Bliver skatteloven så mere simpel hver gang et nyt område eller en ny aktivitet skal beskattes, med undtagelser, fradrag for visse men ikke andre persongrupper eller aktiviteter? Nej, det ser ikke ud til at det bliver simplere. Politikerbyrden tror sig i stand til at styre økonomien som kaptajnen på et rumskib – men har ikke ret til at forsøge og kan ikke vide hvilke præferencer alle andre mennesker har.
Cepos har arbejdet på ‘Århundredets skattereform’ – et tiltag som er al ære værd. Det illustrerer hvordan man kan bevare en maksimalstat, med mere simpel plyndring og mindre ‘spild’ af tyvekosterne.
Hvad vil konsekvenserne så være for forskellige ‘familietyper’? Tabel 2 i planen giver en oversigt. Det bemærkes (side 7) at der er stor dynamik i indkomstfordelingen. Det er ikke de samme mennesker der år efter år befinder sig i samme indkomstklasse; personer der ‘taber’ på reformen i dag, kan ‘vinde’ i morgen.
Hvis økonomien vokser med 2% om året tager det ca 35 år før den er vokset til dobbelt størrelse (godt 23 år hvis den årlige vækst er 3%). Forestiller man sig at vi fastholder, i absolutte tal, det nuværende beløb hvor staten bestyrer 50% i runde tal – så vil dette beløb altså udgøre en mindre andel af en større økonomi. Men det vil tage 35 år før den er nede på bare 25%, hvis vi kan øge økonomien med 2% om året i 35 år.
Udfordringen til de dygtige folk i CEPOS er så at komme op med en betydeligt mere ambitiøs reform. En reform hvor statens andel af den samlede økonomi hurtigere bringes tættere på målet. Hvad er målet? Et rundt nul for folk der konsistent er imod overgreb på andre mennesker og deres retmæssige ejendom. Det er endnu et fåtal der er nået til den erkendelse, men mindre kan også gøre det. Lad os starte med 25% som et delmål på vejen mod 10% inden for en overskuelig årrække. Det vil naturligvis betyde at der er (chok!) områder staten ikke skal tage sig af og politikerbyrden kunne passende sættes til at lave en prioriteret rækkefølge for afviklingen. Udannelse(sic) propaganda, sygdomsuvæsenet, og socialbureaukratiet er forslag der ligger lige for som de første. Ministeriet for svindel og misbrugskat vil også kunne beskæres drastisk når reglerne gøres simplere. For nogle områder vil vi måske have mere eller bedre service end nu, på bekostning af andre områder. Når folk skal prioritere deres egne ressourcer får vi en bedre balance imellem pris og ydelse (Milton Friedman forklarer).
Skal vi overhovedet være rigere? Nogle mener det tilsyneladende ikke. Men vi vil bedre i stand til at løse fremtidige problemer, hvad enten de handler om forandringer i vores fysiske omgivelser eller fattigdom andre steder i verden, jo rigere vi er.
CEPOS – sæt i værk! 25% på vej mod 10% – 10 år bør være en passende ambition for de 25%.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
