Tu Ne Cede Malis

Bandelederen med “A” som rygmærke har udlagt resultatet af en afstemning hvor 85% af de 4.219.537 stemme’berettigede’ har sat et kryds ud for et navn eller en liste og når frem til at ‘befolkningen’ entydigt vil noget (som Mette så definerer). Det er en glimrende illustration af, at demokratiet som det har udviklet sig, burde have været aborteret for længe siden. Det er umuligt, hvis man har et minimum af respekt for andre folks synspunkter og ejendom, at hævde at en sådan afstemning kan sige noget ‘entydigt’ om, hvad en regering der vil blande sig i stort og småt skal gøre med de konfiskerede ressourcer. ‘Folkets stemme‘ findes ikke – eller kun i det autoritære sinds vrangforestilling om egen storhed. Det trediestørste ‘parti’ udgjordes af knap 650.000 (15.4% af stemmerne) personer som undlod at deltage i skuespillet. Bevæggrundene for deres valg kendes ikke – og kan spænde over ligegyldighed, uvidenhed, opgiven, foragt for systemet eller moralsk kvababbelse over at kunne blive mistænkt for at uddelegere ‘retten’ til overgreb på andre personers ejendom. PÅ samme måde kender vi ikke til motiverne for de personer der har stemt på bande B, Ø, V, S eller et andet rygmærke. Men det er formentlig et godt bud at der intet ‘entydigt’ ligger bag.

Man kan kun frygte hvordan det vil degenerere yderligere. Ikke at den forgående bande overhovedet var bedre … Når man accepterer at banden er hævet over almindelige mennesker, og kan gøre ting som er den almindelige borger forbudt, så har man at gøre med legal plyndring. Loven perverteres og bliver til kampen om at høre til den plyndrende gruppe frem for ofrene.

Den moralske løsning og modellen for forbedring af levestandarden er frivillige handler med andre mennesker.

Lysander Spooner argumenterede for at man kunne afgive en stemme i et valg uden at man derved kan siges at have givet samtykke til noget som helst. Man kan diskutere om man tror ens stemme har nogen som helst(!) betydning – men man skal ikke (nødvendigvis) tænke dårligt om folk der forsøger sig med at stemme i selvforsvar.
Spooners beskrivelse af datidens herskere som slyngler, bedragere, røvere og mordere og blod-penge-ågerkarle er vel stadig en nogenlunde præcis karakteristik 😉

Sandelig, for individers vedkommende kan faktisk stemmeafgivelse ikke tages som udtryk for samtykke, selv ikke midlertidigt. Tværtimod, man må tænke på, at en person, uden overhovedet at være adspurgt, befinder sig i et område domineret af en regering som han ikke kan modstå; en regering der tvinger ham til at betale, til at yde service, og til at give køb på mange naturrettigheder under truslen om hård straf. Han ser også at andre øver deres tyranni over ham ved hjælp af stemmeurnen. Han ser videre, at hvis han blot selv benytter stemmeurnen, så har han chance for at undslippe tyranniet, ved i stedet at udsætte andre for tyranni. Kort sagt, han befinder sig, uden at have givet samtykke, i den situation at han ved at bruge stemmeurnen kan herske over andre, og hvis han undlader må han være slave. Og han har ikke andre muligheder end disse to. I selvforsvar forsøger han sig med det første.

…

Moralen af alt dette er følgende: Så længe menneskeheden vedblivende betaler ‘landets gæld’, altså så længe de lader sig narre og på kujonagtig vis fortsætter med at betale for at blive snydt, plyndret, holdt som slaver og myrdet – sålænge vil der være nok, der vil udlåne penge til formålet; og med disse penge vil der være redskaber, dvs soldater, der kan hyres til holde dem kuet. Men når de nægter fortsat at betale for at blive snydt, plyndret, holdt som slaver og myrdet, da vil de ophøre med at have slyngler, bedragere, røvere, mordere og blod-penge-ågerkarle som herskere.

Lysander Spooner, 1870, No Treason: The Constitution of No Authority
Hent den her (en del af flere tekster)
https://mises.org/library/lets-abolish-government

Tom Woods episode 1399 handler om en ny bog (af Dan Moller) der lyder til at komme godt fra start. Den åbner med et eksempel som illustrerer det umoralske i at kræve – under trusler om vold og tvang – at andre folk afgiver ressourcer til hvad der nu måtte være dagens nødlidende. Bemærk at dette ikke er et argument mod at hjælpe folk i nød – kun at dette nødvendigvis må foregå uden trusler for at være en god gerning. Det er nævnt før her på stedet.

Fra indledningen af bogen (oversat fra Tom Woods episode 1399):

Forestil dig at indkalde til borgermøde på rådhuset og give følgende tale. Mine kære medborgere, jeg ved de fleste af os ikke kender hinanden, men jeg er fornylig blevet ramt af uheld,, ganske uforskyldt. Jeg har næsten ingen opsparing og heller ikke venner eller familie der kan hjælpe. Som I ved har jeg tidligere, som privat borger, bedt om hjælp i form af velgørenhed, men desværre har dette ikke været tilstrækkeligt. Derfor står jeg nu her og fastholder at I, ja, du Emma og du John, retfærdigvis skylder mig hjælp; det er en grov overtrædelse hvis I ikke arbejder flere timer, om nødvendigt tager kortere ferier, bor i mindre huse og sender jeres børn i dårligere skoler for at hjælpe mig. Undlader I at gøre det, er det intet mindre end en uretfærdighed, på samme måde som hvis I undlod at betale jeres gæld. Det, at kalde denne uretfærdighed for dens rette navn, betyder at I ikke bare skal opfylde jeres forpligtelse og arbejde på mine vegne, men også hjælpe mig med at tvinge andre til at gøre det samme. Det er ligegyldigt hvis disse andre siger til jer, at de selv skal bruge deres penge, eller at de finder andre mere værdigt trængende eller blot er hårdhjertede og ligeglade. Hvis du bekymrer dig om retfærdighed er du nødt til at hjælpe mig med at tvinge disse andre til at bidrage til mig, hvad enten de vil det eller ej, eftersom man skylder mig det, i lyset af det uheld der har ramt mig.

En gruppe som trænger til en lektion i hvad der er moralsk forsvarligt at tvinge andre til, er medlemmerne af den bande der forsøger at bilde os ind at vi selv er med til at vælge hvordan vores tvangsinddrevne midler bliver fordelt (med dertil hørende betydelige svind). Har du her op til ‘valget’ en yndlingspolitiker kan du sende vedkommende en påmindelse: Operation OMF – Oplysning til Medlemmerne af Folketinget har forsynet hver af de folke’valgte’ med et eksemplar af Bastiats Loven – på dansk, såvel som i børnebogsformat som oplæg til samtale med børn om dette vigtige spørgsmål.