Vi nærmer os dagen hvor ritualet skal gennemføres. Der er ‘valg’. Men er der reelt forskel på andet end graden af plyndring (det ER selvfølgelig ikke helt uvæsentligt)? Nej. De er alle socialdemokrater der lider under vrangforestillingen om, at de bedre end folk selv, ved hvordan andres knappe ressourcer skal spenderes. Men plyndring er forkert – selvom man erklærer at have de bedste intentioner, har man ikke ret til andres ejendom!
…For det første, og i modsætning til den traditionelle marxistiske socialisme, så forbyder den socialdemokratiske socialisme ikke privat ejerskab af produktionsmidlerne og accepterer endda privat ejerskab af alle produktionsmidler – med undtagelse af uddannelse, trafik og kommunikation, centralbank samt politi og retsvæsen.
I princippet har alle ret til at skaffe sig produktionsmidler, til at sælge, købe eller fremstille dem, til at give dem væk eller til at udleje dem i henhold til kontraktlig aftale. Men for det andet, så kan ingen ejer af produktionsmidler have retten til al det afkast der opstår af produktionen og ingen ejer kan beslutte hvor stor en andel af den totale indtjening der skal anvendes til forbrug og investering. I stedet anses en del af afkastet for tilhørende samfundet, og skal afleveres for derefter at blive omfordelt blandt medlemmerne i henhold til lighedsidealer eller fordelingsretfærdighed.
Endvidere, omend andelene der går til henholdsvis producent og samfund er konstante til et givent tidspunkt, så er den del der tilkommer producenten selv i princippet fleksibel og beslutningen om størrelsen tilkommer samfundet og ikke producenten.
Set ud fra den naturlige teori om ejendom – der er fundamentet for kapitalisme – udgør disse regler et voldsomt overgreb på den naturlige ejers rettigheder…
I kølvandet på Nordstrøm I og II der begik selvmord for nylig, bør vi overveje følgende:
Vil forsatte våbenleverancer til slynglerne i Ukraine føre til færre døde ukrainere og russere (uafhængigt af, at russiske slyngler har reageret på NATO’s slyngler der i årevis har understøttet en lavintensiv borgerkrig i det, der en kort periode var det østlige Ukraine)? Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Den stabile adgang til pålidelig energi der er grundlaget for civilisation, bogstaveligt talt, i vores del af verdenen, har vore politikere formøblet gennem de seneste årtiers absurde politik hvor fossile kilder er lagt for had, med tilhørende giftigt investeringsmiljø, og situationen er voldsomt forværret med truslerne om industrielt og kulturelt selvmord som ‘straf’ for russiske slynglers overreaktion på årtiers provokationer. Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Ved det truende valg, lad der være et afkrydsningsfelt hvor man kan tilkendegive at man ønsker at støtte fortsatte subsidier til våbenindustriens udskejelser i Ukraine – og opret en konto hvor folk anonymt kan indbetale hertil. Ingen anden finansiering kan forsvares; de af os der finder støtten dybt umoralsk skal ikke tvinges til at betale.
Ved det truende valg, lad der være et afkrydsningsfelt hvor man kan tilkendegive at man ønsker at genoptage import af russisk gas og undgå civilisationsnedbrydende mangel på energi her og nu. Det vil tage en årrække at afbøde skadevirkningerne af den forcerede ‘omstilling’ til upålidelige energikilder – det er mere en afvikling af samfundet end en omstilling.
Vil rullende black-outs eller brown-outs føre til et bedre samfund her eller i Ukraine? Ressource-intensive upålidelige energikilder, som dem der har nydt godt af politikernes velvilje de seneste årtier, fører til voldsomme tab af konkurrencedygtighed, velstand, komfort – med andre ord faldende levestandard. Dette er ikke et eksempel til efterfølgelse og resten af verdenen vil se på elendigheden og beslutte sig for at undgå den stupiditet.Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at en russisk slyngel overreagerer yderligere.
Det korte af det lange er at ‘vedvarende’ energikilder er:
Ikke vedvarende (apparaterne der skal høste f.x. Sol og vind skal bygges, vedligeholdes og udskiftes). Ikke pålidelige . Der er ikke tilstrækkelige materialer udvundet til at producere dem i tilstrækkelig grad – selv hvis de kunne levere energien, hvad de ikke kan.
Jeff Currie, Global Head of Commodities Research iGlobal Investment Research Division, Goldman’s Sach, gav CNBC intervieweren et chok med denne replik:
At the end of last year, overall fossil fuels represented 81% of energy consumption. 10 years ago, they were at 82%,” says Jeff Currie. “$3.8 trillion of investment in renewables moved fossil fuels from 82% to 81% of the overall energy consumption.
Jo før dine politikere indser at vi – mange år endnu – har tvingende brug for fossile energikilder, desto før kan vi begynde at rette op på årtiers elendighed og, måske, forhindre alvorlige sammenbrud i kritiske samfundsinstitutioner. Men måske er dette sammenbrud i virkeligheden målet…Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at levestandarden får et alvorligt knæk for dine børn og børnebørn.
Politikere (og andre slyngler) der støtter krig i Europa og fejlinvestering i VE (Vejrafhængig Energi) sørger for at holde panik-gryden i kog og supplerer skatteplyndring med uansvarligt falskmønteri.
Husk på at bander i forskellige lande plyndrer befolkningen og bruger rovet til at bekrige hinanden og skaffe sig mere magt. At en kriminel bølle lader sig provokere an anden bølle til at overfalde en tredie bølle, er ikke et argument for at lade de lokale bøller bidrage med ressourcer! Se Hans-Hermann Hoppes afsluttende salut på årets Property and Freedom Society konference her (de øvrige indslag kan ses samme sted, inklusive Hoppes del I, som tuben har besluttet du ikke må se).
Hvis du vælger at ‘stemme’ – så undlad at stemme på en politiker der fortsætter katastrofal kurs på et af tre vigtige områder: Krig Energi Penge De bruger tvangsinddrevne midler til at vedligeholde elendigheden og øge risikoen for at levestandarden får et alvorligt knæk for dine børn og børnebørn. Løsningen er ikke mere regering – men mindre!
Så skal vi til det igen – høre og se på repræsentanter, ikke for folket, men for politikerbyrden, der er parate til at spendere en masse af andre folks ressourcer. Mette har med vanlig kådhed udskrevet valg – hvad er en dygtig politiker.
Midt i al elendigheden er der brug for klar tænkning om, hvad det vil sige overhovedet at have ejendomsret til noget. En af dem der har bidraget med mest klarsyn på dette område er Hans-Hermann Hoppe. I værket The Theory of Socialism and Capitalism forklarer han begrebet ejendom – næst efter handling – det mest basale menneskelige begreb.
Næst efter begrebet handling, er ejendom den mest basale kategori inden for de sociale videnskaber. Faktisk kan de øvrige begreber i dette kapitel – aggression, kontrakt, kapitalisme og socialisme – alle forstås som afledt af ejendom: Aggression som overgreb på ejendom, kontrakt som den ikke-aggressive aftale imellem indehavere af ejendom, socialisme som det institutionaliserede overgreb på ejendom og kapitalisme som den institutionelle anerkendelse af ejendom og kontrakter.
Propaganda is the expression of opinions or actions carried out deliberately by individuals or groups with a view to influence the opinions or actions of other individuals or groups for predetermined ends through psychological manipulations.
Lasswell
Man skal næppe tage noget for gode varer hvis det ligger udenfor ens eget felt, men må opsøge alternative kilder og forlade sig på personer man mener at kunne have tillid til. Til den personkreds hører ikke længere journalister ved gængse statsmedier, myndigheder og mange flere såkaldte eksperter, der trues på deres levebrød hvis de stiller spørgsmål ved den ‘vedtagne historie’. Se Pierre Korys substack her – få et indtryk af hvordan en person der ellers bekender sig til almindelig mainstream tilgang til sit fag (medicin) opdager hvordan der manipuleres med data og hvordan det først afslører sig når man eksponeres for propaganda på et felt man selv ved en hel masse om. Lyt til episoden hos Tom Woods hvor Kory fortæller om, hvordan hans opfattelse af statskrisen vedrørende den onde virus udviklede sig.
Paralleller og andre eksempler der tydeligt er propaganda omfatter klimahysteriet, og ikke mindst Rusland, Rusland! som forklaringen på al dårligdom i verden.
I en tid hvor ‘vi’ har brug for at folk i almindelighed udviser skepsis over for myndigheden og selv kritisk evaluerer ‘nyhedsstrømmen’, er det ekstra vigtigt at vriste propagandaapparatet ud af statens næver. Stat og uddannelse bør adskilles ganske som stat og (anden) religion.
Hvad er staten for en størrelse? Læs om den hos Rothbard – 37,50 inflationsramte DDK her i butikken.
SÅledes må man tro at den klasse der betragter sig som herskere mere end tjenere, tænker om undersåtterne (ikke medborgerne). Derfor må kloge mennesker naturligvis sørge for at ingen gør noget dumt – og der er altid et hoved man kan tage til indtægt for handling fordi nogen må gøre noget!
Folkets vilje… er oppe at vende igen og tak, Otto, for det! Vi har har før behandlet emnet om den ikke-eksisterende folkevilje og demokraturets begrænsninger, se her og her og her, men den lektion tåler bestemt gentagelse. Ikke mindst fordi folket røst ustandseligt tages til indtægt for dette eller hint – som regel i sammenhæng med noget politisk opportunisme. ‘Demokratiet har talt’. (Det betyder hold på din tegnebog!)
Bastiats pamflet fra 1849 om hvad Lov er og hvilke beføjelser kollektivet har sammenlignet med individet er stadig læseværdig i dag – ‘dine’ folkevalgte fik chancen men de færreste har vist udnyttet den.
Følg op med Rothbards Statens Anatomi, der starter med hvad staten ikke er, nemlig ‘vi’ og ‘os’. Dette korte essay dissekerer statens anatomi og blotlægger dens forskellige organer.
Den fjerde statsmagt – den kritiske, uafhængige, (men statsstøttede!) presse – muhahaha – tiljubler banden og kalder udfaldet af en afstemning blandt en del af befolkningen for en sejr for demokratiet.
Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning…
Grundloven §73, stk 1
Opfatter politikerbyrden sig som herskere eller tjenere, og opfører de sig som herskere eller tjenere?
Centraliseringen af magt i EU parlamentet stopper ikke med dette. Nye kriser vil ‘opstå’ eller begivenheder vil blive taget som påskud til at yderligere centralisering. EU-kleptokratiets våde drøm om ‘ret’ til skatteopkrævning lurer forude. Hele ideen om at påtvinge omgivelserne, nær og fjern, egne værdier er stik mod de højtidelige fraser om inklusion og diversitet. ‘Fredsbevarende’ styrker mig her og der, når grupperinger andre steder i verden strides om ressourcer eller ideer, er et udtryk for at ‘vi’ ved præcis hvordan andre skal leve deres liv. Som David Stockmann skriver her om den amerikanske udenrigspolitik Perpetual Debt, Perpetual War – og den vil EU-byrden også deltage i.
Når Mette lover at sende flere våben til den ene korrupte bande i deres kamp mod en korrupt overfaldsmand, så er skattekvæget tvunget til at betale, også selvom man finder dén strategi dybt umoralsk, og at den vil medføre endnu mere unødig lidelse og tab af menneskeliv og produktionsapparat. Produktionsapparat der er nødvendig for at forbedre tilværelsen for mange mennesker både i og udenfor konfliktzonen. Lad dem, der deler Mettes vurdering spytte i kassen direkte og hold andre udenfor – dét ville være en sejr for demokratiet. Jo færre ressourcer politikerbyrden kan disponere over, desto mindre sandsynlighed er der for omfattende krig og destruktion. Som det er nu beriges en relativt lille gruppe på bekostning af andre, og uden at udfaldet af krigen kan forventes at blive ændret. Det handler alene om hvor store, og langvarige omkostningerne bliver.
Afskaffelsen af ‘forsvarsforbeholdet’ er et stort skridt i den forkerte retning. Vi er langt nede af skråplanet. Læs om hvad staten er for størrelse i Rothbards Statens Anatomi – her i butikken for 37,50. Tag Bastiats Loven med og læs om hvorfor kollektivet ikke kan forgribe sig på andres ejendom, ganske som individerne der indgået i kollektivet ikke kan. Retten til at stjæle kan ikke uddelegeres – her i butikken for 37,50.
Når snakken falder på ESG (Exceptionally Stupid Governance) og den moderne ‘stakeholder kapitalisme’ opfattes det af og til som om Milton Friedman udlægning har vist sig at være ‘forkert’. At det ikke skader et selskabs bundlinie at ledelsen bruger kræfter på alt muligt andet end at excellere i at løse et eller flere problemer for deres kunder.
Friedman tog nu ikke fejl hvad det angår (måske nok med hensyn til hvad inflation er og hvad centralbanken kan og skal gøre, men det er en anden historie. Læs her og her og her og her og her og her om inflation.)
The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits
Dette indlæg, fra 2020, beskriver udmærket hvordan Friedman ser, at også hensyntagen til andet end snævre pekuniære mål kan være i ejernes langsigtede interesse. Det er en stråmand der ofte slæbes i manegen at ‘kapitalisten’ ikke har andet end penge i sigte.
Et afgørende kritikpunkt af ESG er, at det for det første er umuligt at holde ledelsen op på noget som helst, fordi der vil altid være forskellige, indbyrdes stridende, interesser i spil når beslutninger vedrørende anvendelse af knappe ressourcer skal træffes. Så må der ‘afvejes’ – og ingen kan sige at et kontor i Indien er mere ‘retfærdigt’ end en fabrik i Vietnam. Hvis der kun er strategi eller ressourcer til den ene, vil den anden ‘gå glip’ af arbejdspladser. Hvor ondt! Men ESG-officeren fra Humanoid Remains-afdelingen har udarbejdet en rapport der beskriver detaljerne i de moralske overvejelser for og imod den ene eller den anden beslutning og der er brugt regnedrengeressourcer til at estimere de forskellige potentielle omkostninger. Og tilsvarende for en back-up plan.
Et andet stort problem er, at alting politiseres. Ledelsen får mulighed for, med andres ressourcer, at løbe med egen politisk dagsorden. Ikke alle aktionærer har de samme interesser og synspunkter på, hvordan forskellige ressourcer i samfundet skal benyttes og hvordan man skal indrette sig. Netop derfor skal ledelsen holde sig til at levere størst mulig værdi for kunder og aktionærer. Herefter kan aktionærer (og kunder) benytte denne værdi der er skabt, til at forfølge egne, forskelligartede mål. Dét er diversitet! I Kentucky har statsadvokaten oven i købet forholdt sig til ledelsens juridiske forpligtelser overfor aktionærerne :D…
Når ledelsen hovedløst løber efter åbenlyst uopnåelige mål, som f.eks Net Zero, og spilder kræfter på enhjørningeflatulens bliver firmaets produkter dyrere og formentlig også dårligere end de ellers ville have været og vi bliver allesammen fattigere. Fokusér i stedet på kerneproduktet, skab dermed mere værdi som så kan anvendes på andre ting – fremfor at politisere for andres penge. Det er hvad politikere excellerer i.
Som Marx (ikke ham med fejltagelserne) sagde, politikere søger (og ofte skaber de) problemer, som de herefter gør endnu værre…
Frédéric Bastiat ramte endnu engang hovedet på sømmet for knapt 200 år siden, i pamfletten Loven:
…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…
Med den viden om politikere som ballast, så kan man overveje om man vil overlade endnu mere magt til EU-byrden. Der er ‘folkeafstemning’ på onsdag om hvem der skal plyndre os og hvordan. Skal mere plyndring afgøres endnu længere fra ofrene end idag? Bedst var det om vi kunne afstå helt fra plyndring, men der er vi nok ikke endnu. Hvis Mette og ko. vil støtte en udmattelseskrig imellem to korrupte regimer, så lad hende gøre det for egne midler sammen med ligesindede – og ikke trække penge ud af folk som finder den strategi afskyelig og menneskefjendsk. For en anden tilgang til problemer i verdenen end den vi ser og har set de sidste årtier, lyt til denne podcast hvor John Mueller er på besøg hos Tom Woods og diskuterer amerikansk udenrigspolitik. Vi har brug for mindre centralisering af politiske beslutninger, ikke yderligere koncentration af magt.
30% af en ungdomsårgang ‘får’ i dag en akademisk kandidatgrad, skriver Børsen. Man bør overveje om det er hensigtsmæssigt, eller sågar muligt at så stor en andel løfter sig til det højeste videnskabelige niveau, og helliger sig en intellektuel karriere hvor man burde søge at afdække sandheden i det omfang det for tiden er os beskåret. Vi kan ikke vide ‘hvor meget’ videregående uddannelse der er den ‘rigtige’ mængde i samfundet. Vi kan vide at et offentligt system ikke formår at indfri de erklærede forventninger (løfte deltagerne til højeste videnskabelige niveau) – og snak om udjævning af uligheder klinger også hult. Den sociale mobilitet er ikke specielt veludtalt i DK sammenlignet med f.eks usa – om forklaringen så er alle de øvrige uhensigtsmæssige tilskyndelser der modvirker en evt effekt af adgang til ‘uddannelse’ er vanskelig at afklare. Det ekstremt generøse danske system er et skoleeksempel (!) på, at central styring af væsentlige områder ikke fungerer. Det bliver en sovepude og en parkeringsplads, og de studerende forholdes andre, bedre muligheder for at skabe sig en uafhængig tilværelse, når de tudes ørerne fulde om at uddannelse er den (eneste) sikre vej til et ‘godt liv’. Som om resten af befolkningen ikke kan have et godt liv, fordi de ikke er akademikere. Resten af landets borgere plyndres først når byttet uddeles, og dernæst når bureaukratiets repræsentanter tager sig betalt for at bureaukratisere og så igen ved tabet af alt det, ressourcerne i stedet kunne have været brugt på.
I Bag om Nyhederne er uddannelsesreformen på dagsordenen, og tak til Otto Brøns-Petersen for at holde fast i, at uddannelse ikke nødvendigvis behøver at være leveret af et statsmonopol.
Som alle andre statsmonopoler bliver produktet dyrere og ringere end hvis staten havde blandet sig udenom og ladet folk selv (selvom det gyser i akademikeren at overlade SÅ meget ansvar til pøbelen selv) om at afgøre hvor meget og i hvilken form de ønsker at lade sig og sit afkom uddanne. Har man for praktiske formål kun statsuniversiteter/skoler må man forvente at der propaganderes for statens uundværlighed i disse institutioner. 37 milliarder ud af 151 milliarder bruges på videregående uddannelser – de penge ville give mere uddannelse hvis folk selv fik lov at købe den! Kig selv mere på tallene her.
Hvad skal staten med alle de akademikere? (Hjælp til at overbevise pøbelen om at den bør lade sig regere af folk der ved bedre end dem selv hvad de egentlig har brug for.) Læs forklaringen hos Rothbard i Statens Anatomi – fås her i butikken for 37,50.
Oxymoron, sarkasme, spøg eller muligt? Nok mest det første. Men skulle man lege med tanken om at få noget fornuftigt ud af politikere kunne følgende semi-utopiske tankeeksperiment måske underholde her på årets første dag. Dagen hvor et nyt ‘lovår’ starter og banden der tror de er herskere kridter skoene og starter en lavine af chikanerier.
De fleste ordentlige mennesker – og sikkert også en del politikere – er nok enige i, at der egentlig er for mange love og regler. Når lovene bliver så komplekse at specialister ikke kan gennemskue dem er de ikke længere retfærdige, nogle af dem kan være i strid med andre eller fortolkes forskelligt afhængig af kontekst. For at nyde respekt, skal love være i overensstemmelse med befolkningens almindelige moral og sunde sans. Slå ikke din søster og tag ikke hendes mad. Resten er (næsten) detaljer.
Så hvordan får vi reduceret lovbyrden?
For eksempel kunne man lave et borgerforslag (jeg ved godt det begreb kun er der for et syns skyld, men lad os nu lege med) gående ud på at folketinget i indeværende samling skal eksekvere følgende:
Solnedgangsklausul indføres for alle gældende love med udløb inden næste valg
Det pålægges folketinget at udarbejde en plan for rækkefølgen af udløb for gældende love.
Alle nye love kræver flertal på mindst* 80% af de stemmeberettigede stemmer ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget og udløber efter senest 8 år eller to valgperioder (hvad der måtte komme først)
En lov der udløber kan forlænges hvis 80% af de stemmeberettigede stemmer for ved folkeafstemning eller tilsvarende forholdstal i Folketinget.
Folketingets pladser tildeles således at kun det antal der modsvarer antallet af gyldige, afgivne stemmer besættes. Undlader 20% at stemme ved et valg vil kun 80% af pladserne i folketinget besættes og vedtagelse af nye love/forlængelse kan således kun ske ved enstemmighed blandt de 80% der er valgt.
Skattesystemet reformeres med afskaffelse af al person- og selskabsbeskatning og erstattes med en flad moms.
Statens udgifter kan ikke overstige dens indtægter
* I betragtning af at 505.000 ud af 5.312.000 skattepligtige personer betaler topskat, kan det være at kravet skulle skærpes til at 90% skal stemme for…(2020-tal)
Formålet med solnedgangen er at reducere lovmængden, og formålet med supermajoritet er at sikre at de love der rent faktisk gennemføres, nyder bred opbakning i befolkningen, og er simple og få nok til at folk faktisk kender dem. Konverteringen af politikere fra lovbyrdeudspyende elementer til lovreducerende individer ville være et stort fremskridt.
Om fordelingen af varer og tjenester ville være den samme hvis den offentlige andel af forbruget ikke var så stor måtte komme an på en prøve. Måske ville vi bruge endnu mere end 5 mia på ‘Radio-, TV- og forlagsvirksomhed’ – men vi ville selv bestemme hvem der skulle have hvor meget…og det gælder også de øvrige poster.
Et væsentligt punkt i forbindelse med stemmeri er selvfølgelig hvad der faktisk kan stemmes om. En afstemning om andre folks ejendom giver naturligvis ikke mening – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har. De højtærede (sic) politikere bør se at få læst Loven – de har haft lejligheden til det.
Christian Bjørnskov har en blogpost der underholder med et tankeeksperiment – valgløfter som bindende kontrakter mellem befolkning og politikere. Konteksten er selvfølgelig at der bliver lovet guld og grønne skove før valget men guldet og skovene materialiserer sig ikke efter valget. Valgløfterne karakteriseres som cheap talk: gratis og uden nogen som helst konsekvenser. Ved nærmere eftertanke er det imidlertid ikke helt rigtigt. De tomme valgløfter er ikke gratis! (nogle af dem bliver delvist indført, for andre folks penge) og er bestemt ikke uden konsekvenser, for omgivelserne korrumperes af løgnene og løfter om, at politikere kan give noget til nogen. Det kan de – ved at tage fra andre.
Det ER i parentes bemærket et tankeeksperiment – jeg er ret sikker på Bjørnskov er klar over umuligheden i en ‘kontrakt’ – en aftale om at overføre ejerskab mellem forskellige parter. Tankeeksperimentet illustrerer snarere demokratiets fallit.
Staten, eller nærmere regeringen, består af en flok mænd ganske som du og jeg. De har i det store hele intet særligt talent for virksomhed eller regering; blot talent for at blive valgt til og fastholde en plads på tinge. Deres vigtigste middel til dét, er at opsøge grupper der råber og skriger efter noget de ikke kan få, og love dem at give det ‘noget’ til dem. Ni ud af ti gange er løftet værdiløst. Den tiende gang opfyldes det ved at plyndre A for at give til B. Med andre ord, regeringen er blot en hæler hvis forretningsområde er plyndring og valget er en form for forsalg af tyvekoster.
Kan plyndring via lovgivning forsvares? Nej! Den enkelte har ikke ‘ret’ til at stjæle fra en anden, og kan heller ikke stjæle ved at benytte sig af en mellemmand. Læs Bastiats Lovenom hvad lov er og hvilke rettigheder der kan uddelegeres. Fås her i butikken for 37,50.
Når Moder Stat griber ind for at beskytte undersåtterne viser det sig at indgrebet har utilsigtede konsekvenser (i forhold til de påståede hensigter). Disse konsekvenser kalder på handlekraft – Moder Stat har identificeret endnu et problem der skal løses! De groteske overgreb de forgangne 18 måneder er en sørgelig illustration af dette. Børnene (Børnene, for pokker!) lider under nedlukningerne – vi må have et Trivselsministerium!
Ingen rettroende tilbeder af Staten kan være modstander af at beskytte de uskyldige små mod tilværelsens onder, hvad enten Vormoder har påført dem onderne eller de blot er kommet af sig selv. Således vokser bureaukratiet i omfang og rækkevidde indtil intet ligger udenfor Statens interesseområde.
Når politikerbyrden, hin vederstyggelige, blander sig i stort og småt og truer med knytnæven, så fører ansvarsovertagelsen til at befolkningen bliver mere og mere afhængig. Ikke af hinanden, men af en velvillig hersker og ansvarsfraskrivelsen er en af de værste moralske konsekvenser. Man kommer til at opfatte sig selv som offer og som en der har ‘ret til’ dette eller hint, blot fordi man eksisterer – uden at indse ens positive ‘ret’ nødvendigvis må føre til overgreb på en andens ret.
Mennesker der samarbejder om at forbedre tilværelsen for dem selv og hinanden – uden at kende hinanden! – er et fænomen der har mirakuløs karakter. Jo mere staten blander sig, desto værre bliver udkommet. Læs om miraklet sammen med dine børn i Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant. Her i butikken kan den købes.
Tænker du at begrebet lighed for loven er en god ting? (I første omgang lader vi som om at ‘loven’ overhovedet er rimelig – den antagelse holder ikke, men er ikke genstand for ugens bemærkning. Læs Loven!)
Altså hvis der er noget DU ikke må – så kan du ikke ved et trylleslag og noget de kalder stemmeri, få andre til at gøre det i stedet. Eller hvis man er diktator – loven gælder i det omfang og for dem jeg siger det gælder…
I regelstaten havde Jonas Herby besøg af en jurist med særlig interesse for ‘menneskerettigheder’ – anledningen var den at Foreningen Imod Ulovlig Logning fornyelig tabte deres sag mod Justitsministeriet. Det er en god sag at føre – for vore herskere mener sig hævet over ‘loven’ og registrerer og arkiverer hæmningsløst vores kommunikation. Naturligvis i bedste hensigt og for at beskytte os mod uhensigtsmæssige og ubehagelige elementer iblandt os.
Det kedelige er imidlertid at juristen, Rasmus Malver, ønsker at bruge EU-monsteret som middel til at tryne de lokale slyngler. Med henvisning til menneskerettigheder…Først til allersidst berørte diskussionen begrebet positive og negative rettigheder – EUs og FNs ‘rettigheder’ er så mange og problemet er netop at de positive rettigheder betyder at nogle menneskers behov tilgodeses på bekostning af andre menneskers rettigheder. Hvis alle polske kvinder (eller blot nogle) har ret til abort i Danmark (!!?) så er der nogle personer hvis ejendomsret man forgriber sig på for at levere denne rettighed. En af de – relevante – indvendinger mod den danske grundlov er, at den intet er værd hvis folketingets medlemmer vælger at tilsidesætte den. Og fuldstændig den samme kritik kan rettes mod de ‘rettigheder’ der opremses i EU-loven. Et eksempel, artikel 17 om Ejendomsret:
Enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.
At lade et større monster (EU, FN) afgøre hvilke love der gælder i DK for at begrænse et mindre monsters (den danske stat) overgreb på landets indbyggere virker som en rigtig dårlig ide! En stor eller mindre stor knytnæve gør begge skade. Eksempel på at det er skidt når staten overvåger borgerne og afgører hvad der er misinformation kan findes i et land der formelt har beskyttelse af ytringsfrihed (som ikke er en menneskeret men en ejendomsret!).
Selvoptagede, eftertænksomme, naive, kortsigtede, ussel musiksmag og værre tøjsmag, overmodige og dumdristige er adjektiver der alle dage har været brugt om ungdommen. (Undtagen selvfølgelig en selv.) Det sidste års tid kan man tilføje skræmte, frygtsomme, autoritetstro, ukritiske og parate til at acceptere uhyrlige indgreb i deres personlige frihed fra inkompetente og magtgrådige politikere og embedsmænd af alle køn. Det er nu ikke kun ungdommen der lod den misere udspille sig. En grov generalisering naturligvis – og som Tom Lehrer sagde, jeg hader folk der ikke elsker deres medmennesker.
Men hvor kommer håbet så fra? I Schweiz har der igen været en folkeafstemning, og selvom stemmeri i almindelighed er stærkt overvurderet, så giver det alligevel anledning til et lille håb. Det man stemte om, var nemlig en lov der under betegnelsen klima-beskyttelse havde tre komponenter der hver for sig var til afstemning. CO2 begrænsning (skat), pesticider (forbud) og drikkevand (kun subsidier(!) landbrug der ikke bruger pesticid). Alle tre dele blev afvist, noget mere snævert end andet, men blandt aldersgruppen 18-34 var der 60-70% nej-stemmer. En gryende erkendelse af at de færreste er parat til at ofre levestandard på klima-alarmismens alter er måske på vej.
Et andet spørgsmål er så om CO2-bekymringen er stærkt overdrevet – og de temperaturændringer der er observeret i højere grad skyldes andre mekanismer. Det betyder at en hel klima-lobby-industris levebrød kan udfordres og det går ikke stille af. Lyt til Martin Ågerups interview med Henrik Svensmark her og glem ikke at politikere står i kø for at svinge den nye kølle der hedder nedlukning, hvad enten påskuddet er delta-, epsilonvarianter eller ‘klima’.
Energi er grundlaget for den fantastiske levestandard vi har i vores del af verdenen – ønsket om rene, pæne, ikke-sundhedsskadelige omgivelser bliver stærkere og stærkere desto rigere man er. Derfor kan det ikke undre at andre steder i verdenen er fokus i højere grad på andre aspekter af tilværelsen og derfor giver det absolut ingen mening at bruge enorme ressourcer på ineffektive energikilder hvis det erklærede formål – at mindske påvirkningen fra CO2 står til troende. Men ofte handler det mere om at signalere dydighed (hej North Face). Når vi lægger ekstra skat på energi betyder det at alt andet bliver dyrere og vi bliver dermed ringere stillet og dårligere i stand til at bruge ressourcer på at finde bedre måder at forbedre tilværelsen på – herunder begrænse uønsket påvirkning af omgivelserne fra den aktivitet der fører til menneskelig trivsel.
Mennesker lever og overlever ved at ændre omgivelserne i et omfang intet andet levende vi kender til, formår. Hvis menneskers trivsel anses for et mål og et gode, kan man ikke undlade at acceptere ændringer i omgivelserne – vi bygger huse, byer, kloakering, varme- og kulderegulerende systemer og meget mere for at beskytte os mod et barskt miljø. Altsammen aktivitet der er afhængig af energi – jo mere des bedre. Heldigvis er klimarelaterede dødsfald faldet markant de sidste hundrede år, takket være energi, primært fra fossile brændstoffer. De der anser mennesker for en parasit på jorden der er ‘bedst’ hvis den er fri for enhver ændring der skyldes mennesker er nogle vi andre bør holde godt øje med og beskytte os imod.
Cepos har udgivet en rapport om skatteunddragelse (deres hjemmeside fungerer ikke i øjeblikket) og for nylig diskuterede Martin Ågerup emnet med tidligere departementschef Peter Loft. En udmærket diskussion det kan anbefales at lytte til, men man kunne ønske sig lidt mere fra en liberal tænketank end diskussion af om der skal betales 22% eller 21% i selskabsskat.
Indkomstskat var ikke hovedemnet her, men diskussionen går ofte i samme spor, for selvfølgelig, lyder det som regel, skal vi betale ‘vores’ skat, bare lovgrundlaget er på plads og transparent. Men lovgrundlaget er aldrig ‘på plads’, for indkomstskat er et af de værste tyverier – og det bør nævnes at der findes steder hvor den er nul uden at samfundet ligger i ruiner.
Talen om at skylde noget i skat er et eksempel på nysprog der har sneget sig ind, og nu som en naturlig præmis antager at staten ejer din ejendom (som dermed ikke er din ejendom). Men staten har intet retmæssigt krav på din ejendom! At tale om skatteunddragelse som noget vi ‘selvfølgelig’ skal forhindre er ren Orwell’sk – det svarer til at du selvfølgelig ikke må låse din dør for at gøre det vanskeligere for tyven at stjæle. Tyven har ikke ret til en del af din ejendom – heller ikke selvom han og de andre tyve har stemt om det og er blevet enige om at din ejendom nu er deres.
Det er fint have en tænketank som Cepos der kan påpege mange tåbeligheder og man kan sagtens mene at et radikalt budskab som nul (0) i skatteprocent er urealistisk og ‘skræmmer’ folk væk fra liberale tanker. Men man kunne som nævnt godt ønske sig en mere principiel diskussion om ejendomsret og friheden for tvang, selvom der er et stykke vej til den situation.
War is Peace
Freedom is Slavery
Ignorance is Strength
…
Din ejendom er statens
Naturligvis er skat tyveri – vrangforestillingen om at det er noget folk betaler frivilligt, kan kun tilskrives årtiers ophold i propagandainstitutioner. Troels Lund Poulsen, som ellers ikke fortjener særlig ros, indførte i sin tid en konto hvortil man frivilligt kunne indbetale mere i skat, og sjovt nok var det ikke store summer der kom ind. Hvis dit bedste bud på, hvordan reelle problemer løses, er at tvinge andre til at betale til en bande der efterfølgende ikke løser problemer, men skaber dem, så prøv igen med en anden tilgang. Undlad i hvert fald at holde den moralske fane højt. Mener du der er et problem der skal løses, og kan du ikke selv klare det, så må du overbevise andre om at netop dette problem fortjener særlig bevågenhed. En af de værste konsekvenser af statens indblanding i stort og småt er den ledsagende ansvarsfraskrivelse for medmenneskers ve og vel. Modtagere korrumperes og andre tilskyndes til hårdhudet ligegyldighed.
Når man bruger loven til at tildele nogle mennesker særlige privilegier fører det efterhånden til alles kamp mod alle om kontrollen med det magtapparat, banden, der betegner sig som staten.
Læs med dine børn om, hvad lov er i Tuttle tvillingerne lærer om loven og læs selv originalen Loven, der begge fås på dansk her i butikken. Bastiat skrev pamfletten i 1849 og den er endnu mere relevant i dag. Og så er den ganske let læst. Nødvendig modgift til dagens propaganda.
Kan resultatet forudsiges. Og det er ikke til vores alle sammens fælles bedste. Bureaukraten har som alle andre sine egne personlige interesser og præference. Det er der intet mærkværdigt eller upassende ved. Når bureaukraten optræder både som lønmodtager i et offentligt system og som arbejdsgiver, henter han sine midler som arbejdsgiver i andre menneskers lomme, og er tilbøjelig til at være mindre påholdende med udgifterne.
Dette problem bliver større og større efterhånden som antallet af bureaukrater vokser som Mises påpegede allerede i 1944(!) i Bureaucracy (hent den her).
Udviklingen i antallet af offentligt ansatte i Danmark illustrerer problemet. Fra 1966 til 2019 steg antallet af offentligt ansatte fra 269.000 til 829.000 – som udtryk for at staten trænger sig ind på alt for mange områder, hvor den (også) gør mere skade end gavn. (Godt nok er tallet faldet en smule igen, men udgør stadig 719.000 i 2020.)
Det betyder ikke at alle offentligt ansatte er uproduktive, eller at der ikke også er lammende bureaukrati i den private sektor – dog ofte som et ‘svar’ på det offentlige bureaukratis aktivitet. Men hver en krone der bruges på varer eller ydelser af bureaukraten kommer dels fra en anden, der så ikke kan bruge den efter eget forgodtbefindende. Endvidere er der afledte effekter med ressourcer der flyttes til de områder bureaukraten favoriserer, ressourcer der trækkes væk fra andre områder hvor priserne så stiger mere end de ellers ville have gjort (eller måske endda var faldet).
Udover det moralsk forkastelige i at tage fra nogle for at give til andre, er alternativomkostningerne vanskelige at (over)vurdere. Det sete versus det usete – det som ikke bliver iværksat fordi bureaukraten har beslaglagt en stor andel af samfundets produktion er fint beskrevet i Henry Hazlitts Economics in One Lesson. Læs de første kapitler her på dansk.
Jo rigere et samfund er, desto bedre går det også de, der er dårligst stillet. Forudsætningen for at kunne hjælpe andre, er velstand og villighed. De fleste er villige, og mere villige des mere velstillede de er. Produktion går forud for forbrug (Says lov) og jo mere staten konfiskerer af det producerede desto mindre velstand er der til at hjælpe dem der behov for hjælp. Politikere lader til at tro at rigdom ‘opstår’ og blot skal fordeles ‘retfærdigt’, men fattigdom er udgangspunktet. At skabe og vedligeholde velstand er en kompliceret affære med samarbejde mellem mennesker der ikke kender hinanden. Du kan læse om dette mirakuløse samarbejde – sammen med dine børn – i bogen om Tuttle Tvillingerne og den mirakuløse blyant.
Bananrepublikken der ikke kan afholde troværdig afstemning – Glen Greenwald her. Mere bananrepublik via Pepe Escobar.
Otto Brøns-Petersen beklager The Donalds hastige udmeldinger om svindel med mangel på dokumentation, med henvisning til ‘uregelmæssigheder’. Man kunne sige at omfanget af uregelmæssigheder er mistænkeligt i sig selv. Se link til Escobar ovenfor. Havde det været golf skulle den siddende præsident formentlig have haft 3-4 ekstra slag på hvert hul for at kompensere for den syndflod af misinformation mainstream medierne har oversvømmet verden med de seneste 4 år. The Donald skal ikke takkes for ret meget – men udstillingen af hykleriet og nedsmeltningen af the establishment har haft sin egen underholdningsværdi og det bliver svært at få al tandpastaen tilbage i tuben. Som en ikke uvæsentlig parentes har han ikke startet nye krige, hvilket bør påskønnes. Et andet væsentligt bidrag er at respekten for præsidentembedet så småt kan anfægtes – legitimiteten af præsidentens magt eksisterer ikke længere i manges øjne – desværre tror mange stadig at embedsvældets udøvelse af magt på magisk vis fører til gunstige resultater. Værdien af stemmeri er – stærkt – overdrevet.
Hans-Hermann Hoppes Democracy: The God that Failed beskriver glimrende mekanismerne i demokrati og anfægter systemets status som ‘det mindst ringe’. Jeff Deist gennemgår bogen over tre seancer – find dem på the Human Action Podcast.1, 2 og 3.
For et par år siden gik det op for nogle at der kan fuskes med stemmemaskinerne – i år ser det måske lidt værre ud, se også project veritas her. Og tragedien i USA forværres af, at halvdelen af stemmeafgiverne (hvis eller vi kendte nævneren, men det gør vi heller ikke…) føler at den anden halvdel er fuldstændigt ude i hampen.
Demokrati fungerer ikke når der kan stemmes om andres penge eller om om hvordan andre bør leve deres liv. Det fører til kamp om magten til at dominere ‘modparten’, tvinge ham til noget han ikke ønsker – ganske som Bastiat beskrev for små 200 år siden i Loven.
Se her 42 min – Jeff Deist taler om demokrati – et system der kan være ganske udmærket når stemmeafgiverne kender hinanden og har skin in the game. Det vil sige på tilpas decentralt niveau – og ikke mindst: Der kan ikke stemmes om andres ejendom. Hvis man er ude at spise med en gruppe venner/bekendte, så kan flertallet ikke beslutte at Alice skal betale for Bob, Charlie og alle de andre. Heller ikke med henvisning til at ‘vi har stemt om det’ eller at det er ‘en demokratisk beslutning’. Man kan ikke som gruppe begå handlinger som man ingen ret har til at begå som individ. Eller man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv besidder.
På familieniveau fungerer sågar kommunisme – populært sagt yder man efter evne og nyder til en vis grad efter behov. Til forskel fra ‘rigtig’ kommunisme foregår afgivelsen af ressourcer i familien ganske frivilligt – og måske endda med fornøjelse. Når fordelingen af ressourcer løftes ud af intimsfæren er der kun en måde det kan foregå på, uden at invitere til konflikt: Frivillighed. Frivillig udveksling af varer eller ydelser man selv producerer mod andre varer eller ydelser andre producerer og (frivilligt(!)) stiller til rådighed for markedsdeltagere.
I stedet for en slåskamp om, hvilken gruppe der skal dominere i en periode, bør erkendelsen af fundamentale uenigheder om, hvordan tilværelsen bør indrettes, føre til at man fredeligt går hver til sit. Lader andre indrette sig som de vil i fred og selv indretter sig som man synes er rigtigt. For Amerikas vedkommende betyder det at stater skal generobre deres selvstændighed og frigøre sig fra den føderale regerings kvælertag. Når alting politiseres medfører det kamp om magten, statsmagten, til at tvinge andre til underkastelse. Loven perverteres og bliver til redskab for udplyndring i stedet for retfærdighed.
At købe stemmer er præcis hvad politikere udmærker sig i. Mod genvalg og af og til en (urealistisk) følelse af godhed lover politikere dig guld og grønne skove – eller i hvert fald at give dig noget som du ikke selv har ret til at tage: andre folks ejendom. Det er forkert at stjæle din nabos ejendom for at bruge den på en måde DU finder mere hensigtsmæssig. Det bliver ikke mindre forkert af, at du rotter dig sammen med andre på vejen og I stemmer om at din nabos ejendom, eller dele af den, skal bruges på en måde I bestemmer.
Forestillingen om at politikere eller embedsmænd er gjort af et særligt stof, som sætter dem i stand til at fordele andre folks ejendom ‘retfærdigt’ må betragtes som naiv. Det er moralsk forkasteligt og oven i købet kan de erklærede hensigter ikke opfyldes. Man kan spørge sig selv om det er ondskab eller uvidenhed, eller ‘blot’ en konsekvens som bedst beskrives med public choice teori.
En bedre, men stadig uperfekt, model er et system hvor statens adgang til at bruge vold og trusler om vold (se knytnæven) over for borgere er fraværende – også selvom der diskes op med med henvisning til ‘almenvellet’ eller lignende floskler. Et monopol på beskyttelse af privat ejendom er ikke nødvendigt for at have et civiliseret samfund – alternative måder at indrette sig på kan man læse lidt mere om her privat produktion af forsvar, her og her..
…og en rekord i den tid det tog at danne en regering efter et valg – som om stemmeriet gjorde en forskel. Det er nogle af de ting Belgien er kendt for. Måske også flere officielle sprog i et relativt lille land. Nogle af tingene er gode, andre mindre gode. (Mafiaborgen ligger i Bruxelles.)
Nu har nogle af landets borgere imidlertid også gjort sig bemærket på anden positiv vis, nemlig med et åbent brevsigneret af 503 læger, 1570 sundhedsprofessionelle og 10955 borgere (26. september).
Brevet konstaterer (og argumenterer for) at de vidtgående tiltag der er gennemført under dække af viral nødretstilstand er ude af proportion og gør langt(!) mere skade end gavn. Derfor opfordres til en øjeblikkelig ophævelse af disse tiltag og en reetablering af normal demokratisk regeringsførelse og civile rettigheder. Den systematiske undertrykkelse af kritiske stemmer anfægtes og brevet slutter med følgende krav:
We therefore demand an immediate end to all measures.
We are questioning the legitimacy of the current advisory experts, who meet behind closed doors.
Following on from ACU 2020 46https://acu2020.org/nederlandse-versie/ we call for an in-depth examination of the role of the WHO and the possible influence of conflicts of interest in this organisation. It was also at the heart of the fight against the “infodemic”, i.e. the systematic censorship of all dissenting opinions in the media. This is unacceptable for a democratic state governed by the rule of law.43
Staten skaffer sig, i modsætning til andre institutioner eller individer, indkomst via tvang og trusler. (Ok, mafiaen gør også…) Hvad enten du mener at statens repræsentanter på bedste vis, som engle, uddeler de plyndrede midler eller ej, så er det et faktum. Og nej, at der er stemt om det gør det ikke legalt at plyndre andre. Man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.
Produktion går forud for plyndring. Produktion af varer eller ydelser er også forudsætningen for at man på fredelig vis kan få del i, hvad andre har produceret – handel. Says Lov. Hvis ikke nogen har produceret noget, er der ikke noget tage og dele ud af.
Krig er mord i en skala som ingen privat organisation kan slippe afsted med. Hvordan bærer banden sig af med at bevare magten? Participatory fascism…
Selv i fredstid er regeringer mere morderiske end du måske går og tror.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
…kaldet det ‘demokratiske’ partis ‘debat’ afslørede en omgang politiker-hybris der er dybt forstemmende – og i øvrigt ganske analog med politikerbyrden herhjemme.
Jeffrey Tucker beskriver hvordan hver og en af de deltagende kandidater har planer for hvordan vi andre skal leve vores liv. Detaljerede planer oven i købet, ganske løsrevet fra vores egne, og finansieret af tvangsinddrevne midler eller af gæld, som fremtidige generationer kommer til at hænge på.
Man kan måske håbe at Jacob Hornberger kan kaste en smule lys over land, men valgt det bliver han ikke – selv ikke hvis de to ufrivilligt tragikomiske autokrater (Donald & Bernie) står over for hinanden til efteråret.
Til almindelig oplysning er det i dag den 29. februar – og den femte lørdag i denne måned. Næste gang det sker er i 2048 😀 Inden da bør du have læst Loven af Bastiat og Statens Anatomi af Rothbard – begge fås på dansk her i butikken😉
Martin Ågerup henviste fornyelig i en kronik til World Economic Forum og spørger hvilken kapitalisme vi ønsker. Det er jo et udmærket spørgsmål – men hvem er vi der ønsker, ønsker dette vi det samme (nej!), og hvis vi gjorde var vi sikkert også uenige om midlerne til at nå dette mål.
Det kan synes som et dilemma – der vanskeligt kan løses ved at 51% af afgivne stemmer ved et valg peger på en bestemt kandidat eller et ja eller nej til at forblive i EU (for at tage et mere end 3 år langt dagsaktuelt spørgsmål).
Martin Ågerup skriver at “Virksomheder bør undlade at søge særlig beskyttelse mod konkurrence og bør sige nej tak til subsidier og andre støtteordninger”. Mit bud er at den eneste måde at få dét til at ske, er at afskaffe subsidier og støtteordninger, af enhver slags. Lad folk selv bestyre deres liv og ressourcer – herunder at slutte sig sammen i kooperativer, grupper, selskaber, foreninger, klubber osv på frivillig basis! 😱 Lad dem beholde hvad de tjener på at betjene andre og genopdage personligt ansvar for sig selv og andre – et af de styggeste træk ved ‘velfærdsstaten’ er, at den fjerner folks ansvar for hinanden og fører til fremmedgørelse, strid og fjendtlighed.
Staten er ikke det samme som samfundet, ‘vi’ er ikke staten og staten er ikke os. Staten er ikke det klister der giver os sammenhængskraft eller beskytter os. Læs om hvad staten er og ikke er i Rothbards Statens Anatomi der fås på dansk her i butikken til 37,50.
Robert Higgs skrev tilbage i 2012 om hvordan visse store industrier udnytter statens magtmonopol til almindelig plyndring – et frit marked er modgiften til dette system, ikke årsagen.
Socialisme i ordets egentlige betydning – nemlig at produktionsmidlerne er kollektivt ‘ejet’ eller kontrolleret af staten kan ikke skabe velstand i fraværet af de prissignaler som i et frit marked koordinerer allokeringen af ressourcer. Mises beskrev dette for snart 100 år siden i værket i Socialism.
De systemer der dominerer i den bedrestillede del af verdenen er åbenlyst ikke socialistiske (selvom der kedsommelige træk der minder om det, nemlig statens brug af tvang til at bestemme over en arbitrær og af staten fastsat andel af folks ejendom – se figuren i denne post). De kaldes derimod ofte kapitalistiske eller markedsorienterede til trods for at systemet er gennemsyret af skatter, subsidier, regler, statsmonopoler og en tyngende byrde af regler.
Begrebet ‘parcipatory fascism‘ beskriver præcist omfanget af statens greb om ressourcerne i samfundet, og mere end antyder at det private ejerskab blot er nominelt. Forestillingen om at ‘folket’ deltager og med sit stemmeri ved valg er nyttig og bidrager til illusionen om at folket kontrollerer regeringen og at denne blot følger folkets vilje. Men ‘folkets vilje’ eksisterer ikke! Til gengæld er et system med en vis manøvrefrihed for privat initiativ langt mere produktivt og giver anledning til en langt større velstand statens repræsentanter kan plyndre og bruge til at købe genvalg og uddele til allierede – herunder private interesser der ser fordel i at få adgang til bandens beskyttelse mod den frie konkurrence.
Løsningen er ikke mere magt til staten, eller at få valgt de ‘rigtige’ ledere – løsningen er mindre magt og færre ressourcer til staten og mere magt til folk selv og de decentrale institutioner de frivilligt vælger at etablere.
Rothbard beskrev i Statens Anatomi hvad det er for en størrelse vi har med at gøre. – Køb den her for 37,50DKK (!)
Bastiat beskrev i 1849 i Loven at man (selvfølgelig) ikke kan uddelegere en ret man ikke selv har – at illusionen om at alle kan leve på alle andres bekostning er netop en illusion. Loven perverteres og bliver et middel til at begå ulovligheder i stedet for at beskytte mod overgreb. Køb den her for 37,50 DKK (!)
I forlængelse af de forgående ugers kommentarer, her og her, om politikeres generelle mangel på ydmyghed og deres (og befolkningens) overvurdering af politikeres evner til at afstedkomme det de hævder at ville, så læs Kurrild-Klitgaards tekst om den ‘demokratiske totalstat’. Punditokraterne ellers hvis man betaler for adgang til berlingske (wtf?!).
Bjørnskov nævner at vi har vidst dette siden ’60’erne, med henvisning til Buchanans og Tullocks teorier om Public Choice. Men Bastiat beskrev fænomenet med stort klarsyn allerede i 1849 – Køb loven her på dansk for kun 37,50 og læs den i juleferien.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
