Det er efterhånden trættende at høre på, som en anden besværgelse, at man skal have dårlig samvittighed over ditten eller undlade at gøre datten med henvisning til CO2-regnskabet. Reelt er der ikke ret mange i vores del af verden der virkelig afstår fra noget de gerne vil, af frygt for at deres bidrag til CO2 udledning sætter kloden i brand. Det er rent ritual ligesom i dronningens nytårstale, når hun siger Gud bevare Danmark.
Dygtige, velansete (indtil de blev kættere) folk argumenterer for at vi dels ikke står over for nogen klimakrise i nogen som helst rimelig betydning af ordet ‘krise’.
Vender vi tilbage til CO2 – tidens allestedsnærværende skurk – ja, så er der tilsvarende ordentlige mennesker der peger på alle de gavnlige effekter denne gasart har for liv på jorden.
Se nærmere på striben af fakta som måske kan virke overraskende:
Spørgsmålet om vi så skal til at subsidiere CO2 udledning presser sig på (og svaret er Nej!). Skal vi have en negativ CO2 afgift – staten, hin algode, alvidende institution – skal betale os for hvert kg CO2 vi udleder for at få vendt den skræmmende tendens?
Det største bidrag til den velgørende, plante-nærende CO2 kommer fra frigørelsen af den CO2 der er bundet i fossile energikilder. Det bedste staten kunne gøre var at undlade at skævvride energiproduktionen. Lad enhver metode til produktion af masser af stabil, vejr-uafhængig energi glimre ved sine egenskaber med hensyn til forbrug af ressourcer, forurening og evne til at levere varen på et marked uden politiske tommelfingre på vægten. Ulemperne, forureningen skal holdes op mod gevinsterne som er enorme i form af forbedret menneskelig trivsel, bedre beskyttelse af flere mod et fjendtligt klima i almindelighed og kommende pertubationer i særdeleshed. I nogle tilfælde vil afvejningen falde ud til fordel for eksempelvis solceller, i andre tilfælde vandkraft, atter andre vulkansk aktivitet (Island) mens atomkraft og fossil energi i atter andre tilfælde vil dominere. Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder. Chancerne for at helt nye metoder vinder frem bliver større, des mindre skævvridning staten påtvinger os.
For fossil energi er der afgjort ulemper forbundet med produktionen men listen over goder er enorm! Hvis altså målestokken er mere menneskelig trivsel. Det mistænker man desværre ofte ikke er tilfældet.
Og har du ikke set dokumentaren om klima’videnskaben’ endnu, så find dig 1 times tid i nærmeste fremtid!
Centralbankerne, krigenes alfons, har meget skidt på samvittigheden. Hvis vi andre gjorde hvad de gør og ikke har de rigtige kontakter, risikerer man tremmeruskeri.
Staten ønsker ikke konkurrence fra andre kriminelle og slår derfor hårdt ned når et af dens centrale monopoler udfordres. Selv når det er i småtingsafdelingen sammenlignet med deres egen ‘forretning’.
Den EU’ske bankmafiosa forklarer her hvordan man har styr på tingene i Europa, i forbindelse med den seneste manipulation af et af de vigtigste prissignaler i markedet, renten, hvis optimum ingen politiker har mulighed for kende. Hybris hersker.
De moralske konsekvenser af manipulationen er vanskelige at overvurdere. Guido Hülsmann har om nogen påpeget dette ulykkelige fænomen. Læs mere her.
Mises instituttet har netop udgivet en video om centralbankers uheldige effekter for de fleste af os, undtagen de velplacerede første modtagere af ‘nye’ penge:
The objective of credit expansion is to favor the interests of some groups of the population at the expense of others. This is, of course, the best that interventionism can attain when it does not hurt the interests of all groups. But while making the whole community poorer, it may still enrich some strata. Which groups belong to the latter class depends on the special data of each case.
Beredskabstyrelsen er ude med gode råd. Statspropagandaen lander i samtlige borgeres postkasse takket være systemer tvangsfinansieret via plyndring af samme borgere. Vi ‘advares’ om at verden er usikker (vejret, russeren…) og derfor er der risiko for, at vores relativt komfortable tilværelse kan blive, hm, forstyrret. Derfor bør vi alle overveje at forberede os på en situation hvor vi skal kunne klare os uden adgang til strøm, vand, varme og mad i… 3 dage.
Vi har at gøre med en mafiøs bande der tager sig betalt, med tvang, under dække af, at beskytte os mod ulykker af den ene og den anden slags. Til trods for en støt stigende byrde fra plyndringen skal ofrene nu også ‘selv’ sørge for alle de ting som staten netop bryster sig af at være den (eneste) der kan levere! Vi skal købe generatorer, brændstof, batterier, solceller, og udvide kælderrum med plads til konserves og vand (og andre ting som vi alligevel spiser til daglig!! – fordi konserves er lige det der står øverst på listen over yndlingsretter til daglig!). Der er ikke nævnt noget om våben og ammunition…
Ikke et ord om statens rolle i trusselsbilledet. Hvad enten det drejer sig om tilskud til destabiliserende, ustabile, vejrafhængige teknologier parallelt til energi produceret via fossile brændsel, eller krigsførsel til fordel for korrupte regimer på bekostning af egne skatteborgere og korrupte regimers befolkninger, der i parentes bemærket skal forvente betydeligt mere end 3-dages afbrydelser af forsyninger.
Det ene fører til fordyrende parallelle systemer, som stadig kræver fuld back-up fra pålidelige kilder til stand-by, hvilket medfører mindre effektiv udnyttelse og endnu mere økonomisk misallokering af ressourcer. Til gengæld er det uden effekt på den (ikke-eksisterende) klimakrise der benyttes som påskud for tåberierne.
Det andet der nævnes er om muligt værre – flirten med krig, ikke mindst krig med en falleret, men ikke tandløs, atomvåbenbevæbnet, tidligere supermagt er grotesk i al sin rædsel. ‘Risiko for sabotage’ – hvis vi undlod at blande os i korrupte regimers grænseuoverensstemmelser og levere våben og bureaukratpensioner til den ene af de korrupte parter, var risikoen for at den anden part skulle reagere på voldelig vis mod ‘os’, formentlig mindre.
Som et kuriosum og illustration af, at staten forfølger ‘forbrydelser’ mod staten ‘begået’ af borgere intenst, men ikke kan ulejlige sig med at undersøge indbrud og tyveri under en ‘bagatelgrænse’, har den også etableret systemer der inddriver større gæld:
Måske lykkes det en dag at få konverteret de gode folk i CEPOS til anarkisme. Bjørnskov tager i hvert fald igen et fornuftig skridt i den rigtige retning (den væk fra statstilbedelse) når han påpeger at vigtige opgaver, så som uddannelse, forsvar, håndhævelse af private kontrakter og andre vigtige ting, tidligere har været organiseret privat, men efterhånden er blevet udsat for en fjendtlig overtagelse af staten. I modsætning til manges forventning (efter årtier i institutioner drevet og domineret af staten) om at den slags positive eksternaliteter kun kan tilskrives staten, minder Bjørnskov om de faktiske forhold.
Når ‘evidensen’ peger på at ældre stater også har de ‘bedste ‘institutioner presser spørgsmålet om hønen og ægget sig på. Er langlivede statskonstruktioner baseret på statslig intervention eller på frivillige handlinger – i sidste tilfælde bliver den akkumulerede rigdom ‘overtaget’ af staten, for vores alle sammens bedste, naturligvis.
Når man tager i betragtning hvad der sker, igen og igen, når politikere foretager indgreb – og det gør de altid for at tilgodese en vælgergruppe på bekostning af en anden – nemlig at indgrebet fører til uforudsete og/eller utilsigtede afledte effekter, der så må give påskud for atter andre indgreb, så er det svært at opretholde forestillingen om at dette blot skyldes uvidenhed. Mønsteret bliver tydligere og tydeligere og blev beskrevet udførligt af Mises i Bureaucracyfra 1944.
Mange kan enes om at staten har vokset sig for stor; at den måske skulle begrænses til at beskytte privat ejendom og håndhæve kontrakter. Hvis vi kunne bevæge os et syvmile-skridt eller to i den retning, ville det også komme de mindst rige blandt os til gode. Et rigere samfund er renere og der er mindre anledning til konflikter end i et fattigere. Samarbejde mellem mennesker der slet ikke kender hinanden har ført til enorme forbedringer af levestandarden – læs gerne med dine børn eller børnebørn hvordan i Den Mirakuløse Blyant:
Miraklet
Dernæst kan vi tage fat på at få udsat konfliktløsning og håndhævelse af loven for konkurrence og reduceret mængden af lovskrald. Sæt i værk!
…eller er der en anden forklaring på afgifter og toldmure. Der kunne også være tale om kombinationen ondskab og uvidenhed. Selvom det er en mere kompliceret forklaring kan den ikke afvises.
Christian Bjørnskov skrev i juni om protektionisme, som burde være være basal pensum for økonomer, og strengt taget også for politikere, selvom de sidste nok flest er uden for rækkevidde (lærdom falder typisk ikke på frugtbar jord her). Misèren er, at politikere netop ikke har ‘landets’ eller befolkningens interesser for øje, men deres egne. Derfor hjælper indsigt ikke på politikerens beslutningskvalitet. Vælgerens niveau skal løftes og det er svært fordi det er rationelt for vælgeren ikke at beskæftige sig med politisk snask. Udannelsessystemet bærer en betydelig del af skylden for den økonomiske analfabetisme der plager os, og muliggør fastholdelsen af status quo.
Troen (hin religiøse) på, at politikerne er i stand til at sørge for en retfærdig fordeling af rigdom der, tilsyneladende, opstår af sig selv, er mulig takket være systematisk propaganda, der hævder statens fortræffeligheder og flyder lige fra småbørnsinstitution til universitet.
Mere rigdom betyder at de fattigste iblandt os er betydeligt bedre stillet end ellers. Mere central planlægning af økonomien betyder mindre rigdom. Det er ikke ny indsigt – Mises beskrev det allerede for mere end 100 år siden – og selvom der kan skaffes ‘evidens’ for at det forholder sig således, så er indsigten fra 1922 uimodsigelig. Det svarer lidt til situationen hvor vi går ud og måler på forskellige geometriske figurer og finder at de ikke helt er i overenstemmelse med matematikken. Det er ikke geometrien der er på afveje, men data der ikke er præcist nok indsamlet.
HVIS man ønsker at mennesker, ikke mindst de der er dårligst stillet, skal forbedre deres levestandard, er øget velstand det, der virker. Regeringsindgreb kan kun forsinke eller modvirke den forbedring mennesker søger at skaffe sig. Som vi ser det, får det ene indgreb efter det andet ‘utilsigtede’ effekter, som dernæst fører til nye indgreb, der skal modvirke disse effekter, og rouletten kører. Politikere elsker problemer de kan se ud til at gøre noget ved. Og staten vokser og vokser. Mens det såkaldte råderum, som udtryk for den almindelige plyndring, på ny er ‘opjusteret’. Der har vi været før – giv folk deres penge tilbage (allesammen!)
Når lov bruges til andet end beskyttelse af privat ejendom er skråplanet etableret. Frédéric Bastiat beskrev dette i 1849 i Loven – fås her i butikken på dansk! Kort tekst der burde være pensum i udskoling og gymnasium.
Du kan også læse børnebogsversionen med dine børn eller børnebørn!
Politikere holder af at fremstå som handlekraftige personer der vil gøre noget for andre – i forventning om, at dem de gør noget for, stemmer samme politikere til en ny periode ved truget. Eftersom politikerne intet selv producerer må de skaffe sig midler på anden vis. Der er principielt tre måder, hvorpå de kan true sig til ‘indkomst’.
Beskatning. Her inddrives midlerne fra deres retmæssige indehavere under trusler om bøder, indespærring og vold, hvis man ikke makker ret. Man prøver at få pillen til at glide ned, ved at bilde folk ind, at de får mere tilbage end de afleverer, eller gøre plyndringen mindre åbenlys ved at hente rovet hos kilden, for eksempel ved at en arbejdsgiver gør det beskidte arbejde ved at tilbageholde en del af lønnen til arbejdstageren. Priser opgivet med ‘moms’ er en anden måde hvorpå tyveriet sløres for ofrene. Eller hvad med moms på afgifter?!.
Lån. Staten låner penge, med sikkerhed i fremtidigt skattekvægs ufrivillige indbetalinger. Det er ikke her Danmark er værst – men ser man til den anden side af Atlanterhavet illustreres det, hvordan imperiets evne til at projicere magt (død og ødelæggelse via krig) er betinget af, at man kan slippe for at inddrive en krigsskat direkte hos befolkningen, til de talløse krige landet har ført de sidste godt hunderede år, herunder de seneste med europæiske nato-medlemmer som villige medløbere.
Ser vi på gælden i resten af Europa er der ikke meget at prale af på denne side af dammen.
Inflation, i betydningen forøgelse af pengemængden. Her er der (også) tale om en omfordeling af ressourcer til dem der først modtager de ‘nye’ penge på bekostning af dem, der ikke er blandt de, hm, heldige.
Skatter, lån og inflation – en højst uhellig treenighed, der faciliterer statens indgriben i stort og småt. Som modydelse får vi et fattigere samfund, både i snæver økonomisk forstand men også på de planer der ikke lige lader sig måle i penge.
Jörg Guido Hülsmanns bog om kontrasten mellem statens tvang og markedets evne til at levere uperfekte løsninger peger på, at statens indgriben ikke blot forvrider markedstransaktioner, men også alle de øvrige sociale relationer, som er en del af forudsætningen for en civiliseret tilværelse.
It is only too tempting to hope that nongovernmental organizations (NGOs) of various sorts might turn out to be a better social repair shop than the bloodless welfare state. Unfortunately, however, such hopes are ill founded. Government interventions do not just alter the workings of a market economy. They are likely to shape any and all social relations, not least of all the activities within civil society.
Hvad skal vi så gøre ved det? Først og fremmest udbrede forståelsen for, at tvang, via staten, fører til mindre velstand, mindre personligt ansvar, og svækker familie- og andre sociale bånd. De fleste er formentlig enige om, at vi alle står os bedre ved at samarbejde end ved at slås. Når statens knytnæve bruges til at tvinge omfordeling igennem, bliver vi fattigere. Reformer er mulige – men bør italesættes som det, det reelt er: En reduktion af de skadelige effekter af et ineffektivt og moralsk forkasteligt system.
Man kunne starte med at fjerne de værste skatter – selskabsskatten og top-top skatterne står forrest i køen, men først og fremmest er man nødt til at reducere statens størrelse. Det kan være vanskeligt at forestille sig, at magthavere frivilligt afgiver magten, men det er muligt at rulle tyranniet en smule tilbage, for eksempel ved at sætte politikerne til produktivt arbejde. Det lykkedes rent faktisk i Canada at reducere regelbyrden (ikke at det tilsyneladende har hjulpet dem, efter InJustin Trudeau kom til…) Det er en skatterevolution, ikke en -reform, der er brug for.
Men hvis staten nu ikke kan dirigere med over halvdelen af BNP, hvordan skal vi så skaffe penge til ditten og datten? For det første ‘skaffer’ staten penge ved at tage dem fra os andre – så der er ikke flere ressourcer til rådighed fordi staten fordeler og misallokerer, tværtimod. Og selvom der bliver taget mest fra de mest velstillede, så er statens grådighed så stor, at den nødvendigvis må have en meget stor ‘skattebase’ – dvs vi alle bliver skambeskattet. Vi er pinedød nødt til at fjerne opgaver fra staten, og dermed en del af tilskyndelsen til at købe indflydelse hos politikerne.
Skolen skoler børn, ‘danner’ dem eller former dem til gode samfundsborgere. Det fører til autoritetstro borgere der underkaster sig statens algodhed fremfor vidende, nysgerrige, kritiske individer. Det er ikke statsskolens opgave at forme fremtidens borgere, for den kan kun gøre dem til undersåtter. Vi skal have staten ud af uddannelse, ligesom al anden religion skal statstilbedelsen foregå privat, hvis man ønsker det, uden at folk er tvunget til at deltage eller betale for prædikenen.
Uddannelse er alt for vigtigt et område til, at vi kan overlade det til staten. Lad folk beholde deres penge og bruge dem på den uddannelse de finder bedst for dem selv og deres børn. Små, store og voksne. Et minimalt skridt kunne være en voucher-ordning, hvor de tvangsinddrevne midler vore herskere har allokeret til udannelse, ubeskåret følger eleven – ikke noget med at man både skal betale til offentlige og private skoler. Nogle vil vælge at bruge mere tid og flere penge på uddannelse end andre og ikke alle kan og skal lære det samme.
For nylig var skolens overgreb på eleverne emnet på Radio Rothbard, godt nok fra et amerikansk perspektiv der ikke kan anvendes 1:1 på det danske. De grundlæggende problemer er dog de samme, nemlig træning i at adlyde og mangel på reel uddannelse. Artiklen der diskuteres kan læses på hosstående link: “Public Schools Have No Respect for the Students or Their Parents” by Karl Streitel: https://Mises.org/RR_187_A
Ryan and Tho and guest Karl Streitel talk about how the public school monopoly conditions students for obedience while failing to educate them. Discussed on the Show: “Public Schools Have No Respect for the Students or Their Parents” by Karl Streitel: https://Mises.org/RR_187_A “Government Schools Are Propaganda Machines” by Karl Streitel: https://Mises.org/RR_187_B “The Costs of the Progressives”: https://Mises.org/RR_187_C
Nej, man er ikke ‘modstander af uddannelse’ blot fordi man finder, at den ydelse skal leveres uafhængigt af staten. Det er en klassisk stråmand at beskylde en for at være imod A eller B, blot fordi man er overbevist om, at staten gør A eller B værre, end hvis civilsamfundet leverer A eller B.
Politikerbyrden skal blande sig uden om hvordan folks børn skal oplæres i diverse færdigheder. Men hvad med dem der har det svært? Heller ikke den opgave løser det nuværende system. Men hvor skal pengene komme fra? Derfra hvor de kommer nu (2018), blot uden det massive tab i offentlig administration og misallokering, og betalt uden trusler om tvang. Indkomstskatten er en relativt ny form for plyndring – den er ikke en naturlov (tværtimod!), men kan sagtens rulles tilbage. Mindre Mette, mere Mises.
Der er nok at tage af:
Værdien af tvangsomfordeling er stærkt overvurderet, moralsk forkastelig og menneskefjendtlig. Kontrasten er de gratis (gratis!) goder der opstår i kølvandet på et samfund med ubetinget respekt for privat ejendomsret, i tillæg til den velstand der følger!
Vi står foran endnu en episode i soap-operaen, der udspiller sig i skyggen af afguden kaldet ‘demokrati’. Er mere stat løsningen på statsskabte problemer? Er mere magt til EU-puhlitikere løsningen på noget andet end samme puhlitikeres magtliderlighed?
Det må generelt anses for bedre (hvis målet er menneskelig trivsel) at handle med sine naboer, fremfor at bekrige dem, blande sig i deres interne problemer eller i deres stridigheder med naboer til anden side. Ud fra den betragtning kunne man måske kalde EU for en delvis succes idet vi har været forskånet for større krige i så lang tid, at nogle fristes til at tro at krig kun foregår andre steder, i de varme lande. Eller de østlige.
Det burde dog ikke kræve et enormt bureaukrati, at erklære at man vil undlade at lægge told, skat eller andre hindringer i vejen for udvekslingen af varer og ydelser mellem landene. Ganske som med skattelov’givningen’ herhjemme, der kunne forsimples voldsomt, med ledsagende reduktion af plyndringen og justering af det moralske kompas. Det sidste er vigtigt, for afvigelsen af det kompas bliver mere og mere udtalt, des mere magt der overlades til staten.
Otto Brøns-Petersen beskriver her en del af risikoen ved at få et mere beslutningsdygtigt EU, med nedlæggelse eller yderligere begrænsning af kravet om enstemmighed.
Ganske tankevækkende, og måske øjenåbnende for nogle, er analogien med markedstransaktioner mellem frivillige parter, hvor vi ved at deltagerne føler sig bedre stillet ved at indgå handlen end ved at undlade. Det samme gælder ved enstemmighed – i det mindste at ingen føler sig ringere stillet. Det er en mindretalsbeskyttelse på landeniveau – og en mindretalsbeskyttelse vi kunne ønske os rullet ud, også på nationalt niveau: Nej, du har ikke ret til andre folks ejendom – heller ikke hvis et flertal af en gruppe stemmer for at plyndre et mindretal.
Brøns-Petersen nævner som et gode, at det var muligt for briterne at ‘melde sig ud’. Det holdt nu hårdt og de forsmåede har benyttet lejligheden til at gøre det unødigt vanskeligt at bedrive samhandel. Det nævnes også at USA er eksempel på, at det måske ikke er muligt for en stat at melde sig ud. Det burde dog være en selvindlysende ret, eftersom føderationen blev etableret af frie, uafhængige stater. Ligesom forfatningen derovre kun er det værd, nutidens magthavere tillægger den, således gælder EUs regler om gæld og budget også kun i det omfang puhlitikere vælger at overholde dem. Ganske som i et dysfunktionelt, voldeligt forhold, hvor den ene part truer med vold/død hvis den anden vil afbryde forholdet, så har Warshington-regimet erklæret at ‘oprørere’ ikke kan klare sig ‘imod’ D.C. fordi… F16 og atombomber. Hvem har lyst til at blive i sådan et ægteskab?
EU er relativt svagt og gudskelov for det – tænk hvad små Napoleon’er kunne finde på hvis de havde samme magt som den amerikanske føderale bande! (World War I, World War II, Korea, Vietnam, Iraq War I, Serbia, Afghanistan, Iraq War II, Libya, Syria, Yemen. Ukraine…World War III?)
EU’s budget er ganske beskedent sammenholdt med føderale stater. Det svarer til godt 1 pct. af EU’s BNP, hvilket kan sammenholdes med knap 23 pct. i USA. Indtægterne opkræves stort set alle af medlemslandene og indbetales som bidrag til EU. Unionen har relativt få egne indtægter og opkræver ikke skatter.
…
En nærmere analyse vil imidlertid vise tre centrale konklusioner. For det første er det slet ikke sikkert, at almindeligt flertal vil gøre det lettere at træffe beslutninger. For det andet vil lavere flertalskrav sænke kvaliteten af de beslutninger, der bliver truffet. For det tredje vil udbredt anvendelse af almindeligt flertal ændre EU’s grundlæggende karakter til en centraliseret, føderal stat med omfordeling mellem landene – sandsynligvis fra velhavende til mindre velhavende lande. EU vil komme til at ligne medlemsstaterne og føderale stater mere, mens medlemslandene vil komme til at minde mere om delstater.
Hvis du spilder tid på at stemme til et valg, så tænk over, om den du stemmer på, flytter nålen i retning af mere magt til staten eller mere selvbestemmelse til individet. Det har taget et par hundrede år for USA at degenerere og udhule en forfatning der skulle beskytte individet mod statens overgreb. Lad ikke EU fortsætte på samme kurs, men lad den 1% af BNP være det maksimale budget der kan nås. Og skulle vi så se at få den samme begrænsing på den danske voldfærdsstat – Max 1% af BNP!! Det er en skatterevolution snarere end århundredets reform der er behov for.
Skal vi til at have fælles gæld med vore venner i EU? En skidt ide.
How far we are today from the rules of international law developed in the age of limited warfare! Modern war is merciless, it does not spare pregnant women or infants; it is indiscriminate killing and destroying. It does not respect the rights of neutrals. Millions are killed, enslaved, or expelled from the dwelling places in which their ancestors lived for centuries. Nobody can foretell what will happen in the next chapter of this endless struggle.
This has little to do with the atomic bomb. The root of the evil is not the construction of a new, more dreadful weapons. It is the spirit of conquest. It is probable that scientists will discover some methods of defense against the atomic bomb. But this will not alter things, it will merely prolong for a short time the process of the complete destruction of civilization.
Modern civilization is a product of the philosophy of laissez faire. It cannot be preserved under the ideology of government omnipotence. Statolatry owes much to the doctrines of Hegel. However, one may pass over many of hegel’s inexcusable faults, for Hegel also coined the phrase “the futility of victory” (die Ohnmacht des Sieges).3 To defeat the aggressors is not enough to make peace durable. The main thing is to discard the ideology that generates war.
En hel del! Mises Institute fejrer 75-året for udgivelsen af Mises Human Action. Hele striben af foredrag kan anbefales, men lige her nævner vi Timothy D. Terrell og Calculation and Environmental Policy.
Selvom Human Action nu har 75 år på bagen, er de lovmæssigheder Mises beskrev stadigt (evigt) gyldige. Privat ejendomsret er udviklet gennem tiden i forsøget på at begrænse konflikt og fremme nogenlunde fredelig sameksistens, der, når den udvikles til samhandel, lægger fundamentet til civilisation. Konsekvent håndhævet vil indehaveren af ejendomsretten til en begrænset ressource have ret til fordelene ved at udnytte ressourcen, men også bære omkostningerne ved udnyttelsen. Også for de ulemper der påføres andre. Forestillingen om at ‘regeringen’ kan og skal ‘gribe ind’, når en ‘markedsfejl’ er identificeret, for eksempel når en omkostning påføres en tredie part (såkaldt negative eksternaliteter), lider under en række misforståelser. (Som omtalt i sidste uge, kan andre også nyde godt af aktiviteter som egentlig er udført i andet øjemed – en positiv eksternalitet eller et sandt gratis gode.)
I det store hele accepteres princippet, skriver Mises, om at enhver er ansvarlig for de skader han påfører andre med sine handlinger. Imidlertid er der undtagelser for loven, når for eksempel forurening tåles fra nogle industrier med henvisning til at man ikke kan stå i vejen for ‘fremskridtet’ – eller andre eufemismer for noget, der lige nu behager magthaverne. Se bare grundlovens § 73, hvor undtagelserne for ejendomsrettens ‘ukrænkelighed’ afhænger af almenvellet.
Når omkostninger kan læsses af på andre, bliver økonomiske beslutninger truffet på et vildledende grundlag, men dette skyldes ikke mangler ved systemet med privat ejendomsret. Tværtimod, er det fordi ejendomsretten ikke håndhæves fuldt ud, at resultaterne bliver uhensigtsmæssige. Løsningen er mere ejendomsret – mindre statsindgreb.
Hvis en aktør forventer fordele af et givent projekt, vil han bære omkostningerne ved at sætte det i værk, selvom andre også høster en fordel. Omvendt, hvis omkostningerne ved et projekt er så omfattende, at ingen af dem, der har fordel af det, vil finansiere det alene, så bliver det kun realiseret hvis flere vil bære omkostningerne.
Så nærmer vi os miseren når geschæftige personer mener der er et ‘problem’, men ingen iværksætter kan løse opgaven på profitabel vis. Så må Staten træde til og drive underskudsforretning, eller subsidiere private og på den måde fremme produktion af noget, på trods af forbrugerens tilkendegivelse af, at hen prioriterer andre produkter højere. Staten kan (heller) ikke skabe ressourcer ud a intet – den kan kun konfiskere ressourcer og tvinge aktivitet til at foregå andre steder end der, hvor forbrugere og producenter ellers ville have dem til at foregå. Med andre ord – vi bliver fattigere end vi ellers ville have været.
Subsidier til solceller, vindpøllemarker og andre ustabile, vejrafhængige energikilder er et glimrende eksempel. Også kuldioxid-afgifter, som fejlagtigt anprises af nogle fordi de kan ‘handles på et marked’, hører til i kategorien fejlskud – se mere om Pigou-skatter her og her.
Kigger man ned over indholdsfortegnelsen i Human Action er der mange yderst relevante emner der tages under systematisk behandling. Netop nu skæmmes omgivelserne af ‘valgplakater’ for afdankede folketingspolitikere og håbefulde ungdomspolitikere der vil til Bruxelles og dirigere Europas befolkninger. Ser man slogan som ‘grøn og sikker’ kan man roligt erstatte det med ‘fattig og farlig’ – for det er konsekvensen af det meste af den menneskefjendske politik der plæderes for. Den stupide fiksering på kuldioxid som det molekyle der driver ‘klimakrisen’, hin ikke-eksisterende, og russeren-kommer kører for fuld propagandaskrue. Af frygt for, at den uvaskede pøbel nogle steder kunne finde på at stemme på de forkerte, buldrer propagandaen om ‘russisk’ indflydelse på valget, så man kan affærdige populisterne, hvis de skulle få ‘for mange’ stemmer.
Som Rothbard indleder Statens Anatomi: Vi er ikke staten, og staten er ikke os – og det gælder i særdeleshed også en supranational monstrositet som EU. Samhandel er fint. Særdeles fint! Det kræver ikke 100-vis af sider lovtekst, opkrævning af skatter eller fælles militær!
Jörg Guido Hülsmann har begået en særdeles læseværdig bog. Den handler om de særlige gunstige effekter af markedsaktivitet, der kan beskrives som utilsigtede, idet formålet med aktiviteten ikke er at frembringe disse effekter; de opstår spontant som afledte goder.
Bogen Abundance, Generosity and the State: An Inquiry into Economic Principles kan hentes gratis(!) hos Mises.org i elektronisk format og købes i andre formater. Hülsmann har tidligere skrevet om den moralske deroute der følger af inflation (i østrigernes forståelse, nemlig udvidelse af pengemængden; generelle prisstigninger er her en følge af inflation), også nødvendig læsning; se her The Ethics of Money Production.
I Abundance, Generosity and the State behandles spontant opståede goder (og onder) systematisk og kaster et skarpere lys på en vigtig forudsætning for udvikling af velstand, nemlig ubetinget respekt for privat ejendomsret. Dagens standardøkonomer anvender undertiden betegnelsen positive eksternaliteter som kontrast til negative eksternaliteter, men betydningen af disse gratis goder er stærkt undervurderet ifølge Hülsmann.
Her følger en lille smagsprøve (mine fremhævninger):
Fra kapitel 6: A surprising side effect of the market process is to promote market participants’ desire to become owners and to act as owners…
Let us highlight four relevant ways in which ownership entails positive external effects.
One, private property reinforces responsibility. Costs and benefits (but especially costs) are borne by the owner. Waste is penalized. Frivolous and selfish uses of land and capital are also discouraged, as they represent opportunity costs for the owner… Because any losses also accrue to owners, resources are withdrawn from incompetent owners’ control. This feedback mechanism facilitates the accumulation of capital and limits waste.
Two, private property naturally focuses people’s attention on the protection and development of the economic goods that they control. Owners naturally slip into the role of prudent caretakers and stewards. The importance of this role is obvious as far as depletable natural resources are concerned. But it is no less important when it comes to the preservation and fructification of capital and personal savings.
Three, private property greatly facilitates decision-making in the context of the painful trade-offs which can divide members of any larger community.
Four, individual private property encourages long-term goals. This is especially important in cases where short-run sacrifices are significant but their future outcomes are uncertain. Without strong owners, such choices would rarely be made…
I modsætning hertil medfører regeringsindgreb dramatisk ugunstige følger for gratis goder – og en af de værste som vi tidligere har nævnt, er at statsforsørgelse fra vugge til grav fritager folk for ansvar for deres nærmeste. Det fremmer ligegyldighed over for næstens problemer.
Her fra kapitel 9:
As we shall see below, government interventions have dramatically adverse consequences for gratuitous goods. They reduce the ability and willingness of private households to make gifts. They make people indifferent and cold-hearted toward each other. These problems are well known, but most observers believe that they are the natural consequence of a free economy, of capitalism and unfettered markets, rather than of government interventions. Such misinterpretations typically motivate public policies that are likely to reinforce rather than solve the problems.
Løsningen på problemer skabt af intervention er ikke mere intervention. I stedet må vi spørge om det pågældende problem 1) er skabt af et tidligere indgreb, som derfor snarere skal tilbagerulles, og 2) er det overhovedet et problem staten skal (eller kan(!)) (mislykkes med at) løse.
Et nærmere eftersyn vil næsten altid afsløre en variant af Nirvana-fejltagelse, dvs vi sammenligner en uperfekt virkelighed med uperfekte, men frivillige forsøg på at forbedre tingenes tilstand (‘markedet’), med den utopiske løsning leveret af en algod, alvidende stat og dens velmenende repræsentanter.
Et simpelt spørgsmål man kan stille sig selv er, hvis moral forbyder mig at gøre dette eller hint, er det da acceptabelt at få statslakajer til gøre det på mine vegne i stedet? (Svaret er Nej!)
George Ford Smith indleder med et retorisk spørgsmål: Kunne du definere ‘et frit marked’ på stående fod? Og foreslår selv laissez-faire Economy, som et behjertet forsøg. Om laissez-faire skrev Mises
Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.
Vi indgydes fra barnsben misforståelsen om, at staten dels vil os det godt, dels magter at forbedre vores liv og at vi i øvrigt er staten. Murray Rothbard har korrigeret den misforståelse på glimrende vis i Statens Anatomi, som burde være pensum i udskolingen.
Forestilligen om, at vi kan tæmme staten og bringe den til at arbejde for alles bedste er naiv. Staten er netop et middel til plyndring, en parasit. Hvis mennesker var engle ville vi ikke have brug for en stat, men det ville ikke gøre skade. Men netop fordi mennesker ikke er engle, er vi værre stillet med en organisation der institutionaliserer plyndringen og inviterer til splid og kamp om, at bemægtige sig voldsmonopolet. Når det går op for demokratisterne at de kan stemme sig til andres ejendom, er det svært at vende udviklingen.
Den institutionaliserede vold som staten repræsenter er vanskeligere at beskytte sig imod, end de forbrydelser vi næppe kan slippe for, heller ikke i et frit samfund baseret på frivillighed. Voldfærdsstaten bringer det værste op i folk, og fører til at man er mindre tilbøjelig til at udvise næstekærlighed og hjælpsomhed over for dem der har det sværest, fordi disse opgaver er overladt til voldfærdsstaten. Det fremmer ansvarsfralæggelse, og tilbøjeligheden til at slås om magten.
De færreste i vores del af verden i dag, vil argumentere for, at slaveri var eller er en moralsk forsvarligt måde at organisere sig på. Selv om nogle bliver stillet dårligere ved ophævelse af slaveri, så er dét ikke et godt argument for at opretholde en forkastelig institution. PÅ samme måde vil det forhåbentlig gå med Staten i en ikke alt for fjern fremtid. Det er forkert at tage eller true sig til andres ejendom, selv om man mener at man gør ‘godt’ med rovet.
Ingen kan garantere at der ikke vil findes elendighed og uretfærdighed i en verden frigjort fra voldfærdsstaten. Den stråmand bringes ofte i spil, men er ikke et argument for fortsætte umoralsk adfærd. Staten som institution hører til på historiens mødding sammen med slaveri.
Kapitalisme: en velvalgt term der beskriver hvorfra de enorme forbedringer i levestandard stammer, nemlig opbygning af kapitalapparat; en konsekvens af at folk ikke forbruger alt hvad de producerer, men investerer en andel i produktionsapparat, i kapital.
Socialisme: Mises ser nærmere på socialisme. Økonomisk frihed er grundlaget for al anden frihed. Når en regering bemægtiger sig hele industrier, for eksempel presse, bestemmer den hvad der udgives og hvad ikke – dermed er pressefrihed en saga blot. Mises anerkender at der ikke findes perfekt frihed i metafysisk forstand. Vi er indbyrdes afhængige og det gælder også for store virksomheder og de iværksættere der leder dem. Den sande ‘chef’ i en fri markedsøkonomi er forbrugeren. Socialisten bryder sig ikke om forbrugersuverænitet fordi dette indebærer fejltagelser. Fejltagelser, som en paternalistisk statsmagt kan undgå, fordi den ved bedre end andre hvad der er godt for dem. Læg dertil at økonomisk planlægning forhindres når privat ejendomsret til produktionsmidler forbydes og prisfunktionen sættes ud af spil. Fattigdom og kaos er resultatet.
Interventionisme: Regeringen griber ind for at tvinge virksomhedsejere til at drive forretning på en måde de ikke ville have gjort, hvis de blot ‘adlød’ forbrugeren. Således repræsenterer al indgriben en begrænsning af forbrugerens selvbestemmelse. Indgreb forstået som kompromis hvor er i virkeligheden blot vejen til fortabelse: socialisme.
Inflation: Der er ingen hemmelig løsning på statens problemer med finansiering. Hvis man fattes penge må man tvangsinddrive dem ved skatter, ved at låne dem eller, i tiltagende grad, nu hvor skattecitronen er presset og skallen revet, ved at ‘skabe’ flere penge (begå falskmønteri).
Udenlandsk investering: Fremmed kapital bidrager til øget produktivitet til fordel for både investor og borgere i det land hvor investeringen foretages. Krige, især verdenskrige, protektionisme, og beskatning ødelægger denne gensidigt fordelagtige proces. Når et land pålægger told og afgifter, eller beslaglægger kapital der tilhører udenlandske investorer, forhindres eller forsinkes opbygningen af kapital til skade for investorer og indbyggere i landet.
Politik og ideer: Klassisk liberale ideer bidrog til opbygning af begrebet om økonomisk frihed og begrænsning af statsmagten – og en eksplosion i økonomisk vækst fulgte derpå. Siden fik diverse særinteresser fodfæste og under denne indflydelse blev politikeres trang til indgriben mere og mere dominerende. Dette i en grad der førte til verdenskrige og totalitære regimer, selv i lande med tidligere ‘sund’ historie. Væksten i statens udgifter gjorde fristelsen til at bedrive falskmønteri for stor. Mises pegede på Romerrigets fald som et analogt eksempel: årsagerne var interventionisme og inflation.
Hvis nogen skulle finde på at ‘give’ ‘folket’ hvad de vil have (hvis de selv vidste det, forstås), så er de simple populister, der lefler for en folkestemning og prøver at slå mønt af den (som regel politisk, med deraf følgende rigtig mønt).
Ofte har betegnelsen populisme været anvendt med nedsættende betydning (demagogi, leflen for øjeblikkets stemninger o.l.).
Det er kun demokrati når pøbelen, hvem lyset er berøvet, stemmer som eliten og andre gutmenschen mener der skal stemmes. Du kan få lige præcis den højre eller den venstre støvle på struben. Frit valg. Demokratisk.
Efterhånden som det bliver tydeligere og tydeligere at den ene krise må og skal afløses af den næste, reel eller ej, for at politikerbyrden med embedsvældet kan bevare kontrollen over en meget stor del af folks ressourcer, bliver det måske også åbenbaret for flere, at disse mennesker ikke er uegennyttige. Med henvisning til krisen du jour, hvad enten det er er et biologisk våben, en grænseuoverensstemmelse mellem to korrupte regimer provokeret af en tredie korrupt organisation eller klimaforandringer, er der pludselig behov for handlekraftige politikere, der kan hævde at løse problemer, de selv har skabt. Og fordi det er en eksistentiel krise, må ‘normale’ begrænsninger i statens magtudfoldelse for en stund (indkomstskatten startede som en krigsskat, men hænger ved endnu) vige pladsen.
Her kommer klimaforandringerne til sin ret – for klimaet vil vedblive med at ændre sig, og voilà, vi har en permanent krise med tilhørende ekstraordinære beføjelser. Derfor er det også magtpåliggende for totalitært anlagte politikere at holde klimagryden i kog og forhindre kritikere i at komme til orde. For nogen er det måske en religion, for andre et vigtigt redskab i at bevare og udvide kontrollen med andre mennesker.
Som et alternativ til den næste episode af dit yndlingstidsfordriv på Netflix, så prøv at se denne dokumentar om klimaforskning. Det er måske nyt for dem, der hovedsageligt eksponeres for gængse medier (mainstream eller Corporate Press). Adskillige nobelprismodtagere er blandt dem, der i filmen beskriver klimavidenskabens udvikling over de seneste årtier. Forestillingen om videnskab og søgen efter sandhed og forståelse af verden får et skud for boven. (Tip: Forskere er også mennesker (ikke engle) og reagerer på tilskyndelser. Uden krise, ingen offentlige (tvangsinddrevne) midler. Selvfølgelig finder de en krise!)
Tænk engang hvor meget energi der skal produceres for at opretholde en civiliseret, behagelig tilværelse. Produceres i betydningen være tilgængelig 24/7/365 i form af varme, vand i haner (både koldt og varmt) lys, strøm i kontakter, køleskabe, ovne, butikker med fødevarer, tøj, sko, vaskemaskiner, batteridrevne cykler, benzin/diesel, brændstof til flyveture, kuvøser og talløse andre fornødenheder der gør livet mere sikkert, tåleligt, behageligt, underholdende og frigør tid til andre aktiviteter.
Hvad enten vi vil det eller ej, så er der en frygtelig masse mennesker der vil have brug for at øge deres energiforbrug dramatisk, hvis de vil forbedre tilværelsen. Vi taler ikke her om en solcelle der kan oplade 1 mobiltelefon, men masser af energi. Energi, som skal komme et sted fra.
Vi har brug for enorme mængder af stabil energi, så billigt som muligt, så verdens dårligst stillede kan nærme sig os. Ikke omvendt! Et system der bliver mere og mere ustabilt på grund af stigende andel af vejrafhængige energikilder fører ikke til mere velstand. Når vi byder prisen op på materialer til at understøtte den ‘grønne’ nedsmeltning bliver det endnu sværere for de fattigste – til gengæld bliver vi ringere stillet her. Det er det modsatte af en win-win situation.
Hvordan man nu definerer ‘religion’ – en ‘forklaring’ på hvordan universet opstår og hænger sammen, et system til at hjælpe folk med, hvordan man bedst opfører sig, et sæt af leveregler der er givet af ‘højere’ magter (end mennesket, forstås), så er et rimeligt udgangspunkt at acceptere folks forskellige trossamfund. Hvis man altså ønsker at mindske potentialet for konflikter. Nogle vil hævde at (en) guds eksistens ikke kan bevises, eller modbevises – det er en trossag. Et fællestræk for nogle religioner er den guddommelige ufejlbarlighed. Måske forstår vi ikke fuldt dybden af Vorherres vilje og hvorfor Han(!) lader onde ting ske, men Han ved bedst og alt – og dét står ikke til diskussion.
Hvad enten man tror på Jesus, Moses, Jahve, Mohammed, Buddha, det flyvende spaghetti-monster, Odin, Thor eller Mette – det må man selv rode med, og andre skal ikke bestemme hvad man vælger at tro på – eller vælger ikke at tro på. Så langt er mange nok enige – ingen skal tvinges til at tro på X eller forfølges for at tro på Y. Negative rettigheder kan alle nyde godt af, uden at det går ud over andre.
Komplikationer opstår når nogle mener at have så meget ‘ret’ i deres tro, at den også byder dem at få andre til at tro det samme. Gerne ved at overtale dem, men stritter de imod, da skal de undertvinges. Så har vi kimen til balladen.
Når det kommer til to moderne religioner, Staten som Den Algode Formynder og KlimaKrisen Er Her, har vi at gøre med trossamfund som blindt følger præsternes prædiken, uden at tvivle og ingenting kan overbevise disciplene om deres vildfarelse. Det er i og for sig fint nok; lad dem gå med hammer, segl, kors med og uden hage, måner, mozzarella og T-shirts med slogans alt hvad de vil. Problemet er imidlertid, at de føler sig kaldet, forpligtet og berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres religion og konsekvenserne af deres tro. På trods af, at tvivlerne kan fremføre solide argumenter for fraværet af beviser på Statens Algodhed eller for KlimaKrisens eksistens! Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder.
Ligesom det var et fremskridt at få adskilt stat og kirke, skal vi også have al anden religion, inklusive statstilbedernes, ud af folks liv. En samfundsorden uden tvang er endemålet. Det vil ikke være Paradis fordi folk ikke er guddommeligt alvidende og gode, men fulde af fejl. Netop fordi mennesker ikke er engle skal vi holde statsukrudtet nede. Politikfejl er som regel meget værre end ‘markedsfejl’.
Lad lyset, mens vi endnu har det, falde på dig med Rothbards korte essay om Statens Anatomi – købes på dansk her i butikken.
Med den destruktive energipolitik der generelt føres i ‘Vesten’ skal vi glæde os over at der, endnu, er fungerende energiforsyning i Danmark, omend prisen er unødvendigt høj. Som tidligere omtalt er adgangen til masser af billig, pålidelig energi 24/7/365 en forudsætning for civilisation. Det er også en nødvendighed hvis vi skal kunne tilpasse os de ændringer i klimaet, som, også i fremtiden, vil udgøre en trussel mod menneskelig trivsel. Adgangen til billig, rigelig energi er det, der har sat os i stand til at nedbringe dødeligheden som følge af klimakatastrofer helt enormt de sidste 100+ år.
I usa – som ikke for tiden glimrer ved en energipolitik der har fokus på menneskelig trivsel – har det republikanske parti begået en overraskende positiv handlingsplan. En plan som burde overføres til danske forhold og helst med tilbagevirkende kraft, hvis det ellers var muligt. (HT: Alexepstein.substack.com)
Planen har følgende punkter:
Billig, pålidelig energi er en nødvendighed for amerikansk og menneskelig velstand fordi det giver os mulighed for at udnytte maskiner til at øge produktion og velstand; pålidelig amerikansk energi fører til en bedre økonomi, lavere leveomkostninger, flere velbetalte jobmuligheder, et mindre underskud (på statsfinanserne) og øget national sikkerhed.
Fossil brændsel er og vil også så langt frem vi kan se, forblive en enestående billig, pålidelig, skalérbar og sikker energikilde – den eneste kilde til rigelig energi for milliarder af mennesker, tusindvis af steder.
Energi-fattigdom er et kritisk problem i indland og udland og rammer millioner af amerikanere og milliarder verden over, inklusive de ca. 3 milliarder mennesker der overlever dagligt med mindre energiforbrug end et almindeligt køleskab.
Amerika og verden har brug for en energipolitik der sikrer rigelig fossil energi og fremmer lovende konkurrencedygtige alternativer, som for eksempel kernekraft.
Amerika kan blive både rigere og samtidig forbedre tilværelsen for milliarder med energipolitik der frisætter opfindsomheden til at producere energi så billigt, pålideligt, rigeligt og rent som muligt, samtidig med at begrænse udledning af skadelige stoffer.
Biden regeringen har begrænset investeringer, produktion og transport af amerikansk fossilt brændsel under det falske løfte om, at en hurtig overgang til sol og vind er mulig. Den har lukket pålidelige kraftværker og skabt hidtil uset mangel på elektricitet. Den har søgt at fralægge sig ansvaret for miseren ved at give Putin skylden, eller med henvisning til manglende efterspørgsel efter COVID, eller oliselskabernes formodede grådighed.
Derfor anbefales det at Amerika tager følgende skridt til fremme af velstand, øge Energi-sikkerhed, forbedre miljøet og fremme trivslen for milliarder af mennesker verden over via adgang til energifrihed: Frisæt adgang til ansvarlig udvikling af hjemlige energikilder; stop tilskyndelse til ustabil elektricitet; reformér standarder for udledning til luft og vand så de omfatter realistisk analyse af omkostninger og gevinster; opsig klimaaftaler der straffer Amerika fremfor at fremme innovation; frisæt brugen af kernekraft.
En fornuftig energipolitik (som ikke tvinger ustabile, vejrafhængige kilder på forsyningsnettet) vil måske oven i købet bidrage til privat investering i udvikling af bæredygtig (inklusive økonomisk bæredygtighed) og fremfor alt pålidelig energiproduktion. Vi har brug for ALLE energikilder til at fremme civilisation og menneskelig trivsel, også de ustabile, vejrafhængige kilder kan have deres begrænsede plads.
Det vil også gøre os lidt mindre afhængige af politiske uoverenstemmelser. Et af problemerne er de totalitære politikere, som under dække af den ene, den anden eller den tredie krise har blikket stift rettet mod magt – koste hvad det vil for menigmand. Vi har at gøre med menneskefjendske verdensreligioner og kan endnu engang konstatere at vores værste fjende er ‘vore egne’ politikere; ingen andre svinger knytnæven med samme ildhu (omend EU-bureaukratiet er godt med!).
A hotter climate and nature loss are changing our lives. We must understand what this means for the economy to fulfil our mandate. With our climate and nature plan, we are intensifying our efforts to help underpin stability and support the green transition https://t.co/3LyXPw5zLHpic.twitter.com/R1l1q53xaq
Scott Horton til Porcfest om hvorvidt det amerikanske regime provokerede det russiske ditto til eskalering af konflikten med det ukrainske regime. Historien starter ikke for små to år siden, hvor de hylende, hysteriske, hykleriske hyæner endelig fik lejlighed til at skrive Krig! på forsiderne.
Bemærk (igen) at man kan forsøge at forstå det russiske regimes bevæggrunde til eskalering og fordømme NATO’s handlinger uden at billige den russiske reaktion(!). Hvis altså man prøver at bliver klogere og at undgå yderligere tab af liv og destruktion af værdier. Der er desværre nogle der har interesse i, at konflikten fortsætter. Vi ved ‘vores’ regeringer lyver for os, det er ikke menneskekærlighed der driver regimets aktører. De enorme ressourcer der, lige nu og gennem den sidste halve snes år, bruges på at få slået ukrainere og russere ihjel kunne have været brugt bedre på at fremme menneskelig trivsel, hvis folk havde beholdt råderet over der egen ejendom. (Eller undladt at spendere ‘offentlige’ midler tilvejebragt på anden vis på krigeriske eventyr.)
Stockman havde sidste år en plan til deeskalering (rigtig deeskalering – ikke Houthi-versionen hvor Biden-regimet bomber dem for at deeskalere…). Følg den. Vi skal ikke bidrage med hverken våben eller finansiering til fortsættelse af myrderierne.
Bag om nyhederne (12. januar 2024) åbnede med diskussion af debatten om, hvorvidt folk skal arbejde (så meget som muligt) for at ‘vi’ har råd til voldfærdsstaten eller om det er ok at ‘melde sig ud’ af rotteræset. Måske skal puhlitikerne endda sørge for tilskyndelser til det ene eller det andet. Heldigvis blev der svaret fornuftigt på det spørgsmål – det må folk selv om, og det er faktisk ikke noget som staten burde blande sig i. En måde at tilgodese børnefamilier (yderligere) på, kunne være at lette skatten generelt for alle – og lade folk vælge selv. Gys.
Senere i ugens podcast blev der uddelt en skævert til ‘klima’minister Aagaard for at fortsætte på Titanic-kursen (min udlægning) til trods for, at man hævder at 2025-målene, hine afsindige, for CO2-udledning vil blive nået. Rettelig bør hele folketinget have del i skæverten, men panelet deler kun skæverter ud til enkeltpersoner.
FOlketingets medlemmer har tidligere fået lejlighed til at blive informeret om, det rimelige og urimelige i deres aktivitet. Minister Aagaard var ikke i folketinget da Operation Oplysning til medlemmer af folketinget løb af stablen. Det er naturligvis ikke nogen lovlig (pun intended) undskyldning for tåbelige tiltag og overgreb på andres ejendom, men han skal alligevel have en chance. Så jeg tilbyder hermed at CEPOS sammen med skævert-koppen kan medsende et eksemplar af Rothbards Statens Anatomi. Du kan også få dit eget eksemplar her i butikken.
1) Når de såkaldt negative eksternaliteter (se indlæg om Pigou-skat her) ved udnyttelse gøres op, så overses eller undervurderes -groft- de enorme positive effekter af adgangen til billig, stabil, pålidelig energi der i øjeblikket, og de næste årtier, KUN kan leveres via fossile kilder. Hvis vi vel at mærke ønsker at den store andel af jordens befolkning der lever i dyb energi-fattigdom skal få en bedre tilværelse. OG hvis vi ønsker at opretholde en relativt behagelig, civiliseret tilværelse. Energi, masser af den, billig, pålidelig 24/7/365 er forudsætningen herfor.
2) Forestillingen om at kloden befinder sig i en skrøbelig tilstand, en balance der, hvis den forskubbes en lille smule, kan få katastrofale konsekvenser. Det er en fortælling der nyder fremme i gængse medier og sørger for indtægter til ‘forskning’ og alarmister og kalder på handlekraft fra puhlitikerklassen. Der er imidlertid ikke noget videnskabeligt belæg herfor, heller ikke i IPCCs seneste rapport. Nogle menneskers reelle eller foregivne frygt for potentielle katastrofer for fremtidens befolkning, der forventes at have flere ressourcer til rådighed end vi har i dag, kan ikke moralsk overtrumfe nulevende menneskers behov for adgang til mere, rigelig, billig, stabil, pålidelig energi. De forandringer der vil ske i klimaet i fremtiden, som de også er sket i fortiden, vil vi være bedre til at håndtere des rigere vi er.
3) Den synsvinkel der anlægges på jorden og mennesker er domineret af en forestilling om at enhver menneskelig påvirkning er af det onde. Målet er ikke menneskelig trivsel og velstand, men derimod en ‘natur’ der er som uberørt af menneskehånd. Med andre ord, en direkte anti-human indstilling. Derfor er der nu også modstand mange steder mod store solcellefarme, vindfarme, ja enhver påvirkning af omgivelserne. Uvilligheden til at acceptere atomkraft og, de relativt få steder hvor vandkraft giver mening, afslører at det ikke handler om ‘klima’, men om en menneskefjendsk bevægelse.
Læs Fossil Future for en grundig gennemgang af nødvendigheden af mere fossil energi de nærmeste år, ikke mindre; og for en korrektion af upræcis, tendentiøs tænkning, jvf. ovenfor.
Den venlige fortolkning er, at gode mennesker reagerer på de tilskyndelser der nu engang er sat i verden, og de er ikke klar over hvor skadelig den anti-humane, anti-fossil-energi tankegang faktisk er. De benytter blot frygten for katastrofer til at bevare eller skaffe sig mere kontrol og magt over deres medmennesker. Så når de bruger knytnæven til at gennemtvinge deres vilje, er det til vores allesammens bedste, naturligvis.
CO2-skatten er genstand for en vis debat – især hvor høj den skal være. Desværre, som det så ofte gælder skatter, diskuteres det sjældent OM der overhovedet skal beskattes. Skattereglen for socialdemokratisme lader til at være – hvis det er i live, skal det beskattes; hvis det er dødt skal det beskattes.
En væsentlig mangel i tidens CO2-forskrækkelse, er den enorme nytte menneskeheden har og har haft, af fossile energikilder. Energikilder der frigiver CO2 (og afbøder en smule på CO2-manglen). Når man tager alle de positive effekter i betragtning, visheden om manglende eller forsinket udvikling af fattigere lande samt faldende levestandard i rigere lande, der vil følge af en begrænsning af adgangen til fossil energi, IPCCs vurdering af fremtidige klimaændringer – som ikke indebærer ‘krise’ – uafhængig af, hvor lille eller stor en andel der skyldes menneskelig aktivitet – så er det dybt umoralsk at advokere for en afvikling af fossil energi. Vi har brug for masser af energi, fossil og fra andre kilder – men billig, pålidelig energi, der virker 24/7/365. Kun derved kan vi løfte flere mennesker ud af arg fattigdom og samtidig sætte os i bedre stand til at beherske de klimaændringer der kommer i fremtiden. For komme, det vil de.
Fjern forhindringerne for fossil energi, fjern subsidier fra AL energi, lad os blive så rige at vi har råd til at kere os mere om vores omgivelser og blive bedre til at udnytte ressourcerne. Hvis det da er menneskers trivsel vi har for øje og ikke opfatter mennesker (altså de andre mennesker) som en kræftsvulst på jorden.
Usikkerheden om klimaforudsigelser er så store, at nogle fås højlydte bekymring om potentielle problemer (der efter alt at dømme absolut er til at håndtere) på ingen måde kan retfærdiggøre de omfattende omvæltninger i eksisterende energipotilk – som vi VED får katastrofale konsekvenser, især for de fattigste.
Har ‘vores’ udenrigsminister lagt billet ind på job ved Imperiet? Måske er det Fog der er forbilledet når der smedes rænker med det ‘militær-industrielle kompleks’. Milliarderne af tvangsinddrevne midler ruller og der skal nok være karrierespring tilknyttet for dem der fikser det. Hvad enten det er isenkram til myrderierne eller isenkram til at fastholde store dele af verdens befolkning i energi-fattigdom, så er bundlinien stigende omkostninger herhjemme, flere døde og fattige i andre dele af verden og nogle få, der hytter deres eget udkomme.
Jobansøgere til stillinger i Imperiet mindes om at ikke alle kan være Vader.
Desværre er verden ikke befolket af engle og i særdeleshed er de mennesker der søger til tops i i politik ikke dydsmønstre. Netop derfor skal deres indflydelse begrænses maksimalt, i stedet for som nu, at lade dem råde over næsten halvdelen af BNP (teaser: faldet i 2022 er ikke pga skattelettelser).
Som Rothbard skriver, vi er ikke staten og staten er ikke os – Læs om hvad staten faktisk er og ikke er i Statens Anatomi – fås i butikken for 37,50 og i øvrigt bør regeringen gå af.
Når politikerbyrden gang på gang, tilsyneladende overraskes over utilsigtede konsekvenser af deres nævenyttige indgriben, og derpå, nødtvungent, må ty til nye indgreb for at afværge disse utilsigtede konsekvenser, der også giver utilsigtede konsekvenser, så kræver det en vis naivitet, fortsat at tro på den erklærede hensigt.
Man behøver(!) ikke tilskrive det ondskab; alene de perverse tilskyndelser der vedligeholder og fodrer handlingstrangen hos politikere og embedsmænd kan holde gang i denne værdi- og frihedsødelæggende proces.
Love og regler afføder flere love og regler og vi diskuterer alvorligt hvor skatten skal ligge i intervallet fra 45-110% (for dem der overhovedet betaler skat – og det er en mindre og mindre del af befolkningen, selv når man ikke regner offentligt ansatte med i gruppen af overførselsindkomstmodtagere).
Hver gang en puhlitiker ‘arbejder’ og barsler med en ny lov, regel, forordning eller anden form for tvang, så bør man stoppe op og spørge om det pågældende overhovedet er noget staten skal blande sig i. (Svaret er Nej. Hver gang. Men vi behøver ikke starte med at privatisere alle veje som det første.) Hvornår ved en puhlitiker eller embedsmand bedre end du selv, hvordan dine ressourcer skal bruges? Og selv hvis hen vidste bedre – giver det hem så ret til rent faktisk at påtvinge dig andres præference?
Mises i Human Action (min fremhævning):
It is important to remember that government interference always means either violent action or the threat of such action. The funds that a government spends for whatever purposes are levied by taxation. And taxes are paid because the taxpayers are afraid of offering resistance to the tax gatherers. They know that any disobedience or resistance is hopeless. As long as this is the state of affairs, the government is able to collect the money that it wants to spend. Government is in the last resort the employment of armed men, of policemen, gendarmes, soldiers, prison guards, and hangmen. The essential feature of government is the enforcement of its decrees by beating, killing, and imprisoning. Those who are asking for more government interference are asking ultimately for more compulsion and less freedom.
De mange utilsigtede konsekvenser bliver et mål i sig selv, der retfærdiggør statens omsiggribende indflydelse på mere og mere af privatsfæren. Mere Mises:
Economic interventionism is a self-defeating policy. The individual measures that it applies do not achieve the results sought. They bring about a state of affairs, which – from the viewpoint of its advocates themselves – is much more undesirable than the previous state they intended to alter. Unemployment of a great part of those ready to earn wages, prolonged year after year, monopoly, economic crisis, general restriction of the productivity of economic effort, economic nationalism, and war are the inescapable consequences of government interference with business as recommended by the supporters of the third solution. All those evils for which the socialists blame capitalism are precisely the product of this unfortunate, allegedly “progressive” policy. The catastrophic events which are grist for the mills of the radical socialists are the outcome of the ideas of those who say: “I am not against capitalism, but …” Such people are virtually nothing but pacemakers of socialization and thorough bureaucratization. Their ignorance begets disaster.
Og nogen gange er det såmænd bare en konsekvens af særinteressers indflydelse. Se Christian Bjørnskovs klumme om handelsaftaler her. Aftaler som i parentes bemærket blot kunne bestå af en enkelt paragraf eller to. Vi aftaler hermed at borgere i land A og B frit kan handle med hinanden uden hindringer af nogen art. Parterne opfordres til at aftale på forhånd hvordan en eventuel uoverensstemmelse skal løses, i tilfælde af uenighed, via uvildig 3. part.
Den rigtige løsning på en ikke-eksisterende klimakrise, er ikke at sænke levestandarden eller at gøre -visse- landbrugsprodukter dyrere. Brøns-Pedersen og Andersen forklarer hvorfor den erklærede hensigt ikke opfyldes:
Til det er der et par ting at sige. Dels om den erklærede hensigt, og dels om præmissen for analysen. Vi kan roligt gå ud fra, at når en puhlitiker hævder at ville opnå et bestemt mål er det formentlig usandt . Det sande mål er, at appellere til en vælgergruppe, der er stor nok til at give genvalg. Bevares, der er undtagelser, og ikke alle puhlitikere har selvindsigt eller -ironi, eller -erkendelse til at indse det.
Præmissen for analysen er, at vi tager for gode varer at 1) CO2 frigørelse som følge af menneskelig aktivitet, har en potentielt stor og katastrofal indflydelse på klimaet og 2) hvis ‘vi’ nedbringer CO2 frigørelsen i Danmark har dette en gunstig effekt på fremtidens klima.
I betragtning af alle de fornuftige analyser og kommentarer der i øvrigt flyder fra CEPOS, ville det være rart hvis de gav slip på embedsmandsindstillingen om, at når puhlitikeren har erklæret et mål, så skal vi nu anvise den ‘samfundsøkonomisk mest effektive’ måde at nå målet på – hvad enten målet er meningsfuldt eller (som her) ej.
Nej, anfægt præmissen – vi har ikke ‘for meget’ CO2 – og nej, den lille andel vi bidrager med er ikke ensbetydende med jordens undergang. Danmark som foregangsland, er snarere en afskrækkelse end et eksempel til efterfølgelse; gør IKKE sådan hvis du vil vriste dig fri af fattigdom.
På trods af enorme subsidier til vejrafhængige energikilder udgør fossile kilder uændret mere end 80% af verdens årlige energi. Det kan ikke nytte at spille med på ideen om, at kloden er lige ved at gå under – at mennesket er en kræftsvulst på moder jord, og helst skal ophøre med at eksistere, eller i hver faldt undgå ændringer af status quo (som om det ville føre til et ‘bedre’ klima). I sidste uge nævnte vi Koonin, som anfører at der IKKE er belæg for at udråbe en klimakrisepå baggrund af den forskning IPCC støtter sig til. Men ‘kriser’ er gode for puhlitikere, der kan udvise mod og handlekraft (for andre folks penge) og fremstå i et positivt lys, til trods for at deres handlinger ikke har effekt på det erklærede mål, ikke fører til ‘konsekvenser’ når deres manglende effekt – eller skadelige effekt – kommer for dagen.
Punditokraten Christian Bjørnskov sidder i bestyrelsen for CEPOS og har ofte gode indlæg. På linie med dagens emne citeres her, det sidste afsnit fra en frisk post (min fremhævning):
Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.
Det er helt på linie med Rothbards dissektion af staten og blotlæggelsen af dens anatomi – jeg er sikker på Bjørnskov er bekendt med den – det kan du også blive – Statens Anatomi fås her i butikken for 37,50 – oplagt til selvgave, julegave, mandelgave, værtindegave, nytårsgave eller anden gave.
En påmindelse om at der faktisk er vidende folk der afklæder klimaklovnenes alarmisme:
Et væsentligt indspark er budskabet om, at se på fordelene ved brug af fossile energikilder – som er e n o r m e – og ikke kun ulemperne. I betragtning af, en stor del af menneskene i verden lever i relativ (og absolut) energifattigdom, er det dybt umoralsk at ville forhindre dem i at udnytte fossile energikilder, med henvisning til bekymring fra dele af den mere velstillede verden over potentiel påvirkning af klimaet i fremtiden. En klima-fremtid som vel at mærke ikke ser ud til at indeholde en truende klimakrise, hvis man henholder sig til forskningen under IPCC – og holder sig væk fra det politiskeresume for politikere.
Klimaet ændrer sig også i fremtiden og kloden er generelt et ugæstfrit sted. Energi og hittepåsomhed er forudsætningen for at vi kan beskytte os mod vejrliget. Fossil energi har medført en enorm reduktion i antallet af dødsfald som følge af klima-relaterede katastrofer. Vi får også brug for masser af billig energi til at beskytte os i fremtiden.
Politikerbyrden korrigerer først kurs hvis de trues på deres magtposition – de har en interesse i at folk holdes uvidende og utrygge så slangeoliesælgerne kan få nogle flere år ved magten, ved at bilde folk ind at de har en ‘løsning’. Politikeren er problemet – ikke løsningen og i øvrigt bør regeringen gå af.
En regering der er ‘klar til at diskutere mere statsstøtte’ kan næppe komme som en overraskelse i dagens Danmark. Hvilken puhlitiker vil ikke gerne skaffe sig en anledning til at tage sig betydningsfuld og handlekraftig ud? Denne sørgelige kendsgerning kan man tygge lidt på, mens man eventuelt klukker lidt over, at de hårdt prøvede argentinere – med pæn margin, hvis man tror på stemmetal – er blevet så trætte af de forgående regeringer, at de nu har givet en erklæret Rothbardianer chancen. Det bliver ikke nemt for ham, men interessant at følge!
Tilbage til andedammen har visse grupper særinteresser masser af gode forslag, som kommer samme særinteressenter til gode.
Men protektionisme fører ikke til øget velstand for borgerne i de lande, hvis regeringer bygger barrierer. Vi bliver fattigere. Danmark er tilpas lille til ikke at være selvforsynende med ret meget, hvis man ønsker at bevare en høj levestandard.
Mises U, 2018
Adgang til energi kunne være noget man prioriterede så højt at man evt ville betale en højere pris for langsigtet forsyningssikkerhed, fremfor en lavere pris her og nu. Under alle omstændigheder er det alt for vigtigt et område, til at det kan overlades til en bande med rygmærker, hvad enten der står A, V eller X på ryggen og føreren hedder Mette, Troels eller Lars.
Rothbard skyder her merkantilismen i sænk – når regeringen, som banden kalder sig, griber ind, betyder det tvungen begrænsning af handel.
In taking our stand on this issue, we should recognize that all government action means coercion, so that calling upon the US government to intervene means urging it to use force and violence to restrain peaceful trade. One trusts that the protectionists are not willing to pursue their logic of force to the ultimate in the form of another Hiroshima and Nagasaki.
Keep Your Eye on the Consumer
As we unravel the tangled web of protectionist argument, we should keep our eye on two essential points:
protectionism means force in restraint of trade; and
Hvis banderne der hærger i andre lande binder deres borgeres penge i halen på visse produkter, så lad os købe dem, med mindre vi kan producere dem billigere selv og bruge de sparede midler på noget andet, der giver mere værdi.
De ikke særligt grønne, eller klimaneutrale, eller rentable Vejrafhængige Energikilder har tiltrods for enorme subsidier gennem mere end 20 år ikke ‘leveret varen’ og kan ikke levere varen (stabil, pålidelig energi og masser af den), så at fortsætte med at kaste gode penge efter dårlige, er kun noget man gør for andres folks penge.
Det er muligt at VE har en plads i visse nicher; det er muligt at små modulære atomkraftværker kan levere, det er sikkert at fossile kilder kan. Så lad os fortsætte med at bruge fossil energi, mens vi (dvs aktører på et frit marked) finder ud af hvilke alternativer der kunne være bedre – så kan vi sælge det til andre interesserede. ‘Vi’ er ikke regeringen, regeringen er ikke os, som Rothbard også gjorde klart i Statens Anatomi. Få den her og brug den som adventsgave, julegave, mandelgave eller bare til almindelig oplysning.
Mens vi venter på den endelige (mellem)regning for renovering af Nationalbanken så brug 1/2 time i særdeles godt selskab med Guido Hülsmann, der tidligere har gjort sig positivt bemærket – se også her.
Pengepolitik har effekter på kort sigt, men ikke på langt?!
Skulle du have glemt hvad staten er for en størrelse, så få frisket hukommelsen op på Rothbards dissektionskursus. Køb Statens Anatomi her for 37,50 inflationsramte kroner:
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
