Om testspecificitet, sensitivitet og prædiktiv værdi.
Det kunne være skønt hvis der fandtes en test for X sygdom med 100% sensitivitet (ingen syge overses) og 100% specificitet (ingen raske klassificeres forkert som syge). Det kunne også være skønt hvis mennesker opførte sig som engle og ikke som mennesker.
Virkeligheden er imidlertid ikke som vi kunne ønske os. Jo mere realistisk vores verdensbillede er, desto større er chancen for at de handlinger vi udfører for at opnå bestemte ting lykkes.
Når det kommer til test for sygdom så hærges verden i øjeblikket af to ting som fylder overordentligt meget i mediebillledet. En coronavirus epidemi (hvor folk i almindelighed, ‘oplyst’ som de er af medierne, tror at dødstallet er 100x højere end de officielle(!) tal) og politikeres tiltag overfor befolkningerne med henvisning til denne epidemi. For at afgøre om en person lider af en bestemt sygdom kræver det at man kan definere den pågældende sygdom, hvilket ikke altid er let. En test er et hjælpemiddel til at stille diagnosen, men hvordan forholder man sig til sygdomstest i folk som ikke er syge? (De ‘asymptomatiske bærere’.) For at bestemme en given tests sensitivitet eller følsomhed kræver det at man kender ‘sandheden’ eller har en ‘gylden standard‘ at sammenligne med. For eksempel kunne en påvisning af genmateriale fra en mikroorganisme i en prøve fra en person med et bestemt sygdomsbillede være et indicium på at sygdommen var, i hvert fald delvist, forårsaget af den pågældende mikroorganisme. (Vi ser bort fra mikroorganismer der normalt forekommer i/på mennesker eller deres omgivelser som kunne have forstyrret eller forurenet prøven.)
Som det kan anes er der en del ubekendte når der dukker en ‘ny’ mikroorganisme op, og vi har slet ikke talt immunitet, krydsimmunitet fra tidligere infektioner med lignende mikroorganismer, lokalt immunforsvar ved slimhinder, og systemisk immunforsvar hvis det lykkes mikroorganismen at komme forbi de første forsvarslinier.
Tilbage til testen. HVIS vi havde en test der for eksempel havde en 70% sensitivitet (NEJM), altså den fanger 70% af dem der faktisk har sygdommen, så kan testens positive (og negative) prædikative værdi beregnes ud fra kendte (eller antagelser, hvis viden mangles) værdier for forekomsten af sygdommen i den testede population. Den positive prædikative værdi er sandsynligheden for at en given positiv test rent faktisk er en sandt positiv test; omvendt er den negative prædikative værdi af en test sandsynligheden for at en negativ test er sandt negativ. En høj negativ prædiktiv værdi indebærer for eksempel at en test er nyttig til at udelukke en given sygdom.
Linket her illustrerer den positive prædikative værdi i Den Virus-kontekst som vi tæppebombarderes med – nu hvor dødsfaldene (heldigvis) er aftagende, så er det pludselig antallet af ’tilfælde’ der er afgørende for, om folk kan få retten til at bestemme over deres liv tilbage. Har vi en test der har en sensitivitet på 95 % (Sundhedsforstyrrelsen) og en specificitet også på 95% fås følgende positive prædikative værdier, afhængig af hvor hyppigt Sygdommen forekommer i den testede befolkning.
| Forekomst | Positiv prædiktiv værdi |
| 0.1% | 1.9% |
| 1.0% | 16.1% |
| 2.0% | 27.9% |
| 5.0% | 50% |
| 50% | 95% |
Det fremgår at der vil være ganske mange falsk positive test – og jo flere desto sjældnere sygdommen er. Tester man flere, vil der være flere falsk positive. Som sundhedsforstyrrelsen påpeger, så kender man ikke testen sensitivitet og specificitet hos personer med lette eller ingen symptomer.
I forlængelse heraf er den måske sikreste konklusion at eksperter ikke kan anses for eksperter på andet end deres nødvendigvis snævre ekspertområde. Århundredets data fiasko måske?
For lidt mere læsning om Den Virus og den vildledning der ser ud til at finde sted – se også her, her og her.