Kategori: Voluntarisme

Forleden var der en udmærket samtale på podcasten Samfundstanker med vært Martin Ågerup og Otto Brøns-Petersen og Jonas Herby. Tak for det!
Ågerup fortjener ros for at holde fokus på regeringsovergrebene, Brøns-Petersen har indlagt sig uvisnelig hæder for gang på gang, at have påpeget at det væsentlige spørgsmål er, OM staten skal udføre en given opgave (for statister er svaret altid JA!) og Herby har utrætteligt analyseret på data for at illustrere fraværet af evidens for den førte politik. Dette burde være et tilbagevendende tema. Intet indgreb på borgerens person eller (anden) ejendom kan forsvares uden grundig bevisførelse for, at den pågældende har forgrebet sig på andres ejendom. Heller ikke selvom man har tænkt sig at bruge tyvekosterne til ‘gode formål’! En grundig analyse af fordele og ulemper for alle grupper, inklusive umiddelbare og afledte effekter må forudgå ethvert indgreb. (Se Hazlitts lektion.)

Magtfuldkommenheden, og ikke mindst undertrykkelsen af uenighed blotlægges undervejs i samtalen der kan anbefales, hvis man overhovedet er interesseret samfundsforhold. Klart et lyspunkt.

Der var selvfølgelig også et par skæverter – og eftersom det kun giver mening at korrigere folk som er indenfor pædagogisk rækkevidde kommer her et par synspunkter der kan forekomme korrigerende.

Brøns-Petersen nævner at grunden til at vi har procedurer at følge når der skal lovgives, netop er for at man skal tænke sig om om – også, eller især, når man står overfor hvad der opfattes som en krise. Som et positivt eksempel (i modsætning til ‘epidemi-loven’) nævnes gudhjælpemig skattelov; der kan kan ifølge grundloven kun beskattes hvis der lovgives (ikke pr dekret). Til det må man sige at vi nu beskattes med statens skarpe klo således at over halvdelen af BNP spenderes af staten, og indkomstskatten, der oprindeligt var midlertidig, nu har antaget samme sikkerhed som døden. Med andre ord, grundlovsbeskyttelsen af borgenes private ejendom er intet værd!

Fra grundlovens kapitel 5, §43 (med kommentarer)

Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.

Kommentar:

Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.

Bemærk lovkommentarens sidste sætning – demokratisk styring og kontrol… Når først det accepteres at folk kan stemmes sig til andres ejendom, har vi at gøre med et tyranni – i 1849 skrev Bastiat om Loven og konsekvenserne når alle forsøger at berige sig på andres bekostning. Legal plyndring følger, retfærdighed undermineres og eventuel rigdom der måtte have været opbygget borteroderes.

Læs Loven på dansk – køb den her for 37,50

Ågerup nævner (godt nok ikke med billigelse) at eftersom staten bruger mere end halvdelen af BNP, så kan man i det mindste forlange/forvente at den bruger rovet med omhu. Men her forveksles årsag og virkning. Netop fordi staten har så meget at skulle have sagt over stort og småt, følger det at denne spenderen vil være ineffektiv og skævvridende i tilgift til uretfærdig. ‘Vores’ puhlitikere har intet lært – de VIL ikke høre. Hvad er staten for en størrelse? Bliv klogere med Rothbards Statens Anatomi – læs den på dansk – fås her for 37,50

Jeg tror det var Herby der nævnte at staten selvfølgelig (sic!) har en rolle som mægler/konfliktløser/opmand/opretholder af lov og orden. Men når der er monopol på så vigtigt et område, VIL det føre til misbrug. Det betyder ikke at et frit marked for konfliktløsning er vejen til Nirvana, der vil være masser af tilfælde hvor resultatet er mindre tilfredsstillende. Men der vil være færre end under et magtmonopol. Også på dette område har vi brug for andet end monopolløsningen. Er det muligt? Se her.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Socialisme, hvad enten den er national eller international, kan ikke levere hvad dens proselytter lover, fred, fremgang, og lighed i udkomme. Det har vi vidst længe og eksemplerne skræmmer. Man må på sin vis tage hatten af for Pelle Dragsted der ærligt bekender kulør, men det er vanskeligt at forstå at man uden problemer kan bekende sig til den ideologi uden at blive fordømt (eller måske ikke). De fleste er enige om at den nationale variant ikke er et eksempel til efterfølgelse, for nu at sige det pænt, men dens internationale søster ville have forfærdende aktiviteter på samvittigheden, hvis den havde én.

Nej! Blot fordi ‘vi’ har opdaget at staten kan gøre horrible ting, er ikke ensbetydende med at det rent faktisk skal gøres. Økonomien er ikke et rumskib og kan ikke styres centralt fra, ‘vi’ skal ikke tvangslukke brancher og ‘kompensere’ dem, eller omdisponere produktionen. Mette er ikke landsfader eller -moder og ingen politiker har mandat til at herske over undersåtterne.

Denne tilsyneladende uimodståelige trang til at dirigere rundt med andre er påfaldende – for de der ønsker socialisme kan lige nu! få det, hvis de holder det lokalt og frivilligt, selvom frivillig socialisme smager lidt af oxymoron. Desværre er behovet for at svinge statens knytnæve stort og den religiøse overbevisning om egen ufejlbarlighed ligeså – en dødsensfarlig kombination for os andre, der ikke vil deltage i projektet.

Når man på klimarealisme.dk kan konstatere at enhedslisten har præsteret godt politisk håndværk er det i den specielle politiske betydning af ‘håndværk’: Hvad er en dygtig politiker?

Lad os igen ty til C.S. Lewis beskrivelse af den frygteligste tyran: den der oprigtigt mener at vide hvad der bedst for dig og har magt til at gennemtrumfe det:

Of all tyrannies, a tyranny sincerely exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It would be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron’s cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end for they do so with the approval of their own conscience. They may be more likely to go to Heaven yet at the same time likelier to make a Hell of earth. This very kindness stings with intolerable insult. To be “cured” against one’s will and cured of states which we may not regard as disease is to be put on a level of those who have not yet reached the age of reason or those who never will; to be classed with infants, imbeciles, and domestic animals.

God in the Dock

Mette, Pelle, eller andre fra politiker byrden har ikke mandat til omfordele andres ejendom – de kan ikke påberåbe sig demokrati eller stemmeflertal, for man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Læs hvad loven er for en størrelse gerne sammen med dine børn – der er behov for intellektuel modgift. Få den i Tuttle Tvillingerne lærer om loven, baseret på Bastiats udødelige pamflet.

I øvrigt bør regeringen gå af.

Det der med at tilskynde folk til en mere hensigtsmæssig adfærd, eller på neo-dansk nudge, har været moderne et stykke tid nu. Så moderne at vi har folk på universiteter (RUC, men alligevel…) som er eksperter i nudging, nærmere betegnet interventioner som ikke burde betyde noget for ens adfærd, men som i praksis gør det alligevel. I episode 5 af Regelstaten har Jonas Herby besøg af Pelle Guldborg Hansen og de lægger ud med at tale om pension (de taler også om virus og Mettemord der har givet os allesammen husarrest, men kommentarer til dette må blive en anden gang).

Hvordan får ‘vi‘ folk til at spare (mere) op til deres egen pension, hvilke redskaber har staten i sin værktøjskasse (udover magtmonopolet)? Et eksempel på et nudge kunne være at man, i stedet for at sige til en person: ‘Du skal sætte 10% af din månedlige indkomst ind på en pensionskonto’, så siger man, ‘du skal ikke give afkald på noget nu, men ved din næste lønforhøjelse, der tager vi en lidt større andel af den og sætter ind på din pensionskonto, det koster dig ikke noget nu…’ Man udnytter folks uvillighed til at give afkald på noget de allerede har, og deres tendens til at sætte mindre pris på en fremtidig gevinst. (Samtidig med at vi har fået lavet os et system, hvor øjeblikkelig behovsopfyldelse næsten bliver anset for en menneskeret, køb NU – hvis du ikke har råd, kan du låne (nogen gange oven i købet til negative renter, wtf?!))

Der bliver desværre ikke diskuteret OM staten overhovedet skal blande sig i folks overvejelser om pension. Hver gang man taler med en ekspert om, hvordan staten, eller ‘vi’ bedst gør dette eller hint, bør man stoppe op og spørge om det overhovedet er en opgave for staten – svaret er ganske ofte (nogle vil mene altid) Nej! Når staten skal gøre noget, foregår det nemlig via lovgivning – magtudøvelse, og det bør der være så lidt af som overhovedet muligt. Forestilingen om at staten har noget som helst mandat (nej, heller ikke den sociale kontrakt) til at bestemme eller tilskynde folk til, hvor meget eller lidt de vil spare op, afsætte ressourcer til at forske i, hvordan man bedst nudger skattekvæget til at opføre sig som staten synes, er det bedste for skattekvæget (som jo ikke kan vide det selv!) er yderst problematisk. Selvom Hansen forsøger at lægge afstand til ‘paternalismen’, ændrer det ikke på det faktum at ‘vi’ vil have nogen (andre) til at gøre noget, som ‘vi’ finder mere hensigtsmæssigt (præmis’en for Hansen er vistnok at den der bliver nudget også finder det hensigtsmæssigt).

Det er ikke myndighedernes opgave at nudge nogen – eftersom myndighederne ikke ved hvad det enkelte individ har af planer, ønsker og mål i tilværelsen. Dertil kommer den Hayek’ske forestilling om viden – at selvom en central myndighed vidste hvad folks mål var, ville den stadig ikke kunne afgøre hvordan ressourcer bedst allokeres for at nå disse mål.

Der er selvfølgelig intet til hinder for, at en person, i erkendelse af det ofte kan være meget svært at ændre adfærd, selvom man rent faktisk ønsker det, benytter sig af viden fra adfærdsforskningen (forskning og viden som burde foregå privat, så udbuddet rent faktisk afspejler efterspørgslen) og køber sig rådgivning om, forskellige måder at opnå en ønsket adfærdsændring. Mængden af slankekure, motionsprogrammer, rygestopkurser, mentoring og hvad ved jeg, afslører et behov som folk frivilligt betaler for – mange af dem igen og igen, uden at opnå den ønskede adfærdsændring. Der er behov for dygtige rådgivere der kan hjælpe individer med at nå deres mål, også når dette indebærer adfærdsændringer der kan være meget svære at opnå.

Men bland regering og myndigheder uden om folks liv – det er dét ‘laissez-faire’ betyder.

Laissez faire means: Let the common man choose and act; do not force him to yield to a dictator.

Ludwig von Mises, Human action, kapitel XXVII

Det forekommer mig at der en tendens til, i vesten generelt, i stigende grad at forvente at Regeringen løser vores problemer for os. Alle vores problemer. Og personer i regeringen påtager sig hjertens gerne opgaven med stor nidkærhed (men ringe succes). Det fører til apati, mangel på uafhængighed og en ansvarsløs krævementalitet, for regeringer kan ikke løse vores problemer og kan kun give hvad de har taget fra andre. Velmenende(?) mennesker kalder på en Verdensregering der skal føre an i bekæmpelsen af en virus. Det kan kun gå galt. I et samfund frit for tvang vil der også være problemer som ikke har gode løsninger – elendigheder som ikke kan forhindres, men hvis effekter blot må afbødes. Det er ikke et argument for mere centralisering! – men for at have et rigere og mere modstandsdygtigt samfund der bedre kan tage sig af problemer som følge af virus, jordskælv, meteornedslag eller andre ulykker, menneskeskabte eller ej.

Den destruktion af produktion som mange landes regeringer i øjeblikket foranlediger, risikerer at have afledte effekter der er endnu værre end den sygdom der er påskuddet for tiltagene. De magtbeføjelser som regeringer tiltager sig -midlertidigt- bliver næppe rullet helt tilbage. Intet er så permanent som en midlertidig skat, og vi ved aldrig hvornår den næste pandemi ruller over verdenen og så er ‘vi’ nødt til at være ‘parate’.

I et relativt åbent og velfungerende samfund som det danske må det vække bekymring at beslutningsgrundlaget for de voldsomme tiltag ikke er offentliggjort. Se Otto Brøns-Petersens kommentar på punditokraterne. Der mangler en demonstration af, at analysen af konsekvenser også ser på de skjulte effekter, ikke blot de umiddelbare – læs om det knuste vindue her.

Læs også Jeff Deists nøgterne kommentar tidligere på måneden og lyt til denne podcast hvor Deist er gæst hos Free man beyond the wall.

Government, even in its best state, is but a necessary evil; in its worst state, an intolerable one.

Thomas Paine

Sheldon Richman skriver – korrekt efter min mening – at det der går under betegnelsen demokrati, ikke kan løse problemerne med ‘socialisme’, ‘socialdemokratisme’ eller interventionisme. Hvad enten man forstår socialisme som et system hvor produktionsmidlerne er ‘offentligt’ ejet eller socialdemokratisme som et system hvor, i det mindste af navn, privat ejendomsret tåles (sålænge staten blot kan disponere over folks ejendom i det omfang dens bandemedlemmer bestemmer sig for) – så består problemet, selvom man sætter ordet ‘demokratisk’ foran. Hayek krediteres for at have udpeget svaghederne ved en centralt ‘styret’ økonomi. Læs mere om det her. Økonomien er ikke et rumskib der kan styres, men summen af talløse beslutninger og handlinger mennesker imellem. Handlinger der finder sted på baggrund af lokal viden om udbud og efterspørgsel, præferencer som skifter fra det ene øjeblik til det næste, og som ikke underkaster sig deterministiske modeller. Forestillingen om at politikere skal ‘gribe ind‘ og afstedkomme udfald der er bedre end hvad folk selv, frivilligt foranlediger, er grundlæggende menneskefjendsk. Endvidere er politikerbyrdens evne til at opnå deres erklærede mål ganske beskeden og omvendt proportional med deres hovmod. De har hverken format, mandat eller ret til at dirigere rundt med andre mennesker, oven i købet mens de plyndrer de selv samme mennesker som de forsøger at dirigere rundt med. At de har bestukket dele af befolkningen til at stemme på sig, giver dem stadig ikke ret til at plyndre andre mennesker – man kan ikke uddelegere en ret man ikke selv har.

Man kan diskutere om termen ‘kapitalisme’ efterhånden har antaget så negative konnotationer at et andet ord bør anvendes i stedet – Pete Quinones og Gary Chartier diskuterer her om ‘freed markets’, frisatte markeder, bedre beskriver systemet hvor ingen med vold kan tildele eller fratage privilegier. Lyt til samtalen her på Peter podcast – free man beyond the wall. (39 minutter) – og i et sådant system er folk ganske fri til at slutte sig sammen og være lige så socialistiske som de har lyst til, blot de ikke tvinger andre til at deltage i arrangementet.