De gode folk i CEPOS skal roses for mange nødvendige indspark. Derfor er det dobbelt ærgerligt når man fremturer i fejltagelserne på to af de allervigtigste områder: Udenrigspolitik og CO2-afgifter.
Vi taler om EU – og gakkede afgifter i almindelighed. Som led i den almindelige Trump-bashing (der er mange gode grunde til at kritisere den kommende præsidents økonomiske politik) nævnes diverse told og afgifter der pålægges ved import fra tredjelande. Det nævnes korrekt at EU jo netop er karakteriseret ved at være en… told-union, rettet mod ‘de andre’ og at vi derfor også her fremstår dobbeltmoralske når vi kritiserer ‘vennerne’ på den anden side af atlanten. Men så nævnes Gud hjælpe mig udenrigspolitikken som et eksempel hvor europæerne kunne lære noget af de amerikanske staters fælles udenrigspolitik!! Den udenrigspolitik som de sidste årtier har ført til talløse ofre for talløse krige, ført uden mandat fra kongressen og som takket være den føderale alfonsbank har blæst statsgælden op på et afsindigt niveau. Til trods for at nærmest samtlige præsidenter i nyere tid under valgkampen har lovet mindre krig, har de, som typisk for politikere, ikke levet op til de gode løfter, men kun indfriet de værste. Lige gyldigt hvem de har stemt på derovre, har de fået John McCain (ht Tom Woods). Hvilken tragedie. Jeg er enig med vikaren fra helvede i, at vi skal lære af den amerikanske politik. Men den er et eksempel på, hvordan man ikke skal opføre sig.
Well, folks, sad to say they lied us into war.
World War I, World War II, Korea, Vietnam, Iraq War I, Serbia, Afghanistan, Iraq War II, Libya, Syria, Yemen. All of them.
Hvad angår CO2-afgifter, så nævnes det en passant, som om det er et faktum på linie med at solen står op i øst, at en afgift på CO2 er noget ‘vi gerne vil have’ pga… eksternaliteter. Læs om Pigou-skat på CO2 her – hvorfor det er umoralsk at beskatte CO2. Det lader til at CEPOS-folkene har annammet antagelsen om, at CO2 er roden til klima-katastrofen (selvom, ret skal være ret, de anerkender at der rent faktisk ikke ER en klimakatastrofe). Det er der imidlertid ordentlige folk der, efter at have fordybet sig videnskaben – ikke i IPCC’s opsummering for ‘beslutningstagere’ (a.k.a. Politikerbyrden), lodret afviser.
Begge alvorlige problemstillinger, konstante krige og konstant klimalarmisme, er karakteriseret ved, at det giver onde kræfter – regeringer – påskud for at holde befolkningerne i et, kærligt, naturligvis, kvælertag for at ‘håndtere’ kriserne. Håndtere betyder forlænge i det uendelige, netop fordi det retfærdiggør magtudøvelsen og plyndringen.
Jeg er sikker på at adskillige af CEPOS folkene er bekendt med Murray Rothbard. Man kan passende (gen)læse Statens Anatomi for en opfrisker med hensyn til denne institutions alvorlige begrænsninger.
Det er efterhånden trættende at høre på, som en anden besværgelse, at man skal have dårlig samvittighed over ditten eller undlade at gøre datten med henvisning til CO2-regnskabet. Reelt er der ikke ret mange i vores del af verden der virkelig afstår fra noget de gerne vil, af frygt for at deres bidrag til CO2 udledning sætter kloden i brand. Det er rent ritual ligesom i dronningens nytårstale, når hun siger Gud bevare Danmark.
Dygtige, velansete (indtil de blev kættere) folk argumenterer for at vi dels ikke står over for nogen klimakrise i nogen som helst rimelig betydning af ordet ‘krise’.
Vender vi tilbage til CO2 – tidens allestedsnærværende skurk – ja, så er der tilsvarende ordentlige mennesker der peger på alle de gavnlige effekter denne gasart har for liv på jorden.
Se nærmere på striben af fakta som måske kan virke overraskende:
Spørgsmålet om vi så skal til at subsidiere CO2 udledning presser sig på (og svaret er Nej!). Skal vi have en negativ CO2 afgift – staten, hin algode, alvidende institution – skal betale os for hvert kg CO2 vi udleder for at få vendt den skræmmende tendens?
Det største bidrag til den velgørende, plante-nærende CO2 kommer fra frigørelsen af den CO2 der er bundet i fossile energikilder. Det bedste staten kunne gøre var at undlade at skævvride energiproduktionen. Lad enhver metode til produktion af masser af stabil, vejr-uafhængig energi glimre ved sine egenskaber med hensyn til forbrug af ressourcer, forurening og evne til at levere varen på et marked uden politiske tommelfingre på vægten. Ulemperne, forureningen skal holdes op mod gevinsterne som er enorme i form af forbedret menneskelig trivsel, bedre beskyttelse af flere mod et fjendtligt klima i almindelighed og kommende pertubationer i særdeleshed. I nogle tilfælde vil afvejningen falde ud til fordel for eksempelvis solceller, i andre tilfælde vandkraft, atter andre vulkansk aktivitet (Island) mens atomkraft og fossil energi i atter andre tilfælde vil dominere. Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder. Chancerne for at helt nye metoder vinder frem bliver større, des mindre skævvridning staten påtvinger os.
For fossil energi er der afgjort ulemper forbundet med produktionen men listen over goder er enorm! Hvis altså målestokken er mere menneskelig trivsel. Det mistænker man desværre ofte ikke er tilfældet.
Og har du ikke set dokumentaren om klima’videnskaben’ endnu, så find dig 1 times tid i nærmeste fremtid!
Ustabile, vejrafhængige energikilder kan ikke hjælpe os med at bevare civilisation og forbedre tilværelsen for de mange der har brug for stabil, pålidelig energi.
Hvis vi vil bevare et nogenlunde civiliseret samfund er det bydende nødvendigt at have maksimal respekt for privat ejendomsret, herunder til produktionsmidler, og adgang til masser af stabil, billig energi.
En hel del! Mises Institute fejrer 75-året for udgivelsen af Mises Human Action. Hele striben af foredrag kan anbefales, men lige her nævner vi Timothy D. Terrell og Calculation and Environmental Policy.
Selvom Human Action nu har 75 år på bagen, er de lovmæssigheder Mises beskrev stadigt (evigt) gyldige. Privat ejendomsret er udviklet gennem tiden i forsøget på at begrænse konflikt og fremme nogenlunde fredelig sameksistens, der, når den udvikles til samhandel, lægger fundamentet til civilisation. Konsekvent håndhævet vil indehaveren af ejendomsretten til en begrænset ressource have ret til fordelene ved at udnytte ressourcen, men også bære omkostningerne ved udnyttelsen. Også for de ulemper der påføres andre. Forestillingen om at ‘regeringen’ kan og skal ‘gribe ind’, når en ‘markedsfejl’ er identificeret, for eksempel når en omkostning påføres en tredie part (såkaldt negative eksternaliteter), lider under en række misforståelser. (Som omtalt i sidste uge, kan andre også nyde godt af aktiviteter som egentlig er udført i andet øjemed – en positiv eksternalitet eller et sandt gratis gode.)
I det store hele accepteres princippet, skriver Mises, om at enhver er ansvarlig for de skader han påfører andre med sine handlinger. Imidlertid er der undtagelser for loven, når for eksempel forurening tåles fra nogle industrier med henvisning til at man ikke kan stå i vejen for ‘fremskridtet’ – eller andre eufemismer for noget, der lige nu behager magthaverne. Se bare grundlovens § 73, hvor undtagelserne for ejendomsrettens ‘ukrænkelighed’ afhænger af almenvellet.
Når omkostninger kan læsses af på andre, bliver økonomiske beslutninger truffet på et vildledende grundlag, men dette skyldes ikke mangler ved systemet med privat ejendomsret. Tværtimod, er det fordi ejendomsretten ikke håndhæves fuldt ud, at resultaterne bliver uhensigtsmæssige. Løsningen er mere ejendomsret – mindre statsindgreb.
Hvis en aktør forventer fordele af et givent projekt, vil han bære omkostningerne ved at sætte det i værk, selvom andre også høster en fordel. Omvendt, hvis omkostningerne ved et projekt er så omfattende, at ingen af dem, der har fordel af det, vil finansiere det alene, så bliver det kun realiseret hvis flere vil bære omkostningerne.
Så nærmer vi os miseren når geschæftige personer mener der er et ‘problem’, men ingen iværksætter kan løse opgaven på profitabel vis. Så må Staten træde til og drive underskudsforretning, eller subsidiere private og på den måde fremme produktion af noget, på trods af forbrugerens tilkendegivelse af, at hen prioriterer andre produkter højere. Staten kan (heller) ikke skabe ressourcer ud a intet – den kan kun konfiskere ressourcer og tvinge aktivitet til at foregå andre steder end der, hvor forbrugere og producenter ellers ville have dem til at foregå. Med andre ord – vi bliver fattigere end vi ellers ville have været.
Subsidier til solceller, vindpøllemarker og andre ustabile, vejrafhængige energikilder er et glimrende eksempel. Også kuldioxid-afgifter, som fejlagtigt anprises af nogle fordi de kan ‘handles på et marked’, hører til i kategorien fejlskud – se mere om Pigou-skatter her og her.
Kigger man ned over indholdsfortegnelsen i Human Action er der mange yderst relevante emner der tages under systematisk behandling. Netop nu skæmmes omgivelserne af ‘valgplakater’ for afdankede folketingspolitikere og håbefulde ungdomspolitikere der vil til Bruxelles og dirigere Europas befolkninger. Ser man slogan som ‘grøn og sikker’ kan man roligt erstatte det med ‘fattig og farlig’ – for det er konsekvensen af det meste af den menneskefjendske politik der plæderes for. Den stupide fiksering på kuldioxid som det molekyle der driver ‘klimakrisen’, hin ikke-eksisterende, og russeren-kommer kører for fuld propagandaskrue. Af frygt for, at den uvaskede pøbel nogle steder kunne finde på at stemme på de forkerte, buldrer propagandaen om ‘russisk’ indflydelse på valget, så man kan affærdige populisterne, hvis de skulle få ‘for mange’ stemmer.
Som Rothbard indleder Statens Anatomi: Vi er ikke staten, og staten er ikke os – og det gælder i særdeleshed også en supranational monstrositet som EU. Samhandel er fint. Særdeles fint! Det kræver ikke 100-vis af sider lovtekst, opkrævning af skatter eller fælles militær!
Ind i mellem bliver man alligevel overrasket over graden af, hvad skal vi kalde det, mudret tænkning? Navlebeskuelse? Forestillingen om at have ret til et behageligt klima, eller at det er statens opgave, hvad enten den magter det eller ej (og det gør den ikke), at ‘sørge for’ et behageligt klima, er så langt ude at negle på en tavle eller lyden af tandlægebor i tand føles som kærtegn i sammenligning.
Judith Curry skal have tak for at påpege tingenes sørgelige tilstand, selvom det er en pinagtig affære, og bringer en tilbagevisning af påstanden om, at vi står midt i en eksistentiel klimakatastrofe.
Prøv engang og tænk over, hvad der mon foregår i hovedet på en 74-årig dame i Schweitz, der fører sag ved den europæiske menneskeretsdomstol, for at få anerkendt
…our fundamental right to a healthy climate and to have our country do what it failed to do until now: that is to say taking ambitious measures to protect our health and protect the future of all,” said Anne Mahrer, a member of the group.
Damen har ikke forstået hvad der er muligt for staten eller hvad der meningsfuldt kan siges at udgøre en basal menneskeret. En positiv ret kan ikke være universel. Hvis damen har krav på ditten eller datten service eller produkt, så er der jo nogen der skal, skal(!), levere service eller produkt – og deres ret bliver dermed krænket. En universel ret må nødvendigvis gælde for alle mennesker, og må derfor være en negativ ret, frihed for overgreb (på person og ejendom). Der er en bagatelgrænse – du kan ikke forlange at naboen skal holde vejret fordi vedkommende udånder CO2, som du tror er årsagen til alt ondt.
VI har tidligere nævnt problemet med ‘universelle menneskerettigheder’ som internt inkonsistente, fordi de netop ikke kan være universelle – her. At en ‘domstol’ udmærker sig ved mudret tænkning ændrer ikke på realiteterne.
Ældre mennesker mister ofte muskelkraft med tiden og belastes derfor mere af tyngdekraften. Det gør det ikke til en statsopgave eller en menneskeret at mindske tyngdekraften, eller at modvirke effekten af den for en særlig gruppe (svagere mennesker skal have tildelt bærere, slaver, eller robotter).
Man harmes over at disse mennesker har stemmeret, sålænge det indebærer ‘retten’ til at stemme sig til andres ejendom. Retten til at plyndre andre kan ikke uddelegeres; det er nemlig en ret man ikke er indehaver af.
Sagen illustrerer to, måske tre, problemer: 1: Mudret tænkning om rettigheder; 2: Utopisk tænkning om statens (vilje og) evner; 3: Det var en fejl at ‘give’ kvinder stemmeret – man skulle i stedet også have frataget mænd retten til at stemme sig til andres ejendom. Flertalsbeslutninger legitimerer ikke overgreb på andres ejendom!
Frédéric Bastiat beskrev præcist den elendighed der følger, når lov bliver brugt til noget som helst andet end at beskytte privat ejendom. Læs hans essay Loven, der fås her i butikken på dansk for 37,50. Har du børn eller børnebørn, der har behov for modgift, så læs om Tuttle Tvillingerne og loven, der bruger Bastiats essay som inspiration. Også her i butikken på dansk.
Hvis nogen skulle finde på at ‘give’ ‘folket’ hvad de vil have (hvis de selv vidste det, forstås), så er de simple populister, der lefler for en folkestemning og prøver at slå mønt af den (som regel politisk, med deraf følgende rigtig mønt).
Ofte har betegnelsen populisme været anvendt med nedsættende betydning (demagogi, leflen for øjeblikkets stemninger o.l.).
Det er kun demokrati når pøbelen, hvem lyset er berøvet, stemmer som eliten og andre gutmenschen mener der skal stemmes. Du kan få lige præcis den højre eller den venstre støvle på struben. Frit valg. Demokratisk.
Efterhånden som det bliver tydeligere og tydeligere at den ene krise må og skal afløses af den næste, reel eller ej, for at politikerbyrden med embedsvældet kan bevare kontrollen over en meget stor del af folks ressourcer, bliver det måske også åbenbaret for flere, at disse mennesker ikke er uegennyttige. Med henvisning til krisen du jour, hvad enten det er er et biologisk våben, en grænseuoverensstemmelse mellem to korrupte regimer provokeret af en tredie korrupt organisation eller klimaforandringer, er der pludselig behov for handlekraftige politikere, der kan hævde at løse problemer, de selv har skabt. Og fordi det er en eksistentiel krise, må ‘normale’ begrænsninger i statens magtudfoldelse for en stund (indkomstskatten startede som en krigsskat, men hænger ved endnu) vige pladsen.
Her kommer klimaforandringerne til sin ret – for klimaet vil vedblive med at ændre sig, og voilà, vi har en permanent krise med tilhørende ekstraordinære beføjelser. Derfor er det også magtpåliggende for totalitært anlagte politikere at holde klimagryden i kog og forhindre kritikere i at komme til orde. For nogen er det måske en religion, for andre et vigtigt redskab i at bevare og udvide kontrollen med andre mennesker.
Som et alternativ til den næste episode af dit yndlingstidsfordriv på Netflix, så prøv at se denne dokumentar om klimaforskning. Det er måske nyt for dem, der hovedsageligt eksponeres for gængse medier (mainstream eller Corporate Press). Adskillige nobelprismodtagere er blandt dem, der i filmen beskriver klimavidenskabens udvikling over de seneste årtier. Forestillingen om videnskab og søgen efter sandhed og forståelse af verden får et skud for boven. (Tip: Forskere er også mennesker (ikke engle) og reagerer på tilskyndelser. Uden krise, ingen offentlige (tvangsinddrevne) midler. Selvfølgelig finder de en krise!)
Hvordan man nu definerer ‘religion’ – en ‘forklaring’ på hvordan universet opstår og hænger sammen, et system til at hjælpe folk med, hvordan man bedst opfører sig, et sæt af leveregler der er givet af ‘højere’ magter (end mennesket, forstås), så er et rimeligt udgangspunkt at acceptere folks forskellige trossamfund. Hvis man altså ønsker at mindske potentialet for konflikter. Nogle vil hævde at (en) guds eksistens ikke kan bevises, eller modbevises – det er en trossag. Et fællestræk for nogle religioner er den guddommelige ufejlbarlighed. Måske forstår vi ikke fuldt dybden af Vorherres vilje og hvorfor Han(!) lader onde ting ske, men Han ved bedst og alt – og dét står ikke til diskussion.
Hvad enten man tror på Jesus, Moses, Jahve, Mohammed, Buddha, det flyvende spaghetti-monster, Odin, Thor eller Mette – det må man selv rode med, og andre skal ikke bestemme hvad man vælger at tro på – eller vælger ikke at tro på. Så langt er mange nok enige – ingen skal tvinges til at tro på X eller forfølges for at tro på Y. Negative rettigheder kan alle nyde godt af, uden at det går ud over andre.
Komplikationer opstår når nogle mener at have så meget ‘ret’ i deres tro, at den også byder dem at få andre til at tro det samme. Gerne ved at overtale dem, men stritter de imod, da skal de undertvinges. Så har vi kimen til balladen.
Når det kommer til to moderne religioner, Staten som Den Algode Formynder og KlimaKrisen Er Her, har vi at gøre med trossamfund som blindt følger præsternes prædiken, uden at tvivle og ingenting kan overbevise disciplene om deres vildfarelse. Det er i og for sig fint nok; lad dem gå med hammer, segl, kors med og uden hage, måner, mozzarella og T-shirts med slogans alt hvad de vil. Problemet er imidlertid, at de føler sig kaldet, forpligtet og berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres religion og konsekvenserne af deres tro. På trods af, at tvivlerne kan fremføre solide argumenter for fraværet af beviser på Statens Algodhed eller for KlimaKrisens eksistens! Vi har brug for omkostningseffektiv fossil energi mange år endnu mens vi udvikler bedre og billigere kilder.
Ligesom det var et fremskridt at få adskilt stat og kirke, skal vi også have al anden religion, inklusive statstilbedernes, ud af folks liv. En samfundsorden uden tvang er endemålet. Det vil ikke være Paradis fordi folk ikke er guddommeligt alvidende og gode, men fulde af fejl. Netop fordi mennesker ikke er engle skal vi holde statsukrudtet nede. Politikfejl er som regel meget værre end ‘markedsfejl’.
Lad lyset, mens vi endnu har det, falde på dig med Rothbards korte essay om Statens Anatomi – købes på dansk her i butikken.
Med den destruktive energipolitik der generelt føres i ‘Vesten’ skal vi glæde os over at der, endnu, er fungerende energiforsyning i Danmark, omend prisen er unødvendigt høj. Som tidligere omtalt er adgangen til masser af billig, pålidelig energi 24/7/365 en forudsætning for civilisation. Det er også en nødvendighed hvis vi skal kunne tilpasse os de ændringer i klimaet, som, også i fremtiden, vil udgøre en trussel mod menneskelig trivsel. Adgangen til billig, rigelig energi er det, der har sat os i stand til at nedbringe dødeligheden som følge af klimakatastrofer helt enormt de sidste 100+ år.
I usa – som ikke for tiden glimrer ved en energipolitik der har fokus på menneskelig trivsel – har det republikanske parti begået en overraskende positiv handlingsplan. En plan som burde overføres til danske forhold og helst med tilbagevirkende kraft, hvis det ellers var muligt. (HT: Alexepstein.substack.com)
Planen har følgende punkter:
Billig, pålidelig energi er en nødvendighed for amerikansk og menneskelig velstand fordi det giver os mulighed for at udnytte maskiner til at øge produktion og velstand; pålidelig amerikansk energi fører til en bedre økonomi, lavere leveomkostninger, flere velbetalte jobmuligheder, et mindre underskud (på statsfinanserne) og øget national sikkerhed.
Fossil brændsel er og vil også så langt frem vi kan se, forblive en enestående billig, pålidelig, skalérbar og sikker energikilde – den eneste kilde til rigelig energi for milliarder af mennesker, tusindvis af steder.
Energi-fattigdom er et kritisk problem i indland og udland og rammer millioner af amerikanere og milliarder verden over, inklusive de ca. 3 milliarder mennesker der overlever dagligt med mindre energiforbrug end et almindeligt køleskab.
Amerika og verden har brug for en energipolitik der sikrer rigelig fossil energi og fremmer lovende konkurrencedygtige alternativer, som for eksempel kernekraft.
Amerika kan blive både rigere og samtidig forbedre tilværelsen for milliarder med energipolitik der frisætter opfindsomheden til at producere energi så billigt, pålideligt, rigeligt og rent som muligt, samtidig med at begrænse udledning af skadelige stoffer.
Biden regeringen har begrænset investeringer, produktion og transport af amerikansk fossilt brændsel under det falske løfte om, at en hurtig overgang til sol og vind er mulig. Den har lukket pålidelige kraftværker og skabt hidtil uset mangel på elektricitet. Den har søgt at fralægge sig ansvaret for miseren ved at give Putin skylden, eller med henvisning til manglende efterspørgsel efter COVID, eller oliselskabernes formodede grådighed.
Derfor anbefales det at Amerika tager følgende skridt til fremme af velstand, øge Energi-sikkerhed, forbedre miljøet og fremme trivslen for milliarder af mennesker verden over via adgang til energifrihed: Frisæt adgang til ansvarlig udvikling af hjemlige energikilder; stop tilskyndelse til ustabil elektricitet; reformér standarder for udledning til luft og vand så de omfatter realistisk analyse af omkostninger og gevinster; opsig klimaaftaler der straffer Amerika fremfor at fremme innovation; frisæt brugen af kernekraft.
En fornuftig energipolitik (som ikke tvinger ustabile, vejrafhængige kilder på forsyningsnettet) vil måske oven i købet bidrage til privat investering i udvikling af bæredygtig (inklusive økonomisk bæredygtighed) og fremfor alt pålidelig energiproduktion. Vi har brug for ALLE energikilder til at fremme civilisation og menneskelig trivsel, også de ustabile, vejrafhængige kilder kan have deres begrænsede plads.
Det vil også gøre os lidt mindre afhængige af politiske uoverenstemmelser. Et af problemerne er de totalitære politikere, som under dække af den ene, den anden eller den tredie krise har blikket stift rettet mod magt – koste hvad det vil for menigmand. Vi har at gøre med menneskefjendske verdensreligioner og kan endnu engang konstatere at vores værste fjende er ‘vore egne’ politikere; ingen andre svinger knytnæven med samme ildhu (omend EU-bureaukratiet er godt med!).
A hotter climate and nature loss are changing our lives. We must understand what this means for the economy to fulfil our mandate. With our climate and nature plan, we are intensifying our efforts to help underpin stability and support the green transition https://t.co/3LyXPw5zLHpic.twitter.com/R1l1q53xaq
Bag om nyhederne (12. januar 2024) åbnede med diskussion af debatten om, hvorvidt folk skal arbejde (så meget som muligt) for at ‘vi’ har råd til voldfærdsstaten eller om det er ok at ‘melde sig ud’ af rotteræset. Måske skal puhlitikerne endda sørge for tilskyndelser til det ene eller det andet. Heldigvis blev der svaret fornuftigt på det spørgsmål – det må folk selv om, og det er faktisk ikke noget som staten burde blande sig i. En måde at tilgodese børnefamilier (yderligere) på, kunne være at lette skatten generelt for alle – og lade folk vælge selv. Gys.
Senere i ugens podcast blev der uddelt en skævert til ‘klima’minister Aagaard for at fortsætte på Titanic-kursen (min udlægning) til trods for, at man hævder at 2025-målene, hine afsindige, for CO2-udledning vil blive nået. Rettelig bør hele folketinget have del i skæverten, men panelet deler kun skæverter ud til enkeltpersoner.
FOlketingets medlemmer har tidligere fået lejlighed til at blive informeret om, det rimelige og urimelige i deres aktivitet. Minister Aagaard var ikke i folketinget da Operation Oplysning til medlemmer af folketinget løb af stablen. Det er naturligvis ikke nogen lovlig (pun intended) undskyldning for tåbelige tiltag og overgreb på andres ejendom, men han skal alligevel have en chance. Så jeg tilbyder hermed at CEPOS sammen med skævert-koppen kan medsende et eksemplar af Rothbards Statens Anatomi. Du kan også få dit eget eksemplar her i butikken.
1) Når de såkaldt negative eksternaliteter (se indlæg om Pigou-skat her) ved udnyttelse gøres op, så overses eller undervurderes -groft- de enorme positive effekter af adgangen til billig, stabil, pålidelig energi der i øjeblikket, og de næste årtier, KUN kan leveres via fossile kilder. Hvis vi vel at mærke ønsker at den store andel af jordens befolkning der lever i dyb energi-fattigdom skal få en bedre tilværelse. OG hvis vi ønsker at opretholde en relativt behagelig, civiliseret tilværelse. Energi, masser af den, billig, pålidelig 24/7/365 er forudsætningen herfor.
2) Forestillingen om at kloden befinder sig i en skrøbelig tilstand, en balance der, hvis den forskubbes en lille smule, kan få katastrofale konsekvenser. Det er en fortælling der nyder fremme i gængse medier og sørger for indtægter til ‘forskning’ og alarmister og kalder på handlekraft fra puhlitikerklassen. Der er imidlertid ikke noget videnskabeligt belæg herfor, heller ikke i IPCCs seneste rapport. Nogle menneskers reelle eller foregivne frygt for potentielle katastrofer for fremtidens befolkning, der forventes at have flere ressourcer til rådighed end vi har i dag, kan ikke moralsk overtrumfe nulevende menneskers behov for adgang til mere, rigelig, billig, stabil, pålidelig energi. De forandringer der vil ske i klimaet i fremtiden, som de også er sket i fortiden, vil vi være bedre til at håndtere des rigere vi er.
3) Den synsvinkel der anlægges på jorden og mennesker er domineret af en forestilling om at enhver menneskelig påvirkning er af det onde. Målet er ikke menneskelig trivsel og velstand, men derimod en ‘natur’ der er som uberørt af menneskehånd. Med andre ord, en direkte anti-human indstilling. Derfor er der nu også modstand mange steder mod store solcellefarme, vindfarme, ja enhver påvirkning af omgivelserne. Uvilligheden til at acceptere atomkraft og, de relativt få steder hvor vandkraft giver mening, afslører at det ikke handler om ‘klima’, men om en menneskefjendsk bevægelse.
Læs Fossil Future for en grundig gennemgang af nødvendigheden af mere fossil energi de nærmeste år, ikke mindre; og for en korrektion af upræcis, tendentiøs tænkning, jvf. ovenfor.
Den venlige fortolkning er, at gode mennesker reagerer på de tilskyndelser der nu engang er sat i verden, og de er ikke klar over hvor skadelig den anti-humane, anti-fossil-energi tankegang faktisk er. De benytter blot frygten for katastrofer til at bevare eller skaffe sig mere kontrol og magt over deres medmennesker. Så når de bruger knytnæven til at gennemtvinge deres vilje, er det til vores allesammens bedste, naturligvis.
CO2-skatten er genstand for en vis debat – især hvor høj den skal være. Desværre, som det så ofte gælder skatter, diskuteres det sjældent OM der overhovedet skal beskattes. Skattereglen for socialdemokratisme lader til at være – hvis det er i live, skal det beskattes; hvis det er dødt skal det beskattes.
En væsentlig mangel i tidens CO2-forskrækkelse, er den enorme nytte menneskeheden har og har haft, af fossile energikilder. Energikilder der frigiver CO2 (og afbøder en smule på CO2-manglen). Når man tager alle de positive effekter i betragtning, visheden om manglende eller forsinket udvikling af fattigere lande samt faldende levestandard i rigere lande, der vil følge af en begrænsning af adgangen til fossil energi, IPCCs vurdering af fremtidige klimaændringer – som ikke indebærer ‘krise’ – uafhængig af, hvor lille eller stor en andel der skyldes menneskelig aktivitet – så er det dybt umoralsk at advokere for en afvikling af fossil energi. Vi har brug for masser af energi, fossil og fra andre kilder – men billig, pålidelig energi, der virker 24/7/365. Kun derved kan vi løfte flere mennesker ud af arg fattigdom og samtidig sætte os i bedre stand til at beherske de klimaændringer der kommer i fremtiden. For komme, det vil de.
Fjern forhindringerne for fossil energi, fjern subsidier fra AL energi, lad os blive så rige at vi har råd til at kere os mere om vores omgivelser og blive bedre til at udnytte ressourcerne. Hvis det da er menneskers trivsel vi har for øje og ikke opfatter mennesker (altså de andre mennesker) som en kræftsvulst på jorden.
Usikkerheden om klimaforudsigelser er så store, at nogle fås højlydte bekymring om potentielle problemer (der efter alt at dømme absolut er til at håndtere) på ingen måde kan retfærdiggøre de omfattende omvæltninger i eksisterende energipotilk – som vi VED får katastrofale konsekvenser, især for de fattigste.
Den rigtige løsning på en ikke-eksisterende klimakrise, er ikke at sænke levestandarden eller at gøre -visse- landbrugsprodukter dyrere. Brøns-Pedersen og Andersen forklarer hvorfor den erklærede hensigt ikke opfyldes:
Til det er der et par ting at sige. Dels om den erklærede hensigt, og dels om præmissen for analysen. Vi kan roligt gå ud fra, at når en puhlitiker hævder at ville opnå et bestemt mål er det formentlig usandt . Det sande mål er, at appellere til en vælgergruppe, der er stor nok til at give genvalg. Bevares, der er undtagelser, og ikke alle puhlitikere har selvindsigt eller -ironi, eller -erkendelse til at indse det.
Præmissen for analysen er, at vi tager for gode varer at 1) CO2 frigørelse som følge af menneskelig aktivitet, har en potentielt stor og katastrofal indflydelse på klimaet og 2) hvis ‘vi’ nedbringer CO2 frigørelsen i Danmark har dette en gunstig effekt på fremtidens klima.
I betragtning af alle de fornuftige analyser og kommentarer der i øvrigt flyder fra CEPOS, ville det være rart hvis de gav slip på embedsmandsindstillingen om, at når puhlitikeren har erklæret et mål, så skal vi nu anvise den ‘samfundsøkonomisk mest effektive’ måde at nå målet på – hvad enten målet er meningsfuldt eller (som her) ej.
Nej, anfægt præmissen – vi har ikke ‘for meget’ CO2 – og nej, den lille andel vi bidrager med er ikke ensbetydende med jordens undergang. Danmark som foregangsland, er snarere en afskrækkelse end et eksempel til efterfølgelse; gør IKKE sådan hvis du vil vriste dig fri af fattigdom.
På trods af enorme subsidier til vejrafhængige energikilder udgør fossile kilder uændret mere end 80% af verdens årlige energi. Det kan ikke nytte at spille med på ideen om, at kloden er lige ved at gå under – at mennesket er en kræftsvulst på moder jord, og helst skal ophøre med at eksistere, eller i hver faldt undgå ændringer af status quo (som om det ville føre til et ‘bedre’ klima). I sidste uge nævnte vi Koonin, som anfører at der IKKE er belæg for at udråbe en klimakrisepå baggrund af den forskning IPCC støtter sig til. Men ‘kriser’ er gode for puhlitikere, der kan udvise mod og handlekraft (for andre folks penge) og fremstå i et positivt lys, til trods for at deres handlinger ikke har effekt på det erklærede mål, ikke fører til ‘konsekvenser’ når deres manglende effekt – eller skadelige effekt – kommer for dagen.
Punditokraten Christian Bjørnskov sidder i bestyrelsen for CEPOS og har ofte gode indlæg. På linie med dagens emne citeres her, det sidste afsnit fra en frisk post (min fremhævning):
Skåret ind til benet: Det er absurd, at så mange mennesker bruger forskellige standarder, når de vurderer adfærd hos private og offentlige organisationer. Om noget burde man være endnu mere kritisk overfor de offentlige, fordi de er monopoler – vi har som borgere ingen andre steder at gå hen. At Christiansborg tjener penge på at bedrage borgerne gennem Skat kan aldrig undskyldes.
Det er helt på linie med Rothbards dissektion af staten og blotlæggelsen af dens anatomi – jeg er sikker på Bjørnskov er bekendt med den – det kan du også blive – Statens Anatomi fås her i butikken for 37,50 – oplagt til selvgave, julegave, mandelgave, værtindegave, nytårsgave eller anden gave.
En påmindelse om at der faktisk er vidende folk der afklæder klimaklovnenes alarmisme:
Et væsentligt indspark er budskabet om, at se på fordelene ved brug af fossile energikilder – som er e n o r m e – og ikke kun ulemperne. I betragtning af, en stor del af menneskene i verden lever i relativ (og absolut) energifattigdom, er det dybt umoralsk at ville forhindre dem i at udnytte fossile energikilder, med henvisning til bekymring fra dele af den mere velstillede verden over potentiel påvirkning af klimaet i fremtiden. En klima-fremtid som vel at mærke ikke ser ud til at indeholde en truende klimakrise, hvis man henholder sig til forskningen under IPCC – og holder sig væk fra det politiskeresume for politikere.
Klimaet ændrer sig også i fremtiden og kloden er generelt et ugæstfrit sted. Energi og hittepåsomhed er forudsætningen for at vi kan beskytte os mod vejrliget. Fossil energi har medført en enorm reduktion i antallet af dødsfald som følge af klima-relaterede katastrofer. Vi får også brug for masser af billig energi til at beskytte os i fremtiden.
Politikerbyrden korrigerer først kurs hvis de trues på deres magtposition – de har en interesse i at folk holdes uvidende og utrygge så slangeoliesælgerne kan få nogle flere år ved magten, ved at bilde folk ind at de har en ‘løsning’. Politikeren er problemet – ikke løsningen og i øvrigt bør regeringen gå af.
En regering der er ‘klar til at diskutere mere statsstøtte’ kan næppe komme som en overraskelse i dagens Danmark. Hvilken puhlitiker vil ikke gerne skaffe sig en anledning til at tage sig betydningsfuld og handlekraftig ud? Denne sørgelige kendsgerning kan man tygge lidt på, mens man eventuelt klukker lidt over, at de hårdt prøvede argentinere – med pæn margin, hvis man tror på stemmetal – er blevet så trætte af de forgående regeringer, at de nu har givet en erklæret Rothbardianer chancen. Det bliver ikke nemt for ham, men interessant at følge!
Tilbage til andedammen har visse grupper særinteresser masser af gode forslag, som kommer samme særinteressenter til gode.
Men protektionisme fører ikke til øget velstand for borgerne i de lande, hvis regeringer bygger barrierer. Vi bliver fattigere. Danmark er tilpas lille til ikke at være selvforsynende med ret meget, hvis man ønsker at bevare en høj levestandard.
Mises U, 2018
Adgang til energi kunne være noget man prioriterede så højt at man evt ville betale en højere pris for langsigtet forsyningssikkerhed, fremfor en lavere pris her og nu. Under alle omstændigheder er det alt for vigtigt et område, til at det kan overlades til en bande med rygmærker, hvad enten der står A, V eller X på ryggen og føreren hedder Mette, Troels eller Lars.
Rothbard skyder her merkantilismen i sænk – når regeringen, som banden kalder sig, griber ind, betyder det tvungen begrænsning af handel.
In taking our stand on this issue, we should recognize that all government action means coercion, so that calling upon the US government to intervene means urging it to use force and violence to restrain peaceful trade. One trusts that the protectionists are not willing to pursue their logic of force to the ultimate in the form of another Hiroshima and Nagasaki.
Keep Your Eye on the Consumer
As we unravel the tangled web of protectionist argument, we should keep our eye on two essential points:
protectionism means force in restraint of trade; and
Hvis banderne der hærger i andre lande binder deres borgeres penge i halen på visse produkter, så lad os købe dem, med mindre vi kan producere dem billigere selv og bruge de sparede midler på noget andet, der giver mere værdi.
De ikke særligt grønne, eller klimaneutrale, eller rentable Vejrafhængige Energikilder har tiltrods for enorme subsidier gennem mere end 20 år ikke ‘leveret varen’ og kan ikke levere varen (stabil, pålidelig energi og masser af den), så at fortsætte med at kaste gode penge efter dårlige, er kun noget man gør for andres folks penge.
Det er muligt at VE har en plads i visse nicher; det er muligt at små modulære atomkraftværker kan levere, det er sikkert at fossile kilder kan. Så lad os fortsætte med at bruge fossil energi, mens vi (dvs aktører på et frit marked) finder ud af hvilke alternativer der kunne være bedre – så kan vi sælge det til andre interesserede. ‘Vi’ er ikke regeringen, regeringen er ikke os, som Rothbard også gjorde klart i Statens Anatomi. Få den her og brug den som adventsgave, julegave, mandelgave eller bare til almindelig oplysning.
Med henvisning til den ene, den anden, den tredie eller den n’te katastrofe ønsker politikerbyrden at belemre resten af samfundet, i den bedste hensigt naturligvis. Den ene krise afløser den anden, og ekstraordinære beføjelser må gives til myndighederne for at afværge den aktuelle krise. At krisen oftest er udløst af tidligere myndighedsovergreb, og at de ‘nødvendige’ tiltag på ingen måde afhjælper krisen forbigås i larmende tavshed.
Den afskyvækkende politisering af stort og småt fører til mere og mere myndighedskontrol og mindre selvbestemmelse – og ikke mindst fjerner den ansvaret for egen velfærd og tilskyndelsen til at hjælpe andre.
En overbevisende gennemgang af denne tingenes tilstand kan findes her, hvor professor Mark Pennington beskriver moderne politikeres missionspolitik – tak til Christian Bjørnskov for at gøre opmærksom på den!
Den seneste elendighed fra Mellemøsten, som burde være et blomstrende rigt område, er et andet eksempel på nogle personers forkastelige, fordømte, men ikke uforståelige overgreb på andre, i desperation over atter andres urimeligheder og med henvisning til ‘nød’. Og rouletten drejer.
Alligevel kan man glæde sig over at der findes modige, rationelle mennesker som taler de magtberusede imod og insisterer på fornuft og rimelige proportioner. Et sådant eksempel bydes der via CO2 koalition der bragte et indlæg om IPCCs fejltagelser, når man henfører ændringerne i vejret til, overvejende at være forårsaget af menneskelig aktivitet, specielt CO2 udledninger.
Ken Wilson peger på 5 eksempler der viser problemerne med at udråbe klodens tilstand som værende på randen af en global klima katastrofe. Eksemplerne der bringes på bane er følgende:
Temperatur målinger fra Midtengland
Stigning i havniveau
Modellernes manglende overensstemmelse med virkligheden
Ekstreme vejrbegivenheder
Naturbrande
Her er en af figurerne – man kan konkludere at myndigheder nok ikke er interesseret i fornuftige tiltag, eftersom de insisterer på, at lade sig vejlede af misvisende information.
Endvidere påpeges det, at en række dygtige, velansete – og især velargumenterende – folk har en ganske anden fortolkning af den videnskab, der skamrides i det politiske dokument betegnet sammenfatning og anbefaling til beslutningstagere.
MANY SCIENTISTS AND OTHERS DISAGREE WITH THE IPCC
Many noted scientists, climate modelers, environmentalists, economists, geologists, and engineers have criticized the IPCC’s analysis and its proposed green energy measures.
These include Dr. William Happer, Dr. Richard Lindzen, Dr. William Wijngaarden, Dr. Ross McKitrick, Dr. Christopher Essex, Dr. Henrik Svensmark, Dr. Nir Shaviv, Dr. Steven Koonin, Dr. John Christy, Dr. Judith Curry, Dr. Patrick Moore, Dr. Susan Crockford, Dr. Peter Ridd, Dr. Mark Mills, Dr. Bjorn Lomborg, Dr. Lars Schernikau, Dr. Patrick Frank, Anthony Watts, Tony Heller, Jim Steele, Gregory Wrightstone, Robert Lyman, Michael Shellenberger, Michael Moore, Jeff Gibbs, James Lovelock and, most recently, Dr. John Clauser, co-recipient of the 2022 Nobel Prize in Physics.
You can Google any of these names for their views, as well as those of Vaclav Smil and the CLINTEL “World Climate Declaration That There Is No Climate Emergency,” with over 1,600 signatories, mostly scientists, from 15 countries.
Til trods for enorme subsidier leverer vejrafhængige energikilder stadig blot en beskeden andel af det verdens totale energibehov – et behov der vil fortsætte med at stige, hvis målet er menneskelig trivsel. Problemet for mange af os er, at politikeres og klimaalarmisters mål ikke er menneskelig trivsel, men magt, magt og en (af menneskehånd) uberørt planet.
Hvis du vil læse eller høre Bryan Caplan og evt. vædde om, hvorvidt vi stadig om 10 år helt overvejende bruger fossile brændstoffer til at opretholde en tålelig tilværelse, så kig med her.
Pointen er, at fordi fossil energi er i særklasse pålidelig, skalerbar og tilgængelig overalt, og tilmed forbundet med lave(ste) omkostninger – især set i forhold til gunstige effekter, så vil fossil energi også i overskuelig fremtid udgøre den altovervejende største andel af energiforsyningen.
Til trods for massiv statsstøtte til upålidelig energi, kombineret med straf til fossil energi (og atomkraft) – så udgør upålidelig vind og sol stadig en forsvindende andel af det samlede energiforbrug. Med andre ord: That dog don’t hunt!
Præmissen her er, at samme miljøforkæmpere faktisk kæmper for miljøet – en præmis der næppe er sand, for de samme forkæmpere er modstandere af tiltag, der kunne mindske miljøpåvirkningen, som for eksempel atomkraft eller afbrænding af gas som alternativ til kul. Bjørnskov viser, hvilket stemmer overens med sund fornuft, at jo rigere folk er, desto mere kerer de sig om deres omgivelser, og søger at begrænse forurening. Lægger man dertil respekt for, og håndhævelse af, privat ejendomsret (nødvendige forudsætninger for fremskridt og velstand) – du kan ikke svine på anden mands ejendom, uden at han kan komme efter dig økonomisk – kan den påviste association ikke undre, se figuren nedenfor. Se også Rothbard om forurening i et frit samfund – og også her en lidt kortere fremstilling af regeringers manglende evne til at begrænse forurening.
Denne kontrast – menneskelig trivsel overfor en forestilling om kloden som et skrøbeligt system, der skal beskyttes mod mennesket – ser ud til at være drivkraften bag megen klimatosseri.
Ganske få profiterer voldsomt på denne fejltagelse på bekostning af mange andre og uden at de tiltag klimatosserne anbefaler og gennemtrumfer, har nogen som helst effekt på klima eller miljø. Enorme ressourcer er spildt de sidste mange år, på støtte til vejrafhængige, upålidelige energikilder. Ressourcer der kunne have været brugt bedre til at løse andre af de talløse problemer mennesker står overfor.
Eksempler på vildledende diskussion i forbindelse med fossil energi:
Tilbage til Bjørnskov, der rimeligvis begræder det enøjede fokus på CO2 og andre ‘drivhusgasser’ samt de politiske ‘redskaber’ (tvang) til – forgæves – at forsøge at begrænse udledningerne – på bekostning af andre, langt alvorligere problemer. CO2 ER et misforstået ‘problem’.
De blå cirkler er ‘demokratier’ og de røde ‘autokratier’ – se nærmere forklaring på linket under figuren.
Nu skal man ikke uden videre tage IPCC rapporter for gode varer – især ikke sammenfatningen for beslutningstagere der vel må karakteriseres som propaganda. Graver man i de underliggende data – og det er der heldigvis omhyggelige folk der gør – bliver det mere tydeligt at forskningen, du ved, The Science, ikke finder holdepunkter for nogen krise overhovedet. Og sådan har det været en rum tid.
Så der må ligge noget andet bag den vedholdende tsunami af propaganda fra medierne om katastrofer der står i kø som følge af CO2 (kuldioxid) eller CH4 (metan). Kunne der være nogen der har økonomiske interesser i at holde katastrofe-beredskabet oppe i det røde felt? Politiske interesser (magt)? Eller måske begge dele.
Her er IPCCs liste (Kapitel 12, tabel 12.12) over begivenheder der savner videnskabeligt grundlag for, at global opvarmning skulle være synderen:
Air Pollution Weather (temperature inversions)
Aridity
Avalanche (snow)
Average rain
Average Wind Speed
Coastal Flood
Drought Affecting Crops (agricultural drought)
Drought From Lack Of Rain (hydrological drought)
Erosion of Coastlines
Fire Weather (hot and windy)
Flooding From Heavy Rain (pluvial floods)
Frost
Hail
Heavy Rain
Heavy Snowfall and Ice Storms
Landslides
Marine Heatwaves
Ocean Alkalinity
Radiation at the Earth’s Surface
River/Lake Floods
Sand and Dust Storms
Sea Level
Severe Wind Storms
Snow, Glacier, and Ice Sheets
Tropical Cyclones
Så meget desto værre er det når den danske regering dumstædigt fremturer med dydssignalering og absurde CO2 reduktionsmål, som ingen indflydelse har på fremtidens klima, men blot spilder ressourcer.
…og værdsætter miljøet. Er du på kanten af tilværelsen med truende sultedød, er dette mere påtrængende. Med andre ord: de rigeste samfund er generelt mere optaget af at sørge for at beskytte omgivelserne mod unødig forurening. Ønsker du at mindske den ‘skadelige’ påvirkning af omgivelserne, så gælder det om, at fjerne hindringerne for at bygge velstand. Privat ejendomsret, herunder beskyttelse mod forurening, er et sine qua non for at fremme rigdom. Som Christian Bjørnskov påpeger, lider mange af en dyb, naiv tro på at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Desværre forholder det sig sådan, at staten excellerer i at skabe problemer, for derefter at gøre dem værre, i det påståede forsøg på at løse dem. Ondskab? Uvidenhed? Eller konsekvensen af uheldige tilskyndelser? Kunne man prissætte stabil energi anderledes end det man gør nu?
Under alle omstændigheder kan vi konstatere at statens tentakler trænger sig på, på stadigt flere områder; bureaukratiet vokser til trods for erklærede intentioner om det modsatte. Løsningen er ikke at overlade endnu mere til staten og dens proselytter, men at gå den anden vej og lade privat initiativ tage over.
Hvis noget er vigtigt for dig, vil du da betale for det – uden trusler? Hvis det ikke er vigtigt, skal staten så overhovedet tage sig af det?
Det spørgsmål tages under behandling hos Alex Epstein i Energy Talking Points.
Hele posten (på engelsk) er værd at læse, men her er et par punktnedslag:
HVIS sol og vind var så billigt, som det påstås, hvorfor så behovet for subsidiering, direkte og indirekte, og for at straffe brugen af fossile kilder. Hvorfor bruger Kina ikke sol og vind i stor stil, men bygger i stedet kulkraftværker og (heldigvis) atomkraftværker i stor stil? De bruger billig, stabil(!) energi til at fremstille komponenter til sol og vindindustrien; hvorfor dog, hvis sol og vind er så billig som det påstås?
En særligt kritisabel taktik der anvendes for at fremme den ‘grønne’ dagsorden, er at finde en ganske speciel situation hvor det rent faktisk giver mening at bruge sol eller vindenergi, og generalisere herfra til at al energi og elektricitet (elektricitet er en mindre andel af det samlede energiforbrug). Til at understøtte et moderne, nogenlunde civiliseret samfund, på breddegrader der kræver konstant beskyttelse mod ugæstfrit vejrlig, er der brug for masser af stabil energi.
Hvis levefoden for de dårligst stillede i verden skal forbedres, har de brug for masser af billig, pålidelig energi, og det er fossile kilder leveringsdygtige i. Atomkraft også, og det er afslørende at nogle klimahysterikere med deres afvisning af atomkraft, ikke reelt er bekymrede for den livsnødvendige CO2 i atmosfæren, men enten ønsker at vedligeholde en på-randen-af-panik-stemning eller har andre mål end menneskelig trivsel. Nogle vil hævde at de prioriterer potentielle klimaofre i fremtiden højere end nulevende ofre for energimangel. Faldet i antallet af klimaofre de sidste hundrede år er så massivt, at den øvelse kræver avanceret mental akrobatik. Måske synes de bare at mennesker er en kræftsvulst på kloden og burde fjernes – men den oplagte konsekvens – selv at gå forrest og mindske klodens menneskebyrde – drager de ikke.
Jeg ser dem enten som et redskab for bander til kontrol af pøbelen eller som vildfarne individder, der har fundet sig en ny religion til erstatning for den de aldrig har kendt.
Servicemeddelelse: Nej, sol og vind kan i særtilfælde være nyttige, men generelt tilfører den vejrafhængige energi kun ustabilitet og øgede omkostninger og tilmed øget miljøpåvirkning, når stabil, pålidelig og rigelig energiforsyning 24/7/365 er målet. Et mål, som i sig selv blot er et middel, til at forbedre tilværelsen for mennesker og gøre dem i stand til at beskytte sig mod vejrlig og begrænse unødig forurening af omgivelserne.
I øvrigt bør regeringen gå af, og først komme tilbage når den har lært om Loven og om privat ejendomsret.
Pressen (presstitutes har ikke den samme onomatopoetiske klang på dansk) har flydt over med udgydelser om hvor frygteligt varmt det er (nogle steder); aldrig! har det været SÅ varmt og folk falder døde om af hedeslag, til højre og venstre. Man aner næsten en form for koordination af budskabet. Hvis du ikke makker ret – nu! – er klodens eksistens på spil; der er ingen tid at spilde.
Den videnskabelige støtte til den klimalarmisme er forbløffende svag, når man betænker intensiteten af propagandaen.
Heldigvis er der stadig gode kræfter der bider tænderne sammen og holder fanen højt; The CO2 Coalition er en af dem – og her er et eksempel på gendrivelsen af våset:
For ikke at tale om den hjemlige klimarealisme.dk der også gør en behjertet indsats!!
Det bør efterhånden være tydeligt for enhver at formålet med at holde krisegryden i kog, er at det retfærdiggør det enorme ressourceforbrug som staten opretholder; kun når den ene krise afløses med kort interval af den næste kan en befolkning (opdraget i statens institutioner) bildes ind, af det for deres eget bedste!
Med beundringsværdig tålmodighed havde Martin Ågerup forleden besøg af Emma Holten hvor emnet var ‘feministisk økonomi’. Et begreb der ikke findes, ligesom der ikke er feministisk meteorologi, homoseksuel matematik eller kollektive menneskerettigheder. I den civiliserede konversations interesse må man naturligvis stå model til lidt af hvert og Ågerup gjorde høfligt opmærksom på nogle af fejltagelserne.
Interviewet gav anledning til nogle strøtanker.
Økonomi er læren om aktørers valg; aktør som i menneske, ikke hund, kat, papegøje eller akvariefisk. Mennesker har forskellige præferencer og lægger forskellig vægt på forskellige dimensioner i tilværelsen. Det giver begrænset mening at lade som om gennemsnittet af prisen på blikkenslagertimer og plejehjemsassistenttimer og timer brugt på at tage sig af egne børn indeholder væsentlig information. (Selv) feminister er mennesker og er ikke hævede over andre mennesker (det påstod hun nu heller ikke). Netop økonomer forankret i den østrigske tradition lægger vægt på den forskelligartede værdifastsættelse forskellige individer har, og hvorfor individet må være den ultimative dommer på mikro-niveau, med makro-niveau’et som summen af alle disse individers beslutninger. Der findes ikke feministisk, højre-venstre konfus, trans, hetero eller anden -økonomi; der er bare økonomi.
En af Holtens pointer var, at ‘vi’ har en tendens til, ikke at værdsætte aktivitet, der ikke har en ‘markedspris’ – som for eksempel børne’pasning’, ældrepleje eller fritid. Men fritid HAR en pris – når folk hellere vil have mere fritid end at arbejde en time ekstra til den betaling de nu kunne have fået for den time, så er det netop et udtryk for prisen på fritid. Jo rigere vi er, desto mere værdsætter vi fritid. Jo tungere bandens knytnæve hænger over vore hoveder, desto mere villige er vi til, at erstatte ‘officiel’ indkomst med anden aktivitet som vi værdsætter. Folk ‘ofrer’ en masse fritid, samvær i familien, omsorg for de nærmeste, på forbrugets alter. Det kan man begræde – og jeg græder gerne med Holten her – men det giver ikke nogen ret til at tvinge andre til at ofre anderledes end de selv, med deres handlinger, viser at de foretrækker.
Villighed til at bruge tvang for at nå de mål Holten finder vigtigst er påfaldende. Når statsmagten kan henvise til truende katastrofer som påskud for mere intervention og mere magt til statsmagtens repræsentanter, så kan det ikke undre, at den ene ‘katastrofe’ afløser den anden, i en uendelig række, og de ‘særlige’ beføjelser bliver ikke rullet fuldt tilbage inden den næste krise, der råber på handling, indtræffer.
En morsom pointe, når Ågerup peger på de negative konsekvenser af central planøkonomi, er kritikken af at ‘liberale’ undlader at tage højde for de positive eksternaliteter af ‘offentlige goder’. Her nævnes infrastruktur, sygdomssystem, skole/udannelsessystem (sic) som eksempler på noget ‘markedet’ ikke kan levere (nok af). Nogle af os vil hævde at den misinformation der finder sted i udannelsessystemet (sic) netop er konsekvensen af, at staten udelukker et reelt marked for uddannelse og at det er med overlæg, for at belære, indoktrinere om statens uundværlighed, staten som den velvillige giver af alle de ting og ydelser, vi ikke kan klare os foruden. En klassisk stråmand som allerede Bastiat beskrev, er anklagen om at man er modstander af uddannelse, fordi man foretrækker at denne ydelse ikke leveres af staten.
Holten argumenter, muligvis polemisk, det gik ikke helt op for mig, for resultatlighed overfor lighed mht rettigheder. Prisen på en given vare afspejler ikke hvor meget den er ‘værd’ fordi dette afhænger af hvor rig (eller fattig) man er. Så for at afspejle ‘værdien’ ‘korrekt’ burde prisen afhænge af køberens økonomiske formåen. Men det er en misforståelse af, hvad prisen signalerer. En pris som en køber og en sælger frivilligt enes om, afspejler værdien for køber – hvad er denne parat til at give afkald på, for at få kontrol over varen og for sælger som opgiver varen for den aftalte pris. Argumentet om, at en mere retvisende pris ville udgøre, for eksempel en bestemt andel af købers købekraft, hvis du er dobbelt så rig som jeg er, skal jeg have en given vare til den halve pris af den du skal betale, er et udtryk for en total misforståelse af, hvilken information pris indeholder, og hvad ejendom er for en størrelse – se Hoppe.
Klimareligionen stikker også sit grimme fjæs frem, og sjovt nok glimrer analysen her ved den totale ignorering af de positive effekter der er forbundet med brugen af fossile energikilder; effekter der i udtalt grad overskygger det beskedne bidrag til at mindske manglen på CO2. Her står vi overfor et ubehageligt dilemma, med en, fortvivlende stor, gruppe mennesker der tror at dommedag er lige om hjørnet, hvis ikke vi omgående og helst med tilbagevirkende kraft, standser udledningen af en livsnødvendig gasart. Disse mennesker mener sig berettiget til at tvinge andre til at underkaste sig deres fortolkning af den med stor usikkerhed behæftede viden, kombineret med særdeles mangelfulde modeller for fremtidige forhold på kloden. Villigheden til at bruge magt for at gennemtrumfe egen vilje her er forstemmende – som nævnt ovenfor, intet retfærdiggør magtanvendelse så godt som en truende katastrofe. Derfor afløser den ene katastrofe den næste. En nøgtern evaluering af fordele OG ulemper ved brugen af energi fra fossile kilder peger i retning af, at vi bør bruge mere, ikke mindre af den. De positive effekter overskygger så udtalt ulemperne. Vi har brug for al den energi vi kan fremstille, så billigt som muligt, for at fremme menneskelig trivsel; ingen kilde bør dømmes ude, selv vejrafhængige kilder som sol og vind har deres berettigelse, i begrænset omfang og under særlige omstændigheder. Hvis målet derimod er fraværet af menneskelig påvirkning af omgivelserne, ringere livskvalitet, og færre mennesker på kloden kan kampagnen mod fossil energi give en vis mening. Fortalerne har det dog med, ikke at betragte sig selv som de første der skal stå for skud, når ringere vilkår eller udryddelse står for døren.
Hvis man velvilligt anser Holten for en velmenende person, der er interesseret i at fremme mennesker trivsel, så kunne hun, og ligesindede, med fordel anskaffe sig to letlæste værker: Et om økonomi (fri download her – How To Think About The Economy) og et om vores fossile fremtid – letlæst, omend ikke gratis.
En lidt større mundfuld, hvis man vil ofre tiden på dybere indsigt er naturligvis Mises mesterværk, Human Action – frit tilgængeligt (bortset fra tiden!)
Inden man gør sig til fortaler for, at statens repræsentanter skal have mere indflydelse på andre menneskers gøren og laden, bør Rothbard studeres nærmere og i øvrigt bør regeringen gå af.
Et af de mange, mange problemer med VE, Vejrafhængig Energi, udover et enormt ressourceforbrug og den upålidelige levering, er prisfastsættelse. Som det er nu, fastsættes prisen for et ekstremt kort interval, uden at omkostningerne til back-up regnes med. Lars Schernikau har beskrevet dette i flere detaljer og kan anbefales. Se også her på klimarealisterne.
The Manhattan Contrarian har et forslag til en måde, hvorpå denne ulyksalighed kunne imødegås. Lad leverandøren byde ind med en vis mængde MWH over en længere periode, f eks en måned ad gangen, til en fast pris, og buddet skal ligge f eks 3 måneder før levering. På den måde skal leverandøren sørge for, at der er backup for den lovede energi og at den kan leveres. Det vil betyde at prisen på transport og/eller lagring af energi vil være en del af omkostningen også for de Vejrafhængige energikilder. Man kan ikke ‘nøjes’ med at bygge vindmøller med X MWH nominel kapacitet, og forlade sig på at andre bærer omkostningen for back-up. For at udstille omkostningen ved varierende forsyningsandel af VE skal buddet specificere priser pr MWH i bud-perioden hvis sol og vind udgør 20%, 30%, 40%, 50%, 60% og 70% af den leverede energi.
Det forekommer at være et relativt simpelt tiltag, der kan bidrage til at øge forståelsen for omkostningerne ved den førte politik. (Derfor er risikoen for at tiltaget gennemføres nok beskeden.)
“Jeg forstår det bare ikke. Altså når du sidder i Californien og ser skovbrande og katastrofer. Hvordan kan man koble det med politik – det er helt uforståeligt,” siger Nicolai Tangen.
“Klima er ikke politisk. Det er simpelthen bare som investor at beskytte sine investeringer. At en verden, som man ikke kan bo i, er dårligt for afkastet, er jo helt oplagt.”
Der en vis ironi i, at chefen for den norske oliefond vil fortælle resten af verden hvordan man skal – og især ikke skal – skaffe sig adgang til billig, rigelig, pålidelig energi der er forudsætningen for at vi kan opretholde en høj levestandard og for at de, der i øjeblikket lever i dyb energi-fattigdom, kan løfte sig ud af den.
Oliechefen har tilsyneladende slugt myten om de 97% konsensus, om skovbrande som følge af ‘klimaet’ og tror tilsyndeladende at vi står på randen af en klimakrise. Det er der imidlertid grund til at tro at vi ikke gør! Til gengæld vil fattige blive holdt i fattigdom og velstående vil miste deres rigdom, hvis han lykkes med sit forehavende. De valg der træffes i naiv tro på net-zero kan nås inden for kort tid, er i høj grad politiske og handler om futil tvangsomfordeling af knappe ressourcer der ville gøre meget mere nytte hvis de ikke blev sløset væk.
Vores norske ven, har sikkert ikke noget imod at norsk gas kan sælges uden konkurrence fra russisk gas, efter at nordstream ledningerne begik selvmord (om norske og amerikanske venner – se Seymour Hersh)
Det brænde NATO vedblive at kaste på bålet i krigen mellem Rusland og Nato via Ukraine-proxy koster os allesammen dyrt. Hvor dyrt er der nogle der har regnet på. 6% af verdens BNP. Det er også en slags penge. Penge der ikke fremmer ‘demokrati’ nogen steder, og som kunne gøre meget mere nytte som energiinvestering. Et rigere samfund er bedre rustet til at imødegå de udfordringer naturen, herunder klimaet, vedblivende vil stille os overfor i fremtiden.
Til sammenligning anføres omkostningerne ved ‘Net zero’ (peak stupidity) til 7-10% af verdens BNP i en rapport udført for IPCC (se mere her, via co2coalition.org). Tragikomikken understreges af, at ligesom krig er destruktion af mennesker og kapital, så er også krigen mod klimaet destruktiv – og uden gevinst for andre end et fåtal.
Privacy & Cookies: This site uses cookies. By continuing to use this website, you agree to their use.
To find out more, including how to control cookies, see here:
Cookie Policy
