Diskussionen om provokeret abort er vanskelig og kan dele vandene. Med god grund, for det er et moralsk ikke trivielt spørgsmål.
Irland stemte fornylig 2:1 for at ophæve forbuddet mod provokeret abort. Altså retten til, under bestemte omstændigheder, at aflive et ufødt foster.
Personligt har jeg med årene fået en langt mere nuanceret holdning til dette spørgsmål, og en større respekt for synspunktet om at abort kun bør anvendes i ganske begrænsede tilfælde. Man kunne argumentere for at fosterfordrivelse kun kan forsvares, hvis fosteret er levedygtigt uden for moderens krop – sådan at andre – frivilligt – kan påtage sig ansvaret for det.
Et interessant træk ved denne afstemning er imidlertid at befolkningen får lov at stemme om den slags – vigtige – emner, men ikke om andre – vigtige – emner som for eksempel indvandring.
Det er også et eksempel på et emne som (heller) ikke er velegnet til lovgivning. Een gruppe betragter fosteret som et helligt liv lige fra undfangelsen; en anden finder at fosteret er en parasit der trænger sig uønsket ind på og i kvindens krop. Disse synspunkter kan vanskeligt forliges.
Rothbard om kvindens ret til at bestemme over sin krop – trumfer den fosterets ret til liv? Og børn rettigheder. – Link
Også i en tid hvor der adgang til effektive præventionsmidler og ‘fortrydelsespiller’? Når man ved at undlade at beskytte sig har påtaget sig ansvaret for et andet liv – kan man så ‘bare’ opsige den ‘kontrakt’ med det ufødte barn?
Stefan Molineux behandler emnet om abort, promiskuitet og mulige konsekvenser i denne podcast – Link
Hans-Hermann Hoppe om tvungen indvandring – Link