Kategori: Voluntarisme

Udgivet i af — 2 kommentarer

Har vi for lidt respekt for politikere?(!)

Det mener Otto Brøns-Petersen (som jeg ellers har stor respekt for;) – på trods af, at han korrekt identificerer politikere som personer, der blot reagerer på tilskyndelser. Læs hans indlæg her på Cepos. Imidlertid adskiller politikerbyrden sig fra markedsdeltagere på et væsentligt punkt: De har adgang til at bruge magt, tvang, overfor deres medmennesker i modsætning til andre som ordentligvis må forlade sig på frivillige transaktioner for at skabe velstand. Hvis politikere ikke var mennesker, og hvis mennesker var engle var situationen en anden…

Den magt der drager politikere til politikerhvervet korrumperer og jo mere magt, des mere korruption. Vi andre er også korrumperbare, og mange er villige til at spille med i spillet, hvis de mener at opnå en nettogevinst. Så ‘vi’ stemmer på de politikere der lover at give til os og dermed tage fra ‘de andre’ (eftersom politikere kun har det de har konfiskeret fra andre).

Som Brøns-Petersen skriver, belønner vi ofte erklærede intentioner snarere end faktiske resultater. De faktiske resultater af politikernes iver efter at udvise ‘handlekraft’ (det vil sige tage noget fra nogen med lov=magt) er imidlertid at vi samlet set bliver fattigere – og dertil kommer det umoralske aspekt. Hans konklusion om at vi som vælgere bør respektere politikere mere, men forvente mindre af politik lader dog noget tilbage at ønske. Netop fordi politik, lovning og magtudøvelse i praksis skaber flere problemer end de løser, og dermed giver anledning til nye tiltag der skal ‘rette op’ på de utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb osv., osv., er der ingen grund til at have særlig meget respekt for politikere flest. Derimod bør vi have en diskussion om, hvilke opgaver der skal løses af statsmagten – når opgaverne udvides fra simpel beskyttelse af person og ejendom, bliver det efterhånden til alles kamp mod alle om at bemægtige sig statsapparatet og bruge det mod ‘de andre’. Modgiften er frivillighed – kun ved at producere varer eller ydelser andre efterspørger og udveksle i frivillighed kan folk der ellers er uenige leve i nogenlunde fred.
Økonomien kan ikke ‘styres‘ – og forestillingen om, at hvis bare de rigtige kommer til at bestemme, vil de løse vores problemer har Hayek (og andre) skudt ned.

Brøns-Petersen bør genlæse ‘Loven’ af Frederic Bastiat (jeg er ret sikker på at han kender den) – folketingspolitikerne har stadig muligheden – om de gør brug af den står hen i det uvisse.

Svaret på spørgsmålet i titlen er ‘Nej!’

Loven fås her i butikken, på dansk, til blot 37,50 en oplagt mandelgave 😉

Børn i familien kan også være med!

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Om specialisering og relative fordele

Gary Galles på FEE:

Comparative advantage

En væsentlig pointe, der ikke er åbenlyst simpel, er Ricardos beskrivelse af relative versus absolutte fordele. En fri markedsøkonomi* (fri i betydningen fri for statsindgreb eller anden tvang) glimrer netop ved at selv den mindre kompetente, i alle henseender, har en rolle at udfylde til glæde for sig selv og andre. Dette er i modstrid med den kun-den-stærkeste-overlever fejlopfattelse af markedsøkonomien. Når priser, inklusive prisen på arbejdskraft, fastsættes frit af udbud og efterspørgsel vil det også være muligt for den mindre kompetente at klare sig. Ikke lige så godt, naturligvis, som den mere kompetente, men alternativet er ikke rendestenen.

Et eksempel kunne være murermesteren der både er hurtigere og bedre til at bygge og til at lave mad end kokken. Men han er 3 gange bedre til at bygge og kun 1,5 gange så god til at lave mad. Hver time af murerens tid kokken kan frigøre fra madlavning vil derfor give mere byggeri – og både murer og kok er bedre stillet, selvom mureren er bedre end kokken til både byggeri og madlavning.

(Det kan være at mureren holder meget af at lave mad og derfor slet ikke vil være interesseret i kokkens ydelser, men det er blot en afspejlning af at menneskers interesser ikke kun er pekuniære og ændrer ikke på den grundlæggende indsigt om specialisering og relative fordele.)

*Også kaldet kapitalisme

Udgivet i af

Vi kommer nok til at tage det nogle gange…

Der er en verden fuld af vildfarelser – nogle af dem skal korrigeres ikke en, men mange gange. Den moralske, menneskelige og velfærdsmæssige fallit af totalitære ideologier (national-socialisme, anden socialisme, fascisme og dermed beslægtede systemer) må påpeges igen og igen.

https://fee.org/articles/the-battle-isnt-right-vs-left-it-s-statism-vs-individualism

Modsætningen til den frivillige udveksling der karakteriserer et frit samfund, med privat ejendomsret – ikke bare til personlige effekter, men til produktionsmidlerne – er ødelæggelse. Mises blotlagde dette for 100 år siden i værket Socialism.

Faktisk er socialisme slet ikke hvad den udgiver sig for. Den er ikke en frontløber for en bedre, finere verden – tværtimod, den ødelægger hvad tusinder af års civilisation har skabt. Den bygger ikke, den ødelægger. Ødelæggelse er dens inderste væsen. Den producerer intet, men fortærer blot hvad den sociale orden, der hviler på privat ejerskab af produktionsmidlerne, har skabt.
(Min oversættelse.)

Læs om cyankalium og socialisme her…

Udgivet i af — Skriv en kommentar

(Skal) Simplere skattelovgivning søges?

Hvad skulle formålet være, kan man spørge? Tjah – hvad er formålet med at det er så kompliceret at selv specialister ikke kan overskue skattesystemet – og bureaukratiet ikke kan administrere det. Måske er formålet at folk holdes uvidende om hvor meget de egentlig plyndres for. Måske er det bare en konsekvens af talløse lapperier, hvor utilsigtede konsekvenser af tidligere indgreb forsøges justeret. Hvilket fører til…nye utilsigtede konsekvenser. Eller både ondskab og dumhed…

CEPOS forsøger sig med et forslag til forsimpling. Alt andet lige bør folk uden de store forudsætninger kunne beregne hvor stor en tvangsopkrævning de påføres, uden at søge hjælp fra specialister (eller misdæderen selv ‘SKAT’). Forslaget kunne afsløre hvorvidt banderne i folketinget rent faktisk er interesseret i at pøbelen kan regne det ud selv, og om alle kommissionerne til forsimpling af lovgivning blot er røgslør.

Forslaget undlader helt – formentlig tilsigtet – at påpege det urimelige i selve tvangsopkrævningen, uanset hvordan den foretages og hvor stor eller lille den er. Det har dog været nævnt før både på Cepos og ikke mindst her på sitet.

Målet bør være en flad skatteprocent på 0 (nul).

Ligesom en del af menneskeheden for nyligt indså at slaveri var forkert og derfor satte som mål at afskaffe den (ikke reducere til 25% eller noget lignende), skal vi stræbe efter frivillighed i omgangen med andre mennesker på alle områder. Gennem det meste af menneskehedens historie har slaveri været et normalt vilkår – først inden for de sidste ret få årtier har en stor del indset af det er forkasteligt. Sådan kommer det forhåbentlig også til at gå med beslaglæggelse af privat ejendom med tvang og trusler.

Når Loven bruges til noget som helst andet end beskyttelse af person og ejendom ender det i magtkampe om, hvem der kan plyndre andre. Bastiat beskrev dette præcist i Loven:

…Når en politiker, med det snævre udsyn fra sit skrivebord, ser ud over samfundet bliver han slået af den ulighed der udspiller sig. Han begræder de manges lidelser; lidelser som bliver mere udtalte i kontrasten til luksus og rigdom.
Han burde nok spørge sig selv, om ikke denne tingenes tilstand er en følge af tidligere tiders plyndring, i form af erobringer – og, i nyere tid, plyndring via lovgivning.
Han burde spørge sig selv om ikke retfærdighed, givet at alle mennesker ønsker velfærd og forbedringer, ville være tilstrækkeligt for at sikre den største fremgang, og den største lighed forenelig med det individuelle ansvar, der er belønningen for både dyder og ugerninger.
Han skænker det ikke en tanke. Han spinder i stedet rænker og smeder kunstige, men legale arrangementer. Han søger løsningen ved at forevige og overdrive netop dét, der har skabt ondet…

Køb den her i dansk oversættelse for kun 37,50!

Udgivet i af — 10 kommentarer

Hvad er en dygtig politiker?

Man kunne fristes til at svare ‘Et oxymoron!’ Men det er lovlig letbenet – man kunne også spørge ‘Sammenlignet med hvad?’

Christian Bjørnskov kommenterede for nyligt på venstreformandens afgang og kaldte Løkke for ‘…en af sin generations dygtigste politikere…’
Bjørnskov påpegede også den kedsommelige tendens til, blandt ungdomspolitikere (men jeg ser det som en generel brist i politiker-karakteren, med få undtagelser) at føle at de har ret til magt.

Bjørnskov hævder at

 I et demokrati er politikeres opgave i et begrænset omfang at ’govern’, men aldrig at ’rule’. 

…og henviser til den skelnen der er på engelsk mellem to govern og to rule. Det kan føre til en interessant diskussion om hvornår noget delegeres til andre og hvornår nogle andre hersker over én. Vi foretrækker (nok flest) ikke at have herskere, men vi kan stadig kun uddelegere retten til noget vi selv har har ret til. Jeg kan således ikke uddelegere retten til at plyndre min nabo for at betale for genboens barns sygdomsbehandling. På samme måde kan en bande under henvisning til at banden har ladet afholde en ‘afstemning‘ og derfor nu anser sig for berettiget til en andel af andres ejendom heller ikke tage min nabos ejendom og gøre med den som banden finder passende.

Bjørnskovs tekst rejser spørgsmålet om hvad lov (hvornår er det ok at bruge magt) egentlig er. Frédéric Bastiat beskrev i Loven i 1849 hvad der sker når man ikke meget nøje overholder respekten for andres ejendom og begrænser magtudøvelse til et ganske snævert område.
Bogen kan købes på dansk her i butikken for den beskedne sum af kr. 37,50!!

En politiker er en person der beskæftiger sig med magt og tvang – de politiske midler – i modsætning til et ordentligt menneske der, i respekt for medmenneskers lige ret til egen ærligt erhvervet ejendom, betjener sig af frivillige udvekslinger – handel – for at opnå sine mål.

En dygtig politiker er derfor en person der formår anvende magt og tvang, eventuelt på en måde så det ikke er åbenlyst for ofrene at de bliver plyndret, til at fremme sine interesser. Jo mere inkompetente ‘vores’ politikere fremstår, desto tydeligere bliver det at deres plyndring af andre mennesker er moralsk forkastelig og skønt den kan fremstå ‘legal’ er den ganske illegitim! Man kunne håbe at dette fører til en svækkelse af opbakningen til statens fremadskridende invasion af stor og småt i folks liv og en opsigelse af ‘kontrakten’.

Fri os fra dygtige politikere!

https://dilbert.com
Udgivet i af — 5 kommentarer

Øget velstand eller lighed

Per Bylund beskriver på mises.org situationen hvor folk der skaber velstand for andre, belønnes herfor og får adgang til yderligere ressourcer. Den situation fører til voksende velstand generelt. Kontrasten til dette er et system hvor en central magt udstikker hvorledes ressourcer skal fordeles så alle får lige meget, uafhængigt af den velstand der måtte blive skabt (eller ødelagt!). Disse to modsætninger – den markedsbaserede, frivillige udveksling versus statens diktat og magtanvendelse – er, hævder Bylund, kilden til det blandede system vi har nu, utilfredsstillende som det er, med socialt meritokrati og arbitrær magtanvendelse. Man kan ikke tage ‘det bedste fra hvert system‘ og blande det sammen og få en vellykket cocktail.

Nogle mener at generelt øget velstand er at foretrække, også selvom det er uforeneligt med ‘lighed’ (i betydningen alle har det samme udkomme), mens andre mener at lighed (samme betydning) har første prioritet også selvom det betyder lavere eller faldende velstand. Disse to anskuelser er vanskelige at forlige.

Moralen for det ene er frivillighed, fraværet af tvang, vold og trusler om samme – og fører til øget velstand også for de dårligst stillede. Konsekvensen af det andet er tvang, vold og ringere vilkår, ikke mindst for de dårligst stillede.

Det er ikke ganske simpelt at implementere frivillighed konsekvent og konsistent. Men er det et vanskeligt valg?

De som ønsker en tvangsbaseret lighed er frie (!) til at slå sig sammen og føre det projekt ud i livet – også i et system der er generelt baseret på frivillighed. De kan bare sætte i værk – men holde os andre ude af deres elendighed.

Udgivet i af — 2 kommentarer

Den sociale ‘kontrakt’…

Nu hvor vores ‘nye’ herskere har hersket et stykke tid og truer med endnu mere konfiskering er det på sin plads at genbesøge spørgsmålet om Den Sociale Kontrakt. Altså, samtykket (dette ikke-eksisterende spøgelse) til at blive kostet rundt med, af medlemmer af en bande.

Robert Higgs skriver skarpt om den her og man kan undre sig over at ‘argumentet’ bliver med at stikke sit fæle fjæs frem. Og så måske ikke når man tager i betragtning hvem der står for ‘undervisningen’ (her i landet)…

Kilde: Danmarks Statistik

Historien går jo på at Staten, regeringen, har sit mandat via de regeredes samtykke. Hvordan dette samtykke i praksis indhentes er ikke klart (jamen det er da via stemmeurnerne – vi får jo lov at stemme!). Men skal alle give samtykke? Til alle tiltag som regeringen med magt vil gennemføre? Skriftligt? Delvist samtykke – ‘I må gerne bruge de af mine penge I har konfiskeret på X projekt, men under ingen omstændigheder på Y’?
Hvad med dem som er født, eller har nået ‘den rette alder’ siden der sidst blevet ‘givet samtykke’?

Med andre ord – i praksis er der ganske mange overvejelser at tage i betragtning.

En kontrakt er en bi- (eller multi) lateral aftale der frivilligt indgås – ikke et dekret fra en hersker. Ingen har nogenside set den sociale kontrakt. Hvis den skulle pindes ud giver Higgs et bud (løst oversat):

Herskeren lover følgende:
At dekretere hvor stor en andel af dine penge du skal aflevere til mig…Du har i praksis ingen mulighed for indsigelse udover at bede om barmhjertighed, og hvis du nægter at underkaste dig sender jeg mine lakajer efter dig med bøder, fængsel og, hvis du gør modstand, vold, i yderste grad med døden til følge.

At udstede 1000-vis af love som du skal følge uden at kny. Mange af dem er komplicerede og endda indbyrdes modstridende, i et omfang så intet menneske kan have styr på dem alle. Hvis du bryder dem vil jeg måske sende mine lakajer efter dig…

At stille offentlige goder og tjenester til rådighed, på mine betingelser. Nogle vil du værdsætte, mange vil have begrænset værdi for dig, og atter andre vil du finde forfærdelige…

I tilfælde af uenighed mellem kontraktens parter instruerer jeg mine dommere (udnævnt og betalt af mig) om at løse uoverensstemmelsen. Hvis din sag overhovedet antages kan du forvente at tabe…

Til gengæld for disse ‘fordele’ lover du, undersåt:

At holde bøtte, forholde dig i ro, adlyde enhver ordre fra herskeren og dennes lakajer, udvise passende underdanighed over for dem, som om de var vigtige, ærværdige personer, og, når de siger ‘hop!’, spørger du blot ‘hvor højt’ (eller betal! og du replicerer med ‘hvor meget’)…

Sikke en aftale 😉
For indvendingen Hvis du ikke bryder dig om lugten i bageriet kan du bare flytte! Læs addendum 1 (og gerne til Somalia – så kan du lære hvordan det er (selvom forholdene i Somalia var endnu værre den gang der var en ‘fungerende’ regering!)

Vil du hellere lytte til en podcast (på engelsk) om den sociale kontrakt, så snup denne her hos Tom Woods…

Udgivet i af — 13 kommentarer

Om engle og regeringer…

If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. (Madison, 1788)

Robert Higgs beskrev for nogle år siden, med henvisning til Madisons tekst i The Federalist No. 51, hvorfor den menneskelige natur gør eksistensen af en stat uhensigtsmæssig og uretfærdig. I erkendelse af at mennesker netop ikke er engle, er den styreform der har domineret i flere tusinde år og som er karakteriseret ved et magtmonopol der udnytter sit monopol med vold og trusler om vold til at dominere andre mennesker og afpresse dem for tiende eller beskyttelsespenge eller under et andet påskud. I dag kalder de det ‘skat‘. Organisationen der opererer således kan vi kalde for Staten, for nemheds skyld. HVIS mennesker var engle var der ikke noget problem – hverken med at have en Stat eller med ikke at have en Stat. Hvis derimod – som tilfældet er – mennesker IKKE er engle så er Madisons model at Staten må afbøde virkningen af menneskers ondskab og udfordringen bliver at finde en måde at tøjle uhyret på.

Madisons modelIngen StatStat
Mennesker er engleOKOK
Mennesker er ikke engleUtænkeligtBedst tænkelige

Det er en almindelig opfattelse at alternativet til en Stat er voldelig uorden, hvor anarki er ensbetydende med kaos. Det behøver imidlertid ikke være tilfældet og Higgs henviser dels til tanker om hvordan et samfund baseret på frivillige interaktioner kunne se ud, og dels til historiske eksempler herpå. Så udfaldet ‘Utænkeligt’ ovenfor i tabellen behøver altså ikke at være utænkeligt.

Higgs medgiver at et samfund uden en Stat vil være skidt, men at et samfund med en Stat er værre – fordi de personer der oftest ender med at have kontrol over Staten er de værste blandt mennesker. Det er skidt når ondsindede personer øver skade på andre, men situationen hvor ondsindede mennesker bemægtiger sig Statens magtapparat er langt værre.

Opdateret modelIngen StatStat
Mennesker er engleOKOK
Mennesker er ikke engleSkidt situationVærre situation

Jo større og mere magtfuld Staten er, desto mere skade kan den påføre omverdenen. Ligesom slaveri har været et helt almindeligt forekommende fænomen indtil for ganske nylig, og nu, med visse spektakulære undtagelser, stort set (bortset fra ‘værnepligt’) anses for umoralsk og uacceptabelt, således kan vi håbe at dette system, der betjener sig af vold og trusler om vold, også på et tidspunkt vil blive almindeligt afvist som det umoralske og uacceptable foretagende det er.

Udgivet i af — 1 kommentar

Mette og demokratiets entydige fallit

Bandelederen med “A” som rygmærke har udlagt resultatet af en afstemning hvor 85% af de 4.219.537 stemme’berettigede’ har sat et kryds ud for et navn eller en liste og når frem til at ‘befolkningen’ entydigt vil noget (som Mette så definerer). Det er en glimrende illustration af, at demokratiet som det har udviklet sig, burde have været aborteret for længe siden. Det er umuligt, hvis man har et minimum af respekt for andre folks synspunkter og ejendom, at hævde at en sådan afstemning kan sige noget ‘entydigt’ om, hvad en regering der vil blande sig i stort og småt skal gøre med de konfiskerede ressourcer. ‘Folkets stemme‘ findes ikke – eller kun i det autoritære sinds vrangforestilling om egen storhed. Det trediestørste ‘parti’ udgjordes af knap 650.000 (15.4% af stemmerne) personer som undlod at deltage i skuespillet. Bevæggrundene for deres valg kendes ikke – og kan spænde over ligegyldighed, uvidenhed, opgiven, foragt for systemet eller moralsk kvababbelse over at kunne blive mistænkt for at uddelegere ‘retten’ til overgreb på andre personers ejendom. PÅ samme måde kender vi ikke til motiverne for de personer der har stemt på bande B, Ø, V, S eller et andet rygmærke. Men det er formentlig et godt bud at der intet ‘entydigt’ ligger bag.

Man kan kun frygte hvordan det vil degenerere yderligere. Ikke at den forgående bande overhovedet var bedre … Når man accepterer at banden er hævet over almindelige mennesker, og kan gøre ting som er den almindelige borger forbudt, så har man at gøre med legal plyndring. Loven perverteres og bliver til kampen om at høre til den plyndrende gruppe frem for ofrene.

Den moralske løsning og modellen for forbedring af levestandarden er frivillige handler med andre mennesker.

Udgivet i af — 2 kommentarer

En stemme er ikke et samtykke

Lysander Spooner argumenterede for at man kunne afgive en stemme i et valg uden at man derved kan siges at have givet samtykke til noget som helst. Man kan diskutere om man tror ens stemme har nogen som helst(!) betydning – men man skal ikke (nødvendigvis) tænke dårligt om folk der forsøger sig med at stemme i selvforsvar.
Spooners beskrivelse af datidens herskere som slyngler, bedragere, røvere og mordere og blod-penge-ågerkarle er vel stadig en nogenlunde præcis karakteristik 😉

Sandelig, for individers vedkommende kan faktisk stemmeafgivelse ikke tages som udtryk for samtykke, selv ikke midlertidigt. Tværtimod, man må tænke på, at en person, uden overhovedet at være adspurgt, befinder sig i et område domineret af en regering som han ikke kan modstå; en regering der tvinger ham til at betale, til at yde service, og til at give køb på mange naturrettigheder under truslen om hård straf. Han ser også at andre øver deres tyranni over ham ved hjælp af stemmeurnen. Han ser videre, at hvis han blot selv benytter stemmeurnen, så har han chance for at undslippe tyranniet, ved i stedet at udsætte andre for tyranni. Kort sagt, han befinder sig, uden at have givet samtykke, i den situation at han ved at bruge stemmeurnen kan herske over andre, og hvis han undlader må han være slave. Og han har ikke andre muligheder end disse to. I selvforsvar forsøger han sig med det første.

…

Moralen af alt dette er følgende: Så længe menneskeheden vedblivende betaler ‘landets gæld’, altså så længe de lader sig narre og på kujonagtig vis fortsætter med at betale for at blive snydt, plyndret, holdt som slaver og myrdet – sålænge vil der være nok, der vil udlåne penge til formålet; og med disse penge vil der være redskaber, dvs soldater, der kan hyres til holde dem kuet. Men når de nægter fortsat at betale for at blive snydt, plyndret, holdt som slaver og myrdet, da vil de ophøre med at have slyngler, bedragere, røvere, mordere og blod-penge-ågerkarle som herskere.

http://www.famous-quote.net/wp-content/uploads/2016/09/principle-majority-right-rule-minority-practically-resolves-government-mere-contest-two-bodies-men-shall-masters.jpg

Lysander Spooner, 1870, No Treason: The Constitution of No Authority
Hent den her (en del af flere tekster)
https://mises.org/library/lets-abolish-government

Udgivet i af — 1 kommentar

Moralsk opførsel – valg

Tom Woods episode 1399 handler om en ny bog (af Dan Moller) der lyder til at komme godt fra start. Den åbner med et eksempel som illustrerer det umoralske i at kræve – under trusler om vold og tvang – at andre folk afgiver ressourcer til hvad der nu måtte være dagens nødlidende. Bemærk at dette ikke er et argument mod at hjælpe folk i nød – kun at dette nødvendigvis må foregå uden trusler for at være en god gerning. Det er nævnt før her på stedet.

Fra indledningen af bogen (oversat fra Tom Woods episode 1399):

Forestil dig at indkalde til borgermøde på rådhuset og give følgende tale. Mine kære medborgere, jeg ved de fleste af os ikke kender hinanden, men jeg er fornylig blevet ramt af uheld,, ganske uforskyldt. Jeg har næsten ingen opsparing og heller ikke venner eller familie der kan hjælpe. Som I ved har jeg tidligere, som privat borger, bedt om hjælp i form af velgørenhed, men desværre har dette ikke været tilstrækkeligt. Derfor står jeg nu her og fastholder at I, ja, du Emma og du John, retfærdigvis skylder mig hjælp; det er en grov overtrædelse hvis I ikke arbejder flere timer, om nødvendigt tager kortere ferier, bor i mindre huse og sender jeres børn i dårligere skoler for at hjælpe mig. Undlader I at gøre det, er det intet mindre end en uretfærdighed, på samme måde som hvis I undlod at betale jeres gæld. Det, at kalde denne uretfærdighed for dens rette navn, betyder at I ikke bare skal opfylde jeres forpligtelse og arbejde på mine vegne, men også hjælpe mig med at tvinge andre til at gøre det samme. Det er ligegyldigt hvis disse andre siger til jer, at de selv skal bruge deres penge, eller at de finder andre mere værdigt trængende eller blot er hårdhjertede og ligeglade. Hvis du bekymrer dig om retfærdighed er du nødt til at hjælpe mig med at tvinge disse andre til at bidrage til mig, hvad enten de vil det eller ej, eftersom man skylder mig det, i lyset af det uheld der har ramt mig.

En gruppe som trænger til en lektion i hvad der er moralsk forsvarligt at tvinge andre til, er medlemmerne af den bande der forsøger at bilde os ind at vi selv er med til at vælge hvordan vores tvangsinddrevne midler bliver fordelt (med dertil hørende betydelige svind). Har du her op til ‘valget’ en yndlingspolitiker kan du sende vedkommende en påmindelse: Operation OMF – Oplysning til Medlemmerne af Folketinget har forsynet hver af de folke’valgte’ med et eksemplar af Bastiats Loven – på dansk, såvel som i børnebogsformat som oplæg til samtale med børn om dette vigtige spørgsmål.

Udgivet i af — 3 kommentarer

Folkets stemme

…findes ganske enkelt ikke. Det der derimod findes er en mangfoldighed af forskellige interesser og ønsker samt ligeså mange forskellige sæt af omstændigheder, der bringes i anvendelse i håbet om at realisere ønskerne for hvert enkelt individ. For at komplicere sagen yderligere skifter individets interesser over tid og det er meningsløst at operere med een Folkets Stemme eller een fælles interesse. Det kan være politisk opportunt at forsøge at oppiske en stemning hvor man kan få folk til at samles om et fælles mål, en fælles fjende, der -midlertidigt- kan undertrykke alle andre mål. Klimaændringer, Svensken, overbefolkning, underbefolkning, meteorstorm, finanskrise, racisme eller hvad der nu er det seneste skud på katastrofestammen. Problemet er selvfølgelig at det bliver sværere og sværere at opretholde katastrofestemningen og den dermed forbundne (indbildte) ret til at undertrykke individets rettigheder for kollektivets.

I forbitrelsen over det danske folketings rutinemæssige overgreb på en befolkning der, med overlæg, er fastholdt i uvidenhed skal vi imidlertid ikke glemme at harcelere over at vi også forventes at deltage i et cirkus med udnævnelse af bandemedlemmer til en europæisk overnational institution, det såkaldte EU-parlament. På linie med de mere lokale bandemedlemmer er der her tale om en gruppe af personer, der mener sig berettiget til at dirigere rundt med endnu flere mennesker og oven i købet tage sig betalt af de selv samme mennesker som de dirigerer rundt med. En ‘normal’ landevejsrøver prøver ikke at bilde sine ofre ind, at de er bedst tjent med at overlade en del af deres ejendom til røveren – år efter år. Læs om den europæiske centralbanks systematiske arbejde for misallokering af ressourcer her.

Demokratiets snedigste bedrag er få folk til at tro at det er det mindst ringe system. Det er det ikke – hvis man kan stemme om andre folks ejendom bliver demokratiet til en kamp om magten til at netop at tvinge andre til underkaste sig vinderens vilje. Læs om hvordan i Bastiats Loven – får her for 37,50. Læs også Rothbard dissektion af Statens Anatomi inden du overvejer om du skal stemme – fås også her for 37,50.

Hvis du mener at dine (eller andres) børn bør få lejlighed til at tale med om den slags vigtige ting, kan jeg anbefale serien om Tuttle Tvillingerne. Bind 1 (baseret på Bastiats Loven) og bind 2 (baseret på Leonard Reads I, Pencil) om miraklet der følger af frivillige transaktioner) fås på dansk her i butikken.

Udgivet i af — 1 kommentar

Privat ejendomsret er forudsætningen for forbedring af levestandarden

Forestillingen om at omfordeling med tvang kan føre til et mere ‘retfærdigt’ samfund hviler på en misforståelse. Nemlig den at goder, hvad enten det er varer eller tjenester, kommer ‘af sig selv’, eller på guddommelig vis opstår fordi ‘nogen’ vil det. Dermed bliver det uforståeligt at nogle har meget og andre mindre og man kunne i et ueftertænksomt øjeblik have sympati for ideen om tvangsomfordeling. Men goder skal skabes, vristes ud af tilværelsen ved transformationen af råvarer (input) og ved hjælp af iderigdom, håndværk og kapital. Den der skaber goderne ejer dem, dvs har uindskrænket råderet over dem og kan gøre med dem hvad han vil. Herunder udveksle dem med hvad andre har produceret og når dette foregår frivilligt er begge parter rigere efter udvekslingen end før. Levestandarden for begge er forbedret.

Specialisering er, kombineret med respekten for privat ejendomsret, fundamentet som den ufattelige fremgang i levestandard vi har set i de seneste århundreder hviler på. Respekten for ejendomsretten er forudsætningen for at folks produktion stiger. Når man føler sig sikker på at opsparing og investering i kapitalgoder (produktionsapparat) ikke bliver beslaglagt af tilfældige bander, hvad enten de kalder sig banditter eller smykker sig med politiker-titler, er villigheden til at producere langt større end ellers. Insisterer man på frivillige transaktioner kan man kun forbedre sin levestandard ved at betjene andre. Je bedre man betjener dem, desto mere kan man få retur og dermed forbedre sin egen levestandard.

Dette er i stærk modstrid til systemet hvor levestandarden kun kan forbedres ved at en stærk mand/stat påtager sig byrden med hensyn til at beslaglægge og derefter, på ‘retfærdig’ vis, fordele en andel af rovet blandt dem som derved bliver statens tilhængere.

Magt korrumperer – og magten til at tage andre folks ejendom via stemmesedlen korrumperer bestemt også. Når den slags overgreb tillades, bliver politik til alles kamp om at erobre ‘retten’ til at udskrive love. Love der legaliserer plyndring og skaber grobund for strid og ufred.

Privat ejendomsret er bolværket mod en brutal samfundsform og fremmer et samfund hvor samarbejde dominerer og fremgang og stigende velstand følger af frivillige transaktioner. Et system med ubøjelig respekt for individets selvbestemmelse og ejendomsret er den eneste moralske måde at indrette sig på.

Læs Gary Galles indlæg om kapitalismen som den eneste moralsk samfundsform på Mises.org.

Der er snart ‘valg’. Send dit yndlingspolitiker forbi siden med Oplysning til Medlemmerne af Folketinget. De har brug for det…

Udgivet i af — 4 kommentarer

Dæmonkrati – med lov skal land bygges, ikke plyndres

Demokrati anprises i tide og utide som om det var et mål i sig selv. Det er det naturligvis ikke, men en måde hvorpå mennesker kan organisere sig mhp, i videst muligt omfang, at undgå voldelige konflikter under arbejdet på at forbedre levestandarden. Frivilligt samarbejde, med fuld respekt for individets autonomi og ejendomsret, muliggør velstand i et omfang som er den enkelte umuligt at opnå. Erkendelsen af dette er en vigtig forudsætning for at det fulde potentiale kan realiseres.

Ryan McMaken har en læseværdig artikel på mises.org. Den beskriver vanskelighederne med demokrati når territoriet og antallet af mennesker i et ‘land’ vokser sig stort. Med udgangspunkt i det amerikanske eksperiment hvor et antal stater indgår i en føderation, kan diskussionen om hvordan kejseren på toppen af den føderale kransekage vælges ‘mest’ demokratisk. Direkte valg blandt alle indbyggere/undersåtter eller direkte valg blandt et antal personer valgt i hvert enkelt stat i føderationen? Han argumenterer for at der i så stort et land vil være grupper af mennesker med vidt forskellige værdier, interesser og ønsker om hvordan tilværelsen skal indrettes og en naturlig følge af dette, er at begrænse en central magts indflydelse over resten af området. En oplagt konsekvens heraf er retten til uafhængighed og en opdeling i mindre autonome enheder. Vanskelighederne for Storbritanien i forbindelse med eksekveringen af Brexit er et interessant fænomen i sig selv🙂 Schweiz fremhæves som et land der med en vis succes har fastholdt sammenhængskraften, måske som følge af den begrænsede magt placeret hos centralregeringen i forhold til de enkelte kantoner. Læs også her om demokratiet i Lichtenstein – Hans Adam er et bedre alternativ end både Løkke og Mette!

Danmark er et relativt lille land (omend med flere indbyggere end halvdelen af de amerikanske stater) og man kunne håbe at lokal beslutningskompetence med mere magt i forhold til folketinget kunne retfærdiggøre demokratiet som institution. Demokrati kan imidlertid ikke anses for moralsk forsvarligt hvis man kan stemme sig til andre folks ejendom – så ender man uvægerligt med det Bastiat beskrev i Loven, nemlig kampen om at få stemmer nok til at få magt over andre og plyndre dem med legale midler.

‘Dit’ folketingsmedlem har brug for oplysning – send dem til operation OMF, Oplysning til Medlemmerne af Folketinget

Med lov skal land bygges, ikke plyndres…



Mere om stemmeri…

Udgivet i af — 4 kommentarer

Socialisme – cyankalium

Ludwig von Mises argumenterer uimodståeligt for socialismens fallit som model for samfundsorganisation. (Det betyder ikke at, i et frit samfund, folk der frivilligt ønsker at indgå i og underkaste sig socialisme ikke kan gøre det!)

Fattigdom er et vilkår, naturtilstanden, en følge af at midler til livets opretholdelse ikke bare manifesterer sig af sig selv, men skal frembringes – velstand og forbedret levefod er et resultat af hårdt arbejde. Jo mere man arbejder desto bedre levestandard. Indser man at man aldrig alene vil være i stand til løfte sin levestandard ret meget over subsistensniveauet, men at ufattelig rigdom er mulig i samarbejdet med andre mennesker har man forstået kapitalismens (kun delvist indfriede) potentiale. Jo mere man kan samarbejde med andre mennesker desto mere man kan man hæve hinandens levestandard. Tager man med vold og magt hvad andre har produceret, ender man med mindre end hvis man frivilligt udveksler frugterne af egne anstrengelser med andre. (Ja, der er på kort sigt nogle der bliver rigere af at stjæle…)

Det, at ikke alle ens behov – øjeblikkeligt – kan opfyldes skyldes ikke manglende sociale institutioner eller fejl ved en markedsbaseret økonomi. Det er en følge af at mennesket ikke befinder sig i et utopisk paradis!

De der mener sig i stand til at dirigere og orkestrere samfundet til alles bedste lider under (mindst!) to misforståelser. Den ene er den usikkerhed der altid er når man handler med fremtidige mål for øje. De kan ikke vide hvilke mål folk mest ønsker at knappe ressourcer skal bruges til eller i hvilken rækkefølge problemer skal løses. Det kan iværksættere og kapitalister heller ikke og derfor begår de også fejltagelser og lider tab – tab, som korrigerer deres adfærd, hvilket er forskellen i forhold til en centralstyret økonomi. Den anden vigtige fejltagelse handler om løn. Den løn der betales for et stykke arbejde er afhængig af den værdi der tilføres produktet – ikke hvor lang tid der bruges på det. Jo flere enheder der produceres og jo bedre kvalitet – desto bedre kan man tage sig betalt – ikke for sin tid, men for den værdi man har tilført.

Når aflønning og værditilførsel afkobles bliver resultatet tiltagende pauvert. Levestandarden falder sammenlignet med hvad den ellers ville have været. Tilhængere af socialisme kan måske anerkende at den totale produktion (P) er større i en markedsøkonomi end under socialisme (p) – men hvis p fordeles ligeligt blandt alle, vil mange alligevel få mere end den andel de fik af P. Man kan indvende at P vil være så meget større end p, at selv de med de laveste lønninger vil få mere ud af leve i et system der producerer P, end i et der producerer p. Og tilhængere af socialisme kan så hævde at det er bedre at alle har lige meget, selv om det er lidt, end at nogen har meget mere end andre. (Det er typisk velstillede der argumenterer for at andres levefod skal være lavere i lighedens navn.)

I et system hvor man belønnes for at tilføre mere værdi for andre har man en tilskyndelse til at sørge for mest mulig værdi for andre! Socialisme kan ikke bringes til at fungere fordi den fundamentalt mangler en metode til økonomisk beregning.

Valget er ikke mellem kapitalisme og socialisme, men mellem kapitalisme og det kaos socialismen indebærer. Socialisme er gift – cyankalium – for samfundet, ikke en løsning.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Vaccination – med moderat økonomisk pres

Spørgsmålet om vaccinationer – især børnevaccinationsprogrammer – dukker jævnligt op. Ofte stikker formynderiet sit ækle fjæs frem og forsøger at retfærdiggøre sine overgreb på andre folks person (og ejendom).

Hvis du ikke ‘lader’ dit barn vaccinere er du dum, enfoldig, videnskabsfornægtende, konspirationsteoretiker eller bare et ondt menneske. Måske endda et umenneske hvis børn og ejendom man bare kan konfiskere og råde over. I hvert fald skal du ikke have lov til at ‘få’ dit barn passet i de offentlige institutioner, der er specielt indrettet til at have en masse snottede unger samlet på relativt lidt plads mens de bliver indoktrineret om statens vidunderlige løsninger på alting og deres forældre holdes væk fra dem for at betale for indoktrineringen. Men de skal stadig betale for at andre folks børn kan opholde sig på institutionerne.

Vores viden om immunsystemet er enorm – en masse detaljer om signalering og interaktioner på cellulært og molekylært niveau er efterhånden kendt, men vi er stadig meget langt fra at forstå hvordan komponenterne virker sammen i hele systemet. At lade som som the science is settled vækker mindelser om den afsporede klimadebat og afspejler en upassende mangel på ydmyghed i forhold til vores uvidenhed – også på vaccineområdet. Se også Christine Benn give en TED Talk om forskelle på levende, svækkede vacciner og inaktiverede vacciner.

Endnu engang kan man se at autoriteternes skråsikre benægtelse af enhver form for utilsigtet effekt af et indgreb fører til manglende tillid, og med god grund. Eksempler som latterliggørelsen af de afvigere der anfægtede mavesyre som årsagen til mavesår (inden opdagelsen af Helicobacter pylori-bakterien), eller de mange og omskiftelige kost’råd’ der gennem tiden er blevet udgydt over en uskyldig befolkning, bør vække til eftertænksomhed. Tilhængere af vaccinationsprogrammer lyder ofte til at have en enfoldig tro på at myndighederne er ufejlbarlige – og at vaccinationer ingen ulemper har, at beskyttelsen er tæt på 100% og virker evigt. Narkolepsi og influenza-vaccination er et eksempel – og i den modsatte grøft beskyldninger om MFR-vaccine som årsag til autisme.

Nogle af dem der er modstandere af visse vaccinationsprogrammer har faktisk gjort et forsøg på at sætte sig ind i de data der ligger til grund for anbefalingerne. Fortolkningen af disse data er ikke entydig og i stedet for at udskamme folk, skal man være taknemmelig for at nogen gider at sætte sig ind i sagen, i stedet for blot at forlade sig på ekspertvældet. Se Jeremy Hammond som et eksempel.

As the organization Physicians for Informed Consent (PIC) has observed, “nearly 90% of measles cases are benign and not reported to the CDC”. Furthermore, the population mortality rate had already plummeted from 13.3 per 100,000 in 1900 to just 0.2 per 100,000 in 1963. Consequently, just before the introduction of the vaccine, only 1 in 10,000 measles cases were fatal. Only 1 in 20,000 cases resulted in encephalitis; 1 in 80,000 in permanent disability; and 7 in 1,000 in hospitalization. Since the clinical safety trials for the measles vaccine did not include the numbers of people that would be required to have enough statistical power to detect rare harms, the further logical corollary is that “the risk of permanent injury and death from the measles vaccine has not been proven to be less than that of measles.”[23]

Når raske mennesker vaccineres for at give (delvis!) beskyttelse i en (ukendt) periode mod at blive syg – eller for at yde ‘flokbeskyttelse’ til andre medlemmer af samfundet, så er der en risiko forbundet med det som er større end nul. Den risiko kan ingen andre påtvinge individet (eller forældrene på barnets vegne). Krav om at de pågældende vaccinerede individer ikke må opholde sig på offentlig ejendom/institution forekommer helt ude i den medicinske hamp sålænge de pågældende individer stadig trues til at betale skat.

Vi ser igen at når Staten ’tilbyder’ en ‘service’ så ender det gerne med at dens repræsentanter også mener sig berettiget til at dirigere folks adfærd med henvisning til den ‘mest optimale udnyttelse’ af de ressourcer Staten har truet sig til.

Løsningen? Få Staten ud af borgernes tilværelse og overlad livet til folk selv.

18Feb2019 – Opdateret m link til TED Talk

Udgivet i af — 16 kommentarer

Ondskab, uvidenhed eller begge dele…

Når der i det store udland henvises til Danmark som ‘socialistisk’ er bandelederen ikke sen til at benægte det. Formelt tillades privat ejendomsret til produktionsmidlerne, men man kan sagtens diskutere om det med rimelighed kan kaldes privateje når beskatningen er så tung. Ser man på listen over hvad kommunister ønsker at implementere og hvor meget af det, der faktisk er tilstanden i dagens Danmark, er der grund til at råbe vagt i gevær.
Fenris-ulven er løs;)

Kig nedenfor på listen fra kapitel 2 i det kommunistiske manifest (jeg linker ikke til den slags, men det er ikke svært at finde).
Voldsparatheden, manglen på respekt for andre individer og deres ejendomsret er i sig selv frastødende elementer; når dertil lægges den materielle (og åndelige) armod der følger af denne menneskefjendske ideologi kan man undre sig over at indoktrineringen i skolesystemet kan blive ved med at producere proselytter. Læs indlægget om Den Anti-kapitalistiske mentalitet her.

Fra det kommunistiske manifest, kapitel 2:
1. Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.
2. Skat efter stærkt stigende skala.
3. Afskaffelse af arveretten.
4. Konfiskering af al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.
5. Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.
6. Centralisering af transportvæsenet i statens hænder.
7. Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.
8. Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget.
9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af modsætningen mellem land og by tilstræbes.
10. Offentlig og gratis opdragelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.

Betragt i modsætning hertil den ufattelige rigdom der følger af mestendels frivillig udveksling af varer og ydelser, som har tilladt langt flere mennesker end nogen sinde før i historien at hæve deres levestandard over et eksistensminimum. Det medfører igen at ‘almindelige’ folk har overskud til at efterspørge ‘ikke-materielle’ goder, såsom litteratur, musik, mavedans og alle de talrige andre fænomener, herunder mere fritid, bedre uddannelse til deres børn, renere og pænere omgivelser og meget mere vi kan se omkring os. Alt dette sætter vi over styr hvis vi lader kollektivisterne fortsætte med at råde og plyndre. Find din egen kollektivist her og spørg om hen har læst Loven.

Bastiat beskrev for snart 200 år siden nødvendigheden af at forstå konsekvenserne af lovgivning der rækker udover beskyttelse af individets ejendomsret.

Rothbard har i nyere tid dissekeret hvad staten har udviklet sig til, når man ikke holder sig inden for de grænser Bastiat beskrev.

Begge bøger fås her i butikken på dansk. Lad ikke uvidenhed være grunden til forfaldet.

Udgivet i af — 10 kommentarer

Løkke, Mette eller Hans-Adam…

…eller noget helt tredie? (Løkke og Mette er der ingen substantiel forskel på.) Ifølge EB vil ‘vi’ ikke have nogen af dem – måske vil ‘vi’ helst være fri for herskere?

Nu hvor hvor den danske befolkning snart skal udføre et tilbagevendende ritual, der går ud på at vi lader som om vi vælger hvem der skal repræsentere os i den nærmeste fremtid, så er det interessant at vende blikket mod Liechtenstein. Hvornår har Liechtenstein sidst deltaget i i NATO-operationer eller på anden vis været til fysisk fare for individer i andre jurisdiktioner? Kunne man forestille sig, at en model der ser ud til fungere nogenlunde for en befolkning på ca. 38.000 indbyggere (parlament på 25 personer), kunne have noget af interesse for et land som Danmark med ca 150 gange flere indbyggere?
Hvis vi skulle have forholdsmæssigt lige så mange parlamentarikere så skulle vi have ca 150*25=3.750 folketingsmedlemmer. Det tror jeg de fleste vil betakke sig. De 179 vi har nu gør rigelig skade. Find dit yndlingsfolketingsmedlem her og spørg til hvordan det går med læseriet.

Et interessant træk ved Liechtenstein er at fyrsten har vetoret i forhold til folkeafstemninger, medmindre afstemningen handler om 1) mistillid til fyrsten (der skal så udpeges en anden af fyrstefamilien) eller 2) afskaffelse af monarkiet. Endvidere er der en udtalt autonomi således at de 11 regioner i princippet har ret til at forlade fyrstedømmet. Hver region har en størrelse på ca 400-6.000 indbyggere.

Artiklen her nævner en passant at fyrstens formue udgør ca $3.5 millarder (eller ca 22 milliarder DDK). Det svarer til hvad Danmark bruger – om året – på forsvaret (25 mia DKK i 2017, iflg Danmarks Statistik). Det fremgår ikke hvordan denne formue er akkumuleret gennem tiden. Fyrstehuset afholder udgifterne til driften af monarkiet af husets egne midler. I 2009 var udgifterne til det danske kongehus på 342 millioner DKK

Et statsoverhoved der anser staten for en serviceorganisation i ordets ægte betydning – altså at den reelt konkurrerer med andre leverandører af services og ikke blot er et monopol som man enten kan underkaste sig eller også må man emigrere – må anses for et fremskridt i menneskehedens historie.

Det ser ikke ud til at de politikere vi herhjemme får lov at ‘vælge’ imellem, anser sig selv for serviceleverandører.


https://dilbert.com

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Råderum og råddenskab

CEPOS har begået et notat der beskriver hvordan et såkaldt ‘råderum’ kunne anvendes til at forenkle skattesystemet og tak for det.

Enhver forenkling af skattesystemet må hilses velkommen. Jo klarere det bliver for folk hvorledes skattens skarpe klo trækker blod, desto mindre tilbøjelige vil de måske være til at acceptere yderligere tvangsmæssige omfordelinger. Et system der er skruet sammen så folk med ond hensigt kan malke det til for 100-vis af millioner og som selv eksperter ikke kan overskue i sin helhed, er et uretfærdigt system, et råddent system. Selve det at systemet er nødt til at bruge tvang og trusler om vold og indespærring burde mane til eftertanke, men det er en anden historie. Man må mistænke at at politikerbyrden og deres medsammensvorne har en interesse i at holde lovgivningen så kompliceret så mulig, så færre blandt ofrene kan gennemskue hvordan udplyndringen finder sted.

Jeg kunne ønske mig at vi i stedet for at diskutere hvordan rovet skal fordeles, overvejede hvordan vi undgår at der overhovedet ER et rov. Med andre ord – en frivillig (sic) udveksling af varer og tjenester mellem mennesker, i stedet for en konfliktskabende opdeling i to uskarpt afgrænsede grupper, hvoraf den ene overvejende producerer og den anden overvejende forbruger. Hvis en udveksling foregår frivilligt er den selvsagt retfærdig, og begge parter er rigere efter byttet. Foregår udvekslingen ved tvang, hvad enten det er direkte hvor én part tvinger en anden til noget, eller indirekte, hvor en tredie part tvinger én person til at gøre noget for en anden, da er det uretfærdigt, forkert og værdiødelæggende.

Et ‘råderum’ skal derfor ikke bruges til noget andet end at reducere mængden af tvang – og er kun et lille skridt på vejen.

Har DIT folketingsmedlem fået læst på lektien – eller skal de sendes forbi Oplysning til Medlemmerne af Folketinget igen – operation OMF?

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Pølse for eller pølse bag…

Socialistisk demokrati eller demokratisk socialisme – ligegyldigt hvad, er det et system der indebærer tvang. Endvidere kan mangelen på priser i et system hvor privat ejendomsret de facto er elimineret ikke allokere ressourcerne i overensstemmelse med folks præferencer. Læs her hvorfor Ocasio-Cortez (heller) ikke bliver den der løser cirkelens kvadratur.

Når Staten med tvang omfordeler ejendom er der vindere og tabere. Når frivillige udvekslinger af ærligt anskaffet ejendom finder sted, er der kun vindere. Når erklærede socialister, hvad enten de kalder sig demokratiske, nationale eller noget andet, bilder folk ind, at de kan sørge for gratis uddannelse, sundhedsvæsen, transport, opera eller rugbrød, så ved vi at omfordelingen nødvendigvis indebærer uretfærdighed og at folk dermed ikke har lige rettigheder. 

To af de vigtigste principper du kan lære dine børn handler om Loven – hvornår kan magtudøvelse retfærdiggøres – og Specialisering og frivillig handel – hvordan vildt fremmede mennesker kan samarbejde i fred og skabe bedre vilkår for hinanden, helt uden at det er planlagt.

Der er 20% julerabat i butikken frem til jul ved brug af koden jul2018.

Udgivet i af — 2 kommentarer

Anti-frivillighedens ulidelige lethed

Ludwig von Mises diskuterer i Den Antikapitalistiske Mentalitet fejltagelserne der vildleder så mange og fører til tilbedelse af Staten, hvad enten det er i form af socialisme, kommunisme eller interventionisme.

Værket bør læses i sin helhed, men en forsmag tilbydes her.

Det man idag kunne kalde de knævrende klasser, ofre for årtiers fejluddannelse, hævder at løsningen på alle problemer kun kan foregå via Staten – der via planøkonomi og central styring af samfundet i almindelighed, kan sikre en ‘retfærdig’ fordeling af goder. Goder, hvilket forbigås i tavshed, der ikke opstår spontant men tilvejebringes takket være iværksætteres energi, risikovillighed, kapitalapparat og investering. Denne gruppe, ‘kapitalisterne’ anses for grådig og tilbøjelig til kun at lade ‘arbejderklassen’ få et absolut minimum ud af deres anstrengelser. Omend den hårde kerne ønsker at få afskaffet ‘kapitalisterne’ fuldstændigt, som i udrydde, så er de fleste mere moderate og går ikke ind for total konfiskering af ejendom de ikke selv har tjent. De hælder mere mod midten og en stor, omfordelende velfærdsstat. Imellem disse yderpunkter står den tilsyneladende neutrale intellektuelle som opmand. De må undgå ‘ekstremerne’, både tilhængere af kapitalisme og kommunisme, og ‘uvildigt’ stå for moderation, planlægning og ‘rimelig’ fordeling [af andre folks ressourcer].

Mises peger på tre punkter:

Den store konflikt er ikke om hvordan samfundets ressourcer skal fordeles. Det er en fundamental uenighed om, hvilket system der bedst koordinerer den økonomiske aktivitet således at menneskets levestandard kan forbedres mest muligt. Spørgsmålet er om socialisme overhovedet kan anses for en erstatning for kapitalisme – eftersom rationel økonomisk planlægning ikke er mulig under et system hvor staten ejer produktionsmidlerne.

Der er ingen principiel forskel på socialisme og kommunisme, begge opererer med offentlig kontrol over produktionsmidlerne. Ordene ‘planlægning’ og ‘velfærdsstat’  i munden på politikere og embedsmænd betyder heller ikke noget andet end socialisme eller kommunisme. Det er blot statens planer, der erstatter private borgeres planer for hvordan knappe ressourcer skal forbruges. Socialisme og central planlægning er ikke et bolværk mod kommunisme, men fører til samme elendighed.

Kapitalisme og socialisme er to distinkte systemer for social organisation. Privat kontrol og offentlig kontrol over produktionsmidlerne er uforenelige systemer og kan ikke ‘blandes’. ‘Ekstrem’ kapitalisme er ensbetydende med frivillighed i transaktioner mellem mennesker; transaktioner kan ikke være ‘lidt’ frivillige. Et system med en ‘blanding’, et kompromis mellem socialisme og kapitalisme er ikke en blanding, men et helt tredie system, interventionisme, som må bedømmes for sig selv. De som hævder at dette system end ikke leverer det, som fortalerne ønsker at opnå, snarere tværtimod, er ikke vrangvillige ekstremister. De beskriver blot de uafvendelige konsekvenser af interventionisme.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Hoppe og migration

Serien om migration – Hans-Hermann Hoppe argumenterer for privatisering (også) af migration. Udelukkelse af tilflyttere – inviteret af ejeren – fra privat ejendom eller tvungen adgang til privat ejendom for tilflyttere er ikke forenelig med frihed og privat ejendomsret. I en situation hvor en (illegitim) statsmagt tvangsomfordeler folks ressourcer, herunder til tilflyttere, giver ‘Åbne Grænser’ anledning til yderligere konflikter og fortsættelse, ja, intensivering, af tvangsomfordeling.  Du kan invitere hvem som helst i hele verdenen hjem til dig selv, men du kan ikke forlange at dine naboer skal betale for opholdet.

Frivilligt samliv og adskillelse, inklusive langs politiske, religiøse, racemæssige, sproglige, kulturelle eller andre skel og karakteristika er forudsætningen for fredelig sameksistens. Ikke nødvendigvis på samme territorium, men med accept af at andres præferencer kan deviere – ganske meget – fra egne, og det er i orden sålænge de ikke påtvinger andre deres præferencer. Det er fraværet af tvang eller trusler om tvang, der fjerner behovet for at tilrage sig magten for enten at beskytte sig mod andre eller vende den mod andre.

Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med Hoppe, er det på høje tid at indhente det forsømte! Her er et udvalg af bøger.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Block og migration

I serien om migration står Walter Block for den ‘mest’ Åbne Grænser-tilgang.

Hans argumenter omfatter blandt andet at fra et libertariansk synspunkt bør mennesker, ligesom varer og ydelser, frit kunne bevæge sig og krydse grænser uhindret. Der er i princippet ikke forskel på om en person flytter sig inden for et lands (‘arbitrære’) grænser og mellem lande. Tillader man det første bør man også tillade det sidste – i et frit samfund. Statens kontrol (i USA f.x af enorme landarealer) af ‘offentlige’ bygninger og anden infrastruktur anser han for illegitim og sammenlignelig med jomfrueligt land, der kan tages i besiddelse og bruges af enhver, herunder tilvandrede der måske er mindre tilbøjelige til at bøje nakken for den eksisterende statsmagt.

Læs mere her.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Rothbard og migration

I serien om migration er vi nået til Murray Rothbard, en af de allerstørste libertarianske tænkere. Han skrev relativt lidt direkte om migration og hans tilgang udviklede sig fra at se fænomenet hovedsagligt fra en økonomisk synsvinkel med ‘åbne grænser’, til efterhånden at lægge mere vægt på, at jordejere eksklusivt har retten til at bestemme hvem der skal opholde sig på deres ejendom. Han anså konsistent privat ejendomsret som den bedste, omend ikke perfekte, måde at angribe dette vanskelige spørgsmål.

Det er iøvrigt et almengyldigt forbehold: Frie markeder og absolut respekt for privat ejendomsret får ikke alle konflikter til at forsvinde og paradis til at opstå, men det forbliver den bedste, i betydningen mest retfærdige måde at indrette sig på. Hvis altså man mener at alle individer har krav på samme rettigheder og at der ikke findes hverken andenrangsborgere der er mindre værd, eller førsteklasses væsener der, hævet over pøbelen og loven, kan dirigere rundt med resten af samfundet og dets ressourcer.

https://mises.org/library/immigration-roundtable-murray-rothbard

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Mises og migration

Mises.org har en serie om migration fra en østrigsk og libertariansk vinkel, og lægger ud med Mises selv.

Redaktørens caveat illustrerer nogle af de udfordringer der er i den ofte betændte debat.

  • Ingen sandt libertarianske løsninger er mulige sålænge regeringer ‘ejer’, dvs kontrollerer store offentlige omåder, såsom kystlinier, havne, hovedfærdselsårer, lufthavne, veje, militæranlæg og andre offentlige rum.
  • Derfor handler debatten hovedsagligt om hvad regeringen skal gøre ved immigration under de givne omstændigheder.
  • Der findes ingen nemme løsninger på, hvordan myndighederne skal kontrollere områder i det offentlige rum. Sand økonomisk kalkyle er ikke mulig når staten kontrollerer ressourcerne og ikke-økonomiske overvejelser er håbløst subjektive.
  • ‘Velfærd’, i form af forskellige skatteyderfinansierede varer og ydelser, gør situationen mere kompliceret.
  • Demokratiske afstemninger, kombineret med politikere domineret af kortsyn, gør situationen mere kompliceret

 

Mises beskrev migration fra et økonomisk, men også fra et kulturelt synspunkt. Den økonomiske produktivitet lider under restriktionen af migration. Nogle grupper i samfundet kan have interesse i at holde konkurrence fra tilrejsende ude, men det sker på bekostning af både de tilrejsende og de øvrige indbyggere, når sidstnævnte kommer til at betale højere priser end nødvendigt. Men andre faktorer end de ‘rent’ økonomiske gør sig også gældende. Under indtryk af ’20’ernes forfølgelser af f.eks tyske minoriteter i Czekoslovakiet, Italien, og Polen, var Mises opmærksom på de overgreb statsmagten, i hænderne på en majoritet, kunne begå mod minoriteter. Minoriteter som principielt har ret til at frigøre sig fra et land, danne deres egen nation og selv bestemme deres skæbne. Muligheden for at danne mindre, uafhængige politiske enheder – decentralisering af magt – kombineret med respekt for individet og privat ejendomsret, så Mises som et imperativ for en fredelig løsning på ‘migrationsproblemet’.